Viser opslag med etiketten ideologi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ideologi. Vis alle opslag

fredag den 23. juni 2017

Jeg har et problem med lingoet

af marco_hanuman, the blogger


Jeg har et problem med lingoet 


'Det er i virkeligheden en ekstremt konservativ måde at se på tingene på...' 

Mit problem er, at visse typer ikke synes, det er nødvendig at definere de begreber, de slynger om sig med. De tager for givet, at vi jo ALLE udover deres typologi er enige om, hvad deres moralske udsagn betyder, og at de derfor kan springe alle indledende øvelser over, underforstå betydning og forudsætte grundlæggende enighed. 

For mere drevne retorikere er det desuden en måde ubemærket at snige et ideologisk tankekup ind i en bisætning eller, som ovenfor, i form af et tillægsord, hvorved det manipulerer til uudsagt enighed. Sproget bliver forførerisk og misbrugerisk.

Hvis nogen for eksempel ville anvende ovenstående sætning på et hus fra 1780 og dermed argumentere for, at lortet burde rives ned på stedet grundet dets alder, ville det nok få en og anden op af stolene, med en vis bekymring for nationalklenodier, bevaringsværdige bygninger og historiske interessefelter. Eller bare folk med sans for skønhed, for bygningsstilen i 1700-tallet havde sin egen stilsikre æstetik. Blot ud fra et sjældenhedsprincip, mener vel de fleste, at bygningen bør bevares, da der kun er få tilbage fra den tid. Med andre ord, argumentere for bevaringsværdighed grundet dets alder. Selvom et billede på væggen ikke er et mesterværk af Rembrandt, er dets alder 1780 en grund til konservering/bevaring af det, da det indeholder en historie, en fortælling fra en svunden tid. 

Hvad laver hunden nederst til højre i Rembrandts radering om samaritaneren?
Den pøller for hårdt! Den skider på den store fortælling! Hvad skal vi mene om det?

Eller hvad nu hvis sætningen blev brugt som argument for, at konservering af fødevarer er af det onde, og kun superfriske varer, der lige er hevet op af jorden, ned fra træerne eller stammende fra et kræ, der indenfor de nærmeste dage eller uger havde fået den dertil indrettede kugle for panden, var tilladelige? Med al respekt for friske råvarer, ville udsagnet stride imod alle hæderskronede principper for behandling af fødevarer i både tempererede og arktiske zoner, der tager hensyn til naturen og menneskers overlevelse. Og også, men med andre teknikker i de sub og -tropiske zoner. Det ville være en udradering af alle de erfaringer og teknikker, der har holdt os i live som menneskelig art gennem årtusinder - og dertil yderst tåbeligt og selvdestrukivt. 

Men lige så snart snakken ryger ind i det politisk ideologibefængte felt, er der åbenbart et helt segment, der underforstår, at ikke-bevarelse og dermed destruktion per definition er et positivt begreb. Segmentet tillader sig, uden at blinke, at tage alle, der er til stede i salen, når sætningen falder, til indtægt for deres positive holdning til destruktion - i en bisætning eller i form af et tillægsord. 

'Det er i virkeligheden en ekstremt omsorgsfuld, traditionsrig og kulturbevarende måde at se på tingene på...' 

Du kan godt høre det, ikke? Så, det er muligvis ikke kun mig, der har et problem med lingoet. Der tegner sig et problem, vi er fælles om i disse tider, hvor ideologisk affald fra forrige århundrede og i dette tilfælde den gængse måde at anvende begrebet konservativ på, der klæber til sproget. At bevare underforstås som uønskværdigt grænsende til utilstedeligt, og at smide ad helvede til underforstås som ønskværdigt grænsende til påbudt ved lov. I ordet konservativ og i den måde, ordet bruges på, gemmer der sig i ultrakomprimeret form en oppustet, ideologiseret ballon af en hel filosofi. 

Der burde være en lille drillepind med en ligeså lille spids nål, der var klar til at punktere ballonen og forlange, at den ideologiserende misbruger af ordet blev tvunget til at definere ordet. Du siger, at der er noget, der ikke bør bevares? Vær så venlig at underholde os med, hvorfor - og helt NØJAGTIGT hvorfor det, du omtaler, ikke er bevaringsværdigt? Har det udtjent sit formål? Er det uhensigtsmæssigt? Er det skadeligt? For hvem er det skadeligt? Hvorfor er det skadeligt? Har du for nyligt opfundet noget, der beviseligt overflødiggør det, du mener er bevarings-uværdigt? 

Her vil det meget ofte vise sig, at det hele handler om, hvad vedkommende selv kan lide eller ikke kan lide, og at der er tale om en egeninteresse. '... en ekstremt konservativ måde at se tingene på ...' viser sig at være et udtryk for, at vedkommende mener, at noget skal udslettes fra Jordens overflade for udelukkende at tjene vedkommendes interesser, og at vi jo alle som udgangspunkt er enige om at bifalde disse interesser. Det er et moralsk udsagn, der mangler hele argumentationsdelen. Folk bør tvinges til at argumentere, hvis de hævder at have ret til at moralisere. 

NB! Moral er nødvendig. Ikke-underbygget moral, derimod, er ikke blot unødvendig, den er en voldtægt af vore tanker, følelser og handlinger. Jeg føler, ergo har jeg ret! Nej, lille ven, det har du ikke, men du er da velkommen til at argumentere for, hvorfor dit følelsesliv kræver denne særlige opmærksomhed og hensyntagen. Og hvis du ovenikøbet kan sætte det ind i en større ramme og gøre dit - med al respekt - temmelig private følelsesliv til noget personligt og dermed noget, der vedrører andre personligheder end dig selv, så vil vi endog lytte til dig ud over det øjeblik af tålmodig overbærenhed, som almindelig pli byder os. 

Nuvel, vi kan overhovedet ikke tale sammen uden at underforstå en hel masse. Men vi har i disse tider brug for at foretage en hovedrengøring i en forurenet sprogkultur. Blot bevidstløst at rave rundt i det 20. århundredes ideologiserede sprogkultur er - ja, undskyld, jeg siger det - udtryk for et ekstremt konservativt tankesæt ... ;-) 

Brugen af ordet konservativ som synonym for 'moden til at smide i skraldespanden' er en ikke-bæredygtig, ikke fremtidssikret og dermed ikke bevaringsværdig måde at bruge ordet på. Og jeg sagde ikke, at det, efter eget udsagn, fremskridtsvenlige segment er gået hen og blevet stokkonservativt og reaktionært. Men jeg mente det! 

Foreløbig konklusion: Når man flot tillader sig at strø om sig med ord, der har fået vredet den ideologiske arm om på ryggen, kommer man til at skylde en forklaring. Andre kan derfor uden at blinke tillade sig at kræve en sådan forklaring. Så værsgo' at forklare.  


Hjerteslags-algoritmen og datamafiaen 

Google is your friend, går vi og siger. Don't be evil, siger datamafiaen om sig selv. Mon ikke det så småt er ved at gå op for folk, at begge udsagn falder ind under kategorien nysprog, begreber, der, for at give mening, skal vendes på hovedet? Google er ikke din ven, når dagen er omme, og ondskab er ikke fremmed for datamafiaen, men selve deres grundsætning. 



Google og internettet kan være nyttigt i mellemtiden, hvis du ved hvordan, du sorterer det værste gift og affald fra. Forvent aldrig solid information i Wikipedia, hvis det drejer sig om emner, der af datamafiaen regnes for virkelighedsdannende. Regn for sikkert med, at Facebook sender alt videre om dig, selvom de forsikrer dig om, at dine oplysninger er private. Vid, at mafiaen kortlægger alt, du foretager dig og sætter dig på formel. Regn for sikkert og bevist, at samarbejdet mellem datamafiaen og NSA/CIA og alle de andre væsener er fuldt udbygget. Husk, at Darpa-net var et våben fra starten, og at internettet er et våben i dag. Du er målet for enden af kikkertsigtet. 

En nyttig oplysning, man i mellemtiden kan hive ud af Google, er deres egen statistik over søgninger. De skal jo tjene en masse penge, mens de tager livet af os, en strategi, de deler med medicinalindustrien, militærindustrien, fødevareindustrien og andre industrier. De sælger statistikker over alle bevægelser på nettet, så virksomhederne kan lægge strategier for, hvordan de tjener penge - mens de tager livet af os. En af disse viser, at menneskelig frygt kan kortlægges, planlægges og indlægges som tilbagevendende mønstre. 



