onsdag den 29. marts 2017

Song of Atlantis



By Stanley Opmann


(Edit; Preface: Man kan om muligt få mere forståelse af digtet ved at læse f.eks. denne artikel som et bud på kontekst, derudover Graham Hancock's 'Magicians of the Gods'  -  og måske denne
Civilisationens Sammenbrud før Gennembrud, nu hvor vi igen lever i en art potentiel præ-apokalyptisk Atlantis 2.0  arketype før apokalypsen og post-apokalypsen - Red. CN)


Let me tell you a story from which much can be learned today
Though its implications are hid under thousands of feet of clay
And the children of man have bred through hundreds of generations
Since the recounted events took place in long forgotten nations
Nought is translated from the Sumerian or from some mystic rune
All is deducted from reason neither signs in the stars nor the moon.

Let me take you back to Atlantis as it could and must have existed
Since the common historical narrative seems to have been twisted
By forces decidedly not too friendly towards the kindhearted man
Who could have lived in peace and bliss if not for this hidden hand
Representing our worthy ancestor paleo man as a kind of baboon
Merely grunting pounding his chest like an animal under the moon.

But the pseudo-paleolithic sky actually dawned on a civilized race
Spreading its pseudo-civilization with weaponry that would amaze
A twenty first century Pentagon general descendant of that same
Mind of hubris and entropy mixed with blunt celebration of fame
But on this morn of 10.000 BC in the Atlantean strategy room
The empire didn't matter much as they spied the paleo moon.

It was a late October dawn when the heavenly companion shook
By force of celestial hammers thought the ones who got a look
We now know a comet not the gods did the pounding in the sky
Though we still ignore the deeper reasons as to how and why
But on this early Atlantean morn a not so subtle feeling of doom
Filled the streets of the capital soon as they spied the stricken moon.

The prophets, yes they had prophets too, had spoken of this day:
The cosmic bank must cash in whenever its debtors do not pay
Their dividends for creative loans and borrowed life force itself
Has comets and asteroids on its well stocked cosmic solution shelf
But still on this fateful morn as they would prophesize and swoon
The hypnotized masses just hurried by beneath the waning moon

The whistleblowers (or whatever they blew on in that long gone eon)
Who sided with the Average Joe with the humbled the hungry the peon
Slaving as ever with sweat on his back ensnared by masterful tyrants
And with the everpresent hordes of refugees scapegoats and migrants
Were rotting away or ridiculed in a government sanctioned daily cartoon
Complete with paleo tin foil hats and laughable theories on the moon.

The rich were squeezing the poor as ever, but the poor did not realize
Scared as they were of the ghastly Athenians or some other bunch of lies
The external threat that always lurks led their weakened souls astray
In the hands of subtle manipulators their minds were all but clay
But on this morn of impending doom in the early dawning gloom
Some were starting to fathom now that something had hit the moon.

The semi-telepathic news broadcast with some kind of microwaves
Said there was nothing to worry about calming the minds of the slaves
So everyone hurried back to his job in the almighty arms industry
Back to the daily grind of preparing all kinds of crooked calamity
But on the weapon factory on this morn inside the death ray room
People were whispering anyway there were rumours about the moon.

The invisible pathocracy with the psychopath demigods dreaming
Of darkness lasting forever in an empty golden palace gleaming
Screaming the only sound you hear from its subterranean chambers
The minotaur at the center devouring friends alike and strangers
Were sipping their virgin breakfast blood all afresh from the tomb
And drifted towards that nothingness they sensed from the paleo moon.

The whispers increased as the cloud of debris rising from the crescent
Did not subside for hours and hours and the people soon assembled
In the circular wellordered streets to observe the following lucid show
Electric lights in the shimmering sky preceding the heavenly foe
In orbit around the planet to aim its brute force of overhead doom
On the Atlanteans who had just seen what it did in a flash to the moon.

The geese knew something wicked came as animals always do
Flapping frantically eastwards according to poles no longer true
They were to be lost like everyone else on the body of water known
As the Atlantic Ocean today, at that time the world renowned home
Of the mighty divine imperial order that was to be ruined so soon
By debris from the same celestial body that left its trace on the moon.

The sunset behind the mountaintops we now call the Faroe Isles
Was literally apocalyptic the plains that stretch beneath them for miles
Were drenched in psychedelic colours and the sparkling of the air
Made people dizzy or supercharged raised on their arms every hair
And it being autumn far up north the day had still only come to noon
But people now grasped the serious nature of the events on the moon.

Far down south in Poseidon’s town the wise people with a sense of pity
As opposed to the ruling psychos bewailed the doom coming to the city
And the fact that nobody ever listened and that none would forever more
Saddened their graceful hearts immensely to its innermost crystal core
But so it goes to mankind’s woe, the prophet will always be branded a
loon
And the same hysterical cycle repeats eternally endlessly under the
moon.

The bloodthirsty government cabal elite with its magical allseeing evil
eye
Had foreknowledge of the impact to come and now said a smiling goodbye
To the country that had served them so well in power corruption and lust
Boarded their ancient astronaut ships and flew calmly away full of trust
That other countries of gullible humans would sure as it’s day by noon
Await them to be divided and ruled in the shade of the paleo moon.

The popular singers of the decadent city were crooning sweetly in bars
Full of the usual drunken punters and the fashionable Atlantean stars
Blooddrinking pseudo-humanists using their fame to spread all the lies
Of the ever corrupt politic elites wreaking havoc on people’s lives
But as afternoon was turning to night in the bars where they did croon
A cloud of celestial debris approached from the dark side of the moon.

The foreshocks of the impending impact were bursts of enormous power
All over the planet rained cosmic bullets of a deadly meteor shower
Some landed dug craters still to be seen but most did explode in the air
Shattered all glass (they had glass) and killed many who were there
But the massive rock that was sure to hit the North American glacier
soon
Made those little specks of comet dust look like minuscule slivers of
moon.

All over the world still today we can see those craters and circular
bays
Tourist attractions with swell marinas and packed full on sunny days
Little do modern plutocrats know that long gone millionaires died
On the very same shores (i.e. fields by then) before they even spied
The As Above So Below that was coming to end their existence soon
As they snuggled cosily on their verandas lit by the harvest moon.

Then at 6.66 PM (they counted the hours of day quite differently then)
The main body fell from dizzying heights instant-killing many good men
(And as many bad ones probably so) in a radius of one thousand miles
From the impact in present Canada they were heaped in enormous piles
By the shockwave of brimstone and fire so much stronger than a typhoon
& in the few seconds it took to reach them they knew what befell the
moon.

Ice steppes of flashfrozen human meat vacuum packed by the pressure
Together with saber-toothed cats & mammoths levelled at nature’s leisure
With resin of hemp intact in their stomachs still exist in the far north
west
Proving that such cataclysmic events are as regular almost as royal
incest
A clockwork-like cosmic harvest probably now again to be scheduled soon
Like in the gnostic tale of the archons where dead souls go to the moon.

But the story that would be told by the lucky / unlucky ones who
survived
Was about the tsunamis rolling forth and the countless millions who died
On the Atlantean continent / island that broke up shaking in several
parts
As the first quake struck with a magnitude old Richter will not even
start
To describe with his rather limited scale since it wasn't designed for a
doom
Of the order or quality of this event that followed the one on the moon.

