Kongen der forsvandt - Hvem var Jesus?

af marco_hanuman, the blogger

Udgangspunktet er en stor undren. Lad os starte med at konstatere, at den mest omtalte, citerede og opreklamerede skikkelse i verdenshistorien fuldstændig mangler i netop: verdenshistorien. Mandens navn er Jesus. Sagt på en anden måde: bestselleren over dem alle, Biblen, og mere specifikt Det Nye Testamente har som hovedperson en figur, som senere historikere tilsyneladende ikke kan finde nogetsteds blandt samtidige historikere og deres kilder. 

Fornemmelsen af et vakuum er tydelig. Det er som at åbne en bog, hvor det viser sig, at hver anden side og midtersiderne samt en hel masse i slutningen er revet ud. Man bliver nødt til her at spørge sig selv om, hvad det var, der stod og dernæst, om resten derefter giver mening.

Der er forskellige måder at forholde sig til denne påståelige besynderlighed på.

Der er den teologiske, der ikke bekymrer sig om, hvorvidt der er historisk konsistens eller ej, for kristendommen har indtil videre ikke haft problemer med at hyre tilhængere, uden at behøve at læne sig op ad historiske kilder og deres faktualitet. Hvis man tror, behøver man ikke at vide. Deres såkaldte videnskab kaldet teologi foregår i en indhegning, der aldrig stiller spørgsmål ved, hvorvidt indhegningen findes eller ej. Præmissen tages for givet og alt herefter udelukker, at der kan være noget fordækt ved præmissen. Der står skrevet, at Jesus sagde, ergo fandtes Jesus, for hvis ikke han fandtes kunne han jo ikke have sagt det, han sagde, hvorfor der ikke kunne være skrevet, hvad han sagde. Giver det mening? Det gør det for teologer. Det kaldes for cirkulær argumentation ifølge kataloget om logiske fejlslutninger [se 76 falske argumenter …], altså en særlig form for logik, der bider sig selv i halen og danner et lukket, uanfægteligt kredsløb.

Teologerne lukker døren ved at henvise til dogmet.

Dernæst er der den historisk-akademiske. De udelader Jesus af den simple grund, at de ikke kan få øje på ham. Biblen hævder, at der fandt visse afgørende hændelser sted mellem år 0 og år 33, og hvis historikere tager disse påstande for pålydende, dukker der ikke noget op. Vores tidsregning sætter et år NUL ved Jesu fødsel, men den skikkelse, som en så vigtig synkronisering bygger på, kan ikke verificeres.

Historikerne lukker døren ved at henvise til kildeforvirringen.

Hvad med jøderne, de må da have vidst noget om Jesus, for han var vel jøde? Her kan vi foretage det første dyk ned i historien. Den jødisk-messianske opstand mod romerne i år 66-70 var en major pain in the ass for romerne. Og det var ikke første gang (Judas Maccabæus ca. 150 år f.Kr.) og langt fra sidste gang, for hele balladen fortsætter til ind i det 2. århundrede (Simon Bar Kokhba, 132 e.Kr.), sammenlagt i 280 år! Husk, at Jesus havde en række navne udover Jesus: Kristus (den salvede = kongen), Immanuel (hvad betyder det? - Manu-El, hvor kommer det fra), Messias (politisk-militær leder), Rabbi (religiøs leder – NB! en rabbiner var altid gift!). De har alle deres egen historik med hver deres reference til historiske forhold og hændelser. 

Har jøderne ikke noget at sige om Jesus? Det har de i allerhøjeste grad. I Talmud omtales han som Balam, som de sviner til på det heftigste, ved at bebrejde ham for nedbrændingen af Templet i Jerusalem - altså et femte navn. Her må man spørge, hvilke jøder, var der flere slags, og hvorfor skulle jøderne ikke kende deres Messias, når han dukkede op? Ikke desto mindre gøres der nar ad manden, da han korsfæstes, og et sjette navn er Jødernes Konge. Biblen snakker uden om denne titel i hele sceneriet før korsfæstelsen ved at være romertro. Hvorfor er det Ny Testamente, som kirkeidioterne i dag har omdøbt til Den Nye Aftale - alt skal være prosaisk, politisk neutralt-korrekt mundret. Hvad bliver det næste? Den Nye Sociale Kontrakt eller Den Nye Handlingsplan? Eller at Maria blev kunstigt befrugtet, bollet tyk af Helligånden eller fik noget englefisse?

Jøderne lukker døren ved at henvise til hadet.

Et syvende navn er Nazaræeren. Her bliver det for alvor interessant, for den nazaræisk-jødiske sekt var en persisk-gnostisk-egyptisk sekt indenfor jødedommen. Vi er på sporet af et svar på spørgsmålet hvilke jøder? Her slår der revner i vokabulariet, for Jesus af Nazareth (INRI) er noget ævl, da byen ikke fandtes i oldtiden. Et hint om, at noget andet er på færde. Et ottende navn er galilæeren. Men Galiæa fandtes da? Men ord har ofte flere betydninger, og i særdeleshed når det drejer sig kryptolitteratur og kryptofortællinger, som den eller dem, vi er på vej til at dykke ned i.

Hvis vi også som udgangspunkt husker at nævne, at adskillelsen af religion, magi, videnskab, økonomi, historie, politik og helsekunst ikke fandtes i den gamle verden, er der basis for en undersøgelse af den sagnomspundne skikkelse ved navn Jesus, der vil vise, at et stykke betændt politik for 2000 år siden har dannet verden af i dag, og at både kristne teologer, romere, historikere, jøder, muslimer – og som sidekick ateister, satanister og andet afsporet godtfolk - raver rundt i forvirret blinde.

Alle andre lukker døren ved at henvise til den samlede forvirring. Kan vi på baggrund af dogmatik, kildeforvirring, had og yderligere forvirring konkludere, at skikkelsen Jesus ikke fandtes og blot lukke bogen i begge ender - både som teolog og anti-teolog? 

Overhovedet ikke og tværtimod! 

Den Hellige Gral

Der er flere steder vi kan starte, og et af dem er legenden om Den Hellige Gral. Det er tilsyneladende en middelalderlig historie, men dens egentlige tid er det bibelske århundrede, det første århundrede.

Der er meget få forskere, der har formået at samle de løse tråde og sammentænker Egypten, Romerriget, Bibelen og konsekvenserne af de afgørende, men også i allerhøjeste grad obskure og krypterede hændelser gennem det følgende årtusind. And beyond. Der er reelt kun én person til dato, der har gjort det på troværdig og sammenhængende vis, og det er historikeren Ralph Ellis. Følgende refererer respektfuldt til hans omfattende og imponerende opus.

Den hellige gral optræder i de arthuriske legender. De handler om en historie, som man af politiske årsager ikke kunne fortælle lige ud, men som man alligevel ønskede at bevare. Kong Arthur er således endnu en konge, der er forsvundet ud af verdenshistorien og er blevet til en sagnskikkelse. Der er en hel del, der tyder på, at det er det 9. navn for Jesus gemt væk i en kreds af sammenvævede legender og historieskrivning bevaret gennem Middelalderen. 

Vi skal herefter se, hvorfor.

Gralen er en kompleks ting. Disclaimer: vi går ikke efter de grove forsimplinger og bekvemme overspring denne gang, selvom der straks vil hoppe folk ind og tage patent på en af slagsen. Jamen, det er jo bare et satanisk bloddrikningsritual. Jamen, det er jo bare Da Vinci Mysteriet af Dan Brown. Jamen, det er jo bare tegnet for det kvindelige organ, siger spirito-feministen. Jamen, det er jo bare en middelalderskrøne. Jamen, det er jo bare eventyr og Indiana Jones og har intet med sagen at gøre. Jamen, vi vil helst have en godnathistorie. Hvis du er til dogmatik, newage og andet popmusik, og hvis du foretrækker din egen yndlingsversion af bortforklaringen - fx: jamen, Jesus var i virkeligheden Buddha og er begravet i Indien, så klik på tilbageknappen NU og sov videre. Måske er han begravet i Kashmir i Indien, men det fortæller ingen historie, det giver blot verden endnu et mysterium og endnu et relikvieskrin.

Der er for så vidt ikke noget galt med godnathistorier og eventyr. Rapunzel, Askepot og Snehvide indeholder dybe hemmeligheder. Gralen siges ifølge de arthuriske legender at være det bæger, der indeholdt Kristi blod. Javist, og det er grunden til nadverritualet i dag, hvor man drikker blodet af et bæger. Josef af Aramathea, som vi senere skal røbe identiteten af, skulle have taget blodet og samlet det i bægeret. Dan Brown er selvfølgelig en popdreng og plagiator, der skal sælge sine krimier vha. et okkult plot. Men der er en vis substans i den forståelse, som hans kilde, forfatterne til Hellig Gral, Helligt Blod, tilbyder, altså dobbeltbetydningen af San Greal – hellig gral og Sang Real – det kongelige (virkelige) blod. Altså historien om gralen som blodet, slægten, der er den egyptiske historie om Jesus, den sidste egyptiske Farao (af Davids hus og slægt). Vi har altså det første lag om bægeret og korsfæstelsen, der dækker over det andet lag om blodet og slægten.

Med denne slags tåbelige og halvpornoficerede Disneyversioner af de klassiske eventyr, kan man være helt sikker på, at ungerne aldrig opdager, at det er en esoterisk historie om Kvinden i Tårnet. Maria i Tårnet reduceret til en dum, selvoptaget cheer leader tøs.

