TV-bedraget

af marco_hanuman 

aka morton_h 

the blogger 

Der skete underlige ting ved 9/11. De allerfleste mennesker har set videoklip, som blev frigivet til alle TV-stationer i verden. Hvis man kan bruge ordet 'se'. De har begloet dem, vil nok være mere beskrivende. Man kan glo uden at se.

Et fåtal har mere end gloet, de har set, dvs samtidigt reflekteret over, hvad det var for underlige billeder, de sad og gloede på, hvorefter de begyndte at se. Det samme fåtal blev også klar over, at der var en tredje kæmpebygning, Bygning 7, der faldt sammen på samme lodrette og perfekte måde som de to tårne - uden at være blevet ramt af fly.

For de, der dengang eller - som det har været for mange menneskers vedkommende - flere år senere lykkedes at gennembryde gloskærmen og stikke fingrene i ørerne for ikke at få tudet dem fulde af, hvad de skulle tro og mene om globillederne, skete der noget andet og mere. De begyndte at spørge sig selv om: Hvis dette er et så stort svindelnummer, som det lader til, hvad andet lignende eller ikke lignende er så også et svindelnummer? 

Forfatterne til bogen The TV Delusion - A Psychology of Belief, Simon Day og Joanna van der Leer har som en grundtese i bogen, at det er én ting, at folk ikke ved noget om disse svindelnumre og ikke mener, at de er svindelnumre. Noget langt mere betydningsfuldt er, at de ikke ønsker at vide noget, selvom de har tilstrækkeligt med indlysende muligheder for det. De har reelt ingen undskyldninger i dag for at være fuldstændig uvidende, og alligevel vil de skaffe sig undskyldninger i samme øjeblik, de bliver præsenteret for muligheden.

Montagen
Det er vigtigt at forstå, hvad det er, TV-montagen gør ved vores bevidsthed. Vi ser disse ufattelige billeder, vi bliver forvirrede og bagefter træder en eller anden autoritativ person frem, eller en kommenterende stemme giver os tydningen af det utydelige. I samme sekund holder vi op med at se og begynder at glo. Når vi gentager billederne igen som et replay af et fodboldmål fra flere vinkler, i slowmotion, billeder fra tilskuerrækkerne, totaler, nærbilleder, så ligger kommentator-stemmen hele tiden i samme rille. Vi har fået konklusionen og logikken på forhånd og vi har lagt vores nysgerrighed og kritiske sans på hylden. De fleste tog den aldrig frem igen.

TV-montagen spænder ben for vores naturlige og sunde måde at erhverve os forståelse på. Alle hvem, hvad, hvor og hvornår-spørgsmålene bliver stoppet i det sekund, vi føler, at vi har fået svaret på spørgsmålet: hvorfor. Indenfor klassisk erkendelsesmetodik er fuldbyrdet logik utidigt skubbet ind foran den generelle grammatik. Tænkningen er vendt på hovedet, hvorefter det bliver til et nærmest rutinemæssigt spørgsmål om fill-in-the-blanks.

Billedmontagens enorme kraft var kendt til fulde af propagandisterne i de to klassiske former for socialisme: nationalsocialismen og international-socialismen. Både nazisterne og bolsjevikkerne/kommunisterne kendte fra filmens barndom dens muligheder. Den sovjetiske AgitProp sammen med den nazistiske propagandamaskine lærte eftertiden næsten alt, der var at vide om manipulation med den menneskelige bevidsthed ved hjælp af billeder, lyde, musik og ord, altså montagen. Sammen med de behavouristiske skoler i psykologien og sammen med sociologien, videnskaben hvis udklækningsrum var krigen, hvilket de færreste er klar over, udviklede det 20. århundrede det visuelle-auditive medie til perfektion. Autoritets-fornemmelsen og overtalelseskraften i dette medie er fuldstændig overvældende for de allerfleste mennesker.

Det store spørgsmål er alligevel, hvorfor folk aktivt ønsker at nægte sig selv kendskab til sandheden. De fleste mennesker, der dengang eller siden begyndte at se og dermed forstå, at de havde set om bag en skærm, fik som en af de første indskydelser, at de måtte dele deres syn med andre. Det var der, det gik op for dem, at andre på ingen måde delte deres nysgerrighed og ikke var villige til at dele deres indsigt eller udsigt.

Hvis en budbringer ankommer med unormal viden vil få mennesker begynde at stille uddybende spørgsmål. De fleste vil udtrykke en mur af vantro. Andre vil begynde aggressivt at håne og bebrejde budbringeren for at bringe emnet på banen. Enkelte har oplevet at blive truet - i visse tilfælde på livet. Vantro kan man forstå, hvis emnet går på tværs af det normale. Men aggressiv hån og endog trusler virker ganske ude af proportion og bør afføde nogle spørgsmål om, hvad det er for psykologiske mekanismer, der er på spil her.

Forklaringen skal måske søges i enten frygt, eller at folks trossystem føltes angrebet. Det hed på gammeldags: anfægtelse. Et udtryk fra dengang, mænd bar blankvåben i bæltet. Hvis en eller anden stak sin sabel op i hovedet, blev man anfægtet og måtte gribe til eget våben for at forsvare sig. En lignende følelse kan have sneget sig ind i overført betydning. Det virker dog stadigvæk som en overreaktion, da en person, der præsenterer en anden for viden eller stiller kritiske spørgsmål. ved alment accepteret viden ikke nødvendigvis har som intention at anfægte den anden, men blot venskabeligt ønsker at dele viden eller spørgsmål til viden. Ikke desto mindre tillægges vedkommende ofte disse motiver, og der reageres på det som om.  

Kulten
Man kan med fordel studere den måde, en kult hyrer medlemmer på og senere fastholder dem. En person, der er blevet suget ind i en kult, forlader ikke kulten, så længe narrativet i kulten om hvem vi er som mennesker og vores plads i verden virker overbevisende og personen ikke føler, at han bliver hjernevasket. Tvivl falder ikke et øjeblik kultmedlemmerne ind, med mindre der sker et tydeligt tab af autoritet i forhold til de toneangivende i kulten, eller noget ganske særligt kompromitterende ankommer. Men selv dér vil kultmedlemmet ofte forsvare sin kult, for det er jo nok, fordi nogen ikke har den rette tro og ønsker at ødelægge det for de rette troende. Deres modhistorie må altså være løgn.

Det kultiske fænomen er ældgammelt. Men hvis du i det gamle Grækenland var dyrker af Dionysos, blev du ikke nødvendigvis opfordret til at bekrige dyrkerne af Demeter og alle de andre. Der er også andet lumsk ved kultiske fænomener i dag. De giver sig ikke nødvendigvis til kende. Jehovas Vidner gør. Men hvad nu hvis vi betragter popfænomener og kommercielle produkter - ofte et og samme - som kultiske fænomener. Apple giver sig ikke til kende som en kult. Rapmusik kalder sig ikke en kult. Demokratiet eller Staten kalder ikke sig selv for en kult. TV-mediet omtaler ikke sig selv som sådan. Men hvis man undersøger TV-mediet, så viser det sig, at det virker med de samme midler, som en kult.

Noget tyder på, at vores kulturer og måske hele vores civilisation har formået at udvikle et forkvaklet forhold til virkelighed og sandhed vha kultiske metoder. Man kunne starte med at filosofere lidt over begrebet sandhed, blot i den lille målestok som det folk anser for at være i overensstemmelse med virkeligheden. Sandhed i den universelle eller metafysiske betydning kan vi lade ligge til en anden gang.  

Korrespondance
Den første definition af sandhed er korrespondance. Et udsagn eller en fortælling er sand, hvis det korresponderer med en hændelse eller tilstand i den virkelige verden. Vi hører et udsagn, hvorefter vi starter med at observere, vi tjekker udsagnet ud ved at rette vore sanser og opmærksomhed mod virkeligheden. Herefter danner vi en hypotese om det, vi har observeret. Derefter evaluerer vi hypotesen. Det gør vi ved at danne en vifte af alternative forklaringer på det observerede, og i en vurderende afbalancering vælger vi den forklaring, der kommer tættest på det, vi har sanset. Som sidste del af processen foretage vi en kvalificeret konklusion.