Sådan ser kurven ud for, hvornår folk googler ordet 'Cold War'. Det sker simpelthen to gange om året, med det store udsving i løbet af 6 uger i april maj hvert år og det lille udsving hvert år omkring september-oktober. Det svarer til de kurver, man kunne tegne over forekomsten af terrorhændelser og falske flag. Altså virkelige og iscenesatte terrorhændelser - virkelige i betydningen med virkelige ofre og ikke blot crisis actors, for virkelige terrorhændelser er lige så kunstige, som de rene teaterstykker. Kurven er altså skabt af mediebåren, iscenesat terror. Terror er et virkeligt styresystem. 



To gange om året kører der med andre ord en kampagne i det samlede og koordinerede udbud af medier, der pumper en stor portion frygtskabende viden ud i æteren. Kurven er som et hjertekardiogram. Psykologien efter 2. Verdenskrig har været at vedligeholde traumet med en konstant frygt. Det kunne have været interessant med et kardiograf for frygt, der gik alle 70 år tilbage. Måske ville det vise sig, at mønsteret allerede blev skabt i de trykte medier og med radioen, og senere med fjernsynets hjælp. Et gæt ville være, at mønstrene er opstået i takt med psykologiens og behavorismens/sociologiens/antropologiens evne til at kortlægge og dermed kontrollere masserne. Massekontrol har eksisteret så længe, der har fandtes folk, der betragtede masserne som dumme får, men i det 20. århundrede blev det sat i system, som aldrig før. Der var institutter, der studerede og kortlagde det. Frankfurterskolen, Tavistock-instituttet, The Rand Corporation. Der blev eksperimenteret i universitetsregi (MK-Ultra). 



Efter 2. Verdenskrig fandtes der et krigsmaskineri så stort i Vesten, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv, hvis der ikke var krig. Så fik vi den Kolde Krig. Man kan egentlig spørge, hvad forskellen var mellem den kolde krig og the Boston Bombings, hvor vi ved med sikkerhed, at ingen kom til skade, og at det hele var ét stort teaterstykke med crisis actors. Et falsk flag beregnet til massehysteri som påskud for efterfølgende anslag mod civile rettigheder? Forskellen er ens, som det hedder. Den kolde krig var et teaterstykke beregnet på via en evig fjende at berettige krigsmaskinen. 

Teaterstykket er sat i system som en hjerteslags-algoritme, der kan måles af Googles statistik for, hvad folk søger på i frygt. 2. Verdenskrig stoppede aldrig men blev til frygtens kolde krig, der aldrig stoppede, men blev til krigen mod terror, der er krigen med og ved hjælp af terror, der nu er den nye kolde krig, der hele tiden truer med 3. Verdenskrig.  


De flytter møbler bag skyerne 

Det begynder som en svag rumlen. Hvad pokker, tænker jeg, går der nogen rundt oppe på loftet og flytter møbler? Er der flyttet ubudne gæster ind, mens jeg har været væk? Jeg skæver forsigtigt ud til entreen, hvor brændeøksen er parkeret. Jeg tjekker foldekniven i skuffen, hvis det skulle knibe. 

Det viser sig at være langt større møbler, der flyttes. Den svage rumlen er Thors geder og vogn, der varmer op I det fjerne. Måske bliver det ikke til noget. Den slags møbelflytteri kan godt foregå diskret for os kryb på overfladen i de højere luftlag. Lyn og torden i mindre skala behøver ikke afledning via jordoverfladen. 



Når man bor i et stråtækt hus fra 1780, tænker man indimellem på, hvad et velanrettet lynnedslag kan forårsage. Jeg beroliger mig selv med, at det 20 meter høje egetræ i haven, eller en anden høj kæmpe i nærheden, vil være det første mål for et lyn. Eller langt snarere vandet i den lomme af Østersøen, der løber 300 meter væk. 

Man spøger ikke med et lyn. Den amerikanske forfatter Paul Auster fortæller om en hændelse i hans ungdom, der ifølge ham chokerede ham i en sådan grad, at han blev forfatter. Han og hans kammerat havde søgt ly under et træ i et voldsomt regnvejr, da et lyn slog ned. Han gik selv ram forbi, men hans kammerat, der stod en meter fra ham, blev ristet og faldt død om. 

Uden sammenligning: Jeg har siddet i en sofa i min gamle lejlighed på 5. sal, da der kom et lyn ud af rosetten i midten af loftet. Der lød et smæld og lyset gik ud. Den gamle mølædte sofa var fuld af metalfjedre og kunne sikkert have fungeret som en fin brødrister. Herren være lovpriset for HFI-relæet! Men ikke nok med det, da jeg havde tændt for elektriciteten og konstateret, at hifi-gearet var intakt, skete det samme en gang til. Hvor stor er chancen lige for det? 

Et sted, man ikke skal befinde sig i tordenvejr, er en bjergside med bare skrænter. Hvis den kraftige tordenregn får vandet til at løbe i et tæppe ned over skrænterne og lynet slår ned - og du står midt i tæppet - så er du færdig på stedet! Jeg har hørt bjergguides fortælle om en metode, hvor man griber om sine egne ankler for at danne et afledende kredsløb, for at elektriciteten ikke skal ramme hjertet. Jeg har mine kraftige tvivl. 

På den anden side har man også hørt forunderlige historier om folk, der blev ramt af et lyn. De blev aldrig den samme igen. Nogle blev indesluttede særlinge, andre blev til oplyste, opvakte individer med særlige evner. 

Husk i øvrigt, at et lyn ikke slår ned, så ordet lynnedslag er noget vrøvl. Et lyn slår op.  


Beskidt elektricitet 

Vi bliver i emnet. I elektricitetens århundrede er der sket det samme med elektricitet, som der er sket med alt andet i den beskidte verden, vi lever i. Det kan bedst karakteriseres ved at tænke på en psykopatisk krigsgalning. Alt kan bruges. Hvis man giver ham et æble i hånden, vil den første tanke i hans forstyrrede sind være, på hvilken måde, men hvilken kraft og med hvilket resultat, han kan smide sydfrugten i hovedet på en eller anden, så denne omkommer. Mens der tjenes penge på det, så man kan anskaffe sig noget mere potent, end et æble, til at tage livet af andre. Og den eneste grund for disse galninge til ikke omgående at tage livet af alle andre er, at så ville de ikke have folk omkring sig til at varte dem op, mens de tager livet af nogle andre. 



Vi omgiver os selv med beskidt elektricitet. Er der grund til at remse op fra listen af wifi-signaler, EMF'er fra kabler, installationer, maskiner og elektronisk office-udstyr, hjemmebryggeriet af køkkenudstyr og underholdningsgear, sendemaster, radiosignaler, satellitimpulser, og hele sjabanget af elektrohelvede, vi omgiver os med eller er blevet omgivet med. Vi holder gladeligt en smartphone op for hjernen med en elektromagnetisk frekvens (EMF), der er fire gange kraftigere end udladningen fra motoren på et diesellokomotiv. Og teleselskaberne og fabrikanterne af smartbamserne ved det udmærket, men ingen læser, at de skriver med ultrasmåt i brugsvejledningen, at device'n aldrig bør anvendes tættere end 20 cm. fra den menneskelige hjerne. Vi har skrevet det, I kan aldrig retsforfølge os for det. Jf. den kabbalistisk-frimureriske grundregel om, at når de blot har sagt det offentligt (et sted, som ingen ser), har de fået tilgivelse for deres forbrydelse. 

Der er grundlæggende to måder at anskue dette beskidte miljø på. Enten bliver vi zombificeret af det. Det ser sådan ud, hvis man studerer folks adfærd for tiden. Vi går ikke længere ind i den side af sagen: at elektrosnavsen er en del af et system, hvor vi både overvåges og kontrolleres af alle disse frekvenser. Der er en mening med snavsen og galskaben, en ikke særlig behagelig mening. Når du tænder for din fladskærm, er der nogen, der ser på dig. Når du taler i din smartphone, er der nogen, der lytter til dig. Når du skriver på din computer, er der nogen, der læser, hvad du skriver. Realtime, hvis du skønnes at udgøre en trussel for seerne, lytterne og læserne. 

