Anarkisten

af marco_hanuman, the blogger

Tak til anarkisten, Adam Kokesh, for at gøre det klart, hvorfor anarkisme ikke er en farbar vej. Dette er ikke et reaktionært udsagn, der skyldes hverken Kokesh's anarkistiske eller jødiske baggrund, for manden er både interessant, relevant og overbevisende, og tak for det. Men det har hjulpet til at sætte en besnærende idé ind i den rette historisk-filosofiske ramme, hvorved den tydeliggør sig som ubrugelig.

Anarkisme betyder statsløshed. Altså, der ønskes ingen stat, men løsrevne, autonome, frie, statsløse og nationsløse individer, der regerer sig selv. 

Anarkisme er besnærende, fordi det er forholdsvist nemt at blive enig over en kasse øl om, at Staten, når den udviser despotiske tegn, begår overgreb på sine indbyggere. Derfor bør Staten selvfølgelig aflives. Vold og tvang er tilladt for Staten. Staten bliver en religion, der ophøjer sig selv til Gud og forlanger at blive dyrket som Gud. Mennesker accepterer dette og dyrker Staten som Gud. Det modsatte må selvfølgelig være Statens totale fravær. Når man fjerner Staten, indfinder det modsatte af Statens dårligdomme sig selvfølgelig automatisk. Skål, er der flere øl i kassen?

Problemet med Statens totale fravær, er troen på, at det selvfølgelige 'frie' menneske af sig selv altid vil vælge det gode og det rigtige, og aldrig begå overgreb på andre. Adam Kokesh siger, at vi uvægerligt bevæger os imod det statsløse samfund, fordi den menneskelige natur selvfølgelig er sådan. Han forudsætter en modenhed, et suverænt tankesæt hos alle mennesker, der sætter alle i stand til at bedømme og vælge det rigtige, uden at nogen vælger og dømmer for dem. Sagt med lidt andre ord, end hans egne, beskriver han det oplyste, demokratiske menneske, som aldrig har eksisteret, andet end i en utopi.

Den demokratiske utopi er født i Oplysningstiden. Libertarianisme og utopisk anarkisme/revolution er født i samme tid som tanken om demokrati i den moderne forstand. De bygger alle på en abstraktion og en utopi. De forudsætter et menneske, der aldrig har eksisteret og aldrig (forhåbentligt) kommer til at eksistere, totalt frigjort fra tradition, familie, klan, nation, historie, social sammenhæng, genetik, race, geografi, miljø, biologi/genetik og i stand til at træffe sine frigjorte valg baseret på en total mangel på tilhørsforhold og forudsætninger.

Det anarkistiske menneske er ikke-regeret (an-arko) selvstyrende = autonomt. Der er blot et stort problem ved det løsrevne, autonome, frie, statsløse og nationsløse individ, der regerer sig selv. Det er så løsrevet, at det er ekstremt sårbart over for udefra og ovenfra kommende herskersyge. Det har allerede delt-og-behersket sig selv via dets løsrevethed. Det løsrevne menneske er rodløst, det har intet rodnet. Det ønskede ikke at være et får i flokken, men nu er det et får, der er kommet væk fra flokken og bræger udefra om at blive hørt, hvilket er endnu værre. You are all individuals (can't you hear me?!) - No, we're not! 

Man kan have megen sympati for mange af anarkisternes tanker. Man kan næsten ikke lade være. Men man kan ikke bygge et samfund på antipati, på negation, på det, man er imod. Hvis anarki skal skabe et samfund, må det organisere sig og overgive beføjelser til de, der er handlekraftige, beslutningsdygtige og initiativrige. I samme sekund, anarkiet gør det, har det taget skridtet væk fra sig selv. Anarkisme har en berettigelse som et snapshot af uvilje og spontan reaktion mod en tilstand, vi vil væk fra. Men hvis ikke vi kommer op med noget, vi ønsker og vil hen imod, er vi blot jagede dyr, der er løbet ud i skoven og kan skydes ned af det første jagtselskab, der kommer forbi.

Anarkisme er på sin vis en utopistisk social-religion. Man kan bede til den anarkistisk-utopistiske Gud, når den despotiske Stat går over gevind. Men man skal ikke forvente nåde og velsignelse, når Staten bryder sammen. Forvent anarki i ordets grimme betydning, forvent mafiavælde, forvent kaosvælde, forvent stammevælde, forvent neo-tyranni.

Alle rovdyrene står på spring, når en etableret samfundsstruktur bryder sammen. Vi så det med Sovjetstatens og Østblokkens sammenbrud. Hvis ikke samfundet meget hurtigt genetablerer en funktionel stat, med et beslutsomt lederskab, bliver de løbet over ende af ydre og indre fjender (same-same). Imod de ydre og indre rovdyrs forventning og planlægning, kom det ikke til at ske med Rusland, efter Sovjet. Nogen havde læst, hvad der var på vej endnu en gang. Nogen vidste, hvad-hvem-hvor-hvornår om Sovjet samt med hvilket formål. Nogen trådte i karakter og greb ind.

Kunne et anarki efter diktaturets opløsning have tilvejebragt det? Aldrig! Ville et anarki efter et såkaldt demokratis opløsning kunne tilvejebringe det? Aldrig, for Vestens demokratier ligner nu Sovjetstaten på afgørende punkter. Folk har lænet sig så langt tilbage i sofaen i demokratiet og er blevet så disinformerede, dovne, dumme, intimiderede, ligeglade, materialistiske, underholdnings-forgiftede og i visse tilfælde korrupte, at de ikke længere besidder de nødvendige egenskaber til at styre sig selv. Både Sovjetstaten og Demokraturet ødelagde det bedste hos deres borgere for at opretholde sig selv.

Anarkisten kunne sige: Der er to slags anarki. Det, som du beskriver, er det iscenesatte anarki, kaos, balkanisering, del-og-hersk-regime, hvor det ny diktatur straks tilbyder sig som en løsning på det, som det selv har iværksat. Stauning eller Kaos, Bush eller Balkan, Obama eller Opløsning, Hillary eller Helvede, Totalitærstat eller Terrorisme. Hvad vil I helst, hænges, skydes eller druknes? Vi, de gode anarkister, tilbyder på den anden side det spontane anarki, troen på det gode i mennesket (hvem kan være uenig?), menneskets ret til at styre sig selv (hvem kan være uenig?), frihed for tyranni (hvem kan være uenig?), uafhængighed af den misbrugeriske og formynderiske stat (hallelujah! hvem kan være uenig?).

Var det blot så nemt, så spontant og så smukt.

Et par spørgsmål til den troende anarkist:

• Ville du selv være i stand til at kende forskel på de to anarkier?
• Hvad stiller du op med den opløsning, som du nu selv er en del af?
• Tror du, at du og dine har forspringet til det nye samfund, fremfor de, der sad på spring og blot ventede på at etablere deres version af det gamle?
• Kender du din egen ideologis historiske rødder, og på hvilken afgørende måde adskiller de sig fra de sociale eksperimenter, der i 100 år har skabt Helvede på Jord.
• Hvilken styreform er anarki, siden ordets direkte oversættelse er ikke-styre?

Er den anarkistiske tanke da fuldstændig irrelevant? Ikke fuldstændig. Under ganske særlige betingelser, i isolerede og uforstyrrede bobler i tid og rum, kan man muligvis tale om anarki. Men det er kun i forhold til det større samfund, for hvordan styrer det anarkistiske lokalsamfund sig selv? Ved hjælp af anarki? Selvfølgelig ikke, for ellers falder det sammen på samme måde som det nedbrudte samfund, hvis nedbrud banede vejen for anarkiet.

Man kan næsten høre det på de to ord: anarkisme og anarki. Hver gang der sættes en 'isme efter et ord, er der tale om en abstraktion. Abstraktioner er ideer løsrevet fra lad-sig-gør-lighed, fra virkelighed. Det lyder godt fra en talerstol, det føles godt rundt om middagsbordet og over en kasse øl, det ser godt ud på papiret. Men i virkelighedens verden, med alle dens udfordringer, falder det til jorden. Ismen er utopistens og drømmerens abstraktion, det andet er den barske virkelighed.

You may say I'm a dreamer,

but I'm not the only one ... (Lennon)

Der er intet galt med at drømme og visualisere. Det er rent faktisk en forudsætning for at skabe noget, der er anderledes og bedre end det, der ikke er godt nok. Problemet opstår, når drømme forbliver frigjorte luftballoner, med barduner, sandsække og pløkke hængende i luften i deres frigjorthed på vej mod Stratosfæren.

Hvad skal vi i Stratosfæren, når vi hører til på jordoverfladen?

STATEN

af marco_hanuman

aka morton_h

the blogger

Demokratiet er i en sørgelig forfatning. Det viser sig at være en forældet nyhed. I Platons Staten har demokratiet ingen høj status. Blandt de fem muligheder, han beskriver, for at danne en stat, er demokratiet det næstlaveste. Lavere er kun tyranniet. Faktisk er demokratiet allerede på vej til at blive et tyranni.  

Er det noget, vi genkender?

