Jeg har et problem med lingoet

af marco_hanuman, the blogger

Jeg har et problem med lingoet 

'Det er i virkeligheden en ekstremt konservativ måde at se på tingene på...' 

Mit problem er, at visse typer ikke synes, det er nødvendig at definere de begreber, de slynger om sig med. De tager for givet, at vi jo ALLE udover deres typologi er enige om, hvad deres moralske udsagn betyder, og at de derfor kan springe alle indledende øvelser over, underforstå betydning og forudsætte grundlæggende enighed. 

For mere drevne retorikere er det desuden en måde ubemærket at snige et ideologisk tankekup ind i en bisætning eller, som ovenfor, i form af et tillægsord, hvorved det manipulerer til uudsagt enighed. Sproget bliver forførerisk og misbrugerisk.

Hvis nogen for eksempel ville anvende ovenstående sætning på et hus fra 1780 og dermed argumentere for, at lortet burde rives ned på stedet grundet dets alder, ville det nok få en og anden op af stolene, med en vis bekymring for nationalklenodier, bevaringsværdige bygninger og historiske interessefelter. Eller bare folk med sans for skønhed, for bygningsstilen i 1700-tallet havde sin egen stilsikre æstetik. Blot ud fra et sjældenhedsprincip, mener vel de fleste, at bygningen bør bevares, da der kun er få tilbage fra den tid. Med andre ord, argumentere for bevaringsværdighed grundet dets alder. Selvom et billede på væggen ikke er et mesterværk af Rembrandt, er dets alder 1780 en grund til konservering/bevaring af det, da det indeholder en historie, en fortælling fra en svunden tid. 

Hvad laver hunden nederst til højre i Rembrandts radering om samaritaneren?
Den pøller for hårdt! Den skider på den store fortælling! Hvad skal vi mene om det?

Eller hvad nu hvis sætningen blev brugt som argument for, at konservering af fødevarer er af det onde, og kun superfriske varer, der lige er hevet op af jorden, ned fra træerne eller stammende fra et kræ, der indenfor de nærmeste dage eller uger havde fået den dertil indrettede kugle for panden, var tilladelige? Med al respekt for friske råvarer, ville udsagnet stride imod alle hæderskronede principper for behandling af fødevarer i både tempererede og arktiske zoner, der tager hensyn til naturen og menneskers overlevelse. Og også, men med andre teknikker i de sub og -tropiske zoner. Det ville være en udradering af alle de erfaringer og teknikker, der har holdt os i live som menneskelig art gennem årtusinder - og dertil yderst tåbeligt og selvdestrukivt. 

Men lige så snart snakken ryger ind i det politisk ideologibefængte felt, er der åbenbart et helt segment, der underforstår, at ikke-bevarelse og dermed destruktion per definition er et positivt begreb. Segmentet tillader sig, uden at blinke, at tage alle, der er til stede i salen, når sætningen falder, til indtægt for deres positive holdning til destruktion - i en bisætning eller i form af et tillægsord. 

'Det er i virkeligheden en ekstremt omsorgsfuld, traditionsrig og kulturbevarende måde at se på tingene på...' 

Du kan godt høre det, ikke? Så, det er muligvis ikke kun mig, der har et problem med lingoet. Der tegner sig et problem, vi er fælles om i disse tider, hvor ideologisk affald fra forrige århundrede og i dette tilfælde den gængse måde at anvende begrebet konservativ på, der klæber til sproget. At bevare underforstås som uønskværdigt grænsende til utilstedeligt, og at smide ad helvede til underforstås som ønskværdigt grænsende til påbudt ved lov. I ordet konservativ og i den måde, ordet bruges på, gemmer der sig i ultrakomprimeret form en oppustet, ideologiseret ballon af en hel filosofi. 

Der burde være en lille drillepind med en ligeså lille spids nål, der var klar til at punktere ballonen og forlange, at den ideologiserende misbruger af ordet blev tvunget til at definere ordet. Du siger, at der er noget, der ikke bør bevares? Vær så venlig at underholde os med, hvorfor - og helt NØJAGTIGT hvorfor det, du omtaler, ikke er bevaringsværdigt? Har det udtjent sit formål? Er det uhensigtsmæssigt? Er det skadeligt? For hvem er det skadeligt? Hvorfor er det skadeligt? Har du for nyligt opfundet noget, der beviseligt overflødiggør det, du mener er bevarings-uværdigt? 

Her vil det meget ofte vise sig, at det hele handler om, hvad vedkommende selv kan lide eller ikke kan lide, og at der er tale om en egeninteresse. '... en ekstremt konservativ måde at se tingene på ...' viser sig at være et udtryk for, at vedkommende mener, at noget skal udslettes fra Jordens overflade for udelukkende at tjene vedkommendes interesser, og at vi jo alle som udgangspunkt er enige om at bifalde disse interesser. Det er et moralsk udsagn, der mangler hele argumentationsdelen. Folk bør tvinges til at argumentere, hvis de hævder at have ret til at moralisere. 

NB! Moral er nødvendig. Ikke-underbygget moral, derimod, er ikke blot unødvendig, den er en voldtægt af vore tanker, følelser og handlinger. Jeg føler, ergo har jeg ret! Nej, lille ven, det har du ikke, men du er da velkommen til at argumentere for, hvorfor dit følelsesliv kræver denne særlige opmærksomhed og hensyntagen. Og hvis du ovenikøbet kan sætte det ind i en større ramme og gøre dit - med al respekt - temmelig private følelsesliv til noget personligt og dermed noget, der vedrører andre personligheder end dig selv, så vil vi endog lytte til dig ud over det øjeblik af tålmodig overbærenhed, som almindelig pli byder os. 

Nuvel, vi kan overhovedet ikke tale sammen uden at underforstå en hel masse. Men vi har i disse tider brug for at foretage en hovedrengøring i en forurenet sprogkultur. Blot bevidstløst at rave rundt i det 20. århundredes ideologiserede sprogkultur er - ja, undskyld, jeg siger det - udtryk for et ekstremt konservativt tankesæt ... ;-) 

Brugen af ordet konservativ som synonym for 'moden til at smide i skraldespanden' er en ikke-bæredygtig, ikke fremtidssikret og dermed ikke bevaringsværdig måde at bruge ordet på. Og jeg sagde ikke, at det, efter eget udsagn, fremskridtsvenlige segment er gået hen og blevet stokkonservativt og reaktionært. Men jeg mente det! 

Foreløbig konklusion: Når man flot tillader sig at strø om sig med ord, der har fået vredet den ideologiske arm om på ryggen, kommer man til at skylde en forklaring. Andre kan derfor uden at blinke tillade sig at kræve en sådan forklaring. Så værsgo' at forklare.  


Hjerteslags-algoritmen og datamafiaen 

Google is your friend, går vi og siger. Don't be evil, siger datamafiaen om sig selv. Mon ikke det så småt er ved at gå op for folk, at begge udsagn falder ind under kategorien nysprog, begreber, der, for at give mening, skal vendes på hovedet? Google er ikke din ven, når dagen er omme, og ondskab er ikke fremmed for datamafiaen, men selve deres grundsætning. 

Google og internettet kan være nyttigt i mellemtiden, hvis du ved hvordan, du sorterer det værste gift og affald fra. Forvent aldrig solid information i Wikipedia, hvis det drejer sig om emner, der af datamafiaen regnes for virkelighedsdannende. Regn for sikkert med, at Facebook sender alt videre om dig, selvom de forsikrer dig om, at dine oplysninger er private. Vid, at mafiaen kortlægger alt, du foretager dig og sætter dig på formel. Regn for sikkert og bevist, at samarbejdet mellem datamafiaen og NSA/CIA og alle de andre væsener er fuldt udbygget. Husk, at Darpa-net var et våben fra starten, og at internettet er et våben i dag. Du er målet for enden af kikkertsigtet. 

En nyttig oplysning, man i mellemtiden kan hive ud af Google, er deres egen statistik over søgninger. De skal jo tjene en masse penge, mens de tager livet af os, en strategi, de deler med medicinalindustrien, militærindustrien, fødevareindustrien og andre industrier. De sælger statistikker over alle bevægelser på nettet, så virksomhederne kan lægge strategier for, hvordan de tjener penge - mens de tager livet af os. En af disse viser, at menneskelig frygt kan kortlægges, planlægges og indlægges som tilbagevendende mønstre. 

Sådan ser kurven ud for, hvornår folk googler ordet 'Cold War'. Det sker simpelthen to gange om året, med det store udsving i løbet af 6 uger i april maj hvert år og det lille udsving hvert år omkring september-oktober. Det svarer til de kurver, man kunne tegne over forekomsten af terrorhændelser og falske flag. Altså virkelige og iscenesatte terrorhændelser - virkelige i betydningen med virkelige ofre og ikke blot crisis actors, for virkelige terrorhændelser er lige så kunstige, som de rene teaterstykker. Kurven er altså skabt af mediebåren, iscenesat terror. Terror er et virkeligt styresystem. 

