13 spørgsmål til professoren

af marco_hanuman, the blogger

Wa så, fessor, er du klar?

1.
Hvorfor er det så vigtigt at forstå revisionismens afgørende betydning for vores historie - hvis vi som minimum forstår, at historie indebærer forståelsen af os selv, vores rødder, vores identitet og vores skæbne?

Fordi vi har fået en fad, impotent substitut for historie beregnet på netop at demontere forståelsen af os selv. Historie er reduceret til en kæmpe samling skrøner beregnet på enten at forherlige krigsmagten, når den har sejret, eller kritisere den af samme grund (såkaldt materialistisk historieskrivning), med det hovedformål at forherlige sig selv.

Generobring af historien er et af de vigtigste bidrag til heling af menneskeheden fra dets årtusind gamle sygdom: selvbedraget. 

2.

Hvorfor har kulturmarxisterne aka Frankfurt School of Social Studies og Yale School of Deconstructivism rendyrket projektionen?

De vender alt på hovedet og tillægger deres kritik til de, der aldrig har gjort det, der påstås, mens de selv gør alt det, de påstår, andre skulle have gjort. Det er ligesom en tale af Benjamin Natanyahu – hvis man skifter ordet Iran ud med ordet Israel, så giver talen pludselig mening.

Svaret er: fordi venden på hovedet og projektion er et zionistisk = neo-kabbalistisk tankesæt, eller som Eustace Mullins ville sige: et talmudisk tankesæt. At gå i den retning er selvskrevet politisk ukorrekt og påkalder sig derfor guds straf! Det ligger i luften. Netop derfor går vi i den retning. Når Magten forbyder, at der tales om den, bliver det nærmest hovedårsagen til at tale om den.

Hvis du vil identificere denne verdens herskere, så spørg, hvem der ikke må kritiseres.

3.
Hvorfor alt dette had?

Begrebet/memet hate speech er et skoleeksempel. Fra nogle af de mest hadefulde mennesker, med de mest hadefulde udtalelser under himlen, er der nu ankommet massive krav om ved lov at forbyde mennesker at udtale sig kritisk, hvilket de oversætter til hadefuld tale. De selv har lov til at trykke deres urgamle, indædte had af, og venstrefløjen, deres åndeligt-ideologiske udgydelse, ligeså, mens alle andre forbydes berettiget vrede over de overgreb, de udsættes for.

Bagvendtheden og dobbeltmoralen/hykleriet viser sit grimme ansigt, hver gang kulturkritik bliver vendt mod de, der har taget monopol på kritik. Det må man ikke, for man kan ikke kritisere kritikken. Hvilket selvfølgelig er absurd, for hvad nu hvis kritikerne og deres kritik er en slatten narrepølse? De boede i et glashus og begyndte at smide med sten. Prøv at anvende en af deres fortærskede floskler, den sociale konstruktion, på dem selv og deres projekter, så skal du se dem koge over. Prøv at anvende historisk kildekritik på 2. Verdenskrig og skriverkarlenes sort-hvide narrativ om den gode krig mod de onde, så skal du se dem få eksem og udslæt over det hele. Prøv at gå hen og dekonstruér en feminist som en nyttig luder for kulturimperialismens køns-balkanisering, så skal du se hendes underansigt gå i snerpet hønserøv. Prøv i det hele taget at gå seriøst i kødet på hyklokratiet [link] … så begår du lige så stor helligbrøde i meningsmonopolisternes hellige optik, som de begår hybris [link]. Og så får du deres politiske korrekthed, deres ideologiske jantelov at føle.

Taler vi udenom her, og nøjes vi foreløbigt med at konstatere hadet, uden at forklare det? Svaret er ja. Svaret ankommer først, når du når bunden af skriftrullen.

Ups!

En kvindelig politiker i Knesset kom for nylig til at tale over sig, ved at indrømme, at ’de’ havde skabt begrebet antisemitisme, for at lukke munden på deres kritikere. Altså, kritikerne af det folkemord, som den zionistiske enhed Israel startede allerede årtier før enhedens dannelse og frem til i dag, hvor der – blot som en del af folkemordet – befinder sig mellem 5-6 millioner nationsløse palæstinensere udenfor den omvendte koncentrationslejr. Behøver vi igen at nævne, hvordan ordet anti-semitisme er en social-terminologisk konstruktion og afledningsmanøvre, da zionister udøver den mest hardcore form for antisemitisme mod andre semitisk-talende i regionen. Punktum! Her åbent indrømmet ex katedra fra det israelske Knesset.

Med socialkonstruktivisme følger verbal-konstruktivisme.
Det kaldes også nysprog.

4.
Hvad betyder de mærkelige ord?

Her hører jeg en socialkonstruktivist løfte sin arrogante pegefinger og belære om, at udtrykket bruges ’forkert’. Nej, intellektspade, jeg ved da godt, at I selv bruger udtrykket om noget, i hævder, er en analyse, ligesom I hævder, at Frakfurterne blot bedrev ’sociale studier’. Realiteten er, at denne marxistiske og dermed primært zionistiske institution og dens såkaldte filosoffer ikke blot var analytikere, ligesom de magtfulde efterretningsvæseners hovedopgave ikke er efterretningerne i sig selv, men den magt, den konstruktion, de kan udøve med denne magt. Social konstruktion var ikke jeres analyseobjekt, det var jeres mål. At I ikke bryder jer om at høre det, er ikke vores problem. I har skabt et sygt, syntetisk ord, og nu bliver det udsat for dekonstruktivisme, en anden af jeres floskler. Hvis man ikke er til -isme-ord, så bare kald det de-bunk.