De fem styreformer  
Platons idealstat er et aristokrati. Det er styret af vise mænd, aristos, eller vogtere. Det var ikke folk, der havde søgt magten, det var deres pligt. De måtte ikke eje noget, så deres styre var ikke for pengenes skyld. Derfor kunne de ikke korrumperes, deres hverv var både en pligt, et offer og en ære. Hvor langt er vi ikke fra det ideal af statsmandsskab i dag? 

Det næstbedste styre var timokrati. Hvis en stat var truet udefra af fjender, blev styret overtaget af folk med beføjelser til at gøre undtagelser og styre via et hierarki. At det intet har at gøre med et militærstyre, efter et statskup i dag, er ganske tydeligt. Det var noget, der var valgt, og de folk, der styrede, havde folkets beføjelser til det. Platon beskriver egentlig den måde, som den græske bystat, Sparta, blev styret på. 

Det tredjebedste, eller tredjeværste, om man vil, er oligarki. Et bankmands- eller købmandsvælde. Et andet navn, eller rettere en endnu mere indavlet form er plutokratiet. Denne stat styres af folk, hvis eneste begrundelse for beslutninger, er penge. Vi ser en særlig afstumpet udgave af denne styreform i vor tids korporatistiske plutokrati, hvor Vesten og det meste af verden styres af ryggesløse bankmænd, der rager til sig på folkets bekostning. En kombination af oligarki og tyranni. 

Det næstværste er demokrati. Det er flertalstyranni. Platon havde set dette demokrati henrette hans elev, Sokrates, der i øvrigt er den talende stemme for Platon i de dialoger, som de ti bøger, Staten er opbygget af. Et demokrati er ude af stand til at træffe vise beslutninger, for folket kender ikke denne visdom, men lever for sig selv i nuet. Og det kan de sagtens gøre i et aristokrati, men i demokratiet er de overladt til sig selv og deres uforstand, som høns uden hoveder. For Platon ville anarki være utænkeligt. 

Demokratiet er i dets grimmeste udgave en lynch-hob, et hængnings-selskab, en forsamling af folk med fysisk magtovertag til at nakke mindretal eller personer, de ikke bryder sig om. 

Den laveste og mest uønskværdige styreform var hos Platon og for hans eftertid tyranni. Af indlysende årsager, kunne man mene, men lad os alligevel opsummere: Tyrannen besidder hverken visdom, fremsynethed, krigerens etik, sans for økonomi, medfølelse med folket, ej heller har han nogen legitimitet blandt disse. Han har simpelthen raget magten til sig for at tjene egne interesser. Og den militære magt bruges indadtil som et undertrykkelsesapparat og ikke som et værn mod ydre fjender. 

I de græske bystater var det måske muligt at tale om disse styreformer isoleret set. Det er ikke længere muligt. Det er dog stadigvæk bemærkelsesværdigt, hvor dybt Platon skuer, og hvor eviggyldig hans analyse af Staten er. Der er en stående bemærkning i filosofien, at 'al filosofi blot er fodnoter til Platon'. Og man skulle måske inkludere Aristoteles her. 

Hans statsformer findes ikke i den rene form. Det gjorde de heller ikke på hans egen tid, men hans Stat var en beskrivelse af idealstaten med dens afvigelser. I dag findes de beskrevne former blot i 'beskidte/urene' former. Den eneste styreform, man stort set ikke finder, er aristokratiet. De 'filosofiske konger', som Platon hylder, er ikke på banen i disse tider. Resten findes i et mildest talt uskønt sammensurium, et hybrid-vælde, og for det meste under falsk varebetegnelse. Filosofiske og vise rådgivere til oplyste ledere, regenter, præsidenter eller konger er ikke i høj kurs. Derfor disse regenters lave kurs.  

Demokratiets svaghed og fallit
Styreformen i Vesten kalder sig selv for demokrati. Vi hylder folkestyret. Men folkestyret har en heftig Achilleshæl. Der er en giftig slange, der bider i dets hæl. Summen af stupiditet og disinformation. Folket er forførbart. Der findes forførere af folket, demagoger. Mens folket tror, det selv styrer, bliver det styret bagfra, ovenfra og fra siden. Grunden til, at demokratiet er den næstværste styreform, er, at det er en illusion. Faktisk burde det beskrives i dag som den værste styreform, fordi det er uærlig med sig selv. Tyranniet er i det mindste ærlig med, hvad det er. 

Et minimalt forsvar for demokratiet kunne selvfølgelig være, at det og vi er blevet ofre for nysproget, der har korrumperet begreberne. Når der tales om folket, der styrer, menes der folket, der styres. Begrebet Folkestyre henviser til de muligheder, der findes for at styre folket. Begrebet demokrati er i vor tid en nysproglig begrebsomvending. 

Demokratiet som begreb er et svindelnummer. Hvordan kan man hævde, at folket styrer globaliseret bankvæsen, deep-state-policy og neo-feudal social-ingeneering? Er der noget, der ligner folkestyre i EU, NATO, IMF, ECB, WTO, FN, BIS, TTIP - altså, alle de reelt globalt styrende organer? Vi har med andre ord ikke det demokrati, de synger salmer om, vi har noget andet, og hvad skal vi kalde det? Eller skal vi blot konstatere, at Platon havde ret for 2.500 år siden i, at demokratiet ikke var noget at råbe hurra for? 

Vi må under alle omstændigheder konstatere, at demokratiet er stærkt opreklameret, ikke engang er, hvad det giver sig ud for, for folket styrer intet, og at det burde sagsøges for falsk reklame. 
Vi har demagogi, bureaukrati, teknokrati, oligarki, plutokrati, tyranni, kleptokrati, mediekrati (mediocracy), mafiakrati, milikrati, korpokrati, korruptokrati, pornokrati. 
Vi har ågerkarlevælde, folkemordsvælde, piratvælde, ludervælde, skamvælde, skyldvælde, frygtvælde. 
Vi har dyb stat, hemmelighedskræmmeri, lokumsaftaler, politiske mord - karakter og fysisk - statsterrorisme, organiseret løgn. 
Og dumhed, masser af dumhed. At en så sårbar og korrumperbar styreform er blevet så lovsunget og har eksisteret så længe, betyder, at de der, tror på den store illusion om folket, der styrer, er blevet dummere og dummere i takt med, at illusionen bliver mere og mere skinger. Man skal enten være regulært dum eller slet og ret hypnotiseret for at opretholde troen på denne illusion. 

Hvis man som passiviseret TV-onanist den ene dag kan sidde på sin flade røv i sofaen og høre om, hvordan USA godhjertet har tænkt sig at bringe demokrati til Mellemøsten samtidig med, at de fuldstændig smadrer hele området og skaber kaos, rygende ruiner og millioner af hjemløse - og stadigvæk tro, at ordet demokrati betyder, at folks stemme bliver hørt, og at befolkningers tarv vil blive varetaget, så er der noget afgørende galt oppe i kuplen på TV-onanisten. 

Hvis man som hjernedød TV-kokainvrag den ene dag hører på politikere ævle løs om opsving, vækst, velfærd og alt det andet, de lover at bekymre sig om, og den næste dag hører, at de har solgt det statsejede energiselskab til et af verdens førende finansielle svindlersyndikater, har vedtaget en lov om at forhindre aktindsigt i politiske beslutninger og er i færd med at godkende en transatlantisk traktat, der giver globale syndikater og karteller ret til at sagsøge staten, hvis den skulle finde på at stille de samme miljøkrav eller afkræve dem skat på samme måde som lokale firmaer ... og stadigvæk mener, at disse politikere repræsenterer dem og ikke er serviceorganer for globalisthajerne, så må der stilles diagnosen hjerneskade. Eller også er der tale om en form for syfilis-epidemi grundet TV-onani. 

Der er selvfølgelig årsager til denne vidt udbredte fordummelse og blinde tro på en styreform, der i løbet af dens korte levetid allerede har nået sidste salgsdato. Det står simpelthen i drejebogen hos globalisterne, der har vredet armene rundt på den styreform, der, trods åbenlyse fejl og mangler, bød på folkelig indflydelse på en række punkter, som de mente var ufarlige eller ligegyldige for den dybe stat, de i mellemtiden havde installeret bag forhænget. 

Lad os herefter minde os selv om, at demokratiet som, skal vi sige: socialt-politisk eksperiment, ikke er mere end et par hundrede år gammelt, og at eksperimentet i sin urform i de græske bystater ikke har været kontinuerligt, da hele senantikken, middelalderen, renaissancen bød på feudalisme, monarkier, præstevælde, usuravælde. Vi skal helt frem til 1800-tallet, før tanken slår igennem. 

Blev menneskene lykkeligere i et demokrati. Det er der bestemt intet, der tyder på. Sammen med demokratiet, der i bund og grund er et liberalistisk projekt, blev den ny feudalisme, industrialismen, kørt i stilling. En arbejderklasse opstod i den monstermaskine, der blev udruget af de britiske industrialister. Et nærmest ufatteligt sideskud opstod som et forsøg på at skabe det ultimative slavesamfund, den socialistiske totalitærstat. Vestens industrialister og finansmænd skabte dette monster som et gigantisk socialt eksperiment. Det kostede en kvart milliard mennesker livet i det 20. århundredes store folkemord. Og da de samme industrialister og finanshajer også skabte verdenskrigene og alle deres hundredevis af sideskud og efterbrændere, bliver det samlede holocaust, det EGENTLIGE holocaust, og ikke den zionistisk-bolsjevikiske afledningsmanøvre. Så de folk, der skabte demokratiet, troede i bund og grund ikke på det selv! For dem var det blot endnu et redskab i deres makabre værktøjskasse. 

