Viser opslag med etiketten Jesus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jesus. Vis alle opslag

lørdag den 8. juli 2017

Kongen der forsvandt - Hvem var Jesus?




af marco_hanuman, the blogger



Udgangspunktet er en stor undren. Lad os starte med at konstatere, at den mest omtalte, citerede og opreklamerede skikkelse i verdenshistorien fuldstændig mangler i netop: verdenshistorien. Mandens navn er Jesus. Sagt på en anden måde: bestselleren over dem alle, Biblen, og mere specifikt Det Nye Testamente har som hovedperson en figur, som senere historikere tilsyneladende ikke kan finde nogetsteds blandt samtidige historikere og deres kilder. 


Fornemmelsen af et vakuum er tydelig. Det er som at åbne en bog, hvor det viser sig, at hver anden side og midtersiderne samt en hel masse i slutningen er revet ud. Man bliver nødt til her at spørge sig selv om, hvad det var, der stod og dernæst, om resten derefter giver mening.

Der er forskellige måder at forholde sig til denne påståelige besynderlighed på.

Der er den teologiske, der ikke bekymrer sig om, hvorvidt der er historisk konsistens eller ej, for kristendommen har indtil videre ikke haft problemer med at hyre tilhængere, uden at behøve at læne sig op ad historiske kilder og deres faktualitet. Hvis man tror, behøver man ikke at vide. Deres såkaldte videnskab kaldet teologi foregår i en indhegning, der aldrig stiller spørgsmål ved, hvorvidt indhegningen findes eller ej. Præmissen tages for givet og alt herefter udelukker, at der kan være noget fordækt ved præmissen. Der står skrevet, at Jesus sagde, ergo fandtes Jesus, for hvis ikke han fandtes kunne han jo ikke have sagt det, han sagde, hvorfor der ikke kunne være skrevet, hvad han sagde. Giver det mening? Det gør det for teologer. Det kaldes for cirkulær argumentation ifølge kataloget om logiske fejlslutninger [se 76 falske argumenter …], altså en særlig form for logik, der bider sig selv i halen og danner et lukket, uanfægteligt kredsløb.

Teologerne lukker døren ved at henvise til dogmet.

Dernæst er der den historisk-akademiske. De udelader Jesus af den simple grund, at de ikke kan få øje på ham. Biblen hævder, at der fandt visse afgørende hændelser sted mellem år 0 og år 33, og hvis historikere tager disse påstande for pålydende, dukker der ikke noget op. Vores tidsregning sætter et år NUL ved Jesu fødsel, men den skikkelse, som en så vigtig synkronisering bygger på, kan ikke verificeres.

Historikerne lukker døren ved at henvise til kildeforvirringen.

Hvad med jøderne, de må da have vidst noget om Jesus, for han var vel jøde? Her kan vi foretage det første dyk ned i historien. Den jødisk-messianske opstand mod romerne i år 66-70 var en major pain in the ass for romerne. Og det var ikke første gang (Judas Maccabæus ca. 150 år f.Kr.) og langt fra sidste gang, for hele balladen fortsætter til ind i det 2. århundrede (Simon Bar Kokhba, 132 e.Kr.), sammenlagt i 280 år! Husk, at Jesus havde en række navne udover Jesus: Kristus (den salvede = kongen), Immanuel (hvad betyder det? - Manu-El, hvor kommer det fra), Messias (politisk-militær leder), Rabbi (religiøs leder – NB! en rabbiner var altid gift!). De har alle deres egen historik med hver deres reference til historiske forhold og hændelser. 

Har jøderne ikke noget at sige om Jesus? Det har de i allerhøjeste grad. I Talmud omtales han som Balam, som de sviner til på det heftigste, ved at bebrejde ham for nedbrændingen af Templet i Jerusalem - altså et femte navn. Her må man spørge, hvilke jøder, var der flere slags, og hvorfor skulle jøderne ikke kende deres Messias, når han dukkede op? Ikke desto mindre gøres der nar ad manden, da han korsfæstes, og et sjette navn er Jødernes Konge. Biblen snakker uden om denne titel i hele sceneriet før korsfæstelsen ved at være romertro. Hvorfor er det Ny Testamente, som kirkeidioterne i dag har omdøbt til Den Nye Aftale - alt skal være prosaisk, politisk neutralt-korrekt mundret. Hvad bliver det næste? Den Nye Sociale Kontrakt eller Den Nye Handlingsplan? Eller at Maria blev kunstigt befrugtet, bollet tyk af Helligånden eller fik noget englefisse?

Jøderne lukker døren ved at henvise til hadet.



Et syvende navn er Nazaræeren. Her bliver det for alvor interessant, for den nazaræisk-jødiske sekt var en persisk-gnostisk-egyptisk sekt indenfor jødedommen. Vi er på sporet af et svar på spørgsmålet hvilke jøder? Her slår der revner i vokabulariet, for Jesus af Nazareth (INRI) er noget ævl, da byen ikke fandtes i oldtiden. Et hint om, at noget andet er på færde. Et ottende navn er galilæeren. Men Galiæa fandtes da? Men ord har ofte flere betydninger, og i særdeleshed når det drejer sig kryptolitteratur og kryptofortællinger, som den eller dem, vi er på vej til at dykke ned i.

Hvis vi også som udgangspunkt husker at nævne, at adskillelsen af religion, magi, videnskab, økonomi, historie, politik og helsekunst ikke fandtes i den gamle verden, er der basis for en undersøgelse af den sagnomspundne skikkelse ved navn Jesus, der vil vise, at et stykke betændt politik for 2000 år siden har dannet verden af i dag, og at både kristne teologer, romere, historikere, jøder, muslimer – og som sidekick ateister, satanister og andet afsporet godtfolk - raver rundt i forvirret blinde.

Alle andre lukker døren ved at henvise til den samlede forvirring. Kan vi på baggrund af dogmatik, kildeforvirring, had og yderligere forvirring konkludere, at skikkelsen Jesus ikke fandtes og blot lukke bogen i begge ender - både som teolog og anti-teolog? 

Overhovedet ikke og tværtimod! 


Den Hellige Gral

Der er flere steder vi kan starte, og et af dem er legenden om Den Hellige Gral. Det er tilsyneladende en middelalderlig historie, men dens egentlige tid er det bibelske århundrede, det første århundrede.

Der er meget få forskere, der har formået at samle de løse tråde og sammentænker Egypten, Romerriget, Bibelen og konsekvenserne af de afgørende, men også i allerhøjeste grad obskure og krypterede hændelser gennem det følgende årtusind. And beyond. Der er reelt kun én person til dato, der har gjort det på troværdig og sammenhængende vis, og det er historikeren Ralph Ellis. Følgende refererer respektfuldt til hans omfattende og imponerende opus.

Den hellige gral optræder i de arthuriske legender. De handler om en historie, som man af politiske årsager ikke kunne fortælle lige ud, men som man alligevel ønskede at bevare. Kong Arthur er således endnu en konge, der er forsvundet ud af verdenshistorien og er blevet til en sagnskikkelse. Der er en hel del, der tyder på, at det er det 9. navn for Jesus gemt væk i en kreds af sammenvævede legender og historieskrivning bevaret gennem Middelalderen. 

Vi skal herefter se, hvorfor.



Gralen er en kompleks ting. Disclaimer: vi går ikke efter de grove forsimplinger og bekvemme overspring denne gang, selvom der straks vil hoppe folk ind og tage patent på en af slagsen. Jamen, det er jo bare et satanisk bloddrikningsritual. Jamen, det er jo bare Da Vinci Mysteriet af Dan Brown. Jamen, det er jo bare tegnet for det kvindelige organ, siger spirito-feministen. Jamen, det er jo bare en middelalderskrøne. Jamen, det er jo bare eventyr og Indiana Jones og har intet med sagen at gøre. Jamen, vi vil helst have en godnathistorie. Hvis du er til dogmatik, newage og andet popmusik, og hvis du foretrækker din egen yndlingsversion af bortforklaringen - fx: jamen, Jesus var i virkeligheden Buddha og er begravet i Indien, så klik på tilbageknappen NU og sov videre. Måske er han begravet i Kashmir i Indien, men det fortæller ingen historie, det giver blot verden endnu et mysterium og endnu et relikvieskrin.

Der er for så vidt ikke noget galt med godnathistorier og eventyr. Rapunzel, Askepot og Snehvide indeholder dybe hemmeligheder. Gralen siges ifølge de arthuriske legender at være det bæger, der indeholdt Kristi blod. Javist, og det er grunden til nadverritualet i dag, hvor man drikker blodet af et bæger. Josef af Aramathea, som vi senere skal røbe identiteten af, skulle have taget blodet og samlet det i bægeret. Dan Brown er selvfølgelig en popdreng og plagiator, der skal sælge sine krimier vha. et okkult plot. Men der er en vis substans i den forståelse, som hans kilde, forfatterne til Hellig Gral, Helligt Blod, tilbyder, altså dobbeltbetydningen af San Greal – hellig gral og Sang Real – det kongelige (virkelige) blod. Altså historien om gralen som blodet, slægten, der er den egyptiske historie om Jesus, den sidste egyptiske Farao (af Davids hus og slægt). Vi har altså det første lag om bægeret og korsfæstelsen, der dækker over det andet lag om blodet og slægten.



Med denne slags tåbelige og halvpornoficerede Disneyversioner af de klassiske eventyr, kan man være helt sikker på, at ungerne aldrig opdager, at det er en esoterisk historie om Kvinden i Tårnet. Maria i Tårnet reduceret til en dum, selvoptaget cheer leader tøs.

Herefter det tredje lag. I de arthuriske legender er gralen altid associeret med en prinsesse. Hun bringer gralen ind til det runde bord med hullet i midten, og alle ridderne om bordet drikker af det. I de sene udgaver af de arthuriske legender, Parsifal, er gralen forsvunden. Prinsessen holder blot et stykke grønt klæde, og den nytilkomne ridder kan ikke få øje på gralen. De andre riddere ler ad ham, for han forstår ikke, at gralen ER prinsessen. Legenden siger det ikke lige ud, men det er en af krypteringerne, som man selv skal regne ud. Det er en gåde, en mysterieindvielse. Gralen er hendes skød, og blodets linje flyder gennem prinsessen. 



Linjen er den sårede fisker-konges. Kongens datter, Guinevere, er bæreren af gralen, blodets arvefølge. Gralen har brug for beskyttere, derfor ridderne. Gralen har dernæst brug for en præst udvalgt som den reneste af de tolv riddere. Hans navn er Galahad. Her bliver det lidt sært, for gallus er den kastrerede hane, præsten er ifølge traditionen nødt til at være en eunuk! Ridderen Parsifal aka Sir Galahad er simpelthen en eunuk. Vi får ikke historien, når vi går i kirke, men i det Nye Testamente står der rent faktisk, at Jesus bad sine disciple om at blive eunukker [Matt. 19:11]. Jesus beder altså en af sine disciple om at blive præst for gralen. Det turde være overflødigt at nævne, at Jesus og de tolv disciple svarer tll gralen og Kong Arthur og de tolv riddere om det runde bord.


Glem i øvrigt alt om sværdet i stenen. Det nævnes kun én gang i den opfattende litteratur.




Der er tre runde borde, alle af samme design. Da Vinci har fået noget galt i halsen, da han malede det første bord, altså bordet ved den sidste nadver, som et langbord. At de tolv disciple repræsenter stjernetegnene i zodiaken, og at der er en kvinde til stede er derimod rigtigt. Men bordet skulle have været rundt. Det andet runde bord tilhører Josef af Aramathea. Det tredje runde bord tilhørte Uther af Pendragon, Kong Arthurs far. Kongen sidder altid i midten som solen i zodiaken. Det runde bord er en zodiak. Kongen i midten er enten Solen/Helios, eller Nordstjernen, Storebjørn afhængig af, om man ser ned på zodiaken eller forestiller sig, at man ser op i stjernebillederne. Navnet Arthur er en afledning af Ursa (Major) – der gemmer sig et stykke etymologi her. Urtha og Arthu er en ikke usædvanlig ombytning af vokaler indenfor den samme konsonant-struktur.