Den hellige undtagelse 
Det zionistiske tankesæt er ekseptionalistisk, for zionister har gjort sig til en undtagelse for, hvordan en kritisk metode kan anvendes. Man kan aldrig, ifølge dem, stille spørgsmålstegn ved deres form for analyse eller historieskrivning, for den er hævet over enhver kritik. Visse steder i Verden bliver man omgående smidt i fængsel, hvis man gør det. Man kan i dag heller ikke uden videre stille spørgsmålstegn ved, at Vesten og især de angelsaksiske lande er blevet forført til at føre ikke-staten, den zionistiske enhed Israels altødelæggende udenrigspolitik i Mellemøsten (nøje følgende blueprintet i Yinon-planen). Det er tabu at diskutere. De tør ikke gå i dialog, derfor lukker de altid munden på kritikere. De er i bund og grund en stak feje køtere og svagpissere, med en yderst dårlig sag og en betændt moral, så derfor er de nødt til at tilsvine deres kritikere, der ofte er deres ofre, ved at kreere en offerrolle. Offeret skal herefter have medlidenhed med bødlen, en total omvending af virkelighedens verden. Det er sort magi 2.0 og anvendt kabbalisme. 

5.  

Hvad er magt?
Filosoffen Michel Foucault har detaljeret beskrevet magtudøvelse på mikroplanet. Altså, hvordan magten manifesterer sig selv i en række forhold i dagligdagen, sproget, begreberne, institutionerne, diskursen. Kombineret med en geopolitisk beskrivelse af, hvordan Magten manifesterer sig på makroplanet i form af de store konspirationer og kulturpolitiske forførelses- og manipulations-greb, begynder vi at forstå Magtens skalerbare og altgennemtrængende væsen. 

Del og hersk

Multikulturalisme er rendyrket, imperialistisk del-og-hersk. Vi taler om den forcerede, den social-konstruktivistiske form, som lige nu hærger løs i Vesten. Japan har været et eksempel på, hvordan et land, der har formået at bevare sin nationale og etniske homogenitet i så lang tid, har kunnet modstå at blive multikulturelt udraderet. Og som følge deraf, hvordan Imperiet, da det for alvor kom efter Japan, gjorde det på så indædt en måde. Hvilket igen har at gøre med vigtigheden af seriøs revisionisme, for Japan blev på samme vis som Tyskland über-dæmoniseret vha ideologi-forgiftet historieskrivning.

Lad os indføre et nyt begreb: Projektionisme. Japan blev tillagt alt det, som imperialisterne bedrev. De skulle have en hemmelig plan om at underlægge sig hele Verden. Det havde de så ikke. Når de slog sig ned og okkuperede et land i Østasien, smed de først imperialisterne ud, hvorefter de altid lod de lokale styre landet. De indsatte, i modsætning til briterne, franskmændene og amerikanerne, aldrig et dukke-regime. Det var det pan-asiatiske projekt, som i sagens selve natur var anti-zionistisk. 

6.
Hvordan kan vi sige det?

Fordi kommunisme, som allerede sagt, var et zionistisk projekt. Den russiske revolution blev udtænkt, finansieret og udført af zionister. Mao’s massemorderiske kulturrevolution var indirekte zionistisk af samme grund. 

7.
Hvordan skulle det være kommet til udtryk?

Som en variation af det gigantiske folkemord, der fandt sted i Sovjetstaten. Interessant er det, at nylig afdøde zionistiske skikkelse, David Rockefeller (han var for snedig og diskret til at skilte med det, og underspillede altid sig selv og sine motiver) og hans protegé, den stærkt zionistiske skikkelse, Henry Kissinger, begge var de største fans af Mao's projekt. Ved hans begravelse, hyldede de ham som igangsætteren af det mest vellykkede statsprojekt i tiden. Vi taler om den mand, der stadig i dag sidder med verdensrekorden for egenhændigt iværksat massemord! Vi taler om det projekt, der kannibaliserede en gammel kultur og skabte et hidtil uhørt slavesamfund – som Vestens oligarker derfor elskede.

I en kannibalistisk kultur står alt på menuen.
Menneskeæderen er ikke kræsen.

8. 
Kom de så langt som til Østasien?

Zionisten Jacob Schiff finansierede den Japansk-Russiske krig, før den russiske revolution, for at styrte Zarens Rusland. Japanerne havde en Fugu-plan for at inddæmme zionsisterne. Ballonfisken skal tilberedes på en særlig måde, hvis den ikke skal være dødelig giftig. Nationer i hele Verden har grundlæggende anvendt to taktikker i forhold til khazariske pseudojøder/zionister (seneste navn). Enten blev de korporligt smidt ud af landet, hvilket skete i Europa i middelalderen. Eller også blev de indkapslet, så de var tvunget til at leve i kontrollerede ghettoer. Det skete i de fleste arabiske og nærasiatiske lande. Japan holdt sine fjender tæt til kroppen ved at invitere dem til at bygge deres kibbutzer i Manchuriet. De eksisterer den dag i dag, og er en fuldstændig uskadelig enklave – i modsætning til det giftige settler-regime i Mellemøsten, der har fået lov til at smadre hele regionen, senest med deres ISIS-projekt. Et nutidigt eksempel på, hvad der sker, hvis zionisterne ikke enten bliver smidt ud eller indkapslet.

Når japanerne hvert år udfører deres shinto-ritual i en berømt Shinto-helligdom i Tokyo, er zionisterne helt oppe at køre af skinhellig forargelse. Lige overfor helligdommen findes krigsmuseet i Tokyo, hvor der udstilles revisionistisk historisk dokumentation af 2. Verdenskrig. Altså, japanerne fortæller deres egen historie – jeg bér Dem, fru Heilbunt! - om krigen, og ikke krigsherrernes, men deres egen. Hvor uhørt, hvor formasteligt! Efter kapitulationen beordrede amerikanerne destruktionen af 1000-vis af bøger fra nationalbibliotet i Tokyo, med det formål at udslette japansk historie. Hvor har vi i øvrigt set bogbrændinger før? Det er tilskrevet nazisterne, men er derudover en ældgammel sag flittigt dyrket af romerne, der gik endnu mere radikalt til værks og nedbrændte dusinvis af biblioteker omkring Middelhavet. De led af et sygt mindreværdskompleks, hvorfor alle gamle og samtidige kulturer, der besad storhed, måtte ødelægges. I øvrigt mener jeg, ... Arvtagere: Det Britiske Imperium, Misundelsens Imperium og deres klon, US-Empire.