Grunden til, at demokratiet er den favoriserede styreform for tyranner og oligarker er, at det er det perfekte fortæppe. Det uigennemsigtige gør, at vi ikke kan se, hvad der foregår bag tæppet. Det er den perfekte røgskærm for skjulte manøvrer og uhæderlig virksomhed. Det er det omvendte af at 'give kejseren, hvad kejserens er'. Her giver man folket, hvad folket kan lide: et stykke legetøj, en sutteklud. Det gælder bare om at være med, ikke sandt, kære folk? Og det kræver ikke andet, end at man hvert fjerde år sætter et fedtet kryds på en lap papir, og så i øvrigt glor fjernsyn for resten. 'In the Colosseum', synger Tom Waitts. Det skal være underholdende, og hvad er mere underholdende end mennesker, der bliver ædt af løver og spiddet af gladiatorsværd? Der hører et mediecirkus med til ritualet. 'Democracy is coming to the U.S.A.', synger Leonard Cohen, med bittersød ironi. 

Demokratiet kan manipuleres i alle ender og kanter - uden at tilstrækkelig mange opdager det. Meget kan man sige om behavoristerne, socialingeniørerne, magtens tjenende teknokrat-ånder, men de ved en hel del om, hvad de gør. 

Kunne et demokrati ikke fungere? 
Selvfølgelig kunne det fungere. Delvist, for det har aldrig været meningen, at det skulle fungere fuldstændigt, dertil er tanken for svag og uigennemtænkt. Netop derfor ser vi altid demokratiet, som Platon var klar over, glide i retning af tyranniet. Men tyranner er også dovne og pragmatiske, så de vil hellere holde en facade, så de ikke er nødt til at marchere med støvler på, og smadre folk rent fysisk, for at få dem til at makke ret. Derfor den højreliberale og den venstreliberale model af demokratiet. Eller Hollywood-demokratiet, tegneserie-demokratiet, den amerikanske parodi på demokrati. 

Den schweiziske model, med direkte demokrati, hvor folket rent faktisk bliver spurgt om en række ting, der vedrører deres dagligdag, fungerer langt hen ad vejen efter hensigten. Vi kan dog nok være sikre på, at der er visse sager, som man ikke spørger folket om i et land, der huser den globale finansmafia og dens institutioner. Modellen bliver selvfølgelig altid skudt i sænk af de kulturradikale (der ikke er en skid radikale længere og ikke har været det et halvt århundrede), hvorved de røber, at de er antidemokratiske, hver gang, det kommer til stykket. Socialisme, som den var udtænkt, fører altid til totalitærstat og tyranni. 

Nærdemokrati kan fungere. Det vil i sagens natur, og som ordet siger, kun være muligt i et nærmiljø i et begrænset forum af mennesker. Det vil også kun være muligt i en homogen gruppe af mennesker og ikke i et multikulturelt sammenklasket samfund, hvor alt hele tiden skal forhandles, og hvor intet kan tages for givet og underforstået, og hvor traditioner er ødelagt og skal genopfindes - hvilket tager hundreder af år og adskillige generationer, hvis det overhovedet er muligt. Man kan se det i visse øsamfund eller bysamfund. 

Demokratiet er i øvrigt ikke en græsk opfindelse. Vores nordiske forfædre havde en form for demokrati, der muligvis var mere gennemtænkt end det græske. Vi kan se de symbolske og arkæologiske rester af det i det islandske Alting, tingstedet med den runde cirkel. Her kunne alle bringe deres sager og anliggender frem, og alle blev hørt. Børn havde givetvis ikke taleret, men en ung mand, der kunne holde på et sværd, og en ung kvinde, der kunne føde et barn, blev regnet som voksne og dermed som mennesker med taleret. De ældres ord havde større vægt, for man respekterede livserfaring. Den aristokratiske tanke, som Platon efterspørger, var indbygget i det nordiske Alting. Det opfyldte størrelsens kriterium, for de ankomne til tingstedet var kendt af hinanden. Vi kan endog opleve rester af selve dets ånd i dag, hvor islændingene som en homogen befolkningsgruppe, og på trods af et voldsomt pres, har været i stand til at sætte en stopper for den globale rovdyrkapitalisme, der var i fuld gang med at ødelægge landets økonomi. Man smed rent faktisk en stribe bankfolk i fængsel for svinestregen, noget, der er næsten utænkeligt andre steder, selvom der burde være reserveret adskillige tusinde fængselsceller worldwide. 

Derfor forstår vi også, hvorfor herskerklassen i Vesten i dag agiterer så voldsomt for det uhomogene samfund, multikulturalismen. Den svækker simpelthen fuldstændigt folks evne til at sætte deres stemme igennem. Det er demografisk del-og-hersk. I stedet dyrker herskerklassen deres megainstitutioner, der som gigantiske uoverskuelige spærreballoner svæver et eller andet sted deroppe. At man overhovedet tillader sig at kalde EU for en demokratisk institution, er lige til at lukke op og skide i. Der er absolut intet demokratisk - hvis vi overhovedet skal tage begrebet bogstaveligt i dagens anledning - ved en stak finans- og business-oligarker i en ikke-folkevalgt kommission og et kæmpe bureau-teknokrati, der massefabrikerer monstrøse lovkomplekser, som ingen kender eller forstår. Folk er dog begyndt at forstå det uforståelige, det med vilje krypterede, eller i hvert fald forstå så meget, at dette monster, som en Kronos æder sine egne børn, og absolut ikke arbejder i folkenes interesse, men har sin helt egen eksklusive agenda. Der er en exit-bevægelse i gang i Vesten. Den mangler hoved og hale, for den fornemmer, hvad den vil ud af, men ikke, hvor den skal hen, for den har ikke identificeret det egentlige problem, den globale dybe stat, som man ikke uden videre kan løbe fra. Når den generelt bliver identificeret og tvunget frem i lyset, kan vi begynde at tale om det. Folk har selv ladet sig korrumpere, og med Exit må der ske en Detoxit, en afgiftning af den dødbringende, apatiserende nervegift, der er sevet ind overalt i vores kultur: i sproget, i uddannelserne, i vidensformidlingen, i alt det, der blevet forbudt at italesætte, systematisk kulturterror. 

Demokratismen har udviklet en variation af den sovjetiske model, sovjetstaten 2.0. Eller slavestaten 3.0, hvis Sovjet-socialismen var genopfindelsen af slavestaten i industrialismens æra. Man gjorde sig sine notater, selvom dette monster var dømt til undergang. Aha! sagde man, disse åbenlysheder skal vi altså ikke gentage. Der var ikke noget i vejen med vores model, vi skal bare være smartere denne gang. Hvad man lærte af både de internationale socialister og de nationale socialister var effektive propagandametoder og manipulationsteknikker. Tænketanke som Frankfurterskolen, Tavistock-instituttet og Rand Corporation udviklede et væld af sofistikerede teknikker til crowd control, og vi ser dem træde til hver gang, der sker bevægelser væk fra den globale kvælermaskine. De har ubegrænsede økonomiske ressourcer til deres rådighed, for klodens samlede økonomi bliver dagligt malket af deres opdragsgivere, og det sorte budget, der er over halvdelen af de flydende finanser, der eksisterer i verden, og som aldrig ser dagens lys, står til deres rådighed i det omfang, de har brug for det. De danner megaparasittens immunforsvar, med alt, der unddrager sig dens kontrol, og parasitten er villig til at anvende gigantiske summer på at opretholde sig selv. Penge er med andre ord ikke noget, man taler om her, men noget, der bare ankommer til tiden. 

Hvad der her er sagt om det korrumperbare demokrati, kunne uden videre siges om andre styreformer. Og al den stund demokratiet i virkeligheden ikke er et demokrati længere, har vi allerede sagt det. Det kunne siges lige vel om monarki, socialisme, , oligarki, timokrati, teokrati, diktatur, klassisk fascisme, anarki (ikke i popbetydningen: kaos) og deres forskellige hybrider. Alle har deres velfungerende tilstand i en ikke-korrumperet version. Et springende punkt, en bundlinje må ubetinget være: legitimitet. Kan disse styreformer legitimere sig selv? Uden legitimitet, ingen opbakning. Et styre uden legitimitet blandt folk, er en dækningsløs check, og er nødt til at forfalde til det laveste: tyranniet, den eneste styreform, der aldrig vil kunne fungere, men som er nødt til at bruge åbenlys vold for at forhindre dets egen afgåen ved døden. 

