Viser opslag med etiketten sprog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sprog. Vis alle opslag

fredag den 23. juni 2017

Jeg har et problem med lingoet

af marco_hanuman, the blogger


Jeg har et problem med lingoet 


'Det er i virkeligheden en ekstremt konservativ måde at se på tingene på...' 

Mit problem er, at visse typer ikke synes, det er nødvendig at definere de begreber, de slynger om sig med. De tager for givet, at vi jo ALLE udover deres typologi er enige om, hvad deres moralske udsagn betyder, og at de derfor kan springe alle indledende øvelser over, underforstå betydning og forudsætte grundlæggende enighed. 

For mere drevne retorikere er det desuden en måde ubemærket at snige et ideologisk tankekup ind i en bisætning eller, som ovenfor, i form af et tillægsord, hvorved det manipulerer til uudsagt enighed. Sproget bliver forførerisk og misbrugerisk.

Hvis nogen for eksempel ville anvende ovenstående sætning på et hus fra 1780 og dermed argumentere for, at lortet burde rives ned på stedet grundet dets alder, ville det nok få en og anden op af stolene, med en vis bekymring for nationalklenodier, bevaringsværdige bygninger og historiske interessefelter. Eller bare folk med sans for skønhed, for bygningsstilen i 1700-tallet havde sin egen stilsikre æstetik. Blot ud fra et sjældenhedsprincip, mener vel de fleste, at bygningen bør bevares, da der kun er få tilbage fra den tid. Med andre ord, argumentere for bevaringsværdighed grundet dets alder. Selvom et billede på væggen ikke er et mesterværk af Rembrandt, er dets alder 1780 en grund til konservering/bevaring af det, da det indeholder en historie, en fortælling fra en svunden tid. 

Hvad laver hunden nederst til højre i Rembrandts radering om samaritaneren?
Den pøller for hårdt! Den skider på den store fortælling! Hvad skal vi mene om det?

Eller hvad nu hvis sætningen blev brugt som argument for, at konservering af fødevarer er af det onde, og kun superfriske varer, der lige er hevet op af jorden, ned fra træerne eller stammende fra et kræ, der indenfor de nærmeste dage eller uger havde fået den dertil indrettede kugle for panden, var tilladelige? Med al respekt for friske råvarer, ville udsagnet stride imod alle hæderskronede principper for behandling af fødevarer i både tempererede og arktiske zoner, der tager hensyn til naturen og menneskers overlevelse. Og også, men med andre teknikker i de sub og -tropiske zoner. Det ville være en udradering af alle de erfaringer og teknikker, der har holdt os i live som menneskelig art gennem årtusinder - og dertil yderst tåbeligt og selvdestrukivt. 

Men lige så snart snakken ryger ind i det politisk ideologibefængte felt, er der åbenbart et helt segment, der underforstår, at ikke-bevarelse og dermed destruktion per definition er et positivt begreb. Segmentet tillader sig, uden at blinke, at tage alle, der er til stede i salen, når sætningen falder, til indtægt for deres positive holdning til destruktion - i en bisætning eller i form af et tillægsord. 

'Det er i virkeligheden en ekstremt omsorgsfuld, traditionsrig og kulturbevarende måde at se på tingene på...' 

Du kan godt høre det, ikke? Så, det er muligvis ikke kun mig, der har et problem med lingoet. Der tegner sig et problem, vi er fælles om i disse tider, hvor ideologisk affald fra forrige århundrede og i dette tilfælde den gængse måde at anvende begrebet konservativ på, der klæber til sproget. At bevare underforstås som uønskværdigt grænsende til utilstedeligt, og at smide ad helvede til underforstås som ønskværdigt grænsende til påbudt ved lov. I ordet konservativ og i den måde, ordet bruges på, gemmer der sig i ultrakomprimeret form en oppustet, ideologiseret ballon af en hel filosofi. 

Der burde være en lille drillepind med en ligeså lille spids nål, der var klar til at punktere ballonen og forlange, at den ideologiserende misbruger af ordet blev tvunget til at definere ordet. Du siger, at der er noget, der ikke bør bevares? Vær så venlig at underholde os med, hvorfor - og helt NØJAGTIGT hvorfor det, du omtaler, ikke er bevaringsværdigt? Har det udtjent sit formål? Er det uhensigtsmæssigt? Er det skadeligt? For hvem er det skadeligt? Hvorfor er det skadeligt? Har du for nyligt opfundet noget, der beviseligt overflødiggør det, du mener er bevarings-uværdigt? 

Her vil det meget ofte vise sig, at det hele handler om, hvad vedkommende selv kan lide eller ikke kan lide, og at der er tale om en egeninteresse. '... en ekstremt konservativ måde at se tingene på ...' viser sig at være et udtryk for, at vedkommende mener, at noget skal udslettes fra Jordens overflade for udelukkende at tjene vedkommendes interesser, og at vi jo alle som udgangspunkt er enige om at bifalde disse interesser. Det er et moralsk udsagn, der mangler hele argumentationsdelen. Folk bør tvinges til at argumentere, hvis de hævder at have ret til at moralisere. 

NB! Moral er nødvendig. Ikke-underbygget moral, derimod, er ikke blot unødvendig, den er en voldtægt af vore tanker, følelser og handlinger. Jeg føler, ergo har jeg ret! Nej, lille ven, det har du ikke, men du er da velkommen til at argumentere for, hvorfor dit følelsesliv kræver denne særlige opmærksomhed og hensyntagen. Og hvis du ovenikøbet kan sætte det ind i en større ramme og gøre dit - med al respekt - temmelig private følelsesliv til noget personligt og dermed noget, der vedrører andre personligheder end dig selv, så vil vi endog lytte til dig ud over det øjeblik af tålmodig overbærenhed, som almindelig pli byder os. 

Nuvel, vi kan overhovedet ikke tale sammen uden at underforstå en hel masse. Men vi har i disse tider brug for at foretage en hovedrengøring i en forurenet sprogkultur. Blot bevidstløst at rave rundt i det 20. århundredes ideologiserede sprogkultur er - ja, undskyld, jeg siger det - udtryk for et ekstremt konservativt tankesæt ... ;-) 

Brugen af ordet konservativ som synonym for 'moden til at smide i skraldespanden' er en ikke-bæredygtig, ikke fremtidssikret og dermed ikke bevaringsværdig måde at bruge ordet på. Og jeg sagde ikke, at det, efter eget udsagn, fremskridtsvenlige segment er gået hen og blevet stokkonservativt og reaktionært. Men jeg mente det! 

Foreløbig konklusion: Når man flot tillader sig at strø om sig med ord, der har fået vredet den ideologiske arm om på ryggen, kommer man til at skylde en forklaring. Andre kan derfor uden at blinke tillade sig at kræve en sådan forklaring. Så værsgo' at forklare.  


Hjerteslags-algoritmen og datamafiaen 

Google is your friend, går vi og siger. Don't be evil, siger datamafiaen om sig selv. Mon ikke det så småt er ved at gå op for folk, at begge udsagn falder ind under kategorien nysprog, begreber, der, for at give mening, skal vendes på hovedet? Google er ikke din ven, når dagen er omme, og ondskab er ikke fremmed for datamafiaen, men selve deres grundsætning. 



Google og internettet kan være nyttigt i mellemtiden, hvis du ved hvordan, du sorterer det værste gift og affald fra. Forvent aldrig solid information i Wikipedia, hvis det drejer sig om emner, der af datamafiaen regnes for virkelighedsdannende. Regn for sikkert med, at Facebook sender alt videre om dig, selvom de forsikrer dig om, at dine oplysninger er private. Vid, at mafiaen kortlægger alt, du foretager dig og sætter dig på formel. Regn for sikkert og bevist, at samarbejdet mellem datamafiaen og NSA/CIA og alle de andre væsener er fuldt udbygget. Husk, at Darpa-net var et våben fra starten, og at internettet er et våben i dag. Du er målet for enden af kikkertsigtet. 

En nyttig oplysning, man i mellemtiden kan hive ud af Google, er deres egen statistik over søgninger. De skal jo tjene en masse penge, mens de tager livet af os, en strategi, de deler med medicinalindustrien, militærindustrien, fødevareindustrien og andre industrier. De sælger statistikker over alle bevægelser på nettet, så virksomhederne kan lægge strategier for, hvordan de tjener penge - mens de tager livet af os. En af disse viser, at menneskelig frygt kan kortlægges, planlægges og indlægges som tilbagevendende mønstre. 



Sådan ser kurven ud for, hvornår folk googler ordet 'Cold War'. Det sker simpelthen to gange om året, med det store udsving i løbet af 6 uger i april maj hvert år og det lille udsving hvert år omkring september-oktober. Det svarer til de kurver, man kunne tegne over forekomsten af terrorhændelser og falske flag. Altså virkelige og iscenesatte terrorhændelser - virkelige i betydningen med virkelige ofre og ikke blot crisis actors, for virkelige terrorhændelser er lige så kunstige, som de rene teaterstykker. Kurven er altså skabt af mediebåren, iscenesat terror. Terror er et virkeligt styresystem. 



To gange om året kører der med andre ord en kampagne i det samlede og koordinerede udbud af medier, der pumper en stor portion frygtskabende viden ud i æteren. Kurven er som et hjertekardiogram. Psykologien efter 2. Verdenskrig har været at vedligeholde traumet med en konstant frygt. Det kunne have været interessant med et kardiograf for frygt, der gik alle 70 år tilbage. Måske ville det vise sig, at mønsteret allerede blev skabt i de trykte medier og med radioen, og senere med fjernsynets hjælp. Et gæt ville være, at mønstrene er opstået i takt med psykologiens og behavorismens/sociologiens/antropologiens evne til at kortlægge og dermed kontrollere masserne. Massekontrol har eksisteret så længe, der har fandtes folk, der betragtede masserne som dumme får, men i det 20. århundrede blev det sat i system, som aldrig før. Der var institutter, der studerede og kortlagde det. Frankfurterskolen, Tavistock-instituttet, The Rand Corporation. Der blev eksperimenteret i universitetsregi (MK-Ultra). 



Efter 2. Verdenskrig fandtes der et krigsmaskineri så stort i Vesten, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv, hvis der ikke var krig. Så fik vi den Kolde Krig. Man kan egentlig spørge, hvad forskellen var mellem den kolde krig og the Boston Bombings, hvor vi ved med sikkerhed, at ingen kom til skade, og at det hele var ét stort teaterstykke med crisis actors. Et falsk flag beregnet til massehysteri som påskud for efterfølgende anslag mod civile rettigheder? Forskellen er ens, som det hedder. Den kolde krig var et teaterstykke beregnet på via en evig fjende at berettige krigsmaskinen. 