On the west coast of mighty Atlantis facing the current Caribbean
islands
& the sea and the gulf behind them which at that time were partly
dry-lands
The gigantic wave reached a height that peaked at incredible 900 metres
Massive wetwall replaced by the impact consisting of trillions of litres
Of sulfuric now and salty sea water towering skyhigh to claim its boon
All the Atlantean mid-ocean plateau the richest country under the moon.

The wave that swept Atlantis away and rolled halfway around the globe
Was simultaneously blessed & damned in equal measure symbol of hope
And the pitch black hole of hellish despair we know now as The Deluge
Destroyed the lives of millions but others found both respite and refuge
Improving vastly their lives no longer victims of a selfserving goon
The evil empire island invisible even now in the light of the moon.

Countless Noahs of various colours sailed away in their countless arks
Many a hero capsized in whirlpools and died picked apart by sharks
The legends of the celestial arrow the cosmic-electric projectile hurled
Raising hell and high water all over the unsuspecting miserable world
And the tales about the Leviathans caught by Utnapishtim’s harpoon
Changed from hand to mouth and with every single phase of the moon.

Fewer Noahs of strict dispositions lived through the gruesome ordeal
Many an ark of inferior timber splintered asunder from rudder to keel
On the crest of a skyhigh wave of doom crashed to the valley of death
Drowning in blood red oceans of panic suffocating spirit and breath
But after the rolling of seas had settled a few hit upon some dune
Saved from deluge and comet but left in a landscape alike the moon

The cultures furthest away from the impact and from the Atlantean axis
Were consequentially best positioned to take over from the fanatics
Now that the geopolitical landscape had changed in a night and a day
But pathological minds were lurking and others were on their way
Ever looking to sell more lies and hypocricy from their sugared spoon
To anyone who was buying or blinking or lost in a night without moon.

Natural life thrived briefly meanwhile the psychos were gathering forces
The natural life endowed by the spirit that flora and fauna endorses
That way of living sustainably limiting all material aspects to meet
The criteria of necessity calling for all to receive according to need
But the crystallizations of malice lingers in the human genetic strewn
Waiting but to become active again like the werewolf during full moon.

They reappeared in Egypt and Sumer when the time was finally right
All-seing assholes as always all-conquering under the motto Divide
Suddenly the lands were split in an upper and lower riverside part
Co-ops and unions dissolved as darkness evolved and evil did start
The eternal external enemy song, its tried and tested pied piper tune
Ringing so shrill in all ears still after so many turns of the moon.

Their secret seafaring new world order came in ships with sails and oars
Left coded messages everywhere like the equestrian statue on the Azores
From Easter Island to both Americas Mohenjo-daro Byblos and Tyre
They laid the cornerstone in the temple honouring egoistic desire
Fashioned religions like sculptors fashion their clay molds with a spoon
And made damn sure that nothing changed the going-ons under the moon.

The rest is history as they say though still so much more than that
New tactics of dominance finetuned new games of mouse and cat
But strictly adhering to the Atlantean heritage that was bestowed
It’s sunny days on the pyramid’s top and rain on the miserable road
The majority of goosestepping slaves march on to their cyclical doom
In the almost invisible post-modern light of the everpresent moon.

tirsdag den 28. marts 2017

Hva faen glor du på ?

af marco_hanuman, the blogger


HVA FAEN GLOR DU PÅ?

Ska du ha en fladpamper?

Ska du rulles i den dér kelimfætter?
Ska du ha tørret røv i asfalten?
Ska du smage på gorgonzola’en?

Du ska bare ikke stå der og tro, du kan stå der.
Du ska bare ikke komme for godt i gang med at komme an.
Du ska bare lige prøve på at prøve på noget.
Du ska bare lige ta og ta benene på taget

eller på nakken, for jeg nakker dig
en tur på Bakken, for jeg hakker dig
jeg kommer og kakerlakker dig
til hakkedreng, jeg rapper dig.

Ska du op på fars baseball bat?
Ska du en tur i mosegrisen?
Ska du ud og lege på midterrabatten på motorvejen?
Eller ska du bare ha en oldschooler på sinkadusen?

Ska du ha en kindhest, en næsestyver, en kølhaler, en ørefigen?
Er du klar til en røvtur, en vasker, en overhaling, en blodtud?
Du står til en over skinnen, en skalle, en kold skulder, en skideballe!
Der vanker rockerbank, røgtur, radbrækning og røvforgiftning 
… øh, eller var det omvendt?

Nåmmenee ...

Ska du ha halen på komedie?
Ska du ha ryggen på tragedie?
Ska du ha en tæt barbering?
Ska du ha en skamfering - eller en regering?
- nå dér blev du lige bange for alvor?!

Hva faen! ska du ikke engang være fræk?
Nåmm så fuck - så ska du vel bare ha en krammer?

Det ku du godt lige ha sagt lidt før ... 



KAN VI TALE OM DET

Er der interesse i at føre en samtale?

Hvad er en samtale? 
Er det ikke noget med gensidig interesse i at lære noget?
Er en samtale ikke noget med at tale med hinanden, mens vi er sammen og ikke at råbe ad hindanden, mens vi er hver for sig? 

Er der noget, jeg har misforstået?
Det er der uden tvivl. 


Jeg har selv en hel liste over ting, jeg mistænker mig selv for at have misforstået.
Men hvordan kan du og jeg være sikker på, hvad vi har misforstået, hvis vi ikke taler sammen, men bare henfalder til at få os til at holde kæft?
Hvordan kan vi forstå noget, hvis vi ikke ved, hvad vi ikke har forstået?

Jeg ved det godt. Vi holder vores uvidenhed for os selv. 
Når vi mener, at vi taler sammen, forsikrer vi hinanden om, hvor godt det er ikke at vide noget.
Og mener du ikke også – for det gør jeg, men kun hvis du gør … har du det så ikke meget bedre? … for det har jeg, men kun hvis du har.
Er viden det samme som at bekræfte hinandens dumhed?
Jeg spørger bare, for jeg kan godt blive lidt i tvivl.

Jeg forstår det godt. Det gør ondt at forstå og vide. 
Det forståelige felt er noget rigtig møg! Det er det.

Her gik vi alle sammen og troede noget, og så var det bare ikke sådan alligevel.
Jeg har mest lyst til at blive sur på alle de andre, fordi de ikke forstod det før mig og advarede mig. 

Jeg ved det godt. Lad os alle bide – i det sure æble. Giv os i dag vort daglige karaktermord og forled os fra at tage stilling til facts, substans og virkelighed. Led os ikke ind i samvittighedens besværligheder, men fri os fra det tiltrængt gode. For det er Imperiet, Magten og Uærligheden. I Evighed, Mammon. 



HVEM DER BARE VAR EN KOALABJØRN

Lige her og nu, down-under.

Så kunne jeg småhænge i en trætop og sove 18 timer i døgnet.
Når jeg vågnede ville jeg sætte min gamle DAD-vinyl på og blæse I’m sleeping my day away af for fuld drøn.

Herefter ville jeg flytte mig ca. halvanden meter længere op i træet,
hvorefter jeg ville bruge de resterende 6 timer i døgnet på at æde mig hjerneskæv i eukalyptus.



Så er det, der ankommer et hold turister, der råber: Se, hvor er den søøøøød! nååå, den vil jeg holde! Og så raver de rundt i min nyvaskede pels, så jeg stinker af parfume og børneprutter bagefter - og har tyggegummi i pelsen, yrk!


