af morton_h, the blogger
I de følgende to blogs har jeg valgt at give mikrofonen videre til en af de mest vidende uafhængige journalister, der kan støves op, og følgende interview anser jeg som noget af det vigtigste, mest indsigtsfulde, der kan støves op udenfor maninstream-medierne.
Det skal ikke forstås i retning af, at man i mainstream-medierne finder noget, der bare ligner! Pepe Escobar lader ingen sten være u-vendt, han har været på stedet, kender alle folk, har ikke noget i klemme, har ingen mundkurv eller redaktionelle hensyn at tage. Han springer ikke over lave gærder, han er ikke skrivebordsjournalist. Alle af de oplysninger, han giver, at fuldstændig gennemresearchede, og meget af det, han beretter, kan nok få én og anden til at tabe gebisset.
 |
| Der findes stadig journalister med nosser |
A propos: http://paradigmet.blogspot.com/2011/10/staten-som-seriemorder.html
2 uger før 9/11 2001, mens PE var i stammeområdet i Pakistan, publicerede Asia Times Online hans profetiske artikel 'Get Osama Now! Or else'.... PE var en af de første journalister, der nåede frem til Kabul efter Talibans retræte. For nylig har han rapporteret fra Irak, Iran, Centralasien, USA og Kina.
Pepe Escobar diskutterer her Libyen, NATO, Frankrig, EU og USA's engagement i denne proces med Henrik Palmgren fra Red Ice Radio. Videre tales den globale magtkamp om energi og ressourcer. Lige nu er det kommet frem, at Gadaffi er død, men det bliver ikke omhandlet i interviewet, da det blev optaget før udsendelsen. Der henvises til websitet http://www.redicecreations.com, hvor der er mere om emnet. Vi ved, at nyheder ofte er langt mere konstruerede end observerede, det så vi fx. med seneste event med Osama bin Laden. Der er aldrig fremlagt noget bevis, og der er ikke nogen grund til at tro på, at det fandt sted, som vi har fået det fortalt.
Her følger interviewet om overtagelsen af Libyen, et meget interessant interview.
_______________
HP (Henrik Palmgreen, Red Ice Radio):
Du skrev en meget interessant artikel 'To King Sarkozy, the spoiler'. Der er links til en række artikler her http://www.atimes.com/atimes/others/Escobar.html (The Best of Pepe Escobar). Artiklen er skrevet til Asia Times og handler om Libyen, NATO's involvering, Frankrig og selvfølgelig Sarkozys involvering.
Som vi har talt om, er alting knyttet sammen med udgangspunkt i 'krigen mod terror', det går tilbage til invasionen i Irak i 2003 og endnu længere. Som udgangspunkt kunne emnet være selve strategien, og hvordan den har forandret sig på det seneste.
I 2003 under Irak-invasionen var der folk overalt i verden, der protesterede. I Europa var demonstrationerne massive. Men noget har forandret sig før overtagelsen af Libyen. Her er det nærmest sådan, at folk overalt i verden forlanger, at der bliver gjort noget, og at man går ind i Libyen og hjælper de oprørere, der bekæmper Gadaffi.
Hvordan tror du, det er lykkedes for dem denne gang at få det til at se ud, som om det hele er for den gode sags skyld?
PE (Pepe Escobar)
Først og fremmest pga. PR-operationen. Det går meget nemmere, når man har en amerikansk, demokratisk præsident - der fremstår som en liberal, selvfølgelig - der kan sælge ideen forklædt som 'humanitær intervention' selvom det rent faktisk er ren og skær imperialisme, ved at påstå, at man vil hjælpe mennesker, der snart vil blive slagtet af en ond diktator.
Så i sammenligning med det, der skete i 2002 som optakt til Irakkrigen og måden hvorpå Bush-administrations invasion udspillede sig, et det et stort skridt. Der er en stor konceptuel forskel.
Irak i 2003 var en neo-con-operation, hvor det var meningen, at Irak skulle være den første dominobrik, der faldt i Mellemøsten. Det blev solgt med overskriften om at 'bringe demokrati til Mellemøsten'. Vi talte i 2002-3 om at slippe af med Saddam Hussein, der skulle have disse masseødelæggelsesvåben, som ALLE vidste, ikke var der, især FN's våbeninspektør Hans Blix, der vidste, at der ikke var nogen våben. Der blev selvfølgelig heller ikke fundet nogen våben, fordi de var blevet destrueret i 1995.
Men det var neo-con agendaen. Det var grundlæggende 'Rigtige mænd, gå til Teheran!' Herefter skulle Syrien erobres, Hizbollah i Libanon skulle smadres, og guldmedaljen var endelig at ødelægge den islamiske republik i Iran.
Som vi alle ved, gik det ned ad bakke for planen. Så 9 år efter har vi så fået 'humanitær imperialisme', der er meget lettere at sælge. Fundamentalt bygger det på et tvivlsomt koncept kaldet R2P, 'Responsibility to Protect'. Vi har altså et ansvar for at beskytte en befolkning, der måske vil blive massakreret af en ond diktator, i dette tilfælde Gadaffi.
Så hele rammen for denne intervention var hovedsageligt Nicolas Sarkozy's neo-napoleonske krig for at skaffe sig fremgang i meningsmålingerne på hjemmefronten og hjælpe den franske økonomi, som efternånden var blevet en ren katastrofe. Så grundlæggende var det en fransk operation. Britterne kom til, amerikanerne kom til senere og besluttede sig til at lægge sig i baghjulet.
Men alle havde en klar agenda. NATO havde en klar agenda om at kontrollere Mellemøsten som NATO's eget hav. Pentagon havde en klar agenda, der hedder 'Afri-Con', hvor det gjalt om at finde en base, og hvor denne base ville blive Middelhavet og den libyske kyst. Dette bliver så den første AfriCon-base, der skal være udgangspunktet for operationer i hele Afrika som del af en krig mellem Pentagon og den kinesiske indtrængen i territoriet.
Franskmændene ville have aftaler. De var fuldstændig desperate, fordi Gadaffi havde afstået fra disse aftaler om at købe fly, bygge atomkraftværker med fransk know-how. 'Njae, jeg vil overveje det igen, jeg skal lige snakke med russerne og kineserne først…' så franskmændene var desperate. Kineserne ønskede en hel del af de libyske energi-ressourcer i Libyen.
For et par måneder siden gik det meste af den Libyske olie-gas-eksport til Italien. Så det skabte også en intra-Europæisk koldkrig, som - vil jeg sige - blot er starten på en konflikt mellem Frankrig og Italien. Jeg har lige være i Italien, og italienerne og rasende over det, Sarkozy har gjort i Libyen og senest, hvad han har gjort med Angela Merkel, hvor italienerne er kørt ud på et sidespor. Så forvent et større transalpint fyrværkeri!
Alle havde en agenda. Britterne ville åbenlyst også have bedre aftaler med Gadaffi. Selvom Tony Blair tog ned og kyssede Gadaffi hånd for nogle år siden - vi ved det allesammen, for vi har billeder, der viser det. Men ingen kunne stole på Gadaffi. Det drejede sig ikke om for dem, hvorvidt han var en god eller dårlig leder. Det var irellevant for englænderne. Pointen var, at han var upålidelig, han er ikke 'en af vore'. Han er ikke fedtet ind i det internationale finanssystem. Han har dette skøre projekt, hvor han prøver at hjælpe Afrika syd for Sahara. Han ønsker en vaskægte afrikansk union med en integration af Afrika politisk og økonomisk.
Så hvis der fandtes en guld-dinar opbakket af de enorme guldreserver i Tripoli, ville det være en helt ny start. Der er mange andre eksempler på projekter, som Gadaffi startede både i Libyen og Afrika syd for Sahara, hvor han fuldstændig gik udenom Verdensbanken og IMF. Dette var også uspiseligt for det såkaldte 'internationale samfund', der spillede efter drejebogen 'Washington Consensus'.
Så alle havde rigelig med agenda angående Libyen. Araberne har også deres agenda. Og her kommer vi til et af nøgleemnerne i denne krig: Saudiarabiens og Qatars rolle. For et par år siden var disse to lande ikke særlig tæt på hinanden. Så startede Emiren i Qatar, Abdullah, en tilnærmelse til Saudiarabien, fordi de endelig var kommet op med en fælles paranoia: Iran prøver på at erobre og invadere os eller bombe, eller hvad det nu var, de ville … sagde man. Det var altså det gode gamle sunni-shia skisma midt i Mellemøsten.
Så de kom tættere og tættere på hinanden indenfor GCC - Gulf Corporation Counsil. Det er en klub bestående af 6 medlemmer. Jeg er i de seneste måneder begyndt at kalde dem for 'Gulf Counter Revolution Club'. Det burde være deres rigtige navn.
Så Qatar ønskede en del af den økonomiske kage i Nordafrika. I starten solgte de den olie videre, der stammede fra Cyrenaica, den østlige del af Libyen (op mod Ægypten, 1/3 provinser i Libyen). Nøglepersonen i forbindelsen mellem Golfen og den måske kommende regering i Libyen er Al'Ita Huni, der var rådgiver for emiren i Qatar. Hans rolle i TNC, Transitional National Council, er en trojansk hest. Ja, man kan næsten ikke bruge det ord, for det er en hest, der er synlig for alle. Han er der som en del af TNC for at beskytte Qatars interesser og vil være tæt på enhver ny regering, der bliver dannet i Tripoli.
Og Saudiarabien ønskede et 'venligt' emirat, eller i det mindste et styre med monarkistiske elementer (som dem selv) i Nordafrika. Der havde længe været ondt blod med saudiske kongefamilie og Gadaffi. Jeg var tilstede tilbage i 2002-3, da disse Arabiske Liga-møder blev holdt, og det var forbløffende at være vidne til den måde, Gadaffi stillede sig op og kaldte Faisal for en forrædder, fordi du vil sælge ud til amerikanerne og inviterer dem til at bombe den østlige flanke af Den Arabiske Nation. Og det var nøjagtigt, hvad der skete. Siden den tid var det onde blod mellem dem nærmest af kosmiske dimensioner.