Vi ser lidt bort fra den på ingen måde uvæsentlige side af sagen. Beskidt elektricitet i sig selv gør dig afhængig af ... beskidt elektricitet. Smartphone er det nye kokain. Det elektroniske drug gør dig høj for dernæst at gøre dig lav. Man kan sige, at besudling - et godt-ondt gammeldags ord - via elektrosnavs for din hjerne, dit nervesystem og hele din organisme + bevidsthed i sig selv er et stykke krigsførelse udtænkt af de psykopatiske æblesmidere. De er medlem af en global klub for ultra-psykopater, der inkluderer drugindustrien, medieindustrien, krigsindustrien, fødevareindustrien, energiindustrien og finansindustrien. Læg dertil et ord, der ikke findes: videnskabsindustrien.


Arvesynden 

Den findes kun én tilbundsgående måde til at forstå fænomenet gæld på: arvesynd. Der er med andre brug for et teologisk koncept for at forstå, hvorfor der findes så megen gæld i verden i dag, at den ikke kan betales tilbage. 



Det var så pointen på forhånd, her kommer forklaringen. I kristen teologi, eller rettere, i katolsk og protestantisk teologi findes begrebet arvesynd. På engelsk primordial sin, den synd, der allerede fandtes, før du blev født, og som ved fødslen blev overført til det intetanende spædbarn. I den ortodokse kirke bryder de sig ikke om begrebet, og uden at være medlemmer af østkirken, er vi en hel del i dag, tør jeg godt sige, der heller ikke bryder os om begrebet. Det stinker. Mnjaaeh, det er bare fordi I ikke er i stand til at komme overens med tanken som ikke-troende … NEJ! Det er fordi det stinker! Og lad så være med at afbryde! 

;-) Tanken blev formuleret i sin færdige form i en traktat af Anselm af Canterbury. For Gud er synd en evig sag. Når man begår en synd, vækker man Guds evige vrede (allerede her stinker det…). Man begår noget utilgiveligt, der kun kan sones ved et evigt offer, og da mennesket ikke grundet sin dødelighed er leveringsdygtigt i den slags, er Gud nødt til at ofre sig selv i form af sin egen søn, for at vi gennem denne kan blive tilgivet vore synder. 

Anselm skriver i starten på sin berømte (berygtede) afhandling, at når vi blot ser bort fra Kristus, og alt hvad vi ved om ham, forholder det sig sådan, som beskrevet, altså, hvorfor Gud var nødt til at blive menneske, hvilket kan bevises ved fornuft alene. Han giver os altså allerede fra starten af et diskret hint om, at hvad han skriver, egentlig ikke har noget med kristendom at gøre. Med hvad har det så med at gøre? Det har at gøre med at skabe balance i regnskabet. Det er simpelthen en bankmands tankesæt! Når man begynder at tale om arvesynd, så taler man i et metaforisk sprog om dobbelt bogføring, gæld, renter, likviditet og alt det andet, vi kender fra bankvæsenet fra Babylon, henover Venedig, via Amsterdam til the City of London og Wall Street. 

Hvis du, som jeg, har undret dig over, at begrebet skyld findes i både kristendom og bankvæsen, then look no further! At fornærme Gud er en uendelig fornærmelse. At ophæve denne fornærmelse kræver en uendelig betalingsform. Det er nøjagtig sådan, d’herrer og et par damer, der hvert år mødes i Davos i Schweiz for, under overopsyn af Bank of International Settlement, at diskutere, på hvilke måder de kan vedligeholde arvesynden = gældsgrebet om verdens befolkninger. Det vil helt sikkert ikke være sådan, de formulerer dagsordenen for mødet – og dog: for nogle år tilbage var der rent faktisk en højprofileret bankmand (husker ikke hans navn), der udtalte: Vi gør Guds arbejde! I deres optik er og bør al gæld være uendelig. Hvilket just er virkeligheden for denne verdens nationer og den menneskehed, der bebor dem. Der er så megen gæld til stede i verden, at den aldrig kan tilbagebetales. Hvilket just er meningen, for Christs sake! 

Anselm kunne godt lide at se sig selv som Kristus

Gæld kan først slettes ved døden. Jeg sagde kan slettes. Renter på engelsk hedder passende nok mortgage – en-gage-ment indtil døden (mors). For at slette den synd, som det dødelige menneske begik i syndefaldet, dengang den skøre kælling i bar røv i ursuppen og tidernes morgen åd af æblet, var Gud nødt til at blive dødelig. Her har vi samtidig oprindelsen til kulten om Den Døende Gud, der kræver menneskeofre, og så ryger vi helt ud af det kristne tankesæt og over i Baalkulten. 

Det er derfor, at Anselm så diskret kommer med sit hint om, at hans ræson tillader sig at se bort fra Kristus. Det er ren logik, hævder han. Kapitallogik, ville marxisten sige, algoritmisk finanslogik, ville vekseleren på Børsen sige. De har ophøjet den logik, der placerer menneskeheden i et evigt slaveforhold, til at have status af en ubrydelig naturlov. Pengevekslerne er blevet til paver, Guds stedfortrædere på Jord. De vifter os om næsen med løfter om tilgivelse (alt ondt starter med et løfte), men der findes ingen tilgivelse i et sådant system, der findes kun evig skyld. Vi lever i en dødskult, som bankmænd siden Babylon har skabt for os, og Babylon hedder i dag WTO, IMF, BIS, ECB – de kan vældig godt lide akronymer med tre bogstaver, som i den Hellige Treenighed. For dem er det ikke Faderen, Sønnen og Helligånden, og dog: det er bankmanden (faderen), skyldneren (sønnen) og den evige strøm af likvider, der flyder fra debitor til kreditor (helligånden). 

Men arvesynden er og bliver noget forkrøblet sludder, der modsiger selve det, som Kristendommen hævder er kernen i sin lære: at mennesket er skabt i Guds billede, og derfor er en fraktal af Kosmos med en oprindelig retmæssig direkte adgang til sit eget ophav. Ingen instans, ingen institution, ingen arvefølge, ingen familie, blodlinje, genealogi, lovgivning, organisation, kirke eller kartel – intet på denne Jord har ret til at nægte mennesket sit egentlige ophav og hævde guddommelig sanktion. Hvilket man ikke desto mindre har gjort via alle mulige kabbalistiske hundekunster og distortions af den oprindelige naturlov. Djævelen findes i detaljen, og i detaljen opdager man den totale selvmodsigelse.

Kirkefædrene i den tidlige kristne kirke, som i dag stort set kun bliver læst i den ortodokse kirke, stillede spørgsmålstegn ved doktrinen om arvesynden. Hvem bliver al denne gæld betalt til? spurgte de, ligesom de spørger i Østkirken i dag. De vidste godt, at logikken i gælden var en tilbagevenden til Baalkulten, der i mellemtiden havde sneget sig ind ad bagdøren. Der skrives metaforisk i det Gamle Testamente, at Abraham ville ofre sin søn Isaac for at betale sin gæld til Gud, men at Gud stoppede ham. Well, ’gud’ har åbenbart sidenhen fortrudt sit forbud mod menneskeofring og genindført den via bagtrappen ved at kræve, at hans egen søn skulle slagtes som et lam for at formilde guden – ham selv – hvilket kræver god gammeltestamentelig blodofring som formildelse. Jaaamen, hører jeg teologen i den lokale menighed sige, det skete jo for vores skyld, og nu er det sonet én gang for alle. Så er det da besynderligt, at vi ifølge teologen er nødt til at gå i kirke hver søndag for at repetere menneskeofferet som et nadverritual, når det nu er overstået én gang for alle! 

Når bankmænd i dag – og gerne med en eller anden snotdum, korrupt politiker som mundstykke – udtaler: Ja, vi er jo alle nødt til at yde et offer for … og så siger de et eller andet om det fælles gode, samfundet, blablabla… så mener de det sgu! Et menneskeoffer på alteret til Den Døende Gud, Baal. De har selvfølgelig aldrig hørt om Baal, men de har bestemt hørt om offeret, for al ubetalelig gæld kræver konstant et offer. Når de siger 'vi er jo alle...', er de selvfølgelig selv undtaget.  

