Viser opslag med etiketten Freud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Freud. Vis alle opslag

onsdag den 17. maj 2017

Johnsons lov

af marco_hanuman, the blogger

Vi tager udgangspunkt i det afsluttende statement fra forrige blog:

Hvordan var det muligt at foretage et svindelnummer af de dimensioner? Det hedder Johnsons Lov. Når man finder et emne, hvor folk er totalt uvidende, og hvor de ingen muligheder har for at skaffe sig viden - Klimaforskning var en ung og derfor sårbar videnskab, hvor der foregik en løbende diskussion om, hvordan man skulle gribe det an - så kan udefra kommende med en agenda PÅSTÅ HVAD SOM HELST, uden at få modspil.
We will cut off your johnson, Lebovski!

Det videnskabelige eksempel 
Eksemplet her var klimaforskning, et eksempel blandt mange. Meget få mennesker har den fjerneste anelse om, på hvilken måde solsystemet påvirker vores klima. Det ikke alene påvirker vores klima, det skaber vores klima. Maurice Cotterell har via benhård data-knusning vha de største tilgængelige forsknings-computere kortlagt Solens cykler millioner af år baglæns – og dermed også forlæns – og påvist, hvordan disse cykler spiller en afgørende rolle for Jordens tilstand. Det gælder for klimaet og dens graduerede udsving, det gælder for vulkansk aktivitet + andre faktorer. Han går endog så vidt – hvilket selvfølgelig regnes for helt utilstedeligt indenfor mainstream videnskab – som til at hævde, at Solens cykler også påvirker den menneskelige bevidsthed. 

Emnet her er ikke klima, men klimaeksemplet er så tydeligt, undtagen selvfølgelig hvis man adlyder Johnsons lov, for så er absolut intet tydeligt længere. At adlyde Johnsons lov vil sige, at man aldrig har hørt om Johnsons lov og derfor aldrig er blevet tilstrækkelig opmærksom på, at summen af påstande om et emne forekommer omvendt proportionalt med tilgængelig viden om emnet. Hvis nogen ønsker det – og det kan vi bande på, at der er! - kan disse nogen smide hvad som helst ind i uvidenhedens felt og slippe godt afsted med det. I klimaeksemplet blev følgende absurditeter smidt ind i feltet:
  • CO2 er et giftstof, der ødelægger klimaet – selvom det er en af de helt nødvendige drivhusgasser til liv og vækst.  
  • Kosmisk/solar påvirkning af klimaet er uden betydning, så det taler vi ikke om – selvom det har afgørende betydning.  
  • Niveauet af CO2 og global opvarmning/afkøling hævdes at opstå i nævnte rækkefølge – selvom det forholder sig omvendt. 30.000 videnskabsmænd underskrev en protest mod, at Al Gore havde manipuleret og bagvendt en af deres kollegers forskning. CO2 følger globalt klima med en forskydning ses over år-millioner på 6-700 år, ikke omvendt.  Al Gore har medvirket til systematisk videnskabelig svindel, hvilket er dybt strafbart. Men folk, der er under beskyttelse af Agenda 21-globalfascisterne bliver aldrig straffet.
  • Videnskaben har nu nået til konsensus, og dermed ophører al diskussion – selvom begrebet konsensus ikke hører hjemme i videnskab, men i politik, og selvom der overhovedet ikke var opnået definitive konklusioner i en ung og sårbar videnskab. 
  • Svindel ovenpå svindel: Da alle ovennævnte absurditeter nu er erklæret vedtaget ved ’konsensus’, så kan vi - globalmafiaen - allerede udskrive, opkræve og inkassere gigantiske afgifter/skatter – selvom ingen af de ovennævnte absurditeter er evidente. Pengene forsvinder selvfølgelig som dug for solen og havner i vore lommer.


I løbet af ca. et årti havde folk accepteret, at politik havde ret til at kalde sig for videnskab.  

Det psykologiske eksempel 
Mennesket har en højst besynderlig psyke. Det dagsbevidste felt udgør med opøvelsen af megen god vilje 10%, og resten, underbevidstheden, udgør som minimum 90%. Vi hører også tal som 1/99% Dette forhold er i realiteten forudsætningen for, at Johnsons lov kan siges at eksistere. Vi har et kæmpe hul i vores bevidsthed, hvor vi på ingen måde er herrer i eget hus, hvilket måske er til at leve med, men vi har stort set ingen adgang til underbevidstheden, undtagen når vi knalder og drømmer. Hvilket vel næppe kan kaldes ’adgang’, for de færreste aner, hvad de skal stille op med de informationer, der findes her, hvis de overhovedet er i stand til at huske noget i vågen tilstand. 