Altså: denne historioske briefing er for at vise, at der var så mange, der havde en aktie i Gadaffis fald, da hele sagen startede i februar. Det var allerede dengang en fast aftale, at regimet skulle kollapse. Men det tog langt tid, det tog flere måneder. Hvorfor? På grund af NATO's inkompetence, og fordi Pentagon nægtede at give dem de bedste satelit-informationer, de havde.
Alle, der har været i Brussel og set, hvordan NATO arbejder, ved, at det er værre end 'The Keystone Cops'. Det er fuldstændig latterligt. De kan ikke engang blive enig om en serviet - hvor skal vi bombe og hvordan? Det hele begyndte at forandre sig i juni, da præsident Obama gav Pentagon besked om, at de nu skulle starte direkte overførsel af den bedste information, de havde, til NATO-basen i Napoli og alle NATO-officierer på marken ved Middelhavet samt SAS, franske specialstyrker, der opererede undercover i Libyen, således at de kunne koordinere deres angreb.
Tingene begyndte at forandre sig, fordi de intensiverede bombningerne, og de lavede den plan-B, de stadig ikke havde. NATO havde kun en plan-A: dræb Gadaffi og hans sønner. Latterligt. De prøvede i månedsvis uden held. Men så blev de nødt til at lave plan-B. OK, lad os organisere et væbnet oprør, så vi har en styrke, der kommer fra Misrata, øst for Tripoli, og en anden styrke, der kommer fra de sydvestlige bjerge, hvor berberne trænede. De organiserede det med masser af bombardementer. Det er sådan, de tog Tripoli på omkring 24 timer. For det første var der ingen, der forventede det i Tripoli. For det andet - og jeg har diskutteret det for nylig, men ingen har et svar på det - er, hvorfor en stor del af Gadaffis hær ledet af Qadif, en af hans sønner, pludselig opløste sig og forsvandt. Det var ligesom i Irak 2003, de opløste sig bare og forsvandt.
Der er mange spekulationer om dette. En af dem er, at de prøver at lave en en Saddam 2.0. De skjuler sig et sted og vender tilbage som en guerillabevægelse. Det er en mulighed. En anden mulighed er, at de simpelthen desserterede. Men ifølge vore bedste informationer fra libyere på stedet, er der ingen der ved, hvad der skete.
Så OK. Tripoli faldt på 2 timer. Alle er teoretisk set glade. Men se på, hvad der foregår nu! De kan dårlig nok erobre Sirte. NATO har bombet Sirte uophørligt i 5 uger. Det der foregår vil man ikke se rapporteret nogetsteds, specielt ikke i mainstream-medierne i Europa og USA: det er ved at blive et Felluja 2.0 i 2004, efter at Bush var blevet genvalgt. Dengang ødelagde man Felluja på typisk Pentagon-vis for at redde byen. De anser disse folk østpå mere eller mindre som barbarer. Og NATO har nu endelig en succes, som for evigt kan redde dem fra fiaskoen i Afghanistan.
Men de har nu en sandsynlighed for i nærmeste fremtid at blive konfronteret med 2 guerillakrige. Så NATO vil sige: Vi bliver her, så længe der er krig.
HP [?]:
Tror du, at det rent faktisk kan være en bagtanke? At få muligheden for at etablere en permanent base dér til tropper? Eller er det hele bare mangel på kompetence? I starten ønskede ingen at føre an og tage kommandoen. I starten sendte Frankrig jagerbombere og smed så bolden videre til UK, hvorefter USA gik ind i det. Det var et fortsat roderi. Libyen er efterhånden splittet i stumper og stykke, så strategien synes nu at være, at lade disse stumper bekæmpe hinanden. Mens de prøver at etablere en regering, kan vi i ro og mag gå hen og stjæle deres ressourcer. Hvordan ser du på det?
PE:
Det er sådan, det er - det er hovedet på sømmet. Det er strategien, der passer NATO. Men ifølge pressemeddelelser fra NATO er det hele tiden: 'Nej, nej! Ligeså snart regeringen er etableret, vil der ikke være en eneste støvle på jorden.' Dette er blot affodring af offentligheden, men de fleste tror ikke på det.
Hvad der kommer til at ske, er allerede fastlagt, og blev lækket til Times of London for 3-4 måneder siden. Det er blueprint'et for støvlerne på jorden. Det vil hovedsagelig bestå af amritterne fra Jordan måske med bidrag fra Qatar. Og eventuelt, hvis de får en meget god aftale, tropper fra Tyrkiet. Men Tyrkiet er tilbageholdende, for de kan ikke lide at spille rollen som en fremmed besættelsesmagt. Kun hvis de bliver anmodet af TNC.
Så 'støvlerne på jorden' bliver hovedsagelig muslimer og hovedsagelig arabere. Faktum er, at hvis vi får et dobbelt borgerkrigsscenarie med en dobbelt guerilla, hvilket er meget sandsynligt, så er det ikke nok med 2.000 eller 4.000 mand. Det vil ikke være nok til at sikre territoriet. Herefter får vi NATO-støvler på jorden. Det er det, NATO går efter i fremtiden. De ønsker Libyen som base. Efter at Middelhavet er blevet et NATO-hav, er de eneste brikker, der er tilbage, og som ikke er faldet: Syrien og Libanon (Fogh Rasmussen udtalte for nylig til pressen, at Libyen vil blive en model for fremtidige krige …).
Men det passer med modellen, Syrien er næste på listen. Og i Libanon skal man 'bare' mere eller mindre køre Hizbollah ud på sidelinien. Det bliver meget svært, men NATO mener, at de kan gøre det. Måske ikke i den nærmeste fremtid, men indenfor 10 år vil NATO gøre noget ved Hizbollah i Libanon.
I Libyen vil vi få en Hamid Karzai-lignende regering, hvor lederen ikke engang kan regere over sin egen stol i Tripoli. Perfekt for NATO og Pentagon. Husk at Afri-Con faktisk startede bombardementerne så snart FN-resolution 195 var godkendt, ankom det første Tomahawk missil under befaling fra Afri-Con-kommandanten i Stuttgart. Først herefter kunne Sarkozy prale af, at hans Raphael's bombede Tripoli. Det tog kun et par timer om natten. Det var for at både Frankrig og Tyskland kunne tage æren for at starte angrebet, især franskmændene, for der var meget få, der kommenterede Tomahawk-bombardementet.
Herefter var der overførslen af Afri-Con-kommandoen til NATO. På et par dage var det hele på plads. Problemet var: Hvilket grad af kontrol kommer vi til at få over guerillaerne på jorden? Så hvad NATO regner med, er en særdeles forlænget konfrontation. Dette kunne blive Afghanistan 2.0. eller Irak 2.0. Eller endnu værre: det kunne blive Somalia 2.0. med alle elementerne af destabilisering ovenpå hinanden.
80% af Libyen ligger i den sydlige ørken. Ingen aner, hvad der foregår her. Alle ved, at Gadaffi (døde han, eller var det hans dummy?) og Gadaffis hær enten er i den sydlige ørken, eller de befinder sig i det nordlige Niger eller nær grænsen til Algeriet. Dette kæmpeområde er grundlæggende nomadeland og Tuareger, og Gadaffi kender dem alle sammen. Først og fremmest, fordi mange af dem var en del af hans hær.
Siden februar er tonsvis af lastbiler blevet observeret forlade Tripoli på vej mod syd - fulde af guld. Guldet er sandsynligvis gemt i det nordlige Niger. Og derfra har Gadaffi en enorm formue, han kan distribuere mellem de mange stammer i området, specielt tuaregerne, de nærmest er statsløse, og Gadaffi har altid behandlet dem meget godt. De er særdeles dygtige soldater, og de har intet at miste ved at kæmpe en forlænget guerillakrig mod araberne nordpå. Selv hvis der bliver sendt tropper ned i området, vil man ikke vide, hvad man skulle forvente.
Det hele er så fluktueret, fuld af variabler, så mange sårbare felter. Prospektet for et mega-kaos i de følgende år er der.
HP [?]:
Mens Europa og Amerika kæmper for at holde sig i live økonomisk, bliver der hældt alle disse ressourcer ind i krigsførelse for at skabe kaos og dominoeffekt. Det er blevet kaldt 'ustabilitetens bue', hvilket er den store, overordnede strategi. Først vil jeg spørge om det arabiske forår. Hvem står bag dette fænomen? Der har været forskellige spekulationer om, hvem det startede det, var det sand og oprigtig græsrodsbevægelse, der er blevet hi-jacked undervejs og overtaget af forskellige interessegrupper? Vi kunne begynde dér og senere komme ind på, hvem oprørerne i Libyen faktisk er.
PE:
Hvad Bouazizi gjorde i Tunesien var det samme som munkene i Vietnam gjorde i Vietnam. Han satte ild på sig selv. Budskabet var så stærkt over hele den arabiske verden, fordi de så det for hvad det var: en handling i den yderste form for desperation. Det satte også ild i tuneserne. Der havde være en rumlen af revolte i årevis. Senere, hvilket er meget vigtigt, satte det også ild til ægypterne, som anså dem selv for at være hjertet af den muslimske verden, Islams kulturelle hovedstad, centret for viden og lærdom. De spurgte sig selv: Hvordan kan det være, at et lille land i udkanten af Maghreb startede revolutionen, hvorfor var det ikke os, der startede den?
Så der var et element af stolthed i Ægypten i ordets bedste betydning. Også i Ægypten havde der været folkelig rumlen i årevis. De bedste ægyptiske bloggere har skrevet om det, selvom de er blevet angrebet af Mubarak-Suleiman-regimet. Der har været arbejderstrejker, for de har lidt under fødevarepriser. Det er et land, der importerer de fleste af deres fødevarer. Alle betingelser var der. De var et meget fattigt land med med meget stor arbejdsløshed. Der var en stor mængde uddannet ungdom uden fremtid og arbejde. Det var meget afgørende.
