Fodnoter for konstruktivt desillusionerede

af marco_hanuman 

aka morton_h

the blogger

Benægtende påstande, der kan underbygges  

USA har aldrig haft en regering. USA er ikke en stat, en nation, det er et firma. Firmaet var ejet af Vatikanet og drevet af jesuitter. Det hed dengang Virginia Company. Det hedder det ikke længere, men det eksisterer og opererer på samme måde som dengang. Ikke en eneste præsident har været folkevalgt siden 1876, hvor valgsvindel blev sat i system, alle har været ansatte i firmaet.

Danmark har ikke en nationaløkonomi. Landets nationalbank og statsgæld er drevet af en udenlandsk familiefond med hovedsæde et sted mellem London og Neverland. Den danske regering er derfor funktionærer i et udenlandsk firma.

Tyskland har ikke en forfatning. Det, som tyskerne mener er en forfatning, er ikke gældende. Deres gældende forfatning er ikke tilgængelig, og er skrevet af englændere og amerikanere. Tyskland er stadig et besat land, og 2. Verdenskrig er dermed ikke afsluttet.

Kræft er ikke uhelbredelig. Kure mod cancer fandtes allerede i 1950'erne, men blev tilbageholdt, da man skønnede fra medicinalindustri og videnskab, at verden ikke var klar til sådanne kure, før der var tjent flere penge på en varietet af behandlingsformer, der ikke førte til helbredelse.


Den Kolde Krig fandt ikke sted. Sovjetstaten var skabt og finansieret i hele perioden af finansfolk og regeringsbudgetter fra Vesten. Der er ikke noget historisk eksempel på, at et fjendtligt land blev finansieret af sine fjender, så derfor var dette påståede fjendskab et falsum, og den krig, der skulle have fundet sted, ikke eksisterende.


Overbefolkning er ikke en trussel mod menneskeheden. Iscenesat forarmelse og systematisk udplyndring af ressourcer i dele af verden, der tvinger stedets forarmede befolkninger til at sætte unødvendigt mange børn i verden, er en trussel.


Menneskeskabt global opvarmning og CO2 som et giftstof har ingen rod i en faktisk virkelighed. CO2 som livbringende luftart findes, global nedkøling og -opvarmning har altid fandtes. Og medmindre vi tager den nye trussel i form af regeringsskabt 'space weather' i betragtning - men det taler vi ikke om - er klimaforandringer baseret på køer, der prutter, et falsum skabt af FN, der ønsker et påskud til en global beskatning for første gang i historien.


Moderate oprørere i Syrien findes ikke. Der findes kun umoderate, bestialske terrorister, der er betalt af arabiske oliesheiker, jødiske bankmænd, amerikanske neocon-tænketanke-og-fonde med våben forsynet af NATO. Brugen af kemiske våben af den syriske regering fandt aldrig sted, men i stedet blev der brugt giftgas af terroristerne givet til dem af saudiaraberne.


Den Irske Kartoffelpest fandt aldrig sted. I stedet fandt der et folkemord sted udøvet af den britiske regering, hvor alle fødevarer blev stjålet fra irerne, hvorved de sultede ihjel på stribe.


Holocaust i Auschwitz fandt ikke sted. I stedet fandt der allierede terror- og brandbombardementer sted mod alle tyske byer over 25.000 som i Dresden, hvorved al logistik imod krigens slutning brød sammen og ingen forsyninger nåede frem til arbejds- og krigsfangelejrene. Tyfusepidemien, der opstod som følge deraf, var dødbringende. Gaskammeret fandtes ikke, og man har i dag fjernet skiltet ved bygningen. Til gengæld fandt der et Holocaust sted i de bolsjevikkisk-sovjettiske arbejds- og udryddelseslejre i Gulag, der anslået kostede 50 millioner mennesker livet. Sammenlagt blev der myrdet 147 millioner russere i Sovjet fra 1917-90. Det er udelukkende fra bolsjevikkernes mund, at vi har historien om jødeudryddelsen og gaskamrene, da ingen allierede fik adgang til lejrene i en årrække efter den sovjetiske besættelse af Østtyskland.


Ødelæggelsen af The Great Barrier Reef ved Australien finder ikke sted. Revet lever i bedste velgående, men historien om dets ødelæggelse er en del af en dommedagsscenarie beregnet på at skræmme os fra vid og sans, give os skyld- og skamfølelse og få os med på vognen i en fortælling, hvor egentlige miljøspørgsmål og -problemer udebliver i den offentlige debat og fiktive scenarier har overtaget pladsen. Taler vi om pesticider i grundvandet og vore kroppe? Svaret er nej.


Folkemordet på The First Nation i form af de nordamerikanske indianere fandt ikke sted. Der fandt et folkemord sted, men indianerne var ikke The First Nation. Før dem var kontinentet beboet af hvide mennesker, såkaldte kaukasere med langt rødt hår. Før dem boede der kæmper med en kropshøjde på mellem 2.5 - 3.5 meter, og indianerne var medvirkende til at udføre et folkemord på de tidligere indbyggere.


Evolution finder ikke sted som påstået i den darwinistiske evolutionslære. Teorien er gennemhullet som en si, og vi behøver blot at henvise til, at the missing link mellem aber og mennesker aldrig nogen sinde er fundet. Man skulle måske nok kunne forvente, at videnskaben og arkæologien kunne komme op med et enkelt - bare et enkelt intakt skelet af en overgangs-art ... men nej, det kniber gevaldigt. Alene her falder teorien til jorden.


The Big Bang fandt ikke sted. Tidslinien med en begyndelse og en ende er en katolsk-jesuittisk opfindelse. I begyndelsen var ... og Gud sagde: lad der blive lys. I slutningen er: Dommedag. Altsammen bullshit. Skabelsen er fortløbende og uden begyndelse og ende. Den finder sted hvert eneste sekund et sted i Universet. De sorte huller er udslip af skabelse, quasarerne ind input af skabelse. Universet er ikke et et entropisk selvmords-univers med en katolsk-einsteinsk tidslinie, men et konstant selvforyngende kontinuum af usigelig alder med usigelige fremtidsudsigter.


Skabelsen af penge via nationalbanker finder ikke sted. Penge skabes som gæld i de private banker ud af den blå luft og uden afsæt i reelle værdier. At du skylder banken penge, er derfor et falsum, da det er banken, der skylder dig penge. At det er banken, der har lånt dig penge, er ligeledes et falsum, da det er dig, der har lånt banken penge.


Den røde og den gule fare er non-eksistente. Den røde, fordi den ikke er rød længere, den gule, fordi den har overhalet Vesten indenom i kapitalisme. Hvilket selvfølgelig af dårlige tabere må anses som en fare. Hverken de ex-røde eller de nu-gule er interesseret i det samme som Den Sorte Fare, der til gengæld i høj grad findes, og hvis formål er at udrydde sine modstandere, der kunne være dens velgørende partnere, hvis den ønskede det. Det ønsker den så ikke. Til gengæld ønsker den at udrydde 9/10 af menneskeheden.


Demokrati findes ikke. Der findes en rådden og korrupt hybrid mellem pseudodemokrati, tyranni og plutokrati, hvor folket styrer en gammel støvle. Eller også findes demokratiet, og så har vi bare ikke lyttet til filosoffen, der for 2.396 år siden placerede denne styreform, der i dag dyrkes som det eneste saliggørende, som hele verden skal tvinges til at hylde (gerne med et geværløb for panden), på nummer næstnederst i ranglisten af ønskværdige styreformer med tyranniet som den værste.


Bekræftende påstande, der kan underbygges


Konspirationer findes
Konspirationer har hele tiden fandtes. Det meste af verdenshistorien er opbygget af off-line, off-the-record, off-shore sammensværgelser, hvor en eksklusiv, privat og på alle måder illegitim gruppe bestående af ganske få individer har stukket deres hoveder sammer og vedtaget gennemførelsen af ting og sager med afgørende betydning for en hel masse mennesker - uden at spørge disse om lov. Det kaldes også for en konspiration, men sådanne kan i dag fejes under borde, stole og tæpper ved blot at kalde benævnelsen af dem for teorier.
Hvor er det fantastisk! Uomgængelige facts og virkeligheder er henvist til at være teorier, mens luftige ideologiserede teorier pludselig befinder sig i ophøjet tilstand som ubetvivlelige sandheder. 

Ondskab findes 
Her prøvede relativisterne at bilde os ind, at det gode og det onde var gradbøjninger og ikke-eksistens. Faktisk ville de helst sælge os det glade budskab om, at godt var ondt, og ondt var godt, men så brugte de jo begreberne for det, de ønskede at benægte eksistensen af. I stedet relativiserede, dekonstruerede og teoretiserede de alle de arkaiske og grundlæggende begreber: ondskab, godhed, sandhed, ærlighed, virkelighed, mandlighed, kvindelighed, barnlighed ... og kaldte dem for sociale konstruktioner. Jamen er det da ikke fantastisk! Hvad man har konstrueret, kan man i så fald kontrollere! Social-konstruktivisme og socialisme handler simpelthen om social kontrol. Hverken mere eller mindre.

Men hvis man ikke hopper på den vogn, så findes ondskab i allerhøjeste grad. Den er identificeret som det, der skaber den: psykopati. Og hvordan skaber man psyko- eller socio-pater? Ved hjælp af traumatisering. Nævn et eksempel på, hvordan man traumatiserer. Ved at omskære drengebørn, når de er otte dage gamle. Så hvis man vil skabe og vedligeholde systemisk ondskab, så skal man blot hudflette og torturere spædbørn på et ganske bestemt tidspunkt deres spæde liv. Vær så artig! Jeg har hørt noget om, at der er en etnisk-social konstruktion, der dyrker den slags til perfektion.


Godhed findes
At ondskaben findes, forudsætter, at godhed findes ligeså. Relativisten, nihilisten og darwinisten benægter det og udråber det til at være irrelevant. Det handler om den stærkes overlevelse. Er det så det rette, det sande eller blot det godhjertede, vi taler om. Lad os tale om det hele.