Korrespondance: 
Observation >
Hypotese >
Evaluering >
Afbalancering >
Kvalificeret konklusion 

Denne måde at danne sit virkelighedsbillede på har som indbygget præmis, at vi altid kan tage fejl. Hvis der kommer noget andet for dagen, må vi køre tanke-algoritmen igennem igen og korrigere. Den er ikke lineær og lige ud af landevejen, og vi er som regel altid nødt til at foretage nogle loops og spring tilbage undervejs.

Direkte adspurgt vil de fleste mennesker med mere end to hjerneceller med egne ord beskrive en metode, der ligner denne. Men i realiteten danner de deres meninger om sandheden på en helt anden måde, som kan kaldes for konstruktivisme.  

Konstruktivisme
Begrebet konstruktivisme er ikke specielt intuitivt. Det lyder konstruktivt, men på mange måder er det det modsatte af korrespondance. Her dannes vores virkelighedsbillede efter autoriteter. Hvis en autoritet siger det, er det mere acceptabelt som sandt, end hvis en ikke-autoritet siger det. Ikke-autoriteten kan have så mange gode argumenter og så indlysende hypoteser, det skal være, for det er uden betydning i sidste ende.

Vi konstruerer vore meninger ud fra kandiderende konklusioner. Vi springer grammatikken over og går direkte på shoppingtur mellem logikkerne, konklusionerne. Vi scanner feltet for det, der fremstår som autoriteter (der fremstiller sig selv som autoriteter), så vælger vi den lækreste model. Det er just her, TV'et kommer ind på en sikker førsteplads for de fleste mennesker. TV leverer en samlet pakke af udvalgte autoriteter i en form, der kan indtages og fordøjes i små passende bidder. De kandiderende konklusioner er indsnævret til forskellige programmer fra forskellige TV-kanaler. Hvis en TV-forbruger i Danmark har for vane at se DR, dernæst TV2 og til sidst hører radioavis, så vil vedkommende have fået det indtryk, at disse forskellige kanaler er enige om virkeligheden og sandheden, så dermed er sagen klar. Lidet gør TV-forbrugeren sig klart, at disse tilsyneladende forskellige kanaler langt fra er forskellige. Selv med en kraftig udbredning til TV-stationer i hele Europa og i USA ville der på trods af den enorme mængde af kanaler og stationer ikke være synderlige forskelle på de nyheder, der ikke er strengt lokale. TV-kiggeren gør sig ikke klart, at ejerforholdene i de globale mainstream-medier og de bureauer, der forsyner dem med størstedelen af det grundlæggende nyhedsstof alle er drevet og koordineret af de samme mediesyndikater med de samme ejere i bagbutikken.

Vi kan nærmest formulere en ny variation af de klassiske falske logikker og kalde det for appel til ensartethed. Når så mange forskellige kilder siger nøjagtig det samme, må det være sandt. Men præmissen er gennemhullet, for de er overhovedet ikke forskellige.

Hvis feltet bredes yderligere ud til fx de alternative medier, bliver vi nødt til at træffe valg. Det sker ved hjælp af autoritets-filtrering, altså vha fravalg. Vi sørger for kun at lytte til det, vi ved bekræfter vores holdning i forvejen, hvorefter vi undgår de, der modsiger den. Især kan ikke undgå at bemærkes, at venstrefløjstænkende personer med stor konsekvens undgår at lytte til modspillere og altid sørger for at lukke munden på dem evt med karaktermord og dermed undgå egentlige facts og substans i enhver potentiel diskussion. Omvendt vil de altid i ligesindedes nærvær stryge hinanden med hårene og kun føre bekræftende samtaler om emner befængt med politisk korrekthed. Især blandt intellektuelle, såkaldt tænkende, mener de ofte, at det er nok, at de engang har taget en eksamen og læst en bog, hvorved deres egen mening i sig selv er en autoritet. De er jo lærde, ergo kan de ikke tage fejl. Egen-autoritet er jo selve klimakset af viden, det er dér vi skal hen. Men der, hvor disse typer fejler bigtime er, at de tror, de kan klø sig i røven samtidigt og fyre vitser af. Den sande egen-autoritet kræver ydmyghed. Den finder man zero-nada-nil-null af hos det såkaldt tænkende segment med eksamenspapirer og akademia-blåstempel. Bloggeren er selv en af dem, så han har ret til at udtale sig på standens vegne.

Hvordan danner vi vores autoritetsfiltre? Vi efterligner vore omgivelser, venner, familie, kolleger, omgangskreds. Folk indenfor kulturer og sociale grupperinger har en tendens til at have den samme opfattelse af virkeligheden, den samme fortælling. Vi falder ind i konformitet. Autoriteterne er ofte personer, og det kan synes, som om autoritet er én stor personkult. Vi fokuserer mindre på, hvad der bliver sagt end hvem, der siger det.

Efter at have beset vore kandidater og filtreret vore modkandidater, går vi direkte til absolut konklusion. Hvis der er noget her, der minder om meningsdannelse hos amerikanske vælgere for tiden, så er det bestemt ikke ved siden af. Bemærket ordet absolut. I modsætning til korrespondancemetoden er der ikke plads til tvivl, for autoriteter er jo absolutte, de er som Gud.

Man kunne overveje, om dette fænomen ikke er opstået ved overgangen fra polyteisme til monoteisme tilbage i præantikken? Det er netop de monoteistiske, de abrahamiske religioner, hvor den eksklusive fanatisme indfinder sig. Derfor er det enerverende at høre på folk, der udråber, at religion er roden til alt ondt. De har forsømt at gøre sig klart, hvad det er, de ikke bryder sig om ved religion, og hvor og hvornår dette indtraf. Hermed mimer de faktisk det, som de tager afstand fra og bliver til rettroende, eksklusive og autoritære ... mens de besynger deres egen frigjorthed fra autoriteter.

Nu begynder vi at forstå, hvorfor mennesker kan foretrække ikke at stifte nærmere bekendtskab med sandheden. Absolut konklusion giver folk en sikkerhed og tryghed, kvalificeret konklusion gør folk usikre og utrygge, for virkeligheden bliver noget, der konstant skal tjekkes ud og vedligeholdes, for den kunne forandre sig, eller nye fakta kunne indfinde sig.

Hvis man skulle være lidt arrogant, så kan man sige, at absolut konklusion tiltaler den dumme, den dovne og den duknakkede.

Et andet udtryk for autoritets-filtrering er kanonisk filtrering (en kanon er en lov). Alle de informationer, der understøtter de autoritative fortælling, vælges til, og alle andre vælges fra. Det er ikke uden grund, at kanonisk som udtryk findes indenfor religion og trossystemer.

Her bliver det sært og meget omvendt. Det sidste vi gør ifølge denne model er at observere. Vi har fået et par briller at glo igennem fra en autoritet, som vi har valgt og accepteret. Herefter går vi virkeligheden i møde med disse briller på. 

Konstruktivisme: 
Kandiderende autoriteter >
Autoritets-filtrering >
Absolut konklusion
Kanonisk filtrering >
Observation  

TV-bedraget og tænkningens ophør 
Vi har altså to modeller for erhvervelse af viden og dannelse af meninger om virkelighedens verden. Den eneste måde at overvinde lodrette modsætninger om fortolkningen om virkeligheden på er, hvis folk med modsatte meninger bliver enige om at vælge den første model, korrespondance-modellen. Men ejerne af TV-stationerne og mainstreammedierne er lodret uinteresseret i, at folk begynder at dyrke denne model. Af grunde, der bør være indlysende.

TV-bedraget kan udelukkende finde sted, hvis folk dukker nakken for ydre autoriteter og springer over, hvor gærdet er lavest. En af de skræmmende tilsigtede bivirkninger ved autoritetstro er, at vi holder op med at tænke. At vi giver os selv lov til at ophøre med at tænke, for der er jo tænkt færdig for os. Af autoriteterne.

• Ved tænkningens ophør starter troen. 
• Ved tænkningens ophør forstummer al kritik. 
• Ved tænkningens ophør bliver vi åbne for visse forslag. 
• Ved tænkningens ophør bliver vore reaktioner udslagsgivende. 
• Ved tænkningens ophør bliver TV relevant. 
• Ved tænkningens ophør er vi i følelsernes vold (med streg under vold). 
• Ved tænkningens ophør starter det hvide snit af lyksalig glemsel.

Tænkningens re-boot 
Hvad kan man stille op mod en mur af dumhed, blind autoritetstro og civil-kujoneri? Og propaganda, som vi møder som udsagn, der kommer ud af munden på folk, der har inderliggjort propagandaen og gjort den til deres egen - af mangel på bedre.

Når vi møder diverse udsagn fra konstruktivister = de hjernedøde autoritetstro, så stil dem simple spørgsmål, der tvinger dem til at komme op med detaljerede eksempler, der underbygger deres antagelser. Vi vil med garanti se deres øjne flakke og plirre rundt akkompagneret af øh-og-bøh, hvorefter de måske kommer op med ... noget. Herefter spørger vi stille og roligt videre. I løbet af ca. 10 minutter er deres udsagn gennemhullet. Ryg dem ud af skuret med spørgsmål, de aldrig har stillet sig selv og aldrig har søgt et svar på.

Behøver jeg næsten at sige det?
Sluk for dit fucking TV!

Overlevelsestur - den skibbrudne og lynnedslaget

Jeg bor på landet. Jeg kan banke på hos mine naboer, og de har det med at banke på hos mig. Her få jeg at vide, hvordan man sliber en le, hvordan man brygger cider, hvordan man beskærer et æbletræ, hvordan man sylter blommer, hvordan, hvor og hvornår man sætter garn op i fjorden, hvordan man tætner er radiatorrør, hvordan man får brændeovnen til at blive tæt og brænde langsomt natten over, hvornår man skal så hvidløg, og hvad man skal gøre, så hjortene og harerne ikke æder alle ens grøntsager. Og hvis den ene nabo ikke ved det, man spørger om, så er der straks et bud på, hvem man skal spørge længere ned ad vejen.

Hvis du ikke bor i en landsby - og selv om du bor i en landsby - er YouTube på alle måder en genial opfindelse. Jeg kan stadig falde i svime over, så meget information der findes om det, vi glemte i industrisamfundet! Al den oprindelige viden finder vejen til genopstandelse- undskyld hvis jeg lige blev lidt religiøs her. YouTube og Internettet generelt er nu et kulturbevarende medie uden sidestykke og et modstykke til den udslettelse af viden og tradition, der kendetegnede det industrisamfund, hvis konsekvenser vi oplever i dag.

Hvem ved i dag, hvordan man bygger en båd til ingen penge? Det er der selvfølgelig et lille firma på nettet, der gør. De kan enten levere tegningerne med papirskabeloner til en kano, kajak, robåd, seljbåd, så man selv kan skære krydsfinerstykkerne ud. Herefter stripper man dem, taper med glasfiber og superlim og maler den. Det vil koste dig 500 kr. for tegningerne og noget lignende for krydsfineren. Læg dertil fiber, lim og evt. maling. Så er der årer/padler/pagajer og evt. et par hjul med remme til at rulle den ned til vandet. Måske i alt 2.500 + to arbejdsweekender. Det samme ville koste dig 17.000 som færdigbygget båd med tilbehør.

Hvor mange i dag er i stand til at fikse deres cykel? Jeg møder mange storbymennesker, der river sig i håret, bare deres knirkende misligholdte havelåge punkterer. Og så taler vi ikke om at skifte bremseklodser, pedaler og kabler og skille en kæde af. En cykel er ikke raketvidenskab, den kræver bare øvelse. At folk bortset fra nørderne har svært ved at reparere deres biler og motorcykler er til at forstå pga. al den præcisionsmekanik og elektronik, de er spækket med i dag. Men en cykel ...!

Gør-det-selv-kulturen har det sådan set fint nok, især i udkants-Danmark, som storbyboerne nedladende kalder alle andre end dem selv. Der er penge at spare, og det er noget, der tiltaler en nærig dansker. Men faktisk findes der ikke så få folk derude i periferien, hvis færdigheder kan konkurrere med professionelle håndværkere. De er motiveret af en blanding af respekt og disrespekt - og måske også grundet landlivet langsommelighed en ubrudt tradition. Altså respekt for kunnen, viden og gå-på-mod og respekt for håndværket. Men disrespekt for den professionelle håndværks-monopolisme og den stat, der har dæmoniseret 'sort arbejde' som var det fanden selv. Respekt for det gode, som fagbevægelserne gjorde for arbejderfamilierne et langt stykke hen ad vejen, disrespekt for den reaktionære forstokkelse, fagbevægelserne undergik for at beskytte hævdvundne rettigheder og pamperisme.

Dette handler dog ikke om fagbevægelsen, som blot har fungeret som den komponent i industrisamfundet, der skulle symptombehandle skadevirkningerne af industrialiseringen - læs: det industrielle slavesamfund. Det handler om alt det, som fagbevægelsen og dens medlemmer stadigburde have som i det mindste delformål: at holde fanen højt for fagene, for deres gamle og uvurderlige viden, og for at denne kunnen i forhold vores kultur ikke uddøde. De har valgt at mele deres kage og køre fagpolitik (læs: lønpolitik) i stedet for at hævde om fagene med faglig stolthed og omsorg.

Hvad skulle der til, for at genvinde denne oprindelige respekt for viden, håndværk og traditioner? Vi kunne prøve det af på et par scenarier, hvor vores overlevelse blev sat på prøve. Hvordan ville det se ud med viden, fag og kunnen, hvis benene blev slået væk under os og vi blev nødt til at mobilisere den oprindelige viden.

Den skibbrudne

Den ene scenarie er strandingen, den øde ø, skibbruddet. Mennesket hives ud af civilisationen og overlades til sin ensomhed og sine overlevelsesinstinkter. Kan civilisation og kultur genopfindes fra et nulpunkt?

Det andet scenarie er en ikke utænkelig situation, hvor en EMS, en Elektro-Magnetisk-Solstorm rammer Jorden. Det skete i 1859 og kendes under navnet 'Carrington-eventen'. Hvad gør den halvdel af jordkloden, hvis samtlige elektriske systemer bliver ødelagt på et par timer?

Dette er ikke et iscenesat 'reality'-tv-program, som for øvrigt intet har med 'the reality', virkeligheden at gøre. Folk er castede til at opføre sig egoistisk, og der er mindst 4 kameraer omkring den ensomme øboer = 4 kameramænd + 30 andre i 'the crew'.

Vi taler ikke om 'Robinson' på mainstream-TV. Vi taler om den ægte stranding. Hvad ville du gøre her?

Vi forudsætter, at du redder dig i land, hvorefter du vil lede efter andre overlevende. Da de ikke findes, leder ud efter deres vraggods. Herefter vil du tænke på din første nat på en ukendt ø - du ved måske ikke endnu, om det er en ø.

Har du tag over hovedet, når regnen kommer? Hvordan bygger du et tag, hvis du ikke har skærende værktøj? Et akut problem er frisk vand, for du kan ikke drikke havvand. Regnen kunne blive din ven, hvis du vidste, hvordan man opsamlede vandet. Og hvad med ild og brændsel? Herefter melder sulten sig. Et par frugter hænger og dingler, men kan du spise dem? Jægeren kommer op i dig, men du opdager ret hurtigt, at dyr er lynhurtige væsener, der har set, hørt og lugtet dig på lang afstand. Og hvordan bærer du dig ad med at fange og slå dem ihjel, når du aldrig har gjort det før?

Et overlevelsestrick for strandede er at genbruge deres eget vand. Vi antager, at du har hørt om fæmomenet, men for de fleste vil det vække afsky, da de har lært fra barnsben, at deres eget vand er vældig giftigt. Det har intet på sig andet end mytologi og tillærte barnagtige reaktioner. Vores vand er sterilt, det indeholder alle næringsstoffer, du har brug for, dets sammensætning er den samme som det, det ligner: blodplasma. Dit urin er dit blod - minus de røde blodlegemer, som kroppen beholder via den mest avancerede biologiske destilator, der findes: nyrerne. Du kan overleve en måned eller længere på recirkulering af dit vand. Eksempel: hvis de 45 passagerer på det fly, der i 1972 faldt ned i Andesbjergene og mistede al kontakt med omverdenen i to måneder, havde vidst dette, var de ikke forfaldet til kannibalisme, og størstedelen af de, der overlevede selve styrket og en efterfølgende lavine, kunne havde overlevet.

Et andet trick kræver også en vis overvindelse for det civiliserede menneske. Den nemme vej til proteiner er: insekter. Og larver og myrer har svært ved at stikke af, så de er betydelig nemmere at fange end en kanin eller en fugl. Problemet er at vide, hvilke insekter, der ikke er giftige. Hvis de smager dårligt rå, er de nok giftige. Men 100 g myrer eller fluelarver er protein nok til en uge. Her kunne vi lære noget, for det er almen viden blandt såkaldte naturfolk og gamle kulturer, fx. den mexikanske, de afrikanske og de asiatiske.

Lad os sige, at det herefter lykkes dig at nedlægge en fugl, stjæle nogle æg, finde brænde og lave bål. Lad os antage, at du finder frugter, der ikke tager livet af dig, og at du ikke bliver ædt af dyr, stukket af giftige insekter, bidt af slanger og scorpioner eller simpelthen ædt af et større rovdyr. Vi antager i det hele taget, at vejret er halv- eller heltropisk, og at du ikke er frosset ihjel. De første dage og dernæst de første uger er altafgørende. Her har du allerede genlært og mobiliseret nogle af de vigtigste færdigheder, der har holdt mennesker i live i hele menneskehedens historie. Du skal nu befæste dine færdigheder og ikke sætte dem over styr.

Her kommer teknologien ind i billedet. En halv kokosnød og en stort blad bliver til en skål/kop/bæger. Sammenflettede nælder eller andre lange fibre bliver til reb. Sten bliver til slagtøj/hammer/kværn. Grene, blade og jord bliver til bygningsmaterialer. Hvad sover du på, hvad holder dig varm om natten? Som kanoturist i de svenske søer og skove ved du måske, hvad mos kan bruges til. Noget lignende findes i troperne.

Vi siger, at du som den skibbrudne en dag lykkes at fange en ged, en gris, en hjort, eller hvilket som helst stykke bio-diversitet på stedet. Måske er den kommet til skade og er et let bytte. Her finder du ud af, at skindet bliver til nyt tøj, tarmene bliver til strenge. Hvad med en bue med spundne tarmstrenge? Det kræver selvfølgelig, at du ikke ødelægger det men har en intuition for materialet. Det siger vi, at du har, for ellers var du omkommet for længst.

Den skibbrudne bygger sin første tømmerflåde og fanger sin første fisk. Mere teknologi. Harpunen er lavet af en spids gren, snoren er din første mesterstykke indenfor tekstilfremstilling. Du har lavet en ruse af tynde flettede grene. Ild er nu en rutine at skabe. Du har bygget en stort kar af en træstamme til at opsamle regnvand, og du ved nu, hvor på øen, der findes vand, frugt, fugleæg, og dyr, der kan fanges. Din fysik og immunsystem er på toppen af udendørslivet og jordforbindelsen.

Kogning kræver ildfaste kar, men stegning kan foretages med et spid og bagning ved at varme sten op, pakke kød og grøntsager ind i blade og dække det til i længere tid. Fisk kræver kort tid. Altså medmindre man er i stand til at æde råt kød, hvilket giver den optimale næringværdi - men en anden kulturel blokering sætter ind her. Og hvis du kommer til at spise råt kød fra et dyr med parasitter, er du på spanden.

Du ville som skibbruden eneboer sandsynligvis gennemløbe en fraktal af menneskehedens evolution. På et tidspunkt tager du skridtet og indfører landbrug. I stedet for at jagte gederne, hegner du dem inde, malker dem og laver uld af deres hår. Du planter måske din yndlingsfrugt, så den laver en busk lige udenfor dit hus.

Hvad der sker med dig, ved vi ikke. Måske omkommer du, måske bliver du opdaget og samlet op en dag. En prognose? 9/10 eller flere ville nok omkomme.

Lynnedslaget

Den skibbrudne er måske i virkeligheden den heldige sammenlignet med det næste scenarie, for han har kun naturen som fjende, og i det øjeblik han genopdager sin egen natur, så bliver den hans ven igen.

Lad det være sagt med det samme: dette er ikke en egentlig lovsang for 'survivalisme' og at du straks må fylde kælderen med konservesdåser, pulversuppe og håndvåben. Altså Dommedag er nær, systemet bryder sammen - det gør det i øvrigt, for det er systemisk indkodning, men det sker ikke fra den ene dag til den anden. Visse steder i verden vil det måske være en god ide lige nu, og håndvåben er bestemt ikke at foragte. I modsætning til hvad politisk korrekthed påbyder os at mene, så er det i USA i de områder, hvor der er flest håndvåben hos private, at der er mindst lovløshed. Vi taler ikke her om visse kvarterer i L.A., men man kan næppe kalde organiserede bandemedlemmer for en tilfældig 'privatperson'. Hvis det fx. lykkes den amerikanske regering at forbyde våben, så har alle banderne adgang til våben som altid, og borgerne kan hverken forsvare sig mod bandernes overfald eller mod deres fascistiske regering.

Dette er mere et tankeeksperiment. Desværre er det, hvilket de færreste gør sig klart, et realistisk scenarie. Vores civilisation kan sammenlignes med stædige indbyggere på skråningen af en vulkan. De ved inderst inde, at den bryder ud en dag, men indtil da går livet videre. Lad os forestille os det store 'lynnedslag' i form af en elektrisk solstorm af stor styrke, der er så uheldig at ramme Jorden frontalt. Det skete i 1872 i et vist omfang og tog dengang samtlige telegrafstationer ud i den vestlige del af jordkloden, hvilket stort set var alt, hvad der fandtes af større elektriske systemer dengang. At de færreste har hørt om denne event skyldes, at den ikke var så katastrofal grundet den ringe udbredelse og afhængighed af elektriske systemer. Telegrafen var til at overse og kunne repareres.

I dag ville situationen være en helt anden, da ALT er bygget op på elektricitet. Al kommunikation går ned, alt lys bliver slukket, al centraliseret varmeproduktion ophører, al digital lagerkapacitet bliver udraderet. Hele kulturen nulstilles - inklusive din skattegæld. I 1872 fortsatte de allerfleste funktioner uantastet, da der ikke var elektronik involveret. Lamper kørte på olie, petroleum, gas eller stearin. Toge og skibe kørte på damp og sejl. Varme var på brændsel eller kul. Der var stadig hestevogne. En cykel krævede - og kræver stadig ikke elektricitet. Brændekomfuret var centrum for ethvert hus.

Hvis vi blot ser helt bort fra den ondeste del af scenariet - sammenbruddet af kølesystemerne og nedsmeltningen af samtlige atomkraftværker på halvdelen af kloden, hvilket reelt ville udslette menneskeliv på Jorden et par millioner år - så ville udfaldet af elektricitet være en lammelse uden sidestykke.

Man tør næsten ikke tænke på de scener af kaos, der ville udspille sig i storbyerne, hvor folk ville løbe amok for at skaffe sig mad og vand. ALT i en storby bygger på en logistik, hvor forsyninger kommer udefra. I en sådan situation, vil det faktisk være en fordel at bo udenfor lands lov og ret. Graden af selvforsyning er langt større ude på landet.

Man kan gætte på, om byboerne ville oversvømme landdistrikterne, men mit gæt er, at det ville de ikke. De ville putte sig i deres små mørke æsker, hvor der trods alt er lås på døren og tag over hovedet. Transportmidlerne er i øvrigt brudt sammen og elektronikken i bilerne er røget sig en tur, så de har svært ved at komme nogen vegne.

Selvforsvaret

En tingest, der fungerer uden elektronik, er stadigvæk en pistol. Og den har stadig kun det potentiale, som intentionen hos dens indehaver står for. I hånden på gangsteren er den et mord- og trusselsvåben. I hænderne på familiefar/mor og ældste barn i familien er den et beskyttelsesvåben. I hænderne på farmeren er den et jagtvåben. I hænderne på regeringen er den ... ja hvad er den da? I det omfang regeringer er blevet redskaber for de internationale bankkarteller, verdens største mafiaorganisationer, så er den et undertrykkelsesvåben.

Der er bare et problem med regeringerne og deres institutioner. Lige så snart deres ansatte ikke får løn længere - og husk, vi har i mellemtiden fået det digitale pengesamfund - så går de hjem. Politi og militær kører videre en stund, men så går de i opløsning. Disse organisationer er gearet til 'normale' katastrofer, men ikke til denne her. Hjemmeværnet er nok de sidste, der giver efter, men de er heller ikke lønnede.

Her er vi så ved modbølgen til kaos, for midt i det hele vil folk finde sammen som aldrig før. Der gemmer sig uanede ressourcer i mennesker, når de rammer nulpunktet. Det kan godt være, at en stor del af befolkningen i dag er blevet midlertidig insektificerede eller til selv-zombificerede iPhone-sociopater, men situationen ville være en kollektiv kold tyrker, og mange ville vågne brat fra deres årelange smartphone-søvn og begynde at - uhuh, scary shit! - at tale med deres naboer, deres forældre og folk på gaden. Den evige gymnasiefest er omme, og virkeligheden er ankommet.

Vi kan observere fænomenet i mindre doser, når der sker en generel strømafbrydelse som fx. sidst i 90'erne, hvor et par større svenske kraftværker gik i stop, og da Danmark købte strøm her, så gik København i sort i flere timer. Javist, der var den karakteristiske lyd af butiksvinduer, der blev smadret nede i gaden, fordi tyvene så deres snit. Men generelt begyndte helt tilfældige mennesker at tale med andre helt tilfældige mennesker på gaden og i standsede S-toge. Zombie-forhekselsen af tavse mennesker, der til dagligt sad skulder om skulder i et tog uden at tale sammen, blev brudt på 10 minutter, og naboerne i kareen, der aldrig før havde vekslet et ord, opdagede hinanden. Jeg husker, at jeg blev ringet op og bedt om at hente en 4-års pige i en børnehave, da hendes mor ikke kunne komme hjem.

Der gik et skjult beredskab i gang. Danskerne under 2. Verdenskrig mobiliserede deres bedste egenskaber. Dem glemte vi så igen, da velfærden satte igennem, og 70 år senere er vi en stak ignorante, degenererede forbrugermaskiner med højst tvivlsom empatisk formåen. Men jeg vil gerne byde ind med, at denne tornerosesøvn, denne søvngængertilstand vil blive kraftigt forstyrret, når strømmen ryger. Overlevelse er ikke bare dyriskhed, det i allerhøjeste grad også menneskelighed. Når TV'et, danskernes største narresut, går ud af drift - og der skal ikke lyde beklagelse fra min side - opdager de, hvad de er for nogle væsener.

Der gik altså et skjult beredskab i gang. Vi så det under 2. Verdenskrig, hvor danskerne mobiliserede deres bedste egenskaber. Dem glemte vi så igen, da velfærden satte igennem, og 70 år senere er vi en stak ignorante, degenererede forbrugermaskiner med højst tvivlsom empatisk formåen. Men jeg vil gerne byde ind med, at denne tornerosesøvn, denne søvngængertilstand vil blive kraftigt forstyrret, når strømmen ryger. Overlevelse er ikke bare dyriskhed, det i allerhøjeste grad også menneskelighed. Når TV'et, danskernes største narresut, går ud af drift - og lige her skal der ikke lyde beklagelse fra min side - opdager de, hvad de er for nogle væsener.

De mennesker, der ville være bedst gearede til at overleve, ville i første omgang være de fattigste mennesker i landdistrikterne i Europa. De er i forvejen vant til et simpelt liv. Deres teknologi er gammeldags. Jeg har mødt dem i landsbyerne i Rumænien. Den gamle vandpumpe med håndtag er stadig i brug. En hestevogn er stadig et almindeligt syn. En le og et segl er stadig en del af inventaret. De ville næsten have for meget korn, til at de kunne høste det, når mejetærskerne brød sammen. Men byboerne ville ivrigt valfarte og tilbyde sig som høstarbejdere. De fattige landboere kender stadig de gamle metoder til konservering af madvarer.

Dem, der klarede sig bedst under 2. Verdenskrig var fx de bønder i polske landsbyer, der ikke lige blev plyndret af bolsjevikiske horder, for de havde alle varer og grise og høns gik stadig rundt ved gadekæret. Da Sovjetstaten lukkede ned, kom der en enorm opblomstring af den gamle russiske havekultur, der består af små træhytter med tilhørende køkkenhave, som ligger i en bred rand omkring Moskva. De forsynede dengang som i dag hele byen med grøntsager.

I Irland og Skotland burde de ikke løbe tør for brændsel på landet. De gamle tørvegravninger ville få et boost. Waliserne og folk i byerne i the Midlands i England ville genåbne de kulminer, som Thatcher nedlagde. Grønlænderne ville genoplive tranlampen og sælfangsten, og da skibene ikke ankom i længere tid med forsyninger af sprut, ville de pludselig være ædru. De lokale fiskerkulturer i Atlanten, Middelhavet og det Baltiske Hav ville pludselig være udenfor EU's åg. Havet ville få en tiltrængt pause, da hi-tech kutterne med bundtrawl er gået helt død. Fjordfiskeriet med årer, garn, ruser og snøre ville derimod få en renaissance, og sejlbåden ville atter komme i høj kurs.

Den bonde, der har 500 får, er pludselig en rig mand, for fårene er fuldstændig ligeglade med en solstorm. Så længe der er uendelige græsmarker på jorden, er de lykkelige. Bonden skal nok til at passe på krybskytter og fåretyve, men hans hund vil opdage dem, og han har et lager af haglpatroner. Den gamle kunst med at håndfremstille patroner ville blive genoplivet meget hurtigt.

Selvorganisering

Det mest interessante ved en sådan krise er måske, at folk vil komme ud af hulerne og op af sofaerne og begynde at organisere sig. Det store elektriske nedbrud er samtidig formynderstatens sammenbrud. Lokalinitiativets dage er ankommet, og staten kan simpelthen ikke længere lukrere / parasittere på befolkningen. Staten bliver med ét hug overflødig, og folk opdager, at staten i virkeligheden ALTID har været overflødig. Staten har hævdet, at dens borgere var hjælpeløse, at de derfor havde brug for, at staten forsynede dem med ALTING, og at staten havde ret og nærmest pligt til at kræve lydighed, underkastelse og skatter af dens undersåtter. Den demokratiske stat fremstår lige pludselig som det, den rent faktisk er: en opdatering af feudalstaten.

Kejseren står lige pludselig dér i bar røv. If you want things done, do it yourself! Hjælpen udebliver, og folk glemmer kejseren og begynder at fokusere på deres eget liv.

Der dannes lokale råd, folk tager stilling til beslutninger udfra sund fornuft og reele behov, folk indser, at de har ressourser, der er ikke de ressourcer, som staten har udnævnt dem til. Lige pludselig er de individer og ikke blot personel. Som individer har de nu mulighed for at tilslutte sig de løsninger, der fremlægges af andre individer med visioner og indsigter. Var det i øvrigt ikke det, demokratiet oprindelig handlede om?

I den post-demokratiske, sen-industrielle æra er der forskellige spørgsmål, der bør stilles. Vi burde have stillet dem for længst, og som dansker burde vi have stillet disse:

• Hvor blev husmændene af?
• Hvor blev fagbevægelserne af?
• Hvor blev sparekasserne af?
• Hvor blev andelsbevægelsen af?
• Hvor blev landsbyskolen af?
• Hvor blev den lokale brugsforening af?
• Hvor blev miljøbevægelsen af?
• Hvor blev politikeren med et kald af?
• Hvor blev samtalen af?
• Hvor blev demokratiet i øvrigt af?

Svaret er, at industrialismen, globalismen og post-demokratiet nakkede dem alle sammen, for de stod i vejen industrialisterne, globalister og post-demokraternes fremfærd mod den globale monsterstat. De blev opkøbt, opslugt, korrumperet, transformeret og ind-korporeret. Bevægelserne var folkelige bevægelser og indeholdt allesammen den grundtanke, at samfundene var for folk, der fandt sammen, og at folkenes samfund burde organiseres efter folkenes behov. Industrialisterne var af den opfattelse, at samfundene burde indrettes efter industrialisternes begær, og da de havde midlerne og magten til at sætte deres begær igennem, er det blevet sådan.

I det 20. århundrede tabte befolkningerne denne krig, som de ikke så var en krig - mod dem selv! Det glid, der har fundet sted, er sket i to tempi:

• Hurtige, voldsomme og traumatiserende begivenheder, der har slået benene væk under folk og fået dem til at miste perspektivet og den sunde fornuft.
• Langsomme, umærkelige begivenheder, hvor folk blot en dag opdager, at noget har forandret sig, noget er forsvundet og noget er ankommet i ly af natten, og mens man var optaget af at hygge-putte sig.

Da strømmen ryger vil disse folkelige bevægelse blive genoplivet. Ikke som et stykke organiseret og designet ideologi, men som en følge af et akut behov: bevæg jer eller omkom!

Nøjagtig hvordan dette vil finde sted, er umuligt at sige. Vi er ikke 'fremtidsforskere', disse herlige typer, der kalder deres hjemmelavede gesjæft for videnskab, selvom det er gætværk. Vi er heller ikke en 'tænketank', disse herlige ideologifabrikker, der leverer bestilte varer til erhvervsliv og politiske partier. Vi gør i princippet det samme, men uden 'strings attached' og uden bestilt vare, der skal leveres.

Græsrodsbevægelser har haft en tendens til at ligge under for ideologiske græsslåmaskiner og grønthøstere. Mange af disse har været styret ovenfra eller fra siden eller har været infiltrerede. Vi ved, hvordan NGO-organisationer på stribe ('Hvor blev miljøbevægelserne af?') og journalister har været targets for de store efterretningsvæsener. Der er en grund til, at russerne forlangte af alle NGO'ere, at de skulle gøre rede for, hvem der betalte for deres virksomhed – de fleste viste sig at være agenter og blev derfor smidt ud af landet. En kendt tysk journalist skrev for nylig en bog, hvor han risikerer sit eget liv. Han fortæller med stor flovhed set i bakspejlet, hvordan ikke blot nogle men et flertal af vestlige udenrigskorrespondenter har ladet sig hyre af CIA og lignende væsener. Han kan kun gøre det, fordi han er single og tæt på pension – de kan ikke true hans karriere eller hans familie, som de har for vane.

Men græsrods-organisationer, der opstår spontant i et vakuum, hvor regerningerne og de globale organisationer med speciale i mind-fucking har mistet deres redskaber, er som udgangspunkt ikke korrumperede. Folk opfinder på stedet måder at udveksle ressourcer på ('Hvor blev sparekasserne af?') og lokal pengeøkonomi ser for første gang dagens lys i de samfund, hvor den slags har været bandlyst – Danmark som eksempel. Den indlysende ide med 'time-banking' bliver pludselig aktuel. Du investerer x-antal timers arbejde, som du registrerer i banken, hvorefter du kan hæve det samme antal timer, når du har brug for et stykke arbejde, du ikke selv kan udføre. Alle kan noget, som de er særlig gode til. I Danmark har det været undertrykt som 'sort arbejde', nu bliver det arbejde for lokalsamfundet.

Hvor blev husmændene af?

Dette har altid undret mig. Der er overhovedet ikke en naturlov, at småbrug, der producerer egne varer, er urentable. De er blevet gjort urentable via det netværk af misbrug, som korporationer og karteller aka industrialismen og forbrugerismen har påført verden. Lad os heller ikke overse, at det overforbrug, som de samme korporationer og karteller har forført menneskeheden, og som menneskeheden er hoppet på, har medført, at reel bæredygtighed – dette herlige ord, som bla. Agenda 21-folk og andre politisk korrektheds-pushere strør om sig med - som altid har kendetegnet husmænd overalt i verden, er saboteret. Vi har overhovedet ikke de behov, vi er blevet bildt ind, og som vi har bildt os ind. Denne behovs-korruption er et af hovedprodukterne i industrialismen.

En husmandsfamilie anno 1914 – og vi taler ikke om dem midt i Imperiets perfide krigszone i Europa – kunne sagtens overleve med 4 tønder land, en stak kreaturer og deres traditioner for hushold i behold. I byerne var alle sidegader befolket af butikker og værksteder drevet af 'byens husmænd', MK. Iværksætterkultur og 'innovation' var ikke noget man sponsorerede og holdt fine taler på business-konferencer om. Det var noget, der simpelthen fandtes. Det opstod simpelthen. Det skete simpelthen. Det trivedes simpelthen. Vores samfund er simpelthen bygget på den slags, men vi har glemt, hvor vi kom fra, og hvad der skabte os.

Vi er i dag historie- og traditionsløse, for vi er blevet til forbrugere af præfabrikeret histore og simuleret tradition. Med industrialismen indfandt den store amnesi / den store glemsel sig. Med strømafbrydelsen genindfinder den sig igen, først i stumper og stykker, senere i helheder. Pludselig er vi alle sammen husmænd, håndværkere og små handelsfolk. Eller rettere: pludselig udfører vi alle sammen frivilligt arbejde, som på sigt bliver til lokale erhverv.

Det sker lige nu

Lad os back-tracke. Scenariet er tænkt, selvom det på ingen måde er fortænkt. Det er – desværre – hyper-realstisk. Men andre events kan fremprovokere og fremprovokerer i skrivende og læsende stund, hvad der er beskrevet ovenfor. Det sker lige nu!

Lige så slow-motion den globale elite - eller hvad fanden de kalder sig – har iscenesat en korruption af menneskelivet, ligeså slow-motion sker der et tilbageslag. Selvorganiseringen / tilbageerobringen af suveræniteten er non-lineær. Den finder sted i samme øjeblik, folk opdager, at de har levet i et stort bedrag, og at de har brugt det meste af deres liv på at stikke af fra virkeligheden, fordi den gjorde så ondt. Virkeligheden er grim som ind i helvede, og vi har for en stund købt os fri fra at se den i øjnene.

Først når vi tør se virkeligheden, som den er – og det inkluderer vores historie som den er og IKKE, som den er skrevet af 'historieskriverne' – først da kan vi komme videre.

Dumhedens mange ansigter

af morton_h, the blogger

Hvorfor er folk så dumme i dag?

Hvor kommer al den dumhed fra?

Er dumhed det modsatte af intelligens?

Er der altid tale om dumhed, eller er der noget andet på færde?

Dumhed er blevet en epidemi. Dumhed er overalt. Du kan ikke gå udenfor en dør uden at møde dumhed. Hvis du virkelig vil opleve dumhed, så skal du tænde for et TV-apparat. Her vil du opleve dumhed sat i system.rn

Dumhed vælter ud af munden på folk, når alvorlige emner berøres. Beslutningstagere synes at være dopet med dumhed. Medier er fyldt til randen med dumhed.

Definér dumhed

Hvad er egentlig dumhed?
Først og fremmest kan det ikke siges ofte og stærkt nok: hvis en person blankt indrømmer sin uvidenhed og formulerer et spørgsmål ud fra denne erkendelse, er vedkommende allerede milevidt fra at placere sig som dum og har allerede taget et afgørende skridt bort fra dumheden.

Der findes konstruktiv dumhed. Den er akut og er dynamisk. Vi begår alle dumheder grundet i uvidenhed, for vi kan ikke erfare på forhånd. Akut dumhed er en potentiel velsignelse. Det springende punkt er, om vi tager ved lære eller bliver ved med at jokke rundt i den. Rædslen for at begå dumheder er for så vidt lige så malplaceret som angsten for at indrømme allerede begåede dumheder.

Ikke-konstruktiv dumhed - og det er den, vi taler om her - er kombinationen af uerkendt uvidenhed og en særlig højrøstet, ofte arrogant form for påståelighed. Den er kronisk og statisk. Det dummeste, man kan gøre i hele verden, er at udnævne sin manglende viden til at være fuldt kvalificeret til at udtale sig om hvilket som helst emne. En af tidens mest almindelige former for dumhed er, at så mange slipper af sted med reelt at blamere sig uden at blive konfronteret med deres vrøvl og påståelighed. 

Denne form for dumhed findes man ofte hos veluddannede mennesker, der er intelligente nok til at tage en uddannelse, men som af forskellige årsager ikke er kommet på sporet af utilstrækkeligheden af deres reelle viden om verden, men som mener, at deres grad af uddannelse i sig selv er tilstrækkelig.

Dumhed og religion
Der er en underlig religiøs aura omkring dumhed. Hvis man var ude af stand til at udføre egentlig tænkning, kunne man i førhen som regel slippe af sted med at henvise til en eller anden hellig bog. Man skulle blot copy-paste et par kerne-udsagn og lægge ansigtet i de rette folder. I dag kan man slippe af sted med at citere et fjernsynsprogram og en såkaldt ekspertudtalelse, som om disse besad en form for ophøjet hellighed - og i øvrigt bruge de samme ansigtsfolder. Dumhed er nu som dengang helt legitim, og man behøver aldrig at forholde sig til den, ligesom man aldrig behøver at forholde sig til det, der serveres i form af præfabrikeret plastikviden. Tro har erstattet viden igen, vi synes at være hastigt på vej ind i en ny mørk tid, en ny åndelig middelalder.

Forskellen på den oprindelige middelalder i Europa, det mørke, der havde sænket sig over kontinentet vha. kirkens monopol på viden og storstilede røveri og underkuelse af netop dén viden, der altid havde tilhørt folk, men som kronen og kirken nu havde gemt af vejen og forbudt ved lov - og den middelalder, vi ser ankomme i dag er, at også de veluddannede, de såkaldt vidende, er ramt af den. I middelalderen var der ingen veluddannede udenfor adelen og gejstligheden, for viden var deres magt, og folks uvidenhed var befæstningen af denne magt. Nutidens religiøse-politiske-ideologiske-videnskabelige dumhed er meget værre end fortidens, fordi den udgiver sig for at være rationel.

Splittelsens dumhed

I dag er et af dumhedens mange ansigter, at viden er ekstremt og uhensigtsmæssigt specialiseret og fragmenteret. Akademia er forvirret på et højere plan. Man spørger sig ind imellem som tænkende menneske, om det mon i virkeligheden er hensigten? Der er så meget viden, at det burde være muligt at løse alle menneskehedens problemer ved, at de klogeste hoveder stak disse hoveder sammen og samlede det store puslespil. Men der har bygget sig enorme afhængighedsindustrier og magtstrukturer op omkring netop: uvidenhed, uduelighed, sygdom, konflikt og magtesløshed. Det er 'stupidity by design'.

Nogle af de dummeste diskussioner, man kan føre i dag, er med højtuddannede mennesker, der er så sikre i troen på deres egen videns-fuldkommenhed, at de ikke opdager deres døde vinkler, hvori både løgn og latin stortrives.

Et af instrumenterne for fordummelse af intelligentsiaen i et nutidigt samfund er politisk korrekthed. Det er beskrevet detaljeret og historisk andetsteds som en raffineret form for organiseret intellektuel dumhed baseret på skyld, skam og social kontrol under dække af videnskabelighed og høj moral.

Frygtens dumhed

En overset komponent i dumhed er frygt og dens stærke motivation. Folk holder hellere sig selv hen i selvvalgt dumhed end at være nødt til at tage stilling til særdeles ubehagelige videnskomplekser. Vi er blevet angste for egentlig tænkning, så vi bruger hellere en masse energi på at uddrage os tænkning end at gøre det stykke hjemmearbejde, som det kræver.

Resultatet af egentlig tænkning skræmmer os mere end noget andet.

• For sæt nu - og vores underbevidsthed er klar over, at det et netop sådan, der forholder sig - sæt nu, at den postulerede viden, der er hældt i hovedet på os, så længe vi husker, ikke holder vand?
• Sæt nu, at samme postulerede viden har haft et andet formål end at gøre os vidende?
• Sæt nu, at nogen har løjet for os i stor stil, systematisk, indædt, uafladeligt?
• Sæt nu, at det, vi mener at vide, og som vi har valgt at tro på i så høj grad, at vi kalder det viden, ikke er sandt?
• Sæt nu, at vi ikke længere kan stole på dem, der har sagt, at de passer på os og hævder, at de har den oprigtigste interesse i vores velbefindende?
• Sæt nu, at vi og vore forældre og deres forældre har arbejdet hele deres liv, betalt halvdelen af alt, hvad de tjente og er gået i graven ud fra et formål, der nu viser sig aldrig at have været i deres interesse?
• Sæt nu, at alle de store krige i det 20. århundrede viser sig at have været totalt formålsløse set ud fra nationernes og folkenes interesse med derimod i højeste interesse hos en udspekuleret elite, som løj, før de forførte folk til krigen, som løj, mens de dirigerede krigen, og som løj, da det skrev krigens historie bagefter?
• Og sæt nu, at de er i fuld gang med det i dette øjeblik, fordi vi og vore forfædre aldrig så, hvad det var, der skete og aldrig identificerede denne ... lad os bare bruge ordet: ondskab, og dermed uden at vide det har givet dem lov til det?
• Sæt nu, at vi selv er medskyldige på grund af vores ... dumhed?!
• Og sæt nu, at denne dumhed er en del af regnestykket uden hvilken, verden aldrig havde kunnet tage kursen mod afgrunden?

Sæt nu. Jeg ser tre kinesiske aber for mig. Det er bedre ikke at vide. Ikke se, ikke høre, ikke tale. Ignorance is bliss. Middelmådighed er sikkerhedszonen - så længe den holder. Det giver begrebet dumhed en anden drejning. Det er ikke noget, vi lider af. Det er noget, vi har valgt. Dummere er vi heller ikke. Eller rettere: SÅ dumme er vi altså!

Den feje dumhed

Er dumhed i så fald undskyldelig? Well. Vi er uden tvivl opdraget og uddannet til at være dumme. Skolesystemerne pumper folk fulde af bly! Dette giftige tungmetal uddriver til sidst enhver form for nysgerrighed og sund spørgelyst fra skoledrengen og -pigen til en grad, så de som voksne mennesker til sidst vil flygte over hals og hoved, hver gang egentlig viden ankommer. 

Men viden bliver hermed også et moralsk anliggende. Hvis man som en kujon vælger at flygte fra viden, så pådrager man sig et ansvar. Man ved, at der er noget, man burde vide, men vælger at frasige sig sit ansvar for at vide. Eller er det blot åndelig dovenskab? Måske, men fejheden er langt mere bekymrende. Når man vælger at stikke halen imellem benene, har man allerede under- og ubevidst og uerkendt en viden om, at der er noget, man stikker af fra. Man vælger at lukke øjnene, man tilsidesætter den indre stemme kaldet samvittigheden, der taler til én.

Det minder om en leg, vi legede som børn. Vi snurrede en flaske for at vælge en person, der 'var den', hvorefter alle styrtede afsted for ikke at 'blive den'. Det kunne være med eller uden bold, men blev vi ramt af bolden, blev vi NØDT til at forholde os til det. Først da ...

