Relativisme i frit fald

af marco_hanuman, the blogger

Vi er i det tænksomme hjørne i dag. Forvent ikke lutter sprudlende sarkasmer eller poetiske ekvilibrismer. Forvent et filosofisk indspark.

Hvad høvlan skal vi med et filosofisk indspark? Kan vi ikke bare få flere sorte piller, som vi kan sluge? Vi er i mellemtiden blevet ikke så lidt afhængige af det shit! 500 mg dystopin, 3 gange dagligt, eller vi får rysteture.

Bare rolig, du skal nok få din daglige dosis. Men du får også en dosis modgift. Du vil muligvis se, at filosofi er særdeles anvendeligt.

Filosofi, sagde du, hvad er det nu, det er?
Jo, nu skal du høre. Filosofi består af 3 hovedgrene: 

Epistemologi(viden, kundskab)
Hvordan skal vi bære os ad med at lære? Hvordan erkender vi? Hvad er viden?
Trivium, Quadrivium. 

Etik (det gode, det rette)
Hvordan kan vi skelne ret fra uret? Hvad er det gode og det sande? Hvor skal vi hen?
Areté, Dharma. 

Ontologi(væren, eksistens)
Hvad vil det sige at være menneske? Hvad er meningen med livet? Hvor kommer vi fra?
Metafysik.

De tre grene er sammenvævede. For at kunne fordybe sig, kan man filosofisk-disciplinært tillade sig at adskille og rendyrke. Men hvis man ikke igen samler og sammentænker, begår man en filosofisk dødssynd. At hævde, at man kan have etiske synspunkter, uden at medtænke livets mening og metafysikken, er relativistisk. At hævde, at man ved noget, uden at tage stilling til, hvordan denne viden bør anvendes, er relativistisk – og uansvarlig. Et udsagn i en af de tre grene må nødvendigvis medføre udsagn i de to andre.

Eksempel. Man kan ikke komme med et etisk udsagn om, at det er retfærdigt at sige sandheden, uden samtidig at inkludere et epistemisk underforstået udsagn om, at vi ved og forstår, hvad der er sandt. Ej heller kan vi undgå at medregne en metafysisk-ontologisk kategori af sandt og falsk. Altså, at sandhed findes som en given størrelse, som det er muligt at forholde sig til.

Et sådant krav på sammenhæng i filosofi og tænkning kan bringe pisset i kog hos relativister (materialister, nominalister). Især hvis man nævner metafysikken, som de mener fuldstændigt at have afskaffet - mens de reelt har sneget deres egen pseudo-metafysik ind ad bagdøren. Direkte adspurgt, eller snarere: eksamineret, vil det snart vise sig, at en relativist ikke aner noget om metafysik. Vedkommende aner ikke, hvad hans trosretning sendte ned med skraldespanden. Metafysik var afskaffet allerede før vedkommende anskaffede sig sit relativistisk-materialistiske livssyn, hvilket betyder, at vedkommende ikke engang forstår sin egen relativisme. Man kan ikke forstå Verden endsige sig selv udfra en negation – en udeladelse. 

Metafysikomhandler det værende, det ubetingede, det aprioriske, det kategoriske. Metafysik er fra en tid, hvor teologi og filosofi ikke var adskilte størrelser. Husk, at Gud siger: Jeg er den, jeg er. Onto-Logos – Læren om Væren. Når vi vover at sige, at vi bør fortælle sandheden, ankommer der synkront med det etiske udsagn et metafysisk udsagn. Uanset om vi anerkender det eller ej.

Den eneste relative sidedør i det indlysende udsagn om at sige sandheden, må være, at der findes situationer, hvor det at fremsige en løgn vil være det sande. Hvis man skjuler en politisk dissident i sin kælder fra et totalitært regime, og regimets politi kommer og banker på døren, så vil det være retfærdiggjort og sandt, at man lyver overfor dem. Løgn som værn imod løgn. Til gengæld holder den ikke i forhold til herskerklassens interne moralsæt om, at det er retfærdigt at lyve om et-og-alt overfor folk som en ’ædel løgn’, fordi folk - de snotdumme, underfrankerede får (goyim) - ikke kan håndtere sandheden. Men vi taler her om det normative, ikke om anomalierne.

Sammen med det etisk-metafysiske udsagn leverer vi også et epistemiskudsagn, idet vi hævder at have anskaffet os en forståelse, en indsigt i virkeligheden og de faktiske forhold, der sætter os i stand til at fremsige et etisk udsagn.

Det giver fuldstændig mening, at de tre grene hænger sammen som grene på samme træ. Så hvad skulle meningen være med at skille dem ad og oven i købet smide hele grene til storskrald? 

Viden, vurdering og væren
Vi er her i færd med at skyde os ind på Løgnens topologi (topologi = kortlægning). Relativisten hævder, at intet er sandt, at virkeligheden ikke nødvendigvis er virkelig, at løgn ikke nødvendigvis er af det onde, altså det modsatte af det gode, hvorom vi ifølge relativisten i øvrigt ikke kan tale, fordi der ifølge relativismen ikke findes metafysisk absolutte begreber som godt og ondt, sandt og falsk.

Ind på scenen ankom Løgnen forklædt som Sandhed. Sønderlemmelsen af den filosofiske helhedstanke er filosofiens svar på Imperiets del-og-hersk. Vi taler endnu-endnu engang om Det Britiske Imperium, der som en lille enklave har været i stand til at underkue og korrumpere/parasittere 2/3 af Verden. Hvordan kunne noget så horribelt finde sted?

Ved at skære alting i stumper og stykker. Ved at myrde sammenhængskraften mellem viden, vurdering og væren, ved at indføre det nye sprog, ved at sætte alt og alle op imod hinanden, ved at systematisere Løgnen, ved at relativisere ALT. Dette er kernen i Sø-Imperiets ultra-pragmatiske og altid skiftende strategi. Når man sejler på søen, rider man på bølgen. Intet er fast, alting flyder. Hvis nogen stiller Sø-Imperiet (de globalistiske karteller) til ansvar, letter de anker og sejler et andet sted hen. Sø-Imperiet tænker som en pirat, dengang som i dag. Dengang plyndrede de den Spanske Armada for deres guld. I dag plyndrer de Libyen, Ukraine, Iraq, Cypern + en lang stribe national-økonomier. Dengang hed de Det Britiske Imperium, i dag hedder de … ja hvad hedder de? De kalder sig selv for demokratiet.
 

Så en nation forsøger at stille os til regnskab for vores udbytte i et land!? Fuck dem, vi flytter vores adresse til Cayman Island - stedetudenfor ethvert land.

Relativisme er opfundet for at slippe for at stå til ansvar. Hør imidlertid blot, hvordan relativismen modsiger sig selv. Alting er relativt, intet er sandt, er det relativistiske hovedudsagn. Bemærk ordene alting og intet. Relativisten har lige fremført et absolutistisk, et universelt udsagn. Hvis alting er relativt og intet kan siges at være sandt, hvordan kan du så, relativist, vide det, du påstår at vide? Alting er relativt, altså lige undtagen når du går i absolutist-mode og udspyr en universalitet. Hvis intet er sandt, hvordan kan du så vide, at dit udsagn er sandt? Relativisten har gjort sit usandheds-univers eviggyldigt og absolut, mens han påstår, at intet er eviggyldigt og absolut. Det mest absurde er næsten, at relativisten ikke opdager det i sin egen selvoptagede arrogance. 