Vi lever i Babylon, og sprogforvirringen er total. Men der var i oprindelig babylonisk tid et andet sted, hvor man ikke havde en tæt forbindelse mellem religion og bankvæsen af den grund, at det var et samfund, der ikke havde en udbygget pengeøkonomi. Det var Egypten. Det er også her, man finder den kosmologiske tanke om et evigt udfoldende informationsfelt uden gæld. Det er uhyre interessant og har implikationer langt ud over religion og bankvæsen. Her ryger vi over i fysikken. I den newtonske og einsteinske fysik er der hele tiden gæld, i den forstand, at Universet klapper sammen pga. af sin egen tyngde og al energi går mod sin egen død iflg. termodynamikken. Det er en dødskult, ligesom Baal og bankvæsen. Men egypterne forstod, at der ingen gæld var, der var ikke noget, der forsvandt ned i et sort hul – og hvis det gjorde, vendte det tilbage gennem et hvidt hul på den anden side af dimensionsskærmen. Når der ingen gæld er, behøves der ikke at foretages et offer. Vi finder mange mærkelige ting og sager, men vi finder ikke afbildninger af menneskeofring hos egypterne. Vi finder et præsteskab, men de udøver ikke menneskeofring, som baalpræsterne i Kaanans land eller som aztekerpræsterne, der ofrede 60.000 mennesker på tre dage (jf. Graham Hancocks læsning af kilderne)! 

Egypterne havde altså en anden læsning af den fælles og dybereliggende metafor, der ligger bag de gamle kosmologier. I begyndelsen var ingenting. Ingen Ting. Væren var (Jeg Er Den Jeg Er), men væren er, uden at være nogen ting. Dette kalder vi, af mangel på begreber, for Gud. Tag enhver kategori og definition (afgrænsning), du kan komme i tanker om, og forsøg at applikere det til Gud, og det vil ikke lykkes. Gud er ingen-ting, i den forstand, at Gud ikke svarer til noget, vi kender. Gud er ukendelig og udefinerbar. I begyndelsen var Gud = ingenting. 

Men for at forstå, er vi nødt til at differentiere. Forstå, forstand, at stå foran noget, at adskille sig, at abstrahere, at gøre forskel, at differentiere. I det øjeblik, vi mimer selve skabelsen og tegner en linje i et udifferentieret hav af uendelig intethed, opstår Treenigheden. Der findes den ene side af linjen, så findes den anden siden af linjen, og så findes den fælles skæringsflade mellem de to. Og alle tre dele er uendelige! Vi går direkte fra enhed til tredeling, dualitet findes egentlig ikke. Derfor findes trialitet (trinity), eller som vi ganske præcist siger det i kristen filosofi, treeninghed, i alle de gamle kosmologier. I vedisk filosofi er Brahman den skabende, ekspanderende kraft, Shiva er den destruerende, kontraherende kraft, og Vishnu er den opretholdende, ballancerende kraft. I kinesisk filosofi er det Yin (kontraherende), Yang (ekspanderende) og Dao (ballancerende). Hvis man går på opdagelse i de store kosmologier, finder vi de samme tre principper, blot med andre navne og visualiseret på forskellig vis. I Popul Vuh (et af de få overlevende skrifter fra Den Nye Verden, der ikke blev udraderet af jesuitiske kultur- og historiedestruktører) er der Fader Himmel og Moder Jord - og den fælles skæringsflade mellem de to. Nogle gange fortoner det opretholdende princip sig, for det er det sværeste at fatte. Den gyldne middelvej er det sværest fatbare, for det er balancen. Det duale princip mellem de modsatrettede kræfter er mere sanseligt forståeligt, for vi oplever det hele tiden. Vi er blevet oplært i at forholde os til dualiteten, mens trialiteten er forbeholdt dialektikerne, der udover tesen og antitesen også forstår syntesen.

Det er muligt at beskrive tredelingens metafor som et stykke matematik, som Joseph P Farrell og Scott D. de Hart gør i Yahweh The Two-Faced God. Det er også muligt at udvide differentieringen ud over den oprindelige treenighed. Det er et åbent system og en åben metafor. Det betyder samtidig, at den kan misbruges og twistes i retning af et gældsbaseret, lukket system, hvor man så at sige fanger evigheden i en flaske. Det er flaskens ånd, der nu står i gæld til den, der har fanget den. I fortællingen fra 1001 Nats Eventyr bliver ånden ganske vist sluppet ud af sit fangenskab og står herefter i gæld til sin befrier, men nogen må jo have proppet den ind i flasken til at begynde med.  


Gulvterroristen    

Her sidder jeg stille og fredeligt hensunken på min kontorstol i et meditativt øjeblik, med øjnene forplantet på computerskærmen i færd med et eller andet klogt skriveri, da der ud af øjenkrogen spores en hurtig bevægelse henover gulvtæppet. I et splitsekund ser jeg fætteren smutte om bag et møbel. 



Som ind i helvede, der var den jo! Nu har jeg hørt dens små skrabende fødder – hedder det poter eller hvad? Nej, det er noget, der sidder på hunde- og katte, så det hedder nok fødder. Det der med musestille, skulle jeg i øvrigt hilse og sige, det er altså noget vrøvl. Altså med mindre det beskriver den måde, kræet gør sig usynlig og uhørlig på, når den har fået øje på, at man har fået øje på den. 

OK, dyret er løs på mit gulvtæppe. Er det nu, jeg har en historisk chance for at nakke den? Jeg mener, fange den og slippe af med den. Jeg har prøvet det med musefælder. Man lægger et stykke ost på fælden og stiller den der, hvor man sidst så misdæderen … musdæderen. Og hvad tror du lige, man finder, når man kommer igen? Musefælden intakt i skudstilling og uden ost! Jeg ved ikke, om det er meningen, man skal lime osten fast til udløseren, så pelsbæstet er nødt til at hive i den for at få belønningen, men i hvert fald er den så snedig, at den er i stand til at narre dødsfælden, der ville have brækket ryggen på den med det samme. 

Sandt at sige, så har jeg det heller ikke så godt med at tage livet af den slags dyr, pelset terror elle ej. Jeg ville nok tænke på en anden måde, hvis jeg havde haft en hel koloni af slagsen, der åd mine elektriske ledninger. Min nabo, der har stalde og dyr, er rimelig hård i filten, mus får simpelthen blå korn. Det med farven er vist noget med, at det ikke er sundt at blande dem i morgenbollerne. 

Til sagen. Kræet er mindre, end jeg havde regnet med, to centimeter plus vedhæng. Pelsen er rødbrun, øjnene er små sorte kugler. Måden, den kigger op på, er et Antonio Banderas som den bestøvlede kat-moment: Du ville da ikke gøre den slags gruselig fortræd mod en stakkels forsvarsløs stakkel som stakkels mig, ville du vel? Efter dette emotionelle empati-angreb holder tæppegnaskeren simpelthen en fest på mit gulvtæppe. Jeg skal indrømme, at der bliver støvsuget ind imellem, men der kan også godt falde en enkelt krumme ved siden af tallerkenen. Dens festinstinkt er åbenbart stærkere end dens stik-af-instinkt. Ikke så snart har jeg forsøgt at fange den med alt fra omvendte papkasser, skåle, en svupper til et rør med ost i den lukkede ende - hvilket den selvfølgelig opdager og stikker af - før partygnaveren er tilbage på dansegulvet igen. Dens selvtillid fejler ikke noget, så den har ikke brug for hverken coach eller psykologbistand. 

Jeg prøver at udtænke alle mulige handlingsplaner – muligvis ikke det rigtige ord, da man mest bruger den slags om arbejdløse i socialcentrifugen, og ingen af delene passer på hyperkræet, der med 100 km i timen er i stand til at krydse mit gulv i fuld beskæftigelse. På et tidspunkt løber den imellem benene på mig! Arrrgh … jeg ku’ blive så …! Jeg åbner hovedøren og bygger en passage fra inderdøren, så den løber ud. Hvad den selvfølgelig ikke har tænkt sig, og hvilken fornærmelse i øvrigt, for den er jo en husmus, til og med af fineste slags, og det er ganske vist! 

Så er det, jeg giver op og sætter mig ned og skriver videre. Ved siden af mig står en gummisvupper, som jeg naivt troede, jeg kunne slippe af sted med at slaske ned over den bepelsede krummegnasker ... der i næste øjeblik kommer frem bag et bordben. Halløjsa! Da jeg i princippet har opgivet kampen mod det overmægtige pelsvæsen på to centimeter med vedhæng, beslutter jeg mig til at prøve at lette på svupperen. I løbet af de næste to sekunder går det op for mig, hvordan man fanger den slags frygtelige bæster, og hvad deres svage punkt er: deres nysgerrighed. Hvad tror du lige, den gør? Den smutter ind under svupperen for at se, hvad der mon gemmer sig i halvmørket her. Et nyt musehul, et tilflugtssted, en særlig delikat krummeart? Nope bandito infamo, det er et gummi-salatfad, du er havnet i gummikasjotten! 

