Musikalsk lommefilosofi - og et par svindelnumre

af morton_h, the blogger

 

Var der nogen, der sagde legetøj?

Jeg opdagede et nyt instrument for nylig. Faktisk er det overhovedet ikke nyt, men jeg opdagede, hvor seriøst det bliver taget, og hvor mange muligheder, der er i det både for skønhed og fart over feltet.

Før tænkte jeg mest på det som en slags legetøjsguitar med en spøjs lyd: Ukulele. Men så stod der bare en ung, høj fyr med skæg og rastakrøller på Røde Rose pladsen under Copenhagen Jazz Festival og – på afbud med et par timers varsel - skabte en times fuldstændig andægtig stemning. Folk havde sgu aldrig hørt noget lignende, mig inklusive. Da de første toner af Erindring / Out inThe North, en rolig og meditativ folk-komposition, havde han pladsen i sin hule hånd – inklusive de sædvanlige par dampbørn, som folk mener, de skal slæbe med i grænseløs lang line til hvad som helst. Noget af en bedrift.

Hans navn er Tobias Elof. Find ham på Tuben. Hvis man er til de vildeste virtuoserier og ekstremiteter, så find James Hill. Hør ham fx lyde som Jimmy Hendrix + band! I Woodoo Child. Legetøjsguitar – go f… your self, herefter er der tale om et mester-instrument i hænderne på en virtuos.

Tobias Elof filosoferede ind imellem på Balders Plads, som den også hedder, over musik og stilarter. Meget folk'ish i øvrigt at komme med strøtanker ind imellem numrene. Jeg tror, musikerne bruger det til at skifte gear med før det næste nummer – og til at hvile fingrene eller stemmen et minut. Eller for at forbinde musikken med alt andet liv. Ukulen bliver spillet meget på Hawaii, navnet siger det. Der er langt fra de nordiske skove til Hawaii. Der kan næsten ikke være længere. Det ene sted har man krøbet sammen med mørk vinter 2/3 af året indhyllet i tåge, melankoli og dybe tanker. Det andet sted skinner solen hele tiden og stress var nærmest ukendt – før amerikanerne stjal øgruppen fra dens beboere og forurenede kulturen med alt deres shit. Det kan man selvfølgelig høre på musikken. Den har en ubekymret, naiv lyd af palmer, bølger og blomster i håret.

Æd dig gennem kulturerne

Lad og tage den tanke videre. Musik som et vindue til folkets sjæl.

Hvis en TV-station en dag tilbød mig tjansen som musikkens svar på Keith Floyd eller en af hans elever i stilarten gastronomiskkultur-globetrotter, så ville jeg gøre det samme som ham – det var Floyd, der startede genren og inspirerede hvad-de-nu-hedder, Gordon Ramsay o.a. 

Forskellen er selvfølgelig afgørende. Ingen ville med succes kunne spille sig igennem verdensmusikken, madlavning er madlavning og kan læres. Når man kan sit kram, så er der ikke langt til noget lignende i enhver kultur. Musik på den anden er så dyb i sin struktur. En dygtig musiker kunne sandsynligvis fake sig et stykke hen ad vejen. Men at spille sig igennem den, hvor han hamlede op med den ... no way!

Men det, der går under betegnelsen World Music, skøjter som regel på overfladen eller indgår så store kompromisser for at dens udøvere kan finde en fællesnævner. Som regel skaber de en ny genre – med større eller mindre held. Det bliver som regel en suppedas, hvor man hurtigt kommer til at savne The Real Thing. Jeg mener, Peter Gabriel er da udmærket, når han jammer sammen med etno-ikoner som Yussou N'Dour. Måske vi aldrig havde hørt om dem, hvis ikke han og andre havde gjort noget lignende. Måske jeg aldrig havde hørt om Nusrat Fateh Ali Khan, den store (på flere måder) gawwali-sanger fra Pakistan, hvis ikke Michael Brook havde produceret et album kaldet Night Song, hvor gawwali møder koramusik fra Mali og ambience a la Brian Eno og Daniel Lanois. 