Bevægelsen i Ægypten var ikke der hi-jacket af nogen. Det var den arbejdende befolkning, der protesterede, det var Google-generationen, der protesterede, det var også intellektuelle i byerne. Det var en bredt baseret bevægelse. Hæren tog en beslutning på det tidspunkt, at den ikke kunne skyde på landets egne folk. Jeg forestiller mig, at hvis dette var sket i Iran, så ville den iranske hær nok have skudt på deres egen befolkning, og det har de allerede bevist før. Hvis det var i Saudiarabien, ville de helt helt sikkert skyde deres egne. Da det rent faktiske skete i Bahrain, så skød hæren deres egen befolkning! Der var en massakre dér, der overhovedet ikke er blevet dækket af de vestlige medier. Man kunne kun vide om det ved at læse om det i blogs. Bahrainere risikerede deres liv ved at blogge. Senere blev mange af disse bloggere arresteret og tortureret.
Så da Ben Ali undslap til Riadh for at indlogere sig i luksuspensionatet for faldne diktatorer, så faldt Mubarak også i sidste øjeblik. Ikke fordi amerikanerne forlangte det, men fordi der skete et 'hvidt kup'. Den øverste ledelse i det militære råd i Ægypten var klar over, at de var nødt til at skaffe sig af med Mubarak, for plan-B var at skyde på deres egen befolkning, og det ville de simpelthen ikke være med til. Så i stedet: Lad os skaffe os af med slangens hovede for at bevare regimet. Og det er det, vi ser nu.
Men det øverste militære råd er ikke særlig glade for de valg, der skal afholdes i november, de ørnske at blive ved magten. Og sidste weekend skete der så det, at der blev skudt mod de kristne koptere i Kairo. Det er helt forfærdeligt, for nu har vi hæren, der skyder på deres egen befolkning. Selvom de ikke er muslimer, så er de ægyptiske borgere. Det lover meget dårlig for fremtiden.
Efter Tunesien og Ægypten gik det løs i Libyen i februar. Processen her var ganske anderledes en både Tunesien, Bahrain og Ægypten. Det der skete i Libyen var ifølge en masterplan lavet måneder i forvejen og udenfor landet. Men da der opstod håb via forandringerne i den arabiske verden, blev der iværksat en kontrarevolution. Nogle af de bedste analytikere, Vibrai Bashar og Assad Abu Khalil startede med at identificere den samme proces. Modrevolutionen er startet og bliver dirigeret af Saudiarabien.
Hvordan virker det? De så, at amerikanerne ikke gjorde noget for at redde Mubarak, der var en meget god ven af Saudiarabien - i Israel for den sags skyld - og garant for status quo. Han var en grundpille for status quo og en af pillerne for den overordnede amerikanske strategi i Mellemøsten, så Israel kunne føle sig sikre. Så nu var pillen væltet, og ingen vidste, hvad det betød. Diskussionerne i Jiwassa på det tidspunkt var: hvad nu med Israels fremtid? Og saudierne sagde: hvad med vores fremtid? Kunne man forestille sig et oprør i et af vore egne østlige provinser hvor administration ikke gør noget? Så deres paranoia er på nuværende tidspunkt nærmest galaktisk.
Saudierne begynder herefter at fable om et iransk plot: Iranerne vil omvælte den Persiske Golf og starte med de svage led som Bahrain og Oman, så kommer de efter Qatar, og så kommer de efter os.
Det er saudiernes hovedtanke. Modrevolution lykkedes til dels. Det startede med en stor distribution af penge til statsjobs for saudiarabere. Dernæst foreslog de amerikanerne en deal: Hør, alt det, der sker overe i den Persiske Golf er vores sag, vi er overhunden her, vi styrer disse fordækte kontrarevolutionære manøvrer. På den anden side får I det, som I gerne vil have, hvilket er en FN resolution til at gå efter Libyen. Vi sørger for en stemme fra Den Arabiske Liga.
Hvordan gjorde det det? Der er 22 medlemmer i ligaen. Der var kun 11 tilstede på mødet, hvor det skulle afgøres, hvilket allerede var et mindretal. Udaf de 11 var de 6 af dem GCC-medlemmer, altså i Saudi-klubben. Der var herefter 5 tilbage. 2 af disse blev bestukket: Jordan og Marokko. Så var der 3 tilbage, som med de rette financielle incitamenter og løfter om visse ydelser ville stemme for. Så saudierne overdrog en enstemmig manipuleret stemmeafgivelse til amerikanerne: Værsgo, som vi lovede! Så nu kan I gøre, hvad I vil med Libyen, men lad være med at blande jer i vore forhold. Det virkede perfekt. Det blev organiseret mellem The House of Saud og statsdepartementet.
Og vi (journalisterne) fik det at vide fra diplomater ved FN. Og hvor kom disse diplomater fra? Fra BRIC-landene (Brazilien, Rusland, Indien, Kina) + Tyskland. Og deres lande havde afstået fra at stemme, for de vidste, hvad der var ved at ske. De vidste, at FN-resolution var det grønne kort til regimeforandringer. Dette er nøjagtigt, hvad der skete.
Hvorfor valgte disse lande ikke at stemme? Fordi de vidste, at det ville ske snart igen, denne gang med Syrien. Og hvad er der lige sket? Rusland og Kina har blokeret for en resolution mod Syrien. For dem begge er Syrien af langt større betydning i forhold til strategi og alliance. Ganske vist havde Gasprom business med Libyen, og Kina havde 27 firmaer, der investerede mest i infrastrukturer i Libyen med over 30.000 arbejdere. Men de importerede ikke en hel masse olie, kun 11% af den libyske olie gik til Kina, så Kina kunne importere mere fra fx. Angola. En afbrydelse af forbindelsen med Libyen ville derfor ikke være af hardcore strategisk betydning.
Kineserne og russerne aftalte derefter indbyrdes: Lad os ikke forsøge at modsætte os europæerne lige nu. Hvis de angriber vores hovedstrategiske område, så blokerer vi, og det forklarer seneste afstemning om Syrien.
Tilbage til en arabiske kontrarevolution. Saudiarabien, der fik, hvad de ønskede fra europæerne og amerikanerne, startede med at 'sætte huset i stand' i Den Persiske Golf, og begyndte derefter at koordinere undertrykkelse indenfor Golfen. Det drejede sig først om deres egne østlige provinser, hvor de fleste shiiter lever, og hvor også det meste af olien befinder sig. Olieinstallationerne er shia-drevne. Så de sørgede for at forhindre enhver protest i disse provinser.
Dernæst invaderede de Bahrain ved at påkalde en mekanisme, der kaldes 'Halvøens Skjold' (The Peninsula Shield), som grundlæggende er en slags NATO i Golfen - altså et angreb på jer er et angreb på os. Det er helt absurd, for det kan man helt tydelig ikke læse om i noget vestligt mainstream-medie. Det var aldrig tale om et angreb udefra, men om utilfredse bahrainere, der angreb deres egen regering, hvilket gav Saudiarabien påskud for at invadere Bahrain ved hjælp af tropper fra Emiraternes, ved hjælp af jordanske specialstyrker, der allerede opererede indenfor det bahrainske efterretningsvæsen. De smadrede Golfens Perle, de smadrede protestbevægelsen, ikke kun i hovedstaden Manama, men også i små byer og landsbyer - Bahrain er et lillebitte land. De begyndte at ødelægge moskeer og arrestere mennesker. De invaderede hospitaler og forhindrede læger på hospitalerne i at tage sig af sårede mennesker.
Det var absolut modbydeligt! Men mennesker i vesten ved kun noget om det, hvis de fik information fra bahrainiske bloggere (og hvor mange gør lige det?) eller læser et eller andet website fra Mellemøsten. Ellers var det, som om det aldrig var sket. Saudierne er særdeles ferme til at organisere operationer, som ingen får øje på. Undertrykkelsen i Bahrain var meget dygtigt koordineret.
Og det blev solgt til europæerne og Washington som: Vi bekæmper et iransk plot! Dette er absurd, selvom de fleste af de protesterende var shiiter, som hovedparten af befolkningen, men de er blevet regeret at et sunni-dynasti i det meste af 230 år, som har været meget tæt forbundet med det ekstremt undertrykkende House of Saud. Der var ovenikøbet en masse sunnier og sunni-professionelle, der arbejdede i det financielle marked i Tanama, der også protesterede, fordi forholdene der var ulidelige.
Så for at rekapitulere: alle spillerne i dette drama fik, hvad de ønskede: NATO, større europæiske hovedstæder, Sarkozy og Cameron - begge to absolut middelmådige ledere, der havde brug for 'internt boost', Obama-administrationen, House of Saud, og Qatar'erne. Og GCC som helhed. De er ovenikøbet så lykkelige nu, at de har inviteret Jordan og Marokko til at være medlemmer. Vi har nu en udvidet kontrarevolutionær klub, og man kan kun ansøge, hvis man er et monarki - hvis man er en republik, kan man godt glemme alt om det. Det var tilfældet med Gadaffi og 'folkets republik'.
HP [?]:
Det er altså et får, der selv gik til slagtebænken, og som alle kunne holde middag på bagefter, det var en almen aftale. Men hvad skete der egentlig i Libyen, hvem var oprørerne? Og hvorfor skulle vi netop gå ind og hjælpe disse oprørere og ikke oprørerne i de andre lande, der led heftigt.
PE:
Det er ganske rigtigt. Enhver anstændig og fornuftig europæer, amerikaner, russer, sydøstasiat eller afrikaner ville spørge om det samme: Hvordan kan det være, at I ikke støtter protestanterne i Bahrain, når I støtter dem i Libyen?
I Bahrain har man den amerikanske 5. flåde, man har Al Jazeera, og man har et meget tæt forhold til emiren i Qatar og Nicolas Sarkozy og David Cameron og Det Hvide Hus. Libyen er anderledes. Her har man en upålidelig diktator, der først blev kaldt en terrorist, så blev han rehabiliteret, da alle gerne ville have hans olie og tog ned for at kysse hans hånd, eller kysse hans kind, eller kysse hans hånd igen ligesom Silvio Berlusconi. Og så blev han upålidelig igen, da han ikke ville lave business med dem og tænkte på at lave business med russerne og kineserne … meget kompliceret.