Vi har på det nærmeste adgang til mindre af vores bevidsthed end dyr. Dyr har et sikkert sanseapparat og dermed en sikker intuition. Vi kalder normalt vore egne instinkter for intuition og dyrenes for blot instinkter, men det er blot et ordvalg, for det er det samme. 

Psykologer har kunnet slippe afsted med at påstå mange absurditeter. Freud påstod glatvæk, at barnet havde et pædofilt forhold til sine forældre. Hmm, tænker man, er det måske det, han selv kalder for en projektion? Var han blot en del af en etnisk kultur, der voldtog 8-dage gamle drengebørn ved at amputere deres mest følsomme stykke hud? Og hvis præsteskab dyrkede menneskeofring i særdeleshed af børn (Baal-kulten – åh jo, den var særdeles israelitisk, læs blot profeterne, der skældte og smældte over denne praksis). 



Den behavoristiske skole var overordentlig klar over, at menneskelig adfærd kan styres af en række impulser, der unddrager sig den menneskelige dagsbevidsthed. Det var her, psykologi i kombination med sociologi blev til det vigtigste stykke software i det teknokratiske styresystem i det 20. århundrede. Ikke alene kunne man nu sige hvad som helst, man kunne også få folk til hvad som helst.  

Det okkulte eksempel 
Det ligger allerede i ordet okkult = uden for synsfelt, skjult, tildækket. Hokus-pokus-feltet. Selv kirken og religionen er okkult i den forstand, at den beskæftiger sig med det store kollektive ubevidste (som Jung ville have sagt), som øjet ikke har direkte adgang til, MEN – og hvor er det heldigt for alle os dødelige – som paven som Guds stedfortræder, hans benådede behjælpere er så venlige at formidle ud fra deres mirakuløse indsigt i feltet via åbenbaring. De læser nemlig de hellige skrifter. Problemet er, at disse er endnu en gang – og da især Åbenbaringen - er stort set lige så okkulte for menigmand som Universet selv, men som sagt: hvor er det så heldigt, at nogen vil åbenbare Åbenbaringens åbenbarhed for os. 

Er det ikke bare at læse, hvad der står? Er det ikke herefter bare at banke på hos Sct. Peter og selv spørge om en forklaring? Eller sætte sig på knæ eller i lotusstilling og selv downloade en forklaring? Det er vi jo nogen, der ind imellem holder af at tænke. Problemet er her, at vi ryger ind i feltet af subjektiv verificering, der, uanset hvor virkelig den føles for subjektet, stadigvæk er underlagt den klausus, at man er nødt til at have været der selv for at verificere det. Det havner meget nemt i den store okkulte relativisme. Det er det samme problem, vi oplever i forhold til visse whistleblowers, der røber, hvad den okkulte elite har gang i i deres underjordiske faciliteter, hvor de har alle mulige hi-tech-maskinerier, der er i stand at flyve til Mars, hvor der findes … Hvor ved du det fra? Fordi jeg var der. 

Ved en årgang af Secret Space Programme Conference, som bekendt består af folk, der begår research i dette stærkt okkultiserede felt, men som betjener sig af al tilgængelig dokumentation – og altså helt bevidst ikke folk, der springer ud af skabet som whistleblowers, da det er behæftet med for stor usikkerhed – var der alligevel en herre ved navn Bob Dean, der uopfordret greb ordet og sagde ud i salen: Hvad I siger der, er fuldstændig korrekt. Jeg kan bekræfte det, for jeg var der. Der var helt sikkert nogle i salen, der tænkte: Godt gået, Bob. Men der har muligvis også siddet et par researchers med en vis lorenhed derover. Ikke, tror jeg, fordi han tog noget blad ud af munden på dem, men fordi de kunne have en nervøsitet for, om et sådant udsagn ville svække/kompromittere dem eller bekræfte dem. Whistleblowers står allerforrest i skudlinien for at blive gamet eller det, der er værre, når de overskrider en linie i sandet. Adskillige har måttet afgå en tidlig og ofte uforklarlig død. Researchers er sværere at komme efter, da de altid kan hive dokumentation op af lommen og bede eventuelle fjendtlige personer om at imødegå dokumenterne – hvad der meget sjældent sker, for så ville fjendtligheden komme til kort. 

