Droner: fejhedens triumf

af morton_h, the blogger

Dronekrig er den ultimative fejhed. Fejheden triumferer nu.

Krig har altid været en grusom og ubarmhjertig sag. Men i tvekampens barndom var personligt mod i det mindste en forudsætning. Man kunne i det mindste tale om æresbegreber, om mand mod mand og om 'må den bedste mand vinde'.

To mandfolk, eller en stak mandfolk mod en anden stak mandfolk, gerne med blottede overarme og krigsmaling, fremstormende, brølende, vildt flagrende hår, sækkepiber i baggrunden, læder og nitter, færdigheder med jernvåben og beherskelse af en hest.

Ikke for at romantisere grusomhederne: men det krævede uden tvivl personligt mod og hår på brystet. Det krævede, at man turde stirre ind i øjnene på den mand, man ønskede at slå ihjel og som man vidste, selv stræbte efter at slå én ihjel.

Selv i de tidlige krigsmaskiners, kanoners og rustningers tidsalder kunne man stadig tale om det personlige mod. En koordineret og modig indsats fra en deling soldater kunne nedlægge et af disse bæster på hjul med dets tilhørende mandskab. Selv harniskklædte kæmper kunne 'ses i øjnene' omend de bar visir og brynje.

I 1. og 2. Verdenskrig var der stadig elementer af personligt mod tilbage. En jagerpilot i sin flyver kunne stadig gør en forskel med et dristigt udfald. Nuser mod Den Røde Baron, Spitfire mod Messerschmidt.

I moderne krigsførelse behøver man nu ikke længere at besidde disse egenskaber. Krig er blevet et anliggende for kujoner. 

These wonderful men and their flying machines

Da de store bombemaskiner lastet med tungt bombardement, napalm og atomvåben smed deres masseødelæggelsesvåben fra stor højde, var der ingen mand, der længere skulle se sin fjende og hans families død i øjnene. Det var heller ikke længere en krig soldat imod soldat. Det var en maskinernes udradering af soldater og civile i én stor blodig, uskøn, anonym og uset pøl. Understøttet af mediernes informationskrigsmaskine kunne man derefter hævde: ingen dyr, mennesker og civile er kommet til skade i denne film. Medierne kunne herefter undlade at beskrive det, og befolkningerne, hvis skattepenge financierede krigsmaskiner behøvede ikke længere at føle sig ansvarlige. Krig behøvede nu ikke engang længere at erklæres, for krigens parter var ikke engang mennesker længere.

Når man senere under den 1. Irak-krig begyndte at TV-transmittere krigen som et computerspil, fjernede vi os endnu længere fra følingen med skuepladsen. Det ene øjeblik havde vi spillet Counterstrike og Modern Warfare i baglokalet, det næste øjeblik så vi fjernsyn i prime-time. Same-same, but different.  Vi mærkede næsten vores højre hånd fatte om joystick'en for at trykke den af. Yippie-kay-oh-motherfucker!

Kujonen er bange, meget bange. Vesterlændingen er bange, meget bange. Han ved, at regningen for omfanget af ugerninger på et eller andet tidspunkt skal betales, det er kun et spørgsmål om tid. Ingen har beskrevet europæerens / amerikanerens frygt for 'det derude' bedre end Józef Teodor Konrad Korzeniowski - på engelsk: Joseph Conrad - i romanen fra 1899 'Mørkets hjerte', som senere blev til Francis Ford Coppolas film 'Apocalypse Now'. Fra Congofloden til Mekong-floden.

Conrad beskriver den hvide mænds rædsel for det fremmede, det underbevidste, det mørke, det-derude. Den hvide mand anser sig selv for at være civiliseret, men under civilisationens dække er han en barbar af værste skuffe. Han er bange for sig selv og sin egen skygge. Hans frygt for de vilde og uciviliserede er hans projektion af sin frygt for 'skyggen'. Det er den selvsamme skygge, som H.C. Andersen beskriver i sin novelle. Det er den skygge, som Freud beskriver som det underbevidste. Det ubevidste er fornægtelsens hjemsted.

Fornægtelsen af skyggen er fornægtelsen af mørket og det underbevidste. I mørket gror alt. Herved afgiver vi al magt til det underbevidste og bringer alle dæmonerne til magten. Det er en kulturel neurose, en civilisationens psykose.

Moderne krigsførelse er dæmonernes krig. Vi kan ikke længer se os selv i øjnene, og derved skaber vi vore egne fjender. Krigen mod terror er en fake-war mod vores egne projektioner.

Vore medier er fulde for tiden af denne mega-feuilleton, denne uendelge sæbeopera om kampen mod projektionerne. Vores beklemte underbevidsthed, vores dårlige samvittighed, vores fædres synder og følgagtigthed, summen af løgne og historieforfalskning, vores identitetsforvirring kaster et flimmer af skygger op på den globale skærm som et balinesisk skyggeteater. Vi ser dem danse derude på skærmen, men det hele foregår inde i hovedet på os selv.

Dette identitetsløse væsen, denne traumatiserede, skyldbefængte, forførte og korrumperede stakkel af en vesterlænding ser efterhånden fjender overalt. De nøjes ikke længere at dukke op for enden af Congofloden og Mekongfloden. Som oberst Kurtz siger i Apocalypse: The Horror, the Horror! og Jim Morrisson synger: This is the end, my friend, my only friend. Kamphelikopterne fejer ind over Mekong-landsbyen, og mejer kvinder, gamle mænd, børn og grise ned fra luften. Ingen ser dem i øjnene.

Og nu kommer dronerne. Kujonernes krig 3.0.
Vi, amerikanerne - vi er alle amerikanere indtil vi en dag holder op med at identificere os med deres perverse projekt - er nu nået til det punkt, der er beskrevet i filmene The Matrix og Terminator 2, hvor AI - Artificial Intelligence - tager over. Det er for længst sket på det financielle marked, der nu styres at algoritmer, avancerede computerprogrammer, der selv tager initiativ til at købe og sælge aktier. Det, der for et par år siden virkede som vild science fiction i The Matrix og Terminator 2 er nu allerede skinbarlig virkelighed.

Der mennesker, der lever i den verden, der tillader og endog hylder disse mekanismer er feje og bange mennesker. Hjælp dem dog, hjælp dem med at lægge deres frygt fra sig, hjælp dem med at overvinde deres fejhed. Hjælp dem med at hjælpe sig selv og resten af verden. De kan ikke finde ud af det selv, selvom de er vore ledere, vore bankrådgivere, vore hærchefer, vore biskopper, vore eksperter, vore lærere, vore helbredere. De kan ikke finde ud af en skid!

Hjælp staklerne!