Rusland

af marco_hanuman, the blogger

Vi har valgt at dedikere en hel blog til Rusland i anledning af, at Google og datamafiaen har valgt at blokere for læsere fra Rusland og Ukraine, der for deres part valgte i stort tal at læse paradigment.blogspot.dk. 
Årsag: datamafiaen og dens bagland er bange for russerne. De er bange for, at folk i Vesten skal vide noget om, at russerne er intelligente og venlige mennesker, og at russerne skal vide noget om, at der er et stigende antal folk i Vesten, der udmærket er klar over det.

Vi sender en medfølende tanke til de stakler, der er sat til at udøve censur. Hvor må det være røvkedeligt!

Vi siger også tak til en af vore virkelige helte, en ægte, uforfalsket og yderst kompetent journalist, Pepe Escobar, for at give paradigmet.blogspot et klap på skulderen via Facebook og beskrive os som 'en værdifuld ressource'.  
Pepe E. er ikke blot journalist men også kommentator, analytiker, forfatter. Han bliver brugt af samme grund af radio- og TV-kanaler fra Asia Times Online over rt.com, Sputnik til Zero Hedge - blot for at nævne et par seriøse medier.

*

Det russiske sprog er et meget gammelt sprog på alder med sanskrit. Hvert ord indeholder et væld af følelser. Det er blevet sagt, at det russiske sprog er et følelsernes sprog i forhold til fx engelsk, der er et logisk og struktureret sprog, et forstandens sprog. Det er derfor, at det går galt, når man oversætter fra russisk til engelsk. Det er som at oversætte fra den emotionelle hjernehalvdel til den logiske. Der sker en maskulinisering. 

Folkets Mor
Ordet Russiya betyder ’at plante lys’ eller ’lysets fødsel’. Rusland er derfor Moder Rusland på samme måde som Moder Indien eller Moder Ganges eller Moder Jord. På tysk ville det hedde Vaterland og på dansk fædreland - men til gengæld modersmål. 

Jeg søger efter en dybere forståelse af, hvorfor der cirkulerer dette enorme had i Vesten til Rusland. Min fornemmelse er, at dette had er meget gammelt. Det er et had, som har eksisteret til Livet på Jorden eller bare: Livet. Så spørgsmålet bliver også, hvordan kan man hade et sted, der fra starten af var et smukt sted, og dernæst fylde det med hadets biprodukter: ødelæggelse, massemord, undertrykkelse, bedrag og kunstig skabt elendighed af alle former? 

For at fremme forståelsen kan vi gøre, hvad vi plejer, at afgrænse søgefeltet til et politisk, propagandistisk fænomen. Vi kan indgående beskrive det britiske establishments projekt startende sidst i 1800-tallet som en følelse af misundelse over Zardømmets storhed. Det var den samme misundelse, briterne havde overfor alle riger, der besad en form for storhed: Tyskland, Østrig Ungarn, Osmannerriget. Før den tid, Frankerriget. Til gengæld beundrede de Romerriget og grækerne, men de udgjorde heller ikke en aktuel trussel, men var derimod en rollemodel, for også Romerriget var besjælet af misundelse. Når romerne stod i de egyptiske hypostelehaller, blev de optændt af ærefrygt – og dernæst misundelse. De kaldte deres kejsere for guder, de led af mindreværdskompleks og efterfølgende storhedsvanvid. De blev, som alle planter, der var hevet op ved rode, til kulturnarcissister. 

Det britiske misundelsesprojekt, deres kulturnarcissisme, førte til imperiale overgreb på nationer overalt på jordkloden, fra Indien og Kina, til Sydafrika, til det senere ulykkelige Arabien til Falklandsøerne. Det førte til en revolution i Rusland, to verdenskrige, en amerikansk imperieklon. Det førte til eugenik, folkemord i 100-millionklassen og terrorisme. Det førte til sprogimperialisme, hvor hele verden går rundt to taler kartoffelengelsk. Det førte til pirateri, drughandel, slavehandel, opiumskrige og The City of London, med dens finansmafia og svindel. Det førte til USA. Der er ingen ende på de elendigheder, som Imperiets misundelse og grådighed har tilvejebragt. Behøver vi at nævne, at de altid har formået at smøre skylden for alle deres elendigheder af på alle andre? Men det er, hvad der karakteriserer narcissisten. 