I oldsyrisk tradition er Den Sidste Nadver det samme som døden og begravelsen. Underligt nok er den eneste reminiscens af dette den gestus, som allernådigst tilstedes en person, der skal henrettes. Den dødsdømte kan selv bestemme, hvad hans sidste måltid skal bestå af. Halleluja!



Den rare bamse har en Karlsvogn i halen. Som du sikkert ved, peger den mod Polaris, Nordstjernen, der er centrum for den Store Zodiak, der roterer baglæns (precesserer) på Himlen. Hamlets Møllehjul. Shivas Hjul. 

Eunukken - den kastrerede hane

Galahad var gallilæeren, ypperstepræsterne blev kaldet galli-ypperstepræster. Det er kendt i officiel historie (romersk) og ikke kun i arthuriske legender. En af de romerske historikere, Lucian, beskriver, hvordan gallierne skabes. Nogle spiller fløjte, mens andre får et rasende anfald, smider deres tøj, griber deres sværd og skærer deres egne testikler af! Den seriøst omskårne løber gennem byen og smider sine afskårne dele ind gennem et bestemt vindue, hvorigennem han dernæst modtager kvindeklæder, som han iklæder sig. Bizart, men historisk korrekt. Gallierne kastrerede sig selv! I Indien i dag findes der en eunuk-kult ved navn Hajri, der gør nøjagtig det samme.



Sir Galahad betyder lederen af gallilæerne, gallierne. Det var hans titel. Hans navn i legenderne var Sir Percival (Parcifal), og derfor opstår der en vis forvirring. Legenden fortæller om tre riddere, Sir Percival (Lancelot), Sir Boris og Sir Galahad (søn af Lancelot). Læg mærke til ligheden mellem gallilæer og galler, for der er en historisk forbindelse mellem Wales og Syrien, et stykke oldtids-indvandringshistorie. Der sker en forveksling mellem Wales og Gallilæa, Gallien, gallerne, kelterne. Men ifølge de skrifter, der hedder Vulgate Cykles, var han ikke waliser, og ifølge de oprindelige normanniske skrifter står der galli – altså gallilæer.




Hvordan passer billedet af en efeminiseret eunuk, der havde kastreret sig selv med lederne af den jødiske opstand mod romerne i Gallilæa? Man kunne ligeså godt spørge sig selv om, hvorfor billedet af Jesus, som vi har det i dag, viser en feminin skikkelse i kvindeklæder? 



Så kan det næsten ikke bliver mere perverst symbolladet.
Jesus og Himlens Dronning i samme ikon som LGBT pop queen.

Josephus Flavius beskriver disse eunuk-krigere som mænd, der drog deres sværd, som de havde skjult under deres kvindeklæder og dræbte deres fjender. Sir Galahad klædte sig sig selv i rødt, og hvis man ser på medlemmer af kurien, det pavelige-vatikanske præsteskab i dag, bærer de rødt. Paver og biskopper bærer en fisk på hovedet. Resterne af eunuk-fænomenet findes som cølibatet.





Så snart man begynder at identificere skikkelser de to steder, i de arthuriske legender og i det Nye Testamente, falder næsten alt på plads. Hvem var fx magikeren Merlin i testamentet? Han var den største magiker i sin tid, Jesus før Jesus. Hans navn var Simon Mageren. Han var mager, ligesom en skikkelse som de magai, der i Juleevangeliet kaldes de Hellig Tre Konger, altså persiske magikere/præster, der af grunde, vi senere skal forstå, ankom til fødestedet. Simon Mageren kunne alle mulige magiske kunster. Han kunne flyve, han fik en dreng til at komme til syne og forsvinde igen. Simon Mageren var den primære elev af Johannes Døberen, hvis sekundære elev var Jesus, som der skrevet står. Jesus opvakte folk fra de døde og lavede vand om til vin. Stop et øjeblik her! Vand til vin, hvor har vi hørt den før? Historikere har ikke gjort deres hjemmearbejde, for så ville de vide, at oldtidens Leonardo da Vinci, Hiero af Alexandria, blandt sine mange opfindelser – fx en dampturbine et par tusind år før dens opfindelse - havde en vinkrukke bestående af skjulte kar, hvor man via et tryk med en finger kunne åbne for karrene og lukke vin ud i stedet for vand. Tingesten var legendarisk og populær i den egyptisk-græske overklasse. Jesus har simpelthen haft sådan en tingest, og hvad er der galt med lidt festlig underholdning for overklassen, som han jo selv tilhørte?





En klippefæstning formet som Vessica Pisces 

Jesus har kendt Simon Mageren, for de levede i den samme tid. I Parcifal-historien skrevet af Wolfram von Eschenbach kaldes Merlin/Simon Magus for Massadan. Man tænker uvægerligt på klippefæstningen Massada, hvor zeloterne, de messianske oprørere, blev belejret af romerne og tog livet af sig selv, da fæstningen blev brudt. Forskere har denne besathed af, at Kong Arthur er en keltisk skikkelse fra Wales eller Normandiet, men ingen af navnene er keltiske. Vulgate Cyklerne siger udtrykkeligt, at navnene kommer fra aramæisk eller kaldæisk, altså gammel-hebræisk. Navnet Massadan eller Massala betyder zodiak, og de arthuriske historier er gennemsyret af referencer til astrologi og zodiak. I de tidlige arthuriske fortællinger er der en fødselsscene for Kong Arthur, men den er rent faktisk Herkules’ fødselsscene. Herkules udfører tolv arbejder, Arthur udkæmper tolv krige. Historien er overhovedet ikke walisisk. Der fortælles også, at kongens fødsel blev markeret af en komet, der lignede en drage med to stråler, der kom ud af dragens hoved. De repræsenterer Arthur og hans søster, som han var gift med. Fisken er astrologisk-geometrisk Vessica Pisces, det nøjagtige skæringspunkt mellem to søskende-cirkler, hvor den enes radius er den andens centrum. 





På samme måde, som Simon Mageren var gift med sin søster Luna, var Kong Egbarus gift med sin søster Helena, og Kong Agrippa af Judea var gift med sin søster. Det var simpelthen en egyptisk adelig skik at gifte sig incestuøst. Jesus var gift med Maria Magdalena, der var hans søster + hendes søster Martha. Han havde to koner, passende for en mand, der blev kaldt for Rabbi – en jødisk rabbiner skulle være gift, og havde ofte flere koner.




Wolfram von Eschenbach med sin troubadur-harpe 


Dragen og pyramiden

En drage er altså ikke en drage på aramæisk, det er en fisk. Fiskens astrologiske tegn er en fisk med to stråler/halefinner. Kong Arthur/Jesus er født i forbindelse med introduktionen af fiskens tegn. Det fortæller helt præcist fødeåret: år 10. Her sker skiftet mellem Aries og Pisces. Jesus blev født som Guds Lam og blev en Menneskefisker, eng. Fisherking. Legenderne siger, at Kong Arthur blev født i tegnet Draco, altså fisken på aramæisk. På den berømte zodiak fra Dendeera i Egypten, er der i fiskens tegn to cirkler, en for Solen og en for Venus (Jesus og Maria Magdalene – Arthur og Guineverre). Navnet på hans far, Uther Pendragon skal læses ben Draco, for det er et aramæisk navn lige som alle de andre navne i legenden. Altså søn af en fiskerkonge.




En anden søster af Kong Arthur var Morgane, eller rettere et andet navn for Guineverre var Morgane. Magdalene betyder ’hende fra tårnet’, for en magdal er tårn. Et bestemt slags tårn, for på egyptisk er en magdal en pyramide. I det Gamle Testamente kaldes Babelstårnet, altså den babyloniske zigurath, for en magdal, og den var også en pyramide. Maria Magdalene betyder altså Maria fra Pyramiden. Alle disse skikkelser er faraonere fra Egypten og havde intet med Judea at gøre, andet end som tilflyttere. Davids hus og slægt hentyder til de faraonske slægter, for det er kun her, i byen Tannis i Egypten, at Kong Davids hus og slægt og Kong Salomon kan genfindes (endnu flere konger, der forsvandt fra historien). Hvis man lægger to pyramider, to magdal’er ovenpå hinanden og vender den ene på hovedet, får man en maggan, en Davidsstjerne – Maggan = Morgane. Den kaldes også Mariastjernen, altså Venus, den primære gudinde i Egypten og hele Mellemøsten. Isis blev kaldt Ast, heraf Ishtar, Esther, Asterith, Astarte.

Der er dem, der mener, at antallet af ben på stjernen er afgørende. Nogle forlanger fem ben, fordi Venus beskriver en fembladet blomst i sin bane. 
Andre forlanger otte ben. Pointen her er ikke så meget antallet af ben, men STJERNEN.

Og Gweneverre på walisisk. Hvordan det? Der er en walisisk forbindelse her, for fredag på walisisk hedder gwen. På alle sprog fra Mellemøsten og Europa er fredag Venus’ dag, den jødiske sabbat-aften. Veneres (italiensk), Vendredi (fransk), Freitag/fredag (germansk) er Freyas dag, og Freya er Venus. Jomfru Maria var kendt som Stella Maris, Havets Stjerne, der på græsk er Afrodite, altså Venus igen. Dronningerne er alle Venus-inkarnationer. Tristan og Isolde, Pelleas og Mélisande, flere variationer af de arthuriske legender, flere kopier af de legendariske søskende. Og forresten, Pelleas og Mélisande, den franske version af historien, er sat i musik i en symbolistisk Opera af Claude Debussy, der står på listen over stormestre i logen Priory de Zion. En tid med symbolisme, middelalder-revival = nygotik, en tid, hvor Wagner skriver en cyklus om Ringen og operaer som netop Parzifal og Tristan og Isolde. En Belle Epoque, hvor Verden endnu ikke var helt smadret af industrialisme og verdenskrige. En romantisk periode ihukommende, at romantik er et middelalder-koncept.



Den legendariske franske skuespillerinde, Sarah Bernhardt som Mélisande i et teaterstykke over Maurice Maeterlincks tekst i 1905. Senere kendt for ... en kage.


Stenen

Vi ved nu, hvem der passer på Den Hellige Gral. Men hvad var den? Hvis man spørger forfatteren til Parsifal, Wolfram von Eschenbach, der fik sine oplysninger fra Flegetanis, en (kvindelig) astrolog, så er gralen en sten. Der er noget forvirring her, for prinsessen fra Edessa blev kaldt ved det navn. Og Jesus var ud af kongeslægten fra Edessa i Syrien. Gralen var Lapis Exilis, Stenen fra Himlen, en magnetisk meteorsten (jf. Kaabaen i Mekka). Hovedstenen kaldtes Elagabal. Det sagdes om stenen, at den kom med fremmede fra rummet, aliens, og blev givet til Kong Elagabalus, Jesu far, i Testamentet kaldet Josef. Stenen var også BenBen-stenen fra Egypten, der blev til Omphalos-stenen på græsk. Wolfram siger, at gralstenen var Fønix’en. Hvad gør Fønix’en? Den dør og genopstår - som Jesus-Kristus.





Sammenlign omphalus-stenen, eller som den hed i Edessa Elagabal-stenen med den traditionelle krone for kongerne i Edessa. Og på forsiden af Ralph Ellis' bog er der også billedet af en mønt fra samtiden, der forestiller Kong Isas Manu af Edessa!



Ypperstepræsten, der var sat til at passe på stenen, var Skt. Peter i testamentet og Sir Galahad i legenden. Peter på græsk betyder sten. Hans egentlige navn var Simon, men han fik navnet Peter Kiefas – sten på både græsk og aramæisk. Så i Det Nye Testamente er der også en gralsvogter. Skt. Peter var derfor en eunuk, da vogteren af gralen efter nazaræisk påbud skulle være eunik. Ihukommende historien på Oliebjerget, hvor der fandt en ceremoni sted, hvor et øre blev skåret af. Men var det nu et øre, der blev afskåret, for en dreng undslap nøgen? Øret var snarere et sæt testikler tilhørende Peter, der blev den næste Sir Galahad, gallilæer, gralsvogteren. I legenderne er Skt. Peter, Sir Percival = Parcifal, der også kastrerede sig selv. 