Med socialkonstruktivisme følger kulturdestruktivisme.

Krigen

Mellem 1. og 2. Verdenskrig var der overhovedet ikke fred. USA var i fuld gang med at bekrige japanerne i Østasien, for de havde sat sig op imod Imperiet. Husk, at briterne havde forsøgt at smadre Kina med opium. Husk, at briterne skabte, hvad vi i dag kender som zionisme (Cromwell in momoriam). Zionismen har sine fingeraftryk på alle de store blodige events i det 20. århundrede, det egentlige Holocaust, ikke Bolsjevik-Spielberg-versionen. Japanerne så, ligesom nordboerne, før de blev til vikinger, at Imperiet rykkede frem. Det var Imperiet eller dem, så derfor tog de skeen i egen hånd, rykkede frem i Østasien og fortrængte imperialisterne i erkendelse af, at Vestens sociale konstruktioner, demokrati og kommunisme og deres abrahamiske religioner, var fremmed for den asiatiske tradition med en konfuciansk styreform og et buddhistisk-filosofisk tankesæt. 

9.
Hvad handler krig om?

Krig handler om en hel række ting og sager, hvoraf de fleste helst ikke må omtales. Et overset element i den krig mod menneskeheden, som har varet i århundreder (som minimum), er en krig moderkendelse. Med omvendt fortegn. Krigsherrernes agenda er: hvor længe kan det lykkes for historieforfalskerne, anti-revisionisterne (de frygter revision af deres løgn mere end noget andet), virkeligheds-pamperne, falskmønterne ... at udsætte erkendelsen. Så længe udsættelsen finder sted, varer deres regime ved. Men udsættelse er nu det eneste, de kan håbe på. De løber efter toget i øjeblikket, for det er reelt kørt. De ved, de lever på lånt tid, for udsættelsen kan ikke finde sted for evigt. Ikke med mindre, de laver en Ctrl+Alt+Delete af Livet på Jorden, men det tør de ikke, for de har ingen steder at tage hen, og de har trods alt et menneskeligt overlevelsesinstinkt. Man kan iblandt betvivle deres menneskelige natur, men det kan skyldes, at psykopatiens væsen fremtræder menneskefremmed og livsfremmed (det modsatte af livsfremmende).

10.
Hvad er Z's mission? 
Zionismens mission i Verden, hvis man skal formulere en enkelt overordnet, har været at ødelægge alle den gamle verdens strukturer, så der kan dannes én enkelt og altdominerende struktur, der tilhører dem. Zionismen er et neo-feudalt projekt beregnet på at fremme en ny tids middelalderlige borgherrer forskanset bag uigennemtrængelige mure fjernt fra folk og fæ og goy.

Egentlig er det et genialt træk. Både at få venstrefløj og højrefløj til på hver deres måde at synge den samme zionistiske hymne. Venstrefløjen i sagens natur, fordi kommunisme og zionisme er to alen ud af samme stykke. Højrefløjen har altid være zionistisk. Den amerikanske, fordi de var fundamentalist-kristne, hvilket vil sige kristne zionister. Den nye højrefløj, fordi de ikke kan gennemskue, at der bag 95% af den terror, der finder sted, befinder sig en Mossad-agent. Disse typer har Ph.D i false flag og terror! Den zionistiske enhed Israel er født ved hjælp af terror. ISIS er en Mossad-CIA-operation. Bemærk, hvordan de lige husker at skyde mod en synagoge, mens de skyder mod uskyldige civile – på gaden i Paris til eksempel. Eller i København. Bemærk også, hvad der sker af Israel-venlige tiltag lige i forlængelse. Resultat: dele af det nye højre falder også for zionisternes klaverspil (de er klaveret, der spilles på).

For nylig gik det galt for dem. Det er selvfølgelig ikke første gang, for de blev grebet med underhylerne nede mindst to gange i forhold til Egypten. Én gang, da det blev afsløret, at bombeterror smurt af på egyptere, var Mossad. En anden gang, da Israel bombede et amerikansk krigsskib under 6-dageskrigen (USS Liberty), for at USA skulle bombe Egypten. Men altså: for nylig har der kørt en sag om, at der efter Trumps præsidentovertagelse opstod massive trusler af jødiske samfund og synagoger i USA. Der kan I bare se, hvad den onde mand nu har skabt! Truslerne viste sig at komme fra en zionististisk svindler fra hans computer i Israel. Medierne blæste truslerne stort op, men da en af ugens mainstream Fake News blev afsløret, ’glemte’ de at skrive om det. Det var de samme medier, der havde ført valgkamp for zionisternes/globalisternes favoritkandidat, Madame Neocon Clinton – et andet synonym for zionisme. Bemærk, hvordan en stor del af disse typer har dobbelt statsborgerskab. Bemærk også, at det klamme ægtepar, der udgør Clinton-forbrydersyndikatet, sammen med de klamme neocon-fætre fra Bush-forbrydersyndikatet, mødte op og græd deres tårer ved deres godfather og mentor David Rockefeller's grav, en af de mest indflydelsesrige skikkelser i forgiftningen af det 20. århundrede.

Vis mig dit begravelsestog, og jeg skal sige dig, hvem du har været.

Jeg har et forsigtigt bud. Den dag, det går op for jøderne, hvad de er blevet brugt til af forbryderiske zionister, den khazariske mafia, der kuppede jødisk identitet, bliver de seriøst vrede. Bemærk, at jeg tillader mig at skelne mellem jøder og zionister på samme måde, som jeg skelner mellem muslimer og islamister/wahabister. Den dag hjernevasken holder op med at virke, vil jeg meget nødig være zionist. Deres dobbelte statsborgerskab vil ikke længere hjælpe dem, og de bliver nødt til at grave et meget dybt hul i jorden. Rygter vil vide, at det har de allerede gjort.

Vi lovede ovenfor at svare på spørgsmålet:

11.
Hvorfor alt dette had?

Her må psykiateren på banen, så professor Tournesol tager sin psykiaterhat på. 

