Hvor blev metafysikken af?

af morton_h, the blogger

Hvad er metafysik, og hvorfor omtales det som noget hedengangent med en afsmag af overtro og som et emne for hovedrysten?

Hverken i videnskab eller filosofi har man i dag lov til at tale om metafysik.
Er der en grund til det?

Aristoteles

Ta meta ta physica

Aristoteles' meta-fysik, hvilket betyder: De væsener (Ta: Det), der kommer efter den naturlige verden – ikke før eller over men efter.

Hvad vil det sige at komme efter? Det skyldes, at en 1500-tals filosof fra Kroatien, Andronicus af Rhodos gik og ryddede op i sit bibliotek og opfandt en ny label. Denne filosof fra det 1. århundrede, bibliotekar i biblioteket i Alexandria var en af hovedredaktørerne af Aristoteles' opus. Det skyldtes blot, at han besluttede sig til at kalde de Pragmatica, der betyder bøger, der stodefter bøger om den fysiske verden, dvs. bla Aristoteles' 14traktater verden var efter-naturlige, meta-fysiske. Og derfor kender vi dem under det navn, selvom Aristoteles ikke selv brugte ordet.

Det viser, hvor dårligt funderet videnskab kan være. Man skulle tro, at akademia og professorer baserer deres viden på et fast grundlag, men her viser det sig, atet af de mest anvendte begreber i filosofien fundereret på brødkrummer af information, som den kroatiske filosof Branco Malic formulerer det.

Hvordan ved vi overhovedet noget om denne Andronicus? Det stammer fra neo-platonikeren Porfirius, elev og biografist for Plotin, der nævner dette i én eneste linie, hvor hans siger: Andronicus samlede Aristoteles' og Theofrastus' værker i traktater og opdelte dettemateriale på samme sted. Citat slut og det er, hvad vi ved overhovedet om denne skikkelse, der tilskrives den første autoritative udgave af Aristoteles. En videnskab, der som en Kolos fra Rhodosstår på lerfødder med yderst tyndbenede præmisser!

Aristoteles bruger aldrigordet metafysik i det værk, som Andronicus kalder for hans Metafysik. Han taler enten om Proto Philosophia, den første filosofi, Sophia, visdom, eller Theologia, læren om Theos, Gud/guderne eller Universet og dets energier. Han hævder aldrig på noget tidspunkt, at han kommer op med en ny videnskab, han samler blot det, man vidste og giver det en klar form. Hele opus'et, de 14 traktater, er afsøgningen, eftersøgningen eller udsøgningen af muligheder for en metode, der kunne blive til en videnskab. Aristoteles fastslår aldrig, hvad det metafysiske er. Alligevel blev denne bog, disse 14 traktater, så vigtige og fik så stor indflydelse for eftertiden, at de stort set har bygget en hel civilisation.

En vigtig ting er altså at forstå er, at Aristoteles aldrig anså sig selv som skaberen af et originalt tankesæt, men som samleren og eksponenten af alt eksisterende i sin tid. Allerhøjest som genopdageren af noget ifølge det græske koncept om cyklisk tid, noget der forsvinder og genopstår. Det samme gælder i for Platon, og man kan ikke forstå Aristoteles helt uden Platon.

Wikipedia viser sig for, hvad den er: en dårlig kilde til information, da den flot og uimodsagt hævder, at Aristoteles'(384-322)Metafysik er den første kilde til viden om dette emne. Det er den bestemtikke, for det var Thales af Milet (appr. 624-546) næsten 300 år før. ALLE græske filosoffer med undtagelse af kynikere og skeptikere var metafysikere. Og lad os herefter bruge ordet, siden det sidder som et prædikat.Metafysikomhandler Archae, det gamle, oprindelsen, det der var først. I begyndelsen var metafysikken. Archae er det første metafysiske hovedfelt. Metafysik er altså hverken en opfindelse gjort af Aristoteles eller en gren indenfor filosofi. Hvad han gjorde var, at lægge grundlaget for videnskab, som vi senere kender det altså felter, der skulle opdyrkes, for at videnskaberne senere kunne opstå. Redskabet er metodisk undersøgelse, Episteme.Metafysik er derfor ikke en gren af hverken filosofi eller videnskab. Metafysiker grundlaget for begge disse.