En sangens og hengivelsens mester, hvis attituder kommer fra sjælens dybder
og en ubegrænset hengivelse til Universets Skaber.

Det er heller ikke, fordi etnomusikken har holdt sig tilbage med at stjæle med arme og ben fra Vestens popmusik. Så musikken behøver ikke at 'uforurenet' for at være autentisk. Selvfølgelig kan det kulturelle møde finde sted i musik. Problemet er blot etnofælden, en MacDonalds'ificering, 7/11-lort på hvert gadehjørne i hele verden, en udtværing af sjælen i en multikulturel etno-garbage-grød af ligegyldighed alt for nemt kan finde sted, og en kulturimperialistisk underkastelse træder ind i stedet for rødderne til den dybe og sande understrøm, der skabte musikken.

Det jeg mener med at 'gøre som Keith Floyd' ville være den lyttende dannelsesrejse med musik som nøglen til sjælen i de menneskelige kulturer. Oplevelse uden interferens. Det er her, sammenligningen holder. Da Gordon Ramsay rejste i Indien for at lære den rigtige indiske madkunst, blev han nærmest chokeret. Denne madkultur var overhovedet ikke, som han kendte det fra England i en discount-etno-version. Den kan kun opleves i sit eget miljø. Det vil uden tvivl kunne gøres i alle kunstarter, billeder, fortællinger/litteratur, håndværkene, byggekunsten. Jeg kommer selvfølgelig ikke til at gøre det, for jeg er totalt uegnet foran et kamera. Men ideen er hermed givet videre til en TV-station. Bare sæt et større beløb ind på min konto.

Gangsta Rap – en sørgelig genre

Bare rolig, det handler ikke om, hvad jeg kan li eller ej. Generelt slukker jeg ganske vist for radioen, hvis de spiller rap/hiphop. Well, Malk de Koijn er faktisk ret fedt, hvis man lige er i det hjørne.
Eller den her: The deep-end
Helt album her: http://guldbaya.dk/#

Det er bare ikke det, der er pointen. Gangsta-rap med latterlige typer, som selvfølgelig er sorte, det siger sig selv – vi springer let henover whigger-fænomener som Eminem (manden der åh-så-gerne ville have en anden hudfarve, hvilken man nu ikke må kalde en neger længere) – guldkæde, guns, dyrt bad-taste-designer-kluns, dyre biler, kællinger der ælter rundt i deres egne røvballer, tåbelig macho-klichee-smack-yo-bitch, voldsporno-fetichisme … hvad skulle det overhovedet til for? Og så mega-narrøvene Snoop Doggy Dog og Ice-T, der har tjent kassen på deres talentløsheder og attitude-klicheer. Og det handler stadig ikke om, hvad jeg kan li eller ej, for hør engang hvorfor.

En pikspiller-narrøv, der har fået penge for at køre attituder for at skaffe så mange black brothers and sisters som muligt i spjældet.
Men han ved det ikke i sin historieløse narcissistiske selvoptagehed.

Dengang, da genren opstod, befandt to mænd fra musikbranchen sig ved et lukket møde et sted i United Bluff. Der sad pingerne fra branchen, alle de klamme pengemænd, alle hajerne rundt om et langt bord. De to mænd bemærkede også foruroliget, at der sad nogle andre typer, der ikke sagde så meget. Nogle goons med guns. Der var noget mafia over mødet. Emnet for mødet var mindst lige så foruroligende. Det gik op for dem, at man var kommet op med en ny designer-concept med et særdeles klamt sigte: at skabe en genre, der ville være i stand til at forøge kriminalitet ved at forherlige miljøet med det formål at skaffe flere kunder i den butik, der hedder det privatiserede amerikanske fængselsvæsen.