Skt. Peters far er Joseph af Aramathea, Sir Lancelot. Skt. Peters nøgler stammer fra don-key, æslet, der tilhørte Joseph af Aramathea. Sir Persival beskrives som en nar, et fjols, en tosse. Josephus (Flavius) alias Apostlen Paulus brød sig ikke om Peter, som han kaldte for en tosse, hvilket vi kan læse i Apostlenes Gerninger. Josephus/Paulus, den romerske agent, var hyret til at promovere den Rom-venlige, udvandede, pacifistiske udgave af jødedommen kaldet kristendommen. I den arthuriske High History, kaldes Sir Percival for en tosse, a fool.



Fristelsen af Parcifal. Som gralens vogter skal man kunne modstå den slags. 

Er du der endnu? :-) Historien er kompleks, men vi har heller ikke lovet andet. Kompleksiteten består bl.a. i den konstante forbytning og fordobling af navne. Vi skal senere forstå begrebet pesha, der er en jødisk forbytnings-teknik, et trick dyrket og perfektioneret af 'bogens folk'.


Hovedskikkelsen i legenden er Joseph af Aramathea. Husk scenen fra den tredje Indiana Jones-film, hvor Harrison Ford falder ned i en rotterede og finder hans grav. Det er i samme film, hvor han til slut ender i Templet i Petra med gralen, der blot er en støvet kop – noget skuffende og lidet prangende. Han er i øvrigt ved at blive kastreret/halshugget af et gevaldigt sværd, der kommer ud af ingenting. Spielberg har vidst noget som medlem fra den jødiske kabbalist-tradition, men hvor meget ved han om den fulde historie, når det kommer til stykket? Det er den, vi går efter, ikke Hollywoods og de kabbalistiske mind-fuckeres version.

Mens vi er ved Petra, så har det vist sig, at de allertidligste islamiske moskeer ikke peger mod det hul i ørkenen, der i dag kendes som Mekka. De peger mod Petra, Edom, hjemstedet for Esaus stamme, der senere forsvandt, den nabbatæiske/sabbatæiske kultur. Der opstod stridigheder, og byens guvernør blev tvunget til at forsvinde fra stedet. Han slog sig med sit følge ned 700 kilometer sydpå i den nuværende saudiarabiske ørken. Her dukker der senere en type op, der lever at at plyndre karavaner. Han bliver senere kendt under navnet Profeten Muhammed. 

Fornærmer jeg nu Islam? Kære venner, vi er alle bedragede. Vi fejer lige nu for egen dør, så måske andre skulle gøre det samme. Islam har, såvel som Jødedom og Kristendom, deres sorte huller og forsvundne historie. Religionernes verden er fuld af ørkenrøvere, spindoktorer, skatteopkrævere og hyklere, der prøver at kuppe menneskers sjæl og sælge sig selv som mellemhandlere for menneskets forhold til sin Skaber. 


Ridderen

Men hvem var denne ’ridder’? Han var en kollega til Kejser Vespassian. Josephus af Aramathea og hans søn ved navn Josephus – lidt forvirrende, var de en eller to personer? – bliver sendt af kejseren til Sarus, halvvejs til Babylon. På denne handels- og pilgrimsrute ligger byen Palmyra. Hvorfor disse omskrivninger af stednavne? Fordi der er et forbud mod at nævne både Palmyra og Edessa i bibelsk sammenhæng. Josphus Flavius nævner dem ikke, forståeligt nok, da han og et redaktionelt team er forfatterne til det Nye Testamente, alt inklusive. De arthuriske legender gør det samme: Palmyra er forsvundet og hedder nu Sarus. Et lille sidespring: ISIS har for nylig ødelagt Palmyra. En 2000 år gammel forvirrende strid bliver således vedligeholdt. Nogen er også i dag klar over historiens fangtråde. Og hvad betyder Sarus på aramæisk? Det betyder eunuk. Det er altså eunukkernes by, gallilæerne by.


Josephus som Kalif - eller bare oldtidens Joseph Goebbels?

Ingen i dag kender til Edessa, selvom det var et berømt sted med berømte konger og dronninger i oldtiden. Kongen i Edessa reddede indbyggerne i Jerusalem fra at dø af sult år 47. Dronningen i Edessa købte og forærede Templet de gigantiske guldkandelabre, menoraher. Kongen er ovenikøbet nævnt i Apostlenes Gerninger under navnet Agabus. Kong Egbarus kendes udmærket i de syriske kilder, og hans hustru var Dronning Helena. Disse folk er blevet slettet af historiebøgerne under Romerriget. Ved Islams fremmarch blev dette område, denne enklave isoleret fra resten af verden og lå som en ø midt i Kalifatet. Derfor er der også her bevaret en særlig og anderledes tradition og en værdifuld viden, der har holdt sig fri af den totalitære ensretning fra både Romerstaten og Kalifatet.



Rester af Edessa i nuværende Sanliurfa, Tyrkiet

Dog ikke helt fri. Josephus Flavius blev hyret af Kejser Vespassian til at skrive en fuldstændig og tilfredsstillende historie om den jødiske opstand i Judæa i det 1. århundrede. Tilfredsstillende for romerne, tilfredsstillende overfor romernes fjender. Kejseren var opsat på at kvæle alle opstande i den østlige del af romerriget, og jøderne havde givet romerne rigeligt at se til. Josephus’ bog var beregnet på at beskrive, hvordan ethvert nyt forsøg på at gøre oprør mod Imperiet ville blive knust. Det var altså et politisk, designerideologisk propagandaskrift. Kejseren sendte Josephus (Paulus) til Adiabeni på den anden side af Eufrat, halvvejs til Babylon, og Adiabeni er Josephus' erstatningsnavn for byen, der ifølge romerne ikke må nævnes ved sit rigtige navn, Edessa, hovedstanden for den oprørske kongeslægt med egyptiske og persiske rødder, der startede den jødiske opstand også kendt som den messianske bevægelse. De arthuriske legender - den forbudte bibelhistorie, krypteret og bevaret for eftertiden - siger nøjagtig det samme om Joseph af Aramathea og hans rejser. Her står der blot, at 'Gud' sendte Joseph til stedet for at omvende stedets beboere til kristendommen, altså den nye jødedom-light skabt for at passivisere de oprørske, hardcore jødiske sekter, der gav Romerriget så store problemer. Her skal man blot erstatte 'Gud' med Vespassian, Sarus med Palmyra og Adiabeni med Edessa, de to hovedstæder for det oprørske kongerige.



Palmyra før dette unikke syriske verdenssite blev bombet i stykker af ISIS efter ordre fra USA, NATO, Israel og Saudi-Arabien. 

Konger og dronninger forsvinder åbenbart i verdenshistoriens sorte huller, og det samme gælder for byer, folkeslag og begivenheder, efter behag og behov.



Typen med braktuden, mafiosoen, som de har opkaldt en scooter efter, er derimod ikke forsvundet fra historien.
Han har til gengæld svindlet sig til sin plads på piedestalen.


Isas Manu

Kong Isas Manu af Edessa er Kong Jesus Immanuel fra den bibelske historie, og Joseph af Aramathea aka Josephus Flavius aka Paulus har en vanskellig mission. Han har skrevet bogen om den jødiske opstand som et propagandaskrift for at få dens læsende målgruppe til at afvæbne sig selv af frygt for at blive smadret af de romerske legioner. Rom ved ikke, hvad deres fjender vil gøre med den hær, der har skabt så meget ravage for Imperiet i området, og som de stadig besidder. Romerne frygter den nazaræiske sekt, for deres religion er yderst krigerisk og aggressiv.




Josephus tager til Sarus/Palmyra og mødes med Kong Evalach Mordrane, som ingen ved hvem er, for det er endnu en af Josephus' kryptiserede ord. I jødisk terminologi hedder det pesha, hvilket er en teknik til at skjule personers navn og identitet ved at kalde dem ved navne fra fortiden tilhørende personer, som de har en lighed med. Arthurisk historie er for så vidt pesha. Avalach er et synonym for 'søn af Nebukanedzar', den babyloniske konge, der ødelagde Jerusalem, før det samme skete under den jødiske revolte. 


Der var en skikkelse, der før Jesus gjorde det samme - og her bliver det komplekst. I Talmud kendes Jesus, Kong Isas Manu af Edessa som Balam, og han bebrejdes ødelæggelsen af Jerusalem. I Koranen kaldes han for Issa. Ikke noget med Joshua, det er noget vrøvl, for det er ikke et persisk navn. Fordi han startede revolten mod romerne, og fordi romerne ødelagde Jerusalem, var det hans skyld. Så ifølge traditionen/teknikken pesha kunne man altså kalde Jesus for Nebukanedzar, hvis man havde lyst til det. Hvem var det lige, der for nylig hævdede, at han var en inkarnation af Nebukanedzar? Ingen ringere eller bedre end Saddam Hussein af Irak! Interessant.



Temaet søn og far i Det Nye Testamente får pludselig en helt anden dimension end Universets Skaber og dennes kødelige inkarnation - og indrømmet, hvem derude med et stykke sund intuition i behold har ikke for længst luret den vinkel? Måske har du, som jeg, ikke haft konkrete ord og begreber at sætte på din sunde intuitions-fornuft, men vha. Ralph Ellis' opus kan vi i dag få styr på begreberne. Alt, hvad manden skriver, ville i den Spanske Inkvisitions tidsalder have været nok til at idømme ham en sagte ristning over ilden - sagte i betydningen: så kan han lide så længe som muligt for den specielle synds skyld, at have røbet historien, som Kirken og før den Romerstaten for alt i verden ikke ønskede, at folk skulle få kendskab til. 


Kongeriget, med Edessa som hovedstad, strakte sig fra Edessa til Amida over Palmyra ned til Pella syd for Damaskus, og rigets navn var Orenia. Byen ligger i dag på den anden side af den tyrkiske grænse og hedder Sanliurfa. Orenia som navn er interessant, for Orange var navnet på kongeslægtens settlement i Sydfrankrig, hvor Maria Magdalena bosatte sig efter diasporaen. Oranje er navnet på slægten, der senere emigrerer til Nederlandene, og William af Oranje er navnet på den konge, der i reformationstiden bliver eksporteret til England.


Slægtsbog i elevatorversion

Der står, at Jesus var af Davids hus og slægt. Jødiske arkæologer (Finckelstein, oa) har ikke kunnet finde nogen tegn på, at den tids mægtigste og rigeste konger var bosiddende i den beskedne landsby, som Jerusalem var i 950 f.Kr. Derimod findes der skikkelser, et tempel, en sekskantet stjerne og andre historiciteter, der passer på beskrivelsen, i form af byen Tannis i Egypten. Teologer bliver altid forvirrede og målløse, hvis man beder dem om at forklare, hvorfor Jesus havde en slægtshistorie – og samtidig var produkt af en jomfrufødsel og søn af Gud. Det er nærmest pinligt morsomt. Men hvis man studerer forholdene omkring de egyptisk faraoer, så var de alle sammen søn af Gud, med navne som Thut-Mosis (Thoth), Ra-Moses, Amon-Hotep, Aken-Aton, osv. Guds navne er indbygget i deres navne. Men det var strengt forbudt at se i den retning, hvis man ikke ville fornærme Kirken og havde sit liv kært. Af samme grund fandt denne umådelige vandalisme sted, da Napoleon var i Egypten, for de hemmelige selskaber, der opererede i kejserriget var kommet på sporet af, at der stod hele fuldstændige passager fra Biblen indskrevet med kartoucher – skrevet århundreder før Biblen. De måtte ødelægges.


Hver tid sin æstetik. Sådan så Constantine Grasso i 1678 en barok scene mellem Cæsar og Cleopatra. 