Min påstand er, at dette allerede har fundet sted i Vesten. Vores samfund, som vi kalder for demokrati, styres af kræfter, der ikke giver sig selv til kende som tyranniet, men som ikke desto mindre opererer med tyranniets mindset og med tyranniets metoder, selvom disse metoder i dag er så sofistikerede, at de fremstår - via det indbyggede og omsluttende nysprog - som det modsatte. Nysprog er hypnotisk, det er verbal sort magi. Når lort kaldes for lagkage, uden at nogen blinker med øjet, har vi mistet evnen til at forstå verden og virkeligheden. Eller som en CIA-direktør sagde: Den dag, folk tror på alt det modsatte af, hvad der er virkeligt, har vi vundet. Således fra hestens egen mund. 

Hører jeg et kor af protester mod, at andet end det højt besungne nærmest helgenkårede demokrati fungerer, og endog fungerer bedre end det misfoster, der ligger og stønner, når man piller glorien af. Koret tvinger mig til at eksemplificere hele striben ovennævnt. Fair nok, jeg tager udfordringen, vær så venlig og artig at gendrive den med facts og substans, og husk, at mishags-opgylp ikke tæller, og en styreform ikke er legitim, blot fordi du ikke kan lide den. Du kan passende ved samme lejlighed stille dig selv det spørgsmål: Hvorfor kan jeg ikke lide den? Altså, skyldes det, at jeg har forstået, analyseret, gennemarbejdet med hjemmearbejdet, set-hørt-læst - eller skyldes det, jeg har abonneret på en ideologi, et præfabrikeret tankesæt, der har hvisket eller tudet mig i ørerne, at dette og hint er ondt-ondt og bør omtales med foragt og hadefuldhed. Med andre ord luksuøst og åndeligt dovent kan afvises, uden at vide, hvad det er, jeg afviser. Og husk, du behøver ikke at synge i mit kor, du skal bare huske at tjekke dine egne salmer.  

Monarki
Det er svært at være royalist i dag, når man ser på misfostre som det britiske kongehus eller den belgiske eller danske light-version af det. Der er i allerhøjeste grad tale om korruption i en eller anden gradbøjning. Et af monarkiets eller i det hele taget adelskabets problemer er degeneration via indavl. Deres mentale syfilisme er mildest talt: udtalt. Lad os i stedet se på det russiske tsardømme. Der var en grund til, at herskerklassen i England og USA så det som deres fornemste beskidte opgave at omstyrte tsardømmet via en revolution (læs: et statskup, der udgav sig for at være en folkelig opstand). Det skyldtes, at tsardømmet langt hen ad vejen besad en høj grad af legitimitet. Rusland var en seriøs konkurrent til Vesten, og derfor måtte deres lederskab og samfundsform omstyrtes. Det var simpelthen et velgørende monarki/kejserdømme. Der var velstand, der var endog fremskridt, selv i den dekadente vestlige betydning. Rusland, der inkluderede Ukraine, var Europas kornkammer. Bønderne havde fuld frihed/autonomi. Derfor var det et af hovedpunkterne i den beskidte, folkemorderiske revolution, at bønderne enten skulle massemyrdes eller slavegøres, og at landbruget skulle industrialiseres. Bønder var alt for uregerlige, selvstændige, traditionelle og selvforsynende = uafhængige af at blive fodret af den store maskine, at de måtte nakkes. Millioner af russiske og kinesiske bønder - blot for at nævne to nationaliteter - måtte afgå ved døden eller indlemmes i maskinen. Resultat: et landbrug, der var lige så ineffektivt og dysfunktionelt/ubæredygtigt som det russiske industrisamfund, der aldrig ville have overlevet uden løbende subsidier fra Vesten. Hvilket i øvrigt fuldstændig dementerer mytologien om Den Kolde Krig. Hvordan kan man være i krig med et samfund, som man selv har skabt og dagligt betaler til? Men Vesten havde brug for fjendebilledet af interne årsager - læs: for at skræmme livet af deres egne befolkninger, så de holdt sig i skindet. Giver det mindelser om den Katolske Kirkes skræmmen livet af folk ved at prædike om Djævelen, synden og fortabelsen? Hvis så, har vi fat i den rigtige ende. 

Alt dette vidste, respekterede og understøttede tsardømmet, og derfor måtte det omstyrtes.  

Socialisme 
Det fører os direkte videre til det placebo, som Vesten skabte og dernæst kaldte sin modsætning. Alt sammen et kæmpe svindelnummer. 

Det er svært og nærmest umuligt at være socialist i dag, med mindre man lever i en bagskid fra det 20. århundrede og ikke har opdaget, at muren er faldet. Grundet mental inerti, er dette desværre tilfældet. Der går stadig masser af mennesker rundt, der, selvom tæppet endegyldigt er trukket væk under deres designer-ideologi, stadig kalder sig selv socialister. De har heller ikke opdaget, at socialismen i mellemtiden er hoppet ud af skabet og bekender sig til krigsliderlighed, totalitarisme, rovdyr-kapitalisme og post-demokrati ... kort sagt: alt det, som deres ideologiske abonnement beskrev som sin modsætning. Interessant og meget dialektisk, ikke sandt? Vi går selvfølgelig ud fra, at socialister har forstået, hvad dialektik er ;-) 

Men der var en mand i et land, der havde 'misforstået' socialismen, og som realiserede det, som socialisterne sagde, gentager: sagde, at de tilstræbte. Hans navn var Marskal Tito, og hans land var Jugoslavien. I modsætning til sovjetsocialisterne bekymrede han sig rent faktisk om arbejderne. De sagde, gentager: sagde, at de bekymrede sig om den såkaldte arbejderklasse, men Tito bekymrede sig rent faktisk om det arbejdende folk. Den måde, han organiserede samfundet på, viste det med stor tydelighed. Der var udtalt autonomi i virksomheder og lokalsamfund. Folk havde noget at skulle have sagt. Der var ikke tale om demokrati, men ikke desto mindre bestemte folk. Hovsa, demokrati! 

Ligesom det russiske tsardømme, måtte dette samfund destrueres. Imperiet tåler ikke tiltag, hvor deres egne falske statements eller pseudo-idealer tages for pålydende, og hvor deres laden-som-om bliver realiseret. Det får dem til at fremstå som det, de er: kejserens nye klæder i bar røv og wicklers. Altså: Jamen-jamen, det vi sagde, vi ville, var skam ikke beregnet til at tages bogstaveligt, det var bare beregnet til at stikke op i røven på folk, som en feel-good-dildo, eller slå dem i hovedet med, som en stok. I Vesten flød hele venstrefløjen over i munddiarré om solidaritet med arbejderklassen, især studentikose akademiker-burgøjser-yngel, der aldrig havde sat deres ben på en fabrik. Skrivebords- og vestkyst-socialisme havde kronede dage. Men da NATO, CIA, IMF besluttede at destruere Jugoslavien, klappede babyboomerne i deres små fedtede hænder og sang med i koret. Så meget for deres solidaritet med arbejderklassen. 

Jeg har en bekendelse. Da dette svineri fandt sted i starten af 90'erne, sang jeg med i det uhellige kor, for jeg anede ikke, hvad der foregik. Jeg var bare en dum og naiv studerende på et musikkonservatorium, der spillede violin og senere sang i kor - rent bogstaveligt. Så stærkt var det Store Bedrag i det 20. århundrede. Vi troede simpelthen på Den Kolde Krig, vi troede på fjendebillederne, vi troede på narrativet om de gode og de onde i verdenskrigene, vi troede på det hellige demokrati, vi troede på den saliggørende forbrugsfest, Disney, Hollywood, Coca Cola, Det Europæiske Fællesmarked, socialdemokratismen, materialismens opstandelse og det evige liv og fri os fra smerte og lidelse og giv os vort daglige gang sovs og kartofler med dåseøl til. Amen. 

Social-ingeniørerne havde i det traumatiserede øjeblik, lettelsen over den tilsyneladende afslutning på 2. Verdenskrig, indskudt et surrogat, et nyt verdensbillede, med afsæt i en afstumpet beskrivelse af dem ovre på den anden side af muren - som jo ikke kunne svare igen, da muren stod i vejen.  

Klassisk fascisme/nationalsocialisme 
Det er svært at være nazist eller fascist i dag. Det er heller ikke ønskværdigt. Derimod er det i høj grad ønskværdigt, at vi er fuldstændig klar over, hvad det var i dette fjendebillede, der pissede Imperiet i Vest af. 

Såvel Nazityskland som Sovjetrusland blev finansieret af jødiske Wall Street-oligarker, Schiff, Warburg og andre. Vi har alle navnene og forbindelserne, og alle transaktioner og virksomhedsdannelser fra perioden er gennemgået stump for stump. Selvom det ikke lykkedes nogen at tilbagevise Prof. Anthony Suttons forskning i emnet, er dette alligevel holdt uden for mainstream historieskrivning. Men nazisterne vendte bankmændene ryggen i 33, og Stalin til dels efter 45. Men da var begge kejserdømmer for længst smadret, nazisterne var blevet en hollywood'iseret propagandakliché, og kommunisterne var blevet det nye bekvemme fjendebillede i Den Kolde Krig, så amerikanerne og europæerne stadig kunne være behørigt skræmte og villige til at betale for opretholdelsen at et forvokset og grådigt forslugent krigsapparat helt ude af proportion. Vi ved i dag, at sovjettruslen var en grotesk og bevidst overdrivelse. 