Teaterstykket er sat i system som en hjerteslags-algoritme, der kan måles af Googles statistik for, hvad folk søger på i frygt. 2. Verdenskrig stoppede aldrig men blev til frygtens kolde krig, der aldrig stoppede, men blev til krigen mod terror, der er krigen med og ved hjælp af terror, der nu er den nye kolde krig, der hele tiden truer med 3. Verdenskrig.  


De flytter møbler bag skyerne 

Det begynder som en svag rumlen. Hvad pokker, tænker jeg, går der nogen rundt oppe på loftet og flytter møbler? Er der flyttet ubudne gæster ind, mens jeg har været væk? Jeg skæver forsigtigt ud til entreen, hvor brændeøksen er parkeret. Jeg tjekker foldekniven i skuffen, hvis det skulle knibe. 

Det viser sig at være langt større møbler, der flyttes. Den svage rumlen er Thors geder og vogn, der varmer op I det fjerne. Måske bliver det ikke til noget. Den slags møbelflytteri kan godt foregå diskret for os kryb på overfladen i de højere luftlag. Lyn og torden i mindre skala behøver ikke afledning via jordoverfladen. 



Når man bor i et stråtækt hus fra 1780, tænker man indimellem på, hvad et velanrettet lynnedslag kan forårsage. Jeg beroliger mig selv med, at det 20 meter høje egetræ i haven, eller en anden høj kæmpe i nærheden, vil være det første mål for et lyn. Eller langt snarere vandet i den lomme af Østersøen, der løber 300 meter væk. 

Man spøger ikke med et lyn. Den amerikanske forfatter Paul Auster fortæller om en hændelse i hans ungdom, der ifølge ham chokerede ham i en sådan grad, at han blev forfatter. Han og hans kammerat havde søgt ly under et træ i et voldsomt regnvejr, da et lyn slog ned. Han gik selv ram forbi, men hans kammerat, der stod en meter fra ham, blev ristet og faldt død om. 

Uden sammenligning: Jeg har siddet i en sofa i min gamle lejlighed på 5. sal, da der kom et lyn ud af rosetten i midten af loftet. Der lød et smæld og lyset gik ud. Den gamle mølædte sofa var fuld af metalfjedre og kunne sikkert have fungeret som en fin brødrister. Herren være lovpriset for HFI-relæet! Men ikke nok med det, da jeg havde tændt for elektriciteten og konstateret, at hifi-gearet var intakt, skete det samme en gang til. Hvor stor er chancen lige for det? 

Et sted, man ikke skal befinde sig i tordenvejr, er en bjergside med bare skrænter. Hvis den kraftige tordenregn får vandet til at løbe i et tæppe ned over skrænterne og lynet slår ned - og du står midt i tæppet - så er du færdig på stedet! Jeg har hørt bjergguides fortælle om en metode, hvor man griber om sine egne ankler for at danne et afledende kredsløb, for at elektriciteten ikke skal ramme hjertet. Jeg har mine kraftige tvivl. 

På den anden side har man også hørt forunderlige historier om folk, der blev ramt af et lyn. De blev aldrig den samme igen. Nogle blev indesluttede særlinge, andre blev til oplyste, opvakte individer med særlige evner. 

Husk i øvrigt, at et lyn ikke slår ned, så ordet lynnedslag er noget vrøvl. Et lyn slår op.  


Beskidt elektricitet 

Vi bliver i emnet. I elektricitetens århundrede er der sket det samme med elektricitet, som der er sket med alt andet i den beskidte verden, vi lever i. Det kan bedst karakteriseres ved at tænke på en psykopatisk krigsgalning. Alt kan bruges. Hvis man giver ham et æble i hånden, vil den første tanke i hans forstyrrede sind være, på hvilken måde, men hvilken kraft og med hvilket resultat, han kan smide sydfrugten i hovedet på en eller anden, så denne omkommer. Mens der tjenes penge på det, så man kan anskaffe sig noget mere potent, end et æble, til at tage livet af andre. Og den eneste grund for disse galninge til ikke omgående at tage livet af alle andre er, at så ville de ikke have folk omkring sig til at varte dem op, mens de tager livet af nogle andre. 



Vi omgiver os selv med beskidt elektricitet. Er der grund til at remse op fra listen af wifi-signaler, EMF'er fra kabler, installationer, maskiner og elektronisk office-udstyr, hjemmebryggeriet af køkkenudstyr og underholdningsgear, sendemaster, radiosignaler, satellitimpulser, og hele sjabanget af elektrohelvede, vi omgiver os med eller er blevet omgivet med. Vi holder gladeligt en smartphone op for hjernen med en elektromagnetisk frekvens (EMF), der er fire gange kraftigere end udladningen fra motoren på et diesellokomotiv. Og teleselskaberne og fabrikanterne af smartbamserne ved det udmærket, men ingen læser, at de skriver med ultrasmåt i brugsvejledningen, at device'n aldrig bør anvendes tættere end 20 cm. fra den menneskelige hjerne. Vi har skrevet det, I kan aldrig retsforfølge os for det. Jf. den kabbalistisk-frimureriske grundregel om, at når de blot har sagt det offentligt (et sted, som ingen ser), har de fået tilgivelse for deres forbrydelse. 

Der er grundlæggende to måder at anskue dette beskidte miljø på. Enten bliver vi zombificeret af det. Det ser sådan ud, hvis man studerer folks adfærd for tiden. Vi går ikke længere ind i den side af sagen: at elektrosnavsen er en del af et system, hvor vi både overvåges og kontrolleres af alle disse frekvenser. Der er en mening med snavsen og galskaben, en ikke særlig behagelig mening. Når du tænder for din fladskærm, er der nogen, der ser på dig. Når du taler i din smartphone, er der nogen, der lytter til dig. Når du skriver på din computer, er der nogen, der læser, hvad du skriver. Realtime, hvis du skønnes at udgøre en trussel for seerne, lytterne og læserne. 

Vi ser lidt bort fra den på ingen måde uvæsentlige side af sagen. Beskidt elektricitet i sig selv gør dig afhængig af ... beskidt elektricitet. Smartphone er det nye kokain. Det elektroniske drug gør dig høj for dernæst at gøre dig lav. Man kan sige, at besudling - et godt-ondt gammeldags ord - via elektrosnavs for din hjerne, dit nervesystem og hele din organisme + bevidsthed i sig selv er et stykke krigsførelse udtænkt af de psykopatiske æblesmidere. De er medlem af en global klub for ultra-psykopater, der inkluderer drugindustrien, medieindustrien, krigsindustrien, fødevareindustrien, energiindustrien og finansindustrien. Læg dertil et ord, der ikke findes: videnskabsindustrien.


Arvesynden 

Den findes kun én tilbundsgående måde til at forstå fænomenet gæld på: arvesynd. Der er med andre brug for et teologisk koncept for at forstå, hvorfor der findes så megen gæld i verden i dag, at den ikke kan betales tilbage. 



Det var så pointen på forhånd, her kommer forklaringen. I kristen teologi, eller rettere, i katolsk og protestantisk teologi findes begrebet arvesynd. På engelsk primordial sin, den synd, der allerede fandtes, før du blev født, og som ved fødslen blev overført til det intetanende spædbarn. I den ortodokse kirke bryder de sig ikke om begrebet, og uden at være medlemmer af østkirken, er vi en hel del i dag, tør jeg godt sige, der heller ikke bryder os om begrebet. Det stinker. Mnjaaeh, det er bare fordi I ikke er i stand til at komme overens med tanken som ikke-troende … NEJ! Det er fordi det stinker! Og lad så være med at afbryde! 

;-) Tanken blev formuleret i sin færdige form i en traktat af Anselm af Canterbury. For Gud er synd en evig sag. Når man begår en synd, vækker man Guds evige vrede (allerede her stinker det…). Man begår noget utilgiveligt, der kun kan sones ved et evigt offer, og da mennesket ikke grundet sin dødelighed er leveringsdygtigt i den slags, er Gud nødt til at ofre sig selv i form af sin egen søn, for at vi gennem denne kan blive tilgivet vore synder. 

Anselm skriver i starten på sin berømte (berygtede) afhandling, at når vi blot ser bort fra Kristus, og alt hvad vi ved om ham, forholder det sig sådan, som beskrevet, altså, hvorfor Gud var nødt til at blive menneske, hvilket kan bevises ved fornuft alene. Han giver os altså allerede fra starten af et diskret hint om, at hvad han skriver, egentlig ikke har noget med kristendom at gøre. Med hvad har det så med at gøre? Det har at gøre med at skabe balance i regnskabet. Det er simpelthen en bankmands tankesæt! Når man begynder at tale om arvesynd, så taler man i et metaforisk sprog om dobbelt bogføring, gæld, renter, likviditet og alt det andet, vi kender fra bankvæsenet fra Babylon, henover Venedig, via Amsterdam til the City of London og Wall Street. 

Hvis du, som jeg, har undret dig over, at begrebet skyld findes i både kristendom og bankvæsen, then look no further! At fornærme Gud er en uendelig fornærmelse. At ophæve denne fornærmelse kræver en uendelig betalingsform. Det er nøjagtig sådan, d’herrer og et par damer, der hvert år mødes i Davos i Schweiz for, under overopsyn af Bank of International Settlement, at diskutere, på hvilke måder de kan vedligeholde arvesynden = gældsgrebet om verdens befolkninger. Det vil helt sikkert ikke være sådan, de formulerer dagsordenen for mødet – og dog: for nogle år tilbage var der rent faktisk en højprofileret bankmand (husker ikke hans navn), der udtalte: Vi gør Guds arbejde! I deres optik er og bør al gæld være uendelig. Hvilket just er virkeligheden for denne verdens nationer og den menneskehed, der bebor dem. Der er så megen gæld til stede i verden, at den aldrig kan tilbagebetales. Hvilket just er meningen, for Christs sake! 

Anselm kunne godt lide at se sig selv som Kristus

Gæld kan først slettes ved døden. Jeg sagde kan slettes. Renter på engelsk hedder passende nok mortgage – en-gage-ment indtil døden (mors). For at slette den synd, som det dødelige menneske begik i syndefaldet, dengang den skøre kælling i bar røv i ursuppen og tidernes morgen åd af æblet, var Gud nødt til at blive dødelig. Her har vi samtidig oprindelsen til kulten om Den Døende Gud, der kræver menneskeofre, og så ryger vi helt ud af det kristne tankesæt og over i Baalkulten. 

Det er derfor, at Anselm så diskret kommer med sit hint om, at hans ræson tillader sig at se bort fra Kristus. Det er ren logik, hævder han. Kapitallogik, ville marxisten sige, algoritmisk finanslogik, ville vekseleren på Børsen sige. De har ophøjet den logik, der placerer menneskeheden i et evigt slaveforhold, til at have status af en ubrydelig naturlov. Pengevekslerne er blevet til paver, Guds stedfortrædere på Jord. De vifter os om næsen med løfter om tilgivelse (alt ondt starter med et løfte), men der findes ingen tilgivelse i et sådant system, der findes kun evig skyld. Vi lever i en dødskult, som bankmænd siden Babylon har skabt for os, og Babylon hedder i dag WTO, IMF, BIS, ECB – de kan vældig godt lide akronymer med tre bogstaver, som i den Hellige Treenighed. For dem er det ikke Faderen, Sønnen og Helligånden, og dog: det er bankmanden (faderen), skyldneren (sønnen) og den evige strøm af likvider, der flyder fra debitor til kreditor (helligånden). 