Herefter det tredje lag. I de arthuriske legender er gralen altid associeret med en prinsesse. Hun bringer gralen ind til det runde bord med hullet i midten, og alle ridderne om bordet drikker af det. I de sene udgaver af de arthuriske legender, Parsifal, er gralen forsvunden. Prinsessen holder blot et stykke grønt klæde, og den nytilkomne ridder kan ikke få øje på gralen. De andre riddere ler ad ham, for han forstår ikke, at gralen ER prinsessen. Legenden siger det ikke lige ud, men det er en af krypteringerne, som man selv skal regne ud. Det er en gåde, en mysterieindvielse. Gralen er hendes skød, og blodets linje flyder gennem prinsessen. 

Linjen er den sårede fisker-konges. Kongens datter, Guinevere, er bæreren af gralen, blodets arvefølge. Gralen har brug for beskyttere, derfor ridderne. Gralen har dernæst brug for en præst udvalgt som den reneste af de tolv riddere. Hans navn er Galahad. Her bliver det lidt sært, for gallus er den kastrerede hane, præsten er ifølge traditionen nødt til at være en eunuk! Ridderen Parsifal aka Sir Galahad er simpelthen en eunuk. Vi får ikke historien, når vi går i kirke, men i det Nye Testamente står der rent faktisk, at Jesus bad sine disciple om at blive eunukker [Matt. 19:11]. Jesus beder altså en af sine disciple om at blive præst for gralen. Det turde være overflødigt at nævne, at Jesus og de tolv disciple svarer tll gralen og Kong Arthur og de tolv riddere om det runde bord.

Glem i øvrigt alt om sværdet i stenen. Det nævnes kun én gang i den opfattende litteratur.

Der er tre runde borde, alle af samme design. Da Vinci har fået noget galt i halsen, da han malede det første bord, altså bordet ved den sidste nadver, som et langbord. At de tolv disciple repræsenter stjernetegnene i zodiaken, og at der er en kvinde til stede er derimod rigtigt. Men bordet skulle have været rundt. Det andet runde bord tilhører Josef af Aramathea. Det tredje runde bord tilhørte Uther af Pendragon, Kong Arthurs far. Kongen sidder altid i midten som solen i zodiaken. Det runde bord er en zodiak. Kongen i midten er enten Solen/Helios, eller Nordstjernen, Storebjørn afhængig af, om man ser ned på zodiaken eller forestiller sig, at man ser op i stjernebillederne. Navnet Arthur er en afledning af Ursa (Major) – der gemmer sig et stykke etymologi her. Urtha og Arthu er en ikke usædvanlig ombytning af vokaler indenfor den samme konsonant-struktur.

I oldsyrisk tradition er Den Sidste Nadver det samme som døden og begravelsen. Underligt nok er den eneste reminiscens af dette den gestus, som allernådigst tilstedes en person, der skal henrettes. Den dødsdømte kan selv bestemme, hvad hans sidste måltid skal bestå af. Halleluja!

Den rare bamse har en Karlsvogn i halen. Som du sikkert ved, peger den mod Polaris, Nordstjernen, der er centrum for den Store Zodiak, der roterer baglæns (precesserer) på Himlen. Hamlets Møllehjul. Shivas Hjul. 

Eunukken - den kastrerede hane

Galahad var gallilæeren, ypperstepræsterne blev kaldet galli-ypperstepræster. Det er kendt i officiel historie (romersk) og ikke kun i arthuriske legender. En af de romerske historikere, Lucian, beskriver, hvordan gallierne skabes. Nogle spiller fløjte, mens andre får et rasende anfald, smider deres tøj, griber deres sværd og skærer deres egne testikler af! Den seriøst omskårne løber gennem byen og smider sine afskårne dele ind gennem et bestemt vindue, hvorigennem han dernæst modtager kvindeklæder, som han iklæder sig. Bizart, men historisk korrekt. Gallierne kastrerede sig selv! I Indien i dag findes der en eunuk-kult ved navn Hajri, der gør nøjagtig det samme.

Sir Galahad betyder lederen af gallilæerne, gallierne. Det var hans titel. Hans navn i legenderne var Sir Percival (Parcifal), og derfor opstår der en vis forvirring. Legenden fortæller om tre riddere, Sir Percival (Lancelot), Sir Boris og Sir Galahad (søn af Lancelot). Læg mærke til ligheden mellem gallilæer og galler, for der er en historisk forbindelse mellem Wales og Syrien, et stykke oldtids-indvandringshistorie. Der sker en forveksling mellem Wales og Gallilæa, Gallien, gallerne, kelterne. Men ifølge de skrifter, der hedder Vulgate Cykles, var han ikke waliser, og ifølge de oprindelige normanniske skrifter står der galli – altså gallilæer.

Hvordan passer billedet af en efeminiseret eunuk, der havde kastreret sig selv med lederne af den jødiske opstand mod romerne i Gallilæa? Man kunne ligeså godt spørge sig selv om, hvorfor billedet af Jesus, som vi har det i dag, viser en feminin skikkelse i kvindeklæder? 

Så kan det næsten ikke bliver mere perverst symbolladet.
Jesus og Himlens Dronning i samme ikon som LGBT pop queen.

Josephus Flavius beskriver disse eunuk-krigere som mænd, der drog deres sværd, som de havde skjult under deres kvindeklæder og dræbte deres fjender. Sir Galahad klædte sig sig selv i rødt, og hvis man ser på medlemmer af kurien, det pavelige-vatikanske præsteskab i dag, bærer de rødt. Paver og biskopper bærer en fisk på hovedet. Resterne af eunuk-fænomenet findes som cølibatet.

Så snart man begynder at identificere skikkelser de to steder, i de arthuriske legender og i det Nye Testamente, falder næsten alt på plads. Hvem var fx magikeren Merlin i testamentet? Han var den største magiker i sin tid, Jesus før Jesus. Hans navn var Simon Mageren. Han var mager, ligesom en skikkelse som de magai, der i Juleevangeliet kaldes de Hellig Tre Konger, altså persiske magikere/præster, der af grunde, vi senere skal forstå, ankom til fødestedet. Simon Mageren kunne alle mulige magiske kunster. Han kunne flyve, han fik en dreng til at komme til syne og forsvinde igen. Simon Mageren var den primære elev af Johannes Døberen, hvis sekundære elev var Jesus, som der skrevet står. Jesus opvakte folk fra de døde og lavede vand om til vin. Stop et øjeblik her! Vand til vin, hvor har vi hørt den før? Historikere har ikke gjort deres hjemmearbejde, for så ville de vide, at oldtidens Leonardo da Vinci, Hiero af Alexandria, blandt sine mange opfindelser – fx en dampturbine et par tusind år før dens opfindelse - havde en vinkrukke bestående af skjulte kar, hvor man via et tryk med en finger kunne åbne for karrene og lukke vin ud i stedet for vand. Tingesten var legendarisk og populær i den egyptisk-græske overklasse. Jesus har simpelthen haft sådan en tingest, og hvad er der galt med lidt festlig underholdning for overklassen, som han jo selv tilhørte?

En klippefæstning formet som Vessica Pisces 

Jesus har kendt Simon Mageren, for de levede i den samme tid. I Parcifal-historien skrevet af Wolfram von Eschenbach kaldes Merlin/Simon Magus for Massadan. Man tænker uvægerligt på klippefæstningen Massada, hvor zeloterne, de messianske oprørere, blev belejret af romerne og tog livet af sig selv, da fæstningen blev brudt. Forskere har denne besathed af, at Kong Arthur er en keltisk skikkelse fra Wales eller Normandiet, men ingen af navnene er keltiske. Vulgate Cyklerne siger udtrykkeligt, at navnene kommer fra aramæisk eller kaldæisk, altså gammel-hebræisk. Navnet Massadan eller Massala betyder zodiak, og de arthuriske historier er gennemsyret af referencer til astrologi og zodiak. I de tidlige arthuriske fortællinger er der en fødselsscene for Kong Arthur, men den er rent faktisk Herkules’ fødselsscene. Herkules udfører tolv arbejder, Arthur udkæmper tolv krige. Historien er overhovedet ikke walisisk. Der fortælles også, at kongens fødsel blev markeret af en komet, der lignede en drage med to stråler, der kom ud af dragens hoved. De repræsenterer Arthur og hans søster, som han var gift med. Fisken er astrologisk-geometrisk Vessica Pisces, det nøjagtige skæringspunkt mellem to søskende-cirkler, hvor den enes radius er den andens centrum. 

På samme måde, som Simon Mageren var gift med sin søster Luna, var Kong Egbarus gift med sin søster Helena, og Kong Agrippa af Judea var gift med sin søster. Det var simpelthen en egyptisk adelig skik at gifte sig incestuøst. Jesus var gift med Maria Magdalena, der var hans søster + hendes søster Martha. Han havde to koner, passende for en mand, der blev kaldt for Rabbi – en jødisk rabbiner skulle være gift, og havde ofte flere koner.

Wolfram von Eschenbach med sin troubadur-harpe 

Dragen og pyramiden

En drage er altså ikke en drage på aramæisk, det er en fisk. Fiskens astrologiske tegn er en fisk med to stråler/halefinner. Kong Arthur/Jesus er født i forbindelse med introduktionen af fiskens tegn. Det fortæller helt præcist fødeåret: år 10. Her sker skiftet mellem Aries og Pisces. Jesus blev født som Guds Lam og blev en Menneskefisker, eng. Fisherking. Legenderne siger, at Kong Arthur blev født i tegnet Draco, altså fisken på aramæisk. På den berømte zodiak fra Dendeera i Egypten, er der i fiskens tegn to cirkler, en for Solen og en for Venus (Jesus og Maria Magdalene – Arthur og Guineverre). Navnet på hans far, Uther Pendragon skal læses ben Draco, for det er et aramæisk navn lige som alle de andre navne i legenden. Altså søn af en fiskerkonge.