Had kan kun skyldes et fastlåst traume. Had er ikke vrede, hvilket allerede er en mulig vej ud af traumet. Had er, når man nægter at forlade sit traume. Vreden (... Gudinde! besyng, der greb Peleiden Achilleus) har allerede identificeret sin onde ond. Den hadefulde hader blot alt det, der kommer i vejen for ham. Det er her, projektionen sker. Vrede har en retning og en forløsning, had er retningsløst og uforløst. 

Når de hadefulde ud-hvæser deres beskyldninger om hate speech, så projicerer de deres had. Psykopater har meget lidt lyst til at blive gjort opmærksom på deres egen traumatiske natur. Og her nærmer vi os sagens kerne. 

Syntetisk psykopati

Had er syntetisk psykopati. Hadefulde mennesker er ikke nødvendigvis psykopater, dertil er der alt for mange af dem, og kun omkring 5% af enhver given befolkning, er psykopater. Vi kan også bruge ordet sociopater. Vi skelner her mellem mennesker, hvis traume er opstået i deres første to leveår, psykopater, og mennesker, der senere i livet er blevet injiceret med en projektion og dermed er blevet tvunget til at efterligne psykopatisk adfærd og spille deres spil, sociopater.

Social konstruktion er en sociopatisk konstruktion.

Psykopatens projektionsfelt er vanvittigt stærkt. Anorektikere/bulimikere, hvilket vil sige især pigers pubertets-psykose, har et uhyre stærkt projektionsfelt. I disse LGBT-tider skulle det ikke undre, om der er konstateret et stigende antal drenge med samme diagnose. Behandlere, der har haft med dem at gøre, kan berette om en projektionskraft, der er fysisk! De voldtager dig fysisk-mentalt til at spille med på deres sygelige kropsfornægtelse. Det er psyko-fysisk vampyrisme. Det er som bekendt muligt at behandle anoreksi, så der er ikke tale om egentlig psykopati, men der er tale om den samme projektions-kraft. 

12.
Siger du, at Z er syntetisk psykopati?
Jeg siger, at zionismen, som den opererer i Verden, er en syntetisk fastlåsthed af en særdeles usund mental-fysisk-social - og politisk - tilstand, og som bærer alle karakteristika for psykopati/sociopati. Zionisme er en pseudo-psykopatisk politisk filosofi.

Dens projektionskraft er patologisk.  

13.
Hvordan kan det lade sig gøre?
Du har fået delvist forklaret, hvordan det kan lade sig gøre. Men du spørger måske om, hvordan det kan lade sig gøre at skabe og fastholde et så usundt, menneskefjendsk og hadefuldt greb om menneskeheden? 

Den franske pædagog og tænker Roger Domergue - NB! manden er jøde! - er den eneste, mig bekendt, der har ramt slangens hoved helt rent. Det viser, hvor okkult, hvor dybt og uigennemskueligt fænomenet er. Traumet har et navn. Det hedder ottendedags-omskærelsen. 

Når man skærer det mest følsomme sted bort fra et drengebarn otte dage efter fødslen, traumatiserer man det lille menneske på dets mest følsomme sted i dets mest følsomme time. Domergue påpeger, at tidspunktet er valgt med kirurgisk-satanisk præcision. Traumatiseringen påvirker en vigtig cyklus, der foregår mellem den 8. og den 21. levedag, hvilket manipulerer det hormonelle system, der er ALT-afgørende for dannelsen af mennesket. Omskærelsen skaber syntetisk psykopati. Det forklarer, hvorfor en etnisk gruppe, der burde udgøre en ubetydelig minoritet og være fortyndet, som eddike i vand, har formået at kreere denne menneskelige vanskabning, der har trukket sit blodige spor gennem 3.500 års historie. 

Vi nærmer os en konklusion her. Via kringlede bagveje og over kryptiske boldgader. Den dag, jødiske forældre indser, at omskærelsen af deres drengebørn er en grundlæggende forbrydelse mod mennesket, og dermed mod menneskeheden, vil også de være i stand til at bidrage til en sund heling af denne verden. 

Det sidste spørgsmål - udenfor nummer: Har tallet 13 nogen betydning?
Svaret er: ingen kommentarer ;-)

Ekstremisten og andre essays

af morton_h, the blogger

Ekstremisten

Hvis nogen i et opløftet eller passioneret øjeblik skulle vove at løfte fingeren og adressere rod-problemerne i den verden, vi lever i, vil vedkommende omgående blive kaldt en ekstremist, en person der går til yderligheder.

Dette er et ekstremtparadoks. Personen, der løfter fingeren, adresser et samfund, et system, en virkelighed, der i ekstrem grad har fordummet, forgiftet, forløjet, forført, forulempet og fordærvet sine samfundne, bliver kaldt alt det, som systemet har udsat vedkommende for. 

Det er nu potentielt kriminelt at påpege kriminalitet udover lommetyvs-niveau.

Det er nu potentielt amoralsk at adressere amoral og dobbeltmoral.

Det er nu en potentiel terrorhandling at anholde regeringer, institutioner og organisationer, der udvikler og profitterer af terror mod egne og fremmede borgere.

Det er nu potentielt sundhedsskadeligt ikke at underkaste sig sygdomsindustriens(medicinalindustri + sundhedsstyrelser + lægevidenskab + sygehusvirksomhed + sundhedspolitik) produkter, kampagner, tiltag og forordninger.

Det er nu potentielt patologisk ikke at anerkende det patologiske prædikat, der er sat på dig, eller som du forventes at sætte på andre.

Det er nu potentielt samfundsskadeligt ikke at bifalde lalleglad, bajer-bøvet og hooligan-hellig deltagelse i plyndringstogter, folkemord, overfald, sønderbombninger og overfald på nationer-befolkninger-regeringer.

Det er nu potentielt ekstremistisk ikke at have det godt med ekstremisme.

Det regnes derimod for samfundsbevarende at dyrke ekstreme sager som:

• at se fjernsyn og læse aviser og tage deres udsagn for pålydende
• at afgive sin stemme til valg og afgive beføjelser til idioter, der lover guld og grønne skove men gør det modsatte af, hvad de lovede, og dernæst regne med, at du får indflydelse på væsentlige emner. Dette har afgørende konsekvenser for dig, dine børn og dine børne-børn ...
• at betale sin skat uden at vide, at krigskat i fredstid er ulovlig og at ingen multinational virksomhed betaler skat
• at acceptere gæld til sin bank uden at vide, at det er din bank, der skylder dig penge og ikke omvendt
• at passivt og helst applauderende godkende, ja helst hylde og forherlige ødelæggelsen af diverse nationer, samfund, regeringer, lande – fordi amerikanerne, briterne, israelerne, saudierne, tyrkerne og franskmændene siger, at det er politisk korrekt ifølge deres syn på verden og menneskeheden og deres selvopfattende storhed
• at se passivt og endog bifaldende til, mens en minister forærer en stor dansk virksomhed til et af verdens førende finansielle forbrydersyndikater samtidig med at folketinget vedtager en offentlighedslov, hvor du ikke længere har indsigt i beslutningsprocessen.

Du vil blive betegnet som radikaliseret, hvis du udtaler dig om roden (radix: rod) til ondskab.
Du vil få at vide, at det er hadefuld tale at give udtryk for vrede, som ethvert hæderligt menneske udstyret med samvittighed bliver nødt til at udtrykke i mødet med denne ondskab.
Du vil få prædikatet politisk ukorrekt, hvis du tillader dig at give udtryk for noget, der strider imod det nye globale kommissærvældes standarder for korrekthed.
Du vil blive udråbt som farlig for samfundet, hvis kommissærvældets lakajer - det må være på tide de tyndslidte marxist-floskler vender tilbage til dem, der sled dem tynde - finder, at dine interesser strider mod dem og deres neo-feudalherrers ditto.

Så meget desto mere grund til ikke at lægge fingrene imellem! 
Hvis kommissariatet mener, at de er nødt til at sætte hele det tumpe-tunge totalitære skyts ind overfor enhver anfægtelse, så er de på det, der på godt dansk hedder: skideren. 

Lad os endelig gå til yderligheder. 

 

Et samfund der fungerer

Der er noget, der tyder på, at bysamfund på over 500.000 mennesker ikke fungerer. Tallet kan diskuteres, men et faktum er, at samfund, det være sig byer, bebyggelser, beboede landskaber, fællesskaber, der vokser sig meget store, altid får problemer der synes uløselige, evigt tilbagevendende, og som accelererer, medmindre der konstant og massivt sættes alle mulige kompensatoriske programmer og styresystemer i værk. Det er derfor storbyer og metropoler altid generer en bærme af socialt katastrofale, dysfunktionelle, forarmede, kriminelle og trøstesløse kvarterer og sociale lag. Det er derfor, at storbymagneten er falsk varebetegnelse, når den lokker 1000-vis og atter 1000-vis af tilflyttere til med løftet om det fede liv, de fede relationer, den fede gang-i-den og den fede fortjeneste. Det gælder egentlig kun for det fåtal, der trives i parasittens mave på de manges bekostning. 

Den altædende Metropol

Et absolutistisk og trøstesløst udsagn, men ikke desto mindre med en virkelighed bag sig. Husk i øvrigt at gradbøje den slags udsagn.

Det samme synes at være tilfældet med kreative virksomheder. Her går grænsen ved syv personer. Alt over syv – tallet kan igen diskuteres - betyder, at teamet ikke længere fungerer som en organisme, der generer den dynamik, der kendetegner en kreativ virksomhed. I større virksomheder skal der iværksættes alle mulige og umulige management-procedurer, der kompenserer for tabet af kreativt flow og givende samarbejde. Industriel storproduktion, javist, men skabende virksomhed er ikke længere tilstede. Det er derfor, man hele tiden ser små kreative virksomheder blive opkøbt, spist, fordøjet og skidt ud igen i det korporatiske kannibal-orgie.

Samfund opskaleret til politiske styreformer synes at have en øvre grænse, hvor de begynder at udvise tegn på forfald. Imperiet er over grænsen. Alle styreformer kan i princippet fungere. Socialisme, kapitalisme, demokrati, monarki, anarki, diktatur. Alle kan fungere i et eller andet omfang, men størrelsen af de samfund, hvor det skulle fungere, vil modarbejde det og bringe systemet til fald.

Et tankeeksperiment om styreformer

Lad mig vove den påstand, som de fleste vil automat-reagere på pga indpiskede vaner og obligatoriske holdninger, men hold alligevel fast et øjeblik: selv nationalsocialismen ville have fungeret udmærket, hvis ikke Tyskland havde rodet sig ud i en storkrig mod primært Sovjet. Husk, at de aldrig ønskede krig med England og Frankrig, og at USA som i 1. Verdenskrig intet egentlig mellemværende havde med dem. Men krigen var planlagt og ønsket af styregrupperne hos de allierede, altså inklusive Sovjet, der var den egentlige aggressor. En meget lang historie i sig selv at få afdækket, da der er skrevet så meget selvforherligende pynten-på-vendenshistorien om det emne.

Men foretag for en stund tankeeksperimentet – også selvom det med rimelighed kunne indvendes, at man ikke kan skille emnet ad på den måde. At Tyskland kunne rejse sig og smide åget fra Versailles skyldtes opbakning fra befolkningen og den nationalsocialistiske økonomi. Naboerne, selv briterne, beundrede dem for det. De kan ikke lide at indrømme det, men det gjorde de. Kombineret med tyskernes enorme effektivitet skabte det en historisk styrke uden sidestykke. Men så kom krigen. Husk endvidere, du der per automatik har lært dig selv at sige: jaaa, men det var også kun, fordi de oprustede. Tyskland gendannede en national hær på størrelse med Frankrigs og Englands. Ikke yderligere. Men hemmeligheden bag opsvinget var, at de udmanøvrerede ågerkarlenes centralbankvæsen. Derfor ankom krigserklæringen i 1933 fra Judea, et ikke særlig kryptisk navn til lejligheden for den zionistiske verdensorganisation. Den kazariske mafia erklærede Tyskland krig. Den samme mafia, der havde skabt den russiske revolution med tilhørende folkemord (147 millioner, senere 100 millioner i the sequel: kulturrevolutionen i Kina), den tyrkiske revolution (inkl. det armenske folkemord), der finansierede og marionetdukke-styrede Winston Churchill (gruppen Focus), der i 1919 forsøgte at gentage revolutionen i München men blev opdaget og smidt ud, som satte ild til Rigsdagen, og som bragte USA ind i en verdenskrig igen (læs, hvad Chaim Weitzmann skriver til Churchill, manden der dengang medvirkede i sænkningen af Lusitania). Den mafia blev i 1933 blev frataget deres tag-selv-bord indenfor ågerkarleri i Tyskland, og derfor oplevede den tyske økonomi et historisk enestående opsving.

Den altfortærende ågerkarle-parasit

Havde tyskerne ikke lagt sig ud med den åger-parasit, der udsugede det tyske samfund og havde crashet dusinvis af tyske banker og stjålet kundernes penge, og havde de undgået krig med England, hvis hær allerede var slået ved Dunkerque, så ville deres model være blevet kopieret af andre lande med stor velstand til følge. Men det er alt sammen kontrafaktuel historieskrivning, hvor vi kan forestille os alt muligt. At det er hypotetisk skyldes to faktorer. At zionisterne og det internationale centralbankvæsen for enhver pris måtte forhindre Tyskland i fuldt ud at implementere og især eksportere deres økonomiske model. Hvis ikke det lykkedes ved at Tyskland blev ødelagt i en storkrig, så ville det have betydet faldet for hele den megaparasittiske grundstruktur, der stadigvæk i dag er garanten for global forarmelse og evig krig. For det andet var det utænkeligt, at England og USA ikke involverede sig i krigen, da dette allerede var indskrevet i manuskriptet. Hverken den engelske, franske eller amerikanske befolkning ønskede krigen, men i de kredse, hvor folk som netop Weizmann og Churchill færdedes (sidstnævnte psykopat var i virkeligheden blot en nyttig dukke i spillet), og hvor City-of-London og Wall Street hajer svømmede rundt, stod der krig og ødelæggelse af endnu to kejserdømmer på menuen.

Hvad nu hvis ...

De siger, at kontrafaktuel historieskrivning er forbudt i den hellige historieskrivnings navn. Jeg siger, at vi er nødt til at øve os i at forestille os hvad-nu-hvis, hvis vi nogensinde skal vende skibet, dødsejleren, Titanic 2.0.

Det står lige nu i manuskriptet, at Tredje Verdenskrig skal udrulles. Chancen for at det vil ske er indlysende, fordi vi intet har lært af de to foregående verdenskrige + alt 'det løse' i de 70 år, der er gået. 2 ½ generation forbrugs-liderlige og historieløse mennesker og en ny generation af iPhone- og social-lirs-narkomaner regnes af krigsmagerne som garanter og glidecreme for deres næste projekt. Hvis vi ikke træner os selv op i at genkende mønstre og forstå egentlige sammenhænge, og hvis vi fortsat er så naive at tro, at massemordere og psykopater fortæller sandheden om, hvad de har gang i, mens de er åh-så-bekymrede for vores ve og vel, så har vi med garanti en full-blown verdenskrig engang efter næste amerikanske valg.

By-the-way, glemte jeg at nævne, at Tredje Verdenskrig allerede er startet?

Hvad nu hvis? Hvis man ved valgsvindel – en herlig amerikansk tradition praktiseret med stor succes siden 1876, nu med computersystemer – får placeret en kvindelig neo-con og terrorist-hore som præsident (Benghazi, ISIS,...), så har vi en åben krig med Rusland, Iran og Kina indenfor et par år. Hvis det bliver en lettere forvirret milliardær, der betaler for sin egen valgkamp og udtaler det, som alle tænker, men få vover at sige, så skal de først have skudt en kugle gennem hjernen på ham – endnu en herlig amerikansk tradition – og det vil selvfølgelig igen-igen være en ensom, forstyrret galning uden forbindelser til hverken efterretningsvæsener eller hofsnoge i-og-omkring hans politiske modstandere. Måske vil det være – ja, det er faktisk en skidego ide! - en russisk agent udsendt af mr. Putin. Herefter hurtig magtovertagelse og omgående nucleart-konventionelt-eksotisk modangreb sættes ind. Militærindustrien har allerede ståpik og savl ned af hagen ved udsigten til endelig big-scale at afprøve deres seneste starwars-våben. Tre fluer med et smæk. Exit milliardæren, intro psyko-bitchen, falsk flag for næsen af vestens befolkninger og ud over stepperne med det store blodbad i det 21. århundrede.

Den alt-foragtende psyko-bitch før det store blodbad

Det ville dårlig nok være kontrafaktuelt gætværk, for alle erfaringer og historiske fakts peger i netop den retning. Altså fakta, kendsgerninger vel at mærke, ikke det slatne simili, der går under navnene journalistik, medieinformation og skolebogshistorie, men virkelig, vaskeægte, verificerbar viden frembragt af folk, der kan genkende mønstre og forstå egentlige sammenhænge.