Vi siger endnu en gang tak til Google for at minde os om, hvordan censur udøves i vor tid

Er den historisk-kulturelle forklaring så god nok? Er den social-psykologiske forklaring fyldestgørende? 

Dette had til menneskeheden eksemplificeret ved det russiske folk, der i de seneste 100 år har lidt mere end nogen anden kultur, stikker dybere end som så. Man får underlige tanker her. Er det en hel anden klasse af væsner, der har implanteret og eksporteret deres had hos mennesket? Er det noget, der slet ikke hører hjemme her, og som kommer fra et andet sted i Universet? Hadet synes så fremmed for stedet. Hvordan kan man hade noget, der i bund og grund er smukt og frugtbart? Intet væsen, der er vokset op, og som fuldgyldigt hører til i en skønhed – sine steder en barsk og rå skønhed, sine steder en frodig og gevækstig skønhed, sine steder en voldsom og tilsyneladende destruktiv eller øde skønhed – kan hade sin egen Moder på den måde. Noget siger mig, at hadet kommer fra noget eller nogen, der ikke hører til her, og hvis Moder ikke er den jordiske. 

HATRED!

Det russiske folk er et dybt religiøst folk. Religiøsitet er i dag lagt for had. I det a-religiøse Vesten, hvad enten det er hos aktive ateister, passive ikke-troende, hos verdsliggjorte protestanter eller hos katolikker, der, selvom de har bevaret noget af det samme emotionelle som den ortodokse kirke i øst, lider under et korrupt klerikalt bureaukrati og deres misbrug af den religiøse institution som redskab for kollektiv, social- og sindslig manipulation. Eller hos newagerne, der har udvandet hele feltet og rørt alle tænkelige halvfordøjede traditioner sammen i den samme suppegryde. Religiøsitet i Vesten er accepteret, så længe man falder på knæ i en akt af underkastelse. I Islam det samme. 

Hvad gør man i den ortodokse kirke? Man står op. Man tilbeder stående. Jeg har stået op i tre timer i den ældste kirke i Bukarest … jeg siger jer, det kræver sit understel! Det siger sig selv, at jeg intet forstod af liturgien, og alligevel forstod jeg en hel del, for det var tre timer med sang og direkte sanselighed fra ende til anden – yderst kompetent sang, og jeg ved, hvad jeg taler om med 13 års musikuddannelse bag mig! - lys og klæder, vægge bemalet med guld og farver, liv og leben og frembærelse af spædbørn, ud-og-ind bag forhænget, med mænd i lange gevandter og langt skæg. Se på en dansk gudstjeneste en søndag: otte skildpadder og to romkugler på bageste række, snak-snik-og-atter-snak, orgelspil og korsang er fint nok … men undskyld mig og med al respekt: der er altså noget, der er glemt, noget, der ikke findes længere. 

Hadet til Rusland og russerne er et had til deres spirituelle tradition, der i dag er mere levende end nogensinde. Vores er mere eller mindre gået ned med skraldespanden, og hoveddogmet i misundelseskulturen er: Hvis vi ikke længere selv har det, så må andre heller ikke have det! 