Nærmere bestemt er Jesu slægtsforhold indenfor et par generationer en datter af ingen ringere end dronning Cleopatra og Julius Cæsar. Denne datter blev givet som gave, altså som arrangeret politisk ægteskab, til den persiske konge. Hun måtte senere flygte fra Persien, da hun havde taget livet af sin mand. Med sig bringer hun en mindre hær på 600 ryttere og 200 tjenestefolk og familie, og de slår sig ned i år 4 i Edessa, der bliver en af de største og rigeste byer i hele den romerske sfære. Det vil sige, at hun med sig også har bragt væsentlige dele af det persiske skatkammer. Hun kendes fra Josephus som Theramusa af Orenia. Hun svarer til Jomfru Maria, men mari var ikke et navn, men en titel på en kvindelig præst. Hendes nye mand svarende til Josef, hedder Manobases – igen ifølge Josephus, der skal tages hele poser af salt, Egbarus er et bedre bud, og hans sønner er Manu V og Manu VI, hvoraf en af dem er Isas Manu, Jesus Immanuel. 


Historien om, at Jesus hang ud med toldere, var en af Josephus omskrivninger. Det hele handlede om skatteunddragelse, for kongefamilien i Orenia nægtede at betale skat til det Romerske Imperium. Selve fødselsscenen fra Bethlehem – endnu en by, der ligesom Nazareth ikke eksisterede – hvor der ankom besøg fra tre præster fra Persien, magerne, giver kun mening, fordi Jesus, på trods af, at hans forældre var faldet i unåde, stadigvæk af fødsel var Persisk Prins og dermed tronarving. Dronningen af Orenia har betydningen Himlens Dronning, og Kongeriget Orenia betyder derfor Kingdom of Heaven, Himmerige. Derfor kan han udtale til sit følgeskab i Judæa, at hans Far boede i Himmerige.




Jesus er ikke en skikkelse fra år 0 til år 33. Han er en skikkelse fra omkring år 60 og født i år 10. Han var altså en mand på omkring 50, da han blev klynget op på korset for, sammen med sin bror Jakob (eng. James), at have startet den jødiske revolte. Josephus har rent faktisk en person ved navn Jesus af Gamallah (Isas af Kamma), en oprørsleder, som han jagter rundt i Judæa i egenskab af officer. Heraf udsagnet ’Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’ Det er temmelig ironisk, at kristendommen intet har med Jesus at gøre, men er skabt af hans værste fjende. Josephus/Saul kalder ham også for den egyptiske falske profet. Han bliver korsfæstet med tornekrone, den traditionelle hjelmagtige krone, der blev båret af kongerne i Edessa, og i en lilla kappe, en farve, der kun måtte bæres af den romerske kejser. Jødernes konge var mere ambitiøs end som så, for han gik ikke blot efter kongemagt i Judæa, men efter selve kejsertitlen i Rom! Med den slægtslinje var han fuldt berettiget til det, og kejsertronen var tom på det tidspunkt.



Endnu en genskrivning af Legenderne i en lidt mere politisk korrekt, skyldbetynget version med Orlando Bloom som forsvarer af den Hellige Stad.

Der var tre stratenrøvere på korset i Kidrondalen – hvoraf den ene altså var en Prins af Persien. Vi er nogle, der har spillet computerspillet, og den sværdsvingende kriger i spillet har ret beset langt mere at gøre med den historiske skikkelse end den afblegede – undskyld, jeg siger det: bøsserøv fra det Nye Testamente. Han svarer også til beskrivelsen af stjerneprofetien, der handler om, at en konge fra Østen blev født under en stjerne og blev den næste Kejser af Rom. Han bliver stærkt medtaget hevet ned fra korset efter tilladelse af guvernøren, Titus, af Joseph af Aramathea aka Josephus aka Saulus/Paulus. Kejser Vespassian, derimod, havde ingen krav på kejsertronen, han var en simpel hærfører, og han havde brug for legitimitet. Derfor bliver der hidkaldt en sær skikkelse til Alexandria, hvor han opholder sig, en skikkelse, der kaldes Basileis. Han er halt, har en forvredet skulder og er blind på det ene øje, skader, han har pådraget sig ved korsfæstelsen. Det bekræftes af Talmud, der siger det samme. For at spare hans liv, skal han overføre stjerneprofetien og legitimiteten til Vespassian, der altså stjæler en profeti og putter ned i sin egen lomme.

Herefter bliver Basileis aka Jesus sendt i eksil til den fjernest beliggende lokalitet i Romerriget i forhold til Judæa, England. Her var der i år 75 bygget et Guantanamo-fængsel til særlige politiske fanger, hvor han bliver interneret - minus sin hustru, der bliver sendt i eksil i Orange i Sydfrankrig. De måtte ikke producere flere børn, end de allerede havde gjort. Stedet hed Fortress Diwa og lå uden for lands lov og ret i Chester, hvor en særlig enklave på stedet var bygget i form af en Vessica Pisces. Der var indbygget jødisk badekælder, der var zodiak på det runde bord – der altså var ovalt – der var indbygget et jødisk tempel eller som vi ville sige synagoge. Et ganske udsædvanlig byggeri. Jesus forlod aldrig stedet, og døde i en alder af 76 i år 86. Ralph Ellis har et kvalificeret bud på, hvor han blev begravet, og begravelseskirken i Jerusalem er det dårligste bud i verden, da man aldrig begravede de døde indenfor bymurene. men derimod på Oliebjerget. Men det er heller ikke noget godt bud. Hvad med Stonehenge? Det giver langt mere mening pga. stedets astrologiske kontruktion, og det understøttes af de arthuriske legender og Geoffrey af Monmouth. Kong Arthur ville have været begravet ved Stonehenge, der kunne være identisk med Avalon. Stonehenge var ikke længere operationel, da druiderne var udryddet af romerne.


Ligger der en konge begravet her? 

Fortress Diwa er i dag jævnet med jorden, der er bygget et parkeringshus på stedet. Det ville have været et sprængfarligt monument at have liggende, for selvom man selvfølgelig ville have skabt en eller anden skrøne om formålet, ville der alligevel en skønne dag ankomme en flab og stille dumme spørgsmål. 


Som Ralph Ellis. Glemte vi i farten at nævne hans opus:
  • Jesus – Last of the Pharoes
  • Cleopatra to Christ
  • King Jesus
  • Mary Magdalene, Princess of Orange
  • King Jesus of Edessa
  • The Grail Cypher
+ fem andre titler, hvor den enorme opgave, han gennem tre årtier har påtaget sig, som hovedtema har den historiske Jesus, der er forsvundet ud af historieskrivningen, og at sørge for, at han finder vej tilbage igen. Ikke noget, der bliver bifaldet af hverken teologer eller historikere, der fuldstændigt har fejlet i samme projekt.




Pesha


Det er ikke læse-let, Dan Brown-stil popmusik. Blot den seneste bog The Grail Cypher er en komprimeret sag på 600 sider spækket med solid kildebehandling. Til gengæld er han en fremragende foredragsholder, og han har brugt et helt år på blot at promovere sine bøger vha. interviews.

Så: Joseph af Aramathea bliver sendt til Palmyra med sit propagandaskrift i hånden for at mødes med Kong Isas' søn = Jesus' søn kaldet Evalach for at overtale ham til at overgive sig og konvertere fra den nazaræiske jødedom til simpel jødedom = kristendom. Kongen nægter, hvorefter Joseph truer ham med at sende den parthiske konge og hans hær. 

Dette stykke pesha = historieforfalskning er så perfekt, at moderne akademia ikke fatter en bønne = en hujende fis = noget som overhovedet helst af, hvad der foregik i det 1. århundrede. Ved Romerrigets fald i 400-tallet brød historieskrivningen sammen, på samme vis som logistikken i Riget. Vi ved med sikkerhed, at helt op til halvdelen af befolkningerne i det romerske rige omkom som følge af kollapset. Det startede i 410, og det sidste årti mellem 470-80 gik det uhyggelig stærkt. Det bør tjene som eksempel for, hvad der sker med et totalitært Imperium, når det har gjort sine befolkninger afhængige af centraliseret logistik. Lokalt selvstyre er på forhånd sat ud af drift. Den mørke tid bestod udover fattigdom, hungersnød og pest af en åndelig formørkelse grundet manglen på solid dokumentation af hændelser, hvorved det blev muligt for historieforfalskere at dreje op for alle haner for fuldt tryk. Udtrykket Den Mørke Middelalder (The Dark Ages) er på ingen måde en forkert betegnelse for tiden, selvom moderne historikere har forsøgt at profilere sig ved at hævde det modsatte (de skal jo også leve, så de har fundet et gimmick for at promovere sig selv ...). Udover fattigdom, pest og andre masseødelæggelser, var manglen på viden et seriøst problem i Den Mørke Tid. Det blev et sort hul i tid, hvor man kunne smide alting ned i. 



Og det gjorde man. Hændelser fra det 1. århundrede, der var tabuiserede af politiske årsager, oldtids-geopolitik, blev smidt ned i det sorte historie-hul. Af indlysende årsager. De folk, der skrev Vulgate Cyklerne, 9 tykke, svært læselige bind med tæt skrevne 3000 sider, kendte den forbudte historie. Deres navne var Walther Matt og Robert de Boron, men det er svært at forestille, at de var ene om det. Disse folk var munke og historikere i 11-12-hundredetallet, og hvorfra kendte de den historie, som allerede var gået tabt i det 1. og 2. århundrede?




Tempeldridderne 


Historikerne - ganske få - i middelalderen kendte historien. En af dem var Geoffrey af Monmouth. Det gjorde han, fordi en navnkundig gruppe af krigermunke havde opsøgt denne viden i forbindelse med korstogene og havde overgivet deres viden til ganske få udvalgte, hvoriblandt han var. De navnkundige, berømte, berygtede - alt efter behag og behov - tempelridderere havde som særligt formål med deres deltagelse i de ligeså navnkundige togter at finde beviser for den tabte historie og bringe den tilbage til, hvor de kom fra. Hvorefter de så ikke kunne tale højt om deres nyerhvervede viden. Hvad handlede korstoget mod Katharerne i Sydfrankrig om, hvor tempelridderne bevidst fravalgte at deltage? Det handlede om, at der eksisterede en gruppe, der kendte historien og videreførte den nazaræiske, essenske og gallilæiske retning af jødedommen, som Pauluskirken aka Romerriget aka Pavestaten, Rigets arvtager, havde undertrykt og ikke ønskede skulle genopstå.



Riddere på afveje. Måske ledte de efter en ganske særlig bog? 

Hvorfra ved vi det? Det ved vi, fordi det første korstog tog en besynderlig rute. I stedet for at styre direkte mod Jerusalem, drejede toget fra i retning af ... Edessa, byen der ikke fandtes efter det 1. århundrede. Og hvad gik de efter? De gik efter en lærd ved navn Justus af Tiberias' historie om jøderne, en bog, der ikke længere findes, men som vi ved fandtes iflg Josephus Flavius aka Joseph af Aramathea aka Apostlen Paulus, der harcellerer over netop denne bog og kalder den et værk fuld af falsknerier. Altså et 'pålideligt' udsagn fra en professionel historieforfalsker, købt og betalt af romerstaten til at omskrive jødernes historie i propagandistisk øjemed, der hermed påkalder sig særlig opmærksomhed omkring den bog, som han af indlysende årsager ikke kunne lide! Protestanter i dag elsker Paulus. De kan ikke få nok af Kærlighedens Højsang - og den er jo vældig emotionel, for størst af alt er jo Kærligheden - og Apostlenes Gerninger. Igen: Kristendom har intet med Jesus at gøre, men alt med Paulus at gøre. Protestanter elsker ham, fordi han var reformator, men de aner intet om, at han blot var en dreven spindoktor, historieforfalsker og romersk agent. En vendekåbe, der det ene øjeblik er jødisk aristokrat, det næste øjeblik en hærfører, der jagtede oprørere, det tredje øjeblik får et sjældent lyst øjeblik på vej til Damaskus – før var jeg blind, men nu ser jeg - for endelig, da lokummet brændte
 under ham, blev hjulpet til Rom, hvor han blev Vespassians spindoktor og propagandaminister, Joseph Göbbels på sin tid – og mindst lige så skræmmende kompetent.




Göbbels som apostlen Paulus ... 

