Jeg bor på landet. Jeg kan banke på hos mine naboer, og de har det med at banke på hos mig. Her få jeg at vide, hvordan man sliber en le, hvordan man brygger cider, hvordan man beskærer et æbletræ, hvordan man sylter blommer, hvordan, hvor og hvornår man sætter garn op i fjorden, hvordan man tætner er radiatorrør, hvordan man får brændeovnen til at blive tæt og brænde langsomt natten over, hvornår man skal så hvidløg, og hvad man skal gøre, så hjortene og harerne ikke æder alle ens grøntsager. Og hvis den ene nabo ikke ved det, man spørger om, så er der straks et bud på, hvem man skal spørge længere ned ad vejen.
Hvis du ikke bor i en landsby - og selv om du bor i en landsby - er YouTube på alle måder en genial opfindelse. Jeg kan stadig falde i svime over, så meget information der findes om det, vi glemte i industrisamfundet! Al den oprindelige viden finder vejen til genopstandelse- undskyld hvis jeg lige blev lidt religiøs her. YouTube og Internettet generelt er nu et kulturbevarende medie uden sidestykke og et modstykke til den udslettelse af viden og tradition, der kendetegnede det industrisamfund, hvis konsekvenser vi oplever i dag.
Hvem ved i dag, hvordan man bygger en båd til ingen penge? Det er der selvfølgelig et lille firma på nettet, der gør. De kan enten levere tegningerne med papirskabeloner til en kano, kajak, robåd, seljbåd, så man selv kan skære krydsfinerstykkerne ud. Herefter stripper man dem, taper med glasfiber og superlim og maler den. Det vil koste dig 500 kr. for tegningerne og noget lignende for krydsfineren. Læg dertil fiber, lim og evt. maling. Så er der årer/padler/pagajer og evt. et par hjul med remme til at rulle den ned til vandet. Måske i alt 2.500 + to arbejdsweekender. Det samme ville koste dig 17.000 som færdigbygget båd med tilbehør.
Hvor mange i dag er i stand til at fikse deres cykel? Jeg møder mange storbymennesker, der river sig i håret, bare deres knirkende misligholdte havelåge punkterer. Og så taler vi ikke om at skifte bremseklodser, pedaler og kabler og skille en kæde af. En cykel er ikke raketvidenskab, den kræver bare øvelse. At folk bortset fra nørderne har svært ved at reparere deres biler og motorcykler er til at forstå pga. al den præcisionsmekanik og elektronik, de er spækket med i dag. Men en cykel ...!
Gør-det-selv-kulturen har det sådan set fint nok, især i udkants-Danmark, som storbyboerne nedladende kalder alle andre end dem selv. Der er penge at spare, og det er noget, der tiltaler en nærig dansker. Men faktisk findes der ikke så få folk derude i periferien, hvis færdigheder kan konkurrere med professionelle håndværkere. De er motiveret af en blanding af respekt og disrespekt - og måske også grundet landlivet langsommelighed en ubrudt tradition. Altså respekt for kunnen, viden og gå-på-mod og respekt for håndværket. Men disrespekt for den professionelle håndværks-monopolisme og den stat, der har dæmoniseret 'sort arbejde' som var det fanden selv. Respekt for det gode, som fagbevægelserne gjorde for arbejderfamilierne et langt stykke hen ad vejen, disrespekt for den reaktionære forstokkelse, fagbevægelserne undergik for at beskytte hævdvundne rettigheder og pamperisme.
Dette handler dog ikke om fagbevægelsen, som blot har fungeret som den komponent i industrisamfundet, der skulle symptombehandle skadevirkningerne af industrialiseringen - læs: det industrielle slavesamfund. Det handler om alt det, som fagbevægelsen og dens medlemmer stadigburde have som i det mindste delformål: at holde fanen højt for fagene, for deres gamle og uvurderlige viden, og for at denne kunnen i forhold vores kultur ikke uddøde. De har valgt at mele deres kage og køre fagpolitik (læs: lønpolitik) i stedet for at hævde om fagene med faglig stolthed og omsorg.
Hvad skulle der til, for at genvinde denne oprindelige respekt for viden, håndværk og traditioner? Vi kunne prøve det af på et par scenarier, hvor vores overlevelse blev sat på prøve. Hvordan ville det se ud med viden, fag og kunnen, hvis benene blev slået væk under os og vi blev nødt til at mobilisere den oprindelige viden.