Jeg ved ikke, hvad den herefter tænkte: Øh, hvor blev hoveddøren af til mit nye sted? Kort efter sniger der sig et stykke pap ind under fødderne på den: Øv, jeg kunne bedre lide gulvtæppet med krummer på, og er der ikke nogen, der tænder for lyset? Da der bliver tændt for lyset, befinder pelsterroristen sig i en flisebalje monteret på en ladcykel på vej mod bygrænsen. Ejeren af den tohjulede lastbil har ikke hjerte til at drukne kræet i en gulvspand og vælger i stedet at landsforvise den. Og prøv lige at høre: der findes jo ikke en museart ved navn husmus, vel? mus musculus på latin, om du vil. Det er jo bare en markmus, skovmus eller rødmus, der har skiftet sit habitat ud med et pensionat, hvor den får serveret krummer på daglig basis, hvor den ikke behøver at grave huller i skrænten, men kan pile omkring bag opvarmede paneler, hvor der aldrig bliver regnvejr, og hvor der ikke konstant er en ugle eller en kat i røven på én. 

Ferien er slut, man har glemt at betale regningen på pensionatet. 
Dette er ikke et museum for boligsøgende pelsaber. Welcome to the real world.

Efterspil. Hermed blev der statueret et eksempel, det må have rygtedes ude i krogene. Musens fætter, loftbøllen, puslepunkeren besluttede sig til at melde sig selv til politiet. Det havde måske ikke været nødvendigt at gå så drastisk til værks, men man skal heller ikke tage friskheden ud af eget initiativ. Den valgte selv at kravle op i en balje - med vand, meget dårlig idé set fra dens synspunkt. Så, hvis vi delvist har debunket udtrykket 'musestille', så holder udtrykket 'en drukken mus' fuldstændig vand, om man så må sige. 


Kongen der forsvandt  

Dette er traileren for en kommende blog, der kræver en hel del hjemmearbejde. Det er sådan med trailere, at vi ofte vælger at se filmen eller ej på baggrund af traileren. Fair nok, trailere og elevatorversioner er problematiske. Enten overspiller eller underspiller de deres ærinde, og i begge tilfælde rammer de ved siden af. Det må så være udfordringen. 


Lad os starte med at konstatere, at den mest omtalte, citerede og opreklamerede skikkelse i verdenshistorien fuldstændig mangler i … verdenshistorien. Mandens navn er Jesus. Sagt på en anden måde: bestselleren over dem alle, Biblen, og mere specifikt Det Nye Testamente har som hovedperson en figur, som senere historikere tilsyneladende ikke kan finde nogetsteds blandt samtidige historikere og deres kilder. 

Der er forskellige måder at forholde sig til denne påståelige besynderlighed på. 

Der er den teologiske, der ikke bekymrer sig om, hvorvidt der er historisk konsistens eller ej, for kristendommen har indtil videre ikke haft problemer med at hyre tilhængere, uden at behøve at læne sig op ad historiske kilder og deres faktualitet. Hvis man tror, behøver man ikke at vide. Deres såkaldte videnskab kaldet teologi foregår i en indhegning, der aldrig stiller spørgsmål ved, hvorvidt indhegningen findes eller ej. Præmissen tages for givet og alt herefter udelukker, at der kan være noget fordækt ved præmissen. Der står skrevet, at Jesus sagde, ergo fandtes Jesus, for hvis ikke han fandtes, kunne han jo ikke have sagt det, han sagde, hvorfor der ikke kunne være skrevet, hvad han sagde. Giver det mening? Det gør det for teologer. Det kaldes for cirkulær argumentation ifølge kataloget om logiske fejlslutninger [se 76 falske argumenter …], altså en særlig form for logik, der bider sig selv i halen i form af et lukket kredsløb. 

Teologerne lukker døren ved at henvise til dogmet. 

Dernæst er der den historisk-akademiske. De udelader Jesus af den simple grund, at de ikke kan få øje på ham. Biblen hævder, at der fandt visse afgørende hændelser sted mellem år 0 og år 33, og hvis historikere tager disse påstande for pålydende, dukker der ikke noget op. Vores tidsregning sætter et år NUL ved Jesu fødsel, men den skikkelse, som en så vigtig synkronisering bygger på, kan ikke verificeres.

Historikerne lukker døren ved at henvise til kildeforvirringen. 

Hvad med jøderne da, de må da have vidst noget om Jesus, for han var vel jøde? Her kan vi foretage det første dyk ned i historien. Den jødisk-messianske opstand mod romerne varede 100 år og var en major pain in the ass for romerne. Husk, at Jesus havde mindst fire navne udover Jesus: Kristus (den salvede = kongen), Immanuel (hvad betyder det? - Manu-El, hvor kommer det fra), Messias (politisk-militær leder), Rabbi (religiøs leder – NB! En rabbiner var gift!). De har alle deres egen historik med hver deres reference til historiske forhold og hændelser. Har jøderne ikke noget at sige om Jesus? Det har de i allerhøjeste grad. I Talmud omtales han som Balam, som de sviner til på det hæftigste, ved at bebrejde ham for nedbrændingen af Templet i Jerusalem - altså femte navn. Kært barn ... 

Jøderne lukker døren ved at henvise til hadet. 

Et sjette navn er Jødernes Konge. Biblen snakker uden om denne titel i hele sceneriet før korsfæstelsen. Et syvende navn er Nazaræeren. Her bliver det for alvor interessant, for den nazaræisk-jødiske sekt var en persisk-gnostisk-egyptisk sekt indenfor jødedommen. Jesus af Nazareth er noget ævl, da byen Nazareth ikke fandtes. 

Hvis vi til slut i denne trailer husker at nævne, at adskillelsen af religion, videnskab, historie, politik og helsekunst ikke fandtes i den gamle verden, så er der basis for en undersøgelse af den sagnomspundne skikkelse ved navn Jesus, der vil vise, at politik for 2000 år siden har dannet verden af i dag, og at både kristne teologer, romere, historikere, jøder, muslimer – og som sidekick ateister, satanister og andet afsporet godtfolk - raver rundt i forvirret blinde. 

Alle andre lukker døren ved at henvise til den samlede forvirring. Kan vi på baggrund af dogmatik, kildeforvirring, had og yderligere forvirring konkludere, at skikkelsen Jesus ikke fandtes? Overhovedet ikke og tværtimod! Det er i dag blevet muligt at udrede trådene og korrigere det sorte hul, der opstod som følge af nogle særdeles anspændte politisk-ideologiske forviklinger i det 1. århundrede. Det skal vi se på i en kommende blog, der af samme årsag godt kan blive lidt omfattende. Nu til hjemmearbejdet.



lørdag den 10. september 2016

Den etiske tjekliste - Ikke for psykopater!

Logos
det ordnede, det forstandige, det uden indre modsigelser, det videnskabelige, det kloge, det endog viise – hjernen, intellektet, det spirituelle

Ethos
det gode, det rigtige, det forsvarlige, det retfærdige, det samvittighedsfulde – hjertet, de pålidelige følelser, det intuitive

Pathos
det nødvendige, det brændende, det heltemodige, det handlende, det lidende – kroppen, viljen, tyngdepunktet, det instinktive

Her tales ikke om godt og ondt men om tilstande og kræfter i det menneskelige selv. Alle har deres ret og styrke, og alle er en mulig kilde til både svaghed og ubalance.

_________


Mennesket er et trehjernet væsen (Gurdjieff). Vejen til dig selv (eng: selfhood) går via en balance mellem – og udvikling af - de tre hjerner.

Ormen er et enhjernet væsen.
Den har et avanceret centralnervesystem, den har skudskikre instinkter.
Den omformer med en kemiprofessors sikkerhed naturlige substanser til deres nedbrudte, videreførte og for helheden gavnlige tilstand.
Bien udfører med sin egen genialitet et ret begrænset antal ret komplicerede processer uden at tænke et sekund over det.

Pattedyr og fugle er tohjernede væsener.
De har et væld af pålidelige følelser (ulig det forvirrede menneskes upålidelige følelser), de er eksperter i følelser og fornemmelser. Deres sanser er så forfinede, at de er omvandrende intuitive metafysikere.
Hunden kan lugte de mindste koncentrationer af sporstoffer.
Haren kan høre på kilometers afstand som en retningsbestemt mikrofon.
Ørnen kan se fra kilometers højde som med teleskop.
Katten kan sin QiGong, når den visualiserer sit spring – dens qi-body har allerede udført springet, før den springer.
Elefanten mærker tsunamien flere timer før, den ankommer.
Visse dyrs adfærd minder om de trehjernede væseners intelligens. Kragefugle er fantastiske problemløsere, delfiner har semi-menneskelig adfærd, og grise er særdeles lærenemme.