Jeg påstår
at udviklingen af materialisme, nominalisme og relativisme sker synkront med dannelsen af Imperiet. Ikke det Romerske Imperium, som sådan, for det var stadig forankret i den antikke verden og metafysikken, men det post-romerske, og helt specifikt det Britiske Imperium. Med det frankiske som forstadie. Reformationen gør sit. I Oplysningstiden, med de engelske filosoffer (Hume), tager konceptet form for alvor. Med Marx står det mejslet i beton. Med moderniteten når vi bunden. 

Jeg påstår
at begrebet Apokalypse er et synonym for ’at ramme bunden’. Det betyder selvfølgelig slørets fald, men det er her, vores kultur og den løgn, den bygger på, rammer bunden. Den ekstreme materialisme og relativisme/nihilisme kan ikke komme længere og er herefter i færd med at føde sin egen modsætning. Dette er den egentlige dialektik, som egentlig kun er forstået til bunds af daoismen. Materialisme er ekstrem. Hvorvidt det er yin (sammentrækning) eller yang (udvidelse) kan diskuteres. Jeg vil mene yang, da det er som en gigantisk varmluftsballon uden egentlig substans. En kolo-gigantisk, selvantændende fis i en hornlygte. 

Fragmentationsbomben
Relativisme er fragmentering. Vi kan opleve det ved at lytte til videnskaberne og deres babyloniske begrebsforvirring. Altså, de har masser af begreber, som de mener at have styr på hver for sig i deres eget felt. Men hvis de prøver at føre en samtale med andre felter, så kommer de til kort.

• Hvis du taler med biologer, mener de at have kortlagt livets mening via biologi. 
• Hvis du taler med darwinister, mener de at have kortlagt livets mening via deres eugeniske genetik. 
• Hvis du taler med fysikere, mener de at have kortlagt livets mening via Big Bang og partikelfysik (i sig selv et fragmenterings-projekt). 
• Hvis du taler med psykologer, mener de at have kortlagt livets mening via Freud og omegn. 
• Hvis du taler med finansfolk, mener de at have kortlagt livets mening via justering af finansielle inputs. 
• Hvis du taler med politikere, mener de at have kortlagt livets mening via lovforslag.

Spørg en teolog, spørg en teknokrat, spørg en newager, spørg en kulturmarxist, spørg en globalist, spørg en skattekspert, spørg en psykiater, spørg en betonlesbisk feminist, spørg en medicinalfabrikant, spørg en NATO-general. Spørg hvem som helst indenfor hvilket som helst område af den fragmenterede totalitet af virkeligheden, og de vil med ublufærdig mangel på ydmyghed hævde, at de har nøglen og forklaringen på livets mening. Fælles for dem alle er imidlertid, at INGEN af dem har kapacitet til at levere nøglen til noget, der bare ligner en sådan mening. Som Dirty Harry sagde: Meninger er som røvhuller, alle har en. Blot fordi du mener, at du har en mening, er det ikke ensbetydende med, at din mening er hverken dækkende eller kvalificeret. 

Ass-hole: Det står enhver frit for at have en mening

Jeg påstår
at en fragmenteret mening er en ukvalificeret mening. Ja, jeg ved det, det er meget kategorisk og kan nemt risikere at eksplodere i mit eget fjæs. Alligevel. Der findes et computerprogram, der samler lagret information på en harddisk, hvor denne er fragmenteret. Det kaldes defragmentering. Vi har brug for et sådant program på den Store Harddisk. Det er en almindelig opfattelse, at der kræves eksperter, med en høj grad af specialisering, for at beskæftige sig med et eller andet fagligt, videnskabeligt område. Det samme med politik og formidling. Det er noget gedigent bullshit! Der er mere end nogensinde brug for folk, der bare kaster sig uforfærdet ud i at sammentænke områder af viden, som dens varetagere hidtil har siddet paranoidt på og klamret sig til bag lukkede døre, for at deres elskede (my Preciousiflg. Gollum) ikke skulle få for meget frisk luft.

Hvis man med højoktan-spekulation (J.P. Farrels udtryk) skulle formulere en konspiratorisk idé om, hvorfor Viden i Verden er fragmenteret, så kunne man måske forestille sig, at der findes en serie af store underjordiske anlæg, hvor en særlig slags videnskabsfolk sidder og samler al den viden, som staklerne oppe i forskningsanstalterne har siddet og produceret i stumper og stykker, uden at vide, hvad de egentlig skulle bruge den til. Og at afstumpningen af viden er designet til at give folk en fornemmelse af, at de ved noget - uden at vide, hvad det er, de ved. 

En vild tanke – eller er det? Eksempelvis har kræftforskere nu i mere end et halvt århundrede fået tildelt milliarder ovenpå milliarder for at lede med lys og lygte og skyklapper efter en forklaring på og en kur imod kræft. Uden at finde nogen af delene. Det forlyder fra tidligere insidere, at gåden allerede blev løst i 1950’erne, men da der ikke var penge i at kurere folk, røg denne viden ned i kælderen. Så i et eller andet anlæg – underjordisk eller ej – sidder der åbenbart folk, der ikke blot ved, hvordan man kurerer kræft men også, hvordan man masseproducerer kræft for at tjene penge på den. Eller hvordan man kan ramme folk med kræft som et våben. Af samme grund foregår den slags forskning i militært regi, specielt i amerikansk militær (Darpa o. lign). 

Jeg påstår
at den overordnede fragmentering eller relativisering af viden og tænkning, der kendetegner vores kultur, er forsætlig. ’Nogen’ har langt tilbage i tid været klar over, at egentlig viden var magtfuld og måtte gemmes af vejen eller skæres i stykker, så kun de egentlig vidende kunne håndtere den. Legenden om Babelstårnet fortæller os, at oprindelsen til miseren er oldgammel. Hvorvidt den ovenikøbet er genetisk manipuleret, er for spekulativt for dagens emne, og vi behøver ikke at gå ud ad den streng, for at forstå, hvordan vores greb om virkeligheden er splintret.

Forsætligheden skal ikke findes på alle niveauer. Det siger sig selv, for ellers ville vi ikke have brug for at rekonstruere viden og historie udfra fragmenter og efterladte spor. Man kan næsten få helt ondt af videnskaben over, at den så villigt har deltaget i en fragmentering af sig selv. Hvad kunne den ikke have frembragt af vidundere til gavn for menneskeheden - og sig selv? Og hvor sjovt er det egentlig som videnskabsmand at sidde og klamre sig til sin nød, som egerndyret i Ice Age? Polyhistoren, renaissancemennesket, findes stadigvæk, men er ofte nødt til at operere i udkanten af Akademia, hvor den slags som standard ikke bliver tålt. 

Case study
Den tyske fysiker, Dr. Hartmut Müller, rager, sammen med beslægtede kolleger, op som et fyrtårn i det akademisk udtværede landskab, ikke blot via sine bedrifter, men også ved hele sit grundlæggende verdenssyn. Der findes ikke materie uden ånd, der findes ikke ånd uden materie. Vi skal tilbage til Aristoteles og Platon og Pythagoras, eller som minimum mellemlande hos ny-platonikerne, for at finde noget lignende. Ikke nok med, at han mener det, han beviser det!Det er ikke længere en teori, det er faktuelt. Der bliver lige nu skrevet en helt ny fysik, og der bliver skabt applikationer udfra denne fysik. Det er allerede anvendt fysik.