Bare jeg var en grizzlybjørn i stedet!


Hvem der bare var en grizzlybjørn.

I stedet for 18 timer ville jeg sove et halvt år i en hule. En seriøs snummer.
Så ville jeg stå ved en rivende flod og daske med poten og fange en ørred.

Ind imellem ville jeg daske lidt til en dum turist med fiskestang og kamera.
Jeg kan bedst li det lyserøde i midten, jeg er ikke så meget for alt det goretex udenom. 

Om efteråret ville jeg æde mig en vom til i gærede brombær på 55% og få en mindre bjørn på. Det kaldes i øvrigt cask strength på fagsprog, bare spørg, hvis du ikke har styr på det med alkoholprocenter.

Så var det, der ankom et hold fracking-idioter med store maskiner. I løbet af ingen tid fik de lavet en kæmpe sø, der stank, og alle fiskene kreperede. 
Bare jeg var en vaskebjørn i stedet!


Hvem der bare var en vaskebjørn.

Så kunne jeg færdes hjemmevant i både vildmarken og villakvarteret, iført fastelavnsmaske.

Der er masser at æde i folks baghaver, jeg skal bare vælte deres skraldespand og æde løs. Hold da kæft, hvor smider de meget lækkert ud! Forleden fik jeg lige en halv rejemad og lidt hummer til forret. Så gled jeg ubemærket over til lidt kødboller med tomatsovs, hvor der svømmede lidt vaniljeis rundt. Ja, hvad er så galt med at blande lidt utraditionelt?

Det eneste, der er lidt træls er, når de der hillbilly-typer mener, at de skal lave en sjov hat af mig med hale og det hele. Eller som forleden, hvor der kom en totalt hysterisk køter rendende, som jeg var nødt til at give en over næsen. Lige midt i vaniljeisen! 
Bare jeg var en isbjørn i stedet!


Hvem der bare var en isbjørn.

O, at sidde på sin isflage og vente på det gode sæl-skab … det var en vits, og jeg har selv lavet den :-) hvis jeg skal give mig selv lidt hval-ros … kæft, jeg kører med kaskelotten i dag!

Der er intet som en lille rask snestorm på vindstyrke 22 med minus 55. Der er ikke en eneste led loppe, der overlever den slags.

Om menuen kan blive lidt ensformig på de lange vinterdage (ca. 3 timer lange)? Det synes jeg egentlig ikke. Man kan altid supplere med en enkel polarforsker.

Global opvarmning, mnjaa, det virker mere som forstadiet til en lille rask istid. Så var det, de begyndte på det pjat med at smide kemikalier ud på himlen. Jeg har altid haft en rimelig stabil tissemand, men så begyndte den og skrumpe, og jeg begyndte kraftædderme at få patter! 
Bare jeg var en hulebjørn i stedet, i en fjern fortid!


Hvem der bare var en hulebjørn.

Så ville jeg strejfe i de store vildsomme, uforurenede fordumsskove blandt urokser, uldne næsehorn og sabelkatte. De, der sabelkræ, de kan bare komme an, deres gebis er bare til pynt. 

Indimellem ville jeg stille mig på en bjergtop og brøle lidt, med et nedlagt vildsvin under poten.

Efter endt arbejdsdag ville jeg vende tilbage til min nye lejlighed, 4-værelses, dejligt mørke omgivelser, 550 kvadratmeter liebhaverhule i området Neanderthal. Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Så var det en dag, at nogle trælse, nymodens typer begyndte at ankomme. De gik på to ben og havde nogle lede stikke-javerter på en lang pind, som de kunne finde på at smide efter en, mens man lå stille og roligt og lurede på et vildsvin. Og efter det var blevet mørkt, kunne de finde på at spille punkmusik på tromme og synge falsk. Hvor var det træls!

Bare jeg var en koalabjørn i stedet.
I en fjern fremtid, down-under!



 

MIT LIV SOM TROGLODYT

Jeg har trukket stikket ud af livet og er emigreret til det underjordiske. 

Jeg bevæger mig i ubrugte kloaksystemer og utilgængelige tunneler for nedlagte transportsystemer. 
Der er jerndøre, fedtet beton og rustne jernrør over det hele. 

Der løber vand ned ad rør og vægge. Malingen hænger i flager. 
Lugten er sine steder muggen, og sine steder ses det som et grønt, slimet lag af organisk liv, der løber nedad i stedet for at vokse opad.



Når man går under jorden, må man forvente en underjordisk atmosfære. 

Det synes klart at være tilfældet. 

Det giver mig visse fordele. Jeg kender efterhånden systemet. 

Jeg kan dukke op, hvor det mindst ventes. I et ubevogtet øjeblik løftes et kloakdæksel, åbnes en jernluge, svinges et løst gitter til side. 
Overfladens beboere forventer ikke ankomsten af væsener fra det underjordiske.
Det kunne for så vidt være en medarbejder ved teknisk service efter endt opgave. 

Når man ankommer til overfladen, må man forvente en overjordisk atmosfære.
Dette synes overhovedet ikke at være tilfældet. 

Overfladens beboere ligner i højere grad væsener, der, hvis der havde været officielle beboere i mit vante domæne, hørte hjemme der. 

Der er en underjordiskhed over deres gangart og ansigtskulør. 
En underjordisk gangart, spørger du. Det er svært at beskrive. 
De bevæger sig som i rør og kanaler, de flyder med lortet – ja, undskyld udtrykket. 

De er som skyllet ud af en stor kumme eller cisterne. 
De er alle sammen på vej ind i systemet eller ud af systemet. 
Ingen standser for at observere eller tale med hinanden. Der tales ikke, der flydes. 
Nogen har trykket på en stor knap. Er det stort eller lille skyl? 

Hvad er forskellen på den henfaldne undergrund og den pulserende overflade? 
Jeg taler ikke med nogen. De taler ikke med nogen. Med mindre det kræves af dem. 

Jeg lever i forfald, de lever i forfald. Mit er fremskredent, deres er lurende. 
Det er kun et spørgsmål om tid. 

Min hudfarve er bleg på grund af mangel på sollys. 
Deres er bleg af 14 forskellige årsager. 
Mit bevægelsesunivers er tilsyneladende begrænset, deres er reelt begrænset.
Er det mig, der lever på overfladen, og dem, der er de underjordiske? 


DET STÅR STADIG KLART FOR MIG 

Jeg var 17-18 år og sad i en U-Bahn i Østberlin. 
Det var virkelig Øst i slutningen af 1970’erne. Som besøgende fra Vest kunne man med opfyldelsen af en række stramme sikkerhedskontroller få lov til at køre ind i Zonen. Man blev skarpt observeret, og der var sat en sikkerhedsmedarbejder på alle grupper og personer, der krydsede grænsen. Diskret, men ufravigeligt. 

Alt var gråt i Øst. Den grå øst-beton i de nyere bygninger, det grå lag af støv fra kul og koks til fyring og madlavning i de gamle. Man skulle ikke hænge sit hvide vasketøj til tørre udendørs ret længe. Det var som at træde ind i en svunden tid. Der var kun 40 år fra Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz i 30’rne til 70’erne. 