Så hvordan skaffer man sig af med den mand? Det hele startede i oktober 2010. Det står i Gadaffi's hovedprotokol, at en person kaldet Nouri Mesmari hoppede af til Paris. Han blev kontaktet af fransk efterretningsvæsen, og her begyndte man at brygge på det, der grundlæggende ville være et militærkup. Mesmari havde særdeles gode forbindelser i Benghazi, der historisk set var i opposition til Tripolitania-provinsen og til Gadaffi-regimet som helhed. Han havde også kontakter til folk i Tripoli: Disse folk vil hoppe af, så snart vi begynder en opstand i Cyrenaika i Østlibyen. Det skulle ske i oktober-november-december 2010.
I januar 2011 var alt klar. Britterne blev kontaktet af franskmændene, der sagde: Vi er indenfor! De svarede tilbage: Vi er også indenfor! Franskmændene ville stadig gerne have deres aftaler. De ville sælge fly, de ville bygge atomkraftværker, men Gadaffi var totalt upålidelig. Samtidig var der en legitim folkelig bevægelse kaldet '17. februar bevægelsen'. Jeg havde kontakt med nogle af dem i starten, og den første artikel, jeg skrev om Libyen var til støtte for disse unge mennesker, der kæmpede for et mere demokratisk Libyen. Problemet var, at ved deres første demonstration i Benghazi i midten af februar blev deres sag hi-jacket af hvem andre end: Mesmari-folkene, kupmagerne og afhopperne.
Efter den første demonstration i Benghazi i slutningen af februar og tidlig marts, hvem var så i spidsen for Benghazi-opstanden? Sidste-øjebliks afhoppere fra Gadaffi-regimet, fx. justitsministeren, folk der kom fra USA inklusive folk, der havde boet i nærheden af Langley, Virginia i over 20 år (CIA's hovedkvarter). En af dem, da han vendte tilbage, udråbte sig selv som den nye kommandør over opstanden i Benghazi.
Og så er der islamisterne, meget vigtigt! Der var mange libyere fra Derna og Benghazi, der havde været i Afghanistan for at træne, og nogen af dem blev hi-level kommandanter i Al Qaeda. Der er en direkte forbindelse mellem disse folk og den libyske islamiske kampgruppe, og de har siden slutningen af 90'erne arbejdet for Gadaffi-regimets fald. Når Gadaffi sagde Al Qaeda, så mente han disse lokale libyere, der havde forbindelser til Al Qaeda. Så han havde ikke delirium, når han sagde det - han vidste det, fordi hans efterretningsvæsen havde haft fingre i dem, haft dem arresteret og tortureret.
Så islamisterne fik mere og mere magt fra februar i deres organisering af opstanden, militærkuppet, eller hvad man kalder det, fra Cyrenaica. Men problemet var, at de ikke havde våben nok til at organisere et angreb på regimet i vest, så de startede med bede NATO om hjælp, hvilket var den perfekte åbning for franskmændene til at sælge deres ide til briterne og FN's sikkerhedsråd og også for amerikanerne, der nu så muligheden for at sætte en Pentagon-base op.
I midten af marts var alle elementer på plads for at få en retfærdiggørelse af en krig. Retfærdiggørelsen blev fundet inde i Obama-administrationen vha. konceptet R2P - Responsibility to Protect, der var blevet promoveret af nogle af de såkaldte 'amazoner' i administrationen: Susan Rice, Samantha Power og Hillary Clinton. Man kan bruge det, hvis man ved, at der vil finde en massakre sted. I Benghazi kunne efterretninger fortælle, at Gadaffi-styrker bevægede sig frem for at omringe Benghazi. Men de havde ikke tænkt sig at bombe Benghazi og slå hele befolkningen ihjel. De gik efter lederne af opstanden.
Men under påskudet af en forestående massakre MÅSKE ville finde sted, blev FN-resolutionen vedtaget under påberåbelse af R2P. Det helt tydeligt ingen i vesten, der spurgte om, hvordan man anvender R2P i praksis. Drejer det sig om 100 mennesker, 200, 1.000, 2.000, 50.000? Hvem bestemmer hvad en massakre er, hvis en massakre vil finde sted? Hvor meget skal der til? Hvad der skete i Bahrain var en veritabel massakre. Det der skete på Tahrir-pladsen i de første dage af Mubaraks endeligt var en massakre, mindst 800 mennesker blev dræbt af Mubaraks styrker.
Men ingen stillede disse spørgmål, for det eneste, det drejede sig om var at få denne resolution. Ligeså snart, de havde en resolution, kunne de danne en 'no-fly-zone', de kunne starte en krig. Obama-administration var så pinlig til mode over det, at de aldrig nævnte det som en krig, men som en 'kinetisk militæroperation' (whatever that is) eller en anden slags eufemisme.
I ny-orwellsk terminologi om, hvordan man skal narre specielt den vestlige offentlige opinion, var det virkelig et mesterværk. Det narrede stort set alle. Det narrede endog progressiv offentlighed i dele af Sydamerika, i USA, i mange europæiske lande. Folk sagde: Selvfølgelig, han er en diktator, han vil klart myrde sit eget folk. Men ingen lavede forbindelse til Bahrain eller hvad der skete med Ægypten. Heller ingen lavede den tankeslutning: Ok, dette åbner altså Pandoras æske i fremtiden. Hvorfor anvender I ikke R2P til at forsvare tibetanerne i Kina? Hvorfor bruger I ikke R2P til at forsvare de fattige mennesker i Myanmar, i Burma, der er blevet massakreret i de sidste 40 år i form af Gulag, tvangsforflyttelser, tortur, u-name-it?
HP [?]:
Så R2P gælder kun for særlige omstændigheder, der er udvalgt, en fin frasering. De vælger og vrager, hvad det skal anvendes til?
PE:
Det er rigtigt. Hvis man er i London, Paris, de gamle imperier, så går det fint, så kan man vælge og vrage. Men ligeså snart det kommer til BRIC-landene og endda Tyskland, så vil der blive sagt: Hør engang, det går ikke, det må diskutteres først. Det ville i så fald betyde en reform af FN's Sikkerhedsråd, hvilket ikke kommer til at ske, fordi de 5, der sidder i det ikke ønsker at give køb på deres vetoret - især de mindre magter som Frankrig og England.
HP (Henrik Palmgren):
Der har været rygter om, at den franske 'filosofkonge' Bernhard Henry Levy har stået bag Nicolas Sarkozy i Libyen-sagen?
PE (Pepe Escobar):
Hør. Udover at være en skamløs selvpromoverende person som offentlig intellektuel, og jeg har set meget i mit liv, men altså: ham hér tager virkelig kagen! Enhver platform, han kan gribe for sig selv og dernæst sælge det, som om det var sandheden, det gør han. Han prøver altid at posere som den nye André Malreaux, der altid er på den rigtige side af historien. Han er selvfølgelig ligeglad med palæstinenserne, han er ligeglad med, hvad der foregår i de fleste områder af Afrika, han er ligeglad med progressive bevægelser i Sydamerika. Det går imod hans egen præorganiserede agenda, der primært går ud på at forsvare enhver handling, Israel foretager sig, hvorhenne og hvordan de end foretager den, og det er ligegyldigt om den er konstruktivt eller ej. Og dernæst af gå efter den seneste vælg-din-egen-bøhmand, hvilket her var Gadaffi.
Det er tosset, for jeg vil sige, at han er relativt habil forfatter. Jeg plejede at læse ham en del i slutningen af 70'erne og tidlige 80'ere. Han skrev faktisk nogle gode bøger i starten af 80'erne. En af dem var et forsvar for den engagerede intellektuelle. Og hvad han dengang sagde om Sartre og Malreaux var vældig godt, i hvert fald på det tidspunkt. Så blev han inficeret med berømmelse, han bærer altid sin hvide skjorte, hvor han viser sine muskler over hele verden. Og hans flagrende hår og hans smukke hus i Marokko og hans fuldstændige stupide kone, som jeg havde den delte fornøjelse at møde i Paris for år tilbage.
Han blev lidt af en vittighed indenfor Frankrig, men problemet var, at ønskede et globalt publikum, så han begyndte at oversætte sine bøger til engelsk - og han ved ikke, hvordan man skriver på engelsk, men poserer, som om han gør. Men han blev en kældedægge for en slags Hollywood-New-York-sekt af amerikanere der minglede med derboende franske intellektuelle. Når man som han kan begå sig i society'et og har gode forbindelser a la: Jeg ringer lige til chefredaktøren for Le Monde eller direktøren for det nationale TV i Frankrig: Hør, jeg har lige skrevet sådan og sådan, kan du ikke … Og også det faktum, at havde en meget tæt forbindelse til Sarkozy.
Så han blev denne larger-than-life sartre'ske figur - Sartre ville sikkert skumme af vrede i sin grav: Hvad har de gjort ved den stolte franske tradition og den franske intellektualisme?
Men han tog til Benghazi på et meget tidligt tidspunkt, sidst i februar. Herfra ringede han til Sarkozy og sagde: Hør her, jeg har mødt de lokale ledere, det er en stor opstand, du er nødt til at støtte disse folk, og vi er nødt til at skaffe os af med den onde diktator. Det er den historie, han solgte gennem Frankrig, gennem den franske offentlige opinion og derefter til det meste af den europæiske offentlige opinion. Men faktum var, at det hele var planlagt i forvejen, som vi allerede har diskutteret i første del af interviewet (se dette), i slutningen af 2010. Han hoppede blot på vognen, og han profitterede for sig selv via det faktum, at han havde fortalt Sarkozy, at det var det rette tidspunkt at starte med at bombe den vestlige del af Libyen, ikke den østlige, selvfølgelig.
Dette er fuldstændig forkasteligt. Ingen i Frankrig modsagde ham eller drog ham til ansvar for sit bluff. Heller ikke i den amerikanske presse, alle slugte hans selvopfundne propaganda-stunt uden at blinke. Sagen var, at Sarkozy og hans franske industrielle forbindelser allerede var opsat på at skaffe sig af med Gadaffi flere måneder før Bernhand Henry Levy begyndte at posere som den store arabiske befrier i Benghazi. Det er grundlæggende historien.
