Holocaust - hvad er der med cyanidgas?

af morton_h, the blogger

Hvad er der med cyanid? Altså udover at det er giftigt for mennesker og dyr?

Det er et stykke kemi, der efterlader sig tydelige, målelige spor. Det burde være ganske befriende, for der er vel ikke noget at rafle om? Man burde langt hen ad vejen kunne undgå følelsesladede, agenda-befængte diskussioner og blot undersøge: Er der cyanidrester, eller er der ikke?

af morton_h, the blogger

Så simpelt skal det altså ikke være, selvom der ikke er grund til andet. Når visse mennesker har en agenda, de mener at have ret til at påtvinge andre, så er videnskab kun brugbar i det omfang, at den understøtter deres agenda. Skulle eksakt videnskab derimod komme i vejen, så er den pludselig ubrugelig eller endog decideret farlig. Vi taler om hardcore fysik- og kemi-baseret videnskab og ikke fluffy humaniora.

Vi taler om det t 20. århundredes mest agendabefængte emne. Fandt der et systematisk massemord sted via cyanidgas i lukkede rum i en række fange- og arbejdslejre i Tyskland mellem 1941-45, eller gjorde der ikke? Det burde være ret enkelt at finde ud af ved simpelthen at foretage kemiske undersøgelser af væggene i de påståede lokaliteter. Er der rester af cyanid, eller er der ikke? Er væggene indfarvet med den uundgåelige og usmiskendelige blå farve fra jern-cyanid i gasform, der uundgåeligt trænger ind i betonen? Eller er de ikke?

Hvis nogen er anklaget, er det ifølge hæderlig retspraksis op til anklageren at fremføre beviser, ikke den anklagede. Hvis en videnskabsmand ankommer med en teori, er det op til vedkommende at levere en underbygning, der udraderer summen af antagelser, ellers er det en simpelthen en dårlig teori, der omgående bør forkastes. At komme med påstande er i disse to verdener behæftet med visse spilleregler. Følger man ikke spillereglerne, falder hammeren. 

Men når det kommer til emner som Holocaust, gaskamre, udryddelse, folkemord, jøder-kristne-muslimer, verdenskrige ... er havnet i en højest besynderlig verden, hvor hæderlighedens spilleregler synes at være at ud af drift.

Det er nu, du skal beslutte, om du allerede her finder emnet anstødeligt og ønsker at leve i din egen forestillingsverden, der er koordineret med en acceptabel politisk korrekt mainstream-forestillingsverden baseret på frygt, skam og skyld - eller om du giver efter for din nysgerrighed. Zap-on, og må din Gud gå med dig.
Eller læs videre.

Når videnskab er farlig for magten

Du læser altså videre.
Da det gik op for skaberne og opretholderne af Holocaust-tanken, at benhård eksakt videnskab ikke understøttede et af deres kernepunkter, men derimod skød det i sænk, begyndte de at opføre sig mærkeligt. Når man ikke får ret i en diskussion, findes der en række kunstgreb, der kan gennemtvinge ens ret:

• Destruktion eller bortkomst af primært materiale
• Massiv overdøvelse af materiale med fabrikeret mod-materiale
• Okkupering af videnskabelige publikationer og medie-distribution
• Karaktermord og miskreditering af folk, der insisterer på substans og eksakt videnskab
• Emotionel slagside og forførelse
• Censur og indlæring af selvcensur
• Gentagelse af løgne - gentagelse har en hypnotiserende effekt på folk, der ikke er trænet i eksakt videnskab
• Grovere angreb på folk, der spørger ind forlanger svar: fængsling, mord, terror, trusler
• Obstruering af spørgernes sekundære materiale baseret på primære kilder og fysiske beviser
• 'Historieskrivning' i betydningen fabrikeret historie baseret på udvalgt, fravalgt og fortonet materiale
• Mytemageri via filmindustrien med særlig vægtig på grådkvalt offerrollen og dens særlige evne til at fremkalde skyld, skam og frygt
• Politisk korrekthed og tabuisering, der gør det nært umuligt at udtale sig, stille spørgsmål eller overhovedet at beskæftige sig med et emnet uden at blive udsat for stigmatisering eller social udstødelset

Der er ingen grænser for fantasien og variationen i de tiltag, man kan føle sig tvungen til at gøre, hvis man ikke har rent mel i posen og har forfattet en historie, der ikke holder til nærmere afprøvning.

Sandheden er aldrig bange for at blive undersøgt,siger man, så hvad er problemet? Er man reelt 'tvunget' til alle de krumspring, og hvorfor kan man ikke blot indrømme, at man måske tog fejl?

Det skyldes omfanget af den utroværdige historie og summen af privilegier, der står på spil for skaberne af historiens. En demaskering kunne afsløre, at der ikke har været tale om fejltagelser og misforståelser men om overlagt svindel og misbrug. Man tog altså ikke fejl, man forfalskede! Det hele var intentionelt. Hvis det forholder sig sådan, bliver svaret selvfølgelig og entydigt: NEJ! Det er ikke muligt at indrømme noget uden et totalt ansigtstab.

Arkiver og dødsrapporter - tre uafhængige kilder

I arbejdslejren Birkenau, nabolejren til Auschwitz, fandtes der og findes stadig et mindre rum, ca 10 m³, hvor der er tydelige blå aflejringer af cyanidgas, kaldet Zyklon-B. På den ene væg kan man se, at nogen har forsøgt at vaske farven af, men det har været så svært, da den er trængt dybt ind i betonen, så man har opgivet. Man ved nøjagtigt, hvad rummet blev brugt til: desinficering af tøj befængt med lus. Lus var bærere af krigssygdommen af alle, tyfus. Et udbrud af tyfus ville være dødbringende for store dele af en lejr. Amerikanerne havde lignende installationer i de sicilianske krigsfangelejre, hvor de brugte DDT til at udføre det samme. Med succes, skal vi huske at sige. DDT blev midlet i efterkrigstiden til skadedyrsbekæmpelse - med stor succes for alt andet end miljøet, som vi ved. Cyanidgas gik af mode, da det krævede kontrollerede omgivelser.

Lus og tæger er bærere af tyfus

Man ved ligeledes nøjagtig, hvad der sker med mennesker, der bliver gasset med cyanid. De bliver simpelhen lyserøde. Der findes ikke en eneste vidnesberetning fra Nürnbergprocessen om lyserøde kroppe. Man har senere forsøgt at bortforklare det med, at der ikke blev brugt cyanidgas i fx Treblinka men kul-monoxydgas. Det gør det blot mere pinligt, for kul-monoxyd giver også lyserøde kroppe! Og der er stadigvæk ingen rapporter om stakkevis af lyserøde kroppe fra nogen af de tyske fangelejre i form af hverken dødsrapporter eller vidnesudsagn. Man havde med andre ord glemt at instruere vidnerne i Nürnberg om, at de skulle sige 'lyserød'.

Tyskerne som de pedanter, de var, lavede minutiøse, detaljerede rapporter om alt i lejrene. Da bolsjevikkerne besatte lejrene i 1945, blev der lagt en jernring omkring lejrene. Ingen observatører fra de vestlige allierede fik lov til at komme ind, og det materiale, der blev fremlagt i Nürnberg, stammede udelukkende fra dem. Alle de tyske rapporter blev fjernet fra lejrene og lukket inde i sovjetiske arkiver, og det var først Gorbatjev, der i 90'erne efter murens fald frigav dem.

Der er ikke ret mange, der har kendskab til disse rapporter eller har benyttet sig af lejligheden til at gennemse dem. Alle dødsfald var nøje beskrevet i rapporterne på ægte tyskervis, og dødsårsagen var i alle tilfælde angivet. I Auschwitz døde der 29.000 jøder og 40.000 katolikker, de sidste overvejende polske, russiske og tyske krigsfanger. Dertil bør regnes 10% oveni, der ikke blev rapporteret. Den langt overvejende dødsårsag var tyfus.

Her kunne man i propaganda-øjemed forsøge at at hævde, at tyskerne havde forfalsket rapporterne systematisk. Altså en konspirationsteori. Men udover, at det ville være meget utysk og upedantisk, og at deres rapporter aldrig var beregnet som propagandamateriale men udelukkende til internt brug, så kan tallene samstemmes og sammenlignes med det Internationale Røde Kors' arkiver i Bad Arolsen og deres kæmpe-database nordvest for Kassel i Nordtyskland, hvor de 13-15 tyske arbejdslejres dødsstatistikker blev noteret måned for måned, år for år. De blev bevaret i efterkrigstiden for at stå til rådighed for påståede Holocaust-ofre og deres krav om kompensationer.

Disse tal er ved tre lejligheder i 1970-'erne og 80'erne blevet frigivet som samlede tal, der bekræfter de tyske tal, hvor Auschwitz figurerer med mellem 60-70.000 døde i alt, mens det samlede tal for specifikt jøder i alle lejrene var 271.000. Der er ikke blevet frigivet statistikker senere end det, for det politisk-ideologiske klima i Tyskland har gjort, at disse forhold nu er forbudt at omtale. Det er i dag strengt tabuiseret at nævne Holocaust ved at sætte det i forbindelse med statistikker og eksakt videnskab, for så er man en 'Holocaust-benægter' og kan idømmes lange fængselsstraffe blot for at spørge.

Arkivet i Bad Arolsen

I Bad Arolsen-arkiverne har man ligeledes optegnet dødsårsager. Disse er ikke blevet frigivet. Men der findes et brev fra manageren i arkiverne, hvor han slår fast, at der ikke er angivet gasning som dødsårsag nogetsteds. Dette er som sagt et internationalt arkiv, selvom det befinder sig Nordtyskland.

Så hvad med fjendens arkiver, der må formodes ikke at underspille dødstallene, snarere tværtimod? Vi taler om det Britiske Efterretningsvæsens dekrypteringer,det meget berømmede Enigma-projekt.På et tidspunkt var briterne i stand til at tyde de signaler, der blev sendt ud via radio fra arbejdslejrene. Det var rapporter fra lejrene til den tyske overkommando om, hvad der foregik. Her får man de samlede tal for de indsatte i lejrene, altså tallene for, hvor mange der bringes ind i lejrene, og hvor mange der kommer ud. Man kan altså konstatere, at der fandt dødsfald sted.

Enigma-maskinen

Vi har hørt englænderne berette vidt og bredt med stor stolthed om, hvordan Enigma-dekrypteringerne kunne lokalisere fx ubåds-aktiviteter, men de har ikke været tilsvarende ivrige for at prale af deres statistikker, når det kommer til de tyske fangelejre. De har altså ikke skønnet, at de var 'hensigtsmæssige' for det efterfølgende narrativ, der gik i gang allerede før, krigen var slut. Det er sejrherrernes historieskrivning, hvor tysk dæmonisering, jødisk offerrolle-teater og britisk selvforherligelse var beregnet gå op i den højere enhed. Det er det, vi i dag kender som Den Gode Krig mod De Onde for at frelse De Hjælpeløse. Det er en genfortælling af briternes yndlingsmyte om Sct. Georg, der heroisk redder prinsessen fra den fæle drage.
Se Terry Boardman:
Gåden om Kaspar Hauser og
Vesten versus Kina I
Vesten versus Kina II

Normal hygiejnepraksis

I midten af 1942 ramte en tyfus-epidemi Auschwitz-lejren. Det kostede 30% af den mandlige befolkning livet i løbet af en måned. Det betød at de tyske myndigheder ankom og iværksatte særlige foranstaltninger. Bla blev der indrettet aflusningskamre. Disse er senere blevet udlagt som udryddelseskamre. Der blev også indrettet krematorieovne for slippe af med de særdeles smittefarlige lig af dem, der omkom af tyfus. Man kunne ikke begrave døde i området omkring Auschwitz, der var gennemstrømmet af floder. Det ville have forurenet hele oplandet og skabt en omfattende spredning af epidemien. Alle kroppe måtte derfor kremeres.

I aflusningskamrene skulle man smide tøjet, barberes og dernæst i bad. Hvis man blot havde ønsket at gasse folk til aflivning, havde disse foranstaltninger ingen mening. Alt tøjet skulle afluses, og her kommer cyanidgassen ind i billedet. I årtier havde netop cyanid været standard-procedure til aflivning - ikke af mennesker, for det er en alt for risikofyldt og facilitetskrævende måde at masseaflive mennesker på - men af skadedyr. Et faktum, der ganske overses i narrativet om Holocaust. Det var altså helt almindelig kendt, hvad denne gas var udviklet til. Et år senere havde de særlige foranstaltninger givet bonus i lejren, og dødeligheden var reduceret med faktor 10 til 3%.

Hvordan aflusede man tøj? Man hang tøjet op på stativer og kørte dem ind i gaskammeret i Birkenau, der var ca 10 m³stort. Dette skulle være absolut isoleret og uden vinduer. Døren skulle være en solid metaldør, der sluttede fuldstændig tæt. Gasningen tog omkring to timer og alle skadedyr var herefter døde. Derefter kørte man stativerne ud til tørring, hvor vinden blæste igennem tøjet og fjernede alle rester af cyanidgas. Det var en ret sikker procedure, man behøvede ikke engang at bruge gasmaske, og tøjet var smittefrit bagefter.