Det andet metafysiske hovedfelt er Væren qua Væren, væren som væren. Det kaldes i dag for Ontologi, Læren om Væren.

I moderne filosofi har man ikke lov til at tale seriøst om Metafysik, for så bliver man latterliggjort eller skudt i sænk, men man kan godt tale om Væren. Filosofi er i dag blevet smidt ud af Akademia og erstattet med sprogfilosofi, der regner det, Aristoteles tog alvorligt, for illusorisk. Også filosofien er blevet invaderet af nysprog på et højere intellektuelt plan (Wittgenstein, Chomsky, ..). Filosofiske problemer er blevet til linkvistiske problemer. Vi skaber verden med vores sprog, for Verdener der ikke i sig selv, den er en projektion, en illusion.

Man kunne også være så fræk at hævde, at Kabbalismensmagiske sprog har invaderet filosofien og bor der som en parasit. Der findes stort set ingen betydningsfulde jødiske filosoffer, men til gengæld er kabbalisterne kommet ind fra sidelinien. Mysteriet er punkteret med en sækulariseret sprogfilosofi, hvor det hele blot er et spørgsmål om ord/sprog. Hegel var i realiteten en kabbalist, og han danner det filosofiske grundlag for Marx's økonomiske filosofi, den marxistiske dialektik og hvad vi kunne kalde for politisk behavourisme. Metoden med at forføre menneskemassermed problem-reaktion-løsning er Hegels dialektik med tese-anitese-syntese.

Problemet med sprogfilosofien er, at den hægter os af fra vores fortid. Mange af de ord, vi bruger i dag, har dybe metafysiske meninger, og de går nu tabt i illusionsboblen. Det kabbalistiske projekt er: NIHIL. Det er nihilisme. Mennesket skal glemme sin fortid og sin historie, og vor tid er blevet et glemselsprojekt.

Et af de metafysiske ord er hierarki. Det blev undfanget af Pseudo-Dionysius Aeropagita, en anonym kristen filosof. Hierarchiabetyder helligdommens kilde, hvilket er transcendent og ikke et hverdagsord, der betegner en militær opbygning eller et administrativt system i pyramideform.

Aristoteles' metafysik har skabt den kristne, religiøse og filosofiske tradition, og til dels også Islam, og for at forstå ham, må vi ophøre med at tage ting for givet men regne med, at også han tager ting for givet. En dobbelt hurdle.

Aristoteles har en ontologi indbygget i sin metafysk. Han har en videnskab om væren som væren i bøgerne Gamma, Epsilon og Kapha. Selv i jødedom findes der et sådan udsagn: Jeg er den, Jeg er. Helt over til Vedisk filosofi findes der en ontologi, Sat-Chit-Ananda, Væren-Visdom-Kærlighed, det der hos Paulus bliver forvrænget til Tro-Håb-Kærlighed, for nu kan man ikke vide længere, man skal tro, og man kan ikke være længere, man kan håbe på en væren bagefter i et evigt liv, siden dette liv var en gang usselt slaveri i lidelse. Paulus alias Josephus Flavius har selvfølgelig kendt til disse filosofiske skoler, men han var, som læsere af Paradigmet er bekendt med, hyret til at føre politik og designe ideologi for Roms kejsere.

Aristoteles siger i starten af kapitlet i sin Metafysik kaldet Gamma, at Der findes en videnskab, der omhandler Væren som Væren og det, der oprindeligt tilhører Væren i sig selv. Det er ikke en speciel videnskab som fx matematik. Med Væren menes altså ikke ikke et eller andet levende væsen, vi møder i vores hverdag, men Universel Væren, en fælles kilde, et samlende koncept for eller bag bevidsthed, liv, skabelse, det vediske Sat. I dag tillades der ikke at tale om Væren i sig selv, da det kun må være noget, vi kaotisk og tilfældigt uddrager fra vores erfaring, noget sekundært, et produkt. Vi konstruerer Væren (konstruktivisme).