Mennesket kan reflektere, og det kan være kreativt. Det kan forestille sig noget, der ligger udenfor det allerede eksisterende. Det kan finde løsninger på komplicerede problemer, og det kan udvikle kulturer af højest forskellig art. Dyr kan tilpasse sig varierede livsbetingelser, men menneskets tilpasning er nærmest uendelig.



Mennesket burde med sine evner for tænkning være dyrene overlegent, men kulturen har sat dets overlegenhed over styr, og vores overlegenhed består efterhånden kun i, at vi kan drive dyr imod deres natur og naturen ud over afgrunden. Overlegenhed forpligter, men det toneangivende segment af nutidens menneskehed har som et hovedprojekt valgt at sætte sig udenfor. I en kultur ude af balance er det enkelte menneske derfor ude af balance. Når mennesket er ude af balance, reproducerer og forstærker det en kultur ude af balance. En kultur og et menneske ude af balance med sig selv og naturen er svagt og kontrollerbart. I stedet for at udvikle en række højere evner, antager det semi-dyrisk adfærd. Dets evne til abstraktion er blevet en abstraktion fra naturen, hvorved det mister naturens støtte. 

Det bliver patetisk, der lider. Pathos som livsenergi, drive, gåpåmod, lyst til livet (Qi) bliver til lidelse, smerte, afskårethed, intethed.

_________


Når Logos driver ubalancen
lever vi i en verden, hvor venstre hjernehalvdel undertrykker den højre. Husk at der sker en cross-over mellem hjernedele og kropsdele, når det drejer sig om motorik og organer, og den visuelle, emotionelle, intuitive og symboldannende del af hjernen er forbundet til den del af kroppen, hvor hjertet befinder sig.

En forstands-domineret kultur er over-maskuliniseret. Alt måles i rationale og mekanisk produktivitet. Der mangler Ethos og fornemmelse for, hvad det hele er godt for, og der mangler Pathos, for pligtskyldighed og tvang dominerer. Begrebet kald er afskaffet, man kaldes ikke, man udskrives. Teknokratismen er en logos-ubalance. Positivistisk videnskab er gået i stok midt i sin logos. Husk at logik er svaret på spørgsmålet: hvorfor. Når man har alle svarene, forsvinder den kreative nysgerrighed og trangen til at lege. Barnet har det ikke godt i en sådan kultur, og det bliver tvunget til at lære matematik allerede i børnehaven inden dets hjerne er gearet til det.

En ekspert uden ble

I en forstandsdomineret kultur spørger man eksperter. I deres pingvindress - eller bar røv som ovenfor - optræder de på fladskærme med blå, kølig, autoritativ baggrund som guder fra en højere sfære, der lige har parkeret deres rumskibe udenfor studiet for en stund, for derefter at trække sig tilbage til et utilgængeligt og uforståeligt pantheon.

I logos-ubalance hersker abstraktioner som logik uden grammatik. Det er sådan – hvorfor – fordi far siger det! Landskaber bliver lavet om efter tegnede landkort, grammatikken bliver efterrationaliseret ifølge det logiske diktat.


Når Ethos driver ubalancen
har vi en lovreligion eller et følelsestyranni. Måske et gynokrati. Det er idealistens paradis. Alle revolutioner er drevet af trangen til retfærdighed parret med vrede, og når den først er tændt, er der altid 'nogen', der sætter sig ved styrepinden. Det er her, mennesket for det meste taber hovedet og danner den ideelle ursuppe for Oligarkiet. Det starter med ønsket om det gode og ender med med realiseringen af det onde.

I lovreligionen slås der hårdt ned på dissidenterne, de politisk-religiøst ukorrekte. Det er en replika af talmudismen. Kristendommen kopierede talmudismen, når den forfulgte hedninge og kættere. Rabbineren var nu en præst og overrabineren en biskop eller måske en pave.

Det DJØF'icerede samfund er en blanding af logos- og ethos-ubalance. Jurister og økonomer er både teknokrater og human-ressource-managere. De elsker at fortælle folk, hvad de skal tænke og føle og gøre og især hvorfor. De laver medarbejderudvikling, seminarer, workshops, brainstormings. De excellerer i tavlemøder, årshjul, MUS-samtaler, handlingsplaner. Teknokratismen og talmudismen i en herlig suppedas krydret med lidt omklamrende newage coachingkultur.



Vi vil jo det gode, siger de, mens de brolægger vejen til Helvede.

Ethos-ubalancen er ideologiernes element. En ideologi er neutralt set et samlet og konsistent ide-sæt. I realiteten og set i bakspejlet har ideologierne været et net for menneskefiskere, hvor den urmenneskelige trang til retfærdighed, det gode liv, kan indfanges, udbyttes og udtværes i uendelige variationer. Ganske umærkeligt er det gode liv skredet over det dårlige liv - der til gengæld er blevet en god forretning for en snæver kreds af oligarker.


Når Pathos driver ubalancen
Hvis du har Pathos, er du en ildsjæl.
Hvis din ild i røven iført etiske og logiske skyklapper, er du patetisk.
Din lidenskab bliver til lidelse og lidenhed.

Det er Pathos, der får mennesker til at udøve ekstraordinære bedrifter og ofre sig for en sag, der er større end dem selv. Men det er også Pathos, der får mennesker til at kamme over i selvberuselse og ofre deres og andres liv for en rådden ideologi, hvorved ofre bliver skabt og ikke givet. Desværre har vi ikke den fine skelnen, der findes på engelsk mellem offer og victim. Vi kan sige du gør et offer for en god sag. Vi kan også, at du bliver et offer for en dårlig sag. Endnu værre er det, når du gør dig selv til et offer for at få ret.

Det er Pathos, der driver en sportsmand til at overgå sig selv.
Det er også Pathos, der får hujende hooligans til at gå amok på stadion og smadre hinanden ude på gaden bagefter.
Begejstring og fanatisme er gjort af samme stof, det ene er vores glade ven, det andet er vores sørgelige fjende.

Disse herlige mænd og deres ukontrollerede pathos


_________


Tjeklisten
Hvor ville det være dejligt at have en tjekliste, en tænknings-, bedømmelses- og handlings-algoritme. Problematik/spørgsmål/svar – hvis dette svar, gå denne vej, hvis et andet svar, gå den anden vej, hvis et tredje-fjerde … Det virker for arbejdsgange, artsbestemmelser af planter, rutinetjek af biler og en hel masse andet, blot ikke for den menneskelige sjæl.

Vi kan godt stille os selv spørgsmål for at tjekke Logos, Ethos og Pathos.
Og hvis et af disse spørgsmål bonner ud med/så:
  • det ved jeg sørme ikke – der er som bekendt visse ting, der er svære og endog umulige at vide, men er denne ting en af dem?
  • det havde jeg ikke lige tænkt over – var det en overvejelse værd at indføre en sådan tænkning, inden det blev for sent?
  • det kan jeg ikke se, har noget med sagen at gøre? - hvilket det muligvis heller ikke har, men hvorfor har det ikke med sagen at gøre?
  • hvad rager det mig? - måske rager det dig en hel del lige om lidt?
Svaret på spørgsmålet ligger indkaplet i selve spørgsmålet, hvis det er stillet godt nok. Så i stedet for katten om den varme grød, hvad kunne være relevante spørgsmål til en tjekliste?


Logos-tjek
Tænkning kan systematiseres. Logos er orden. Hvis der er slinger i logikken, giv den et logik-tjek. Uden sammenligning, for tænkning er ikke mekanik, så er det som en bil, der ikke kører ordentligt. Her vil man gå enkeltdelene efter i sømmene, åbne og skille ad, skifte ud, justere, smøre for derefter at samle igen til den logiske enhed, bilen udgør. Og hvis der ligger en gammel støvle inde i motorblokken, så skal den nok ikke være der.

Før logik (svaret på spørgsmålet hvorfor), stil først og fremmest de generelt grammatiske spørgsmål:
- hvad/hvilket?
- hvem?
- hvor?
- hvornår?

Dette er hjemmearbejdet. Det kaldes også Trivium-metoden. Hvis du ikke engang har fundamentet for Logos på plads, hvordan tør du nogensinde håbe på at bringe din forstand i balance med dine følelser, din retfærdighedssans og din beslutnings- og handlekraft? Stil de fire H-spørgsmål, til de hænger dig ud af halsen – og gå først derefter videre til hvorfor-spørgsmålet. For tidlig logik er som for tidlig udløsning - det er utilfredsstillende for alle parter.

Hvis undersøgelsen af virkeligheden er for stort et projekt, eller hvis du bevæger dig ind på et ukendt eller uopdyrket felt, så kan du tillade dig at have visse antagelser og danne en teori. En teori er et foreløbigt svar på hvorfor, en foreløbig konklusion. Så længe det står klart, og teorien ikke gror fast, så er det helt i orden. I videnskab ville det være videskabeligt redeligt. Men videnskab er for stor dels vedkommende blevet politiceret, så der finder en dogmatisering sted. Pludselig er en teori om the Big Bang eller om menneskeskabt klimaforandring blevet ophøjet til en færdig konklusion på foranledning af udefra kommende interesser. Big Bang blev foranlediget af Vatikanet (de elskede urknaldet, for det mindede dem om I begyndelse var ... og der blev lys!). Klimadogmet blev mere end foranlediget, det blev forlangt af globalisterne. Hvor Vatikanet snedigt forførte, så voldtog politikere og industri-lobbyister en ung og skrøbelig videnskab for at skaffe sig og FN en måde at udskrive skat på globalt for første gang i verdenshistorien. 



Fundamentet for Logos er Kundskab. Sørg for at vide så meget som muligt af det, der er relevant at vide. Stol ikke som udgangspunkt på, hvad andre påstår er relevant. Stol på din fornemmelse og find så ud af, om den holder. Det er her, det bliver svært. Ikke alt, der udgiver sig for viden, er hvad det udgiver sig for.

Viden er ikke:
- udenadslære (udenadslære er værdifuldt som redskab)
- det preussiske skolesystem
- kulturmarxisme
- indoktrinering
- mediesladder
- imperial historieskrivning
- politiceret videnskab
- uanfægtede og dogmatiserede teorier
- antagelser
- darwinistisk bullshit
- krigspropaganda forklædt som journalistik
- hengiven sig til blind tro
- ideologisk pseudo-religion / pseudo-videnskab

Stol ikke på:
- en såkaldt ekspert indkaldt til et TV-program
- en bankmand, der udtaler sig om bankvæsen
- en artikel i Illustreret Videnskab
- en læge, der udskriver medicin med et pennestrøg
- en politiker, der anbefaler krigshandlinger
- en journalist, der formidler fiktion forklædt som fakta
- en lobbyist og en mobilabonnement-sælger (hvad er forskellen?)
- en genforsker, der siger, han kan fixe menneskeheden
- en fremtidsforsker, der spør om fremtiden ved at fremskrive nutiden
- en gadget, der lover dig, at du blive lykkelig
- en økonom, der hele tiden taler om vækst i samfundet



Vi er nødt til at montere et bullshit'o'meter og opbygge vores egen liste.
Det kan vi gøre ved at skærpe øret og blikket for logiske forfalskninger, falske varebetegnelser, falske løfter.


Ethos-tjek
Ethos kan hurtig blive meget kompliceret. Derfor er Etik og Moralfilosofi (det samme i angelsaksisk og tysk filosofisk tradition) tilsyneladende uudtømmelige emner. I stedet for at rode os ind i hele den store diskussion, lad os holde det simpelt.

Problemet med etik som filosofisk disciplin er til dels, at den prøver at føre bevis for det gode. Det gode ER, det er selvindlysende. Hvis ikke det gode og det rigtige og det retfærdige giver umiddelbar og intuitiv mening, så er det måske en indikator for, at det ikke er det gode, det rigtige og det retfærdige.

Derfor bliver emnet nemt forurenet. Der ankommer lynhurtigt en psykopat, der sælger ideen om, at noget er vældig godt – som senere viser sig at være rent selvmord. Som regel er det ikke psykopaten selv, der sælger os den dårlige ide om det gode-rigtige-retfærdige, men en eller anden ofte sympatisk, veltalende og velmenende spade, der har ladet sig indrullere og forføre og nu identificerer sig med den dårlige ide. Og pludselig er der en hel masse mennesker, der mener, at den dårlige ide er en fremragende eller som minimum en nødvendig ide. Et helt samfund, en hel kultur bliver således opbygget omkring usandheder og dårlige ideer, hvis eneste formål er at fodre en yderst begrænset stak parasitter og deres behov.

Parasitkultur

Vi lever i en ide-forbrugende kultur. Der er fabrikanterne af ideerne, de er meget få, og mange af dem er tilpas syge i hovedet. Så er der sælgerne, deres dygtige, villige håndlangere, de professionelle, teknokraterne, mediemagerne, spinnerne, politikerne, eksperterne, der lancerer ideerne og bare bliver ved og bliver ved, indtil folk giver op. For der er jo folk, som de er flest, ide-forbrugerne. I starten havde folk, som de er flest, måske et intuitivt glimt i bevidstheden om, at der var noget galt på færde, det smagte ikke helt godt, det skurrede lidt i ørerne, det lignede noget billigt skidt. Men siden de kloge og de smarte nu insisterede, så måtte det jo være godt nok.

En fuldstændig syg og dybt menneskefjendsk tanke indpakket i guldpapir med sløjfe om, serveret med violiner i baggrunden og en svag men inciterende duft af Eau de Cologne kan blive et rent hit som ide-forbrugsgode. Selv om det var et onde, der aldrig burde blive forbrugt. Det er behavourismens genialitet: ved hjælp af forførelse at over-rule samvittighed, moral, intuition og menneskets urgamle fornemmelse for, hvad det var det gode, det rigtige og det retfærdige. Arèté, Dharma, retfærd – her blot fra tre kulturer, den græske, den vediske og den nordiske.

Alle kulturer har et ord for det, der ER, og som derfor er selvindlysende. Men de samme kulturer vidste også, at vejen var smal, og at der var grøfter i begge sider. Når visdom gennemsyrer et samfund, findes det gode blandt de mange og til fordel for de mange. Kulturer har haft deres gyldne tid for ind i mellem at opleve en nedtur. Nogen mener, at det er en synkront fænomen over tid, andre kan påvise asynkrone bølgebevægelser. Vestens kultur oplever lige nu en etisk bundskraber. Sådan har det ikke altid være overalt i Vesten, men lige nu er der en totalitær mangel på etik i hele det kontinuum, vi kalder Vesten. Der er en næsten fuldstændig mangel på visdom. Til gengæld drives samfundet af materialisme, snuhed, management, grådighed, misundelse, dårlig stil, samvittighedsløshed, snævertsyn, dogmatik, foragt for egentlige værdier og hengivelse til øjeblikkelig sanseberigelse. Løgn er blevet en dyd.

Vi har opfundet ordet hedonisme, fordi vi har projiceret vores egen mangel på etik ned i en fjern fortid, hvor menneskene sagdes at opføre sig primitivt. Det er OS, der er de hedenske, det er os, der lever som dyremennesker (hvilket er værre end dyr, for dyr lever i overensstemmelse med naturen). Det betyder ikke, at vi dagligt går rundt og tér os hedonistisk fra morgen til aften (der er rent faktisk en del, der gør), civilisationen har sin overflade, sin egen balance om sin ubalance. Men det betyder, at vi er villige til at sanktionere alle former for menneskelige overgreb, bare de ikke går ud over os selv ved at vende øjet bort, holde os for ørerne og sætte en hånd for munden (ikke sige fra). Når samvittighedens stemme hvisker til os, slukker vi for programmet og skruer op for musikken.



Kom vi bort fra sporet? Hvor blev Ethos-tjekket af? På ingen måde, det ligger lige her. Sluk for musikken og hør efter, når der bliver hvisket. Sluk for fjernsynet, sluk for computeren, sluk for de sociale medier. I det hele taget sluk for strømmen, bevæg dig udenfor byen og før en samtale med et træ, en skovsø, en strand, en natugle eller en stjernehimmel. Med andre ord, giv dig lov til en tilstand, hvor du bliver un-switched fra den store matrix-kværn. 