Jeg siger ikke, at de, der blæser i fløjten, er fulde af fup eller ikke ved, hvad de taler om. Jeg siger, at det kræver en meget sikker tæft og en bunke erfaring at lure, hvorvidt de er fulde at fup eller ej. De kan også være helt oprigtige, men hvad de måtte have oplevet, er noget, de er blevet forevist. Hologramteknologi og elektrokemiske illusionsteknikker er for længst opfundet. De kan også være ufrivillige ofre for bevidst disinfo og dermed nyttige som et ’udhængsskab’ på et on-a-need-to-know-basis. 

Johnsons lov gælder både for de, der ønsker at binde os noget på ærmet, for folk med gode hensigter, men kompartmentaliseret indsigt og for alle os, der er henvist til at se, hvad der kommer ud af sprækkerne.  

Det historiske eksempel 
Where to even begin. Historien er skabt som en schweizerost, hvor hullerne nærmest er større end osten. I disse huller findes der sjove gasarter, der frigøres, når man tager hul på osten. Paradigmet.blogspot er pakket med eksempler på historisk mørkelægning, hvor alskens usundheder vokser vildt – eller helt kontrolleret skævt. 

Når historiens mørkelægningsgardiner går ned, er der heftig aktivitet bag det sorte stof. Og når de bliver løftet igen, vupti! er historien en helt anden. 

Historikere og journalister arbejder i den samme branche i dag, det lange og det korte stræk. Begge dele af branchen har nu givet op overfor presset om at skrive det, de får besked på. Det sker i forbindelse med krig. Krigsmagerne har brug for ikke at blive modsagt, så derfor eliminerer de ethvert modsigelsespotentiale. I Bosnienkrigen og senere Irakkrigen blev mainstream-journalistikken ’embedded’, altså forsænket eller indkapslet, så de blev en del af krigsmaskineriet. Siden har de ikke formået at mobilisere egentlig kritik overfor maskinen. 

Krig er ikke en nem sag at sætte i værk. Det tager mange års forberedelse. Det krigerigske overfald på Syrien og fascist-nazist-kuppet i Ukraine blev forberedt allerede i Eisenhower-administrationen, og det er fuldt dokumenteret. Hvorvidt Dwight D. var informeret, kan man gisne om. Meget få præsidenter i det underlige regime er fuldt informeret, og det nærmeste man kommer er vel tidligere CIA-direktør, George H. W. Bush. 

Da først Syrienkrigen rullede i form af terror-invasionsstyrker, kunne man tilsyneladende sige hvad som helst om både den syriske præsidents forskrækkeligheder og de såkaldte ’moderate rebellers’ fortræffeligheder, og ifølge Johnsons lov kunne man slippe afsted med det, da alle sunde informationer var blevet mørkelagt. Uhyrlige løgne har floreret i medierne, der frivilligt – eller skræmt fra vid og sans – har spredt ben for den voldtægt, de blev udsat for. Hvilke journalister turde rejse rundt i området med fare for at blive halshugget? Ingen, selvfølgelig, uden de uafhængige m/k med hår på bollerne og hæderligheden i behold. Mange valgte endog at tro på de store nyhedsbureauer, hvorved de er blevet dummere og dummere, og nu ikke længere tør indrømme deres dumhed, deres fejhed og deres korruption af frygt for at tabe ansigt BigTime. Mediefrabrikken og dens ansatte har ingen faglig eller moralsk integritet længere, og tidligere hæderskronede principper er solgt fra til højest bydende. 

Johnsons lov gælder på informations-fabrikant-niveau, men ikke rigtigt på journalist-niveau. Journalisterne kan ikke skrive hvad som helst, for det kunne potentielt være sandheden, og den er ilde hørt, som landet ligger. Fabrikanterne derimod kan forlange, at journalisterne skal skrive hvad som helst. Kvælertaget er markant i tider, hvor statsledere for de to største lande på kloden nu har sagt, at Tredje Verdenskrig allerede er startet! Vi har sagt det på Paradigmet.blogspot i årevis. 