Denne moderne tanke startede med Kant, der kaldte Væren en analytisk apriorisk dom (apriorisk: på forhånd givet). Prædikatet bliver lig med af subjektet, 1=1, Jeg er Mig, altså tautologi. Det er sandt, men det har intet indhold eller virkelighed og er derfor overflødigt. Det fører frem til Wittgenstein, der forsøger at bevise, at det hele blot er koncepter, måder vi opfatter og taler om verden på grundet misbrug af sprog. Jeg taler om det, ergo findes det.

Hos Aristoteles er en sådan projiceret og afmonteret virkelighed utænkelig, for Der findes en viden om Væren som Væren og det, der oprindeligt tilhører Væren i sig selv. Her tales der ikke om opfattelse / koncept, her tales der om virkelighed. Virkelighed og Væren et ikke et stykke manipulerbart, kabbalistisk legetøj. Det er virkeligt i Naturen, i tænkningen, i sproget og i hverdagens liv. Aristoteles' relevans for mennesker i dag er, at de fleste mennesker intuitivt tænker på denne måde, hvorimod nutidens videnskab, filosofi, ideologi og teologi IKKE deler denne intuition om den virkelige verden men tænker konstruktivistisk i, hvordan den/de kan bemægtige sig, okkupere og manipulere al Væren og konstant forsøger at aflære os vores intuition.

Aristoteles har i modsætning til filosofister i dag tillid til menneskets intuition, og at de aldrig gik helt galt af sandheden.

Aristoteles definerer de særlige videnskaber som afskårne virkeligheder. Videnskaben med stort V, som han eftersøger er ingen af disse. Interessant. Han hvade tilsyneladende en fornemmelse af, at der fandtes en Videnskab større end videnskaberne allerede inden, de var skabt. En tabt eller glemt Videnskab, som han eftersøgte. Han regnede fx ikke den matematik, som i dag har taget patent på kosmologi og opfundet noget så herligt som The Big Bang for noget særligt. Han havde en fornemmelse af, at en svunden kultur havde adgang til en sådan Videnskab med Stort V. Det virker på sin vis, som om Antikken kendte Præ-Antikken med en fornemmelse af, at der var noget, der manglede, topstykket på pyramiden, hierarchia.

Se: Atlantis … link

Matematik ligger i senere klassisk tænkning lavest i Quadrivium, den er en redskabs-videnskab med geometri som math+rum, musik er math+tid og astronomi er math+rum+tid. Fundamentet, tænkningens metodik er Trivium, grammatik > logik > retorik. Øverst og først ligger filosofien og hos Aristoteles er forudsætningen for den Metafysik = den oprindelige, teologi, væren som væren (ren væren, Sat), visdom (ren intiutiv viden, Chit).

Videnskaberne udskiller et område af Væren som Væren og forlader derved metafysikken, hvis emne er Væren som Væren. Matematik håndterer Væren som tal, hvilket aldrig kan forklare Væren. En matematiker i dag vil måske sige, Jamen vi skylder da ingen forklaring. Og til svar må komme: Er I så ikke så venlige at lade være med at lade som om, at det er det I gør. Eksempelvis i astrofysk og kosmologi, hvor der fra Newton og frem til vort århundrede, hvor der startede og fuldførtes et kup, så det nu er matematikerne, der dikterer, hvordan Universet ser skruet sammen. Problem, Stort Problem, for matematikere er vældig gode til at opstille abstrakte modeller, mens eksperimentel fysik og anvendt fysik anses som lavpandet. De har skabt, eller fået lov til at skabe en teknokratisk ny-religion, der er lige så trosbaseret som katolsk skolastik i middelalderen. Igen nævner vi Big Bang, en slatten teori ophøjet til dogme.

Fysik hos Aristoteles, Physica, handler om kinetik, væsener i bevægelser. Hvor Metafysik er den første filosofi, er Physica den anden filosofi. Verden er en samling af bevægelser, Kinesis, og processer. Ganske i tråd den grundlæggende græske tanke om at Alting flyder. Væren er nu form og stof, hvilket gør dem ikke-uendelige, endelige. Væsener, der er uendelige, består ikke af stof. Erkendelse/viden kommer til os fra sanserne, men det betyder ikke, som en nutidig videnskabsmand ville hævde, at det ikke-stoflige ikke kan erkendes. Faktisk modsiger de sig selv, for deres matematiske sofisterier er én stor abstrakt, ikke stoflig, mental øvelse.