Ifølge denne fysik består Universet af en stående bølge, der er identisk med den pythagoræiske diatone skala (do-re-mi-fa-so-la-si-do) eller forankret omkring tallet432 hertz, altså tonen La eller A i vores tonesystem. Simpelt sagt er den diatone skala de hvide tangenter på klaveret. Hvis man starter et givet sted og fuldfører en oktav, får man en af de gamle kirketonearter, der alle har græske navne, og som er brugt i gregoriansk kirkesang i hele middelalderen og den tidlige renaissance. Aeolisk, ionisk, dorisk, frygisk, lydisk, mixolydisk. Diaton siger, at der er to slags intervaller mellem tonerne i skalaen, et lille og et lidt større. Læg mærke til, at der er kortere afstand mellem B-C end mellem C-D. Det svarer til, at man på klaveret ikke kan indskyde en sort tangent.

Her en skala i G-dur i otte oktaver. Bemærk hvordan der danner sig hele tal (integrale) uden forventelige brøker:

G	A	B (H)	C	D	E	F#
24	27	30	32	36	40	45
48	54	60	64	72	80	90
96	108	120	128	144	160	180
192	216	240	256	288	320	360
384	432	480	512	576	640	720
768	864	960	1024	1152	1280	1440
1536	1728	1920	2048	2304	2560	2880
3072	3456	3840	4096	4608	5120	5760

Læg mærke til, at vi ikke kan komme længere ned end 24, før vi er nødt til at skabe brøker. Eller reducere den diatone skala til en pentaton (5 toner), som visse gamle kulturer bruger. Det dannersamtidig den naturlige grænse for, hvad det menneskelige øre opfatter som en tone, og ikke en vibration, en naturlig bundlinie (en halvering = 12 er lavere end 15, der regnes som den laveste 'tone'). 

Læg også mærke til, hvordan mange af de tal, som er vigtige i vores talsystemer, figurerer. C-søjlen er måden, digitale systemer opbygges på (frekvensen i processor og ram-kredse). 108 er Shivas navne. F#-søjlener gradopdeling af cirklen og sandsynligvis også dage i året i en fjern fortid, inden der skete sammenstød i Solsystemet, og Jorden fik sit rotationsknæk. 144 er et berømt bibelsk tal. Matematikere vil næsten få våde øjne af at se ’smukke tal’. Og kabbalisterne er selvfølgeligvåde i bukserne – både af fryd og af skræk. Fryd, fordi det i 3.5 årtusind har været deres hemmelige videnskab og magtbase. Skræk, fordi den nu bliver hevet ud af hænderne på dem og afkrypteret. 

I den nye fysik tales der om global skalering. Den nye fysik er i virkeligheden ikke ny, men ældgammel. Den er der, hvor vi hele tiden har væretpå vej hen, før nogen mente, de skulle distrahere os. Global skalering svarer til udtrykket som i det store, så i det små, der tillægges Hermes/Thoth/Enoch – arabiske kilder kalder ham Sa’Urit, og er meget eksplicitte, ligesomPlaton også siger, atdenne viden eroverleveret/har overlevetfra før Syndfloden. Splinternyt møder ældgammelt. Araberne siger også, at pyramiderne stammer fra den tid, hvorfor egyptologerne selvfølgelig undlader at læse dem. 

Jeg påstår
at vi nu bevæger os væk fra relativismen, nihilismen, nominalismen, materialismen.

Ovenstående case-study er det stik modsatte af fragmentering. Det er fraktalisering. Du kan klynge mig op på, at jeg er så beskeden at sige, at det er noget, jeg påstår. Jeg kunne i virkeligheden være langt mere ubeskeden og sige, at det simpelthen er noget jeg ser, og at enhver, der gider åbne øjnene vil kunne få øje på det samme. Via hardcore fysik – og gruppen omkring Hartmut Müller er så hardcore, som tænkes kan – er der ved at blivegenskabten anstændigvidenskab, hvor Oplysningstidens dødssynder ender med at blive opløst, og hvor metafysikken på forunderlig vis vender tilbage. Det vil blive en videnskab, der ikke dissekerer døde dyr– bogstaveligt og i overført betydning – men studerer Livet som en organisme. Kosmos er ikke længere en dødsmaskine. Newtons tyngdekraft (der aldrig er forklaret) og Einsteins termodynamiske dødskult vil i fremtiden kun være at finde i raritetskabinettet for videnskabelige blindgyder, dead ends. Onde tunger hævder endog, at sidstnævnteburde findes i afdelingen for decideret svindel og humbug …

Det Einstein'ske Univers - en dampmaskine. En flot sag fra industrialismens England, der desværre er utidssvarende som forklaring af Universet.

Herfra ... en anti-utopi 

Det vil få store konsekvenser for vores måde at tale og tænke på. Filosofi vil igen blive noget, hver mand og kvinde vil finde relevant. Vi kan igen, uden at se os over skuldrene, bruge de Store Ord, for de er nu udfriet fra det klamme dødsgreb fra relativisterne, der siger, at det er politisk ukorrektat bruge dem, fordide tilhører en overtroisk fortid (læs: de står i vejen for relativisternesfrihed til at være uansvarlige). 

New Age vil forsvinde – hvilket varpå tide! Det er en pseudoreligiøs parasit, der kun har kunnet trives på baggrund af et kunstigt skabt vakuum (i en kanibalistisk verden er alt spiseligt). Alt det, som newagerne har patenteret af skinhelligt mumbo-jumbo, vil nu være at finde i en relevant udgave fuldt integreret med hardcore-videnskab.

Selv teologi vil muligvis – jeg siger muligvis! - få en renaissance. En anden mulighed er, at den havner i det samme raritetskabinet som Einstein. Det vil komme an på graden af forstokkelse versus selvkritik, og her er jeg nok ikke specielt optimistisk. Videnskabens og teologiens degeneration har sammen med en CIA psyop skabt New Age. 

Samtaler vil igen finde sted. Selv politiske samtaler. Pseudopolitiske karaktermord og andet infantilt udskyderi vil ikke længere være sexet. Hvis du ikke stryger mig med håret, er du dømt ude, er ikke længere come il faut. Dæmoniseringeraf anderledes tænkende er unødvendige (der er intet at frygte). Man kan være uenig uden at være uvenlig. Det vil være muligt at stille sig op og kræve reelle svar, uden at få en kugle for panden. Had er ikke godt nok, vrede er på sin plads. 

Sproget vil genfinde sig selv som medie og tjenerfor virkeligheden, og ikke en voldtægtsforbryder af virkeligheden. Begrebet hate speechhar vendt begreberne på hovedet og undertrykker begrundet vrede og kritik af Magten, mens had udført af magthaverne og deres røvslikkere synes at værehelt fint! Det er censur, hvilket overhovedet ikke er fint! 

Dumhed, oceaner afdumhed! vil blive afløst af oceaner af nysgerrighed. Når samtaler og uforurenet sprog tager overhånd, vil der ikke være grænser for, hvad folk ønsker at vide. De vil vide alt det, de ikke måtte vide. De vil vide, hvad der skete, før Løgnens skriverkarle nedskrev Løgnens historie. Et godt råd til skriverkarlenes opdragsgivere: Hvis I i tide indrømmer jeres gigantiske misdåd – I kan jo bare sige, at I ikke vidste bedre og mente, at I gjorde det rigtige, hvilket I nu har indset ikke var rigtigt – så sparer I Verden for pinlige scenarier med jeres hoveder, der ligger og flyder i sidegaderne. 

Ansvarlighedvender tilbage som en dyd. En videnskabsmand kan ikke længere isolere viden fra anvendelighed. At videns-applikationer i dag konsekvent altid finder vej til våbenindustrien, før de får lov til at gavne menneskeheden, vil i fremtiden være en saga blot … OK, det er nok lidt lovlig optimistisk. Lad os modificere udsagnet til, at viden, der før helt og holdent var taget som gidsel af våbenindustrien, dens købmænd og kunder, nu kommer frem og finder et civilt formål. Når olie bliver overflødig, bliver oliekrige også overflødige. Der er klare tendenser til, at store lande udenfor Europa og USA er begyndt at lægge en mere ansvarlig kurs end den destruktive, som Patriarkatet har ført under deres Imperiale Regime. 