Men arvesynden er og bliver noget forkrøblet sludder, der modsiger selve det, som Kristendommen hævder er kernen i sin lære: at mennesket er skabt i Guds billede, og derfor er en fraktal af Kosmos med en oprindelig retmæssig direkte adgang til sit eget ophav. Ingen instans, ingen institution, ingen arvefølge, ingen familie, blodlinje, genealogi, lovgivning, organisation, kirke eller kartel – intet på denne Jord har ret til at nægte mennesket sit egentlige ophav og hævde guddommelig sanktion. Hvilket man ikke desto mindre har gjort via alle mulige kabbalistiske hundekunster og distortions af den oprindelige naturlov. Djævelen findes i detaljen, og i detaljen opdager man den totale selvmodsigelse.

Kirkefædrene i den tidlige kristne kirke, som i dag stort set kun bliver læst i den ortodokse kirke, stillede spørgsmålstegn ved doktrinen om arvesynden. Hvem bliver al denne gæld betalt til? spurgte de, ligesom de spørger i Østkirken i dag. De vidste godt, at logikken i gælden var en tilbagevenden til Baalkulten, der i mellemtiden havde sneget sig ind ad bagdøren. Der skrives metaforisk i det Gamle Testamente, at Abraham ville ofre sin søn Isaac for at betale sin gæld til Gud, men at Gud stoppede ham. Well, ’gud’ har åbenbart sidenhen fortrudt sit forbud mod menneskeofring og genindført den via bagtrappen ved at kræve, at hans egen søn skulle slagtes som et lam for at formilde guden – ham selv – hvilket kræver god gammeltestamentelig blodofring som formildelse. Jaaamen, hører jeg teologen i den lokale menighed sige, det skete jo for vores skyld, og nu er det sonet én gang for alle. Så er det da besynderligt, at vi ifølge teologen er nødt til at gå i kirke hver søndag for at repetere menneskeofferet som et nadverritual, når det nu er overstået én gang for alle! 

Når bankmænd i dag – og gerne med en eller anden snotdum, korrupt politiker som mundstykke – udtaler: Ja, vi er jo alle nødt til at yde et offer for … og så siger de et eller andet om det fælles gode, samfundet, blablabla… så mener de det sgu! Et menneskeoffer på alteret til Den Døende Gud, Baal. De har selvfølgelig aldrig hørt om Baal, men de har bestemt hørt om offeret, for al ubetalelig gæld kræver konstant et offer. Når de siger 'vi er jo alle...', er de selvfølgelig selv undtaget.  

Vi lever i Babylon, og sprogforvirringen er total. Men der var i oprindelig babylonisk tid et andet sted, hvor man ikke havde en tæt forbindelse mellem religion og bankvæsen af den grund, at det var et samfund, der ikke havde en udbygget pengeøkonomi. Det var Egypten. Det er også her, man finder den kosmologiske tanke om et evigt udfoldende informationsfelt uden gæld. Det er uhyre interessant og har implikationer langt ud over religion og bankvæsen. Her ryger vi over i fysikken. I den newtonske og einsteinske fysik er der hele tiden gæld, i den forstand, at Universet klapper sammen pga. af sin egen tyngde og al energi går mod sin egen død iflg. termodynamikken. Det er en dødskult, ligesom Baal og bankvæsen. Men egypterne forstod, at der ingen gæld var, der var ikke noget, der forsvandt ned i et sort hul – og hvis det gjorde, vendte det tilbage gennem et hvidt hul på den anden side af dimensionsskærmen. Når der ingen gæld er, behøves der ikke at foretages et offer. Vi finder mange mærkelige ting og sager, men vi finder ikke afbildninger af menneskeofring hos egypterne. Vi finder et præsteskab, men de udøver ikke menneskeofring, som baalpræsterne i Kaanans land eller som aztekerpræsterne, der ofrede 60.000 mennesker på tre dage (jf. Graham Hancocks læsning af kilderne)! 

Egypterne havde altså en anden læsning af den fælles og dybereliggende metafor, der ligger bag de gamle kosmologier. I begyndelsen var ingenting. Ingen Ting. Væren var (Jeg Er Den Jeg Er), men væren er, uden at være nogen ting. Dette kalder vi, af mangel på begreber, for Gud. Tag enhver kategori og definition (afgrænsning), du kan komme i tanker om, og forsøg at applikere det til Gud, og det vil ikke lykkes. Gud er ingen-ting, i den forstand, at Gud ikke svarer til noget, vi kender. Gud er ukendelig og udefinerbar. I begyndelsen var Gud = ingenting. 

Men for at forstå, er vi nødt til at differentiere. Forstå, forstand, at stå foran noget, at adskille sig, at abstrahere, at gøre forskel, at differentiere. I det øjeblik, vi mimer selve skabelsen og tegner en linje i et udifferentieret hav af uendelig intethed, opstår Treenigheden. Der findes den ene side af linjen, så findes den anden siden af linjen, og så findes den fælles skæringsflade mellem de to. Og alle tre dele er uendelige! Vi går direkte fra enhed til tredeling, dualitet findes egentlig ikke. Derfor findes trialitet (trinity), eller som vi ganske præcist siger det i kristen filosofi, treeninghed, i alle de gamle kosmologier. I vedisk filosofi er Brahman den skabende, ekspanderende kraft, Shiva er den destruerende, kontraherende kraft, og Vishnu er den opretholdende, ballancerende kraft. I kinesisk filosofi er det Yin (kontraherende), Yang (ekspanderende) og Dao (ballancerende). Hvis man går på opdagelse i de store kosmologier, finder vi de samme tre principper, blot med andre navne og visualiseret på forskellig vis. I Popul Vuh (et af de få overlevende skrifter fra Den Nye Verden, der ikke blev udraderet af jesuitiske kultur- og historiedestruktører) er der Fader Himmel og Moder Jord - og den fælles skæringsflade mellem de to. Nogle gange fortoner det opretholdende princip sig, for det er det sværeste at fatte. Den gyldne middelvej er det sværest fatbare, for det er balancen. Det duale princip mellem de modsatrettede kræfter er mere sanseligt forståeligt, for vi oplever det hele tiden. Vi er blevet oplært i at forholde os til dualiteten, mens trialiteten er forbeholdt dialektikerne, der udover tesen og antitesen også forstår syntesen.

Det er muligt at beskrive tredelingens metafor som et stykke matematik, som Joseph P Farrell og Scott D. de Hart gør i Yahweh The Two-Faced God. Det er også muligt at udvide differentieringen ud over den oprindelige treenighed. Det er et åbent system og en åben metafor. Det betyder samtidig, at den kan misbruges og twistes i retning af et gældsbaseret, lukket system, hvor man så at sige fanger evigheden i en flaske. Det er flaskens ånd, der nu står i gæld til den, der har fanget den. I fortællingen fra 1001 Nats Eventyr bliver ånden ganske vist sluppet ud af sit fangenskab og står herefter i gæld til sin befrier, men nogen må jo have proppet den ind i flasken til at begynde med.  


Gulvterroristen    

Her sidder jeg stille og fredeligt hensunken på min kontorstol i et meditativt øjeblik, med øjnene forplantet på computerskærmen i færd med et eller andet klogt skriveri, da der ud af øjenkrogen spores en hurtig bevægelse henover gulvtæppet. I et splitsekund ser jeg fætteren smutte om bag et møbel. 



Som ind i helvede, der var den jo! Nu har jeg hørt dens små skrabende fødder – hedder det poter eller hvad? Nej, det er noget, der sidder på hunde- og katte, så det hedder nok fødder. Det der med musestille, skulle jeg i øvrigt hilse og sige, det er altså noget vrøvl. Altså med mindre det beskriver den måde, kræet gør sig usynlig og uhørlig på, når den har fået øje på, at man har fået øje på den. 

OK, dyret er løs på mit gulvtæppe. Er det nu, jeg har en historisk chance for at nakke den? Jeg mener, fange den og slippe af med den. Jeg har prøvet det med musefælder. Man lægger et stykke ost på fælden og stiller den der, hvor man sidst så misdæderen … musdæderen. Og hvad tror du lige, man finder, når man kommer igen? Musefælden intakt i skudstilling og uden ost! Jeg ved ikke, om det er meningen, man skal lime osten fast til udløseren, så pelsbæstet er nødt til at hive i den for at få belønningen, men i hvert fald er den så snedig, at den er i stand til at narre dødsfælden, der ville have brækket ryggen på den med det samme. 

Sandt at sige, så har jeg det heller ikke så godt med at tage livet af den slags dyr, pelset terror elle ej. Jeg ville nok tænke på en anden måde, hvis jeg havde haft en hel koloni af slagsen, der åd mine elektriske ledninger. Min nabo, der har stalde og dyr, er rimelig hård i filten, mus får simpelthen blå korn. Det med farven er vist noget med, at det ikke er sundt at blande dem i morgenbollerne. 

Til sagen. Kræet er mindre, end jeg havde regnet med, to centimeter plus vedhæng. Pelsen er rødbrun, øjnene er små sorte kugler. Måden, den kigger op på, er et Antonio Banderas som den bestøvlede kat-moment: Du ville da ikke gøre den slags gruselig fortræd mod en stakkels forsvarsløs stakkel som stakkels mig, ville du vel? Efter dette emotionelle empati-angreb holder tæppegnaskeren simpelthen en fest på mit gulvtæppe. Jeg skal indrømme, at der bliver støvsuget ind imellem, men der kan også godt falde en enkelt krumme ved siden af tallerkenen. Dens festinstinkt er åbenbart stærkere end dens stik-af-instinkt. Ikke så snart har jeg forsøgt at fange den med alt fra omvendte papkasser, skåle, en svupper til et rør med ost i den lukkede ende - hvilket den selvfølgelig opdager og stikker af - før partygnaveren er tilbage på dansegulvet igen. Dens selvtillid fejler ikke noget, så den har ikke brug for hverken coach eller psykologbistand. 

Jeg prøver at udtænke alle mulige handlingsplaner – muligvis ikke det rigtige ord, da man mest bruger den slags om arbejdløse i socialcentrifugen, og ingen af delene passer på hyperkræet, der med 100 km i timen er i stand til at krydse mit gulv i fuld beskæftigelse. På et tidspunkt løber den imellem benene på mig! Arrrgh … jeg ku’ blive så …! Jeg åbner hovedøren og bygger en passage fra inderdøren, så den løber ud. Hvad den selvfølgelig ikke har tænkt sig, og hvilken fornærmelse i øvrigt, for den er jo en husmus, til og med af fineste slags, og det er ganske vist! 