Vi er bundet af de fem sanser, men vores erkendelse er ikke, får ikke-sanselige virkeligheder og væsener kan manifestere sig sanseligt uden i sig selv at være sanselige. Man har i dag svært ved at håndtere dette. I Astrofysikken ævler man om dark matter og dark energy. Altså ikke-sanseligt stof (noget ævl, da det ikke er stof) og ikke-sanselig energi, der åbenbart virker på det sanselige. Man har fabrikeret ny-ord for at reparere det vakuum, der er opstået ved afskaffelsen af Metafysikken i Oplysningstiden. Teologien er blevet lige så amputeren, for den har afskaffet den sanselige virkelighed og hengivet sig til teologiske spidsfindigheder eller føleri. Vi har en torso uden hoved og et hoved uden krop. På denne måde har Oplysningstiden bragt os i en retning, hvor den samlede viden er utilgængelig.

Astrofysikken nærmer sig Aristoteles igen. De er ikke meget for at indrømme det. Årsagerne til de materielle ting er ikke-materielle. Synlige ting har deres oprindelse i usynlige. Allerede atomet er et sådant koncept, og der er ikke indtil videre taget et snapshot af atomet. Måske findes det ikke, hvem ved. Men modeller er der masser af. Aristoteles siger, at de ting, der er sidst for os selv, er først i sig selv. De ting, der er først for os, er sidst i sig selv. Har vi hørt det senere: De første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første. Og nej, det handler ikke om, at de retfærdige skal komme i Himlen, det er Aristoteles' indflydelse på teologien. Det betyder, at de første er mere virkelige end de sidste. Sanselige ting synes at være de første, de er de sidste. Tænkning kan udvikles eller som Aristoteles siger, aktualiseres, virkeliggøres ved optræning, hvorved vi kan fatte den første virkelighed.

Altså metafysik er vores måde at erkende Væren som Væren på. Det bevæger sig baglæns. Først sanser vi det sidste, dernæst erkender vi med tanken det første. Hvorved det første skal blive det sidste, og det sidste skal blive det første. Det ene betegner skabelsen, det andet betegner vores erkendelse af det skabte som udspringende af Væren som Væren.

Den ikke-sanselige virkelighed er en causal virkelighed, det er her årsagerne findes. Der er formelle årsager, endelige årsager, materielle årsager og effektive årsager. Denne opdelig skyldes hans metodik med at spørge. Eksempel de endelige årsager er afskaffet i moderne videnskab af samme grund, som at metafysik er afskaffet. Aristoteles 'spørger baglæns': hvad skaber det? Hvorfor er det skabt? Men hvad skaber så det? Indtil man ikke kan spørge mere. Det er sådan, børn spørger, hvorved de driver de voksne til vanvid, så de stopper de små mini-filosoffer. 

Den gamle har noget at sige til de helt unge

For Aristoteles er alt individuelt på sin vis. Alt har sin særlige substans, alt er unikt. Det skyldes at viden og erkendelse ikke er rent sanselig, hans Univers er ikke en maskine. I dag er det kun det sansede, der tæller, vi er grundlæggende positivister og relativister. Resultatet af det er materialisme, industrialisme, copy-paste-isme, massekultur, massekontrol, massemedier og massebedrag, nihilisme, corporatisme, ... Vi er ikke individualister, som der altid hævdes, vi er kopister i det store simulakrum, der alle æder hos McDonalds, alle drikker Coca Cola og shopper i 7/11 på hvert gadehjørne i hele verden, mens vi hører den samme popmusik, går i det samme tøj, glor på den samme slags TV-programmer med de samme forlorne nyheder, som man gør i USA. Og hvad værre er, vi har ikke engang en bevidsthed, for den er blot ifølge videnskaben et biprodukt af kemiske og elektroniske processer skabt i en kødmaskine kaldet hjernen. Noget så ikke-sanseligt som bevidsthed er vores substans, og alligevel findes den ikke i sig selv. Bevidsthed er et STORT problom for videnskab og filosofi – i dag, ikke for Aristoteles.