Medier og formidling vil blive overtaget af folk. Hvis du stadig anskuer denne svada som en Utopi, beder jeg dig om at lukke øjnene op. Det er i fuld gang, det foregår lige nu! Mainstream har endegyldigt fortabt sin ret og forspildt sin chance for folkets gunst, og bliver nu forsmået i stor stil. Til gengæld skyder open source formidling op som ukrudt. Et speget og mangetydigt felt fuld af faldgruber, men bedre end den lodrette mur af løgn og bedrag, der ikke længere varetager egentlig formidling, men kun globalistisk propaganda.

Relativisme vil blive sat i perspektiv. Selvfølgelig findes der relativitet, men enhver programmør ved, at variablerforudsætter konstanter. Hvis alting flyder, går alting i stå. Den ovenstående pythagoræiske talrække, der danner den stående universelle bølge, er en konstant. Den er en indiskutabel, apriorisk, metafysisk konstant. I begyndelsen var Logos. Ordet. Verdensordenen. Den stående bølge (the standing wave of the Universe). De gamle havde et religiøst sprog for det. Så ankom videnskaben, der afskaffede sproget, uden at levere en reel erstatning, men blot myrdede Verdensordenen, for at komme til. Nu ankommer en ny videnskab, der er i stand til at levere den vare, som Oplysningstiden ikke leverede. Global skalering er ikke relativitet, det er globalkonstans i dynamisk form!Hvor Einstein-relativismen blot hævdede at forklare, hvordan Universet konstant nedbrød sig selv og gik sin egen varmedød i møde (entropi), forklarer global-skalering-fysikken, hvordan Universet er et evigt selvopretholdende, intelligent system, med indbygget skabelse-opretholdelse-nedbrydning (Brahman-Vishnu-Shiva) i fuld balance. Et vedisk-daoistisk (Yin-Yang-Dao) univers. Det splinternye møder det ældgamle og konstaterer, at de altid har kendt hinanden – de har blot været lidt forvirrede et par tusinde år. 

Sundhedgenindføres som begreb. Hvor der før var sygehuse, vil der være sundhedshuse. I modsætning til de gigantiske komplekser, der i dag huser sygdomsindustriens tjenere, vil der kun være brug for beskedne pavilloner. Jeg har en vis ret til at udtale mig om det, for jeg er selv ansat i Region Hovedstaden, der understøtter disse giganter, og som for tiden er i fuld færd med at udvide i Hillerød, på Bispebjerg, i Herlev og på Rigshospitalet. Novo-Nordisk har nu inficeret Staten og bidt sig fast som et helt nyt center i regionen. Private-public-partnership, undskyld, er det det, der teknisk set er neo-fascisme? Det medicinal-industrielle kompleks er ikke bæredygtigt. Det har kun 100 år på bagen, jeg spår det max20 år endnu. 

Fred bliver mere sexet end krig. En skræmmende tanke. Imperiet er lige nu i færd med at brænde sit sidste frustrerede, perverterede krudt af. Imperialismen, globalismen, monopol-kapitalismen, liberalismen befinder sig lige nu i sin hidtil største krise. Parasitten, med de mange navne, får lige nu fuck-finger og thumbs-down. Der er træthed overalt i Verden over Patriarkatet. Og wannabe-matriarker kan godt stikke den op, for de var hele tiden en integreret del af patriarkatet, ved at udfylde en særdeles skamfuld rolle i destruktion af familieinstitutionens værn mod overgreb.Verdenssamfundet har seti tide, at Patriarkatet, Oligarkiet, endnu engang griberned i posen af rutiner vedat starte en krig, for at kompensere for deres svigtende greb om Verden. Krig har indtil videre været deres standard-løsning på deres løbende budget-underskud, men omsider bliverder sat en stopper for den perfide rutine. 

Økonomi vil skifte fra at være et anvendt destruktivt våben til igen at blive et instrument til opbyggelse. Med et skift fra Søimperiets hegemoni til Landimperiets genkomst, ser vi et skift tilbage til investerings- og handelsøkonomi og væk fra sørøver-økonomi. Når russerne, som det sidste, får vristet deres nationalbank ud af hænderne på oligarkerne, vil de ikke være til at stoppe. Det er så også her, 3. Verdenskrig kan bryde ud. Husk, at Libyenkrigen kom, da Gaddafi ville lave en afrikansk dinar med Tunesien og Egypten. Husk, at Syrienkrigen kom, da Assad underskrev en aftale med Irak og Iran om en olieledning. Husk, at Ukraine-fascistkuppet kom, da Poroshenko besluttede, at et medlemskab af det russisk-centralasiatiske samarbejde ville være det bedste. Krig kommer altid, når en nation er økonomisk ulydig mod Oligarkiet. Verdenskrigene kom, fordi Rusland og Tyskland var ’ulydige’ ved at være for økonomisk succesfulde i forhold til Det Britiske Imperium. 

Nation, race og familievender tilbage som begreber, der ikke kun er bekrevne mål for kulturel destruktion. Kulturmarxismen, indbegrebet af relativistisk-materialisme, har perverteret nationalisme til chauvinisme, race til racisme og familie til noget, der skal gøres op med, fordi de er ’samfundsbevarende’ - et eksempel på, hvordan et positivt udtryk bliver til et skældsord i munden på giftige ideologer og pseudo-filosofiske slanger. Nationer vil igen blive det sted, vi er født. Race og etnicitet vil igen blive fejret og højtidligholdt. Familien vil igen blive den naturlige kerne – når hele hypen om alternativ seksualitet og transkønnet, transmenneskelighed som det nye politisk korrekte sort er dampet af. 

Højreorienteret!hyler kulturmarxisten. Hyl du bare, din hyæne, for din polariserede fløjtænkning har fået det røde kort og er dømt ude. Højre og venstre findes ikke længere, men du har ikke opdaget det. Dit tankesæt er nu irrelevant og uddateret, og du hænger fast i din egen fortids sump. Du har ingen løsninger, du er nu indentisk med problemet, og du bliver kun taget alvorligt af folk, der er lige så forvirrede og hadske, som dig selv. 

Går det for vidt? Er det utopisk? Indrømmet, at påstå, at krig skulle være på vej ud af menuen, kræver lige for tiden,at man tager særligt velvillige briller på. Vi kan også være mere forsigtige og starte med konstatere, at relativismen begynder at komme i defensiven her. Folk i Udkantsverden køber ikke længere det relativistiske BS om, at krig skulle være godt for at skabe demokrati. Måske køber de ikke engang, at demokrati skulle være Verdens 8. vidunder, siden demokraterne har brug for at indføre det vha folkemord.

Jeg ser tendenser, ikke det endelige gennembrud. 

Jeg påstår
at det hænger sammen med Imperiets fald. USA falder som Imperium. Selv om der sad en stak snu oligarker ved et møde i 1939 (Engdahl, Lost Hegemon), der vidste, at Verdenskrigen kom, og planlagde, hvordan USA efter krigen skulle re-designe Verden efter sit eget hoved. På dette møde blev de enige om ikke gentage Englands fejl med at kalde Imperiet ved navn, for det ord brød amerikanerne sig ikke så meget om. I stedet skulle det kaldes, at bringe demokrati til Verden, for det lød vældig sympatisk. Den køber de helt sikkert. Og det gjorde vi.

Det Imperium falder lige nu sammen. Oligarkiet – ikke et amerikansk fænomen, men et globalt – har sin største krise nogensinde. De har nærmest kun én mulighed, for deres udbrændte fantasi rækker ikke længere: endnu en verdenskrig. Men det er læst og forstået derude i Verden, og det er kun de dummeste polakker, der synes, at det er en god idé. Sorry, jeg er sikker på, at langt fra alle polakker er med på den, men det er da sært, at det for tredje gang er polakkerne, der spreder ben for en konflikt mellem Rusland og Europa. Og hvad har den bizarre tyske kansler haft gang i? Et kvalificeret gæt kunne være, at staben omkring Obama fandt hendes svage punkt, hvilket nemt kunne være hendes fortid i FDJ i Østtyskland. Eller endnu værre, noget med nazisme. Et faktum er, at hun har været usædvanlig instrumental for de amerikanske neocons, helt udover, hvad der har været nødvendigt for Tyskland.

At påstå, at Imperiet falder, er ikke engang en påstand, det er en konstatering.

Jeg vil opfordre alle til at øve sig mere i visualisering af den fremtid, der er ønskværdig, og mindre på at sluge den sorte pille. At visualisere er ikke det samme som selvbedrag. I stedet for 500 mg dystopin 3 gange dagligt kunne man overveje at nedtrappe. Erstat fx den ene dosis med 10 mg visualin, 12 mg fantasillin, 2 kapsler bonafortuna og et par ditto optimistycin. Skyl det hele ned med en vitaminrig saft af mærket No Shit Can Harm My Wit. Hvis vi ikke i højere grad begynder at flytte fokus fra det, der forhindrer menneskelig trivsel, til mere af det, der fremmer det, kan vi risikere at have glemt, hvad det vil sige, hvis vi på et tidspunkt får chancen.

Hvor blev metafysikken af?

af morton_h, the blogger

Hvad er metafysik, og hvorfor omtales det som noget hedengangent med en afsmag af overtro og som et emne for hovedrysten?

Hverken i videnskab eller filosofi har man i dag lov til at tale om metafysik.
Er der en grund til det?

Aristoteles

Ta meta ta physica

Aristoteles' meta-fysik, hvilket betyder: De væsener (Ta: Det), der kommer efter den naturlige verden – ikke før eller over men efter.

Hvad vil det sige at komme efter? Det skyldes, at en 1500-tals filosof fra Kroatien, Andronicus af Rhodos gik og ryddede op i sit bibliotek og opfandt en ny label. Denne filosof fra det 1. århundrede, bibliotekar i biblioteket i Alexandria var en af hovedredaktørerne af Aristoteles' opus. Det skyldtes blot, at han besluttede sig til at kalde de Pragmatica, der betyder bøger, der stodefter bøger om den fysiske verden, dvs. bla Aristoteles' 14traktater verden var efter-naturlige, meta-fysiske. Og derfor kender vi dem under det navn, selvom Aristoteles ikke selv brugte ordet.

Det viser, hvor dårligt funderet videnskab kan være. Man skulle tro, at akademia og professorer baserer deres viden på et fast grundlag, men her viser det sig, atet af de mest anvendte begreber i filosofien fundereret på brødkrummer af information, som den kroatiske filosof Branco Malic formulerer det.

Hvordan ved vi overhovedet noget om denne Andronicus? Det stammer fra neo-platonikeren Porfirius, elev og biografist for Plotin, der nævner dette i én eneste linie, hvor hans siger: Andronicus samlede Aristoteles' og Theofrastus' værker i traktater og opdelte dettemateriale på samme sted. Citat slut og det er, hvad vi ved overhovedet om denne skikkelse, der tilskrives den første autoritative udgave af Aristoteles. En videnskab, der som en Kolos fra Rhodosstår på lerfødder med yderst tyndbenede præmisser!

Aristoteles bruger aldrigordet metafysik i det værk, som Andronicus kalder for hans Metafysik. Han taler enten om Proto Philosophia, den første filosofi, Sophia, visdom, eller Theologia, læren om Theos, Gud/guderne eller Universet og dets energier. Han hævder aldrig på noget tidspunkt, at han kommer op med en ny videnskab, han samler blot det, man vidste og giver det en klar form. Hele opus'et, de 14 traktater, er afsøgningen, eftersøgningen eller udsøgningen af muligheder for en metode, der kunne blive til en videnskab. Aristoteles fastslår aldrig, hvad det metafysiske er. Alligevel blev denne bog, disse 14 traktater, så vigtige og fik så stor indflydelse for eftertiden, at de stort set har bygget en hel civilisation.

En vigtig ting er altså at forstå er, at Aristoteles aldrig anså sig selv som skaberen af et originalt tankesæt, men som samleren og eksponenten af alt eksisterende i sin tid. Allerhøjest som genopdageren af noget ifølge det græske koncept om cyklisk tid, noget der forsvinder og genopstår. Det samme gælder i for Platon, og man kan ikke forstå Aristoteles helt uden Platon.

Wikipedia viser sig for, hvad den er: en dårlig kilde til information, da den flot og uimodsagt hævder, at Aristoteles'(384-322)Metafysik er den første kilde til viden om dette emne. Det er den bestemtikke, for det var Thales af Milet (appr. 624-546) næsten 300 år før. ALLE græske filosoffer med undtagelse af kynikere og skeptikere var metafysikere. Og lad os herefter bruge ordet, siden det sidder som et prædikat.Metafysikomhandler Archae, det gamle, oprindelsen, det der var først. I begyndelsen var metafysikken. Archae er det første metafysiske hovedfelt. Metafysik er altså hverken en opfindelse gjort af Aristoteles eller en gren indenfor filosofi. Hvad han gjorde var, at lægge grundlaget for videnskab, som vi senere kender det altså felter, der skulle opdyrkes, for at videnskaberne senere kunne opstå. Redskabet er metodisk undersøgelse, Episteme.Metafysik er derfor ikke en gren af hverken filosofi eller videnskab. Metafysiker grundlaget for begge disse.

Det andet metafysiske hovedfelt er Væren qua Væren, væren som væren. Det kaldes i dag for Ontologi, Læren om Væren.

I moderne filosofi har man ikke lov til at tale seriøst om Metafysik, for så bliver man latterliggjort eller skudt i sænk, men man kan godt tale om Væren. Filosofi er i dag blevet smidt ud af Akademia og erstattet med sprogfilosofi, der regner det, Aristoteles tog alvorligt, for illusorisk. Også filosofien er blevet invaderet af nysprog på et højere intellektuelt plan (Wittgenstein, Chomsky, ..). Filosofiske problemer er blevet til linkvistiske problemer. Vi skaber verden med vores sprog, for Verdener der ikke i sig selv, den er en projektion, en illusion.

Man kunne også være så fræk at hævde, at Kabbalismensmagiske sprog har invaderet filosofien og bor der som en parasit. Der findes stort set ingen betydningsfulde jødiske filosoffer, men til gengæld er kabbalisterne kommet ind fra sidelinien. Mysteriet er punkteret med en sækulariseret sprogfilosofi, hvor det hele blot er et spørgsmål om ord/sprog. Hegel var i realiteten en kabbalist, og han danner det filosofiske grundlag for Marx's økonomiske filosofi, den marxistiske dialektik og hvad vi kunne kalde for politisk behavourisme. Metoden med at forføre menneskemassermed problem-reaktion-løsning er Hegels dialektik med tese-anitese-syntese.

Problemet med sprogfilosofien er, at den hægter os af fra vores fortid. Mange af de ord, vi bruger i dag, har dybe metafysiske meninger, og de går nu tabt i illusionsboblen. Det kabbalistiske projekt er: NIHIL. Det er nihilisme. Mennesket skal glemme sin fortid og sin historie, og vor tid er blevet et glemselsprojekt.

Et af de metafysiske ord er hierarki. Det blev undfanget af Pseudo-Dionysius Aeropagita, en anonym kristen filosof. Hierarchiabetyder helligdommens kilde, hvilket er transcendent og ikke et hverdagsord, der betegner en militær opbygning eller et administrativt system i pyramideform.

Aristoteles' metafysik har skabt den kristne, religiøse og filosofiske tradition, og til dels også Islam, og for at forstå ham, må vi ophøre med at tage ting for givet men regne med, at også han tager ting for givet. En dobbelt hurdle.

Aristoteles har en ontologi indbygget i sin metafysk. Han har en videnskab om væren som væren i bøgerne Gamma, Epsilon og Kapha. Selv i jødedom findes der et sådan udsagn: Jeg er den, Jeg er. Helt over til Vedisk filosofi findes der en ontologi, Sat-Chit-Ananda, Væren-Visdom-Kærlighed, det der hos Paulus bliver forvrænget til Tro-Håb-Kærlighed, for nu kan man ikke vide længere, man skal tro, og man kan ikke være længere, man kan håbe på en væren bagefter i et evigt liv, siden dette liv var en gang usselt slaveri i lidelse. Paulus alias Josephus Flavius har selvfølgelig kendt til disse filosofiske skoler, men han var, som læsere af Paradigmet er bekendt med, hyret til at føre politik og designe ideologi for Roms kejsere.

Aristoteles siger i starten af kapitlet i sin Metafysik kaldet Gamma, at Der findes en videnskab, der omhandler Væren som Væren og det, der oprindeligt tilhører Væren i sig selv. Det er ikke en speciel videnskab som fx matematik. Med Væren menes altså ikke ikke et eller andet levende væsen, vi møder i vores hverdag, men Universel Væren, en fælles kilde, et samlende koncept for eller bag bevidsthed, liv, skabelse, det vediske Sat. I dag tillades der ikke at tale om Væren i sig selv, da det kun må være noget, vi kaotisk og tilfældigt uddrager fra vores erfaring, noget sekundært, et produkt. Vi konstruerer Væren (konstruktivisme).

Denne moderne tanke startede med Kant, der kaldte Væren en analytisk apriorisk dom (apriorisk: på forhånd givet). Prædikatet bliver lig med af subjektet, 1=1, Jeg er Mig, altså tautologi. Det er sandt, men det har intet indhold eller virkelighed og er derfor overflødigt. Det fører frem til Wittgenstein, der forsøger at bevise, at det hele blot er koncepter, måder vi opfatter og taler om verden på grundet misbrug af sprog. Jeg taler om det, ergo findes det.

Hos Aristoteles er en sådan projiceret og afmonteret virkelighed utænkelig, for Der findes en viden om Væren som Væren og det, der oprindeligt tilhører Væren i sig selv. Her tales der ikke om opfattelse / koncept, her tales der om virkelighed. Virkelighed og Væren et ikke et stykke manipulerbart, kabbalistisk legetøj. Det er virkeligt i Naturen, i tænkningen, i sproget og i hverdagens liv. Aristoteles' relevans for mennesker i dag er, at de fleste mennesker intuitivt tænker på denne måde, hvorimod nutidens videnskab, filosofi, ideologi og teologi IKKE deler denne intuition om den virkelige verden men tænker konstruktivistisk i, hvordan den/de kan bemægtige sig, okkupere og manipulere al Væren og konstant forsøger at aflære os vores intuition.

Aristoteles har i modsætning til filosofister i dag tillid til menneskets intuition, og at de aldrig gik helt galt af sandheden.

Aristoteles definerer de særlige videnskaber som afskårne virkeligheder. Videnskaben med stort V, som han eftersøger er ingen af disse. Interessant. Han hvade tilsyneladende en fornemmelse af, at der fandtes en Videnskab større end videnskaberne allerede inden, de var skabt. En tabt eller glemt Videnskab, som han eftersøgte. Han regnede fx ikke den matematik, som i dag har taget patent på kosmologi og opfundet noget så herligt som The Big Bang for noget særligt. Han havde en fornemmelse af, at en svunden kultur havde adgang til en sådan Videnskab med Stort V. Det virker på sin vis, som om Antikken kendte Præ-Antikken med en fornemmelse af, at der var noget, der manglede, topstykket på pyramiden, hierarchia.

Se: Atlantis … link

Matematik ligger i senere klassisk tænkning lavest i Quadrivium, den er en redskabs-videnskab med geometri som math+rum, musik er math+tid og astronomi er math+rum+tid. Fundamentet, tænkningens metodik er Trivium, grammatik > logik > retorik. Øverst og først ligger filosofien og hos Aristoteles er forudsætningen for den Metafysik = den oprindelige, teologi, væren som væren (ren væren, Sat), visdom (ren intiutiv viden, Chit).

Videnskaberne udskiller et område af Væren som Væren og forlader derved metafysikken, hvis emne er Væren som Væren. Matematik håndterer Væren som tal, hvilket aldrig kan forklare Væren. En matematiker i dag vil måske sige, Jamen vi skylder da ingen forklaring. Og til svar må komme: Er I så ikke så venlige at lade være med at lade som om, at det er det I gør. Eksempelvis i astrofysk og kosmologi, hvor der fra Newton og frem til vort århundrede, hvor der startede og fuldførtes et kup, så det nu er matematikerne, der dikterer, hvordan Universet ser skruet sammen. Problem, Stort Problem, for matematikere er vældig gode til at opstille abstrakte modeller, mens eksperimentel fysik og anvendt fysik anses som lavpandet. De har skabt, eller fået lov til at skabe en teknokratisk ny-religion, der er lige så trosbaseret som katolsk skolastik i middelalderen. Igen nævner vi Big Bang, en slatten teori ophøjet til dogme.

Fysik hos Aristoteles, Physica, handler om kinetik, væsener i bevægelser. Hvor Metafysik er den første filosofi, er Physica den anden filosofi. Verden er en samling af bevægelser, Kinesis, og processer. Ganske i tråd den grundlæggende græske tanke om at Alting flyder. Væren er nu form og stof, hvilket gør dem ikke-uendelige, endelige. Væsener, der er uendelige, består ikke af stof. Erkendelse/viden kommer til os fra sanserne, men det betyder ikke, som en nutidig videnskabsmand ville hævde, at det ikke-stoflige ikke kan erkendes. Faktisk modsiger de sig selv, for deres matematiske sofisterier er én stor abstrakt, ikke stoflig, mental øvelse.

Vi er bundet af de fem sanser, men vores erkendelse er ikke, får ikke-sanselige virkeligheder og væsener kan manifestere sig sanseligt uden i sig selv at være sanselige. Man har i dag svært ved at håndtere dette. I Astrofysikken ævler man om dark matter og dark energy. Altså ikke-sanseligt stof (noget ævl, da det ikke er stof) og ikke-sanselig energi, der åbenbart virker på det sanselige. Man har fabrikeret ny-ord for at reparere det vakuum, der er opstået ved afskaffelsen af Metafysikken i Oplysningstiden. Teologien er blevet lige så amputeren, for den har afskaffet den sanselige virkelighed og hengivet sig til teologiske spidsfindigheder eller føleri. Vi har en torso uden hoved og et hoved uden krop. På denne måde har Oplysningstiden bragt os i en retning, hvor den samlede viden er utilgængelig.

