Siriuspatruljen og nordsøolien

af morton_h, the blogger

Norge har fundet olie igen. Det er dem velundt.

Men hvordan var det lige, de fik adgang til al den olie i Nordsøen? Det er en lidt bizar historie, der involverer Danmark i flere omgange. Jeg har historien fra et tidligere medlem af Siriuspatruljen. Og det er ikke noget, man kan google, for det ligger lidt udover, hvad man har lyst til at reklamere med. I virkeligheden er de stolte over det, for historien har næsten format som en skrøne af Peter Freuchen eller Jørgen Riel.

Sirius blev oprettet i starten af 2. verdenskrig og har siden da været en af hærens specialenheder. I dag kan man læse på deres officielle website, at deres formål er at hævde dansk suverænitet over det meget tyndt befolkede område. Men det var det ikke fra starten, for Danmark havde ingen suverænitet her.

Tyskerne havde besat Danmark - og Norge. Der var også grupper, der var gået i land i Østgrønland. Årsagen var selvfølgelig militære, og det var primært i form af mobile vejrstationer. Hvis man kan observere vejret heroppe, kan man forudsige vejret i Europa et par dage efter. Det var meget vigtigt for at kunne planlægge større militæroperationer, at man kendte vejret.

Sirius' hovedformål var at opspore og likvidere de tyske grupper. Derfor bestod en slædeenhed dengang af en grønlænder, der vidste alt om hund, slæder og kendte Østgrønland som sin bukselomme (temmelig rummelige bukser) og en dansk soldat 'with a licence to kill'. Eller hvad ved jeg - måske var det grønlænderen, der nedlagde tyskerne - 'Skyd dem Jakob, du skal bare tænke på dem som en slags sæl med jernhat og skrårem...'. De fik efter sigende ram på alle tyskerne.

Efter krigen kom det til en strid mellem Danmark og Norge om området. Der var en del norske hvalfangere, der havde deres fangerstationer langs kysten. Det er ikke så kendt, men da banen blev kridtet af for alvor, og både Danmark og Norge krævede ret til området, var de to lande teknisk set i krig i 2 år.

Den interne historie beretter, at den daværende regering inviterede den norske udenrigsminister ned til København, og ved et aftentraktement drak de ham simpelthen i hegnet :-) Jeg ser det for mig. Idioten havde aldrig set så meget øl og snaps før, ejheller siden. Og så skrev han under på afgivelse af krav om suverænitet.

Betingelsen var, at Danmark aktivt skulle håndhæve sin suverænitet, og det er så det, Sirius gør i dag.

Men nordmændene havde så lært, at beskidte tricks betaler sig. Da der blev fundet olie i store mængder, udspandt der sig en lignende strid med retten til undergrunden og kontinentalsoklen og alt det hejs. Nordmændene inviterede den daværende danske udenrigsminister, Per Hækkerup til Oslo i 1963 - hvorefter de drak ham i hegnet. Inden Per drattede om på divaneseren med cigarstumpen i munden og gik i sort, havde han afstået retten til det meste af nordsøolien (nok lidt af en skrøne, Tage Kaarsted).

Jeg ved ikke, om det er derfra navnet på den kendte bitter 'Nordsøolie' stammer. Jeg ved i hvert fald, at det giver en ret bittersur fornemmelse, når man ved, at resten af olien, som Danmark har ret til at udvinde, stort set er foræret til A.P. Møller, der oven i købet på det nærmeste er fritaget for at betale skat.

Noget kunne tyde på, at senere generationer af politikere og embedsmænd også har kigget for dybt i flasken og måske endda drukket sig selv i hegnet. Var de bare talentløse? Eller gav den gamle dem 'et tilbud, de ikke kunne afslå'? I så fald var de nogle krystere.

Nordmændene er stadig ret glade for historien med Per og whiskyflasken. De har efter sigende stadig et hemmeligt rum i nationalmuseet i Oslo, hvor de gemmer den whiskyflaske, der skaffede dem adgangen til at blive en af verdens rigeste nationer i generationer frem.

Kunsten at spise en orm

af morton-h, the blogger

Jeg vil gøre en undtagelse: at anbefale noget, jeg ikke har ret meget erfaring med: spisning af insekter. Ja, du læser rigtigt :-)

Ok, enhver rask dreng har vel blæret sig med æde en regnorm og tjene en 2-krone - og det var mange penge dengang! Og hvad med en reje, er det ikke et slags insekt? Jeg vil slet ikke medregne alle de fluer, jeg ufrivilligt har indåndet på cykelture i det danske sommerlandskab eller de miniedderkopper, der har været så uheldige at falde ned i gabet på mig, mens jeg sov.

Hvad tænker du lige nu? Jeg ved det - jeg tænkte det samme, da jeg stødte på emne. Men lige et øjeblik: det er i virkeligheden uhyre interessant og rammer på sin egen skæve måde direkte ind i hjertekulen på nogle af vores civilisations største problemer. Man kan sige, at vi starter i det små: i myrehøjde, og ender i det store: den global ernæring, sundhed og ressorcepolitik. Lad os tage dem fra en ende af i vilkårlig rækkefølge.

Hvad snakker vi om? At spise insekter er ikke noget nyt. Tværtimod kan man sige, at det er noget af det ældste og mest grundlæggende. Jeg kan ikke forestille mig nogen samler- og lavere jæger-kultur (denne underlige historiker-etnolog-betegnelse), hvor man ikke har samlet biller og larver op og ædt dem med største fornøjelse. Et af de mest grundlæggende redskaber, vi overhovedet kan forestille os i en fjern menneskelig fortid, har vi muligvis kopieret ved at se en abe stikke en pind ind i myretue og derefter æde dem, mens myrerne kravlede op ad den. Næste trin er at grave i jorden eller i barken af et træ for at finde de ekstra fede eksemplarer.

At det ikke er forbeholdt en fjern samlerkultur eller beboerne i den fjerneste afkrog af Borneo / Ny Guenea kan an se i 'Udeliv' på DR, hvor man kan finde en side, der henviser til en udsendelse:
http://www.dr.dk/udeliv/artikler/baenkebidere.asp

Her serverer museumsinspektør Frank Jensen fra Naturhistorisk Museum i Århus fiskefrikadeller i bænkebidersovs. Sådan! Han leverer også recepten på, hvordan man udgår at blive forgiftet af jordbakterier. Ikke at jeg har prøvet det, men det skulle være mums. Men udsendelsen fremlægger det ret 'musealt', som et kuriosum, lidt som middelalderkogebøger, så man kan smage, hvor mærkelige de var dengang. Det er ligesom at spise karusse-suppe med vild kørvel serveret i jernalderbyen i Lejre. Det er meget museumsagtigt, selvom det rent faktisk bla. VAR det, vore ikke særlig fjerne forfædre til dagligt spiste og levede ganske godt af.

Men ude i den store vilde Verden er der en ubrudt tradition for insektføde. Jeg citerer her en FN (FAO)-undersøgelse fra 2004 om værdien af kålorme og fluelarver:

 Afhængig af deres art anses kålorme for at være rige på mineraler som fx. potassium, calcium, magnesium, zink, fosfor og jern samt en række vitaminer. Forskning viser, at 100 g. insekt forsyner os med mere en 100% af de daglige behov for de respektive mineraler og vitaminer.

I forskellige områder af Afrika udgør insekter en vigtig proteinkilde i den daglig husholdning. I områder af Asien og Sydamerika er det helt almindeligt at spise insekter. Og vi taler ikke - nødvendigvis - om mennesker, der sidder på jorden iført lændeklæde og graver med en pind. Vi taler også om folk, der efter at have indtaget den delikate græshoppesnack går videre med deres daglige dont i computerfirmaet iført jakkesæt og slips.

Tag en tur til Kina, Vietnam, Thailand, rejs gennem Afrika, take-a-hike bland indianske folk i Sydamerika. Hvis du ikke er til at rejse, så kan du browse rundt i YouTube efter klip med folk, der æder insekter. Der er selvfølgelig en masse, hvor bornerte, blaserte eller infantile typer gør et stort nummer ud af, hvor 'AAAAAD!' det er. Men jeg var faktisk overrasket over, hvor mange unge, der var helt åbne overfor konceptet.

Hvad er der med disse små kræ?