Vi lever i en bevidstløshedens kultur, hvor fundamentet for sandhed, dialog, visdom, retfærdighed, hukommelse/historie – alt det, der kendetegner et rigtigt menneske er udhulet til en nihilistisk dødssejler af ubevidsthed.

Metafysik er ikke det samme som common sense. Det er en logisk fejlslutning. Fordi mange mener noget, må det være sandt, er lige så forkert som Fordi få mener noget, må det være sandt. Opsummeret af Dirty Harry/Clint Eastwood, der udover Make my day, punk, siger Well, opinions are like assholes, everybody has one. At forståelse af årsag kræver træning og tænkning betyder dog ikke nødvendigvis, at det er elitært. Alle, der kvalificerer sig til viden og kontemplerer på den rette måde, kan opnå den.

Væren med stort V hos Aristoteles er generel. Dvs. det genereralt andet. Alle videnskaber er nødt til at foretage undersøgelser i de fire årsager: formelle, endelige, materielle og effektive. Forskellige videnskaber har forskellige Genera, og kræver forskellige grader af præcision, dvs. de er enten teoretisk-abstrakte, praktiske eller poetiske. Matematik er en abstrakt og ikke materiel videnskab, abstrakt for tal er abstraktioner, ikke-materiel ikke som metafysik, men abstrakt som skabt af mennesker. Her bliver han muligvis uenig med Pythagoras, der mener, at tallene er Universets/Naturens kode og lovmæssigheder formuleret som tal. Muligvis ikke, da Pythagoras blot specialiserede sig i tallenes, formernes og svingningernes/frekvensernes verden iflg hans egyptiske lærermestre. Etik er ikke abstrakt med et sted mellem praktisk og poetisk. Hvis én videnskab forsøger at gå ind på et andet videnskabeligt område med sine egne metoder, ville Aristoteles sige, at den mangler de rigtige genera. Som når matematikere kupper astrofysikken, kemikere kupper lægevidenskaben, eller finansialister kupper klimavidenskaben.

Ligeså videnskabsfolk, der arrogant påstår, at de er filosoffer, fx Richard Dawkins mangler totalt styr på genera. De går uden at blinke ind med deres matematiske kaluler og reduktionisme og mener, de kan beregne Gud og hævde, at teologi er meningsløs. De mener, at de kan definere det absolute fuldstændig ahistorisk vha afstumpet statistik, og de lader bevidst eller reelt hjernedødt som om der ikke fandtes civilisation og tænkning før dem. De tillader oven i købet at kalde deres ikke-tænkning for tænkning. Afstumpede materialister, positivister og nihilister invaderer teologien og metafysikken og vader rundt på udebane som elefanter i et drivhus, og der er hverken glas eller gevækster tilbage, når de er færdige. De forstod intet før, de forstod intet undervejs, og de forstår endnu mindre bagefter. Som en intellektuel krigshandling har de jævnet et delikat felt med jorden og hævder derefter, at det aldrig fandtes. 

En videnskapist

For Aristoteles har alle videnskaber form. Vi tænker i dag form som tom formalisme, et typisk marxistisk begreb, hvor meningen er gået tabt og siger mere om, hvordan disse er skruet sammen i deres hoved. Form er formende, dannende, skabende. Ordet formalitet i dag betyder ligegyldig, overfladisk, hvor formelhos Aristoteles er en nødvendig forudsætning for at forstå noget indenfor et videnskabeligt felt. Form er Energia, aktualiseringen af noget, Væren transcenderer form, det kommer før.

Lad os rekapitulere. Væren som Væren er en forståelig virkelighed. For Aristoteles er Væren ikke blot et Mysterium men muligt at vide noget om. Heidegger, det 20. århundredes største ontolog (Væren og Tid), vil på sin vis være enig, selvom hans elev Wittgenstein vil benægte det via sine sprog-filo-sofisterier. De engelske begreber it matters eller it doesn't matterskal forstås aristotelisk: det bliver til stof = sanselig virkelighed, eller ej. Væren aktualiseres og manifesteres fra ikke-sanseligt til sanseligt. Hvad siger kristendommen om det? Og Ordet blev kød … Logos blev til Stof.