En turist på afveje

I det britiske efterretningsvæsens rapport om Auschwitz fra september 1942 berettedes om, hvordan lejren blev sat i karantæne. Men ved Nürnbergprocessen i 1946 havde verden pludselig glemt alt om dette i en tilstand af kollektiv amnesi. På det tidspunkt havde DDT overtaget markedet som det nye middel til aflusning af tøj. Ikke et ord i processen om den normale procedure med cyanid. Hvis man i dag hævder, at den normale, velkendte procedure virkede under de normale, velkendte omstændigheder i Auschwitz, så er man i dag - og i særdeleshed i Tyskland - en Holocaust-benægter. Bizart, men ikke desto mindre dagens orden! Det er lykkedes for en særlig magtfuld gruppe af professionelle virkeligheds-benægtere, fakta-benægtere, data-benægtere og ideologiske historie-benægtereat sætte en grotesk dagsorden, hvor naturlig og relevant menneskelig spørgelyst med et statsapparat i ryggen kan obstruere al udfordring af deres massive benægtelse ved at kalde udfordrerne for det samme, som de selv er: altså benægtere. Der findes et ord for det: INVERSION. Everything Is Upside Down.

Hvordan skulle et stort gaskammer være indrettet, beregnet på at aflive 10.000'er af mennesker om dagen, som mytologien fortæller os? Og tænk desuden på logistikken - 1000 aflivninger på 10 minutter, ingen har nogensinde gjort rede for en så forrygende logistik med alt inklusive!

For det første har et sådant kammer aldrig eksisteret i verden. Det er teknisk set nært umuligt. Derudover ville det være både irrationelt, ineffektivt og overbesværligt. Det påståede gaskammer i Auschwitz havde vinduer i taget, utætte døre, afløb i gulvet. Alt sammen ville have være katastrofalt, det ville have forgiftet hele lejren - inklusive de påståede bødler.

Gulag

Vi har oplysningerne fra udelukkende én primær kilde: de 'pålidelige' bolsjevikker, der henrettede 20.000 polske reserveofficerer i Katyn-skoven ved Smolensk og smurte det af på tyskerne, de samme bolsjevikker, der på den jødiske kommissær (Stalins propagandaminister), Ilya Ehrenburgs opfordring massevoldtog 2 millioner tyske kvinder alenei Østpreussen i 1944-45, de jødiske kommissærer og bolsjevikker, der havde kuppet den russiske revolution og gjort den til deres ved at massemyrde 10 millioner russere, de jødiske bolsjevikker, der i 1919, Valpurgisnacht, ankom til München og gik rundt i gaderne og myrdede folk i den 'hellige sovjet-kommunes navn' (inden de blev smidt på porten af tyske frikorps), bolsjevikkerne, der havde udryddelseslejre i Gulag, hvor der omkom 50 millioner mennesker! - her var man i mellemtiden holdt op med at kalde dem 'jødiske' bolsjevikker, da det var officiel verdslig statsreligion under Stalin frem til murens fald. Altså igen: bolsjevikkerne der løj, svindlede, myrdede og undertrykte, blev altså regnet for fuldt ud pålidelige ved Nürnberg-processen, fordi det passede de allierede. Som tak for veludført arbejde blev de tildelt status som monopol-forsynere af oplysningerne om de tyske arbejdslejre og det, som vi i dag kender som Holocaust!Er der nogen, der kan se antydningen af et problem her?

David Cole interviewer en
intetanende guide i Auschwitz

Den jødiske historiker David Cole (Stein) lavede i 1991 en nu klassisk dokumentarvideo om Auschwitz, hvor mange af disse anomalier blev konfronteret. Med jødisk snedighed, der matcher den snedighed, hvormed Holocaust-historien er blevet markedsført, lykkes det David Cole at få historien ud ved at spille nysgerrig og naiv overfor ledelsen i Auschwitz-museet og dets ansatte. Her bliver kuratoren, historikeren og lederen af museet, Franciszek Piper, lokket til at indrømme, at antallet af døde er stærkt overdrevet, og at gaskammeret er en rekonstruktion, et stykke teater skabt for de efterhånden 30 millioner mennesker, der siden har passeret igennem turistfælden. Piper er ankommet til et dødstal på 1.1 million jøder i løbet af krigen, mens Røde Kors altså er nede på 271.000. Vi kommer længere og længere væk fra de påståede obligatoriske 6 millioner, et tal der er blevet brugt løbende siden 1919 og har flyttet sig rundt i landskabet til, hvor der var brug for det. 

Kuratoren Piper interviewes af David Cole

Turister bliver aldrig guided forbi det rigtige gaskammer i Birkenau, ej heller swimmingpoolen, teatret i Auschwitz. Ej heller fodboldbanen, der ligger lige foran 'gaskammeret' (altså den badefacilitet, hvor folk blev skyllet rene for lus efter glatbarbering). Kammeret havde haft flere formål i løbet af krigen, både beskyttelsesrum og vaskerum. Der er senere lavet huller i taget, så man kunne hævde, at Zyklon-gassen blev hældt ned her, hvilket gør det til den eneste bygning i Tyskland og resten af verden med den slags huller i taget.

Hvis ikke Auschwitz var den udryddelseslejr, som senere er hævdet, hvad var den så? Den var nøjagtig, hvad der stod på porten med den lakoniske indskrift, der i øvrigt dengang blev taget helt alvorlig: 'Arbeit macht frei'. Det var en arbejdslejr til den enorme produktion, der vedligeholdt det tyske krigsapparat. Der var den kemiske fabrik i Birkenau, hvor man fik olie ud af koks med katalyse. Der var en fabrik, hvor man lavede syntetisk gummi til erstatning for rågummi fra den malaysiske jungle. Der var våbenfabrikker. Hver morgen ankom de indsatte for at arbejde her. 

Porten til Auschwitz II, Birkenau

 

Ingen feriekoloni

Hvis man sammenligner forholdende for de indsatte med de tilsvarende i de egne af verden, som vi først langt senere hørte om: Gulag Øhavet, hvor 50 millioner i stalintiden arbejdede sig selv til døde i den Sibiriske kulde (hvilket var meningen) - og vi er nødt til at kalde dem tvangsarbejdere og slavearbejdere - så var der nærmest tale om luksuspension. Forstå det ret: i sammenligning! Man burde nok snarere sammenligne de forhold, som en gennemsnitlig fabriksarbejder i Southhampton, Liverpool eller Sheffield og hans familie måtte leve under. Der var ikke mure med pigtråd rundt om de britiske arbejderbyer, men der var lige så lidt mulighed for at stikke af. Det neofeudale industri- og lønslavesamfund, som briterne havde skabt fra midten af 1800-tallet, lod ikke meget tilbage at ønske i forhold til de tyske arbejdslejre. Men ingen har siden kaldt kulminerne i Midt-England for 'udryddelseslejre', selvom der omkom 1000-vis af voksne og børn - husk at der blev sendt børneslaver ned for at kravle i kulmineskakterne i allerede 1850.

Børn tager ikke skade af en smule arbejde. Så kan de lære det.

Derimod har de distingverede historikere i Oxford og Cambridge udeladt en af de største, og britiske udryddelseslejre af verdenshistorien: Irland. Vi taler om den militære jernring, der blev lagt om Irland 1845-49, hvor der - konservativt vurderet - omkom seks millioner irlændere af sult (hvor er det, vi har hørt det tal før?). Det er en historisk løgn af dimensioner, at det skyldtes kartoffelpesten, the Great Famine. Er det ikke underligt, at briterne altid kalder deres mest vellykkede destruktionsprojekter for Great? WWI kalder de for the Great War, den herlige krig! Kartoffelpest var no big deal, det havde man prøvet før. Irlænderne blev derimod bestjålet for deres agrikulturelle rigdomme med et geværløb for hovedet. 60-70 skibe udskibgedee hver dagvarer, som man ikke havde betalt en penny for. Der var i perioden involveret 200.000 britiske soldater. Resultatet var, at de, der ikke nåede at flygte ud af landet - hvilket var meget svært pga den militære belejring - omkom af sult. Irland er i dag oversået med massegrave. De ligger med typisk to kilometers mellemrum. Irlænderne, især de ældre, ved det udmærket, men det er forbudt at tale om det, og hvis de gør, kan de forvente repressalier.

Vi kunne tale om Indien, Tasmanien og Boerkrigen. Men vi vil nøjes med at konstatere det besynderlige i, at netop det Imperium, der i flere hundrede år excellerede i folkemord, havde så travlt med at bemale deres fjende med konceptet efter WW2. Besynderligt, men psykologisk set desværre ikke atypisk. Vi bør også nævne, at ordet Holocaust faktisk blev anvendt om den irske hungersnød allerede i 1800-tallet!

Både de britiske industrialister og de tyske administratorer af arbejdslejrene var klar over, at de var nødt til at forsyne arbejderne med et vist mål af rekreationsmuligheder. Derfor de ovennævnte faciliteter, der fandtes både i britiske arbejderkvarterer og tyske arbejdslejre - med lejren som krigsfænomen. I Auschwitz var der orkestre, der spillede i weekenden. Der var et hospital, hvis man blev syg. Epidemien i 1942 var en undtagelsestilstand. Og i 1944, hvor de allierede intensiverede deres civil-bombardementer og ødelagde al infrastruktur, så det ikke godt ud, da man ikke kunne få forsyninger frem. Der var et bageri. Der var oven i købet et bordel. Der var et pengesystem, hvor de indsatte fik løn, så de kunne købe cigaretter og andet rekreativt. Man kunne modtage besøg fra familie. Der var postkontor, hvor de indsatte kunne sende og modtage breve.

All work and no fun?

Don't get it wrong.En tysk arbejdslejr i 40'erne var ingen feriekoloni. Der var tale om hårdt tvangsarbejde, og folk var der bestemt ikke af fri vilje. Men det billede, vi har fået beskrevet af helvede på jord, er aldrig blevet sat i perspektiv. Vi ved udmærket, at folk der prøvede at stikke af, ville blive skudt, hvilket det allierede propaganda-apparat aldrig har forsøgt at skjule, tværtimod. Skudt blev man også efterfølgende i det kommunistiske regime, der overtog de områder af Tyskland og Polen, hvor de fleste af arbejdslejrene havde ligget. Muren om lejren blev til muren gennem Berlin og det jerntæppe, der skar Europa over, og hvis man krydsede den, blev man skudt.

Hvad de allierede i de allieredes udpensling af de tyske rædsler i eftertiden formåede at dække over, var imidlertid deres egne krigsforbrydelser og udryddelseslejre. Eisenhowers udryddelseslejre i Rhinlandet, hvor 1.5 millioner tyske krigsfanger bevidst blev aflivet på trods af alle underskrevne konventioner, er aldrig blevet beskrevet i den officielle og blåstemplede historieskrivning. De blev tvungne til at bo uden telte, uden mad, uden medicin i blot 30 dage, hvorved disse i forvejen stærkt svækkede mennesker selvfølgelig kreperede.

Man kan filosofere lidt over, at det netop var denne uhellige alliance mellem englændere, franskmænd, amerikanere og bolsjevikker, hvis bagland er bjerge af krigsforbrydelser, folkemord, udryddelseslejre, brug af masseødelæggelsesvåben - og ikke at forglemme: ansvaret for at de store krigsscenarier overhovedet blev skabt! - at det netop er dem, der havde brug for at smøre deres forbrydelser af. Afsmøringsfeltet var primært tyskerne, dernæst var det post-WW2 russerne. Altså de to kejserdømmer, som de britiske industrialister, The Empire of Envy, i slutningen af 1800-tallet beskrev som deres hovedfjender, var i midten af 1900-tallet begge nedbrudt, og nedbrydelsen var allerede beskrevet i 1800-tallet. Den tyske rigskansler, Bismarck, beskrev 1. Verdenskrig 20 år forinden. Den russiske forfatter, Leo Tolstoy, forudsagde 1. Verdenskrig 20 år forinden. Begge havde set, hvad de britiske industrialister havde i støbeskeen.

Helvede ankommer

Helvede på jord opstod i det sidste krigsår. Her døde de fleste, og de døde af sult og udmattelse. Bunkerne af udsultede lig fortæller historien. Men den fortæller netop historien om sult kombineret med tyfus, for hvis de var blevet gassede, ville de være døde, før de blev udhungrede. En mindre detalje, måske ... Men på grund af de allieredes tæppebombardementer, blev det til sidst umuligt at få forsyninger frem til lejrene. Når man bliver udhungret, går immunforsvaret ned, og sygdomme får frit spil.

Dresden - made in Great Britain,
the maker of Great Wars, Great Famines and Great Destructions.