HP [?]:
Jeg vil gerne komme lidt ind på nogle af de 'spoils', du har nævnt i din artikel 'To King Sarkozy, the spoils'.
http://www.atimes.com/atimes/Middle_East/MI17Ak02.html
om de forskellige veje, de forskellige grupper, der byder ind, om firmaer, endda individer der vinder ved at gå ind i Libyen. Vi har vand-selskaberne (Libyens 2. store ressource er vand), der er olieselskaberne, som vi har talt om. Et af interessante aspekter har at gøre med 'Libyan Sovereigns Wealth Fund'. Har du hørt om den?
PE:
Helt sikkert. Nogle kalder det for 'den libyske investeringsfond'. De har, så vidt vi ved, mindst 160 milliarder dollar. Noget af fonden er indefrosset i Europa og USA, noget af det i de arabiske lande, noget er investeret i Afrika. Så med den slags penge havde Libyen aldrig brug for Verdensbanken eller IMF til deres egne projekter. Og her har vi slet ikke nævnt deres guldreserver, der er vurderet til at være mindst 150 milliarder dollar.
HP [?]:
Er det guldet, som det lykkedes Gadaffi at bringe ud før invasionen eller?
PE:
Det er meget kompliceret. Folkene fra TNC (den provisoriske regering i Libyen) siger, at guldet stadig er der, men de bedste informationer, vi har fået i de seneste måneder går på, at store dele af gulddepoterne er blevet fjernet af Gadaffi. Det er ret kritisk, for teoretisk set er dette statens penge, det er ikke Gadaffi-klanens guld, selvfølgelig. Og faktisk kan man anlægge en sag mod Gadaffi om, at har brugt statsmidler til at financiere en guerilla. Men det er en anden historie.
Libyen var et selvforsynende land. Libyen havde alt, ikke blot energiressourcer, men de kunne også selv vælge, hvem de ville have som kunder. Europæere selvfølgelig, men man forhandlede også om bedre deals med Gasprom, indiske og kinesiske selskaber. Og udover privatiseringen af vandforsyning er de største firmaer her franske, hvilket er en af de ekstra grunde til den franske intervention. Det kommer nok ikke til at ske i fuldt dagslys og måske heller ikke lige med det samme, men en ting er sikkert: de ønsker at privatisere vandet i Libyen.
Og når jeg taler om vand, så mener jeg 1.000 års forsyning af frisk vand, der kommer fra vandet under ørkenen i Sydlibyen. Dette blev sat i værk under det, der blev kaldt det store Manmade-flodprojekt, der blev implementeret af Gadaffi og financieret af libyerne selv uden en eneste dollar fra USA eller fra IMF og Verdensbanken i Europa. Det er et netværk af rør, der pumper frisk vand fra ørkenen til kysten helt fra den Tunesiske grænse til den ægyptiske grænse.
Det har potentiale som en model for udviklingslandene sydpå. Hvis man bruger sin know-how og teknologi på den rigtige måde - en del canadiske teknikere var involveret - kan man udvikle helt på egen hånd store interne projekter uden at være afhængige af international finanser, og alt hvad det indebærer. Du kan forestille dig, hvilket eksempel for resten af verden, det kunne være, det store Manmade-projekt. De store franske private multinationale selskaber bryder sig overhovedet ikke om dette. Vi kan forvente på sigt, at de vil forsøge at privatisere libysk vandforsyning og derefter tilbyde og sælge dette koncept i resten af verden. Selvom verden bliver udsat for regn og oversvømmelser, i det mindste i visse områder, så bliver der også mangel på vand pga. forurening i vesten og ørkengørelse i resten af verden. Vand bliver kostbart og en mangelvare.
HP [?]:
Det synes at være et mønster for det internationale samfund. Det synes ikke at kunne lide uafhængighed. Selv når det drejer sig om en diktator, det være sig som i Gadaffis tilfælde en godgørende diktator, så ender det altid med en intervention, for disse folk er ikke afhængige af IMF, der har ikke en kæmpe statsgæld, og når disse lande er i stand til at opretholde sig selv med vand og landbrug og grundlæggende ikke behøver at købe til deres forbrug, så danner det et startpunkt for at alle udenfor finder et påskud til at trænge ind i dette land. Kan man se det på den måde med Libyen?
PE:
Ja! Det er præcist sådan det er foregået i Libyen. I henseende til hvordan man sælger sine naturressourcer, hvordan man organiserer projekter i sit eget land uafhængigt af det internationale financielle system, og hvordan man organiserer projekter i andre fattige lande syd for Sahara, og Gadaffi gjorde det i Niger, Chad, Mali, etc. Og hvordan man etablerer en forenet valuta, som alle lande i den Afrikanske Union kunne bruge og forbigå det internationale financielle system, hvordan man bakker denne valuta op med sine egne guldreserver, fordi denne gulddinar ville være bakket op af disse kæmpe guldreserver i Tripoli - i henseende til alt det var Gadaffi en outsider. Så alt er bygget op på at leve udenfor det internationale financielle system, IMF, Verdensbanken, brød-for-olie, Washington-Consensus og alt det. Det var for meget for Vesten. Især nu, hvor hele Vesten og Europa er i dyb krise.
Hvad har Vesten brug for i den pinlige situation? De har brug nye markeder til at ekspandere i, og de har brug for ressourcer især fra fattige, underudviklede lande, de kan udnytte efter forgodtbefindende. De kan fx. ikke gå ind i Bolivia og iscenesætte et kup, hvilket er noget de har gjort i stor stil år tilbage i denne verdensdel, men ikke før Evo Morales' regering er væk. Og det er ekstra svært, fordi Brazilien, Argentina og Bolivia holder sammen, og de vil ikke tillade en europæisk-amerikansk intervention.
Da Gadaffi isolerede sig selv fra de kontrarevolutionære arabere, og da han prøvede at forene Afrika på en måde, så Afrika kunne modstå udenlandsk udnyttelse, dette var strået, der knækkede kamelens ryg. Det er der absolut ingen tvivl om.
HP [?]:
Der er åbenbart, som nogen har kaldt det, et økonomisk system i Verden, der tænker som et rovdyr, der forlanger nye ofre for at overleve. Man har brug for flere injektioner til den internationale økonomi. Så med det i baghovedet, og også, som vi har talt kort om før: 'ustabilitetens bue', hvad kan vi se som det næste skridt ifølge rovdyrets agenda?
PE:
Jeg vil sige, at det er lettere modificeret i forhold til den originale neo-con-plan: Først Irak, så Syrien og Libanon, og så kommer vi til Iran.
Dette er dog ikke meget anderledes. Splitningen af Sudan er en del af planen. Hvorfor? Fordi det meste af olien i Sudan er i syd. Og hvor går det meste af olien hen? Kina. Så kineserne kunne ikke lide det, der skete i Sudan, for de ved, at det kunne være et blueprint for andre lande, de handler med. Og i en ikke så hypotetisk fremtid kunne der ske en NATO-intervention i Kina. Det er lidt langt henne, men man kan ikke udelukke det, hvis verden ikke ser meget anderledes ud: indenfor rammen af 30-40 år. Kineserne anser det som krænkelse af suverænitet, fordi de anser national suverænitet som det mest basale element i international politik.
Med Libyen kan vi se, at dette er definitivt slut nu. Hvad vi har nu, er dette framework kaldet R2P, cover-historien for 'humanitær' imperialisme. Her har man NATO som en bevæbnet arm på de fem veto-berettigede medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, i særdeleshed USA og de to europæiske lande. De kan nu bruge dette redskab til at gøre alt, de har lyst til i hele verden til gavn for deres egen snævre økonomiske interesse. Dette er en ret præcis definition af det, der skete i Libyen. Kineserne så det, brazilianerne så det, russerne så det, selv tyskerne så det. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, for hvis FN's Sikkerhedsråd forbliver som det er, så vil de tre lande før eller senere finde en måde at forbigå selv dette råd og angribe Syrien unilateralt ved at bruge NATO igen.
Dette er meget, meget farligt. Og kineserne så hele denne tragedie, altså at dette var enden på national suverænitet: Vi er nødt til at stole på os selv, vi må være meget forsigtige, når vi laver aftaler med visse lande (læs: for de er fulde af løgn og bedrag). Kina har tætte relationer med Syrien i form af handelsaftaler. Så kineserne sagde for nylig: Syrien - ikke tale om! Rusland gjorde det samme. Russerne har en militærbase i Syrien.
Vi ser lige nu mere eller mindre et direkte sammenstød mellem et udsyn, der stadig er Washington-baseret + London-Paris-baseret mod BRIC-landene. Og før eller senere kommer de til at støde sammen indenfor G20. Eller de vil støde sammen i udviklingsområder i mange områder af verden, især mht. at sikre de tiloversblevne ressourcer i verden. Et af det største slag, hvis ikke DET største er stadigvæk holdt tilbage: Sydamerika. For første gang i historien er det mere eller mindre uafhængigt af specielt amerikanske og europæiske interventioner. Så det bliver i første omgang Afrika, hvor vi i første omgang kommer til at se et sammenstød mellem kinesiske kommercielle interesser og Pentagon i form af Afri-Con-kommandoen er så vigtigt. Den eneste strategi, de kan komme op med mod kinesernes kommercielle fremgang er en militær strategi. Kineserne køber og betaler, amerikanerne slår ihjel og plyndrer.
Kineserne ankommer til et udviklingsland i SubSahara-Afrika og siger: Hvad har I brug for? I har brug for hospitaler, landeveje, lufthavne, dæmninger. Vi bygger dem med vore egne teknikere og egne arbejdere. Det eneste, vi ønsker er, at I sælger os jeres mineraler og jeres olie til en god pris. Og oveni det blander vi os ikke i jeres regerings politik. Vi giver jer ikke belæringer om demokrati og alt det bullshit!
Ethvert land i Afrika vil sige: Det er den bedste aftale, vi kan finde overhovedet!
Amerikanerne og europæerne vil sige: Vi skal have lov til at blande os i jeres regeringsførelse, I skal være demokratiske ligesom os og sælge alt, I har til os, I skal købe alle vore varer, og vi skal i øvrigt have lov til at installere en militærbase i jeres land. Så siger de: Come on?
HP [?]:
Vi kender til dokumentet PNAC (se punkt 10) - Project For The New American Century (neo-con-manifestet der lækkede lige før 9/11). Her har vi disse lande stillet op, som du siger Syrien, Iran, Pakistan. Så mener du ikke, at vi kommer til at se dette? Vi ser allerede en slags kold krig, en handelskrig, forgå i Afrika mellem BRIC-factionen og den vestlige faction.