På vandrehjemmet blev man vækket kl. 7:00 om morgenen af skrattende stemmer på højttaleranlægget, som i barakkerne i de koncentrationslejre, der i 40’erne lå i zonen. Morgenmad var ikke mad, men overlevelsesrationer. Gaderne var ikke asfalterede som i Vest, men brostensbelagte. Tidsalderen var en frossen tid. Enten ventede man på bedre tider, eller også havde man opgivet dem. 

Her sidder jeg en dag, en ung mand, en stor dreng i en U-Bahn. Det er myldretid. Om jeg er på vej ind i Zonen eller ud, husker jeg ikke længere. Det slår mig, hvor triste folks ansiger er. Livet som sådan er gået i stå her i Zonen. Stemningen er trykket – ikke akut, men kronisk, på et dybt og ikke-udtalt niveau. 

Min hånd hviler tilfældigt og måske en anelse nonchalant på ryggen af sædet i toget. Jeg mærker en anden hånd, der tager min. En person står bag sædet, hvor jeg sidder. Det er en kvindes hånd. Ikke en pige eller helt ung kvinde, heller ikke en moden kvinde. Jeg tør ikke vende mig om endsige røre mig, så hvordan kan jeg tilnærmelsesvis beskrive skikkelsen? 

I de par minutter, det tager at køre fra en station til en anden, er tiden sat ud af drift, og en strøm af informationer og følelser bliver formidlet. Følelser er både præcise og upræcise på én gang. To følelser står helt skarpt for mig: smerte og længsel, i nævnte rækkefølge. Således i erindringens afstand kan jeg formulere følgende udsagn fortolket og oversat med alle muligheder for fortolkninger.
Unge fremmede. Tillad mig at formidle min smerte. Den tilhører mig selv, min familie og min nation. Jeg har aldrig kendt andet, men jeg har altid drømt. 
Jeg kan se på dit ansigt, at du kommer fra et andet sted, hvor smerte ikke findes på samme måde. Jeg misunder dig ikke, jeg lykønsker dig. Men jeg længes efter en dag at opleve din ubekymrede mangel på smerte. 

Mere kan jeg ikke vide uden at digte. 
Ville hun have sagt?
Jeg har en yngre bror på din alder. Da vores mor døde i en ung alder, blev jeg hans mor. Jeg ønsker ikke et liv i smerte for hverken ham, min far eller mig. 

Du kommer fra et sted, hvor der ikke findes den slags smerte. Tag mig med. Nej, selvfølgelig kan du ikke gøre det. Tilgiv mig et øjebliks hengivelse til længsel.
Toget standser. Jeg mærker den fremmedes hånd sige farvel, og jeg vover at vende mig om. En yngre, bleg, men smuk kvinde ser på mig, mens hun stiger ud af toget. 

Jeg kan reelt ikke vide, hvad hun prøvede at fortælle mig, eller hvem hun var. Jeg kan reelt kun vide, hvad hændelsen sagde mig. For mig var det et udsagn fra et Smertens Land. En flaskepost i et håndtryk. Et Rosens Navn-øjeblik. 

Jeg ønsker dig, smukke fremmede, barn af smerte, at dit liv forandrede sig i de kommende årtider. At din gamle far fik en mindelig alderdom og død. At din lillebror fik det tømrerfirma, han havde drømt om. At du fandt en dejlig mand og fik tre dejlige børn i en verden, der ikke var bygget på lutter smerte og menneskelig fornedrelse. Og jeg takker dig for at give mig dette øjeblik af uformidlet-formidlet indsigt i din smerte og længsel.   


I UVIDENHEDENS SUMP



I uvidenhedens sump gror der sære gevækster.  
Der gror tomater så store som fodbolde og græskar ikke større end grønærter.  
Der findes slyngplanter, der vrider sig, så man ikke kan se, hvor de starter og ender.  
Jorden er infiltreret af rodtrevler og svamp.  
De levende gevækster kravler rundt på kadavre af døde stængler, der stadig ser ud, som om de lever.   

I uvidenhedens sump huserer alskens kryb.  
Der kravler reptiler med kløvede tunger og hofsnoge med giftige gebisser.  
Der findes stinkdyr og kloakdyr og lokumsdyr.  
Der færdes stereotype sæsondyr, der dukker op med jævnlige og efterhånden forudsigelige intervaller.  
Alle måske egnede overlever i den darwinistiske kompostbunke.  

I uvidenhedens sump er der en særegen atmosfære.  
Stanken er både behagelig og ulidelig på samme tid.  
Sandheden har åndenød, mens løgnen afsynger et mangestemmigt korværk.  
Mellem gevækster og kryb svæver en mosekonebryg af disinformeret bedreviden.  
Klimaministeriet har for nylig erklæret det for fredet område.

søndag den 26. marts 2017

Relativisme i frit fald


af marco_hanuman, the blogger

Vi er i det tænksomme hjørne i dag. Forvent ikke lutter sprudlende sarkasmer eller poetiske ekvilibrismer. Forvent et filosofisk indspark.



Hvad høvlan skal vi med et filosofisk indspark? Kan vi ikke bare få flere sorte piller, som vi kan sluge? Vi er i mellemtiden blevet ikke så lidt afhængige af det shit! 500 mg dystopin, 3 gange dagligt, eller vi får rysteture.

Bare rolig, du skal nok få din daglige dosis. Men du får også en dosis modgift. Du vil muligvis se, at filosofi er særdeles anvendeligt.

Filosofi, sagde du, hvad er det nu, det er?
Jo, nu skal du høre. Filosofi består af 3 hovedgrene: 

Epistemologi(viden, kundskab)
Hvordan skal vi bære os ad med at lære? Hvordan erkender vi? Hvad er viden?
Trivium, Quadrivium. 
Etik (det gode, det rette)
Hvordan kan vi skelne ret fra uret? Hvad er det gode og det sande? Hvor skal vi hen?
Areté, Dharma. 
Ontologi(væren, eksistens)
Hvad vil det sige at være menneske? Hvad er meningen med livet? Hvor kommer vi fra?
Metafysik.

De tre grene er sammenvævede. For at kunne fordybe sig, kan man filosofisk-disciplinært tillade sig at adskille og rendyrke. Men hvis man ikke igen samler og sammentænker, begår man en filosofisk dødssynd. At hævde, at man kan have etiske synspunkter, uden at medtænke livets mening og metafysikken, er relativistisk. At hævde, at man ved noget, uden at tage stilling til, hvordan denne viden bør anvendes, er relativistisk – og uansvarlig. Et udsagn i en af de tre grene må nødvendigvis medføre udsagn i de to andre.

Eksempel. Man kan ikke komme med et etisk udsagn om, at det er retfærdigt at sige sandheden, uden samtidig at inkludere et epistemisk underforstået udsagn om, at vi ved og forstår, hvad der er sandt. Ej heller kan vi undgå at medregne en metafysisk-ontologisk kategori af sandt og falsk. Altså, at sandhed findes som en given størrelse, som det er muligt at forholde sig til.

Et sådant krav på sammenhæng i filosofi og tænkning kan bringe pisset i kog hos relativister (materialister, nominalister). Især hvis man nævner metafysikken, som de mener fuldstændigt at have afskaffet - mens de reelt har sneget deres egen pseudo-metafysik ind ad bagdøren. Direkte adspurgt, eller snarere: eksamineret, vil det snart vise sig, at en relativist ikke aner noget om metafysik. Vedkommende aner ikke, hvad hans trosretning sendte ned med skraldespanden. Metafysik var afskaffet allerede før vedkommende anskaffede sig sit relativistisk-materialistiske livssyn, hvilket betyder, at vedkommende ikke engang forstår sin egen relativisme. Man kan ikke forstå Verden endsige sig selv udfra en negation – en udeladelse. 