En anden søster af Kong Arthur var Morgane, eller rettere et andet navn for Guineverre var Morgane. Magdalene betyder ’hende fra tårnet’, for en magdal er tårn. Et bestemt slags tårn, for på egyptisk er en magdal en pyramide. I det Gamle Testamente kaldes Babelstårnet, altså den babyloniske zigurath, for en magdal, og den var også en pyramide. Maria Magdalene betyder altså Maria fra Pyramiden. Alle disse skikkelser er faraonere fra Egypten og havde intet med Judea at gøre, andet end som tilflyttere. Davids hus og slægt hentyder til de faraonske slægter, for det er kun her, i byen Tannis i Egypten, at Kong Davids hus og slægt og Kong Salomon kan genfindes (endnu flere konger, der forsvandt fra historien). Hvis man lægger to pyramider, to magdal’er ovenpå hinanden og vender den ene på hovedet, får man en maggan, en Davidsstjerne – Maggan = Morgane. Den kaldes også Mariastjernen, altså Venus, den primære gudinde i Egypten og hele Mellemøsten. Isis blev kaldt Ast, heraf Ishtar, Esther, Asterith, Astarte.

Der er dem, der mener, at antallet af ben på stjernen er afgørende. Nogle forlanger fem ben, fordi Venus beskriver en fembladet blomst i sin bane. 
Andre forlanger otte ben. Pointen her er ikke så meget antallet af ben, men STJERNEN.

Og Gweneverre på walisisk. Hvordan det? Der er en walisisk forbindelse her, for fredag på walisisk hedder gwen. På alle sprog fra Mellemøsten og Europa er fredag Venus’ dag, den jødiske sabbat-aften. Veneres (italiensk), Vendredi (fransk), Freitag/fredag (germansk) er Freyas dag, og Freya er Venus. Jomfru Maria var kendt som Stella Maris, Havets Stjerne, der på græsk er Afrodite, altså Venus igen. Dronningerne er alle Venus-inkarnationer. Tristan og Isolde, Pelleas og Mélisande, flere variationer af de arthuriske legender, flere kopier af de legendariske søskende. Og forresten, Pelleas og Mélisande, den franske version af historien, er sat i musik i en symbolistisk Opera af Claude Debussy, der står på listen over stormestre i logen Priory de Zion. En tid med symbolisme, middelalder-revival = nygotik, en tid, hvor Wagner skriver en cyklus om Ringen og operaer som netop Parzifal og Tristan og Isolde. En Belle Epoque, hvor Verden endnu ikke var helt smadret af industrialisme og verdenskrige. En romantisk periode ihukommende, at romantik er et middelalder-koncept.

Den legendariske franske skuespillerinde, Sarah Bernhardt som Mélisande i et teaterstykke over Maurice Maeterlincks tekst i 1905. Senere kendt for ... en kage.

Stenen

Vi ved nu, hvem der passer på Den Hellige Gral. Men hvad var den? Hvis man spørger forfatteren til Parsifal, Wolfram von Eschenbach, der fik sine oplysninger fra Flegetanis, en (kvindelig) astrolog, så er gralen en sten. Der er noget forvirring her, for prinsessen fra Edessa blev kaldt ved det navn. Og Jesus var ud af kongeslægten fra Edessa i Syrien. Gralen var Lapis Exilis, Stenen fra Himlen, en magnetisk meteorsten (jf. Kaabaen i Mekka). Hovedstenen kaldtes Elagabal. Det sagdes om stenen, at den kom med fremmede fra rummet, aliens, og blev givet til Kong Elagabalus, Jesu far, i Testamentet kaldet Josef. Stenen var også BenBen-stenen fra Egypten, der blev til Omphalos-stenen på græsk. Wolfram siger, at gralstenen var Fønix’en. Hvad gør Fønix’en? Den dør og genopstår - som Jesus-Kristus.

Sammenlign omphalus-stenen, eller som den hed i Edessa Elagabal-stenen med den traditionelle krone for kongerne i Edessa. Og på forsiden af Ralph Ellis' bog er der også billedet af en mønt fra samtiden, der forestiller Kong Isas Manu af Edessa!

Ypperstepræsten, der var sat til at passe på stenen, var Skt. Peter i testamentet og Sir Galahad i legenden. Peter på græsk betyder sten. Hans egentlige navn var Simon, men han fik navnet Peter Kiefas – sten på både græsk og aramæisk. Så i Det Nye Testamente er der også en gralsvogter. Skt. Peter var derfor en eunuk, da vogteren af gralen efter nazaræisk påbud skulle være eunik. Ihukommende historien på Oliebjerget, hvor der fandt en ceremoni sted, hvor et øre blev skåret af. Men var det nu et øre, der blev afskåret, for en dreng undslap nøgen? Øret var snarere et sæt testikler tilhørende Peter, der blev den næste Sir Galahad, gallilæer, gralsvogteren. I legenderne er Skt. Peter, Sir Percival = Parcifal, der også kastrerede sig selv. 

Skt. Peters far er Joseph af Aramathea, Sir Lancelot. Skt. Peters nøgler stammer fra don-key, æslet, der tilhørte Joseph af Aramathea. Sir Persival beskrives som en nar, et fjols, en tosse. Josephus (Flavius) alias Apostlen Paulus brød sig ikke om Peter, som han kaldte for en tosse, hvilket vi kan læse i Apostlenes Gerninger. Josephus/Paulus, den romerske agent, var hyret til at promovere den Rom-venlige, udvandede, pacifistiske udgave af jødedommen kaldet kristendommen. I den arthuriske High History, kaldes Sir Percival for en tosse, a fool.

Fristelsen af Parcifal. Som gralens vogter skal man kunne modstå den slags. 

Er du der endnu? :-) Historien er kompleks, men vi har heller ikke lovet andet. Kompleksiteten består bl.a. i den konstante forbytning og fordobling af navne. Vi skal senere forstå begrebet pesha, der er en jødisk forbytnings-teknik, et trick dyrket og perfektioneret af 'bogens folk'.

Hovedskikkelsen i legenden er Joseph af Aramathea. Husk scenen fra den tredje Indiana Jones-film, hvor Harrison Ford falder ned i en rotterede og finder hans grav. Det er i samme film, hvor han til slut ender i Templet i Petra med gralen, der blot er en støvet kop – noget skuffende og lidet prangende. Han er i øvrigt ved at blive kastreret/halshugget af et gevaldigt sværd, der kommer ud af ingenting. Spielberg har vidst noget som medlem fra den jødiske kabbalist-tradition, men hvor meget ved han om den fulde historie, når det kommer til stykket? Det er den, vi går efter, ikke Hollywoods og de kabbalistiske mind-fuckeres version.

Mens vi er ved Petra, så har det vist sig, at de allertidligste islamiske moskeer ikke peger mod det hul i ørkenen, der i dag kendes som Mekka. De peger mod Petra, Edom, hjemstedet for Esaus stamme, der senere forsvandt, den nabbatæiske/sabbatæiske kultur. Der opstod stridigheder, og byens guvernør blev tvunget til at forsvinde fra stedet. Han slog sig med sit følge ned 700 kilometer sydpå i den nuværende saudiarabiske ørken. Her dukker der senere en type op, der lever at at plyndre karavaner. Han bliver senere kendt under navnet Profeten Muhammed. 

Fornærmer jeg nu Islam? Kære venner, vi er alle bedragede. Vi fejer lige nu for egen dør, så måske andre skulle gøre det samme. Islam har, såvel som Jødedom og Kristendom, deres sorte huller og forsvundne historie. Religionernes verden er fuld af ørkenrøvere, spindoktorer, skatteopkrævere og hyklere, der prøver at kuppe menneskers sjæl og sælge sig selv som mellemhandlere for menneskets forhold til sin Skaber. 


Ridderen

Men hvem var denne ’ridder’? Han var en kollega til Kejser Vespassian. Josephus af Aramathea og hans søn ved navn Josephus – lidt forvirrende, var de en eller to personer? – bliver sendt af kejseren til Sarus, halvvejs til Babylon. På denne handels- og pilgrimsrute ligger byen Palmyra. Hvorfor disse omskrivninger af stednavne? Fordi der er et forbud mod at nævne både Palmyra og Edessa i bibelsk sammenhæng. Josphus Flavius nævner dem ikke, forståeligt nok, da han og et redaktionelt team er forfatterne til det Nye Testamente, alt inklusive. De arthuriske legender gør det samme: Palmyra er forsvundet og hedder nu Sarus. Et lille sidespring: ISIS har for nylig ødelagt Palmyra. En 2000 år gammel forvirrende strid bliver således vedligeholdt. Nogen er også i dag klar over historiens fangtråde. Og hvad betyder Sarus på aramæisk? Det betyder eunuk. Det er altså eunukkernes by, gallilæerne by.

Josephus som Kalif - eller bare oldtidens Joseph Goebbels?

Ingen i dag kender til Edessa, selvom det var et berømt sted med berømte konger og dronninger i oldtiden. Kongen i Edessa reddede indbyggerne i Jerusalem fra at dø af sult år 47. Dronningen i Edessa købte og forærede Templet de gigantiske guldkandelabre, menoraher. Kongen er ovenikøbet nævnt i Apostlenes Gerninger under navnet Agabus. Kong Egbarus kendes udmærket i de syriske kilder, og hans hustru var Dronning Helena. Disse folk er blevet slettet af historiebøgerne under Romerriget. Ved Islams fremmarch blev dette område, denne enklave isoleret fra resten af verden og lå som en ø midt i Kalifatet. Derfor er der også her bevaret en særlig og anderledes tradition og en værdifuld viden, der har holdt sig fri af den totalitære ensretning fra både Romerstaten og Kalifatet.