Den skibbrudne
Den ene scenarie er strandingen, den øde ø, skibbruddet. Mennesket hives ud af civilisationen og overlades til sin ensomhed og sine overlevelsesinstinkter. Kan civilisation og kultur genopfindes fra et nulpunkt?
Det andet scenarie er en ikke utænkelig situation, hvor en EMS, en Elektro-Magnetisk-Solstorm rammer Jorden. Det skete i 1859 og kendes under navnet 'Carrington-eventen'. Hvad gør den halvdel af jordkloden, hvis samtlige elektriske systemer bliver ødelagt på et par timer?
Dette er ikke et iscenesat 'reality'-tv-program, som for øvrigt intet har med 'the reality', virkeligheden at gøre. Folk er castede til at opføre sig egoistisk, og der er mindst 4 kameraer omkring den ensomme øboer = 4 kameramænd + 30 andre i 'the crew'.
Vi taler ikke om 'Robinson' på mainstream-TV. Vi taler om den ægte stranding. Hvad ville du gøre her?
Vi forudsætter, at du redder dig i land, hvorefter du vil lede efter andre overlevende. Da de ikke findes, leder ud efter deres vraggods. Herefter vil du tænke på din første nat på en ukendt ø - du ved måske ikke endnu, om det er en ø.
Har du tag over hovedet, når regnen kommer? Hvordan bygger du et tag, hvis du ikke har skærende værktøj? Et akut problem er frisk vand, for du kan ikke drikke havvand. Regnen kunne blive din ven, hvis du vidste, hvordan man opsamlede vandet. Og hvad med ild og brændsel? Herefter melder sulten sig. Et par frugter hænger og dingler, men kan du spise dem? Jægeren kommer op i dig, men du opdager ret hurtigt, at dyr er lynhurtige væsener, der har set, hørt og lugtet dig på lang afstand. Og hvordan bærer du dig ad med at fange og slå dem ihjel, når du aldrig har gjort det før?
Et overlevelsestrick for strandede er at genbruge deres eget vand. Vi antager, at du har hørt om fæmomenet, men for de fleste vil det vække afsky, da de har lært fra barnsben, at deres eget vand er vældig giftigt. Det har intet på sig andet end mytologi og tillærte barnagtige reaktioner. Vores vand er sterilt, det indeholder alle næringsstoffer, du har brug for, dets sammensætning er den samme som det, det ligner: blodplasma. Dit urin er dit blod - minus de røde blodlegemer, som kroppen beholder via den mest avancerede biologiske destilator, der findes: nyrerne. Du kan overleve en måned eller længere på recirkulering af dit vand. Eksempel: hvis de 45 passagerer på det fly, der i 1972 faldt ned i Andesbjergene og mistede al kontakt med omverdenen i to måneder, havde vidst dette, var de ikke forfaldet til kannibalisme, og størstedelen af de, der overlevede selve styrket og en efterfølgende lavine, kunne havde overlevet.
Et andet trick kræver også en vis overvindelse for det civiliserede menneske. Den nemme vej til proteiner er: insekter. Og larver og myrer har svært ved at stikke af, så de er betydelig nemmere at fange end en kanin eller en fugl. Problemet er at vide, hvilke insekter, der ikke er giftige. Hvis de smager dårligt rå, er de nok giftige. Men 100 g myrer eller fluelarver er protein nok til en uge. Her kunne vi lære noget, for det er almen viden blandt såkaldte naturfolk og gamle kulturer, fx. den mexikanske, de afrikanske og de asiatiske.
Lad os sige, at det herefter lykkes dig at nedlægge en fugl, stjæle nogle æg, finde brænde og lave bål. Lad os antage, at du finder frugter, der ikke tager livet af dig, og at du ikke bliver ædt af dyr, stukket af giftige insekter, bidt af slanger og scorpioner eller simpelthen ædt af et større rovdyr. Vi antager i det hele taget, at vejret er halv- eller heltropisk, og at du ikke er frosset ihjel. De første dage og dernæst de første uger er altafgørende. Her har du allerede genlært og mobiliseret nogle af de vigtigste færdigheder, der har holdt mennesker i live i hele menneskehedens historie. Du skal nu befæste dine færdigheder og ikke sætte dem over styr.
Her kommer teknologien ind i billedet. En halv kokosnød og en stort blad bliver til en skål/kop/bæger. Sammenflettede nælder eller andre lange fibre bliver til reb. Sten bliver til slagtøj/hammer/kværn. Grene, blade og jord bliver til bygningsmaterialer. Hvad sover du på, hvad holder dig varm om natten? Som kanoturist i de svenske søer og skove ved du måske, hvad mos kan bruges til. Noget lignende findes i troperne.
Vi siger, at du som den skibbrudne en dag lykkes at fange en ged, en gris, en hjort, eller hvilket som helst stykke bio-diversitet på stedet. Måske er den kommet til skade og er et let bytte. Her finder du ud af, at skindet bliver til nyt tøj, tarmene bliver til strenge. Hvad med en bue med spundne tarmstrenge? Det kræver selvfølgelig, at du ikke ødelægger det men har en intuition for materialet. Det siger vi, at du har, for ellers var du omkommet for længst.
Den skibbrudne bygger sin første tømmerflåde og fanger sin første fisk. Mere teknologi. Harpunen er lavet af en spids gren, snoren er din første mesterstykke indenfor tekstilfremstilling. Du har lavet en ruse af tynde flettede grene. Ild er nu en rutine at skabe. Du har bygget en stort kar af en træstamme til at opsamle regnvand, og du ved nu, hvor på øen, der findes vand, frugt, fugleæg, og dyr, der kan fanges. Din fysik og immunsystem er på toppen af udendørslivet og jordforbindelsen.
Kogning kræver ildfaste kar, men stegning kan foretages med et spid og bagning ved at varme sten op, pakke kød og grøntsager ind i blade og dække det til i længere tid. Fisk kræver kort tid. Altså medmindre man er i stand til at æde råt kød, hvilket giver den optimale næringværdi - men en anden kulturel blokering sætter ind her. Og hvis du kommer til at spise råt kød fra et dyr med parasitter, er du på spanden.
Du ville som skibbruden eneboer sandsynligvis gennemløbe en fraktal af menneskehedens evolution. På et tidspunkt tager du skridtet og indfører landbrug. I stedet for at jagte gederne, hegner du dem inde, malker dem og laver uld af deres hår. Du planter måske din yndlingsfrugt, så den laver en busk lige udenfor dit hus.
Hvad der sker med dig, ved vi ikke. Måske omkommer du, måske bliver du opdaget og samlet op en dag. En prognose? 9/10 eller flere ville nok omkomme.
Lynnedslaget
Den skibbrudne er måske i virkeligheden den heldige sammenlignet med det næste scenarie, for han har kun naturen som fjende, og i det øjeblik han genopdager sin egen natur, så bliver den hans ven igen.
Lad det være sagt med det samme: dette er ikke en egentlig lovsang for 'survivalisme' og at du straks må fylde kælderen med konservesdåser, pulversuppe og håndvåben. Altså Dommedag er nær, systemet bryder sammen - det gør det i øvrigt, for det er systemisk indkodning, men det sker ikke fra den ene dag til den anden. Visse steder i verden vil det måske være en god ide lige nu, og håndvåben er bestemt ikke at foragte. I modsætning til hvad politisk korrekthed påbyder os at mene, så er det i USA i de områder, hvor der er flest håndvåben hos private, at der er mindst lovløshed. Vi taler ikke her om visse kvarterer i L.A., men man kan næppe kalde organiserede bandemedlemmer for en tilfældig 'privatperson'. Hvis det fx. lykkes den amerikanske regering at forbyde våben, så har alle banderne adgang til våben som altid, og borgerne kan hverken forsvare sig mod bandernes overfald eller mod deres fascistiske regering.
Dette er mere et tankeeksperiment. Desværre er det, hvilket de færreste gør sig klart, et realistisk scenarie. Vores civilisation kan sammenlignes med stædige indbyggere på skråningen af en vulkan. De ved inderst inde, at den bryder ud en dag, men indtil da går livet videre. Lad os forestille os det store 'lynnedslag' i form af en elektrisk solstorm af stor styrke, der er så uheldig at ramme Jorden frontalt. Det skete i 1872 i et vist omfang og tog dengang samtlige telegrafstationer ud i den vestlige del af jordkloden, hvilket stort set var alt, hvad der fandtes af større elektriske systemer dengang. At de færreste har hørt om denne event skyldes, at den ikke var så katastrofal grundet den ringe udbredelse og afhængighed af elektriske systemer. Telegrafen var til at overse og kunne repareres.
I dag ville situationen være en helt anden, da ALT er bygget op på elektricitet. Al kommunikation går ned, alt lys bliver slukket, al centraliseret varmeproduktion ophører, al digital lagerkapacitet bliver udraderet. Hele kulturen nulstilles - inklusive din skattegæld. I 1872 fortsatte de allerfleste funktioner uantastet, da der ikke var elektronik involveret. Lamper kørte på olie, petroleum, gas eller stearin. Toge og skibe kørte på damp og sejl. Varme var på brændsel eller kul. Der var stadig hestevogne. En cykel krævede - og kræver stadig ikke elektricitet. Brændekomfuret var centrum for ethvert hus.
Hvis vi blot ser helt bort fra den ondeste del af scenariet - sammenbruddet af kølesystemerne og nedsmeltningen af samtlige atomkraftværker på halvdelen af kloden, hvilket reelt ville udslette menneskeliv på Jorden et par millioner år - så ville udfaldet af elektricitet være en lammelse uden sidestykke.
Man tør næsten ikke tænke på de scener af kaos, der ville udspille sig i storbyerne, hvor folk ville løbe amok for at skaffe sig mad og vand. ALT i en storby bygger på en logistik, hvor forsyninger kommer udefra. I en sådan situation, vil det faktisk være en fordel at bo udenfor lands lov og ret. Graden af selvforsyning er langt større ude på landet.
Man kan gætte på, om byboerne ville oversvømme landdistrikterne, men mit gæt er, at det ville de ikke. De ville putte sig i deres små mørke æsker, hvor der trods alt er lås på døren og tag over hovedet. Transportmidlerne er i øvrigt brudt sammen og elektronikken i bilerne er røget sig en tur, så de har svært ved at komme nogen vegne.
Selvforsvaret
En tingest, der fungerer uden elektronik, er stadigvæk en pistol. Og den har stadig kun det potentiale, som intentionen hos dens indehaver står for. I hånden på gangsteren er den et mord- og trusselsvåben. I hænderne på familiefar/mor og ældste barn i familien er den et beskyttelsesvåben. I hænderne på farmeren er den et jagtvåben. I hænderne på regeringen er den ... ja hvad er den da? I det omfang regeringer er blevet redskaber for de internationale bankkarteller, verdens største mafiaorganisationer, så er den et undertrykkelsesvåben.
Der er bare et problem med regeringerne og deres institutioner. Lige så snart deres ansatte ikke får løn længere - og husk, vi har i mellemtiden fået det digitale pengesamfund - så går de hjem. Politi og militær kører videre en stund, men så går de i opløsning. Disse organisationer er gearet til 'normale' katastrofer, men ikke til denne her. Hjemmeværnet er nok de sidste, der giver efter, men de er heller ikke lønnede.
Her er vi så ved modbølgen til kaos, for midt i det hele vil folk finde sammen som aldrig før. Der gemmer sig uanede ressourcer i mennesker, når de rammer nulpunktet. Det kan godt være, at en stor del af befolkningen i dag er blevet midlertidig insektificerede eller til selv-zombificerede iPhone-sociopater, men situationen ville være en kollektiv kold tyrker, og mange ville vågne brat fra deres årelange smartphone-søvn og begynde at - uhuh, scary shit! - at tale med deres naboer, deres forældre og folk på gaden. Den evige gymnasiefest er omme, og virkeligheden er ankommet.
Vi kan observere fænomenet i mindre doser, når der sker en generel strømafbrydelse som fx. sidst i 90'erne, hvor et par større svenske kraftværker gik i stop, og da Danmark købte strøm her, så gik København i sort i flere timer. Javist, der var den karakteristiske lyd af butiksvinduer, der blev smadret nede i gaden, fordi tyvene så deres snit. Men generelt begyndte helt tilfældige mennesker at tale med andre helt tilfældige mennesker på gaden og i standsede S-toge. Zombie-forhekselsen af tavse mennesker, der til dagligt sad skulder om skulder i et tog uden at tale sammen, blev brudt på 10 minutter, og naboerne i kareen, der aldrig før havde vekslet et ord, opdagede hinanden. Jeg husker, at jeg blev ringet op og bedt om at hente en 4-års pige i en børnehave, da hendes mor ikke kunne komme hjem.
Der gik et skjult beredskab i gang. Danskerne under 2. Verdenskrig mobiliserede deres bedste egenskaber. Dem glemte vi så igen, da velfærden satte igennem, og 70 år senere er vi en stak ignorante, degenererede forbrugermaskiner med højst tvivlsom empatisk formåen. Men jeg vil gerne byde ind med, at denne tornerosesøvn, denne søvngængertilstand vil blive kraftigt forstyrret, når strømmen ryger. Overlevelse er ikke bare dyriskhed, det i allerhøjeste grad også menneskelighed. Når TV'et, danskernes største narresut, går ud af drift - og der skal ikke lyde beklagelse fra min side - opdager de, hvad de er for nogle væsener.
Der gik altså et skjult beredskab i gang. Vi så det under 2. Verdenskrig, hvor danskerne mobiliserede deres bedste egenskaber. Dem glemte vi så igen, da velfærden satte igennem, og 70 år senere er vi en stak ignorante, degenererede forbrugermaskiner med højst tvivlsom empatisk formåen. Men jeg vil gerne byde ind med, at denne tornerosesøvn, denne søvngængertilstand vil blive kraftigt forstyrret, når strømmen ryger. Overlevelse er ikke bare dyriskhed, det i allerhøjeste grad også menneskelighed. Når TV'et, danskernes største narresut, går ud af drift - og lige her skal der ikke lyde beklagelse fra min side - opdager de, hvad de er for nogle væsener.
De mennesker, der ville være bedst gearede til at overleve, ville i første omgang være de fattigste mennesker i landdistrikterne i Europa. De er i forvejen vant til et simpelt liv. Deres teknologi er gammeldags. Jeg har mødt dem i landsbyerne i Rumænien. Den gamle vandpumpe med håndtag er stadig i brug. En hestevogn er stadig et almindeligt syn. En le og et segl er stadig en del af inventaret. De ville næsten have for meget korn, til at de kunne høste det, når mejetærskerne brød sammen. Men byboerne ville ivrigt valfarte og tilbyde sig som høstarbejdere. De fattige landboere kender stadig de gamle metoder til konservering af madvarer.
Dem, der klarede sig bedst under 2. Verdenskrig var fx de bønder i polske landsbyer, der ikke lige blev plyndret af bolsjevikiske horder, for de havde alle varer og grise og høns gik stadig rundt ved gadekæret. Da Sovjetstaten lukkede ned, kom der en enorm opblomstring af den gamle russiske havekultur, der består af små træhytter med tilhørende køkkenhave, som ligger i en bred rand omkring Moskva. De forsynede dengang som i dag hele byen med grøntsager.
I Irland og Skotland burde de ikke løbe tør for brændsel på landet. De gamle tørvegravninger ville få et boost. Waliserne og folk i byerne i the Midlands i England ville genåbne de kulminer, som Thatcher nedlagde. Grønlænderne ville genoplive tranlampen og sælfangsten, og da skibene ikke ankom i længere tid med forsyninger af sprut, ville de pludselig være ædru. De lokale fiskerkulturer i Atlanten, Middelhavet og det Baltiske Hav ville pludselig være udenfor EU's åg. Havet ville få en tiltrængt pause, da hi-tech kutterne med bundtrawl er gået helt død. Fjordfiskeriet med årer, garn, ruser og snøre ville derimod få en renaissance, og sejlbåden ville atter komme i høj kurs.
Den bonde, der har 500 får, er pludselig en rig mand, for fårene er fuldstændig ligeglade med en solstorm. Så længe der er uendelige græsmarker på jorden, er de lykkelige. Bonden skal nok til at passe på krybskytter og fåretyve, men hans hund vil opdage dem, og han har et lager af haglpatroner. Den gamle kunst med at håndfremstille patroner ville blive genoplivet meget hurtigt.
Selvorganisering
Det mest interessante ved en sådan krise er måske, at folk vil komme ud af hulerne og op af sofaerne og begynde at organisere sig. Det store elektriske nedbrud er samtidig formynderstatens sammenbrud. Lokalinitiativets dage er ankommet, og staten kan simpelthen ikke længere lukrere / parasittere på befolkningen. Staten bliver med ét hug overflødig, og folk opdager, at staten i virkeligheden ALTID har været overflødig. Staten har hævdet, at dens borgere var hjælpeløse, at de derfor havde brug for, at staten forsynede dem med ALTING, og at staten havde ret og nærmest pligt til at kræve lydighed, underkastelse og skatter af dens undersåtter. Den demokratiske stat fremstår lige pludselig som det, den rent faktisk er: en opdatering af feudalstaten.
Kejseren står lige pludselig dér i bar røv. If you want things done, do it yourself! Hjælpen udebliver, og folk glemmer kejseren og begynder at fokusere på deres eget liv.
Der dannes lokale råd, folk tager stilling til beslutninger udfra sund fornuft og reele behov, folk indser, at de har ressourser, der er ikke de ressourcer, som staten har udnævnt dem til. Lige pludselig er de individer og ikke blot personel. Som individer har de nu mulighed for at tilslutte sig de løsninger, der fremlægges af andre individer med visioner og indsigter. Var det i øvrigt ikke det, demokratiet oprindelig handlede om?
I den post-demokratiske, sen-industrielle æra er der forskellige spørgsmål, der bør stilles. Vi burde have stillet dem for længst, og som dansker burde vi have stillet disse:
- Hvor blev husmændene af?
- Hvor blev fagbevægelserne af?
- Hvor blev sparekasserne af?
- Hvor blev andelsbevægelsen af?
- Hvor blev landsbyskolen af?
- Hvor blev den lokale brugsforening af?
- Hvor blev miljøbevægelsen af?
- Hvor blev politikeren med et kald af?
- Hvor blev samtalen af?
- Hvor blev demokratiet i øvrigt af?
Svaret er, at industrialismen, globalismen og post-demokratiet nakkede dem alle sammen, for de stod i vejen industrialisterne, globalister og post-demokraternes fremfærd mod den globale monsterstat. De blev opkøbt, opslugt, korrumperet, transformeret og ind-korporeret. Bevægelserne var folkelige bevægelser og indeholdt allesammen den grundtanke, at samfundene var for folk, der fandt sammen, og at folkenes samfund burde organiseres efter folkenes behov. Industrialisterne var af den opfattelse, at samfundene burde indrettes efter industrialisternes begær, og da de havde midlerne og magten til at sætte deres begær igennem, er det blevet sådan.
I det 20. århundrede tabte befolkningerne denne krig, som de ikke så var en krig - mod dem selv! Det glid, der har fundet sted, er sket i to tempi:
- Hurtige, voldsomme og traumatiserende begivenheder, der har slået benene væk under folk og fået dem til at miste perspektivet og den sunde fornuft.
- Langsomme, umærkelige begivenheder, hvor folk blot en dag opdager, at noget har forandret sig, noget er forsvundet og noget er ankommet i ly af natten, og mens man var optaget af at hygge-putte sig.
Da strømmen ryger vil disse folkelige bevægelse blive genoplivet. Ikke som et stykke organiseret og designet ideologi, men som en følge af et akut behov: bevæg jer eller omkom!
Nøjagtig hvordan dette vil finde sted, er umuligt at sige. Vi er ikke 'fremtidsforskere', disse herlige typer, der kalder deres hjemmelavede gesjæft for videnskab, selvom det er gætværk. Vi er heller ikke en 'tænketank', disse herlige ideologifabrikker, der leverer bestilte varer til erhvervsliv og politiske partier. Vi gør i princippet det samme, men uden 'strings attached' og uden bestilt vare, der skal leveres.
Græsrodsbevægelser har haft en tendens til at ligge under for ideologiske græsslåmaskiner og grønthøstere. Mange af disse har været styret ovenfra eller fra siden eller har været infiltrerede. Vi ved, hvordan NGO-organisationer på stribe ('Hvor blev miljøbevægelserne af?') og journalister har været targets for de store efterretningsvæsener. Der er en grund til, at russerne forlangte af alle NGO'ere, at de skulle gøre rede for, hvem der betalte for deres virksomhed – de fleste viste sig at være agenter og blev derfor smidt ud af landet. En kendt tysk journalist skrev for nylig en bog, hvor han risikerer sit eget liv. Han fortæller med stor flovhed set i bakspejlet, hvordan ikke blot nogle men et flertal af vestlige udenrigskorrespondenter har ladet sig hyre af CIA og lignende væsener. Han kan kun gøre det, fordi han er single og tæt på pension – de kan ikke true hans karriere eller hans familie, som de har for vane.
Men græsrods-organisationer, der opstår spontant i et vakuum, hvor regerningerne og de globale organisationer med speciale i mind-fucking har mistet deres redskaber, er som udgangspunkt ikke korrumperede. Folk opfinder på stedet måder at udveksle ressourcer på ('Hvor blev sparekasserne af?') og lokal pengeøkonomi ser for første gang dagens lys i de samfund, hvor den slags har været bandlyst – Danmark som eksempel. Den indlysende ide med 'time-banking' bliver pludselig aktuel. Du investerer x-antal timers arbejde, som du registrerer i banken, hvorefter du kan hæve det samme antal timer, når du har brug for et stykke arbejde, du ikke selv kan udføre. Alle kan noget, som de er særlig gode til. I Danmark har det været undertrykt som 'sort arbejde', nu bliver det arbejde for lokalsamfundet.
Hvor blev husmændene af?
Dette har altid undret mig. Der er overhovedet ikke en naturlov, at småbrug, der producerer egne varer, er urentable. De er blevet gjort urentable via det netværk af misbrug, som korporationer og karteller aka industrialismen og forbrugerismen har påført verden. Lad os heller ikke overse, at det overforbrug, som de samme korporationer og karteller har forført menneskeheden, og som menneskeheden er hoppet på, har medført, at reel bæredygtighed – dette herlige ord, som bla. Agenda 21-folk og andre politisk korrektheds-pushere strør om sig med - som altid har kendetegnet husmænd overalt i verden, er saboteret. Vi har overhovedet ikke de behov, vi er blevet bildt ind, og som vi har bildt os ind. Denne behovs-korruption er et af hovedprodukterne i industrialismen.
En husmandsfamilie anno 1914 – og vi taler ikke om dem midt i Imperiets perfide krigszone i Europa – kunne sagtens overleve med 4 tønder land, en stak kreaturer og deres traditioner for hushold i behold. I byerne var alle sidegader befolket af butikker og værksteder drevet af 'byens husmænd', MK. Iværksætterkultur og 'innovation' var ikke noget man sponsorerede og holdt fine taler på business-konferencer om. Det var noget, der simpelthen fandtes. Det opstod simpelthen. Det skete simpelthen. Det trivedes simpelthen. Vores samfund er simpelthen bygget på den slags, men vi har glemt, hvor vi kom fra, og hvad der skabte os.
Vi er i dag historie- og traditionsløse, for vi er blevet til forbrugere af præfabrikeret histore og simuleret tradition. Med industrialismen indfandt den store amnesi / den store glemsel sig. Med strømafbrydelsen genindfinder den sig igen, først i stumper og stykker, senere i helheder. Pludselig er vi alle sammen husmænd, håndværkere og små handelsfolk. Eller rettere: pludselig udfører vi alle sammen frivilligt arbejde, som på sigt bliver til lokale erhverv.
Det sker lige nu
Lad os back-tracke. Scenariet er tænkt, selvom det på ingen måde er fortænkt. Det er – desværre – hyper-realstisk. Men andre events kan fremprovokere og fremprovokerer i skrivende og læsende stund, hvad der er beskrevet ovenfor. Det sker lige nu!
Lige så slow-motion den globale elite - eller hvad fanden de kalder sig – har iscenesat en korruption af menneskelivet, ligeså slow-motion sker der et tilbageslag. Selvorganiseringen / tilbageerobringen af suveræniteten er non-lineær. Den finder sted i samme øjeblik, folk opdager, at de har levet i et stort bedrag, og at de har brugt det meste af deres liv på at stikke af fra virkeligheden, fordi den gjorde så ondt. Virkeligheden er grim som ind i helvede, og vi har for en stund købt os fri fra at se den i øjnene.
Først når vi tør se virkeligheden, som den er – og det inkluderer vores historie som den er og IKKE, som den er skrevet af 'historieskriverne' – først da kan vi komme videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar