I begyndelsen var maskinerne

Maskinerne stillede krav til mennesket.

De lærte mennesket at stå i kø og at stemple ind og ud.

Maskinerne lærte mennesket at skynde sig, og at tid er ubarmhjertig og ubøjelig, og at der var noget, der kaldtes: at komme for sent.

Maskinerne havde deres eget liv. De lærte mennesket, at dets eget liv ikke var dets eget liv.

I begyndelsen var der mænd med høj hat, og så ankom maskinerne.
Herefter så Homo Industrialis dagens mørke gennem smog af kulstøv.

Dette væsen blev også kaldt: Homo Non-Sapiens, det ikke-vidende menneske.

En maskine er et stykke hard-ware, et stykke isenkram.

Et menneske er et stykke software, et stykke progammel, et stykke personel.

Ifølge maskinens logik, er det hardware, der bestemmer software.

Der er sådan set ikke noget at rafle om.

Det startede blandt dampmaskiner.

De sendte drenge ned i mineskakterne.
Da de var døde, sendte de mandfolk derned.

De skabte byer, de skabte samfund.
De skabte en kultur, de skabte en bevidsthed.

De industrielle parasitter redifinerede en civilisation.

Deres Paradis havde en sær lighed med Helvede.

Thermodynamikkens 2. lov er intet andet end bekrivelsen af varmedøden i en dampmaskine, som nogen har slukket for. Maskinrummet.

Hallelujah! Kosmos er i virkeligheden et stort støjende damplokum fra 1812.

Tak herfor til geniet Einstein, hvis første kone skrev alle hans videnskabelige artikler plagieret fra videnskabsfolk, og hvis anden kone og hendes datter var hans lille harem.
Han var sådan en charmetrold med sjovt hår.

Så eksperimenterede de. Maskinmestrene. Industrialisterne.
De bar stadigvæk høj hat, moustache og monokel.

De færdedes stadigvæk i loger og lavede håndtegn.

De startede en revolution i øst. Og siden endnu længere mod øst.

Det var en god investering, sagde de.

De sagde, det var folket, der gjorde det, og at det var for folkets skyld.

De hyrede forfattere med fuldskæg, der kaldte sig for filosoffer.

Folket blev herefter en by i Rusland – i det yderste Sibirien.

Det hed sidenhen altid noget med Folkets Demokratiske Republik.

Tidligt om morgenen ankom de. Først var det mændene. Siden var det kvinderne. Nogle steder var det børnene. 
De stod, sad og gik i lange rækker langs det arbejdende stål.
Der var kroge i loftet og rullende bånd i håndhøjde.
Nogle gange kom der mænd i kitler med notesblokke og stopure for at sikre, at tiden ikke blev spildt på gulvet, og at ingen kedede sig.

I en ny tid ankommer der nye ord. Når mange mænd, kvinder og børn arbejder under de samme tage, er der brug for management. Arbejdsflowet skal være LEAN, og der er driftmålsstyring. Der afholdes medarbejdersamtaler med de humane ressourcer for at lægge personlige handlingsplaner, og der optegnes i personaleregistret og CV'et. På whiteboards tegnes der søjlediagrammer over graden af udbytte-realisering.
Med jævne mellemrum udskiftes ledelsen ifølge markedsbestemte konjunkturændinger. Det medfører fyringsrunder og aftrædelsesordninger.

Maskinen kaldes herefter virtuel. Det betyder på nysprog: Som at være der selv. Det er den ny tids transformerede genbrug af et ord, der engang betød dyd. Dyd er blevet et simulakrum. Som om det var tilstede i virkeligheden. 

De virtuelle, dydige maskiner er usynlige. Eventuelt er der et par grønne og røde dioder, der lyser for at signalere, at der trods alt sker noget.
De små virtuelle maskiner danner et nervesystem i den Store Virtuelle Maskine. De elektriske impulser åbner døre og vinduer til celler - bemærk ordet, der egner sig til at beskrive både biologi og fængselsvæsen.
Elektroniske låsesystemer er det nye sort.
Et simpelt strømnedbrud, og du er lukket både inde og ude.


De virtuelle maskiner registrerer og styrer din bankkonto, din GPS, din mobile adfærd, dine forbrugsvaner, dine informationer, dine holdninger og præferencer, dine valg af daglige fornødenheder og dit syn på godt og ondt.
De virtuelle maskiner vil gerne hjælpe dig med at afgive din stemme - hvilket er et synonym for at afgive dine civile rettigheder og personlige frihed.  

Af maskiner er vi nedkommet.

Ved maskiner skal vi omkomme.

Som maskiner skal vi igen udkomme.

Vores afkom vil være henvist til gå søndagsture i maskinparken.