For de, der ikke er klar over det, så tjenes der penge Big Time i denne branche ved, at man både hæver et beløb fra den amerikanske stat for hver indsat OG tjener kassen ved at de indsatte udfører slavearbejde. Og spørg lige, om den genre har virket efter hensigten? Bla sammen med kraftig lobbyisme for en særlig form for lovløshed, hvor man kan blive idømt lange fængselsstraffe for tre gange at køre for hurtigt eller stjæle en pakke tyggegummi. Der er en kæmpe overvægt af kriminalitet begået af sorte i forhold til hvide. Det er et faktum, som politiske korrekte social justice warriors og andre kulturmarxistiske hjernevaskede trendisser vil benægte ved at hyle op om racisme, og at det er politiets skyld, og er det ikke synd for dem, at de er nødt til at myrde, stjæle og voldtage, og er de ikke så ynkelige, uskyldige ofre, osv … Men når hylene har lagt sig, står der en ubarmhjertig og afslørende statistik tilbare, der er umulig at komme udenom. De sorte ghettoer er dybt kriminaliserede. Og det skyldes blandt andet den succesfulde designer-genre Gangsta-rappen og dens forherligelse og forjættelse via vold og perversioner.

De to mænd vælger på et tidspunkt at forlade mødet, da de ikke ønsker at medvirke til det. De bliver fulgt til dørs af et par af de omtalte goons, der utvetydigt lader dem forstå, at hvis de nævner et ord til nogen om, hvad de har overværet, så er både de og deres familie ikke længere i live. Det var først 20 år senere, at den ene af de to mænd åbnede munden – den anden overlevede ikke.

Violinen

Den hang der på væggen i en snor rundt om sneglen. Buen var fedtet, og der var ikke noget harpiks i skuffen. Da jeg forsøgte at stemme den op, røg e-strengen. Meget forudsigeligt, det er altid den, der ryger først.

Den gamle violin

Den gamle mand lå i sin seng. De sidste 14 dage havde han ikke kunnet sidde i en stol uden at falde ned. Han kunne ikke spise, drikke eller tage sin medicin. Til sidst kunne han ikke længere løfte sine arme. Hans mund tørrede ud, og han kunne ikke tale længere. Han begyndte at glide væk, og alle vidste, at tiden var kommet.

Der er intet unaturligt i, at en gammel fyr på 92 lægger sig til at dø. Han har uden tvivl vidst det. Han skulle bare lige vente, så han kunne sige farvel til sin søn. Da det gik op for mig, at jeg ikke kunne sige det, og at han ikke kunne svare, så var der kun violinen tilbage.

At jeg overhovedet fik den ide, at jeg skulle lære at spille på den for 47 år siden, skyldtes den gamle. Som ung mejeri-elev på fire fynske mejerier i træk, tog han ud sammen med slænget og jammede på den lokale kro lørdag aften. Man arbejdede jo om lørdagen dengang, men op på kroen eller forsamlingshuset skulle de. Det var selvfølgelig tidens travere. Den gamle blev aldrig musiker som sådan, men han havde alligevel lært at læse noder og holde på sin skinke. Jeg kan takke ham for, at jeg har tilbragt halvdelen af mit liv som musiker, dirigent og underviser, for det var bestemt ikke noget, der lå til højrebenet i familien. Musiker, sagde de, det kan man da ikke leve af!? Det ku jeg så.

Der var så kun tre strenge tilbage. Men hvad skal man med flere for at spille Jens Vejmand, Rumlekvadrillen, Århus Tappenstreg, I skovens dybe, stille ro og alle de andre travere? Den gamle lyttede med klart blik og helt opmærksomt.

Så jævned' han for andre den vanskelige vej,
men da det led mod julen, da sagde armen nej;
det var såmænd Jens Vejrnand, han tabte ham'ren brat,
de bar ham over heden en kold decembernat.
(vers 5 af Aakjærs og Nielsens sang)

Næste morgen blev jeg ringet op kl. kvart over seks. Kl. fem om morgenen havde han trukket vejret. Kl. seks gjorde han det ikke længere. 

Dødens klokkeslet

 

Da han var fire år gammel i 1928 havde han mistet sin mor. I 1934 mistede han sin far. Den 1. juli mistede vi ham. Det hele var fredelig og helt, som det skulle være. Han var den sidste i sin generation, og en æra er nu slut.

