Dystopierne - Vi, Fagre Nye Verden, 1984

af ChaosNavigator

Læste "Vi" i gymnasiet. Fattede godt den overordnede pointe men slet ikke detaljerne. Har lige læst et uddrag fra det, du sendte, og det er klart som blæk. Det, som chokerede mig i særlig grad, var, at atomiseringen af den enkelte, opløsningen af familien og offentlige, kollektive opdragelsesinsitutiioner med svækket moderinstinkt jo er dagens Danmark. Blot endnu et eksempel på, at vi i høj grad også er Vi.
- dygtig dansk 'deprogrammeret' akademiker med stor indsigt i 'uddannelsesskader'

This is the fundamental fact on which the whole philosophy of individualism is based. It does not assume, as is often asserted, that man is egotistic or selfish, or ought to be. ... the individualist concludes that individuals should be allowed, within defined limits, to follow their own values and preferences rather than somebody else's, that within these spheres the individual's system of ends should be supreme and not subject to any dictation by others.
- Hayek, The Road to Serfdom

George Orwell, you poser. You punk. You . . . thief! I heard that you had read this before writing 1984. But I didn't expect Zamyatin's writing to be so superior to yours. And it is. It is so much more intriguing than your sterile work. D-503 is so much the better character than Winston
- We by Yevgeny Zamyatin — Review

Intro 

Larken Rose til Mark Passio (frit efter hukommelsen - fra 31:11): Når en slave befriede sig selv og flygtede fra slaveplantagen, var der tilbageblevne slaver, som foragtede flygtningen fordi han forbrød sig mod slaveejerens ejendom - han 'stjal' jo sig selv! Hvilket medførte de andre slavers forargelse, som ikke havde uafhængig egenfølelse af retten til at bestemme over egen krop - den tilhørte jo ejeren! ( I freed a thousand slaves I could have freed a thousand more if only they knew they were slaves - Harriet Tubman). Sådan kender jeg mange autoritetstro venner idag i KBH, som er slavisk autoritetstro og fårede. Fedtmulede, fætter Guf, goofy og ukritiske, sluger de 99% af alt som medierne og staten fortæller dem, som den skinbarlige sandhed. Fagre Nye Verden's elitefilosofi - i den virkelige verden - er at få mennesker til at internalisere fangementaliteten som 'normal', faktisk at gøre fængslingen usynlig og kalde den 'frihed', så individet ikke behøves at blive tvunget af staten, fordi de pligttro elsker deres underdanige, suicidale Stockholm-syndromistiske servilitet, endda uden at være bevidst om dette (Governmentality). Håbløst autoritetstro og slavisk kollektivistisk bliver man uafvidende livsfarlig for sig selv og andre mennesker, hvor alle individualistiske udbryderforsøg angribes af ellers godhjertede kollektivistiske mennesker i slaveplantagen, der som kyllinger holder sig selv og hinanden i skak.   At bryde ud af det kollektivistiske statssanktionerede narrativ (vacciner f.eks.) medfører stigmatisering, forargelse, angreb, etc., da retten til egen krop ikke opfatttes som tilhørende individet, men må ofres for det større gode, selvom den påståede effektivitet af vacciner i tiltagende grad viser sig at være baseret på falske og ekstremt dubiøse præmisser, hvis ikke et direkte eugenisk bedrag af historiske proportioner. Troen på statens krigspropaganda (og generelle propaganda) som 'sand', dens 'ufejlbarlighed', og mediernes morderiske løgnagtighed, gør denne slavementalitet livsfarlig for os alle, specielt i skrivende stund qua fabrikeret vanvid og overhængende fare for krig mod Rusland, som dæmoniseres i skamløs massiv og løgnagtig grad med den store løgn-teknik.

”De virkeligt hjælpeløse ofre for mental sygdom skal findes blandt de, der fremstår som de mest normale. Mange af dem er normale fordi de er så veltilpassede til vores livsform, fordi deres menneskelige stemme er blevet gjort tavs så tidligt i livet, at de ikke engang kæmper eller lider eller udvikler symptomer som neurotikeren. De er ikke normale i hvad man kan kalde den absolutte betydning af ordet; de er kun normale i relation til et dybt abnormt samfund, Deres perfekte tilpasning til dette abnorme samfund, er et tegn på deres mentale sygdom. Disse millioner af abnorme normale mennesker, som lever uden ståhej i et samfund, som de - hvis de var fuldt ud menneskelige væsener – ikke burde være tilpasset”
– Aldous Huxley, Gensyn med Fagre Nye Verden

 

MUST-read: 

Neuro-Hacking the Mass Mind (I)

Neuro-Hacking the Mass Mind (II)

Dette bliver lidt af en telefonbog på over 100 sider, en art hybrid maraton artikel med indskudte kommentarer, klammer, links, o.a. for at parallelisere romanernes ( 'Vi', 'Fagre Nye Verden', og '1984' ) pointer til virkeligheden i det 20. århundrede samt virkeligheden anno 2017. Det bliver lysende klart, at de dystopiske tilstande ikke kun findes i fiktionens verden, nej; tværtimod; virkeligheden slår Science Fiction (igen og igen), og der er snarere tale om, at fiktionen i de 3 romaner, er en afspejling af virkeligheden. Endvidere er mange pointer et sjældent indblik i blueprintet for politiske eliters magtideologiske operating system til at styre befolkninger. Mind Control. Folkestyre i nysprog betyder = styring af folket via kontrol af sindet = sindelagskontrol.

Selvom forfatteren af følgende speciale (kandidat afhandling i idéhistorie, Russisk sprog, m.m.) ikke har indsigt i disse ovennævnte pointer, er specialet i dets beskrivelse af Vi, 1984, og Fagre Nye Verden, guld værd isoleret set, men uvurderligt set gennem Deep Politics optik i virkelighedens verden anno 2017, for forståelse af magtens operating system, dets designerideologiske meme software (eller virus), og hvordan mennesker kan styres af magtens mørkemænd.

 
Forfatteren af specialet er heller ikke bevidst om, at en del research viser, at H.G. Wells, George Orwell og Aldous Huxley, m.fl. i virkeligheden var medlemmer af og/eller forbundet med Fabian Society, Tavistock Institute, og elitære insidere. Deres budskaber er blevet mistolket som advarsler om fremtiden, mens de i virkeligheden kan tolkes som forudsigelser baseret på insider viden om elitens blueprint for fremtiden, så forfatteren har ikke denne del af (Deep Politics) historien med, hvilket man skal holde in mente også!

Denne artikel er unik, fordi den via dette idéhistoriske speciale giver både et alment omfattende indblik -  såvel som parallelt real life Deep Politics-indblik -  i de 3 største (kendte) dystopiske romaner nogensinde; Aldous Huxley's Fagre Nye Verden og George Orwell's 1984  - men måske er den første og største faktisk Yevgeny Zamyatin's Vi (som både Huxley og Orwell har klonet = stjålet fra)

Selvom følgende akademiske analyse ikke opererer med Deep Politics* og Directed History, kan man alligevel få værdifuld viden via romanerne, 'Vi', 'Fagre Nye Verden', og '1984', - specielt når disse ses gennem Deep Politics optik - og således vil læsningen med følgende nøgleord give stor forståelse af magtens modus operandi:

Fabian Socialism som samfundsmodel, EU som kamoufleret genopstanden Sovjet-centralisme [1], Tavistock Institute, sindelagskontrol, mennesket som et kreatur der formes af Edward Bernays, manden som ingen kender men alle er blevet formet af via Propaganda og PR;  The Century of the Self, The Power of Nightmares, Kulturmarxisme, Sverige som prototype a la Huxley's Fagre Nye Verden, Foucault og Governmentality, kollektivisme, det kontantløse samfund, overvågning, Zionisme, PSYOP, Transhumanisme (officiel video) og dens forsøg på udslettelse af individualitet og tekno-neurologisk fjernelse af lidelse, tidsåndens relativisme, hedonisme, udslettelse af individualitet, Ahrimaniseringen af mennesket, (antroposofisk), Agenda 21 (som nu er omdøbt til 2030) ,etc







[1] Se også The EU is a political project founded by a former communist og
Video: The European Union: Part of America’s Imperial Project samt det nyligt deklassificerede materiale; The European Union always was a CIA project (Ambrose Evans-Pritchard).


* Deep Politics er et andet ord for det som politisk foregår under overfladen af den politiske medievirkelighed, toppen af et isbjerg, ofte med ulovlige operationer udført af statslige aktører, medier, efterretningstjenester, etc. Watergate, MK Ultra, Iran-Contra affæren, Vietnamkrigens start som løgn, m.fl. er Deep Events. Invasionen af Irak må også betragtes som en Deep Event. Til forskel fra anerkendte begivenheder er der andre som ikke (endnu) er officielt anerkendte Deep Events: 9/11, JFK, osv. Professor Peter Dale Scott opfandt i øvrigt det nye i mainstream medierne pludseligt meget benyttede begreb; 'The Deep State' (som er endnu en validerende genoprejsning for de såkaldte 'konspirationsteoretikere'), såvel som begrebet Deep Politics. Begrebet Directed History er beslægtet med termen, Deep Politics, men går muligvis dybere:

' Dr. Yates eloquently sums up what directed history is and isn't.Lately, I've found myself using the phrase directed history ... What it expresses is the idea that key events in modern history—wars, revolutions, transformations, concentrations of wealth and power, for at least the past 250 years but possibly longer—have not been random or the mere product of economic forces but were guided: directed. History has been taken in a specific direction by a powerful superelite, as I call them. I use the term superelite to distinguish from national elites.' 
http://www.newswithviews.com/Yates/steven147.htm 

Vi kan se en direkte linie til senere grupper, som fx 'The Fabian Society' af socialistiske, kollektivistiske og kyniske filosoffer udgående fra Cecil Rhodes og the Round Table over H.G. Wells og videre til Aldous Huxley og Bertrand Russell. Deres filosofi var, at de hjernedøde masser langsomt skulle opdrages til at elske deres eget slaveri, hvilket ville gøre alt det brutale slagteri overflødigt og dermed mindske deres egen grad af irritation. Blod klæber til fingrene. Det fabianske fingeraftryk kan ses i dag via Agenda 21.
 -paradigmet.blogspot

“The pen is mightier than the sword” – hvilket eliten ved, for hvis man kan kontrollere menneskers bevidsthed, og bilde dem ind, at de lever i ‘et frit samfund’ uden at de gennemskuer, at det er et maskeret slaveri, behøves man ikke et dikatur. Derfor, at Noam Chomsky (en delvis gatekeeper) siger, at propaganda er for ‘demokratiet', hvad åbenlys vold er for diktaturet. Og folk vil dø for frihed, og derfor er man bevidst om, at det åbenlyse slaveri ikke virker, hvilket er grunden til, at man har lavet et Truman Show/Brave New World in the first place, så illusionen om frihed købes af masserne.
  - ildspor

Med disse indledende ekskaveringer starter historien. Du kan springe de første mere tørre og akademisk 'uddannelsesskadede' afsnit over, og gå direkte til beskrivelsen af Vi ved at scrolle 20% ned. Indskydningerne kunne indholdsmæssigt være bedre og flere, ét og andet mangler, men det hele er flikket sammen på kort tid, så bedre end ingenting...


Vi, Fagre Nye Verden, 1984
Følgende afsnit - med efterfølgende idéhistoriske analyse af 'Vi', 'Fagre Nye Verden', og '1984' - sigter mod at definere og klassificere utopibegrebet, vise socialistiske, kollektivistiske og totalitære tendenser i den filosofiske utopiske tradition og behandle dystopierne, hvis opkomst forudsættes i massedannelsen. Yderligere bestemmes dystopien som en kritik af kollektivisme og totalitarisme.

2016: Ida Auken ønsker Huxley's Fagre Nye Verden 
Auken's vision er selve essensen af Yevgeny Zamyatin's dystopiske roman, Vi, og Aldous Huxley's Fagre Nye Verden.

'Jeg ejer intet, jeg har intet privatliv, og jeg har aldrig været gladere', skriver Radikale Venstres erhvervsordfører, Ida Auken, i en kreativ vision for en fremtidsby... Aukens artikel er en lang beskrivelse af livet for et menneske i byen anno 2030...'Jeg ved, at et eller andet sted, bliver alt hvad jeg gør, tænker og drømmer om registreret. Jeg håber bare, at det ikke vil blive brugt imod mig', skriver Auken.

Der er altså ingen reel beskyttelse af personlige oplysninger i Ida Aukens fremtidsvision. Men det er ikke trist i Aukens verden. Det er til gengæld prisen for et bedre liv.
- Ekstrabladet, december 2016

2030 er den opdaterede udgave af monsteret Agenda 21: 

It [2030] actually came into effect in January 2016. Its full title is “Transforming Our World: the 2030 Agenda for Sustainable Development.”   
- Forget Agenda 21: UN’s 2030 Agenda Will “Transform the World"

Ida Auken - ejendomsret og privatliv. (Danske undertekster) - VIDEO





Utopibegrebet
Peter Thielst skriver i Den bedste af alle verdener, at utopisk tænkning er svær at bestemme. Utopien kan ikke bestemmes som et politisk fænomen, da den i sin natur har for lidt relation med virkeligheden [her er forfatteren igen uvidende mht. Directed History, elitens filosofi dystopi om depopulation, som forudsætning for eltens utopi, m.v.]. Den indtager ingen bemærkelsesværdig position i filosofihistorien, men henvises til litteraturhistorien, hvor den dog heller ikke synes at høre helt hjemme. Idehistorisk er utopien dog både relevant og interessant. Ved at undersøge hvordan tidligere tiders tænkere har forestillet sig en perfekt verden, kan disse tænkeres samtidige verdener defineres. En for en given tids bestemmende moral vil afspejle sig i billedet på den perfekte verden, og tendenser i den utopiske filosofiske tradition kan belyse visse ideers fortrin frem for andres.


Ordet utopi bruges første gang af Thomas More i 1516, hvor han i sit værk Utopia giver sit bud på indretningen af et idealsamfund. Utopibegrebet er i sin bredeste definition et udtryk for stræben mod et endegyldigt ideal, ofte konkretiseret som en idealstat.

Utopibegrebet bliver i Politikens Filosofileksikon delt op i fire kategorier: 1) Den visionære utopi, som i princippet kan virkeliggøres, men hvor vi blot ikke kender til eller råder over midlerne. Popper mener, at marxismen hører ind under denne kategori. 2) Den konkrete utopi, som er udformet på baggrund af det bestående samfund og tendenserne i det. Også denne kategori er marxismen blevet tilskrevet. Utopien kan også opfattes som 3) en regulativ idé, der har til formål at regulere handlinger, men som ikke forventes virkeliggjort i det fulde omfang. Endelig kan utopien ses som 4) en idealtypisk samfundskonstruktion, altså en bevidst abstraktion, hvor en eller flere af samfundets faktorer er ført ud i sine yderste konsekvenser, uden at man forestiller sig en realisering.

I følge forfatteren til artiklen hører religiøse og eskatologiske forestillinger ikke ind under utopi-begrebet, fordi utopien ikke forudsætter guddommelig indgriben, men består i et krav til mennesket om at ændre på gældende samfundsforhold. Her er jeg uenig. Paradismyten er efter min mening en af de ældste utopiske forestillinger med – tør jeg mene – den mest effektfulde virkningshistorie nogensinde. Den opfylder til fulde utopibegrebets definition, som vi senere skal se.






Forfatteren mener desuden, at idet en utopi ikke kun taler om et bedre, men om et fuldendt samfund, er partiprogrammer heller ikke inkluderet – dog med undtagelse af marxismen, hvor kommunismen kan siges at være en utopi. Igen er jeg ikke enig. Hvis marxismen kan siges at være en utopi, kan anarkismen vel ligeledes være det. I min optik kan alle politiske ideologier i deres mest ekstreme udtryk siges at være utopier, som har en inspirerende, indrettende og meningsgivende effekt på mennesket, idet de er seriøse bud på en bedre samfundsindretning, der som udgangspunkt har menneskets lykke som mål.

Jeg tilslutter mig den metode, som deriverer begrebets betydning fra dets etymologi og derefter afklarer, hvordan begrebet er blevet anvendt, og om denne anvendelse har haft en betydningsændrende effekt på brugen af begrebet. Derfor anvender jeg begreberne på oldgræsk, så eventuelle konnotationer undgås.

Den etymologiske udledning af ordet findes i det oldgræske ord, τοπος, som i sin grundbetydning er et udpræget rumligt begreb, der kan siges at fungere mere på det reelle plan end på det metafysiske. Topos med negationen ού- betyder ikke-sted eller det, som ikke findes noget sted. Heri ligger følgende, at det er et sted, som ikke er muligt at realisere. I traditionel utopisk litteratur søges der med udgangspunkt i dette begreb at beskrive et perfekt samfund fortrinsvist med mennesket i centrum. Herefter bliver det mere kompliceret, for med utopibegrebet følger en lang række bibetydninger, som bruges i flæng – ofte uden nogen synderlig refleksion.

Vi har allerede set, hvordan utopi betyder et sted, som ikke er. Modsætningen vil så fald være τοπος, stedet som findes. δυσ- er et præfiks, der betegner noget mangelfuldt eller sygeligt, derfor vil δυστοπος betyde et dårligt sted. En anden variant er κακοτοπος. Heraf følger, at modsætningen til dystopi er eutopi, der kommer af det oldgræske præfiks εύ- der betyder god.
Principielt tager al utopisk tænkning udgangspunkt i de samfund, som forfatterne lever i. Platons Staten er en ren teoretisk tænkeøvelse, hvor der stræbes mod ideel retfærdighed uden hensyn til, om den kan realiseres eller ej. At Platon er indifferent over for realisering af sit tankespind gør principielt hans værk til en utopi. Men der er trods alt tale om en ideel rekonstruktion af det reelle samfund.


Jeg har derfor valgt at differentiere som Doxiadis. Har utopien karakter af at være regulativ, dvs. er formålet at rekonstruere samfundet ud fra ideale grundantagelser, skal utopien placeres tæt på τοπος og Eutopi. Et eksempel er Staten. Er der derimod tale om opfyldelse af et behov for virkelighedsflugt, skal utopien placeres ved ούτοπος og εύτοπος. Paradismyten er her et eksempel på en eskapistisk eutopisk utopi. Zamjatins Vi er en rekonstruerende dystopi i sit formål tæt forbundet med virkeligheden og skal derfor placeres ved δυστοπος og τοπος.


Da dystopierne skabes med udgangspunkt i det eksisterende samfund, kan der ikke forekomme en utopisk dystopi. Jeg skal med det samme gøre klart, at utopierne er filosofiske konstruktioner inden for utopisk tradition, mens dystopierne er litterære romaner, fremtidsromaner, som har meget til fælles med science fiction. Forskellen er vigtig, da der i dystopierne ikke kan findes filosofiske overvejelser om menneskets evner og behov og disses superlative udtryk, men derimod en form for reductio ad absurdum af skadelige tendenser i samtiden.


NB! Hun tager fejl, jvf. ovennævnte elitære eugeniske og transhumanistiske filosofi idag som er explicit misantropisme qua forudsættende antagelse om mennesket som uselvstændigt væsen, der skal styres, ikke kan styre sig selv - bortset fra de 'udvalgte', selvfølgelig, de skal være styrende.  De ekstremt indflydelserige opinionsdannere, Edward Bernays og Walter Lippman havde explicit denne holdning (se artikel i Information herom).

Edward Bernays, Freuds nevø, ophavsmanden til PR, faderen af spin og propaganda, udnævnt til en af de 100 mest inflydelsesrige amerikanere i det 20. århundrede, påvirkede politik og massepsykologien i en uhørt grad, bl.a. ansvarlig for at kvinder begyndte at ryge cigaretter. I 1917 etablereden den amerikanske præsident Woodrow Wilson "Committee on Public Information." Bernays, og andre arbejdede sammen om at påvirke den offentlige opinion henimod støtte til amerikansk deltagelse i Første Verdenskrig. Bernays inflydelse var enorm, bl.a. opfandt han product placement i film, ophavsmand til idéen om møder mellem Hollywood kendisser og præsidenten i Det Hvide Hus, og meget mere, som vist i Century of the Self.

Hvad forfatteren af specialet mangler, er typisk for den almene analfabetisme ang. Deep Politics og Directed History, for hun er ubevidst om, at Huxley's fiktion stadig er et maskeret spejlbillede eller blueprint for nutidens egentlige filosofi i den virkelige verden, bl.a. elitens eugeniske filosofi; depopulation - og Huxley's tese om overbefolkning som det store problem - er elitens første forudsætning for deres vision af utopia, mens selvsamme perspektiv, set fra 99% af befolkningens side, udgør dette globocide, folkemord en dystopi in extremis. Set fra elitens perspektiv: 'First you - the 99%- have to die [se dette klip fra 1.34.12], so we - the elite - can live in our vision of utopia. A New World Order out of engineered Chaos".

'A hugely important paper has just been published in the Epidemiology: Open Access science journal. It is authored by Kevin Mugur Galalae, Founder and Director of the Center of Global Consciousness in Ontario.

In it, Galalae correctly points out that the entire medical-agricultural complex as it exists today is intentionally engineered to deliberately reduce human population. Overpopulation of the planet is a very real and very serious problem, he believes, but the current strategy of world governments to reduce human population via covert infertility, immune suppression and "death by medicine" is unethical and insufficient to achieve the desired level of depopulation.

His paper is published at this link.

Note carefully that he also calls for global government to force depopulation controls onto the nations of the world.'
- Science paper: The real purpose of modern medicine is 'engineered genocide' to reduce human population through covert infertility via vaccines, GMOs and drugs

Scientific Proof Of Global Depopulation Program | The Millennium Report


Agenda 21 spiller en rolle i denne sociale ingeniør operation: Folk lever i begrebslige parallel-verdener; der er logisk uforenelige; mainstream pensumpapegøjer, de grønne og eco-village bevægelsen opfatter FN's Agenda 21, og nu 2030, som noget ædelt, nødvendigt og godt med fare for nyttig idioti af værste karakter. Og på den anden side, de kritiske Deep Politics dissidenter, der opfatter FN's Agenda 21, som et globalistisk og uhyre destruktivt spydsspids-projekt for et Hunger Games-society.

CURIOUS: But isn’t the central authority the United Nations? Don’t you trust them to watch out for our best interests?
FOSTER: Do you know who created the United Nations?
CURIOUS: I assume lots of nations came together to try to collaborate for world peace.
FOSTER: After WWI the Rothschilds and the Rockefellers funded meetings to try to create the League of Nations. It failed. After WWII they tried again, calling it the United Nations. The Rockefellers donated the land in New York City. This was part of the Council on Foreign Relations plan to create a front for the eventual one world government they were planning, as documented in THRIVE.
In 1976, the Club of Rome then came up with the notion of controlling people’s lives through environmental regulations. Who wouldn’t go for less pollution, better city planning, and reduction of carbon emissions? It was a brilliant ploy, but with truly sinister motives.
The plan for global social engineering was conceived in the mid-1980s, and launched by the UN in 1992 at the Earth Summit in Rio de Janeiro. The primary mouthpiece was to be Maurice Strong, a Canadian oil tycoon. He was a Rockefeller agent, member of the infamous Bilderberger secret society, the Club of Rome, the Committee of 300, and the Aspen Institute (formed by fellow Bilderberger Robert O. Anderson of ARCO oil — whose logo is a missing capstone with an all-seeing eye). I wasn’t surprised to find Strong’s connections to these secret societies or families — in fact, it’s quite predictable. As explored in the movie, THRIVE, when you follow the money behind all major industries and sectors of human endeavor, it inevitably leads to big banking families including the Rockefellers, Rothschilds, and Morgans. Strong appears to be yet another puppet in their game of enforcing environmental rules and regulations that look good on the surface and appeal to well-intentioned people all over the world, but in reality slowly chip away at their rights — and get us used to it.
My research indicates that Agenda 21 is a primary part of the blueprint of the New World Order agenda we describe in THRIVE. 178 national governments signed on to the 288 page “programme.” President George H. W. Bush signed on behalf of the United States. Since Agenda 21 was “soft law” and not a treaty, Congress had no role to perform. Instead, the cabinet agencies of the Executive branch of government were charged with implementing this ‘global to local’ program. In 1993, President Bill Clinton established, by executive order, the President’s Council on Sustainable Development. Since Clinton’s order, every cabinet agency has quietly done its part to advance this plan. There are 600+ cities and towns already signed up in the US and 109 of them are in California, where I live.
CURIOUS: That’s a little scary. How is it funded? Is it with dues?
FOSTER: Yes, thousands a year from each town, paid with all of our property taxes, plus millions in subsidies from the Federal Government — once again taxpayer’s hard-earned income.
CURIOUS: I didn’t know that.
FOSTER: They would prefer that we didn’t. Do you know what their main stated goals are?
CURIOUS: Well, I think it’s to save natural resources and reduce population, right?
FOSTER: The architects of the plan rally around the concepts within their “three E’s” symbol. The three E’s are: social Equity, prosperous Economy and quality Environment.
Sounds good, right? But they are simply appealing to our need, and desire, to transform our troubled world by using the usual Orwellian double-speak, just as they did with “No Child Left Behind”. “No Child Left Behind” appealed to people’s desire to have schools do a better job of educating children and assuring that teachers were doing their jobs. But in practice, NCLB actually:

• Imposed a rigid one-size-fits-all framework that now relies solely on test scores to measure children and schools.
• Instigated teaching to the test and a more dumbed-down curriculum.
• Imposed high stakes testing which has increased the drop-out rate at schools across the country and has lead more schools to “push out” low scoring students to protect their “numbers”.

This same kind of disguise happened with the Clean Air Act, the Patriot Act, Operation Iraqi Freedom, among many others. We would be wise to discern the difference between how something sounds and what it actually achieves.
What might Agenda 21’s Three E’s actually mean if they just said it straight?

• What they seem to mean by “quality Environment” is reserving natural resources and pristine eco-systems for corporations and the financial elite, while preventing citizens from being able to own and protect their own properties, instead driving them into urban environments and stacking them upon one another in high-rise dwellings, whether they like it or not.

• Their idea of “prosperous Economy” means further centralizing control over money and trade rather than eliminating our fake, debt-based monetary system run by a private corporation (the Federal Reserve), or encouraging a true, un-subsidized, free-market in currencies, pricing and voluntary exchange.

• Their version of “social Equity” is to further authorize the government to take people’s personally hard-earned money to re-allocate at their own discretion regardless of individual rights. It doesn’t empower people with strategies for increasing access to the money they earn.
  http://www.thrivemovement.com/agenda-21-q-a-foster-gamble.blog
  
  Agenda 21 and the UN One World Government plan

'Vestens elite betragter flere og flere mennesker som affald . Verdens befolkning bliver i stigende grad opdelt i ’de uundværlige’ og ’de overflødige’. Også folk i Vesten, der lever på overførsler, er overflødige'
- Politiken.dk, 2017   

“The elderly are useless eaters”
- Dr. Henry Kissinger from the book, the Final Days.

Totalitære tendenser i utopisk tænkning
I den klassiske utopiske tradition gør der sig det interessante fænomen gældende, at i utopierne, som jo er bud på en perfekt samfundsindretning, kan spores et totalitært islæt, ofte med kollektivistiske eller socialistiske undertoner. I følgende redegørelse vil jeg slå ned på enkelte hovedværker fra den utopiske, filosofiske tradition, hvori totalitære tendenser i særlig grad gør sig gældende.

Ser man bort fra religiøse forestillinger dukker utopien som fænomen for første gang op i vesteuropæisktænkning i ældre græsk filosofi, hvor Platon klart er den vigtigste tænker. Fra 6. årh. til 3. årh. f. Kr. fostredes tanken om at indrette et ideel samfund. Tanken blev fortrinsvist initieret af Hellas’ ekspansion og de følgende problemer med at integrere en mængde forskellige folkeslag. Selv om både byplanlæggeren Hippodamos, Aristofanes, Zenos og Aristoteles kom med bud på idealsamfund, var Platon den tænker, som udtrykte sig mest systematisk og havde langt den største indflydelse på utopisk tænkning. Staten er en statisk by med et konstant indbyggertal begrænset til 5040 borgere. Netop begrænsningen af indbyggere i idealstaten går igen i mange fremtidige utopier. Målet er at sikre lykke gennem en kontrol af menneskets behov. Mennesket må derfor ikke give efter for dets lidenskaber, men bevare sine drifter og ønsker på et beskedent og statisk plan. Til at sikre dette skulle bl.a. kunstnere forhindres i at udtrykke sig. Allerede i historiens første utopi optræder kontrol og totalitet som nøglebegreber.