Så er det, jeg giver op og sætter mig ned og skriver videre. Ved siden af mig står en gummisvupper, som jeg naivt troede, jeg kunne slippe af sted med at slaske ned over den bepelsede krummegnasker ... der i næste øjeblik kommer frem bag et bordben. Halløjsa! Da jeg i princippet har opgivet kampen mod det overmægtige pelsvæsen på to centimeter med vedhæng, beslutter jeg mig til at prøve at lette på svupperen. I løbet af de næste to sekunder går det op for mig, hvordan man fanger den slags frygtelige bæster, og hvad deres svage punkt er: deres nysgerrighed. Hvad tror du lige, den gør? Den smutter ind under svupperen for at se, hvad der mon gemmer sig i halvmørket her. Et nyt musehul, et tilflugtssted, en særlig delikat krummeart? Nope bandito infamo, det er et gummi-salatfad, du er havnet i gummikasjotten! 

Jeg ved ikke, hvad den herefter tænkte: Øh, hvor blev hoveddøren af til mit nye sted? Kort efter sniger der sig et stykke pap ind under fødderne på den: Øv, jeg kunne bedre lide gulvtæppet med krummer på, og er der ikke nogen, der tænder for lyset? Da der bliver tændt for lyset, befinder pelsterroristen sig i en flisebalje monteret på en ladcykel på vej mod bygrænsen. Ejeren af den tohjulede lastbil har ikke hjerte til at drukne kræet i en gulvspand og vælger i stedet at landsforvise den. Og prøv lige at høre: der findes jo ikke en museart ved navn husmus, vel? mus musculus på latin, om du vil. Det er jo bare en markmus, skovmus eller rødmus, der har skiftet sit habitat ud med et pensionat, hvor den får serveret krummer på daglig basis, hvor den ikke behøver at grave huller i skrænten, men kan pile omkring bag opvarmede paneler, hvor der aldrig bliver regnvejr, og hvor der ikke konstant er en ugle eller en kat i røven på én. 

Ferien er slut, man har glemt at betale regningen på pensionatet. 
Dette er ikke et museum for boligsøgende pelsaber. Welcome to the real world.

Efterspil. Hermed blev der statueret et eksempel, det må have rygtedes ude i krogene. Musens fætter, loftbøllen, puslepunkeren besluttede sig til at melde sig selv til politiet. Det havde måske ikke været nødvendigt at gå så drastisk til værks, men man skal heller ikke tage friskheden ud af eget initiativ. Den valgte selv at kravle op i en balje - med vand, meget dårlig idé set fra dens synspunkt. Så, hvis vi delvist har debunket udtrykket 'musestille', så holder udtrykket 'en drukken mus' fuldstændig vand, om man så må sige. 


Kongen der forsvandt  

Dette er traileren for en kommende blog, der kræver en hel del hjemmearbejde. Det er sådan med trailere, at vi ofte vælger at se filmen eller ej på baggrund af traileren. Fair nok, trailere og elevatorversioner er problematiske. Enten overspiller eller underspiller de deres ærinde, og i begge tilfælde rammer de ved siden af. Det må så være udfordringen. 


Lad os starte med at konstatere, at den mest omtalte, citerede og opreklamerede skikkelse i verdenshistorien fuldstændig mangler i … verdenshistorien. Mandens navn er Jesus. Sagt på en anden måde: bestselleren over dem alle, Biblen, og mere specifikt Det Nye Testamente har som hovedperson en figur, som senere historikere tilsyneladende ikke kan finde nogetsteds blandt samtidige historikere og deres kilder. 

Der er forskellige måder at forholde sig til denne påståelige besynderlighed på. 

Der er den teologiske, der ikke bekymrer sig om, hvorvidt der er historisk konsistens eller ej, for kristendommen har indtil videre ikke haft problemer med at hyre tilhængere, uden at behøve at læne sig op ad historiske kilder og deres faktualitet. Hvis man tror, behøver man ikke at vide. Deres såkaldte videnskab kaldet teologi foregår i en indhegning, der aldrig stiller spørgsmål ved, hvorvidt indhegningen findes eller ej. Præmissen tages for givet og alt herefter udelukker, at der kan være noget fordækt ved præmissen. Der står skrevet, at Jesus sagde, ergo fandtes Jesus, for hvis ikke han fandtes, kunne han jo ikke have sagt det, han sagde, hvorfor der ikke kunne være skrevet, hvad han sagde. Giver det mening? Det gør det for teologer. Det kaldes for cirkulær argumentation ifølge kataloget om logiske fejlslutninger [se 76 falske argumenter …], altså en særlig form for logik, der bider sig selv i halen i form af et lukket kredsløb. 

Teologerne lukker døren ved at henvise til dogmet. 

Dernæst er der den historisk-akademiske. De udelader Jesus af den simple grund, at de ikke kan få øje på ham. Biblen hævder, at der fandt visse afgørende hændelser sted mellem år 0 og år 33, og hvis historikere tager disse påstande for pålydende, dukker der ikke noget op. Vores tidsregning sætter et år NUL ved Jesu fødsel, men den skikkelse, som en så vigtig synkronisering bygger på, kan ikke verificeres.

Historikerne lukker døren ved at henvise til kildeforvirringen. 

Hvad med jøderne da, de må da have vidst noget om Jesus, for han var vel jøde? Her kan vi foretage det første dyk ned i historien. Den jødisk-messianske opstand mod romerne varede 100 år og var en major pain in the ass for romerne. Husk, at Jesus havde mindst fire navne udover Jesus: Kristus (den salvede = kongen), Immanuel (hvad betyder det? - Manu-El, hvor kommer det fra), Messias (politisk-militær leder), Rabbi (religiøs leder – NB! En rabbiner var gift!). De har alle deres egen historik med hver deres reference til historiske forhold og hændelser. Har jøderne ikke noget at sige om Jesus? Det har de i allerhøjeste grad. I Talmud omtales han som Balam, som de sviner til på det hæftigste, ved at bebrejde ham for nedbrændingen af Templet i Jerusalem - altså femte navn. Kært barn ... 

Jøderne lukker døren ved at henvise til hadet. 

Et sjette navn er Jødernes Konge. Biblen snakker uden om denne titel i hele sceneriet før korsfæstelsen. Et syvende navn er Nazaræeren. Her bliver det for alvor interessant, for den nazaræisk-jødiske sekt var en persisk-gnostisk-egyptisk sekt indenfor jødedommen. Jesus af Nazareth er noget ævl, da byen Nazareth ikke fandtes. 

Hvis vi til slut i denne trailer husker at nævne, at adskillelsen af religion, videnskab, historie, politik og helsekunst ikke fandtes i den gamle verden, så er der basis for en undersøgelse af den sagnomspundne skikkelse ved navn Jesus, der vil vise, at politik for 2000 år siden har dannet verden af i dag, og at både kristne teologer, romere, historikere, jøder, muslimer – og som sidekick ateister, satanister og andet afsporet godtfolk - raver rundt i forvirret blinde. 

Alle andre lukker døren ved at henvise til den samlede forvirring. Kan vi på baggrund af dogmatik, kildeforvirring, had og yderligere forvirring konkludere, at skikkelsen Jesus ikke fandtes? Overhovedet ikke og tværtimod! Det er i dag blevet muligt at udrede trådene og korrigere det sorte hul, der opstod som følge af nogle særdeles anspændte politisk-ideologiske forviklinger i det 1. århundrede. Det skal vi se på i en kommende blog, der af samme årsag godt kan blive lidt omfattende. Nu til hjemmearbejdet.



onsdag den 10. maj 2017

Spilllet - 11 terningekast


af marco_hanuman, the blogger

Inden vi spiller Spillet: Opskriften.
Følgende er fremkommet ved at tage egen medicin og spille spillet.

I den første bunke af sedler på bordet ligger alle bogstaver bortset fra Q, Z og X, der er for sjældne i sproget. Eventuelt kan C udelades, men det er det ikke her. I den anden bunke ligger x-antal emner, og som minimum skal der være 24-25 svarende til antallet af bogstaver. Deltagerne i Spillet får x-antal tomme sedler svarende til deltagernes antal: jo færre spillere, des flere sedler.

Alle sedler lægges med bagsiden op, hvorefter man efter tur vender et bogstav og et emne.

Hvis man ikke er til egne ord, kan man jo lukke øjnene og slå op i en ordbog. Jeg gjorde forsøget med fremmedordbogen: Joint. Hvad kan man sige om det ord? Det betyder et lokale, hvor man mødes. Man kan også begynde at kommentere på Danmarkshistoriens dårligste handel, Joint Strike Fighter, der er lige så behæftet med fejl som IC4-toget og som sandsynligvis heller ikke kommer i luften nogensinde. Eller man kan tage ordet i betydningen en rygesnas med fygræs. Hvis man ovenikøbet har gang i én samtidig, kommer der med garanti noget ufornuftigt ud af det.
Skulle du spørge dig selv, om spillet kan vindes, ankommer svaret længere nede i teksten. Vi nøjes med 11 emner i denne omgang, ellers går vi helt døde.

Let the games begin!




K – Samvittighed

Krig er overskriften.

En krigsherre, der vil forføre sine undersåtter til at godkende krig eller som minimum se gennem fingre med det, er nødt til at tilsidesætte samvittigheden. Han starter med sig selv, og da han som krigsherre sandsynligvis er psykopat, hvilket vil sige, at han aldrig har kendt til samvittighed, så er den sag på plads. Dernæst undersåtterne, de bedragne, de dernæst medskyldige.

Medskyldighed er et af kodeordene. Når vi som folk og fæhoveder godkender krigen, er vi medskyldige. Vi har blod på hænderne, blot fordi vi ikke sagde fra. Vi har som folk gjort en særdeles betændt pagt ved at købe os selv fri for de plager, der rammer et andet folk. Tror vi. Vi glemmer, at vi selv er den primære fjende, og at krigen bliver ført på flere planer og i flere omgange.

Vi er fjenden i en propagandakrig. Vi skal overvindes før, under og efter. Løgn i alle dens afskygninger er det primære våben. Før krigen bliver der løjet og viftet med diverse flag, de falske flag, de altid emotionelle flag. Skyld, skam og frygt og politisk jantelovskorrekthed er mentale våben i denne krig. Billeder, masser af billeder af fjenden derude. Så opdager vi ikke, at fjenden allerede er rykket ind i hovedkontoret. Verden vendes på hovedet, for pludselig er vi i krig med vores venner, alle de mennesker, der ligner os, lever, tænker og føler som os - og som har den samme fjende som os.

Vores fjende har påført os sin egen skyld og lammet vores samvittighed.