Dernæst bliver du nødt til at genoptage samtalen. Altså ikke smalltalk, fnidder, sladder eller ligegyldigheder. Smid lortesproget i skraldespanden. Tag stjernehimlen med ind i samtalen. Mål og vej med den store lineal. Og så send da for guds skyld den sms bagefter, hvis du skal – first things first. De gamle, som vi har nedgjort som hedonister/hedenske kunne ikke får sig selv til at svine naturen til, for de vidste, at det var dem selv, de svinede. Vi lever som svin, hvor vi burde leve i skønhed og selvrespekt. Vi kan ikke længere bruge ordet i pagt med naturen, for det har alle utopisterne, socialromantikerne og kirkegængerne i newage-kulten om 'de ædle vilde' slidt tyndt til kliché. Men hvis der skulle være en Tredje Pagt (testamente = pagt), så bliver den nødt til at gendrive det, som de to første smed ud: naturens lov. Gud blev en abstraktion. Vi har sat os selv udenfor døren, hvorved etik ikke længere er selvindlysende, men overlades til filosofiske æggehoveder, der hævder, de kan spekulere baglæns og dekonstruere sig til en rekonstruktion, hvilket svarer til at skære alle organerne fri på en syg hest i håb om at sætte den sammen igen på en bedre måde. It ain't gonna happen!


Pathos-tjek
Har vi ondt i forstanden, har vi ondt i moralen, har vi ondt i … ja hvad har vi egentlig ondt i her? Hvornår er vi patetiske?

Det er vi, når vi ikke erkender vores behov, men forfølger vores begær. Vores pathos, vores stræben går efter det, vi ikke har brug for, og som fører til vores egen ulykke. Vi bliver tragiske personer, vi undgår vores fjender, vores opponenter, vores modsigere, vores udfordringer. Vi vender om, når vi møder portvagten. Kongen lytter til hofsnogen og ikke til vismanden, hvorefter hans pathos overgår til at føre krig.



Skal vi kaste os ud i handling? – just do it! Det skal vi, hvis vi er havnet i den anden grøft, hvis vi er blevet handlingslammede af frygt for at dumme os, at tabe ansigt, at fejle, at blive afvist eller for at kompromittere os selv. Jeg kender folk, der får tilbudt et job, hvor de kan tjene 300.000 kr ved at bruge deres særlige evner og muligheder, men som får skrupler over, at klienten ikke 100% ideologisk clearet. Det bliver lige pludseligt syndigt at tjene penge, og resultatet er vedvarende forarmelse. En sådan person er en tragisk person. Den indre portvagt sagde stop, og der blev adlydt. Portvagten burde ha' været udfordret, så man i det mindste kunne se, hvad der var på den anden side af døren. Ethos blev en destruktiv stopklods for Pathos.

I andre situationer bør vi stoppe op at tage tjekket, inden vi handler. Og se nu her … hvor det i Ethos-tjekket er svært at tale om, fordi det involverer følelser og intuition, bliver det i Pathos-tjekket pludselig case-baseret. Jeg kender folk, der i et beruset, entusiastisk øjeblik har smidt en formue bort på en investering, et indkøb, et partnerskab el. lign, der, hvis de havde konsulteret de rette folk forinden – og havde lyttet! - kunne været undgået og anvendt til noget konstruktivt og indbringende.

Hvis en nation vælger at handle med drastiske midler i forhold til andre nationer, altså hvis et lands befolkning lader sig overtale til at sanktionere krig og deltage i lovprisningens sangkor over aflivning af mennesker, så mangler der en konstruktiv etisk stopklods for Pathos. Krig og revolutioner drives af Ethos + Pathos. Eller rettere: hvis man kan bilde folk ind, at etikken er helt fin i kanten, så er det bare at give los for Pathos.

Hvis din vrede bliver provokeret, hvis der lægges op til en konflikt, fordi noget ønsker den som overtryksventil eller påskud for at starte et selviscenesættende drama, så er det tid til at tage en dyb indånding. Kan vi sige, at vi altid gjorde det? Vi har alle eksempler på, at vi tabte hovedet og reagerede, og de, der hævder noget andet, taler nok ikke helt sandt.

Det bedste middel er: praktiseret humor. For hvad er humor andet end træden et skridt tilbage eller op på skamlen, så man ser sig selv og den situation, man befinder sig i, fra siden eller ovenfra i perspektiv. Herved vender man det potentielt tragiske til noget komisk. Husk her, hvad det komiske er versus det tragiske. Heltens historie bliver til en komedie, når han erkender sit behov og gennemskuer sit begær. Komedien er den lykkelige slutning. Så konfliktsituationer er enten skalérbare (små/store) tragedier eller -komedier. Dette er genereltmisforstået. Komediener en dyb kunstform, og at den involverer humor, har ikke noget med falden-på-halen og lagkagekomik at gøre. Som Karen Blixen sagde: Gud er humorist. Som Dante sagde: Komedien er Guddommelig.

Det kræver humor at beskytte sig mod Mørkets Kræfter

Det er nemt nok at være humorist i en afslappet stund over en kop øl. Og den umiddelbart forløsende effekt af en god latter bør ikke undervurderes. Det er fysisk og neurologisk sundt. Men når vi har grinet færdig, og hvis lystigheden bareer en kunstig vedligeholdelse af en tilstand af virkelighedsflugt, så er det ikke sjovt længere. Hvor bliver humoren af, når det kniber, og vi virkelig har brug for den?

Her har Villibald Bonderøv lige siddet i timer og været på grineren på bodegaen med slænget, træder ud på gaden og falder ind en stakkel, der har lidt travlt på fortovet – hvorefter staklen bliver svinet til. Hvor blev humoren af her?

Her sidder Smarte Egon i sin Audi i en traffikø og er ved at komme for sent til et møde, og en eller anden stakkel begår en fejl i den kø, som alle er ofre for. Hvorefter Smarte Egon ruller ruden ned og overfuser staklen. Hvor blev humoren af her. Smarte Egon var ellers rigelig humoristisk, da hende den dumme blondine ikke kunne lave en sidelæns parkering udenfor domicilet.

Her har Café Latte Lisette lige været på socialgrineren med veninderne nede på hipsteren og finder ud af, at en af dem har flirtet med hendes ex. Hvad så, finke, du ville jo ikke have ham, hvad er problemet? Hvor er grineren, når du kunne trænge til den, og trænger du i øvrigt ikke bare til at blive lagt ned?

Her har Adam og Eva lige rodet sig ind i en diskussion efter at have haft sex, hvor han ikke føler, hun anerkender hans barndomstraumer, men mener, at han nok burdetage sig sammen, og hun ikke føler, at han lytter nok til hendes ufejlbarlige følelser og tillader sig at mene, at de ikke er helt så ufejlbarlige og spirituelle, som hun mener. Hvor bliver praktiseret humor af her, Adam og Eva? Hvorefter de går fra hinanden som to forurettede børn.

Her har Barack Obama lige været til G20-møde, og der var ingen statsledere, der gad at snakke med ham, bortset fra den patetiske nigerianske præsident, der invilligede i at erklære sanktioner mod Rusland – som alle i øvrigt gerne ville tale med. Det giver dejligt mening. Men hvad så præsident Buhari og præsident Osama ... sorry Obama, hvor bliver statsmandens sande humor af her? Skyldes det, at hverken undermåleren Buhari eller dansedukken Obama er egentlige statsmænd? At mafiatøsen Hillary Clinton er i stand til at skraldgrine over, at Gadaffi blev myrdet, at Libyen blev ødelagt som velfungerende land, og at 2 millioner libyere blev statsløse, er ikke det samme, som at bitchen har humor.

En kvindelig præsidentkandidat lader sig portrættere på denne måde.
Hvordan ser der ud inde i hovedet på de vælgere, der stemmer på en sådan kandidat?

Her har samfundskritikeren, æggehovedet, den kulturradikale lige siddet og sagt, at kritikken er filosofien og latterliggjort alle de, der mentenoget andet end ham selv. Hvorefter nogen formastede sig til at kritisere hans designer-ideologi, hvilket de aldrig skulle have gjort, for kritik er kun tilladt for denrettroende. Hvor blev denhøjt priste humor af, da den ramte den kulturradikales egen politisk korrekte selvfedme? Moral er godt, …

╫

Slut på tjeklisten for denne gang. Som du ser, ganske ufuldkommen og næsten usystematisk grundet morton_h, the bloggersdøde vinkler og manglende dagsform. Men fordi du jo har gennemskuet det, kære læser, har jeg den højeste grad af tillid til, at du fuldstændiggør den ud fra egne præmisser og udvikler din egen tjekliste – den eneste rigtige ;-)