Siden vi har været så frimodige at sige T-ordet for tempelridderne, er det lige værd at huske på, at der ikke hermed siges noget om bagtanken med at anskaffe sig den historie, som den Katolske Kirke for alt i verden ikke ønskede offentligjort. Det kunne sagtens tænkes at være et redskab til afpresning. Vi siger heller ikke noget om her, at de havde andre formål med turen. Nogen har gættet på teknologi, andre har gisnet om skatte. Man kunne godt få den tanke, at alle de vilde rygter om deres forfærdeligheder var et røgslør, som de allerede dengang var tilfredse med. Den herre ovenfor og hans kolleger i det Tredje Rige var bestemt ikke ubekendte med fortællingerne, og alt tyder på, at de tog dem meget alvorligt.


Historikere, både i antikken og i middelalderen, kunne ikke beskrive den virkelige historie, en udsøgt fornærmelse mod magthaverne både dengang og senere og derfor et sikkert afsæt for magthaver til at give de vidende med de åbne munde en ... tæt barbering. Så de få vidende var henvist til at dække historien til på pesha-vis. Altså ved at placere hændelser og skikkelser ude af tid og sted ved omdøbninger og omplaceringer i form af arthurisk historieskrivning. Bekvemt nok for enhver, der har lyst, kan kalde det for skrøner og legender, mens det i realiteten indholder den virkelige historie i kryptiseret form.


I Fosters Prins Valliant - Kong Arthur for børn - er den gruselige drage blevet til en overdimensioneret croc. Og hvad var det lige, vi havde lært om dragen, stjernetegnet Draco? At drage på aramæisk var en fisk.



Troubaduren

100.000 afrikanere skulle ifølge de arthuriske legender og Geoffrey af Monmouth have invaderet England fra Irland under ledelse af Gormand af Isenbard! Mon dog? Endnu en nem grund til at henvise legenderne til kategorien skrøner, en afrikansk hær i Irland, bunkum! En troubadursang besynger denne Gormand af Isenbard. 




Denne blomstrende middelalderpoesi og tilhørende musiktradition er et helt kapitel for sig. Troubaduren besynger ofte den håbløse og uforløste romantiske - ordet romantisk stammer herfra - kærlighed. Det er blevet forklaret med, at troubaduren var en omvandrende skjald, der blev hyret af adelige kvindfolk til deres underholdning, hvorefter han forelskede sig i dem, men hans forhold til adelsfruen forblev platonisk, for han kunne aldrig få hende. Den uforløste kærlighed blev et tema i sig selv fra middelalderen frem til dens genkomst i romantikkens 1800-tal og frem til i dag i en Hollywood-perverteret version. Men der stikker noget andet under, og troubadur-traditionen, eller som det hedder på germansk Minnesangen, erindringssangen, er et udspring af den arthuriske historie. Vi har den fra Wolfram af Eschenbach frem til Richard Wagner, der komponerer en opera med titlen Parcifal. Den egentlige uforløste kærlighedshistorie handler om adskillelsen af Jesus og Maria Magdalene, der tvinges i eksil efter påbud af Kejser Vespassian til henholdsvis Sydfrankrig (Orange) og Chester (Fortress Diwa), England. Derom senere.


Jeg søgte på Isenbard og fik Isengard. Slet ikke noget dårligt valg, for Ringenes Herre er ligesom Wagners Ringen utænkelig uden de arthuriske legender. 

Tilbage til Gormand af Isenbard. Det handler selvfølgelig ikke om afrikanere i Irland, men om nordafrikanere, der invaderer Sydfrankrig i 700-tallet. Alle de tidligere kristne områder i Mellemøsten og Nordafrika var blevet erobret af Islams aggressive ekspansion, og nu var turen kommet til Frankrig. Vi kender til maurernes invasion af Spanien, hvor det tog århundreder for spanierne at smide dem ud, men de færreste kender til den franske invasion helt op til byen Tours, hvor de blev slået tilbage af Charles Martell (efternavn: Hammeren - interessant, for Maccabæus/maccaba betyder også hammeren). Senere kom de muslimske horder tilbage og invaderede Provence frem til byen Orange, der var et uafhængigt fyrstendømme regeret af en prinsesse. Vi genkender Orange som det syriske eksil-settlement, hvis første prinsesse var Maria Magdalene, søster og hustru til Isas Manu af Edessa = den historiske Jesus, der af storpolitiske årsager forsvandt fra historien hjulpet på vej af spindoktoren, historieforfalskeren, den romerske agent Josephus Flavius aka Joseph af Aramathea aka Apostlen Paulus. 

Forfatteren til Parcifal, Wolfram von Eschenbach, skrev en anden bog, der er mindre kendt ved navn Willehelm. Der handler om William, der var prins af Orange. I slutningen af 700-tallet gør han det samme som Charles Martell og fortrænger muslimerne fra Frankrig, så de må flygte indover Pyrennæerne til Spanien. Det er igen den samme historie og i de forløbne 600 år var det ikke længere romerne, der skulle smides ud, men muslimerne. Det var det, korstogene handlede om, bl.a. Man siger normalt, at korstogene startede i 1069, men de startede langt før, med Charles Martell, og fortsatte med William af Oranje nogle årtier senere i samme århundrede. Eschenbach genskriver den arthuriske historie. I Italien findes også en variation af Kong Arthur ved navn Roger 1, der smed muslimerne ud af Italien. Karakteren Arthur kan bøjes på mange måder.



Er det ikke et tårn, hun holder i hånden? 

Prinserne i Orange i Sydfrankrig bliver senere til prinser i Holland under titlen Huset Oranje. De bliver den kongefamilie, der er involveret i Reformationen i 1500-tallet. Man kan sige, at fronterne var de samme som for halvandet årtusind siden, hvor de bekæmpede Romerstaten, og nu under William III Romerstatens direkte arvtager, den Katolske Kirke. Denne William var nu importeret til at være konge i England. Han smed James 1 (under Louis XIV) ud af Irland, en konflikt vi i dag kender i form af IRA, Sinn Fein og Ulster. Det bevirkede i sidste ende, at hele Nordeuropa blev protestantisk. Vi skal ikke her gå nærmere ind i religionskrigene, da det er en kompleks størrelse, men blot identificere et enkelt mønster. Mønsteret kan også ses senere i form af Napoleonskrigene, såvel som de kunne ses allerede i 800-tallet under Vikingetogterne mod rankerne og kejser Karl den Store/Charlemagne. Selvom der er adskillige grunde til at Reformationen som en ny og værre plage eller i det mindste som et nødvendigt onde, så ville vi ikke have haft videnskaben, som vi kender den eller den industrielle revolution, hvis ikke William havde vundet slaget i Boyne I 1690.


Det bliver efterhånden sværere og sværere at afskrive den arthuriske historie, for den beskriver alle de hændelser og skikkelser, der har været medskabere af den moderne verden. Man kunne for eksempel anlægge det synspunkt, at krigen i Syrien lige nu handler om gentagelsen af et gammelt tema. Det nye Romerrige, USA-CIA-NATO er atter ankommet til stedet, denne gang sammen med de muslimsker horder, selvom ISIS ikke har meget med Islam at gøre, og på trods af, at Islam er så splittet og korrumperet (wahabiseret) i mellemtiden, at de ikke magter at tage entydigt afstand fra det misbrug af religion, der finder sted. En konge I Syrien bliver lagt for had. Palmyra bliver ødelagt af terroristhorderne, mens zionisterne på den anden side af grænsen klapper i hænderne af fryd. Et 2000 år gammelt indædt og uforløst tema er igen sluppet løs, med de samme slags aktører og fjendebilleder, som dengang. Hvis nogen kommer og påstår, at der ingen sammenhæng er, og at det hele er tilfældigheder, så står der printet kraftidiot i hovedet på dem!


Syrien er overrendt med perverse svin som dem her - bestilt af Imperiet. 
Bestilt til at ødelægge resterne af fortidens Palmyra, bl.a. ...

Og historieforfalskning igen-igen, den foregår døgnet rundet i medierne med Fake Corporate News over hele linjen. Undertrykkelse af viden foregår nøjagtig som i Den Mørke Tid, hvor vidende personer måttet kryptere historien som legender og myter. Vi er i gang med en gentagelse af The Dark Ages, og minsandten om ikke også Jorden er blevet flad for anden gang! Lad os håbe, at fremtidige historikere – de ægte historikere, ikke de globalistiske legesvende og Imperie-besyngere – til sin tid vil have noget godt at skrive hjem om, og at den Nye Mørke Tid indeholder kimen til sin egen modsætning. En forudsætning for det er, at alle de fortrængte og forbudte historier får en mulighed for at komme for dagen. Hvis ikke, det sker, vil historiens hjul bare kværne videre i samme rille, med de samme fortærskede fronter, fjender og falske forklaringer.




fredag den 23. juni 2017

Jeg har et problem med lingoet

af marco_hanuman, the blogger


Jeg har et problem med lingoet 


'Det er i virkeligheden en ekstremt konservativ måde at se på tingene på...' 

Mit problem er, at visse typer ikke synes, det er nødvendig at definere de begreber, de slynger om sig med. De tager for givet, at vi jo ALLE udover deres typologi er enige om, hvad deres moralske udsagn betyder, og at de derfor kan springe alle indledende øvelser over, underforstå betydning og forudsætte grundlæggende enighed. 

For mere drevne retorikere er det desuden en måde ubemærket at snige et ideologisk tankekup ind i en bisætning eller, som ovenfor, i form af et tillægsord, hvorved det manipulerer til uudsagt enighed. Sproget bliver forførerisk og misbrugerisk.

Hvis nogen for eksempel ville anvende ovenstående sætning på et hus fra 1780 og dermed argumentere for, at lortet burde rives ned på stedet grundet dets alder, ville det nok få en og anden op af stolene, med en vis bekymring for nationalklenodier, bevaringsværdige bygninger og historiske interessefelter. Eller bare folk med sans for skønhed, for bygningsstilen i 1700-tallet havde sin egen stilsikre æstetik. Blot ud fra et sjældenhedsprincip, mener vel de fleste, at bygningen bør bevares, da der kun er få tilbage fra den tid. Med andre ord, argumentere for bevaringsværdighed grundet dets alder. Selvom et billede på væggen ikke er et mesterværk af Rembrandt, er dets alder 1780 en grund til konservering/bevaring af det, da det indeholder en historie, en fortælling fra en svunden tid. 

Hvad laver hunden nederst til højre i Rembrandts radering om samaritaneren?
Den pøller for hårdt! Den skider på den store fortælling! Hvad skal vi mene om det?

Eller hvad nu hvis sætningen blev brugt som argument for, at konservering af fødevarer er af det onde, og kun superfriske varer, der lige er hevet op af jorden, ned fra træerne eller stammende fra et kræ, der indenfor de nærmeste dage eller uger havde fået den dertil indrettede kugle for panden, var tilladelige? Med al respekt for friske råvarer, ville udsagnet stride imod alle hæderskronede principper for behandling af fødevarer i både tempererede og arktiske zoner, der tager hensyn til naturen og menneskers overlevelse. Og også, men med andre teknikker i de sub og -tropiske zoner. Det ville være en udradering af alle de erfaringer og teknikker, der har holdt os i live som menneskelig art gennem årtusinder - og dertil yderst tåbeligt og selvdestrukivt. 

Men lige så snart snakken ryger ind i det politisk ideologibefængte felt, er der åbenbart et helt segment, der underforstår, at ikke-bevarelse og dermed destruktion per definition er et positivt begreb. Segmentet tillader sig, uden at blinke, at tage alle, der er til stede i salen, når sætningen falder, til indtægt for deres positive holdning til destruktion - i en bisætning eller i form af et tillægsord. 

'Det er i virkeligheden en ekstremt omsorgsfuld, traditionsrig og kulturbevarende måde at se på tingene på...' 

Du kan godt høre det, ikke? Så, det er muligvis ikke kun mig, der har et problem med lingoet. Der tegner sig et problem, vi er fælles om i disse tider, hvor ideologisk affald fra forrige århundrede og i dette tilfælde den gængse måde at anvende begrebet konservativ på, der klæber til sproget. At bevare underforstås som uønskværdigt grænsende til utilstedeligt, og at smide ad helvede til underforstås som ønskværdigt grænsende til påbudt ved lov. I ordet konservativ og i den måde, ordet bruges på, gemmer der sig i ultrakomprimeret form en oppustet, ideologiseret ballon af en hel filosofi. 