Hvilket våben har vi, der således er blevet angrebet? Vi har samvittigheden. Våbnet mod vores fjende er genoplivet samvittighed. En samvittighedsmobilisering. En samvittigheds-revolution. En vækkelse af samvittigheden.

Sam-vittighed – på engelsk conscience. Af latinsk con-scientia – det, vi sammen kan vide. Samvittighed har altså to vigtige komponenter: viden og vidensdeling. Fjendens våben er af samme årsag uvidenhed/manglende viden, opsplitning/ekskludering af viden, ikke-delt (eksklusiv) viden eller forurenet viden (fake news, fake knowledge, fake history, løgn, propaganda).

Strategi: så meget ægte viden som muligt på bordet akkompagneret af moralsk stillingtagen. Denne cocktail vil i sidste ende have en afgørende effekt på alle, der ikke har en hjerneskade med betegnelsen psykopati. Der kan ikke være tvivl om, at psykopaterne er nødt til at blive sat ud af spillet, for at en samvittighedsfuld verden kan gendannes, men det kan ikke foregå ved at udpege dem og hugge hovedet af dem, for der ville straks melde sig en hær af psykopater til netop det job.


A – Apokalypse

Hvor heldigt, bogstav og emne er sammenfaldende.

Der hersker en forvirring omkring begrebet. Der gives et tydeligt hint i titlen Johannes Åbenbaring. Folk tror, det handler om Dommedag. Her ankommer et yderligere forvirringselement i form af Armageddon. Apocalypsis på græsk kan bedst oversættes med slørets fald. Hvilket i så fald åbenbarer, hvad der måtte befinde sig bag sløret.

Lad os opklare begreberne.

Dommedag er et begreb fra egyptisk åndsvidenskab. Vi kan også sige mytologi eller religion, men så ankommer der to yderligere forvirringsbegreber. Mythos betyder forklaring af virkeligheden og re-ligio betyder genforening med livets kilde. Begge er forvredet til at betyde løgn/overtro og præsteskabets forførelseskunst. Sjælen ankommer efter døden til et scenarie, hvor dets gerninger i livet bliver vejet på en vægt. Gerningerne ligger på den ene vægtskål, og på den anden ligger der en fjer. Med andre ord: med mindre du har levet et liv i uskyld, vil dine gerninger tynge dig ned. Alle her, der kan sige sig fri for en vis tyngde i deres liv, ræk hænderne op …. hvor bliver I af, gutter? Konsekvensen antydes: det er en ommer.

Armageddon – et andet ord begyndende med A - er en hukommelse om noget frygteligt, der allerede har fundet sted. Myte-misbrugerne præker, at det er en fremtidig hændelse, men det skyldes kun, at de i deres syge og traumatiserede psykopathjerner længes efter en gen-traumatisering. Noget i retning af: Gud har lidt svært ved at tage sig sammen, så skulle vi ikke tage og hjælpe ham lidt? Det indgår i et af de sygeste tankesæt, der overhovedet findes på planeten: eskatologien, læren om de sidste tider. Det er kerneydelsen i Den Saturniske Dødskult. Det tankesæt, der negerer 2/3 af Universet ved at hylde det nedbrydende princip og tilsidesætte det skabende og opretholdende princip.

Apocalypsiser afsløringen. Når sløret falder, når der af-sløres, fremkommer både sandhed og løgn. Vi befinder os midt i apokalypsen. Vores hovedopgave er ikke så meget at søge sandhed, for den er allerede på banen. Opgaven består i at holde sandhed fri fra løgn, der som en gift flyder rundt i suppedasen. Begge er udløst, og begge skal tages alvorligt.

Husk humoren, forudsætningen for al alvor. Grin din røv i laser over de sygeste aspekter af løgnen. Du vil ikke overleve at konfrontere the dark side, uden humor. In memoriam Stuart Wilde.


V – Sandhed

Videnskab og sandhed

Oprindeligt det samme. På et tidspunkt fandt der et skisma sted.

Lad os starte med at indføre begrebet fraktal tid. Eller bare skalerbar tid. Fraktalisering er en anden måde at udtrykke det kryptiske udsagn: som i det store, så i det små.

En markant tidslig stadfæstelse af skismaet fandt sted i Oplysningstiden. Vi kan også kalde fænomenet for Materialismens Gennembrud – jf. begrebet Det Moderne Gennembrud. Skismaet havde allerede fundet sted i en større fraktal skala for flere tusinde år siden. Læs: Baal []. Der er noget meget gammelt på spil.

Alt immatrielt/metafysisk blev frasorteret. Tanken om fremskridtet blev introduceret. Begrebet det moderne blev sået som et frø. Auguste Comte skabte begrebet positivisme: kun det målelige eksisterer. Et andet ord er nominalisme: kun det, der kan optælles og navngives, eksisterer. Religion blev idømt overtro. Det leder til begrebet evolution = darwinisme. Udvikling er et produkt af menings- og formålsløse tilfældigheder, hvilket vil sige nihilisme. Den revolutionære tanke blev implanteret (evolution/revolution). Materialismen ophøjer sig selv til en ny perverteret metafysik ved at nivellere sig selv med absolutistisk-metafysiske udsagn, mens der hyklerisk og selvmodsigende erklæres, at alt er relativt. Industrialisme afføder forbrugerisme – meningen med livet bliver jagten på … en leverpostej. Materialistisk historieopfattelse = marxisme forlænger den franske revolution med den russiske og skaber det store materialistiske slave-helvede kaldet socialismen/kommunismen.

Videnskaben overtager rollen som sandhedsforsyner. Har vi fået mere sandhed i takt med mere videnskab? Er teknokratiet – det videnskabeligt styrede samfund – ensbetydende med sandhed? Teknokraterne har selv svaret på spørgsmålet ved at erklære begrebet sandhed for afskaffet. Exit. Politisk ukorrekt. Udraderet i relativismens hellige navn.

Når man ikke længere behøver at tale sandt, behøver man ikke længere at stå til ansvar for sine ugerninger. Hvor er det genialt!


F – En god opskrift

Fiskelasagne- alt godt fra havet med alt godt fra haven.
I dagens anledning har vi købt laks fra Færøerne. Ikke fordi det starter med F, men fordi de skide nordmænd, der har oversvømmet markedet med billigere laks, producerer en elendig, syg dyrplagerlaks. I fjordene stuver de alt for mange dyr sammen på alt for lidt plads og med alt for lille gennemstrømning. Resultat: dyrene bliver syge, og som kompensation skal de have antibiotika. Som foder bruger de GMO-produkter. Har jeg leveret grund nok til at vælge færøsk laks? Nå nej, jeg glemte at sige, at færingerne til gengæld giver dem langt mere plads, at der er stor gennemstrømning i de langt mere åbne fjorde ud til Atlanterhavet, og at de ikke hælder GMO-lort i dyrene.

Start med at samle ukrudt fra haven. Skvalderkål, små mælkebøtteblade (pas på, de store er for bitre, og brug ikke for mange), citronmelisse (hvis det ikke allerede gror som ukrudt, så sørg for at plante det) og brændenældeblade. Italienerne kalder det for Lasagne al ortige. Hvis du har andet godt, der passer til, så smid det i også. Lige nu er der helt friske bøgeblade i skoven. Hvis du ikke orker havetrippet, så brug da frossen spinat. Om efteråret kan du finde rørhatte – den sikre svamp for ikke kendere, den har ikke lameller, men små, tætsiddende rør. Hak ukrudtet med masser af krudt i stykker og blancher det, så det bliver som stuvet spinat. Til sidst blandes smuldret fetaost eller hytteost i. Det bedste ville selvfølgelig være at gå ned til naboen og tuske en gang råmælk, som du filtrerer i et stykke gazebind til frisk ost.

Så laver du det andet lag. Bechamelsovsen springer vi over, den bliver nemt lidt klisterklam. Muskatnøden kan gå i den grønne sovs. Det røde lag laves af tomater, hvidløg, chili efter behag, finthakkede bladselleri og lidt salt. Evt. revede citronskaller og den saft, der gemmer sig i det afskårne stykke. Det giver modspil til den fede laks.

Så stables det hele på klassisk vis. Lidt olivenolie og rød sovs i bunden, lasagneplader, rød sovs med små laksestykker, plader, grøn sovs, plader, osv. Sørg for at have rød sovs til at dække det øverste lag plader, så de ikke stikker ud. Slut med parmesanost og hele eller let knuste boghvedekerner i toppen. Hvis du kun har noget gammelt franskbrød, så rist det i tynde skiver og kør det over med en kagerulle, så det bliver til rasp. Skvæt med olivenolie i toppen, vi vil ikke have skorpe som flæskesvær i toppen.

Velbekomme – fabelagtigt, formidabelt, fantastisk … og lidt finurligt.


N – Mand og kvinde

Narcissos og kønnet

Kønnet er under afvikling. Altså hvis man spørger kultur-fuckerne i vor tid. Man behøver ikke engang at spørge dem, for de spammer deres meningstilkendegivelser udover alt og alle uden opfordring. De kan næsten ikke komme til. De falder over deres egne fødder af bare liderlig iver.

Jeg har følgende besked til LGBT’erne, kultur-røvpulerne, ukøns-fascisterne, proto-pædofilistrene, femi-nazierne: Go Fuck Ya’self!

Men kultur-narcissisterne har ikke nok i at fucke med sig selv, hvilket ville være fair nok. OK, du er til at sperme i bæ, so-be-it, gider du ikke lige at holde det for dig selv og dine. Men nej, kultur-fuckerne er så identitets-fucked-up, at de for at bekræfte sig selv/onanere sig selv er nødt til at inddrage alle andre i en selvbekræftende akt. De er så usikre på sig selv, at de som kompensation indkalder alverden til at slikke dem i kønnet for ikke føle sig tilsidesat. De skal nu have Statens godkendelse, så de også kan gifte sig og dermed helliggøre det ikke-livs-reproducerende, det sterile princip. Den Saturniske Dødskult er nu blevet pro-forma.

Feminismen var den primære kønslige kultur-fucker-bevægelse, hvis formål var ganske entydigt – undtagen for feminazierne: destruktion af familien som livsbevarende institution. Fandt det sted? Det skal vi lige love for!

Jeg er sgu ked af at sige det her: damer, kvinder, koner, piger: ingen af jer går fri for kønsforvirringen og den dertil hørende kultur-fucked’ness, der startede i det tidlige 20. århundrede, og hvis hovedformål var ovennævnte grad af køns- og kultur-forvirring. Det er på tide, på allerhøjeste tide, at I som seriøse kvindfolk får taget jer sammen til at studere kulturfuckernes agenda, at I identificerer jeres egen rolle i denne agenda. Der er på tide, at I formulerer en samvittighedsfuld (se denne) stillingtagen til agendaen.