Jeg ved det, traumer kan ikke undervurderes. Den næste forklaringsmodel byder sig til her: menneskeheden er traumatiseret. Vi har som kollektivt bevidsthedsvæsen oplevet katastrofiske, kataklystiske omvæltninger. Der er to skoler her. Den ene anskuer det som naturfænomener. Den anden anskuer det som kosmisk krigsførelse. Begge refererer til en tid før vores beskrevne civilisations tidsregning. Når der svømmer et asteroidebælte rundt i solsystemet, kan det kun stamme fra en smadret planet. Problemet med den katastrofistiske model er, at der ikke findes seriøse solar-planetære forklaringer for, hvordan en hel planet kan ende som roterende nyregrus i et bælte i solsystemet. Det Elektriske Univers er en model, der forklarer en hel række fænomener med solstorme, elektriske ud- og afladninger, plasmafænomener af stor voldsomhed. Men den forklarer ikke ødelæggelsen af en planet. Det gør til gengæld de gamle kultures beretninger i dag kaldet for myter, der taler direkte eller indirekte om, at ’nogen gjorde det’. 

,

Resterne af en smadret planet.

Hvorfor findes dette asteroidebælte? Hvorfor er planeten Mars’ bane så afsporet i forhold til de andre planeter i systemet? Og hvad har det med Rusland at gøre? Jeg ved det ikke endnu, for jeg søger svaret og scanner derfor hele feltet. Aries er Mars, Arisk, Ar-Menia. Vi er på den kaukasiske højslette, landingsstedet for skibet, Ar-Arat. Stedet for re-start/re-boot, efter det store civilisions-nedbrud efter Syndfloden, som de kaldte det. Var denne flod en større oversvømmelse? Det er hævdet, at bostederne for civilisationen før nedsmeltningen af iskappen var Det Sunkne Atlantis. Det giver mening i sig selv. Men igen, hvorfor al denne Mars-terminologi indbygget i sproget? Vi læser i den bibelske beretning om Babelstårnet copy-pastet fra Sumer, hvor tårnets indbyggere implanterer en sproglig computervirus blandt folkeslagene, så de ikke længere kan forstå hinanden (del-og-hersk). Beretningen er mere end lokal, den er universel-jordisk, og der synes at ligge en besked gemt for eftertiden. 

Seerne
Her er vi tilbage til det russiske sprog. Levashov. Han er lidt svær at komme udenom, når man først er gået ud af den streng. Russisk historie, vediske tekster, kosmisk krig (star wars), sproget, de slaviske vedaer. Ifølge beretninger fra de ældste kulturer, foregik der en kosmisk krig. Beretninger om denne bliver nedgraderet til skrønedannelse hos mentalt underfrankerede fortidsmennesker, mens det globale etablissement forbereder endnu en kosmisk krig aka 3. Verdenskrig. En sammenhæng? 

Levashov angiver Sibirien som et af det første landingssteder for et sunket kontinent, som han placerer nord for det nuværende Rusland. Han skriver i sin moppedreng af en alternativ historiebog, Russian History Viewed through Distorted Mirrors: 

Rusland var en del af det Arisk-Slavoniske Rige, der strakte sig vest for Uralbjernene. Øst for Uralbjernene og til Indien fandtes Lukumoria eller Den Hellige Races land (Sviata Rasa). Andre kaldte det for Store Tartarien og var selv iflg Encyclopedia Britannia årgang 1771 verdens største rige. 

Ifølge Levashov og hans kilder, bl.a. de arisk-slavoniske vedaer, kalder tartarerne – hvilket intet har at gøre med det tyrkiske folkeslag, der senere blev kendt under navnet – sig for ’børn af Tarkh og Tara’ (TarTar), vogterne af Rusland. Her bliver det grænseoverskridende for mainstream-hjernen, for de kom ifølge tartarernes legender til Jorden via stjerneportaler for 40.000 år siden. En gruppe avancerede menneskelige væsner kaldet Urs blev lærere for de andre ’stjerne-immigranter’ og gav dem grundlæggende færdigheder, som de ellers skulle have brugt årtusinder på at udvikle. Heriblandt to runealfabeter da’Aryan og hArian. Visse af deres naboer kalder stadig i dag efterkommerne for UrRusser. 

UR-stavelsen genfindes i Ural, Urus, Ursus (bjørnen), pRUssia senere Preussen, UR betyder ’beboeligt og frugtbart land’. Jf. også betydningen af Russiya ’at plante lys’, der kombinerer plante, det frugtbare og livgivende med lyset, stjernene. Levashov angiver planeten Urai som en af de stellare indvandreres oprindelige bosteder. De fire menneskeracer er ifølge hans læsning af kilderne ankommet fra forskellige stjernesystemer: Den Store Race (hvid), Den Store Drage (gul), Den Ildsprudende Slange (rød) og den Dunkle Hedes Land (sort). UR gemmer sig også i Ursa Major, Storebjørn, der befinder sig i midten af zodiaken. Derfor kaldes tegnet også Arth-UR og er grunden til, at de 12 riddere om det runde bord i de arthuriske legender har den 13. skikkelse, Arthur, i midten. Den Sidste Nadver som himmelhvælvingen. Vi skal ved anden lejlighed gennemgå disse legender i detaljen og se, hvem skikkelsen Jesus, der tilsyneladende mangler i historieskrivningen, egentlig var både som legende OG som historisk person. 

En del af starten på Levashovs ufuldendte bog (det er det ene bind i en tiltænkt serie) handler om Svarogs Nat, det store mørke, den kosmiske krig, der udkæmpedes mellem de mørke kræfter, der i mellemtiden var ankommet og havde slået sig ned på en af de 3 måner, som Jorden havde på det tidspunkt. Den kosmiske krig, der udspandt sig, ødelagde de to af månerne og det kontinent, der lå nord for Sibirien. Dette tvang dets befolkning til at evakuere og bevæge sig sydover. Apropos den mørke tid: begrebet figurerer også i de arthuriske legender. 

Teoretisk fysiker, historiker, seer og healer

Læs selv et kort uddrag af bogen her: 
http://nikolay-levashov.ru/English/Articles/History-1-eng.html,
hvor der bl.a. står, at det meste af historien om det slavonisk-ariske rige blev systematisk forsøgt udslettet af historieskrivere i 1800-tallet. Et eksempel er et fund i Uralbjernene i 1999 af den eneste overlevende stenplade med et 3D-relief af Vestsibirien. Præcisionen er sådan, at selv i dag ville vi have svært ved at fremstille den, og den ville som minimum kræve adgang til satellitfotos. Der skulle have eksisteret 348 af dem, der tilsammen dannede et komplet verdenskort, og i hvert fald de 200 af dem blev nævnt i arkivdokumenter fra 1800-tallet, før de forsvandt og den store kulturdestruktion fandt sted, hvor historieskriverne begyndte at omtale de ældste russere som primitive undermålere. Levashov har ikke den store respekt for deres respektløshed og kalder dem for ’historie-bespotterne’. 

Al historieforfalskning handler om at skabe legitimitet for efterfølgende magthavere. Ægte historie anfægter deres selvudnævnte ret til at herske. Men der foregår en restaurering ved hjælp af de mange stumper, som det ikke er lykkedes kulturdestruktørerne at udslette. Vi har før nævnt Fomenkos projekt:
Kulturdestruktion og hemmelighedskræmmeri
- der falder i samme kategori. Og vi har også før været omkring Uralbjergene, dette mystiske og enorme og sine steder ufremkommelige sted, hvor der stadig er beretninger om mærkelige fænomener, møde med mærkelige væsner, folk, der forsvinder, osv:
Man pisser ikke ustraffet på guderne
Her fandt man også det besynderlige murværk, hvor ’murstenene’ var op til 3.500 tons tunge! Altså endnu et af den konstant ophobende sum af beviser for en højkompetent civilisation, der ikke er beskrevet af blåstemplet historieskrivning. MED VILJE ikke beskrevet mod bedre vidende, hvilket demonstreres af den bevidste udeladelse og omfattende ødelæggelse – eller i det mindste (forhåbentligt) fjernelse for offentlig tilgængelighed - og stuven af vejen i hemmelige arkiver af artefakter og beviser for denne historie. 

Vi har også beskrevet, hvordan blot de sidste 100 års historie om Rusland er blevet voldsomt fordrejet af det ækle intermezzo og den blodige skamplet, som kommunismen udgjorde:
Den hemmelige historie om den russiske revolution
- en hån mod russerne, selvfølgelig, men i anden omgang mod resten af verdens befolkninger, der har måttet lide af følgerne af statskuppet og hjernevaskeriet, der har spredt sig via metastaser overalt på kloden. Vi trækkes stadigvæk med den udsøgte hån, der består i, at der endnu findes folk, der med uberørt samvittighed vader rundt i en ideologisk bagskid og bedriver politisk korrekthedstyranni aka anvendt kulturmarxisme. De udøver en uforbeholden hyldest til det store folkemord ved stadig at fastholde dets propagandaløgn og enorme had. 

Er der håb forude? Der er det håb, at løgnen slår revner, og det sker. Det giver igen håb for en restaurering og en healing, som ovenfor nævnt. Seeren Edgar Cayce sagde: On Russia’s spiritual development comes a greater hope for the World (reading 3976-10).

Noget ældgammelt møder noget nutidigt – i nutiden. UR-gammelt, AR-kaisk.

Selv en så skummel skikkelse som Madamme Helena Blavatsky sidder med Madam Mim-strithår og krystalkugle og spår om den slaviske tidsalder. Nu da vi har ’seerne’ fremme (Blavatsky, Cayce, Levashov). Men mere skummel end Blavatsky selv – hun er, hvad hun er - er de britiske okkultister, der nærlæser hende og tager hende seriøst. En slavisk tidsalder! Sådan noget kan vi ikke have, det må saboteres! Vi er tvunget til at tage dem lige så seriøst, som de i deres megalomani tog sig selv, al den stund, at det okkulte tankesæt er deres afsæt for de ugerninger, de har fyldt de efterfølgende 100+ år med. 

Madam Mims hoved kan godt blive lidt træt af al den tyngde.

The Putin Interviews
Efter et gennemsyn af Oliver Stones seneste opus, The Putin Interviews, et grundigt og modigt stykke filmdokumentar på over fire timer fra en af de fremmeste filmiske kritikere af sit eget lands systematiske bedrag overfor sin egen befolkning og resten af verden (Det Britiske Imperium 2.0), sidder jeg tilbage med en tydelig fornemmelse af en statsleder, der efter bedste evne og med opbydelsen af det hele menneskes ansvarlighed udøver en re-connection til det autentiske og ældgamle Rusland, der blev kulturelt karaktermyrdet og fysisk folkemyrdet af Sovjetstaten og den kommunistiske designer-ideologi. Hvad der er bemærkelsesværdigt, er, at præsidenten ikke én éneste gang i løbet af interviewet falder ned i den vanlige grøft af had, som politikere og ideologer i Vesten konstant savler rundt i. Manden er drevet af forsoning og oprigtig bekymring for sit eget folk. Hans stilsikre brug af sin magtposition er stillet til rådighed for denne bekymring – hvilket han bliver anklaget for af Vestens propaganda. Forskellen mellem en statsmand og blot en politiker består just heri. Man må ifølge vestpropagandister ikke forsvare sin nation, da AL nationalisme i Den Politiske Korrektheds Kirke er dæmoniseret, som roden til at ALT ondt (læs: besværlig for globalismen). 

I den tredje del af interviewserien formulerer præsidenten noget, der måske kan betragtes som hans doktrin: Jeg tror, der er brug for en overgang til et nyt paradigme, en ny filosofi, for at skabe relationer mellem lande. Har verden ikke gået og sukket efter en højprofileret statsleder, der havde mod til at sige dét, som alle gik og tænkte, men som ingen turde sige åbent af frygt for at få knaldet en Coca Cola-flaske ned i hovedet? 

Det russiske sprog igen. Vi kører i cirkler her. Naturen kører i cirkler, så hvis vi vil lære af naturen, skal vi køre med den: i cirkler. Her er eksempler på det gamle sprog, der er ladet med følelses-betydning. Ikke emotionel = føleri, men følelse = noget betydningsfuldt, man kan tage og føle på + kærlighed. 