Der burde være en lille drillepind med en ligeså lille spids nål, der var klar til at punktere ballonen og forlange, at den ideologiserende misbruger af ordet blev tvunget til at definere ordet. Du siger, at der er noget, der ikke bør bevares? Vær så venlig at underholde os med, hvorfor - og helt NØJAGTIGT hvorfor det, du omtaler, ikke er bevaringsværdigt? Har det udtjent sit formål? Er det uhensigtsmæssigt? Er det skadeligt? For hvem er det skadeligt? Hvorfor er det skadeligt? Har du for nyligt opfundet noget, der beviseligt overflødiggør det, du mener er bevarings-uværdigt? 

Her vil det meget ofte vise sig, at det hele handler om, hvad vedkommende selv kan lide eller ikke kan lide, og at der er tale om en egeninteresse. '... en ekstremt konservativ måde at se tingene på ...' viser sig at være et udtryk for, at vedkommende mener, at noget skal udslettes fra Jordens overflade for udelukkende at tjene vedkommendes interesser, og at vi jo alle som udgangspunkt er enige om at bifalde disse interesser. Det er et moralsk udsagn, der mangler hele argumentationsdelen. Folk bør tvinges til at argumentere, hvis de hævder at have ret til at moralisere. 

NB! Moral er nødvendig. Ikke-underbygget moral, derimod, er ikke blot unødvendig, den er en voldtægt af vore tanker, følelser og handlinger. Jeg føler, ergo har jeg ret! Nej, lille ven, det har du ikke, men du er da velkommen til at argumentere for, hvorfor dit følelsesliv kræver denne særlige opmærksomhed og hensyntagen. Og hvis du ovenikøbet kan sætte det ind i en større ramme og gøre dit - med al respekt - temmelig private følelsesliv til noget personligt og dermed noget, der vedrører andre personligheder end dig selv, så vil vi endog lytte til dig ud over det øjeblik af tålmodig overbærenhed, som almindelig pli byder os. 

Nuvel, vi kan overhovedet ikke tale sammen uden at underforstå en hel masse. Men vi har i disse tider brug for at foretage en hovedrengøring i en forurenet sprogkultur. Blot bevidstløst at rave rundt i det 20. århundredes ideologiserede sprogkultur er - ja, undskyld, jeg siger det - udtryk for et ekstremt konservativt tankesæt ... ;-) 

Brugen af ordet konservativ som synonym for 'moden til at smide i skraldespanden' er en ikke-bæredygtig, ikke fremtidssikret og dermed ikke bevaringsværdig måde at bruge ordet på. Og jeg sagde ikke, at det, efter eget udsagn, fremskridtsvenlige segment er gået hen og blevet stokkonservativt og reaktionært. Men jeg mente det! 

Foreløbig konklusion: Når man flot tillader sig at strø om sig med ord, der har fået vredet den ideologiske arm om på ryggen, kommer man til at skylde en forklaring. Andre kan derfor uden at blinke tillade sig at kræve en sådan forklaring. Så værsgo' at forklare.  


Hjerteslags-algoritmen og datamafiaen 

Google is your friend, går vi og siger. Don't be evil, siger datamafiaen om sig selv. Mon ikke det så småt er ved at gå op for folk, at begge udsagn falder ind under kategorien nysprog, begreber, der, for at give mening, skal vendes på hovedet? Google er ikke din ven, når dagen er omme, og ondskab er ikke fremmed for datamafiaen, men selve deres grundsætning. 



Google og internettet kan være nyttigt i mellemtiden, hvis du ved hvordan, du sorterer det værste gift og affald fra. Forvent aldrig solid information i Wikipedia, hvis det drejer sig om emner, der af datamafiaen regnes for virkelighedsdannende. Regn for sikkert med, at Facebook sender alt videre om dig, selvom de forsikrer dig om, at dine oplysninger er private. Vid, at mafiaen kortlægger alt, du foretager dig og sætter dig på formel. Regn for sikkert og bevist, at samarbejdet mellem datamafiaen og NSA/CIA og alle de andre væsener er fuldt udbygget. Husk, at Darpa-net var et våben fra starten, og at internettet er et våben i dag. Du er målet for enden af kikkertsigtet. 

En nyttig oplysning, man i mellemtiden kan hive ud af Google, er deres egen statistik over søgninger. De skal jo tjene en masse penge, mens de tager livet af os, en strategi, de deler med medicinalindustrien, militærindustrien, fødevareindustrien og andre industrier. De sælger statistikker over alle bevægelser på nettet, så virksomhederne kan lægge strategier for, hvordan de tjener penge - mens de tager livet af os. En af disse viser, at menneskelig frygt kan kortlægges, planlægges og indlægges som tilbagevendende mønstre. 



Sådan ser kurven ud for, hvornår folk googler ordet 'Cold War'. Det sker simpelthen to gange om året, med det store udsving i løbet af 6 uger i april maj hvert år og det lille udsving hvert år omkring september-oktober. Det svarer til de kurver, man kunne tegne over forekomsten af terrorhændelser og falske flag. Altså virkelige og iscenesatte terrorhændelser - virkelige i betydningen med virkelige ofre og ikke blot crisis actors, for virkelige terrorhændelser er lige så kunstige, som de rene teaterstykker. Kurven er altså skabt af mediebåren, iscenesat terror. Terror er et virkeligt styresystem. 



To gange om året kører der med andre ord en kampagne i det samlede og koordinerede udbud af medier, der pumper en stor portion frygtskabende viden ud i æteren. Kurven er som et hjertekardiogram. Psykologien efter 2. Verdenskrig har været at vedligeholde traumet med en konstant frygt. Det kunne have været interessant med et kardiograf for frygt, der gik alle 70 år tilbage. Måske ville det vise sig, at mønsteret allerede blev skabt i de trykte medier og med radioen, og senere med fjernsynets hjælp. Et gæt ville være, at mønstrene er opstået i takt med psykologiens og behavorismens/sociologiens/antropologiens evne til at kortlægge og dermed kontrollere masserne. Massekontrol har eksisteret så længe, der har fandtes folk, der betragtede masserne som dumme får, men i det 20. århundrede blev det sat i system, som aldrig før. Der var institutter, der studerede og kortlagde det. Frankfurterskolen, Tavistock-instituttet, The Rand Corporation. Der blev eksperimenteret i universitetsregi (MK-Ultra). 



Efter 2. Verdenskrig fandtes der et krigsmaskineri så stort i Vesten, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv, hvis der ikke var krig. Så fik vi den Kolde Krig. Man kan egentlig spørge, hvad forskellen var mellem den kolde krig og the Boston Bombings, hvor vi ved med sikkerhed, at ingen kom til skade, og at det hele var ét stort teaterstykke med crisis actors. Et falsk flag beregnet til massehysteri som påskud for efterfølgende anslag mod civile rettigheder? Forskellen er ens, som det hedder. Den kolde krig var et teaterstykke beregnet på via en evig fjende at berettige krigsmaskinen. 

Teaterstykket er sat i system som en hjerteslags-algoritme, der kan måles af Googles statistik for, hvad folk søger på i frygt. 2. Verdenskrig stoppede aldrig men blev til frygtens kolde krig, der aldrig stoppede, men blev til krigen mod terror, der er krigen med og ved hjælp af terror, der nu er den nye kolde krig, der hele tiden truer med 3. Verdenskrig.  


De flytter møbler bag skyerne 

Det begynder som en svag rumlen. Hvad pokker, tænker jeg, går der nogen rundt oppe på loftet og flytter møbler? Er der flyttet ubudne gæster ind, mens jeg har været væk? Jeg skæver forsigtigt ud til entreen, hvor brændeøksen er parkeret. Jeg tjekker foldekniven i skuffen, hvis det skulle knibe. 

Det viser sig at være langt større møbler, der flyttes. Den svage rumlen er Thors geder og vogn, der varmer op I det fjerne. Måske bliver det ikke til noget. Den slags møbelflytteri kan godt foregå diskret for os kryb på overfladen i de højere luftlag. Lyn og torden i mindre skala behøver ikke afledning via jordoverfladen. 



Når man bor i et stråtækt hus fra 1780, tænker man indimellem på, hvad et velanrettet lynnedslag kan forårsage. Jeg beroliger mig selv med, at det 20 meter høje egetræ i haven, eller en anden høj kæmpe i nærheden, vil være det første mål for et lyn. Eller langt snarere vandet i den lomme af Østersøen, der løber 300 meter væk. 

Man spøger ikke med et lyn. Den amerikanske forfatter Paul Auster fortæller om en hændelse i hans ungdom, der ifølge ham chokerede ham i en sådan grad, at han blev forfatter. Han og hans kammerat havde søgt ly under et træ i et voldsomt regnvejr, da et lyn slog ned. Han gik selv ram forbi, men hans kammerat, der stod en meter fra ham, blev ristet og faldt død om. 

Uden sammenligning: Jeg har siddet i en sofa i min gamle lejlighed på 5. sal, da der kom et lyn ud af rosetten i midten af loftet. Der lød et smæld og lyset gik ud. Den gamle mølædte sofa var fuld af metalfjedre og kunne sikkert have fungeret som en fin brødrister. Herren være lovpriset for HFI-relæet! Men ikke nok med det, da jeg havde tændt for elektriciteten og konstateret, at hifi-gearet var intakt, skete det samme en gang til. Hvor stor er chancen lige for det? 

Et sted, man ikke skal befinde sig i tordenvejr, er en bjergside med bare skrænter. Hvis den kraftige tordenregn får vandet til at løbe i et tæppe ned over skrænterne og lynet slår ned - og du står midt i tæppet - så er du færdig på stedet! Jeg har hørt bjergguides fortælle om en metode, hvor man griber om sine egne ankler for at danne et afledende kredsløb, for at elektriciteten ikke skal ramme hjertet. Jeg har mine kraftige tvivl. 

På den anden side har man også hørt forunderlige historier om folk, der blev ramt af et lyn. De blev aldrig den samme igen. Nogle blev indesluttede særlinge, andre blev til oplyste, opvakte individer med særlige evner. 

Husk i øvrigt, at et lyn ikke slår ned, så ordet lynnedslag er noget vrøvl. Et lyn slår op.  


Beskidt elektricitet 

Vi bliver i emnet. I elektricitetens århundrede er der sket det samme med elektricitet, som der er sket med alt andet i den beskidte verden, vi lever i. Det kan bedst karakteriseres ved at tænke på en psykopatisk krigsgalning. Alt kan bruges. Hvis man giver ham et æble i hånden, vil den første tanke i hans forstyrrede sind være, på hvilken måde, men hvilken kraft og med hvilket resultat, han kan smide sydfrugten i hovedet på en eller anden, så denne omkommer. Mens der tjenes penge på det, så man kan anskaffe sig noget mere potent, end et æble, til at tage livet af andre. Og den eneste grund for disse galninge til ikke omgående at tage livet af alle andre er, at så ville de ikke have folk omkring sig til at varte dem op, mens de tager livet af nogle andre. 



Vi omgiver os selv med beskidt elektricitet. Er der grund til at remse op fra listen af wifi-signaler, EMF'er fra kabler, installationer, maskiner og elektronisk office-udstyr, hjemmebryggeriet af køkkenudstyr og underholdningsgear, sendemaster, radiosignaler, satellitimpulser, og hele sjabanget af elektrohelvede, vi omgiver os med eller er blevet omgivet med. Vi holder gladeligt en smartphone op for hjernen med en elektromagnetisk frekvens (EMF), der er fire gange kraftigere end udladningen fra motoren på et diesellokomotiv. Og teleselskaberne og fabrikanterne af smartbamserne ved det udmærket, men ingen læser, at de skriver med ultrasmåt i brugsvejledningen, at device'n aldrig bør anvendes tættere end 20 cm. fra den menneskelige hjerne. Vi har skrevet det, I kan aldrig retsforfølge os for det. Jf. den kabbalistisk-frimureriske grundregel om, at når de blot har sagt det offentligt (et sted, som ingen ser), har de fået tilgivelse for deres forbrydelse. 