Metafysikomhandler det værende, det ubetingede, det aprioriske, det kategoriske. Metafysik er fra en tid, hvor teologi og filosofi ikke var adskilte størrelser. Husk, at Gud siger: Jeg er den, jeg er. Onto-Logos – Læren om Væren. Når vi vover at sige, at vi bør fortælle sandheden, ankommer der synkront med det etiske udsagn et metafysisk udsagn. Uanset om vi anerkender det eller ej.

Den eneste relative sidedør i det indlysende udsagn om at sige sandheden, være, at der findes situationer, hvor det at fremsige en løgn vil være det sande. Hvis man skjuler en politisk dissident i sin kælder fra et totalitært regime, og regimets politi kommer og banker på døren, så vil det være retfærdiggjort og sandt, at man lyver overfor dem. Løgn som værn imod løgn. Til gengæld holder den ikke i forhold til herskerklassens interne moralsæt om, at det er retfærdigt at lyve om et-og-alt overfor folk som en ’ædel løgn’, fordi folk - de snotdumme, underfrankerede får (goyim) - ikke kan håndtere sandheden. Men vi taler her om det normative, ikke om anomalierne.

Sammen med det etisk-metafysiske udsagn leverer vi også et epistemiskudsagn, idet vi hævder at have anskaffet os en forståelse, en indsigt i virkeligheden og de faktiske forhold, der sætter os i stand til at fremsige et etisk udsagn.

Det giver fuldstændig mening, at de tre grene hænger sammen som grene på samme træ. Så hvad skulle meningen være med at skille dem ad og oven i købet smide hele grene til storskrald? 

Viden, vurdering og væren
Vi er her i færd med at skyde os ind på Løgnens topologi (topologi = kortlægning). Relativisten hævder, at intet er sandt, at virkeligheden ikke nødvendigvis er virkelig, at løgn ikke nødvendigvis er af det onde, altså det modsatte af det gode, hvorom vi ifølge relativisten i øvrigt ikke kan tale, fordi der ifølge relativismen ikke findes metafysisk absolutte begreber som godt og ondt, sandt og falsk.


Ind på scenen ankom Løgnen forklædt som Sandhed. Sønderlemmelsen af den filosofiske helhedstanke er filosofiens svar på Imperiets del-og-hersk. Vi taler endnu-endnu engang om Det Britiske Imperium, der som en lille enklave har været i stand til at underkue og korrumpere/parasittere 2/3 af Verden. Hvordan kunne noget så horribelt finde sted?

Ved at skære alting i stumper og stykker. Ved at myrde sammenhængskraften mellem viden, vurdering og væren, ved at indføre det nye sprog, ved at sætte alt og alle op imod hinanden, ved at systematisere Løgnen, ved at relativisere ALT. Dette er kernen i Sø-Imperiets ultra-pragmatiske og altid skiftende strategi. Når man sejler på søen, rider man på bølgen. Intet er fast, alting flyder. Hvis nogen stiller Sø-Imperiet (de globalistiske karteller) til ansvar, letter de anker og sejler et andet sted hen. Sø-Imperiet tænker som en pirat, dengang som i dag. Dengang plyndrede de den Spanske Armada for deres guld. I dag plyndrer de Libyen, Ukraine, Iraq, Cypern + en lang stribe national-økonomier. Dengang hed de Det Britiske Imperium, i dag hedder de … ja hvad hedder de? De kalder sig selv for demokratiet.
 


Så en nation forsøger at stille os til regnskab for vores udbytte i et land!? Fuck dem, vi flytter vores adresse til Cayman Island - stedetudenfor ethvert land.



Relativisme er opfundet for at slippe for at stå til ansvar. Hør imidlertid blot, hvordan relativismen modsiger sig selv. Alting er relativt, intet er sandt, er det relativistiske hovedudsagn. Bemærk ordene alting og intet. Relativisten har lige fremført et absolutistisk, et universelt udsagn. Hvis alting er relativt og intet kan siges at være sandt, hvordan kan du så, relativist, vide det, du påstår at vide? Alting er relativt, altså lige undtagen når du går i absolutist-mode og udspyr en universalitet. Hvis intet er sandt, hvordan kan du så vide, at dit udsagn er sandt? Relativisten har gjort sit usandheds-univers eviggyldigt og absolut, mens han påstår, at intet er eviggyldigt og absolut. Det mest absurde er næsten, at relativisten ikke opdager det i sin egen selvoptagede arrogance. 

Jeg påstår
at udviklingen af materialisme, nominalisme og relativisme sker synkront med dannelsen af Imperiet. Ikke det Romerske Imperium, som sådan, for det var stadig forankret i den antikke verden og metafysikken, men det post-romerske, og helt specifikt det Britiske Imperium. Med det frankiske som forstadie. Reformationen gør sit. I Oplysningstiden, med de engelske filosoffer (Hume), tager konceptet form for alvor. Med Marx står det mejslet i beton. Med moderniteten når vi bunden. 


Jeg påstår
at begrebet Apokalypse er et synonym for ’at ramme bunden’. Det betyder selvfølgelig slørets fald, men det er her, vores kultur og den løgn, den bygger på, rammer bunden. Den ekstreme materialisme og relativisme/nihilisme kan ikke komme længere og er herefter i færd med at føde sin egen modsætning. Dette er den egentlige dialektik, som egentlig kun er forstået til bunds af daoismen. Materialisme er ekstrem. Hvorvidt det er yin (sammentrækning) eller yang (udvidelse) kan diskuteres. Jeg vil mene yang, da det er som en gigantisk varmluftsballon uden egentlig substans. En kolo-gigantisk, selvantændende fis i en hornlygte. 


Fragmentationsbomben
Relativisme er fragmentering. Vi kan opleve det ved at lytte til videnskaberne og deres babyloniske begrebsforvirring. Altså, de har masser af begreber, som de mener at have styr på hver for sig i deres eget felt. Men hvis de prøver at føre en samtale med andre felter, så kommer de til kort.

  • Hvis du taler med biologer, mener de at have kortlagt livets mening via biologi. 
  • Hvis du taler med darwinister, mener de at have kortlagt livets mening via deres eugeniske genetik. 
  • Hvis du taler med fysikere, mener de at have kortlagt livets mening via Big Bang og partikelfysik (i sig selv et fragmenterings-projekt). 
  • Hvis du taler med psykologer, mener de at have kortlagt livets mening via Freud og omegn. 
  • Hvis du taler med finansfolk, mener de at have kortlagt livets mening via justering af finansielle inputs. 
  • Hvis du taler med politikere, mener de at have kortlagt livets mening via lovforslag.
Spørg en teolog, spørg en teknokrat, spørg en newager, spørg en kulturmarxist, spørg en globalist, spørg en skattekspert, spørg en psykiater, spørg en betonlesbisk feminist, spørg en medicinalfabrikant, spørg en NATO-general. Spørg hvem som helst indenfor hvilket som helst område af den fragmenterede totalitet af virkeligheden, og de vil med ublufærdig mangel på ydmyghed hævde, at de har nøglen og forklaringen på livets mening. Fælles for dem alle er imidlertid, at INGEN af dem har kapacitet til at levere nøglen til noget, der bare ligner en sådan mening. Som Dirty Harry sagde: Meninger er som røvhuller, alle har en. Blot fordi du mener, at du har en mening, er det ikke ensbetydende med, at din mening er hverken dækkende eller kvalificeret. 