Er man et godt menneske, blot fordi man vender den anden kind til og ikke forsvarer sig selv og sine mod overgreb?
Er man et godt menneske, fordi man er fattig, regner velstand som syndigt og afstår fra at tjene penge?
Er man et godt menneske, fordi man tillader horder af flygtinge at udtvære ens kultur, voldtage ens kvinder og leve på ens bekostning?
Er man et godt menneske, hvis man afstår fra vrede, protest, modstand og udtalelse af ordet NEJ!
Er man et godt menneske, hvis man stiller sin godhed til skue og siger: Se, jeg har lige foræret to millioner af min milliardformue på en sag, som alle da må anse som en god sag.
Er man et godt menneske, fordi man opfylder de politisk korrekte kriterier for at være god?


Behøver vi overhovedet at besvare disse spørgsmål?


Ikke desto mindre findes både godhed og Det Gode. Og hvordan ved jeg det?
Det ved jeg, fordi jeg har mødt det, set det, hørt det, mærket og følt det.
Det ved jeg uden overhovedet at behøve at argumentere for det, da det er intuitivt sandt, det er apriorisk = det har altid været der, det vil altid være der, og det er en forudsætning for selve livet, givet på forhånd.


Jamen, siger nihilisten, relativisten og materialisten, det er jo metafysik, og den slags arkaisk overtro har vi jo afskaffet for flere hundrede år siden. Det har vi jo for længst dekonstrueret og socialkonstrueret påny!


Nå, det tror du. Du kan t ro om igen. Metafysikken er på vej tilbage - BigTime! Det kommer til at ramme den udbrændte nihilisme midt i panden som et missil Out-Of-Heaven, og du vil ikke vide, hvad der ramte dig.


Sandhed findes
Relativisme og politisk korrekthed er som mental syfilis, og det er nu på tide at træde hen over det. Vi må ganske langsomt ophøre med at beskæftige os for meget med relativismens, nihilismens, materialismens - og satanismens argumentation. Sandhed kan ikke erstattes af blot at skyde løgnen i sænk.


Sandhed er som Det Gode. Det er apriorisk. Det er direkte og indlysende, når vi står overfor det, og når det ligger lige til højrebenet. Grunden til, at det i den daglige virkelighed ikke byder sig til som indlysende er, at hele erkendelsesfeltet er så krafttig forurenet. Det sande er så indlysende og enkelt, at et barn, der ikke har brugt hele sin barndom på at se fjernsyn, æde slik, køre på sociale porno-medier eller er blevet fucket-up i heldagsskolen, umiddelbart erkender den og er i stand til at udtale og formulere den. Af børn og fulde folk ... Det er derfor, at børn, hvis de blev udsat for tænknings-træning og lærte sig den generelle grammatik (hvad, hvem, hvor, hvornår - de spørger jo helt af sig selv på den måde), logikken (hvorfor - vi skal bare lære de små ikke altid bare at spørge hvorfor, men at huske at spørge grammatisk), og hvordan (altid til sidst, og aldrig før det andet).


Sandhed kan defineres som egentlig viden opnået ved at stille de uopdragne spørgsmål + anvendelsen af svaret på disse spørgsmål på dit personlige og sociale liv. Sandhed er egentlig viden, der inkluderer intuition, godhed og ondskab (sandheden er ikke altid behagelig), metafysik og kærlighed. Sandhed er et håbløst umoderne begreb. Heldigvis.


Kærlighed findes
Kun via kærlighed kan dens modsætning, nihilismen, dødskulten, ondskaben, relativismen, materialismen, inhuman'ismen/posthumanismen forstås og modgås.


Vi står som menneskehed i dag overfor er fundamentalt valg. Ønsker vi at forblive med at være mennesker, eller godkender vi den globale herskerklasses intense tiltag for, at vi skal overgå til at blive umennesker, total-slaver, menneske-robotter, forbrugsgoder.


I det globalsamfund, som globalisterne er ved at indføre, findes dette fine, gamle begreb kærlighed ikke længere. Det er blevet afinstalleret lige som en række 'store' begreber i relativismens uhellige navn.


Det kan formuleres meget simpelt.


En celle i den menneskelige organisme er som et individ i et samfund. Det kan kun befinde sig i én ud af to tilstande. Enten er cellen i en tilstand af trivsel og kærlighed, eller også er den i en tilstand af frygt, kamp eller flugt. (fear-fight-flight).
Den enten visner eller velsigner. Hvad skal det være: trivsel eller trældom? Tålmod eller Talmud? Tryghed eller trængsel?


Kærlighed er betingelsesløs. Derfor kan vi genkende - og tak for det! - når mordet på kærligheden ankommer. For så stilles der altid betingelser. Der afkræves garantier. Der lægges op til handler og lokums-aftaler. Grundlæggende menneskelige relationer bliver enten politiseret, kommercialiseret eller ideologiseret.


Kærlighed forveksles med erotik, sex og forelskelse, selvom disse har meget lidt at gøre med kærlighed. En forelskelse er blot en form for mental virus. Ægteskaber, der bygger på utransformeret forelskelse og erotik har en gennemsnitlig levetid på to år. Herefter skilsmisse og jura.


Mand og kvinde findes
Her vil relativisterne straks bryde ind med sine sociale og kønslige konstruktioner og hævde, at kønnet ikke findes. Du er 'fri' for dette køn i det liberale projekt. Du kan vælge som i et supermarked, om du vil være det ene, det andet eller det 152-halvtredsindstyvende. Du er 'fri' til at være biseksuel, transseksuel, bøsse-lesbiske-homoseksuel, pædofil-seksuel, sodom-seksuel, dyreknepper-seksuel. Alt er jo relativt, intet er godt eller ondt, go-ahead-do-yo-thang!


Ligesom feminsimen var et kultur-relativistisk, designer-ideologisk projekt, således var kultur-seksualismen et politisk korrekt projekt beregnet på at destruere kønnet som sådan. In-humanisme. Efterlysning: ordentlige mand- og kvindfolk. I findes derude. I er bare lidt svære at få øje på i flodbølger af perverteret subversion, politisk korrekthed og klynkekultur.


Natur findes
Nihilisten siger: natur findes ikke. Hvis vi er nogle reaktionære fjolser siger vi - fordi nihilisten siger det - at natur findes. Men natur findes ikke, fordi et individ med et afstumpet blindspors-agtigt verdensbillede siger det modsatte. Natur findes, eksisterer, er, fordi det et givet, og fordi det findes, basta. Sagde du tautologi? Hvad rager det mig? Natur er selvbegrundende, man behøver blot at åbne øjnene og forvisse sig.


Det er godt alt sammen, siger materialisten. Men natur er stadig en tilfældighedsmaskine og ikke en organisme. Vi har sådan set allerede luret den af og er i fuld gang med at kopiere den, patentere den, forbedre den og hælde den på dåse. Selv om den er noget billigt skidt, har vi tænkt os at sælge den i dyre domme. Og så er vi ved at afskaffe det med tilfældighed, for det er noget rod.


Her tænker man: kan de ikke snart tage sig sammen - blot indenfor materialismens afstumpede spilleregler. Det ene øjeblik er maskinen fuldstændig tilfældig, muterende og kaotisk, det andet øjeblik er den åbenbart replikérbar og kontrollerbar. Nå ja, nu forstår vi! Den er tilfældig, når man afskaffer intelligensen bag skabelse og kontrollerbar, når man selv vil være den skaber, man har afskaffet. Det giver totalt mening, det køber vi med det samme ...


Fri vilje findes
Men kun i det omfang din egen lille, lokale vilje er i sync med det store non-lokale universelle vilje. Hvis du bryder denne lov, vil du være nødt til at foretage en voldtægt mod naturen - der findes! Du har for så vidt frihed til at bryde denne lov, men du har ikke frihed for konsekvenser deraf. Og konsekvenser kan i dette univers ikke afskaffes, kun udsættes.


Du kan selvfølgelig ansøge om indrejsetilladelse til et af de paralelle universer, som kvantefysik og strengteori har opfundet. Men du kan risikere at blive slemt skuffet og opdage, at konsekvens-nissen er flyttet med.


Det er altså uretfærdigt, piver liberalisten (et-to, venstre-højre sutsko), for vi mener altså, at vi har opfundet en meta-ideologi, hvor vi kan blive totalt frigjort fra hele molevitten, selv vores egen krop og bevidsthed! Til alle verdens højre- eller venstreliberale vil jeg sige: go-play-with-yourself, med eller uden sutsko. Og gider I ikke at lukke døren efter jer. Tak. Det liberale projekt er mental syfilis, og vi træder hen over det. Det er et luciferisk projekt. Og det har kun så lang tid at leve i, som Universets tålmodighed tillader. Forloren frigjorthed har overskredet sidste salgsdato og er begyndt at stinke.


Nation, race og slægt findes
Nej-nej hyler socialkonstruktivisten, for det er noget vi har vedtaget, og nu har vi vedtaget noget andet, for vi har dekonstrueret det hele. Verden er som en automobil, der kan skilles ad og samles igen, så den kører baglæns i frontgear, drejer til højre, når du drejer til venstre og starter vinduesviskerne, når du trykker på båthornet. Vi har simpelthen lavet et nysproglig køretøj, og vi synes, det er enormt konstrutivt! Vi har også nogle kolleger indenfor kød-mekanik, der har lavet en ged, der producerer edderkoppespind og en malkeko med 28 patter og lynlås.


Nej-nej, hyler global-konstruktivisten, for nationer er roden til alt ond, da de har det med at beskytte de mennesker, der er født der (natio: fødsel), og det mener vi, er uhensigtsmæssigt, når vi skal have adgang til dem. Så vi har i stedet et globalt tilbud, du ikke kan modstå. Det hedder Agenda 21 og den Globale Landsby. Alle nationer er opløst, og Verden er blevet fri (læs: frit tilgængelig).


Nationer findes herefter ikke, for du er født i en Verden, hvor alle er lige og derfor født til ligegyldighed.