Det kan ikke benægtes eller undslippes: Det Første hos Aristoteles er den Ubevægelige Bevæger. Videnskabernes fader var teolog i ordets ikke-katolske betydning og han havde ikke en opfattelse som Gud som en person. Han var bestemt ikke mystiker, men hans verdensbillede omfatter alligevel det, vi i dag ville betegne som det mystiske. Men det er jo kun mystisk, fordi det er blevet udelukket fra videnskab og virkelighed. Han derimod ser ingen modsætning, for denne modsætning er ankommet senere. Det samme gælder kirkefædrene før øst-vest-skismaet og også arabiske tænkere.

For Aristoteles er tingenes essens noget, vi opdager, ikke noget vi opfinder. Naturen er vores lærermester, ikke vores underkuede slave eller tilfangentagne bytte. Hele begrebet Natur-Videnskab er blevet til non-sense. Det burde hedde Abstrakt-Videnskab, for Naturen er helt skrevet ud af stykket. Moderne videnskab er ikke videnskab overhovedet, men teknologi og har fuldstændig opgivet ideen om Undersøgelsen af Væren. Hvad der før var Visdom er nu blot teknikaliteter. Moral/Etik er blevet udskilt/adskilt, og der er ikke længere et indbygget kompas i videnskaben, der kan fortælle os, hvad der er godt eller skidt. Det gør videnskaben ekstremt sårbar overfor politisering, og hele kuppet af klimavidenskaben til et kommercielt-parasittisk skyldkompleks er et af de mest tydelige eksempler i nyere tid.

Når Aristoteles taler om Theoria, så mener han noget ganske andet end det udvandede begreb teori. Han mener kontemplation. Det er langt mere i tråd med vedisk videnskab, hvor bevidsthed ikke er blevet landsforvist fra universel virkelighed, og hvor subjekt-objekt-relationer ikke endnu er blevet et imperialt projekt for underkastelse (sub-jacio = under-kastelse). Vi kan sammen kon-temple-re, altså gå i dialog med (i et tempel) end en højere virkelighed, der (i templet) giver os svar og modspil, som vi kan spørge videre om. Ved nøje at betragte som heretes kan vi få direkte adgang til tingenes essens, osia, deres enhed, deres unikke karakter. Eller personlighed, hvis man fører det ind i kristendommen. Gud er fx personlig, altomfattende og unik på samme tid.

Der er karakteristika ved en person, der er essentielle, unikke og ting, der er tilfældige. At vi er dem, vi er som personer er unikke, at vi er blevet solbrændte eller stukket af en myg er tilfældigt, ikke-essentielt. Selve ordet es-sentiel betyder ikke-sanseligt. Vi sanser som første led i en forståelse ikke-sanselige, hvorefter vi kontemplerer det. Herefter kan vi forstå årsager og virkeligheden bag det sansede, det essentielle, det der eksisterede før os og vil være der efter os.

Universet er en bevægelse sat i gang af en ubevægelig bevæger, en årsag med et formål, elsket af alt de bevægede, det skabte, ren form, ren energi og ren intelligens, det kristendommen kalder Gud, men som hos Aristoteles ikke er en person som hos de kristne. Der findes også mindre ubevægelige bevægere en den Ene, og det er den kraft, der bevæger sfærerne, dvs. galakserne og stjernerne. Altsammen indpasset i kristendommen frem til Thomas Aquinus.