Astrofysikken nærmer sig Aristoteles igen. De er ikke meget for at indrømme det. Årsagerne til de materielle ting er ikke-materielle. Synlige ting har deres oprindelse i usynlige. Allerede atomet er et sådant koncept, og der er ikke indtil videre taget et snapshot af atomet. Måske findes det ikke, hvem ved. Men modeller er der masser af. Aristoteles siger, at de ting, der er sidst for os selv, er først i sig selv. De ting, der er først for os, er sidst i sig selv. Har vi hørt det senere: De første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første. Og nej, det handler ikke om, at de retfærdige skal komme i Himlen, det er Aristoteles' indflydelse på teologien. Det betyder, at de første er mere virkelige end de sidste. Sanselige ting synes at være de første, de er de sidste. Tænkning kan udvikles eller som Aristoteles siger, aktualiseres, virkeliggøres ved optræning, hvorved vi kan fatte den første virkelighed.

Altså metafysik er vores måde at erkende Væren som Væren på. Det bevæger sig baglæns. Først sanser vi det sidste, dernæst erkender vi med tanken det første. Hvorved det første skal blive det sidste, og det sidste skal blive det første. Det ene betegner skabelsen, det andet betegner vores erkendelse af det skabte som udspringende af Væren som Væren.

Den ikke-sanselige virkelighed er en causal virkelighed, det er her årsagerne findes. Der er formelle årsager, endelige årsager, materielle årsager og effektive årsager. Denne opdelig skyldes hans metodik med at spørge. Eksempel de endelige årsager er afskaffet i moderne videnskab af samme grund, som at metafysik er afskaffet. Aristoteles 'spørger baglæns': hvad skaber det? Hvorfor er det skabt? Men hvad skaber så det? Indtil man ikke kan spørge mere. Det er sådan, børn spørger, hvorved de driver de voksne til vanvid, så de stopper de små mini-filosoffer. 

Den gamle har noget at sige til de helt unge

For Aristoteles er alt individuelt på sin vis. Alt har sin særlige substans, alt er unikt. Det skyldes at viden og erkendelse ikke er rent sanselig, hans Univers er ikke en maskine. I dag er det kun det sansede, der tæller, vi er grundlæggende positivister og relativister. Resultatet af det er materialisme, industrialisme, copy-paste-isme, massekultur, massekontrol, massemedier og massebedrag, nihilisme, corporatisme, ... Vi er ikke individualister, som der altid hævdes, vi er kopister i det store simulakrum, der alle æder hos McDonalds, alle drikker Coca Cola og shopper i 7/11 på hvert gadehjørne i hele verden, mens vi hører den samme popmusik, går i det samme tøj, glor på den samme slags TV-programmer med de samme forlorne nyheder, som man gør i USA. Og hvad værre er, vi har ikke engang en bevidsthed, for den er blot ifølge videnskaben et biprodukt af kemiske og elektroniske processer skabt i en kødmaskine kaldet hjernen. Noget så ikke-sanseligt som bevidsthed er vores substans, og alligevel findes den ikke i sig selv. Bevidsthed er et STORT problom for videnskab og filosofi – i dag, ikke for Aristoteles.

Vi lever i en bevidstløshedens kultur, hvor fundamentet for sandhed, dialog, visdom, retfærdighed, hukommelse/historie – alt det, der kendetegner et rigtigt menneske er udhulet til en nihilistisk dødssejler af ubevidsthed.

Metafysik er ikke det samme som common sense. Det er en logisk fejlslutning. Fordi mange mener noget, må det være sandt, er lige så forkert som Fordi få mener noget, må det være sandt. Opsummeret af Dirty Harry/Clint Eastwood, der udover Make my day, punk, siger Well, opinions are like assholes, everybody has one. At forståelse af årsag kræver træning og tænkning betyder dog ikke nødvendigvis, at det er elitært. Alle, der kvalificerer sig til viden og kontemplerer på den rette måde, kan opnå den.

Væren med stort V hos Aristoteles er generel. Dvs. det genereralt andet. Alle videnskaber er nødt til at foretage undersøgelser i de fire årsager: formelle, endelige, materielle og effektive. Forskellige videnskaber har forskellige Genera, og kræver forskellige grader af præcision, dvs. de er enten teoretisk-abstrakte, praktiske eller poetiske. Matematik er en abstrakt og ikke materiel videnskab, abstrakt for tal er abstraktioner, ikke-materiel ikke som metafysik, men abstrakt som skabt af mennesker. Her bliver han muligvis uenig med Pythagoras, der mener, at tallene er Universets/Naturens kode og lovmæssigheder formuleret som tal. Muligvis ikke, da Pythagoras blot specialiserede sig i tallenes, formernes og svingningernes/frekvensernes verden iflg hans egyptiske lærermestre. Etik er ikke abstrakt med et sted mellem praktisk og poetisk. Hvis én videnskab forsøger at gå ind på et andet videnskabeligt område med sine egne metoder, ville Aristoteles sige, at den mangler de rigtige genera. Som når matematikere kupper astrofysikken, kemikere kupper lægevidenskaben, eller finansialister kupper klimavidenskaben.

Ligeså videnskabsfolk, der arrogant påstår, at de er filosoffer, fx Richard Dawkins mangler totalt styr på genera. De går uden at blinke ind med deres matematiske kaluler og reduktionisme og mener, de kan beregne Gud og hævde, at teologi er meningsløs. De mener, at de kan definere det absolute fuldstændig ahistorisk vha afstumpet statistik, og de lader bevidst eller reelt hjernedødt som om der ikke fandtes civilisation og tænkning før dem. De tillader oven i købet at kalde deres ikke-tænkning for tænkning. Afstumpede materialister, positivister og nihilister invaderer teologien og metafysikken og vader rundt på udebane som elefanter i et drivhus, og der er hverken glas eller gevækster tilbage, når de er færdige. De forstod intet før, de forstod intet undervejs, og de forstår endnu mindre bagefter. Som en intellektuel krigshandling har de jævnet et delikat felt med jorden og hævder derefter, at det aldrig fandtes. 

En videnskapist

For Aristoteles har alle videnskaber form. Vi tænker i dag form som tom formalisme, et typisk marxistisk begreb, hvor meningen er gået tabt og siger mere om, hvordan disse er skruet sammen i deres hoved. Form er formende, dannende, skabende. Ordet formalitet i dag betyder ligegyldig, overfladisk, hvor formelhos Aristoteles er en nødvendig forudsætning for at forstå noget indenfor et videnskabeligt felt. Form er Energia, aktualiseringen af noget, Væren transcenderer form, det kommer før.

Lad os rekapitulere. Væren som Væren er en forståelig virkelighed. For Aristoteles er Væren ikke blot et Mysterium men muligt at vide noget om. Heidegger, det 20. århundredes største ontolog (Væren og Tid), vil på sin vis være enig, selvom hans elev Wittgenstein vil benægte det via sine sprog-filo-sofisterier. De engelske begreber it matters eller it doesn't matterskal forstås aristotelisk: det bliver til stof = sanselig virkelighed, eller ej. Væren aktualiseres og manifesteres fra ikke-sanseligt til sanseligt. Hvad siger kristendommen om det? Og Ordet blev kød … Logos blev til Stof.

Det kan ikke benægtes eller undslippes: Det Første hos Aristoteles er den Ubevægelige Bevæger. Videnskabernes fader var teolog i ordets ikke-katolske betydning og han havde ikke en opfattelse som Gud som en person. Han var bestemt ikke mystiker, men hans verdensbillede omfatter alligevel det, vi i dag ville betegne som det mystiske. Men det er jo kun mystisk, fordi det er blevet udelukket fra videnskab og virkelighed. Han derimod ser ingen modsætning, for denne modsætning er ankommet senere. Det samme gælder kirkefædrene før øst-vest-skismaet og også arabiske tænkere.

For Aristoteles er tingenes essens noget, vi opdager, ikke noget vi opfinder. Naturen er vores lærermester, ikke vores underkuede slave eller tilfangentagne bytte. Hele begrebet Natur-Videnskab er blevet til non-sense. Det burde hedde Abstrakt-Videnskab, for Naturen er helt skrevet ud af stykket. Moderne videnskab er ikke videnskab overhovedet, men teknologi og har fuldstændig opgivet ideen om Undersøgelsen af Væren. Hvad der før var Visdom er nu blot teknikaliteter. Moral/Etik er blevet udskilt/adskilt, og der er ikke længere et indbygget kompas i videnskaben, der kan fortælle os, hvad der er godt eller skidt. Det gør videnskaben ekstremt sårbar overfor politisering, og hele kuppet af klimavidenskaben til et kommercielt-parasittisk skyldkompleks er et af de mest tydelige eksempler i nyere tid.

Når Aristoteles taler om Theoria, så mener han noget ganske andet end det udvandede begreb teori. Han mener kontemplation. Det er langt mere i tråd med vedisk videnskab, hvor bevidsthed ikke er blevet landsforvist fra universel virkelighed, og hvor subjekt-objekt-relationer ikke endnu er blevet et imperialt projekt for underkastelse (sub-jacio = under-kastelse). Vi kan sammen kon-temple-re, altså gå i dialog med (i et tempel) end en højere virkelighed, der (i templet) giver os svar og modspil, som vi kan spørge videre om. Ved nøje at betragte som heretes kan vi få direkte adgang til tingenes essens, osia, deres enhed, deres unikke karakter. Eller personlighed, hvis man fører det ind i kristendommen. Gud er fx personlig, altomfattende og unik på samme tid.

Der er karakteristika ved en person, der er essentielle, unikke og ting, der er tilfældige. At vi er dem, vi er som personer er unikke, at vi er blevet solbrændte eller stukket af en myg er tilfældigt, ikke-essentielt. Selve ordet es-sentiel betyder ikke-sanseligt. Vi sanser som første led i en forståelse ikke-sanselige, hvorefter vi kontemplerer det. Herefter kan vi forstå årsager og virkeligheden bag det sansede, det essentielle, det der eksisterede før os og vil være der efter os.

Universet er en bevægelse sat i gang af en ubevægelig bevæger, en årsag med et formål, elsket af alt de bevægede, det skabte, ren form, ren energi og ren intelligens, det kristendommen kalder Gud, men som hos Aristoteles ikke er en person som hos de kristne. Der findes også mindre ubevægelige bevægere en den Ene, og det er den kraft, der bevæger sfærerne, dvs. galakserne og stjernerne. Altsammen indpasset i kristendommen frem til Thomas Aquinus.

Logik er udeladelse af selvmodsigelse. To andre principper er udelukkelse af identitet og udelukkelse af den tredje term. Aristoteles siger, at der er ting, der ikke kan bevises, fordi de er indlysende. Her ville en moderne videnskabsmand blive helt rundt på gulvet, fnyse af forargelse og vende hovedet bort. Hvilket måske er klogere end at forsøge at argumentere for at bevise det. Det kaldes sofisteri. Sofisteri blev i antikkens Hellas udøvet af jurister og retorikere, hvilket var det amme, folk der prøvede at lære unge mænd at vinde alle diskussioner for enhver pris. Platon gik via sin skikkelse Sokrates i rette med dem i sine afhandlinger. En af disse sofister var Protagoras, der kunne bevæge sig ud i selvmodsigelser og hævde at noget både eksisterede og ikke eksisterede, at mennesket var målestokken for alt, og at denne verden kun bestod af sanselige ting. Det er moderne videnskab, der med al sin sofistikerethedhævde netop dette og derved bliver til falsk filosofi, videnskapisme.

Jurister og retorikere overtager dagsordenen og afstumper samfundet, fordi det passer i deres kram. Hvor har vi lige oplevet det samme i vor tid? Det var simpelthen verdenshistoriens første DJØF'icering af samfundet!

Sandhed kan ikke sanses, sandhed kan fattes gennem tænkning og kontemplation og kun gennem det som ER i sig selv, Væren som Væren, det der ikke modsiger sig selv, Logos. I begyndelse var Logos, som de kristne ville kalde Ordet. Når Gurdjieff kalder en bog for Livet er kun virkeligt, når Jeg Er, så udtrykker han denne tanke fra Aristoteles. Og fra den antikke og før-antikke forståelse af Universet, som Aristoteles blot er så præcis med at formulere. Heidegger ville kalde det Das Dasein, tilstedeværenhed, fornemmelsen af tingenes indre helligdom. Det er indiskutabelt, indlysende og kan ikke bevises. Alle skolastiske Gudsbeviser i Kristendommen er sofisterier. Sindet er det tættetste, vi kommer på ren Væren.

Hos Aristoteles er virkning ikke adskilt fra årsag. I moderne videnskab er alt tilfældigt som et hjernedødt billiardspil, hvor en bold rammer en bold, der rammer en anden bold, osv. One incident led to another, som der står i tåbelige engelske historiebøger, hvor man ønsker at lade folk forstå, at 1. Verdenskrig ikke var intentionel, og at det ikke var britiske oligarker og mammonister, der havde brygget den sammen.

Når en udvikling foregår, findes årsagen stadig inde i udviklingen. Det er en fortsættelse, et kontinuum. Relation, relativitet er den svageste af alle sammenhænge hos Aristoteles, for den er ikke selv-tilstrækkelig, kontinuerlig. Einsteins relativitetsteori er en svag teori. Relativisme er filosofisk svagpisseri, for det er blot nihilisme. Det hævdes, at alt er lige gyldigt, og at der ingen virkelighed eller første årsag findes. Alt er fænomener, relateret til subjekt. Men da der savnes fast grund og sikkerhed, gøres stof, det sanselige, til den faste grund. Dette ligger i posthumanismens tro på at nano-robotter vil overtage verden og den menneskelige intelligens – som jo ikke findes, da intelligens et afskaffet. Materien har erstattet intelligens. En diabolsk intelligens.

Intelligens er ånd. Vi talte om åndfuldhed på gammeldags, noget en moderne intellektuel sofist, en kulturmarxist ville snerpe over at sige. Sikke noget sludder, ånd findes ikke længere, det er politiske ukorrekt. Man kunne også vælge at sige pænt tak til Ray Kurtzweill og hans singularitet, for så bliver sofisteriets grad af sindssyge fuldstændig tydeligt. Hvis man hopper på den, er man i frit fald.

Metafysik er tænkning. Det er ikke en new-age-style sandheds-vibration. Kvantemekanik er ikke metafysik. Metafysik kræver bevidsthed, intelligens, og kvantemekanik er, som ordet selv indrømmer, blog mekanik. Metafysik er ikke at forsvinde i et sort hul, metafysk ser over, opad. Aristoteles sagde, at Visdom, Sophia, kom til verden, da mennesker begyndte at se opad, at undre sig, at se Underet. 

Her er vi tilbage til vores hverdag. Metafysik er ikke fjernt herfra, det er hele tiden, altid, overalt i stort og småt, i det sansede før det ikke sansede, det essensielle. Vi tænker metafysisk uden at være klar over det. Formålet med filosofi er, at vi bliver klar over det.

∞