PE:
Det er allerede i gang med den kolde krig i Afrika. Der er også en kold krig i hele Mellemøsten, og med nogle ekstra spillere. Fx. hvem profitterer mest af plyndringen i Libyen? Der er mange, der vil det samme: europæerne, amerikanerne, qatarerne, saudiaraberne, tyrkerne. Måske vil der ikke være nok røvergods til alle?
I Centralasien, hvor der er ustabile lande, svømmer de fleste af dem i energiressourcer. Men de prøver at skaffe sig aftaler med russerne og kineserne, og samtidig vil de vældig gerne lave aftaler med europæerne også, bare de får den rigtige pris for især deres gas. Arabisk forår i Centralasien: glem det! Det kommer ikke til at ske i nær fremtid, hvis nogensinde! Og det er fordi de er absolut totalitære regeringer. I Uzbekistan fx. har man det mest totalitære i hele verden.
I Turkmenistan er det en kæmpe politistat, hvilket var let, fordi dette land grundlæggende er bjerge og ørkener og kun 4-5 millioner mennesker. Og det svømmer i gas, det er simpelthen en gas-republik. Men de er meget snu, for de lader kineserne bygge en gasledning fra Turkmenistan til Kina, samtidig med at de lader europæerne vide: Måske vil vi sælge jer gas, og vi har masser af ekstra gas, og måske vil vi lægge denne gas i Nambuco-rørsystement, men kun hvis I bygger den, selvfølgelig, for vi har ikke lige pengene til at bygge den. Samtidig kan de ikke konfrontere russerne, for det meste at gassen, der flyder fra Turkmenistan, løber gennem det gamle sovjettiske rørsystem. Så Rusland kontrollerer mere eller mindre rørhanen. De vil ikke kune sælge al deres gas til andre kunder og ikke sælge det til russerne.
Disse lande er meget interessante, fordi de er 'multi-vektorale' spillere, gamblere, det er sådan, de definerer deres diplomati. De ønsker ikke at være fjender med alle mulige. Samtidig ved de, at de ikke behøver at bekymre sig om demokrat, for alle har, hvad de har brug for af olie og gas og kan bevare magten over det, så lang tid de ønsker.
Men det er et meget vigtigt knudepunkt (nexus) for det nuværende spil: at finde ressourcer, hvor de stadig reelt findes.
HP [?]:
Siger du, at den farvede revolution (color revolution) fra Georgien, Ukraine og til dels i Kirgistan i 2005, ikke vil brede sig længere ind i Centralasien?
PE:
Jeg tvivler meget på det. I Kirgistan har de både en russisk og en amerikansk base. Der er mange turister, især fra Europa. Det er meget lille område, det har en veluddannet universitets-befolkning. Så det ville være let at arrangere en 'arabisk forår'-bevægelse i Kirgistan.
Turkmenistan, Uzbekistan, og Kazakhstan er udenfor rækkevidde, fordi de bliver regeret i sovjetstil, i jernnævestil. Deres efterretningsvæsener er meget, meget hardcore, og de bygger på den kinesiske model: Vi giver jeres befolkning en eller anden økonomisk udvikling, men I kan ikke kritisere regeringen. Derudover kan I gøre, hvad I vil.
I Turkmenistan er det lettere pga. af det tynde befolkning og de enorme gas-rigdomme, men distributionene er meget ulige. Hvis man rejser gennem landet er der lommer, hvor der bor nomader på samme måde som i Afrika syd for Sahara.
I Kazakhstan er der disse strenge vintre, hvor man overhovedet ikke kan komme nogen steder. Landet er let at kontrollere, for der er meget få byområder.
I Uzbekistan er det mere kompliceret. Der er mange tadjikere og uzbekere, der lever her. Det går tilbage til Stalintiden, hvor han skar Tadjikistan og Uzbekistan over som smør, men han var ligeglad med, hvem det boede på hvilken side af grænsen. Så de har konstante problemer, da der bor minoriteter på begge sider, der altid er i en tilstand af uro. Så hvordan kontrollerer man den slags? Med en absolut modbydelig efterretningstjeneste - 'The Killer of Uzbekistan'.
HP [?]:
Jeg kan ikke lade være med at tænke på en BBC-dokumentar, der hed 'The Russian Godfathers', der fortalte om de aktiviteter, der udgik fra Boris Beresovskij og den type af oligarker bag scenen, der trak i trådene og sikrede deres base både i London og Israel og frem-og-tilbage. Og de har tilsyneladende en strategi om at destabilisere det, der kaldes de russiske satelit-stater. De vil gerne have fat i ressourcerne i disse lande og gøre hvad som helst, de kan, ved hjælp af 'revolutioner'. Hvad er din mening om det?
PE:
Det er et meget interessant spørgsmål, for det forklarer, hvad Putin bekendtgjorde for kun et par dage siden om den 'Euratisk Union' bestående af Rusland og de tidligere sovjetrepublikker, hvilket mere eller mindre konstituerer den tidligere Sovjetunion på handelsbasis. Det var ikke så sært, at folk i Washington, Paris og London flippede ud over det. For Rusland har evnen, forbindelserne og sproget - alle i Turkmenistan og Uzbekistan taler russisk - til at organisere dette handels-kommercielle rum. Grundlæggende skal de blot tilbyde gode aftaler for disse autokrater i Centralasien, og derefter er det ikke særligt kompliceret. Og med Azerbadjan, der er mere kompliceret, er det det samme.
Det store problem for Rusland er Georgien pga. krigen i 2006. Regeringen i Georgien er pro-vestlig og ønsker at være en del af NATO, og Rusland vil aldrig tillade et medlem af NATO ved deres grænse. Men bortset fra Georgien kunne Azerbadjan og Armenien og alle de Centralasiatiske stater nemt være en del af et ny kommercielt og økonomisk rum - russisk domineret, men ikke på den gamle totalitære facon. Og Putin er manden, der kan sætte det i værk. Han var altid undervurderet: Jeg siger: undervurder ikke den bjørn, han er meget kløgtig, han er en god skakspiller, og han har altid tænkt 10 træk forud sammenlignet med europæerne.
Jeg diskutterede det altid med nogle venner i EU, der sagde: Nej, det er umuligt at forhandle med russerne, og jeg sagde: Det er klart, for de ved, hvordan man spiller skak, og det gør I ikke! Det er latterligt. Russerne har en strategisk vision, som ingen i Bruxelles har.
Det eneste, der betyder noget for europæerne i forhold til Centralasien er: vi vil have vores gas! Problemet er, at de er nødt at bygge en rørledning til en pris af 10-20 milliarder dollar. Ingen anstændig bank har mulighed for at gøre det lige nu, eller man ved ikke, om det bliver profittabelt. De ved ikke, om Turkmenistan vil være til at stole på. Disse folk vil kunne sige: gassen er frossen, vi kan ikke sende jer gas mer, eller noget i den stil. Man kan ikke stole på disse folk, for de er virkelig upålidelige.
Det er ligesom med russerne og ukrainerne, som russerne anser for upålidelige. Så europæerne kan ikke forlade sig på centralasiaterne, for de har brug for stabile forsyninger. De kan få stabile forsyninger fra Algeriet, de kan få stabile forsyninger fra Rusland, men med Centralasien er det meget mere kompliceret. Rørledningerne er ikke klar endnu og det ville koste en formue. Og med Europa i krise er det ikke en prioritet.
HP [?]:
Og når sådan et projekt så var færdig, så kunne der komme en omvæltning med en helt ny regering, hvor forsyningerne ville stoppe, det er alt for usikkert på nuværende tidspunkt, eller?
PE:
Ja, selvom Rusland nu mere eller mindre er i færd med at vinde kampen om rørledningerne. Den nordlige linie og den sydlige bliver færdige inden længe, og Nabuco var en direkte konkurrent til dem. De diskutter stadig efter 4 år, for de kan ikke sikre, at der kommer nok gas gennem Nabuco-linien. Nogen siger, at der ikke kommer nok, andre siger: Det afhænger af prisen. Det er en historie uden ende.
HP [?]:
Det er det samme, der kævles om konstant, selvom der er andre energikilder derude, så handler det hele tiden om olie og gas. Det er selvfølgelig et skakspil.
PE:
En yderligere pointe her: Ved du, hvad løsningen ville være for alle de europæiske lande og alle deres problemer: Iran. Det er det! Hvorfor? Fordi de har gas nok, de har hårdt brug for europæiske investeringer. Hvis man taler med de rigtige mennesker i Bruxelles, så vil de - off the record - fortælle dig: Vi kan ikke holde det amerikanske bullshit ud længere. Vi er ved at dø af utålmodighed for at tage til Teheran og lave aftaler med dem. Vi tager hele vores ekspertise med, vi tager alle vore euro'er, vi investerer i deres energi-industri, og i løbet af 2-3 år kan vi få alt det iranske gas, vi gider købe og som de vil sælge os.
Og hvorfor sker det ikke? På grund af de amerikanske sanktioner! På grund af den mur af mistro og denne koldkrig, der foregår mellem Washington og Teheran
HP [?]:
Hvad ville du sige, israelerne og den israelske lobby i USA har at gøre med det?
PE:
Jeg ville sige, at 95% af mistroens mur har at gøre med det stykke arbejde, der israelske lobby har udført indenfor murene i Washington. Og enhver, der kritiserer den slags direkte, som fx. Walt og Mearsheimers bog, The Israel Lobby, udgivet i 2008 - og de er nogle af de bedste US-videnskabsfolk, bogen er kilotungt dokumenteret - blev praktisk talt destrueret af Israel-lobbyen. 60% af den amerikanske Kongress er folk fra Israel Lobbyen, 60-70% af senatet er den israelske lobby, Wall Street er simpelthen den del af den israelske lobby. Måden Washindton fungerer på, forbindelsen med regeringen og efterretningsvæsenet, den roterende svingdør mellem Wall Street og K-Street er også den israelske lobby.