Logik er udeladelse af selvmodsigelse. To andre principper er udelukkelse af identitet og udelukkelse af den tredje term. Aristoteles siger, at der er ting, der ikke kan bevises, fordi de er indlysende. Her ville en moderne videnskabsmand blive helt rundt på gulvet, fnyse af forargelse og vende hovedet bort. Hvilket måske er klogere end at forsøge at argumentere for at bevise det. Det kaldes sofisteri. Sofisteri blev i antikkens Hellas udøvet af jurister og retorikere, hvilket var det amme, folk der prøvede at lære unge mænd at vinde alle diskussioner for enhver pris. Platon gik via sin skikkelse Sokrates i rette med dem i sine afhandlinger. En af disse sofister var Protagoras, der kunne bevæge sig ud i selvmodsigelser og hævde at noget både eksisterede og ikke eksisterede, at mennesket var målestokken for alt, og at denne verden kun bestod af sanselige ting. Det er moderne videnskab, der med al sin sofistikerethedhævde netop dette og derved bliver til falsk filosofi, videnskapisme.

Jurister og retorikere overtager dagsordenen og afstumper samfundet, fordi det passer i deres kram. Hvor har vi lige oplevet det samme i vor tid? Det var simpelthen verdenshistoriens første DJØF'icering af samfundet!

Sandhed kan ikke sanses, sandhed kan fattes gennem tænkning og kontemplation og kun gennem det som ER i sig selv, Væren som Væren, det der ikke modsiger sig selv, Logos. I begyndelse var Logos, som de kristne ville kalde Ordet. Når Gurdjieff kalder en bog for Livet er kun virkeligt, når Jeg Er, så udtrykker han denne tanke fra Aristoteles. Og fra den antikke og før-antikke forståelse af Universet, som Aristoteles blot er så præcis med at formulere. Heidegger ville kalde det Das Dasein, tilstedeværenhed, fornemmelsen af tingenes indre helligdom. Det er indiskutabelt, indlysende og kan ikke bevises. Alle skolastiske Gudsbeviser i Kristendommen er sofisterier. Sindet er det tættetste, vi kommer på ren Væren.

Hos Aristoteles er virkning ikke adskilt fra årsag. I moderne videnskab er alt tilfældigt som et hjernedødt billiardspil, hvor en bold rammer en bold, der rammer en anden bold, osv. One incident led to another, som der står i tåbelige engelske historiebøger, hvor man ønsker at lade folk forstå, at 1. Verdenskrig ikke var intentionel, og at det ikke var britiske oligarker og mammonister, der havde brygget den sammen.

Når en udvikling foregår, findes årsagen stadig inde i udviklingen. Det er en fortsættelse, et kontinuum. Relation, relativitet er den svageste af alle sammenhænge hos Aristoteles, for den er ikke selv-tilstrækkelig, kontinuerlig. Einsteins relativitetsteori er en svag teori. Relativisme er filosofisk svagpisseri, for det er blot nihilisme. Det hævdes, at alt er lige gyldigt, og at der ingen virkelighed eller første årsag findes. Alt er fænomener, relateret til subjekt. Men da der savnes fast grund og sikkerhed, gøres stof, det sanselige, til den faste grund. Dette ligger i posthumanismens tro på at nano-robotter vil overtage verden og den menneskelige intelligens – som jo ikke findes, da intelligens et afskaffet. Materien har erstattet intelligens. En diabolsk intelligens.

Intelligens er ånd. Vi talte om åndfuldhed på gammeldags, noget en moderne intellektuel sofist, en kulturmarxist ville snerpe over at sige. Sikke noget sludder, ånd findes ikke længere, det er politiske ukorrekt. Man kunne også vælge at sige pænt tak til Ray Kurtzweill og hans singularitet, for så bliver sofisteriets grad af sindssyge fuldstændig tydeligt. Hvis man hopper på den, er man i frit fald.

Metafysik er tænkning. Det er ikke en new-age-style sandheds-vibration. Kvantemekanik er ikke metafysik. Metafysik kræver bevidsthed, intelligens, og kvantemekanik er, som ordet selv indrømmer, blog mekanik. Metafysik er ikke at forsvinde i et sort hul, metafysk ser over, opad. Aristoteles sagde, at Visdom, Sophia, kom til verden, da mennesker begyndte at se opad, at undre sig, at se Underet. 

Her er vi tilbage til vores hverdag. Metafysik er ikke fjernt herfra, det er hele tiden, altid, overalt i stort og småt, i det sansede før det ikke sansede, det essensielle. Vi tænker metafysisk uden at være klar over det. Formålet med filosofi er, at vi bliver klar over det.

∞