Gud: året, gøde det gode til afgrøde, årets cyklus
Kongerige: King-Dom – Slægtens (kin) Hus (domus)
Guds Rige: familiens hjemsted indskrevet i den naturlige cyklus
Forår: Moders budskab = intet dør, alt genopstår
Anastasia (russisk) Persephone (græsk): forårets gudinde
Den russiske have, dacha: at give.
Den engelske have, garden: at tage – see the difference?
Glæde: af give lys (gløde) – vestlig: underholdning, at tage glæde
Vand: frihedsgiver
Menneske: det evige sind (mental) 

Ældre end bytteøkonomi (senere kapitalisme i form af handelsøkonomi), er gavegivning. Man giver i forventning om at modtage. Men først giver man. I kapitalismen tager man først i forventning om et afkast. Der er en reminiscens i fænomenet investering, men en kapitalist ser ikke en investering, som en gave, men som et køb, en binding. Gavegivning i det traditionelle samfund var en del af en overordnet pagt. Investering, efter traditionsbruddet, er enten en gave på beregning eller en form for gambling. 

Her er en kone, hun er glad, hun har to kålhoveder.

Hvornår mister disse oprindelige ord deres betydning og bliver korrumperet? 

Det gør de, når krigens psykologi tager over. De, der kontrollerer fødevarerne, kontrollerer folks liv. Og hvis kontrollanterne ikke selv producerer fødevarerne, dvs., når militæret er i kontrol, opstår der en omvendt og livsfremmed logik, der handler om at tage, at stjæle, at plyndre. Denne logik kan have sin mindlertidige berettigelse i krigstid, men når den forlænges til fredstid, sker der en pervertering af logikken. Det samme med skatter. Skatter kan have deres berettigelse for at mobilisere en hær i krigstid, men når de illegitimt forlænges, som i dag, til også at omfatte fredstid, sker der en perversion fra et frit samfund til et slavesamfund. Det samme med fyrstedømmet. I det ældste Rusland kunne man kun være fyrste for fred og fyrste for krig. Det var to forskellige funktioner. En krigsfyrste måtte vige for en fredsfyrste. I dag regerer krigsherrerne også i fredstid, hvor de planlægger deres næste krig. I det ældste Rusland kunne fyrstedømmet ikke gå i arv. De senere fyrstedømmer i Europa har holdt på deres arvefølge i århundreder, hvilket har ført til indavl og degeneration. 

Da Rusland for 1000 år siden begyndte at importere deres prinser og prinsesser, startede en ny æra. Hungersnød blev nu en mulighed og dermed dagligdag for folket. Før havde folket levet udfra et princip om kun at tage det, som naturen selv gav. Nu blev fødevarer en handelsvare. Fyrsterne forlangte nu i deres forfængelighed et overdådigt liv. Det var ressourcekrævende og kunne kun ske på andres bekostning. Det tog kun 300 år at skabe en uballance. Det kaldes feudalisme og var som bekendt ikke kun et russisk fænomen.  

Kristendommen
Det er i samme periode, at kristendommen bliver indført i Rusland. Husk, at feudalismen er opfundet af kredsen omkring Konstantin den Store, manden, der også dekreterede kristendommen som romersk statsreligion. Bestemt ikke en lykkelig tid for det gamle Rusland. Vi har talt om den ortodokse kirke i dag som en traditionsbevarer, men for 1000 år siden var den en traditions-destruktiv og invasiv kraft, der udgjorde en trussel mod det gamle og livskraftige Rusland, eksemplificeret med Prins Vladimir, en krigerisk og særdeles uhellig person, der blev kanoniseret til helgen af kirken. Sammenlign den danske Knud den Hellige, der var en gennemført brutal bølle, der også blev kanoniseret. Vladimirs forgænger Vyatoslav udtalte noget andet: Kristendommen er en forbandelse. Måden, kristendommen blev gennemtvunget på, var bestemt ikke charmerende. Det foregik ved brutal tvang. Det er et mørkt kapitel i kristendommens historie, der af bekvemmelige grunde bliver underbetonet, især hvis man konsulterer folk fra kirken. De har så sandelig brug for den syndsforladelse, som de selv har opfundet!

Svyatoslav

Ved kristendommen foregik bl.a. aflivninger af de ældre, de vise. Altså de mænd, og uden tvivl også kvinder (det ældste Rusland var matriarkalt), der var bevarere af tradition og viden. Det var Den Russiske Inkvisition, der er lidet kendt i Vesten. Disse folk var nødt til at flygte for ikke at miste livet. De bosatte sig i afsides dele af Sibirien, hvor deres efterkommere stadig findes i dag. 

Det fandt den russiske forretningsmand Megré ud af på en rejse til en af disse egne. Han hørte her om de syngende cedertræer og tænkte først, at det var noget sludder. Han kunne dog ikke slippe tanken, og da han vendte tilbage for at undersøge, hvorvidt der var noget om snakken, løb han ind i denne kvinde ved navn Anastasia, meget passende navngivet efter den gamle frugtbarhedsgudinde. Det førte til den bogserie, der bærer hendes navn som titel: Anastasia, som han nedskrev på hendes opfordring. Mange folk har, som Megré, oplevet en radikal forandring af deres liv og tanker gennem læsning af bøgerne. De afslører den tabte viden, visdom fra det ældste Rusland, det slavonisk-ariske rige, som kulturdestruktørerne har gjort alt for at kreere en dyne af glemsel omkring.

Kristendommens fortjeneste er, hvis vi for en stund tilgiver den sin ucharmerende stil 1000 år tilbage, at den har formået at assimilere den russiske folketro, så vi i dag stadig finder dens aftryk. Et af de mere komiske er frugtbarhedskulten og dens falliske symboler. Se blot engang på den måde, man valgte at bygge kirketårne på. Sarte sjæle kan se den anden vej, men undskyld mig for en stund: hvis dette ikke er en stak falloi, lingams, stangstive tissemænd, så ved jeg ikke:

At de så kaldes for løgkupler bliver det ikke mindre komisk af...

Man kan alt efter temperament vælge totalt at afvise kirken som legitim repræsentant for det gamle Rusland, omend det bliver meget svært og nærmest umuligt. Måske man mere er til den samtidige genkomst/revival af paganismen, som også Anastasia-bøgerne er et udtryk for. Udmærket, i så fald. Hvis vi ønsker en ægte healing af vores verden, er der ingen vej udenom en tilbundsgående dykken ned i disse lag af den menneskelige hukommelse. Newagerne har også haft deres mission her, og deres klodsede, famlende og ofte ynkelige forsøg på en revival indeholder som minimum en intention. Deres forsøg er højst ufuldkomne, og de blev i deres narcissisme aldrig klar over, at paganismen aldrig var en -isme og slet ikke en religion. Det var en ældgammel, folkelig og rodfæstet forholden sig til verden via en ritualisering af dagligdagen. Et ritual er en understregning af mening. Alt gav mening for de gamle. Som foroven, så forneden, og selv den mindste genstand, det mindste væsen og den mindste handling forholdt sig til det største, det universelle. For os er alting blevet meningsløst og ligegyldigt og uden forbindelse til en større sammenhæng. En genkomst af meningsfuldhed er i højeste grad tiltrængt.  

Kærlighed og had 
Mens jeg har skrevet dette, mærker jeg, at jeg for en stund har forladt den uhellige fokusering på hadet. Kærligheden har indfundet sig. Sagde jeg det, brugte jeg det ord? Et desværre søndertrampet og afstumpet udtryk, der er havnet i popkulturen, Hollywood og R&B-tekster fremsunget af endeløse rækker af braindead vokalekvilibrister efterbearbejdet af autotunede robot-software. 

Vi kan fokusere fra nu af og til Johannes Åbenbaring på hadet og ødelæggelsen, men størst af alt er kærligheden - selv svindleren Paulus sagde noget essentielt i sit første brev til korintherne. Vi kan sige noget mindre flatterende om Paulus aka den romerske historiker Josephus Flavius en anden gang, men i dag giver vi svindleren, hvad svindlerens er: Der findes intet større i Universet end kærligheden. Den fortjener bestemt sin højsang. 

Det giver os hermed lejlighed til at definere begrebet som intet mindre end: Universets sammenhængskraft. Se venligst bort fra, at popkulturen har reduceret det til pik og patter eller en virusform kaldet forelskelse. Altså, enten en afstumpning til biologisk drift eller en midlertidig tilstand af mental uballance. Bare rolig, virusinfektionen går over, og hvad så derefter? Det har popkulturen aldrig et svar på - no wonder why. 

Der er en grund til, at popkulturen som redskab for kulturdestruktivismen har afstumpet kærlighed til pik, patter og pladderromantik. Der er sket et overgreb simultant på mange niveauer. Kærlighedens mange facetter og udtryksformer er lagt for had i hadkulturen: 

Kærligheden mellem mand og kvinde er perverteret til kønskamp.
Kærligheden mellem forældre og børn er perverteret til generationskløft.
Kærligheden til familien er perverteret til ’opgør med småborgerligheden og den eno-o-ormt undertrykkende familie’.
Kærligheden til nationen er perverteret til, at nationalisme er roden til alt ondt i verden.
Kærligheden til de mennesker, hvis blod og gener og kollektive hukommelse flyder gennem din krop, er perverteret til racisme.
Kærligheden til det menneskelige samfund er perverteret til en foragtelig underkastelse til globalisme og totalitær samfundsfornægtelse. 
Kærligheden til Livet og Universet (Gud) er perverteret til en dødskult og en forførerisk drift mod den transhumanistiske maskine, der efter sigende skal fixe alt det lort, som skaberne af maskinen forinden har kreeret. Det tror vi på …

Måske når vi frem til, at hadet startede i Cali-Uga (russisk), hvor det universelle energiniveau nåede sin mørke fase, sin bundlinie. Mennesket mister her sin forbindelse til det universelle og oplever kun sit eget mørke og sit eget had. Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Kali Yuga (indisk) er menneskehedens Dark Night of the Souls. Det beskrives i vedaerne som en formørkelsens tid, med krig, ulykker, perversioner og uvidenhed. Alt vendes på hovedet. Herskerne i Jernets Tidsalder (Platon) lever og hersker efter disse grove principper. 

Måske når vi også frem til, at implantering af lyset ifølge de kosmiske, cykliske love er uafvendelig. Selvom herskerne af Mørkets Tidsalder ikke slipper grebet, før de visner væk – send dem så megen kærlighed og medfølelse, at de brækker sig over deres eget lort! - kan de intet stille op, når dagen er omme, som man siger. Det berettes om deres gud Lucifer, Lysbringeren, at han var skabt som et perfekt væsen, men at han faldt, hvorved han blev Guds opponent. Det berettes endvidere, at han aldrig kan løbe fra sin egen perfektion som engel, hvor gerne han end vil. Denne verdens inkarnerede, udspekulerede ondskab er indkapslet via sin egen evige natur og har nu bidraget til at bringe menneskene fre
m til det vendepunkt, hvor vi starter den store opadgående spiral. 

Tak igen til Pepe Escobar for hans skulderklap, der for en stund bragte paradigmet.blogspot.dk op på 26.000+ hits om måneden.

En virkelig journalist

Update: I slutningen af juni 2017 lukkede Googles censur-algoritme igen op for russiske og ukrainske læsere. Med mindre der er tale om deres berygtede ghost blogging, hvor folk ser noget, der stadig er blokeret.

Hvor må det være cen-sur røv at arbejde for et sådan firma! Værså go-ogle, Margrete Vestager, giv dem et par milliardbøder. Men lige et spørgsmål: hvor gør I forresten af pengene?