Hvis man bliver anset for at være et paria-land som Syrien for tiden og Iran de sidste 30 år, kommer man ingen steder i Washington. Man kan skabe små gennembrud i Europa, men i Washington er det udelukket.
HP [?]:
Hvad ville du sige til det her? For blot nogle timer siden begyndte aviserne at skrive om et påstået Iran-udspekuleret terrorplot. Hvad kan du sige om det, er det de første stadier i en invasion mod Iran.
PE:
Ja, for tiden er meget kostbar - for tiden. Husk at justitsministeriet siger, vi kan ikke stole på dem, men de siger, de kendte til dette plot i månedsvis. De siger, at præsident Obama var briefet om det i juni. Og nu siger de også, af en af de to protagonister, kan vi kalde dem, blev arresteret så sent som 29 september. De har knyttet en af dem direkte til den Rebublikanske Garde, der bliver benævt som en terroristorganisation af USA, selvom det er en del af en national hær. De ville svare til, hvis man kom fra et eller andet sted i verden, hvor man anså det amerikanske marinekorps for en terroristorganisation. Det giver ingen mening.
Det kommer frem, lige netop da Occupy Wall Street begynder at få vind i sejlene, ikke bare i New York, men over hele USA, for folk relaterer sig nu direkte med de masser, der udgør Occupy Wall Street. Når der er en skandale med Eric Holder, advokatgeneralen, en skandale i USA kaldet 'The Fast and the Furious', en ekstrem skummel skandale med amerikanerne, der sælger våben til drug-kartellerne i Mexico. Det er aldrig blevet klarlagt, og manden der solgte dem det var ingen anden end Eric Holder, der udtaler sig angående dette iranske plot.
Jeg prøvede at fange op på alle de modstridende oplysninger, der kom fra justitsministeriet. Det siger faktisk, at en af disse fyre intet har at gøre med Iran. Han er en dobbeltperson, en amerikansk statsborger med iransk pas, hvilket vil sige, at han været i USA et stykke tid. Han kan være hvadsomhelst, han kunne være en muldvarp, en trojansk hest, hvadsomhelst. Den anden er blevet teoretisk linket til Teheran, men der er ikke noget bevis. Iranerne har omgående via deres repræsentanter i USA og deres talsmand for Ahmedinedjad sagt, at dette er præfabrikeret. Så informationerne er konfliktfyldte og Iranerne siger, at deres regering intet har med det at gøre. Vi får ikke engang at vide, om disse to folk overhovedet er iranske statsborgere. De nægter at gøre noget ved det, før vi i det mindste får at vide, om de er statsborgere.
Men det er ret forbløffende. Skandalen er kun et par timer gammel og allerede har samtlige amerikanske aviser udråbt det et iransk plot i Al Qaeda-stil. Det er allerede omtalt som endelig konstateret, endda selvom justitsministeriet var forsigtige nok til ikke at formulere det sådan! Medierne har konkluderet færdigt og sælger det nu over hele verden. Reuters og de andre nyhedsbureauer har det overalt.
HP [?]:
Det er ikke første gang. I mange tilfælde har de hyret en stråmand eller også har disse folk været aktivt involveret i en øvelse i CIA eller et andet program. De har fået at vide, at de skal spille en rolle, så medierne kan beskrive det som en faktisk hændelse.
PE:
Det er samme modus operandi, det er en 'sort operation' (Black Ops), det er koordineret med den samme skabelon: Du har brug for en bussemand, du har brug for en stråmand, du har brug for 'fabrikeret indhold' som vores ven Noam Chomsky har talt om i snart 40 år. Det er det samme hver gang, og det lykkes dem stadig at narre folk! Det fortæller en masse om menneskeracen ...
HP [?]:
Jeg tænker tit på, hvorfor de egentlig synes de skal sælge det til offentligheden, når de alligevel gør som det passer dem. I 2003 var der massive demonstrationer hele verden over invasionen i Irak, men de var fuldstændig ligeglade, de gjorde alligevel.
PE:
Ja, men husk, at når administrationer, når de er trængt op i et hjørne, så prøver de altid at finde en politisk acceptabel udvej, ligesom R2P, humanitær imperialisme, et ondt plot der vil slå en udenlandsk diplomat på amerikansk grund eller en amerikanske borger på udenlandsk grund osv. Der er altid en retfærdiggørelse, der går på at vi, regeringen, gør det rigtige, at vi blot vil beskytte vore egne borgere. Alle disse terrorist-alarmer er det værste gang skrammel. De fleste af dem forsvinder af sig selv i løbet af 24 timer, endda i løbet af dagen.
Den her er mere kompliceret, for det er den første brik til noget vi ved, der er brygget på i årevis, startende med Bush-administrationen. I begyndelsen af Obama-administrationen sagde de: Ok, lad os prøve at tale med iranerne, så stoppede samtalerne fuldstændig, og så via pres fra den israelske lobby og især efter palæstinensernes bud om anderkendelse af en stat i FN, sagde israelerne: Hør, vi har brug for en afledningstaktik, så lad os prøve på at smide bolden efter Iran. Vi kan faktisk ikke udelukke, at denne protagonist er en mossad-muldvarp. Hvorfor ikke? Det er meget, meget sandsyligt.
HP [?]:
De ting, der udfolder sig her, hvis vi går tilbage til Eric Holder-historien og 'The Fast and the Furious', så er der jo ikke noget nyt i at sælge våben til diverse bander og guerilla-bevægelser rundt om i verden, Iran-Kontra-sagen fx. Så sælger englænderne våben, så er det franskmændene, det kommer op indimellem, men folk glemmer det hurtigt, lader det til, de husker i 5 minutter, og så er der noget nyt. Hvad handler det om? At få det geopolitiske game til at køre, om penge, om at sælge drugs, at konspirere bag scenen
PE:
Britterne solgte våben til Gadaffi indtil sidste minut, ja. Jeg er ikke en konspirationsteoretiker. Som journalist går jeg efter facts. Og jeg har ikke en hund i røven, jeg er ikke ideologisk forudindtaget som de fleste af disse amerikanske tænketanks, der får en skyhøj betalingscheck fra en fond så de kan begynde at fremføre krigsskabende ideer. Det er sådan, det virker i USA, det er et karrieretiltag faktisk. Vi dumme journalister prøver at få at vide, hvad der egentlig foregår, og specielt prøver vi at følge pengene og interesserne bagved.
Hvad jeg kan sige med sikkerhed er, at det gør tilbage til USA's nationale sikkerhedsstrategi, der blev tilrettelagt i 2002 i begyndelsen af Bush-administrationen. Det var her The Arc of Instability startede med at blive flashet ud. Det er noget, der allerede blev talt om af Brzezinski. Da han skrev sin bog 'The Grand Chessboard' i 1997, talte han allerede om ustabilitetens bue. Brzezinski er et slags voltaire'sk, bismarch'sk væsen bag alt, der sker i Washington.
Selv om han er en søjle i etablissementet, på det seneste har han forsøgt at promovere sig selv som en liberal, progressiv type. Men hans ideer er meget konfrontatoriske, og de indbefatter to basale facts: USA konstante hegemoni og at vinde over potententielle konkurrenter, og der er kun to i verden: Rusland og Kina. Så hvis vi går tilbage til hans bog fra -97 og opdaterer til den nationale sikkerhedsstrategi i 2002 er det grundlæggende det samme: Vi skal kontrollere denne ustabile bue, hvilket tilfældigvis også er energiressourcernes bue fra Maghreb i Vestafrika henover middelhavskysten i Nordafrika, Afrikas hjerte, hele Mellemøsten, Centralasien, skillelinien mellem Centralasien og Østasien, som er Afghanistan og Vestlige Kina.
Man kan tilføje alt muligt til denne bue, Fijiøerne i Stillehavet, hvor de har militærbaser, og hele Afrika, som jo er ideen bag Afri-Con: en stærk permanent militær tilstedeværelse på jorden i hele det afrikanske kontinent. Så Pentagon skal kontrollere og i det mindste have styr på, hvad der foregår i denne bue og prøve at flytte, hvad der foregår.
USA kommer til at støde direkte op mod kinesiske og russiske interesser, men det er en del af den nationale sikkerhedsstrategi. De er de eneste to kombattanter, og i tilfældet Kina ved de, at det er fremtidens supermagt. Rusland er en kombattant, fordi de har atomvåben, men de har ikke økonomisk magt nok. Kina har det hele, det er den maximale supermagt. Og folk har flippet ud over det, endda før Bush-administrationen.
Du husker, at ved Sovjetunionens kollaps lovede Bush's far Gorbatjov ansigt til ansigt - og Gorbatjov brugte mange år på at snakke om det med bitter fortrydelse, for han fik ret - Bush sagde: Hør, vi har ikke tænkt os at udvide NATO til den russiske grænse, vi vil ikke indfange jer. Og det var nøjagtigt, hvad der skete.
Hvad angår Kina, kom det sig af, at man forsøgte at finde på, hvem der skulle være den nye hovedfjende, bussemanden efter USSR. Så de legede med tanken om Kina: Nej, de er for store, der er for mange mennesker, deres hær er for kraftig, og de har også atomvåben, vi kan ikke konfrontere dem. I mellemtiden fandt de en meget mere bekvem dagens-bussemand, hvilket var: radikal Islam. Og det fik hjælp af Al Qaeda. De gav dem det, som USA netop stod for: en krig over et koncept.
HP [?]:
Og hvis vi går tilbage til Al Qaeda oprindelse og tilbage til Brzezinski, så ser vi, at at Al Qaeda blev skabt af CIA for at bekæmpe russerne i Afghanistan.
PE:
Nøjagtigt! Og det forklarer USA's modus operandi. Washintons stikflamme hedder: indfødte nationalistisk bevægelser. Hvis man har en indfødt nationalistisk bevægelse et sted i verden, gælder det om at tage derned og smadre den. Og hvem bruger man til at smadre den: Islamistiske radikale. Det var nøjagtigt, hvad der skete i de sene 70'ere, tidlige 80'ere. I Afghanistan var dengang en progressiv regering, støttet af russer selvfølgelig, men progressiv i betydningen af kvinders rettigheder, skolegang til alle. Og hvem smadrede denne regering? Saudiarabien, Pakistan og USA med hjælp fra denne internationale jihad-brigade.