Den moderne kvinde er narcissistisk forvirret. Hun har indimellem en anelse svært ved at kende forskel på sin mand, sin far og sin søn/datter. Det ene øjeblik er der ingen grænser for ih-og-åh-og-næh og hvor højt han placeres på ikon-piedestalen. Han er ridderen på den hvide hes, der skal frelse hende fra alle hendes neuroser og indfri alle hendes hængsler. Allerede her føler manden ankomsten af klamhed, og der lyser en række lamper. Hvorfor skal han derop og hænge? Og hvor længe? Svaret falder prompte, for det næste øjeblik ryger han over i børneværelset og så er beskeden, at hans tøj er forkert, hans møbler er kasseret, hans tid er der disponeret over, hans venner kan han godt afskrive, og så har han bare at opføre sig sådan-og-sådan. Og så er det også for dårligt, at … hvad var det lige, der skete her?

Der skete såmænd det, at hun aktiverede feminismens gave til kvindeheden. Ikke at de vidste, hvad det hele gik ud på, men de tog det i munden og smagte på det og …. mmm, det smager godt! De fik et politisk korrekt og statsgodkendt magtredskab i hånden, hvorefter de udøvede det. I feminismens kulmination troede manden, det bløde skvat, at det hele drejede sig om at være kvindagtigheden behjælpelig, så han spillede med. Først, da det hele var for sent, opdagede han, at han var genstand for en ekstrem foragt – for kvinden foragtede i bund og grund den nye blødgjorte sociale konstruktion, for hun fik ikke længere modspil, og der var ikke længere grænser, hvorefter hun frustreret opførte sig som det grænseløse barn, curling-væsenet, the-bitch-forever. Og hun havde ikke længere en forklaring på, hvorfor hun gang på gang måtte sidde med håret i postkassen, fordi den nye, politisk-korrekte undertrykte mand ikke i længden gad spillet.

Og til manden, det overordentligt tålmodige væsen, der har måttet høre på de forvirrede kvindfolk i et halvt århundrede: Så luk dog munden op og bed hende om at knytte sylten.

Det er her, Nacissos og kønnet befinder sig i dag. Men kulturfuckerne stopper ikke her. De arbejder lige nu på at gøre pædofili acceptabelt. Hollywood har for længst taget hul på emnet.


L – Frihed

Liberal – liberalisme – fri’isme. Jeg er bare enormt frigjort! Vi kan dårligt tage ordet frihed i munden længere, for det er et af de mest umulige og forvredne ord på markedet. Frigjort fra hvad?

Svaret er: frigjort fra at være menneske. At være et menneske er en forpligtelse. For at kalde os fri, er vi bundet/forpligtede – på den rigtige måde, ellers er vi ikke fri. Det er forstået i meget ringe grad, og denne misforståelse er skamridt til ukendelighed af liberalismen.

Her sidder venstre-liberalisten og godter sig og tænker: det er ikke mig :-) Undskyld, min fætter/kusine, det er lige netop, hvad du er! Du har bare ikke opdaget, at den designerkult, du kaldte socialisme, i mellemtiden er stendød. Dens sidste ynkelige rester afgik ved døden for 25 år siden, og du lever i en bagskid. Der findes kun højre- og venstre-liberalisme. Og begge fløje er totalitære.

Det liberale projekt er ikke blot et politisk projekt, det er langt større og langt værre. Det er et omfattende kulturelt løgpiller-projekt. Det handler om at frigøre mennesket fra det at være menneske på godt og ondt, og det sker ikke natten over.

Frihed fra ansvar er det liberale hovedprojekt. Det er et negationsprojekt, og negeringen, fornægtelsen består i, at vi som mennesker har et ansvar overfor vores ophav. Kald det, hvad du vil: naturen, kosmos, universet, Gud eller nedskalér det til samfundet, nationen, menneskeheden, eller til din nabo, slægten, klanen. Altså: når du handler, skal du kunne stå inde for dine tanker, dine valg og dine handlinger. Forvent en reaktion og en konsekvens af selv samme.

Så hvad gjorde liberalisterne i det liberalistiske projekt? De begyndte at opfinde alle mulige udveje fra ansvaret. Hvad og hvem står mennesket til ansvar overfor? Liberalisterne startede med at afskaffe Gud og introducere fornuft og videnskab. Herefter var mennesket selv det højeste væsen og den højeste årsag i Universet. Vi har hævdet, at der er tale om en temporal fraktalisering, og her er eksemplet.

Oplysningstiden fuldførte det, som kirken startede et årtusind forinden. Sekulariseringen = materialiseringen lå allerede immanent i kirkens dogmatik. Vi taler om den Katolske Kirke. Protestantismen gjorde det konkret. Protestanter er fuldstændig adskilt fra Gud og har gjort selve adskillelsen til deres religion. De snakker og de snakker … og de snakker. Jødedom er sekulariseret og er nu blevet til zionisme. Det kan godt være, at der findes visse chasidiske grupper med slangekrøller, der ikke anerkender talmudiseringen af jødedommen, men de er marginaliseret til betydningsløshed. Islam er blevet wahabi’seret, og i dag tør en muslim ikke tale imod den korrumperede saudisk-britiske version af Islam.

Frihed og min bare røv!


T – Skyld

Tilskyld – Tilskyndelse. Føler du dig tilskyndet til at føle dig skyldig?
Tilføj total skyld og skynd dig!

Hvornår ankom skylds-begrebet til religionerne?
Her løber vi omgående ind i et tabuiseret felt.
Som kristen er du per definition altid skyldig.

Problem: der er ingen, der frivilligt forklarer den kristne eller blot den religiøse, hvorfor skyld som begreb figurerer simultant i bankvæsen og religion. I kristendommen i særdeleshed.

Det er et stykke nedarvet og indbygget jødedom. Og helt specifikt babylonisk jødedom. Hvilket vil sige, at det ikke engang er jødisk. Det skyldes kaldæerne, de falske zoroastrere, der er ophavsmændene til det, vi i dag kender som kabbalisme. De var svindlere fra starten, og de er svindlere i dag. Ikke at der ikke er spændende sager at hente i Nimrod. Nicolai Katasonov, betydningsfuld russisk finanskommentator og fuldstændig ukendt i Vesten, siger det direkte: Nimrod er landingspladsen for Atlantis. Det samme gælder uden tvivl for Egypten, hvilket også forklarer, hvorfor jøderne havde så travlt med at pendle frem og tilbage mellem Babylon og Egypten. Det handler om magt, penge og avanceret teknologi. Opmærksomme læsere vil straks komme i hu, at museet i Bagdad blev plyndret under den amerikanske invasion. Hvorvidt det så var amerikanerne selv, der foretog udplyndringen, kan der stilles spørgsmål ved. Joseph P. Farrell har et andet bud. De eneste, der havde en inventarliste over museet var … tyskere. Det var tyske arkæologer, der var hyret til at bedrive arkæologi i Irak, ligesom det er tyske arkæologer, der udgravede Göbekli Tepe. Med arkæologerne fulgte der mere skumle typer. Arvtagere til det Tredje Rige i eksil.

Der forsvandt bl.a. tusinder af lertavler. Nogle af dem har muligvis indeholdt oplysninger om teknologi. De befinder sig i dag i Spanien og er ikke blevet leveret tilbage. En del af dem kan sagtens have indeholdt simple opregninger af varer og gæld til staten. Det var den tids kassebøger. Her er vi fremme ved oprindelsen til det, vi kender som et pengesystem, der er færdigudviklet af venetianerne, efterkommere af fønikere. Det bringer os igen til Nimrod and beyond, for fønikerne er efterkommere af det gamle sejlende folk, der krydsede alle verdenshavene. Historikere vil benægte det indtil videre, men det vil ikke vare for evigt, for der hober sig evidens op for tiden. Husk: vi lever midt i apokalypsen.

Babylonerne skelnede ikke mellem templet og banken. Så når vi læser historien om Jesus, der smider kræmmerne, altså ågerkarlene, ud af templet, så smider han den babylonske praksis ud. Han opfører sig nøjagtigt som fire af de gammeltestamentelige profeter, der også lagde sig ud med ågerkarlene og Baal-dyrkerne: Esaias, Jeremias, Ezekiel og Malakias.

At bedrive bankvæsen er et stykke levende babylonisk magi. Penge og pengeskabelse er noget af det mest kryptiske, der findes. Grundlæggende er det svindel, da penge opstår ud af intet. De forsvinder også ned i det samme intet. Penge er gæld/skyld. Og her ankommer vi til jødedom 2.0, den khazariske version. Altså det storrige mellem Kasakhstan, Ukraine og Hviderusland, der i 700-tallet bekvemmeligheds-konverterede til jødedom. En af årsagerne var, at jødedom tillod slaveri. Det gør de for så vidt stadigvæk jf. deres greb om internationalt bankvæsen, for gæld og skyld er intet andet end slaveri.

Den katolske kirke, hvorom man kan sige et og andet og ind imellem noget godt … fordømte i lang tid Usura, ågerkarlevirksomhed, gældssættende bankvæsen. Det samme gjaldt for shariabankvæsenet i Islam. Begge religioner har i dag smidt håndklædet i ringen og overgivet sig til ågerkarlene.

Der synes at være brug for Kristi genkomst. Og der er dårligt nyt til kræmmerne, for han har uden tvivl tænkt sig at svinge svøben i tempelgården igen.


E – Sprogforbistring

Edom og den babyloniske sprogforvirring. Så røg vi tilbage til Babylon igen, den store hore.

Hvis pengesystemet er krypteret og korrumperet, er sproget mildest talt gået samme vej.

De forsvundne stammer er edomitterne, Esau’s stamme, sabbatæerne fra Edom, i dag kendt som Petra. Petra var desuden det oprindelige Mekka, hvilket kan ses på de første islamiske moske-byggerier, der vender præcist mod Petra og ikke det hul i jorden midt i ørkenen, der i dag kendes som Mekka. Islam var et udspring af jødedom, en slags jødisk sekt. Hvis nogen påstår ude i baglokalet, at kristendom også er en slags jødisk sekt, så skal der ikke lyde voldsomme protester.

Hvor forsvandt edomitterne så hen, da de forsvandt? De mellemlandede i det nordlige Persien for at tage videre til Skytien i Centralasien. Her ’forsvandt’ de ved at kryptisere sig, en jødisk specialitet. Senere kendt som khazarer. Senere kendt som Azkhenazim. Kryptojødedom betyder, at de det ene øjeblik kan kalde sig kristne (Spanien, jesuitternes generaler), det andet øjeblik muslimer (Dönmeh-kabbalister i Tyrkiet, omstyrtelsen af det osmanniske rige og det armenske folkemord).

En anden jødisk specialitet er selvfølgelig ågerkarlevirksomhed og pengesvindel, som beskrevet ovenfor.. En tredje er sprogforbistring og verbal kryptering. Som opfindere af Bogen, den nedskrevne lovreligion, er de tidlige mestre i at sno sig verbalt. Ord kan betyde mange ting. Forbindelsen mellem bogstaver og tal er kabbalistisk praksis. Biblen er fuld af den slags, og denne romerske opfindelse – husk, at det var romerne der redigerede skrifterne til Biblen, ligesom det var romerne, der brændte Templet ned i Jerusalem og stjal de originale Torahruller – vidner om en af landingspladserne for de kaldæiske talmagikere, der kom til Rom som slaver og endte højt på strå som frigivne. Hovedredaktøren af Biblen var den jødiske skriftkloge, farisæeren og kabbalisten Josephus, der som tak udover rigdom og magt fik efternavnet Flavius. Så behøvede han ikke at kalde sig Paulus længere. Han skrev også Jødernes Historie, som i virkeligheden er romernes historie i Jødeland.

Biblen, som vi kender den i dag, er derfor et særdeles kryptisk skrift, der kan læses på mange måder.

Hvis man kan vende ord på hovedet, kan man vende virkeligheden på hovedet. Hvis du leder efter ophavet til tidens bagvendte begreber og virkeligheder, så led ikke længere. Den stammer herfra. Altså, ikke fra Biblen, men fra the shape-shifters og deres kløvede tunge. Husk, du er bare en goy, et usselt, underfrankeret, lavpandet kryb, der fortjener at blive talt ned til og være en slave for herrefolket! Læs Talmud, læs Zohar, læs hvilket som helst skrift fra den neo-messianske bevægelse, sabbatæismen, den nye lurianske kabbalisme, frankismen, og du vil ikke være i tvivl om den sag. Og hvis ordet antisemitisme falder dig på læben, så er det her, du skal starte, hvis du vil forstå, hvordan man vender et ord 180 grader rundt og lægger røgslør ud om egen praksis. Det er den fjerde jødiske praksis: racisme. Man finder ikke nogetsteds i verden mere udtalt racisme og antisemitisme end i Israel og blandt jøder generelt. Deres had og foragt for deres semitisk-talende naboer er grænseløst. Sig blot navnet ISIS. Og nej, det er ikke tilfældigt, at det både er navnet på en egyptisk guddom og forbogstaverne til IS-ra-el to gange.

Den babyloniske sprogforbistring hos kabbalisterne og Baal-dyrkerne er ikke til at tage fejl af, når man først har fået øje på den. Åh jo, jeg glemte den femte specialitet: menneskeofring, kerneydelsen i Baal-kulten. Og den sjette, selvfølgelig: 8.-dags-omskærelsen og traumatiseringen af drengebarnet, opskriften på kultisk/kulturskabt sociopati.

Hvad siger du? Skal jeg sige noget pænt om jøder? …. ææh, de opfandt hommos, det smager da godt.


U – Løgn

Hvis vi skrev usandhed, ville der gå et ord til spilde, så vi skriver … uldsokker – nej det er løgn, og du kan ta’ det.

Hvad med undtagelsestilstand – se, om vi kan redde den? Du har måske også spurgt dig selv, hvad Spillet egentlig går ud på, da man ikke kan vinde på points? Det er primært en associations-generator. Men hvad nu, hvis det ikke var dig, men modstanderen, der valgte ordet ud fra bogstavet? Og hvad nu hvis du skulle snakke uden stop i 3 minutter om løgn + underbukser eller uglegylp, og publikum måtte bruge båthornet, hvis du gik i stå eller begyndte at vrøvle seriøst? Der tissede du nok lige lidt i bukserne!

Så vi kører med undtagelsestilstand, og det er ikke engang løgn. Hvad har det med hinanden at gøre? Vi kan også stramme grebet og forlange løgn + undtagelsestilstand + haiku (7+5+7 stavelser):

Undtagelsestilstanden
Elevte September
The Fucking Patriot Act!

Og så skal den køre i 3 minutter, så'n helt spontant ;-) Bare rolig, men også bare vent til en anden gang, så vanker der af fars haikumaskine!

For at kunne indføre den form for drakonisk undtagelsestilstand, som primært amerikanerne, men nu også europæerne permanent lever under, kræves der en eftertrykkelig løgn. Der skal finde en markant terrorhandling sted, der skal i forvejen bringes en gerningsmand i stilling, og sidst, men ikke mindst: de efterfølgende konsekvenser skal være fuldt færdige fra støbeskeen. Det er selve opskriften på en stand-down operation false flag. Man ønsker at begå en aggression, men det ser så dårligt ud, at man bare overfalder et land, uden at være angrebet, så derfor arrangerer man selv et angreb. Skulle folk overveje at protestere mod den planlagte reaktion = aggressionen mod et andet land, så skal der simultant bringes et lovkompleks i stand, der forhindrer det.

Er det ikke sjovt, som disse fuldt færdige lovkomplekser ankommer nærmest dagen efter en terrorhandling? Kunne det tænkes – tænke-tænke-hmm-hmm – at lovgiverne (man burde kalde dem lovtagerne) selv har haft fingrene i kagedåsen forinden? Det mere end tænkes kan, det er selve mønstret, og hvis man ikke på nuværende tidspunkt har genkendt dette mønster, så kan det tænkes, at … man ikke er i stand til at udføre egentlig tænkning.

Så undtagelsestilstanden ankom altså prompte. Politi-militærstaten indfandt sig natten over, og nu er DU lige pludselig under mistanke, og hvis DU så meget som rokker med et nossehår, er du et nokkefår. Eller statens fjende, eller en konspirationsteoretiker eller en fake-news-agent eller en hate-speaker, eller-eller …

Hører jeg dig sige: fortæl mig noget, jeg ikke vidste i forvejen, og lad være med at synge i kor? Fair nok. 9/11 var muligvis mere komplekst, end vi aner. Altså, vi vidste, at det var komplekst, og at der foregik flere ting på samme tid, men J. P. Farrell, en af de mest kompetente analytikere og kommentatorer/forfattere i vor tid i disse emner, har ventet 16 år med at komme med sit bud på, hvad der skete. Han beskriver det som en operation i en operation i en operation. Der var tre lag, der udspillede sig på samme tid.

Det første lag, det første narrativ (narrestativ) er den officielle narrøvs-historie, George Bush’s konspirationsteori, der ikke var hans egen, for manden var for dum til at opfinde den slags. Altså, den med bin Laden i en hule i Afghanistan, der mastermind’ede et angreb på verdens sikreste luftrum vha 19 jihaddiske amatørpiloter bevæbnet med hobbyknive, der hijacker to passagerfly og med genial præcision flyver dem ind i to intetanende kontorsiloer i NøwØrk – hvorefter – og her bliver det komplekst – siloerne, hvor alle jødedrengene og -pigerne tilfældigvis havde fri den dag, skvattede sammen på smukkeste vis, uden at efterlade unødvendigt affald på byggepladsen bagefter.

Vi er lige nødt til at sige, at Baby-Bush måske ikke var den hurtigste hest på stranden, men at medier og medieforbrugere heller ikke efterfølgende udviste større tegn på intelligens. Vi er nogen – hånden på hjertet – der brugte et par år, inden 10-øren faldt, men så heller ikke længere. Spørgsmålet er, om hele 10-øren så er faldet?

Vi mener selv, at det 2. narrativ er nogenlunde på plads. Historikeren Webster Tarpley var en af de første, der skrev en fyldestgørende bog om netop det lag af fortællingen = The American Deep State og de skumle personer i form af the neocons og deres rolle. Han beskrev også, hvordan der var arrangeret en serie af militærøvelser samme dag, der mimede eventen og samtidig fjernede al mobilisering fra omkring Manhattan og Pentagon.

Fra andre investigators har vi diverse supplementer. Der foregik omfattende insider-trading i dagene op til eventen. Der blev fjernet betydelige guldreserver, der blev opbevaret i kælderen. Der var hele forbindelsen mellem Bush-familien og bin Laden-familien. Der var tilstedeværelsen af Mossad. Men JPF bemærker noget, der er svært at komme udenom. At de to tårne skulle sænkes totalt og lægges i nanostøv, virker som totalt over-kill.

Hvis man ønskede at starte en serie krige og ødelæggelse af syv nationer i Mellemøsten og Centralasien (Wesley Clark – hvis jødiske navn jeg i mellemtiden har glemt - talte over sig, hvilket åbenbart er hans rolle), var det blot nødvendigt at flyve to maskiner ind i to tårne. At sænke dem i nanostøv var helt unødvendigt. Og sorry, jeg er nødt til endnu en gang at fornærme tilhængerne af nanothermit-teorien, men et konventionelt sprængstof gør altså ikke rede for den totale tilintetgørelse af næsten alt materiale i bygningerne på et par sekunder + en række eksotiske fænomener i sidegaderne. Men hør nu efter, hvad der bliver sagt, for der kan sagtens være anbragt nanothermit i bygningerne, men der skete også noget andet.

Pludselig gik det stærkt, og et helt andet budskab blev afsendt i form af en demonstration af et avanceret og ukendt stykke teknologi med en slagkraft langt udover sprængstof til konventionel nedrivning af højhuse. Det forklarer ikke nano-forstøvning og det instantane fravær af masse, der fandt sted. Nanothermit flytter ikke fysisk stof over i en anden dimension, og undskyld endnu en gang til Niels Harrit og hans klon, Joseph Hanji, der begge er særdeles udmærkede mennesker med store kvaliteter.

Der fandt en helt anden og langt mere omfattende hi-jacking sted, end den fra det 1. narrativ (der ikke fandt sted). En gruppe havde skaffet sig adgang til ’koderne’ og var endog så eksplicitte, at de kontaktede forsvarsministeriet og annoncerede det. George Baby-Bush så mærkelig ud i hovedet, mens han sad i en folkeskole, som en uartig dreng, der var sat udenfor døren i timen. Det er, hvad det er. Men Dick Cheney, det nærmeste vi kommer på en Deep State-insider, blev også taget ved næsen. Han forsvandt fuldstændig fra offentligheden i tre måneder bagefter. Hvad havde han gang i? JPF’s bud er, at han arbejdede 24/7 efter 9/11 på at genetablere koderne.

Så, ud med sproget, hvem var det, der havde hacket koderne og studeret hele planlægningen af festfyrværkeriet? Dr. Farrell hiver selvfølgelig sin kæphest af en kanin op af hatten: Nazi International. Åh nej, tænker man, ikke dem igen. De havde også gange i museet i Bagdad. Men var det ikke Mossad, der gjorde det, her troede vi lige …? Tja, det var nazisten Reinhard Gehlen, der oprindelig trænede Mossad.


C – Ære og værdighed

Dette er en efterlysning af en udtalt mangelvare.
Ønskes i højere grad:
Civilcourage.