Det monetære eksempel
Hvem kender til skabelsen af penge, hænderne op. Ja, hvad siger I dér ovre i hjørnet? I siger Nationalbanken? BEEP! Dobbelt forkert svar.  

Den første og grundlæggende forkerthed går på, at det, I kalder for Nationalbanken ikke er national. Det er et privatforetagende ejet af en udenlandsk familiefond. I Danmark skete overdragelsen uden folkets viden i 1818, og siden har det være sådan – uden folkets viden.  

Den næste og egentlig lige så grundlæggende forkerthed går på, at denne privatbank, der kalder sig national, ikke skaber landets penge som sådan. Mønter og sedler, men de udgør en forsvindende mængde af den samlede pengemængde, der i dag er digital. Det gør de private banker i det øjeblik, du som intetanende kunde optager et lån, hvorefter pengene pludselig som ved et trylleslag eksisterer. Hvis nogen påstår, at noget ikke kan materialisere sig ud af den fjerde eller femte dimesion, at alien spaceships ikke kan flyve direkte ud af himlen, og at spøgelser ikke kan gå gennem vægge, og-og-og … så er det hermed modbevist, for det er nøjagtig, hvad der sker med penge.  

Forestil dig, at du gik ind i en bagerbutik og spurgte efter kanelsnegle, efter at de reelt var udsolgt, hvorefter bagerjomfruen retter lidt på krøllerne og trykker på en knap og KAPOOF! 2 kanelsnegle har fluks materialiseret sig ud af ingenting, hvilket er helt præcist, hvad der sker nede i banken, når du tager et lån. Er det så dig, der skylder banken penge? Reelt er det banken, der skylder dig penge, fordi du har lånt dem penge, de ikke havde i forvejen. Til gengæld tager de renter af dig for det.  

Er du forvirrret? Det burde du ikke være, for nu begynder du at kende Johnsons lov. Du har lige kigget ind i et sort hul af sort kryptiseret magi, og hvis du udbeder dig en forklaring, får du blot den, du allerede har hørt for længst, og som intet har med virkeligheden at gøre. Men vi lader alle som om og spiller spillet. Selv ordinære bankfolk spiller spillet uden at blinke, for de har absolut ingen anelse. De er funktionærer i systemet, et 1800-tals-udtryk for robotter, de har ingen indsigt i systemets grundlæggende væsen.  

Hvis vi tager den derfra til egentlig nationaløkonomi – der så ikke er national med blot en filial af global – eller centralbankvæsenets globale struktur, eller alle de spekulative ponzy-schemes, derivater, skumle transaktioner i WTO, IMF, ECB, BIS og hi-level finansmafia-virksomhed i det neo-venetianske pengesystem, så har Mr. Johnson frit spil. Vi tør slet ikke nævne black budgets og shadow banking system, der er helt udenfor radaren.

torsdag den 19. januar 2017

Infantil

af marco_hanuman



'Jeg er heldigvis ikke blevet voksen', kan man risikere at høre i samtaler mellem især mænd over 40. Der er endog hørt mellem mænd over både 50 og 60. Er jeg den eneste, der synes, at der måske er noget galt her? Eller hvad med kvinder i 40'erne, der ønsker at se sig selv som kvinder i 20'erne, forever, og opfører sig sådan? Hvor formfuldendt er en pubertetstøs egentlig?

Det infantile menneske er et 20. århundredes kulturfænomen. Det var til at få øje på i 70'erne, da generation babyboomer satte tonen. Mens Bob Dylan sang 'Forever Young', gik de rundt og sagde, at vi ligeså godt kun lægge os til at dø, når vi blev 30. Ungdom blev udråbt til at være en kvalitet i sig selv. De gamle røvhuller var affald, de sagde, at vi 'gjorde op med det bestående' og tog afstand fra det småborgerlige, hvis vi var med i det progressive selskab. Nye ord som generationskløftog ungdomsoprør blev hipster newspeak. Det var meningen at børn og unge skulle hade deres forældre. Det var på samme tid, hvor det var meningen, at kvinder skulle foragte og håne mænd. Det var meningen, at vi skulle hade alle traditioner, ritualer og skikke og kyle dem i skraldespanden. Når man kunne påberåbe sig en offerrolle og sige, at man var undertrykt, havde man automatisk ret. Så alle mulige grupperinger rendte rundt og dyrkede deres offerrolle.