Racer findes ikke, lige som kulturer og historier ikke findes, for vi er alle lige, udtværede og leverpostejfarvede blandingsprodukter (smørbare som Morgensol og Kærgården). Vi har i diversitetens navn destrueret egentlig diversitet. Det giver god mening, gør det ikke?
Slægter og familier findes ikke. Altså forstå os ret: vi i de særlig betydelige familier findes selvfølgelig, men det skal ikke forhindre din slægt og familie i at være afskaffet. Og hvis I brokker jer, sender vi satanædeme en statsautoriseret feminist efter jer! Så kan I lære at opløse jeres latterlige familier, når vi be'r om det.


Historie findes
Det gør den, fordi den er lagret i Det Store Arkiv. Dette Arkiv kan aktiveres, med det rette login og password. Du har mulighed for at oprette en profil og lære dig selv søgeredskabet til kartoteket. På det rette tidspunkt vil du modtage oplysninger fra ... Universet. Hverken mere eller mindre.


Historie er ikke det samme som historieskrivning. Denne skrives af skriverkarle - skriver I karle! - der er bestilt til at skrive noget, der kan blive gangbart og spiseligt. Historien, derimod, er menneskehedens hukommelse. Globalisterne har den mening = illusion, at de definitivt kan lukke ned for Arkivet, men de har ikke forstået, at Universet har et fraktalt-holografisk backup-system, der ikke kan hackes.


Når globalisterne om kort tid forsøger at lukke ned for Internettet, så vil de befinde sig i en besynderlig og for dem rædselsvækkende situation. Internettet går off-grid, pier-to-pier, og tilstrækkelig info er sluppet ud til at nakke dem.


I kan ikke destruere vores fælles historie. Hør lyden af det missil, I sendte rundt om horiksonten. Det vender et sted derude. Der er en mistænkelig pause med stilhed. Det har modtaget et nyt signal og søger dermed et nyt mål. Se jer selv i spejlet. Det er tegnet et kryds i panden på jer. Hvor kom det fra? Målsøgende missiler kan godt lide den slags krydser.


Gud findes
Det måtte komme, her kommer det.
Gu' gør det ej, snydt igen!


Den suveræne skabende og opretholdende intelligens, der rydder op efter sig selv - ofte forvekslet med destruktion - kan ikke bevises.
Den kan omtales, sandsynliggøres, tilnærmes, hvis du er til den slags.
Den kan tilbedes, ophøjes og dyrkes, hvis du er til den slags.
Eller den kan benægtes - hvorved du bekræfter den, idiot! ... ateister er de mest religiøse mennesker på Jordens overflade. Hvis du er til den slags.


Gud er Universets essens, Væren som Væren. Væren kan kun fattes gennem væren.
Gud er al viden. Viden som viden. Viden kan kun fattes ved at vide.
Gud er kærlighed. Kærlighed som kærlighed. Kærlighed kan kun opleves via kærlighed.


Væren Viden Kærlighed
Sat Chit Ananda


Nej, nej og atter nej! hyler nihilisten.
Desværre, svarer Universet (dets tålmod var opbrugt).
Vi har hørt tilstrækkeligt på det mentale syfilis, og nu træder vi hen over det. 

Dette og meget mere findes.
Sandhed findes omend løgn findes til hobe.
Virkeligheden virker, omend Verden vakler. 

* Filosofisk fodnote. Da Nietzsche blev citeret for at 'Gud var død', blev han ikke forstået. Han lovsang ikke nihilismen, han forudså dens kommende overtag i en materialistisk verden. Han havde forstået det 20. århundrede allerede inden det startede. Det var MENNESKETS åndelige død, han proklamerede. At han så ikke brød sig synderligt om Jahweh, guden med de to ansigter og diagnosen bipolær stjernepsykopat endsige den slavefilosofi, der var designet til hans ære, er så en anden historie.

____________


Edit: se også Vidste Du?

En verden der forsvandt

af morton_h, the blogger

Dette handler om en verden, der satte retning mod intetheden og forsvandt.

Toget mod Intetheden

Den forsvundne verden kan stadig ses i små enklaver, i udkanten, i randene, i små spontane museums-indhegninger, i reminiscenser. Genoplivning er i visse tilfælde mulig for tapre og stædige ildsjæle, men toget er kørt og kommer ikke tilbage. Det var en kultur, der rakte 1000 år og længere tilbage, og nu er den næsten væk.

Ikke alt forgangent bør begrædes. Kultur forandrer sig, og mennesker med. Sådan er det, sådan må det være. Men der har hidtil været en konstant kerne og understrøm, der har overlevet. Det, der er anderledes nu, er, at kernen er døende.

Dette er ikke bagstræberisk flæberi, men en nostalgisk statusopgørelse, en erkendelse. Det er til og med en sørgelig erkendelse af, at moderniteten netop ikke var en organisk udvikling. Moderniteten var en forceret, brudt udvikling, en voldtægt, et kulturelt attentat, en civilisations-forbrydelse.

Voldtægten og forbrydelsen ankom i bølger. Med kikkerten for øjet, kan vi se tre bølger, og en fjerde på vej.

Den første bølge
Den første bølge var Industrialismen. Folk i millionvis blev drevet som kvæg ind mod byerne for at blive installeret i den nye, store maskine, der spiste hænder, fødder, kroppe og sjæle. Mange valgte selv installationen i den tro, at der var et bedre liv i udsigt. De få opnåede et sådant liv målt materielt, de mange fik på alle måder et værre liv. Industrialismen var tidens grundlæggende forbrydelse mod de europæiske befolkninger. Senere kopierede resten af verden installationen, uden større succes. Miseren blev blot opskaleret. Selv midlertidig afgrænset velstand har en høj pris.

Der kan argumenteres for, at vi bør anlægge en længere tidsvinkel, for ondskaben er urgammel. Hvad med pestens Europa? Hvad med 30-årskrigen, der slagtede halvdelen af Europas folk og varede 30 år? Hvad med imperialismen? Javist, men i dagens tekst taler vi om modernitetens ankomst. Vi taler om roden til verdenskrigene, det kemiske århundrede, løgnens århundrede, ideologiernes århundrede, teknokratiets ankomst og forudsætningerne for det inhumane-transhumane projekt, der i skrivende stund bliver synligt. Derfor starter vi med industrialismen og opfindelsen af maskinmennesket.

I industrialismen mistede mennesket kontakt med sin egen natur, fordi det blev revet bort fra den større ydre og mindre indre natur. Selv under det feudale hoveri på landet, med al dets klassiske grusomhed, havde mennesker en fornemmelse af, hvem de var, og hvor de kom fra. De havde stadig rent vand og ren luft. Selv i deres fattigdom bevarede de fleste et stykke naturlig værdighed - omend til tider og sine steder kraftigt undertrykt. Lukket inde i trange usunde, fængselslignende barakker i tilsodede industribyer og hver dag fastspændt til en ubarmhjertig maskine, derimod, blev denne værdighed et stykke fortid. Transformationen skete ikke i én generation. Der skulle mere til. Industrialisterne, bankmændene og etablissementets social-arkitekter havde andet i tankerne. Hvad de tænkte, ved vi fra, hvad de skrev i det 19. århundrede. Vi har det fra 'hestens egen mund'. Vi så det herefter ske, som beskrevet.

Den anden bølge
Den anden bølge var to bølger i sig selv. Verdenskrigene, startende med 'The Great War', 1. Verdenskrig, de tre verdenskriges sorte moder. Som fast læser af denne blog, spørger du ikke længere om, hvad der menes med treverdenskrige, for det er indlysende. 1. Verdenskrig (som tanke overhovedet) udsprang af industrialismen og det perverterede tankesæt, der okkuperede industrialisterne. For dem var den 'herlige krig' og dens masse-traumatisering af europæere blot endnu en investering i sønderbrudte hænder, fødder, kroppe og sjæle. Det traumatiserede menneske er altid det bløde ler, som social ingeniørkunst er gjort af. Det 20. århundrede blev derfor 'The Century of Social Ingeneering'.

Greatness in Imperial Optics - snapshot from The Great War

Den anden bølge 2.0 var 'The Good War', og hvad der kom efter. Destruktions- og folkemords-forherligelsen nåede med 2. Verdenskrig sit zenit. Endnu et britisk elitært projekt. Løgnen, mytomanien og hyper-dæmoniseringen af fjendebilledets imaginære ondskab nåede hysteriske og tegneserieagtige højder. Traumatiseringen gjorde, at vi endnu ikke er kommet ud af efterdønningerne af den anden bølge. Menneskehedens grundlæggende verdensbillede er stadig fastfrosset et sted mellem 1910 og 1940. De 'gode-og-retfærdige' fra den tid forsyner os stadig dagligt med deres verdensbillede og denne historieskrivning - alt sammen løgn fra ende til anden.

De frø, der fandtes for 100 år siden, der med den rette behandling kunne have givet mennesker et bedre liv, blev mishandlet, stjålet, skjult eller ikke kendt af de mange. En igangværende udvikling, der ville have været naturlig, blev kuppet, og industrierne overtog vores liv med beskidt olie, uorganisk kemi, kemisk medicin, syntetiserede fødevarer, unødvendige forbrugsvarer. En usund forbrugskultur med tilhørende skabagtig livsførelse, systematisk begærs-dannelse, amoral, misbrug, undertrykkelse, misinformation, spild, disrespekt. Socialdarwinismen sejrede ad helvede til. Et alien spaceship med en stor kikkert ville have set med vantro ned på en amok verden. 'Se her, Zorg. Jeg tror, jeg har fundet universets ultimative røvhul'.

Den tredje bølge
Den tredje bølge, den Kolde Krig (at kalde det Efterkrigstidenville være fuldstændig misvisende) varede reelt 70 år (formelt taler man om DKK fra 1947-91 med Sovjetunionens afvikling), og nu er den tredje bølge løbet tør for energi. Ifølge det elitære konstrukt, råber det på endnu en verdenskrig og endnu en bølge. En syg hjernes logik! Vi ser den lige nu heftigt promoveret og i færd med at blive oprullet, den synes uundgåelig og sælges endnu en gang som nødvendig. Fjendebilleder og løgne bringes på plads. Behøver vi at tilføje, at en ny storkrig selvfølgelig sælges som 'retfærdig'. Bring mig en spand, for retfærdighed er på ophørsudsalg. Behøver vi endvidere at nævne, at fjendebillederne gentager sig selv i al deres stereotype fantasiløshed. Disse fjendebilleder er for et sobert blik så tegneserieagtige, så Hollywood-skadede, at det er svært at afgøre, om vi skal le eller græde. Vi har vænnet os til tegneserien i en grad, så de fleste af os nu accepterer at leve i dens kunstige virkelighed. Vi skriger på mere af slagsen, og mere skal vi få!

Den anden bølge bragte den Store Løgn til et handlings-klimaks. Den tredje bølge gjorde den Store Løgn til skolepensum og noget, vi hver dag kan se på TV beskrevet og afbilledet som fuldbyrdet og indiskutabelt.

Landskabet der forsvandt

Agenda 21

Jeg kører gennem landskabet og ind til byen. Æstetikken er visse steder et sørgeligt syn. Vi har mistet sansen for harmoni og skønhed, og hvis arkitekter og byplanlæggere forsøger at kompensere for tabet, går det nærmest dobbelt galt. Forstædernes beboelseskvarterer signalerer kaserne, fængsel, vold, angst, kollektivistisk ens-hed, lige linjer, massefabrikeret tristhed og billige materialer, der blot et par år senere er slidte og lurvede.

Forstæderne, disse enorme rande af hønsehuse, grisekasser, dueslag og kvægstalde - for mennesker! Behøver vi at sige, at et industrielt hønsehus-kompleks ikke primært er indrettet, for at hønsene skal have det godt, men for at ejeren af hønsehuset kan komme til. Høns skal kun ifølge ejeren have det godt i det omfang, det fører til flere æg og hurtig vækst frem mod slagtning. Jeg taler ikke om enklaven, reminiscenserne, mine naboer på landet og deres hyggelige, glade høns, der spæner gennem hækken, æder græs og larver og lægger æg med gul blomme i deres små skure. Jeg taler om flertallet af hønserier drevet som en fabrik, hvor de forpinte kræ lever på et eksistensminimum af føde og plads og hakker hinanden til blods - hvis de ikke har fået klippet næbbet for at forhindre det eller er proppet ind i bure på størrelse med ... dem selv. 

Du er, hvad du æder.

Mennesker i industrisamfundet 2.0 er som fabrikshøns bag kilometerlange trådhegn. Ikke nok med, at det er uskønt, ulækkert og uspiseligt, det er også uetisk. Grimheden er det ydre tegn på den indre grusomhed. Selv filosoffer har svært ved at se, at ubalance og balance har et intuitivt aftryk. Menneskehøns lever også på et evigt eksistensminimum i deres hønserækker, og også de hakker hinanden til blods.

Eksempel. Forskellen mellem store dele af den engelske countryside og det danske industrilandskab er, at det engelske har bevaret denne for moderniteten upraktiske og ulogiske asymmetri med ældgamle snoede hegn og stendiger. De var for svære at udjævne for industrialisternes maskineri. Det danske post-istids-landskab af pløjbar jord, derimod, er nærmest udjævnet. Markerne er som parcelhus- og rækkehus-kvarterer. 80% af det danske landskab er mono-kulturel industrijord, hvor selve naturen er i landflygtighed. Danskerne har været 'dygtigere' end englænderne på det punkt, til gengæld har de ødelagt det meste af deres natur.

Folket der forsvandt

Der boede engang et folk i det landskab, der forsvandt. For længe siden var der store skove, der dækkede landskabet, de folk, der boede her, var tilpasset skovene. Langs skovene var der strande og strandenge, hvor fjorde skar sig ind. Disse findes stadig og er sine steder intakte. Jeg bor et sådant sted. Der høstes stadig strå til tage, tage, som mit. Jeg danner måske en undtagelse fra den danske norm.

Huset, opført 1780, i dag med nyt stråtag, havehus, bådeskur, hønsehus, røgeovn, køkkenhave på 100 m2, to fulde etager, syv frugttræer i haven, fritgående fasaner, rådyr og harer + en million fugle i nabolaget inklusive havørne ... En verden, der forsvinder.

Skovene er i defensiven. Bønderne fældede en del af træerne gennem århundreder, men i det gamle bondesamfund var der stadig en balance mellem skov, mark og strand. Med industrisamfundet ankom industrilandbruget, og balancen blev ødelagt. Bønderne blev til industriarbejdere. Hvis de var heldige i opgangsperioden, havde de eget fabriksudstyr og egen maskinpark. Der var en tro på, at maskinerne garanterede velstand. I staldene stod køer på stribe klar til at blive malket af nye maskiner. Svinene blev stuvet sammen, senest i flere etager. Det samme skete med høns og fisk. Først ankom de sejlende fiskerifabrikker, der voldtog havbunden med kæmpe-trawl, senere de kunstige havbrug, hvor man hældte GMO-foder og antibiotika i hovedet på fiskene. Alt sammen i en folkelig tro på, at det var ensbetydende med fremgang og velstand og en industriel tro på hurtig gevinst - og fuck konsekvenserne! Men både GMO og antibiotika havner i kroppen hos de, der spiser fiskene. Industrialisterne har deres egne regler, og de har dygtigt formået at sælge dem til folk, så de nu på bizar vis accepterer og forsvarer dem som deres egne. 

Industri er masseproduktion, men det er også ensbetydende med faldende kvalitet og forgiftning. Mekanisering og kemi afvasker jorden for næring. Hyperkonservering tilføjer gift i daglige små, men kroniske doser, og summen af disse doser er voldsom. Den kroniske forgiftning er godkendt af myndigheder og kaldes 'tilladte mindsteværdier'.

Bonden og fiskeren, som engang var, forsvandt. Begge havde kendskab til og respekt for det, de dyrkede og fangede. Den oprindelige samler-jæger-kultur skiftede gear til bonde-kulturen - fiskeren var stadig en slags jæger. Til sidst skiftede industrien gear på det hele, og samler-jæger-bonde-begrebet forsvandt.

Rue mejeri, nedlagt. Min gamle far på 91 var mejeri-elev her.

Andelsbevægelsen forsvandt. Mejerierne forsvandt. Husmændene og de bæredygtige småbrug forsvandt. Sparekasserne forsvandt. Skolerne og de små butikker forsvandt. Mælk - alle dyre- og menneskebørns grundernæring - er nu et værdiløst industriprodukt via pasteurisering og homogenisering, som gør folk syge og børn allergiske, med snot hængende ud af næsen. Industrien har formået at indrette hele logistikken på deres industrielle holdbarheds- og transport-præmisser, og en lovgivning er sideløbende bragt på plads, der forhindrer/forbyder folk i at afvige fra disse præmisser. Sundt lokal-landbrug og -dyrehold er i dag enten forbudt eller så behæftet med kontrol-afgifter, at de er urentable. Dørsalg er forbudt eller beskattet i en grad, der gør det kriminelt. Naboer, der gør hinanden en tjeneste, kaldes 'sort arbejde' og er derved kriminelle.

Nøjsomheden der forsvandt

Efter de udmattende krige, iværksat af industrialisterne, var Europas og USA's befolkninger møre. Industrialisterne så det for længst komme og klappede i deres hænder. Forbrugsmaskinen startede, og propagandamaskinen, der drev krigen, drev nu forbrugssamfundet.

Folk fik materielle goder viftet for næsen. Køb din lykke, køb din fremtid! Keynes'ianismen/forbrugerismen handlede om at forbruge sig ud af den evigt forestående eller pågående krise. Hvis man ikke købte sin røv i laser for de penge, man havde tjent ved at arbejde samme legemsdel i laser, gik maskinen i stå, og så var der krise! Sagde økonomerne, sagde politikerne, sagde bankmændene. Og vi troede på dem, for de havde jo uddannelser, magt og medier fuld af farvebilleder, der lovede en bedre verden.

Det er paradoksalt. Samtidig med dette begær efter og tilsyneladende værdsættelse af det materielle, findes en stor foragt for det materielle. Tingene forfalder og får lov til at forfalde, for der er jo så mange af dem. Vi foragter det, vi begærer. Måske med rette. Kvalitet forsvandt, ting blev ikke længere skabt til at holde, men til at blive foragtet og smidt væk, så nye ting kunne blive foragtet og smidt væk. Føde blev ikke skabt til at give næring til kroppens mæthed, men for at give næring til evig fornyet sult. Medicin blev ikke skabt for at kurere, men for enten via såkaldte bivirkninger at gøre den syge syg på en ny måde eller give den syge en pause indtil næste udbrud, så en lukrativ patient ikke døde. Altså kontrolleret symptomdæmpning, der ikke fjerner sygdommen. Materialismen er som denne sygdom, og dens tomme eller halvubrugelige ting er overernæring og underernæring på én gang. Vi opfatter det som rigdom at have meget skrammel omkring os, men de alt for mange og alt for dårlige ting er en ny og uværdig form for fattigdom. Den nøjsomme er rig på ægte værdsættelse af de få ting, men vores evne til værdsættelse forsvandt, og vi blev værdimæssigt underernærede.

Nøjsomhed er ikke fattigdom, nøjsomhed er naturligt. Naturen bruger kun det bedste og efterlader alt andet. Naturen tager, hvad den har brug for, og ikke mere. I materialismens ære produceres langt mindre end det bedste, og vi tager langt mere, end vi har brug for.

Folkestyret der forsvandt

I materialismens ære forsvandt demokratiet, og vi fik noget andet i stedet for. Man kunne argumentere for, at vi aldrig har haft egentlig demokrati, for det ville betyde, at 'folk styrede sig selv', og det ville i realiteten svare til anarki i den filosofiske betydning, altså, ikke som afstumpet skældsord, der blot betyder 'lovløst kaos'. Et stykke hen ad vejen var der nationer, der gave it a good shot, drevet af personer med god intention om, at ideen var realiserbar. Igen kan man så diskutere, hvorvidt ideen så var god nok overhovedet. Et faktum er, at der enten ikke længere findes demokrati, eller at demokratiet aldrig har eksisteret, men at skærmen nu er revnet, så det er blevet synligt, at samfundene ikke styres af folk, men af 'noget andet'. 

 

Det er komplekst at forstå, hvad dette 'andet' er. Måske er det i virkeligheden en algoritme, et stykke kunstig intelligens, der blev startet engang, og som bevirker, at selv de få højt på strå, der selv mener, at de kontroller de mange, som er bange, ikke - når det kommer til stykket - har kontrol over noget som helst, men bliver drevet af en kæmpe maskine uden stopknap, der er nødt til at køre i samme retning, indtil den bryder sammen.
While lovin' it, of course!
 

Samtalen der forsvandt

Tag ikke fejl, de få højt på strå bør ikke frikendes. Tværtimod, for de kendte til maskinen, i modsætning til de mange, der blot væltede rundt i maskinen, uden at fatte den. Men demokratiet forsvandt, fordi et sådant fænomen kræver vidende og engagerede mennesker. Efter et nyligt overstået folketingsvalg i Danmark, er det slående, hvor afstumpet folks samtaleformer er blevet. Det afspejler en helt afgørende - og desværre fraværende - komponent for, og altså selve forudsætning for, at tanken om demokrati overhovedet skulle kunne fungere. Hvilket det så ikke gør. Og denne komponent er viljen og evnen til at beskæftige sig med substans.

I stedet har vi fået pseudopolitiske pseudosamtaler, hvor folk lyder, som små børn. 'Adr, den frikadelle kan jeg ikke li'! Uhmn, den frikadelle smager godt!' Da jeg mest omgås folk, der 'tænker venstreorienteret', vil jeg gerne give et eksempel. Først: som mantra, husker jeg at sige, at jeg gerne en anden gang og med største fornøjelse skal sige noget grimt om de, der 'tænker højreorienteret'. Altså, det er ikkepointen, hvorvidt man mener, at man identificerer sig med noget venstre/højre, rødt/blåt, med os/mod os, de gode/de onde, sort/hvidt tankesæt. Til sagen: et eksempel. 

Dagen efter valget udspinder der sig en af disse pinlige pseudosamtaler i et forum af folk, alle med akademiske uddannelser, alle folk, der er højt uddannede og anser sig selv for veloplyste og i stand til at udøve egentlig tænkning. En hel time i træk fik de - på skatteydernes regning i arbejdstiden - tiden til at gå med emotionelt reaktionært (ikke-tænkende = reagerende = reaktionært), små-infantilt, dårlig-taber-agtig latterliggørelse af den-og-den politiker, som de ikke kunne li', men som tilfældigvis havde vundet i valgkampen. 'Og se lige hans næse ... og hende dér ligner jo ... og ham der er sådan en, vi ikke kan fordrage, ka' vi vel? ... de skulle fand'me skydes ...'. En rettelse af mit eget udsagn: det var ikke små-infantilt, det var regulært barnagtigt! Så afstumpet er det tænkende segment blevet. Al energi blandt venstrefløjer'e bliver brugt på at karakter-afstumpe modstandere, lukke munden på anderledes tænkende, udøve politisk korrekthed og selvfedt klappe hinanden på ryggen ('ka' vi vel? vil du ikke nok mene, som jeg, så jeg ikke ska' føle mig angst ved at ... tænke). Ikke en eneste gang, hverken før, under eller efter det omtalte valg har jeg været vidne til ægte, sober og substantiel samtale blandt disse mennesker om egentlige politiske emner. Ikke en eneste gang har jeg oplevet, at disse 'typer' vovede at udfordre sig selv ved at placere sig i øjenhøjde med folk, der ikke mente, som dem selv. Ikke en eneste gang har jeg hørt dem udøve fokuseret faktuel og substantiel ræsonneren. Ikke en eneste gang har jeg oplevet, at hvad-hvem-hvor-hvornårblev bespurgt og besvaret, før det præmature svar på hvorforankom som en slags intellektuel for tidlig udløsning.

Typerne taler aldrig om substans, og det mentalt/moralske niveau blandt det tænkende segment er ulideligt lavt. På det punkt kan vi måske tage dem som målestok for resten af befolkningen. Eller kan vi? Folk uden fine akademiske uddannelser er underligt nok ikke så tilbøjelige til selvforherligelse i troen på egen ufejlbarlighed, som akademi-snobberne. Én ting står klart for undertegnede - og jeg tilhører selv segmentet, hvorfor jeg anser det som min fulde ret, ja, nærmest pligt, at udøve denne kritik: det bliver under ingen omstændigheder fra akademia, der primært er venstredrejet og har været det, siden kulturmarxisterne overtog i 60'erne, at noget godt for menneskeheden vil ankomme. Tværtimod de luxe!

Endnu mere latterligt og grotesk bliver det, når vi sammenholder det emotionelle reaktionsmønster, som disse ikke-politisk ikke-samtalende, men blot hønsegokkende akademikere udøver, med den indflydelse, de mener, de har (+ som alle vælgere mener, de har), når de en gang hvert fjerde år letter deres fede røv fra sofaen for at sætte et fedtet kryds på en smørrebrødsseddel ... altså, når vi sammenligner med den reelle indflydelse på reelle beslutninger, der tages uden omdemokratiet. Hvad taler vi om? Vi er måske oppe på 1%, i heldigste fald! Resten bliver truffet i lukkede fora bag nedrullede gardiner i bestyrelser, kommissioner, selskaber, institutioner, karteller og syndikater bag røgfarvede, skudsikre glasruder i lokaler på øverste etage. Altså: blandt få folk, som for det første ikke er valgt, og som mange folk for det andet sjældent har hørt om. Ingen af disse fora har nogen interesse i mennesker, der er indbyggere i nationer. De er alle globale, og alle tjener egne interesser - og algoritmen,der startede engang, som ikke har nogen stopknap. Den sølle 1% indflydelse er så fucked-up af del-og-hersk blå-rød snot-forvirring hos vælger-kvægene, at de yderligere reducerer den sølle indflydelse til 0.1 %. Det må siges at være den perfekte omvendte afspejling af, at 0.1 % af menneskeheden styrer og profiterer på det store globale svindelnummer.

Vi hidser os altså helt vildt op over noget, der nærmest er fuldstændig uden betydning for vores liv. Vi er blevet til til fodbold-fanatikere, hvor al rationalitet er tilsidesat for emotionel reaktivitet. Hvilket selvfølgelig er meningen for tilskuerne til en fodboldkamp eller for publikummet i et teater. Vi hengiver os til kollektiv hepning eller illusionen i stolerækkerne, og bagefter stiger vi ud af illusionen. Herregud, det var bare et spil. Men det politiske teater er helt anderledes giftigt. For det første bliver det solgt som virkelig samtale, virkelig politik, og virkelig indflydelse for mennesker, selvom det blot er romersk teater. For det andet stiger vi ikke ud af illusionen bagefter. Den klæber til os. Muligvis har de mest hardcore fodboldfans gjort det til deres religion, fordi de ikke har andet indhold i livet, men de allerfleste tager det som uforpligtende underholdning en lørdag eftermiddag. Derimod har det syge og indholdsløse teaterstykke, som en mediebåren valgkamp er, i langt højere en ritualistisk, religiøs karakter. Den måde, vælgere gebærder sig på, minder i betænkelig grad om hjernevaskede kultmedlemmer. At tilhøre 'fløjen', partiet, ideologien eller menings-segmentet, indebærer den samme form for blind tro/ikke-tænkning, forhånelse af de vantro, dem der ikke er med os og som er imod os -mentalitet, illusionsmageri, og fornægtelse af virkeligheden til fordel for en fremmedgørende abstrakt ide samt indlemmelse og afretning af ulydige proselytter med frygt, skyld og skam ... som man finder i religionerne. It walks like a duck, it quacks like a duck, ...

Pseudodemokratiet er ikke længere andet end en statskult. Så simpelt, og dog så sørgeligt, kan det formuleres.

Ideology Sucks!

Jeg glemte lige at formulere, hvad vi så har i stedet for. Vi har teknokrati, videnskabeligt tekno-bureaukrati, post-demokratisk og - hvis det står til teknokraterne, og implementeringen af deres våde drøm - et post-humant, globaliseret, neofeudalt og på alle tænkelige måder umenneskeligt tekno-tyranni. Det var til det formål, algoritmen ankom. Den er archoniski sit (u)væsen ligesom teknokraterne selv.

Nationen der forsvandt

'Hvad synes De om den Franske Revolution?'

'Det er for tidligt at udtale sig om.'

svarede: Chou En Lai

Han vidste, som maoist, hvad han talte om (det må man give ham), for revolution var hans projekt. Hvad var projektet så?

Udover at skabe den ny form for slavesamfund, der oprindeligt var udtænkt i London og finansieret af jødiske Wall Street moguler, var et af hovedformålene destruktionen af verdens nationer. Derfor var maoisten Chou En Lai spot-on, da han sagde, at den Franske Revolution ikke var fuldendt. Den Internationale Socialisme havde, ligesom forinden den Franske Revolution, det overordnede formål at destruere de traditionelle og nationale magtstrukturer for at bane vejen for en Ny Verdensorden. Startskuddet, den Russiske Revolution, skulle fx destruere den ene af den angelsaksiske elites, Misundelsens Imperium's, hovedfjende: det Russiske Zardømme. Det er den samme verdensorden in spe, der affødte de Tre Bølger (se starten), og som nu er i gang med at udføre den Fjerde Bølge.

Hvad er en nation? Det er nødvendigt en gang imellem at skære ind til selve ordet. En nation er menneskers fødested. Men det er ikke blot stedet som lokalitet. Begrebet er langt mere og stikker langt dybere. En nation er menneskers ophav, deres slægt, deres genetik, deres kultur, deres sprog og hele deres bevidsthedsdannelse. En nation er hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Hvis vi kender vores nationalitet, ved vi ALT om, hvem vi er, og spørgsmålet om, hvorfor vi er her, bliver overflødigt. Svaret bliver selvindlysende.

Så hvorfor gik 'de revolutionære' efter nationen som værested?

Det gjorde de, fordi destruktionen af menneskelig hukommelse, identitet og historie var nødvendig for deres totalitære projekt og deres Nye Verdensorden. Mennesker, der ved, hvem de er og hvor de kommer fra, er krop-umulige at manipulere og regere. Mennesker, folkeslag og nationer, der har selvrespekt, respekterer andre mennesker, folkeslag og nationer, hvorved krig og revolution ikke kommer på tale. Og selvom krig bliver nødvendig grundet ukontrollerbare drivkræfter, respekterer de stadigvæk deres fjender - hvorved fred efterfølgende bliver mulig.

I det revolutionære, anti-nationale tankesæt er fred ikke længere en mulighed, da det indebærer en grundlæggende disrespekt for de revolutionæres fjendebilleder. Med streg under -billeder, for hele tankesættet, hele ideologien fungerer ved hjælp af billeddannelse. Det revolutionære tankesæt umenneskeliggør sit fjendebillede for at legitimere sit eget overgreb. Det var og er kun muligt at forgribe sig, som de revolutionære gjorde via deres revolutioner, ved at umenneskeliggøre mennesker. Det gælder både deres egne umenneskeliggjorte stormtropper og de mennesker, som stormtropperne udslettede og voldtog.

Se dokumentaren Hellstorm- hvis du har nerver til det.

Kulturmordet som institution og strategi er som minimum 2000 år gammelt. Det er opfundet af romerne. Strategien er: først massemyrder man en vis portion af et folkeslag, en nation, man ønsker at undertvinge. Så ka de lære det! Dernæst stjæler den målsatte nations viden, teknologi og kulturskatte - inklusive deres materielle skatkamre, selvfølgelig - deres ressourcer, intelligentsia og 'hukommelse' i form af biblioteker eller andre vidensinstitutioner. Til sidst udfører man enten en total folkelig masse-udslettelse, eller, hvis det ikke er muligt (hvilket det sjældent er), udstyrer man de overlevende med et surrogat for deres religion, deres historie/deres hukommelse og deres selvforståelse. Listen over romerske nedbrændinger/tømninger af biblioteker hos deres nabokulturer er skræmmende lang (klassikeren er det store bibliotek i Alexandria). Turns out: prototypen på Misundelsens Imperium, det britisk-amerikanske wannabe unilaterale imperium, er netop romerne. Igen ifølge dem selv og 'hestens mund'. Efter kulturmordet har man et slattent, amøbeagtigt og i alle-ender-og-kanter bøjeligt væsen. Glemsel er det ultimative styresystem. I dag drikker amøben Coca Cola, æder junkfood, dyrker pornosex, ser dårlige TV-serier og tager stoffer. Men først og fremmest har amøben glemt sin egen historie og er i færd med at lære at hade sin egen kultur.

En verden der forsvandt

Paradigmet.blogspot.comer et fortløbende projekt. En nation, der ikke ved, hvem de er, hvor de kommer fra og hvad de står for, er ikke en kompatibel nation men et bytte for en rovdyr-agenda. Consider yourself eaten!

Herefter vælger morton_h, the blogger begrænsningens kunst. Gå endelig på opdagelse i paradigmet.blogspot.com, hvor du finder følgende behandlede emner:

• Fællesskabet der forsvandt
• Samfundet der forsvandt
• Tænkningen der forsvandt
• Etikken der forsvandt
• Kulturen der forsvandt
• Sundheden der forsvandt

Michael Ende fik ret i Den Uendelige Historie. Intetheden er ankommet. Einstein havde ret i, at entropien findes. Forskellen på Ende og Einstein er, at Ende så, at den forsvindende verden var skabt af et traume, der med den rette erkendelse kan vendes og standses, mens Einstein og hans jødiske kosmologi - en slags darwinisme overført på naturvidenskabelig kosmologi -  hævdede, at det selvdestruktive univers var en uomtvistelig naturlov. Det var Ende - hvis efternavn ironisk nok på tysk betyder det, som navnet siger - der sad med det lange strå. Han skrev sin bog i to dele: en entropisk og en extropisk. Både Einstein - hvis vi skal tyde navne, må det være videnskabsmanden, der manglede den ene nosse - og Darwin vil om mindre end 50 år fremstå som historiske eksempler på, hvor groft man kan tage fejl.

Hvad er en stat? og andre spørgsmål voksne ikke kan svare på

af Heinrich R.

Rune Lykkeberg har begået et interview med Mogens Herman Hansen, i anledning af dennes seneste bog. Det kan ses og høres her: Verdensberømt filolog gør dig klogere på, hvad en stat er

Mogens Herman Hansen er så afgjort værd at lytte til, og givetvis vil hans pointer fremgå klarere af bogen end af interviewet. Men der var en del udsagn under interviewet der skurrede snarere end behagede, hvilket gav anledning til nedenstående betragtninger.

At 'staten' skulle være befolkningen, folket, nationen, landet eller dets territorium, er ordskvalder, som er hørt mange gange. Det er muligt at Mogens Herman Hansen gengiver hvad de fleste forstår ved 'stat', snarere end sin egen opfattelse. I det tilfælde observerer han korrekt; i modsat fald er det trist at observere at en opvakt filolog tilsyneladende tilslutter sig koret.

Max Weber har fattet hvad 'stat' er, nemlig noget der er knyttet til et lands forvaltningsapparat, eller rettere de politiske herrers bureaukratiske apparat, der forestår forvaltningen er de herskendes vilje gennem deres monopol på tvang og vold. En anden nogenlunde samtidig politisk tænker, Carl Schmidt, udtrykker samme statsforståelse, bl.a. i værket som “The Concept of the Political” (oversat fra tysk).

Det er pinefuldt at lægge ører til opsummering af hvad der bør forstås ved 'samfundet'. Men måske misforstår jeg - er det vitterligt MHH's opfattelse, der kommer til udtryk, eller er det blot nutidens, gængse vrangforestillinger der udsættes for polemisk luften?

Et samfund er summen af alle dets dele; hverken mere eller mindre. Et samfund er ikke en entitet, en persona af en art, såsom f.eks. en klub, man kan være medlem af eller ej. Man kan være en del af et samfund, og være medlem af en klub. Ingen kan være medlem af et samfund, eller være en del af en klub, for det ordvalg beskriver ikke relationen mellem et individ og de to vidt forskellige former for et kollektiv. 

Hans forklaring på hvad der må forstås med 'nationalstat', er uheldig. En nation er det territorie, der er rammen for et folks liv, og således er nation og folk tæt forbundne størrelse. Et folk uden nation (f.eks. en etnisk gruppe der er blevet tvangsforflyttet) er reelt ikke længere 'et folk', da et folk uden territorie og en vis grad af selvbestemmelse (autonomi) ikke er andet end efterladenskaberne af et folk der var, men ikke længere er. Et folk, reduceret til 'a has been'. Det er ikke uden grund, at grundordet i 'nation' er det latinske natio, 'fødsel', for ordet udtrykker en tæt forbundethed mellem en gruppes medlemmer og deres levested.

Enhver nation har selvfølgelig et folk, og en selvforvaltning af en eller anden slags, altså en stat. Den konstruktion - en nations og dermed et folks eget forvaltningsapparat, der hersker over over det nationale territorie og dets befolkning, folket. Den opfattelse falder i tråd med tidligere tiders bystater, som har været nationer med eget folk. Den statsmodel var udbredt i klassisk tid, var det i romerriget, og har været det på danske breddegrader meget længe og indtil for nyligt. Enhver købstad var en stad, dvs. en (by)stat, hvor en central forvaltningen (staden) var det administrative omdrejningspunkt for oplandet og folket der hørte til. Et amt (fra tysk Amt, bet. forvaltning) var en fortsættelse af samme ide, hvor en stad var centrum for et selvforvaltende område. Før de størrelse blev kaldt amter, blev de (i det danske rige) kaldt lener, og før det bispedømmer. Same same; altid har en stad været knyttet til forekomsten af en katedral (og dermed en biskop), da enhver 'katedral' (kypriotisk græsk: katedrikos, bet. “sæde”, vel at mærke ikke een af den slags korporlige sæder der er en integreret del af siddemøbler) altid (?) har været et sted der handlede om politisk ledelse, om forvaltning og om undervisning. 

Det er dog ikke hvad der er forstået med 'nationalstat'; i det mindste ikke helt. Nationalstater (som begreb med den betegnelse) begyndte at opstå midt i 1800-tallet, og betød da ofte snarere en sammenslutning af nationer med tilhørende folk, forsamlet i et forbund med en fælles forvaltning. Den slags størrelser kunne være i form af en føderation, et rige (som f.eks. det danske rige eller Danmarks Rige, der var andet og mere end Kongeriget Danmark) o.lign. 

Sådanne nationalstater var ofte kunstigt sammenbragte, da nationerne havde forskellig kultur, bl.a. store forskelle i traditioner, sprog osv. Den slags nationalstater vil jeg mene egentligt var anti-nationale af natur, da de fordrede at nationale identitet blev svækket og i høj erstattet med en over-national pseudo-identitet, som ikke kunne være andet end resultatet af en intellektuel konstruktion. En konstruktion, der alene kunne gøres til kollektivets illusion (aka 'virkelighed', 'verden', 'Reality') såfremt et statsskolevæsen (en del af datidens kultus og kultusvæsen) havde kontrol over hvilke fortænkte forestillinger der skulle indpodes i befolkningens børn, gennem kartografisk gestalteri og intens doceren overfor de uvidende og uskyldige små. 

Samt ikke mindst, gennem politisk kontrol med det sprog, der skulle været nationalstatens, således at et officielt fællessprog kunne dekreteres til at være nationalstatens sprog. Ofte betød det, at et fællessprog ligefrem blev konstrueret i et anfald af modernistisk begejstring for tidens klogskab; bl.a. blev moderne dansk bevidst konstrueret i den tid gennem en kommission af lærde tænkere, med Svend Grundtvig i førertrøjen, hvilket resulterede i moderne dansk, i værkerne “Dansk Haandordbog” (dets to udgaver bør vist ses som snarere to værker) og siden det kodificerede (skrift)sprog etablering som påtvungen norm som følge af den velkendte juridisk-politisk proces som består i legalisering. Konkret som følge af Rigsdagens behandling og tilslutning til forslaget om en (ny) bekendtgørelse om ret skrivning, i 1892.

At kalde Polen for en nationalstat er på sin vis korrekt, og på den anden side ekstremt misvisende. At 97% af Polens befolkning taler ikke blot polsk, men rigspolsk (polsk uden dialekt) vidner ikke nødvendigvis om at Polen er én nation; måske vidner det om at Polen ikke er resultatet af nationers sammenlægning til en samlet nationalstat? Hvis Polen var en nationalstat (i betydningen en forening af polske nationer/folk), ville der have været talrige polske dialekter i Polen. Dialekt forekommer vistnok ikke i det moderne Polen, og det antyder i sig selv, at det moderne Polen kan være langt mere kunstig konstruktion end man skulle tro, da fraværet af dialekt antyder at der kan være stærkt begrænset historicitet bag dette moderne Polen! En uunderbygget formodning og tese, som vidende personer formodent kan skyde i sænk eller på anden vis korrigere.

Betragtningerne om Polen er lidet historisk korrekte. Det er tænkeligt, at den Stalin-sovjetiske invasion af den østlige del af Polen, betød at polakker drog vestpå, til det område det national-socialistiske Tyskland nogenlunde samtidige havde gjort til ikke-Polen. Det er muligvis vanskeligt at afgøre, da forholdene i ex-Polen dengang er meget ringe dokumenterede, og de fortællinger der fortælles ikke er synderligt troværdige. Det er ikke et emne, jeg har nogen viden om, så jeg skal ikke påstå mere end hvad min mangel på viden kan bære.

Hvad angår de 4 mio. tyskere der blev fordrevet fra Polen i 1945, er MHH's udsagn stærkt fordrejet - etniske tyskere forsøgte at flygte fra den Røde Hær, og ikke mindst det sovjetiske statspoliti, NKVD. De søgte med vest, mod en del af Tyskland som de håbede ville blive 'befriet' af briterne og amerikanerne, som de antog ville være mindre morderisk stemte end de røde horder. Det var de også, men hvis man undersøger de faktiske, historiske forhold, så begik også US Army massemord på den tyske befolkning, både under krigen (bombning af tyske byer, på samme vis som britiske RAF havde gjort siden 1943) og efter krigens ophør (deciderede dødslejre; læs James Bacque for at få dén del af historien med). De amerikanske dødslejre efter krigen, der resulterede i ca. 1 mio. villede dødsfald, og mange andre uhyrligheder som briterne og amerikanerne begik, står dog ikke mål med Stalin-regimets excesser i samme ufine disciplin.

Det lykkes langtfra alle de germanere der gerne ville undgå den sovjetiske stålmands eugeniske ambitioner og ekstreme hævngerrighed, at opnå det. Uha uha, her bliver ubehaget for alvor fór grafisk og ubehageligt til at dvæle ved. Selv ved genforeningen af Tyskland for 25 år siden, blev de tyske lande ikke samlet igen. Det var blot en brøkdel af det tidligere Preussen, der er så germansk og tysk som noget og nogen, der igen blev indlemmet i det nyeste Tyskland.

Påstanden om at jøderne var døde i 1945, er ahistorisk spin, men selvfølgelig helt i tråd med Stalin-æraens propaganda om tyskernes massemord på jøderne, der årtier senere er blevet brandet “(The) Holocaust”. Det bedragerisk spin, som blev fostret af syge hovedet i datidens sovjet-apparat, blev godtaget dengang, og i dag er det en myte der ivrigt forsvares med alle tænkelig kneb, uagtet at anekdoterne og påstandene siden har vist sig at være funderet på nul og niks. Løgn og pure opspind, som der i tidens løb er blevet spinnet videre på. Ja, vist, den slags er det ikke salonfähig tale, men hvorfor gentage eller fortie løgne, når der i høj grad er brug for at forstå fortiden, så historiens skæve gang ikke endnu en gang skal lede til gentagelser af lignende fejltagelser?

Mogens Herman Hansen har fat i den lange ende, når han taler om 'retsstat', for det handler om at staten skal handle 'ret'. Retsstat kaldes på tysk 'Rechtsstaat', og det emne tog Carl Schmidt også under kyndig behandling.

Udtrykket 'den suveræne stat' må være en hvilken som helst stat, der er ubunden og ikke skal lyde og lystre andre. MHH har ret når han siger, at USA blev dannet i 1787 (og ikke i 1776, som de fleste tror og hævder), og at der tales om uafhængige og suveræne stater, der dog udgør en formaliseret union, der da begynder at have mere karakter af at blive 'en klub' end at være et samfund af suveræne republikker. Siden blev der ført en krig om spørgsmålet om staternes suverænitet og unionens karakter. Det var ikke reelt en borgerkrig, selv om den betegnes “The Civil War”, men en krig mellem bl.a. konføderalister og unionister. Som bekendt er det sejrherrerne der har dominerende indflydelse på hvilke løgne der skal kanoniseret som den historiske sandhed, og det gør sig også gældende for krigene i Amerika i årene 1860-1865.

Faktisk var hver enkelt amerikansk borger suveræn i sig selv suveræn i 1787, og var det også før (dét handler de første afsnit af det berømte 1776 dokument om), og siden, uagtet at det ikke fremgår eksplicit af nogen dokument. Det er stadig gældende i dag, omend det er vanskeligt at få de moderne, korporatiske tribunaler i United Bluff til at tage udgangspunkt i de amerikanske borgerrettigheder.

Årsagerne til at det ikke eksplicit fremgår af nogen tekst, at hin enkelte borger er suveræn, er to. Den ene var, at det ville være upassende at noget menneskeskabt dokument skulle erklære hvad en grundlæggende lov har dikteret, nemlig at enhver mand bør være sin egen herre, og i tilgift var det ikke strengt nødvendigt at skrive, for den konklusion lå i forlængelse af Common Law, der var vel forstået dengang. Den anden årsag, var at der var en suveræn over alle suveræne entiteter, nogle gange omtalt som 'The Sovereign' og i mere dagligdags sprogbrug 'God', som enhver nok så suveræn persona måtte føje. Mon ikke det koncept kaldet 'gud', var noget i stil med et princip om hvad der tjener det almene vel, altså 'det gode' som må og skal gøres? 

Al tale om “et demokrati” nærmer sig det grinagtige; lige bortset fra at det snarere gråd end grin, den slags moderne sludder fremkalder. Demokrati er ikke en styreform eller en regeringsform. Det er ordgas af værste slags. Gid Hal Kochs “Hvad er demokrati?” blev læst, og ikke mindst forstået. Herunder en gengivelse af de første sider af forordet fra 1945-udgaven af Hal Kochs pamflet.

»FORORD

I de sidste Dage af Aaret 359 holdtes der i den romerske Rigskirke paa Kejserens Foranledning et Kirkemøde, der gjorde den paa tidligere Møder forkætrede Arianisme til officiel Kirkelære; herom skriver en af Kirkefædrene ironisk, at Nytårsmorgen 360 “vågnede Verden pludselig op og saa til sin Forbavselse, at den var blevet ariansk”. I de sidste Aar har jeg ofte maattet mindes denne Historie. Slet saa brat og pludseligt er det vel ikke gaaet, men man kan alligevel med en let Ændring anvende Kirkefaderens Ord også om vor Tid: “Verden er pludselig vaagnet op og har til sin forbavselse set, and den er blevet demokratisk”. Det var den nemlig ikke før, og i 1930’erne var de vidtskuende og profetiske Aander ganske sikre paa, at den heller ikke vilde blive det. Jeg gad se den, der paa det Tidspunkt havde staaet frem og forkynde, at det skulde blive Churchill og Stalin, der i Fællesskab skulde redde Demokratiet. Det vilde i Sandhed have været første Klasses Stof for den internationale politiske Vittighedspresse. Og endnu den Dag i Dag er den, som er belemret med blot en lille Smule Hukommelse, let fortumlet ved den store Omskiftning i Sceneri og Rollebesætning.

I Trediverne lød det med stigende Styrke, at een Ting stod fast: Det vesteuropæiske Demokrati som politisk System havde udspillet sin Rolle. De Toner kom ikke blot fra de egentlige Diktaturstater – hvortil man dengang også henregnede Rusland – men lige saa fuldt fra halv- eller heldemokratiske Lande, fra Portugal og Østrig, fra England – hvor Beundringen for Signor Mussolini var meget stor – og fra Frankrig. Herhjemme forkyndtes, at der ved Siden af Kommunisme og Nazisme kun gaves et tredie Standpunkt; et fjerde fandtes ikke, thi det gamle Demokrati var “uigenkaldeligt dødt”, og et politisk System, som er afgaaet ved Døden, lader sig ikke genoplive. Set paa denne Baggrund virker det unægtelig lidt pudsigt, at nu ethvert anstændigt Menneske – og de uanstændige for den Sags Skyld ogsaa – sværger til Demokratiet og er villig til at forsikre os om, at den, der ikke er en god Demokrat, er en politisk Gangster, en politisk Forbryder, som man maa overveje, om man ikke hellere skal spærre inde. Demokratisk Overbevisning – eller i hvert Fald Udtalelse af demokratisk Overbevisning – er blevet Adgangstegn for enhver, der vil akcepteres i det pæne Selskab. Saa hurtigt omskiftes Verdens Gunst! Man faar haabe, at Omslaget bliver af større Varighed end hint Omslag til Arianisme paa Synoden i 359.

For det er vel ikke saaledes, at Grunden til den stærke Bekendelse til Demokratiet blot er den, at de demokratiske Stater har vist sig at have de bedste og stærkeste Vaaben? Det er vel ikke blot den gamle Bøjen sig for den stærkeste i en ny Klædedragt? Den, der vilde være ondskabsfuld, kunde maaske anstille følgende Overvejelse: hvis det nu var blevet Tyskerne, der havde fundet Atombomben, og hvis Krigens Lykke var blevet en helt anden, saa vilde man vel have været lige brændende i Troen, og have svoret lige mange dyre Eder til Demokratiets Fane. Ja, jeg stiller blot Spørgsmaalet frem til Overvejelse – maaske en ganske nyttig Overvejelse!

Naar man siden Mussolinies March mod Rom i 1922 har fulgt alle fascistiske og nazistiske Diktaturer i deres mere eller mindre moderate Former med et aldrig vaklende Had, er det i og for sig kun Grund til at glæde sig over det, som er sket. I Aarene før Krigen maatte den, der virkelig med Sjæl og Sind var bundet til det Demokrati, som er skabt af den græsk-kristelige vesteuropæiske Kultur, Gang paa Gang spørge sig selv, om han ikke havde knyttet sin Skæbne til en døende Sag, om han ikke var om Bord paa en Skude, der var bestemt til at gaa under. Hvilken Opvaagnen har da ikke disse sidste Aar betydet! Og saa kan man ikke lade være at blive betænkelig ved den nye Tingenes Tilstand. Det er et Spørgsmaal, om Demokrati ikke trives bedre under Kritik og med Vinden imod – bedre end naar alle synger dens Pris. Jeg er tilbøjelig til at tro, at man lettere kan rose Demokratiet ihjel, end udrydde det ved Kritik. Dertil kommer den Fare, som altid lurer, naar et System eller en Lære bliver eneraadende. Lad mig fremdrage et enkelt Eksempel, der kan belyse hvad jeg her tænker paa.

Et af de Problemer, som med god Grund har optaget Sindene i den sidste Tid, har været Spørgsmaalet, hvad man skal gøre ved de Tjenestemænd, der i Besættelsens Aar har vist en uværdig Holdning. Diskussionen var livlig og der fremkom adskillige Forslag til en ny Lovgivning paa dette Punkt. I et af de Forslag, som fremkom fra næsten autoritativ Side (Frit Danmark), gik Forslagets anden Paragraf ud paa, at man ved denne Udrensningslov vilde ramme alle Tjenestemænd, som havde ytret “Opfattelser, der stred imod Demokratiet”!! Det tør nok siges at være en temmelig vidtgaaende Bestemmelse og typisk for den sejrende Ortodoksis Intolerance. Og det i et Folk, som i 5 Aar har kæmpet for Retten til frit at tænke, tro og tale! Ingen maa bekende sig til andet end den sande og sunde Lære. Gør han det, maa han betale Omkostningerne: han maa fjernes fra sit Embede. En saadan Fremgangsmaade er velkendt fra Historien. Begyndte ikke Kejser Dioklatian sin store […]«

Hal Koch har ganske ret i, at kejseren af Roms forsøg til at justere på statsreligionen ikke resulterede i nogen stor succes. Et par årtier senere, kollapsede det romerske rige, og det havde det nok gjort ganske uafhængigt af hvilke feberredninger 359-synoden havde forsøgt sig med. Rom faldt af andre årsager.

Det skal tilføjes, at det Hal Koch omtaler som “Demokratiet”, ikke har det fjerneste at gøre med det partivælde der først for alvor slog rod i årene efter 1945. For Hal Koch er “Demokratiet” den offentlige samtale, som den passende kunne komme til udtryk bl.a. den daværende Rigsdags to kamres parlamenteren, men selvfølgende også i form at en bredere offentlig samtale, hvor enhver kunne deltage (f.eks. ved at skrive læseværdige pamfletter).


I ovenstående uddrag, er det muligt at få øje på, at Hal Koch læner sig kraftigt op af den observans, at de aktører der tilraner sig statsmagten i Danmark (Frit Danmark og konsorter) begår noget nær statskup, hvor de raner magten fra det danske folk på basis af den realpolitiske ubehagelighed, at de kredse tjener det britiske imperiums interesser. I så fald, tilslutter jeg mig opfattelsen. 

Tilbage til Lykkebergs interview.

Mogens Herman Hansen tager lodret fejl, når han tager Montesquieu til indtægt for at have talt om “tre suveræner”. Det er muligt, at nogle af de danske oversættelser af Montesquieus hovedværk, anvender det ordvalg, men man bør som bekendt altid søge mod kilden, og den er fransk.

Montesquieu skrev om “pouvoir”, på engelsk “Power”, hvilket på dansk svarer til “myndig(hed)”. Den berømte tredeling gælder netop “myndighed” eller mere præcist “at være (gjort) myndig”, og ikke “magt” i det ords vanlige betydninger. At være myndig handler om at en entitet gives ansvar og opgave for at bestemme på et bestemt område, hvilket betyder at andre ikke kan være medbestemmende. Det er ikke det samme som at være suveræn. En suveræn kan handle i overensstemmelse med vedkommendes egen vilje (at gøre som vedkommende har valgt at ville agere), da vedkommende ikke er nogen noget skyldigt. Derimod er en nok så myndig entitet forpligtet af det ansvar og den opgave, da vedkommende er blevet 'givet' det, og ikke har opnået den form for myndighed som følge af nogen naturlig lovmæssighed.

Det skal retfærdigvis siges, at en lødig udgave af Montesquieus hovedværk, indtil for relativt nyligt har været endnu mindre opdrivelig end Hal Kochs pamflet. Ikke én eneste komplet, nyoversat udgave af værket, er blevet publiceret på engelsk, i 237 år (efter Thomas Nugents glimrende oversættelse fra 1752, indtil Cambridge University i 1989 gentager samme bedrift).

Nogle ord man nemt løber sur i, er "lov", "Lov", "loven", "Loven", "lovene" osv. De ord er ofte blevet anvendt på bedragerisk vis af de der søgte at bedrage, og i flæng af de forvirrede der ikke er bekendt med hvordan ordene kodes og dermed kan/skal afkodes. Der er forskel mellem “lovlig” og “legal”, og det er ikke tilfældigt at Max Webers definition af stat angår det legalistiske og ikke det lovlige. Hvad der er legalt, skyldes at det er blevet legaliseret, dvs. at en eller anden bekendtgørelse, forskrift eller andet, er blevet vedtagen sig gældende som følge af proces kaldet “legislation”. Hvad der på den måde er gjort legalt, står ofte i misforhold til hvad der er lovligt, for hvorfor skulle nogen søge at legalisere hvad der allerede er lovligt? Således udtrykker det forhold at noget er “legalt”, at noget er erklæret tilladt, uagtet at dette i mange tilfælde netop ikke var lovligt (“Lawful”). 

Et glimrende opslagsværk, Black's Law Dictionary, der indtil dets sjette udgave inklusive var og er en kilde til troværdig viden, definerer (citeret fra dets sjette udgave, fra 1990):

»Legalize. To make legal or lawful [...] To confirm or validate what was before void or unlawful. To add the sanction and authority of law to that which before was without or against law«

Moderne farisæere (på dansk kaldet “jurister”) er reelt ikke andet end et moderne ypperstepræsteskab, der hævder at have kontakt til “det evige, ophøjede og sande” og være den uudgrundelige Lovs eneste, kyndige og sande fortolkere. En selvbestaltet autoritet, der i mange tilfælde anvendes til at fravige at følge den eller de love, der hverken har tidsmæssig begrænsning eller har materialiseret sig i form at mejslede stene, til at undlade at handle ret, og tilmed til at bedrage, til at straffe uskyldige, til at begå tvang (i mange tilfælde rettet mod personer, der burde anses for suveræn, og således ikke underlagt noget tribunals jurisdiktion), til at plyndre og franarre mennesker ved at lade som om de (det juridiske præsteskab) har myndighed over alle og enhver.

Om det sidste emne, kan det varmt anbefales at læse Fred Rodells (Professor of Law, Yale University) værk fra 1939, med titlen “Woe Unto You, Lawyers” og den uddybende undertitel “A lusty, gusty attack on “The Law” as a curious, antiquated institution which, through outworn procedures, technical jargon and queer mummery, enables a group of medicinemen to dominate our social and political lives and our business, to their own gain”. 

Her et citat fra første kapitel, “Modern Medicinemen”:

»In TRIBAL TIMES, there were the medicine-men. In the Middle Ages, there were the priests. Today there are the lawyers. For every age, a group of bright boys, learned in their trade and jealous of their learning, who blend technical competence with plain and fancy hocus-pocus to make themselves masters of their fellow men. For every age, a pseudo-intellectual autocracy, guarding the tricks of its trade from the uninitiated, and running, after its own pattern, the civilization of its day.

It is the lawyers who run our civilization for us – our governments, our business, our private lives. Most legislators are lawyers; they make our laws. Most presidents, governors, commissioners, along with their advisers and brain-trusters are lawyers; they administer our laws. All the judges are lawyers; they interpret and enforce our laws. There is no separation of powers where the lawyers are concerned. There is only a concentration of all government power – in the lawyers. As the schoolboy put it, ours is “a government of lawyers, not of men.”

It is not the businessmen, no matter how big, who run our economic world. Again it is the lawyers, the lawyers who “advise” and direct every time a company is formed, every time a bond or a share of stock is issued, almost every time material is to be bought or goods to be sold, every time a deal is made. The whole elaborate structure of industry and finance is a lawyer-made house. We all live in it, but the lawyers run it.«

Også det værk, er værd at læse, i disse tider hvor orwellsk nysprog for længst har erstattet meningsfuld omgang med sproget og ordene.