Uddybende kan nævnes Karl Popper, der i Det åbne Samfund og dets fjender 1 mener at kunne identificere følgende som totalitære elementer i værket: 1) Der er en streng opdeling af klasser, hvor herskere adskilles fra befolkningen. 2) Den herskende klasses skæbne identificeres med statens skæbne. 3) Den herskende klasse har monopol på militære træning og dyder, modtager uddannelse og er fritaget for at skulle tjene til føden. 4) Censur og propaganda virker til at forme og forene befolkningens sind. 5) Staten er selvtilstrækkelig. Sammenholdes Poppers iagttagelser med mine fremgår det, at Staten indeholder klare totalitære tendenser.


Med Kristendommens indførelse sker et skred i den utopiske tradition. Religiøse myter som paradismyten, apokalypsen, Babelstårnet etc. dominerer tiden frem til renæssancen, og Gud bliver det konstituerende ideal. At paradistanken kunne dominere i 1500 år hænger sammen med dens beskaffenhed som fuldkommen utopi og fuldkommen eutopi. Den har en konstant værdi, som appellerer til alle mennesker til alle tider.

Ved slutningen af Middelalderen ændredes tænkningens fokus fra Gud til mennesket. Begyndelsen på den nye æra i utopisk tænkning markeres af Thomas Mores Utopia fra 1516. Han initierede en ny tradition med at skrive utopier i form af romaner. I Utopia ser man kollektivistiske træk som eksempelvis familiens opløsning, ensrettethed, reduktion af individet og kommunistiske tanker om ophævelse af privat ejendomsret.

Mores Utopia inspirerede til den tanke, at Paradis ikke nødvendigvis var at finde i Himlen, men skulle skabes af mennesket på jorden. Dette gav grobund for at man begyndte at forholde sig kritisk til en række nye aspekter i tilværelsen. I 1600-tallet skete en række frem skridt inden for naturvidenskab og filosofi, mens sociologiens og historievidenskabens udvikling endnu ikke var begyndt at røre på sig. I dette århundrede blev der skrevet en længere række utopier fordelt over hele Europa. Italienske Tommaso Campanella indtager en central position med Città del sole fra 1602. I Solstaden er kærlighedslivet begrænset med udvalgte partnere til fremme af artens perfektion. Også denne utopi har ligheder med socialismen og udmærker sig med tanker om ligeværdighed mellem samfundets klasser, arbejdspligt og ingen privatejendom. I England skriver Francis Bacon New Atlantis fra 1627, hvis grundtanke i tidens ånd er, at videnskaben kan sikre menneskets lykke.

I 1700-tallet næredes tanken om, at mennesket kunne skabe en utopi, et billede på et perfekt liv, baseret på fornuften, og i 1800-tallet vandt socialistiske tendenser mere og mere frem. De utopiske socialister med Charles Fourier i spidsen dominerer sammen med Marx og Engels århundredet.

Som det fremgår af ovenstående afspejler utopierne tidens fremherskende tanker. Ved at kunne identificere totalitære træk i den klassiske utopiske tradition står det klart, at totalitarismen har eksisteret som idéformation, før den fandt sit udtryk politisk i starten af det tyvende århundrede. Det tyvende århundrede bragte to verdenskrige med sig - inspireret og påvirket af historiens drejning, blev det dystopierne, der kom til at dominere det tyvende århundrede.






Opkomsten af dystopien
Med overgangen til det tyvende århundrede sker en markant ændring inden for utopisk tænkning. Dystopien træder ind på scene med den værst tænkelige af alle verdener, hvor mennesket er undertrykt, depraveret og lever under umenneskelige vilkår. Størstedelen af dystopierne skrives i England og har form af litterære fremtidsromaner, hvor den fremtidige by skildres fra negativ synsvinkel. H.G. Wells skriver i 1894 Time Machine, Anatole France følger i 1909 med Penguin Island. Så kommer Zamjatin med Vi, udgivet i 1929, og Huxley med Fagre Ny Verden fra 1932. Ayn Rand skrev i 1934 Anthem. Efterkrigstiden bringer os Franz Werfels roman The star of the Unborn i 1946. Huxley skriver endnu en dystopi i 1948, Ape and Essence, og Orwell udgiver i 1948 romanen 1984. I 1954 Skriver Ray Bradbury Fahrenheit 451, og i 1959 vender Huxley tilbage med nye iagttagelser i Gensyn med fagre Nye Verden.

Ud af den utopiske tradition er utopiens modsætning vokset frem. Dystopierne indeholder intet filosofisk bidrag, men har karakter af skønlitteratur. [undtagelsen er den elitære misantropiske negative filosofi, jsom er kamoufleret som fiktion i Fagre Nye Verden, jvf. foregående afsnit]. Underholdningsværdien er større end i utopierne, og der er indlagt drama og personkarakteristikker, og dystopierne stå dermed i klar modsætning til 1700-tallets utopier som er forskrifter for, hvordan en stat bør indrettes.

Richard Gerber udlægger i Utopian fantasy en udmærket teori om, at det er videnskabens landvindinger og den store befolkningstilvækst i byerne sidst i det nittende århundrede, som har inspireret til ændringen fra utopi til dystopi. Ved at se nærmere på dystopierne i første halvdel af det tyvende århundrede opdager man, at videnskab og teknologi er så at sige uden restriktioner, og at de dominerer menneskeheden. Teknologien spiller en afgørende rolle for de sociale strukturer på den måde, at industrialismen medfører massebefolkning, som igen medfører social organisation. Denne organisation sørger for, at befolkningen stabiliseres kunstigt, hvorved det gælder, at jo større befolkningstal, jo mindre betydning har individet. Massen fungerer som et socialt organ, hvor den så at sige kommer til at udgøre menneskeheden, mens det enkelte menneske er uden værdi.

Netop menneskets opløsning i masserne er kendetegnende for dystopierne, og jeg synes, at Gerber kommer med en udmærket forklaringsmodel herfor. Gerber pointerer netop, at det er teknologiske fremskridt og de store befolkningsmasser, der adskiller moderne dystopier fra de klassiske utopier. I denne sammenhæng adskiller H.G. Wells sig dog ved sit positive syn på teknologien, men den alligevel vedkommende pointe, illustreres af eksempelvis Zamjatin, Huxley og Orwells dystopier, som alle omhandler storbyen og massebefolkningen.

For kort at opsummere: Dystopierne er fremtidsbilleder på skadelige tendenser i samtiden. Hvor totalitære, kollektivistiske og socialistiske tendenser blot kan identificeres i den klassiske utopiske tradition, gør de sig i den grad gældende i dystopierne, at det kan konkluderes, at dystopiernes hovedærinde er at kritisere og advare mod tendenserne.





I den følgende analyse skal vi se nærmere på tre udvalgte dystopier, som er klare kritikker af totalitarismen.


Analyse
I foregående teoretiske afsnit er der redegjort for, at der i den utopiske filosofi og i den dystopiske litteratur kan identificeres en række totalitære træk. Det ses ofte i utopisk litteratur, at magtelementet søges elimineret vha. fælleseje, men samtidig gør en ideologi sig gældende i så høj grad, at de ideologiske grundsætninger bliver styrende for mennesket. Især i tidligere utopisk filosofisk litteratur er kastesystemet fremtrædende, hvor en lille gruppe mennesker mener at besidde den rette ideologi og forståelse for menneskenaturen, og denne viden anvendes til at gestalte en samfundsindretning, der skal sikre menneskets lykke. Ved at påberåbe sig den rette viden om menneskets natur postulerer de hjemmel til at tage magten og forvalte den efter bedst befindende, hvor vi ser et eksempel på, hvordan jagten på lykke kan vende til den totalitære ved at prioritere almenvellet over individet.

Specialet sigter mod en bestemmelse af totalitarisme, hvilket sker i første omgang gennem en komparativ analyse af tre udvalgte dystopier. Relevante eksempler danner grundlag for analysen, som skal munde ud i en afklaring af de totalitære elementer, der menes at kunne identificeres i dystopierne. Analysernes resultater vedrørende totalitaristiske væsenstræk vil blive sammenholdt med Sovjetunionen for derefter at kunne konkludere, hvorvidt dystopierne kan læses som kritikker af totalitarismen, og om det er en vedkommende kritik, ud fra hvad vi ved om virkelighedens totalitære styrer.

Tekstgrundlaget for analysen er Evgenij Zamjatins Vi (1921), Aldous Huxleys Fagre Nye Verden (1932) og George Orwells 1984 (1949).

I alle tre dystopier er London det geografiske udgangspunkt. De er skrevet inden for en tidsramme på tredive år, inden for hvilken kommunismen og nazismen udviklede sig. Valget af dystopierne er bestemt af deres klare afdækning af forholdet mellem individ og den totalitære stat, de totalitære træks gennemslagskraft og deres fokus på individets tilpasning og reaktion på at blive undertrykt af et totalitaristisk styre.

Hver delanalyse indledes af en afsnit om forfatteren. Disse afsnit skal klargøre, hvilket fokus forfatteren har haft i sit litterære virke og hvilke tendenser, der var styrende i samtiden, og som menes at have været incitamenter for tilblivelsen af værkerne.

Herefter følger et resumé, som skal afspejle det fokus, der er lagt i analysen.

Analyserne er delt op i tre kardinalkategorier: Atomisering og reduktion af individet, det totalitære sprogbrug samt forholdet mellem individ og stat. Det er gennem disse kategorier en tematisering og eksemplificering af de totalitære virkemidler og væsenstræk klargøres.

Hver delanalyse afsluttes med en opsamling, som har til formål at hæve analysen op over teksten og redegøre for fællestræk og punkter, hvor den enkelte dystopi udmærker sig.

Afslutningsvist vil en større opsamling give et helhedsindtryk over de totalitære træk i dystopierne og sammenholde dem med forskellige teoretiske pointer inden for totalitarismen.

Der er desuden indført en kortere ekskurs om Dostojevskijs Legenden om Storinkvisitoren, som har til formål at belyse et særligt sammentræf mellem de tre dystopier og vise hvilken hjemmel de tre fiktive stater: Den Ene Stat, Verdensstaten og Oceanien påberåber sig for at kontrollere befolkningen, samt hvilket menneskesyn, der ligger til grund herfor.

Huxley ønskede i højere grad end de andre at beskrive tendenserne i samfundet ud fra sin egen filosofi og teori om bl.a. overbefolkning. Zamjatins Vi var mere et opråb til de litterære kredse om ikke at lade magthaverne kontrollere litteraturen og den fri tanke, mens Orwell efter at have oplevet af to verdenskrige og to totalitære styrers jerngreb om verden ønskede at advare og mane til større bevidsthed om totalitarismens farer.

For overblikkets skyld er imidlertid tilstræbt den samme inddeling i alle tre analyser. Dog må delafsnittenes komposition afspejle det fokus, som hvert enkelt værk fordrer ud fra de temaer, de udmærker sig ved. F.eks. vil temaet ’kontrolleret reproduktion’ kun blive behandlet overordnet i analysen af Vi, mens dette tema i Fagre Nye Verden vil få en fremtrædende plads.

For klarhedens skyld følger her min forståelse af totalitært sprogbrug: Det totalitære sprogbrug er karakteriseret ved en envejskommunikation fra den totalitære stat til det enkelte menneske, som forventes at indoptage budskabet kritikløst og uden at reflektere over det. Der sker med andre ord en absolut internalisering af afsenders budskab, hvorved modtageren umyndiggøres som et refleksivt væsen.

'The supreme mystery of despotism, its prop and stay, is to keep men in a state of deception, and cloak the fear by which they must be held in check, so that they will fight for their servitude as if for salvation.'
– Baruch Spinoza

I det totalitære sprogbrug kan der identificeres en retorisk joker, som benyttes i forbindelse med holdningsændringer i totalitære staters propaganda. Ved at hævde den retoriske joker kan ethvert argument tilbagevises. Jokeren er således et redskab for totalitaristisk propaganda og fungerer som det endegyldige svar, ved hvilket ethvert ræsonnement kan finde hjemmel. Den retoriske jokers fundament skal være bæredygtigt og have en på forhånd tillagt værdi, så enhver modsigelse bliver formålsløs, når jokeren er lagt på bordet. I Vi hænger den retoriske joker uløseligt sammen med ideologien og ophøjelsen af den strengt matematisk-logiske tankegang. Et andet og mere generelt eksempel er Kristendommen, hvor al retorik i sidste ende kan understøttes med ”Guds vilje”. I Sovjetunionen kan den retoriske joker identificeres i udtalt grad under Stalinismen, hvor alle beslutninger fandt hjemmel i betegnelsen: ”Den rette leninistiske lære.”

'Vi' af Jevgenij Zamjatin

Jeg vil ikke være jeg, jeg vil være vi. - Mikhail Bakunin

Evgenij Zamjatin (1884-1937) var aktiv forfatter i tiden før, under og i det første tiår efter Oktoberrevolutionen. Han var kritisk over for det nye Sovjetstyre. Han insisterede på, at litteraturen ikke skulle ligge under for sociale eller politiske tendenser, og hans litterære budskab var en advarsel til proletarforfattere mod at lade sig reducere til funktionærer. Litteraturen skulle skrives af mennesker, som udnyttede hele deres følelsesspektrum. Zamjatin frygtede, at hvis man fortsatte i det udlagte spor, ville litteraturen blive en banalitet.


En sådan kritik finder man også i hovedværket Мы, på dansk direkte oversat til Vi, skrevet i 1920-21, og som umiddelbart efter en oplæsning i Forfatterforeningen i 1921 blev forbudt af censuren. Grunden var bl.a. noget så håndgribeligt som, at den kvindelige oprører i romanen argumenterer over for hovedpersonen, at revolutionernes antal er ubegrænsede. På det mere abstrakte grundlag kunne et spirende totalitært styre ikke tillade offentliggørelsen af en roman, der så tydeligt advarede om totalitarismens reduktion af individet.


Det er højst plausibelt, at inspirationen til Den Ene Stat og bybilledet, der er skildret i romanen, er hentet i London, idet Zamjatin arbejdede i England som skibsingeniør fra 1916 til efteråret 1917. At andre af hans værker tager udgangspunkt i London og engelsk mentalitet underbygger denne påstand. Romanens univers kan antages at være en fremtidsvision af det vesteuropæiske samfund, hvor en forening af staterne har resulteret i, at individet er opslugt af masserne.

Kommentar: Orwell fik explicit inspiration fra Yevgeny Zamyatin's Vi, og anklagede Aldous Huxley for plagialisering, dvs, at Huxley i Fargre Nye Verden skulle have copy/pasted en del fra Vi uden at give Zamyatin credit.

Orwell, known best for Animal Farm and Nineteen Eighty-Four, opened this discussion in his Tribune magazine review of the 1923 novel We by Russian novelist Yevgeny Zamyatin. Orwell penned the review in 1946, stating that, "Aldous Huxley's Brave New World must be partly derived from [We]. Both books deal with the rebellion of the primitive human spirit against a rationalised, mechanised, painless world, and both stories are supposed to take place about six hundred years hence." Huxley claimed to have had never even heard of We until long after he had finished writing Brave New World.
  - 15 Things You Might Not Know About 'Brave New World'

Se også: 'We': The Novel That Inspired George Orwell's '1984'

Resumé
Vi er hensat i en fjern fremtid tusind år fra det tyvende århundrede. Den civiliserede verden regeres af et totalitært styre, som slet og ret kalder sig Den Ene Stat. Indbyggerne i Den Ene Stat har alle numre * i stedet for navne, og deres hverdag er styret af en lovtavle, som regulerer alle numres bevægelser og handlinger. Alle numre står op og går i seng på samme klokkeslæt, som om millioner af mennesker var ét væsen. Samfundets overhoved er Velgøreren, som frygtes og elskes af alle numre, og samfundets opretholden sikres af Beskytterne, som virker anonymt blandt befolkningen. Deres tilstedeværelse er præventiv, idet ingen ved, hvornår der holdes øje med dem.

* Tankevækkende er det, at vi I Danmark tager det for givet at have personnumre/CPR-numre som 'normalt', og de nye generationer har - i modsætning til de få årvågne og protesterende mennesker dengang - internaliseret dette at have et nummer som 'normalt', ukontroversielt. 

Jussi Merklin viste at CPR blev opfundet med henblik på kontrol af borgere med administration som påskud:

"I 70erne var CPR-numre endnu et følsomt politisk emne; en skærpet grad af statslig kontrol og registrering blev ikke indført uden sværdslag. Da alle kommuner fik besked på at overdrage CPR-numre til Danmarks Statistik i 1977, vægrede flere kommuner sig i lang tid mod at udlevere private oplysninger til et centralt personregister, indtil de med dagbøder blev tvunget til at give efter. På samme tid var den unge fuldmægtig i Finansministeriet, cand.polit. Jussi Merklin ansvarlig for statens EDB-sikkerhed...Som en førende kapacitet på personregister-området deltog han aktivt i den offentlige debat om overvågning og registrering. Merklin argumenterede bl.a. for, at syv cifre var rigeligt til statistisk brug, mere var jo ikke nødvendigt for at undgå forvekslinger af personer i en befolkning på fem millioner. Flere cifre ville derimod muliggøre en unødig central ophobning af persondata med større mulighed for misbrug...Efter årtiers intense studier, hvor han har samlet dokumentation om i hundredvis af sager om de danske myndigheders magtmisbrug, krænkelse af fundamentale menneskerettigheder, statslig registrering og nepotisme, kender han formodentlig forvaltningens skyggesider bedre end nogen anden."- Den danske dissident

Hvis fluor, vacciner, kontrollerede massemedier,  m.m.m. er destruktive, livsskadelige, bedrag og hvidvaskning i en uhørt stor grad uden at det bliver opdaget af flertallet, samtidigt som det af flertallet anses som sandt, godt, 'normalt', og sundt, så er det - rent mentalt skelnende uden emotionel fordømmelse - et resultat af autoritetstro, blind lydighed, indoktrinering, apati, etc.
Det kan man ikke se, hvis man ikke ved, at man har internaliseret løgne, og egentlig ikke er den individualist som man tror man er - tværtimod, hvis du ikke er i mindretal blandt lunkne nudler i koldt vand, er du sandsynligvis blot en kollektivist, en stockholm-syndromist, en pensum-papegøje, m.m. Det gør dig farlig! Farlig for dig selv og farlig for andre! Selvmorderisk og morderisk! Derfor er kritisk tænkning, logik, selvstændig individualistisk tænkning en sjældenhed.

“Størstedelen af undertrykkelse sker pga. dets legitimitet internaliseres. Dette er sandt for de mest ekstreme tilfælde. Menneskeslaveri var svært at gøre oprør imod...det var anset som den måde tingene nu engang er på. .....på et tidspunkt i 1800-tallet blev lønslaveri anset for at være ikke meget forskelligt fra menneskeslaveri. ...arbejdere kæmpede i borgerkrigen med banneret "Vi er imod lønslaveri og menneskeslaveri!". Frie mennesker lejer ikke sig selv ud....man bliver et frit menneske når man ikke er underlagt andres vilje.  .....man kunne endda læse overskrifter i New York Times dengang som skrev dette. Det tog lang tid at få ind folks hoveder, at ideen om at leje sig selv ud som lønslave er legitimt. Idag er det ulykkeligvis accepteret. Dette er internalisering af undertrykkelse. Enhver som tænker at det er legitimt at være lønarbejder har internaliseret en undertrykkelse på en måde som var absolut intolerable for mennesker for 150 år siden."
- Noam Chomsky

Dette er svært at erkende fordi generationer er født ind i denne internalisering som 'normal', gængs, oplever den ikke som undertrykkende, oplever den som 'den måde tingene nu engang er på.
- Funktionel Dumhed - Er Du Psykopat Uden At Vide Det?

The Prisoner [1967] - I'm not a number, I'm a free man! [720p] - YouTube


Civilisationen i Vi er omgivet af et magnetfelt, Den Grønne Mur. På den anden siden af Den Grønne Mur vokser naturen ubehersket, og dér lever uciviliserede stammefolk og vilde dyr. Det står i klar kontrast til livet inden for Den Grønne mur, hvor gaderne er snorlige, bygningerne bygget af gennemsigtigt glas, og numrene går i takt i paradelignende kolonner.


Romanens hovedperson og fortæller er D-503. Han er bygmester på et stort rumprojekt, hvis snarlige kulmination, opsendelsen af den første rumraket i Den Ene Stats historie, er omdrejningspunktet for den fortalte historie. D-503 opsøges i sin egenskab af bygmester af en kvinde, I-330. Hun er medlem af en oprørsgruppe og har brug for D-503’s hjælp til at lade oprørsgruppen overtage rumraketten og dermed undergrave Den Ene Stats forsøg på at kolonisere verdensrummet


Samfundsordenen bliver reelt truet, oprørsgruppen angives af D-503’s vogterske, U, og operationen stoppes i sidste øjeblik. D-503 føres til Velgøreren, som forklarer ham tingenes rette sammenhæng. Herefter gennemføres en operation på alle numre, der fjerner fantasien fra hjernen, og målet er nu nået: Det er lykkes Den Ene Stat at reducere mennesket til en ukritisk maskine. Dystopien ender således med systemets sejr over individet. Med fjernelsen af fantasien elimineres evnen hos mennesket til at forestille sig en bedre verden eller blot et alternativt samfund.


Centralt i romanen står D-503’s udvikling fra at være rettænkende samfundsborger til at tænke selvstændigt og kritisk. I udlægningen af denne beskrives de indre og ydre faktorer, som konstituerer Den Ene Stats magt over befolkningen. Romanen, som er skrevet i dagbogsform følger alle D-503’s tanker, og hans måde at ræsonnere på viser, hvorledes det gennem en målrettet opretholdelse af frygt, overvågning og propaganda er lykkes Den Ene Stat at knække individets selvstændighed.





Atomisering og reduktion af individet
I romanens univers har Den Ene Stat den totale magt over dens indbyggere. For ikke at numrene i staten skal slå sig sammen og skabe oprør, har den Ene Stat iværksat et omfattende system, som forebygger, at numrene danner sammenslutninger eller blot nære relationer, hvor oprørske tanker mod staten kan udveksles. De sociale relationer i Vi er karakteriseret ved en række elementer, der tilsammen har til formål at fremmedgøre individet fra dets omgivelser. Disse elementer er blandt andet statslig kontrol med reproduktionen og det seksuelle samliv og overvågning og gensidig angivelse blandt befolkningen. Der opfordres gennem propagandaen til at frasige sig sin individualitet og dyrke kollektiviteten. Der er med andre ord ønskeligt for Den Ene Stat at skabe en række vilkår i samfundet, som er gunstige for en generel atomisering blandt befolkningen. Hvis individet f.eks. ikke har familiemæssige eller venskabelige nære bånd at definere sig ud fra, vil det føle sig rodløs i samfundet og vende sig mod statsideologien og en stærk leder for at finde tryghed og mening.

Før opfattede man staten som et redskab for de magtfulde. Nu opfatter vi staten som en mor, der skal beskytte os. Derfor ser vi ingen grund til at begrænse statens muligheder for at passe på os," siger filosof Arno Victor Nielsen.,,, "Hvorfor er danskerne ligeglade med at blive overvåget? :
Tillid til staten og frygt for terror får danskere til at acceptere overvågning, mener eksperter. Samtidig tyder alting på, at der vil komme endnu mere overvågning i fremtiden, med mindre danskerne protesterer, siger de."
- DDR 2.0 - Danmark som Nyttige Idioter

Zamjatin skrev i sit auto-interview fra 1932 at aksiomet: ”Kærlighed og sult regerer verden” er udgangspunktet for tilblivelsen af Vi. For at få kontrol over verden, må verdens herrer overvindes. Sulten er det lykkedes Den Ene Stat at bekæmpe ved at indføre udvundet jordolie som den eneste næring. Kærligheden er kontrolleret ved hjælp af de lyserøde sedler, hvorved ”hvert nummer har krav på hvilket som helst andet nummer som sin andel i det seksuelle produkt.” Hermed har Den Ene Stat den totale kontrol over dens indbyggere ved at garantere dem en konstant opfyldelse af det naturlige behov for mad og tilfredsstillelse af seksualdriften.


I Den Ene Stat er børneavl rationaliseret efter samme princip som frugt-, hønse- og biavl. Menneskebørn avles og opfostres kollektivt og upersonligt. Barnet oplever dermed ikke den nære symbiose mellem mor og barn, og det opfostres ikke af forældre i et socialt afgrænset rum. Ved at rationalisere og kontrollere børneavlen får staten udelukkende ideologisk rettænkende undersåtter og en kontinuerlig homogen befolkning.

Hvad angår forholdet mellem mand og kvinde er det kollektive og upersonlige igen bestemmende. Monogami er et ukendt fænomen (som i Fagre Nye Verden), og kønsakten foregår, ved at man henstiller til et kontor, at man gerne vil være sammen med en given person. Vedkommende bliver inviteret til at møde hos initiativtageren på et aftalt tidspunkt. Denne praksis sker vha. små lyserøde sedler, som sendes og modtages via det særlige kontor. Hele akten har udelukkende til formål at tilfredsstille et naturligt behov, og der er ingen intimitet eller følelsesmæssig fortrolighed at spore mellem mand og kvinde. Også venskabet fungerer som en overfladisk foranstaltning. Den konstituerende tiltaleform er De, også blandt venner.


Kærlighed findes kun i form af kærlighed til Velgøreren eller til Den Ene Stat. Til gengæld lærer befolkningen at føle beundring og nydelse for logiske forekomster, som f.eks. kvadratiske figurerer, et bybillede med bygninger af gennemsigtigt glas og regelrette gader eller det logiske samspil i en upåklageligt fungerende maskine. D-503 skriver selv, at forårets komme og fornemmelsen af kvindernes læbers sødme til en hvis grad forstyrrer tankernes logiske gang, hvilket tydeligvis er et andet incitament til nedtoningen af seksualdriften.


Foruden kontrol med de sociale relationer forlader Den Ene Stat sig på overvågning af befolkningen og tilskynder numrene at spionere på og angive sig selv og hinanden. [Flere interaktive coumputerspil har fundet vej ind i populærkulturen, som en maskeret professionel uafvidende spionkultur, såsom Pokemon, såvel som ikke-maskeret spionkultur: 'Orwell' - The New Computer Game that Trains You to Spy on Citizens, m.fl. Derudover er Danmark's statsligt officielle stikkerkultur også florerende, og i USA, UK, og andre lande kører lignende statslige DDR 2.0 programmer parallelt]





Mark Zuckerberg, ekstremt dubiøs CEO for Facebook, et totalitært og globalt overvågningsorgan for USA's og allierededes efterretningstjenester  - Fagre Nye Verden med Virtual Reality er morgendagens Huxley'ske perception management 3D-udvidelse af det nuværende kollektivistiske kontrolsystem idag. The Future is Now! 'Does Facebook want to read your THOUGHTS? Secretive division may be developing a mind-reading device' (Daily Mail 2017)



"En anden fortalte om en gåtur på Frederiksberg, hvor han og kæresten havde talt om, at han ønskede sig en globusbar. Telefonen lå i lommen, og da han af ren og skær vane senere tjekkede Facebook, var der reklamer for globusbarer. Og så var der kvinden, der havde talt med veninder om et brud med ekskæresten over telefonen, som efterfølgende følte sig forfulgt af reklamer for kurser, der skulle hjælpe hende over kærestesorger. Alle forklarer til Berlingske, at de ikke har søgt på de emner, de senere bliver præsenteret for. Forud har de enten talt i telefon om emnet, eller haft en samtale ansigt til ansigt om emnet, hvor telefonen tilfældigvis var i nærheden."
- Din telefon kan blive aflyttet - Berlingske


Ny aggressiv og hemmelig overvågning: Dit tv sender signaler til din mobil BT

 
Facebook bekræfter, at de lytter med: "Facebook says that its app does listen to what’s happening around it, but only as a way of seeing what people are listening to or watching and suggesting that they post about it."
- kilde Independent, 2016



Facebook doesn't listen through your phone's mic -- except when it does
- Computer World

Husene er bygget af glas, for at alle skal kunne se alle og angive alt, der virker mistænkeligt. Man har pligt til at angive al afvigende adfærd, både hvis den registreres hos en selv og hos andre. D-503 vil derfor som ethvert andet rettænkende nummer melde sig selv til Beskytternes Kontor, fordi han er blevet opsøgt af I-330 og er begyndt at tænke på en måde, der afviger fra de acceptable matematisk-logiske principper. Beskytternes Kontor er en institution, som i Den Ene Stats retorik har til formål et beskytte numrene for sig selv:

Over mit hoved strålede gyldent og rent som solen bogstaverne på Beskytter-kontorets skilt. I det dybe rum bag glasmuren stod mange blålig-grå unif’er i en lang kø. Deres ansigter lyste stille som kerter i oldtidens kirker: de var kommet for at fuldføre en hellig handling; de var kommet for på Den Ene Stats alter at ofre deres nærmeste, deres venner, sig selv.

Hele akten fremstår som en hellig, ren og ophøjet gerning, og der stilles ingen spørgsmål af etisk karakter. Denne institution medvirker til en atomisering blandt befolkningen. Man vogter på hinanden og på sig selv i en accept af, at afvigende adfærd er et onde, som skal elimineres. Derfor gør det ingen forskel, om man oplever den afvigende adfærd hos sig selv eller hos andre. Man er ikke mere end en del af det store hele, og er en sygdom brudt ud i sindet, er det til det fælles bedste, at den elimineres, og det er blot en indlysende og alment accepteret konsekvens, at bæreren af sygdommen følger samme vej.


Individets atomisering kommer desuden til udtryk i en reduktion af individet på det konkrete plan. Indbyggerne i Den Ene Stat har ikke navne men numre. Dette formindsker menneskets identitetsfølelse, idet numre er fri for konnotationer, mens der i navne ligger en indholdsmæssig reference til religion, kvalitet og historie. Numre er logiske, fri for associationer og passer ind i Den Ene Stat ideologiske, moralske og æstetiske grundtanke om en allestedsnærværende bunden matematisk-logisk konsekvens.


Den kollektive fordring kommer også til udtryk i titlen. Vi henviser til den tilstand, som alle numre i Den Ene Stat skal stræbe mod – nemlig at blive ét homogent kollektivt tænkende og handlende væsen. ’Jeg’ skal blive til ’vi’, for ’jeg’ er uberegneligt i sin selvstændighed og i sin trang til fri udfoldelse og skal opløses i et matematisk præcist velfungerende kollektivt handlende organ, som marcherer i takt i store paradelignende kolonner. I sine dagborgsoptegnelser argumenterer D-503 i et perfekt ekko af Den Ene Stat retorik:

Lad os tænke på to vægtskåle. På den ene ligger ét gram, på den anden et ton; på denne ene ”jeg” – på den anden ”vi” Den Totale Stat. Det er vel klart: at gå ud fra at ”jeg” kan have rettigheder over for Staten, er nøjagtig det samme som at antage, at ét gram kan opveje et ton. Derfor er rollerne fordelt således: tonnen rettigheder, grammet har pligter.

Kommentar: Ekstrem instrumentel kollektivisme som udsletter individet.

Da der ved en ulykke ved prøvestarten af rumraketten dør en halv snes numre, er D-503 fascineret af disse numres umiddelbare opløsning, og han føler en umotiveret stolthed over, at ulykken ikke hindrede prøvestarten overhovedet. Samtidig tager han tydeligt afstand fra empati og finder den forhistorisk og latterlig.

Der stræbes efter ydre såvel som indre homogenitet, og specielle eller anderledes personlighedstræk kaldes konstruktionsfejl. Denne holdning er vigtig at indpode numrene, for til trods for den rationaliserede børneavl er der stadig forskel på folks udseende. Dog stræber videnskaben mod, at alle numre skal komme til at se ens ud, og befolkningen støtter op om det med deres optimistiske videnskabssyn. F.eks. skammer D-503 sig over sine hænder, som er store og behårede og leder tankerne hen på det uciviliserede urmenneske. Det er for Den Ene Stat påtrængende at udligne de synlige forskelligheder ved numrene, for så længe, der er forskel på folks udseende, kan der ske individualisering.



Kommentar: I Rudolf Steiner's antroposofi og hans advarsler om fremtiden, er den såkaldte Ahrimanske intention at gøre mennesket uindividualiseret, ufri, homogent, mekanisk, og fuldstændigt adskilt fra naturen - et Borg-lignende (Star Trek) kollektivistisk væsen, hvis karakteristika er identisk med transhumanismens skyggeside.

The Borg represent the best popular illustration I know of Steiner’s ‘Ahriman’: they possess tremendously intensified will; tremendously intensified thinking of a technological kind – and no Heart .
- fra denne blog

Star Trek and Collectivism: The Case of the Borg

                                                           Borg rumfartøjet i Star Trek (kube)

Det totalitære sprogbrug
Vi indledes med en avisartikel, hvor Den Ene Stat i forbindelse med den forestående kolonisering af verdensrummet forpligter befolkningen til at nedfælde et vidnesbyrd om Den Ene Stats storhed. D-503 går i sit ønske om at være en nyttig samfundsborger straks og villigt i gang med at nedfælde, hvad han ser og tænker. Optegnelsen er med hans egne ord tænkt som et ”vidnesbyrd om essensen af livet og Den Ene Stats fuldkomne virkelighed."


I D-503’s reaktionsmønster illustrerer udmærket det totalitære sprogbrugs ærinde. Der udsiges en ordre via en passiv instans, avisen, og ordrens udsigelse er identisk med dens udførelse, for D-503 udfører ordren med det samme og uden at reflektere. Der er med andre ord fra den magthavende instans, Den Ene Stat, sket en envejskommunikation, som D-503 responderer på øjeblikkeligt. Denne øjeblikkelige respons er et resultat af en lang opdragelsesproces, hvorved det er lykkedes Den Ene Stat at frembringe en mennesketype, som ikke stiller spørgsmålstegn ved samfundet, men blot handler, som det får besked på.

Det totalitære sprogbrug udtrykkes for en stor dels vedkommende i propaganda. Avisartiklen er en hyldest til INTEGRALET– skrevet med store bogstaver. I svulmende vendinger gøres det klart, at Den Ene Stat har formået at skabe et mirakel:

Det skal blive forundt jer at lægge forstandens velgørende åg på endnu ukendte væsener, som måske lever på andre kloder – måske endnu i frihedens uciviliserede tilstand. Skulle de ikke være i stand til at fatte, at vi bringer dem den matematisk-ufejlbare lykke, er det vor pligt at tvinge dem til at blive lykkelige. [transhumanismen idag har lignende hybris filosofi, og udtrykket, transhumanisme, blev i øvrigt opfundet af eugenikeren Julian Huxley, første direktør for UNESCO, og Aldous Huxley's bror]

Den Ene Stat delagtiggør folket i denne mirakuløse tildragelse: Koloniseringen af verdensrummet, som bidrager til fællesskabsfølelsen. Hermed ses også den tanke udfoldet, at en totalitær stat har brug for spektakulære præstationer til at samle befolkningen og sikre sig sin enestående status og folkets vedvarende beundring.

I ovenstående citat kan desuden identificeres et virkemiddel, som er karakteristisk for Den Ene Stats propaganda. Rent sprogligt manipuleres der med værdisættet hos modtageren, idet kvaliteten af substantivets ændres med det modsatte adjektiv. Negative adjektiver bruges til at beskrive positive substantiver og omvendt, som det er tilfældet med forstandens velgørende åg, frihedens uciviliserede tilstand og den matematisk-ufejlbarlige lykke fra ovenstående citat. At føreren slet og ret hedder Velgøreren, og at spionerne hedder Beskytterne, er andre eksempler på manipulation med værdisættet. Det ligger så lige for, hvad navnet indeholder, at folket er blevet vant til ikke at stille spørgsmålstegn og blot indoptager ordets direkte denotation og ikke længere opfanger dets konnotationer.

Et andets aspekt af propagandaen er religionen. Religion kan ses som en konkurrent til et totalitært styre, fordi den truer den absolutte mentale underkastelse hos individet. For at imødekomme et behov for religiøsitet, bruger Den Ene Stat religiøse elementer i propagandaen. Fælles for dem er, at de viser, hvordan Den Ene Stat har formået at indoptage disse religiøse elementer og bruge dem som virkemidler i propagandaen. I forbindelse med en offentlig henrettelse gør D-503 sig følgende tanker, der viser, hvorledes Den Ene Stat har indsat sig selv på religionens plads:

At dømme efter de beskrivelser, som er blevet os overleveret, må vore forfædre have følt noget lignende ved deres såkaldte ’gudstjenester’. Men de tjente en usynlig og ukendt Gud, mens vi tjener en kendt og synlig; deres Gud gav dem intet uden endeløs, pinefuld stræben; deres Gud kunne ikke finde på noget klogere end at ofre sig selv – ubegribeligt til hvilken nytte. Her er det os, der bringer vor Gud – Den Ene Stat – et roligt og nøje gennemtænkt, helt og holdent fornuftigt offer.

Begrebet om det hellige indtager en aktiv plads i det totalitære sprogbrug, men det fungerer helt og holdent i Den Ene Stats tjeneste.


For at gå videre: Censur af litteraturen var en vigtig del af Zamjatins ærinde både med denne roman og i hans virke som forfatter. Som det er tilfældet i mange sammenhænge i Vi, er forfatterinstitutionens symbolik overdrevet, men her gælder reglen, at overdrivelse fremmer forståelse.


D-503 har en god ven, R-13, som er digter og arbejder i poetafdelingen i statens Institut for Digtning. D-503 beskriver sin ven som upræcis og urytmisk, og at han har en ”sælsomt forvrænget og lattermild logik”. R-13 er en opfindsom sjæl og har et lattermildt temperament, men han digter efter de foreskrevne regler:

Evige elskere – to gange to 

Hviler i fire som båden i havnen 

Holder hinanden evigt i favnen: 

Ingen kan skille to gange to.

'Vi'  , skrevet i 1921 af Yevgeny Zamyatin, er  verdens første dystopiske Science Fiction roman, som Aldous Huxley, George Orwell, Fritz Lang, og flere andre copy/pastede.

Litteratur og digtekunst er et udbredt redskab for propagandaen, men alfa og omega i propagandaen er den matematisk-logiske tankegang, som udgør Den Ene Stats filosofiske og moralske grundlag. Ved påberåbelse af denne tankegang kan der udkastes overbevisende definitioner, som ikke behøver anden begrundelse end prædikaternes – logisk eller matematisk. På grund af deres forudsigelighed favoriseres logik og matematik, og fravær af ånds- og følelsesregister fremelskes. Som følge af dette findes der en særlig æstetik i det bundne, hvorved ufriheden idealiseres. Den retoriske joker spilles ud netop i forbindelse med friheden. Dermed tillægges friheden en fare på baggrund af det tilsyneladende logiske ræsonnement: Frihed og forbrydelse er lige så tæt forbundet, som en aero og bevægelse. Når hastigheden er lig nul, er aeroen ikke i bevægelse, og når menneskets frihed er lig nul, begår det ikke forbrydelser. Her ses tilstedeværelsen af en logik, som ikke umiddelbart lader noget at indvende, og slet ikke hvis modtageren af budskabet ikke besidder en udviklet kritisk bevidsthed.



Ufrihed er i Den Ene Stat lig lykke og udgør det eksistentielle grundlag for indbyggerne i Den Ene Stat. Retorikken tager udgangspunkt i Paradismyten. I Paradiset var mennesket ufrit og lykkeligt. Da Adam og Eva fik valget mellem lykke uden frihed eller frihed uden lykke og valgte friheden, fulgte en periode på mange tusind år, hvor mennesket blot længtes tilbage til lænkerne og væk fra smerten. Men Den Ene Stat har formået at genskabe Paradiset, og mennesket kan igen leve lykkeligt i ufrihed. Den totalitære propaganda fungerer fortræffeligt – Den Ene Stat formår med sin simple logik at overbevise mennesket om, at det har det bedst, som det har det. At det er lykkeligt i sin bundethed.


Forholdet mellem individ og stat
Et tema i næsten alle utopier og især i dystopierne er individets betingelser set i forhold til staten. Dystopien som genre fungerer så at sige som et forum, hvor forfattere kan teste, hvordan individet forholder sig under et totalitært styre. Disse betingelser beskrives i samfundsstrukturen, men illustreres specielt i dystopierne i menneskets kamp for værdighed og generobring af individualitet. Et tilbagevendende handlingsforløb er som følgende: Hovedpersonen, som er et produkt af samfundet, kommer i kontakt med en oprørsgruppe eller –person, eller også er hovedpersonen selv begyndt at sætte sig op imod systemet. Vi følger derefter hovedpersonens indre kamp med sig selv og sine tillærte mønstre, og vi følger udviklingen frem til det afgørende oprør, som ender med at systemets sejr over individet. Den totalitære stat er i sin definition kun totalitær, hvis al modstand er umulig og statens magt absolut. Disse betingelser må derfor i sagens natur føre til individets nederlag.


Vi bliver her en illustration og diskussion af ovennævnte generelle pointe. Manipulationen af tankegangen ses ved, at D-503 bliver utryg og usikker, når han oplever noget, som ikke passer ind i hans verdenssyn, og han derfor søger at legitimere med logiske forklaringer, når hans tanker vandrer ukontrolleret. Der finder en konstant selvopdragelse sted, hvor han, hver gang han tænker ’dårlige’ tanker, søger at legitimere ved hjælp af en forklaring baseret på den strenge logik, som Den Ene Stat forskriver som det eneste acceptable grundlag for tankerne. Dyrkelsen af det matematisk-logiske (den retoriske joker) viser sig i, at D-503 hver gang han tænker noget, der ikke umiddelbart kan forklares ud fra en logisk følgeslutning, har et behov for at efterrationalisere. I de tilfælde – som bliver hyppigere og hyppigere, jo mere romanens handling skrider frem, og han fatter mere og mere sympati for oprørstanken – hvor han ufrivilligt associerer med sit følelsesregister, vil han øjeblikkeligt legitimere sine tanker efterfølgende ved hjælp af den tillærte logik.

Kommentar: Kognitiv Dissonans, Logiske Fejl & Farlig Lydighed.

Da D-503 bedes om at begå oprør, kan han ikke abstrahere fra følgende hovedsætning: ”Pligt og forbrydelse kan ikke være ét”. D-503 er opdraget til at tænke, at straf er udfrielse, og han er splittet mellem at ville følge sine oprørske instinkter og ønsket om at gå til bekendelse. Inde i ham selv udkæmpes således en kamp mellem instinkter og tillærte grundsætninger. Han ønsker at være fri og begå oprør, og han drages mod den selvstændige og kritisk tænkende I-330. Men samtidig nærer han tillid og kærlighed til Velgøreren og den tryghed, han får derved, og han ønsker derfor at bekende alle sine forbudte følelser for velgøreren og modtage sin straf, som er den eneste ret, individet har over for kollektivet.


Endelig er det interessant, at der i Vi er en tendens til, at oprøret ”smitter”. D-503’s sygdom bunder i, at han har udviklet en sjæl, og denne sjælens epidemi spreder sig til de kvinder, som har kontakt med D-503, og disse begynder at afvige fra normen.






U, som er vogterske i bygningen, hvor D-503 bor, bliver forelsket i ham. Hun bryder ind i hans lejlighed og læser hans dagbog, men da han afviser hende, angiver hun ham og de andre oprørere. Det er bemærkelsesværdigt, at netop denne ukontrollerede og ukonstruktive handling bliver bestemmende ikke blot for D-503’s videre skæbne. Idet oprørsgruppen afsløres, brister numrenes håb om at bryde ud at Den Ene Stats kontrol.
Sabotagen af koloniseringen af verdensrummet mislykkes, og Integralet affyres som planlagt. Den forsmåede U’s hævngerrighed rammer ikke blot D-503, men hele Verdensrummets videre skæbne. Dette er næppe en tilfældighed fra forfatterens side, men snarere en understregning af følelsernes konsekvensers rækkevidde.


O-90, som er en veninde af D-503, bliver forelsket i D-503, jaloux på I-330 og undfanger et barn uden for Den Ene Stats kontrol. Hun handler dermed udelukkende efter følelsesmæssig indskydelse og formår ikke at udøve den nødvendige selvopdragelse og efterrationalisere. At O-90 trodser Den Ene Stats bud og både forelsker sig og undfanger et barn illegalt illustrerer det smittende oprørs store indvirkning på en enkelt individ, og følgevirkningerne ville være undergravende for den totalitære stat, hvis dette oprør fik lov til at brede sig. Heri understreges specialets påstand om, at humanitære værdier, her kærlighed, omsorg og moderinstinktet ikke lader sig eliminere fuldkomment og samtidig udgør en direkte trussel for den totalitære stat.
Opsamling på delanalyseZamjatin skrev sig med hovedværket Vi ind i verdenslitteraturen. Efter romanen blev kendt i forfatterkredsene, oplevede Zamjatin en hetz som følge af sit kontrære forfatterskab. Tilhængerne af det nye samfund så Vi som en voldsom kritik af den kommunistiske ideologi og følte sig fornærmede på Kammerat Lenins vegne. Man kan godt vælge at anskue Vi som en kritik af det nye kommunistiske styre, idet mange af Sovjetunionens institutioner og tiltag kan findes i Vi i en satirisk og overdreven form. Dertil skal nævnes, at mange af disse først kom til sit fulde udtryk under stalinismen, altså næsten et tiår efter romanen blev skrevet. I og med romanen tager udgangspunkt i den vesteuropæiske historie og teknologiske udvikling, og i og med det er London og ikke Moskva eller Petrograd, som er brugt som romanens forbillede, vil det sandsynligvis være mere hensigtsmæssigt at betragte de i romanen præsenterede tiltag og institutioner som generelle væsensbetingelser for totalitære regimer.

I analysen af Vi er der lagt vægt på fænomener, som kan karakteriseres som totalitære træk. Her skal blot fremhæves enkelte toneangivende eksempler.


Samfundet styres af Taylors lovtavle (H.F. Taylor var meget populær i Sovjetunionen i 1920’erne. Populariteten understøttes af, at blandt andre Krupskaja, Lenins kone, var meget begejstret for Taylors rationalistiske idéer om forbedring og udnyttelse af menneskelig arbejdskraft til en reduceret udgift for arbejdsgiveren), som sikrer, at alle numrene i Den Ene Stat står op og går i seng på samme tid som om millioner af mennesker var ét væsen. Hermed understreger forfatteren den totalitære ensretning, som allerede var tendentiøs i Sovjetunionens første år, og som kom til at spille en afgørende rolle under stalinismen.
Totalitære styrer forlader sig gerne på overvågning, og de litterære fremtidsromaners univers er ingen undtagelse. I Vi er symbolikken måske en smule overdrevet, men ikke desto mindre er den værd at kaste et blik på. Overdrivelsen findes i det faktum, at numrene ikke blot har pligt til at angive andre, men også sig selv, hvis de for skade kommer til at tænke uortodoks. [nej, selvstikkeri i selvudleverende masochisme foruden stikkeri er normen] Overdrivelsen forstærker forfatterens pointe om, at foranstaltning af en stikker-praksis i samfundet virker langt mere effektivt end det hemmelige politis spionvirksomhed. Hermed underbygges specialets pointe om, at individets selvstændighed og anlæg for spontanitet er den reelle trussel for totalitarismen.


Ønsket om at skabe et nyt menneske med den rette ideologiske ånd står centralt i totalitære ideologier, som vi senere skal se i begrebsafklaringen af totalitarisme. Fremelskelsen af det nye menneske, som er staten tro i alle henseender er vigtig, netop fordi den absolutte mentale underkastelse hos hver eneste indbygger er en forudsætning for en totalitær stats opretholdelse.


At der ikke må skabes nære relationer er et fænomen, kan genkendes i både i Fagre Nye Verden og 1984. Intimitet og kærlighed, som de forekommer i familien, står uden for den totalitære stats kontrol, og derfor undergraves familien som samfundsinstitution ved at fjerne det seksuelle spil mellem mennesker og rationalisere børneavlen.

I Vi ses et bud på, hvordan totalitær magt kan forvaltes, men at mulighederne er uendelige, manifesteres ved den mangfoldighed, med hvilken temaet er blevet varieret i dystopisk litteratur, science fiction og på det virkelige plans totalitære stater, der dog alle har kredset om den samme hensigt: At bibeholde totalitær magt ved undertrykkelse af individet.


Kommentar: Elitens Roadmap

Endelig udmærker romanen sig ved sin illustration af individets oprør mod en kontrollerende stat. Det er interessant, at den rettænkende D-503 finder, at hans samfund er lykkeligt, en virkeliggjort utopi, men da han betvivler statens ret til at kontrollere dets indbyggeres liv, ændres hans opfattelse til, at samfundsideologien i virkeligheden er en dystopi. Denne ændring sker ved oparbejdelsen af en overbevisning om, at individet har ret til at administrere sit eget liv og ønsket om at udøve denne ret. 

NB!  'Vi' blev først udgivet i Sovjetunionen i slutningen af Gorbatjov-æraen.
Derudover kan det være, at Zamyatin's inspiration til Vi - eller insider viden(?) - kom direkte fra frimureriet!)

Scene fra "My Dinner with Andre", 1983: But has it every occurred to you, Wally, that the process that creates this boredom that we see in the world now may very well be a self-perpetuating, unconscious form of brainwashing created by a world totalitarian government based on money? And that all of this is much more dangerous than one thinks. And it's not just a question of individual survival, Wally, but that somebody who's bored is asleep? And somebody who's asleep will not say "no"?

Andre: See, I keep meeting these people, I mean, uh, just a few days ago I met this man whom I greatly admire, he's a Swedish physicist, Gustav Björnstrand, and he told me that he no longer watches television, he doesn't read newspapers, and he doesn't read magazines. He's completely cut them out of his life because he really does feel that we're living in some kind of Orwellian nightmare now, and that everything that you hear now contributes to turning you into a robot. .."I think that New York is the new model for the new concentration camp, where the camp has been built by the inmates themselves, and the inmates are the guards, and they have this pride in this thing they've built. They've built their own prison. And so they exist in a state of schizophrenia where they are both guards and prisoners, and as a result, they no longer have, having been lobotomized, the capacity to leave the prison they've made or to even see it as a prison."
http://plopphizz.blogspot.dk/2015/05/my-dinner-with-andre-transcript.html 

Tankerne er de samme som i Ignorant Unfreedom og Conspiracies & Chickens

Fagre Nye Verden af Aldous Huxley

O brave new world,That has such people in't   

- Shakespeare

Aldous Leonard Huxley (1894-1963) stræbte i sine artikler og bøger stræbt efter at sætte fokus på samtidige tendenser i samfundet, der kunne føre til menneskehedens degeneration, hvilket også hans hovedværk, Brave New World, oversat til dansk: Fagre Nye Verden, udtrykker med forvrængningen af teknologien, nydelsesbaseret eskapisme og kritik af seksuel amoral. Huxley så overbefolkningen og maskinerne som denne verdens mest påtrængende problemer. Overbefolkningen kunne kun resultere i to mulige samfundsstrukturer: Anarki eller totalitarisme. Sammenholdt med tidens ’nemheds-praksis’, maskinen, som med sin gennemtænkte struktur gav sikre resultater og til gengæld forlangte lydighed, ville mennesket til sidst blive for svagt og maskinerne for stærke, og en totalitær styreform, som f.eks. kommunismen ville med lethed kunne holde hele menneskeheden i et jerngreb.


Fremtrædende kommunisters navne går igen i dystopien som en indirekte forbindelse mellem dette samfund og Sovjetunionen, som var det eneste totalitære styre i 1932. Tilstedeværelsen af de russisk-klingende navne gør læseren opmærksom på, at selvom Fagre Nye Verdens univers på mange måde minder om vores samfund, er det totalitære aspekt nærværende, og det er i totalitarismen, vi skal finde forskellen mellem det samfund, hvori Huxley så en række tendenser, som inspirerede hans dystopi, og det samfund, han beskriver og advarer mod. Den historiske kontekst for tilblivelsen af romanen skal findes i mellemkrigstiden, der var domineret af teknologiens landvindinger, bl.a. maskingeværet og præget af totalitære tendenser i Sovjetunionen, Tyskland, Spanien og Italien.


I titlen ligger en ironisk kritik, som indikerer, at der ikke er tale om en skøn verden, men om en depraveret verden, en forvrængning af etiske grundsætninger og en kunstig, moralsk fordærvet optagelse af nydelse, som dulmende middel til smerte, der forhindrer folk i at se virkeligheden, som den er. Huxleys giver sit bud på en udvikling på det gale spor, som er ført til yderligheder for at vise, hvor vi kan ende, hvis vi ikke sadler om og ser på vores samfund med nye kritiske øjne.


Resumé
Den Fagre Nye Verden er nået til året 632 efter Ford. Ford udgør det ideologiske og religiøse grundlag for Verdensstaten, som ledes af Verdenspræsidenten Mustafa Mond. Handlingen udspiller sig i og omkring Londons udklæknings- og karakterformningscentral, hvor flertallet af romanens personer arbejder. Det er på denne og lignende centraler, man i Verdensstaten opfostrer mennesker i flasker og tager sig af den videre opdragelse, indtil de er arbejdsdygtige.


Menneskene er opdelt i fem kaster, hvoraf alfa er den mest privilegerede og udviklede kaste med høj selvstændig tænke- og ansvarskapacitet, og epsilon er den lavest udviklede kaste, hvis evner ikke strækker sig videre end til udførelsen af simpelt, manuelt arbejde. I selve udklækningsprocessen fremavles de kastebestemte egenskaber. Når de færdige børn udklækkes fra flasken, forestår der dem en lang opdragelsesproces, hvor adfærd og tanker påvirkes i overensstemmelse med deres kaste og forudbestemte beskæftigelse.
Romanens hovedpersoner, Bernard Marx og Lenina Crowe, er hinandens modsætninger, hvad angår temperament. Lenina er en korrekt alfa, for hvem arbejde, forbrug og behovstilfredsstillelse går op i en højere enhed i Verdensstatens ånd. Bernard er derimod en enspænder og derfor upopulær. Han tager afstand fra de nydelses og behovsbaserede fællesaktiviteter, isolerer sig og bryder sig ikke om den af staten pålagte polygamiske holdning.


Fra en ferie i et reservat, hvor tidligere tiders sæder er bevaret, bringer Bernard og Lenina en ’halvvild’, Johannes, og hans mor, Linda, med sig tilbage til London. Gennem Johannes kan læseren forholde sig til den komplicerede proces at skulle forholde sig til en verden, hvor kulturen er reduceret til følefilm uden indhold, hvor behovstilfredsstillelsen og nydelsen er i centrum, og hvor svære situationer udviskes med et uden begrænsninger distribueret narkotikum, soma. Især den polygamiske holdning, at alle tilhører alle, har Johannes svært ved at acceptere. Johannes er ulykkelig i civilisationen og forsøger at gøre oprør, hvorfor han føres til Verdenspræsidenten, Mustafa Mond, sammen med Bernard. Mustafa Mond foreholder Johannes tingens rette sammenhæng og belyser de store forskelle mellem Johannes’ humanistiske livssyn og den livsindstilling, der dominerer civilisationen.


Bernard forvises til en ø som følge af sin forkerte indstilling til følelseslivet, mens Johannes bebudes at blive tilbage i den civiliserede verden. Johannes isolerer sig ude i naturen, men her stresses han i så høj grad af nysgerrige tilrejsende og i særdeleshed af Lenina, der kommer for at hente ham tilbage til civilisationen, at han begår selvmord og dermed finder en vej ud af den fagre nye verden.


Atomisering og reduktion af individet
I Fagre Nye Verden manipuleres befolkningen til en omfattende atomisering og afstandstagen fra intimitet ved en række virkemidler: Familie og moderskab betragtes som vulgariteter, den kollektive fordring går forud for et enkelt menneskeliv og selvfortabelse i religionen.


Stærke følelser som kærlighed, had og troskab findes ikke i den fagre nye verden. Det samme er tilfældet med forbindelsen mellem mor og barn. Gennem hypnopædi opdrages børnene til at tage afstand fra familien og indpodes den holdning, at det at føde levende børn og at have en moder er noget uetisk og sjofelt. Retorikken er umådelig stærk.


Familien som institution beskrives som et fængsel befængt med sygdom, mørke og stank. Hjemmet sammenlignes med kaninhuller og møddinger, og moderskabet sidestilles med en kat, der ruger over sine killinger. Med Verdenspræsidentens ord associeres familieliv med intimitet, og intimitet er farligt, forrykt og obskønt. Intimitet er noget, man tager afstand fra. Familien ses som noget begrænsende og forkert, en lukket kreds, hvor man afskærer sig fra andre. Der tages så klart afstand fra intimitet og familie, fordi disse udgør en trussel for Verdensstaten *, idet privatheden skaber en urørlighedszone, som virker nedbrydende på ideologien.

* Se PPS nederst om familien, Foucault, verdensstaten og Jes Bertelsen,


”Vi tilhører alle hinanden” er en anden grundsætning, der er bestemmende for det sociale liv i Verdensstaten. Det kollektive påbud om polygami, som håndhæves ved socialisering, forhindrer dannelsen af minisamfund, som familien eller kærlighedsforholdet kan udgøre og dermed være en alternativt værdiskabende enhed for individet.


Fundamentet for samfundet er udklækningsmetoden, hvor børn avles i flasker og deres gener manipuleres, så de får bestemte egenskaber, der stemmer overens med den funktion, de er prædestineret til at have i samfundet. Hele processen omkring børneavl er beskrevet i meget kolde vendinger:

Det skærende klare lys, der blændende faldt ind gennem ruderne, var trods sommervarmen udenfor og den tropiske hede i selve værelset, skarpt og koldt og søgte udhungret næring i en kunstners draperede gliederpuppe eller en videnskabsmand gustne ansigt, men fandt kun laboratoriets glad, nikkel og ensformigt skinnende porcelæn. Kulde og atter kulde. Arbejdernes overalls var hvide, på hænderne havde de blege, ligfarvede gummehandsker. Lyset var som frossent – dødt – et spøgelse. Kun mikroskopernes gullige hulglas gav det et vist varmt og levende skær, ser lå som smør over de blankpolerede glas, i varmt lysende striber hen ad de lange arbejdsborde.

Under disse forhold skabes mennesket. Den kontrollerede børneavl sikrer, at der ikke fostres børn med anormaliteter. Vha. den såkaldte Bokanovski-metode kan man manipulere ægget, så det skyder knopper, formerer sig og deler sig, således at et enkelt æg kan fostre 96 børn. Bokanovski-metoden er midlet til at bevare stabiliteten i samfundet. Ved altid at have nok arbejdskraft og ved at prædestinere arbejdskraften til bedst muligt at udføre arbejdet, ”96 ensartede tvillinger betjener 96 ensartede maskiner,” er reduktionen af individet fuldbragt, og spontaniteten er umuliggjort med prædestinationen som i sin natur beviser, at samfundet er så uforanderligt, at arbejdskraften kan forudsiges 15-20 år frem i tiden.

Indbyggerne i Verdensstaten føler sig udelukkende værdifulde i forhold til staten – de har ingen værdi i sig selv, men værdi på arbejdet [Danmark's kollektivister i en nøddeskal, men ekstremt tydeligt i Sverige]. Direktøren fortæller ved en lejlighed Bernard om sin egen tur til reservatet i Ny-Mexiko. På denne tur var hans kvindelige ledsager forsvundet. Han nævner, at han lod sig gå mere på af denne begivenhed, end han egentlig burde, for ”det sociale legeme består jo, selv om de enkelte celler veksler.” Her ser vi den samme tanke udfoldet som i Vi, da en gruppe numre omkommer ved prøvestarten af Integralet. Et enkelt menneskes død er intet værd sammenholdt med den større sociale organisme. Den kollektive fordring går således forud for menneskeliv.


Se også Funktionel Dumhed - Er Du Psykopat Uden At Vide Det?


Døden gøres kollektivt ved, at børn får lov til at lege rundt på stuer, hvor folk er ved at dø. Ikke engang i døden er man alene. Til gengæld vænnes børnene til tanken om, at de selv skal dø, og der er ingen frygt eller spørgsmål forbundet derved. At indbyggerne lærer at opfatte døden som en naturlig del af livet, hænger sammen med reduktionen af individet. Dermed undgås ’farlige’ tanker om livets mening – hvorfor er netop jeg blevet til? Hvorfor skal jeg dø? Tanker rettet mod det individuelle i mennesket.


Hver fjortende dag går Bernard til solidaritetstjeneste. Man samles i små grupper og slutter en solidaritetscirkel, der består af tolv mennesker, der er placeret skiftevis mand og kvinde. Formålet er at opnå soning ved, at de tolv opgiver deres særskilte identiteter og går op i en højere enhed. Ved hjælp af indviede somatabletter bringes gruppen i ekstase, der synges solidaritetssalmer til Fords ære, og man drikker af en fælles pokal med velsmagende jordbær-is-créme-soma på Fords komme. Disse effekter fører deltagerne i en ekstase, hvorefter en stemme taler til dem ”fra oven”, de messer Fords navn og hører hans skridt og danser en dans, hvor de slår taktfast på hinandens rygge. Til slut hviler gruppen ud, mens den føler en velsignelse fra oven.


Bernard er ikke i stand til at give slip og opgive sin identitet, hvilket piner ham. Han spiller dog med på komedien og foregiver, at han ligesom resten af gruppen kan høre Fords komme. At Bernard ikke opnåede at være i ét med gruppen, giver ham en trist følelse af et være isoleret fra fællesskabet.


Det totalitære sprogbrug
Utilitarisme og hedonisme optræder i umiddelbar forening i Fagre Nye Verden: Størst mulig lykke til flest mulige mennesker i form af nydelsespræperatet soma, målrettet manipulation og overdrevet udbud af underholdning.


Verdensstaten har følgende motto: Fællesskab, ensartethed og uforanderlighed. Disse tre ord udkastes, ikke som manipulerende overbevisende definitioner, men som universelle sandheder. Det er fællesskabet, ensartetheden og uforanderligheden, der udgør værdigrundlaget. Fællesskabet sættes højere end individet: ”For, som alle og enhver ved, er det enkelthederne, som skaber lykke og tilfredshed”.


Det er muligt at masseproducere og kontrollere reproduktionen, og evigt liv sikres ved overførsel af ungt blod, hormonbehandling og anvendelse af mineraler, som hindrer aldringsprocessen. Således kan den ungdommelige krop bevares indtil døden, og menneskets karakter forbliver stabil i hele det voksne liv. Netop samfundets stabilitet og uforanderlighed gør det muligt at prædestinere fostre til at udgøre en specifik arbejdskraft, man har brug for 15-20 år frem i tiden. Samfundet er ikke i udvikling, for i så fald ville de forskellige faggrupper blive berørt af svingende vilkår på arbejdsmarkedet.


Prisen for stabilitet er degradering af kultur, som Verdenspræsidenten selv indrømmer. Stræben efter sandhed eller skønhed medfører disharmoni og ulykke, hvorimod en banal kultur baseret på behovstilfredsstillelse og nydelse sikrer stabilitet, social tryghed og dermed lykken. Man må vælge mellem lykken og den store kunst:

Det er en skam, tænkte han, medens han skrev sit navn, for det er en mesterlig afhandling. Men når man først begynder at indføre hensigtsmæssigheds- og øjemedsforestillinger i forklaringen af livsprocesserne… man kunne ikke overse, hvad det ville ende med! Det var den slags idéer, som let kunne bringe de mindre stabile sind blandt individerne i de højeste kaster ud i farezonen – påvirke dem til at tabe troen på lykken som det øverste gode, hvad der atter kunne føre til de begyndte at tro, at tilværelsen modtog sin mening udefra, fra et sted hinsides den menneskelige sfære, at livets mening ikke var opretholdelsen af en komfortabel tilstand, men en eller anden uddybelse og forfinelse af opfattevenen, en udvidelse af erkendelsen.

Spørgsmålet er, hvordan det er lykkedes Verdensstaten at fremelske sådan en adfærd, der på ingen måde modsætter sig noget som helst? [Sverige f.eks.] Svaret findes i hypnopædi – en videnskab udviklet til at indpode moralske lærersætninger i sovende børn. De moralske grundsætninger gentages så mange gange, at de til sidst opfattes som sandhed. Det er ”den vigtigste moraliserende og socialiserende kraft, der nogensinde har eksisteret,” hvorved statens tanker overføres til individet, som indoptager dem kritikløst. [i virkelighedens verden er det massiv uddannelsesskade og social perception management].


Lenina er et godt eksempel på, hvordan hypnopædien fungerer. På en flyvetur ser hun en gruppe beta-minusser dyrke sport og udbryder: ”Hvor er Khaki dog en hæslig farve.”Endnu tydeligere er det, når Lenina konfronteres med ubehagelige omstændigheder, og hun spontant og nærmest mekanisk reagerer ved at tage en somatablet. Denne mekaniske tendens ses også, når hun oplever vredesudbrud, frustration, irritation eller blot eftertænksomhed hos Bernard:

Han begyndte at sige en masse uforståelig snak. Lenina gjorde sit bedre for ikke at høre efter; men nu og da var der en sætning, hun ikke kunne undgå at høre. ”.. at prøve hvordan det ville være at holde igen på mine impulser,” hørte hun ham sige. Ordene syntes at røre ved en fjeder i hendes hjerne. ”Man skal aldrig udsætte den morskab, man kan have i dag til i morgen,” sagde hun alvorligt

Leninas reaktioner er automatiske, og hun ved instinktivt, hvordan hun skal opføre sig i hver en situation. Gennem de hypnopædiske læresætninger forholder hun sig til sig selv og til sin omverden. Her er det interessant, at der sker en forskydning således, at instinktet kommer til at handle om moralitet, og domme, der handler om smag, kommer til at blive ensbetydende med moral. Hermed vises det grundlæggende fokus og den grundlæggende interesse, hvorfra den hypnopædiske institutionen er opstået. Smagsdommens overtagelse af moraldommen sikrer den enkeltes orientering mod forbrug og tilfredsstillelse og nedtoner kraftigt alle tendenser til etiske overvejelser og individuelle tiltag i den retning.


Forholdet mellem individ og stat
Staten er ikke i fokus i denne dystopi. Den udgør ikke nogen direkte undertrykkelses- eller frygtfaktor, men på grund af virkemidler som hypnopædi og soma er det ikke nødvendigt for Verdensstaten at vise sin totalitet, fordi totaliteten ligger immanent i samfundstrukturen.

I Fagre Nye Verden manipuleres befolkningen til en omfattende atomisering og afstandstagen fra intimitet ved en række virkemidler: Familie og moderskab betragtes som vulgariteter, den kollektive fordring går forud for et enkelt menneskeliv og selvfortabelse i religionen. Stærke følelser som kærlighed, had og troskab findes ikke i den fagre nye verden. Det samme er tilfældet med forbindelsen mellem mor og barn. Gennem hypnopædi opdrages børnene til at tage afstand fra familien og indpodes den holdning, at det at føde levende børn og at have en moder er noget uetisk og sjofelt.

Kommentar: Fraværet af sansningen af [indlysende/åbenlys] vold får en til at tvivle på, om der overhovedet er tale om et totalitaristisk styre. Alle indbyggere virker lige tilfredse. Alligevel er totalitarismen tilstede i denne dystopi, en art inverteret totalitarisme (maskeret slaveri). For al modstand og mulighed for og ønske om revolution er udeladt. Folk er lykkelige pga. den bedøvelse og uvidenhed, de lever i, men individet er opslugt i masserne, og individets rettigheder kan ikke håndhæves, da ingen konstaterer dem, og ingen konstaterer brud på dem, en form for inverteret totalitarisme.

Derimod er denne lullen ind i 'lykke', som vi præsenteres for i Fagre Nye Verden ideel fordi der slet ingen grund er til at gøre modstand, hvis man er tilfreds under omstændigheder der er et maskeret slaveri forvekslet med 'frihed' (der burde skrige til himmelen af utilfredshed, men som ikke detekteres kognitivt som slaveri)

 Neo-Seoul i filmen 'Cloud Atlas' er en meget præcis illustration af en blanding af Orwell og Huxley. Det korporative kontrolapparat - med de ansigtsløse og personlighedsløse og totalt ens soldater - lever side om side med en soma-agtig forbrugerisme, hvor degenererede forbrugere betjenes af kunstige epsilon-mennesker.


 
                                         Scene fra Cloud Atlas

                                                    McMurder



Kommentar:

"Huxleys føjelige karakterer ved bogens hovedperson, Bernard Marx, der vender sig i frustration til sin kæreste Lenina:“Ønsker du ikke du var fri, Lenina?” Spørger han.“Jeg ved ikke, hvad du mener. Jeg er fri, fri til at have den mest vidunderlige tid. Alle er lykkelige nu om dage. ”Han lo, “Ja, Alle er lykkelige nu om dage “Vi har givet dette til børnene som 5-årige. [soma] Men vil du ikke gerne være fri til at være lykkelig på en anden måde, Lenina? På din egen måde, for eksempel; ikke på alle andres måde” “Jeg ved ikke, hvad du mener,” gentog hun."
 - Chris Hedges, Brave New Dystopia

Det er tydeligt en pointe her, at Lenina ikke kan forstå frihed, andet end det fængsel, som hun forveksler med frihed.Hun er så at sige 'født indenfor boksen', og kan ikke forestille sig livet 'udenbor boksen' for hun har aldrig været dér men altid været indenfor boksen - hun er født i 'The Matrix' og ved ikke hvad der er udenfor.

Happy slaves are the bitterest enemies of freedom
- Marie Freifrau von Ebner-Eschenbach

Individet er uvidende, atomiseret og reduceret til konsumer-koma, og det finder dets identitet i den forsætligt elitestyrede uvidenheds ideologi og funktion. Som udgangspunkt foregår der ingen kamp mellem individet og samfundet i Fagre Nye Verden. Befolkningen er "lykkelig."

Den er bedøvet i en lykkerus af forbrug, evig ungdom og behovstilfredsstillelse, og livet er tilrettelagt på en sådan måde, at enhver anledning til ophidselse er forsøgt fjernet via perception management og løgnagtige massemedier, og skulle der ske noget, der er svært for de tilfredse slaver, opfordres man eller drives man til tage noget soma. I Fagre Nye Verden påduttes indbyggerne Soma (en art narkotika/lykkepiller), når der er anledning til en utilfredshed, som ultimativt er en trussel mod staten (nærliggende pendant til soma og hypnopædi idag: SSRI-lykkepiller, nervemedicin, alkohol, stoffer, mediernes propaganda og udeladelser, fordummende uddannelser, uddannelsesskade, shop-amok, iPad,iPod, pik, patter, porno, Paradise Bordel, Vild med dans(k), TV, sport, fo'bold, konsumer-koma som soma, samtalekøkken, computerspil, café coma-latte-mentalitet, plasma-TV, ligegyldighed, hedonisme, relativistisk nihilisme, afstumpning og atomisering af individer i kollektivisme, osv.)

“[De vil] få folk til at elske deres trældom og producere diktatur uden tårer, en form for smertefri koncentrationslejr for hele samfund, så at folk vil få frataget deres frihedsrettigheder, men de vil snarere nyde dette fordi de vil være distraherede fra ethvert ønske om oprør gennem propaganda og hjernevask, eller hjernevask forstærket af farmakologiske metoder. Og dette synes at være den endelige sidste revolution” [for eliten! - den selvsamme revolution som Zamyatin benægtede eksisterede, for hvilket han blev udvist af Sovjetunionen]
– Aldous Huxleys forudsigelse om fremtiden, Tavistock, 1961

Den fuldendte totalitarisme har måske slet ikke brug for vold, da målene er nået. Magten er total, og dens apparat fungerer til perfektion. I et samfund, hvor totalitarismen er fuldbragt, vil al forandring per definition blive til det værre.

Fraværet af vold og bevægelse understreger, at Fagre Nye Verden er et totalt totalitært styre, centreret omkring kontrol og manipulation til at sikre, at privatheden ikke kan finde fodfæste. Det sker netop, fordi det private er uden for den totalitære stats rækkevidde. I den totale totalitære stat er intet menneske privat. Det er en grundpille hos totalitarismen og en grundlæggende pointe hos Huxley.

Som jeg skrev i 2013 (3 år før 2030 konceptet blev lanceret):

"Karikeret tænkt situation: 2030: Robot-Laser dræber lovbrydere i fodgængerfelt - and poof, you're gone!

Men der er ingen reaktion fra den yngre generation, da dette er blevet normen - en konditioneret fremtidig generation der er født ind i denne 1984-virkelighed hidtil kamoufleret som Brave New World, vil måske ikke længere reagere på dette, når justitsmordet er blevet normen, allestedsnærværende men uerkendt som forbrydelse, etc. Dette er tilfældet idag med mange ting. Konditioneret afstumpethed.


Fra nogle af mine grundtanker:

Indignation over tab af frihedsrettigheder forudsætter retsbevidsthed, og da vi står på skuldrene af systemer af retssikkerhed, som vi bliver begunstiget af men ikke forstår, ej heller derfor årvågne overfor ang. eroderingen af frihedsrettigheder, udebliver indignationen. Dette kollektivistiske skred fortsætter, alt imens internet reformationen har skabt problemer for magtens mænd.

Sverige f.eks. er ekstrem i sin kollektivistisme, og mangler individualisme (som Huntford bemærker allerede i 1971):

"a "benevolent" totalitarian state in the mould of Aldous Huxley's Brave New World... Sweden never really developed a culture that champions individualism like other countries of Western Europe. He thus argues that the country's political culture and institutions are very much the product of a unique socio-political context, and thus not applicable to other states in the west.
This book is a warning. It is a terrifying portrait of an "ideal" society that has destroyed democracy in the name of "progress." Roland Huntford demonstrates by fact after shocking fact how an apparently democratic, prosperous, peaceful Utopia is totally controlled by a bureaucracy which actively discourages all signs of individuality. [Ahrimanske kendetegn hos Rudolf Steiner, anti-anarkistisk, anti-individualisme, etc.]  http://en.metapedia.org/wiki/The_New_Totalitarians   

I tillæg til forbud mod hjemmeskoling, at Svenskerne ikke længere skal sige 'han' eller 'hun' men 'hen'-Politiken.dk, at håndflade-scanninger er pilotforsøg som betalingsmiddel, at de fjerner gamle offentlige malerier af frygt for at støde etniske grupper, at der dukker politisk korrekt tankepoliti uanmeldt op privat hos immigrationskritiske røster (via sporing af IP og hackere ), at svensk lov kriminaliserer ytringsfrihed på internet, at de tvangsflytter egne indfødte (se Insight - A New Stockholm To Be Built Within 6 Years - YouTube 2015), at de mangler retsbevidsthed, m.m, er utvetydigt et tegn på, at Sverige er LANGT foran Danmark i den totale kollektivisering a la Huxley [det meste er skrevet for et par år siden, og Sverige er mere radikaliseret idag qua immigrationsbølgen, opløsningen af Sverige's indfødte befoknings sammenhængskraft,  o.a. ]


Bernard Marx er en speciel figur i romanen, for han bevæger sig på grænsen af de sociale rammer. Han er otte centimeter mindre end sit kastes gennemsnitshøjde, og dette gør ham usikker, både når han tilnærmer sig kvinder, og når han skal give ordrer til folk af lavere kaste end ham selv. Men hans ven, Helmholtz Watson, som er den perfekte alfa-plus, er på den anden side næsten for dygtig inden for sit felt:

For megen åndelig udvikling havde hos Helmholtz Watson frembragt lignende virkninger, som de fysiske mangler hos Bernard Marx. For lidt ben- og muskelmasse havde isoleret Bernard fra hans medmennesker, og følelsen af at være forskellig fra de andre måtte efter almindelig målestok skyldes for megen åndelig udvikling og blev derfor igen anledning til endnu større isolering. Det var Helmholtz’s store dygtighed, der var skyld i, at han følte sig så alene. De to havde det tilfælles, at de begge vidste, at de var individuelle personligheder.

                     


 

Disse to personer viser hvilket spektrum, man kan bevæge sig inden for uden at blive sendt til en fjerntliggende ø. Deres individualitet er karakteriseret ved, at de er sig deres individualitet bevidst, og at denne bevidsthed er fulgt af en skamfølelse. At føle sig anderledes er en brist hos mennesket, og både Bernard og Helmholtz ved, at de må forsøge at skjule den. Vi skal se i de følgende, at det er individualiteten, der er grunden til, de begge forvises fra civilisationen.


Bernard har en række afvigende personlighedstræk. Han foretrækker naturen frem for tidsfordrivelser som forhindringsgolf eller følefilm. Han foretrækker at være alene med Lenina og bliver utilpas, når hun diskuterer deres personlige affærer offentligt, og han pines ved tanken om, at hun er sammen med andre end ham.


Den første eftermiddag, Lenina og Bernard går ud sammen, foreslår Bernard, at de går en tur i sø-distriktet. Han ønsker at være alene med Lenina, men hun kan ikke forholde sig til tanken om blot at være sammen uden at foretage sig andet end at tale sammen. Hun overtaler ham til at tage til et idrætsstævne i Amsterdam i stedet for. Men Bernard ønsker at nyde naturen sammen med hende, og på vejen hjem til England over kanalen standser Bernard mod Leninas vilje helikopteren for at nyde havet.


Bernard ønsker at dyrke sin individualitet, da fællesskabet gør ham usikker. Alene i naturen kan han finde en indre fred. Han føler sig som slave af sine forudbestemte arveanlæg, og han forestiller sig en anden måde at være fri på. Lenina derimod føler sig lykkelig og kan ikke forestille sig en alternativ lykke. Men Bernard ønsker at gøre oprør mod sine arveanlæg og kæmpe imod samfundets nydelseskultur. Han ønsker at føle, lide og elske. Men han er for svag til at ændre på tingenes tilstand. Hans eneste oprør går ud på at være alene en gang imellem og ikke at overholde de polygamiske påbud, men ellers spiller han komedie. Ikke engang sit ønske om ikke at give efter for lysten kan han gennemføre.


Bernards trang til selvforståelse bringer ham til at ville se reservatet og se de mennesker, som lever ukontrolleret. Han opsøger sin direktør for at få tilladelse til at rejse på ferie til reservatet. Direktøren giver ham ved den lejlighed en opsang for hans upassende opførsel. Han får at vide, at hvis han ikke opfører sig korrekt, hvad angår følelseslivet, risikerer han at blive sendt til Island. Men opsangen har den modsatte virkning end tiltænkt, for da Bernard forlader kontoret, er han opfyldt af en indre modstand:

For Bernard forlod knejsende og hoverende værelset, da han slog døren i efter sig, i den tanke at han nu stod alene midt i kampen; han var oplivet af den berusende bevidsthed om sin egen individuelle betydning og vigtighed.

Bernards dyrkelse af friheden bringer ham til reservatet, og hans frygt for at blive sendt til Island får ham til at tage en vild med sig tilbage. Denne vilde, Johannes, er alt, hvad Bernard ikke er, hvad angår vilje og styrke. Johannes isolerer sig, han står imod fristelsen til at indlede et seksuelt forhold til Lenina, da han ikke kan stå inde for den depraverede moral, hvad angår seksualiteten. Han laver aktivt opstand, da Linda dør, og prøver at overbevise en række hospitalsarbejdere om, at de skal smide deres soma væk og blive frie. Da han sammen med Bernard skal stå til ansvar for sine handlinger over for Verdenspræsidenten, argumenterer han modigt og følelsesbetonet for sine overbevisninger, mens Bernard stiller sig fejt i baggrunden.

Det er de fremmedgjorte, der kan se kritikpunkter i deres samfund, og som har redskaberne til at forestille sig et alternativ. Både Johannes, Bernard og Watson er individualiserede. Til en vis grad også Linda, men hun ønsker ikke at være det og flygter fra sin individuation.

Kommentar: Film som The Island, Oblivion, The Matrix, The Truman Show, m.fl. beskriver denne kollektivistiske MK-Ultra-lignende mindfuck massakre på generationer, og protagonisten/helten i disse film følger næsten altid det identiske mønster: Uvidenhed om egen ufrihed bliver qua nye observationer til forbudt nysgerrighed, fulgt ofte af kognitiv dissonans, som med vaklen frem og tilbage bliver til bevidsthed om egen uvidenhed, som bliver til bevidsthed om fremmedgørelse og erkendelse af det kamouflerede slaveri's uvidende fængsling, som til sidst bliver til individualistisk udbryderforsøg, etc.

 Sekundære biroller spiller ofte 'Stockholmsyndromisterne', som qua kognitiv dissonans bekæmper deres potentielle befriere og hindrer udbrydere, etc.

 
Den hjernevaskede partner til helten, som bryder ud, bekæmper ham,
 og nægter ham adgang, fordi hun er uvidende om egen ufrihed.
Scene fra Oblivion.


Dette gælder også USA og EU idag, hvor tiltagende bølger af amerikanere og europæere flygter i Exodus fra USA og EU, hvor en tiltagende følelse har bredt sig blandt de mest oplyste dissidenter i flere år, at USA og EU er et fængsel, og som i værste fald kan blive en åbenlys lockdown zone, et Hunger Games society, cashless society, og måske i fremtiden en Elysium-agtig Transhumanistisk dystopi, etc. Mind control er den afgørende essens af imperiet idag, og som CIA-agenter og elitens historie har attesteret; de vigtigste slag bliver vundet i menneskers bevidsthed, ikke på slagmarken, der i bedste fald undgås og overflødiggøres af psykologisk krigsførelse.


 
Dystopisk scene fra Wachowski-filmen, Cloud Atlas.
Heltinden, Somni, får et chok, da hun ser den dehumanisering
og selvkannibalisering, som overfladevirkeligheden skjuler.
Forfatteren til Cloud Atalas  skriver, at han har taget elementer
fra Zamyatin's Vi, og Huxley's Fagre Nye Verden.

Som i Vi kan i Fagre Nye Verden afdækkes en tendens, nemlig at oprøret smitter. Den oprørske persons omgangskreds bliver inspireret og indfanget af den oprørske persons univers, således at Helmholtz også gør et mindre oprør, da han skriver et digt om at være alene for blot af nysgerrighed at se, hvilken reaktion det fremkalder hos hans studerende. Han ved, at han risikerer at blive forvist til en fjernliggende ø, men eksperimentet er vigtigere.


Lenina ændrer også karakter efter at være blevet bekendt med Bernard og hans søgen efter ensomhed. Da Johannes nægter at vise sig for Bernards fornemme gæster, hvad senere viser sig at blive Bernards sociale undergang, forlader gæsterne, inklusive Lenina, festen. Ved opbruddet tager Lenina sig en pause fra virkeligheden efter Bernards mønster:


Lenina og ærkesangeren steg ud på stiftsangkapitlets tag. ”Skynd dig nu, kære veninde… Lenina skulle jeg sige,” råbte ærkesocialsangeren fra elevatoren. Lenina var blevet et øjeblik tilbage for at se på månen, men hun slog nu øjnene ned, skyndte sig over taget for at følges med ham.


Johannes’ oprør og de uortodokse tanker, det medfører, smitter af på Lenina. Hun, som ikke før kunne forstå Johannes’ kvaler ved at hun havde andre mænd, ønsker nu kun at være sammen med ham. Hun opfører sig som en forelsket kvinde, er fraværende, sløser med vigtige gøremål og tænker kun på ham, når hun ikke er bedøvet af soma.


Oprøret smitter med en overraskende lethed, der står i kontrast til den omstændelige manipulation og forskydning af værdier, som Verdensstaten har sat i gang på udklæknings- og karakterformningscentralen. Man kan på den baggrund konkludere, at forfatteren har ønsket at lægge vægt på, at de værdier (menneskelig værdighed, lighed, respekt og kærlighed), som oprøret er motiveret af, er af en så selvindlysende karakter, at de med lethed indoptages hos det smittede menneske, hvorimod det kræver en langvarig manipulation for at opnå den modsatte fortrængning af disse værdier.


Opsamling på delanalyse
Fagre nye Verden er en af det tyvende århundredes mest kendte dystopier. Den adskiller sig i høj grad fra dystopigenren ved at skildre den bedste af alle verdener med et lykkeligt folk, som lever i tilfredsstillelse og nydelse uden sorger eller udfordringer, kort sagt et eviggjort ferieparadis.


Men det totalitære aspekt gør sig absolut gældende. Statens manipulation med tanken er meget tydelig, og de i indledningen nævnte effekter til påmindelse om ligheder med Sovjetunionen gør, at Fagre Nye Verden stiller sig kritisk over for totalitarisme, blot ikke på samme måde som f.eks. i Vi, hvor vi ser en mere tydelig begrænsning i adfærd, som giver totalitarismen et mere konkret udtryk. I Fagre Nye Verden er manipulationsapparatet så subtilt, at det er svært at identificere det [som i virkelighedens verden i dag]. Den totalitære sprogbrug er næsten udelukkende indeholdt i hypnopædien og ideologien, og dens udtryk er klarest, når Lenina automatisk udsiger en hypnopædisk læresætning, når hun konfronteres med vrede, frustration eller andre af samfundet ikke anerkendte følelser.

 Der er ingen forskel i livskvaliteten hos den privilegerede alfa dobbelt-plus og den nærmest åndssvage epsilon-moron, for deres arveanlæg er tilrettelagt på en sådan måde, at tilfredsheden er herskende.

Spørgsmålet er derfor snarere, om vold overhovedet er et væsenskendetegn ved totalitarisme, når den har opnået sin endelige form. Det samme kan siges om den konstante bevægelse, som er et væsenstræk hos totalitære styrer, hvor udrensninger og drastiske forandringer i det ideologisk grundlag og samfundsform er vigtige for at bevare den ustabilitet, hvormed føreren kan kontrollere befolkningen.

Vold er generelt set et dårligt og omkostningsfuldt redskab til at få sin vilje. Derimod er denne lullen ind i lykke, som vi præsenteres for i Fagre Nye Verden, ideel, fordi der slet ingen grund er til at gøre modstand, hvis man er tilfreds.


Til slut: Richard Gerber har påpeget et forhold ved Bernards personkarakteristik, som er interessant. Læseren fatter først sympati for Bernard, fordi han modsætter sig det depraverede samfund. Men Bernard er kun imod samfundet, fordi han ikke kan lykkes inden for dets rammer. Da han med Johannes opnår succes, viser han en svag karakter, glemmer sine venner, opfører sig ureflekteret, og er fej og villig til at angive og ofre sine venner, da han er kaldt til møde hos Verdenspræsidenten. Gerber påpeger det bemærkelsesværdige ved personkarakteristikken, at vi som læsere deler Bernards synspunkter, hvorfor vi tvinges til at overveje, om vi også deler hans svagheder.

Et atomiseret individ vil, hvis det er bevidst om, at det er atomiseret, gøre alt for at forbedre sin situation og bringe nærvær ind i sit liv. Men skulle det være så heldigt at opnå nærværet, i hvilken form det end forekommer, vil det glemme hvilke incitamenter og kritikpunkter, der var afgørende for atomiseringen. Som Gerber meget vedkommende anfører, så er det en skræmmende tanke, om vi som kritisk tænkende individer, ligesom Bernard ville give køb på kritikken for en følelse af fællesskab og det at være rigtig i omverdenens optik og ikke i ens egen. [igen er dette modus operandi idag for elitens psykologiske blueprint for Mind Control, etc.]







Analyse af 1984 af George Orwell

Det totalitære univers er absolut i den forstand, at modstand ikke er en realistisk mulighed.    

- Morten Lassen

Kommentar: Jeg mødte nogle unge mennesker i 00′erne, som delte mange bøger ud på gaden om aftenen i Nansensgade en sen sommeraften. Jeg husker pigen som gav mig en bog – og jeg spurgte hende om, hvorfor de gav gratis bøger væk, hvortil hun svarede, at bogen omhandlede det samfund vi lever i. Jeg genkendte bogen, for det var Orwells ”1984″. Hun svarede, at Danmark allerede var en form for kamoufleret 1984, at alle burde læse den fordi vi var i fare, og fremtiden ville vise det. Hendes budskab var uvirkeligt dengang for mange, og hendes handling fremstår næppe som civil ulydighed i konventionel forstand, snarere som en surrealistisk dramatisk advarsel, men pt. dæmrer erkendelsen hver eneste dag med rekordfart; at vi er på vej mod en utilsløret fascisme af en sådan skala, at vores vantro kun tjener ondskaben (i mangel på et bedre ord).

George Orwell (1903-1950), hvis rigtige navn var Eric Arthur Blair, har vundet international anseelse både som politisk skribent og litterær kunstner især med sine hovedværker, Animal Farm og Nineteen Eighty-Four, på dansk 1984, som begge kritiserer totalitarismen i generel forstand. I Animal Farm, som handler om en gruppe dyr på en bondegård, hvor dyrene overtager gårdens drift, er en direkte forbindelse til Sovjetunionen.


Orwell var socialist, men tog stærkt afstand fra marxismen-leninismen. Han betegnede sig selv som demokratisk socialist og kæmpede stærkt imod den antagelse, at lighed skulle negere frihed. Hans afstandstagen til kommunisterne bundede ikke blot i, at den kommunistiske ideologi i Sovjetunionen havde udviklet sig til et despoti, som ødelagde menneskelig og foragtede frihed, men også at den miskrediterede demokratisk socialisme.

Kommentar i Directed History/Deep Politics perspektiv:

Hvis du ikke har set filmen, læst bogen eller blot læst bloggen Den hemmelige historie om Den Russiske Revolution, er det en lejlighed til at gøre det.
- herfra

Orwell var først og fremmest moralist og dedikerede sit forfatterskab til eksponering af ikke-humanitære værdier i samfundet. Kendetegnende for hans journalistik og essays var temaer som kærlighed til naturen, til bøger og til litteraturen, modvilje mod masseproduktion, mistænksomhed over for de intellektuelle, mistanke til regeringen, afsky for censur og had til og advarsel mod totalitarisme. Kampen mod totalitarismen havde Orwell tæt inde på egen krop, da han i 1936 kæmpede på den republikanske side i den spanske borgerkrig, og hans erfaringer var i den grad med til at styrke hans overbevisning.


Orwell maler med 1984 et billede af totalitarismen, der åbent vedkender sig at håndhæve magten for magtens egen skyld. I 1984 indrømmes uden nogen form for hykleri, at magt ikke er et middel til opnåelse af en samfundsorden men et mål i sig selv. Orwells budskab er enkelt: Hvis vi lader totalitarismen blive en del af vores liv, vil værdier som frihed, lighed, social retfærdighed, personlig integritet, viljen til frit at ytre sig og kærligheden til litteratur og kunst uvægerligt forsvinde.




Resumé
Titlen angiver, at handlingen foregår i 1984 i London på Luftbase 1 i Oceanien. Verden er opdelt i tre superstater: Oceanien, Østasien og Eurasien. Oceanien er altid i krig mod den ene og i alliance med den anden af de resterende stater. Oceanien ledes af Store Broder, hvis billede hænger over alt fulgt af teksten: ”Store Broder ser dig.” Desuden er indbyggerne i Oceanien konstant overvågede af patruljerende politivogne og teleskærme, der forekommer endnu hyppigere end billederne, og som kan optage alt visuelt og hørbart. Teleskærmene forvaltes af Tankepolitiet, der er specielt trænede i at tolke på kropssprog, fortalelse og endda tanker. Denne overvågning tjener til en beskyttelse af folket mod den objektive fjende, Goldstein, og hans formodede spioner og oprørsgrupper, og mod den konkrete krigsmagts spioner, som formodes at være mindst lige så talrige og farlige.


Befolkningen i Oceanien er opdelt tre grupper. Proletarerne lever en forholdsvis ukontrolleret tilværelse i det ustabile område i London, men lider den nød at være mål for raketbomber og andre former for attentater fra fjendtlige styrker. En lidt mindre gruppe arbejder i Yderpartiet. De nyder lidt flere privilegier, men underkastes til gengæld intens overvågning og adfærdskontrol. En lille eksklusiv og betroet gruppe arbejder i Inderpartiet, og ingen ved helt, hvad det er for arbejde, de udfører.


Romanens hovedperson, Winston Smith, er medlem af Yderpartiet. Winston føler sig draget af to personer på sin arbejdsplads. Julia er en ung medarbejder i den litterære afdeling, hvor hun betjener en romanmaskine. Han er tiltrukket af hende og samtidig frastødt, fordi hun omkring livet bærer et rødt skært, der indikerer, at hun er medlem af de Unges Anti-Sex Liga. Hun er derfor uden for hans rækkevidde. Den anden person er O’Brien, som er medlem af Inderpartiet. Til trods for at Winston ikke kender O’Brien, føler han en fortrolighed med ham. Dette berør på en stærk fornemmelse af, at O’Brien ikke er politisk rettroende. Winston føler sig imidlertid ikke sikker på, om O’Brien er ven eller fjende.


Julia og Winston påbegynder et kærlighedsforhold. Deres kærlighed giver dem troen på, at oprør er muligt. De kommer i kontakt med O’Brien, som udgiver sig for at være leder for en oprørsgruppe, men det viser sig, at O’Brien arbejder for tankepolitiet, og at det hele blot har været et spil for at få Winston og Julia fanget. De to elskende lover hinanden, at de aldrig vil svigte hinanden, uanset hvilken form for tortur de udsættes for, men O’Brien knækker dem begge, og oplevelserne i torturkamrene har ødelagt deres tætte bånd. Partiet har knækket de to oprører og omvendt dem til trofaste støtter af Store Broder samfund. Partiet nøjes ikke med at knække al modstand hos deres fjender, de omvender dem.



Atomisering og reduktion af individet
Både hos Zamjatin, Huxley og Orwell ser vi, at overvågningen er en vigtig faktor til at opretholde statens magt og sikre korrekt opførsel. Orwell har i sin roman ført denne tanke ud i sit mest absurde udtryk, hvor endda tankerne kan læses af Tankepolitiet.

I Oceanien er der en række effekter, som til sammen udgør et nøje gennemført overvågningsapperat, som giver befolkningen en distinkt følelse af altid at være overvåget.

STORE BRODER SER DIG, står der på de plakater, som findes på hver trappeafsats i Winstons hus, og som han derfor konfronteres med, hver gang han holder pause.

Nede på gaden blæste små hvirvelvinde støv og papirstumper rundt i spiraler, som skønt solen skinnede, og himlen var skærende blå, syntes alt farveløst med undtagelse af plakaterne, der var sat op alle vegne. Ansigtet med det mørke overskæg stirrede ned fra alle gadehjørner. Der var et på huset lige overfor. STORE BRODER SER DIG, stod der, og de mørke øjne så dybt ind i Winstons.

På mønterne er Store Broders ansigt printet på en sådan måde, at det ser ud som om, øjnene på mønterne iagttager én. Politipatruljer kører rundt i gaderne og kigger ind ad vinduerne, men den egentlige kontrol foretages af Tankepolitiet, som kan holde øje med alt og høre alt gennem teleskærme, som er placeret næsten overalt. Princippet bag teleskærmen og overvågningen er, at man ikke ved, hvornår man bliver iagttaget.

2017 - (se også andre patenter og udviklinger her):

FACEBOOK founder Mark Zuckerberg is funding the development of technology with the potential to read humans’ minds.

AI mind reading technology can tell if you've knowingly committed a crime

I virkelighedens verden, har disse invasive stealth programmer været under radaren i årtier (og følhende hvidpapir er allerede forældet)::

As Study of the History of US Intelligence Community Human Rights Violations and Continuing Research in Electromagnetic Weapons (PDF) Sonoma State University * Project Censored * Media Freedom Foundation

Man måtte leve i formodningen om, at hvert ord blev aflyttet og enhver bevægelse, undtagen i mørke, iagttaget; og man gjorde det, det var en vane, der efterhånden var blevet til instinkt.


Befolkningen har vænnet sig til at leve i en undtagelsestilstand i en sådan grad, at det er blevet et instinkt altid at skulle forholde sig til at være overvåget. Denne konstante overvågning skal i sagens natur virke præventivt på forbrydelser mod Partiets forskrifter. Men der er lagt endnu et element ind i overvågningsapparatet. Det faktum, at Winston aldrig ved, hvornår og hvor ofte han bliver overvåget, bevirker, at Winston altid er sig bevidst om Partiets nærhed, dets påbud og dets magtbeføjelser. Han foretager sig intet uden først at have sikret sig, at det er i overensstemmelse med den korrekte opførsel, for der er intet tidspunkt, hvor han kan føle sig tryg nok til at overtræde Partiets påbud. Dermed kompenserer vilkårligheden for en eventuelt utilstrækkelighed i overvågningsapparatet. Intet samfund kan overvåge samtlige individer alle døgnets timer, men hvis man blot ved, at muligheden foreligger, at nogen måske i dette øjeblik holder øje med en, er det med magtbeføjelserne in mente nok til at man afholder sig fra forbrydelse.


I 1984 er ikke indført rationaliseret børneavl, som det er tilfældet i Vi og Fagre Nye Verden, og familien er heller ikke afskaffet. For at forhindre at der i familielivet skabes en følelsesmæssig forbindelse, der er uden for Partiets rækkevidde, opdrages børnene til at være Partiets spioner.

Finnish Police enlist children to spy on their parents in crazy Orwellian Stasi-like police anti-hate speech video - 2017


Der er oprettet tropper, der kan minde om spejderbevægelsen, hvor børnene opfordres til at spionere på deres forældre og indberette al afvigende adfærd. Børnene belønnes for at have angivet deres forældre ved at blive barnehelte og komme i avisen. Forældrene er følgelig bange for deres børn, hvilket medfører den af Partiet ønskede atomisering i familien.


Kærlighed mellem mand og kvinde tillades ikke. Der opfordres til ægteskab, men kun som en nødvendig institution, og for at hindre en følelsesmæssig tilknytning mellem ægtefolk stræbes der fra Partiets side efter at gøre kønsakten glædesløs. Unge piger opdrages til at opfatte kærtegn og andre tilnærmelser fra mænd som noget modbydeligt, og at det at producere børn er en ubehagelig pligt, som man udholder for Partiets skyld, og som blot skal overstås så hurtigt som muligt. Af samme grund tillader Partiet ikke ægteskab mellem mennesker, som virker forelskede i hinanden.


Julia fremlægger for Winston, hvordan hun opfatter Partiets bevæggrunde til at begrænse kærlighedslivet og især seksualdriften: Kønsdriften skaber en egen verden, som ligger uden for Partiets rækkevidde, hvilket på ingen måde er ønskeligt for partiet. Endnu vigtigere er det, at seksuel afholdenhed skaber hysteri, som kan forvandles til krigsgalskab og førertilbedelse.

For hvordan skulle det være muligt for Partiet at holde sine medlemmer i en tilpas tilstand af frygt, had og tåbelig godtroenhed på anden måde end ved at undertrykke et stærkt instinkt og bruger det som drivkraft?

Ved at forhindre de følelsesmæssige bånd mellem mennesker og samtidig forhindre dem i at udfolde deres seksuelle instinkter sikrer Partiet, at dets befolkning konstant er i underskud, hvad angår tilfredsstillelse og bekræftelse. For at få disse behov stillet vender befolkningen sig mod ideologien og Partiet og finder glæde og mening i at være rettænkende.


Befolkningen holdes tilbage i sin seksualitet, og den opsparede energi kanaliseres ud vha. had, som er den eneste legitime måde at lede frustrationer ud på. Her gør sig også en form for massementalitet gældende. Det er umuligt for Winston ikke at blive revet med under de To Minutters Had, selv om han oprigtigt ikke føler noget had og ikke af eget hjerte ønsker at deltage. Det generelle og i fællesskab dyrkede had udfoldes i Hadets Uge, de to minutters had, det store udbud af krigsfilm, som vedligeholder de ukonstruktive følelser hos befolkningen. Spionagetrangen bliver holdt ved lige, og det fælles had rettet mod folkefjenden, Goldstein, bidrager til følelse af fællesskab.


At hadet er allestedsnærværende gør, at personlige følelser som irritation, frygt og had overdrives. Det ser vi hos Winston, som føler et voldsomt had til Julia, da han tror, at hun er medlem af Tankepolitiet. Den naturlige frygt for at blive afsløret som afviger smelter sammen med et had til Partiet, som Julia, den formodede spion, bliver repræsentant for. Winston nøjes ikke kun med at hade hende; han har også lyst til at voldtage hende og slå hende ihjel. Den hårde og hadske reaktion mod et menneske, han ikke kender, er selvsagt ude af proportioner. Senere forsøger han under en frokost i kantinen at komme i kontakt med Julia, efter hun har givet ham en hemmelig seddel, hvorpå der står, at hun elsker ham. Da hans planer ser ud til at blive forpurret af en mand, som kalder ham hen til sig, netop som han havde udset sig pladsen ved Julia, opfyldes han af et voldsomt had til denne mand: ”Winston så i ånden sig selv hugge en økse lige ind i det [mandens ansigt].”


Under de To Minutters Had viser Partiet på en kæmpe teleskærm, hvordan Goldstein angriber Partiets lære og Store Broder:

- et angreb så overdrevent og forvrænget, at et barn burde have kunne gennemskue det, men alligevel netop så sandsynligt, at man blev fyldt med bange anelser for, at andre, der ikke var så nøgterne som en selv, skulle tro på det.”

Et barn ville kunne gennemskue løgnen, og alligevel virker den tilpas sandsynlig til, at den kunne forekomme troværdig for en ikke reflekterende lytter. Befolkningen dresseres til ukritisk at indoptage alle meddelelser. En illustration af dette ses, da Winston en dag sidder i kantinen. De er netop blevet meddelt, at chokoladerationen nu er sat op til tyve gram om ugen:

Og det var ikke længere siden end i går, at man havde bekendtgjort, at rationen skulle nedsættes til tyve gram pr. uge, tænkte han. Ville de virkelig sluge den kun fire og tyve timer senere? Ja, de slugte den.

I Hadets Uge bygges der med stor dygtighed spændinger op på ethvert tænkeligt område: Der komponeres en ny sang, Hadets Sang, som bliver meget populær, især blandt børnene. En ny plakat er dukket op over alt i London med en eurasisk soldat, som peger på betragteren med en maskinpistol. Plakaten er lavet på en sådan måde, at maskinpistolens løb synes at pege på betragteren, uanset hvor denne står. Plakatens tilstedeværelse medfører en intensiveret patriotisme blandt proletarerne. Raketbomber, som falder regelmæssigt i proletarernes område, falder i tiden op til Hadets Uge med et hyppigere interval og dræber mange flere end normalt, hvilket fører til store demonstrationer og selvtægt, hvor der sættes ild til et hus, hvor et gammelt ægtepar bor, som mentes at være af udenlandsk herkomst.

På den sidste dag i Hadets Uge, hvor hysteriet og spændingerne har nået deres klimaks, annonceres det, at Oceanien alligevel ikke er i krig med Eurasien. Oceanien er i krig med Østasien, og Eurasien er en allieret. Plakaterne og udsmykningen er nu sabotage, og befolkningen går amok og river alt ned for at fjerne folkefjenden, Goldsteins værk.
Winston ser med en blanding af forbløffelse, rædsel og ærefrygt, hvordan manden på talerstolen, der er midt i at opildne befolkningen i et raseri mod Eurasien, modtager besked om Verdenssituationens ændring og midt i en sætning formår at udskifte Eurasien med Østasien. Lige så hurtigt omstiller befolkningen sig:

Der skete ingen ændring i hans stemme, hans væsen eller indholdet af det, han sagde, men pludselig var navnene byttet om. En bølge af forståelse gik igennem mængden. Oceanien var i krig med Østasien! I næste øjeblik var der det vildeste røre. De faner og plakater, pladsen var smykket med, var helt forkerte! Det var sabotage! Goldsteins agenter havde været på spil

Det totalitære sprogbrug
I Store Broders samfund er næsten alle selvfølgeligheder, sådan som vi kender dem, vendt på hovedet. Sociale interaktioner, personlige relationer, det individuelle rum – alt virker absurd, grænseoverskridende og unaturligt forvrænget. Alligevel accepterer læseren dette univers, som på så mange måder undertrykker og krænker mennesket, og hvad der er endnu mere interessant: Læseren accepterer i samme stund at romanens mennesker lever overraskende velfungerende i dette univers, og at Winstons tanker om oprør er et særsyn blandt befolkning, som affinder sig med tingenes tilstand. Grunden til denne accept mener jeg skal findes i sprogbrugen, som Partiet anvender. Det er et meget komplekst apparat, hvor der er sat kræfter ind på alle fronter, så hjernevasken bliver total og allestedsnærværende.


Huset, som Winston bor i, hedder Victory Mansion, ”Sejrshuset”, og er et eksempel på, at Partiet bruger værdiladede substantiver til benævnelser i sammenhænge, der ikke er åbenlyst forbundet med Partiet. Efter samme mønster hedder den almindelig alkohol-drik Sejrsgin, og det eneste cigaretmærke, som kan skaffes, hedder ”Sejrscigaretter”. Befolkningen bliver konstant mindet om Partiets storhed – og at de er i krig.


I Partiets propaganda anvendes den samme teknik, som vi så i Vi, hvor værdiladningen af ordet forandres, eller man simpelthen anvender ordets modsætning og hævder dets sandhed. I 1984 er det politiske apparat delt op i fire ministerier: Ministeriet for Sandhed tager sig af propaganda, udgivelse af litteratur og omskrivning af historien, så den passer til nutiden; Ministeriet for Fred tager sig af krigsførelse; Ministeriet for Rigdom tager sig af rationering af fødevarer og forbrugsvarer; og endelig tager Ministeriet for Kærlighed sig af fængsling, tortur og omvendelse af fjender og sender mindre lovovertrædere i tvangsarbejdslejr. Desuden gøres der i høj grad brug af akronymer, som bevirker, at ordene mister de almindelige associationer, og sproget bliver langt mindre illustrativt. De fire ministerier hedder således henholdsvis ”Minisand”, ”Minipax”, ”Minirig” og ”Minikær”.


Det samme er tilfældet i ideologisk sammenhæng. ”Engsoc”, den engelske socialisme, er funderet på en tre grundsætninger: Krig er fred, Frihed er slaveri, Uvidenhed er styrke. Her er værdiladningen ændret ved en åbenlys selvmodsigelse, og den retoriske finte med at udkaste og gentage en række overbevisende definitioner i forskellige sammenhæng, hvor de af den ureflekterede modtager til sidst indoptages som endegyldige sandheder, illustrerer udmærket det totalitære sprogbrug.






Partiet nøjes ikke med at dræbe sine fjender. Fjenderne opløses og har dermed aldrig eksisteret. Dette stemmer fint overens med et af Partiets slagord: ”Den, der behersker nutiden behersker fremtiden. Den, der behersker fortiden, behersker nutiden”. Historien ændres målrettet hen imod den ”sandhed”, at der ikke har været andre magtgrupperinger end den nuværende, og at fjenden altid har været den samme fjende.

Allerede nu ved vi bogstaveligt talt ingenting om Revolutionen eller årene forud for den. Alle beretninger og optegnelser er blevet tilintetgjort eller forfalsket, alle statuer, gader og bygninger er blevet døbt om, alle kendsgerninger er blevet forandret. Og denne proces fortsætter dag for dag og minut for minut. Historiens gang er standset. Der eksisterer kun en endeløs nutid, hvor Partiet altid har ret


At få en hel befolkning til at acceptere et sådant falskneri forekommer umiddelbart som et umuligt arbejde, men Partiet opdrager befolkningen til at acceptere både sandhed og løgn ved hjælp af dobbelttænkning:

At vide og ikke at vide, at være overbevist om, at man holdt sig strengt til sandheden, medens man fortalte omhyggeligt konstruerede løgne; samtidig have to meninger, som ophævede hinanden, at vide, at de var modstridende, og tro på dem begge; at bruge logik mod logik, at lade hånt om moralen og samtidig hævde, at man selv levede efter den, at tro at demokrati var umuligt og at Partiet var demokratiets vogter; at glemme alt, hvad der var nødvendigt at glemme, og så komme i tanker om det igen og frem for alt at anvende samme fremgangsmåde på selve denne fremgangsmåde. Det var det mest raffinerede af det hele: bevidst at fremkalde glemsel og derpå at glemme den selvsuggestion, man lige havde foretaget. Selve det at forstå ordet ”dobbelttænkning” krævede dobbelttænkning.

Dobbelttænkning er tænkt som en overgangsfase, indtil Nysprog integreres fuldstændig. Når Nysprog fænger an til fulde, vil det nemlig være umuligt at tænke en kættersk tanke og udtrykke den i ord.



Se nutidig kontekst:

paradigmet: Ordbog over nysprog

paradigmet: Kognitiv Dissonans, Dobbelttænkning, Logiske Fejl & Farlig Lydighed

RT:  WikiLeaks CIA Vault 7: 'We are looking at George Orwell’s 1984’
8 Mar, 2017

Formålet er at begrænse tanken ved at begrænse dens udtryk. En af Winstons bekendte, Syme, som arbejder på udgivelsen af en nyudgave af ordbogen over Nysprog, redegør for sprogets struktur til Winston:

Tag for eksempel ”god”. Hvis man har et ord som ”god”, hvad brug er der så for et ord som ”dårlig”? ”Ugod” er akkurat lige så godt – ja, det er faktisk bedre, fordi det betegner nøjagtigt det modsatte, og det gør det andet ikke, og hvis man skal bruge et stærkere udtryk end ”god” som for eksempel ”fremragende” og ”storartet”? ”Plusgod” dækker meningen; eller ”dobbeltplusgod”, hvis man har brug for noget endnu stærkere.

Som det kan læses ud af ovenstående citat, er meningen med Nysprog at eliminere gamle, uønskede ord, opfinde nye ord, der svarer til ideologien, og ikke mindst rense de tilbageværende ord for uortodokse bibetydninger. Dette gøres i høj grad ved hjælp af forkortelser, som i de tidligere nævnte tilfælde med benævnelsen for ministerierne.

“The powers that be not only try to control events, but they try to control our memory and understanding of these events, which is part of controlling the events themselves.”
– Michael Parenti

‘But there is a price for telling the truth. Professional journalists committed to truth in media are invariably penalized by their corporate employers. They are pressured into accepting media disinformation as routine, as part of the job. They are encouraged to skim the surface or to convey half truths. This system rewards mediocrity. Lying brings fame, funding and career advancement. Those who refuse to abide by the standards of the mainstream media are fired, blacklisted and their prospects extinguished. Journalists who have the courage to say the truth find themselves marginalized and excluded, and therefore often driven into poverty. Indeed, a considerable number of journalists who contribute to Global Research find themselves in this predicament’ 
– Global Research

Orwell har foretaget en nytænkning med sin konstruktion af Nysprog, idet det adskiller sig fra andre former for kontrolsprog. Som det er tilfældet med eksempelvis de politiske kontrolsprog, hvor en hel speciel retorik, som har til formål at reducere associationsniveauet og frigøre de benyttede termer for billeder gør sig gældende. Dermed sker den mentale adskillelse mellem ord og genstand, som er det springende punkt i forbindelse med overtalelsesteknik. Men de politiske kontrolsprog har immervæk til formål at udtrykke og påvirke meninger, hvor Nysprog klart stræber mod at udrydde dem. Det forklares med det åbenlyst totalitære formål, der ligger i begrænsningen af det sproglige udtryk. Har du intet ord for din følelse af social uretfærdighed, kan du ikke videreformidle din følelse til andre, og følelsen forbliver det den er – en uudtalt, udefinerbar fornemmelse, som nemt kan slås hen.

"The criminal elite know that if they take away the meaning of words it incapacitates our thought. If you cannot speak, you cannot think. If you cannot think, you cannot figure things out. If you cannot figure things out, you will never figure out see you are a slave. If you cannot see that you are a slave, you'll never rebel. If you never rebel, you'll never be free. If you will never be free, you'll never fulfill your purpose on earth to be your highest and best self.
"Until they become conscious, they will never rebel,  and until after they have rebelled, tbey cannot be conscious'--George Orwell"
- citat fra Chris Duane, nutidig amerikansk dissident

Fri vilje, menneskelig forskellighed og selvstændighed er en fare for en totalitær magts beståen. Det er derfor i den totalitære stats interesse at eliminere disse elementer hos den menneskelige bevidsthed, så menneskets funktion som samfundsressource kan udnyttes maksimalt. Nysprog bliver dermed en konkretisering af ønsket fra totalitære stater om at begrænse oppositionel tænkning, og dette gøres ved ganske enkelt at begrænse udtryksformen. Det er en meget enkel fremgangsmåde, som, hvis den gennemføres, vil reducere ethvert menneske til at følge styrets retningslinier. Fremgangsmåden er både effektiv og praktisk, fordi det ikke længere vil være nødvendigt at håndhæve reglerne og spionere for at finde og eliminere brodne kar blandt befolkningen. Er Nysprog en realitet, er det ikke længere muligt ikke at være rettænkende.


Forholdet mellem individ og stat
Personerne i 1984 repræsenterer forskellige måder, hvorpå man kan forholde sig til det at leve i et totalitært regime: overopfyldning af ideologien, en kynisk holdningstilkendegivelse eller at gøre oprør, velvidende at det er umuligt.
Hos fanatikeren, Parson, som er Winstons nabo, ser vi en overopfyldning af Partiets ideologi, der grænser til det selvudslettende. Parson er en mand:

i besiddelse af en lammende stupiditet, som besad den naives evne til at begejstres for alt muligt, en af disse ukritiske, loyale slidere, på hvem Partiet støttede sin magt i endnu højere grad end på Tankepolitiet.

Se nutidig kontekst 2017:
paradigmet: Tankepolitiet

paradigmet: Mediet er ikke din ven


Han bliver angivet af sin egen datter, som har hørt ham sige ordene ”Ned med Store Broder” i søvne. Parson er lykkelig for, at han er blevet fanget, så han kan blive straffet for sit fejltrin. Da Winston spørger Parson, om han er skyldig, udbryder han underdanigt, at det selvfølgelig er tilfældet. Parson tager skarpt afstand fra den tanke, at Partiet kunne arrestere en uskyldig, og selv efter at have arresteret ham står Partiet for ham som noget ufejlbarlig.


O’Brien er en interessant person i romanen, da læseren først lærer ham at kende som en hemmelig oprørsgruppes leder, som lever et dobbeltliv som indflydelsesrigt medlem af Inderpartiet. Senere finder vi ud af, at han er dedikeret til Store Broders ideolog og kæmper for at opbygge et samfund, som han tror på, og nedbryde den menneskeånd, som han ser både som en sygdom og som en trussel. Han forekommer derfor ved første øjekast som kyniker, men i slutningen af romanen bliver det klart, at han er fanatiker.


Der er også den mulighed at indtage den pragmatiske holdning, som Julia repræsenterer. Julia er den kyniske, selvcentrerede hykler, som hader Partiet – ikke af ideologiske grunde, men fordi Partiet begrænser hende. Hun finder måder at omgå reglerne på og nyder dette spil. Hun er endda stolt over, at hun kan narre Partiet. Hun tuder ganske enkelt med de ulve, hun er iblandt og lever efter devisen, at enhver er sig selv nærmest, og hvis man overholder de små regler, kan man tillade sig at bryde de store. At Julia ikke er i stand til at nævne Partiet uden at udstøde en ed, er et udtryk for en form for overkompensering for at leve som det perfekte partimedlem, der råber hurra og fy, når det er påkrævet.


Den største forskel mellem Julia og Winston er, at Julia blot vil klare sig igennem, mens Winston ønsker at ændre sin tilværelse ud fra ideologiske grundsætninger. Winstons oprørstanker smitter imidlertid af på Julia, som i det nye, bekræftende kærlighedsforhold finder mod og styrke til at følge Winstons oprør.


Winston ved, at det værst tænkelige oprør ikke kan ske på handlingsplan, men mentalt ved bevidst at fravælge dobbelttænkning og bevare sin rene fornuft: ”Det var ikke ved højlydt at forkynde sandheden, men ved at bevare sin fornuft, at man holdt menneskeånden i live.” Winstons oprør begynder, da han køber en dagbog. Winston ved godt, at han vil blive straffet for at have en bog med tomme sider i sin besiddelse. Alligevel løber han den store risiko at købe den, selv om han ved, at det er meningsløst at skrive i den. Winston ved, at hans eget oprør er umuligt, men han er alligevel forhåbningsfuld. Som han ser det, er den eneste måde, hvorpå den diffuse idé om en anden tilværelse kan realiseres, gennem proletarernes oprør. Proletarerne kontrolleres ikke i så høj grad, mener Winston, altså findes der blandt dem et fristed, hvor fri tanke og rene menneskelige værdier stadig eksisterer og kan udvikle sig. Men Winstons håb nedbrydes i torturkammeret, og Partiet har endnu engang demonstreret sin totale magt.


Opsamling på delanalyse
Orwell har frembragt den værst tænkelige af alle verdener, den perfekte dystopi. Hvor den utopiske, filosofiske tradition kan ses som et evigt forsøg på at konstruere den ultimative utopi og den bedst tænkelige af alle verdener, hvori menneskets lykke og behagelighed er i centrum og dets sociale udvikling har nået sit højdepunkt, så har Orwell med 1984 vist os den værste af alle verdener og er dermed kommet tættest på ”Dystopia”, den mest utopiske dystopi.


Totalitarismen var et nyt begreb i 40’erne, men det blev hurtigt et fast begreb, ikke mindst på grund af Orwells 1984. Det totalitære er til stede over alt i romanen, ikke mindst med overvågningen og manipulationen. Det psykologiske aspekt redegør Orwell ganske udmærket for. F.eks. er det klart illustreret, hvordan vilkårligheden i overvågningen kompenserer for, at alle mennesker ikke kan overvåges altid, men er hvert individ i den tro, at det bliver overvåget, virker vilkårligheden præventivt. Desuden belyses manipulationen på en original måde ved hjælp af dobbelttænkning og nysprog, som har brændt sig fast i eftertidens begrebsapparat.


Men det er oprøret, der er i centrum. Købet af dagbogen er startskuddet til romanens handling, og oprørets udvikling fremstår som handlingens røde tråd. Oprøret får en bemærkelsesværdig, fremtrædende plads, når man påtænker, at dets udøvere er overbeviste om, at det ikke kan gennemføres, og at denne overbevisning også til slut viser sig at være rigtig. I det fuldendte totalitære styre er al modstand formålsløs, og netop denne pointe illustreres i dette værk, hvor magtens tilstræbes og forvaltes for magtens skyld.


Hos Winston er troen på menneskets ånd og dets trang til at gøre oprør mod begrænsning af fri tanke og handling umådelig stærk. Han klynger sig til sin overbevisning til det sidste, og det kræver den fanatiskes tålmodighed og stædighed at ændre denne overbevisning. Den omstændighed, at O’Brien ønsker at eliminere troen på menneskeånden, vidner om, hvor stærkt denne tro har manifesteret sig i Winston og er desuden en klar tilkendegivelse fra forfatterens side om dens legitimitet. De humanitære værdier stod for Orwell som en menneskehedens force. At det lykkes den totalitære stat at eliminere netop disse værdier, er den mest direkte og mest alvorlige advarsel, der er at læse i værket

Hermed understreges igen specialets pointe. Det er befolkningen og dens humanitære værdier, som udgør den største trussel for totalitarismens beståen, og for at holde disse værdier nede iværksættes et undertrykkelses- og terrorapparat, hvis omfangsrighed jeg ser som en bekræftelse af netop befolkningens potentielle trussel.

Kommentar: Af samme gøres alt i skrivende stund for at pacificere vestlige befolkninger og dæmonisere Syrien og Rusland pt 2017:
Syrian Gas attack is a lie - "Stop your governments!" - Russia

"Facaden er ved at smuldre. Og efterhånden som flere og flere mennesker indser, at de er blevet brugt og røvet, vil vi bevæge os hurtigt fra Huxleys “Fagre Nye Verden” til Orwells “1984”. Offentligheden bliver på et tidspunkt nødt til at stå over for nogle meget ubehagelige sandheder.....
...Vi lever i stigende grad i Orwells Oceanien, ikke Huxleys Verdensstat. Osama bin Laden spiller den antagede rolle, som Emmanuel Goldstein i “1984” [idag er det ISIS, som vestlige efterretningstjenester støtter i et hegeliansk diabolsk dobbeltspil]. Goldstein, i romanen, er den offentlige ansigt terror[som ‘V’ i ‘V for Vendetta’. Hans onde rænkespil og hemmelige voldshandlinger dominerer natlige nyheder. Goldsteins billede vises hver dag på Oceanien s tv-skærme som en del af nationens “2 minutters had” som dagligt ritual. Og uden indgriben fra staten, vil Goldstein, ligesom bin Laden, dræbe dig. Alle udskejelser er begrundede i den titaniske kamp mod personificeret ondskab. ...Løkken er ved at stramme. Æraen af morskab bliver erstattet af undertrykkelsens æra. Millioner af borgere har fået deres e-mails og telefonopkald overgivet til regeringen. Vi er det mest overvågede og udspionerede borgerskab i menneskehedens historie.  Mange af os har fået vores daglige rutine fanget på snesevis af overvågningskameraer. Vores tilbøjeligheder og vaner registreres på internettet. Vores profiler er elektronisk genereret [skabt]. Vores kroppe er fysisk undersøgt i lufthavne og filmet af scannere. Og public service-meddelelser, bil-inspektions- klistermærker, og offentlige transport-plakater opfordrer os konstant til at rapportere mistænkelig aktivitet. Fjenden er overalt.
Dem, der ikke overholder diktat fra krigen mod terror, en krig der, som Orwell bemærkede, er endeløs, bliver brutalt bragt til tavshed. De drakoniske sikkerhedsforanstaltninger der anvendes til at lamme protester på G-20 sammenkomster i Pittsburgh og Toronto var vildt urimelige for niveauet af gadeaktivitet.

Men de sendte et klart budskab – PRØV IKKE DETTE. FBI har målrettet sin aktiviteter imod antikrigs og palæstinensiske aktivister, som i slutningen af ​​september så agenter lave razziaer af deres hjem i Minneapolis og Chicago, er et forvarsel om, hvad der er i vente for alle, der tør trodse statens officielle Nysprog. Agenterne – vores Tankepoliti – beslaglagde telefoner, computere, dokumenter og andre personlige ejendele.
- Chris Hedges 2011 (se hele artiklen her)

Ekskurs – Dostojevskijs Legenden om Storinkvisitoren
Herværende afsnit har karakter af ekskurs. Det behandler et sammenfald mellem de tre dystopier og Dostojevskijs Legenden om Storinkvisitoren i hans store værk Brødrene Karamazov. Ekskursen tjener til at belyse spørgsmålet om hvilken hjemmel, de totalitære stater i fiktionen påberåber sig til at udøve total kontrol over deres indbyggere.

I den indledende samtale til Legenden om Storinkvisitoren spørger Ivan Karamazov sin meget troende bror, Alësja:

Svar mig rent ud på et spørgsmål, jeg bygger meget på dit svar: antag, at det stod til dig alene at rejse den menneskelige skæbnes bygning med det mål til sidst at gøre hele menneskeheden lykkelig, at give alle mennesker den endelige fred og ro, men at dette ikke kunne opnås uden – at et lille menneskevæsen, blot et eneste lille væsen, blev pint til døde – nå, for eksempel den lille femårige pige, som slog sig med sin lille knytnæve for brystet… sæt, at hendes uhævnede barnetårer var absolut nødvendige for grundlæggelsen for denne bygning – ville du da på denne udtrykkelige betingelse gå ind på at være dens bygmester?

Heri kan læses en direkte parallel til utopisk litteratur i ønsket om at indrette en stat til menneskehedens totale lykke. Lige så velkendt inden for den utopiske genre er den tanke, der udvikles i Legenden om Storinkvisitoren, nemlig at denne lykke uvægerligt må foranstaltes på bekostning af ét onde. Spørgsmålet er blot, hvilket onde man skal vælge.

Flere elementer fra Legenden om Storinkvisitoren går igen i dystopierne. Elementerne er mest tydelige i den karakteristiske slutsamtale, som ses i alle tre dystopier. I slutningen af Vi, inden D-503 får opereret sin fantasi ud, stilles han over for Velgøreren, som forklarer ham tingenes rette sammenhæng. I Fagre Nye Verden føres Bernard, Johannes og Helmholtz til Mustafa Mond, Verdenspræsidenten. Her fører Johannes og Mustafa Mond en længere samtale, om statens opbygning og den ledende gruppes hensigter og hjemmel. Igen i 1984 har Winston en samtale med O’Brien, som repræsenterer Store Broder. At alle tre forfattere har valgt en afsluttende samtale mellem hovedpersonen og lederen kan også ses som et litterært virkemiddel, der tjener til at fange løse tråde og de ubesvarede spørgsmål, som læseren må have. Det er i dette forum, hvor det dybereliggende fundament for statens magt bliver udfoldet og forholdet mellem individ og stat sammenfattes i den for alle tre forfatteres afsluttende pointe, at ingen reel modstand mod styret er mulig.


Samtalen mellem Ivan og Alësja indleder til Legenden om Storinkvisitoren, som Ivan herefter fremlægger. Femten hundrede år er gået siden Jesus sidst vandrede blandt menneskene, og siden da har Romerkirken taget patent på Kristendommens lære.


Inkvisitionens tilhængere kæmper imod det stærkt voksende antal kættere, som truer med at underminere den katolske kirkes selvgestaltede eneret på at forbedre Jesu gerning.

Jesus viser sig blandt menneskene i Sevilla, mens Inkvisitionen er på sit højeste. ”Med et stille, uendelig medlidende smil” betragter han mængden, der genkender ham og er lykkelige for hans tilstedeværelse. Storinkvisitoren lader herefter Jesus anholde. At ingen gør modstand mod denne anholdelse viser, at den katolske kirkes kardinal har større beføjelse over befolkningen end dennes trang til at fastholde Jesu tilstedeværelse. Jesu genopstandelse på jord er end ikke nok til at underminere Storinkvisitorens frygtede magt.

Og – så stor er hans magt, i den grad er folket underkastet hans vilje og skælvende lydigt mod hans bud, at mængden øjeblikkeligt viger til side for vagten – der under den pludselige indtrådte gravstilhed lægger hånd på Ham og fører Ham bort. Mængden forbliver stum – alle som én bøjer sig til jorden, som var de mejet, for inkvisitoroldingen, og denne velsigner tavs de knælende folk.

Storinkvisitoren opsøger herefter Jesus i fangerummet, hvor han foreholder ham, hvordan kirken har forbedret Jesu værk. Den frihed, som Jesu kæmpede for, da han vandrede på jorden, kunne ikke gøre menneskene lykkelige. Tværtimod har friheden ikke medført menneskene andet end pinsel i halvandet tusind år. Men kirken har nu rettet op på Jesu fejltagelse, og dermed har den befriet menneskene for de samvittighedens kvaler, som friheden medfører. At forlange af menneskene at skulle erkende og vælge mellem godt og ondt er at forlange, at de skal gå ud over deres evner og forstand. Denne byrde er så stor for menneskene, at de til sidst vil forkaste den:

Og menneskene glædede sig igen over at blive ført som en hjord, over endelig at føle deres hjerter befriet for den frygtelige gave, der kun bragte dem kval og fortvivlelse. Gjorde vi vel i at handle således? Sig det selv! Var det ikke af kærlighed til menneskene, at vi så hjælpsomt lettede deres byrde, at vi med kendskab til deres natur tålte – om det så skulle være – at de syndede, bare det skete med vores sanktion?

Men nu har menneskene overgivet kirken deres frihed, og med inkvisitionen er det endelig blevet muligt at sikre menneskenes lykke.

Skønt lastefulde og rebelske af naturen falder de dog til sidst til føje. De vil komme til at undre sig over os og se guddommelige væsener i os, fordi vi, som går foran dem, har indvilliget i at fratage dem friheden og herske over dem

Havde Jesus have taget imod Djævelens tilbud i ørkenen, kunne han have grundlagt et verdensrige og givet menneskene fred. For menneskene har fra tidernes morgen stræbt efter at forene sig til ét fællesskab, omfattende hele verden, og alle de store erobrere, som har higet efter at erobre verden, har dermed givet udtryk for ”menneskehedens uimodståelige trang til et hele verden forenede fællesskab.” At Jesus afslog var hans fejl, og nu har kirken taget sværdet i hånden og sikret fred til alle. Kirken besidder den endelige autoritet, og folket vil underkaste sig kirken mere end frivilligt.

Vi skal bevise dem, hvor kraftløse, hvor afmægtige de er; de skal forstå, at de kun er stakkels, prisgivne børn, men at barnets lykke er dejligere end al anden lykke. I deres angst og fortvivlelse vil de spejde efter redning i vort blik og trykke sig ind til os som kyllingerne til moderhønen.

Jesus har fejlet, men kirken har påtaget sig hvervet at forbedre hans værk. Jesus har ikke ret til føje noget nyt til sit værk, og er derfor ikke andet end en kætter – en trussel der kan forhindre kirken i sit værk. Storinkvisitoren har magten til at tilintetgøre Jesus:

[…] men i morgen, straks ved daggry, dømmer jeg Dig til døden og lader Dig brænde på bålet som den argeste af alle kættere. Og det samme folk, som i dag har kysset støvet for Dine fødder, vil i morgen på mit blotte vink ile til og tænde flammerne om Dit bål.

Heri ser vi et eksempel på, at befolkningen urefleksivt har indoptaget et paradoks. Jesus, den barmhjertige, er nu kætter og fjende af kirken, af den kristendom, han selv har grundlagt. Befolkningen er kontrolleret i så høj grad at den vil lade den nuværende leder brænde religionens største helgen på bålet som kætter.


Det er vigtigt at bemærke, at Jesus i Legenden om Storinkvisitoren er eksponent for de humanitære værdier. At Jesus pågribes straks efter, han viser sig, er et udtryk for, at han for Storinkvisitoren udgør en reel trussel mod den eksisterende orden. Igen afspejles specialets pointe om, at de humanitære værdier udgør en reel fare for totalitarismen.

Der er en række sammenfald mellem Sevilla og de billeder på totalitarismen, som dystopierne præsenterer: Paradokserne, som befolkningen indoptager uden at reflektere, og det udtalte ønske om at overtage verdensherredømmet er til stede i alle tre dystopier i en sådan grad, at det ikke burde være nødvendigt at redegøre nærmere for disse.


I legenden fremstilles den katolske kirke som værende i ledtog med Djævelen og ikke med Gud. Denne sandhed kender kun de, som leder menneskene. Kun de kender den ulykkelige sandhed og besidder evnen til at skelne mellem godt og ondt, og de må være ulykkelige, for at det store flertal kan være lykkeligt. Fagre Nye Verden viser denne tanke udfoldet af Verdenspræsidenten Mustafa Mond: ”Hvor morsomt kunne ikke livet være,” tænkte han, ”hvis man ikke havde dette hvilende på sig altid at skulle tænke på andres lykke.
At lykken skabes ved at menneskene opgiver deres frihed og lader sig lede er en central tanke i alle tre dystopier. I Vi er der et interessant sammenfald med Storinkvisitorens monolog, idet der anvendes den samme retorik som Storinkvisitoren over for Jesus. I Den Ene Stats propaganda lyder tolkningen af Syndefaldet således: Adam og Eva fik lov at vælge mellem frihed og lykke og valgte friheden med det resultat, at menneskene længtes efter lænkerne. Men nu er det endelig lykkes Den Ene Stat at føre menneskene tilbage til paradiset. I kraft af Den Ene Stat er lykken genoprettet og friheden elimineret. I slutsamtalen mellem D-503 og velgøreren fremstiller Velgøreren det centrale argument for fratagelsen af menneskets frihed for at sikre dets lykke:

Jeg spørger: Hvad var det, menneskene til alle tider og gennem hele livet drømte om, nedbad i deres bønner, kvalfuldt længtes efter? Kun ét: at nogen skulle sige dem, hvad lykke er – og bagefter gøre de umistelig ved at smede mennesket og lykken sammen med ubrydelige lænker

"Ordinary men and women will be expected to be docile, industrious, punctual, thoughtless and contented. Of these qualities contentment will be considered the most important. - 'Although this science will be diligently studied, it will be rigidly confined to the governing class. The populace will not be allowed to know how its convictions were generated .. When the technique has been perfected, every government that has been in charge of education will be able to control its subjects securely without the need of armies or policemen
(The Impact of Science on Society, pp. 29-30)
- Bertrand Russell

At en lille elite med en almægtig Fører mener at have ret til at undertrykke millioner af mennesker hænger tæt sammen med menneskesynet. Det skal være specielt, for at den totalitaristiske indstilling til magt kan vinde indpas. I Legenden om Storinkvisitoren tilskrives menneskene adjektiver som bestialske, uvidende, lastefulde og afmægtige, om blot higende efter en leder. Netop dette menneskesyn afspejler den hjemmel, eliten antager: Menneskene er grundliggende uvidende børn, og som sådanne er de mest lykkelige. Det er derfor elitens opgave at lede menneskene og fastholde dem i deres infantile lykke ved at umyndiggøre dem.


I Fagre Nye Verden er mennesket simplificeret til dets instinkt for behovsopfyldelse, og i 1984 findes end ikke en antagelse om en særlig menneskelig natur. Her eksisterer intet uden for bevidstheden, og bevidstheden kontrolleres af Partiet. Derfor er mennesket kun noget i kraft af Partiets eksistens.


I det foregående har vi set, at ved at antage at menneskene enten er afmægtige og infantile som i Legenden om Storinkvisitoren, uselvstændige og urefleksive som i Vi, simple instinktbaserede væsener som i Fagre Nye Verden eller endda ikke-mennesker som i 1984 kan den selvgestaltede elite uden problemer administrere sin magt ved at indoktrinere hjemmelen hos befolkningen og gøre den til en objektiv sandhed. Igen har vi en række vidnesbyrd på, hvordan jagten på lykke umærkeligt vender til det totalitære. Fælles for dem alle er, at reduktionen af individet indtager en fremtrædende plads.





Opsamling på analyserne af dystopierne

Orwell advarede om en verden, hvor bøger blev forbudt. Huxley advarede om en verden, hvor ingen ønskede at læse bøger. Orwell advarede om en tilstand af permanent krig og frygt. Huxley advarede om en kultur distraheret af hjernedød nydelse. Orwell advarede om en tilstand, hvor hver samtale og tanke blev overvåget og uenighed blev brutalt straffet. Huxley advarede om en tilstand, hvor en befolkning, optaget af trivia og sladder, ikke længere brød sig om sandheden eller information. Orwell så os skræmte til underkastelse. Huxley så os forført til underkastelse. Men Huxley, er vi ved at opdage, var blot optakten til Orwell.Huxley forstod den proces, hvormed vi ville være medskyldige i vores eget slaveri. Orwell forstod slaveri."  - Chris Hedges, Brave New Dystopia

På baggrund af analyserne er det nu muligt at generalisere en række fænomener læst i dystopierne til væsenstræk ved totalitarismen. Dette gøres med referencer til Hannah Arendts betragtninger over totalitarismen som styreform. Jeg diskuterer med E.J. Brown og inddrager perifert Rasmus Kjærbye Petersen & Andreas Skov og Morten Lassen. Sidstnævnte pointerer i Mødet med det totalitære, at det ikke er hovedpersonerne eller deres kamp mod systemet, som står tilbage efter endt læsning, men derimod de institutioner, der er kendetegnende for dystopierne. Dette viser, hvor ubetydeligt individet er i totalitaristisk optik.


Det er Hannah Arendts grundantagelse, at de totalitære bevægelser er masseorganisationer bestående af atomiserede og isolerede individer. Kendetegnende er krav om det enkelte medlems totale, ubetingede og uforanderlige loyalitet, som er en følge af partiets ideologi om, at den til sin tid vil omfatte hele menneskeslægten. Arendt skriver videre, at et totalt herredømme stræber efter at organisere alle mennesker i deres mangfoldighed som et ensrettet individ, som om de kun udgjorde ét individ, og dette er kun muligt, hvis mennesket reduceres til dets reaktioner, og disse reaktioner kontrolleres af den totalitære stat.


I forholdet mellem individ og en totalitære stat er kodeordet ensretning. For at opnå og håndhæve den absolutte magt må statens vel sættes over individets. Dette sikres mest effektivt ved en reduktion af individets værdi. Føler individet selv, at dets personlige værd er mindre end statens, er det villigt til at ofre sig for staten om nødvendigt. Individet skal med andre ord være fuldstændig overbevist om sin egen overflødighed, og derfor skal det afskæres fra alle institutioner, som kan give det følelse af selvværd og originalitet. Netop følelsen af overflødighed lægger Arendt stor vægt på, idet hun skriver, at når samtlige indbyggeres individuelle følelse af overflødighed er total, er idealet af totalitært herredømme nået. Totalitære stater stræber derfor efter at fastslå menneskets overflødighed ved den vilkårlighed, hvorved udrensninger, masselikvideringer og afsendelse til tvangsarbejdslejre sker.


Familieliv og kærlighedsforhold er to sfærer, som bekræfter individet og virker positivt på dets selvværd, hvor der kan skabes personlige relationer, hvor tanker og følelser har legalitet og er uden for statens rækkevidde. Sådanne relationer er selvsagt ikke ønskelige, da de underminerer hele totalitarismen, og der tages en række midler i brug for at forhindre de interpersonelle relationer og opbygge en atomisering blandt befolkningen. [Dette er nøjagtigt, hvad som er sket i det 20. århundrede med designideologisk forsætlig opbrydning af kernefamilien via den af elitens kunstigt skabte feminisme, Rockefeller, Edvard Bernays, etc. ].

Hvordan denne atomisering sikres, illustreres bedst i 1984, da dette samfund stadig er i en overgangsfase fra det demokratiske samfund, der kendetegnede England i 1940’erne og endnu ikke har opnået fuld kontrol over befolkningen. Der findes et større ikke kontrolleret område, hvor proletarerne bor, landet er i krig med to andre supermagter, og de nye tiltag med dobbelttænkning og indføringen af Nysprog er endnu ikke helt gennemført. Derfor er udviklingen stadig betinget af atomiseringen, som giver sig udslag i spionage og angiveri, der belønnes af staten. Befolkningen opdrages til at vogte på sine nærmeste og er vænnet til, at et menneske nu og da forsvinder og derefter aldrig har eksisteret. Individet må derfor vogte sig for sine nærmeste, da disse uvilkårligt kan forvandle sig til fjender.


I kærlighedsforholdet gør en ekstra effekt sig imidlertid gældende. Loyaliteten blandt de elskende unddrager sig statens opfordring til spionage og angiveri, og netop den omstændighed er en trussel for den totalitære stat, da denne har behov for dens indbyggeres ubetingede loyalitet. Derfor må intimiteten i kærlighedsforholdet undermineres. I Vi og i Fagre Nye Verden er der påbudt polygami, som i sagens natur virker hæmmende for en intens kærlighed mellem to mennesker. Det samme gør sig gældende for forholdet mellem mor og barn. Der er i Fagre Nye verden indført rationaliseret børneavl, hvor børnene udklækkes på flaske og derfor ikke oplever symbiosen mellem mor og barn. Moderinstinktet er nemlig så stærk hos mennesket, at det ikke kan undertrykkes ved en moralsk foranstaltning, og der må tages direkte kontrollerende og begrænsende forholdsregler i brug for at undertrykke det.


I Vi og 1984 ses en førerdyrkelse, som er karakteriseret ved at individet sætter sig selv i anden række efter den tilbedte fører. Det sker især i de offentlige henrettelser af fjender, der har et rituelt islæt, og som bevirker, at den enkelte føres over i en ekstatisk tilstand og mentalt hæves op på et plan, hvor individualiteten ikke kan gøre sig gældende. I Fagre Nye Verden er førerdyrkelsen ikke så tydelig. Til gengæld er der en religiøs tilbedelse af Ford, som maner til følelse af fællesskab og opløsning af individualitet.


Desuden indtager ideologien en fremtrædende plads i alle tre dystopier og underbygger Rasmus Kjærbye Petersens & Andreas Skovs pointe om, at alle totalitære regimer bygger på ideologi. Også Arendt stiller ideologien i centrum for totalitarismen. Hun påpeger, at de totalitære ideologier ikke stræber efter at omdanne omverdenen eller revolutionært forvandle samfundet. De totalitære ideologier har til formål at omdanne menneskets natur.Den totalitære ideologi er væsensforskellig fra andre ideologier ved at være en påstand om en total forklaring, uafhængig af al erfaring, hvilket medfører, at den ikke kan forny sig og befries fra sin samtidige virkelighed. Dermed skabes en fiktiv virkelighed, som udgør fundamentet til at administrere en styreform, som intet hold har i faktiske kendsgerninger. Dette muliggør endvidere en omskrivning af virkelige hændelser, hos hvilke falske anklager, paradokser etc. kan finde hjemmel. Totalitært ideologisk tænkning går således ud fra aksiomatiske præmisser og deducerer absolut alt herudfra.


Alle tre dystopier antager, at den europæiske civilisation har udviklet sig mod en større og mere kompleks statsorganisation, og værkerne deler den implicitte antagelse, at jo mere kompleks og højt organiseret et samfund er, jo mindre frit er dets individuelle medlemmer. Udviklingen vil til sidst resultere i, at funktionen er vigtigere end personligheden, hvorved overflødigheden kommer til at stå som endemål. Individet opløses med andre ord i masserne, hvilket er et klart totalitaristisk træk. I den forbindelse forholder E. J. Brown sig kritisk til den omstændighed, at udviklingen til dystopiernes super-samfund burde fordre en højere uddannet og oplyst masse, som igen ikke ville lade sig undertrykke.



Pointen, som E.J. Brown fremstiller, er i sig selv interessant. Han finder det utroværdigt at et samfund, der kræver så højt et uddannelsesniveau, kan formå at fastholde dets indbyggere i en forestilling om, at de ikke har nogen værdi. Men han udkaster ikke den mest sandsynlige forklaringsmodel, nemlig den, at totalitarismen som styreform, som jo er til stede i alle tre dystopiske universer, muliggør højt niveau ved uddannelse og samarbejde i kraft af sin totale kontrol af individet og manipulation med dets værdisæt. Winston er et godt eksempel. Han er dygtig til sit arbejde og dedikeret når det gælder. Til trods for sit intellekt og sine samarbejdsevner formår han ignorere det paradoks, at han er aktivt i gang med at forfalske historien. Bevares, Winston har en tåget erindring om et kompromitterende fotografi, hvori han finder næring til sit mentale oprør mod Store Broder, men at han i sit arbejde hver dag har konkrete beviser i sine hænder på omskrivning af historien, forekommer ham så usikkert, at han sætter sin lid til et minde, som han er ved at glemme.


I dystopierne er propagandaen en smule overdrevet [næppe, for virkelighedens verden er Orwell på steroider med ekstreme, subtile såvel som grove effektive midler] , og det totalitære sprogbrug er midlet til grov manipulation og redskabet for hensynsløs selvopdragelse. Befolkningen lærer, hvordan de skal tænke rigtigt, og hvordan de skal undertrykke forkerte tanker. Denne proces sker mere eller mindre ubevidst. Men der er en række virkemidler, der kommer til udtryk i propagandaen. Vi ser det i Vi, hvor værdiladning af ordene ændres til det modsatte, der udkastes overbevisende definitioner, som indoptages ureflekteret, og endelig er den retoriske joker til stede overalt i propagandaen. I 1984 er det fænomener som en konkret ændring af sproglige udtryk ved begrænsning eller omdefinering af ordforrådet og hyppig brug af forkortelser, samt at folket trænes til at acceptere paradokser, som sandheder – et udpræget totalitært træk. Fagre Nye Verden er det værk, hvori propagandaen med hypnopædi er mest fordrejet, men derfor også mest tydelig i sit budskab. For kernen i det totalitære sprogbrug er netop den ureflekterede indoptagelse af propagandistiske grundsætninger.


E. J. Brown gør opmærksom på, at alle tre dystopier antager at en række uudslettelige værdier, såsom respekt for mennesket, individets ret til udvikling og udfoldelse, kærlighed og ære, er bevaret hos de lavere klasser, mens de er forsvundet fra de høje. I Vi er det de primitive vilde, som muliggør håbet om at vende tilbage til de humanistiske værdier og løse op for det bundne; Johannes er moralitetens forkæmper, kender til Shakespeare og finder støtte og trøst i religiøsiteten; Winston har indset, at det kun er proletarerne, der kan starte et oprør, fordi de endnu ved, hvordan man synger. Både Zamjatin, Huxley og Orwell viser et bestemt syn på menneskets natur eller ånd, som garanterer selvstændighedsfølelse og trang til fri tanke og udtryk for denne. 

Menneskeånden er det udefinerbare i mennesket, som sætter sig imod ensretningen og manipulationen. I samme forbindelse udgør kunsten en trussel for det totalitære styre, hvilket giver sig udslag i den intellektuelle ensretning og censur af litteratur. Alle tre dystopier præsenterer nemlig en mekaniseret litteratur, som ikke er andet end et redskab for propagandaapparatet.


Analyserne af de tre dystopier har haft to formål: 1) at identificere totalitære træk til at understøtte den påstand fremsat i de teoretiske afsnit, at dystopierne er fiktive billeder på totalitarismen og er blevet skrevet, kan læses og derfor har gjort sig gældende som kritikker af denne, og 2) at vise, hvordan alle tre forfattere pointerer, at humanitære værdier udgør en trussel for totalitarismen. Til sidstnævnte skal knyttes en uddybende kommentar. Det er specialets pointe, at det ikke er de påståede objektive fjender, som udgør den største trussel mod det totalitære samfundsstyre, men befolkningen – eller rettere de menneskelige humanitære værdier, som befolkningen potentielt kan forsvare, hævde og udøve. Idet mennesket er disponeret for spontanitet, kreativitet og selvstændighed, skal folket – for at totalitarismen kan fungere – reduceres til masser, fratages sine juridiske rettigheder ved hjælp af vilkårlig straf og dresseres til at acceptere paradokser frem for at stole på egen dømmekraft. For, som Arendt skriver, er den til alle tider største hindring for de totalitære herredømmer menneskets spontanitet – evnen til uden nogen tilskyndelse at påbegynde noget nyt.

Kommentar:
Ahrendt blev til dels en nyttig idiot, idet hun ikke kendte til Directed History, og næppe til Zionismens directed history - men alligevel kan flere af Ahrendt's pointer bruges i generelle sammenhænge].

Aldous Huxley wrote ‘Brave New World’ in 1932, and ‘Brave New World Revisited’ in 1958. Huxley and his brother Julian were very much ‘insiders’, with ties to Tavistock, Fabian Society, Cecil Rhodes foundation....
...

“… focused on the development of new techniques by which to control and direct human behavior. Traditionally it has been possible to suppress individual freedom through the application of physical coercion through the appeal of ideologies through the manipulation of man’s physical and social environment and more recently through the techniques, the cruder techniques of psychological conditioning. The Ultimate Revolution, about which Mr. Huxley will speak today, concerns itself with the development of new behavioral controls, which operate directly on the psycho-physiological organisms of man. That is the capacity to replace external constraint by internal compulsions.”

This quote is from the moderator, which Huxley acknowledges as being correct. So this talk is about controlling the populace using new techniques, different techniques than what the audience had been exposed to but certainly ones you and I have experienced our entire lives. 

“If you are going to control any population for any length of time, you must have some measure of consent, it’s exceedingly difficult to see how pure terrorism can function indefinitely. It can function for a fairly long time, but I think sooner or later you have to bring in an element of persuasion an element of getting people to consent to what is happening to them.”

A main argument of Huxleys in this talk is about how using ‘terror’ and ‘force’, that which was described in Orwell’s 1984, has it’s limits. That Huxley’s positive reinforcement is more effective and efficient than Orwell’s negative reinforcement. In my opinion we currently are being exposed to both techniques. Drugs, both prescribed and illegal, are used in vast quantities in first world nations. To induce euphoria or alleviate the pain, whether it be physical or psychological. Whilst ‘terror’, the modern police state, and mass surveillance have become daily realities. Terror, the inducement of fear, is used constantly in the media to manipulate the opinions of the populace.

“It seems to me that the nature of the ultimate revolution with which we are now faced is precisely this: That we are in process of developing a whole series of techniques which will enable the controlling oligarchy who have always existed and presumably will always exist to get people to love their servitude.”
 - Ultimate Revolution… Brave New World Indeed 

What do you see for the future?

Anthony Sutton: Chaos, confusion and ultimately a battle between the individual and the State. The individual is the stronger; and will win. The state is a fiction sanctified by Hegel and his followers to CONTROL the individual. Sooner or later people will wake up. First we have to dump the trap of right and left, this is a Hegelian trap to divide and control. The battle is not between right and left; it is between us and them.
https://darktruthorg.wordpress.com/2007/07/04/skull-bones-us-banks-financing-hitler-trance-formation/

Lidt mere spredt fægtning ang individualitet vs kollektivitet (fra tidligere artikler):

Centralt hos C.G. Jung:

“ Through his identification with the collective psyche he will infallibly try to force the demands of his unconscious upon others,...which completely ignores all differences in the personal psyche of his fellows.....

A collective attitude naturally presupposes the same collective psyche in others. But that means a ruthless disregard not only of individual differences but also of differences of a more general kind within the collective psyche itself, as for example differences of race.
This disregard for individuality obviously means the suffocation of the single individual, as a consequence of which the element of differentiation is obliterated from the community. The element of differentiation is the individual.

All the highest achievements of virtue, as well as the blackest villainies, are individual. The larger a community is, and the more the sum total of the collective factors peculiar to every large community rests on conservative prejudices detrimental to individuality, the more will the individual be morally and spiritually crushed, and, as a result, the one source of moral and spiritual progress for society is choked up...
..It is a notorious fact that the morality of society as a whole is in inverse ratio to its size; for the greater the aggregation of the individuals, the more the individual factors are blotted out, and with them morality, which rests entirely on the moral sense of the individual and the freedom necessary for this.

Hence every man is, in a certain sense, unconsciously a worse man when he is in society than when he is acting alone for he is carried by society and to that extent relieved of his individual responsibility.
Any large company composed of wholly admirable persons has the morality and intelligence of an unwieldy, stupid, and violent animal. The bigger the organization, the more unavoidable is its immorality and blind stupidity. (Senatus bestia, senatores boni viri).* 

Society, by automatically stressing all the collective qualities in its individual representatives, puts a premium on mediocrity, on everything that settles down to vegetate in an easy, irresponsible way. Individuality will inevitably be driven to the wall.

This process begins in school, continues at the university, and rules all departments in which the State has a hand. In a small social body, the individuality of its members is better safeguarded, and the greater is their relative freedom and the possibility of conscious responsibility. Without freedom there can be no morality. Our admiration for great organizations dwindles when once we become aware of the other side of the wonder: the tremendous piling up and accentuation of all that is primitive in man, and the unavoidable destruction of his individuality in the interests of the monstrosity that every great organization in fact is.
The man of today, who resembles more or less the collective ideal, has made his heart into a den of murderers, as can easily be proved by the analysis of the unconscious, even though he himself is not in the least disturbed by it. And in so far as he is normally “adapted” to his environment, it is true that the greatest infamy on part of his group will not disturb him, so long as the majority of his fellows steadfastly believe in the exalted morality of their social organization.
– C.G. Jung, Phenomena Resulting from the Assimilation of the Unconscious, Relations Between the Ego and the Unconscious, Collected Works Vol. 7
* Ang. det latinske i Jungs tekst: Senatus bestia, senatores boni viri = Senatet er et bestie, senatorerne er gode mænd. Det attesterer hvad mange intellektuelle har sagt: privat kan systemernes værste lakajer være kærlige mænd, men institutionelt via de funktioner og roller de har i Borg-bikuben, bliver individualitet opslugt og udslettet af kollektive strukturer, og umenneskelige mordere er i værste fald tilfældet. Tale om double-think, som ikke opdages....

Se også:

Timeline - Tavistock Agenda




Nogle få one-liners:


Hvis du giver en slave vinger, vil han feje gaden med dem - polsk ordsprog

Tilfredse slaver gør vågne mennesker ulykkelige

Hvis du ikke indser ufrihed, vil du aldrig bryde dine lænker

Hvis du ikke lærer at tænke selv, bliver dine tanker ikke dine egne men andres

Hvis du ikke skriver dit eget script i livet, bliver du en statist i en andens

________



Litteraturliste
Arendt, Hannah: Det totalitære samfundssystems oprindelse. Bd. 1-3. Notabene, Haderslev, 1971.
Bacon, Francis: New Atlantis. Clarendon Press, Oxford 1974
Bradbury, Ray. Fahrenheit 451. gyldendal, København 1997
Brown, E. J.: Brave New World, 1984 & We: An essay om Anti-Utopia. Indlæg i Kern, Gary (ed.): Zamjatin’s We. A collection of critical essays. Ardis Publishers, Michigan USA, 1988
Campanella, Tomaso: Solstaden. Det Lille Forlag, Frederiksberg 2002
Cohen, Stanley: Den sociale kontrols nye former. Hans Reitzel, København 1994
Crick, Bernard: George Orwell. A life. Secker & Warburg, London 1980
Cooke, Brett: Human Nature in Utopia. Northwestern University Press, Illinois, USA 2002
Dostojevskij, Fjodor: Brødrene Karamazov. People’s Press, København, 2006
Dalsgaard, Mette: En optimistisk tragedie. Gyldendal, København 2006
Doxiadis, Constantinos A.: Between dystopia and utopia, Faber and Faber, London 1966
Ferns, C.S.: Aldous Huxley. A novelist. The Atlone Press, London 1980
Geddes, Partick: Cities in evolution. Williams and Norgate, London 1915
Gerber, Richard: Utopian Fantasy. Routledge & Kegan Paul ltd. London 1955
Huxley, Aldous: Ape and Essence. Chatto & Windus, London 1978
Huxley, Aldous: Fagre Nye Verden. Aschehoug, København 1986
Huxley, Aldous: Gensyn med fagre nye verden. Aschehoug, København 1972
Kjærbye Petersen, Rasmus & Skov, Andreas: Diktatorer fra Mussolini til Saddam. Aschehoug, København, 2004.
Lassen, Morten: Mødet med det totalitære. Museum Tusculanums Forlag, Gylling 2006
Lübcke, Poul: Politikens filosofileksikon, Politikens Forlag, København 2001
More, Thomas: Utopia. Hans Reitzels forlag, Gylling 1993
Moss, Walter G.: A history of Russia since 1855, Anthem Press, London 2005
Orwell, George: Animal Farm. Chelsea House publishers, New York 2006
Orwell, George: 1984. Gyldendal, København, 1984
Platon: Staten. Museum Tusculanums Forlag, Viborg 1999
Popper, Karl: Det åbne Samfund og dets fjender. Spektrum, København 2002
Roi, Alok: Orwell and the politics of despair. Cambridge University Press, Cambridge, GB 1988
Rosenfeldt, Niels Erik: Stalin. Diktaturets anatomi. Høst og Søn, København 2006
Shakespeare, William: Complete Works. Atlantis, London 1980
Shlapentokh, Vladimir: A normal totalitarian society. How the Soviet Functioned and How It Collapsed. M. E, Sharpe, inc., New York 2001
Snodgrass, Mary Ellen: Encyclopedia of utopian literature, ABC-CLIO, Santa Barbara, Californien 1995
Stangerup, H.: Aldous Huxley. Aschehoug, København 1961
Sørensen, Curt: Stalinismen i Sovjetunionen – en problematisering af totalitarismeteorien. Indlæg i Thorup, Mikkel, Schanz, Hans Jørgen & Mozaffari, Mehdi (ed): Totalitarisme – venskab og fjendskab. Aarhus Universitetsforlag, Århus 2007
Terras, Victor: A history of Russian litterature. Oxford University Press, Oxford 1980
Thielst, Peter: Den bedste af alle verdener. Tiderne skifter, København 2001
Voltaire, Francois-Marie de: Candide. Selskabet Bogvennerne, København 1980
Wells, H.G.: Time machine. Heinemann, London 1971
Zamjatin, Evgenij: Vi. Reitzels Forlag, Christiansfeld 1959
http://www.britannica.com/eb/article-9073017 08.06.2007
http://www.netlibrary.com/Reader/ 26.06.2007 (Wilde, Oscar: The soul of man under socialism, page 9)
http://www.perestrojka.dk/index.php?/archives/50-Foredrag-af-Dr.-Alla-Glinchikova.html#extended 17.06.2007 (fra Dr. Alla Glinchikovas forelæsning på Statskundskab, Aarhus Universitet, fredag d. 23 marts 2007)




Nogle få kilder til den alternative 'litteraturliste' - the real 1984 og Fagre Nye Verden, m.m. under radaren:
http://paradigmet.blogspot.dk/ (dansk)
http://www.globalresearch.ca/
https://www.corbettreport.com/
http://21stcenturywire.com/
http://thetruthseeker.co.uk/
http://www.censored.news/
https://www.sott.net/

_________________



Post Scriptum




Fra anden artikel:


At være undertrykt er at være ufri, dvd. at man er undertrykt, når man er underlagt andres vilje og igennem dette udsat for tvang, vold eller trusler om vold.


Når min nevø har siddet i skolen og undertrykt sin trang til at bevæge sig, er det fordi, han har vidst, at han ellers ville risikere at blive medicineret mod sin vilje. Da det har været et uomgængeligt vilkår for at være i skolen, har han ikke været fri, da han til hver en tid har risikeret at blive udsat for denne yderst indgribende tvang, vis han trådte ved siden af. Magtanvendelsen har eksisteret som en trussel, og han har internaliseret denne trussel og styret sig selv. Vi ser her, et eksempel på, hvordan Foucaults governmentality har fungeret i praksis.

Andre begreber for governmentality er styring gennem selvstyring eller styring på afstand. Da skolen anvender viden om ADHD, ser vi altså også, hvordan han har skabt sig selv som et subjekt for videnskabelig viden. For at forstå hvordan videnskabelig viden skaber subjekter, der er subjekter for denne viden, er det uden betydning, om ADHD er en fiktiv lidelse eller ej, idet subjektskabelsen ikke er afhængig af den anvendte videns videnskabelige sandhedsværdi men dens videnskabelige legitimitetsværdi. At ADHD tillige er en fiktion for andre end de relativt sjældne tilfælde gør det naturligvis ikke bedre. Det betyder nemlig, at han har følt sig tvunget til at lade sig styre af en fiktiv viden af frygt for at blive gjort til en zombie.


Eksemplet kan også illustrere denne pointe; det er et eksempel på internaliseret ufrihed, som skal erkendes som ufrihed og ikke fejlagtigt forstås som frihed.
Nogen vil således ikke kunne se eller ikke have noget problem med, at min nevø har siddet og styret sig selv af frygt for at blive givet en diagnose.

Argumenterne er sådan set ikke helt forkerte. Man kunne fx indvende, at børnene i skolen jo ikke bør forstyrre hinanden, og at det derfor er godt, at han kan sidde stille osv. Det er derfor, at det er vigtigt at definere sine begreber. For problemet er, at han har siddet derovre af frygt for at blive udsat for tvang, og at disciplineringen er sket ved at internalisere magten.

Selvom det sådan set er åbenlyst, når man får det forklaret, sker det uset og erkendt for de fleste. Børnene i skolen ved godt, hvad der foregår, og i et forsøg på at overleve etablerer mange børn ofte forskellige modmagtsstrategier, mens andre igen blot tilpasser sig let, fordi deres naturlige forudsætninger ikke er i konflikt med skolens krav til disciplin. På denne baggrund er ingen af børnene reelt frie, fordi tvangen eller trusler om tvang findes som den kontekst enhver interaktion i skolen finder sted i.

Da frihed er fraværet af at være underlagt andres vilje, og da intet barn, uanset om det tilpasser sig eller ikke tilpasser sig er fri for denne arbitrære vilje, så er ingen af børnene i skolen frie. Grænserne for friheden er der uanset om de ses eller ej, for de opdages, hvis børnene bevæger sig for langt væk fra den videnskabelige normalitets smalle sti. Da grænserne for frihed ikke er defineret af respekten for andres tilsvarende ret til frihed men er bestemt af magthaverne, er der ikke tale om frihed men om et fængsel.

Skolesystemet er derfor intet andet end et fængsel, der opdrager børnene til at være børn indenfor ganske bestemt snævre rammer på baggrund af tvang, vold og trusler om vold. Da systemet indtil videre har haft brug for at legitimere sig selv over for forældrene, så de ikke i hobetal har taget børnene ud af folkeskolen, og da mekanismerne ikke tåler dagens lys, har man måttet opfinde et nyt sprog til at beskrive det, der foregår i skolen. Overordnet taler man om frihed, eller i det mindste lader man som om, at man respekterer friheden som kerneværdi. Derfor tror forældrene, at børnene i skolen bevarer deres frihed, og at de derfor ikke er ufrie. Men da de i skolen er underlagt andres vilje, og da de i skolen er ændre til at forholde sig til dette, enten ved at tilpasse sig, styre sig selv gennem internalisering af magten eller ved at udvikle modmagtsstrategier - og ingen af børnene kan gribe ændrede ind over for disse grundlæggende betingelser i folkeskolen - er de alle, uanset hvordan det går med tilpasningen, underlagt andres vilje, og derfor er alle børn i skolen ufrie.


Så derfor er det rigtigt, at ufriheden er reel, uanset om man erkender den eller ej, og uanset om man i sit eget hoved har vendt rundt på det hele, så man tror, at det at tilpasse sig disse magtmekanismer er det samme som at leve i frihed.

Mennesker starter som børn og ender forhåbentligt som voksne. Børn har derfor en dobbelt status ift. selvbestemmelse, for så længe de er børn kan de ikke bestemme selv og være fuldstændigt herre i eget hus, men efterhånden som de bliver større og større kan man give dem flere og flere frihedsgrader, så de i takt med deres voksende evner bliver mere og mere selvberoende indtil de bliver helt voksne og kan klare sig selv.

Skolen er ikke et særligt godt sted at opnå dette, da skolen anvender magt til at internalisere magten, således at skoleeleverne som voksne tror, at de er frie, selvom de gennem denne internalisering er underlagt andres vilje og derfor ikke er frie men kun tilsyneladende er det og kun i begrænset omfang. Da skolen for at nå sine mål undergraver børnenes selvstændighed, svækker den samtidig børnenes muligheder for at kunne klare sig selv. Meget kan siges om dette, så jeg vil henvise til John Taylor Gatto for detaljerne.

Se mere om skolen i Uddannelsesskade og Autoritetstro

Lad det her være tilstrækkeligt at sige, at skolen derfor både begrænser børnenes frihed og deres selvstændighed, hvilket kultiverer afhængighed. Da afhængigheden forhindrer børnene i at lære at klare sig selv, betyder det, at skolen forhindrer børnene i at blive voksne. Skolen skaber derfor ikke voksne, frie og selvstændige mennesker men erstatter voksenlivet med et voksensurrogatliv som børnevoksne - eller voksne, som stadigvæk går med ble. Kidults, som de kaldes på amerikansk.


Voksenlivet er lig med self-reliance, og da man ikke kan være self-reliant uden at være fri, er voksenlivet også ensbetydende med frihed.



Det enkelte menneske i vesten er fra barnsben af underlagt en lang række regimer - både biologiske/helbredsmæssige, livsorienterede, livstilsorienterede samt psykologiske for ikke at tale om stratificerede sociale/samfundsmæssigt formidlede regimer. Det starter fra fødslen, hvor en af staten godkendt jordemoder og en af staten godkendt sundhedsplejerske tager vel i mod den lille ny og injicerer en Hepatitis B-vaccine, for ligesom at komme i gang med det samme. Der tilbydes hjemmebesøg af sygeplejersker, der skal informere moderen om diverse sundhedstiltag samt giver mulighed for rådgivning. Man benytter naturligvis begge lejligheder til at overvåge samspillet mellem mor og barn, og hvis man "bliver bekymret", kan barnet blive tvangsfjernet allerede kort efter fødslen. Og så kører møllen. Barnets udvikling måles og vejes gennem den viden, "vi" har om det gode børneliv - antal sygedage, fraværsdage, generelle trivsel, samspil med jævnaldrende, trivsel og samspil i familien, opdragelsesmønstre, sundhedsadfærd... you name it. Alle disse former for viden - med alle de normer, som er lagt ind i dette, både den statistiske norm, hvor enhver afvigelse fra dette gennemsnit er en afvigelse, man må holde øje med, samt også den moralske norm, hvor den statistiske norm bliver vejledende for den moralske norm - anvendes til at skabe det moderne menneske.


Foucault formulerer det sådan, at det moderne menneske siden videnskabernes opståen i stigende grad er blevet et "subject of knowledge", dvs. et menneske, hvis tanke- og føleregister samt ydre adfærd i verden formes gennem institututionaliserede formgivnings- og kontrolprocesser baseret på videnskabelig viden. Psykologien er en integreret del af dette, hvor forestillinger om mor-barn-kontakt, hvad barnet skal kunne på et givent udviklingstrin, følelsesmæssige reaktioner, både positive og negative, samspil med andre, antal venner og kammerater, samt funktionsmåde i vuggestue, børnehave og skole bliver retningsgivende for, hvad der er normalt og dermed OK, og hvad der er afvigende fra normen og der for u-normalt og derfor ikke OK. Klart nok, hvis nogen er så uheldige ikke at ligge på det statistiske gennemsnit, hvilket er højest sandsynligt, da statistiske gennemsnit netop udregnes for at eliminere individuelle forskelle(!), så kan statsmagten med hele pibetøjet legitimere indgreb i den personlige frihed, således at afvigere kan komme i behandling - i psykiatrien, hos skolepsykologen, på behandlingshjem, opdragelsesanstalter, fængsler.

Psykologien er fuldt ud integreret i denne proces. Min nevø oplevede allerede i første klasse at få udleveret et spørgeskema, som, beroligede læreren moderen, blot var en måde at finde ud af, hvordan han "havde det"... Han skulle vælge mellem en sur smiley, en neutral smiley og en glad smiley og vurdere, hvordan han "havde det" rent fagligt, i forhold til læreren, i forhold til kammerater, i forhold til forskellige fag, hvor spændende han syntes de var, hvor engageret han selv var, hvordan han syntes det gik i frikvartererne... moderen blev naturligvis meget beroliget af lærerens (i sig selv psykologiske kommentar), da sådanne spørgsmål jo helt klart blot måler, hvordan min nevø "har det"... bortset fra, at der ligger en udvælgelse bag det man spørger om, det man kan svare på, det man kan svare, hvad svarene betyder, hvilket muligheder, man har for at kunne påvirke situationen, et bestemt normsæt, som italesætter den gode, dygtige, elev, kort sagt den elevtype, vi godt kan lide, og som jo et eller andet sted også viser, at det ikke er så godt at være sur...

Netop det neutrale, at det "bare" handler om at spørge til, hvordan børn "har det", gør, at den magttænkning, som i virkeligheden er på spil, er svær at få øje på, endsige få lov at tale om, endsige få lov at sige nej til, endsige få mulighed for at få indflydelse på, herunder også muligheden for at forkaste den. Det er magtens mørke side, at man ikke kan få lov at tale om den, selvom den tramper rundt i rummet som en anden syg elefant.

I den vesterlandske, formgivende optik så dyrker man netop de egenskaber, der skaber og fastholder trælbindingen. Det er ganske smart. En af konsekvenserne af massakreringen af sindet i skolen er, som John Taylor Gatto skriver, at børnene bliver usikre på sig selv. Når selvet hele tiden kan måles og vejes af andre i processer, som man ikke har kontrol over, og i øvrigt i en proces, som spirituelt set er både usund og uskøn, så ender man med svagpissere, der må kanalisere den rastløse og angstfyldte usikkerhedsenergi over i eksterne stabilisatorer, flygtige som de ellers er - fx i andres anerkendelse, i gennem tilhørsforhold til noget så åndssvag som "peer Groups" eller i materielt forbrug. Dette forbrug - a la the Century of the Self -baseres ikke på menneskehedens højeste potentiale men på udnyttelsen af den lavere naturs dæmoniske energi, i mangel på et bedre udtryk.

Der er ikke tale om, at mennesket får lov til at udvikle sig som fornuftsvæsen (menneskes rationalitet = evnen til at forstå og leve i overensstemmelse med det sande, det gode, det skønne og det retfærdige og det hele i overensstemmelse med dets eget autentiske. oprindelige og dybe, sande spirituelle natur) men om at det bliver formet til at være et defekt og forkvaklet fornuftsvæsen, hvor den lavere natur, skubbet omkring af stasiernes ydre såvel så internaliserede elektrostave, får lov til at dominere. I stedet for at give mennesker mulighed for at blive frie - gennem mestring af de frie kunster og gennem frigørelse fra den lavere natur og fra samsara - udnytter man sindets iboende mekanismer til at formgive defekte mennesker, der kan gå rundt i en verden, der i virkeligheden er gennemstrømmet af lys men hvor de selv går rundt som skygger af sig selv. I sandhed en forbrydelse mod menneskeheden, hvis der nogensinde har været en sådan.
http://paradigmet.blogspot.dk/2016/09/funktionel-dumhed-er-du-psykopat-uden.html




PPS: Foucault er bla. optaget af, hvordan videnskabelig viden af enhver art er bestemmende for, hvordan vi agerer i verden. Veritas ergo ago. Tag psykoanalysen. Forestillingen om et ego der som en ært er klemt mellem to airbags, det'et og overjeget, kan for den der lægger denne viden til grund for sin subjektivitet, lade denne formgive heraf. Subjekt, magt og viden. Skiftet fra en subjektivitet der ikke er formet af psykologisk viden til en der er sker gradvist fra ca. midten af det attende århundrede.


Nikolas Rose kalder det for "the rise of the psy disciplines." Subjektiviteten studeres, måles, vejes, synliggøres gennem en optik der er meget cirkulær. Vesterlændinge bliver synlige for sig selv på en særlig måde. Der er ikke tale om en neutral optik. Det kan være at psykologerne selv har de bedste hensigter men slutresultatet er påvirket af magtrelationerne i samfundet.

Govenmentality er således i sin værste konsekvens også dette: at internaliseringen af magtens mekanismer via den af magten subjektivitetsformende proces. skaber obedient controllable subjects, der ikke ved, at deres mindset ikke er deres eget, hvilket faktisk er en form for mind control, og det som de 17 følgende udsagn/citater (og man kan finde mange flere) adresserer.

Det er givetvis sikkert, at hverken Foucault eller Rose ikke selv var/er klar over, i hvor høj grad dette er gjort bevidst gennem sindelagskontrol i det 20. og 21. århundrede.

'[Nikolas Rose] book, Governing the Soul: the shaping of the private self, is widely recognised as one of the founding texts in a new way of understanding and analysing the links between expertise, subjectivity and political power. He argues that the proliferation of the 'psy' disciplines has been intrinsically linked with transformations in governmentality, in the rationalities and technologies of political power in 'advanced and liberal democracies'.
- Wikipedia

It is to be expected that advances in physiology and psychology will give governments much more control over individual mentality than they now have even in totalitarian countries. Fichte laid it down that education should aim at destroying free will, so that, after pupils have left school, they shall be incapable, throughout the rest of their lives, of thinking or acting otherwise than as their schoolmasters would have wished... Diet, injections, and injunctions will combine, from a very early age, to produce the sort of character and the sort of beliefs that the authorities consider desirable, and any serious criticism of the powers that be will become psychologically impossible. Even if all are miserable, all will believe themselves happy, because the government will tell them that they are so
- Bertrand Russell



The prisoner returns to the cave, to inform the other prisoners of his findings.
They do not believe him and threaten to kill him if he tries to set them free.
- on Plato's Cave and Socrates



Happy slaves are the bitterest enemies of freedom
- Marie Freifrau von Ebner-Eschenbach


I freed a thousand slaves I could have freed a thousand more if only they knew they were slaves
- Harriet Tubman


None are more hopelessly enslaved than those who falsely believe they are free.”
- Goethe


"The ultimate tyranny in a society is not control by martial law. It is control by the psychological manipulation of consciousness, through which reality is defined so that those who exist within it do not even realize that they are in prison. They do not even realize that there is something outside of where they exist."
- 'Bringers of the Dawn'


"There will be, in the next generation or so, a method of making people love their servitude, and producing dictatorship without tears, so to speak, producing a kind of painless concentration camp for entire societies, so that people will in fact have their liberties taken away from them, but will rather enjoy it, because they will be distracted from any desire to rebel by propaganda or brainwashing. And this seems to be the final revolution."
- Aldous Huxley, Tavistock Group, 1961 about manipulation of consciousness as the final 'revolution' for the elite


"Ordinary men and women will be expected to be docile, industrious, punctual, thoughtless and contented. Of these qualities contentment will be considered the most important. - 'Although this science will be diligently studied, it will be rigidly confined to the governing class. The populace will not be allowed to know how its convictions were generated .. This is, of course, the superelite Utopia: a world into which the unthinking masses are seamlessly eased and entirely controlled, possibly without even realizing it —like cattle. '
- Bertrand Russell


“To make a contented slave,’ [Frederick] Bailey later wrote, ‘it is necessary to make a thoughtless one. It is necessary to darken his moral and mental vision, and, as far as possible, to annihilate the power of reason.’ This is why the slaveholders must control what slaves hear and see and think. This is why reading and critical thinking are dangerous, indeed subversive, in an unjust society.”
― Carl Sagan,


Warned Gurdjieff: "Humanity is at a standstill and from a standstill there is a straight path to downfall and degeneration.... There is nothing that points to evolution proceeding. On the contrary when we compare humanity with a man we quite clearly see a growth of personality at the cost of essence, that is, a growth of the artificial, the unreal, and what is foreign, at the cost of the natural, the real, and what is one's own.... Contemporary culture requires automatons. And people are undoubtedly losing their acquired habits of independence and turning into automatons, into parts of machines.... Man is becoming a willing slave. He no longer needs chains. He begins to grow fond of his slavery, to be proud of it. And this is the most terrible thing that can happen to a man."
- The Last Esoteric Message - Gurdjieff Legacy


Liberty for Milton is not something that starts with man: it starts with God. It is not something that man naturally wants for himself, but something that God is determined he shall have; man cannot want it unless he is in a regenerate state, prepared to accept the inner discipline and responsibility that go with it. Hence, as Milton says, none can love freedom but good men; the rest want not freedom but licence. When a "licentious" man says he wants liberty, what he really wants is mastery, or lust. If he cannot get mastery, he will give the name liberty to greed, to the querulous desire to be left alone with his pleasanter vices. If he cannot achieve that, he will identify liberty with its demonic parody, a glad acceptance of slavery, proceeding from the influence of Moloch and Belial to that of Mammon.
- Northrop Frye. "The Return of Eden." 1965. University of Toronto Press: Toronto. Pg. 85-86.


You have to understand that most of these people are not ready to be `unplugged`. And many are so hopelessly dependent on the system, that they will fight to defend it "
- Morpheus (Laurence Fishburne), The Matrix


It is easier to mislead many men than one.
- Herodotus


We accept the reality of the world with which we are presented”
- The Truman Show


A really efficient totalitarian state would be one in which the all- powerful executive of political bosses and their army of managers control a population of
slaves who do not have to be coerced, because they love their servitude. To make them love it is the task assigned, in present-day totalitarian states, to ministries of propaganda, newspaper editors and schoolteachers.. The greatest triumphs of propaganda have been accomplished, not by doing something, but by refraining from doing. Great is truth, but still greater, from a practical point of view, is silence about truth.
- Aldous Huxley, Brave New World


They could be made to accept the most flagrant violations of reality, because they never fully grasped the enormity of what was demanded of them, and were not sufficiently interested in public events to notice what was happening
- George Orwell, 1984


Historically, the most terrible things – war, genocide, and slavery – have resulted not from disobedience, but from obedience.
- Howard Zinn


Den menneskelige subjektivitet i vesten (hvordan vi opfatter os selv, vores relationer til andre, vores handlemuligheder, tanker, følelser, ja selv bevidsthedsstrukturer(!)) er en formgivet størrelse. Hver gang vi bruger ord som tanker, følelser, jeg, overjeg, impulser, analyse, terapi, forældre, søskende, job, familie, samfund, politik, seksualitet, spiritualitet osv., så er der ikke tale om neutrale, objektive ord i den forstand, at de beskriver fænomener i verden, der er uafhængige af den formgivning, der har fundet sted, selvom de kan beskrive resultatet af den.


Så et jeg, hvad det så end måtte være, kan på en og samme tid a) eksistere som et fænomen, der kan udpeges og beskrives "som det er", b) eksistere som en formgivet størrelse, hvor formgivningen har formet det til det fænomen, som vi beskriver under a).


Det er en formgivet størrelse, hvor mennesker etablerer et selvforhold, hvor analyse af begær (som også formgives på forskellig vis) og ser sig selv igennem en optik, hvor i "seksualiteten" indgår som en væsentlig, måske i vor tid grundet kulturens og samfundets sexfiksering, bestanddel af vores opfattelse af, hvem vi "er". Men den vesterlandske seksualitet er uhyre kompliceret - med masser af konflikter, masser af installation af begær (skal man have én partner eller flere, serielt eller samtidig, er man til dyr, sexlegetøj, gummi, bildæk, får og geder a la Cupido og Tidens Kvinder), fokus på kroppens form (idealforestillinger om kvindekroppen og alt hvad der dertil hører), kastration af mændene i samfundet gennem Big Mother, ombytningen af polerne, så mænd bliver kvindhaftige og kvinder mandhaftige og så videre og så videre.




Terapi handler ikke om at få dét lort til at fungere men om at sige pænt nej tak, opløse alle de installerede strukturer og forestillinger og vende tilbage til det enkelte. Seksualiteten er et godt eksempel på, hvordan magtens formgivning af subjektiteten rykker helt ind i intimsfæren i soveværelset. Vi skal italesætte og forholde os til os selv som subjekter med en "seksualitet", finde "tilfredsstillelse" gennem det at "dyrke sex", som er i overensstemmelse med det, som vi "tænder på", "begærer" osv.


For de fleste finder denne akt sted i "soveværelset", som dermed bliver den scene, hvor "seksualiteten" udfolder sig. Og det sker i "ægteskabet" eller "parforholdet" eller "den løse forbindelse" (i den serielle polygami) osv., hvor alle disse ord også er formgivet, således at vi både er subjekter for en seksualitet og subjekter som familiemennesker, kærester, ægtefæller og dermed er subjekter i en samfundsmæssig orden, der jo - som Directed History viser - ikke er opstået ved en tilfældig evoulution men som en formgivning af samfundets byggesten med bestemte formål for øje.


Familien og ægteskabet er med vilje blevet funktionstømt, hvor centrale familieopgaver er lagt ud til statens opdragelsesinstitutioner (vuggestue, børnehave, skole, gymnasium, universitet) eller systemets eksperter i form af sygeplejersker, læger, ernæringseksperter, politi, retsvæsen, politikere, teknokrater osv. DET ER ALT SAMMEN KUNSTIGT OG HELT IGENNEM UNATURLIGT!!!!! De forældre, der kommer ud af dette, er ikke naturlige forældre, samfundsordenen er ikke naturlig og baseret på frivillighed men baseret på vold. De børn, der vokser op i disse familier, skal ikke forholde sig til naturens orden men til den kunstige samfundsorden med alle de sygdomme, der er i det.


Og dét skaber betingelserne for den sygdom i sindet, som de fleste mennesker lider under. Læg hertil fravær af orienteringspunkter så folk hverken kan finde ud af hvem de er, hvor de kommer fra, hvor der på vej hen, hvad meningen med det hele er, hvad der er opad og hvad der er nedad, og folk ender med at fære FULDKOMMEN OG ALDELES LOST, fucked up, iPad-iPod-somafikserede UMENNESKER.


Det er ikke sådan, at vestens mennesker (taget med den store generaliserende formatpensel) er egentlig mennesker. De sande mennesker findes andre steder på - på Bali, i Baluchistan og andre steder, hvor den hvide neanderthaler og hans krigsliderlige og magtbegærlige og sindsyge elite endnu ikke har haft held med at få bugt med dem, som de helt klart er lykkedes med i Danmark.
Psykologerne er ikke sig disse ting bevidst. De identificerer fænomener som egoer, impulser, tilknytningsforstyrrelser og kan i en vis forstand siges at iagttage de formgivede psykiske størrelser, men de er sig sjældent bevidst, at det, de iagttager, ikke er psyken som sådan men psyken i sin formgivede subjektivtet!


Formgivningen af subjektiviteten, som jeg skriver om, lukrerer på og lykkedes, fordi sindet er blindt. Og det vi iagttager i dag - i den vestlige verden - en langt mere dybdegående formgivet struktur i psyken, end verden nogensinde før har set. Vi studerer det for at blive fri af det, så vi kan få tjek på scenen og ikke blive hindret i at blive bevidste.


Trivium logik er godt, fordi det skærper skelneevnen og evnen til at tænke, formulere sig, iattage, sætte ord på, dele med andre. Klassisk dannelse er godt, fordi man bl.a. får et 2500 år langt tidsperspektiv at iagttage nutiden på. Uden denne historicering bliver man et barn af tiden, og da moderne mennesker i høj grad infantiliseres (gennem psykologernes forestillinger og gennem den udstrakte umodenhedsfase, som holder selv voksne mennesker fast i en tilstand der svarer til et 12-årigt barn langt op i voksenlivet), bliver det at være barn af tiden endnu mere udtalt.


Mindfulness, hvor man blot "er i det der er" hjælper ikke her og kan gøre det værre (dvs. forstærke infantiliseringen og det at være et barn af tiden). Men en god meditativ praksis er godt, for uden den kommer vi ingen vegne.
Og HVIS man skal have terapi skal det have et healende og frigørende sigte, så man dekonstruerer den vesterlandske subjektivetsformgivning og vender tilbage til ens sande natur, som man hele tiden har haft, og som hele tiden har forsøgt at udtrykke sin sandhed gennem den subjektivitet, den har fået stillet til rådighed.


At gå i vesterlandsk terapi handler dybest set om tankekontrol og ikke om frigørelse, om at formgive mennesker til en bestemt form, ikke at gøre dem til hele, sande mennesker. At gå i vesterlandsk terapi indebærer, at man løber en risiko for at have ret og samtidig reproducere præcis de betingelser og konsekvenser, som den allerede indfundne formgørelse gennem samfundets institutioner har prentet ind i sindet. Man ser så at sige sit fængsel og arbejder på at gøre dette fængsel til et velfungerende og behageligt fængsel, selvom man vil påstå, at man arbejder på frigørelse, på sundhed, helhed osv. Det afgørende er at se, at man skal se formgivningen af sindet for at kunne frigøre sindet. Man skal kunne se den terapeutiske formgivning uden for terapirummet (i vuggestuerne, i skolen, i parforholdet, i medierne) blive reproduceret i terapirummet, hvis man skal undgå at reproducere begge dele.

Psykologien er i sin vestlige inkarnation et redskab til kontrol af andre. Man former først teorier, der skal bruges til at formgive børnenes subjektivitet i vuggestuer, børnehaver og skoler, hvor de vristes skrigende fra deres forældre fra de er ned til seks måneder, puttes ind blandt fremmede mennesker, som de intet kinshipforhold har til, og hvor pædagogernes evner som omsorgsgivere og opdragere skal udgøre det for forældresurrogater, hvor de socialiseres ind i et kollektivistisk, ydrestyret, stærkt kontrolleret fællesskab, og hvor det at være sammen med andre mennesker, som er noget helt basalt menneskeligt, gøres til genstand for allehånde programmer, så "eleverne kan få et godt fællesskab i klassen" (hvilket er en anden måde at sige på, at fællesskaberne er kunstige, og at man har et enormt hyr med at skabe bare noget, der ligner levedygtige fællesskaber ud af det - tænk resten ind i det a la John Taylor Gatto og du har et godt bud på, hvad der foregår).


Dernæst opfinder man teorier, der kan forklare og bortforklare børnenes reaktioner, hvor systemet selv, hele dets filosofiske udgangspunkt, alle dets teknologier, alle overgrebene, ALDRIG bliver problematiseret. I stedet for individualiserer man problemerne. Det er Lille Peters "udadreagerende adfærd", der er problemet, ikke at han kunne være blevet smadret af få sin familie smadret og erstattet af statens familie, der aldrig kan give det samme.

Det er tankevækkende, at det latinske ord institutio betyder ‛jeg opdrager.‛ Om ordet institution har den samme rod ved jeg ikke, men jeg har da leget med tanken om, at de såkaldte ‛dagtilbud‛, som det så smukt hedder i vore dage, i virkeligheden er ‛opdragelsesanstalter.‛ Så når vi står og giver børnene overtøj på om morgenen, og de ikke er så hurtige, som vi måtte ønske, så burde vi måske sige: ‛Kom så, unger, vi skal ned til opdragelsesanstalten, inden det bliver for sent.‛ De fleste kalder det en børnehave.

Børnene bliver taget fra forældrene i en tidlig alder og sendt ud i en kunstig sammenhæng for at blive ‛opdraget‛ (dvs. socialiseret), skolen tager over (den er lige så kunstig), og så – for at gøre en lang historie kort – ender det med en stor gruppe mennesker, som bare ikke kan få tilværelsen til at hænge sammen.
Når man giver forældrene skylden, burde man måske se på de institutioner, der har stået for opdragelsen. Psykologien er i den forbindelse blot sat ind for at forsøge at reparere.

Hvor kommer den subjektivitet fra, der projiceres ud på verden? Konsumerismen har sin rod i skolen, som skaber rastløshed, der (kun) kan dulmes med forbrug. Det økonomiske system kræver forbrug. To systemer, én tanke. Er det virkelig den enkeltes skyld?

Naturligvis har vi hver især et ansvar for, hvad vi gør med den subjektivitet vi har fået. Men det bør sættes ind i en langt større økonomisk og filosofisk ramme, hvor den enkeltes reaktioner kun er et element.
-----------------------------------
Dette er en diskussion på bagrund af Et Essay om Indre Frihed af Jes Bertelsen:
Det er et problem, når danske forældre sætter deres børn i folkeskolen i blind tillid til, at deres børn vil få en uddannelse, som børnene kan bruge, når der sker noget helt, helt andet. Måske er det bedre at kalde det for nyttig uvidenhed i stedet for nyttig idioti, for det er helt klart, at statsmagten lukrerer på, at folk inden internetreformationen ikke kunne gennemskue sagernes rette sammenhæng. Den nyttige uvidenhed (nyttig for magthaverne) kan via indsigt ændres til nyttig viden (nyttig for forældrene selv), der så kan handle bevidst og vidende i verden. Hvis de, for at trække tråden tilbage til Bertelsens tekst, også kunne handle med årvågen, fokuseret åbenhed, ville de kunne handle årvågent, åbent og vidende i verden. Det ville give en erkendelse af, at fremtiden ville skulle se anderledes ud - og de ville kunne handle bevidst i andre retninger.


Selvindsigt har alle dage været en af de vigtigste betingelser for at kunne være fri. I dag sker det typisk gennem den psykologiske diskurs, hvor man får indsigt i, hvem man er blevet formet til at være og skal tage det til sig, så man med Foucaults ord brændemærkes til de således udgravede sandheder. Psykologien viderefører pastoralmagtens bekendelsesform, og formålet er frelse inden for boksene, der stilles til rådighed, ikke frihed fra ens lavere naturs tyranni uden for boksen. Psykologer frelser folk fra deres problemer, så de kan leve inden for rammerne. Hvis rammerne er patologiske og patologifremmende, vil en sådan tilpasning i sig selv være patologisk, heraf ChaosNavigator's, Krishnamurtis og andres indsigt i, at frihed også indebærer indsigt i omverdenens faktiske beskaffenhed, så man hjælper den enkelte til sund frihed og ikke usund pastoraltilpasning.


Brændemærkningen består i, at sandheden om ens (formede) selv skal være retningsgivende for fremtidig handling. Dvs. hvad man skal være, når man bliver en stor barnevoksen. Sådanne permanent umodne og tilbageståenhed individer, der finder deres passion inden for rammerne, vil både bruge rammerne, så passionen kan udleves og ønske at understøtte rammerne, så det dels bliver muligt, dels så man undgår - oh ve - at stå udenfor, nøgen og isoleret, med ble på, ude i kulden.


Med tilbagestående mener jeg, at barnevoksne i dag er blevet holdt kunstigt tilbage i deres udvikling, så de er børn forklædt som voksne, som Kim Larsen meget præcist kalder det. "Kidults" er er amerikansk ord for noget lignende, måske det samme. Vi er i hvert fald i samme boldgade - at folk ikke længere bliver voksne, ikke kan stå på egne ben, frygter den sande selvstændighed, hvor man tager det fulde ansvar for sit liv, indgår i frie relationer til andre, med frivilligt valgt forpligtelse og selv står for ansvaret for at man kan tjene til dagen og vejen og klare skærene i de svære tider - selv.


Denne børnevoksenhed er sammen med statsskolernes mentale massakreringsmadkineri med til at gøre de fleste af os psykisk syge. Dvs. normaltilstanden er patologisk, tilpasningen til systemet er patologisk. Det sætter naturligvis sine spor, at folk ikke kan tænke, at folk udvikler mangel på empati, bliver indadvendte, selvoptaget og egoistiske, afskyr intimitet der kan skrabe det tynde lag af, og som afslører al smerten og tomheden og angsten for at set skulle være sandt at man var ingenting og intet værd i kraft af bare at være sig selv, uden eller med kun sporadisk kontakt til den sande sandhed, ikke den formgivede sandhed, der udgiver sig for at være sand men ikke er det men den skinbarlige og åndbarlige sandhed om hvem eller hvad man er - og alt dette uden sprog, uden ord, til at udtrykke sin fortvivlelsen over at være fanget og alle taler om, at man er fri...


Traditionelt var man klar over, at indsigt i en selv var forudsætningen for, at man kunne være fri. Men dertil kom også kravet om, at man, fordi man skulle leve i den virkelige, sociale, materielle verden, at man også anskaffelse sig den fornødne indsigt i disse ting. I skolastikken kom dette til udtryk i mesterdyden "prudence", der oversættes til visdom. Visdommen bestod i at få der indre og ydre til at gå op i en højere enhed, så man kune kunne lever det gode liv, hvis man mestrede denne kunst. Bemærk at prudence er en af de 24 styrker i VIA-testen, hvor det er reduceret til noget i retning af at kunne balancere sit checkhæfte "snusfornuftigt", dvs "prudently". Væk er Aquinas tanker om natural law og nødvendigheden af at få indsigt i dem som forudsætning for at kunne vide, hvordan verden rent faktisk fungerer, og for at få skabt den højere enhed, som det viise, gode liv handlede om.


Ovenstående peger på, at selvindsigt ikke behøver være psykologisk men godt kan være filosofisk (gennem gode bøgers poetiske beskrivelse af den enkeltes (ikke-videnskabelige men klassisk forståede) psykologi, af verden og af Gud, men det er utilstrækkeligt at se det som et spørgsmål om indsigt i affald. Desuden bør analysen af det intrapsykologiske og det interpsykologiske liv i familien suppleres med dyb indsigt i de faktiske sammenhænge, som familielivet optræder i og er en del af, således at man vil kunne opdage yderlige sammenhænge (som fx tanken om de barnevoksne, naturens muntre søn osv), og, vigtigst, vigtigst af alt, så man kan tolke det indre man finder frem til korrekt. Hvis der er affald, vil man så kunne se, hvad det helt præcist er for noget affald - at det ikke blot handler om skygger og personlig stillingtagen, accept og afvisning af noget i sit indre men at det er en del af en meget mere dybdegående, subjektivitetsformende proces. Heri ligger muligheden for reel frihed og en sikring af, at åbenheden ikke bliver til åbenhed i et ikke-erkendt fængsel men reel frihed, udenfor.


Bertelsen vil have en verdensstat. Den omtales som demokratisk, hvilket jeg ser som en måde at legitimere denne stat på - at vi er 7 milliarder mennesker, der taler sig til rette for at finde frem til, hvad hvert enkelt menneske må få at leve for og af. Denne egalitetstankegang er en prokrustesseng i forklædning og handler til syvende og sidst om at legitimere benstrækkeriet og benknuseriet, der gør os alle lige, ved hjælp af vold. Bertelsen selv ville måske indvende, at verdensstaten er demokratisk, men en stat kan ikke handle uden vold eller trusler om vold. Sagt på denne måde vil de færreste stå ved det og måske hævde, at det naturligvis ikke skal være meningen byproblemet er blot, at det ligger i sagens - her statens - natur, at den ikke kan andet end at virke ved hjælp af vold. Hvis alting skete frivilligt og i enighed, ville volden - og dermed staten - ikke være nødvendig. Men hvis man antager, at ligheden ikke vil ske ad frivillighedens vej, og at man derfor må have en (demokratisk) verdensstat til at sørge for at det sker, og siden det ikke sker ad frivillighedens vej, ja så må det ske ufrivilligt. Og hvordan kan det ske uden vold eller trusler om vold?


Jeg går ud fra, at Bertelsen ikke ønsker at bruge vold. Men for det første tjener ovenstående til at illustrere, at manglende indsigt i de virkelige og komplicerede sammenhænge kan give noget der starter etisk et sted men ender uetisk et andet sted, og hvor man ikke indså det, fordi sammenhængen var usynlig for én. For det andet kan det ikke udelukkes, at Bertelsen er utopist og gerne vil anvende den mægtige statsmagt til at skabe utopien. Det ville han i så fald ikke være den første der havde ønsket. Langt de fleste politikere ønsker at bruge statsmagten til at forme verden efter deres eget ønske, og vi tænker sjældent på, at dette indebærer vold (idet statsmagten kun kan handle ved hjælp af vold). Vi opfatter det let som legitimt at bruge politisk magt, så vi kan gøre "det gode". Parallelt hermed kan Bertelsen også være kollektivist og se "det fælles" som værende vigtigere end den enkeltes lykke og trivsel. Jeg ved det ikke, men kollektivister er særligt udsatte for at blive smittet med den hybrisgivende statsmagtsvirus. Hvis man er uenig i disse ræsonnementer, bedes man bla. imødegå det ved at vise en ikke-voldelig vej hen til det utopiske lighedssamfund. Undervejs kan man med fordel sætte sig ind i denne tekst, der handler om det dybt problematiske i lighedstankegangen (søgeord hvis linket ikke virker: egalitarianism as a revolt against nature - mises daily.)
Så længe vi ikke har tilstrækkeligt med indsigt i os selv, i hinanden, i menneskets natur, i den menneskabte åndelige såvel som sociale, samfundsmæssige og materielle verden, samt i det, der ligger udenfor - i videnskabernes genstande, både de anerkendte, de ikke-anderkendte og de endnu ukendte, så vil det være umuligt for os at gennemskue, om det vi ved, og det vi tror, at vi ved, er tilstrækkeligt. Vores uvidenhed er nyttig for dem der har indsigt og viden, og som bruger denne viden til at få ting til at se anderledes ud, end de er i virkeligheden.


Miriam Joseph, forfatteren til trivium-bogen, skriver et sted, at det menneskelige sind er bygget til at forstå sandheden. Mennesket vil fra naturens hånd afvise det falske, og vil kun acceptere det falske, hvis det fremstilles på en måde, så det falske fremstår som værende sandt. Den nyttige uvidenhed baserer sig ene og alene på dette princip: at folk bliver overbevist om, at noget er på en bestemt måde, selvom det i virkeligheden er på en anden. Ved at blive klogere - blive vidende - forsvinder denne mulighed for at acceptere falskhed, og vi får mulighed for at handle sandfærdigt og etisk, ud fra hvordan verden i virkeligheden fungerer.
De fleste mennesker ville formentlig hellere leve i frihed, og man kunne sige, at dette ligger i den menneskelige natur. Da frihed fordrer ansvar, fordrer det også, at vi bliver voksne. Det fordrer også, at vi bliver vidende, at vi kan tænke, at vi kan få indsigt. Tænk derfor her til sidst, hvor et kæmpestort arbejde det er, at skabe børnevoksne mennesker uden indsigt, uden evnen til at tænke eller forstå - og forstå på denne baggrund præcist hvor grimt og grumt et overgreb på børnene, der bliver begået hver eneste dag i institutionerne, i skolerne... og hvad børnenes vanskeligheder med at fungere og tilpasse sig og de psykiske lidelsers udbredthed i normaltilstanden derfor handler om.