Man kunne hævde, at de allierede derfor bærer hovedansvaret for det, som de har tilladt sig at kalde for Holocaust. Det var ikke den tyske hær, men Tyskland, tyskerne, tysk kultur og tysk infrastruktur, der var hovedmålet for angrebet. Det var en genindspilning af horrorfilmen om Irland, Indien, Tasmanien, Sydafrika og slagterierne i skyttegravene under 1. Verdenskrig, den krig som briterne kunstigt og helt unødvendigt forlængede i to år. Formålet med dette egentlige Holocaust var åbenbart ikke blot underkuelse og ussel mammon, men massemordetan sich! Det var eugenik i stor skala udført af netop de, der havde udruget begrebet, for det er en udbredt misforståelse, at eugenik, misvisende kaldt for racehygiejne, var en nazistisk opfindelse. Briterne opfandt det, og det var the Rockefeller Foundation, der sponsorerede Keiser Wilhelm Institut i Berlin, hvor man forskede i den slags.

Hunger og tyfus

Hvorvidt bunkerne af lig efter hunger og tyfus allerede under krigen var udset til at blive led i en postkrigs-propaganda-mytologi, kan vi kun gætte om. Med et vist kendskab til det krigsførende oligarkis langtidsplanlægning, er mit gæt et JA. Dette er indrømmet en teori - kend den, når du omsider ser én!

Ikke alle lejre var arbejdslejre. Nogle var transitlejre: Sobibor, Treblinka. De befandt sig nær den polske og russiske grænse. Det var herfra, man deporterede folk østpå. Heriblandt jøder, som på det tidspunkt af en række årsager (herom senere) var uønskede i Tyskland. Den oprindelige ide om deportation involverede ikke udryddelse. Madagaskar var det foretrukne sted på et tidspunkt, hvilket nærmest ville have været paradis på jord for jøderne og så langt væk som muligt for tyskerne. Det var fase 1 i planen, den Endelige Løsning, men blev ikke til noget. I anden omgang blev det til Israel, og derfor indgik nazister og zionister Haavara-overførselsaftalen til Palæstina. Derom også senere, men faktisk kunne man hævde, at det var nazisterne, der var medskabere af det, vi i dag kender som det palæstinensiske problem. At det dog ikke var forudset og intentionelt ved vi fra de tætte forbindelser, de havde til de arabiske lande, hvoraf mange var sympatiske overfor den nation, der turde stille op imod de forhadte britiske imperialister. Min fjendes fjende er min ven. Men igen: der er en skjult og svært gennemskuelig tråd, der er trukket fra det påståede Holocaust i Auschwitz til det virkelige Holocaust i Gaza 70 år senere.

Der findes ingen evidens for at folk blev aflivet i transitlejrene. Der findes historier, selvfølgelig, og der er smurt tykt på. Men de kan ikke understøttes af konkrete beviser. Men hvorfor disse historier på trods af virkeligheden?

Myten med de mange formål

Holocaust-myten havde mange formål og dækker over mange forhold, der har dannet bevidstheden for folk i efterkrigstiden. Historien om de britiske tæppebombninger for eksempel. Der blev udelukkende bombet civile mål om natten. I krigens sidste år var det ikke kun en massakre i Dresden, der var massakrer i samtlige tysker byer over 25.000 indbyggere, hvilket nærmest gør Dresden, som man havde svært ved at bortforklare, til et 'limited hangout', et midlertidigt udstillingsvindue, så man ikke så og lærte om uhyrligheden i sit fulde omfang.

The eyes of a liar

Myten med de mange formål dækker over de afsindige grusomheder, som bolsjevikkerne begik fra revolutionens start og gennem hele stalintiden. Myten dækker over både Stalin, Churchill og Roosevelt. Alle tre skikkelser er særdeles dystre personligheder, men den berømmelse, som især Churchill vandt med krigen er fuldstændig ude af proportion med de uhyrligheder, han begik. Han var gennem-alkoholiseret og kunne ikke formulere et sammenhængende ord efter klokken 16, hvor han var stang-stiv. Han var massemorder og involveret allerede i 1. Verdenskrig i sænkningen af Lusitania, hvor 1198, størstedelen britiske passagerer blev ofret som et teaterstunt - hvorefter zionisterne som lovet sørgede for, at USA kom ind i krigen (Chaim Wetzmann, lederen af de zionistiske verdenssamfund, indrømmede det direkte i et brev til Churchill). Han var korrupt og lod sig klækkeligt bestikke af lobbyist-gruppen 'Focus' (ca 30 industrialister, socialister, bankfolk, hovedsagelig jøder - udeladt af historieskrivningen!) og af pressionsgrupper i Tjekkoslovakiet for at starte krigen. Han var krigsliderlig og afslog 30 forslag fra tyskerne om fred efter Dunkerque, hvor 350.000 omringede og slagne britiske soldater nådigt blev sparet for en massakre og sendt hjem med halen mellem benene. Han var en kujon, der stak af, da han fik efterretning om at Coventry ville blive bombet, og da han dernæst fik efterretning om, at det ville ske udenfor London, tog han tilbage og hyklede overfor sin stab, at han ville være sammen med dem i nødens stund. Vi har fra hans egen mund og hånd, at krigen ikke var ment som en krig mod nazisterne, men som en ødelæggelseskrig mod Tyskland og tyskerne, en gentagelse af 1. Verdenskrig. Så mange som mulig skulle dø. Her bliver han massemorder igen. Han var en notorisk løgner om samtlige ovennævne forhold. Der er intetsom helst godt at sige om den mand, som af eftertiden er afmalet som en helt. Og der er intet som helst godt at sige om den 'Gode Krig', som ham om nogen er ansvarlig for.

Sænkningen af Lusitania under Winston Churchills formandsskab af Admiraliteten

Myten med de mange formål dækker over den studehandel, som zionisterne havde indgået allerede før krigen med briterne om at involvere amerikanerne nøjagtig som i 1. Verdenskrig for til gengæld at få Israel. Dette er det forsinkede svar på spørgsmålet: hvorfor alle disse historier? Det betyder også, at da Holocaust-myten er blevet officiel efter Nürnberg, begynder hvad der herefter betegnes som Holocaust-overlevende at fortælle historier. De fik penge mod at fortælle en historie. Når folk hørte, at nogen havde fået erstatning ved at fortælle en bestemt historie, fortalte de den samme. Jøder får udbetalt livstidserstatning fra Tyskland. I dag har Tyskland betalt over 100 milliarder Deutschmark til især staten Israel, og det er meningen at de skal blive ved at betale frem til 2099 til deres efterkommeres efterkommere. Tyskland er en gigantisk malkeko for de forkælede israelere, der er i gang med deres eget Holocaust mod palæstinenserne og bruger alle deres penge på at bestikke amerikanere til at indlede krige mod deres naboer i Mellemøsten. Tyskerne betaler simpelthen mafia-beskyttelsespenge, for hvis de pludselig holdt op, ville de opleve en bølge af terror med israelsk fingeraftryk. Eller finansterror, som Rusland oplever lige nu. Det er for nyligt kommet helt frem via en rapport i FN-regi, at den israelske hær i et helt år har koordineret deres aktioner med ISIS. Den nation, der fra starten af opstod vha terrorisme og etnisk udrensning mod den lokale befolkning, samarbejder altså beviselig tæt med terrorister. Den terror, vi nu oplever målrettet færdigstrikket til europæiske storbyer, bærer netop alle et israelsk fingeraftryk og er gjort over den samme skabelon. De tjener som afledningsmanøvre fra folkemordet i Gaza og for at skræmme jøder til at gøre Aliya, udvandre til Israel. 

BBC's droneoptagelser i Gaza efter de israelske bombardementer

Når man får gennemført en livslang skadeserstatning erstatning betalt af et forsikringsselskab, skriver man samtidig under på, at selskabet har ret til løbende at afkræve dokumentation for, at man stadig befinder sig i den tilstand, der udløste erstatningen. Dette princip synes at være sat ud af spil med de livslange erstatninger for Holocaust-overlevende. Der er nogle, der undret sig over, så enormt mange overlevende, der har meldt sig på banen og 'fortalt deres historie'. Over en million. Der er nogle tal, der ikke længere passer her, og det enorme tal begynder at ligne et dementi af myten med de mange formål.

Myten med de mange formål dækker over den ovennævnte Haavara-aftale, hvor jøder uhindret fik lov til at rejse ud af Tyskland med hele deres gods og formue og lande i Tel Aviv, hvor de fik udbetalt penge og hentede deres bagage. Den historie er - lige som alle andre historier, der var belastende for det store narrativ om den Gode Krig - skrevet ud af historiebøgerne. Det ser ikke godt ud på papiret, at nazisterne hjalp jøderne, når det nu hed sig, at de gassede dem.

Et jødisk emigrantskib under Haavara-aftalen

Myten med de mange formål dækker over, at jøder som nævnt blev sendt mod øst, hvor mange rent faktisk slap for at brænde op i byerne sammen med tyskerne, når briterne begik deres folkemord fra luften. For det er ikke en myte, at Tyskland ønskede at slippe af med så mange jøder som muligt. Hvad der derimod er skrevet ud af historiebøgerne, er hvorfor. 

Redaktørerne af blåstemplet britisk historieskrivning i Oxford og Cambridge har ganske forsømt at beskrive, hvad jøderne gjorde ved tyskerne.

Myten om det iboende tyske jødehad

Otto von Bismarck

Det er hævdet, at tyskere hader jøder, med et nonsense-ord kaldet 'anti-semitisk'. Semit er en person, der taler et semitisk sprog, og da arabisk er et semitisk sprog, der bliver talt af 1.6 milliarder muslimer i verden. Jøder hader dem over én kam, hvorved de selv kvalificerer sig betegnelsen anti-semitter. Der var intet jødehad i det Tyske Kejserrige. Jøder blev behandlet overordentlig godt på foranledning af rigskansler Bismarck. De var 'emanciperede', de kunne deltage i alle samfundsforhold. Hvad de brugte deres frigørelse til var i slående grad utaknemligt mod det Tyskland, der havde givet dem rige muligheder. I løbet af 1800-tallet havde de okkuperet det tyske bankvæsen, og en serie bevidst iscenesatte bankkrak frarøvede millioner af tyske sparere deres formue. Ligeledes okkuperede de tyske trykte medier, teaterverdenen, senere filmindustrien. Jøder var overrepræsenteret i et så vigtigt område som det tyske retsvæsen. Bismarck blev som tak for venligheden udsat for to mordforsøg, begge af jødiske kommunister.

Frem mod 1. Verdenskrig ser vi den britiske, jødiske premierminister Disraeli sammen med frimurerkongen, Edward d. VII, iscenesætte 1. Verdenskrig, den krig som både Bismarck og Tolstoy så ankomme 20 år forinden. Krigen var ønsket og dybt planlag af præcis de samme årsager, som senere 2. Verdenskrig: ødelæggelsen af de britiske hovedfjender, Det Tyske og det Russiske Kejserdømme. Men hovedet på sømmet blev slået i, da Tyskland stort set vandt krigen og satte sine modstandere skak. Da arrangerede de jødiske kommunister generalstrejker, så forsyningsapparatet fejlede. Herved tabte Tyskland krigen og hele elendigheden om det 20. århundrede var cementeret.

Dette forhold, der er ganske faktuelt, er blevet kaldt for en legende (dolkestødet). I mytemagerkunsten, som i en foregående blogpost er identificeret som identisk med ideologien satanisme, eller sort luciferianisme [se denne], er alting vendt på hovedet. Myten er blevet til sandhed og virkeligheden er blevet til en legende.

Det lykkedes ikke at indkassere krigsgælden i 1. Verdenskrig.
Så måtte der arrangeres endnu en verdenskrig.

Da tyskerne så, hvordan nationen kollapsede og blev lagt i slavelænker i den perfide Versailles-traktat, hvor man med en kugle for panden blev tvunget til at underskrive en traktat (ifølge normal retspraksis er traktater indgået under tvang ugyldige), gik der en prås op for dem. Tyskerne så, hvordan jøderne var kraftigt involveret i det ulidelige helvede, der fulgte efter krigen med fattigdom, ubetalelig krigsgæld, arbejdsløshed og arrogant fransk militærstatsførelse i Ruhrdistriktet. Og al skyld for den krig, der var arrangeret af briterne. Den jødiske baron Rothschild (udtales råt-sjilt, og ikke ruoth-tjaild, lær det så, briter!) sad med ved bordet efter forinden at have bagt rævekagen, Balfour-deklarationen, der førte til oprettelsen af Israel.

Da tyskerne så, hvordan de jødiske bolsjevikker ankom til München, skød folk ned på gaden og erklærede, at nu ankom den 'befriede sovjet', begyndte de at forstå, hvem deres fjende var. Tyskland oplevede ikke desto mindre en reel emancipering ved nationalsocialisternes magtovertagelse, hvor det misbrugerisk centralbankvæsen for en stund blev tilsidesat. Velstanden var mærkbar. Den forbryderiske Versaillestraktat blev erklæret lige så ugyldig, som den var. Industrien blomstrede, og der var optur. Nabolande var misundelige på tyskerne og begyndte at studere, hvad der skulle til for at skaffe en sådan fremgang. Dette blev set på med største bekymring fra det jødisk-zionistiske verdensnetværk. Da Tyskland i 1933 modtog en finansiel krigserklæring fra 'Judæa', den zionistiske Übernation, netværket af internationale centralbankfyrster, finanshajer og industrimoguler, var tyskerne ikke længere i tvivl om, at en bestemt og magtfuld gruppe af jøder ikke ønskede noget som helst godt for landet.

I myten med de mange formål, fortællingen og ny-religionen Holocaust, er hele dette opspil til 2. Verdenskrig fuldstændig udeladt.

Angsten for afsløring

Frygten for at kendskabet til de faktuelle forhold om, hvad der foregik og ikke foregik i de tyske arbejds- og krigsfangelejre, skal underminere myten med de mange formål er derfor enorm. Med faldet af en sådan myte, vil hele fundamentet for efterkrigstiden falde sammen. Folk vil blive chokerede over at forstå, hvor omfattende løgnen har været. Vreden vil blive enorm og autoritetstroen vil forsvinde på relativ kort tid. Relativt i forhold til enormiteten og forgreningen den mega-løgn, der er indvævet i al magtstruktur i den vestlige verden i dette øjeblik. Terrorisme som vi ser den udøvet af stater by-proxy af lejesvende ville være utænkelig uden den store løgn fra det 20 århundrede. Det samme med finans-kollaps, masseødelæggelsesvåben, Mellemøst-krige, Ukraine-krisen - blot et par punkter fra den uendelige liste. Glemte jeg at nævne: tonsvis af elendigt fjernsyn og værdiløs, forløjet journalistik.

Denne angst for afsløring af myten med de mange formål forklarer, hvorfor der bliver slået så perfidt ned på folk, der især i Tyskland, undrer sig over de uoverensstemmelser og fortielser, der omgærer myten. Det er blevet så grotesk, at advokater, der tillader sig at udføre deres arbejde og forsvarer en anklaget, selv bliver anklaget og fængslet. Burde en sådan skingerhed ikke få en del mennesker til at fornemme, at 'tampen brænder', og at der klart er et ømtåleligt punkt her, at man har ramt plet uden måske helt at vide det? Igen: Sandheden er aldrig bange for at blive undersøgt. Hvorfor er denne 'sandhed' så hunderæd for at blive undersøgt? Er den monstro ikke en sandhed?

Skingerheden i sig selv er dyb mistænkelig adfærd. Hvis løgnen/myten blev afsløret, ville blot en af konsekvenserne blive, at Israel mistede en af sine hovedindtægter. De ville også miste enhver sympati og støtte fra amerikanerne, for deres befolkning ville tvinge de politikere, der har modtaget milliarder i støtte fra zionistiske lobbyorganisationer mod at føre israelsk udenrigspolitik, fra posten. Den zionistisk-amerikanske ide om 'venner af Israel' kan kun opretholdes med Holocaust som bagtæppe. Amerikanerne ville få øje på, hvordan den amerikanske og globale finansindustri er domineret af jøder, og at samtlige amerikanske mainstream-medier er blevet opkøbet af jøder. De ville se, hvad krypto-jøderne, Rockefellerne, har gjort ved det amerikanske samfund. De ville for alvor få øje på de zionistiske neocons, der konstant skriger på krig, krig og atter krig.

De ville måske endog give fingeren til det jødisk-drevne Hollywood-maskineri, hvem ved. Men én ting er sikkert: Verden ville se meget anderledes ud, efter rengøringen af det mytologiske gaskammer.  

Ved et vendepunkt?

Dette er muligvis ved at ske. Mange mennesker er meget, meget trætte af israelernes opførsel i Gaza. Folk begynder at udtale sig, og frygten for at udtale sig bliver lagt til side. Holocaust-myten, som er designet til at vi ALLE skal føle os skyldige, er i sig selv en form for terrorisme.

Tyskerne er i dag så terroriserede, at det er blevet masochistiske selvfornægtere. Men en del tyskere er begyndt at sige fra. Jøder har i højeste grad været terroriseret af andre jøder. De har internaliseret myten i så høj grad, at de tror på den. De opdrager deres egne børn til at tro, at alle vil dem noget ondt og at en ond nazist venter bag hvert gadehjørne. De 'store jøder', zionisterne, har ofret 'de små jøder', og de er villige til at gøre det når som helst igen. De sefardiske jøder er blevet udsat for stor diskriminering og foragt fra de azkenaziske jøder. De sorte, ethiopiske jøder er udsat for grov racisme og smidt ud af Israel, så de ikke kunne 'forurene israelske gener'! Nu arrangerer 'nogen' så, at der bliver skudt på jøder af arabiske 'patsies' i europæiske storbyer, lejesvende der ikke selv ved, hvorfor de gør, som de gør. Og straks efter ser man psykopaten, Benjamin Netanyahu, springe til og overtage scenen 'og der kan I bare se, og de er alle ude efter os, og derfor må vi have fuld ret til at forsvare os' - 'forsvare os' betyder retten til at begå folkemord i Gaza.

En iraner, der sagde sin mening

 
Et af de eneste lande, der har turdet at stille spørgsmålstegn ved Holocaust-mytologien, er et land, hvor der bor temmelig mange jøder: Iran. Der er et historisk bånd mellem Palæstina og Iran, det går 3.000 år tilbage til det babyloniske eksil. De jødiske modstandsgrupper i den messianske bevægelse var tæt linket op til Persien. Der har boet op til 150.000 jøder i Iran, men en del har emigreret til Israel. For tiden er retorikken dæmpet en anelse ned, men under tidligere præsident Ahmadinejad blev det, som man udmærket ved i Iran, sagt direkte: at Holocaust var et svindelnummer. Og det har heller ikke skortet på trusler fra israelsk og amerikansk side om at sønderbombe Iran. Hvis det stod til Netanyahu og de zionistiske neocons med dobbelt statsborgerskab i USA, var det sket for længst, og WW3 ville have været en varm realitet. Lige nu kører verdenskrigen i stedet som finanskrig, cyberkrig, miljøkrig, handelskrig og vejrkrig - sammen med en række lokale militære operationer provokeret af USA og NATO.

Den britiske historiker, Nicholas Kollerstrom, som denne blogpost henter en del af sit materiale fra, mener, at flodbølgen af bedrag allerede er vendt, og at den ikke er til at stoppe. En løgn har kun en vis holdbarhed før den ikke kan opretholde sig selv, og tidspunktet for sidste holdbarhedsdato er overskredet.

Zion - nozi/nazi azkhe-nazi, naza-rean, NATO. Alle disse ord synes at være morfet ud af den samme kerne. ISIS ligner Israel. Hvad israelske jøder ikke gør sig klart er, i hvor høj grad den oprindelige national-socialisme og zionismen som ideologier ligner hinanden. De to er historisk forbundne. Heller ikke mange er klar over, hvor mange jøder, der deltog i den tyske hær, hvoraf en række med høj rang. Hitlers personlige livvagt var jøde, og han forsvarede ham som 'ægte arisk', da nogen antydede, at hans blod ikke var helt rent.

Flere velformulerede og intellektuelle jøder har taget bladet fra munden og smidt det kollektivistiske åg af selvcensur. Gilad Atzmon er meget eksplicit med, at Holocaust er et svindelnummer. Hvad kan det ikke udvikle sig til? Folk, der gjort sig selv den tjeneste og umage at sætte sig ind i forholdene omkring 9/11, er allerede klar over, hvor tydelig det jødiske fingeraftryk er. Vi så jøder stå og danse på gaden, da tårnene faldt. Mange af de jødiske ansatte blev tilfældigvis væk fra arbejde den dag. Jødiske børsmæglere begik insiderhandel baseret på forvarsler. Den jødiske finansmand, Larry Silverstein, der ejede bygningerne, transformerede eventen til en gigantisk forsikrings-svindelsag. Og der bliver mere end antydet, at det var Mossad, der udførte aktionen. Man ved med sikkerhed, at Israels gode venner, Saudiarabien, finansierede det, og uanset om han overhovedet han andet at gøre med det end som skuespiller, var Osama bin Laden ud af en af de rigeste saudiske familier, der var i færd med at gøre store oliehandler med Bush-mafiaklanen. The House of Saud er i øvrigt en gammel jødisk familie indsat af briterne for over 100 år siden for at underkue stammerne i området.

Hvorvidt Mossad udførte 9/11-aktionen er, må vi indrømme, kun plausible teorier, men foreløbig ikke mere. Til gengæld ved vi, at det var israelske sikkerhedsfirmaer, der stod for 'sikkerheden' ved at fejle på det groveste både under 9/11, 7/7 Underground-bombardementerne i London, Madrid-bombardementet og nedbruddet af Fukushima, hvor alle sikkerhedsprocedurer svigtede. Vi også, at det var Mossad, der sammen med amerikanerne udviklede Stuxnet-virusen, der angreb iranske atomforsøgs-anlæg. Vi ved, at Mossad har 30.000 agenter på verdensplan, og at de har været involveret i et utal af terrorangreb og likvideringer. Vi ved en masse i forholdsvis begrænsede cirkler af folk, der interesserer sig og bekymrer sig for verdens fremtid og seriøst mener, at det er vigtigt at vide det, som er forbudt og svært tilgængelig viden. Men hvad nu, hvis Nich Kollerstrom har ret, at denne viden er begyndet at accellerere og at uvidenheds-strømmen er vendt?

Holocaust-myten er blevet skamridt til at skræmme folk og lokke dem til nye krige. Men der er kun en vis energi i at skræmme, true og forføre med en løgn. Har folk fået nok, og er tiden blevet moden til at smide frygten? Skal vi blive ved med at lytte til, at Guds udvalgte folk anklager andre for at udbrede had, når emnet kommer op. Man kan i dag slippe af sted med at beskylde andre for såkaldte 'had-forbrydelser'. Altså en følelse kan være en forbrydelse! Hele begrebet forbrydelse er dermed udhulet, og der er åbnet for en uhørt grad af manipulation af andre. Hykleriet bliver dobbelt, når de samme folk før og bagefter lovsynger dem selv som ytringsfrihedens forsvarere. 

Det er i sandhed sære psykopatier, der udleves i disse år. Men denne trend af skingerhed og absurd falsk logik eskalerer, mærkes der en anden trend i modsat retning. Og skingerhed er ikke just tegn på selvsikkerhed, men en svaghedstegn og tegn på, at løgnens ophavsmænd har nået er punkt, hvor desperationen er sat ind. Hold øje med, hvad der så sker. Det er her, de kommer til at røbe sig selv. De har alt at tabe og intet at vinde.

2. Verdenskrig i baglys V

2. Verdenskrig i baglys I
2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
//

Homo Post-traumaticus 
Lettelsen hos befolkningerne i de allierede nationer og den glæde, der blev udløst i gaderne, var ægte nok. For hvad sker der med en befolkning, hvor kvinderne har sendt deres mænd og sønner ud for at dø og slå ihjel, og hvor folk har måttet finde sig i, at alle de midler, de havde sparet op og foræret deres regeringer som skatter og frugten af al deres arbejde, blev brugt til krigslegetøj af høje herrer iført fint tøj og patetiske talegaver – alt sammen på bekostning af folks enorme afsagn og lidelser? Sådanne folk er selvfølgelig enormt lettet. I denne lettelsens rus er det imidlertid, at deres skjulte bødler slår til endnu engang.

Vi ved fra systematisk uddannelse af bødler i diktaturregimer, at første fase er traumatisering og reel offergørelse af personen. Anden fase er lettelsens fase, hvor vedkommendes traume bliver kanaliseret over i at gøre det mod andre, som man selv blev udsat for. Det er sindskontrol baseret på et påført traume. I dette lettelsens øjeblik blev folk åbne for at tro på ALT, deres regeringer bad dem om. Hvor de i krigens tid havde være skræmt og tvunget til det, faldt de nu over hinanden for at gøre det. I denne sejrsrusens forgiftelse har vi alle sammen i den vestlige verden bygget et verdensbillede, der bygger en sandgrund, et fundament af løgne, traumer og fornægtelse.

Vi har udviklet en bøddelkultur, hvor vi via to kæmpe krigsscenarier og en hel række 'mindre' er havnet i en kollektiv psykose-tilstand og har skabt en ny mennesketype, en kultur med et nyt bevidsthedssæt: homo posttraumaticus, PTSD-mennesket.Bødler har uddannet bødler. 

Det er først i dag, 70 år efter, at facaden er begyndt for alvor at krakelere på de institutioner, der blev bygget op efter krigen, som alle folk hyldede og satte deres lid til. Det er først i dag, vi opdager, hvor meget ækelhed, der gemmer sig bag facaden. Den kollektive erfaringsfaktor ganger den individuelle faktor op med 10 eller 100. Hvad der under optimale forhold tager et individ 15 år at erkende, vil tage en nation 150 år og for et kontinent 1500 år. Så vi lever i en tid, hvor disse erfaringscykler fortættes. 

Vi har i lang tid fejlagtigt troet, at det var betændelsen, der var vores normale tilstand. Det er ikke en køn tid, det er en betændt tid vi lever i. Som et byld, der er revnet, flyder betændelsen. Men det er samtidig en helingsproces. Javist bliver der et ar, men det vil være der altid som en påmindelse om hvad der skete.

Derfor er det et nødvendigt at forstå hvadder skete, hvor det skete, hvem der fik det til at ske, og hvornårdet fandt sted. Men de veltalende herrer iført fint tøj og flotte talegaver sagde: Det skal I ikke bekymre jer om, det har vi spurgt om for jer, alt hvad I skal bekymre jer – og det skal I ikke engang bekymre jer om længere – er hvorfor. Men det spørgsmål har vi for længst besvaret, det gjorde vi jo allerede, inden vi startede: det var FOR DEN GODE SAG OG JERES ALLE SAMMENS BEDSTE! Og se bare, nu forstår I jo det hele! Det var da ikke så slemt vel?

Not so, my friend. Ikke at tillade spørgsmålene at blive stillet i åbenhed og spørgelyst og i den rigtige rækkefølge var en fælde. Og en hel kultur faldt i fælden. Homo Posttraumaticus fik godnathistorien om de Gode, de Onde og de Grusomme. Og skuespil, masser af skuespil, sagde kejseren og vinkede bydende til sine tjenere og nådigt til sit elskede folk. 

I Asien rasede 2. Verdenskrig stadig, men vi festede i gaderne i London, Paris, New York og København. Amerikanerne skulle føje endnu en bunke krigsforbrydelser til de bjerge, de i forvejen hvilede deres ene ben på. Fx. Udslettelsen af to hele byer af civilbefolkninger i Japan. De gule svin fin en dobbelt-Dresden, så ku' de lære det! 

Hvis vi lytter til Douglas Dietrich, destruerede containervis af dokumenter, var Hiroshima og Nagasaki fuldstændig uden betydning, for japanerne overgav sig aldrig. Der var ikke en eneste japaner til stede, da denne 'overgivelse' fandt sted ombord på et hangarskib, for størstedelen af den japanske hær befandt sig på den koreanske halvø og i Manchuriet, og krigshandlingerne fortsatte til op i 50'erne. Amerikanerne fortalte deres befolkning, at de havde vundet krigen, men i virkeligheden var det japanerne, der vandt krigen. Der er stof her til endnu en blogpost-serie, og det, der kommer frem om det asiatiske scenarie er mindst lige så overraskende, som ved det europæiske.

Derfor forekommerKoreakrigen i vores bevidsthed som en næsten glemt krig. Det var simpelthen 2. Verdenskrig, der aldrig sluttede. Min generation, og jeg er ingen årsunge, har ikke oplevet Koreakrigen, hvor alle, ALLE! byer og landsbyer i et helt land blev jævnet med jorden. Det sted, hvor japanerne havde haft deres våbenfabrikker i kæmpe underjordiske compounds skulle jævnes med jorden, og fuck de mennesker, der boede der. Senere gentog amerikanerne skuespillet i Vietnam. Endnu engang blev et helt land sønderbombet og fuck de mennesker, der boede der. Og CIA slæbte hjem af heroin fra Den Gyldne Trekant, for krig kostede så mange penge. Og senere gentog amerikanerne deres skuespil i Afghanistan, og CIA og NATO slæbte hjem af heroin, for krig var dyrt. Men det var jo bare en investering, for krig var jo i sidste ende en fed forretning! Og husk, kære folk, I behøver ikke at spørge om hvorfor? Det har vi jo svaret på ... 

Postkrigs-teater 
Et sådan skuespil for folket var Nürnberg-processerne.

Først skar man efter den traditionelle læst Tyskland over som en lagkage. Det havde imperialisterne gjort alle steder, de kom fra siden starten af 1800-tallet, det havde man allerede gjort én gang før med Tyskland (men åbenbart ikke grundigt nok), så nu del-og-herskede man igen. Et stykke lagkage til England, et andet stykke lagkage til USA, et kæmpe stykke lagkage til Rusland og et fjerde til Frankrig. Det hed 'okkupationszoner'. 

Vi husker, hvordan England så sent som i 1994 – konstruktionen var ved at slå revner, så man måtte gøre noget – endnu en gang stadfæstede, denne gang med en lovbefaling, at 'Ingen allierede begik krigsforbrydelser, det var kun nazister, der begik krigsforbrydelser'. 100.000'er af soldater blev holdt i lejre, ikke som tilfangetagne, men som 'krigsforbrydere'. En tysk soldat var en forbryder, en engelsk soldat var en helt. Verden var blevet dejlig nem at forstå. En primitiv sort-hvid stregtegning i en tegneserie. 

Englænderne tvang lokalbefolkningerne til at defilere gennem Buchenwald og Bergen-Belsen, hvor de havde 'glemt' at rydde op, og der lå nøgne, udsultede lig i bunker og flød. De blev dog ikke sendt gennem Eisenhowers dødslejre, for her skyndte man sig at rydde op. Ej heller fik man lige med det samme lov til at defilere i de såkaldte udryddelseslejre med gaskamre, som efter 'pålidelige' udsagn fra sovjet-bolsjevikkerne befandt sig i det nu hermetisk lukkede polske område. Efter en tids forberedelse, blev der bevilget stærkt kontrollerede guided tours. Vi tog deres ord for, at det, man så, var det, de sagde – og omvendt. Bolsjevikker måtte jo vide, hvad de talte om, for de var jo selv så dygtige til at lave udryddelseslejre. De tyske tilfangetagne, og husk de var nu alle godkendt til at være 'afvæbnede fjender' og krigsforbrydere, defilerede gennem lejre, hvor ligene af de tyfusramte lå og stank. Man var i fuld gang med at opbygge en postkrigs-mytologi. Der var billeder i det, som man kunne bruge i de sejrendes historiebøger og i aviserne.

Dette var starten på af-nazificeringen, hvor alle de tricks, som behavouristerne havde lært sig og solgt til reklameindustrien og propagandaindustrien især i USA, nu blev brugt mod tyskerne. Kollektiv hjernevask var på ingen måde et nyt fænomen, for allerede romerne kendte det i allerhøjeste grad. Men i en massemediekultur, som var på plads i 1945, var der en række nye metoder og muligheder. Antropologi, som vi kender det i dag som et universitetsfag, udsprang af militær efterretning og studier af menneske-grupper i krigsøjemed. Mange af disse militære social-behavourister blev senere arbejdsløse, og et nyt akademi-fag var opstået: antropologi.

Amerikanerne kom op med yderlige teaterrekvisitter: lampeskærme af menneskehud, skrumpehoveder af polske fanger og hudstykker med tatoveringer på. Senere kom englænderne op med historier om, at menneskelig blev brugt til at lave sæbe af. Her kan I se, tyskere, hvor perverse de ledere var, som I alle sammen støttede op om!Behavouristisk, pavlovsk hundetræning i selvforagt! 

Når soldater overgav sig, især hvis de var de frivillige SS-officierer, blev det konventioner, de allierede havde underskrevet, ikke respekteret. Der fandt en stribe af massakrer sted på dem, der overgav sig. De blev lukket inde i lukkede gårdarealer og majet ned med maskingeværer. Sådan skete det for de 560 SS-officierer, der overgav sig ved Dachau-lejren. 

Måden en krig afsluttes på, er altafgørende for eftertiden. Den måde, hvorpå de allierede trampede rundt på de overvundne, der nu lå ned, skabtetil en kulturel-etisk afstumpning, der bliver ved med at sende sine – man kunne næsten sige karmisketrykbølger op gennem tiden og frem til os lige nu. 

Nürnbergprocessen – den ultimative farce 
I dette mildt sagt farceagtige optrin villeregeringsmedlemmer og funktionærer i et land for første gang i verdenshistorien komme til at stå foran en ret, hvor fire dommere udsendt af statsledere fra de lande, der delte Tyskland op i fire stykker lagkage,villedømme dem – i deres eget land. Læs lige foregående sætning en gang til og komtemplér det! Blot det at betegne det som en retshandling eller at bruge ordet domfældelse er absurd teater.

I særklasse absurd bliver, når man betænker, at som minimum tre statsledere, Winston Churchill, Franklin D. Roosevelt og Josef Stalin med en fair trial og en hvilken som helst uvildig international domstol både på den tid og i dag ville blive idømt livsvarigt fængsel og i Stalins tilfælde forvaring, der er værre end livstid, for det er på ubestemt tid. Og det ville de på baggrund af de bjerge af krigsforbrydelser, de begik som øverstansvarlige for de events, der er nøje beskrevet i hele denne fremstilling og dens fem dele. De var de ansvarlige for 2. Verdenskrig, men de blev aldrig draget til ansvar, for den sejrende har magt til at frikende sig selv. 

Blot en lille korrektion: en fair trial anno 1945 ville have idømt de tre statsledere døden ved hængning eller skydning. Hængning var normalt metoden til at aflive usle lystmordere og tyveknægte, skydning var en militær henrettelse. Derfor valgte man døden ved hængning som en symbolsk gestus overfor det Tredje Riges mænd.

Heinrich Himmler og Hermann Göring berøvede denne pseudodomstol fornøjelsen at dømme ham til døden ved at sluge en cyanidpille, kemisk harakiri kunne man næsten kalde det. Göring nåede at stå foran sine dommere, og uanset hvad man måtte mene om nazismen og dets ledere, frembød han en imponerende fremtoning, hvilket også hans fjender anerkendte. Her var en person, der på ingen måde var knækket selv i modtagelsen af sin dødsdom. I cellerne var han og de andre fanger under overvågning 24/7, og der stod simpelthen en person foran deres dør og åbnede en luge hvert 2. minut. Alligevel lykkedes det ham at gemme en kapsel og tage den i brug, da han mente, at han havde fortalt sine bødler, hvad han mente om dem og deres anklager. Det var blot et par timer før han skulle skydes. Han var i fuld kontrol over situationen til det sidste.

Mange af hængningerne af de dømte gik så galt, at de tog over 30 minutter, hvor den hængte langsomt blev kvalt sprællende og kæmpende for sit liv. Mage til pinligt dilettanteri skulle man lede efter. I erkendelsen af pinligheden – eller nok snarere i erkendelsen af, at pressen og offentligheden kunne eksponere den - hentede man Englands førende 'hangman', Albert Pierrepoint til Berlin. Hvis du ikke allerede har set den fremragende film 'The Last Hangman', kan det stærkt anbefales. Denne yderst professionelle mand med det makabre job erkendte under processen, at der var noget fundamentalt galt her. Hvis man skulle aflive mennesker og sætte sig i Guds sted, skulle det gøres med maksimal respekt. Her så han, hvordan denne respekt blev tilsidesat. Efter udført tjeneste nedlagde han sit hverv. 

Tilståelser ved tortur 
Det er kun for nylig, at oplysninger er sluppet ud om, hvad der skete med de fanger, man stillede for Nürnberg-domstolen. Man udvalgte nøje de personer, der blev fremstillet, og forinden havde de passeret gennem et sted ved navn 'the London Gage', der blev kørt af en person ved navn oberstløjtnant Alexander Scotland. Dette 'bur' var et ud af ni fangehuller, hvor tortur af tyske fanger fandt sted.

Et af 'stjernevidnerne' i Nürnberg var Rudolf Hess. Man påstod, at han havde tilstået udryddelsen af over tre millioner jøder. Det fotografiske dokumentar-materiale, briterne valgte at fremlægge som underbygning, var stærkt tvivlsomt, for man havde ladet ofrene for de tyfus-epidemier, der især ved krigens afslutning hærgede fangelejrene, afbillede. De allierede vidste det.

Efter krigen talte en britisk torturbøddel, Bernard Clark, over sig og pralede med, at det var ham, der havde tortureret Rudolf Hess og truet ham med at gøre 'ting' med hans familie, så han fremkom med de falske tilståelser, man havde brug for. Efter Nürnberg blev han jo buret inde i Spandau til han blev senil. Ikke desto mindre blev han myrdet i fængslet. Man fandt ham hængt / kvalt med vandrette rebmærker om halsen, der viste kvælning og ikke hængning.

Lampeskærmene af menneskehud viste sig at være lavet af gedeskind. De to polske skrumpehoveder forsvandt på temmelig hurtigt, inden nogen kunne undersøge dem. Stumperne af menneskehud med tatoveringer viste sig også at være et falsum. Kun i de de lejre i det nye Østeuropa bag det Store Jerntæppe, hævdes det til den dag i dag, at millioner af jøder blev gasset i dertil indrettede kamre.

Hvad er der ellers tilbage af de 'beviser', der blev fremlagt og fremvist mod nazisterne i Nürnberg? Nåh jo, så er der sæbefabrikken! En sæbefabrik må man jo ha', når man skal vaske sine hænder. Deborah Lipstadt, en jødisk konsulent for 'Holocaust Memorial Museum' skrev, at dette var en 100% fabrikation, der intet havde på sig. Det var en af briternes yndlingshistorier. De havde også lanceret den under 1. Verdenskrig, og nu kogte de sæbe på den igen. 

Krigsgælden 
I oktober 2010 havde Tyskland endelig betalt sin krigsgæld af, altså for 1. Verdenskrig! De havde da betalt 220 milliarder kroner. Det er vist unødvendigt at nævne, at krigsgælden for 2. Verdenskrig langt fra er betalt. Der kører for tiden sager fremført af Grækenland og Italien. Hvis de bliver vundet, vil det åbne for en sand flodbølge af sager fra en række lande. Tyskland er blevet et gigantisk tag-selv-bord.

Du er måske opmærksom på den bølge af af nationaltømninger, som ECB (den Europæiske Centralbank) og IMF (den Internationale Monetære Fond) akkompagneret af Goldman Sachs og andre hajer i det internationale farvand har indledt mod en række især sydeuropæiske lande: Grækenland, Cypern, Italien, Spanien, Portugal, snart Frankrig. Derudover Irland, Island og Ukraine. Det er hævdet, at vi her ser den finansterroristiske del af 3. Verdenskrig. Læg især mærke til, hvordan man søger at få Tyskland til at betale for disse udplyndringer. Det i forvejen udplyndrede land – med den ultrastærke økonomi – bliver plyndret ovenpå post-WW1-og-WW2-plyndringerne. Hvordan kan det lade sig gøre? Det kan det i den sikre formodning om, at dette land er blevet så eftertrykkelig overdænget med et nationaltraumatisk kompleks af skyld-skam-og-gæld oven på skyld-skam—og-gæld, så man blot kan trykke på en dertil indrettet knap, og så betaler de for de internationale bank-gangsteres vildeste eventyr.

Tyskland har været det 20 århundredes finansielle malkeko, gåsen der sked guldæg, og geden der blev ædt og voksede op næste dag. Og hvis vi fastholder den tanke, at 3. Verdenskrig – i hvert fald i sin begyndelse – ikke er en varm krig men en finansiel-kulturel-informel krig – så er Tyskland igen i skudlinien for et angreb. Ved deres kansler det? Jeg tror, hun ved meget, som der ikke bliver talt om, og som de fleste ikke ved noget om.

Jøder, der overlevede fangelejrene, bliver i dag kaldt Holocaust-overlevere, og kan derfor søge erstatning. Ifølge ANCHA i Israel kan alle jøder, der har boet hvor som helst i verden i et nazi-regime, i et land under nazistisk besættelse og i et regime, der samarbejdede med nazisterne, kvalificere sig til titlen: Holocaust-overlever. Dette kvalificerer i så fald alle jøder, der forlod Tyskland i 1933 og boede uskadt i sikkerhed et sted i Verden. Fx. er jøder, der slog sig ned i det tidligere Sovjetunionen og søgte tilflugt hos deres jødiske bolsjevikiske allierede, berettiget til et engangsbeløb på 20.000 kr. og derefter en månedlig Holocaust-pension resten af deres liv. 

Det springende punkt: gaskamrene 
I modsætning til, hvad vi forestiller os, findes der ingen fotografier, intet videomateriale og ingen retsmedicinsk rapport om et gasset offer for denne Holocaust. 

Udfordring: hvis du ligger inde med sådanne, så sig venligst til, for Verden venter med spændthed. 
Vores billeder bygger udelukkende på sovjetiske vidnesbyrd og tidligere indsatte i lejrene, hvor ingen af disse blev krydsforhørt ved Nürnberg-retshandlingerne. De blev nedskrevne, taget til protokols og ophøjet til sandhed.

Jødiske indsatte i lejrene fortalte alternative historier fra Auschwitz, Buchenwald og Theresienstadt. Der var orkestre, som de spillede i. Et koncertflygel blev bragt ind til lejr 1. Der var et teater. Der blev vist film. De indsatte skrev postkort hjem, og vagterne forsynede dem med materialer. Der var penge i omløb i lejrene. Der var kantiner for de indsatte. Der blev arrangeret sportskampe mellem forskellige hold af indsatte. Kunstnere blev bedt om at male på væggene for børnene. Der var hospitaler, biblioteker og et stort swimmingpool. Der er nok af disse historier, der alle fortalte en afvigende historie end den om udryddelse. Hvorfor ville man gøre sig en sådan umage med alle disse tiltag, hvis det var bestemt fra højeste sted, at folk blot skulle udryddes? Ingen har forklaret dette mega-paradoks, og som rationelt tænkende menneske bliver man efterladt i et kognitivt dissonansfelt. Det er noget, der ikke stemmer. 

Historiens skraldespand 
Hvis man sammenligner disse beretninger med Stalins dødslejre begynder der at opstå en tanke. Hvis du vil have udpenslede beskrivelser af disse lejre, så se filmen 'As far as my feet will carry me' eller læs Aleksandr Solzhenitsyn's beskrivelser af Gulag. Eller mange andre beretninger, selvom der var procentvis meget få, der overlevede – hvilket i realiteten er en hel del, for der var bare UFATTELIG MANGE, der blev sendt til Helvede! I disse beretninger vil du høre om, hvad en dødslejr virkelig var.

Hvad er det hele for noget? Hvordan skal man forstå dette stykke psykologi? Har russerne beskrevet de tyske fangelejre, som om det var Gulag? Overstiger dette bare den menneskelige fatteevne? Blev tyskerne, Tyskland og tyskernes efterladenskaber en kæmpe skraldespand for den totale sum af forbrydelser mod MENNESKET, der var krigens egentlige krigsgæld, menneskets gæld til mennesket?

Jeg løber tør for ord lige nu. Jeg oplever at blive fanget af et stykke målløshed. Altså: et ideologiseret folkeslag, russerne med bolsjevikisk hjerneimplantat, hvis krigsforbrydelser oversteg enhver menneskelig målestok – de forstod ikke engang sig selv – har i et forsøg på at skabe en distance og forståelighed til deres egne ufattelige gerninger valgt at læsse disse gerninger over på netop dem, der blev udsat for deres gerninger. Giver det mening i al sin syge absurditet? Det giver kun mening, hvis man er langt inde i patologien, og det er just der, vi befinder os.

Vi prøver lige igen. Bolsjevikkerne beskrev de tyske fangelejre på samme måde, som de SKULLE have beskrevet deres egne. Det kaldes en projektion i psykologien. Vi bør måske opfinde et nyt begreb og kalde det en bekvemmeligheds-projektion. For de vidste særdeles vel, at de projicerede, og hvad de projicerede, og netop derfor gjorde de det – af bekvemmeligheds-grunde. 

Auschwitz og David Cole 
I 1992 lavede den jødiske historiker David Cole en dokumentar om, hvad han havde set og fundet i de historiske arkiver, via interview og på selve lokaliteten Auschwitz, indbegrebet af vort billede af en nazi-koncentrationslejr. Man kan stadig se den 60 minutter lange dokumentar på internettet – så længe det varer, for YouTube er i gang med en bølge af censur for tiden.

Som jøde havde han 'lov' til at undersøge sagen. Dette er i sig selv absurd, men sådan udtrykker jøder det faktisk, hvis det drejer sig om kritik af jøder – endnu en grund til at kritisere, hvis – med streg under hvis – der er grund til kritik. Lad os for enhver pris undgå kulturmarxisternes/Frankfurterskolens dogmatik om 'kritik som målet i sig selv'. Men altså, det var 'legitimt' for en jøde at undersøge jødisk historie – troede han. Det skulle senere vise sig ikke helt at være tilfældet. Det ville have været 'legitimt' at underbygge påstandene om gaskamrene og Holocaust, men han fandt ud af efter et stykke tid, at der var en helt bestemt grund til, at der blev råbt og skreget op, hver gang nogen forsøgte at åbne den æske – 'Don't look there, don't look there!' Og hvad gør alle små børn, når de voksne siger sådan?

David Cole var et sådant enfant terrible. Han måtte undersøge, især fordi tampen brændte, når man ikke måtte undersøge. Han var allerede klar over som historiker, at de 'beviser', som blev fremlagt af bolsjevikerne i Nürnberg var noget tvivlsomme. Han var også klar over, at mange af de vidnesbyrd, som fx amerikanske soldater havde fremført efter krigen, også var tvivlsomme. Det var helt ude af sync med det, man vidste, når soldaterveteraner mange år efter henviste til de 'gasninger', de sagde fandt sted i Dachau, der jo befandt sig i den vestlige del af Tyskland. Her kunne man ikke forhindre undersøgelser af stedet, og ærlige historikere ved med 100% sikkerhed at der ikke var gaskamre. Så soldaterne fortalte altså en historie, som de enten havde fået besked om at fortælle, eller som de havde efterrationaliseret sig til og senere brugt som soldaterhistorier omkring lejrbålet. Far var der selv, nu skal I bare høre … De havde blot glemt at tjekke, at deres indstuderede og derfor falske vidnesbyrd i mellemtiden var underkendt.

Holocaust-historien er vokset og vokset siden 2. Verdenskrig og bliver fremført og undervist på i skolen som et faktum. David Cole koncentrerede sig om blot et enkelt af de hovedsites, der altid blev brugt i historien, altså det formodede gaskammer i Auschwitzlejren, hvor nazisterne skulle have udført deres formodede 'Endlösung'. Og igen, han siger helt tydeligt i filmen, at det ikke skulle betragtes som et endegyldigt statement, men som et indlæg i, hvad han dengang håbede skulle blive en åben debat om emnet, en debat, der for længst burde være taget. Altså: hvad var facts, og hvad blot var krigspropaganda. Han ville bare gerne kende sandheden, og troede naivt, at der var tilstrækkeligt mange mennesker, der tænkte og følte som ham. Det udløste desværre – eller selvfølgelig - ikke en åben debat, for dertil var krigspropagandaen alt for massiv, men det udløste en interesse, der bestemt ikke er aftaget siden, tværtimod. Den accelererer for tiden og kan muligvis udløse en åben debat på sigt. 

Lejren
Auschwitz bestod af tre dele. 1: den oprindelige solide militærlejr bygget før krigen, 2: Auschwitz-Birkenau, der var bygget til som fangelejr og 3: Auschwitz-Monowitz, et stort industrielt kompleks, hvor fangerne arbejdede. Alle har set skiltet over porten, hvor der står 'Arbeit macht frei'. Det var ingen spøg at være 'ansat' i denne fabrik, og vi kan rolig kalde det for en arbejdslejr. Det var i øvrigt Tysklands største fabrik for syntetisk gummi.

Hele området er i dag en klam, kommercialiseret turistfælde, hvor man kan købe alt muligt Holocaust-skrammel og lytte til stereotype guides, der repeterer historien om, you know … Altså grundlæggende det samme ahistoriske nonsense, som man kan møde ved de fleste af Verdens turistfælder. 

Historieskrivning kan være stærkt ideologiseret, så facts bliver tilpasset en ideologisk agenda. I Egypten fortæller de en umådelig bunke vrøvl, fx. om gravkamrene i pyramiderne, selvom ingen mumie nogensinde er fundet der (det var i Kongernes Dal, de lå...). Ved Taj Mahal fortælles den tårepersende historie om Shah Jahan (der var berygtet for at jævne vediske templer med jorden), der lavede et gigantisk islamisk gravmonument over sin kone (efter vedisk stil udsmykket med vedisk symbolik ovenpå en vedisk mandala som grundplan, prøv at sige ve-disk tem-pel), eller den store moske i Cordoba (der vender nord-syd og ikke mod Mekka, ikke ligger i bycentrum, har et over 70 m højt tårn – stakkels muezzin! - har en kælderetage, har gargoyler på facaden og har bjælker i murværket, der er forstenede, hvilket giver en datering, der er ca. 1000 år ældre end noget islamisk byggeri. Prøv at sige fønikisk handelsstation perfekt placeret ved udmundingen af Guadalguivir-floden). Listen ville blive temmelig lang, men det er ikke emnet.

Auschwitz er netop et sådan sted, hvor ideologiseret historieskrivning bliver ritualiseret. Det er et slags gravmonument for polsk-katolsk og jødisk religiøsitet på én gang, hvilket har skabt en del gnidninger. Jøderne har klaget over, at udtrykket ikke var jødisk nok og har hele tiden arbejdet på at monopolisere det som en udelukkende jødisk affære. I russiske film, nævnes jøderne sjældent, her tales der mest om polakker, ukrainere og russere. I polske film tales der meget om de polske præster og deres martyrium. I vesten handler det stort set kun om jøder, og at der også omkom ikke-jøder bliver mest brugt, for at ikke-jøder ikke skal kunne identificere sig med jøderne.

Når man bliver vist rundt i Auschwitz viser de en bygning kaldet 'Dødens Blok', spækket med billeder, der skal understøtte det narrativ, at stedet var en dødsfabrik. Hvad man ikke viser er et stort kompleks, hvor man desinficerede tøj, sko, madrasser og alt, der kunne være inficeret med de tyfusbærende lus. Her brugte man den pesticid, der hed Zyklon-B, en cyanidholdig kemisk substans, der var specieldesignet til det job. Det var det egentlige gaskammer i Auschwitz. Ingen indsatte/beboere kom her. Såkaldte eksperter benægter ikke eksistensen af denne bygning. De bryder sig bare ikke om at nævne den, fordi den underminerer deres narrativ. Hvorfor dog komplicere tingene? Andre faciliteter i Auschwitz, som eksperterne nødig fremviser, er teatret, hvor det indsatte og deres børn opførte teaterstykker. Og swimmingpoolen, som er udladt på den guidede tour, så man skal kende dens eksistens.

Den guidede tour ender ved det berømte gaskammer. På det tidspunkt er turisterne så fyldt med horror-stories, at de er i stand til at tro på alt, de hører. Her oplever de apoteosen.

Alt bygger på tvivlsomme postkrigs-vidneberetninger og postkrigs-tilståelser. Der er ingen dokumenter, der understøtter, at de skulle have eksisteret en plan om udryddelse af jøderne. Der er ingen samtidige fotos, planer eller krigstidsdokumenter, der viser at det fandt sted. Man kan ikke bruge den undskyldning, at nazisterne destruerede alt bevismaterialet, for man havde på det tidspunkt knækket det tyske krypterede kode i deres interne meddelelser inklusive dem, der kom fra Auschwitz.

Alle de udstillede 'beviser', der fremvises i Auschwitz kan både bevise, men også modbevise narrativet – beviset ophæver sig selv. 

Der vises bunker af hår, som skulle stamme fra fangerne. De fik deres hoveder barberet, så man kunne få bugt med lusene. Det benægtes ikke engang. 

Og så er der der bunker af sko. Det er et faktum, at de indsatte blev frataget deres eget tøj ved ankomsten og fik nyt tøj og sko. Deres gamle var befængt med lus. 

Og så er der bunker af gas-dåser. Ingen benægter, at Zyklon-B blev brugt til at desinficere mod lus. Gassen blev også brugt i de lejre, hvor man siger, at der ikke var gaskamre.

Og så er der masser af billeder af syge, tynde mennesker. Heller ingen benægter, at tyfus var et stort problem i lejrene, da mange af de indsatte fra Østeuropa var notorisk berygtet for deres – skal vi sige letsindige omgang med personlig hygiejne. Polakkerne var med andre ord totalt lusebefængte.

Og så er der udstillinger af luftfotos af lejrene. De bliver fremstillet som bevismateriale, men man glemmer at nævne, at ingen af dem viser noget om gasning, selvom de er taget på tidspunkter, vor gasning siges at have foregået non-stop. 

Gaskammmeret 
Og så er der selvfølgelig selve gaskammeret, det berygtede 'Krema 1'. Det er et helt kapitel for sig.

Det lå bag officersbarakkerne udenfor fangeområdet. Der er en stor skorsten ovenpå bygningen. Man har indrømmet, at denne er en 'rekonstruktion', da den ikke er forbundet med bygningen. Læs lige igen: ikke forbundet med bygningen! Hvad er så meningen med en skorsten? Dernæst har man indrømmet, at hele bygningen er en rekonstrukton. Indenfor i bygningen kan man se, at mure er blevet væltet, og at der er spor af de baderums-faciliteter, som engang var i bygningen. Det nu større rum var engang fem rum. I væggene i den før omtalte desinfektionshal i Birkenau-området er væggene indfarvet med blåt fra gassen - deraf navnet 'preussisk blå'. Der er ingen indfarvning i baderummet i Auschwitz 1– nu kaldetgaskammeret. Kemiske prøver viser ingen rester af gassen. I taget af bygningen er der luger, der siges at være, hvor Zyklon-B-gassen blev hældt ned. Lugerne er tilføjet senere ligesom skorstenen og kaldes ligeledes 'rekonstruktioner'. Hvorfor man skulle have brugt en masse besvær på at fjerne huller i en solid bygning og en lige så solid skorsten for dernæst at bygge det hele op igen fremgår ikke med stor tydelighed. Hvis bolsjevikkerne havde fundet stedet i den propagandistisk set perfekte stand, så havde der vel ikke været grund til disse rekonstruktioner? 

Piper 
Franciszek Piper, senior-kurator ved Auschwitz-museet, skrev en bog, hvor de originale sovjetiske tal på 4 millioner omkomne jøder – jøderne selv 'rundede op' til 6 millioner – skulle revideres, så tallet nu var: 1.1 millioner. Det må siges at være lidt af en revision. Sovjetterne overdrev altså med 400%.

Lad os lige tage den en gang til:

• Den Sovjetiske Stats Ekstraordinære Kommité for Undersøgelsen af Nazi-krigsforbrydelser (elsker vi ikke straks denne herlige titel?) fastlår, at 'mindst fire millioner jøder døde i Auschwitz'.
• Det Supreme Nationale Tribunal i Polen fastslår at 'omkring fire millioner jøder døde i Auschwitz'
• Det Internationale Militærtribunal i Nürnberg fastslår, at 'mere end fire millioner jøder døde i Auschwitz'.

Disse udsagn baserer sig på, hvad man kaldte 100-vis af vidnesudsagn og eksperter. Hvis man sammenholder dette med Franciszek Pipers dokumentation, kan man konstatere, at der er en vis usammenhæng. Hverken vidnesudsagn eller ekspertudtalelser lige efter krigen er altså i overensstemmelse med sandheden, men er opstået på anden vis. De sovjetiske beviser og udsagn er altså: svindel!

David Cole fik lejlighed til at interviewe Piper, som indrømmede, at der var sket 'rekonstruktioner'. Den britiske historiker, David Irving, blev dømt ved en tysk domstol for i maj 1992 at sige netop det, som kuratoren, museumslederen og Holocaust-eksperten Piper sagde i sit interview med den jødiske historiker, David Cole. Piper blev endog indkaldt som vidne i dommen, men dommeren tillod ikke vidnet at udtale sig!

Lad os sammenligne de to synspunkter, det officielle og det revisionistiske.

• Officielt:
  bolsjevikkerne, sovjetterne, kommunisterne genskabte et gaskammer, der engang havde været der, før man ombyggede det til et beskyttelsesrum mod luftbombardementer. De genskabte altså bare det originale gaskammer i deres oprigtige bekymring for den historiske sandhed, som de var så ivrige efter at præsentere for verden.
• Revisionistisk:
  bolsjevikkerne, sovjetterne, kommunisterne skabte et gaskammer i et beskyttelsesrum mod luftbombardementer, der altid havde været et beskyttelsesrum mod luftbombardementer.

De fire huller i taget, som skulle være indfyldningshuller til Zyklon-B-gas, kan ikke ses på de allieredes luftfotos. De var der altså ikke.

Men hvorfor nedlagde man så gaskammeret? Her forklarer Piper, at det var blevet for svært at skjule gasningerne for de indsatte i Auschwitz 1, så man flyttede det til nabo-området Auschwitz-Birkenau. Man sagde, at gaskammeret var skjult for de indsatte, da der skulle ligge tre blokke i kanten, hvor officererne boede. De indsatte kunne altså ikke se det formodede gaskammer overhovedet, sagde man. Man skjulte altså gasningerne for de indsatte.

Men hvis man studerer luftfotos over området, så ser man, at de indsatte havde fuldstændigt udsyn over området. De toge, der ankom, og som påstået lossede passagererne direkte ind i gaskammereret i tusindvis hver dag var lige i synet på de indsatte. Ingen kunne have undgået at se det hele. Der var altså intet skjult, og der burde have været masser af vidnesbyrd om dette, og med samstemmende beskrivelser. Det er der ikke. Der er noget, der ikke stemmer.

Leuchter 
I 1988 blev der foretaget en ekspertundersøgelse af væggene i gaskammeret af Frederick A. Leuchter, altså en retsmedicinsk undersøgelse. Han tog prøver fra desinfektionsrummet i Birkenau, hvor man behandlede materialer og gaskammeret. Desinfektionsrummet gav udslag, der gik ovenover skalaen = enorme mængder af gas, hvorimod det påståede 'rekonstruerede' gaskammer ikke viste markante tegn på gas. Problem! Et kritisk team fra Krakau besluttede at dobbelttjekke Leuchters resultater, for de måtte jo være falske. De fik de samme resultater. Nogen har vist været lige lovlig grundige med deres 'rekonstruktioner'.

Måske står der allerede klart for dig, men mange har ikke gjort sig klart, at historieskrivning ikke er en eksakt videnskab. Kemi, derimod, er en ekstremt eksakt videnskab. Da den britiske historiker, David Irving, i erkendelse af, at hans videnskabsgren ikke var eksakt, tog  - ulovligt skal det siges - prøver af  ydervæggene til de egentlige gaskamre, hvor man desinficerede, og han tog derefter prøver fra indervæggene i de påståede gaskamre og bad kemikere/retsvidenskabsfolk om at sammenligne. Der ingen tvivl hos eksperterne. Selv ydervæggene i de rigtige gaskamre (gassen var så koncentreret, at den havde gennemsyret hele muren) indeholdt stadig 60 år efter så meget cyanidgas, at de røg helt i top af det målbare, hvorimod indervæggene i det påståede gaskammer ikke indeholdt noget spor af cyanidgas overhovedet. 

Kemi lyver ikke. Det gør historieskrivning. Det skal også siges, at David Irving er den historiker, der har gjort det grundigste arbejde i forhold til Holocaust. Derfor er han også den mest frygtede blandt både kolleger og hele slænget af post-WW2-legendemagere, OG en af de mest dæmoniserede af samtidens historikere. Manden er voldsomt kompetent og kontroversiel på samme tid.
The Faking of Adolf Hitler for History
Forholdt disse facts, kører konformist-eksperter ud i en ny cirkel og påstår, at de manglende spor af gas skyldes, at det kun var 20 minutter om dagen, at man brugte gas i kammeret, og at det derfor ikke efterlod spor. Men ifølge beretningerne, så foregik der gasninger uophørligt, dag og nat. Ellers kunne man ikke have gasset det enorme antal mennesker – alle sammen jøder selvfølgelig. Men her træder man sig selv over fødderne. Beslut jer nu: enten var der meget få gasninger, eller også var der seriøst mange!

Narrativet smuldrer eller flimrer, hver eneste gang man spørger ind til det. Det kan anbefales at se David Coles dokumentarfilm, for han var på det tidspunkt knivskarp. Der sker så noget for ham bagefter. Det starter med at JDL – Jewish Defence League, en ekstremt voldelig jødisk intern terrorgruppe – erklærer ham for værende et mål og angriber ham voldeligt. Han må gå under jorden i ti år og skifte navn. Da han kommer tilbage på scenen, er der sket noget med ham, selvom han stadig forholder sig kritisk et par år. I dag er han så begyndt at benægte sine egne udtalelser.

Så ved vi godt, hvad klokken slog derude i baglokalet. Vi tager hatten af for David Cole for hans mod til som jøde at sige, hvad han sagde, mens hans hænder og fødder var frie, og hvor han stadig kunne være en enfant terrible udenfor rækkevidde af den allesteds-nærværende jødiske terror – som i allerhøjeste grad bliver rettet mod jøder, et faktum vi ALDRIG må glemme!

I 1988 blev Ernst Zündel udsat for en retssag for Holocaust-benægtelse. Man var nu begyndt at retsforfølge folk, der foretog fuldt berettigede og hæderlige videnskabelige undersøgelser. Den politiske korrekthed havde gjort sit indtog på verdensscenen. Kulturmarxismen have slået igennem via universiteterne i Vesten. Zündel havde forinden hyret Frederich Leuchter, der var en retsmediciner med ekspertise i gasteknologi til henrettelsesformål. Efter i største hemmelighed at have udført tests i bla. Auschwitz i Polen, vendte Zündel tilbage og udgav 'Leuchter rapporten'.

Leuchter gør det i et interview meget klart, at han kun stillede sig til rådighed for undersøgelser. Hvis hans fund understøttede gaskamre, ville han have sagt det. Men hans undersøgelser viser det modsatte. Kort fortalt: kamrene var ikke indrettede til gasning, og bødlerne ville have gasset sig selv. Der er også noget sært ved ideen om, at et krematorie befandt sig ved siden af et højeksplosivt kaskammer. Det er ikke fysisk muligt, er Leuchters ekspert-vurdering. Manden er ikke korrupt-ekspert eller fake-ekspert som bolsjevikerne, der fodrede Nürnberg-bødlerne. Han er uvildig amerikansk retsmedicinsk ekspert med fuld anerkendelse. Leuchter fastslår, hvad alle vidste, men ikke måtte sige: der var ingen øjenvidner, for der var ingen gasninger!

Det vil også være umagen værd at se interviewet med Ernst Zündel, hvor han sætter en manipulerende israelsk journalist på plads med sin viden:
https://www.youtube.com/watch?v=A5sbegfCz7o

Hvad vi ikke forstår i dag er, at Sovjetunionen ikke var en egentlig allieret. Sovjetstaten var fra starten en konstruktion af Wall Street - for nu at gøre det forsimplet - og nu gjorde konstruktionen igen Wall Streets beskidte arbejde. Skift efter behag og vinkel begrebet 'Wall Street' ud, men den sovjettiske propaganda blev accepteret på det tidspunkt i historien af den ene og alene grund, at den tjente de allieredes formål. Derfor accepterede vi et bjerg af løgne, og et af dem var Holocaust-løgnen.

Den iranske premierminister, Mahmoud Ahmadinejad skabte en vis furore i 2006, da han sagde, at Holocaust var en konstruktion beregnet på at beskytte staten Israel. Han sagde altså det, som mange vidste, men som ingen måtte sige.

En række af videnskabsfolk, journalister, og andre personer, der har stillet spørgsmål og søgt svar, er blevet idømt bøder og fængselsstraffe på mellem 6 måneder og 6 års for blot at stille disse spørgsmål. En tysk skolelærer fik 4 års fængsel - ikke for noget han havde sagt, men fordi dommeren mente, at han havde tænkt sig at sige det!

Hitler-kortet og Ågerkarlenes Imperium 
Det, der pissede de allierede af, allerede før de blev 'de allierede', var i virkeligheden én eneste ting. Det var det øjeblik han meldte Tyskland ud af det system af blodsuger-ågerkarle-bankvæsen, der herskede over den vestlige verden og på tre, TRE! År løftede Tyskland ud af både den forarmelse, som andre lande led under efter ågerkarlenes finansfiflerier med verdensøkonomien i 20'erne, men oven i købet løftede det til en standard, som langt overgik sine naboer.

Hvis et land kunne tilsidesætte central-banksterne og opnå dette, ville de kunne ske i andre lande. Folk opdagede det og ønskede 'so ein Ding' for dem selv. Overalt i Europa vakte det beundring. Men hvor der findes beundring, findes der misundelse, og Misundelsens Imperium begyndte at længes efter endnu en krig. Ågerkarlene aktiverede endnu en gang deres netværk.

De selvsamme verdensimperialister agerer på præcis den samme måde i dag. Hver gang de ser et land, hvor det går lidt for godt, og hvor man ikke lystrer de regler, som centralbanksterne har besluttet skal gælde for menneskeheden, så trækker de Hitler-kortet!

Hitlerkortet består i, at man udnævner landets leder til at være en ny Hitler og begynder at fabrikere en række udsagn om vedkommenes grusomheder. Hvis vedkommende har været hård i filten, bliver det selvfølgelig brugt, men i de fleste tilfælde oversvømmer de bare de medier, som de selv ejer (læs: dem alle sammen) med skinbarlige løgne skåret over den samme læst.

Vi så det, da englænderne ønskede at smadre Egypten under Nasser. Han havde nationaliseret Suezkanalen, så hvad kaldte de ham: Hitler!

Vi så det, da Kuwait sugede olie ud af irakisk undergrund og opfordrede ham til at gøre noget ved det. De havde i forvejen foræret ham våben, så han kunne bruge den mod iranerne. Men så annoncerede han, at han ikke længere ville acceptere dollars for olie. Irak havde en nationalbank, der ikke var en del af centralbankvæsenet. Hvad kaldte de ham? Hitler! Og så smadrede de hans land, så det i dag er død, kaos og fattigdom.

Vi så det, da saudierne havde bestilt et statskup i Libyen, hvor deres leder, som Tyskland i 30'erne, var et velstående land med den højeste levestandard i den arabiske verden fordelt på hele de libyske folk, og hvor deres leder var i færd med at organisere de afrikanske lande med en ny dinar bakket op af guldreserver. Formålet var at vride dem ud af kvælertaget fra IMF, WTO og ågerkarlenes blodsugergesjæft. Og så ville han ikke afregne Libysk olie i dollar ligesom Saddam. Hvad kaldte de ham: Hitler! Hvorefter de smadrede hans land, så det i dag er død, kaos og fattigdom.

Vi så det, da den syriske præsident Assad var ved at lave en aftale om en olieledning gennem Syrien udenom den saudisk kontrollerede ledning længere mod syd. Hvad kaldte de ham: Hitler! Og så  sendte de horder af saudisk finansierede terrorister ind over landet, som i dag er sønderflået, men som har formået at holde stand, bla. via russisk støtte.

Vi så det i direkte forlængelse af dette, da den russiske støtte i form af præsident Putin gik ind og forhindrede neocon-gangsterstaten USA i at intervenere i Syrien med en skakspillers tæft for en rokade. Vel at mærke på en elegant måde, hvor dukkedrengen, der kalder sig præsident i gangsternes land, kunne slippe ud af det med æren i behold. Far Putin hjalp Obama-drengen, da han havde fået fingrene i klemme. Hvad kaldte de ham: Hitler! Og så sendte de horder af fascist-hooligans ind over landet fra øst, forærede dem en hel regering, begyndte at pumpe penge ud af landet og ned i lommen på IMF og ECB. Og hvad var mr. Putins 'synd' så ifølge ågerkarlenes religion? Jo, han havde smidt de parasitiske oligarker ud af landet, nedlagt forbud mod de CIA-styrede NGO-grupper, der underminerede landet, sørget for at russisk olie var i russiske hænder (i 10 år tjente Rusland ikke en eneste rubel på deres olie), og nu var han saftsuseme i færd med at organisere en række store nationer i et samarbejde, BRICS, der har det tilfælles, at de er lidt trætte af Ågerkarlenes Imperium.

Hitler-Hitler-hele tiden Hitler, disse kortspillere har simpelthen ingen fantasi. De er som en vinylskive, der er gået i hak. De har trukket kortet så mange gange, at det er en farce. Skal vi kalde den Forår for Obamaog sætte den op på Broadway?

Standardformlen, Hitlerkortet, består af tre elementer:

• Man laver en stråmand på en statsleder og kalder ham 'den ny Hitler'.
• Man opfinder eller arrangerer en række grusomheder, som vedkommende skulle have begået.
• Man finder det første det bedste påskud til at intervenere landet – selvfølgelig i dyb bekymring for de stakkels mennesker i dette land (violiner! tårer på kind!), stjæle dets ressourcer, ødelægge dets økonomi og placere en nikkedukke som statsminister og en ågerkarl som finansminister. Og hvis folk gerne vil tale om demokrati, så kalder man det bare demokrati (flere violiner, et helt strygeorkester!).

Brugen af 'Hitler' som skældsord mod statsledere er sådan set blot et kodeord. De kunne lige så godt have sagte 'pindsvin' eller 'spaghetti carbonara', vi ved efterhånden, hvad det betyder. Det er startskudet på en kampagne, en hensigtserklæring, 'Vi gør det sg'u igen, fik I den derude?!' Det er ikke et strygeorkester denne gang, det er trompetsignal. Det ser så kedeligt ud, når ågerkarlene arranger mordet på en præsident som fx. Kennedy eller Benazir Bhutto for blot at nævne to blandt hundreder. Men et karaktermord slipper de af sted med hver gang, mener de.

Husk også, at et karaktermord på den store scene er to fluer med ét smæk. Man myrder karakteren, det er det ene aspekt. Men man udstiller samtidig mordet i offentligheden, ligesom offentlige hængninger på middelalderens markedspladser: Til skræk og advarsel. Når man har karaktermyrdet den tyske kansler fra 30'erne, så var det for at udskrige: I må ikke gå i den retning, I må ikke være ulydige mod åger som bærende princip for samfundet (læs: for ågerkarlene), I må aldrig eksperimentere med metoder til at skabe frihed for folkeslagene, og I må ALDRIG gennemskue, hvad vi har gjort imod jer.

Løgnen er et vigtigt element. De lyver, fordi de kan og fordi de har gjort det altid. De lyver, fordi det virker. De lyver, fordi folk ikke kan gennemskue løgn. Efter to verdenskrige bygget udelukkende på løgn, har folk i Vesten ingen indbygget løgnedetektor længere. De lyver, fordi de bliver høje at lyve på samme måde som en seriemorder bliver høj af ikke at blive opdaget og stoppet. Men det værste er næsten, at de ved, at når folk har købt og slugt en løgn, så er de beskidte indeni - de er selv blevet til løgnere. Vi er blevet imprægneret med løgn.

I alle de ovennævnte 'Hitler-cases' spillede løgnen en afgørende rolle.

• Vi så det, da Nasser blev udnævnt til en ond kommunist. Kommunismen havde i den kolde krig overtaget rollen fra Nazityskland som 'de onde'. Nasser havde bedt både englændere, franskmænd og amerikanere om hjælp til at finansiere og bygge Aswan-dæmningen men ingen gad at hjælpe ham. Så henvendte han sig til russerne, som hjalp ham. Simpelthen.
• Vi så det i den første (som jo egentlig var den anden) Golfkrig, hvor irakiske soldater skulle irakerne have hevet børn ud af inkubatorerne på hospitalet og strøet om sig med Anthrax. I den anden (som egentlig var den tredje) Golfkrig skulle Saddam have garagen fuld af masseødelæggelsesvåben.
• Vi så det, da Gaddafi skulle have beskudt egne borgere i Benghazi. Årtier forinden skulle han have bestilt bombningen af et fly over Lockerbee.
• Vi så det, da Assad skulle have gasset sit eget folk i et boligkvarter lige udenfor Damaskus.
• Vi så det, da Putin skulle have beordret nedskydningen af et malaysisk passagerfly (den brygger de stadig på) og 'invaderet' hele Østukraine 'se, vi har sjove luftfotos fra arkivet', står NATO-fætteren, som amerikanerne kalder Fuck-Rasmussen, og siger, mens han vifter med et foto, han har fået. Det var så et foto, der var et år for gammelt, men det betyder ikke noget i den større sammenhæng.

Der er simpelthen ingen grænser for, hvad Lystløgnens Imperium kan komme op med, når de trækker Hitlerkortet. Hele deres ågerkarlekultur bygger på løgn som fundament. Ågerkarlevirksomhed i sig selv er en konstruktion af løgn, for pengesystemet er århundredernes mest geniale og uigennemskuelige svindelnummer. Tænk en gang: at hive penge ud af den blå luft uden at nogen bemærker det, penge som folk lige pludselig skylder dem!

Det var dét, som den tyske statsleder i 30'erne så. Det var dét, han greb direkte ind i og blokerede. Det var dét, der fik det væsen, der kaldte sig selv for 'Judæa' til at fremkomme med en officiel krigserklæring mod Tyskland. Det var dét, der fik de allierede ågerkarle til at hyre kamphunden Stalin til at gøre deres beskidte arbejde. Det var dét, der fik englænderne til at bombe enhver mursten ud af millioner af tyske hjem og jævne tysk industri med jorden. Det var dét, der skabte den måske største løgn, der nogensinde er blevet fremført og slugt råt af guder og hvermand: historien om den gode krig mod det onde land, der gav verden den gode fred i den gode sags tjeneste. Violiner kan ikke længere gøre det - bring os et symfoniorkester!

Sandheden er så skrøbelig, at den har brug for en bodyguard af løgne til at beskytte den.
Winston Churchill

Der kom det fra hestens egen mund. I realiten var krigen fuldstændig nyttesløs og unødvendig set fra englændernes synspunkt. Krigen var den gennem-alkoholiserede britiske premierminister Churchills værk. Han løj før og især under krigen, for en del af krig er løgn for at opretholde moralen. Men løgnen fortsatte efter krigen. England havde mistet sit store imperium, mistet en masse menneskeliv, havde fået ødelagt sin økonomi, havde en masse europæeres liv på samvittigheden. Hvis det nogensinde kom frem, at Churchill havde afslået dusinvis af fredstilbud fra tyskerne, og at de kun var England (læs: Churchill), der havde ønsket denne krig, så ville den blive meget svær at retfærdiggøre for eftertiden. 

Krig er løgn sat i system. Men historien om krigen er den største løgn. Vi lærte intet, INTET, af 2. Verdenskrig. Hvorfor? Hvis ikke allerede svaret står klart efter læsning af fem afsnit, så kommer den korte version her: 

• Fordi et dødbringende lag af krigspropaganda fortsatte efter krigen og fortsætter til i dag. 
• Fordi de mennesker, der ejer medierne, forlagene og underholdningsindustrien er de samme, der ønskede krigen, planlagde krigen, finansierede krigen, gennemførte krigen og begik krigens forbrydelser, og som bagefter smurte krigens intention, planlægning, gennemførelse og SAMTLIGE krigsforbrydelser af på dem, der var deres krigens hovedofre.
• Fordi befolkningerne i de nationer, der udråbte sig selv til krigens sejrherrer, troede på den overordnede fortælling om den gode krig i den gode sags tjeneste, og at krigsforbrydere var krigshelte og fredsbringere.

Løgnen står som en fed skamstøtte i midten med 1000-vis af forgreninger i alle retninger. Vi har set på et par stykker af dem i denne undersøgelse i fem dele, en undersøgelse, der på ingen måde er slut. Den er først lige begyndt.

Download hele undersøgelsen i fem dele som PDF:
http://modsigelsen.net/materie/ww2_revi.pdf

2. Verdenskrig i baglys I
2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
//