Rester af Edessa i nuværende Sanliurfa, Tyrkiet

Dog ikke helt fri. Josephus Flavius blev hyret af Kejser Vespassian til at skrive en fuldstændig og tilfredsstillende historie om den jødiske opstand i Judæa i det 1. århundrede. Tilfredsstillende for romerne, tilfredsstillende overfor romernes fjender. Kejseren var opsat på at kvæle alle opstande i den østlige del af romerriget, og jøderne havde givet romerne rigeligt at se til. Josephus’ bog var beregnet på at beskrive, hvordan ethvert nyt forsøg på at gøre oprør mod Imperiet ville blive knust. Det var altså et politisk, designerideologisk propagandaskrift. Kejseren sendte Josephus (Paulus) til Adiabeni på den anden side af Eufrat, halvvejs til Babylon, og Adiabeni er Josephus' erstatningsnavn for byen, der ifølge romerne ikke må nævnes ved sit rigtige navn, Edessa, hovedstanden for den oprørske kongeslægt med egyptiske og persiske rødder, der startede den jødiske opstand også kendt som den messianske bevægelse. De arthuriske legender - den forbudte bibelhistorie, krypteret og bevaret for eftertiden - siger nøjagtig det samme om Joseph af Aramathea og hans rejser. Her står der blot, at 'Gud' sendte Joseph til stedet for at omvende stedets beboere til kristendommen, altså den nye jødedom-light skabt for at passivisere de oprørske, hardcore jødiske sekter, der gav Romerriget så store problemer. Her skal man blot erstatte 'Gud' med Vespassian, Sarus med Palmyra og Adiabeni med Edessa, de to hovedstæder for det oprørske kongerige.

Palmyra før dette unikke syriske verdenssite blev bombet i stykker af ISIS efter ordre fra USA, NATO, Israel og Saudi-Arabien. 

Konger og dronninger forsvinder åbenbart i verdenshistoriens sorte huller, og det samme gælder for byer, folkeslag og begivenheder, efter behag og behov.

Typen med braktuden, mafiosoen, som de har opkaldt en scooter efter, er derimod ikke forsvundet fra historien.
Han har til gengæld svindlet sig til sin plads på piedestalen.

Isas Manu

Kong Isas Manu af Edessa er Kong Jesus Immanuel fra den bibelske historie, og Joseph af Aramathea aka Josephus Flavius aka Paulus har en vanskellig mission. Han har skrevet bogen om den jødiske opstand som et propagandaskrift for at få dens læsende målgruppe til at afvæbne sig selv af frygt for at blive smadret af de romerske legioner. Rom ved ikke, hvad deres fjender vil gøre med den hær, der har skabt så meget ravage for Imperiet i området, og som de stadig besidder. Romerne frygter den nazaræiske sekt, for deres religion er yderst krigerisk og aggressiv.

Josephus tager til Sarus/Palmyra og mødes med Kong Evalach Mordrane, som ingen ved hvem er, for det er endnu en af Josephus' kryptiserede ord. I jødisk terminologi hedder det pesha, hvilket er en teknik til at skjule personers navn og identitet ved at kalde dem ved navne fra fortiden tilhørende personer, som de har en lighed med. Arthurisk historie er for så vidt pesha. Avalach er et synonym for 'søn af Nebukanedzar', den babyloniske konge, der ødelagde Jerusalem, før det samme skete under den jødiske revolte. 

Der var en skikkelse, der før Jesus gjorde det samme - og her bliver det komplekst. I Talmud kendes Jesus, Kong Isas Manu af Edessa som Balam, og han bebrejdes ødelæggelsen af Jerusalem. I Koranen kaldes han for Issa. Ikke noget med Joshua, det er noget vrøvl, for det er ikke et persisk navn. Fordi han startede revolten mod romerne, og fordi romerne ødelagde Jerusalem, var det hans skyld. Så ifølge traditionen/teknikken pesha kunne man altså kalde Jesus for Nebukanedzar, hvis man havde lyst til det. Hvem var det lige, der for nylig hævdede, at han var en inkarnation af Nebukanedzar? Ingen ringere eller bedre end Saddam Hussein af Irak! Interessant.

Temaet søn og far i Det Nye Testamente får pludselig en helt anden dimension end Universets Skaber og dennes kødelige inkarnation - og indrømmet, hvem derude med et stykke sund intuition i behold har ikke for længst luret den vinkel? Måske har du, som jeg, ikke haft konkrete ord og begreber at sætte på din sunde intuitions-fornuft, men vha. Ralph Ellis' opus kan vi i dag få styr på begreberne. Alt, hvad manden skriver, ville i den Spanske Inkvisitions tidsalder have været nok til at idømme ham en sagte ristning over ilden - sagte i betydningen: så kan han lide så længe som muligt for den specielle synds skyld, at have røbet historien, som Kirken og før den Romerstaten for alt i verden ikke ønskede, at folk skulle få kendskab til. 

Kongeriget, med Edessa som hovedstad, strakte sig fra Edessa til Amida over Palmyra ned til Pella syd for Damaskus, og rigets navn var Orenia. Byen ligger i dag på den anden side af den tyrkiske grænse og hedder Sanliurfa. Orenia som navn er interessant, for Orange var navnet på kongeslægtens settlement i Sydfrankrig, hvor Maria Magdalena bosatte sig efter diasporaen. Oranje er navnet på slægten, der senere emigrerer til Nederlandene, og William af Oranje er navnet på den konge, der i reformationstiden bliver eksporteret til England.


Slægtsbog i elevatorversion

Der står, at Jesus var af Davids hus og slægt. Jødiske arkæologer (Finckelstein, oa) har ikke kunnet finde nogen tegn på, at den tids mægtigste og rigeste konger var bosiddende i den beskedne landsby, som Jerusalem var i 950 f.Kr. Derimod findes der skikkelser, et tempel, en sekskantet stjerne og andre historiciteter, der passer på beskrivelsen, i form af byen Tannis i Egypten. Teologer bliver altid forvirrede og målløse, hvis man beder dem om at forklare, hvorfor Jesus havde en slægtshistorie – og samtidig var produkt af en jomfrufødsel og søn af Gud. Det er nærmest pinligt morsomt. Men hvis man studerer forholdene omkring de egyptisk faraoer, så var de alle sammen søn af Gud, med navne som Thut-Mosis (Thoth), Ra-Moses, Amon-Hotep, Aken-Aton, osv. Guds navne er indbygget i deres navne. Men det var strengt forbudt at se i den retning, hvis man ikke ville fornærme Kirken og havde sit liv kært. Af samme grund fandt denne umådelige vandalisme sted, da Napoleon var i Egypten, for de hemmelige selskaber, der opererede i kejserriget var kommet på sporet af, at der stod hele fuldstændige passager fra Biblen indskrevet med kartoucher – skrevet århundreder før Biblen. De måtte ødelægges.

Hver tid sin æstetik. Sådan så Constantine Grasso i 1678 en barok scene mellem Cæsar og Cleopatra. 

Nærmere bestemt er Jesu slægtsforhold indenfor et par generationer en datter af ingen ringere end dronning Cleopatra og Julius Cæsar. Denne datter blev givet som gave, altså som arrangeret politisk ægteskab, til den persiske konge. Hun måtte senere flygte fra Persien, da hun havde taget livet af sin mand. Med sig bringer hun en mindre hær på 600 ryttere og 200 tjenestefolk og familie, og de slår sig ned i år 4 i Edessa, der bliver en af de største og rigeste byer i hele den romerske sfære. Det vil sige, at hun med sig også har bragt væsentlige dele af det persiske skatkammer. Hun kendes fra Josephus som Theramusa af Orenia. Hun svarer til Jomfru Maria, men mari var ikke et navn, men en titel på en kvindelig præst. Hendes nye mand svarende til Josef, hedder Manobases – igen ifølge Josephus, der skal tages hele poser af salt, Egbarus er et bedre bud, og hans sønner er Manu V og Manu VI, hvoraf en af dem er Isas Manu, Jesus Immanuel. 

Historien om, at Jesus hang ud med toldere, var en af Josephus omskrivninger. Det hele handlede om skatteunddragelse, for kongefamilien i Orenia nægtede at betale skat til det Romerske Imperium. Selve fødselsscenen fra Bethlehem – endnu en by, der ligesom Nazareth ikke eksisterede – hvor der ankom besøg fra tre præster fra Persien, magerne, giver kun mening, fordi Jesus, på trods af, at hans forældre var faldet i unåde, stadigvæk af fødsel var Persisk Prins og dermed tronarving. Dronningen af Orenia har betydningen Himlens Dronning, og Kongeriget Orenia betyder derfor Kingdom of Heaven, Himmerige. Derfor kan han udtale til sit følgeskab i Judæa, at hans Far boede i Himmerige.

Jesus er ikke en skikkelse fra år 0 til år 33. Han er en skikkelse fra omkring år 60 og født i år 10. Han var altså en mand på omkring 50, da han blev klynget op på korset for, sammen med sin bror Jakob (eng. James), at have startet den jødiske revolte. Josephus har rent faktisk en person ved navn Jesus af Gamallah (Isas af Kamma), en oprørsleder, som han jagter rundt i Judæa i egenskab af officer. Heraf udsagnet ’Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’ Det er temmelig ironisk, at kristendommen intet har med Jesus at gøre, men er skabt af hans værste fjende. Josephus/Saul kalder ham også for den egyptiske falske profet. Han bliver korsfæstet med tornekrone, den traditionelle hjelmagtige krone, der blev båret af kongerne i Edessa, og i en lilla kappe, en farve, der kun måtte bæres af den romerske kejser. Jødernes konge var mere ambitiøs end som så, for han gik ikke blot efter kongemagt i Judæa, men efter selve kejsertitlen i Rom! Med den slægtslinje var han fuldt berettiget til det, og kejsertronen var tom på det tidspunkt.