Men hvad nu hvis? Hvis en kritisk masse af mennesker i den vestlige verden med en stigende viden i samarbejde med mennesker udenfor den vestlige verden, der længe forinden har vidst det meste, siden de er blevet overfaldet den ene gang efter den anden af Imperiet 1-2-3.0 de seneste 250 år – altså hvis tilstrækkelig mange mennesker hver for sig og i flok og med tilstrækkelig gennemslagskraft via en akkumuleret energi får kanaliseret deres vrede bort fra use the dark force og får skabt en ny megatrend:

• At alle spots og lamper peger på krigsmagerne og at der bliver sagt så tydeligt NEJ, at det svier langt op i røven, samt stillet krav om en fyldestgørende forklaring på, hvad det danske militær laver som en hund i halen på en aggressiv, krigsliderlig stormagt og dens forfatningsstridige krige.
• At det bliver hipster at spørge de uansvarlige politikere lige op i ansigtet, hvor mange fedterøvstillæg de har fået for at medvirke til folkemord.
• At det bliver mainstream at forlange en fyldesgørende forklaring på, hvad terrorisme er, hvem der opfinder, træner, finansierer, bevæbner og hyrer terrorister for dernæst at profittere via de befolkninger, de har skræmt livet af og hvis civile rettigheder de har inddraget (var der et hint til svaret i formuleringen af spørgsmålet? – sorry for that).
• At gøre så meget hjemmearbejde, at de dumme, dovne og kujonagtige medieredaktioners inkompetence bliver så skinger, at de for ikke at tabe deres sidste lag af faglig troværdighed + deres kunder + deres job bliver nødt til at beskrive virkeligheden og ikke længere kan nøjes med at lade studentermedhjælperen på redaktionen skrive af efter Reuters og Ritzaus med venstre hånd, mens hun flimrer på Facebook med den højre.
• At forlange 100% gennemsigtighed i alle nationaløkonomiske anliggender, startende med ejerskabet bag Nationalbanken, videre til, hvordan det kan lade sig gøre for et rigt land af have en kæmpe statsgæld, videre til hvor mange penge bankerne hvert år scorer på gældsættelse af borgerne via et okkult system, og endnu videre til helt nøjagtigt hvor meget de multinationale skylder i skat i et land, hvor der betales 50% i skat af borgerne men 0% af dem selv.

Hvad nu hvis vi fik Apokalypsen – græsk: tæppefald, afsløring – og ikke Armageddon og Holocaust igen-igen? Altså det virkelige Holocaust – den halve milliard massemyrdede i det 20. århundrede og ikke det ynkelige zionistisk-bolsjevikkiske Hollywood-svindelnummer, der skulle aflede opmærksomheden fra den egentlige forbrydelse og samtidig skaffe en mikroskopisk og snotforkælet gruppe mennesker en langtidsholdbar dårlig undskyldning for at fortsætte etnisk udrensning, racisme og folkemord i lokalområdet.

Hvad nu hvis – og dette bringer os op i de højere luftlag udenfor vores egentlige indflydelsessfære og ind i feltet af høj-oktan-spekulationer(J.P. Farrell) – at den gamle energi, det Store Traume for menneskeheden efter katastrofen ved istidens afslutning, der udryddede det meste af Jordens befolkning samt den avancerede civilisation, som videnskab og historie ikke vover at beskrive … hvad nu hvis den energi er udslukt?

Konsekvenserne af det, vil i så fald være, at vi ikke kommer til at se en full-blown version Tredje Verdenskrig men blot psykopat-elitens febrilske tiltag og desperate forsøg på at gennemføre deres plan. At det er deres plan, står skrevet overalt på mure og plankeværker, det skriger til Himlen, så det er ikke et diskussionsoplæg men en konstatering. Hvorvidt planen lykkes, står derimod til diskussion. For hvad nu hvis de har de stærkest tænkelige universelle energier imod sig? Og hvad nu hvis Sort Magi ikke længere tilstrækkelig til at manipulere med energierne?

Tilstedeværelse

Den tyske filosof Martin Heidegger har et begreb for autencitet og åndsnærvær: das Dasein.

Skal vi så lige få den på plads fra starten: det 20. århundredes største og mest indflydelsesrige filosof har i sit eftermæle måttet kæmpe med beskyldninger for nazi-sympati og antisemitisme. Suk, gab, where to even begin!? Han mente i starten, at det nye styre var påvirkeligt og valgte at understøtte det. Da han så, at det ikke kunne lade sig gøre, tog han afstand, lige som han tog afstand fra den katolicisme, han var vokset op i, da han så kirkens korruption og stivnen i dogmatik. Han støttede uden forbehold sine jødiske kolleger, digtere og elever, og hans livs kærlighed var Hannah Arendt, tidligere elev, jødinde og filosof. Og kan vi så få lov at komme videre?

Jeg har endnu ikke læst den danske oversættelse af hans hovedværk Sein und Zeit/ Being and Time. Så uden at kende oversætterens valg, vil jeg sige Nærværenhed. Jeg skal jo opfinde et nyt ord, for det gjorde Heidegger selv for at bringe sine læsere og elever ud af ordets fængsel.

Nærværenheder i familie med Eckhard Tolles Væren i Nuet og det buddhistiske koncept for væren, det er afledt af. På det punkt er Heidegger ligesom Schopenhauer en slags mystiker, og ligesom Wittgenstein en slags zenbuddhist. Men han flirtede han aldrig med østlig mysticisme og tog sit udgangspunkt i den store vestlige tradition. Han kendte buddhismen, hvilket et filmet interview med enthailandsk buddhistmunk viser, men han kendte også forskellen og fandt intet behov for kulturspring.

Den altfavnende filosof på sin bænk

Hans eget liv demonstrerer hans tankesæt og hans bud på Nærværenhed. Ligesom en af det 19. århundredes vigtigste filosoffer, Søren Kierkegaard, færdedes han i sit lokalsamfund og hang ud med alt og alle, på gader og stræder. Han sad ikke dagen lang i sit elfenbenstårn som en parodi på en abstraktions-filosof, han drak sin øl i det lokale værtshus i Messkirch, Baden-Würtenberg, det yderste sydvest af Tyskland, før det bliver til Schweitz eller Frankrig. Vi er i Kaspar Hauser-land, en kernehistorie i sig selv. Han var ikke ud af en fin, akademisk familie men en simpel søn af bonderøve i Schwartzwald. Han var der, her-og-nu nærværende og tilstede.