Efter Afghanistan havde jihadisterne ikke noget sted at gå hen, til gengæld havde de masser af våben. Så startede de med at organisere sig selv i Afghanistan og Pakistan. Herefter startede de på at organisere sig selv, hvorefter Taleban kom til magten, og begyndte at ekspandere sin egen ideologi, som er et globalt kalifat, en ide, der ikke bliver købt af mere end 0.00001 % muslimer. Hvorfor? De ved, den er absurd, den tilhører det 7. århundrede, og de ved, det ikke er gennemførbart. De vil have et slags demokrati. Det store ved det arabisk forår, før det blev til den arabiske kontrarevolution, var, at folk i Tunesien, Bahrain og Ægypten viste, at det de ønskede var vestligt parlamentært demokrati, ægte deltager-demokrati. De ville ikke have et kalifat.
Så hvad Al Qaeda-jihadisterne solgte - og hvad USA fortalte at Al Qaeda solgte - og som alle muslimer efter sigende længtes efter var en myte. Der var ingen der ville ha det udslidte ragelse! Faktisk, for at være mere præcis, hvad folk ønskede var ikke den form for eftehånden degenereret, mosgroet demokrati, vi havde i Vesten, de ville i virkeligheden have social retfærdighed. Det minder faktisk om Occupy Wall Street bevægelsen i dag. De taler ikke om kapitalist-inficeret demokrati, som det er blevet til, for de ved, at dets tid er slut. Casino-turbo-kapitalisme synger på sit sidste vers, for det er ikke bæredygtigt.
De vil have social retfærdighed. Dette kan opnås gennem vestligt demokrati eller det kan opnås via en tredje vej. Det kan være et helt andet system, det kan være det, man prøver i Bolivia. Det kunne være en kommunitær politik.
HP [?]:
Som jeg har hørt, der bliver sagt: Lad være med at bekymre jer om systemets kollaps i sig selv. Vi ved, det kommer til at ske, det har været undervejs i årevis. Hvis man har øjne at se med og ører at høre med, kan man uden videre se, at man ikke kan køre et system på denne måde uden at ende der, hvor vi er nu. Det, der er meget vigtige at bekymre sig om er, hvem der kommer til at overtage magten, efter at system er kollapset.
PE:
Du har fuldstændig ret, og det er meget interessant. For indtil for et par dage siden sagde alle helt fra Wall Street investerings-bankfolk til de bedste filosofiske hjerner i Europa: Der er ingen, der kontrollerer, der er et globalt tomrum, og derfor er vi alle fortabte, specielt i vesten - ikke i Kina selvfølgelig, hvor man bliver velhavende mens vi snakker her.
Men så for et par dage siden er der en af mine bekendte, der siger til mig: Nej, sådan er det ikke. Altså dette koncept med 'flydende modernitet', som jeg personligt mener er rigtigt set. Jeg beunder virkelig Zygmunt Bauman, som jeg har læst meget og jeg har brugt et af hans koncepter, Liquid War (flydende krig) i en af mine egne bøger, hvilket er en aldrig sluttende, frit flydende krig, den er non-stop, men også flydende, fordi den involverer olie og gas.
Men Bauman talte om Liquid Modernity (flydende modernitet), at eliten, der kontrollerer verden nu om stunder, er frit flydende. Overhovedet ikke! Denne bekendte, jeg har, en intellektuel fra Torino, en meget perceptiv, vel-opfattende mand sagde: Nej! Eliten er stadig solid. De resonnerer stadig i gammeldags kategorier, årsag-og-virkning, og de kontrollerer det, der er fast, solidt. Det kan være papirpenge eller guld, det kan være mineraler, det kan være regering, der udnytter ressourcer. Så mens vi underholder os med dette koncept med, at vi er frit flydende, likvide, at vi kan bevæge os alle steder hen, at vi har adgang til omgående information og at hele verden er i vores iPhone, så sidder det stadig og trækker i de solide tråde.
Og han har fuldstændig ret. Det er ikke sådan, at der ikke er nogen, der kontrollerer, det er bare en lille bitte-bitte elite, der kontrollerer, så lille, at vi næsten ikke kan få øje på den. Alligevel ved vi, hvor den befinder sig, og dem der okkuperer Wall Street, disse unge mennesker uden politisk erfaring er smarte nok til at vide, hvor den befinder sig. Det er de folk, der kontrollerer medierne, det er de folk, der kontrollere det militær-industrielle kompleks i Washington og Maryland, de er den europæiske elite i centralbankerne, bureaukratiet i Brussel i Europakommisionen. Det er de folk, der kontrollerer det hele.
HP [?]:
Personligt er jeg ikke i tvivl om, at majoriteten af de folk, der udgør Occupy Wall Street er ægte græsrødder, der forstår, at noget er forskruet, og at der er brug for at gøre noget ved det. Samtidig har jeg også en frygt for at når der er brug for reform og revolution, er det også et af de mest delikate of farlige tidspunkter, for folk kan måske ricikere at stå og råbe på et udfald, der kan være forudset og planlagt af den samme elite, for at de kan kontrollere markedet endnu mere og får færre og færre spillere på banen til at forstyrre deres skakspil.
Og det kan være en mulighed for dem netop når folk går på gaden for at gøre noget efter et stykke tid at komme ind med en løsning til problemet - hvilket folk så hopper på.
Hvad tænker du her?
PE:
Ja, og det bringer os tilbage til ideen om den 'solide' elite, der kontrollerer 'solid' velstand. Man kan faktisk forklare krigen i Libyen med disse begreber: Vi har brug for at få fat på mere solidt stof, som vi endnu ikke har fat på. Og vi kan forklare den kommende krig mod Iran på samme måde. De har deres eget system, en skrækkelig politistat, jeg har tit været der, og det er virkelig hardcore. Men det er et system, der ikke er fuldstændig integreret med den internationale financielle kapitalisme, så for den solide elite er det en torn i øjet, så de kræver dette territorie for enhver pris.
Kina er anderledes. De er nu endnu mere kapitalistiske end USA selv. Så faktisk redder Kina den vestlige kapitalisme. Der er produktivitet, der er nye markeder, snart får vi horder af kinesiske turister, der bruger deres penge overalt i verden, der sker allerede Problemet er disse områder af verden, der ikke er fuldt integreret i det avancerede stadie af turbo-kapitalisme.
Den eneste måde for dette system at blive til noget andet ville være en implosion - en nulstilling, men vi ved, at det ikke kommer til at ske, eliten vil ikke lade denne implosion ske. Så det bliver en langsom disintegration, og hvem skal betale prisen: Dem, der allerede betaler prisen i dag, nemlig det fattiggjorte middelklasse, som vi ser overalt på planeten. Og - det siger sig selv - den arbejdende klasse. I Kina, hvor det er hårdt spændt for, har de visse goder nu. I stedet for at få lov til at købe en cykel, kan du nu købe et vestligt køkken, hvilket er en stor nyhed for dem. Men man skal arbejde 22 timer om dagen i 20 år. Og det går efter det!
Det er deres drøm om velstand, at reproducere den måde vi lever på i vesten, hvilket er fuldstændig skørt, når man ser på Kinas historie. Det er jo grundlæggende en bondeland. Man kan ikke have 1.3 milliarder bønder, der kører i Audi og har tyske køkkener.
HP [?]:
For at runde af vil jeg spørge: der vil snart ikke være flere lande tilbage at underlægge sig i denne neokoloniale drift for totalt herredømme. Økonomen Paul Krugman udtalte forleden på CNN, at krig er godt for økonomien (han siger bare det, der har været elitens hovedtese i over 100 år). Er det alt, der er tilbage nu?
PE:
Det er jo helt hen i vejret, og det viser, at eliten stadig lever i et åndeligt klima fra 2. verdenskrig. Vi glemmer, at 2. verdenskrig ikke kun var hårdt for europæerne, men også for Østen. Kineserne husker udmærket 2. verdenskrig, for de var besat af japanerne, og det kommer de sig aldrig over. Så de ser krig på en helt anden måde. I Vietnam blev 4 millioner mennesker dræbt i 'den amerikanske krig' - det kalder de den. Vi kalder den Vietnamkrigen. Men det er jo dem, der har det rigtige ord, for det ER jo den amerikanske krig. Udsynet er altså fuldstændig anderledes, når man er i vesten og i østen.
Men i forhold til at vesten skulle løbe tør for steder at plyndre, så er jeg ikke helt så optimistisk. Der er stadig mindst halvdelen af Afrika, der kan udplyndres. Og før eller senere, kommer turen til Sydamerika - igen. Brazilianerne er allerede begyndt at tale om det i strategiske vendinger: det største reserve af ferskvand er i Brazilien-Paraguay-Argentina-området. Før eller senere vil amerikanerne kommer her igen for at forsøge at stjæle dette vand. For dem er det et faktum. Så verden løber ikke tør for steder, der kan udnyttes lige med det samme.
Og så taler vi ikke endnu om de centralasiatiske lande, når og hvis vesten kommer så langt som til en afgørende krise i energi og et par årtier. Så bliver plyndringen af området virkelig morderisk. Og fordi Rusland og Kina er der som naboer, vil de kæmpe voldsomt for at beskytte de kontrakter, som de har med disse lande, men amerikanerne og europæerne vil være energi-udhungrede, så de vil gøre ALT, for at få ressourcerne.
HP [?]:
Jeg har sagt det før, vi er nødt til at komme væk fra denne afhængighed af de nuværende energiformer og finde noget HELT nyt. Ellers stopper krigen aldrig, og den er ikke bæredygtig, for at sige det mildt.
PE:
Det er den eneste måde. Enorme investeringer i alternative energikilder. Vi ved, at det ikke bare kommer til at ske. I Kina har de fx. et grønt program, et multi-milliard-program, men de startede meget sent på det. I vesten findes der meget gode ideer for den slags. Og jeg har en svag ide om, at selv den herskende elite i vesten på et tidspunkt får nok og begynder at se sig om efter alternativer til den forældede strategi for energi. De er bare så frygtelig bange for hinanden og for araberne, og omvendt. Og dette er en meget stærk, destruktiv kraft. Indtil videre har den været uovervindelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar