Selvbedrag 02 + hypotese og eventyr

af marco_hanuman, the blogger

the_blogger og hans ugle

Det er ikke muligt at overtale mennesker, der lever i selvbedrag eller frivilligt udsætter sig for bedrag. De er nødt til at erfare. Jo større bedraget er, des mere erfaring kræves der. En sådan erfaring kan tage menneskealdre, med mindre der indtræffer en så voldsom hændelse, hvorved tæppet hives væk, og selv den dummeste eller mest autoritetstro har svært ved at holde fast i bedraget.

De dummeste er egentlig ikke det største problem. De er, hvad de er og bær over med dem. Der er ovenikøbet håb for dem, for de er vant til at lytte til andre, der er klogere. Det er de nødt til, da de ellers ikke ville klare sig igennem dagen og vejen. Faktisk er de ofte ikke så dumme, som de selv tror.

Det største problem er de, der selv mener, at de ved noget. Et af problemerne er, at de fungerer som meningsdannere. Det er folk af den type, der besætter stillinger i medier, uddannelsesinstitutioner og politiske organisationer. De ved … noget, og det noget, de ved, er i deres optik i stand til at forklare virkeligheden. Det er også folk som dem, der får taletid i medierne, for de kan noget med ord.

De seriøst dumme, de imbecile er i særklasse. De skraber bunden, og de skal bare have et beskyttet værksted med dagligt opsyn. De kan ofte have værdifulde menneskelige kvaliteter. Med de funktionelt dumme, med det store intellektuelle kørekort, er det en helt anden sag. De er ofte ganske tabt bag den dyre vogn, og de vil med den mentale rustning, de har udviklet, være nødt til – for at sige det rent ud – at krepere, for at bedraget kan formindskes. Og nej, der advokeres ikke for at hjælpe dem lidt med at krepere, for de er overalt. De udgør efter sigende ca. 20% af en given befolkning. 

En hypotese 
Selvom de ofte er skønne, spildte kræfter, har de som udgangspunkt et potentiale. Lad os forestille os en situation, hvor en håndfuld af disse intellektuelle robotniks – helst af den yngre slags, som endnu ikke er fedtet for meget ind i karieren - blev taget ned fra løbebåndet og fritstillet, med et usædvanligt opdrag. Eksemplet kunne tænkes omformuleret indenfor alle de større fagområder, hvor der ligger videnskab bag. Her bruger vi historieskrivning som eksempel:

Nu skal I høre, kære venner. Vi vil gerne have, at I ser lidt nærmere på perioden fra op til 1. Verdenskrig og til ca. 1920. Hvor langt I går tilbage, overlader vi til jeres skøn. Vi har bunkevis af imperial historieskrivning, der bortforklarer det meste, men vi er i dag nået til et punkt i historien, hvor vi ikke længere har brug for mere af den slags affald. Vi vil gerne have smeltet fedtet helt væk fra stegen, og hvis der viser sig ikke at være mere tilbage end skroget, når I er færdige, so be it! Vi ønsker at få fjernet propagandapparatet og skære ind til benet.

Vi ved godt, at I i jeres studietid fik besked på at skrive af efter imperialisternes selvbiografier, men I skal gå til de primære kilder, og vi har sørget for, at der er blevet frigivet en hel række, der hidtil har været tilbageholdt. Det svarer til Sovjetstatens lukkede arkiver, da de blev frigivet efter Den Kolde Krig. Dem får I selvfølgelig også adgang til, og vi vil sørge for, at I har løbende kontakt med lignende grupper, der er nedsat andre steder i Udkantsverden.

Målet er at gøre nutidige hændelser forståelige. De synes i øjeblikket at unddrage sig forståelse grundet den særlige kryptering, som fortidens hændelser har været udsat for. Vi kan også sige det på denne måde: Vi tillader nu, at vidensfilteret bliver løsnet, for til sidst, forhåbentligt, helt at fjernes.

Behøver vi at nævne, d’Herrer og ’Damer, at vi selvfølgelig betaler en langt bedre hyre, end imperialisterne er villige til. I skal vide, at I undervejs vil blive udsat for visse tilbud fra disse. Det står jer selvfølgelig frit for at falde for fristelsen. Men I skal vide, at I vil blive garanteret beskyttelse og al den hjælp, I måtte have brug for. Jeres resultater vil blive publiceret på de bedste platforme, og i det omfang de nuværende platforme viser sig uvillige, vil der blive skabt særlige platforme, der overhaler dem indenom.

Vi kan endvidere garantere jer, at jeres resultater vil blive læst om 100 år, hvorimod imperialisternes vil havne på særlige arkiver for ’fake history’. Ikke via censur og udrensning, for disse metoder tilhører imperialismens og globalismens æra. Det vil ske ved simpel præference.

Vi er klar over, at vi stiller store krav, og at I nok ikke kan gøre denne gigantiske opgave færdig. Det forlanger vi heller ikke. Vi forlanger derimod, at I fuldstændig opgiver tanken om, at der er en rigtig version, der er givet på forhånd, og at I skal gøre jer umage for at please jeres opdragsgivere. Det gælder også os, tro det eller ej. Vi har nemlig absolut tillid til, at I på ovennævnte opdrag og betingelser vil komme frem til sandheden. Bemærk også, at det ord herefter er tilladt at bruge igen.

 

Well, der trækkes lidt på smilebåndet, og historikerne får allerede strithår i nakken, for her er der jo tale om en tænkt situation, en hypotese, om kontrafaktuel historieskrivning. Hvad nu hvis, … ?

Tillad os at minde strithårs-historikerne om, at dette allerede finder sted. Det hypotetiske er, at der ankommer nogle BigShots fra det højere Echelon og opfordrer/finansierer/understøtter dette. I dag må de ægte historikere, der smelter fedtet væk og skærer ind til benet, kæmpe mod hele det store, magtfulde apparat, der bestemt ikke ønsker, at de skal gøre deres arbejde.

Det er bestemt ikke tilfældigt, at ordet fake er blevet implanteret i den offentlige diskurs. Det er symptomatisk, for det, man siger, er man selv. Forfalskerne beskylder nu deres kritikere for falskneri. Det er det eneste, de har tilbage, for de er løbet tør for sunde og sande argumenter. Tilbage er der kun karaktermord og tilsvining.

Mens vi taler om sundhed: Det er meget, meget sundt at bedrive kontrafaktuel historieskrivning. Vi skal øve os konstant i at træffe de rigtige valg, der fremmer liv og sundhed – mental som fysisk - og ikke død og ødelæggelse. Derfor er det faktisk en god idé at forstille sig, at visualisere, hvad der vil ske – og det kommer til at ske, for det sker allerede – hvis historikere ikke var bundet som skriverkarle for Imperiet. Så ville den Store Løgn om det tyvende århundrede og vor tid falde sammen. Og ikke nok med det. Når Løgnen ikke længere var salgbar, ville grundlaget for den evige repetition af dette århundredes ugerninger – der i sig selv er en repetition af forrige århundredes ditto – falde til jorden. 3. Verdenskrig ville pludselig blive usexet (som om den ikke var det allerede …). 

Hvorfor tøve og hvorfor ikke bare springe ud i øvelsen?
 

Et eventyr  
Tænk i arketyper. I eventyrerne oplever vi tit den tre-delte fortælling. De første to gange går det galt. Men tredje gang, hvad sker der så?

Der var engang tre brødre, Bisse, Bosse og Lille Bimp. En dag sagde deres far til dem: ’Her har i en sæk penge. Gå ud og erobr Verden og kom tilbage og gør jeres Daddy stolt’.

Den ældste bror, Bisse, købte en hel masse go'e, gamle kanoner og noget giftgas og sendte halvdelen af kontinentet ud i skyttegravene. Forinden havde han likvideret et dusin statsledere, der ikke var med på ideen. Samtidig arrangerede han et par revolutioner, udsultede halve og hele nationer, smadrede fire kejserdømmer ved at få dem til at slagte løs på hinanden, og stjal alle deres penge. Undervejs fik han tilbudt en fræk lille spansk virus, der slog 100 millioner ihjel. Til sidst arrangerede han en international konference, hvor alle ofrene blev stillet til ansvar for det farverige cirkus og dømt til at betale regningen. Det virkede som en rigtig god forretning, og Farmand ville helt sikkert blive stolt over det.

Den mellemste bror, Bosse, ventede til støvet havde lagt sig og tænkte: Sådan en herlig krig er en rigtig god idé. Så opgraderede han til nogle større kanoner og tankvogne og hangarskibe og mere giftgas. Han opfandt også nogle bomber, der rigtig ku’ sige bang. Så tænkte han endnu større og sørgede for, at hele Verden blev indblandet. I bund og grund gentog han skemaet fra storebror, hvor det ene imperium, der nu ikke længere kaldte sig for et imperium, slagtede løs på det andet imperium, der heller ikke længere kaldte sig for et imperium. Alt imens hans eget imperium skvattede sammen, hvilket blot betød, at dets afløser allerede var på plads – som heller ikke kaldte sig for et imperium, men et godartet demokrati. Til sidst sørgede han for, at den anden herlige krig aldrig ophørte, men bare ’gik kold’, og at en næsten uendelig stribe af mindre klatkager af nogle uforklarede og meningsløse krige holdt kanonløbene varme og frie for rust. Det virkede som en rigtig god forretning, og Farmand ville helt sikkert blive stolt over det.

Den yngste bror, Lille Bimp, der havde smadret fire par briller i skolegården, var blevet idømt fuldt pensum pga af pjæk (det skulle senere komme ham til gode), droppede ud af skolen for at drøne rundt på en cykel i skoven, fyrede en enkelt fed i ny og en enkelt i næ, kunne ikke rigtig se det sexede i at gå i sine brødres fodspor, med mindre han skulle til at gå i for små sko (han brugte en lille 49’er). I stedet startede han en cykelforretning, afskaffede statsfinansieret terrorisme, sendte en multi-trilliardregning til centralbankerne, gav jesuitterpaven et los i bollerne og indførte gratis lånerkort til Vatikanbiblioteket, nedlagde NATO og sendte alle grønjakkerne i arbejdslejr med fuld pension (der var sjovt nok ingen sure miner), udvidede Gazamuren til at omfatte hele zionistenheden – så de ikke længere kunne komme ud (gas var ikke nødvendig denne gang), og indførte tvungen selvstyre for alle nationer. Hvorvidt det var en god forretning, bekymrede han sig ikke om, men i løbet af blot et halvt år meldtes der om næsten ubrugeligt overskud over hele linjen.

Bisse, Bosse og Lille Bimp mødte op til deres fars 150 år fødselsdag for at ønske ham tillykke med de næste 150 år. Her kunne vi så have konkluderet eventyret ved at hylde det ene, det andet eller det tredje initiativ. Det virker nærmest omsonst belyst af historiens baglygter.
… OK så:

Sønneker. Far er behørigt imponeret. Jeg må sige, at I er gået til den, I har ikke drevet den af på kollegiet. So FAR, so good ... ahr, der var jeg vist lige lidt sjov :-).

Når det er sagt, så var der efter min smag lidt lovlig meget blod og bæ. I ved selv, hvad jeg hentyder til. Det kan muligvis skyldes, at jeg ikke fik udtrykt mig klart nok, da jeg sendte jer ud for at erobre verden. Det er på en måde ligesom Mesteren, der snakker løs og siger: Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple. Det kan nok være, at de efterføglende gik til makronerne og disciplinerede folkeslagene, men var det lige det, Mesteren snakkede løs om?

Nu har Bisse og Bosse så bedrevet alt, hvad der kan bedrives i Verden, og Lille Bimp har pisset bedriverne af på alle tænkelige måder. Så var det, jeg tænkte på, om ikke det var på tide at prøve noget andet. Ikke for at lyde som en den sure gamle stodder, jeg selvfølgelig er, men hvad med at prøve lidt kreativ fantasi? Hvad siger du, Lille Bimp, er det det, du hele tiden har gjort?

Jeg hører, hvad du siger og er ikke utilbøjelig til at give dig ret, men jeg foreslår noget helt tredje.

Hvad nu, hvis vi anskuer erobring som et åndeligt projekt?

Hvad nu, hvis korstoget har en etisk fordring?

Hvad nu, hvis ridderen skal ansvare sit togt og se sin påståede fjende i øjnene?

Hvad nu, hvis erobring ikke inkluderer plyndring ad libitum?
Hvad nu, hvis krigsførelse involverer respekt for en fjende, der er en nation af mennesker? 
Hvad nu, hvis kvinder, børn, oldinge, husdyr, træer og afgrøder og det land, det hele befinder sig på, er uantasteligt og kun våbenføre, voksne mænd kan betragtes som en værdig fjende?

Sagt på en anden måde. Jeg bryder mig ikke vældig meget om folkemord og krig i det hele taget, med mindre det er særdeles velbegrundet. Og seriøse begrundelser har jeg mildest talt lidt svært ved at få øje på i det forgangne. Jeg er sgu' ked af at sige det, drenge. Far er ikke vred, far er bare rimelig skuffet.

So Dark the Con of Man

Associationer over temaet bedrag

af marco_hanuman, the blogger

Menneskets hang til selvbedrag. En uudtømmelig kilde til forundring. Blot at prøve at forstå det, er så omfattende, at det i sig selv synes uoverkommeligt. 

Man får øje på det i vilkårlig rækkefølge. Selvbedrag for menneskeheden er tilknyttet hangen til at bedrage for en lille, svært gennemskuelig, men magtfuld del af menneskeheden. Der hersker imidlertid et gensidigt parasitisk forhold mellem bedragerne og selvbedragerne. De kan ikke undvære hinanden. Når det lykkes bedragerne at bedrage, skyldes det, at der findes rigelige med selvbedragere at tage af. Så længe det lykkes selvbedragerne at bedrage sig selv eller lade sig bedrage, skyldes det, at der findes bedragere nok, der er villige til at ’hjælpe’ dem.

Der er tale om gammel skade og gensidig afhængighed.

Titlen kunne have været: Bedragets skjulte dialektik

Dialektik, baglæns, romersk definition: Dobbelt læresætning [dia lectio]

I familie med begreber som: dobbeltbundet, dobbelt tale, dobbeltmoral, tvetydighed, kløvet tunge, slangetunge, tosproglighed (dialekt).

Som man siger om substanser og ekstrakter indenfor lægevidenskab: Det, der kan kurere dig, kan også slå dig ihjel.

Gift, definition: For meget af noget eller for lidt af det samme.

Kunstig mangel er gift, kunstig overdosering det samme.

Dialektik, forlæns definition: Kunsten at forstå den universelle lov om gensidig opretholdelse via balance. Et konfuciansk/daoistisk koncept. Yin-Yang-Dao.

Der hersker uenighed om roden til ordet. Det kan være græsk dialegesthai, at føre en samtale eller dialegein, at skelne.

Døm ikke, thi …

Hvordan skal man skelne, hvis man ikke dømmer?

Hegel ville vende sig i sin grav over at blive taget til indtægt for hegeliansk dialektik. At reducere en af den vestlige filosofis mest ulæselige og dybe filosoffer til problem-reaktion-løsning er bekvemt for konspiranoikere, men ubekvemt for folk, der ønsker at forstå filosofi. For Hegel var det en metafysisk metode, og for ham faldt dialektik indenfor det filosofiske område ontologi. Det handlede om Væren, og er som sådan langt mere i familie med daoisme end med den afstumpede udlægning, som der høres rundt omkring som en klichée for tiden.

Misforståelsen eller afstumpningen startede med, at Marx-Engels-Lenin-Trotskij aldrig egentlig læste Hegel, men tog ham til indtægt – eller blev taget til indtægt – for deres designer-ideologi. Det viser sig, at Marx aldrig læste Hegel (han læste Feuerbach), og at Lenin-Trotskij aldrig læste Marx. Marxisme og historisk materialisme er én stor aflivning af metafysik. Hvis chefideologerne bag det russiske statskup og folkemord kaldet for revolutionen overhovedet læste Marx, så var det, som englænderne siger det, med cherry picking. Man tager kun de kirsebær, man kan lide, og resten spytter man ud.

So Dark the Con of Man

Bedrag kræver en kronisk tilstand af uvidenhed. For at vide noget om bedraget, for at blive vidende, er vi som bedragede og selvbedragede nødt til at tilegne os viden om, hvordan og hvorfor vi er blevet uvidende. Lyder det som en selvmodsigelse? Det tør svagt antydes! Hvordan kan den uvidende vide noget om sin uvidenhed? Står det ikke i kortene, at det ikke kan finde sted? Et såkaldt godt spørgsmål, der i spørgsmålets ånd næsten ikke kan besvares. Man skal næsten gå i kloster og blive zenbuddhist for at vride sin hjerne rundt om paradokset.

De sidste skal blive de første, og de første skal blive de sidste. Således står der skrevet. En herlig upræcis og antydende sætning, der er gået over i sætningernes verdenshistorie. Lad os bruge den i dagens anledning: De uvidende skal blive de vidende, og de vidende skal blive de uvidende. Det, efter eget udsagn, tænkende segment i dagens samfund er det mindst tænkende og mest uvidende af den simple grund, at de tror, de ved noget. De bedrager sig selv ved at bilde sig selv ind, at de – fordi de har en højere uddannelse (som undertegnede) med indbygget eksamenspapir og efterfølgende velbetalt stilling i samfundet - hermed er ufejlbarlige i deres vurderinger. De kan simpelthen ikke tage grueligt fejl. Hvilket de så gør BigTime.

Ankomsten af Nemesis blev endnu en gang overset.

Når vi endog i moden alder indser vores egen uvidenhed, er det sporenstregs retur til skolebænken. Denne gang uden fast pensum, skoleskema eller læseplan. Blot udstyret med en uendelig række af h-spørgsmål. Disse SKAL – i modsætning til første forsøg – besvares.

Med mindre de besvares tilfredsstillende, bliver vi hevet tilbage til skolebænken endnu en gang, og endnu en gang … Det eneste, der ikke er afskaffet i Livets Store Skole, er eksamen. I modsætning til Fake Skolen, kan der ikke snydes til eksamen. Til gengæld bliver vi ikke nakket på uret vis.

Så frygt ikke, som Mesteren skulle have sagt. Er du en kylling, eller hvad? Spørg løs, og forvent denne gang et svar.

Når vi opdager bedragerne bag forhænget, vil første reaktion altid være at rette pegefingeren den vej. Into the blame game. Det var dem, der gjorde det, med vilje. Men hvordan var det med Dr. Faust? Vores vestlige kultur er en faustisk kultur. Den gode doktor ønskede mere af livet, end livet umiddelbart tilbød, og påkaldte sig ankomsten af en herre med blegt ansigt. Det siges om denne personage, at han ikke kan gå ind i dit hus, uden at være inviteret. 

Who’s to blame for the game?

Game på engesk betyder både spil og bytte.

Spillet handler om jæger og bytte, og du er nu et stykke jaget vildt.

Løftet er essentielt i bedraget. Det hele starter med et løfte, som noget afgiver. Det fortsætter dernæst med, at du tror på løftet. Var det ikke det, jeg altid havde gået og drømt om? Er det ikke summen af alle mine længsler?

Længsel rimer på hængsel, rimer på døren til et fængsel.

Så ikke nok med, at vi overser selvbedraget som komponent i bedraget, vi overser også nemt, at bedrageren også bedrager sig selv. Hvordan, spørger du, ved han ikke alt, har han ikke planlagt det hele i en stor konspiration?

Bedragerens grundbedrag består i hans megalomani. At han besidder en selvskrevet ret til at bedrage andre. Han kalder det for den ædle løgn. Den tjener et højere formål, som kun han besidder den nedarvede evne til at erkende. Alle andre end ham og hans ligesindede er laverestående væsener, som enten skal behandles med formynderlig omsorg og tough love. Eller som dyr i hele spektret fra rotter, der skal udryddes til husdyr, der skal hegnes inde. De er enten skadedyr eller ressourcedyr. Det er et dobbelt selvbedrag, der består i egen overlegenhed og retten til at herske over andre.

Du kan argumentere imod dette ved at hævde, at psykopater ikke lider af selvbedrag. Jeg kan argumentere imod dit argument ved at hævde, at det er netop, hvad de gør, men at deres selvbedrag blot er kronisk og uhelbredeligt. Psykopatens eget argument vil være, at hans succes med at bedrage i sig selv beviser, at det ikke er et bedrag, og at han reelt er overlegen.

Darwinister er store beundrere af psykopater.

De svarer til deres definition af den stærkes ret.

Kunne det skyldes, at darwinismen er udviklet indenfor rammerne af en psykopatkultur?

Er bedragets kerne i virkeligheden traumatisk? Det ville i så fald forklare sammenkædningen af psykopati, magtudøvelse og bedrag. En psykopat er en person, der lider af en hjerneskade, der er opstået indenfor de første to leveår.

Det fører automatisk til det næste spørgsmål. Det farlige, det forbudte spørgsmål. Er det så ikke muligt at fabrikere en psykopat, og hvis så: finder det sted?

Hvis svaret er ja, så vil der være tale om en af de mest utilgivelige synder begået af mennesker overhovedet. Bevidst traumatisering af spædbørn – eller måske endog ufødte børn?! - med det formål at skabe monstre, der er syge nok i hovedet til at udøve hensynsløs magt, til at lyve, stjæle, svindle og myrde og til at skjule sig i fuld offentlighed, og ovenikøbet blive tiljublet for deres ugerninger. OG at være så fuldkommengjort i deres indbildskhed, deres selvbedrag, at de anser deres bedrag overfor andre som den herligste ting i Universet. En hjerneskade af kosmiske dimensioner.

Vi skal i så fald lede efter kulturer, hvor man traumatiserer spædbørn ved at udsætte dem for overgreb. Disse overgreb vil i så fald havde fundet sted i lige så lang tid, som perverteret magtudøvelse har eksisteret. Overgrebet skal være af fysisk karakter med neurologiske/hormonelle implikationer. Der vil være tale om overgreb af blodig og seksuel karakter. Overgrebet vil være omgærdet af ritualer og beskyttet af religion og/eller ideologi, og kulturen omkring overgrebet vil anse det for at være nødvendigt og sanktioneret af højere magter. Kulturen vil findes spredt over hele jordkloden, da resultatet kan ses alle steder, nogle steder mere end andre, til nogle tider mere end andre. Det er endvidere utænkeligt, at der ikke undervejs har været en særlig opmærksomhed overfor udøverne af denne – man fristes til at sige – sataniske praksis, og at folk ikke i historiens løb har identificeret problemet og taget deres forholdsregler.

At vi lever i Bedragets Tidsalder, får os til at glemme, at folk ikke har været lige bedragne til alle tider og på alle steder.

Mennesker vil bedrages.

Både sandt og falsk. Selvbedrag kan være nemmere end at se sandheden i øjnene. Sandheden er ikke velbehagelig. Noget meget uvelbehageligt ved sandheden er, at det meget vel kan vise sig, at du selv medvirkede til løgnen. Noget andet er selve omfanget af usandheden. Hvad nu, hvis den var altgennemtrængende, hvad nu hvis du havde bygget hele dit liv på en løgn? Hvad nu hvis vores civilisation bygger på en hob løgne? En så omfattende, paradigmatisk løgn vil være meget nem at afvise. En person, der fremfører det synspunkt, vil være meget nem at karakterisere som sindsforstyrret.

Man skal ikke tage illusionerne fra folk.

Hvem har opfundet et sådant nonsens-udsagn? Må vi formode, at opfinderen har haft en vis investeret interesse i illusioner? Taler vi om et udsagn plantet i folkemunde af Illusionisten selv? Hvad var det nu, han hed, manden med det blege ansigt?

Måske er dette et selvbedrag, men jeg nægter at tro på, at mennesker dybest set vil bedrages. Jeg anser udsagnet for at være i familie med reklameslogans som:

På en solskinsdag vil du ikke ønske at stå uden en Smart Cola i hånden.

(variation: På en regnvejrsdag … )

Smartphone Ultra. Du kan nu være wired 24/7 for halv pris.

Du kom ud ad døren uden dit SmartMens. Du fortrød det, da du gik ud ad døren efter jobsamtalen.

SmartSucker. Rengør dit gulv, mens du er væk. Nu også med filter til dyreekskrementer.

Før var mit liv et helvede. Hvordan jeg kunne leve uden Smart Abonnement, forstår jeg ikke i dag. Smart Abonnement, mit liv, dit liv!

Så, smartass-reklamemand, tag for dig af slogans, bare du husker at sætte et 5-cifret beløb ind på min konto. In memoriam Edward Bernays, Sigmund Freuds nevø, der beskrev propaganda i sin infamøse bog af samme navn. Blot endnu en forklaring blandt mange om, hvorfor bedraget er så omfattende. Bedrag er simpelthen en rigtig god businessmodel. Hvem vil ikke gerne være millionær?

Reklamen/propagandaen afgiver et løfte. Modtageren af løftet formodes efter grundig markedsanalyse via sin ufuldbyrdede livssituation at have et uforløst behov. Hvem har ikke det nu om stunder? Skulle behovet ikke have manifesteret sig endnu, kan det skabes. Måske, tænker du, har jeg et behov alligevel.

Reklamebranchen nægter, at den er i stand til at skabe kunstige behov. Den hævder, at den kun bedriver informationsvirksomhed, og at folk selv bestemmer, hvad de vil tro på og hvad de vil købe. Men hvis man læser Barnaise, the Godfather of PR, forholder det sig ikke sådan. Alligevel har reklamebranchen en pointe, men de fortæller ikke, at de trækker på et dybtliggende trauma og dermed uforløst behov hos deres målgrupper. Menneskers sorte hul af længsel kan manipuleres til hvad som helst. Det var det, som mr. Barnaise lærte dem. Sammen med Pavlov, Skinner og Joseph Göbbels, for det var ikke kun reklamebranchen, der tog ved lære. Den globaliserede mediebranche er som snydt ud af næsen som snotforkølet Barnaise-sovs. Hollywood er Barnaise-land. CIA er Barnaise’ified, og har nu overtaget store dele af nyhedsmedierne i USA/Vesten. Regeringsledere og toppolitikere i dag har en spindoktor = Bernays.

Mens vi taler om Göbbels, så var manden en ganske lærd historiker, der påtog sig rollen som propagandaminister. Han vidste, at verdenshistorien var skrevet af bedragere, og han vidste også, hvordan de havde båret sig ad.

Startskuddet til det store bedrag i det 20. århundrede fandt imidlertid ikke sted i Nazityskland. Det fandt sted i optakten og gennemførelsen af Den Russiske Revolution. Simultant med det store sociale eksperiment, modernismens slavestat, fandt der et gigantisk medieeksperiment sted. Det stod i setup’et: Nazityskland var nødt til at svare igen af samme skuffe. Hvis det amputerede og afstumpede begreb hegeliansk dialektik giver nogen mening, er det i et sådant setup.

Tese: Zaren væltes, og et nyt aggressivt Sovjet skabes. De nakker deres egen befolkning og satser på at nakke samtlige naboer, inkl. Europa. International-Socialismen, det store bedrag, skal globaliseres. Hvis du troede, at globalisme er noget nyt, tager du fejl. Den er over 100 år gammel. Det er international-socialisme 2.0. Hvis du troede, at monopolkapitalisme og socialisme er hinandens modsætninger, tager du også fejl. De er hinandens forudsætninger og skabt i samme ånd.

Antitese: Tyskland skulle nakkes i 1. Verdenskrig, simultant med revolutionen, omstyrtelsen af det Østrig-Ungarske kejserdømme, simultant med omstyrtelsen af det Ottomanske Rige, simultant med de iranske folkemord, simultant med kuppet af den amerikanske nationaløkonomi (Federal Reserve), Titanics forlis, USA's involvering i krige i Europa, skabelsen af medicinalindustrien, pervertering af diverse former for videnskab.

Syntese: Tyskland rejste sig igen efter krigen, og 2. Verdenskrig blev udrullet. Den britiske plan fuldbyrdes og deres imperiale konkurrenter ødelægger hinanden i den anden europæiske storkrig, der for alvor bliver til en verdenskrig, da halvdelen af den foregår i andre dele af det britisk-amerikanske imperium. Det USA-baserede global-oligarki kan nu syntetisere = kunstigt genskabe en verden og en virkelighed efter deres hoved. Dette var formålet med de to verdenskrige.

Bedraget var allerede omfattende. Nu blev det sat i system som aldrig før. Ligesom det er muligt at traumatisere spædbørn, er det muligt at traumatisere hele nationer (fødesteder) af folk. Efterkrigstiden blev ét kæmpestort PTSD. Et dybt traumatiseret og sønderskudt Europa kastede sig i armene på deres frelser, the United Bluff of America. Europa labbede Hollywood, Coca Cola og amerikanske cigaretter i sig. En dollarseddel blev et stykke forgudet papir. Uanset hvad Guds eget land fandt på, klappede folk i hænderne.

Det store bedrag fik et nyt navn: demokratiet. Allerede i 1939 fandt der møder sted i New York, hvor mødedeltagerne, en indspist gruppe af amerikanske oligarker, vidste, at krigen kom. De vidste det, for de havde selv sat den i gang, sammen med deres britiske kumpaner. De planlagde, hvordan de skulle omskrive historien efter krigen og danne en verden efter deres hoved. Det skulle ikke hedde Det Amerikanske Imperium, for det kunne ikke sælges til deres egen befolkning. Det skulle markedsføres på en smartere og mere spiselig måde. Det skulle hedde Det Store Korstog for Demokrati (ordet korstogblev udeladt efter nøjere overvejelse).

Da først voldsorgiet var sluppet løs i de to verdenskrige, var der ingen ende for volden. NATO var dannet, CIA var dannet, US-Deep-State var veletableret. Fjenden var skåret ud i pap: Sovjetunionen, og det til trods for, at den moderne slavestat, Sovjet, kun opretholdt sig selv via amerikanske subsidier – hvilket man ’glemte’ at fortælle befolkningen. Den Kolde Krig kørte som fortløbende teaterstykke, som en musical af Andrew Lloyd Webber på Broadway. De samme klapsalver faldt efter de samme sangnumre, opførelse efter opførelse, år efter år. Nye feterede stjerner feteredes for de samme glatnakkede præstationer, det var ét feteret fedt.

Den unge sweiziske historiker, Daniel Ganzer, blev for nylig inviteret til et TV-interview med den amerikanske ambassadør. Ambassadøren sad som forventeligt og skamroste den herlige amerikanske kultur, som hele verden jo elskede ... Ganzer tillod sig at præsentere ambassadøren for en knap så elskværdig liste med den indledende bemærkning:

Undskyld, men har USA ikke et (moralsk) problem i forhold til udøvelsen af vold?

• I 1950 bombede USA Korea.
• I 1953 omstyrtede USA og England Iran med deres efterretningsvæsener.
• I 1954 omstyrtede USA regeringen i Guatemala.
• I 1961 forsøgte USA at omstyrte Cuba vha Operation Svinebugten.
• I 1964 startede USA Vietnamkrigen vha et falsk flag i Tonkinbugten.
• Under Vietnamkrigen bombede USA Cambodia, der intet havde at gøre med Vietnam som sådan, da landet var neutralt.
• I 1973 omstyrtede USA den chilenske regering.
• I 1979 funderede USA og USA's radikale muslimer i Afghanistan for at lokke Sovjetunionen til deres ’Vietnam’.
• I 1983 invaderede USA Grenada.
• I 1980’erne støttede USA contra’erne i Nicaragua, en hær af børne- og kvindemordere, finansieret af penge, som var stjålet fra Iran.
• I 1980’erne støttede USA Saddam Hussein for at starte en krig mod Iran.
• I 1986 bombede USA Libyen.
• I 1989 invaderede USA Panama.
• I 1991 invaderede USA Irak med Operation Dessert Storm.
• I 1993 bombede USA Sudan.
• I 1995 bombede USA og NATO Bosnien.
• I 1999 bombede USA Kosovo/Serbien.
• I 2001 hændte 9/11, hvorefter USA bombede Afghanistan.
• I 2003 sønderbombede USA Irak.
• I 2011 bombede USA Libyen for anden gang.
• I 2012 begyndte USA-funderede terrorister at vise sig i Syrien.
• I 2014 iscenesatte USA et fascistisk statskup i Ukraine.

Dette er kun hi-lights, for listen omfatter over 100 hændelser siden 1945, hvor USA har foretaget overgreb på lande et sted i verden. Hvis listen skulle omfatte overgreb i Asien før 1945, ville den være meget længere. Hvis den også skulle omfatte USA’s bedre halvdel og rollemodel, Det Britiske Imperium, ville listen være næsten uendelig, da kun 22 lande i hele verden er gået fri for Imperiets overgreb! Og her har vi ikke engang nævnt hovedforbrydelsen: Englands iscenesættelse af 2 verdenskrige, med USA’s medvirken.

Her er det så, man spørger sig selv: Har dette Dobbelt-Imperium eller Imperiet version 1 og 2 muligvis … vi spørger forsigtigt: muligvis haft et vist behov for at dække over sine ugerninger via iscenesat bedrag? Hvad tænker du her?

Bedraget har med andre ord også at gøre med retfærdiggørelse af krig.

Så mørkt er menneskets selvbedrag.
So Dark the Con of Man.

TV-bedraget

af marco_hanuman 

aka morton_h 

the blogger 

Der skete underlige ting ved 9/11. De allerfleste mennesker har set videoklip, som blev frigivet til alle TV-stationer i verden. Hvis man kan bruge ordet 'se'. De har begloet dem, vil nok være mere beskrivende. Man kan glo uden at se.

Et fåtal har mere end gloet, de har set, dvs samtidigt reflekteret over, hvad det var for underlige billeder, de sad og gloede på, hvorefter de begyndte at se. Det samme fåtal blev også klar over, at der var en tredje kæmpebygning, Bygning 7, der faldt sammen på samme lodrette og perfekte måde som de to tårne - uden at være blevet ramt af fly.

For de, der dengang eller - som det har været for mange menneskers vedkommende - flere år senere lykkedes at gennembryde gloskærmen og stikke fingrene i ørerne for ikke at få tudet dem fulde af, hvad de skulle tro og mene om globillederne, skete der noget andet og mere. De begyndte at spørge sig selv om: Hvis dette er et så stort svindelnummer, som det lader til, hvad andet lignende eller ikke lignende er så også et svindelnummer? 

Forfatterne til bogen The TV Delusion - A Psychology of Belief, Simon Day og Joanna van der Leer har som en grundtese i bogen, at det er én ting, at folk ikke ved noget om disse svindelnumre og ikke mener, at de er svindelnumre. Noget langt mere betydningsfuldt er, at de ikke ønsker at vide noget, selvom de har tilstrækkeligt med indlysende muligheder for det. De har reelt ingen undskyldninger i dag for at være fuldstændig uvidende, og alligevel vil de skaffe sig undskyldninger i samme øjeblik, de bliver præsenteret for muligheden.

Montagen
Det er vigtigt at forstå, hvad det er, TV-montagen gør ved vores bevidsthed. Vi ser disse ufattelige billeder, vi bliver forvirrede og bagefter træder en eller anden autoritativ person frem, eller en kommenterende stemme giver os tydningen af det utydelige. I samme sekund holder vi op med at se og begynder at glo. Når vi gentager billederne igen som et replay af et fodboldmål fra flere vinkler, i slowmotion, billeder fra tilskuerrækkerne, totaler, nærbilleder, så ligger kommentator-stemmen hele tiden i samme rille. Vi har fået konklusionen og logikken på forhånd og vi har lagt vores nysgerrighed og kritiske sans på hylden. De fleste tog den aldrig frem igen.

TV-montagen spænder ben for vores naturlige og sunde måde at erhverve os forståelse på. Alle hvem, hvad, hvor og hvornår-spørgsmålene bliver stoppet i det sekund, vi føler, at vi har fået svaret på spørgsmålet: hvorfor. Indenfor klassisk erkendelsesmetodik er fuldbyrdet logik utidigt skubbet ind foran den generelle grammatik. Tænkningen er vendt på hovedet, hvorefter det bliver til et nærmest rutinemæssigt spørgsmål om fill-in-the-blanks.

Billedmontagens enorme kraft var kendt til fulde af propagandisterne i de to klassiske former for socialisme: nationalsocialismen og international-socialismen. Både nazisterne og bolsjevikkerne/kommunisterne kendte fra filmens barndom dens muligheder. Den sovjetiske AgitProp sammen med den nazistiske propagandamaskine lærte eftertiden næsten alt, der var at vide om manipulation med den menneskelige bevidsthed ved hjælp af billeder, lyde, musik og ord, altså montagen. Sammen med de behavouristiske skoler i psykologien og sammen med sociologien, videnskaben hvis udklækningsrum var krigen, hvilket de færreste er klar over, udviklede det 20. århundrede det visuelle-auditive medie til perfektion. Autoritets-fornemmelsen og overtalelseskraften i dette medie er fuldstændig overvældende for de allerfleste mennesker.

Det store spørgsmål er alligevel, hvorfor folk aktivt ønsker at nægte sig selv kendskab til sandheden. De fleste mennesker, der dengang eller siden begyndte at se og dermed forstå, at de havde set om bag en skærm, fik som en af de første indskydelser, at de måtte dele deres syn med andre. Det var der, det gik op for dem, at andre på ingen måde delte deres nysgerrighed og ikke var villige til at dele deres indsigt eller udsigt.

Hvis en budbringer ankommer med unormal viden vil få mennesker begynde at stille uddybende spørgsmål. De fleste vil udtrykke en mur af vantro. Andre vil begynde aggressivt at håne og bebrejde budbringeren for at bringe emnet på banen. Enkelte har oplevet at blive truet - i visse tilfælde på livet. Vantro kan man forstå, hvis emnet går på tværs af det normale. Men aggressiv hån og endog trusler virker ganske ude af proportion og bør afføde nogle spørgsmål om, hvad det er for psykologiske mekanismer, der er på spil her.

Forklaringen skal måske søges i enten frygt, eller at folks trossystem føltes angrebet. Det hed på gammeldags: anfægtelse. Et udtryk fra dengang, mænd bar blankvåben i bæltet. Hvis en eller anden stak sin sabel op i hovedet, blev man anfægtet og måtte gribe til eget våben for at forsvare sig. En lignende følelse kan have sneget sig ind i overført betydning. Det virker dog stadigvæk som en overreaktion, da en person, der præsenterer en anden for viden eller stiller kritiske spørgsmål. ved alment accepteret viden ikke nødvendigvis har som intention at anfægte den anden, men blot venskabeligt ønsker at dele viden eller spørgsmål til viden. Ikke desto mindre tillægges vedkommende ofte disse motiver, og der reageres på det som om.  

Kulten
Man kan med fordel studere den måde, en kult hyrer medlemmer på og senere fastholder dem. En person, der er blevet suget ind i en kult, forlader ikke kulten, så længe narrativet i kulten om hvem vi er som mennesker og vores plads i verden virker overbevisende og personen ikke føler, at han bliver hjernevasket. Tvivl falder ikke et øjeblik kultmedlemmerne ind, med mindre der sker et tydeligt tab af autoritet i forhold til de toneangivende i kulten, eller noget ganske særligt kompromitterende ankommer. Men selv dér vil kultmedlemmet ofte forsvare sin kult, for det er jo nok, fordi nogen ikke har den rette tro og ønsker at ødelægge det for de rette troende. Deres modhistorie må altså være løgn.

Det kultiske fænomen er ældgammelt. Men hvis du i det gamle Grækenland var dyrker af Dionysos, blev du ikke nødvendigvis opfordret til at bekrige dyrkerne af Demeter og alle de andre. Der er også andet lumsk ved kultiske fænomener i dag. De giver sig ikke nødvendigvis til kende. Jehovas Vidner gør. Men hvad nu hvis vi betragter popfænomener og kommercielle produkter - ofte et og samme - som kultiske fænomener. Apple giver sig ikke til kende som en kult. Rapmusik kalder sig ikke en kult. Demokratiet eller Staten kalder ikke sig selv for en kult. TV-mediet omtaler ikke sig selv som sådan. Men hvis man undersøger TV-mediet, så viser det sig, at det virker med de samme midler, som en kult.

Noget tyder på, at vores kulturer og måske hele vores civilisation har formået at udvikle et forkvaklet forhold til virkelighed og sandhed vha kultiske metoder. Man kunne starte med at filosofere lidt over begrebet sandhed, blot i den lille målestok som det folk anser for at være i overensstemmelse med virkeligheden. Sandhed i den universelle eller metafysiske betydning kan vi lade ligge til en anden gang.  

Korrespondance
Den første definition af sandhed er korrespondance. Et udsagn eller en fortælling er sand, hvis det korresponderer med en hændelse eller tilstand i den virkelige verden. Vi hører et udsagn, hvorefter vi starter med at observere, vi tjekker udsagnet ud ved at rette vore sanser og opmærksomhed mod virkeligheden. Herefter danner vi en hypotese om det, vi har observeret. Derefter evaluerer vi hypotesen. Det gør vi ved at danne en vifte af alternative forklaringer på det observerede, og i en vurderende afbalancering vælger vi den forklaring, der kommer tættest på det, vi har sanset. Som sidste del af processen foretage vi en kvalificeret konklusion.

Korrespondance: 
Observation >
Hypotese >
Evaluering >
Afbalancering >
Kvalificeret konklusion 

Denne måde at danne sit virkelighedsbillede på har som indbygget præmis, at vi altid kan tage fejl. Hvis der kommer noget andet for dagen, må vi køre tanke-algoritmen igennem igen og korrigere. Den er ikke lineær og lige ud af landevejen, og vi er som regel altid nødt til at foretage nogle loops og spring tilbage undervejs.

Direkte adspurgt vil de fleste mennesker med mere end to hjerneceller med egne ord beskrive en metode, der ligner denne. Men i realiteten danner de deres meninger om sandheden på en helt anden måde, som kan kaldes for konstruktivisme.  

Konstruktivisme
Begrebet konstruktivisme er ikke specielt intuitivt. Det lyder konstruktivt, men på mange måder er det det modsatte af korrespondance. Her dannes vores virkelighedsbillede efter autoriteter. Hvis en autoritet siger det, er det mere acceptabelt som sandt, end hvis en ikke-autoritet siger det. Ikke-autoriteten kan have så mange gode argumenter og så indlysende hypoteser, det skal være, for det er uden betydning i sidste ende.

Vi konstruerer vore meninger ud fra kandiderende konklusioner. Vi springer grammatikken over og går direkte på shoppingtur mellem logikkerne, konklusionerne. Vi scanner feltet for det, der fremstår som autoriteter (der fremstiller sig selv som autoriteter), så vælger vi den lækreste model. Det er just her, TV'et kommer ind på en sikker førsteplads for de fleste mennesker. TV leverer en samlet pakke af udvalgte autoriteter i en form, der kan indtages og fordøjes i små passende bidder. De kandiderende konklusioner er indsnævret til forskellige programmer fra forskellige TV-kanaler. Hvis en TV-forbruger i Danmark har for vane at se DR, dernæst TV2 og til sidst hører radioavis, så vil vedkommende have fået det indtryk, at disse forskellige kanaler er enige om virkeligheden og sandheden, så dermed er sagen klar. Lidet gør TV-forbrugeren sig klart, at disse tilsyneladende forskellige kanaler langt fra er forskellige. Selv med en kraftig udbredning til TV-stationer i hele Europa og i USA ville der på trods af den enorme mængde af kanaler og stationer ikke være synderlige forskelle på de nyheder, der ikke er strengt lokale. TV-kiggeren gør sig ikke klart, at ejerforholdene i de globale mainstream-medier og de bureauer, der forsyner dem med størstedelen af det grundlæggende nyhedsstof alle er drevet og koordineret af de samme mediesyndikater med de samme ejere i bagbutikken.

Vi kan nærmest formulere en ny variation af de klassiske falske logikker og kalde det for appel til ensartethed. Når så mange forskellige kilder siger nøjagtig det samme, må det være sandt. Men præmissen er gennemhullet, for de er overhovedet ikke forskellige.

Hvis feltet bredes yderligere ud til fx de alternative medier, bliver vi nødt til at træffe valg. Det sker ved hjælp af autoritets-filtrering, altså vha fravalg. Vi sørger for kun at lytte til det, vi ved bekræfter vores holdning i forvejen, hvorefter vi undgår de, der modsiger den. Især kan ikke undgå at bemærkes, at venstrefløjstænkende personer med stor konsekvens undgår at lytte til modspillere og altid sørger for at lukke munden på dem evt med karaktermord og dermed undgå egentlige facts og substans i enhver potentiel diskussion. Omvendt vil de altid i ligesindedes nærvær stryge hinanden med hårene og kun føre bekræftende samtaler om emner befængt med politisk korrekthed. Især blandt intellektuelle, såkaldt tænkende, mener de ofte, at det er nok, at de engang har taget en eksamen og læst en bog, hvorved deres egen mening i sig selv er en autoritet. De er jo lærde, ergo kan de ikke tage fejl. Egen-autoritet er jo selve klimakset af viden, det er dér vi skal hen. Men der, hvor disse typer fejler bigtime er, at de tror, de kan klø sig i røven samtidigt og fyre vitser af. Den sande egen-autoritet kræver ydmyghed. Den finder man zero-nada-nil-null af hos det såkaldt tænkende segment med eksamenspapirer og akademia-blåstempel. Bloggeren er selv en af dem, så han har ret til at udtale sig på standens vegne.

Hvordan danner vi vores autoritetsfiltre? Vi efterligner vore omgivelser, venner, familie, kolleger, omgangskreds. Folk indenfor kulturer og sociale grupperinger har en tendens til at have den samme opfattelse af virkeligheden, den samme fortælling. Vi falder ind i konformitet. Autoriteterne er ofte personer, og det kan synes, som om autoritet er én stor personkult. Vi fokuserer mindre på, hvad der bliver sagt end hvem, der siger det.

Efter at have beset vore kandidater og filtreret vore modkandidater, går vi direkte til absolut konklusion. Hvis der er noget her, der minder om meningsdannelse hos amerikanske vælgere for tiden, så er det bestemt ikke ved siden af. Bemærket ordet absolut. I modsætning til korrespondancemetoden er der ikke plads til tvivl, for autoriteter er jo absolutte, de er som Gud.

Man kunne overveje, om dette fænomen ikke er opstået ved overgangen fra polyteisme til monoteisme tilbage i præantikken? Det er netop de monoteistiske, de abrahamiske religioner, hvor den eksklusive fanatisme indfinder sig. Derfor er det enerverende at høre på folk, der udråber, at religion er roden til alt ondt. De har forsømt at gøre sig klart, hvad det er, de ikke bryder sig om ved religion, og hvor og hvornår dette indtraf. Hermed mimer de faktisk det, som de tager afstand fra og bliver til rettroende, eksklusive og autoritære ... mens de besynger deres egen frigjorthed fra autoriteter.

Nu begynder vi at forstå, hvorfor mennesker kan foretrække ikke at stifte nærmere bekendtskab med sandheden. Absolut konklusion giver folk en sikkerhed og tryghed, kvalificeret konklusion gør folk usikre og utrygge, for virkeligheden bliver noget, der konstant skal tjekkes ud og vedligeholdes, for den kunne forandre sig, eller nye fakta kunne indfinde sig.

Hvis man skulle være lidt arrogant, så kan man sige, at absolut konklusion tiltaler den dumme, den dovne og den duknakkede.

Et andet udtryk for autoritets-filtrering er kanonisk filtrering (en kanon er en lov). Alle de informationer, der understøtter de autoritative fortælling, vælges til, og alle andre vælges fra. Det er ikke uden grund, at kanonisk som udtryk findes indenfor religion og trossystemer.

Her bliver det sært og meget omvendt. Det sidste vi gør ifølge denne model er at observere. Vi har fået et par briller at glo igennem fra en autoritet, som vi har valgt og accepteret. Herefter går vi virkeligheden i møde med disse briller på. 

Konstruktivisme: 
Kandiderende autoriteter >
Autoritets-filtrering >
Absolut konklusion
Kanonisk filtrering >
Observation  

TV-bedraget og tænkningens ophør 
Vi har altså to modeller for erhvervelse af viden og dannelse af meninger om virkelighedens verden. Den eneste måde at overvinde lodrette modsætninger om fortolkningen om virkeligheden på er, hvis folk med modsatte meninger bliver enige om at vælge den første model, korrespondance-modellen. Men ejerne af TV-stationerne og mainstreammedierne er lodret uinteresseret i, at folk begynder at dyrke denne model. Af grunde, der bør være indlysende.

TV-bedraget kan udelukkende finde sted, hvis folk dukker nakken for ydre autoriteter og springer over, hvor gærdet er lavest. En af de skræmmende tilsigtede bivirkninger ved autoritetstro er, at vi holder op med at tænke. At vi giver os selv lov til at ophøre med at tænke, for der er jo tænkt færdig for os. Af autoriteterne.

• Ved tænkningens ophør starter troen. 
• Ved tænkningens ophør forstummer al kritik. 
• Ved tænkningens ophør bliver vi åbne for visse forslag. 
• Ved tænkningens ophør bliver vore reaktioner udslagsgivende. 
• Ved tænkningens ophør bliver TV relevant. 
• Ved tænkningens ophør er vi i følelsernes vold (med streg under vold). 
• Ved tænkningens ophør starter det hvide snit af lyksalig glemsel.

Tænkningens re-boot 
Hvad kan man stille op mod en mur af dumhed, blind autoritetstro og civil-kujoneri? Og propaganda, som vi møder som udsagn, der kommer ud af munden på folk, der har inderliggjort propagandaen og gjort den til deres egen - af mangel på bedre.

Når vi møder diverse udsagn fra konstruktivister = de hjernedøde autoritetstro, så stil dem simple spørgsmål, der tvinger dem til at komme op med detaljerede eksempler, der underbygger deres antagelser. Vi vil med garanti se deres øjne flakke og plirre rundt akkompagneret af øh-og-bøh, hvorefter de måske kommer op med ... noget. Herefter spørger vi stille og roligt videre. I løbet af ca. 10 minutter er deres udsagn gennemhullet. Ryg dem ud af skuret med spørgsmål, de aldrig har stillet sig selv og aldrig har søgt et svar på.

Behøver jeg næsten at sige det?
Sluk for dit fucking TV!