Ass-hole: Det står enhver frit for at have en mening


Jeg påstår
at en fragmenteret mening er en ukvalificeret mening. Ja, jeg ved det, det er meget kategorisk og kan nemt risikere at eksplodere i mit eget fjæs. Alligevel. Der findes et computerprogram, der samler lagret information på en harddisk, hvor denne er fragmenteret. Det kaldes defragmentering. Vi har brug for et sådant program på den Store Harddisk. Det er en almindelig opfattelse, at der kræves eksperter, med en høj grad af specialisering, for at beskæftige sig med et eller andet fagligt, videnskabeligt område. Det samme med politik og formidling. Det er noget gedigent bullshit! Der er mere end nogensinde brug for folk, der bare kaster sig uforfærdet ud i at sammentænke områder af viden, som dens varetagere hidtil har siddet paranoidt på og klamret sig til bag lukkede døre, for at deres elskede (my Preciousiflg. Gollum) ikke skulle få for meget frisk luft.


Hvis man med højoktan-spekulation (J.P. Farrels udtryk) skulle formulere en konspiratorisk idé om, hvorfor Viden i Verden er fragmenteret, så kunne man måske forestille sig, at der findes en serie af store underjordiske anlæg, hvor en særlig slags videnskabsfolk sidder og samler al den viden, som staklerne oppe i forskningsanstalterne har siddet og produceret i stumper og stykker, uden at vide, hvad de egentlig skulle bruge den til. Og at afstumpningen af viden er designet til at give folk en fornemmelse af, at de ved noget - uden at vide, hvad det er, de ved. 

En vild tanke – eller er det? Eksempelvis har kræftforskere nu i mere end et halvt århundrede fået tildelt milliarder ovenpå milliarder for at lede med lys og lygte og skyklapper efter en forklaring på og en kur imod kræft. Uden at finde nogen af delene. Det forlyder fra tidligere insidere, at gåden allerede blev løst i 1950’erne, men da der ikke var penge i at kurere folk, røg denne viden ned i kælderen. Så i et eller andet anlæg – underjordisk eller ej – sidder der åbenbart folk, der ikke blot ved, hvordan man kurerer kræft men også, hvordan man masseproducerer kræft for at tjene penge på den. Eller hvordan man kan ramme folk med kræft som et våben. Af samme grund foregår den slags forskning i militært regi, specielt i amerikansk militær (Darpa o. lign). 

Jeg påstår
at den overordnede fragmentering eller relativisering af viden og tænkning, der kendetegner vores kultur, er forsætlig. ’Nogen’ har langt tilbage i tid været klar over, at egentlig viden var magtfuld og måtte gemmes af vejen eller skæres i stykker, så kun de egentlig vidende kunne håndtere den. Legenden om Babelstårnet fortæller os, at oprindelsen til miseren er oldgammel. Hvorvidt den ovenikøbet er genetisk manipuleret, er for spekulativt for dagens emne, og vi behøver ikke at gå ud ad den streng, for at forstå, hvordan vores greb om virkeligheden er splintret.


Forsætligheden skal ikke findes på alle niveauer. Det siger sig selv, for ellers ville vi ikke have brug for at rekonstruere viden og historie udfra fragmenter og efterladte spor. Man kan næsten få helt ondt af videnskaben over, at den så villigt har deltaget i en fragmentering af sig selv. Hvad kunne den ikke have frembragt af vidundere til gavn for menneskeheden - og sig selv? Og hvor sjovt er det egentlig som videnskabsmand at sidde og klamre sig til sin nød, som egerndyret i Ice Age? Polyhistoren, renaissancemennesket, findes stadigvæk, men er ofte nødt til at operere i udkanten af Akademia, hvor den slags som standard ikke bliver tålt. 

Case study
Den tyske fysiker, Dr. Hartmut Müller, rager, sammen med beslægtede kolleger, op som et fyrtårn i det akademisk udtværede landskab, ikke blot via sine bedrifter, men også ved hele sit grundlæggende verdenssyn. Der findes ikke materie uden ånd, der findes ikke ånd uden materie. Vi skal tilbage til Aristoteles og Platon og Pythagoras, eller som minimum mellemlande hos ny-platonikerne, for at finde noget lignende. Ikke nok med, at han mener det, han beviser det!Det er ikke længere en teori, det er faktuelt. Der bliver lige nu skrevet en helt ny fysik, og der bliver skabt applikationer udfra denne fysik. Det er allerede anvendt fysik.


Ifølge denne fysik består Universet af en stående bølge, der er identisk med den pythagoræiske diatone skala (do-re-mi-fa-so-la-si-do) eller forankret omkring tallet432 hertz, altså tonen La eller A i vores tonesystem. Simpelt sagt er den diatone skala de hvide tangenter på klaveret. Hvis man starter et givet sted og fuldfører en oktav, får man en af de gamle kirketonearter, der alle har græske navne, og som er brugt i gregoriansk kirkesang i hele middelalderen og den tidlige renaissance. Aeolisk, ionisk, dorisk, frygisk, lydisk, mixolydisk. Diaton siger, at der er to slags intervaller mellem tonerne i skalaen, et lille og et lidt større. Læg mærke til, at der er kortere afstand mellem B-C end mellem C-D. Det svarer til, at man på klaveret ikke kan indskyde en sort tangent.

Her en skala i G-dur i otte oktaver. Bemærk hvordan der danner sig hele tal (integrale) uden forventelige brøker:


G A B (H) C D E F#
24 27 30 32 36 40 45
48 54 60 64 72 80 90
96 108 120 128 144 160 180
192 216 240 256 288 320 360
384 432 480 512 576 640 720
768 864 960 1024 1152 1280 1440
1536 1728 1920 2048 2304 2560 2880
3072 3456 3840 4096 4608 5120 5760


Læg mærke til, at vi ikke kan komme længere ned end 24, før vi er nødt til at skabe brøker. Eller reducere den diatone skala til en pentaton (5 toner), som visse gamle kulturer bruger. Det dannersamtidig den naturlige grænse for, hvad det menneskelige øre opfatter som en tone, og ikke en vibration, en naturlig bundlinie (en halvering = 12 er lavere end 15, der regnes som den laveste 'tone'). 

Læg også mærke til, hvordan mange af de tal, som er vigtige i vores talsystemer, figurerer. C-søjlen er måden, digitale systemer opbygges på (frekvensen i processor og ram-kredse). 108 er Shivas navne. F#-søjlener gradopdeling af cirklen og sandsynligvis også dage i året i en fjern fortid, inden der skete sammenstød i Solsystemet, og Jorden fik sit rotationsknæk. 144 er et berømt bibelsk tal. Matematikere vil næsten få våde øjne af at se ’smukke tal’. Og kabbalisterne er selvfølgeligvåde i bukserne – både af fryd og af skræk. Fryd, fordi det i 3.5 årtusind har været deres hemmelige videnskab og magtbase. Skræk, fordi den nu bliver hevet ud af hænderne på dem og afkrypteret. 