Han delte sin store aversion mod teknologi med J.R. Tolkien – uden forbindelse i øvrigt - og han så det som fremmed for autencitet. Vi kan sige, at han så det (in)humane affaldsprodukt, som industrialismen havde skabt: overflade-mennesket, det ikke-nærværende menneske. Heidegger så tværs igennem det, som industrialismen havde gjort ved mennesket. Industrialisterne havde skabt en dehumaniseret Golem af et over-individualiseret, subjektiviseret væsen, der konstant var på vej et andet sted hen til en anden tid, og som aldrig var tilstede, for hvem ønsker at være i Helvede i tid og sted? Industrimennesket opfatter verden omkring sig som en serie redskaber, ligesom det selv opfattes og behandles som et redskab, en maskindel.

Mens vi har de store Fantasy-mestre fremme – før Fantasy-genren gik i forfald og blev plattenheimer-Hollywood-industri – så skriver en anden mester udi genren, Michael Ende, videre på et Heideggersk koncept: Intetheden,das Nichts. I sin mesterfortælling for børn og barnlige sjæle med en særdeles voksen dybde: Den Uendelige Historie, beskriver han, så det løber koldt ned af ryggen på én, hvordan Intetheden, meningsløsheden, uautenciteten, fremmegørelsen, den traumatiserede uvirkelighed angriber drengen, fortællingens hovedperson, og sender ham ud på en Quest of Selfhood, den store road-movie på vej hjem.

Heidegger-eleven Wittgenstein siger: Om det man ikke kan tale, må man tie. Heidegger forudgreb ham ved at praktisere, at man godt kan tale om det alligevel, blot man finder det rigtige sprog. Poesi og musik er derfor det sprog, der kan udsige det uudsigelige ved at inkludere stilheden, ordet bag ordet, lyden bag lyden. Fortiden er uigenkaldelig, nutiden er udefinerbar, og fremtiden er et uendeligt antal muligheder, hvilket er Intet. Vi ser hele tiden frem til noget, der ikke eksisterer. Kun døden er virkelig og ikke til at komme udenom. Heidegger svarede en gang på et spørgsmål om livets mening med: Mennesker burde tilbringe mere tid på kirkegårde. Friedhof – fredsgartner.

Væren såvel som ikke-væren er evigt tilstedeværende i vores liv, sprog og bevidsthed. Intethed lever sit parallelle, parasitiske liv med Nærværenhed. Vi kender altså betydningen af at væreog derfor også ikke-at-være. To be, or not to be. Den herskende tilstand i det nutidige samfund er en systematiseret, totalitær, rendyrkning af not to be, uautencitet, fremmedhed, ikke-tilstede-væren. Das Nichts.

Heideggers opus er én stor kritik af det utilitære helvede udtænkt i Oplysningstiden, realiseret i Industrialismen og perfektioneret i Totalitarismen i det 20. århundrede.

Meninger til discountpris

At have en mening om noget er det letteste i verden. At have en kvalificeret mening en en anden sag.

I omgangen med det (efter dets egen opfattelse) dannede og tænkende segment, er det slående, hvor mange ukvalificerede meninger der flyver rundt i luften. Det er sagt før, og det siges nu igen: de er jo uddannede, de har titler, de er intellektuelle, de er akademikere, de har læst x-antal bøger indenfor deres speciale – så de kan jo ikke tage fejl. Et af problemerne er blot, at det, de troede var kritisk tænkning, i virkeligheden var præfabrikat og hjernevask. De lærte ikke at tænke, og deres ikke-tænkning gik under falsk varebetegnelse som tænkning. De kom aldrig videre end til den intellektuelle kravlegård, der var den ideologi, de abonnerede på, og som sikrede et steady flow af meningsdannelse.

Det gik et stykke tid, en håndfuld årtier. De levede højt via den aura, den selvhøjtidelige fims der omgærede dem. Men tiden overhalede dem, og deres manglende hjemmearbejde i forhold til virkeligheden indhentede dem. Når de stadigvæk uden at blinke fyrer deres bøvede discount-meninger af, er der et sært og grimt reverb, en distorsion, en normalize, et ekkokammer over lyden. De er med garanti politisk korrekte og klapper i udsigelsens øjeblik både sig selv og hinanden på ryggen. De elsker at være i hinandens selvbekræftende selskab og skyer enhver lejlighed til at møde folk, der tænker anderledes end dem selv. Hvis de meget imod deres vilje bliver konfronteret med noget, der anfægter deres selvtilstrækkelighed med anderledeshedens substans og indhold, vil de altid gå efter manden og aldrig efter bolden for hurtigst tænkeligt at lukke munden på den irriterende modstand. Karaktermord er deres speciale, substans er et hul i jorden for dem. Falsk logik sidder på rygmarven. Deres interesse i forskellighed er lig nul, men de kan vældig godt lide at tale om diversitet. De mener, at kritik er filosofien, men bliver de selv udsat for kritik, skider de både røde og grønne grise. 

Hvem sked mig ud?!

Efter et stykke tid og en håndfuld årtier var det slut. De opdagede det ikke lige med det samme. Der var bare noget ved den måde, de grinede på … he-he-heeh? (grines der med?), der fik dem til at se sig over skulderen. Det var ikke sjovt længere at være akademiker-smart og ironi-arrogant. Der var et par af de gamle venner, der var begyndt at stille ubehagelig spørgsmål. Landskabet var begyndt at opføre sig anderledes end kortet. Det var ikke længere nok at råve kapitalist!og så regne med som sikkert, at der blev klappet i hænderne og sunget i kor. Der var ved at blive ufedt at sige, at man havde set det i fjernsynet – eller ikke at indrømme, at man bare havde set det i fjernsynet uden at have tjekket det ud. Det var ikke længere nok at hyle fascist!, for hvad var det nu, det betød. Det var ikke længere nok at vræle antisemit, for hvad var det lige, en semit var for en fætter? Der var endog de, der var begyndt at mene, at EU og NATO burde nedlægges. Kan man nu ikke længere få lov til at være teknokrat-elitær eller krigsliderlig uden at stå til ansvar for det? Det er saftsuseme den stiveste!!

Og hvis man også skal til at kvalificere sine meninger, så kan det fanderme også være lige meget ...