Den Store glemsel

Danskerne har glemt deres egen kultur. Der er sket et kulturtab. Og det er ikke kun et dansk fænomen, der er et globalt fænomen. Det skyldes udefra set industrialismen og amerikanismen og to destruktive verdenskrige. Indefra set skyldes det, at vi ikke har passet på vores kultur og har været så snotdumme at sælge den engang for en gang ussel plastiklort ved navn forbrug og underholdning.

Vi har glemt, hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvad vi fik med i baggagen, og hvorfor vi er her. Vi er havnet i et historieløst, rodløst og åndløst vakuum ved navn moderniteten. Jeg tilhører den skole, der mener, – og mener at kunne dokumentere det noget nær fuldtud – at det er sket by design.

En af mine naboer hedder Anne. Hun er en kær ældre dame, der nægter at give op overfor smerter og manglende ledbånd i skuldrene, så hun ikke kan holde på sine instrumenter længere. Hun har en kæmpe samling af historiske og folkelige instrumenter, kopi-instrumenter helt tilbage fra middelalderen og renaissancen. Hun kan læse originalmanuskripter med sjove firkantede noder og underlige C-nøgler. Og hun kan spille på dem alle sine underlige instrumenter. Hun kan også synge. Hun kan ikke holde på sin 1500-tals tenor-basun længere (så sagde armen nej) og hun kan ikke strække sine fingre ud til hullerne på sin basfløjte. Jeg forslog hende, at hun fik lavet et stativ, der kunne holde den oppe for hende. 'Det siger de andre også. Men så ville jeg jo ligne en idiot'. Det flyder med skalmejer, zinker, krumhorn, traversoer og sækkepiber. Der er også en drejelire og en nyckelharpe + alle mulige mærkelige fløjter.

På hendes bogreol står Evald Tang Kristensens samlede værker sammen med lydoptagelserne af nogle af de optegnede 5000 danske ballader, som der blev indsamlet, og som ikke ret mange kender længere, da de gamle, der sang dem, efterhånden er døde allesammen. Evald Tang er den danske ekvivalent til Zoltán Kodálly og Béla Bartók, der som unge rejste rundt i Ungarn og omegn og indsamlede folkemusik, der var truet med glemsel. Også her truede modernismens store hjernedød.

Der er ikke så mange i landsbyen, der ved, hvor stort arbejde Anne har gjort for at modarbejde den kulturelle hjernedød. Det har været hendes liv og har også gjort, at hendes ildsjæl stadig er … i live. I dag skal vi til Færøerne og Island for at at finde en stadig levende ballade-tradition.

Så hvad er en ballade? Vi kender dem helt fra middelalderen fra kædedansen. Ebbe Skammelsen og den slags. Masser af vers, en forsanger, der sang versene og gik forrest i kæden, folk der stemte i på omkvædet. Kæden viklede sig ind som en stor slange og ud igen. Balladerne blev også sunget af de gamle mænd og koner i de lave huse på landet. Det var før radio og fjernsyn gjorde os dumme som snot og dovne som dræbersnegle, dengang før den Store Glemsel indtrådte. Teksterne kunne være om alt muligt, det var den store Des Knaben Wunderhorn. Der var ballader om naturen, om kærligheden, om krig og fred. Der var tekster til ånden og tekster til kroppen. Der var små- og storsjofle tekster om måder, man kunne ende i høet på. Der var historiske kvad. Der var alt i alle genrer og til ethvert formål. Ballader til fest, og ballader om hverdagen, ballader til at græde over og til at grine sammen over. Man grinede over dengang, man grinede ikke ad. Aakjær havde klart hørt dem ovre på heden, Jens Vejmand er i virkeligheden en slags ballade fra 1905.

Paradokset er, at Aakjær regnes som hørende til Det Moderne Gennembrudmellem 1870-90, altså opgøret med Romantikken. Det var darwinismens tid, det var naturalismen (I.P. Jacobsen oversatte rent faktisk Darwin i 1872). Jeg vælger at tro, at hvis I.P. og Georg Brandes og senere Johannes W. Jensen havde vist, at det kom til at køre helt ud af en streng, hvor mennesker mistede hele deres kultur, historie og identitet, så ville de have det skidt.

Om kort tid, vil de folk være døde, der overhovedet kan relatere sig til Jens Vejmand og Folkehøjskolens Melodibog, efterklangene af balladerne. Vi siger pænt fuck til baby-boomerne, 68'er, de kulturradikale og de politisk korrekte for at destruere traditionerne, ritualerne, historien og tanken om nationen, Der blev jeg født, derfra min verden går. Vi siger også pænt fuck til Det Moderne Gennembrud.

Klaphat Classic

Når spader og klaphatte skal pudse glorie og stive deres ego af, kan de finde på at sige sådan noget som: Ja, jeg regner The Beatles som klassisk musik på linie med Johann Sebastian Bach.

Jeg kender min Beatles-samling, jeg har spillet mig igennem den store Fakebook med samlede værker, jeg har været med til at skråle dem foran diverse lejrbål, jeg har arrangeret og dirigeret sofistikerede korversioner af Blackbird og andre hits. Jeg holder af dem, og jeg vil gå så langt som til enhver tid at forsvare, at The Beatles repræsenterede en høj kvalitet indenfor popmusik i 50'er-70'erne. So far, so good, men så er den heller ikke længere.

At påstå, at deres designer-pop har nogen som helst lighed i formatet med J.S. Bach's monumentale opus viser bare, hvor meget klaphatten strammer. De har ingen anelse om, hvad de ævler om, og deres udsagn er blot en gylp fra arbejderklassen og dens mindreværd. Og undskyld, jeg kommer selv fra den klasse, men jeg foretrækker at efterlade mindreværdet i skraldespanden og kalde en spade for en spade.

JS er i en helt anden liga, superliga. Mens The Beatles byggede kunstprojekter på værtshuse og horehuse i Hamborg og Liverpool, byggede JS katedraler. De fyldte kvantitativt stadion'er, JS fyldte kvalitativt templer. Bach skrev musik til Guds ære, de skrev (ikke, men spillede) musik til ære for musikindustrien og massekulturen. JS overlevede 350 år og kommer til at overleve endnu 1000+ år. The Beatles er glemt om 50 år. I could go on.

Saint Faul

Og så er der hele miseren og Paul McCartney, Faul McCartney, som de andre i gruppen kaldte ham. Alle har udtalt sig. Lennon døde, før han kunne tale ud, hvilket han annoncerede, at han ville gøre et par uger før. Harrison døde af kræft, men talte rent faktisk ud på bånd. Ringo udtalte sig, men lever stadigvæk, against all odds. For han er jo bare jokeren, anyway, og hvis han plaprer op, kan han ville nemt kunne latterliggøres.

Hvis du ikke er klar over det: Paul McCartney døde ved en bilulykke i 1966. Gruppens handler fra Tavistock Instituttet og MI5 fandt en stand-in for ham. The Beatles og hele hurlumhejet omkring gruppen, the Beatle-Mania, var så vigtig for både det britiske og amerikanske efterretningsvæsen i tider, hvor Vietnamkrigen skulle køre til sin bitre ende. Hippiebevægelsen og drugkulturen var et CIA-projekt startet for at nakke den anti-krigsbevægelse, der var temmelig stærk og omfattende. Dette er 100% veldokumenteret. Pludselig forsvandt bevægelsens basis, og en hel potentiel protesterende generation sad nu og junkede sig med blomster og langt hår og masser af junk og udgjorde ikke længere en trussel mod etablissementet og dets perversiteter. Da The Beatles indtog USA, var det just på toppen af denne passificerings-bølge. De tjente altså et geopolitisk formål. Surprise-surprise, sådan er vi ikke vant til at tænke på popmusik.

Forinden gik Paul McCartney så hen og døde. Det forgabte pigebarn, der kørte i bilen med ham og overlevede, fik en meget stram mundkurv på, hvorefter hun klappede i. Og døde. Man spøger ikke med MI5 eller -6, for de har Licence to Kill. Bare spørg Doubble-O-Seven og topagent, Ian Flemming.

Men de fandt rent faktisk en stand-in, der både kunne synge og spille. Min gamle kæreste, amerikanske Susan fra Vermont, mødte ham i en lufthavn. Han kiggede interesseret op og ned af hende. Det er jo det, mænd gør, når de ser en laber steg. Bemærkede du ikke, da Beatles blev opløst, og de gik hver til sit, at Paul McCartney ikke længere lød som … Paul McCartney. Altså The Wings, c'mon! Nothing like The Beatles. Lennon lød stadig som Lennon. Harrison lød stadig som Harrison. Ringe lød stadigvæk, som om han skulle have holdt sig til trommespillet – og i øvrigt er hans trommespil stærkt undervurdereret i The Beatles-sammenhæng, for det sidder lige i skabet!

McCartney, altså Faul Mc, lever herefter helt og holdent på sit opbyggede renommé. Bemærk også, hvordan han er fuldstændig iskold, kynisk lige efter Lennon's død. Det er ikke bare en af de sædvanlige ego-maniac pop-ikon hanhunde-pisserer-territorier-af. Det er: Lennon truede for lidt siden med at afsløre mig, og jeg pisser nu på hans grav i fryd. Hans efterladte er klar over det, og jeg stiller ikke op til konfrontation.

Sagde du konspirationsteori? ALLE andre medlemmer i The Beatles + det løse har udtalt sig om det.

Geniet Mozart

Vi siger pænt tak til Paul McCartney for at give bolden videre til en parallel-historie. Vi siger også pænt fuck til svindelnummeret Albert Einstein, designer-geniet, der ikke kunne finde ud af at lægge 2+2 sammen - en lignende parallel-historie. Vi kunne skrive en hel blog med blot designer-ikoner. Var der nogen, der sagde Jesus?

Så hvad har vi gang i her? Vi har gang i en analyse af, hvordan designer-ikoner bliver skabt. Og med hvilket formål. Og hvorfor de sociale ingeniører gennem tiderne så flittigt har benyttet sig af ikoner, som de selv har skabt.

Mozart har sandsynligvis ikke skrevet et eneste af de stykker, der står opført i hans navn. Surprise! Især for en gammel musikvidenskabsmand som mig. Her troede jeg lige, at den perifære, bløde videnskab gik lidt ram forbi i den store pardigmatiske koldbøtte.

På mange måder minder Mozart-legenden og Jesus-legenden. Den dyrker det overmenneskelige geni, der allerede som barn var fuldkommen, elsket af folket, forfulgt af skæbnen, død som ung, genopstanden og nu udødelig. Efterlader sig ikke et gravsted. Mozart er det ultimative geni, geni-prototypen på de store romantiske genier som Lizt, Wagner og Mahler.

 

Personligt har jeg intetsomhelst problem med gennemhulningen af myterne. Hvis Mozart ikke var Mozart, så er det helt fint. Musikken fejler så absolut ikke noget. Som violinist var jeg forelsket i hans violinkoncerter og har endda bidt skeer med dem. Tro mig: de er hundesvære i al deres tilsyneladende lethed. Hans klavermusik er fantastisk. Hans kirkemusik er facinerende. Men det er faktisk her, især i Requiet, at tvivlen begynder at stikke hovedet frem. Selv i mainstream musikhistorie er der ikke tvivl om, at en anden person, Süssmayer, hans elev, skrev eller færdigskrev det meste af dette sidste værk, af den stribe ubestridelige mesterværker, der står opført i navnet Wolfgang Amadeus Mozart.

Iflg. den britiske forsker, Robert Newman, er Mozart et spinn lavet af en klike, et sammenrend af grupper, der er hyperaktive i oplysningstiden. Vi taler primært om 2-3 grupperinger. Jesuitterne blev på det tidspunkt tvunget til at gå under jorden. De morfede, som bekendt, til de såkaldte Illuminati- eller Perfectibilist-grupper (dannet af jesuitten Weisshaupt i 1776). Agendaen er umiskendelig jesuittisk: undergravende virksomhed, manipulation med magthavere, kontrol med styrende organer og regeringer. Dannelsen af det ny Frankrig med Robbespierre og senere Napoleon var deres 'mesterværk'. Den Franske Revolution er et Jesuit-Illuminati-fænomen. Deres spor kan trækkes videre frem i tid til Den Russiske Revolution, og Nazipartiet/fachismen, men det er en lang historie. En af Illuminati-gruppernes forgreninger går til de engelske bankier'er, nobiliteter og kongehuset. Den tredje gruppering er Rosenkreutzerne, denne kunstigt skabte frimurer-orden (Rosenkreutz er en 'fake' person med 'fake' esoteriske skrifter).

Illuminati-gruppen, de tilslørede jesuitter, kontrollerede musikforlagene i Wien og i London. De er særdeles aktive i Prag, hvor Mozart slår igennem. Uden Prag, ingen Mozart. Disse grupper kunne i Prag enes om at gøre fælles front. En anden del af deres agenda var aktiv modreformation. Man sætter normalt tiden for dette fænomen tidligere, men folk og grupper som dem har ikke travlt. De skriver selv deres historie, og det er den, vi kender i dag.
Mozart var en talentløs musiker, en blot habil pianist, der blot udførte et skuespil. Hans far var dybt fedtet ind i foretagenet. Hans søster, derimod, var meget talentfuld som pianist. Det får vi ikke helt at vide i den officielle historieskrivning.

En hel stribe i dag ukendte komponister, meget dygtige, var indkaldt til at levere varen for Mozart-skikkelsen. En af dem hed Vanhal. En anden hed Luchesi. Der var en håndfuld på 'lageret'. Luchesi boede endda i faderen, Leopolds hus.

Vi er i den katolske klan Habsburgernes Wien. Man var ikke meget for at indrømme, at der faktisk ikke rigtig var musikalsk kultur på italiensk niveau, og at man måtte importere. Man beslutter sig til i bedste Rousseau'sk* at lave et eksperiment: at skabe en figur, der personificerer dette naturbarn, geniet. Man har brug for en skuespiller, noget musik af høj klasse på noder og en PR-kampagne. Dengang var det meget lettere, end det ville være i dag, da disse typer ejede medierne og forlagene. Det er en historie om, hvordan den effektive myte fremmer salget.

* Hvad de færreste aner er, at Rousseau og Voltaire var financieret af The British East Asian Company. Det modreformatoriske bestod i etnisk udrensning og forførelse af intelligensiaen og borgerskabet. Habsburgerne og katolikkerne/jesuitterne indså, at der var rigtig mange i Salzburg, der ikke var katolikker længere. De foranstaltede simpelthen et etnisk udrensning, hvor 30.000 mennesker blev fordrevet fra området.

Hvis man var til fals for reformationen, kunne man overtales til at tilslutte en af de mange frimurer-grupper. I starten virkede de tilforladelige, man var i godt selskab, de virkede 'progressive', man diskutterede videnskab, osv. Senere blev man fanget ind. Som folk med indsigt i inderkredsen i frimureriet kan oplyse om: frimureri er i sin essens skjult katolsk kristendom - 'with a twist'. 

Det er her, skabelsen af Mozart-myten kommer ind i billedet. Newman går også ind i en nærmere analyse af librettoerne i Opera'ern, fx. Idomeneo, Figaros Bryllup, Tryllefløjten. Den sidste kender vi i dag som en slags frimurer-opera, man man gør sig ikke klart, at det er et typisk Prag'er-fænomen. I denne by kunne man i de tre 'okkulte' grupper enes om fælles fodslag, så man bestiller en opera, hvor der overfor sine medlemmer indforstået indbygges ritualer og symbolstof fra både Jesuitterne, Rosenkreutzerne og Illuminati-grupperne - i én skøn pærevælling. 

 

Dernæst er der hele spinnet omkring Requiet og Mozarts død. Det er ikke helt til at afgøre, hvorvidt han bliver aflivet af folk fra de tre grupper eller af folk fra Wien, der havde gennemskuet svindelnummeret. Det blev buet at hans opførelser i Wien, og hans værker blev kritiseret som ringe. Når de senere blev genopført var det ikke den samme musik længere, for der havde været en 'ghost-writer' indover.

Ved hans død - forgiftning - bliver han derfor lynhurtig smidt i de ukendtes grav, for at ingen skulle kunne efterforske sagen. Myten siger, at Mozart først var velhavende, men døde som fattig. Han var i virkeligheden fattig hele vejen igennem. 

Vokalmusik – på ude- og hjemmebane
Engang i slutningen af 90'erne sad vi tre musikere/musikstuderende og hældte møg ud over, at partitur-komponister med fine eksaminer/uddannelser fra musikkonservatorier generelt havde så lidt føling med idiomet, altså mediet eller instrumentet vokalensemblet, koret. De komponerede bag deres klaverer, men meget få af dem var i stand til at synge selv.

I 14-1500-tallet var alle komponister sangere. Stemmen er det originale instrument, og vokalmusikken i den periode er hidtil uovertruffen. Den blev skab i perfekt resonnans, symbiose med den tids lokaliteter, kirker eller andre store rum. Den kommer stadig i dag til live i de samme rum, der er bevaret.
Musikkens concept kan kort beskrives som perfekt balance mellem individualitet og kollektivitet. Som sanger oplever man den fra individualitet, der går op i kollektivitet. Som lytter oplever man kollektivitet, den samlede klang, der ved nøje lytning åbner sig ind mod individualitet. Hvis man først har fattet den frihed, der er i den meget stramme og særdeles strukturerede form, er det en enorm frihed. Alle er solister, ingen er solister. Et paradoks.

Jeg er af den opfattelse, at hvis man tillader sig brokke sig over noget, forpligter. Og efter endnu et par øl på Café Sommersted, et halvskummelt sted på Vesterbro, blev vi enig om at danne en komponistforening og selv sætte røven i klaskehøjde. Det blev til Vesterbro Komponistforening, KomVest, som igennem årene har skrevet enorme bunker af primært vokalmusik. Selvom undertegnede ikke længere er medlem - altid har en begyndelse og en ende - findes der stadig en lille samling af indspillede highlights på det site, der var starten på de sociale netværk: MySpace: 

https://myspace.com/mortenhansen/music/songs
MySpace havde den fordel, at en del var dedikeret til musikerprofiler. Det betød, at man kunne promovere sig selv og sin musik og samtidig netværke sig til både samarbejde og evt. gigs. Det betød nye samarbejdspartnere internationalt, anmeldelser på online musikmagasiner, udgivelser af et tobindsværk på et tysk musikforlag, rejser, samarbejde med nogle af de bedste musikere og dirigenter + en masse dygtige amatører. Og niveauet for amatørkor i Skandinavien er i den bedre del at betragte som semi-professionelt. En produktiv tid.

  

Jeg mener at vide, at MySpace er opkøbt af popikonet Justin Timberlake ... noget skal han jo bruge millionerne til. Hvis det holder liv i sitet, så er det sådan set helt OK. Og ligesom jeg synes, at hans musik ... ikke er lige min stil, så ville han sikkert løbe skrigende bort ved lyden af skandinavisk partiturbaseret neoklassisk vokalmusik. Måske, man kanaldrig vide sig for sikker. Musik er musik. Manden er musiker, han har både øre og stemme? Det er kun min egen projicerede fordom. Fx fik jeg tilbud om en kollaboration med Cindy Laupers producer, der lavede Electronica. Overraskende, men jeg kunne sagtens høre et fælles rum for ambiance, loops og vokalmusik. Det samme tilbud fra keyboardspilleren i Jamiroquai, Matt Johnson og flere andre. Problemet med vokalensembler er, at de er projektorienterede og involverer en masse menneskers tid. Jeg 'ejede' ikke et sådan ensemble og kunne ikke bare tage det med i tasken til England eller USA og gå i studiet. Dårlig undskyldning, sikkert. Alt kan jo lade sig gøre i dag på trods af afstande. 

Filosofien bag projektet var Just Do It! Slå et ordentligt brød op og bag det lige på stedet. Det kan anbefales, især hvis man har noget på hjerte og noget at have det i. Alt for mange holder sig selv tilbage af frygt eller selvundervurdering. Selvovervurdering er den anden grøft, men her skal man nok få det at vide. Heller ikke alt var lige genialt, man er nødt til at øve sig. Man er også nødt til at få det ud for at kunne vurdere det bagefter.