I den nye fysik tales der om global skalering. Den nye fysik er i virkeligheden ikke ny, men ældgammel. Den er der, hvor vi hele tiden har væretpå vej hen, før nogen mente, de skulle distrahere os. Global skalering svarer til udtrykket som i det store, så i det små, der tillægges Hermes/Thoth/Enoch – arabiske kilder kalder ham Sa’Urit, og er meget eksplicitte, ligesomPlaton også siger, atdenne viden eroverleveret/har overlevetfra før Syndfloden. Splinternyt møder ældgammelt. Araberne siger også, at pyramiderne stammer fra den tid, hvorfor egyptologerne selvfølgelig undlader at læse dem. 

Jeg påstår
at vi nu bevæger os væk fra relativismen, nihilismen, nominalismen,
materialismen.


Ovenstående case-study er det stik modsatte af fragmentering. Det er fraktalisering. Du kan klynge mig op på, at jeg er så beskeden at sige, at det er noget, jeg påstår. Jeg kunne i virkeligheden være langt mere ubeskeden og sige, at det simpelthen er noget jeg ser, og at enhver, der gider åbne øjnene vil kunne få øje på det samme. Via hardcore fysik – og gruppen omkring Hartmut Müller er så hardcore, som tænkes kan – er der ved at blivegenskabten anstændigvidenskab, hvor Oplysningstidens dødssynder ender med at blive opløst, og hvor metafysikken på forunderlig vis vender tilbage. Det vil blive en videnskab, der ikke dissekerer døde dyr– bogstaveligt og i overført betydning – men studerer Livet som en organisme. Kosmos er ikke længere en dødsmaskine. Newtons tyngdekraft (der aldrig er forklaret) og Einsteins termodynamiske dødskult vil i fremtiden kun være at finde i raritetskabinettet for videnskabelige blindgyder, dead ends. Onde tunger hævder endog, at sidstnævnteburde findes i afdelingen for decideret svindel og humbug …

Det Einstein'ske Univers - en dampmaskine. En flot sag fra industrialismens England, der desværre er utidssvarende som forklaring af Universet.




Herfra ... en anti-utopi 
Det vil få store konsekvenser for vores måde at tale og tænke på. Filosofi vil igen blive noget, hver mand og kvinde vil finde relevant. Vi kan igen, uden at se os over skuldrene, bruge de Store Ord, for de er nu udfriet fra det klamme dødsgreb fra relativisterne, der siger, at det er politisk ukorrektat bruge dem, fordide tilhører en overtroisk fortid (læs: de står i vejen for relativisternesfrihed til at være uansvarlige). 

New Age vil forsvinde – hvilket varpå tide! Det er en pseudoreligiøs parasit, der kun har kunnet trives på baggrund af et kunstigt skabt vakuum (i en kanibalistisk verden er alt spiseligt). Alt det, som newagerne har patenteret af skinhelligt mumbo-jumbo, vil nu være at finde i en relevant udgave fuldt integreret med hardcore-videnskab.

Selv teologi vil muligvis – jeg siger muligvis! - få en renaissance. En anden mulighed er, at den havner i det samme raritetskabinet som Einstein. Det vil komme an på graden af forstokkelse versus selvkritik, og her er jeg nok ikke specielt optimistisk. Videnskabens og teologiens degeneration har sammen med en CIA psyop skabt New Age. 

Samtaler vil igen finde sted. Selv politiske samtaler. Pseudopolitiske karaktermord og andet infantilt udskyderi vil ikke længere være sexet. Hvis du ikke stryger mig med håret, er du dømt ude, er ikke længere come il faut. Dæmoniseringeraf anderledes tænkende er unødvendige (der er intet at frygte). Man kan være uenig uden at være uvenlig. Det vil være muligt at stille sig op og kræve reelle svar, uden at få en kugle for panden. Had er ikke godt nok, vrede er på sin plads. 

Sproget vil genfinde sig selv som medie og tjenerfor virkeligheden, og ikke en voldtægtsforbryder af virkeligheden. Begrebet hate speechhar vendt begreberne på hovedet og undertrykker begrundet vrede og kritik af Magten, mens had udført af magthaverne og deres røvslikkere synes at værehelt fint! Det er censur, hvilket overhovedet ikke er fint! 

Dumhed, oceaner afdumhed! vil blive afløst af oceaner af nysgerrighed. Når samtaler og uforurenet sprog tager overhånd, vil der ikke være grænser for, hvad folk ønsker at vide. De vil vide alt det, de ikke måtte vide. De vil vide, hvad der skete, før Løgnens skriverkarle nedskrev Løgnens historie. Et godt råd til skriverkarlenes opdragsgivere: Hvis I i tide indrømmer jeres gigantiske misdåd – I kan jo bare sige, at I ikke vidste bedre og mente, at I gjorde det rigtige, hvilket I nu har indset ikke var rigtigt – så sparer I Verden for pinlige scenarier med jeres hoveder, der ligger og flyder i sidegaderne. 

Ansvarlighedvender tilbage som en dyd. En videnskabsmand kan ikke længere isolere viden fra anvendelighed. At videns-applikationer i dag konsekvent altid finder vej til våbenindustrien, før de får lov til at gavne menneskeheden, vil i fremtiden være en saga blot … OK, det er nok lidt lovlig optimistisk. Lad os modificere udsagnet til, at viden, der før helt og holdent var taget som gidsel af våbenindustrien, dens købmænd og kunder, nu kommer frem og finder et civilt formål. Når olie bliver overflødig, bliver oliekrige også overflødige. Der er klare tendenser til, at store lande udenfor Europa og USA er begyndt at lægge en mere ansvarlig kurs end den destruktive, som Patriarkatet har ført under deres Imperiale Regime. 

Medier og formidling vil blive overtaget af folk. Hvis du stadig anskuer denne svada som en Utopi, beder jeg dig om at lukke øjnene op. Det er i fuld gang, det foregår lige nu! Mainstream har endegyldigt fortabt sin ret og forspildt sin chance for folkets gunst, og bliver nu forsmået i stor stil. Til gengæld skyder open source formidling op som ukrudt. Et speget og mangetydigt felt fuld af faldgruber, men bedre end den lodrette mur af løgn og bedrag, der ikke længere varetager egentlig formidling, men kun globalistisk propaganda.

Relativisme vil blive sat i perspektiv. Selvfølgelig findes der relativitet, men enhver programmør ved, at variablerforudsætter konstanter. Hvis alting flyder, går alting i stå. Den ovenstående pythagoræiske talrække, der danner den stående universelle bølge, er en konstant. Den er en indiskutabel, apriorisk, metafysisk konstant. I begyndelsen var Logos. Ordet. Verdensordenen. Den stående bølge (the standing wave of the Universe). De gamle havde et religiøst sprog for det. Så ankom videnskaben, der afskaffede sproget, uden at levere en reel erstatning, men blot myrdede Verdensordenen, for at komme til. Nu ankommer en ny videnskab, der er i stand til at levere den vare, som Oplysningstiden ikke leverede. Global skalering er ikke relativitet, det er globalkonstans i dynamisk form!Hvor Einstein-relativismen blot hævdede at forklare, hvordan Universet konstant nedbrød sig selv og gik sin egen varmedød i møde (entropi), forklarer global-skalering-fysikken, hvordan Universet er et evigt selvopretholdende, intelligent system, med indbygget skabelse-opretholdelse-nedbrydning (Brahman-Vishnu-Shiva) i fuld balance. Et vedisk-daoistisk (Yin-Yang-Dao) univers. Det splinternye møder det ældgamle og konstaterer, at de altid har kendt hinanden – de har blot været lidt forvirrede et par tusinde år. 