To gange om året kører der med andre ord en kampagne i det samlede og koordinerede udbud af medier, der pumper en stor portion frygtskabende viden ud i æteren. Kurven er som et hjertekardiogram. Psykologien efter 2. Verdenskrig har været at vedligeholde traumet med en konstant frygt. Det kunne have været interessant med et kardiograf for frygt, der gik alle 70 år tilbage. Måske ville det vise sig, at mønsteret allerede blev skabt i de trykte medier og med radioen, og senere med fjernsynets hjælp. Et gæt ville være, at mønstrene er opstået i takt med psykologiens og behavorismens/sociologiens/antropologiens evne til at kortlægge og dermed kontrollere masserne. Massekontrol har eksisteret så længe, der har fandtes folk, der betragtede masserne som dumme får, men i det 20. århundrede blev det sat i system, som aldrig før. Der var institutter, der studerede og kortlagde det. Frankfurterskolen, Tavistock-instituttet, The Rand Corporation. Der blev eksperimenteret i universitetsregi (MK-Ultra). 

Efter 2. Verdenskrig fandtes der et krigsmaskineri så stort i Vesten, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv, hvis der ikke var krig. Så fik vi den Kolde Krig. Man kan egentlig spørge, hvad forskellen var mellem den kolde krig og the Boston Bombings, hvor vi ved med sikkerhed, at ingen kom til skade, og at det hele var ét stort teaterstykke med crisis actors. Et falsk flag beregnet til massehysteri som påskud for efterfølgende anslag mod civile rettigheder? Forskellen er ens, som det hedder. Den kolde krig var et teaterstykke beregnet på via en evig fjende at berettige krigsmaskinen. 

Teaterstykket er sat i system som en hjerteslags-algoritme, der kan måles af Googles statistik for, hvad folk søger på i frygt. 2. Verdenskrig stoppede aldrig men blev til frygtens kolde krig, der aldrig stoppede, men blev til krigen mod terror, der er krigen med og ved hjælp af terror, der nu er den nye kolde krig, der hele tiden truer med 3. Verdenskrig.  


De flytter møbler bag skyerne 

Det begynder som en svag rumlen. Hvad pokker, tænker jeg, går der nogen rundt oppe på loftet og flytter møbler? Er der flyttet ubudne gæster ind, mens jeg har været væk? Jeg skæver forsigtigt ud til entreen, hvor brændeøksen er parkeret. Jeg tjekker foldekniven i skuffen, hvis det skulle knibe. 

Det viser sig at være langt større møbler, der flyttes. Den svage rumlen er Thors geder og vogn, der varmer op I det fjerne. Måske bliver det ikke til noget. Den slags møbelflytteri kan godt foregå diskret for os kryb på overfladen i de højere luftlag. Lyn og torden i mindre skala behøver ikke afledning via jordoverfladen. 

Når man bor i et stråtækt hus fra 1780, tænker man indimellem på, hvad et velanrettet lynnedslag kan forårsage. Jeg beroliger mig selv med, at det 20 meter høje egetræ i haven, eller en anden høj kæmpe i nærheden, vil være det første mål for et lyn. Eller langt snarere vandet i den lomme af Østersøen, der løber 300 meter væk. 

Man spøger ikke med et lyn. Den amerikanske forfatter Paul Auster fortæller om en hændelse i hans ungdom, der ifølge ham chokerede ham i en sådan grad, at han blev forfatter. Han og hans kammerat havde søgt ly under et træ i et voldsomt regnvejr, da et lyn slog ned. Han gik selv ram forbi, men hans kammerat, der stod en meter fra ham, blev ristet og faldt død om. 

Uden sammenligning: Jeg har siddet i en sofa i min gamle lejlighed på 5. sal, da der kom et lyn ud af rosetten i midten af loftet. Der lød et smæld og lyset gik ud. Den gamle mølædte sofa var fuld af metalfjedre og kunne sikkert have fungeret som en fin brødrister. Herren være lovpriset for HFI-relæet! Men ikke nok med det, da jeg havde tændt for elektriciteten og konstateret, at hifi-gearet var intakt, skete det samme en gang til. Hvor stor er chancen lige for det? 

Et sted, man ikke skal befinde sig i tordenvejr, er en bjergside med bare skrænter. Hvis den kraftige tordenregn får vandet til at løbe i et tæppe ned over skrænterne og lynet slår ned - og du står midt i tæppet - så er du færdig på stedet! Jeg har hørt bjergguides fortælle om en metode, hvor man griber om sine egne ankler for at danne et afledende kredsløb, for at elektriciteten ikke skal ramme hjertet. Jeg har mine kraftige tvivl. 

På den anden side har man også hørt forunderlige historier om folk, der blev ramt af et lyn. De blev aldrig den samme igen. Nogle blev indesluttede særlinge, andre blev til oplyste, opvakte individer med særlige evner. 

Husk i øvrigt, at et lyn ikke slår ned, så ordet lynnedslag er noget vrøvl. Et lyn slår op.  


Beskidt elektricitet 

Vi bliver i emnet. I elektricitetens århundrede er der sket det samme med elektricitet, som der er sket med alt andet i den beskidte verden, vi lever i. Det kan bedst karakteriseres ved at tænke på en psykopatisk krigsgalning. Alt kan bruges. Hvis man giver ham et æble i hånden, vil den første tanke i hans forstyrrede sind være, på hvilken måde, men hvilken kraft og med hvilket resultat, han kan smide sydfrugten i hovedet på en eller anden, så denne omkommer. Mens der tjenes penge på det, så man kan anskaffe sig noget mere potent, end et æble, til at tage livet af andre. Og den eneste grund for disse galninge til ikke omgående at tage livet af alle andre er, at så ville de ikke have folk omkring sig til at varte dem op, mens de tager livet af nogle andre. 

Vi omgiver os selv med beskidt elektricitet. Er der grund til at remse op fra listen af wifi-signaler, EMF'er fra kabler, installationer, maskiner og elektronisk office-udstyr, hjemmebryggeriet af køkkenudstyr og underholdningsgear, sendemaster, radiosignaler, satellitimpulser, og hele sjabanget af elektrohelvede, vi omgiver os med eller er blevet omgivet med. Vi holder gladeligt en smartphone op for hjernen med en elektromagnetisk frekvens (EMF), der er fire gange kraftigere end udladningen fra motoren på et diesellokomotiv. Og teleselskaberne og fabrikanterne af smartbamserne ved det udmærket, men ingen læser, at de skriver med ultrasmåt i brugsvejledningen, at device'n aldrig bør anvendes tættere end 20 cm. fra den menneskelige hjerne. Vi har skrevet det, I kan aldrig retsforfølge os for det. Jf. den kabbalistisk-frimureriske grundregel om, at når de blot har sagt det offentligt (et sted, som ingen ser), har de fået tilgivelse for deres forbrydelse. 

Der er grundlæggende to måder at anskue dette beskidte miljø på. Enten bliver vi zombificeret af det. Det ser sådan ud, hvis man studerer folks adfærd for tiden. Vi går ikke længere ind i den side af sagen: at elektrosnavsen er en del af et system, hvor vi både overvåges og kontrolleres af alle disse frekvenser. Der er en mening med snavsen og galskaben, en ikke særlig behagelig mening. Når du tænder for din fladskærm, er der nogen, der ser på dig. Når du taler i din smartphone, er der nogen, der lytter til dig. Når du skriver på din computer, er der nogen, der læser, hvad du skriver. Realtime, hvis du skønnes at udgøre en trussel for seerne, lytterne og læserne. 

Vi ser lidt bort fra den på ingen måde uvæsentlige side af sagen. Beskidt elektricitet i sig selv gør dig afhængig af ... beskidt elektricitet. Smartphone er det nye kokain. Det elektroniske drug gør dig høj for dernæst at gøre dig lav. Man kan sige, at besudling - et godt-ondt gammeldags ord - via elektrosnavs for din hjerne, dit nervesystem og hele din organisme + bevidsthed i sig selv er et stykke krigsførelse udtænkt af de psykopatiske æblesmidere. De er medlem af en global klub for ultra-psykopater, der inkluderer drugindustrien, medieindustrien, krigsindustrien, fødevareindustrien, energiindustrien og finansindustrien. Læg dertil et ord, der ikke findes: videnskabsindustrien.


Arvesynden 

Den findes kun én tilbundsgående måde til at forstå fænomenet gæld på: arvesynd. Der er med andre brug for et teologisk koncept for at forstå, hvorfor der findes så megen gæld i verden i dag, at den ikke kan betales tilbage. 

Det var så pointen på forhånd, her kommer forklaringen. I kristen teologi, eller rettere, i katolsk og protestantisk teologi findes begrebet arvesynd. På engelsk primordial sin, den synd, der allerede fandtes, før du blev født, og som ved fødslen blev overført til det intetanende spædbarn. I den ortodokse kirke bryder de sig ikke om begrebet, og uden at være medlemmer af østkirken, er vi en hel del i dag, tør jeg godt sige, der heller ikke bryder os om begrebet. Det stinker. Mnjaaeh, det er bare fordi I ikke er i stand til at komme overens med tanken som ikke-troende … NEJ! Det er fordi det stinker! Og lad så være med at afbryde! 

;-) Tanken blev formuleret i sin færdige form i en traktat af Anselm af Canterbury. For Gud er synd en evig sag. Når man begår en synd, vækker man Guds evige vrede (allerede her stinker det…). Man begår noget utilgiveligt, der kun kan sones ved et evigt offer, og da mennesket ikke grundet sin dødelighed er leveringsdygtigt i den slags, er Gud nødt til at ofre sig selv i form af sin egen søn, for at vi gennem denne kan blive tilgivet vore synder. 

Anselm skriver i starten på sin berømte (berygtede) afhandling, at når vi blot ser bort fra Kristus, og alt hvad vi ved om ham, forholder det sig sådan, som beskrevet, altså, hvorfor Gud var nødt til at blive menneske, hvilket kan bevises ved fornuft alene. Han giver os altså allerede fra starten af et diskret hint om, at hvad han skriver, egentlig ikke har noget med kristendom at gøre. Med hvad har det så med at gøre? Det har at gøre med at skabe balance i regnskabet. Det er simpelthen en bankmands tankesæt! Når man begynder at tale om arvesynd, så taler man i et metaforisk sprog om dobbelt bogføring, gæld, renter, likviditet og alt det andet, vi kender fra bankvæsenet fra Babylon, henover Venedig, via Amsterdam til the City of London og Wall Street. 

Hvis du, som jeg, har undret dig over, at begrebet skyld findes i både kristendom og bankvæsen, then look no further! At fornærme Gud er en uendelig fornærmelse. At ophæve denne fornærmelse kræver en uendelig betalingsform. Det er nøjagtig sådan, d’herrer og et par damer, der hvert år mødes i Davos i Schweiz for, under overopsyn af Bank of International Settlement, at diskutere, på hvilke måder de kan vedligeholde arvesynden = gældsgrebet om verdens befolkninger. Det vil helt sikkert ikke være sådan, de formulerer dagsordenen for mødet – og dog: for nogle år tilbage var der rent faktisk en højprofileret bankmand (husker ikke hans navn), der udtalte: Vi gør Guds arbejde! I deres optik er og bør al gæld være uendelig. Hvilket just er virkeligheden for denne verdens nationer og den menneskehed, der bebor dem. Der er så megen gæld til stede i verden, at den aldrig kan tilbagebetales. Hvilket just er meningen, for Christs sake! 

Anselm kunne godt lide at se sig selv som Kristus

Gæld kan først slettes ved døden. Jeg sagde kan slettes. Renter på engelsk hedder passende nok mortgage – en-gage-ment indtil døden (mors). For at slette den synd, som det dødelige menneske begik i syndefaldet, dengang den skøre kælling i bar røv i ursuppen og tidernes morgen åd af æblet, var Gud nødt til at blive dødelig. Her har vi samtidig oprindelsen til kulten om Den Døende Gud, der kræver menneskeofre, og så ryger vi helt ud af det kristne tankesæt og over i Baalkulten. 

Det er derfor, at Anselm så diskret kommer med sit hint om, at hans ræson tillader sig at se bort fra Kristus. Det er ren logik, hævder han. Kapitallogik, ville marxisten sige, algoritmisk finanslogik, ville vekseleren på Børsen sige. De har ophøjet den logik, der placerer menneskeheden i et evigt slaveforhold, til at have status af en ubrydelig naturlov. Pengevekslerne er blevet til paver, Guds stedfortrædere på Jord. De vifter os om næsen med løfter om tilgivelse (alt ondt starter med et løfte), men der findes ingen tilgivelse i et sådant system, der findes kun evig skyld. Vi lever i en dødskult, som bankmænd siden Babylon har skabt for os, og Babylon hedder i dag WTO, IMF, BIS, ECB – de kan vældig godt lide akronymer med tre bogstaver, som i den Hellige Treenighed. For dem er det ikke Faderen, Sønnen og Helligånden, og dog: det er bankmanden (faderen), skyldneren (sønnen) og den evige strøm af likvider, der flyder fra debitor til kreditor (helligånden). 

Men arvesynden er og bliver noget forkrøblet sludder, der modsiger selve det, som Kristendommen hævder er kernen i sin lære: at mennesket er skabt i Guds billede, og derfor er en fraktal af Kosmos med en oprindelig retmæssig direkte adgang til sit eget ophav. Ingen instans, ingen institution, ingen arvefølge, ingen familie, blodlinje, genealogi, lovgivning, organisation, kirke eller kartel – intet på denne Jord har ret til at nægte mennesket sit egentlige ophav og hævde guddommelig sanktion. Hvilket man ikke desto mindre har gjort via alle mulige kabbalistiske hundekunster og distortions af den oprindelige naturlov. Djævelen findes i detaljen, og i detaljen opdager man den totale selvmodsigelse.

Kirkefædrene i den tidlige kristne kirke, som i dag stort set kun bliver læst i den ortodokse kirke, stillede spørgsmålstegn ved doktrinen om arvesynden. Hvem bliver al denne gæld betalt til? spurgte de, ligesom de spørger i Østkirken i dag. De vidste godt, at logikken i gælden var en tilbagevenden til Baalkulten, der i mellemtiden havde sneget sig ind ad bagdøren. Der skrives metaforisk i det Gamle Testamente, at Abraham ville ofre sin søn Isaac for at betale sin gæld til Gud, men at Gud stoppede ham. Well, ’gud’ har åbenbart sidenhen fortrudt sit forbud mod menneskeofring og genindført den via bagtrappen ved at kræve, at hans egen søn skulle slagtes som et lam for at formilde guden – ham selv – hvilket kræver god gammeltestamentelig blodofring som formildelse. Jaaamen, hører jeg teologen i den lokale menighed sige, det skete jo for vores skyld, og nu er det sonet én gang for alle. Så er det da besynderligt, at vi ifølge teologen er nødt til at gå i kirke hver søndag for at repetere menneskeofferet som et nadverritual, når det nu er overstået én gang for alle! 

Når bankmænd i dag – og gerne med en eller anden snotdum, korrupt politiker som mundstykke – udtaler: Ja, vi er jo alle nødt til at yde et offer for … og så siger de et eller andet om det fælles gode, samfundet, blablabla… så mener de det sgu! Et menneskeoffer på alteret til Den Døende Gud, Baal. De har selvfølgelig aldrig hørt om Baal, men de har bestemt hørt om offeret, for al ubetalelig gæld kræver konstant et offer. Når de siger 'vi er jo alle...', er de selvfølgelig selv undtaget.  

Vi lever i Babylon, og sprogforvirringen er total. Men der var i oprindelig babylonisk tid et andet sted, hvor man ikke havde en tæt forbindelse mellem religion og bankvæsen af den grund, at det var et samfund, der ikke havde en udbygget pengeøkonomi. Det var Egypten. Det er også her, man finder den kosmologiske tanke om et evigt udfoldende informationsfelt uden gæld. Det er uhyre interessant og har implikationer langt ud over religion og bankvæsen. Her ryger vi over i fysikken. I den newtonske og einsteinske fysik er der hele tiden gæld, i den forstand, at Universet klapper sammen pga. af sin egen tyngde og al energi går mod sin egen død iflg. termodynamikken. Det er en dødskult, ligesom Baal og bankvæsen. Men egypterne forstod, at der ingen gæld var, der var ikke noget, der forsvandt ned i et sort hul – og hvis det gjorde, vendte det tilbage gennem et hvidt hul på den anden side af dimensionsskærmen. Når der ingen gæld er, behøves der ikke at foretages et offer. Vi finder mange mærkelige ting og sager, men vi finder ikke afbildninger af menneskeofring hos egypterne. Vi finder et præsteskab, men de udøver ikke menneskeofring, som baalpræsterne i Kaanans land eller som aztekerpræsterne, der ofrede 60.000 mennesker på tre dage (jf. Graham Hancocks læsning af kilderne)! 