Men det mest interessante spørgsmål er, hvad det var ved nazismen som styreform, der var en torn i øjet? Det skyldtes, at de så at sige brød etiketten og tilsidesatte det internationale centralbankvæsen, og i en årrække afskaffede dets ågerkarle-virksomhed. Og som en direkte indrømmelse af, at den internationale jødedom var intimt forbundet med denne parasittiske virksomhed - en gammel erkendelse, som alle nationer fra Europa og helt over til Kina havde gjort siden middelalderen - ankom der i 33 en formel krigserklæring fra en selvpostuleret 'stat', en organisation, der underskrev sig 'Judea'. Ikke desto mindre oplevede Tyskland de følgende fem år et økonomisk opsving uden sidestykke i europæisk historie. 

De allierede historieskrivere, der skrev den velkendte sejrherrernes historie, bortforklarer det med, at det blot var fordi Tyskland oprustede. Don't mention the økonomiske opsving grundet rentefri finansiering. Det måtte for enhver pris stoppes, så andre nationer, der i øvrigt havde et særdeles godt øje til tyskerne, fik den idé, at de også skulle prøve det. Det gjorde spanierne, italienerne, kroaterne og østrigerne, de sidstnævnte stemte sig derfor med 98% flertal til et Anschluss med Tyskland. Like it or not, men tag stilling til fakta.

Diktatur 
USA, NATO og deres fine venner i ISIS førte og fører krig med to af Mellemøstens velgørende diktatorer. Begge har sørget for stabilitet og velstand og stor tolerance i deres lande. Det drejer sig om Libyen og Syrien og deres diktatorer, Muammar Gaddafi og Bashar al Assad. 

Lad os først se på den berygtede diktaturstat og dens berygtede diktator, Gaddafi. Med streg under be-rygtet. Rygtedannelse er ikke nødvendigvis det samme som virkelighed og sandhed, for virkeligheden for libyerne for år tilbage, før landet blev lagt i ruiner og oversvømmet af USA-, NATO og Saudi-finansierede lejesoldater med kryptiske forkortelser som IS, ISIL, ISIS eller Da'esh, var det land i Mellemøsten og Nordafrika med den højeste levestandard for folk. Gaddafi havde næsten total opbakning hos sit folk, men der skulle blot en enkelt smædekampagne, med fuld mediedækning i Vesten til, før alle lige pludselig syntes, at manden var helt forfærdelig og fortjente ... at få skudt hjernen ud? Det vovede man så ikke at sige lige ud, men ævlede i forblommede vendinger om regimeforandring, at bringe det velgørende demokrati til de stakkels undertrykte libyere, der var så undertrykte, at de elskede deres præsident. Herefter talte man om ansvar for at beskytte de røde linjer i sandet, ingen støvler på jorden og ikke-fly-zone. Herefter blev Libyen bombet sønder og sammen, Gaddafi myrdet, to millioner libyere gjort nationsløse, landet oversvømmet med terrorister, den libyske ørken gjort ubeboelig i uoverskuelig fremtid med beskidte NATO-bomber indeholdende afberiget uran - we fucking nuked them!! Dertil blev de libyske guldreserver stjålet og landet gjort til et udskibningssted for våben til den næste planlagte krig i Syrien. At alle disse krige var planlagt, ved vi fra hestens egen mund. general Wesley Clark, tidligere øverstbefalende i NATO i et øjeblik af ... ja, hvad skal man nærmest mene, bondeanger eller moralsk kvababbelse? Eller var han som soldat også blevet udsat for de karaktermord, der er så hyppige i den betændte verden? Eller forsøgte han bare at vaske sine blodige hænder, efter den beskidte aktion i forhold til Eksjugoslavien? Vi kan ikke vide det. Man kan sandsynligvis være langt oppe i toppen af systemet, uden fuldt ud at have fattet det. 

Den libyske præsidents næste synd var at arbejde for en ny afrikansk dinar baseret på Libyens guldreserver, med det formål at gøre de halvforarmede lande i Maghreb uafhængige af petro-dollaren. Bare sig navnet p-e-t-r-o-d-o-l-l-a-r, og det kan nok være, at du ryster i dine underbuksers inderste grundvold! Dernæst fornærmede han den saudiske despotfamilie - i modsætning til hans styre, aldeles skrupulløse og kyniske tyranner og dertil notoriske statsterrorister - ved at kalde deres oliekonge for en forræder mod et broderfolk og medlem af den Arabiske Liga ved at tillade USA at overfalde dette land, Irak. Endelig ønskede han at forære sine naboer den fantastiske vandteknologi, som libyerne havde udviklet kaldet the Man Made Project. 

Efter hele svinestregen og ødelæggelsen af landet, kaglede fru Clinton skratleende op med sit smagløse 'Vi kom, vi så, og vi myrdede', efter at hun havde været en af hovedaktørerne i at skabe og finansiere ISIS som de benægtede boots on the ground - ligesom al Qaeda, som hun for åben skærm indrømmede, var helt og holdent en amerikansk opfindelse. Vi ved, hvad der venter verden, hvis denne psykopat bliver valgt til præsident for det land, der i øvrigt har myrdet fire af sine egne præsidenter: Lincoln, Garfield, Mckinley og Kennedy - alle for at sætte sig op imod bankmændene og gældsvældet. En lang og fornem tradition ...  

Meritokrati
Skal man nu også gøre sig fortjent til at være statsleder?

Det høres hele tiden, som et messende mantra, at Kina er et kommunistisk land, og at de skam ikke er demokratiske og føj for den! Man kan en gang imellem få lyst til blot at spørge direkte op i hovedet på folk, der fremturer med deres klicheer: 

Hvad rager det dig, hvordan et land i den anden ende af verden, med en anden kultur, vælger at styre? Og med hvilken ret mener du, at din mening om den sag har nogen relevans for den kultur, med de folk? Hvem har i øvrigt givet dig det indtryk, at dine idealer og meninger om styreform er fem sure potter pis værd, blot fordi du kan udsige din foragt og dine fordømmelser? Hvem siger, at folk derude i udkantsverden er det mindste interesserede i vores rådne demokrati, og hvem har fortalt dig, at one size fits it all? 

Kina er for det første ikke et kommunistisk land længere, heller ikke selvom de formelt set af navn stadig har et kommunistisk regeringsparti. De er i dag mere kapitalistiske end noget land i Vesten, hvor vi nu er gået over til totalitær sovjetstil femårs-planøkonomi. Det samme gælder for Rusland, men de snotforvirrede folk og medier i Vesten har endnu ikke opdaget, at russerne ikke er kommunister længere, ej heller at EU er blevet det nye Sovjet kaldet EUSSR, med planøkonomi og kommissærvælde. 

Kina er stille og rolig vendt tilbage til en opdateret udgave af sin ældgamle konfucianske tradition for meritokrati, altså position og hverv efter fortjeneste. Det betyder, at for at opnå en position i toppen af kinesisk politik og administration, skal man have aftjent en lang og stilsikker værnepligt som succesfuld leder på landsbyniveau, provinsby-niveau, storbyniveau med opland og distriktsadministration, før man overhovedet kan komme i betragtning som toppolitiker, for slet ikke at tale om regeringsleder. I modsætning hertil kan man blive præsident i USA som en total nitwit, uden nogen som helst politisk erfaring eller talent, blot man er villig til at udføre blowjob på bankeliten, militærindustrien og den jødiske lobby og opfylde kriterierne for at være en typecast styrbar nikkedukke, der kan læse op fra en teleprompter og kan udtrykke de politisk korrekte holdninger på kommando. Hmm, hvem kan jeg lige have i tankerne her ..?  

Timokrati 
Vi bryder os formelt ikke om et land styret af militærfolk. Men ethvert land, der er nødt til at gå i krig for at forsvare sig mod en angribende fjende, bliver i sagens natur til et timokrati. Da Vietnam blev overfaldet af USA mellem 1955-75, overgik de til undtagelsestilstand og militær ledelse, med kommandocenter, task force, hierarkisk opbygning, entydige ovenfra-og-ned kommandoveje, en folkelig hær dedikeret til at forsvare sig med næb og kløer. Og det kan nok være, at de gjorde det effektivt, for USA tabte rent faktisk Vietnamkrigen. I mellemtiden fik CIA så hevet tonsvis af heroin hjem fra den gyldne trekant til at finansiere deres sorte, lyssky projekter, så man kan vel sige, at US Deep State vandt deres del af krigen. 

Vietnam var sandsynligvis vendepunktet for den feel-good-kom-glad-1-2-bølge af americana, der fulgte bevidstløst i kølvandet på 2. Verdenskrig, der jo som bekendt var 'den gode krig', hvor de gode var åh-så-hjertensgode og de onde var monstre til hobe. Her blev der pillet ved glorien, og en vis stank slap ud fra skeletterne i skabet. Forinden var glorien pillet af det Britiske Imperium, der gik ned med dansen og tabte moralen, og sig selv som Imperium, ved at miste sin kronjuvel, Indien. Takket være psykopaten Churchill og det projekt, han var sat op til. 