Vi løber som små børn i alle retninger for ikke at blive ramt af bolden. Når vi først vednoget, kan vi ikke undslå os at gøre noget ved det. Det synes at være spillets regel, så vi søger for næsten alt i verden ikke at få noget at vide, for så bliver vi jo nødt til at gøre noget.

Dumhed sat i system

Dumhed er systemisk og institutionaliseret. Når karakteren Zypher vælger at blive genindsat i The Matrix og, som hans navn siger det, at blive et zypher / et ciffer / et tal igen, så vælger han dumhedens velsignelse, 'I want to remember nothing, NOTHING!' Af dumhed er du kommet, til dumhed skal du blive, og af dumhed skal du igen opstå.

9/11 er nok det grelleste eksempel på, at folk for alt i verden ikke ønskede at vide, hvad der foregik. Mange, rigtig mange mennesker i dag har fornemmet, at der var noget, der var rivende galt. Men hvis man taler med dem og bringer substans på banen, så ser de helt forkerte ud i hovedet. Nogle af dem siger endog direkte, at de godt ved, at der var noget dér, men at de helst ikke vil tale om det. Hvis de først begynder at tale om det, bliver dette 'noget' bare til virkelighed, og så bliver de nødt til at forlade den skrøbelige tryghed, der ligger i det store kollektive laden-som-om.

Dumhedens korruption

Når du først har bygget sit liv på valgt dumhed, fanger bordet. Du har investeret sin interesse i dumhed, du har ladet sig korrumpere af dumhed. Du har valgt dumhedens vej på et tidspunkt af dit liv. Måske har andre valgt det meste for dig, men stadigvæk: du har ikke fravalgt andres valg.

Du har set valget som værende til din fordel. Du har valgt det, for at tækkes andre. Du havde en dårlig smag i munden, men du turde ikke stille dig udenfor visse personers selskab, som på et tidspunkt i dit liv gav dig identitet. Altså 'identitet' i betydningen 'at være ligesom'. Ikke 'at være i sig selv'. Du blev identisk med. Du opgav at være den, du var eller kunne blive for at efterligne.

Og så valgte du dumheden, og nu klæber den til dig. Du er kompromitteret af dumhed. Dumheden har sin egen inerti. Du er blevet misbruger af dumhed. Du søger endog at dulme din egen dårlige samvittighed og smag i munden ved at overtale andre til at følge den samme dumhed.

Dumhedsindustrien
Dumhedens værste egenskab er, at den bebor kollektivet. Vi er ALTID dummere i flok, end vi er som individer. Og når vi opfører os som dumme får i en flok, kan vi være sikre på aktivitet fra to sider: ulven udenfor flokken og hyrden og hans hund, der siger, at han passer på os. Gør han så det?

Ja, hvis det er i hans interesse at sørge for sin faste forsyning af lammesteg og uldsokker. Vi er i dag i den groteske og for mange mennesker ubegribelige situation, at hyrden har to flokke, som han fodrer og passer: fårene OG ulvene. Ulven er en del af styresystemet uden hvilken fårene ikke siger mæh på den rigtige måde og løber i den rigtige retning.

Viden bliver af hyrderne regnet for det farligste i hele verden. Viden kan true deres hele eksistens, og derfor er en udbredt og omfattende grad af dumhed et must for dem. Og derfor er en af de største industrier på planeten den, der massefabrikerer dumhed. Det er ikke blot én industri, det er et helt mega-kartel af industrier, der, mens de producerer alt muligt andet, som vi har gjort os afhængige af, producerer dumhed som sidegevinst. Der er et stort marked for dumhed, da den har så mange ansigter.

Lige nu arbejder dumhedsindustrien fx. på at skabe bagtæppe, grobund og snotforvirret folkeligt incitament for endnu en verdenskrig. Den kunne starte i Ukraine. Det ville i så fald være 'the dumhed to end all dumheder...'. Her vil det så vise sig, at hyrderne, som mener sig selv beyond dumhed, selv er forgiftet med dette stads, og at den største dumhed, før krigen brød løs, var, at vi stolede på dem, der var sat til / havde sat sig til at lede os. Vi troede, dumme som vi jo var, at de vidste, hvad de gjorde. Men de anede ikke en hujende fis!

Dumhed på et højere plan
Det samme galt alle de hårdtarbejdende og ivrige videnskabsfolk, der har leveret teknologien. De vidste en masse om, hvordan den skulle udvikles, men intet, absolut INTET om, hvad deres arbejdsgivere havde tænkt sig at bruge den til. Niels Bohr opdagede det og skrev harmdirrende sit berømte brev til FN. Einstein vidste det. De nazistiske videnskabsmænd, der lod sig eksportere til USA og Argentina lige efter WW2 vidste det. Men hvad 99.9999% af menneskeheden ikke vidste var, at nazisterne og japanerne allerede havde atomvåben før krigen og brugte dem under krigen. En lige så stor %-del ved i dag heller ikke, at USA, Israel og NATO flittigt bruger atomvåben nærmest hver dag. Fellujah-provinsen i Irak flyder med afberiget uran fra såkaldte 'strategiske' atomvåben. Folk dør som fluer af kræft og føder sjove børn. Den libyske ørken ligeså. For nylig fyrede israelerne én af udenfor Damaskus.

Hele kapitlet om Syrien flød over med iscenesat dumhed i Vesten medier. Men midt i al den overvældende flodbølge af dumhed, eller skulle man sige fordummelse, lykkes det alligevel mange mennesker at få færden af, at noget meget dumt er på færde. Vi må ikke glemme, at de var de amerikanske og britiske borgere, der sagde nej til en åbenlys krig mod Syrien (den var allerede i gang ikke-åbenlyst). De så det, og de løftede røsten.

Men så var der allerede et nyt stunt klar til udrulning: Ukraine. Hvor det i Syrien var købte og betalte islamiske fascister, der skabte kaos, er det i Ukraine købte og betalte nazistiske fascister, der i dag skaber kaos.

Der foregår altid en krig på to fronter: hjemmefronten og udefronten. Hvis ikke hjemmefronten kan vindes, kan udefronten ikke finde sted. Og masseødelæggelsesvåbnet rettet 24/7 mod egne borgere er altid: DUMHED! Skulle dumhedens morfologi beskrives fyldestgørende ville de blive til DUMHEDENS ENCYKLOPÆDI. 

_______________________

Jamen, findes der ikke kloge mennesker i denne verden? Selvfølgelig gør der det. Vi er alle potentielt kloge. Det er bare sådan, at vort højere selv og de ægte kloge mennesker har den egenskab tilfælles, at de ikke skriger i megafoner. Deres stemme er nem at overdøve. Snedighed og smarthed er én ting, klogskab er en anden. Klogskab er utænkelig uden moralsk integritet. Snedighed har det ofte bedst uden.

• Virkelig kloge mennesker holder sig som regel ude af politik vel vidende, at de ville komme selskab med alle de dumme, skrighalsene og de magtliderlige. Magtens korridorer har den egenskab, at de tiltrækker folk, der enten allerede er korrupte eller som let lader sig korrumpere. Gandhi og Luther-King er de ekstremt sjældne undtagelser, som af samme grund stikker voldsomt ud. De blev begge myrdet for det.
• Virkelig kloge mennesker findes selvfølgelig i akademia, men ofte vælger de denne verden fra før eller senere, da de har set, hvordan dumheden på højeste niveau trives her og i sidste ende ville forhindre dem i at tænke en ærlig tanke.
• Virkelig kloge mennesker har fandtes i de religiøse samfund, men ofte har de sat sig udenfor i erkendelsen af det tveæggede sværd, som religion altid har været. Religionens potentiale til fordummelse er så uovertruffen, at modellen med succes er kopieret til de videnskabelige og politiske ideologier.

Visdom opererer på andre præmisser end dumhed. Visdom kan ikke gennemtrumfes. Den er, ligesom det er blevet sagt om kærligheden: Den er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind ... Dumhed, grovhed, pral og indbildskhed er derimod uadskillelige.