I tider med jantelovs-selvcensur og klam, letkøbt politisk korrekt feelgoodness er det sjældent at støde på. Til gengæld har niveauet af intimidering nået uhørte højder. Det værste er muligvis, at intimideringen er blevet gjort intern, den foregår mand til mand som social afretning og meningstyranni. Der er emner, der aldrig bliver talt om til middagsselskaberne, og der er emner, der næsten er obligatoriske: alle de letkøbte – i stil med, hvor grim Inger Støjbergs næse er. Det er fuldstændig ufarligt at fyre af i selskab med alle de vane-kulturradikale kloner, der mener, at de har en mening at byde ind med om vigtige emner i verden – fx Inger Støjbergs næse.

Folk tør ikke længere åbne munden, når staten og regeringen vælger at deltage i endnu en angrebskrig mod et land, vi ikke har noget udestående med, men som amerikanerne eller israelerne eller saudiaraberne til gengæld synes skal smadres og plyndres. Hvis vi skulle udvide de klassiske dødssynder, ville de måske inkludere: dumhed og fejhed + en destruktiv grad af autoritetstro kombineret med et manglende moralsk kompas.

Folk tør ikke åbne munden overfor staten. Og når de først har klappet i hænder én gang over et folkmord eller et statskup, så har de allerede svinet sig så meget til, at der indfinder sig en afstumpet apati. Men de tør heller ikke længere åbne munden over for hinanden. Vi lever i DDR 2.0. Folk er hundrædde for social udstødelse. Undertegnede blogger har personlig kendskab til folk, der for bestandig har mistet venner ved at introducere de forkerte emner ved middagsbordet. Og indrømmet, man skal have gjort et godt stykke hjemmearbejde og være verbalt gearet til at smide en bombe og ødelægge den gode stemning.

Der sker jo det, at folk i anfægtelsens øjeblik tager det meget personligt. Det er dem, der er under anklage, når der er noget, de ikke har forstået. Det sker også, selvom man ikke som undertegnede har smidt alle fløjshandskerne. Folk har ikke noget imod at sidde og glo på gangstere, der skyder hjernen ud på hinanden eller spille computerspil, hvor man kører gamle damer over på gaden. Men lige så snart de kommer i nærheden af den ulækre virkelighed, hvor Hollywood ikke har været inde over, så bliver de dybt forargede. Hvor vover man at nævne virkeligheden derude i udkantsverden?!

Vi bliver bare nødt til at øve os i det. Jo flere, der tager bladet fra munden, des mere bliver virkeligheden en mulighed for alle, der ikke ejer civilcourage. Jeg har følgende bomber, man kan smide lige midt i tournedos’en eller bare spaghetti med kødsovs, hvis man hører til dem, der laver mad som børnene forlanger – curlingkulturen er også en slags fejhed.

Prøv med følgende:
  • Jeg går ud fra, at I er klar over, at …
Det er altid en måde at starte på, for så kan folk nå at trække i land. Men husk lige at se efter, hvordan de plirrer med øjnene. Det er så sjovt.

  • Jeg går ud fra, at I er klar over, at Slobodan Milocevic for nylig blev pure frifundet for samtlige anklager, som tog livet af ham i Haag for 25 år siden? Er der nogen, der har en mening om, hvor skylden så skal placeres? Jeg kan huske, I sad og klappede i hænderne dengang over, at NATO bombede Serbien.
    Den kan evt. blødes op med: Kan I ikke huske, vi sad … Så er du diplomatisk inkluderende.
  • Jeg går ud fra, at I er klar over, at dødstallet for Holocaust er faldet med et par hundrede tusinde hvert år, og foreløbig er det kommet ned på 1.1 million. De startede jo med 6 millioner, det er dog lidt af en fejltælling. De har i øvrigt også fjernet skiltet i Auschwitz, hvor der stod gaskammer. Det er vist noget med, at de ikke kan gøre rede for, hvorfor væggene ikke er cyanblå af cynaidgas, som de burde.
  • Jeg går ud fra, at I kender tallet for socialismens dødsofre siden den russiske revolution. 300.000.000. Og formand Mao sidder i øjeblikket med personlig verdensrekord i massemord. 100.000.000 kinesere under kulturrevolutionen. Var det ikke dig, Flemming, der havde en plakat med den rare formand på væggen dengang vi studerede? Og Lenin og Trotskij, så vidt jeg husker. Ja, de nåede jo kun at massakrere 30 millioner.
  • Jeg går ud fra, at I kender lidt til den fortjeneste, medicinalindustrien har. Blot de fem mest indtjenende psykofarmaka-produkter skaffer industrien en fortjeneste svarende til halvdelen af samtlige landes bruttonationalprodukter. Et lille bonusspørgsmål – ja, jeg er bare nysgerrig: Tror I, at en branche med den indtjening og investerede interesse i sygdom har nogen interesse i at udvikle medicin og metoder, der kan kurere folk? Eller at de skulle have et særlig eksklusivt Florence Nightingalsk moralsæt, fordi de fifler med menneskers helbred?
  • Jeg går ud fra, at I er klar over, at vi var med til at støtte et nynazistisk statskup i Ukraine for et par år siden? Og at det var forberedt af CIA allerede i 50’erne. Det var i øvrigt samtidig med, at der var fuldt færdige planer om at smadre Syrien mage til det, vi ser i dag. Det var under Eisenhower. Det var også ham, der massemyrdede 1.2 millioner krigsfanger i Rhinlandet, ved at sørge for, at de sultede og frøs ihjel. Han skrev i øvrigt i et brev til sin kone: ’God, how I hate these Germans’.
  • Jeg går ud fra, at I er klar over, at englænderne aldrig bombede militære eller industrielle mål i Tyskland under 2. Verdenskrig? De gik udelukkende efter civile. Churchill sagde det lige ud: ’This is not a war aganist Nazi Germany. This is a war against the German people!’ Det betød, at der fandt et Dresden sted i samtlige tyske byer over 25.000 indbyggere. Der var et tykt lag menneskefedt i kældrene bagefter. Nå undskyld, Flemming, fik du nu foix gras’en galt i halsen, det må du undskylde, gamle dreng.
  • Jeg går ud fra, at I er klar over, at det er officielt indrømmet, at amerikanerne skød på sig selv i Tonkinbugten for at starte Vietnamkrigen? Jeg går i øvrigt også ud fra, at alle her, som de velinformerede folk de er, er klar over, at det er CIA, der stod for opiums- og heroinhandlen fra den Gyldne Trekant dengang, fra Mellemamerika senere og endnu senere – altså i dag – fra Afghanistan? Og at halvdelen af de penge, der hvert år glider gennem Wall Street er narkopenge?
Man kan også bare spørge naivt ud i luften:
  • Er der nogen her, der kan fortælle mig, hvad 1. Verdenskrig gik ud på, jeg har sgu aldrig rigtig forstået det? Jeg spurgte også en amerikaner forleden, der sagde, at hans far aldrig havde fattet, hvad USA lavede i den krig?
Eller:
  • Når det nu var tyskerne, der startede 2. Verdenskrig, hvordan kan det så være, at de modtog en krigserklæring i 1933 fra en global organisation, der kaldte sig Judea. Der var også noget med, at Chaim Weitzman lovede Churchill, at de kunne vinde krigen, ligesom de fik hjælp til at vinde 1. Verdenskrig, selv om at Tyskland allerede havde vundet den?

Hvis I løber tør for konversationsemner, der får Flemming til at kløjs i suppen, så sig endelig til. Jeg har hele kælderen fuld. Jeg skal bare lige advare om, at det er godt at læse lidt op på emnet først. Det er måske heller ikke dig, der uden varsel skal smide bomben. Jeg gør selv det, at jeg lytter og afventer, til folk selv blamerer sig med deres uvidenhed. Det er måske også gamle venner, du er sammen med af samme årsag, så du er nok ikke tilskyndet til at være konfliktsøgende. Du kan se det som en venskabelig gestus, for hvis man ikke som venner kan tale til hinanden og prikke hinanden på skulderen med: Tror du ikke, du skulle overveje … eller tror du ikke, vi skulle overveje, hvem og hvad det egentlig er, vi sidder og advokerer for? Lige nu sidder du rent faktisk og advokerer for globalfascismen. Og nu skal du høre hvorfor.

Det arrogante praleri, der kan opleves blandt især intellektuelle, skyldes jo, at de ligesom alle andre mennesker for tiden er bange. De fornemmer ligesom de fleste, der stadig har et nervesystem, at der er noget rivende galt på færde. De lader sig ligesom alle overdynge med beskidt information, som de som intellektuelle burde, men ikke reelt er i stand til at sortere i.

Der hjælper bare ingen kære mor. Før et flertal af de tilstedeværende omkring bordet kan tåle, at der bliver stillet de spørgsmål, der SKAL stilles og besvares, kommer vores løgnagtige forhold til virkeligheden og historien aldrig til Ære og Værdighed. Og så forjener vi en gravsten med indskriften: Flemming døde i vanære og ufordøjet kalveragout, mens han besang 3. Verdenskrig.


Bonuspoint – endnu en god opskrift oven på de tyngende emner.

J – Jambalaya
Der findes jo en sang om det, men har du nogensinde smagt det?

Det er kreolsk paella og er super simpel. Den kræver bare en dyb pande.
Start med en kraftig pølse a la chorizo. Der findes selvfølgelig en særlig kreolsk pølse fra Louisiana og omegn, men den har du nok ikke adgang til. Den skæres i bittesmå tern og bruges til at lægge noget fedtstof med smag i bunden. Måske lidt hvidløg og noget chili, men hvis pølsen er kraftig nok, behøves det egentlig ikke.

Så lægges der mindre kyllingestykker oveni, og de steges halvt færdig. De tages op for en kort bemærkning, og der fyres kraftigt op under panden. Tilføj muligvis lidt olie. Når panden er rygende varm smides der et par kopper ris på, der skal opvarmes til lige før, de siger pop! Så hældes der bouillon over fra den hane, du slagtede forleden og kogte i timevis ;-) – skroget skal helst koge nærmest natten over, siges der. Købebouillonterninger er stort set uden indhold af kylling, og det siges, at man kan fremstille 20.000 suppeterninger af én skaldet høne. Jeg tror dem. Dobbelt så meget væske som ris.

Så skruer du ned for varmen og sænker kyllingestykkerne ned i bouillon-risblandingen. Retten er færdig, når risen har suget al væsken.

Åh jo, vi glemte noget vigtigt. Fem minutter før afslutningen lægger du en håndfuld upillede rejer eller flodkrebs i toppen – i Louisiana ville man helt sikkert bruge crawfish. Drys et eller andet grønt på toppen, fx bredbladet persille. Evt. lidt paprika, men det skal næsten være før rejerne.

Den slags risretter, hvor risen koges sammen med andre ingredienser, findes fra kreolistan over Spanien og Tyrkiet og helt til Indien. Perserne er gode til det, og deres naboer, inderne, kalder det for en Biryani. Det er en ret, der nærmest laver sig selv.

Velbekomme.


Det giver udtrykket 'at blive stillet for en risret' en venlig betydning.