Fødevarepolitiske implikationer
Insekter kan dyrkes. Det er sandsynligvis den mest lokale fødevareproduktion, du kan forestille dig. Du kan dyrke larver hjemme i dit eget kosteskab. Bare husk at komme låget på kassen. Du behøver ikke transportere dyre specialprodukter hele vejen rundt om jorden og brænde olie af. Eller som det er på mode i dag at sige: at hjælpe klimaet ved ikke at bidrage til den globale opvarmning. Altså svindelnummeret med 'menneskabt global opvarmning', som rettelig burde hedde 'menneskabt FORURENING af jordklodens atmosfære, og den luft vi indånder, det vand vi drikker, den mad og medicin vi æder, det blødgjorte plastiklegetøj, vore børn leger med og gør at 70% af mænd i Vesten har stærkt nedsat sædkvalitet, og at deres kærester og koner efterhånden har hår på brysterne. Alt det, vi glemt at diskuttere seriøst, fordi vi nu skal føle skyld over, at vore køer prutter og have dårlig samvittighed over at tænde et lejrbål - for så smelter Antarktis. Hvis man absolut vil kalde det 'global opvarmning', fordi man ikke kender andet ord efterhånden, så gør dog det, hvis resultatet går i samme retning. Jeg har bare aldrig accepteret, at vi er nødt til at lyve for hinanden i stedet for at kalde en spade for en spade. Men det er et andet blogindlæg, som jeg nok skal lade være med at spare dig for en anden dag.

Det korte af det lange er, at insektspisning passer som fod i hose i 'spis lokale fødevarer'-tanken. Fødevareindustrien er et besynderligt fænomen. Det ene øjeblik smadrer de lokal produktion ved at opkøbe, sammenlægge og nedlægge alle småbrug og totalindustrialisere al produktion og distribution. Mælk transporteres fra Nordjylland for at ende i køledisken i København. En dimension i det er også, at mælken er smadret for al næringsværdi ved pasteuriseringsprocessen, der er opfundet af hensyn til varernes trasportbarhed og langtidsholdbarhed, altså af hensyn til producenterne og ikke forbrugerne. Konsekvenserne er epidemi af lactose-intollerans, allergier, infektioner, fejlernæring, og såkaldte 'livsstilssygdomme', hvilket på ingen måde kan være i forbrugernes interesse. Råmælk direkte fra en ko er verdens bedste immunforsvars-stimulator. Selv kinesere, der ikke kan tåle mælk i samme omfang som fx. skandinavere, kan tåle råmælk. Det andet øjeblik lobbyiserer fødevareindustrien tekniske handelshindringer igennem for at forhindre deres ligeså forvoksede konkurrenter i gøre det samme - på deres territorium! Først kan man ikke opdrive lokal produceret mad, og dernæst kan man ikke opdrive produkter fra udlandet, fordi de er blevet forbudt. Hvis du googler 'Codex Alimentarius', vil du bliver ret overrasket og temmelig foruroliget over, hvad der sker på det område for tiden.

Jeg vil tro, at hvis insektariet skulle gribe om sig, ville fødevareindustrien og dens kontrolorganer hurtigt opfinde et påskud til at forbyde det. Det ville true deres produktion af nærings-udpint mad. En udsendelse i dansk TV indkøbt fra engelsk TV4 i serien 'River Cottage' havde fat på kyllingen. De inviterede en ekspert i ernæring ind fra hans laboratium og gav ham 3 kyllinger: supermarkedskyllingen, majskyllingen og det fritgående økokylling. Det var kun den sidste, der var egentlig egnet til menneskeføde. Kyllinger har brug for græs, plads og motion for at udvikle den muskulatur og det mørke kød, der gør, at vi reelt har noget ud af spise dem. Noget med omega3-fedsyrer kontra værdiløst fedt, og dets betydning for hjernens udvikling hos mennesker, ret biokemisk... Sagt på jævnt dansk: vi bliver simpelthen dummere og dummere af at spise udpint mad. Blandt andet. Hvad spiser fugle i øvrigt, hvis de overhovedet kan kommet i nærheden af det? Insekter! De ved, hvad der er godt for dem.

I modsætning til burhønsene, tremmekalvene og fabrikssvinene, hvis liv er miserabelt, hvilket derfor gør dem til dårligere menneskeføde, elsker insekter at færdes ovenpå hinanden på ofte lidt plads og i bælravende mørke. Det er simpelthen deres naturlig habitat. Hvis man dernæst har kvababbelser med at slagte dem (hør kakkelakkernes skrig...) så kan man bare komme dem i fryseren, hvorefter de skruer helt ned for systemet. Så mærker de ikke, at de ender på panden.

Hvis man gerne vil være lidt akademikerfin og ikke synes, at 'insektspisning' har den rigtige lyd, så findes der faktisk et konstrueret fremmedord, man kan bruge i stedet: entomofagi.

Ramaskriget
Vi hører i det fjerne skriget ... nej ikke fra kålormene denne gang, men veganerne og dyreretsforekæmperne! Disse hellige sekter af superfrelste proselytter, der i fuld alvor kan finde på at lukke 10.000 mink ud i den danske natur, hvorefter minken går bersærk på den naturlige bestand af mårer og ræve og en hel række dyr. Her kommer det virkelig paradoksale ind fra en helt uventet vinkel. Har de - eller du-og-jeg nogen sinde stillet spørgsmålet, hvor mange millioner, måske milliarder af dyr, der hvert år myrdes i produktionen af vegetabilske fødevareprodukter?

Den første række mord på insekter og mindre dyr sker i selve etableringen af monokulturerne og de kunstige økosystemer. Her forsvinder hele rækker af arter fra naturen. Den næste række af mord indtræffer, når afgrøderne høstes. Når maskinerne fejer henover hektarerne, sker der en masseaflivning af insekter, fugle og små pattedyr - bortset fra de mus, der er så heldige at undslippe og slå sig ned mellem gulvbrædderne i vore huse. Altså enhver landmand ved, at der sidder kødrester på mejetærskerens skær efter en tur i marken.

Den sidste række af - man kan vel næppe kalde det mord længere, men snarere sønderlemning, sker, når afgrøderne findeles og forarbejdes. Her bliver de for alvor underholdende. Vidste du fx. at man i korn og melproduktionen har interne lister af tolerance overfor insektdele? Vidste du - bare et eksempel - at der i 100 g. chokokade kan være op til 30 insektdele? Det vil sige, at en gennemsnitsvegetar, veganer eller ej, har spist ganske formidable mængder af insekter i hele sit hidtidige voksne, frelste liv.

Man får altså en bizar hovsa-oplevelse, når man vender den moralske mønt om på bagsiden. Det er faktisk den vegetabilske fødevareproduktion, der er direkte skyld i massemord på dyr, snarere end at indtagelsen af deres produkter forhindrer dette massemord.

Så kære veganer! I stedet for at forgifte din krop med et af de giftigste produkter på jorden: soya - der findes kun 1 ugiftigt soyaprodukt: miso, og det tager minimum 5 år at fermentere giften ud af soyaen - skulle du hellere overveje at få dine proteiner, som du har så svært ved at skaffe dig ad 'naturlig' vej, ved at æde nogle flere græshopper.

Som afrunding på den vinkel skylder vi også at slå fast, at vegansk livstil bare overhovedet ikke er en brugbar løsning på nogetsomhelst i områder med hungersnød og fødevaremangel. Medmindre man tilhører den nye, stadig voksende generation af ny-eugenikere, der mener, at vi må gøre noget ved befolkningstilvæksten ved at tage livet af 9/10 af Jordens befolkning. Bare spørg Bill Gates. Man troede, fænomenet var dødt med nazisterne. Sandheden er, at det overhovedet ikke var nazisterne, der opfandt det og at det stadig lever i bedste-værste velgående. Det har som så meget andet nazigods 'morfet' og er blevet salonfähigt.

Det er igen stof til et nyt blogindlæg, der helt sikkert kommer op på dette site. Men tjek i hvert fald denne herlige webside ud lavet af antropologen Daniella Martin. Det er helt fantastisk - jeg er hendes fan på stedet:
http://www.girlmeetsbug.com
Eller se det coole videoclip, hvor hun laver voks-orme-tacos:
http://www.gnosticmedia.com/daniella-martin-interview-entomophagy-not-eating-insects-is-dumb-125
Hvis man derefter følger linkskærmen lige efter det første clip, kan man se hende dybstege og æde en stor skorpion - woof!