Syrien i dag er et timokrati, da alt i det syriske samfund i dag er gearet til at forsvare sig imod horder af terrorister, professionelle lejesvende med lønseddel i lommen fra Saudi-Arabien, våben fra NATO stjålet i Libyen og finansieret ved opiumsproduktion i Afghanistan bakket op af den israelske hær og Mossad/CIA. For hver dag det lykkes dette land at modstå det enorme pres, der er lagt på dem, bliver man mere og mere målløs. Javist har de deres stærke allierede i form af Rusland, men det er stadigvæk syrerne, der tager slæbet og skraldet, og det syriske folk, der tåler disse umenneskelige lidelser. De syriske flygtninge bliver misbrugt dobbelt ved, at deres landsbyer først er jævnet med jorden, og at de efterfølgende er udset til, sammen med horder af subsistensløse afrikanske voldtægtsmænd, at være et demografisk masseødelæggelsesvåben til at balkanisere Europa. 

Teokrati 
Hvad er nu det for noget? Og hvad skal Gud nu blandes ind i statsdannelse for? Er det ikke noget med gudekonger i egyptiske og babyloniske fangenskaber? Og nej, jeg har ikke tænkt mig at fremstille Vatikanet som en modelstat, Gud forbyde det! Som Grundtvig skrev i en salme: Den Satans stol i Rom. Tænkte han på jesuitter-generalens lænestol? 

Nej, jeg tænker på et moderne teokrati, der med succes har styret et meget stort land udenom et kolossalt pres fra udenlandske parasittiske og morderiske kræfter. Vi er ude i noget politisk ukorrekt her, for vi taler om det iranske præstestyre. Uden at kende til Persiens/Irans historie i som minimum det 20. århundrede, kan man ikke forstå fænomenet, der er langt bedre end det rygte, som dets fjender har udspredt. 

Først må vi forstå, at Iran er en ældgammel og meget forfinet kultur. Da briterne ragede til sig i Indien, ragede de også til sig i Persien. Det iranske folkemord 1919-21 er indtil for nylig en velbevaret hemmelighed. Halvdelen af befolkningen blev myrdet af briterne ved kunstig hungersnød, en taktik, de havde brugt i Indien og i Irland. Herefter indsattes et marionetstyre med Reza Pahlavi, den seneste shah af Iran's far. Dette spøgelsesregime af nikkedukker fortsatte, kun afbrudt af den demokratiske æra i 50'erne, hvorefter briterne, sammen med amerikanerne, anså det som nødvendigt at omstyrte den demokratisk valgte præsident, Mossadeq, i 1956, da han mente, at Irans olie måtte tilhøre Iran og ikke British Petroleum. Det anti-demokratiske statskup indsatte nikkedukkens nikkedukkesøn som shah. Mange iranere, der senere flygtede fra præstestyret, har ikke forstået deres egen historie, men faldt for det besnærende i, at en shah - klinger det ikke gammelt og fornemt - var leder. For hvad er det, CIA, Mossad og MI5 gør, når deres nikkedukker ikke længere nikker i takt med deres nikkedukkeri? De afsætter dem og indsætter en ny nikkedukke. Næste gang hed han Ayatollah Khomeini. Manden var MI5-agent. Bemærk venligst, hvordan han i sin skummelhed ligner historiske forbilleder, alle sammen fundamentalist-slyngler opfundet af det britiske efterretningsvæsen til at fremme Imperiets sag. Abdul Wahab-typer med langt skæg og turban og brændende fanatisk blik, som trådt ud af Lawrence of Arabia i cinemascope. For at forstå islamisk fundamentalisme og dets politiske baggrund, er det nødvendigt at kende til det britiske efterretningsvæsens taktikker. Og hvor ville det være befriende, hvis muslimer ville gøre sig den ulejlighed og det stykke hjemmearbejde at sætte sig ind i det korrumperede stykke af Islams historie, for at bringe sig selv på højde med virkeligheden og ikke fortfarende lade sig røvpule, som en hunkamel i ørkenen. Alt for mange er faldet i den fælde, at man ikke kan kritisere Islam - heller ikke, når det kører frem i en korrumperet wahabi-version og bryder alle de strenge regler for anstændig krigsførelse - når det skal være - der kan læses i Koranen. 

Men altså: Khomeini bliver indsat i Iran. Der er imidlertid de, der har lugtet lunten og sørger for, at han ... kommer af dage. En gammel mand, javist, men døde han en helt naturlig død? Det samme kommer til at ske, når CIA-tilbehøret, Fetulah Gülen ikke længere er anvendelig i forhold til Tyrkiet. Det gav plads til en af de mest farverige og fantastiske skikkelser i verdenspolitikken, Mahmoud Ahmadinedjad. En vaskeægte teokrat. Han kunne stille sig op i FN's generalforsamling og starte med at tale i 10 minutter om Gud, hvorefter han tog bladet fra munden og nedsablede USA-imperialismen, Israel, Saudi-Arabien og alle deres gerninger og al deres væsen - uden frygt og uden at skamme sig. Han blev sandsynligvis tvunget til at gå af, da han var for åbenmundet. Men tag ikke fejl, han havde den allerstørste respekt hos de ortodokse jøder, med hat og slangekrøller, der, lige som ham, ikke mente, at staten Israel havde nogen legitimitet, og at Holocaust-mytologien var et klamt svindelnummer. Halløjsa! vi spoler lige tilbage her: de mest hardcore ortodokse jøder mener altså ikke, at staten Israel er legitim, at Holocaust fandt sted og at zionisme er værd at skrive hjem om! Og så synes de, at den tidligere teokratiske præsident for Iran er cool!  

Oligarki 
Oligarker har et mildest talt blakket ry. Tænk blot på de jødiske oligarker, der blev vappet ud af Rusland i starten af Putin-æraen. Russiske oliesheiker og finanshajer, i bund og grund mafiosi, der mente, at det nu var tid til at rage til sig. Jeltsin-æraen åbnede for et veritabelt parasit-angreb på eks-Sovjet. Der var en tidslomme, hvor den svækkede Sovjetstat var totalt blottet for allehånde overgreb fra det globale oligarki. 

Men vent lige et øjeblik ... Vlad Tepech ... jeg mener Vlad-imir Putin er jo selv en oligark. Han opererer bare ikke på standard-oligarkiets præmisser, for han har sin egen ærke-russiske dagsorden. Han er timokrat, for han er tidligere soldat og KGB-mand, med fuld indsigt i ... hele svineriet! Han er også teokrat, da han er ortodoks kristen og nationalist. Han er mere demokrat, end hykler-demokraterne i Vesten, da han tror på - og praktiserer! - russernes ret til folkelig, national selvbestemmelse. De kalder ham en ny tsar, fuld af forargelse i stemmen. What's your fucking problem here? Tsardømmets Rusland var en velsignelse for russerne. Sovjetstaten var et 70-årigt mareridt, uden lige! At vestens medier og politikere har ondt i røven over en ægte statsmand, viser deres egen mangel på format og tyven, der tror, hvermand stjæler. De er simpelthen bange for hans fortid som KGB-mand, for det betyder, at han - i modsætning til Vestens præsidenter - har direkte indsigt i, hvad der skete under den kolde krig, svindelnummeret beregnet på at bedrive statsterror overfor Vestens indbyggere. Det gør ham tværtimod til en højt kvalificeret præsident. Modsat sine amerikanske kolleger, hvis fortid består i regulær mafiavirksomhed. Bill Clinton var indfedtet i CIA's kokaintransporter til Arkansas. Han banede vejen for finansforbrydelser frem mod 2008. Han har på den anden side af 100 voldtægtsforbrydelser lurende om hjørnet. The Clinton Foundation er et syndikat for pengevaskning. Og hans kone er en historie for sig. Massemorder er kun én betegnelse for dette uskønne fænomen.

Anarki 
An-archos, ikke-styre. Kan det overhovedet lade sig gøre?

Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Men vi er nødt til at kridte banen af her. Nationalstater som anarkier - forget it! At tro på den slags er utopisme, luftkasteller, fantasmorgasmer. En stat kræver lederskab, ikke anti-lederskab. 

Anarki som praktiseret samfundsform kræver oplyste, selvstændige mennesker, med maksimal indsigt i deres eget liv og dets muligheder. En total smuk tanke, I love it!! Jeg ville ønske, at det var sådan. Det er det bare ikke. 

Anarki er for lokalsamfund. Men lur mig: når anarkiet har meldt sin ankomst, så følger hele raden af styreformer i halen på det. 

Anarkismens (Bakunins) problem er, at det er et halehæng til socialismen, utopismen, kollektivismen, kommunismen. Anarkisme er for tidlig udløsning af ur-kommunisme. Og hvad er ur-kommunisme? Det er en utopisk ur-kristendom, en drøm om tilbagevenden til den måde, de kristne undergrunds-grupper levede i opposition til Romerriget, deres overlevelses-måder ved at dele alt, intet at eje, total opofrelse for en abstrakt sag, osv. Kristen-kollektivisme blev til social-kollektivisme. Og Moses blev til fede filosoffer med fuldskæg. 

Anarkisme er som demokrati. Hvis den givne gruppe ikke er homogen, indforstået og helt klar til projektet, vil der straks være misbrugere, der forgriber sig på de fælles goder. Herefter bliver folk nødt til at stille noget op med den anarkisme, der blev til anarki, hvorefter der sker noget, der ligner og senere bliver til en statsdannelse. Man ansætter en milits til at holde den rockerbande ned, der lige er ankommet. Og så videre. 

På den anden side er der noget, der tyder på, at tilstedeværelse af uduelige myndigheder er værre end fraværet. I byen Acapulco fyrede borgerne deres politi. Da de forsvandt, faldt kriminaliteten markant. Surprise! I en amerikansk by ejer samtlige borgere skydevåben. Betyder det så, at de går rundt - som deres kujonregering hævder - og skyder hovederne af hinanden og enhver forbipasserende? Selvfølgelig ikke, og som du sikkert har gættet, så er kriminalitetsraten i denne by: zero! Det våbenforbud, der råbes højt om i USA fra regeringens side, har helt andre årsager. 

Så, folk er altså lokalt, når de bliver enige om spillereglerne, fuldt ud i stand til at tage vare på sig selv. Eksperimentet ville være meget interessant at dyrke i langt højere grad. Selvfølgelig betyder anarkisme ikke mangel på styre, for et styre vil altid opstå. Der er altid folk, der tager initiativet og førertrøjen. Det er en af de helt store forskruninger af virkeligheden, som socialister og bekendende anarkister gør, at mennesker skal nivelleres og være ens. Det er så skudt i låget, som noget kan være, og dertil uskønt. De samme mennesker ævler gladeligt om diversitet, men deres ene mund ved ikke, hvad den anden siger. Lighed gælder selvfølgelig ikke den dag, de selv kommer til penge - se blot på babyboomerne, der blev champagnesocialister, da de havde sat sig på alle de fede jobs i de glade 70-80'ere, fik stor villa og to biler. De opfører sig lige så snotforkælet og kommissæragtigt, som den lille forspiste pamperklasse i Sovjet, der levede for stjålne burgøjserpenge, med schweiziske bankkonti, russisk champagne og kaviar.  

Kaste-autokrati 
Udtrykket er interimistisk, for der er ikke et officielt navn for det. For ikke længe siden blev jeg gjort bekendt med, at der engang fandtes en avanceret styreform hos vore nordiske forfædre. Altinget var tilsyneladende kun deres 'generalforsamling', et konvent, en forsamling, bag og under hvilen fem selvstyrende og dog indbyrdes afhængige styreformer havde dannet sig. 

Inden jeg beskriver dette kompleks af styreformer, som jeg har forstået det (tak til min ven P.O. og hans viden fra autentiske kilder, med dybe rødder i vores fortid, for at gøre mig bekendt hermed), vil jeg nævne, at vore nordiske forfædre og -mødre ikke kan forstås uafhængigt af en global civilisation, hvis udstrækning har været Eurasien, Europa i dag udstrakt til Asien, eller Europa i dag som vedhæng til Asien. I dette kontinuum finder vi kastebegrebet.

Her løber vi allerede ind i oversættelsesproblemer, for det indiske kastesystem i dag er en stærkt degenereret udgave af, hvad vi stærkt må formode, var et intakt og harmonisk spirituelt samfund, hvor folk var opdelt efter deres niveau af udvikling. Vi kan også kalde det et druidisk styresystem, og disse rishier, druider eller 'filosofiske konger', som Platon kalder dem, finder vi netop i disse historisk-kulturelle sammenhænge. Det er interessant, at der i dette system var fem styreformer, ligesom Platon benævner fem styreformer på sin tid, hvor de har udskilt sig til monoformer i perioder eller i forskellige bystater. I det oprindelige system, der er langt ældre end Platon, fandtes de samtidigt indenfor samme samfund. Her gav begrebet Sam-Fund mening, hvilket det ikke gør længere.

Mistænksomhed til et kastesystem er altså berettiget i dag, men i en fjern fortid var det et ideelt styresystem, og Platons teoretiske forsøg på at gentænke det, stammer herfra. Hvad handler det om? Til sagen. Der vil blive brugt terminologi, der stammer fra det gamle nordiske sprog, og det vil blive sammenholdt med eftertidens politiske filosofi. 

1
Den første stand, kaste eller klasse var slaverne. Igen et stærkt belastet begreb, da det i fx romersk terminologi var en undertvungen, ufri mand stammende fra Imperiets overvindelse af andre folkeslag. Oprindelig var en slave blot en arbejder. Arbejderne havde en styreform, hvor alle var lige. Det kan sammenlignes med socialisme i dens teoretiske, ideelle form. Vi støder allerede her på, hvor svært det er at tale om, for der er løbet så meget vand fra åen i havet sidenhen, hvor ordene er blevet ideologisk ladede. Lighed var ikke påtvunget, den var indbygget. Du er født som slave, hvilket vil sige, at du ikke tager stilling til, hvad du skal gøre, for det er du ikke i stand til. Du er afhængig af, at andre fortæller dig, hvad du skal gøre, og du er fuldstændig tilfreds med det. Ligeledes er din indsats i samfundet fuldt ud respekteret, og dine evner som arbejder er uundværlige.  

2 
Den anden stand/klasse var svendene. Vi ville i dag kalde dem for håndværkerne, de faglærte, måske endog kunstnerne, for håndværk og kunst var ikke forskellige fra hinanden. Det er en stor kunst at lave en ordentlig stol. Jeg har lige deltaget i Copenhagen Skills fra sidelinjen, og jeg kan blot sige, at noget af det, som drengene og pigerne fra faguddannelserne udførte, var kæmpestor kunst i mine øjne, langt større kunst end et eller andet fortænkt modernistisk eller koncept-kunstnerisk makværk. Kunst og Kunnen var/er uadskillelige (bare hør ordet), men modernismen har totalt fucked det op, så man i dag ikke behøver at mestre et håndværk, men kan nøjes med at præsentere et smarty-farty design-show-off. En middelalder murermester, en renaissancemaler, en barok træskærer, en klassicistisk komponist, eller en romantisk skulptør var alle nødt til at beherske og mestre deres respektive håndværk. 

Svendene var orienteret mod udveksling af deres frembringelser. De var både håndværkere og købmænd. I dag ser vi også disse fag som adskilte. Men tænk dig blot en smed fra middelalderen. Når folk kom til ham for at få lavet en hestesko og sat den på hesten, indgik de en handel. Jeg har brug for det-og-det, hvad kan du lave det for? Jeg skal bruge det-og-det, og det tager så-og-så lang tid, hvorfor det koster så meget. Du kan ikke adskille produktion fra salg, og virksomheder i dag indeholder begge dele. Ethvert enmandsfirma ved, at begge dele skal falde på plads, før det kører. 

Svendenes styresystem vil vi i dag kalde for kapitalisme, igen et stærkt kompromitteret ord. Kapitalisme i sin oprindelige form er enhver mands ret til at handle med en anden mand, uden indgriben fra andre virksomheder, regeringer, lovgivere, eller organisationer. En sådan indgriben, der konstant finder sted i skrivende stund, ville være korpokrati, juristeri, bureaukrati, rovdyrkapitalisme eller globalisme (omvendt fascisme). Vi har ikke længere kapitalisme, men det havde man i svendenes autonome styre.  

3 
Den tredje stand/kaste var krigerne. Hvad skal der til for at føre en krig? Der skal for det første en livslang uddannelse i at håndtere våben, kampkunst og udøve strategi. Jeg bor selv på et sted i Sydsjælland kaldet Jungshoved - tryk på første stavelse, please! En af de fremmeste krigerskikkelser i 1600-tallet, der mestrede alle aspekter af sit fag, huserede på denne smukke halvø med udsigt udover Østersøen op til Stevns og ned til Møn. Hans navn var Svend Poulsen Gjønge. Vi er tilbage i slutningen af 30-årskrigen og svenskekrigene, og gøngerne eller snaphanerne var den tids guerilla-grupper, der sørgede for, at svenskerne fik kamp til stregen og til sidst måtte forlade landet. De kom fra Halland og Skåne = Danmark dengang, og skåninge i dag føler sig på mange måder stadig som danske. 

Hvad kendetegner krigernes styreform? Hierarki, en strengt topstyret kommandovej. Ingen krig kan vindes uden topstyring, rangorden og lydighed. Ingen krig i verdenshistorien er vundet vha rundbordssamtaler, symposier, indbyrdes forhandlinger (det er fred, vi i så fald taler om). Krigernes styresystem er derfor diktatur. Disciplin er en streng nødvendighed, ovenfra-disciplin eller selv-disciplin. Det er den kaste, der er tydeligst genkendelig i Platons Staten som Timokrati, bystaten Sparta. 

Lad os lige stoppe op her. Hvad er forskellen mellem Platons bystats-styreformer og det oprindelige komplekse eller komplementære styresystem, som jeg til lejligheden har kaldt kaste-autokrati? Forskellen er funktion og dysfunktion. Når én kastes styreform påtvinges de andre, ankommer det tyranniske element. Arbejdernes egalitære styre kan ikke påtvinges resten af samfundet, uden at proletariatets diktatur indfinder sig. Altså, en uproduktiv, ekstremt undertrykkende udjævning og udradering af naturlige forskelle finder sted, og hvor en snæver almægtig avantgarde eller pamperelite er højt hævet over masserne. Vi kender det fra Sovjetstaten og maoismens Kina. Folkemord finder altid sted i kølvandet. Hvad, der var godt som et autonomt styresystem indbyrdes blandt arbejdere, blev påtvunget resten af samfundet og så vidt muligt - hvilket var intentionen - hele verden. 

Hvis på den anden side svendenes/arbejdernes interne selvstyre blev påtvunget hele samfundet, ville vi få et oligarki, et industri-, købmands- eller bankmands-vælde. Det kaldes i dag for korpokrati. Oligarkerne styrer efter egen interesse. 

Det begynder at stå klart, at Platon beskriver ubalancerede styreformer, hvor den særlige styreform, der er skabt til én stand, én klasse, én kaste, med vold og magt påtvinges alle andre. Herved opstår slavestat, rovdyrkapitalisme, militærdiktatur, præstestyre eller monarki. Alle fem styreformer kunne være smukke og respektfulde i sig selv, men de historiske perversioner er alle sørgelige eksempler på ét vældes degeneration og dominans over de andre. Et slags kasternes statskup. Slut på pausen.  

4 
Den fjerde stand/kaste er de tænkende. Det svarer til brahminerne i Indien, hvor vi finder resterne af det vediske og ældgamle kastesystem. Hvad er deres styreform? Det er vort ideologiske koncept, anarki. Slaverne har ligeberettiget enighed. Købmændene og håndværkerne har enighed baseret på forhandling. Krigerne har enighed baseret på diktat ovenfra. De tænkende har en enighed og en styreform baseret på, at de rent faktisk kan tænke selv. De modtager derfor ikke ordrer, som arbejderne, for de har ikke brug for det. De har ikke en kommandovej, som krigerne, for det har de heller ikke brug for. De forhandler ikke, som købmændene og håndværkerne, for deres verden er traditionsbaseret. Deres styreform er anarki. Ingen bestemmer over dem. 

Vi har ikke eksempler på anarki som styreform i vor tid. Vi har eksempler på præstestyre, teokrati. Det iranske præstestyre fungerer rent faktisk. Så kan du være sur på det, forarget, ideologisk opkogt eller mene, at et land ikke kan tillade sig at gøre, ligesom shogun-styrets Japan frem til starten af forrige århundrede: at lukke sig fuldstændig om sig selv for at beskytte sig mod fremmede kulturers invasion. Og Iran er ikke engang lukket, alle kan rejse frit, efter den decideret grimme periode under MI5-agenten, Khomeini. Det er iranerne, der har oplevet ufrihed overfor Vesten via sanktioner. Vi glemmer altid, når vi hævder, at præstestyrer er af det onde (= det skal vi ikke kunne lide per definition), at Vatikanet er indbegrebet af et præstestyre, da det er en stat og ikke blot en hovedkirke. Her holder analogien anarki ikke længere, da dette firma - for det er et firma - er ekstremt hierarkisk opbygget, og deres Gestapo/hemmelige politi, Jesuitterordenen, er en militær enhed og et af verdens ældste, stadig fuldt aktive efterretningsvæsener. Og husk yderligere, at navnet efterretningsvæsen, er en grov eufemisme, da både CIA's og jesuitternes fremmeste opgave er at kontrollere og manipulere via alle tænkelige metoder, hvoraf efterretning kun er et redskab. Det har de så gjort siden 1540, og har derfor den størst tænkelige erfaring i at holde sig under radaren. Og nu sidder deres mand som en ny Caesar/pave i disse for vor klode så besynderlige tider.  

5 
Den femte stand/kaste er kongerne. Det oprindelige kastesystem er spirituelt. Du er født slave, svend, kriger, tænker eller konge. Derfor er systemet ikke rigidt. Hvis du fx er født som slave, men opnår høj grad af kunnen, så bliver du en svend, en håndværker, en købmand. Hvis du som tænkende individ har suveræne leder-egenskaber og forståelse for hele nationens skæbne, ånd og velfærd, så er du måske konge. 

Konger blev traditionelt rekrutteret fra både kriger- og tænker-kasten. I det ældgamle Rusland (før Kiev Rus) var der to slags prinser/fyrster (fyrste = den første, principe = den første). Der var prinsen i fredstid og prinsen i krigstid. En prins fra krigens tid kunne aldrig regere i fredstid. Fyrstedømmet var ikke-arveligt, du blev hyret som fyrste/prins baseret på kvalifikationer. Den ordning, der fungerede fremragende og retfærdigt i sin oprindelige version, er i tider, der kom efter, degenereret. De samme monarker, der førte krig, får lov til at sidde i fredstid, med blod på hænderne, en kæmpe statsgæld til bankmændene, en dyb infiltrering i det militær-industrielle kompleks, og deres privilegier går i arv, hvilket alt for ofte har ført til despoti (grundet indavl?). En ansvarlig konge/kejser kunne meget vel give arven videre til en totalt uduelig søn. En af de romerske kejsere, hvis format som leder rager op over de andre, var Marcus Aurelius, samtidig en berømt stoisk filosof. I hans breve viser han sig som ægte filosofisk konge i den platon'ske betydning. Hans søn var en uduelig nitwit, der ødelagde alt det, hans far havde skabt. 

Så, hvis præsterne eller de intellektuelle (fx som i bolsjevismen) påtvinger samfundet deres styre, bliver det grimt. Det bliver et mono-kastevælde i stedet for et kaste-autokrati, og forskellen er lammende. 

Gylden tid og rådden tid  
Ligesom Platons idealstat, hans aristokrati, ikke fandtes længere på hans tid, således findes det gamle kastesamfund i sin sunde form ikke længere. Antallet af kasteløse i Indien vidner om, at det kun er en reminiscens af vedaernes gyldne tidsalder. 

Vi har den regering, vi har fortjent. Jo mere, man funderer over, hvorfor det står så slemt til med vores styreformer og i særdeleshed demokratiet i vor tid, des mere forekommer det sandsynligt, at beretningerne om en gylden tid taler sandt. Folk var generelt mere oplyste og mindre - langt mindre! - fucked up. Der har været en højere mental og spirituel energi, og folkets ledere har været af et format, man skal lede længe efter i dag. Vi lever stadig i bærmen af Kali Yuga, selvom vi ifølge de mest pålidelige udregninger er ude af den. Der spores en vis inerti, den hænger lidt med røven. 

Men i det mindste er ondskaben og korruptionen så über-tydelig, at der er håb for, at katten ikke kan lukkes ned i sækken igen. Vi er rent faktisk midt i Apokalypsen, der på græsk betyder slørets fald (ikke Armageddon, som Hollywood bilder os ind). Dommedag er ikke Ragnarok, men som den siger: dommens dag. Studer den amerikanske valgkamp - Holy Crap! Man får virkelig lyst til at bruge ordet Antikrist her! Selv en mr. Trump vil ikke kunne stille meget op i det ovale værelse, selvom han, som den første kandidat nogensinde, har bragt en stribe højst tiltrængte emner på banen, der er blevet fuldstændig tabuiseret og politisk ukorrekte at nævne. Som minimum kan man for verdensfreden håbe på, at han vinder. Hvilket han allerede er i fuld gang med, men valgsvindelmaskinen er for længst sat i gang, og der meldes om massive problemer. Hvis det lykkes demokraterne og dermed deres bagland, globalisterne at stjæle valget, har vi meget hurtigt et meget uhyggeligt krigsscenarie i forhold til Iran, Rusland og Kina, da der absolut ingen grund er til at tro, at den kvindelige psykopatiske kandidat ikke vil gøre, hvad hun har truet med. Hendes forbryderkatalog er nu så omfattende, at hun burde være moden til capital punishment. Jeg vil i stedet anbefale forvaring i en gummicelle, med en dildo. 

At vi overhovedet bliver udsat for typer som Hillary Clinton, vidner om hvor dybt Kali Yuga sidder i sulet på os. At folk rent faktisk begynder at få øje på det i større stil, vidner om, at vi er på vej ind i en ny periode, en ny Yuga. Man kan have det håb, at psykobitchen rent faktisk har en historisk mission: at være så entydig korrupt-kriminel og skingrende krigsliderlig, at selv de mest afstumpede kan få øje på det. Mange vil dog være udenfor pædagogisk rækkevidde, men hvis blot en kritisk masse kan nås, er der håb for menneskeheden. Taler jeg med for store ord? Overhovedet ikke. Tidligere assistant secretary of housing og nuværende uafhængig finansrådgiver, Catherine Austin Fitts, er ikke i tvivl om, at det ikke blot er et valg mellem styreformer i disse tider og dage. Det er et valg mellem et totalt inhumant samfund og et samfund, hvor der er plads til mennesker.