Der er grundlæggende to måder at anskue dette beskidte miljø på. Enten bliver vi zombificeret af det. Det ser sådan ud, hvis man studerer folks adfærd for tiden. Vi går ikke længere ind i den side af sagen: at elektrosnavsen er en del af et system, hvor vi både overvåges og kontrolleres af alle disse frekvenser. Der er en mening med snavsen og galskaben, en ikke særlig behagelig mening. Når du tænder for din fladskærm, er der nogen, der ser på dig. Når du taler i din smartphone, er der nogen, der lytter til dig. Når du skriver på din computer, er der nogen, der læser, hvad du skriver. Realtime, hvis du skønnes at udgøre en trussel for seerne, lytterne og læserne. 

Vi ser lidt bort fra den på ingen måde uvæsentlige side af sagen. Beskidt elektricitet i sig selv gør dig afhængig af ... beskidt elektricitet. Smartphone er det nye kokain. Det elektroniske drug gør dig høj for dernæst at gøre dig lav. Man kan sige, at besudling - et godt-ondt gammeldags ord - via elektrosnavs for din hjerne, dit nervesystem og hele din organisme + bevidsthed i sig selv er et stykke krigsførelse udtænkt af de psykopatiske æblesmidere. De er medlem af en global klub for ultra-psykopater, der inkluderer drugindustrien, medieindustrien, krigsindustrien, fødevareindustrien, energiindustrien og finansindustrien. Læg dertil et ord, der ikke findes: videnskabsindustrien.


Arvesynden 

Den findes kun én tilbundsgående måde til at forstå fænomenet gæld på: arvesynd. Der er med andre brug for et teologisk koncept for at forstå, hvorfor der findes så megen gæld i verden i dag, at den ikke kan betales tilbage. 



Det var så pointen på forhånd, her kommer forklaringen. I kristen teologi, eller rettere, i katolsk og protestantisk teologi findes begrebet arvesynd. På engelsk primordial sin, den synd, der allerede fandtes, før du blev født, og som ved fødslen blev overført til det intetanende spædbarn. I den ortodokse kirke bryder de sig ikke om begrebet, og uden at være medlemmer af østkirken, er vi en hel del i dag, tør jeg godt sige, der heller ikke bryder os om begrebet. Det stinker. Mnjaaeh, det er bare fordi I ikke er i stand til at komme overens med tanken som ikke-troende … NEJ! Det er fordi det stinker! Og lad så være med at afbryde! 

;-) Tanken blev formuleret i sin færdige form i en traktat af Anselm af Canterbury. For Gud er synd en evig sag. Når man begår en synd, vækker man Guds evige vrede (allerede her stinker det…). Man begår noget utilgiveligt, der kun kan sones ved et evigt offer, og da mennesket ikke grundet sin dødelighed er leveringsdygtigt i den slags, er Gud nødt til at ofre sig selv i form af sin egen søn, for at vi gennem denne kan blive tilgivet vore synder. 

Anselm skriver i starten på sin berømte (berygtede) afhandling, at når vi blot ser bort fra Kristus, og alt hvad vi ved om ham, forholder det sig sådan, som beskrevet, altså, hvorfor Gud var nødt til at blive menneske, hvilket kan bevises ved fornuft alene. Han giver os altså allerede fra starten af et diskret hint om, at hvad han skriver, egentlig ikke har noget med kristendom at gøre. Med hvad har det så med at gøre? Det har at gøre med at skabe balance i regnskabet. Det er simpelthen en bankmands tankesæt! Når man begynder at tale om arvesynd, så taler man i et metaforisk sprog om dobbelt bogføring, gæld, renter, likviditet og alt det andet, vi kender fra bankvæsenet fra Babylon, henover Venedig, via Amsterdam til the City of London og Wall Street. 

Hvis du, som jeg, har undret dig over, at begrebet skyld findes i både kristendom og bankvæsen, then look no further! At fornærme Gud er en uendelig fornærmelse. At ophæve denne fornærmelse kræver en uendelig betalingsform. Det er nøjagtig sådan, d’herrer og et par damer, der hvert år mødes i Davos i Schweiz for, under overopsyn af Bank of International Settlement, at diskutere, på hvilke måder de kan vedligeholde arvesynden = gældsgrebet om verdens befolkninger. Det vil helt sikkert ikke være sådan, de formulerer dagsordenen for mødet – og dog: for nogle år tilbage var der rent faktisk en højprofileret bankmand (husker ikke hans navn), der udtalte: Vi gør Guds arbejde! I deres optik er og bør al gæld være uendelig. Hvilket just er virkeligheden for denne verdens nationer og den menneskehed, der bebor dem. Der er så megen gæld til stede i verden, at den aldrig kan tilbagebetales. Hvilket just er meningen, for Christs sake! 

Anselm kunne godt lide at se sig selv som Kristus

Gæld kan først slettes ved døden. Jeg sagde kan slettes. Renter på engelsk hedder passende nok mortgage – en-gage-ment indtil døden (mors). For at slette den synd, som det dødelige menneske begik i syndefaldet, dengang den skøre kælling i bar røv i ursuppen og tidernes morgen åd af æblet, var Gud nødt til at blive dødelig. Her har vi samtidig oprindelsen til kulten om Den Døende Gud, der kræver menneskeofre, og så ryger vi helt ud af det kristne tankesæt og over i Baalkulten. 

Det er derfor, at Anselm så diskret kommer med sit hint om, at hans ræson tillader sig at se bort fra Kristus. Det er ren logik, hævder han. Kapitallogik, ville marxisten sige, algoritmisk finanslogik, ville vekseleren på Børsen sige. De har ophøjet den logik, der placerer menneskeheden i et evigt slaveforhold, til at have status af en ubrydelig naturlov. Pengevekslerne er blevet til paver, Guds stedfortrædere på Jord. De vifter os om næsen med løfter om tilgivelse (alt ondt starter med et løfte), men der findes ingen tilgivelse i et sådant system, der findes kun evig skyld. Vi lever i en dødskult, som bankmænd siden Babylon har skabt for os, og Babylon hedder i dag WTO, IMF, BIS, ECB – de kan vældig godt lide akronymer med tre bogstaver, som i den Hellige Treenighed. For dem er det ikke Faderen, Sønnen og Helligånden, og dog: det er bankmanden (faderen), skyldneren (sønnen) og den evige strøm af likvider, der flyder fra debitor til kreditor (helligånden). 

Men arvesynden er og bliver noget forkrøblet sludder, der modsiger selve det, som Kristendommen hævder er kernen i sin lære: at mennesket er skabt i Guds billede, og derfor er en fraktal af Kosmos med en oprindelig retmæssig direkte adgang til sit eget ophav. Ingen instans, ingen institution, ingen arvefølge, ingen familie, blodlinje, genealogi, lovgivning, organisation, kirke eller kartel – intet på denne Jord har ret til at nægte mennesket sit egentlige ophav og hævde guddommelig sanktion. Hvilket man ikke desto mindre har gjort via alle mulige kabbalistiske hundekunster og distortions af den oprindelige naturlov. Djævelen findes i detaljen, og i detaljen opdager man den totale selvmodsigelse.

Kirkefædrene i den tidlige kristne kirke, som i dag stort set kun bliver læst i den ortodokse kirke, stillede spørgsmålstegn ved doktrinen om arvesynden. Hvem bliver al denne gæld betalt til? spurgte de, ligesom de spørger i Østkirken i dag. De vidste godt, at logikken i gælden var en tilbagevenden til Baalkulten, der i mellemtiden havde sneget sig ind ad bagdøren. Der skrives metaforisk i det Gamle Testamente, at Abraham ville ofre sin søn Isaac for at betale sin gæld til Gud, men at Gud stoppede ham. Well, ’gud’ har åbenbart sidenhen fortrudt sit forbud mod menneskeofring og genindført den via bagtrappen ved at kræve, at hans egen søn skulle slagtes som et lam for at formilde guden – ham selv – hvilket kræver god gammeltestamentelig blodofring som formildelse. Jaaamen, hører jeg teologen i den lokale menighed sige, det skete jo for vores skyld, og nu er det sonet én gang for alle. Så er det da besynderligt, at vi ifølge teologen er nødt til at gå i kirke hver søndag for at repetere menneskeofferet som et nadverritual, når det nu er overstået én gang for alle! 

Når bankmænd i dag – og gerne med en eller anden snotdum, korrupt politiker som mundstykke – udtaler: Ja, vi er jo alle nødt til at yde et offer for … og så siger de et eller andet om det fælles gode, samfundet, blablabla… så mener de det sgu! Et menneskeoffer på alteret til Den Døende Gud, Baal. De har selvfølgelig aldrig hørt om Baal, men de har bestemt hørt om offeret, for al ubetalelig gæld kræver konstant et offer. Når de siger 'vi er jo alle...', er de selvfølgelig selv undtaget.  

Vi lever i Babylon, og sprogforvirringen er total. Men der var i oprindelig babylonisk tid et andet sted, hvor man ikke havde en tæt forbindelse mellem religion og bankvæsen af den grund, at det var et samfund, der ikke havde en udbygget pengeøkonomi. Det var Egypten. Det er også her, man finder den kosmologiske tanke om et evigt udfoldende informationsfelt uden gæld. Det er uhyre interessant og har implikationer langt ud over religion og bankvæsen. Her ryger vi over i fysikken. I den newtonske og einsteinske fysik er der hele tiden gæld, i den forstand, at Universet klapper sammen pga. af sin egen tyngde og al energi går mod sin egen død iflg. termodynamikken. Det er en dødskult, ligesom Baal og bankvæsen. Men egypterne forstod, at der ingen gæld var, der var ikke noget, der forsvandt ned i et sort hul – og hvis det gjorde, vendte det tilbage gennem et hvidt hul på den anden side af dimensionsskærmen. Når der ingen gæld er, behøves der ikke at foretages et offer. Vi finder mange mærkelige ting og sager, men vi finder ikke afbildninger af menneskeofring hos egypterne. Vi finder et præsteskab, men de udøver ikke menneskeofring, som baalpræsterne i Kaanans land eller som aztekerpræsterne, der ofrede 60.000 mennesker på tre dage (jf. Graham Hancocks læsning af kilderne)! 

Egypterne havde altså en anden læsning af den fælles og dybereliggende metafor, der ligger bag de gamle kosmologier. I begyndelsen var ingenting. Ingen Ting. Væren var (Jeg Er Den Jeg Er), men væren er, uden at være nogen ting. Dette kalder vi, af mangel på begreber, for Gud. Tag enhver kategori og definition (afgrænsning), du kan komme i tanker om, og forsøg at applikere det til Gud, og det vil ikke lykkes. Gud er ingen-ting, i den forstand, at Gud ikke svarer til noget, vi kender. Gud er ukendelig og udefinerbar. I begyndelsen var Gud = ingenting. 

Men for at forstå, er vi nødt til at differentiere. Forstå, forstand, at stå foran noget, at adskille sig, at abstrahere, at gøre forskel, at differentiere. I det øjeblik, vi mimer selve skabelsen og tegner en linje i et udifferentieret hav af uendelig intethed, opstår Treenigheden. Der findes den ene side af linjen, så findes den anden siden af linjen, og så findes den fælles skæringsflade mellem de to. Og alle tre dele er uendelige! Vi går direkte fra enhed til tredeling, dualitet findes egentlig ikke. Derfor findes trialitet (trinity), eller som vi ganske præcist siger det i kristen filosofi, treeninghed, i alle de gamle kosmologier. I vedisk filosofi er Brahman den skabende, ekspanderende kraft, Shiva er den destruerende, kontraherende kraft, og Vishnu er den opretholdende, ballancerende kraft. I kinesisk filosofi er det Yin (kontraherende), Yang (ekspanderende) og Dao (ballancerende). Hvis man går på opdagelse i de store kosmologier, finder vi de samme tre principper, blot med andre navne og visualiseret på forskellig vis. I Popul Vuh (et af de få overlevende skrifter fra Den Nye Verden, der ikke blev udraderet af jesuitiske kultur- og historiedestruktører) er der Fader Himmel og Moder Jord - og den fælles skæringsflade mellem de to. Nogle gange fortoner det opretholdende princip sig, for det er det sværeste at fatte. Den gyldne middelvej er det sværest fatbare, for det er balancen. Det duale princip mellem de modsatrettede kræfter er mere sanseligt forståeligt, for vi oplever det hele tiden. Vi er blevet oplært i at forholde os til dualiteten, mens trialiteten er forbeholdt dialektikerne, der udover tesen og antitesen også forstår syntesen.

Det er muligt at beskrive tredelingens metafor som et stykke matematik, som Joseph P Farrell og Scott D. de Hart gør i Yahweh The Two-Faced God. Det er også muligt at udvide differentieringen ud over den oprindelige treenighed. Det er et åbent system og en åben metafor. Det betyder samtidig, at den kan misbruges og twistes i retning af et gældsbaseret, lukket system, hvor man så at sige fanger evigheden i en flaske. Det er flaskens ånd, der nu står i gæld til den, der har fanget den. I fortællingen fra 1001 Nats Eventyr bliver ånden ganske vist sluppet ud af sit fangenskab og står herefter i gæld til sin befrier, men nogen må jo have proppet den ind i flasken til at begynde med.  


Gulvterroristen    

Her sidder jeg stille og fredeligt hensunken på min kontorstol i et meditativt øjeblik, med øjnene forplantet på computerskærmen i færd med et eller andet klogt skriveri, da der ud af øjenkrogen spores en hurtig bevægelse henover gulvtæppet. I et splitsekund ser jeg fætteren smutte om bag et møbel. 



Som ind i helvede, der var den jo! Nu har jeg hørt dens små skrabende fødder – hedder det poter eller hvad? Nej, det er noget, der sidder på hunde- og katte, så det hedder nok fødder. Det der med musestille, skulle jeg i øvrigt hilse og sige, det er altså noget vrøvl. Altså med mindre det beskriver den måde, kræet gør sig usynlig og uhørlig på, når den har fået øje på, at man har fået øje på den. 

OK, dyret er løs på mit gulvtæppe. Er det nu, jeg har en historisk chance for at nakke den? Jeg mener, fange den og slippe af med den. Jeg har prøvet det med musefælder. Man lægger et stykke ost på fælden og stiller den der, hvor man sidst så misdæderen … musdæderen. Og hvad tror du lige, man finder, når man kommer igen? Musefælden intakt i skudstilling og uden ost! Jeg ved ikke, om det er meningen, man skal lime osten fast til udløseren, så pelsbæstet er nødt til at hive i den for at få belønningen, men i hvert fald er den så snedig, at den er i stand til at narre dødsfælden, der ville have brækket ryggen på den med det samme. 

Sandt at sige, så har jeg det heller ikke så godt med at tage livet af den slags dyr, pelset terror elle ej. Jeg ville nok tænke på en anden måde, hvis jeg havde haft en hel koloni af slagsen, der åd mine elektriske ledninger. Min nabo, der har stalde og dyr, er rimelig hård i filten, mus får simpelthen blå korn. Det med farven er vist noget med, at det ikke er sundt at blande dem i morgenbollerne. 

Til sagen. Kræet er mindre, end jeg havde regnet med, to centimeter plus vedhæng. Pelsen er rødbrun, øjnene er små sorte kugler. Måden, den kigger op på, er et Antonio Banderas som den bestøvlede kat-moment: Du ville da ikke gøre den slags gruselig fortræd mod en stakkels forsvarsløs stakkel som stakkels mig, ville du vel? Efter dette emotionelle empati-angreb holder tæppegnaskeren simpelthen en fest på mit gulvtæppe. Jeg skal indrømme, at der bliver støvsuget ind imellem, men der kan også godt falde en enkelt krumme ved siden af tallerkenen. Dens festinstinkt er åbenbart stærkere end dens stik-af-instinkt. Ikke så snart har jeg forsøgt at fange den med alt fra omvendte papkasser, skåle, en svupper til et rør med ost i den lukkede ende - hvilket den selvfølgelig opdager og stikker af - før partygnaveren er tilbage på dansegulvet igen. Dens selvtillid fejler ikke noget, så den har ikke brug for hverken coach eller psykologbistand. 

Jeg prøver at udtænke alle mulige handlingsplaner – muligvis ikke det rigtige ord, da man mest bruger den slags om arbejdløse i socialcentrifugen, og ingen af delene passer på hyperkræet, der med 100 km i timen er i stand til at krydse mit gulv i fuld beskæftigelse. På et tidspunkt løber den imellem benene på mig! Arrrgh … jeg ku’ blive så …! Jeg åbner hovedøren og bygger en passage fra inderdøren, så den løber ud. Hvad den selvfølgelig ikke har tænkt sig, og hvilken fornærmelse i øvrigt, for den er jo en husmus, til og med af fineste slags, og det er ganske vist! 

Så er det, jeg giver op og sætter mig ned og skriver videre. Ved siden af mig står en gummisvupper, som jeg naivt troede, jeg kunne slippe af sted med at slaske ned over den bepelsede krummegnasker ... der i næste øjeblik kommer frem bag et bordben. Halløjsa! Da jeg i princippet har opgivet kampen mod det overmægtige pelsvæsen på to centimeter med vedhæng, beslutter jeg mig til at prøve at lette på svupperen. I løbet af de næste to sekunder går det op for mig, hvordan man fanger den slags frygtelige bæster, og hvad deres svage punkt er: deres nysgerrighed. Hvad tror du lige, den gør? Den smutter ind under svupperen for at se, hvad der mon gemmer sig i halvmørket her. Et nyt musehul, et tilflugtssted, en særlig delikat krummeart? Nope bandito infamo, det er et gummi-salatfad, du er havnet i gummikasjotten! 

Jeg ved ikke, hvad den herefter tænkte: Øh, hvor blev hoveddøren af til mit nye sted? Kort efter sniger der sig et stykke pap ind under fødderne på den: Øv, jeg kunne bedre lide gulvtæppet med krummer på, og er der ikke nogen, der tænder for lyset? Da der bliver tændt for lyset, befinder pelsterroristen sig i en flisebalje monteret på en ladcykel på vej mod bygrænsen. Ejeren af den tohjulede lastbil har ikke hjerte til at drukne kræet i en gulvspand og vælger i stedet at landsforvise den. Og prøv lige at høre: der findes jo ikke en museart ved navn husmus, vel? mus musculus på latin, om du vil. Det er jo bare en markmus, skovmus eller rødmus, der har skiftet sit habitat ud med et pensionat, hvor den får serveret krummer på daglig basis, hvor den ikke behøver at grave huller i skrænten, men kan pile omkring bag opvarmede paneler, hvor der aldrig bliver regnvejr, og hvor der ikke konstant er en ugle eller en kat i røven på én. 

Ferien er slut, man har glemt at betale regningen på pensionatet. 
Dette er ikke et museum for boligsøgende pelsaber. Welcome to the real world.

Efterspil. Hermed blev der statueret et eksempel, det må have rygtedes ude i krogene. Musens fætter, loftbøllen, puslepunkeren besluttede sig til at melde sig selv til politiet. Det havde måske ikke været nødvendigt at gå så drastisk til værks, men man skal heller ikke tage friskheden ud af eget initiativ. Den valgte selv at kravle op i en balje - med vand, meget dårlig idé set fra dens synspunkt. Så, hvis vi delvist har debunket udtrykket 'musestille', så holder udtrykket 'en drukken mus' fuldstændig vand, om man så må sige. 


Kongen der forsvandt  

Dette er traileren for en kommende blog, der kræver en hel del hjemmearbejde. Det er sådan med trailere, at vi ofte vælger at se filmen eller ej på baggrund af traileren. Fair nok, trailere og elevatorversioner er problematiske. Enten overspiller eller underspiller de deres ærinde, og i begge tilfælde rammer de ved siden af. Det må så være udfordringen. 


Lad os starte med at konstatere, at den mest omtalte, citerede og opreklamerede skikkelse i verdenshistorien fuldstændig mangler i … verdenshistorien. Mandens navn er Jesus. Sagt på en anden måde: bestselleren over dem alle, Biblen, og mere specifikt Det Nye Testamente har som hovedperson en figur, som senere historikere tilsyneladende ikke kan finde nogetsteds blandt samtidige historikere og deres kilder. 

Der er forskellige måder at forholde sig til denne påståelige besynderlighed på. 

Der er den teologiske, der ikke bekymrer sig om, hvorvidt der er historisk konsistens eller ej, for kristendommen har indtil videre ikke haft problemer med at hyre tilhængere, uden at behøve at læne sig op ad historiske kilder og deres faktualitet. Hvis man tror, behøver man ikke at vide. Deres såkaldte videnskab kaldet teologi foregår i en indhegning, der aldrig stiller spørgsmål ved, hvorvidt indhegningen findes eller ej. Præmissen tages for givet og alt herefter udelukker, at der kan være noget fordækt ved præmissen. Der står skrevet, at Jesus sagde, ergo fandtes Jesus, for hvis ikke han fandtes, kunne han jo ikke have sagt det, han sagde, hvorfor der ikke kunne være skrevet, hvad han sagde. Giver det mening? Det gør det for teologer. Det kaldes for cirkulær argumentation ifølge kataloget om logiske fejlslutninger [se 76 falske argumenter …], altså en særlig form for logik, der bider sig selv i halen i form af et lukket kredsløb. 

Teologerne lukker døren ved at henvise til dogmet. 

Dernæst er der den historisk-akademiske. De udelader Jesus af den simple grund, at de ikke kan få øje på ham. Biblen hævder, at der fandt visse afgørende hændelser sted mellem år 0 og år 33, og hvis historikere tager disse påstande for pålydende, dukker der ikke noget op. Vores tidsregning sætter et år NUL ved Jesu fødsel, men den skikkelse, som en så vigtig synkronisering bygger på, kan ikke verificeres.

Historikerne lukker døren ved at henvise til kildeforvirringen. 

Hvad med jøderne da, de må da have vidst noget om Jesus, for han var vel jøde? Her kan vi foretage det første dyk ned i historien. Den jødisk-messianske opstand mod romerne varede 100 år og var en major pain in the ass for romerne. Husk, at Jesus havde mindst fire navne udover Jesus: Kristus (den salvede = kongen), Immanuel (hvad betyder det? - Manu-El, hvor kommer det fra), Messias (politisk-militær leder), Rabbi (religiøs leder – NB! En rabbiner var gift!). De har alle deres egen historik med hver deres reference til historiske forhold og hændelser. Har jøderne ikke noget at sige om Jesus? Det har de i allerhøjeste grad. I Talmud omtales han som Balam, som de sviner til på det hæftigste, ved at bebrejde ham for nedbrændingen af Templet i Jerusalem - altså femte navn. Kært barn ... 

Jøderne lukker døren ved at henvise til hadet. 

Et sjette navn er Jødernes Konge. Biblen snakker uden om denne titel i hele sceneriet før korsfæstelsen. Et syvende navn er Nazaræeren. Her bliver det for alvor interessant, for den nazaræisk-jødiske sekt var en persisk-gnostisk-egyptisk sekt indenfor jødedommen. Jesus af Nazareth er noget ævl, da byen Nazareth ikke fandtes. 

Hvis vi til slut i denne trailer husker at nævne, at adskillelsen af religion, videnskab, historie, politik og helsekunst ikke fandtes i den gamle verden, så er der basis for en undersøgelse af den sagnomspundne skikkelse ved navn Jesus, der vil vise, at politik for 2000 år siden har dannet verden af i dag, og at både kristne teologer, romere, historikere, jøder, muslimer – og som sidekick ateister, satanister og andet afsporet godtfolk - raver rundt i forvirret blinde. 

Alle andre lukker døren ved at henvise til den samlede forvirring. Kan vi på baggrund af dogmatik, kildeforvirring, had og yderligere forvirring konkludere, at skikkelsen Jesus ikke fandtes? Overhovedet ikke og tværtimod! Det er i dag blevet muligt at udrede trådene og korrigere det sorte hul, der opstod som følge af nogle særdeles anspændte politisk-ideologiske forviklinger i det 1. århundrede. Det skal vi se på i en kommende blog, der af samme årsag godt kan blive lidt omfattende. Nu til hjemmearbejdet.