Endnu en genskrivning af Legenderne i en lidt mere politisk korrekt, skyldbetynget version med Orlando Bloom som forsvarer af den Hellige Stad.

Der var tre stratenrøvere på korset i Kidrondalen – hvoraf den ene altså var en Prins af Persien. Vi er nogle, der har spillet computerspillet, og den sværdsvingende kriger i spillet har ret beset langt mere at gøre med den historiske skikkelse end den afblegede – undskyld, jeg siger det: bøsserøv fra det Nye Testamente. Han svarer også til beskrivelsen af stjerneprofetien, der handler om, at en konge fra Østen blev født under en stjerne og blev den næste Kejser af Rom. Han bliver stærkt medtaget hevet ned fra korset efter tilladelse af guvernøren, Titus, af Joseph af Aramathea aka Josephus aka Saulus/Paulus. Kejser Vespassian, derimod, havde ingen krav på kejsertronen, han var en simpel hærfører, og han havde brug for legitimitet. Derfor bliver der hidkaldt en sær skikkelse til Alexandria, hvor han opholder sig, en skikkelse, der kaldes Basileis. Han er halt, har en forvredet skulder og er blind på det ene øje, skader, han har pådraget sig ved korsfæstelsen. Det bekræftes af Talmud, der siger det samme. For at spare hans liv, skal han overføre stjerneprofetien og legitimiteten til Vespassian, der altså stjæler en profeti og putter ned i sin egen lomme.

Herefter bliver Basileis aka Jesus sendt i eksil til den fjernest beliggende lokalitet i Romerriget i forhold til Judæa, England. Her var der i år 75 bygget et Guantanamo-fængsel til særlige politiske fanger, hvor han bliver interneret - minus sin hustru, der bliver sendt i eksil i Orange i Sydfrankrig. De måtte ikke producere flere børn, end de allerede havde gjort. Stedet hed Fortress Diwa og lå uden for lands lov og ret i Chester, hvor en særlig enklave på stedet var bygget i form af en Vessica Pisces. Der var indbygget jødisk badekælder, der var zodiak på det runde bord – der altså var ovalt – der var indbygget et jødisk tempel eller som vi ville sige synagoge. Et ganske udsædvanlig byggeri. Jesus forlod aldrig stedet, og døde i en alder af 76 i år 86. Ralph Ellis har et kvalificeret bud på, hvor han blev begravet, og begravelseskirken i Jerusalem er det dårligste bud i verden, da man aldrig begravede de døde indenfor bymurene. men derimod på Oliebjerget. Men det er heller ikke noget godt bud. Hvad med Stonehenge? Det giver langt mere mening pga. stedets astrologiske kontruktion, og det understøttes af de arthuriske legender og Geoffrey af Monmouth. Kong Arthur ville have været begravet ved Stonehenge, der kunne være identisk med Avalon. Stonehenge var ikke længere operationel, da druiderne var udryddet af romerne.

Ligger der en konge begravet her? 

Fortress Diwa er i dag jævnet med jorden, der er bygget et parkeringshus på stedet. Det ville have været et sprængfarligt monument at have liggende, for selvom man selvfølgelig ville have skabt en eller anden skrøne om formålet, ville der alligevel en skønne dag ankomme en flab og stille dumme spørgsmål. 

Som Ralph Ellis. Glemte vi i farten at nævne hans opus:

• Jesus – Last of the Pharoes
• Cleopatra to Christ
• King Jesus
• Mary Magdalene, Princess of Orange
• King Jesus of Edessa
• The Grail Cypher

+ fem andre titler, hvor den enorme opgave, han gennem tre årtier har påtaget sig, som hovedtema har den historiske Jesus, der er forsvundet ud af historieskrivningen, og at sørge for, at han finder vej tilbage igen. Ikke noget, der bliver bifaldet af hverken teologer eller historikere, der fuldstændigt har fejlet i samme projekt.

Pesha

Det er ikke læse-let, Dan Brown-stil popmusik. Blot den seneste bog The Grail Cypher er en komprimeret sag på 600 sider spækket med solid kildebehandling. Til gengæld er han en fremragende foredragsholder, og han har brugt et helt år på blot at promovere sine bøger vha. interviews.

Så: Joseph af Aramathea bliver sendt til Palmyra med sit propagandaskrift i hånden for at mødes med Kong Isas' søn = Jesus' søn kaldet Evalach for at overtale ham til at overgive sig og konvertere fra den nazaræiske jødedom til simpel jødedom = kristendom. Kongen nægter, hvorefter Joseph truer ham med at sende den parthiske konge og hans hær. 

Dette stykke pesha = historieforfalskning er så perfekt, at moderne akademia ikke fatter en bønne = en hujende fis = noget som overhovedet helst af, hvad der foregik i det 1. århundrede. Ved Romerrigets fald i 400-tallet brød historieskrivningen sammen, på samme vis som logistikken i Riget. Vi ved med sikkerhed, at helt op til halvdelen af befolkningerne i det romerske rige omkom som følge af kollapset. Det startede i 410, og det sidste årti mellem 470-80 gik det uhyggelig stærkt. Det bør tjene som eksempel for, hvad der sker med et totalitært Imperium, når det har gjort sine befolkninger afhængige af centraliseret logistik. Lokalt selvstyre er på forhånd sat ud af drift. Den mørke tid bestod udover fattigdom, hungersnød og pest af en åndelig formørkelse grundet manglen på solid dokumentation af hændelser, hvorved det blev muligt for historieforfalskere at dreje op for alle haner for fuldt tryk. Udtrykket Den Mørke Middelalder (The Dark Ages) er på ingen måde en forkert betegnelse for tiden, selvom moderne historikere har forsøgt at profilere sig ved at hævde det modsatte (de skal jo også leve, så de har fundet et gimmick for at promovere sig selv ...). Udover fattigdom, pest og andre masseødelæggelser, var manglen på viden et seriøst problem i Den Mørke Tid. Det blev et sort hul i tid, hvor man kunne smide alting ned i. 

Og det gjorde man. Hændelser fra det 1. århundrede, der var tabuiserede af politiske årsager, oldtids-geopolitik, blev smidt ned i det sorte historie-hul. Af indlysende årsager. De folk, der skrev Vulgate Cyklerne, 9 tykke, svært læselige bind med tæt skrevne 3000 sider, kendte den forbudte historie. Deres navne var Walther Matt og Robert de Boron, men det er svært at forestille, at de var ene om det. Disse folk var munke og historikere i 11-12-hundredetallet, og hvorfra kendte de den historie, som allerede var gået tabt i det 1. og 2. århundrede?

Tempeldridderne 

Historikerne - ganske få - i middelalderen kendte historien. En af dem var Geoffrey af Monmouth. Det gjorde han, fordi en navnkundig gruppe af krigermunke havde opsøgt denne viden i forbindelse med korstogene og havde overgivet deres viden til ganske få udvalgte, hvoriblandt han var. De navnkundige, berømte, berygtede - alt efter behag og behov - tempelridderere havde som særligt formål med deres deltagelse i de ligeså navnkundige togter at finde beviser for den tabte historie og bringe den tilbage til, hvor de kom fra. Hvorefter de så ikke kunne tale højt om deres nyerhvervede viden. Hvad handlede korstoget mod Katharerne i Sydfrankrig om, hvor tempelridderne bevidst fravalgte at deltage? Det handlede om, at der eksisterede en gruppe, der kendte historien og videreførte den nazaræiske, essenske og gallilæiske retning af jødedommen, som Pauluskirken aka Romerriget aka Pavestaten, Rigets arvtager, havde undertrykt og ikke ønskede skulle genopstå.

Riddere på afveje. Måske ledte de efter en ganske særlig bog? 

Hvorfra ved vi det? Det ved vi, fordi det første korstog tog en besynderlig rute. I stedet for at styre direkte mod Jerusalem, drejede toget fra i retning af ... Edessa, byen der ikke fandtes efter det 1. århundrede. Og hvad gik de efter? De gik efter en lærd ved navn Justus af Tiberias' historie om jøderne, en bog, der ikke længere findes, men som vi ved fandtes iflg Josephus Flavius aka Joseph af Aramathea aka Apostlen Paulus, der harcellerer over netop denne bog og kalder den et værk fuld af falsknerier. Altså et 'pålideligt' udsagn fra en professionel historieforfalsker, købt og betalt af romerstaten til at omskrive jødernes historie i propagandistisk øjemed, der hermed påkalder sig særlig opmærksomhed omkring den bog, som han af indlysende årsager ikke kunne lide! Protestanter i dag elsker Paulus. De kan ikke få nok af Kærlighedens Højsang - og den er jo vældig emotionel, for størst af alt er jo Kærligheden - og Apostlenes Gerninger. Igen: Kristendom har intet med Jesus at gøre, men alt med Paulus at gøre. Protestanter elsker ham, fordi han var reformator, men de aner intet om, at han blot var en dreven spindoktor, historieforfalsker og romersk agent. En vendekåbe, der det ene øjeblik er jødisk aristokrat, det næste øjeblik en hærfører, der jagtede oprørere, det tredje øjeblik får et sjældent lyst øjeblik på vej til Damaskus – før var jeg blind, men nu ser jeg - for endelig, da lokummet brændte under ham, blev hjulpet til Rom, hvor han blev Vespassians spindoktor og propagandaminister, Joseph Göbbels på sin tid – og mindst lige så skræmmende kompetent.

Göbbels som apostlen Paulus ... 

Siden vi har været så frimodige at sige T-ordet for tempelridderne, er det lige værd at huske på, at der ikke hermed siges noget om bagtanken med at anskaffe sig den historie, som den Katolske Kirke for alt i verden ikke ønskede offentligjort. Det kunne sagtens tænkes at være et redskab til afpresning. Vi siger heller ikke noget om her, at de havde andre formål med turen. Nogen har gættet på teknologi, andre har gisnet om skatte. Man kunne godt få den tanke, at alle de vilde rygter om deres forfærdeligheder var et røgslør, som de allerede dengang var tilfredse med. Den herre ovenfor og hans kolleger i det Tredje Rige var bestemt ikke ubekendte med fortællingerne, og alt tyder på, at de tog dem meget alvorligt.

Historikere, både i antikken og i middelalderen, kunne ikke beskrive den virkelige historie, en udsøgt fornærmelse mod magthaverne både dengang og senere og derfor et sikkert afsæt for magthaver til at give de vidende med de åbne munde en ... tæt barbering. Så de få vidende var henvist til at dække historien til på pesha-vis. Altså ved at placere hændelser og skikkelser ude af tid og sted ved omdøbninger og omplaceringer i form af arthurisk historieskrivning. Bekvemt nok for enhver, der har lyst, kan kalde det for skrøner og legender, mens det i realiteten indholder den virkelige historie i kryptiseret form.

I Fosters Prins Valliant - Kong Arthur for børn - er den gruselige drage blevet til en overdimensioneret croc. Og hvad var det lige, vi havde lært om dragen, stjernetegnet Draco? At drage på aramæisk var en fisk.

Troubaduren

100.000 afrikanere skulle ifølge de arthuriske legender og Geoffrey af Monmouth have invaderet England fra Irland under ledelse af Gormand af Isenbard! Mon dog? Endnu en nem grund til at henvise legenderne til kategorien skrøner, en afrikansk hær i Irland, bunkum! En troubadursang besynger denne Gormand af Isenbard. 

Denne blomstrende middelalderpoesi og tilhørende musiktradition er et helt kapitel for sig. Troubaduren besynger ofte den håbløse og uforløste romantiske - ordet romantisk stammer herfra - kærlighed. Det er blevet forklaret med, at troubaduren var en omvandrende skjald, der blev hyret af adelige kvindfolk til deres underholdning, hvorefter han forelskede sig i dem, men hans forhold til adelsfruen forblev platonisk, for han kunne aldrig få hende. Den uforløste kærlighed blev et tema i sig selv fra middelalderen frem til dens genkomst i romantikkens 1800-tal og frem til i dag i en Hollywood-perverteret version. Men der stikker noget andet under, og troubadur-traditionen, eller som det hedder på germansk Minnesangen, erindringssangen, er et udspring af den arthuriske historie. Vi har den fra Wolfram af Eschenbach frem til Richard Wagner, der komponerer en opera med titlen Parcifal. Den egentlige uforløste kærlighedshistorie handler om adskillelsen af Jesus og Maria Magdalene, der tvinges i eksil efter påbud af Kejser Vespassian til henholdsvis Sydfrankrig (Orange) og Chester (Fortress Diwa), England. Derom senere.

Jeg søgte på Isenbard og fik Isengard. Slet ikke noget dårligt valg, for Ringenes Herre er ligesom Wagners Ringen utænkelig uden de arthuriske legender. 

Tilbage til Gormand af Isenbard. Det handler selvfølgelig ikke om afrikanere i Irland, men om nordafrikanere, der invaderer Sydfrankrig i 700-tallet. Alle de tidligere kristne områder i Mellemøsten og Nordafrika var blevet erobret af Islams aggressive ekspansion, og nu var turen kommet til Frankrig. Vi kender til maurernes invasion af Spanien, hvor det tog århundreder for spanierne at smide dem ud, men de færreste kender til den franske invasion helt op til byen Tours, hvor de blev slået tilbage af Charles Martell (efternavn: Hammeren - interessant, for Maccabæus/maccaba betyder også hammeren). Senere kom de muslimske horder tilbage og invaderede Provence frem til byen Orange, der var et uafhængigt fyrstendømme regeret af en prinsesse. Vi genkender Orange som det syriske eksil-settlement, hvis første prinsesse var Maria Magdalene, søster og hustru til Isas Manu af Edessa = den historiske Jesus, der af storpolitiske årsager forsvandt fra historien hjulpet på vej af spindoktoren, historieforfalskeren, den romerske agent Josephus Flavius aka Joseph af Aramathea aka Apostlen Paulus. 

Forfatteren til Parcifal, Wolfram von Eschenbach, skrev en anden bog, der er mindre kendt ved navn Willehelm. Der handler om William, der var prins af Orange. I slutningen af 700-tallet gør han det samme som Charles Martell og fortrænger muslimerne fra Frankrig, så de må flygte indover Pyrennæerne til Spanien. Det er igen den samme historie og i de forløbne 600 år var det ikke længere romerne, der skulle smides ud, men muslimerne. Det var det, korstogene handlede om, bl.a. Man siger normalt, at korstogene startede i 1069, men de startede langt før, med Charles Martell, og fortsatte med William af Oranje nogle årtier senere i samme århundrede. Eschenbach genskriver den arthuriske historie. I Italien findes også en variation af Kong Arthur ved navn Roger 1, der smed muslimerne ud af Italien. Karakteren Arthur kan bøjes på mange måder.

Er det ikke et tårn, hun holder i hånden? 

Prinserne i Orange i Sydfrankrig bliver senere til prinser i Holland under titlen Huset Oranje. De bliver den kongefamilie, der er involveret i Reformationen i 1500-tallet. Man kan sige, at fronterne var de samme som for halvandet årtusind siden, hvor de bekæmpede Romerstaten, og nu under William III Romerstatens direkte arvtager, den Katolske Kirke. Denne William var nu importeret til at være konge i England. Han smed James 1 (under Louis XIV) ud af Irland, en konflikt vi i dag kender i form af IRA, Sinn Fein og Ulster. Det bevirkede i sidste ende, at hele Nordeuropa blev protestantisk. Vi skal ikke her gå nærmere ind i religionskrigene, da det er en kompleks størrelse, men blot identificere et enkelt mønster. Mønsteret kan også ses senere i form af Napoleonskrigene, såvel som de kunne ses allerede i 800-tallet under Vikingetogterne mod rankerne og kejser Karl den Store/Charlemagne. Selvom der er adskillige grunde til at Reformationen som en ny og værre plage eller i det mindste som et nødvendigt onde, så ville vi ikke have haft videnskaben, som vi kender den eller den industrielle revolution, hvis ikke William havde vundet slaget i Boyne I 1690.

Det bliver efterhånden sværere og sværere at afskrive den arthuriske historie, for den beskriver alle de hændelser og skikkelser, der har været medskabere af den moderne verden. Man kunne for eksempel anlægge det synspunkt, at krigen i Syrien lige nu handler om gentagelsen af et gammelt tema. Det nye Romerrige, USA-CIA-NATO er atter ankommet til stedet, denne gang sammen med de muslimsker horder, selvom ISIS ikke har meget med Islam at gøre, og på trods af, at Islam er så splittet og korrumperet (wahabiseret) i mellemtiden, at de ikke magter at tage entydigt afstand fra det misbrug af religion, der finder sted. En konge I Syrien bliver lagt for had. Palmyra bliver ødelagt af terroristhorderne, mens zionisterne på den anden side af grænsen klapper i hænderne af fryd. Et 2000 år gammelt indædt og uforløst tema er igen sluppet løs, med de samme slags aktører og fjendebilleder, som dengang. Hvis nogen kommer og påstår, at der ingen sammenhæng er, og at det hele er tilfældigheder, så står der printet kraftidiot i hovedet på dem!

Syrien er overrendt med perverse svin som dem her - bestilt af Imperiet. 

Bestilt til at ødelægge resterne af fortidens Palmyra, bl.a. ...

Og historieforfalskning igen-igen, den foregår døgnet rundet i medierne med Fake Corporate News over hele linjen. Undertrykkelse af viden foregår nøjagtig som i Den Mørke Tid, hvor vidende personer måttet kryptere historien som legender og myter. Vi er i gang med en gentagelse af The Dark Ages, og minsandten om ikke også Jorden er blevet flad for anden gang! Lad os håbe, at fremtidige historikere – de ægte historikere, ikke de globalistiske legesvende og Imperie-besyngere – til sin tid vil have noget godt at skrive hjem om, og at den Nye Mørke Tid indeholder kimen til sin egen modsætning. En forudsætning for det er, at alle de fortrængte og forbudte historier får en mulighed for at komme for dagen. Hvis ikke, det sker, vil historiens hjul bare kværne videre i samme rille, med de samme fortærskede fronter, fjender og falske forklaringer.

Kulturdestruktion og hemmelighedskræmmeri

af marco_hanuman, the blogger

Det siger næsten sig selv. Jo længere, vi går tilbage i tid, des sværere er det at sige, at vi har styr på, hvad der skete. De tegn og gerninger, beretninger og efterladenskaber, vi har til rådighed, bliver sværere og sværere at tyde på en overbevisende måde, jo længere, der er imellem dem i tid og sted.

Der er gjort mange ihærdige forsøg på at fremkomme med løsninger, forklaringer, og mange af dem er gjort i bedste hensigt. Visse udbudte forklaringer er snarere det modsatte, ikke med hensyn til ihærdighed, men i form af deres evne til bortforklaring, kryptering og tilsløring af sammenhænge. Disse kan skyldes, at kryptørerne har, som de påstår: en korrekt, men hemmelig viden, som de holder for sig selv - enten for, at andre ikke skal få fingre i den, da de også påstår, at den hemmelige viden besidder stor kraft, eller fordi de uindviede ikke forstår at håndtere den rigtigt, og kun de, vogterne af hemmeligheder fra de ældste tider, kan håndtere den slags.

Hvis man støder på den slags, sidder man ofte med en lumsk mistanke om, at de bluffer. De aner faktisk ikke rigtig, hvad de har med at gøre, men de har skabt en aura af mystik omkring sig samt en selvhøjtidelig dyrkelse af mysteriet for dets egen skyld. Ofte opererer disse hemmelighedskræmmere - hvor er det i øvrigt et godt ord! - i deres masonisk-kabbalistiske hierarkiske

cirkler, hvor det kun er den absolutte inderkreds, der ved, at ... ja, hvad ved de? Kender de så de allerhemmeligste hemmeligheder, eller ved de bare, at det hele er en konstruktion, som de har pakket sig selv ind i?

Forskere, såvel som amatører, fremkommer ofte med et frisk bud på en skudsikker forklaring. Lad os tage et tilfældigt emne i stakken og tage den derfra via associationer: De Sorte Madonnaer. De findes jævnt fordelt i den kristne verden fra Bosnien til Brasilien. På den sidstnævnte lokalitet kan de bortforklares af traditionel religionsforskning som en synkretistisk udgave af den hellige jomfru beregnet for efterkommere af sorte slaver. Altså en mild form for debunk af, at der skulle stikke noget andet under. I krypterne i de europæiske middelalderkatedraler er de sværere at placere. Hvorfor skulle de være sorte? Hvad er hele denne Mariakult overhovedet for en størrelse?

Genskabelsen af den Sorte Madonna i Chartres, efter afbrændingen under den Franske Revolution

Gudinden Isis, siger man straks. Sikkert er det jo, at den katolske kirke er fyldt til randen med alskens efterladenskaber fra romersk tid and beyond. Paven er reelt ikke andet end opdateringen af en romersk kejser, og hans titel røber det helt: Pontif Maximus. Cæsar bar den samme titel. De romerske kejsere udråbte sig selv til Gud, paven er Guds stedfortræder på Jord. Tydeligere bliver det næppe. Pavestaten er Romerriget 2.0, med nye boller i den gamle suppe.

Så ja, sortheden er ikke kun historien om den hellige jomfru, der skifter hudfarve. Jeg vil dog næsten æde min hat på, at der findes en stak identitetsforvirrede afroamerikanere (eller hvad man må kalde dem for tiden), der har et hjemmebrygget dogme om, at Jesu moder i virkeligheden var neger (og det må man overhovedet ikke kalde dem!). Ligesom der findes en afrofil ideologi, der påstår, at det var sorte afrikanere, der var de gamle egyptere og byggede pyramider og templer. Helt hen i vejret, selvom der selvfølgelig er en nubisk forbindelse i det gamle Egypten, hvor alskens folkeslag krydsede Nilen.

Den Hellige Jomfru foretager sin egen opstandelse. Ligesom skikkelsen Jesus bliver til en solgud og bliver til Kristus, bliver jomfruen til Himlens Dronning. Hermed er vi dybt indhyllet i metaforer, allegorier, typologier og vandrehistorier. Vi er havnet i et felt, hvor der næsten er frit slag for en tolkning, der kan tilpasses efter behov til ét bestemt narrativ - eller et andet, eller et tredje. Skikkelserne bliver til arketyper, hvorefter der er brug for psykologer. Skikkelserne er i virkeligheden reminiscenser af planetære, altså solare eller kosmiske, hændelser, hvorefter der er brug for astronomer. Skikkelserne er spirituelle transformerende symboler, hvorefter der er åbent hus for en blandet landhandel af neo-alkymister, kabbalister, dybdepsykologer og newagere.

Himlens Dronning, der så skulle være Isis, kan så enten være et astronomisk, eller nok snarere et astrologisk (astronomi + bevidsthed) fænomen, og en del af dobbeltstjerne-konstellation med Solen og Sirius, Isis-Osiris. Det astronomiske fænomen er i disse år ved at blive videnskabeligt kortlagt, og det er ganske plausibelt, at Solen er bundet til Sirius. Men her har vi så også brug for noget mere avanceret end både Newton og Einstein. Eller mere simpelt. Tyngdekraft kan ikke forklare en binding på så store afstande, det kan derimod teorien om det elektriske univers. Hvilket i øvrigt peger tilbage til Kepler, hvor astronomien efterfølgende røg ud på det newtonske sidespor, hvor vi stadig skøjter rundt. Månens tiltrækningskraft/tyngde kan heller ikke forklare de tilbageskridende forårsjævndøgn og Jordens slingretur om egen akse på mellem 25.772 og 24.000 år (afhængig af om tid kan komprimere og dekomprimere). Kronos har en finger med i spillet med kronologien.

Når der bydes ind med forklaringer på, hvordan en sådan universel viden kan krystallisere sig som sorte kvindelige gudeskikkelser i kældrene på gamle katedraler, er der mange sten på vejen. De spirituelle newage-neo-feminister har deres version, tadaa! det er i virkeligheden den oprindelige gudindekult, der bare er gået under jorden i den onde mandschauvinistiske kirke. Se bare på alle de hekse, de brændte, og så har de bragt hele offerrolle-mytologien på plads. Hvem siger, at alle de kvinder, der røg på bålet, var små helgener og forfulgte uskyldigheder. En del af dem har snarere været kvindelige sortemagikere, der udøvede diverse manipulative ondskabsfuldheder mod andre, ligesom deres mandlige kolleger. NB, dette er ikke en hyldest til den Spanske Inkvisition og deres skinhellige forsamling af højprofilerede sortemagikere forklædt som gejstlighed, der via terror tvang folk til angiveri for at redde deres skind - for derved at skabe endnu mere terror. Det er en konstatering af, at forvirringen er total, og at folk har alle mulige bud på forklaringer, der passer med deres egen lommefilosofi.

En interessant detalje er, at den Sorte Madonna i Chartres-katedralen blev brændt i 1700-tallet i forbindelse med den Franske Revolution. Det giver mindelser om talibanernes ødelæggelse af buddha-statuerne i Bamiyan, Afghanistan i 1999 (takket være psykopaten Zbigniew Brzezinski ...) og ISIS' ødelæggelse af Palmyra sidste år. Her ser vi kulturdestruktørernes værk, og de godtroende ondsindede horder, der udførte disse forbrydelser mod menneskeheden og vort fælles arvegods, er med garanti ikke kommet op med den slags af sig selv. De modtager ordrer fra højere sted. Som de horder, der jævnede de antikke biblioteker med jorden, efter ordre fra romersk deep-state. Madonnaen i Chartres, Isis eller ej, blev et offer for pøbelens raseri vendt mod kirken som magt. Guillotinen var raseriet vendt mod adelen som magt. Men langt mere interessant er det at spørge, hvem, der skabte revolutionen og med hvilket formål, og hvem der opildnede pøbelen til at gøre deres beskidte arbejde?

Det er på grund af kulturdestruktørerne, at vores viden om de ældste tider er gået tabt. Den vandalisme, der fandt sted med Napoleons indrykning i Egypten, var bestilt arbejde. Udtværing af ansigter, skikkelser og kartoucher. Kan vi sætte navn på destruktørerne, kan vi isolere dem som et distinkt fænomen eller en bestemt gruppering?

Vi kan forsøge at indkredse dem, vel vidende, at de er særdeles gode til at holde sig under radaren. Vandalisterne, der fulgte i Napoleons fodspor, tilhørte franske frimurerordener. I de samme ordener logerede de typer, som senere slap den Franske Revolution løs. Infiltrationen af frimureriet i sin helhed skete netop i 1700-tallet. Flere betegnelser kommer op for de indtrængende: frankister/jakobinere = kabbalister og sabbattæere, jesuitter og Illuminati. I virkeligheden skal vi have fat i 100-vis af benævnelser for at beskrive fænomenet, for de har for vane at skifte navn og opholdssted, som andre skifter underhylere. 

Weishaupts dødsmaske - indædt til det sidste

Jesuitterne synes at have have en nøgleposition. Filosoffen Adam Weishaupt, der 1. maj 1776 dannede de Bayerske Illuminati (tre år efter, at paven havde fordømt jesuitterne i hele verden), var et produkt af netop jesuitterne. Og så blev han hvisket i ørerne af ingen ringere end kabbalisten Jacob Franck (der også opererede i Frankfurt - ligesom en vis berygtet bankfamilie ..), at han skulle danne sin gruppe, hvorom der svæver lige så meget røgslør, som omkring de navnkundige tempelriddere. Stifteren af jesuitterordenen, krøblingen Loyola, var som bekendt en forsmået korsfarer og wannabe-tempelridder - selvom de egentlige tempelriddere selvfølgelig var gået under jorden 220 år før, han skrev sine tilståelser og åndelige eksercitser(... i afrettende selvplageri) i 1534.

Den russiske alternative historiker Anatoly Fomenko har i sit voluminøse syvbindsværk History - Fiction or Science? som hovedtese, at kronologien i verdenshistorien er ude af sync, og at der er nogen, der har været inde og pille ved den. Han identificerer disse nogen til en kreds omkring to jesuitiske historikere ved navn Joseph Justus Scaliger (nederlænding, 1540-1609) og Dionysius Petavius (franskmand, 1583-1652). Deres motiv var, at jesuitterne på det tidspunkt arbejdede på at erstatte europæiske fyrster med deres egne marionetter. Når vi når frem til den Franske Revolution, hugger de jesuitisk inspirerede revolutionære glat væk hovederne af fyrster og adel og andet ros, der kommer i vejen for dem, ligesom senere i den Russiske Revolution. Men allerede i renaissancen var de i fuld gang med deres omfattende projekt, og selve revolutionstanken, med folkeforførelse via en avantgarde, er et jesuitisk koncept. Historieforfalskning handler om skabelsen af syntetisk/kunstig legitimitet, hvortil man har brug for at omskrive historien. Fomenko bemærker det påfaldende i, at de fleste antikke kilder ikke findes i originaler længere, men kun i kopier. Originalerne er simpelthen forsvundet. Hvor pålidelige er kopier, når de har været i hænderne på folk som Scaliger og Petavius?

Det var denne omfattende, totalitære kildedestruktion - eller konfiskering, for findes originalen stadig i et andet stort bibliotek i Rom, hvor man ikke kan løse lånerkort? - der også gjorde, at historikere på et tidspunkt antog, at jøder var alitterære. De havde ingen skrifter. Men romerne havde ødelagt alt, de kunne komme i nærheden, for ingen anden modstander havde givet dem så store problemer, som den messianske bevægelse i en indædt modstandskrig, der varede 100 år. Romerne blev trængt ud af Palæstina i år 66, de måtte flygte over stok og sten i Egypten, der var hele Romerrigets brødkurv, de trængte frem til Libyen, og de truede med at starte oprør i alle de jødiske enklaver, der i diasporaen var spredt over det meste af Riget. Det hed sig, ifølge Nero, at det var de kristne, der i år 64 startede den store brand i Rom, men det var de oprindelige 'kristne' grupper af jødiske reformister, zeloter (jf. Massada). De romer'ficerede, pacifistkristne havde jo lært, at de skulle vende den anden kind til og gå den ekstra milfor at samarbejde med romerne. Som Joseph Atwill beskriver, var kristendommen primært en konstruktion for at give jøderne en pacifistudgave af deres ellers aggressive religion og Messiaskult, der netop var inspireret af den gamle jødiske litteratur og dens udpenslinger af krigeriske handlinger over for naboer og fjender.

Zeloternes tilflugtssted

Kulturdestruktionen er med andre ord ikke kun tilknyttet Renaissance og Oplysningstid, men startede for flere tusinde år siden. Det er et fænomen, der er så mønsteragtigt og bestandigt over tid, at der kun kan være tale om et koordineret tiltag. Den involverer destruktionen af vores fælles hukommelse, af traditioner og traditionsbevarende institutioner. Historieforfalskning har fundet sted i samme millennium-periode.

Vi har før beskrevet det, men romerne ville, om man så må sige, ikke ud med sproget. De har helt sikkert været klar over det, men har aldrig været villige til at indrømme det, og den moderne italiener er uvidende om, at det ikke var romerne, der opfandt det romerske sprog, det var rumænerne, som selvfølgelig ikke hed rumænere i antikken, da det begreb i sig selv er en anakronisme og en bagvending. De hævder, at rumænsk (deraf navnet) er et latinsk sprog, men det er latinsk/italiensk, der er et rumænsk sprog. De hed forskelligt, afhængig af den stamme, de tilhørte, fx daciere, hvilket er det bedste bud, da det var den daciske konge Burebista (80-44 f. Kr.), der, som den første samlede de mange stammer. Hele den omfattende enhedskultur, der strakte sig fra øst for Sortehavet til midt i Europa, er stort set blevet udeladt af historiebøgerne som det storrige, det havde fortjent at omtales som. Vi kan primært 'takke' romerne for, at kontinuiteten i den historiske fortælling er skåret over. 

En filolog og matematiker, der blev historiker

Hvorfor lå det romerne så meget på sinde at sløre deres egen herkomst? Hvilke skeletter har de haft i skabet? Vi har allerede taget hul på det ved at nævne Fomenkos genskabelse af kronologien. Han tager udgangspunkt i, at månefaser og historieskrivning har været ude af sync. Den oprindelige beskrivelse af månefaserne er fuldstændig korrekt, så derfor må der være sket noget med historien. Med mindre månen har teet sig helt absurd. Usynkronisiteten er sine steder op til 1000 år.

Det handler som nævnt om legitimering. De romerske herskere havde seriøse legitimeringsproblemer. Fordi der foregik denne løbende udskiftning af kejsere og hvilke slægter, der havde lov og ret til at sætte sig på magten, måtte de forfalske deres hævd, deres ret til magten og tronen. Det blev så ekstremt, at de under cæsarerne måtte ophøje sig selv til Gud, for hvem vovede dog at sætte sig op imod Guds ultimative og selvskrevne legitimitet? Problemet opstår, når snart den ene slægt møver sig frem til tronen efterfulgt af den anden, Cæsarerne, Flavianerne, Borghiaerne, Della Rovere'rne ... De kunne kun i et par generationer holde sig i sadlen og derfor ikke kræve den langstrakte legitimitet. I stedet skar de igennem og sagde: Gud har givet os legitimitet - og Gud er for øvrigt os selv. De sørgede selvfølgelig for aldrig at sammenstille de to sætningsdannelser, for ellers ville folk have slået sig på låret af grin. Og måske de gjorde, men kejsermagten var egentlig ligeglad, blot folk overholdt Pax Romanorum og gav kejseren, hvad kejserens var.

Man kan karakterisere Romerriget som et kæmpestort fængsel for nationer. De nationer, som de ikke havde udslettet, fx Etruskerne, hvis bosteder og teknologi (akvadukter), de, som de første overtog under opbyggelsen af Riget. Derfor var enhver form for nationalisme fordømt indenfor Rigets grænser. Jøderne og briterne var nogle af de eneste, der nægtede at respektere det, så derfor var kampagnen mod dem forstærket. Og den medfølgende historieskrivning - husk, at historieskrivning ALTID er en del af et Imperies krigspropaganda! - har voldsomt underspillet de problemer, som det gav romerne. De blev også smidt ud af Britanien og en velorganiseret britisk alliance mellem stammer og høvdinge sørgede for, at romerne sejlede ud ad Themsen for at redde deres skind.

Også Germanerne nægtede at underkaste sig, og udslettede den 17. 18. og 19. legion (20.000 mand!) + det løse år 9 i Teutoburg-skovene i nuværende Nordvesttyskland, under anførsel af Arminius, søn af cheruskiske (germansk stamme) adelsfolk, kidnappet og opdraget blandt romerne som romer med indgående kendskab til romersk militærkunst og dermed også romernes største svagheder. Romerne var dødsensangste for de uendelige tyske skove og marsker. Senere blev han sendt tilbage til germanerne, med det formål at romer'ficere germanerne, men her tog de fejl, for skovene og marsken blev deres endeligt. En på flere punkter parallel historie til Vlad Tepech, den valachiske (daciske!) prins, der med held satte den ottomanske kæmpehær stolen for døren via sin egen tvungne opvækst i og kendskab til sultanens hær. Begge skikkelser blev Imperiernes største mareridt og ændrede Europas historie.

Når globalisterne i dag - folk med en neo-romersk-imperialistisk våd drøm om verdensherredømmet - ideologisk-propagandistisk dæmoniserer nationalisme, og hævder, at det er roden til alt ondt inklusive de krige, som globalisterne selv har startet, er det en 2000 år gammel efterklang af Romerrigets største skræk. En skræk, der fik en revival 850 år efter Teutoburg med Vikingetogterne, der satte sig op mod Frankerriget/Karl den Stores Tysk-Romerske Rige. 

Romerrigets arvtagere i nyere tid - efter eget udsagn - det Britiske Imperium greb på samme vis til historieforfalskning for at skabe deres legitimitet. De fleste ved, at den britiske kongefamilie er et implantat af tysk adel, der absolut ingen hævdvundet eller kulturel legitimitet har til den britiske trone - endsige til blot at kalde sig britere. Tronarvingen er ovenikøbet så formastelige at kalde sig for Prins af Wales. Den engelske dronning kan yderligere trække sine aner tilbage til venetiansk adel, og med det, vi kender til venetianerne/fønikerne, åbner sluserne sig helt tilbage til Babylon. Det er derfor, det sammensatte ord hemmelighedskræmmer, er så sigende, for vi taler netop om hemmeligheder, om forbindelsen til en præantik kræmmerkultur, de babyloniske ågerkarle, kabbalistkryptikerne, sortemagikerne, de falske zoroastere, kaldæerne og andet scumbaggery.

Hvorfor taler vi om disse ældgamle affærer?
Er de ikke afsluttede og bortvaskede?

Svaret er NEJ. Det er de ikke, fordi det er lykkedes deres spindoktorer at stikke os blår i øjnene. Så længe, verden lever i tryg forvisning om legitimiteten af en ældgammel løgn og dens opdateringer, så længe er vi som indvånere i denne verden idømt den grusomme straf at måtte gentage løgnens ritual. Noget ældgammelt er lyslevende indkapslet i moderniteten, fordi det aldrig er blevet trukket frem i lyset og stillet til regnskab. En forbrydelse, der startede for flere tusinde år siden, er aldrig blevet opklaret og adresseret, hvorved den multiplicerer sig selv ad infinitum ad nauseam.

Er det retfærdigt eller uretfærdigt? Spørg hellere: Hvordan kan vi forlange retfærdighed, hvis vi ikke er villige til at forfægte den? Vi er fortfarende slaver i det Romerske Imperium, den romerske slavestat, indtil den dag, vi ser det i øjnene og siger fra.

Var det svar på spørgsmålet?