Egypterne havde altså en anden læsning af den fælles og dybereliggende metafor, der ligger bag de gamle kosmologier. I begyndelsen var ingenting. Ingen Ting. Væren var (Jeg Er Den Jeg Er), men væren er, uden at være nogen ting. Dette kalder vi, af mangel på begreber, for Gud. Tag enhver kategori og definition (afgrænsning), du kan komme i tanker om, og forsøg at applikere det til Gud, og det vil ikke lykkes. Gud er ingen-ting, i den forstand, at Gud ikke svarer til noget, vi kender. Gud er ukendelig og udefinerbar. I begyndelsen var Gud = ingenting. 

Men for at forstå, er vi nødt til at differentiere. Forstå, forstand, at stå foran noget, at adskille sig, at abstrahere, at gøre forskel, at differentiere. I det øjeblik, vi mimer selve skabelsen og tegner en linje i et udifferentieret hav af uendelig intethed, opstår Treenigheden. Der findes den ene side af linjen, så findes den anden siden af linjen, og så findes den fælles skæringsflade mellem de to. Og alle tre dele er uendelige! Vi går direkte fra enhed til tredeling, dualitet findes egentlig ikke. Derfor findes trialitet (trinity), eller som vi ganske præcist siger det i kristen filosofi, treeninghed, i alle de gamle kosmologier. I vedisk filosofi er Brahman den skabende, ekspanderende kraft, Shiva er den destruerende, kontraherende kraft, og Vishnu er den opretholdende, ballancerende kraft. I kinesisk filosofi er det Yin (kontraherende), Yang (ekspanderende) og Dao (ballancerende). Hvis man går på opdagelse i de store kosmologier, finder vi de samme tre principper, blot med andre navne og visualiseret på forskellig vis. I Popul Vuh (et af de få overlevende skrifter fra Den Nye Verden, der ikke blev udraderet af jesuitiske kultur- og historiedestruktører) er der Fader Himmel og Moder Jord - og den fælles skæringsflade mellem de to. Nogle gange fortoner det opretholdende princip sig, for det er det sværeste at fatte. Den gyldne middelvej er det sværest fatbare, for det er balancen. Det duale princip mellem de modsatrettede kræfter er mere sanseligt forståeligt, for vi oplever det hele tiden. Vi er blevet oplært i at forholde os til dualiteten, mens trialiteten er forbeholdt dialektikerne, der udover tesen og antitesen også forstår syntesen.

Det er muligt at beskrive tredelingens metafor som et stykke matematik, som Joseph P Farrell og Scott D. de Hart gør i Yahweh The Two-Faced God. Det er også muligt at udvide differentieringen ud over den oprindelige treenighed. Det er et åbent system og en åben metafor. Det betyder samtidig, at den kan misbruges og twistes i retning af et gældsbaseret, lukket system, hvor man så at sige fanger evigheden i en flaske. Det er flaskens ånd, der nu står i gæld til den, der har fanget den. I fortællingen fra 1001 Nats Eventyr bliver ånden ganske vist sluppet ud af sit fangenskab og står herefter i gæld til sin befrier, men nogen må jo have proppet den ind i flasken til at begynde med.  


Gulvterroristen    

Her sidder jeg stille og fredeligt hensunken på min kontorstol i et meditativt øjeblik, med øjnene forplantet på computerskærmen i færd med et eller andet klogt skriveri, da der ud af øjenkrogen spores en hurtig bevægelse henover gulvtæppet. I et splitsekund ser jeg fætteren smutte om bag et møbel. 

Som ind i helvede, der var den jo! Nu har jeg hørt dens små skrabende fødder – hedder det poter eller hvad? Nej, det er noget, der sidder på hunde- og katte, så det hedder nok fødder. Det der med musestille, skulle jeg i øvrigt hilse og sige, det er altså noget vrøvl. Altså med mindre det beskriver den måde, kræet gør sig usynlig og uhørlig på, når den har fået øje på, at man har fået øje på den. 

OK, dyret er løs på mit gulvtæppe. Er det nu, jeg har en historisk chance for at nakke den? Jeg mener, fange den og slippe af med den. Jeg har prøvet det med musefælder. Man lægger et stykke ost på fælden og stiller den der, hvor man sidst så misdæderen … musdæderen. Og hvad tror du lige, man finder, når man kommer igen? Musefælden intakt i skudstilling og uden ost! Jeg ved ikke, om det er meningen, man skal lime osten fast til udløseren, så pelsbæstet er nødt til at hive i den for at få belønningen, men i hvert fald er den så snedig, at den er i stand til at narre dødsfælden, der ville have brækket ryggen på den med det samme. 

Sandt at sige, så har jeg det heller ikke så godt med at tage livet af den slags dyr, pelset terror elle ej. Jeg ville nok tænke på en anden måde, hvis jeg havde haft en hel koloni af slagsen, der åd mine elektriske ledninger. Min nabo, der har stalde og dyr, er rimelig hård i filten, mus får simpelthen blå korn. Det med farven er vist noget med, at det ikke er sundt at blande dem i morgenbollerne. 

Til sagen. Kræet er mindre, end jeg havde regnet med, to centimeter plus vedhæng. Pelsen er rødbrun, øjnene er små sorte kugler. Måden, den kigger op på, er et Antonio Banderas som den bestøvlede kat-moment: Du ville da ikke gøre den slags gruselig fortræd mod en stakkels forsvarsløs stakkel som stakkels mig, ville du vel? Efter dette emotionelle empati-angreb holder tæppegnaskeren simpelthen en fest på mit gulvtæppe. Jeg skal indrømme, at der bliver støvsuget ind imellem, men der kan også godt falde en enkelt krumme ved siden af tallerkenen. Dens festinstinkt er åbenbart stærkere end dens stik-af-instinkt. Ikke så snart har jeg forsøgt at fange den med alt fra omvendte papkasser, skåle, en svupper til et rør med ost i den lukkede ende - hvilket den selvfølgelig opdager og stikker af - før partygnaveren er tilbage på dansegulvet igen. Dens selvtillid fejler ikke noget, så den har ikke brug for hverken coach eller psykologbistand. 

Jeg prøver at udtænke alle mulige handlingsplaner – muligvis ikke det rigtige ord, da man mest bruger den slags om arbejdløse i socialcentrifugen, og ingen af delene passer på hyperkræet, der med 100 km i timen er i stand til at krydse mit gulv i fuld beskæftigelse. På et tidspunkt løber den imellem benene på mig! Arrrgh … jeg ku’ blive så …! Jeg åbner hovedøren og bygger en passage fra inderdøren, så den løber ud. Hvad den selvfølgelig ikke har tænkt sig, og hvilken fornærmelse i øvrigt, for den er jo en husmus, til og med af fineste slags, og det er ganske vist! 

Så er det, jeg giver op og sætter mig ned og skriver videre. Ved siden af mig står en gummisvupper, som jeg naivt troede, jeg kunne slippe af sted med at slaske ned over den bepelsede krummegnasker ... der i næste øjeblik kommer frem bag et bordben. Halløjsa! Da jeg i princippet har opgivet kampen mod det overmægtige pelsvæsen på to centimeter med vedhæng, beslutter jeg mig til at prøve at lette på svupperen. I løbet af de næste to sekunder går det op for mig, hvordan man fanger den slags frygtelige bæster, og hvad deres svage punkt er: deres nysgerrighed. Hvad tror du lige, den gør? Den smutter ind under svupperen for at se, hvad der mon gemmer sig i halvmørket her. Et nyt musehul, et tilflugtssted, en særlig delikat krummeart? Nope bandito infamo, det er et gummi-salatfad, du er havnet i gummikasjotten! 

Jeg ved ikke, hvad den herefter tænkte: Øh, hvor blev hoveddøren af til mit nye sted? Kort efter sniger der sig et stykke pap ind under fødderne på den: Øv, jeg kunne bedre lide gulvtæppet med krummer på, og er der ikke nogen, der tænder for lyset? Da der bliver tændt for lyset, befinder pelsterroristen sig i en flisebalje monteret på en ladcykel på vej mod bygrænsen. Ejeren af den tohjulede lastbil har ikke hjerte til at drukne kræet i en gulvspand og vælger i stedet at landsforvise den. Og prøv lige at høre: der findes jo ikke en museart ved navn husmus, vel? mus musculus på latin, om du vil. Det er jo bare en markmus, skovmus eller rødmus, der har skiftet sit habitat ud med et pensionat, hvor den får serveret krummer på daglig basis, hvor den ikke behøver at grave huller i skrænten, men kan pile omkring bag opvarmede paneler, hvor der aldrig bliver regnvejr, og hvor der ikke konstant er en ugle eller en kat i røven på én. 

Ferien er slut, man har glemt at betale regningen på pensionatet. 
Dette er ikke et museum for boligsøgende pelsaber. Welcome to the real world.

Efterspil. Hermed blev der statueret et eksempel, det må have rygtedes ude i krogene. Musens fætter, loftbøllen, puslepunkeren besluttede sig til at melde sig selv til politiet. Det havde måske ikke været nødvendigt at gå så drastisk til værks, men man skal heller ikke tage friskheden ud af eget initiativ. Den valgte selv at kravle op i en balje - med vand, meget dårlig idé set fra dens synspunkt. Så, hvis vi delvist har debunket udtrykket 'musestille', så holder udtrykket 'en drukken mus' fuldstændig vand, om man så må sige. 


Kongen der forsvandt  

Dette er traileren for en kommende blog, der kræver en hel del hjemmearbejde. Det er sådan med trailere, at vi ofte vælger at se filmen eller ej på baggrund af traileren. Fair nok, trailere og elevatorversioner er problematiske. Enten overspiller eller underspiller de deres ærinde, og i begge tilfælde rammer de ved siden af. Det må så være udfordringen. 

Lad os starte med at konstatere, at den mest omtalte, citerede og opreklamerede skikkelse i verdenshistorien fuldstændig mangler i … verdenshistorien. Mandens navn er Jesus. Sagt på en anden måde: bestselleren over dem alle, Biblen, og mere specifikt Det Nye Testamente har som hovedperson en figur, som senere historikere tilsyneladende ikke kan finde nogetsteds blandt samtidige historikere og deres kilder. 

Der er forskellige måder at forholde sig til denne påståelige besynderlighed på. 

Der er den teologiske, der ikke bekymrer sig om, hvorvidt der er historisk konsistens eller ej, for kristendommen har indtil videre ikke haft problemer med at hyre tilhængere, uden at behøve at læne sig op ad historiske kilder og deres faktualitet. Hvis man tror, behøver man ikke at vide. Deres såkaldte videnskab kaldet teologi foregår i en indhegning, der aldrig stiller spørgsmål ved, hvorvidt indhegningen findes eller ej. Præmissen tages for givet og alt herefter udelukker, at der kan være noget fordækt ved præmissen. Der står skrevet, at Jesus sagde, ergo fandtes Jesus, for hvis ikke han fandtes, kunne han jo ikke have sagt det, han sagde, hvorfor der ikke kunne være skrevet, hvad han sagde. Giver det mening? Det gør det for teologer. Det kaldes for cirkulær argumentation ifølge kataloget om logiske fejlslutninger [se 76 falske argumenter …], altså en særlig form for logik, der bider sig selv i halen i form af et lukket kredsløb. 

Teologerne lukker døren ved at henvise til dogmet. 

Dernæst er der den historisk-akademiske. De udelader Jesus af den simple grund, at de ikke kan få øje på ham. Biblen hævder, at der fandt visse afgørende hændelser sted mellem år 0 og år 33, og hvis historikere tager disse påstande for pålydende, dukker der ikke noget op. Vores tidsregning sætter et år NUL ved Jesu fødsel, men den skikkelse, som en så vigtig synkronisering bygger på, kan ikke verificeres.

Historikerne lukker døren ved at henvise til kildeforvirringen. 

Hvad med jøderne da, de må da have vidst noget om Jesus, for han var vel jøde? Her kan vi foretage det første dyk ned i historien. Den jødisk-messianske opstand mod romerne varede 100 år og var en major pain in the ass for romerne. Husk, at Jesus havde mindst fire navne udover Jesus: Kristus (den salvede = kongen), Immanuel (hvad betyder det? - Manu-El, hvor kommer det fra), Messias (politisk-militær leder), Rabbi (religiøs leder – NB! En rabbiner var gift!). De har alle deres egen historik med hver deres reference til historiske forhold og hændelser. Har jøderne ikke noget at sige om Jesus? Det har de i allerhøjeste grad. I Talmud omtales han som Balam, som de sviner til på det hæftigste, ved at bebrejde ham for nedbrændingen af Templet i Jerusalem - altså femte navn. Kært barn ... 

Jøderne lukker døren ved at henvise til hadet. 

Et sjette navn er Jødernes Konge. Biblen snakker uden om denne titel i hele sceneriet før korsfæstelsen. Et syvende navn er Nazaræeren. Her bliver det for alvor interessant, for den nazaræisk-jødiske sekt var en persisk-gnostisk-egyptisk sekt indenfor jødedommen. Jesus af Nazareth er noget ævl, da byen Nazareth ikke fandtes. 

Hvis vi til slut i denne trailer husker at nævne, at adskillelsen af religion, videnskab, historie, politik og helsekunst ikke fandtes i den gamle verden, så er der basis for en undersøgelse af den sagnomspundne skikkelse ved navn Jesus, der vil vise, at politik for 2000 år siden har dannet verden af i dag, og at både kristne teologer, romere, historikere, jøder, muslimer – og som sidekick ateister, satanister og andet afsporet godtfolk - raver rundt i forvirret blinde. 

Alle andre lukker døren ved at henvise til den samlede forvirring. Kan vi på baggrund af dogmatik, kildeforvirring, had og yderligere forvirring konkludere, at skikkelsen Jesus ikke fandtes? Overhovedet ikke og tværtimod! Det er i dag blevet muligt at udrede trådene og korrigere det sorte hul, der opstod som følge af nogle særdeles anspændte politisk-ideologiske forviklinger i det 1. århundrede. Det skal vi se på i en kommende blog, der af samme årsag godt kan blive lidt omfattende. Nu til hjemmearbejdet.

Overlevelsestur - den skibbrudne og lynnedslaget

Jeg bor på landet. Jeg kan banke på hos mine naboer, og de har det med at banke på hos mig. Her få jeg at vide, hvordan man sliber en le, hvordan man brygger cider, hvordan man beskærer et æbletræ, hvordan man sylter blommer, hvordan, hvor og hvornår man sætter garn op i fjorden, hvordan man tætner er radiatorrør, hvordan man får brændeovnen til at blive tæt og brænde langsomt natten over, hvornår man skal så hvidløg, og hvad man skal gøre, så hjortene og harerne ikke æder alle ens grøntsager. Og hvis den ene nabo ikke ved det, man spørger om, så er der straks et bud på, hvem man skal spørge længere ned ad vejen.

Hvis du ikke bor i en landsby - og selv om du bor i en landsby - er YouTube på alle måder en genial opfindelse. Jeg kan stadig falde i svime over, så meget information der findes om det, vi glemte i industrisamfundet! Al den oprindelige viden finder vejen til genopstandelse- undskyld hvis jeg lige blev lidt religiøs her. YouTube og Internettet generelt er nu et kulturbevarende medie uden sidestykke og et modstykke til den udslettelse af viden og tradition, der kendetegnede det industrisamfund, hvis konsekvenser vi oplever i dag.

Hvem ved i dag, hvordan man bygger en båd til ingen penge? Det er der selvfølgelig et lille firma på nettet, der gør. De kan enten levere tegningerne med papirskabeloner til en kano, kajak, robåd, seljbåd, så man selv kan skære krydsfinerstykkerne ud. Herefter stripper man dem, taper med glasfiber og superlim og maler den. Det vil koste dig 500 kr. for tegningerne og noget lignende for krydsfineren. Læg dertil fiber, lim og evt. maling. Så er der årer/padler/pagajer og evt. et par hjul med remme til at rulle den ned til vandet. Måske i alt 2.500 + to arbejdsweekender. Det samme ville koste dig 17.000 som færdigbygget båd med tilbehør.

Hvor mange i dag er i stand til at fikse deres cykel? Jeg møder mange storbymennesker, der river sig i håret, bare deres knirkende misligholdte havelåge punkterer. Og så taler vi ikke om at skifte bremseklodser, pedaler og kabler og skille en kæde af. En cykel er ikke raketvidenskab, den kræver bare øvelse. At folk bortset fra nørderne har svært ved at reparere deres biler og motorcykler er til at forstå pga. al den præcisionsmekanik og elektronik, de er spækket med i dag. Men en cykel ...!

Gør-det-selv-kulturen har det sådan set fint nok, især i udkants-Danmark, som storbyboerne nedladende kalder alle andre end dem selv. Der er penge at spare, og det er noget, der tiltaler en nærig dansker. Men faktisk findes der ikke så få folk derude i periferien, hvis færdigheder kan konkurrere med professionelle håndværkere. De er motiveret af en blanding af respekt og disrespekt - og måske også grundet landlivet langsommelighed en ubrudt tradition. Altså respekt for kunnen, viden og gå-på-mod og respekt for håndværket. Men disrespekt for den professionelle håndværks-monopolisme og den stat, der har dæmoniseret 'sort arbejde' som var det fanden selv. Respekt for det gode, som fagbevægelserne gjorde for arbejderfamilierne et langt stykke hen ad vejen, disrespekt for den reaktionære forstokkelse, fagbevægelserne undergik for at beskytte hævdvundne rettigheder og pamperisme.

Dette handler dog ikke om fagbevægelsen, som blot har fungeret som den komponent i industrisamfundet, der skulle symptombehandle skadevirkningerne af industrialiseringen - læs: det industrielle slavesamfund. Det handler om alt det, som fagbevægelsen og dens medlemmer stadigburde have som i det mindste delformål: at holde fanen højt for fagene, for deres gamle og uvurderlige viden, og for at denne kunnen i forhold vores kultur ikke uddøde. De har valgt at mele deres kage og køre fagpolitik (læs: lønpolitik) i stedet for at hævde om fagene med faglig stolthed og omsorg.

Hvad skulle der til, for at genvinde denne oprindelige respekt for viden, håndværk og traditioner? Vi kunne prøve det af på et par scenarier, hvor vores overlevelse blev sat på prøve. Hvordan ville det se ud med viden, fag og kunnen, hvis benene blev slået væk under os og vi blev nødt til at mobilisere den oprindelige viden.

Den skibbrudne

Den ene scenarie er strandingen, den øde ø, skibbruddet. Mennesket hives ud af civilisationen og overlades til sin ensomhed og sine overlevelsesinstinkter. Kan civilisation og kultur genopfindes fra et nulpunkt?

Det andet scenarie er en ikke utænkelig situation, hvor en EMS, en Elektro-Magnetisk-Solstorm rammer Jorden. Det skete i 1859 og kendes under navnet 'Carrington-eventen'. Hvad gør den halvdel af jordkloden, hvis samtlige elektriske systemer bliver ødelagt på et par timer?

Dette er ikke et iscenesat 'reality'-tv-program, som for øvrigt intet har med 'the reality', virkeligheden at gøre. Folk er castede til at opføre sig egoistisk, og der er mindst 4 kameraer omkring den ensomme øboer = 4 kameramænd + 30 andre i 'the crew'.

Vi taler ikke om 'Robinson' på mainstream-TV. Vi taler om den ægte stranding. Hvad ville du gøre her?

Vi forudsætter, at du redder dig i land, hvorefter du vil lede efter andre overlevende. Da de ikke findes, leder ud efter deres vraggods. Herefter vil du tænke på din første nat på en ukendt ø - du ved måske ikke endnu, om det er en ø.

Har du tag over hovedet, når regnen kommer? Hvordan bygger du et tag, hvis du ikke har skærende værktøj? Et akut problem er frisk vand, for du kan ikke drikke havvand. Regnen kunne blive din ven, hvis du vidste, hvordan man opsamlede vandet. Og hvad med ild og brændsel? Herefter melder sulten sig. Et par frugter hænger og dingler, men kan du spise dem? Jægeren kommer op i dig, men du opdager ret hurtigt, at dyr er lynhurtige væsener, der har set, hørt og lugtet dig på lang afstand. Og hvordan bærer du dig ad med at fange og slå dem ihjel, når du aldrig har gjort det før?

Et overlevelsestrick for strandede er at genbruge deres eget vand. Vi antager, at du har hørt om fæmomenet, men for de fleste vil det vække afsky, da de har lært fra barnsben, at deres eget vand er vældig giftigt. Det har intet på sig andet end mytologi og tillærte barnagtige reaktioner. Vores vand er sterilt, det indeholder alle næringsstoffer, du har brug for, dets sammensætning er den samme som det, det ligner: blodplasma. Dit urin er dit blod - minus de røde blodlegemer, som kroppen beholder via den mest avancerede biologiske destilator, der findes: nyrerne. Du kan overleve en måned eller længere på recirkulering af dit vand. Eksempel: hvis de 45 passagerer på det fly, der i 1972 faldt ned i Andesbjergene og mistede al kontakt med omverdenen i to måneder, havde vidst dette, var de ikke forfaldet til kannibalisme, og størstedelen af de, der overlevede selve styrket og en efterfølgende lavine, kunne havde overlevet.

Et andet trick kræver også en vis overvindelse for det civiliserede menneske. Den nemme vej til proteiner er: insekter. Og larver og myrer har svært ved at stikke af, så de er betydelig nemmere at fange end en kanin eller en fugl. Problemet er at vide, hvilke insekter, der ikke er giftige. Hvis de smager dårligt rå, er de nok giftige. Men 100 g myrer eller fluelarver er protein nok til en uge. Her kunne vi lære noget, for det er almen viden blandt såkaldte naturfolk og gamle kulturer, fx. den mexikanske, de afrikanske og de asiatiske.

Lad os sige, at det herefter lykkes dig at nedlægge en fugl, stjæle nogle æg, finde brænde og lave bål. Lad os antage, at du finder frugter, der ikke tager livet af dig, og at du ikke bliver ædt af dyr, stukket af giftige insekter, bidt af slanger og scorpioner eller simpelthen ædt af et større rovdyr. Vi antager i det hele taget, at vejret er halv- eller heltropisk, og at du ikke er frosset ihjel. De første dage og dernæst de første uger er altafgørende. Her har du allerede genlært og mobiliseret nogle af de vigtigste færdigheder, der har holdt mennesker i live i hele menneskehedens historie. Du skal nu befæste dine færdigheder og ikke sætte dem over styr.

Her kommer teknologien ind i billedet. En halv kokosnød og en stort blad bliver til en skål/kop/bæger. Sammenflettede nælder eller andre lange fibre bliver til reb. Sten bliver til slagtøj/hammer/kværn. Grene, blade og jord bliver til bygningsmaterialer. Hvad sover du på, hvad holder dig varm om natten? Som kanoturist i de svenske søer og skove ved du måske, hvad mos kan bruges til. Noget lignende findes i troperne.

Vi siger, at du som den skibbrudne en dag lykkes at fange en ged, en gris, en hjort, eller hvilket som helst stykke bio-diversitet på stedet. Måske er den kommet til skade og er et let bytte. Her finder du ud af, at skindet bliver til nyt tøj, tarmene bliver til strenge. Hvad med en bue med spundne tarmstrenge? Det kræver selvfølgelig, at du ikke ødelægger det men har en intuition for materialet. Det siger vi, at du har, for ellers var du omkommet for længst.

Den skibbrudne bygger sin første tømmerflåde og fanger sin første fisk. Mere teknologi. Harpunen er lavet af en spids gren, snoren er din første mesterstykke indenfor tekstilfremstilling. Du har lavet en ruse af tynde flettede grene. Ild er nu en rutine at skabe. Du har bygget en stort kar af en træstamme til at opsamle regnvand, og du ved nu, hvor på øen, der findes vand, frugt, fugleæg, og dyr, der kan fanges. Din fysik og immunsystem er på toppen af udendørslivet og jordforbindelsen.

Kogning kræver ildfaste kar, men stegning kan foretages med et spid og bagning ved at varme sten op, pakke kød og grøntsager ind i blade og dække det til i længere tid. Fisk kræver kort tid. Altså medmindre man er i stand til at æde råt kød, hvilket giver den optimale næringværdi - men en anden kulturel blokering sætter ind her. Og hvis du kommer til at spise råt kød fra et dyr med parasitter, er du på spanden.

Du ville som skibbruden eneboer sandsynligvis gennemløbe en fraktal af menneskehedens evolution. På et tidspunkt tager du skridtet og indfører landbrug. I stedet for at jagte gederne, hegner du dem inde, malker dem og laver uld af deres hår. Du planter måske din yndlingsfrugt, så den laver en busk lige udenfor dit hus.

Hvad der sker med dig, ved vi ikke. Måske omkommer du, måske bliver du opdaget og samlet op en dag. En prognose? 9/10 eller flere ville nok omkomme.

Lynnedslaget

Den skibbrudne er måske i virkeligheden den heldige sammenlignet med det næste scenarie, for han har kun naturen som fjende, og i det øjeblik han genopdager sin egen natur, så bliver den hans ven igen.

Lad det være sagt med det samme: dette er ikke en egentlig lovsang for 'survivalisme' og at du straks må fylde kælderen med konservesdåser, pulversuppe og håndvåben. Altså Dommedag er nær, systemet bryder sammen - det gør det i øvrigt, for det er systemisk indkodning, men det sker ikke fra den ene dag til den anden. Visse steder i verden vil det måske være en god ide lige nu, og håndvåben er bestemt ikke at foragte. I modsætning til hvad politisk korrekthed påbyder os at mene, så er det i USA i de områder, hvor der er flest håndvåben hos private, at der er mindst lovløshed. Vi taler ikke her om visse kvarterer i L.A., men man kan næppe kalde organiserede bandemedlemmer for en tilfældig 'privatperson'. Hvis det fx. lykkes den amerikanske regering at forbyde våben, så har alle banderne adgang til våben som altid, og borgerne kan hverken forsvare sig mod bandernes overfald eller mod deres fascistiske regering.

Dette er mere et tankeeksperiment. Desværre er det, hvilket de færreste gør sig klart, et realistisk scenarie. Vores civilisation kan sammenlignes med stædige indbyggere på skråningen af en vulkan. De ved inderst inde, at den bryder ud en dag, men indtil da går livet videre. Lad os forestille os det store 'lynnedslag' i form af en elektrisk solstorm af stor styrke, der er så uheldig at ramme Jorden frontalt. Det skete i 1872 i et vist omfang og tog dengang samtlige telegrafstationer ud i den vestlige del af jordkloden, hvilket stort set var alt, hvad der fandtes af større elektriske systemer dengang. At de færreste har hørt om denne event skyldes, at den ikke var så katastrofal grundet den ringe udbredelse og afhængighed af elektriske systemer. Telegrafen var til at overse og kunne repareres.

I dag ville situationen være en helt anden, da ALT er bygget op på elektricitet. Al kommunikation går ned, alt lys bliver slukket, al centraliseret varmeproduktion ophører, al digital lagerkapacitet bliver udraderet. Hele kulturen nulstilles - inklusive din skattegæld. I 1872 fortsatte de allerfleste funktioner uantastet, da der ikke var elektronik involveret. Lamper kørte på olie, petroleum, gas eller stearin. Toge og skibe kørte på damp og sejl. Varme var på brændsel eller kul. Der var stadig hestevogne. En cykel krævede - og kræver stadig ikke elektricitet. Brændekomfuret var centrum for ethvert hus.

Hvis vi blot ser helt bort fra den ondeste del af scenariet - sammenbruddet af kølesystemerne og nedsmeltningen af samtlige atomkraftværker på halvdelen af kloden, hvilket reelt ville udslette menneskeliv på Jorden et par millioner år - så ville udfaldet af elektricitet være en lammelse uden sidestykke.

Man tør næsten ikke tænke på de scener af kaos, der ville udspille sig i storbyerne, hvor folk ville løbe amok for at skaffe sig mad og vand. ALT i en storby bygger på en logistik, hvor forsyninger kommer udefra. I en sådan situation, vil det faktisk være en fordel at bo udenfor lands lov og ret. Graden af selvforsyning er langt større ude på landet.

Man kan gætte på, om byboerne ville oversvømme landdistrikterne, men mit gæt er, at det ville de ikke. De ville putte sig i deres små mørke æsker, hvor der trods alt er lås på døren og tag over hovedet. Transportmidlerne er i øvrigt brudt sammen og elektronikken i bilerne er røget sig en tur, så de har svært ved at komme nogen vegne.

Selvforsvaret

En tingest, der fungerer uden elektronik, er stadigvæk en pistol. Og den har stadig kun det potentiale, som intentionen hos dens indehaver står for. I hånden på gangsteren er den et mord- og trusselsvåben. I hænderne på familiefar/mor og ældste barn i familien er den et beskyttelsesvåben. I hænderne på farmeren er den et jagtvåben. I hænderne på regeringen er den ... ja hvad er den da? I det omfang regeringer er blevet redskaber for de internationale bankkarteller, verdens største mafiaorganisationer, så er den et undertrykkelsesvåben.

Der er bare et problem med regeringerne og deres institutioner. Lige så snart deres ansatte ikke får løn længere - og husk, vi har i mellemtiden fået det digitale pengesamfund - så går de hjem. Politi og militær kører videre en stund, men så går de i opløsning. Disse organisationer er gearet til 'normale' katastrofer, men ikke til denne her. Hjemmeværnet er nok de sidste, der giver efter, men de er heller ikke lønnede.

Her er vi så ved modbølgen til kaos, for midt i det hele vil folk finde sammen som aldrig før. Der gemmer sig uanede ressourcer i mennesker, når de rammer nulpunktet. Det kan godt være, at en stor del af befolkningen i dag er blevet midlertidig insektificerede eller til selv-zombificerede iPhone-sociopater, men situationen ville være en kollektiv kold tyrker, og mange ville vågne brat fra deres årelange smartphone-søvn og begynde at - uhuh, scary shit! - at tale med deres naboer, deres forældre og folk på gaden. Den evige gymnasiefest er omme, og virkeligheden er ankommet.

Vi kan observere fænomenet i mindre doser, når der sker en generel strømafbrydelse som fx. sidst i 90'erne, hvor et par større svenske kraftværker gik i stop, og da Danmark købte strøm her, så gik København i sort i flere timer. Javist, der var den karakteristiske lyd af butiksvinduer, der blev smadret nede i gaden, fordi tyvene så deres snit. Men generelt begyndte helt tilfældige mennesker at tale med andre helt tilfældige mennesker på gaden og i standsede S-toge. Zombie-forhekselsen af tavse mennesker, der til dagligt sad skulder om skulder i et tog uden at tale sammen, blev brudt på 10 minutter, og naboerne i kareen, der aldrig før havde vekslet et ord, opdagede hinanden. Jeg husker, at jeg blev ringet op og bedt om at hente en 4-års pige i en børnehave, da hendes mor ikke kunne komme hjem.

Der gik et skjult beredskab i gang. Danskerne under 2. Verdenskrig mobiliserede deres bedste egenskaber. Dem glemte vi så igen, da velfærden satte igennem, og 70 år senere er vi en stak ignorante, degenererede forbrugermaskiner med højst tvivlsom empatisk formåen. Men jeg vil gerne byde ind med, at denne tornerosesøvn, denne søvngængertilstand vil blive kraftigt forstyrret, når strømmen ryger. Overlevelse er ikke bare dyriskhed, det i allerhøjeste grad også menneskelighed. Når TV'et, danskernes største narresut, går ud af drift - og der skal ikke lyde beklagelse fra min side - opdager de, hvad de er for nogle væsener.

Der gik altså et skjult beredskab i gang. Vi så det under 2. Verdenskrig, hvor danskerne mobiliserede deres bedste egenskaber. Dem glemte vi så igen, da velfærden satte igennem, og 70 år senere er vi en stak ignorante, degenererede forbrugermaskiner med højst tvivlsom empatisk formåen. Men jeg vil gerne byde ind med, at denne tornerosesøvn, denne søvngængertilstand vil blive kraftigt forstyrret, når strømmen ryger. Overlevelse er ikke bare dyriskhed, det i allerhøjeste grad også menneskelighed. Når TV'et, danskernes største narresut, går ud af drift - og lige her skal der ikke lyde beklagelse fra min side - opdager de, hvad de er for nogle væsener.

De mennesker, der ville være bedst gearede til at overleve, ville i første omgang være de fattigste mennesker i landdistrikterne i Europa. De er i forvejen vant til et simpelt liv. Deres teknologi er gammeldags. Jeg har mødt dem i landsbyerne i Rumænien. Den gamle vandpumpe med håndtag er stadig i brug. En hestevogn er stadig et almindeligt syn. En le og et segl er stadig en del af inventaret. De ville næsten have for meget korn, til at de kunne høste det, når mejetærskerne brød sammen. Men byboerne ville ivrigt valfarte og tilbyde sig som høstarbejdere. De fattige landboere kender stadig de gamle metoder til konservering af madvarer.

Dem, der klarede sig bedst under 2. Verdenskrig var fx de bønder i polske landsbyer, der ikke lige blev plyndret af bolsjevikiske horder, for de havde alle varer og grise og høns gik stadig rundt ved gadekæret. Da Sovjetstaten lukkede ned, kom der en enorm opblomstring af den gamle russiske havekultur, der består af små træhytter med tilhørende køkkenhave, som ligger i en bred rand omkring Moskva. De forsynede dengang som i dag hele byen med grøntsager.

I Irland og Skotland burde de ikke løbe tør for brændsel på landet. De gamle tørvegravninger ville få et boost. Waliserne og folk i byerne i the Midlands i England ville genåbne de kulminer, som Thatcher nedlagde. Grønlænderne ville genoplive tranlampen og sælfangsten, og da skibene ikke ankom i længere tid med forsyninger af sprut, ville de pludselig være ædru. De lokale fiskerkulturer i Atlanten, Middelhavet og det Baltiske Hav ville pludselig være udenfor EU's åg. Havet ville få en tiltrængt pause, da hi-tech kutterne med bundtrawl er gået helt død. Fjordfiskeriet med årer, garn, ruser og snøre ville derimod få en renaissance, og sejlbåden ville atter komme i høj kurs.

Den bonde, der har 500 får, er pludselig en rig mand, for fårene er fuldstændig ligeglade med en solstorm. Så længe der er uendelige græsmarker på jorden, er de lykkelige. Bonden skal nok til at passe på krybskytter og fåretyve, men hans hund vil opdage dem, og han har et lager af haglpatroner. Den gamle kunst med at håndfremstille patroner ville blive genoplivet meget hurtigt.

Selvorganisering

Det mest interessante ved en sådan krise er måske, at folk vil komme ud af hulerne og op af sofaerne og begynde at organisere sig. Det store elektriske nedbrud er samtidig formynderstatens sammenbrud. Lokalinitiativets dage er ankommet, og staten kan simpelthen ikke længere lukrere / parasittere på befolkningen. Staten bliver med ét hug overflødig, og folk opdager, at staten i virkeligheden ALTID har været overflødig. Staten har hævdet, at dens borgere var hjælpeløse, at de derfor havde brug for, at staten forsynede dem med ALTING, og at staten havde ret og nærmest pligt til at kræve lydighed, underkastelse og skatter af dens undersåtter. Den demokratiske stat fremstår lige pludselig som det, den rent faktisk er: en opdatering af feudalstaten.

Kejseren står lige pludselig dér i bar røv. If you want things done, do it yourself! Hjælpen udebliver, og folk glemmer kejseren og begynder at fokusere på deres eget liv.

Der dannes lokale råd, folk tager stilling til beslutninger udfra sund fornuft og reele behov, folk indser, at de har ressourser, der er ikke de ressourcer, som staten har udnævnt dem til. Lige pludselig er de individer og ikke blot personel. Som individer har de nu mulighed for at tilslutte sig de løsninger, der fremlægges af andre individer med visioner og indsigter. Var det i øvrigt ikke det, demokratiet oprindelig handlede om?

I den post-demokratiske, sen-industrielle æra er der forskellige spørgsmål, der bør stilles. Vi burde have stillet dem for længst, og som dansker burde vi have stillet disse:

• Hvor blev husmændene af?
• Hvor blev fagbevægelserne af?
• Hvor blev sparekasserne af?
• Hvor blev andelsbevægelsen af?
• Hvor blev landsbyskolen af?
• Hvor blev den lokale brugsforening af?
• Hvor blev miljøbevægelsen af?
• Hvor blev politikeren med et kald af?
• Hvor blev samtalen af?
• Hvor blev demokratiet i øvrigt af?

Svaret er, at industrialismen, globalismen og post-demokratiet nakkede dem alle sammen, for de stod i vejen industrialisterne, globalister og post-demokraternes fremfærd mod den globale monsterstat. De blev opkøbt, opslugt, korrumperet, transformeret og ind-korporeret. Bevægelserne var folkelige bevægelser og indeholdt allesammen den grundtanke, at samfundene var for folk, der fandt sammen, og at folkenes samfund burde organiseres efter folkenes behov. Industrialisterne var af den opfattelse, at samfundene burde indrettes efter industrialisternes begær, og da de havde midlerne og magten til at sætte deres begær igennem, er det blevet sådan.

I det 20. århundrede tabte befolkningerne denne krig, som de ikke så var en krig - mod dem selv! Det glid, der har fundet sted, er sket i to tempi:

• Hurtige, voldsomme og traumatiserende begivenheder, der har slået benene væk under folk og fået dem til at miste perspektivet og den sunde fornuft.
• Langsomme, umærkelige begivenheder, hvor folk blot en dag opdager, at noget har forandret sig, noget er forsvundet og noget er ankommet i ly af natten, og mens man var optaget af at hygge-putte sig.

Da strømmen ryger vil disse folkelige bevægelse blive genoplivet. Ikke som et stykke organiseret og designet ideologi, men som en følge af et akut behov: bevæg jer eller omkom!

Nøjagtig hvordan dette vil finde sted, er umuligt at sige. Vi er ikke 'fremtidsforskere', disse herlige typer, der kalder deres hjemmelavede gesjæft for videnskab, selvom det er gætværk. Vi er heller ikke en 'tænketank', disse herlige ideologifabrikker, der leverer bestilte varer til erhvervsliv og politiske partier. Vi gør i princippet det samme, men uden 'strings attached' og uden bestilt vare, der skal leveres.

Græsrodsbevægelser har haft en tendens til at ligge under for ideologiske græsslåmaskiner og grønthøstere. Mange af disse har været styret ovenfra eller fra siden eller har været infiltrerede. Vi ved, hvordan NGO-organisationer på stribe ('Hvor blev miljøbevægelserne af?') og journalister har været targets for de store efterretningsvæsener. Der er en grund til, at russerne forlangte af alle NGO'ere, at de skulle gøre rede for, hvem der betalte for deres virksomhed – de fleste viste sig at være agenter og blev derfor smidt ud af landet. En kendt tysk journalist skrev for nylig en bog, hvor han risikerer sit eget liv. Han fortæller med stor flovhed set i bakspejlet, hvordan ikke blot nogle men et flertal af vestlige udenrigskorrespondenter har ladet sig hyre af CIA og lignende væsener. Han kan kun gøre det, fordi han er single og tæt på pension – de kan ikke true hans karriere eller hans familie, som de har for vane.

Men græsrods-organisationer, der opstår spontant i et vakuum, hvor regerningerne og de globale organisationer med speciale i mind-fucking har mistet deres redskaber, er som udgangspunkt ikke korrumperede. Folk opfinder på stedet måder at udveksle ressourcer på ('Hvor blev sparekasserne af?') og lokal pengeøkonomi ser for første gang dagens lys i de samfund, hvor den slags har været bandlyst – Danmark som eksempel. Den indlysende ide med 'time-banking' bliver pludselig aktuel. Du investerer x-antal timers arbejde, som du registrerer i banken, hvorefter du kan hæve det samme antal timer, når du har brug for et stykke arbejde, du ikke selv kan udføre. Alle kan noget, som de er særlig gode til. I Danmark har det været undertrykt som 'sort arbejde', nu bliver det arbejde for lokalsamfundet.

Hvor blev husmændene af?

Dette har altid undret mig. Der er overhovedet ikke en naturlov, at småbrug, der producerer egne varer, er urentable. De er blevet gjort urentable via det netværk af misbrug, som korporationer og karteller aka industrialismen og forbrugerismen har påført verden. Lad os heller ikke overse, at det overforbrug, som de samme korporationer og karteller har forført menneskeheden, og som menneskeheden er hoppet på, har medført, at reel bæredygtighed – dette herlige ord, som bla. Agenda 21-folk og andre politisk korrektheds-pushere strør om sig med - som altid har kendetegnet husmænd overalt i verden, er saboteret. Vi har overhovedet ikke de behov, vi er blevet bildt ind, og som vi har bildt os ind. Denne behovs-korruption er et af hovedprodukterne i industrialismen.

En husmandsfamilie anno 1914 – og vi taler ikke om dem midt i Imperiets perfide krigszone i Europa – kunne sagtens overleve med 4 tønder land, en stak kreaturer og deres traditioner for hushold i behold. I byerne var alle sidegader befolket af butikker og værksteder drevet af 'byens husmænd', MK. Iværksætterkultur og 'innovation' var ikke noget man sponsorerede og holdt fine taler på business-konferencer om. Det var noget, der simpelthen fandtes. Det opstod simpelthen. Det skete simpelthen. Det trivedes simpelthen. Vores samfund er simpelthen bygget på den slags, men vi har glemt, hvor vi kom fra, og hvad der skabte os.

Vi er i dag historie- og traditionsløse, for vi er blevet til forbrugere af præfabrikeret histore og simuleret tradition. Med industrialismen indfandt den store amnesi / den store glemsel sig. Med strømafbrydelsen genindfinder den sig igen, først i stumper og stykker, senere i helheder. Pludselig er vi alle sammen husmænd, håndværkere og små handelsfolk. Eller rettere: pludselig udfører vi alle sammen frivilligt arbejde, som på sigt bliver til lokale erhverv.

Det sker lige nu

Lad os back-tracke. Scenariet er tænkt, selvom det på ingen måde er fortænkt. Det er – desværre – hyper-realstisk. Men andre events kan fremprovokere og fremprovokerer i skrivende og læsende stund, hvad der er beskrevet ovenfor. Det sker lige nu!

Lige så slow-motion den globale elite - eller hvad fanden de kalder sig – har iscenesat en korruption af menneskelivet, ligeså slow-motion sker der et tilbageslag. Selvorganiseringen / tilbageerobringen af suveræniteten er non-lineær. Den finder sted i samme øjeblik, folk opdager, at de har levet i et stort bedrag, og at de har brugt det meste af deres liv på at stikke af fra virkeligheden, fordi den gjorde så ondt. Virkeligheden er grim som ind i helvede, og vi har for en stund købt os fri fra at se den i øjnene.

Først når vi tør se virkeligheden, som den er – og det inkluderer vores historie som den er og IKKE, som den er skrevet af 'historieskriverne' – først da kan vi komme videre.