 

Daniella og en af hendes venner.
Tjek hendes site - lidt udover det sædvanlige!

Her bliver det lige pludselig meget konkret. Fx. hvordan skaffer man sig larveyngel, man kan formere på? Jamen man går da bare ned i en forretning, der handler med krybdyr - varanen skal også have mad :-)

Jeg får de sygeste billeder for min indre skærm. Bent og Olga og deres 3 børn befinder sig i den daglige spisesituation. I dag står den på fuldfede sauterede kæmpe-melorme (Zophobas Morio) med gemüse. Lille Oda har taget sit kæledyr, gekkoen Holger, med. Hun prøver at få kræet til at vente til der er sagt værsgo, ikke bare kaste sig over maden og i øvrigt beholde sin hagesmæk på.

En genial løsning på arbejdsløshed

af morton_h, the blogger

 
Det konstateres, at selv de veluddannede nu bukker under for arbejdsløsheden. En kommentator skriver i en avis: 'Det er de højtuddannede, der er brug for på den anden side af en krise. Men hvornår det sker, er der endnu ingen, der kan forudsige...'

Arbejdsløshed blandt højtuddannede ikke er mindre sørgelig end blot og bar arbejdsløshed. Det viser blot, at i tider, hvor ikke engang de højt uddannede kan få arbejde, så er der noget galt for alvor. Men der synes at være et problem mend kommentatorens præmis. Det har noget at gøre med, at vi betragter økonomiske og politiske kriser på samme måde som vejrlig og naturfænomener. De kommer, de går, vi kan ikke forudsige deres ankomst, ejheller deres afgang. Sådan siger man, sådan læser vi.

Der er altså bare lige et problem. Økonomisk-politiske kriser er ikke naturskabte og uforudsigelige vejrfænomener, og der er meget, der tyder på, at denne krise ikke er en af dem, vi plejer at se, altså med mindre vi som minimum har et 100-årigt sammenligningsgrundlag - og så i øvrigt giver skruen en tand til.

Hav herefter venligst tålmodighed med mig, for min pointe kræver en mindre omvej.

I 1929 krakkede det i Wall Street. I 1931-32 var der dyb depression. Dengang som nu var der tale om nøje iscenesat bobleøkonomi. Selv bobleøkonomiens, privatiseringens og dereguleringens nobelpristagende guru, Milton Friedman, indrømmede det blankt. Man kunne beskrive det som arrangeret manio-depressiv finansmekanik. De brølende 20'ere holdt op midt i euforien efter de krigsdepressive 10'ere. De depressive 30'ere holdt op med euforien over det tyske industri- og militærboom. Så kom de eksploderende 40'ere.

Selve krigen er som bekendt en underlig blanding af eufori og depression på én gang. Det er vel nærmest rablende skitzofreni, der hersker her. Men 2. Verdenskrig betalte faktisk regningen for 30'ernes depression - i hvert fald for bankmændene og deres venner. Hvordan? Simpelthen fordi krig er så helt ufattelig indbringende.

Indskudt sætning: undskyld venligst, at jeg benytter mig af udtryk fra patologien. Men det er de eneste beskrivende udtryk, der virker fyldestgørende. De fænomener, vi ser udspille sig i fuldt flor for tiden, er intet mindre end patologiske. Det er simpelthen sygt at se på!

Krigens logik er gennemført syg. Ikke nok med, at man tjener penge på at opbygge en industri og et forsyningsnet, der er gearet til så stort et projekt. Man tjener også penge på at sælge våben til begge parter. Disse våben - hvilket er helt genialt tænkt - bliver så smadret af fjenden, som man jo også har solgt våben til. Så nu er de nødt til at købe endnu flere våben. Dernæst koster det kassen at genopbygge hele infrastrukturen i de sønderbombede områder. Det er en form for 'dum i arbejde' skaleret op i det rette forhold - når vi nu taler om arbejdsløshed.

Det var bankfolk med hovedsæde i England og USA, der sendte verden ud i de to verdenskrige i forrige århundrede. Og nu er de ved at gentage 'succes'en' - denne gang i den globale skala. Hvis skalaen sidenhen skal forstørres yderligere, hedder det nok Starwars 1, krigen mod de flyvende underkopper. Og hvis 'nogen' skulle være interesseret i at fake et sådant scenarie, skulle teknologien efter sigende være på plads for længst.

Men i første omgang kan der ikke være nogen tvivl om - for mig at se - at 'nogen' har planlagt et scenarie for 3. verdenskrig, og at disse 'nogen' for tiden er i fuld gang med at fyre den af. Der ikke har været en eneste krig i nyere tid, der ikke har været bankmændenes krig, og derfor er det utænkeligt, at disse ikke er involveret denne gang også.

Hvis man har vovet at stikke hovedet ned i noget litterært snavs fra 1800-tallet, ved man noget om, at der allerede dengang i kapitalismens og det industrialiserde samfunds barndom var projekteret 3 verdenskrige, og at den den tredje ville bane vejen for en totalitær verdensregering. Prøv at internet-tjekke navnet Albert Pike.

Krig i den skala i dag vil være næsten ubeskrivelig. Lad os ikke gå ud i detaljer og gisninger her, hvor kvalificerede de end måtte være, men blot nævne en enkelt side af miseren. Hvis USA får held til at starte den krig med Iran, som de kører frem i deres skamløse og tragikomiske mediepropaganda for tiden, så kan de protesterende både på Wall Street og i alle andre byer - og i resten af Vesten for den sags skyld - godt gå hjem og lægge sig. I krigstider får man ikke lov til at protestere mod sin dårlige regering. Så kan man så protestere mod krigen. Men hverken Vietnam-demonstrationerne i 70'erne eller Irak-demonstrationerne i 00'erne - og de var saftsusemig omfattende - stoppede disse krige. De havde deres egen inerti.

Som Göring sagde: Det er ganske nemt at starte en krig. Først bilder man folk ind, at nationen bliver angrebet (en ond brugtvognsforhandler pønser på at myrde en saudisk ambassadør vha. nogle ligeså onde mexikanere med grim moustache og kokain i tasken - Pearl Harbor, go home!). Derefter erklærer man krig og anklager alle, der protesterer, for at være landsforræddere. 'Hvis I ikke er med os, er I imod os'. Det er godt at have Det Ny Testamente ved hånden i disse for vort land så trange tider.

Det er i øvrigt underligt, så let man kan udskifte ordet 'Göring' ud med noget andet for tiden.

Brølet fra kanonerne eller andre moderne, eksotiske våben (de brøler i øvrigt ikke, de kan være ganske lydløse) vil udradere lyden af protester. De vil blive dømt som værende landsforrædderiske hippier, utilpassede døgenigte, der skulle tage at få et arbejde. Der er arbejde til alle der vil! (500 år gammel protestantisk arbejdsmoral). Rusen og opturen fra krigen vil igen for en stund sætte gang i hjulene. Der vil igen være fuld værdsættelse af de altid hjælpsomme bankfolk.

Sidst men ikke mindst - og det er en af de 'bivirkninger' ved krig, man ikke hører så meget om i medierne eller læser om i historiebøgerne: Der bliver færre mennesker i Verden til at protestere, kræve deres gæld tilbage - ja, du læser rigtigt: det er regeringerne og bankerne, der skylder deres befolkninger penge, ikke omvendt - og æde løs af alle ressourcerne, der jo tilhører eliten (det ved enhver!).

The Mouthpiece

Og det er så nu, jeg kommer frem til pointen i al sin korthed:
3. verdenskrig vil uden tvivl mindste arbejdsløsheden - også blandt de højtuddannede. Der vil simpelthen være færre af dem tilbage.

BAGKATALOGET - Paradigme2010

af morton_h, the blogger

Et Paradigme er en grundlæggende, konstant tilstedeværende og allesteds virkende struktur, der danner en hel kulturs, civilisations eller æras tanke-handlings-sæt. Det findes i alle lag af denne kultur: dens trossystemer, dens videnskab, dens politik, dens moral og filosofi, dens menneskesyn, dens økonomi og måde at organisere sig på. Kort sagt dens selvforstående verdensbillede, dets præmis. Det er er så grundlæggende 'under huden', at det samtidig er usynligt. For at få øje på det, skal man stille meget fundamentale spørgsmål. Det er både for stort og for småt til at være umiddelbart synligt. Det er nemmest at opspore, når der er revner i bygningsværket. I disse tider er der revner overalt. Nogle kalder det en krise, andre kalder det en transformation. Det eneste, der er sikkert er, at ingen og intet går ram forbi. Det er paradigmets natur.

Det første skridt er at opdage, at intet er, som man troede. Hvorvidt det er en krise for menneskene eller en transformation, vi bør hilse velkommen, er et spørgsmål om attitude. Det sidste bør være at foretrække. 

Paradigme2010
er forstudiet, noteapparatet og den oprindelige undersøgelse. Sitet startede i begyndelsen af 2010 og blev i princippet afsluttet i starten af 2011. Virkeligheden overhalede undersøgelsen af virkeligheden, og projektet blev stillet på standby. Det fortsætter nu med denne blog, hvor der ikke længere er brug for at notere alt ned, men Paradigme2010 ligger som et bagkatalog.

 Her er en oversigt over de mere end 100 blog-artikler.

• Mikro-essays I  (24 essays)
• Mikro-essays II  (31 essays)
  
  
• Makro-essay del I
  • Et afsæt
  • Den manglende viden
  • Revner i bygningen
  • Selv-bestyrkelse
  • Sandheden der forsvandt
  • Spørgsmål og antagelser
  • Et folkeeventyr i Hollywood
  • Magtens legitimering
  • Hvad handler krig om?
  • Frygt - portræt af et giftstof
    
• Makro-essay del II
  • En dansk historie
  • Frygt ikke
  • Arkæo-teknologiske case-studies
  • Tidens faktor
  • Intensitet i tid
  • Babylonisk sprogforvirring
  • Resonans
  • Tragedie og komedie
  • Transdualisme
    
    
• Intet er tilfældigt
  
  
• Rapportager fra helvede
  • Krigens købmandsskab
  • En texaner skyder med skarpt
  • Hvem er jesuitterne
  • Nobiliteternes klub
  • Den angelsaksiske mission
  • Hvem er Barack Obama?
  • Hvad blev der af nazisterne?
  • Guardians of Zion - speak up!
  • Dødens broderskab
  • Månen er er schweitzerost
  • Scientologys skumle baggrund
    
    
• Sundhed eller forgiftning
  • Noget om din mobiltelefon
  • Blodets holografiske billeder
  • Millitær og medicin
  • Taoistisk medicin
  • De rigtige DaVinci-koder
  • Svineinfluenza-svineriet
  • Oprindelsen til AIDS
  • Psykiatriens svindelnummer
  • LESK, Rife og Paracelsus
  • Generne er uskyldige
  • Forandringens psykologi
  • Kulturel ørkengørelse
  • PIP sagde fuglen
  • En guru hopper af
  • Den primale diæt
  • Fordelen ved sygdom
  • Göbbels kammertone
  • Kan traumer fjernes?
  • Cancer - en misforstået sygdom
    
    
• Arven fra en pioner
  • Tesla - den ultimative pioner
  • Våbengjort tesla-teknologi
  • Verdens største bandekrig
    
    
• Videnskab i krise og udbrud
  • Hvad gik galt for videnskaben?
  • Mere med mindre
  • Fra det ovale kontor
  • Unified Field i sigte
  • Intelligente protoner
  • Pythagoras lever
  • Det pythagoræiske enneagram
  • Det elektriske Univers
  • Kritik af Big Bang
  • Science fiction eller vision
  • Et binært solsystem
  • Vedisk astronomi
  • Resonansenergi
  • Ikke-lokal bevidsthed
  • Hvad er gæld?
  • Facts om global opvarmning
    
    
• Historiens omskrivning
  • Giordano Bruno - en provokatør
  • Bedrag ved Dødehavet
  • Generalopgør med Bibelen
  • Den aramæiske bibel
  • Den assyriske Qur'an
  • Biblioteket uden lånerkort
  • Kejserens Messias
  • Herodot vrøvlede ikke
  • Hvor blev Kong David af?
  • Den evige solkult
  • Ærkæologi i overhalingsbanen
  • Forbudt arkæologi
  • Mayakalenderen - et stykke popkultur?
  • Viden der aldrig forsvandt
  • Symbolviden <> dataviden
  • Frøenes viden
  • Den irske forbindelse
  • Elektrikerne fra stenalderen
  • Eu's skjulte rødder
  • Den farmakratiske inkvisition
  • Guds slaverace
  • Bibelstudier
  • Moskeen i Cordoba
  • Ulveungerne
  • Mozart - 1700-tals-spinn
  • Juleimperiet
    
    
• Spiritualitet version 3.0
  • Den underlige kirtel i hjernen
  • Av, min storetå !
  • Geometri fra det kollektive sind
  • Kan man tale med engle?
  • Kvindelighedens genfødsel
  • Vejen til indre styrke

Så ankommer Europas Forenede Stater

af morton_h, the blogger

Dumme, dumme politikere !!

Nu hopper de på limpinden med Europas Forenede Stater. Spørg jeg lige for i De Forenede Stater på den anden side af Atlanten om, hvordan de selv synes, det går med deres økonomi under den føderale, korrupte centralregering. Spørg lige om den form for centralisme har løst deres økonomiske problemer. Spørg lige, om det har bidraget til verdensfreden. Spørg lige, om amerikanerne har fået det bedre.

Og nu vil vores nye, fine, friske, ungdommelige regering sælge ud til det ligeså korrupte og magtsyge parlament, som oven i købet vil være en ny centralregering. Det er ufatteligt, jeg skammer mig.

Jeg er ikke i tvivl om, at jesuitten van Rumpoy bliver helt vild i varmen ved tanken. Han er medlem af den klub, der langsomt, ganske langsom og med den helt perfekte timing har arbejdet på den ny-imperiale projekt - drømmen om det 4. romerske rige.

De dumme, dumme politikere har i deres velmenende 'gode vilje' slet ikke opdaget, at den europæiske finanskrise er det perfekte redskab til at lokke fårene i folden. Taktikken hedder Problem-Reaktion-Løsning og er så gammel som Fandens oldemor. Til gengæld virker den næsten hver gang.

Problem: det skaber vi selv ved at tage kvælertag på de svageste økonomier, så selv de stærke bliver bange for, hvornår det bliver deres tur.
Reaktion: folk ryster i bukserne og nærmest forlanger bankpakker og 'nationspakker' og mer regering, mer kontrol, større enheder, mer ensretning.
Løsning: simpelthen at folk får det, de nu selv har tigget og bedt om,.

Tricket er, at folk i sidste ende selv har bygget deres eget fængsel og forlangt den nye, fascistiske, globale verdensorden.

Og lur mig, om ikke de sniger sig udenom en folkeafstemning. Husk hvordan irlænderne stemte nej, og dernæst bare blev hevet frem og tilbage, til de var møre. 'I vil da ikke ha' siddende på jer, at alle de andre børn i klassen ikke kan få deres skolemælk, vil I!? Nåeh, det var fint...'

Ingen kan overskue konsekvenserne af den slags. EU er et ganske overordentlig bund-korrupt, ufolkeligt, elitært hjemsted for gangstere, bankstere, mafiosi af den højeste klasse. Van Rumpoy er en af dem. Jeg kan anbefale folk, der ikke har prøvet det før, at gøre et stykke hjemmearbejde om, hvad jesuitterne er for nogle fætre. Men lad være med at spørge dem selv.

Empire - Vampire

EU er en magtsyg mastodont, der er villig til at æde sine egne børn og borgere for at tilfredsstille elitens sygelige trang til at rage til sig. Dominans er styringsredskabet. Målet helliger alle midler. EU er en kræftform, der først slipper taget, når værtsdyret - du, jeg og alle de andre - ophører med at forsyne dem med vores blod. Kræften stopper først ved organismens ophør.

Storhedsvanviddet har kronede dage.

Nu viser det sig så, at der i den engelske befolkning er ved at være så stor modstand mod EU, at der er stemning for en egentlig udmeldelse, eller helt nu aftale. Anbefaling til briterne: gør det!
Gør op med den det pengevaskeri i megastørrelse, som EU udgør. Vis vejen.

Her i DK går trenden åbenbart den modsatte vej. Når der er krise, bliver der råbt på ‘den stærke mand’. Fatter de dumme, dumme politikere da ikke, at det just er det, den stærke mand har ventet på. Han har oven i købet planlagt det, for han vidste, det ville ske før eller siden.

Jeg spurgte forleden min bankrådgiver: Helt ærligt, er det godt i disse tider, at vi har en krone og ikke en euro?, hvortil hun svarede: Hvis du spørger mig, så skal vi altid have en krone.

Englænderne
er nu ved at blive klar over det. Og man kan ikke længere sige, at det bare er en fanatisk gammelkonservativ ja-ja-de-britere-og-deres-splendid-isolation, der vanen tro er imod mere magt til EU. Nu har folk simpelthen set korruptionen udstillet. De har set, at EU er økonomisk og finansielt uansvarlig (selvfølgelig under heftig, hyklerisk påberåbelse af det modsatte). De har set, at det er hjemstedet for grådigheden, korruptionen og det kvælende bureaukrati. De har set, at det er rævekagernes holdeplads.

Hvornår går det op for de dumme, dumme danske politikere? Stop dem, før det er for sent … eller rettere rolig nu: det er aldrig for sent. Alle lande kan til enhver tid melde sig ud af EU. At afgive suverænitet er i strid med de fleste landes forfatninger. Jeg vil tro, det også gælder den danske. Vi glemmer, at en aftale er en aftale, til modparten misligholder den, eller til vi ikke ønsker den længere.

Jeg vil endnu en gang anbefale, at man sætter sig ind i, hvad det er for en sekt, EU-bossen van Rumpoy tilhører:
https://sites.google.com/site/paradigme2010/hvem-e…
Jesuitterne har god tid. De har arbejdet på det i 100-vis af år. De rykker frem skridt for skridt. Det store mål helliger ethvert middel. Deres synderegister er langt som ind i Helvede. De er verdens største militante munkeorden, deres leder hedder en general (med kælenavnet 'den sorte pave'), deres tætte forbindelse med nazisterne er legio - men desværre meget underbelyst i historie-og skolebøgerne - som de i øvrigt selv har været med til at skrive, da de ivrigt bedrev videnskab og undervisning.

Men som englænderne ville sige: ‘They couldn’t care less about you and me!'. Og nu sidder der en fra sekten på den øverste top i EU og kører det snedige spil for den pavelige pædofile pengevaskerklub.

Anbefaling er også Henrik Palmgren undersøgelse af EU's skjulte rødder:
https://sites.google.com/site/paradigme2010/eu-s-skjulte-roedder
Folk står som regel af, når det bliver for mærkeligt. Det har man også gjort med nazisterne, hvilket er grunden til, at vi i dag stadigvæk ikke forstår, at nazipartiet overhovedet ikke var et politisk parti. For at forstå et kultisk fænomen, må man studere det som sådan, hvilket betyder, at man må stikke fingrene ned i noget okkult snavs. Det er betændt læsning, men det er der, hunden ligger begravet. Det samme gælder for det katolske projekt: EU.

Anbefaling også til duksedrengen Cameron: lyt til dit folk! Men måske han har for travlt med at sende små drenge i langvarigt fængsel under gadeoptøjer for at nole en iPod, mens hans egne finansvenner, der har gået på de samme fine colleges og business schools som han selv, går fri for hver dag i The City of London, Wall Streets storebror, at stjæle millioner og atter millioner fra briterne ved deres snedige og beskidte penge-manipulationer.

Troldmanden fra Oz og finanskrisen

af morton_h, the blogger

Nogen kalder det for det amerikanske forår. Folk besætter Wall Street. Mottoet er: vi er de 99%. Der er en del sandhed i det.

Skulle man brokke sig over noget, var det måske amerikanernes nyvundne sans for offerrollen. Den har de muligvis lært af deres særdeles uheldige bekendtskab i form af en parasitisk allieret: Israel. Muligvis kan de selv. På den anden side, er det mere end selviscenesættelse. De er rent faktisk ofre. Balanceakten mellem at offergøre sig selv og at være et ægte offer er svær og hårfin. Hvem siger i øvrigt, at offeret er ganske uskyldigt? Kunne man ikke have sagt fra, mens tid var? Det er her, den bliver rigtig svær.

Er det så kapitalismen, der har skylden? Det er kun en del af svaret. Nogen vil hævde, at hvis kapitalismen havde fået lov til at fungere på sine egentlige betingelser, så var det aldrig gået sådan. Hvis det frie marked havde fungeret, da Federal Reserve, Hank Paulsson, Ben Bernanke og Alan Greenspan + en hel stribe af klamme fætre fik gennemtrumfet de store 'bail outs' - bankpakker som belønning for at de selvsamme personer havde opfundet den store finanskrise - altså et dobbelt omvendt bankrøveri ! - så var det ikke gået så galt. For så var der adskillige af de store svindelforetagender som Goldman Sachs og Morgan Stanley, der var gået ned med flaget med fuld fortjeneste. Muligvis.

Roden stikker dybere. Økonomen og nobelpristageren Milton Friedman har - udover at have gjort skade nok ved at være fortaler for bla. den de-reguleringspolitik, der var en af forudsætningerne for finanskrisen - har selv indrømmet, at det var The Federal Reserve, privatforetagendet der kalder sig den amerikanske centralbank, der orkestrerede Wall Street-krakket i 1929. Det kaldes bobleøkonomi, og det er ikke et nyt fænomen. Inflation og deflation er motoren bag denne penge-malkemaskine.

Den stikker dybere endnu. Vi kan slet ikke forstå nyere amerikanske og dermed heller ikke nyere europæiske og i sidste ende Verdens historie uden at forså denne institution. I bredere forstand er vi nødt til at forstå centralbanksystemet, som vi også ser det i form af Bank of England og den Europæiske Centralbank. Eller BIS, Bank of International Settlements, der financierede Nazityskland. Centralbankerne er overordnede organer for de bankstyrede samfund. De kan i dag kun styre ved at styre overnationalt. Nogen vil sige udenomsparlamentarisk.

Den stikker dybere endnu. Vi kan ikke forstå et par hundrede års kapitalisme og dens nødvendige udløber imperialisme og militarisme - denne perverse 'krigens nødvendighed' - uden at forstå pengesystemets indbyggede fejlmekanisme. Vi har i virkeligheden en monetær krise.

Hvis vi trækker den langt nok tilbage i historien, ender vi - eller rettere: starter vi i det romerske samfund på det tidspunkt, hvor guldstandarden overtog på guldsmedenes og vekselerernes initiativ. Her glider dette samfund, hvor der i starten herskede velstand overalt blandt rigets borgere, ned af bakke. Romerne havde indtil da haft kobber som standard. Kobber var et rigeligt metal brugt som værdiholder. Guld var et sjældent metal. Det betød, at guldsmedene med fuldt overlæg kunne tilbageholde det i perioder for at skabe gæld, og dernæst slippe det løs igen for at få indfriet gælden. Det er egentlig en simpel mekanisme. Det var de romerske guldsmede, der opfandt bobleøkonomien med inflation og deflation, og den virker - hver gang. Vi kunne gå længere tilbage, men så havner vi i Babylon, så for forståelsens skyld: her startede de økonomiske forudsætninger for det protofascistiske og krigsdrevne imperium, dets korrupte kejsere og dets brutale ekspansion. Og dette imperium har varet til i dag, hvor den ser et nyt klimaks. Det militær-industrielle kompleks er i bund og grund opfundet i det romerske imperium.

Gennem den europæiske historie har der været perioder, hvor regenter har stækket guldsmedene og pengevekslerne. Henrik d. 1. indførte et simpelt alternativt-gældfrit system, der baserede sig på 'de splittede tally stics', aflange træstykker med hakker i. Uden her at forklare det nøjere, kan vi sige, at det skabte basis for 700 år velstand i England fra middelalderen til 1700-tallet, hvor guldhandlerne fik hevet magten tilbage.

Den svenske konge forsøgte at gøre dem kunsten efter og indførte et gældfrit system i 1700-tallet. Et år efter blev han myrdet - af en guldsmed. Bankmænd har en lang tradition for myrderier. De har myrdede fx. løs på de amerikanske præsidenter i nationens tidlige dage. Nogen siger, at de myrdede Kennedy.

Hele USA's historier har været en evig og indædt kamp mellem bankfolkene og befolkningen. I perioder har befolkningen haft regeringen med sig, men i lange perioder har de desværre oplevet dårlige ledere i form af politikere, præsidenter og institutioner, der har ladet sig forføre og korrumpere af bankfolkene. Det var fra starten af de engelske bankfolk og den engelske krone, der anså den nye verden som deres legitime ressource-territorie, der var drivkraften i historien. Uafhængighedskrigen er netop kronen og bankfolkene mod amerikanerne.

Englænderne havde selv oplevet et lignende bankkup udført af bankfolk. I de sidste dag af napoleonskrigene lavede bankmanden Rothschild et svindelnummer. Napoleon tabte ved Waterloo men inden nyheden nåede frem til London, havde Rotschild fabrikeret et nyhedsbrev, der bildte regeringen og offentligheden ind, at Napoleon havde vundet og Nelson + England har tabt og at Fanden i øvrigt var løs. Det fik finanserne til at gå i panik i et døgn, hvor Rothschild bogstaveligt talt opkøbte hele den engelske økonomi, rub og stub. Hans efterkommere ejer den stadig, og deres hovedkvarter hedder The City of London.

Det amerikanske folk vandt midlertidigt over den engelske krone og bankfolkene (Rothschild'erne) under uafhængighedskrigen. Men det er ligesom i skolegården. Når man tæver en af de store drenge fra den anden blok, så kommer han tilbage og hævner sig.

The Federal Reserve Act fra 1913 var bankfolkenes endelige hævn over amerikanerne. Her bed de sig fast i den amerikanske økonomi igen. Forinden var gået en masse kævl og strid om dollaren og sølvpenge versus guldpenge. Sølvdollaren var i perioder symbolet for folkets penge, der ikke ville adlyde guldhandlernes penge. De tabte ved svindelnummet i 1913, hvor en gruppe af de største bankmoguler mødtes i største hemmelighed på et sted kaldet Jekyll Island og aftalte dette financielle statskup. Det lykkedes for dem, endda i så høj grad, at amerikanerne i dag ikke lærer om det i skolen. De fik også slettet det af historien, hvilket var meget dygtigt udført. Det kan de takke Rockefellerne for, en anden af de store bank-familie-syndikater. De har skabt det amerikanske undervisningssystem. De skabte også medicinalbranchen, den moderne lægevidenskab og den petro-kemiske industri, men de var i gang - samtidig med at de iscenesatte sig selv som filantroper. De har gjort kæmpe-skade på det amerikanske samfund og dermed også på verdenssamfundet.

Ligesom dr. Jekyll (apropos Jekyll Island) og mr. Hyde havde bankmændene - ingen kvinder her - to personligheder. Én udadtil som den belevne doktor og én indadtil som den brutale og dyrisk-behårede borger, der myrdede og skabte rædsel. Bankmændene skabte senere krigens rædsel i Europa ved at arrangere to verdenskrige, hvor de financierede begge parter. Der har ikke været én eneste krig i nyere tid, der ikke har været bankmændenes krig. Krig er indbringende udover enhver fatteevne. Meget få mennesker har forstået det, bla. fordi meget få historiebøger gør det klart. På grund af denne udbredte mangel på forståelse, træffes der så mange katastrofale politiske beslutninger.

Den allegoriske troldmand
Tilbage til sølvet og guldet og pengekrigen på amerikansk grund. L. Frank Baum beskrev det i den allegoriske børnefortælling The Wonderful Wizard of Oz, der allerede i starten af 1900-tallet var den mest populære børnebog, der senere blev til en ligeså berømt spillefilm. Problemet med filmatiseringen var, at alle pointerne gik tabt. Dorothy fik røde sko på i stedet for sølvsko, hvilket betyder alle de andre henvisninger er uforståelige. Man har vidst det i Hollywood. Det måtte ikke bliver sagt. Det var også derfor, forfatteren skrev den som en allegori, ellers havde han mistet sit job.

I bogen er Dorothy og hendes tre hjælpere nødt til at begive sig ud på den gule murstensvej (guldstandarden) for at nå frem til troldmanden i smaragdslottet (de når frem og bliver hørt i parlamentet). Den ene hjælper er det dumme fugleskræmsel, der er bønderne og deres bitre krig mod bankfolkene. De er tilsynelandende dumme, men når det kommer til stykket, har de god forstand på penge. Den anden hjælper er jernmanden, der er industriarbejderne. Den tredje er den bange løve, der henviser til en bestemt skikkelse, Lion, der var forkæmper for sølvdollaren.

I eventyrets verden kommer de hjem igen og får bekæmpet heksen ved at hælde vand (likvider) på hende. I virkelighedens verden går det desværre anderledes.

Problemet med guldstandarden og centralbanksystem (Federeal Reserve) er, at det ikke er parlamentet og regeringen, der i folkets interesse styrer pengestrømmen, likviderne, vandet. Centralbankerne kan med deres kunstige tilbageholdelse af likvider manipulere strømmen og skabe gæld og krise og inflation. Når den så er i bund, kan de høste, som de har sået. Det sker lige nu i Europa, hvor der tømmes nationer, som der før er blevet tømt selskaber.

Det er underligt. Når man har sat sig ind i, hvad penge er, og hvor okkultiseret (indhyldet i mørke tåger) forståelsen af penge er blevet, er det muligvis ikke så sært, at selv politikere og finansministre, ja selv bankfolk, ikke aner, hvordan det er fat. På business-schools lærer man en masse om de teknikker, der kan bruges for at manipulere penge. Men hvis man spørger dem om, HVAD penge er, så ser de underligt på en.

Det er her vi kommer ind, som 'almindelige' mennesker. Penge er en simpel kontrakt, der kan ophæves til enhver tid, hvis den anden part misligholder kontrakten. Det er det, der er sket. Og det er det, vi bør gøre.

Et interessant link, hvis man gerne vil opdateres med seneste analyser om økonomi i denne verden, og ovenikøbet er kræsen og vil i dybden, så er dette måske stedet:
http://rt.com/programs/keiser-report
Max Kaiser er tidligere børshandler og finans-ekspert og nu kører han et TV-program sammen med sin kvindelige med-ekspert Stacey Herbert. Udover at være hi-speed-total-underholdning, så er det MEGET seriøst og imponerende velunderbygget. Og tonen er fræk som en slagterhund.

Vækst - en kræftform?

af morton_h, the blogger

Vi hører det hele tiden. 'Vi må sørge for at skabe vækst' - 'Væksten er gået i stå' - 'Økonomisk vækst er forudsætningen for velfærd' - 'Vi går ind for vækst i samfundet' - 'Væksten i det første kvartal var kun …' - 'Vi må sætte gang i forbruget for dermed at skabe vækst'.

Jo mere vi bliver tudet ørerne fulde med klicheen om vækst som det saliggørende, det altafgørende, målenes mål, jo mere går det  tilsyneladende ad helvede til.

I kapital-logisk terminologi ville det nok hedde profitmaksimering. Og selvom jeg aldrig har været og aldrig bliver marxist - dertil ved jeg efterhånden for meget om det mørke sider, og de er virkelig mørke! - af marxismen-leninismen, og de samfundsformer, de skabte - så må man give dem så meget, at de i det mindste havde et begreb for denne indbyggede drivkraft i kapitalismen: den evindelige, altopslugende, evigt ekspanderende vækst. Intet er så ondt, at det ikke i det mindste er godt for noget.

Logikken bag den evige vækst er Imperiets vækst. Imperiet har ingen indre ro og stabilitet. Imperiet er imod al fornuft og generelt tilsyneladende uønsket, det strider mod enhver almen interesse, ingen har bedt det om at opstå. Eller har vi? Under alle omstændigheder er det ankommet - igen tilsyneladende - på eget initiativ, har etableret sig og taget for sig af retterne. Som en gøgeunge er det vokset og vokset, indtil alt lokalt yngel er skubbet ud af reden.

Kræft og vækst
Man kan også sige, at et samfund, der har givet plads til Imperiet, mangler fornemmelsen for sundhed. Det får mig til at tænke på, der findes en livsform i organismen, der udviser den samme trang til evig vækst: KRÆFT. Kræftcellens succeskriterium er konstant vækst. Den deler sig, den løsriver sig, den søger nye holdepunkter, overalt danner den kolonier / metastaser, den vokser og breder sig indover sunde områder, den udser sig svage punkter ved andre celleformer. Disse forsøger for en stund at dæmme op for de voksende, imperiale kræftceller, de laver murværker, de kalder på immunforsvaret. Nogle gange lykkes det, men mange gange er modstand forgæves.

Man taler om 'kræft i slutstadiet'. Kræften har en ganske bestemt form for begrænset, stupid intelligens: søg og ødelæg. Kræftens intelligens holder op, når den ødelægger sig selv sammen med det miljø, den har invaderet.

Det menneskelige samfund er en organisme bestående af celler. Det har et næringsliv / en økonomi, en blodgennemstrømning, der tilføjer ilt. Det har et immunforsvar mod infektioner og et udrensende lymfesystem / et retsvæsen. Det opretholder en symbiotisk sameksistens af forskellige livsformer. Det har et nervesystem / et kommunikationssystem. Det har hoved, hjerne, arme og ben. Det har et fordøjelsessystem med distribution, salg/køb/forbrug. Det har også et røvhul: et system af kemisk-biologiske rensningsanlæg og en hær af skraldemænd / en lever og et tarmsystem. Røvhullet længe leve.

Der er ikke noget galt med hverken organismen eller samfundet - medmindre, selvfølgelig, at der er noget galt med dem.

Forestil dig en organisme, en krop i evig vækst. Jeg ved ikke, hvad du mener om den, men jeg vil nok mene, at den har et problem. En knogle- og muskel-struktur, der ikke holder op med at vokse, vil ødelægge sig selv. Det hedder i øvrigt voksesyge. Man har fundet en metode til at stoppe det. Tænk på karakteren 'Jaws' i James Bond-filmene 'The Spy Who Loved Me' og 'Moonraker' fra sidst i 70'erne. Richard Kiel havde voksesyge, som man stoppede. Den danske bas-baryton / operasanger Steffen Milling har haft voksesyge, som blev stoppet. Begge lever stadig i dag, fordi den uhæmmede og destruktive vækst blev stoppet i tide. Den russiske bokser Nikolai Valuev lammetævede de fleste modstandere på baggrund af sin forvoksede størrelse. Same-same. Ok: Valuev var ingen særlig god god bokser, han var bare stor ad Petrograd til. Milling er rent faktisk en rigtig god sanger.

Forestil dig en person, der bare æder og æder. Supersize. 150 kg - 200 kg .. mexikaneren Manuel Uribe fra Monterrey vejede 555 kg. Disse mennesker bliver ikke gamle, for deres system bryder sammen. Forestil dig i den forbindelse en kur for den strandede hval af en organisk kødklump: lad os give ham mere, og mere og MERE at spise. Så skal han nok blive klar igen.

Forestil dig en dinosaurisk kultur, der bare tramper sig selv og alt i deres omgivelser ihjel. Der skal bare et forvokset stjerneskud af en komet til, før de skvatter om og er nødt til at give plads til mus og rotter, der piler væk under deres fødder. Eller også voksede de bare sig selv ihjel.

Giganotosaurus - vægt ml. 7-13 tons

Forstil dig hvilken som helst organisme på planeten Jorden, der bare vokser uhæmmet vha. vækst-vækst-og-atter-vækst. Der er videnskabsfolk, der har regnet på, at hvis der ikke fandtes en masse dyr, der åd fluer, ville der i løbet af no-time sidde et lag på 6 cm. døde og levende fluer klistret til hele Jordoverfladen.

Ideen om vækst
Ideen om cancer-agtig vækst som forudsætningen for vort samfund og vores økonomi er en  syg tanke. Der er en naturlov, der bestemmer, at træerne altså ikke vokser ind i himlen. Alt, der bliver for stort, mister sin balance og ødelægger sig selv.

Det har man bare ikke fundet ud af i den politiske / økonomiske verden, hvor grådighedens princip styrer, hvor krigens, ekspansionens og imperialismens princip styrer, hvor vækst er Gud.

Ja, helt ind i astrofysikken og kosmologien hersker tanken om den evige ekspansion, The Big Bang, det udvidende Univers. Ligesom i samfundsvidenskab og historie er der i astrofysikken version mainstream tale om 99.99999 % 'dark matter / dark energy'. Det er en meget esoterisk og teknisk diskussion, der antager ganske religiøse dimensioner. Kort fortalt kan videnskaben ikke gøre rede for en overvældende del af det fysiske Univers. For en normalt tænkende hjerne virker det en anelse absurd og … pinligt, at man er nødt til at betjene sig af så store mængde uforklarligt stof i i Universet. Man fristes til forsigtigt at spørge de fine og lærde herrer, sådan bare helt beskedent fra sidelinien, om de ikke tror, der muligvis … ja det er ikke for at fornærme nogen … men bare muligvis kunne være tale om en forkert model. Altså en 20. + 21. århundredes version af 'Jorden er flad som en pandekage - og det er sikkert og vist!'.

Ligesom i astrofysikken hersker der i den politiske økonomiske verden et dogme om vækst. Det har en særlig, karakteristisk lugt af social-darwinisme. The survival of the fittest, krigen, kampen, væksten. The last man standing. Arternes udvælgelse. Det er ikke tilfældigt at darwinismen opstod under vingerne af Imperiet, i dette tilfælde det Engelske Imperium og i en tid, hvor kapitalismen og det industrielle samfund var i … vækst.

I vore samfund har vi - eller nogen iblandt os - valgt at lade hånt om den naturlov, der tilsiger os, at vækst har en grænse. Måske har de ikke kendt til den ud fra uvidenhed. Måske har de valgt at sætte sig op imod den som et pubertært oprør. Under alle omstændigheder: naturen slår igen og arrangerer et kollaps for den forvoksede organisme, der har overskredet grænserne for sin egen indre balance og sundhed.

Den globale finansielle verden er fuld af kræft- og vækstramte organismer. De har som regel et akronymisk navn på 3 bogstaver: IMF (den Internationale Monetære Fond), WTO (World Trade Organisation), BIS (Bank of International Settlements), ECB (den Europæiske CentralBank), FEB (Federal Reserve Bank), BOE (Bank of England). Der er tale om Central-Bank-systemer, hvilket i sig selv er et udtryk for kræftsygdommen. Som banker har det med at sige for tiden, når de klynker eller truer sig til 'bailouts', 'bankpakker' - altså 'Vi er blevet for store til, at I kan tåle, at vi går rabundus. Skær kræftsygdommen = os væk, og I overlever det ikke!'

For tiden rammer den global-økonomiske kræftform nationer. Fænomenet selskabstømninger har skiftet dimension og antager nu karakter af nationaltømninger. Grækenland er case-study for tiden. Italien kommer lige efter - vi siger tillykke til Berlusconi. Spanien er i fuld gang. Portugal er der ingen, der har opdaget, for dem regner vi alligevel for noget. Island og Irland har allerede indskrevet sig i historien. Husk i øvrigt Argentina for 10 år siden. Baltikum har oplevet noget lignende.

Noget kunne tyde på, at disse to principper er uløseligt forbundet.

Jeg har valgt i det følgende at oversætte en artikel af den engelske journalist Paul Kingsnorth, hvor han præsenterer en bog, mange flere burde kende, men som, ligesom dens forfatter, er stort set glemt. Og det på trods af deres lysende aktualitet. Forfatteren, økonomen, juristen og den politiske tænker hedder Leopold Kohr. Titlen på hans hovedværk er The Breakdown og Nations.

Kingsnorths's artikel om Kohr, hvor vi får en lille, komprimeret indføring i Kohrs filosofi hedder:

Den økonomiske krise er en størrelsens krise
At leve i en tid med et kollaps er en besynderlig oplevelse. Måske er det det mest besynderlige ved det, at ingen ønsker at indrømme, at der er tale om et kollaps. Resultatet af et halvt århundredes gældstynget vækst er efterhånden ved at blive umuligt at benægte på en overbevisende måde. Men selvom økonomier og virkelighedens sikkerhed smuldrer, holder vores valgte ledere modigt stand. Ingen af dem ønsker at være den første, der siger at dæmningen er gennembrudt, og at den ikke længere kan reddes.

At lytte til en politisk leder i disse tider er som at sidde stille på bænken hele vejen gennem en gudstjeneste i kirken med en præst, der har mistet sin tro, men som desperat prøver at undgå at indrømme det, endda overfor sig selv. Lyt til engelske politikere som Nick Clegg, David Cameron eller Ed Mlliband udspyde barsk tale overfor de troende. Lyt til Angela Merkel, Nicolas Sarkozy eller George Papandreou foregive, at alt er vel i eurozonen. Studér ansigterne på Barack Obama eller Ben Bernanke, der taler om 'vækst', som var det en hedensk gud, der skulle formildes ved at hælde endnu en gryde fuld af fiktive penge ned i vulkanens krater-mund.

I tider som disse ser folk sig om efter andre svar. Krisetider er også åbningstider, hvor ideer, der var tiltænkt særlige tilfælde, bevæger sig ind på midten. Når tingene falder fra hinanden, bliver appetitten for nye synsvinkler håndgribelig, og der er altid masser af folk, der er villige til at træde frem i rampelyset med deres yndlingsideer.

Men overvej følgende: hvad nu hvis de store ideer er en del af problemet? Hvad nu hvis problemet rent faktisk er selve størrelsen - ikke bare ideernes størrelse, men størrelsen som fænomen, som princip?

Den krise, der for tiden udspiller på verdensscenen, er en vækstens krise. Ikke, som vi hele tiden får at vide, en krise forårsaget af manglende vækst, men forårsaget af for meget vækst. Banker har vokset sig så store, at de er i stand til at forårsage et kollaps af hele den globale økonomi. For at forhindre dette, blev de subsidieret / udbetalt af store portioner af offentlige pengemidler indbetalt af skatteydere, hvilket resulterede i sociale kriser på gadeniveau i alle vestlige nationer.

Den Europæiske Union har vokset sig så stor og uoverskuelig, at den truer med at falde sammen om fødderne af sig selv. Multinationale virksomheder har vokset sig så store, at de overvælder demokratierne og bygger globale plutokratier, der tjener deres egne interesser. De menneskelige økonomier som helhed har vokset sig så store, at de er i stand til at forandre planetens atmosfæriske sammensætning og forårsage en masseudryddelses-event.

En mand, der ikke ville have været overrasket over storhedens krise - hvis han havde levet i dag og overværet det - var Leopold Kohr. Kohr ville med god ret kunne have kaldt sig den mest betydningsfulde politiske tænker, du har hørt om. I modsætning til Marx dannede han ikke en verdensomspændende bevægelse eller inspirerede til revolutioner. I modsætning til Hayek omskrev han ikke reglerne for økonomi i den moderne verden. Kohr var en beskeden og selvironisk mand, men dette var ikke grunden til, at hans ideer er blevet overset af igangsættere og initiativtagere i det halve århundrede, der er forløbet siden ideernes fremkomst. De er blevet overset og ignoreret, fordi de ikke tiltaler de magthungrendes egoer, det være sig de revolutionære eller plutokraterne. Kohr's budskab er faktisk en direkte udfordring til dem. 'Når noget er galt' insisterede han, 'er det, fordi noget er blevet for stort.'

Kohr blev født i 1909 i en lille østrigsk by, Oberndorf. Denne barndom i en lille by, kritiske studier i økonomi og politisk teori ved London School of Echonomics, hans oplevelser af anarkistiske bysamfund under den spanske borgerkrig, som han dækkede som krigsrapporter, og det faktum, at at han var tvunget til at flygte fra Østrig efter nazi-invasionen (Kohr var jødisk), bidrog til hans stigende kritiske modvilje overfor Imperiekultur.

Bosat i USA begyndter Kohr at skrive den bog, der skulle komme til at definere hans tænkning. 'The Breakdown of Nations', udgivet i 1957, fremstillede, hvad der på det tidspunkt syntes at være en radikal sag: at små stater, små nationer og små økonomier er fredeligere, mere velstående og velfungerende og mere kreative end stormagter eller superstater. Udsagnet var ligeså ude af trit med tidens herskende mode, som det var muligt at fremsige. Dette var starten på rumalderen - en tid med høj tiltro i menneskehedens fremskridts-søgende, gigantistiske, teknologidrevne fremtid og skæbne. Fejrede politiske tænkere talte med stor alvor om at danne en verdensregering som det næste skridt mod at forene menneskeheden. Kohr var seriøst på tværs af den herskende stemning. Han kommenterede senere tørt, at hans kritikere 'affærdigede ham ved at henvise til ham som en digter'.

Kohrs påstand var, at samfundets problemer ikke så meget skyldtes dets særlige form for social eller økonomisk organisation, men skyldtes dets størrelse. Socialisme, anarkisme, kapitalisme, demokrati, monarki - alle kunne fungere udmærket inden for 'den menneskelige skala': en skala, hvor mennesker kunne spille en rolle i de systemer, der styrede deres liv. Men når disse systemer først blev opskaleret til moderne stater, blev alle systemer undertrykkere. At forandre systemet eller ideologien, som systemet og samfundet hævdede at være inspireret af, ville ikke forhindre denne undertrykkelse - hvad hvilken som helst revolution har demonstreret - for problemet er ikke tingen, der er stor, men størrelsen i sig selv.

Idet han drog sine eksempler fra historien, demonstrerede Kohr, at mennesker, der havde for meget magt indenfor eller udenfor et givet system, ville misbruge denne denne magt. Formålet var derfor at begrænse omfanget af den magt, som individer, organisationer eller regeringer kunne få rage til sig. Løsningen på verdens problemer var ikke mere enhed og centralisering, men opdeling og decentralisering. Ikke i betydning 'del-og-hersk', men i betydningen baseret på mindre enheder. Verden skulle brydes op i små stater, der var tilnærmelsesvist lige store, hvilket ville forhindre dominans fra en enkelt enhed. Små stater og små økonomier var mere fleksible, mere i stand til at beskytte sig mod økonomiske stormvejr, mindre tilbøjelige til at rode sig ud i alvorlige krige og mere gennemskuelige og håndterbare for deres befolkning. Og ikke kun det, de var også mere kreative. På en bumletur med toget gennem middelalderen og frem til det tidlige moderne Europa, gør The Breakdown of Nations et glimrende stykke arbejde med at overbevise læseren om, at mange af storhederne ved den vestlige kultur, fra katedraler til stor kunst til videnskabelige fornyelser, var produkter af små stater. Storhed og størrelse er forskellige begreber (greatness og bigness).

For at forstå den lysende, profetiske kraft ved Kohrs vision, er man nødt til at læse The Breakdown of Nations. Noget af den vil give gådshudsfornemmelser af genkendelse. Størrelse, forudsagde Kohr, kunne kun føre til mere størrelse, for 'hvad som helst, der vokser udover visse grænser, begynder at lide under uundgåelige problemer med dets uhåndterbare proportioner'. Udover disse grænser blev det forvoksede væsen tvunget til at erhverve sig mere magt blot for at håndtere den magt, det allerede besad. Vækst ville blive kræftagtig og ustandselig, og der var kun ét muligt slutscenarie: kollaps.

Vi har nu nået det punkt, Kohr advarede om for et halvt århundrede siden: punktet hvor 'i stedet for at væksten tjener livet, er det nu livet, der tjener væksten, hvorved det perverterer selve formålet for sin eksistens'. Kohls 'størrelsens krise' er over os, og ifølge drejebogen takler vi krisen med endnu mere af samme skuffe: større økonomiske og politiske enheder, tættere og mere udbygget global regering og kontrol, geo-ingeniøriske skemaer, mere økonomisk vækst. Størrelse, synes det, er så smukt for dem, der ser det som deres ufravigelige mål at holde vækstmaskinen i gang.

Det burde ikke overraske os. Det overraskede ikke Kohl, der ulig sin samtids utopistiske kritikere, aldrig forvekslede radikal forandring med sandsynligheden for, at den ville finde sted. I stedet for er hans jordnære og underspillede - men forfriskende ærlige konklusion, at det gigantistiske globale system i enden ville falde ned i hovedet på sig selv, og hele vækstcyklen ville starte forfra. Men før den gjorde det, ville verden blive 'lille og fri mellem de istider, der var dannelsen af de store magt-dominanser'.