Sundhedgenindføres som begreb. Hvor der før var sygehuse, vil der være sundhedshuse. I modsætning til de gigantiske komplekser, der i dag huser sygdomsindustriens tjenere, vil der kun være brug for beskedne pavilloner. Jeg har en vis ret til at udtale mig om det, for jeg er selv ansat i Region Hovedstaden, der understøtter disse giganter, og som for tiden er i fuld færd med at udvide i Hillerød, på Bispebjerg, i Herlev og på Rigshospitalet. Novo-Nordisk har nu inficeret Staten og bidt sig fast som et helt nyt center i regionen. Private-public-partnership, undskyld, er det det, der teknisk set er neo-fascisme? Det medicinal-industrielle kompleks er ikke bæredygtigt. Det har kun 100 år på bagen, jeg spår det max20 år endnu. 

Fred bliver mere sexet end krig. En skræmmende tanke. Imperiet er lige nu i færd med at brænde sit sidste frustrerede, perverterede krudt af. Imperialismen, globalismen, monopol-kapitalismen, liberalismen befinder sig lige nu i sin hidtil største krise. Parasitten, med de mange navne, får lige nu fuck-finger og thumbs-down. Der er træthed overalt i Verden over Patriarkatet. Og wannabe-matriarker kan godt stikke den op, for de var hele tiden en integreret del af patriarkatet, ved at udfylde en særdeles skamfuld rolle i destruktion af familieinstitutionens værn mod overgreb.Verdenssamfundet har seti tide, at Patriarkatet, Oligarkiet, endnu engang griberned i posen af rutiner vedat starte en krig, for at kompensere for deres svigtende greb om Verden. Krig har indtil videre været deres standard-løsning på deres løbende budget-underskud, men omsider bliverder sat en stopper for den perfide rutine. 

Økonomi vil skifte fra at være et anvendt destruktivt våben til igen at blive et instrument til opbyggelse. Med et skift fra Søimperiets hegemoni til Landimperiets genkomst, ser vi et skift tilbage til investerings- og handelsøkonomi og væk fra sørøver-økonomi. Når russerne, som det sidste, får vristet deres nationalbank ud af hænderne på oligarkerne, vil de ikke være til at stoppe. Det er så også her, 3. Verdenskrig kan bryde ud. Husk, at Libyenkrigen kom, da Gaddafi ville lave en afrikansk dinar med Tunesien og Egypten. Husk, at Syrienkrigen kom, da Assad underskrev en aftale med Irak og Iran om en olieledning. Husk, at Ukraine-fascistkuppet kom, da Poroshenko besluttede, at et medlemskab af det russisk-centralasiatiske samarbejde ville være det bedste. Krig kommer altid, når en nation er økonomisk ulydig mod Oligarkiet. Verdenskrigene kom, fordi Rusland og Tyskland var ’ulydige’ ved at være for økonomisk succesfulde i forhold til Det Britiske Imperium. 

Nation, race og familievender tilbage som begreber, der ikke kun er bekrevne mål for kulturel destruktion. Kulturmarxismen, indbegrebet af relativistisk-materialisme, har perverteret nationalisme til chauvinisme, race til racisme og familie til noget, der skal gøres op med, fordi de er ’samfundsbevarende’ - et eksempel på, hvordan et positivt udtryk bliver til et skældsord i munden på giftige ideologer og pseudo-filosofiske slanger. Nationer vil igen blive det sted, vi er født. Race og etnicitet vil igen blive fejret og højtidligholdt. Familien vil igen blive den naturlige kerne – når hele hypen om alternativ seksualitet og transkønnet, transmenneskelighed som det nye politisk korrekte sort er dampet af. 

Højreorienteret!hyler kulturmarxisten. Hyl du bare, din hyæne, for din polariserede fløjtænkning har fået det røde kort og er dømt ude. Højre og venstre findes ikke længere, men du har ikke opdaget det. Dit tankesæt er nu irrelevant og uddateret, og du hænger fast i din egen fortids sump. Du har ingen løsninger, du er nu indentisk med problemet, og du bliver kun taget alvorligt af folk, der er lige så forvirrede og hadske, som dig selv. 

Går det for vidt? Er det utopisk? Indrømmet, at påstå, at krig skulle være på vej ud af menuen, kræver lige for tiden,at man tager særligt velvillige briller på. Vi kan også være mere forsigtige og starte med konstatere, at relativismen begynder at komme i defensiven her. Folk i Udkantsverden køber ikke længere det relativistiske BS om, at krig skulle være godt for at skabe demokrati. Måske køber de ikke engang, at demokrati skulle være Verdens 8. vidunder, siden demokraterne har brug for at indføre det vha folkemord.

Jeg ser tendenser, ikke det endelige gennembrud. 



Jeg påstår
at det hænger sammen med Imperiets fald. USA falder som Imperium. Selv om der sad en stak snu oligarker ved et møde i 1939 (Engdahl, Lost Hegemon), der vidste, at Verdenskrigen kom, og planlagde, hvordan USA efter krigen skulle re-designe Verden efter sit eget hoved. På dette møde blev de enige om ikke gentage Englands fejl med at kalde Imperiet ved navn, for det ord brød amerikanerne sig ikke så meget om. I stedet skulle det kaldes, at bringe demokrati til Verden, for det lød vældig sympatisk. Den køber de helt sikkert. Og det gjorde vi.

Det Imperium falder lige nu sammen. Oligarkiet – ikke et amerikansk fænomen, men et globalt – har sin største krise nogensinde. De har nærmest kun én mulighed, for deres udbrændte fantasi rækker ikke længere: endnu en verdenskrig. Men det er læst og forstået derude i Verden, og det er kun de dummeste polakker, der synes, at det er en god idé. Sorry, jeg er sikker på, at langt fra alle polakker er med på den, men det er da sært, at det for tredje gang er polakkerne, der spreder ben for en konflikt mellem Rusland og Europa. Og hvad har den bizarre tyske kansler haft gang i? Et kvalificeret gæt kunne være, at staben omkring Obama fandt hendes svage punkt, hvilket nemt kunne være hendes fortid i FDJ i Østtyskland. Eller endnu værre, noget med nazisme. Et faktum er, at hun har været usædvanlig instrumental for de amerikanske neocons, helt udover, hvad der har været nødvendigt for Tyskland.

At påstå, at Imperiet falder, er ikke engang en påstand, det er en konstatering.

Jeg vil opfordre alle til at øve sig mere i visualisering af den fremtid, der er ønskværdig, og mindre på at sluge den sorte pille. At visualisere er ikke det samme som selvbedrag. I stedet for 500 mg dystopin 3 gange dagligt kunne man overveje at nedtrappe. Erstat fx den ene dosis med 10 mg visualin, 12 mg fantasillin, 2 kapsler bonafortuna og et par ditto optimistycin. Skyl det hele ned med en vitaminrig saft af mærket No Shit Can Harm My Wit. Hvis vi ikke i højere grad begynder at flytte fokus fra det, der forhindrer menneskelig trivsel, til mere af det, der fremmer det, kan vi risikere at have glemt, hvad det vil sige, hvis vi på et tidspunkt får chancen.