De talte meget om frihed og lighed, hvorimod familie, ægteskab, troskab, loyalitet blev politisk og ideologisk ukorrekt og derfor noget, man skulle hade. Jeg tror allerede, at der tegner sig et mønster her. I en verden, hvor idealet om mennesket har ramt overfladen og har mistet enhver dybde, og hvor fladskærmens 2D-virkelighed er fuldt implementeret, bliver spædbarnet, møgungen, den pubertære yngling og barnekammer-onanisten til det højest opnåelige.

Det er et paradoks. De kasserede deres eget fødehjem, men åndligt set flyttede de aldrig hjemmefra. Børn, der bor hjemme hos mor og far betaler ikke husleje og har ingen seriøse pligter. De bliver forsørget, de har ikke ansvar for noget. I den nye ungdomskult bliver forældre per definition foragtede, men de har sådan set bare at levere varen alligevel, mens deres yngel klamrer sig til dem i foragt. Man får lyst til at sige: piss or get off the pot! Så fik ynglet lov til at gå i skole til 10. klasse, senere ankom de fede 60'ere, hvor babyboomerne - curling-generation 1.0 - voksede op, og senest deres børnebørn, curlingerne 2.0. Det tager generationer at bombe mennesket tilbage til børnehaven.

Ubekymret er dit mellemnavn
Den infantile voksne er en usund galning. Jeg ser billeder fra folkemordets og verdenskrigenes århundrede. Billeder af de ubekymrede, der skejer ud i tidens Partyland. Så danser de charleston og jive, så danser de jitterbug. Hvad er der nu galt med at være vild med dans? Jamen søde ven, det er ikke dansen, der er problemet, det er glemslen og flugten fra den alt for påtrængende virkelighed, alt det derude, som vi ikke forstår og som får os til at danse ind i døden!

Kunstig fastholden af et uansvarligt liv som voksent spædbarn er et symptom på en kultur i degeneration. Berlin efter 1. Verdenskrig var et sådant sted med et sådant liv. Det var én stor sindsygeanstalt af perversioner og menneskeligt misbrug, som kun narcissistiske bohemer og kultur-avantgardister kan se det skønne i. Berlin i dag er stadig det store LGBT-heaven, og det bliver et af de første steder, hvor det næste og grimmeste fremskridt bliver legaliseret og realiseret. Det har altid været der, men nu bliver det politisk korrekt: pædofili. Vi så det stikke sit grimme fjæs frem i den nyligt overståede amerikanske valgkamp med det perverterede mafia-ægtepar, the Clintons, begge dybt fedtet ind i pædofili, voldtægtsmisbrug og LGBT. Hvorfor er der ikke en begavet og talentfuld tegneseriekunstner, der tegner The Clintons som en twist på The Simpsons. Og lad os ikke tale om LGBT-ægteparret, The Obamas.

Det er ikke uden grund, at det 20. århundrede også blev psykologiens århundrede. I Sigmund Freud´s hjerne er ethvert menneskebarn fra fødslen af en del af et pædofilt kompleks. Drengebarnet er incestuøs med sin mor, pigebarnet med sin far. De har hver deres komplekser, der defineres som seksuelt perverterede per definition. Vi er altså ikke, ifølge Freud, sunde og uskyldige fra fødslen, vi er allerede små perversioner. Den jødiske læge generaliserede det 20. århundredes psykologi baseret på neurotiske overklassefruer fra Wien i slutningen af 1800-tallet. Hvorfor baserede han ikke sin psykologi på 8.-dags omskærelsens traumatisering og sociopatisering af jødiske drengebørn ... eller var det netop det, han gjorde? Måske gjorde han det ubevidst ;-)

Det dukkede frem for nyligt, at der er tre grupper, der på skift har tilstræbt dominans af Hollywood: jøderne, Scientology og LGBT-lobbyen. De sidste sidder efter sigende på flæsket i dag. Nogen vil måske hævde, at de via mønstergenkendelse ser en rød tråd. Med jøder menes ikke hr. og fru kosher-Goldbaum, der bare lever den fredelige fede i det forjættede land (og nej, det var ikke Israel, det var USA). Der menes sabbatæerne, zionisterne, satanikerne. Scientology er udsprunget af L. Ron´s forhold til Aleister Crowley, og så havner vi i samme sataniske kabbalisme. LGBT'erne er den udvidede køns-krig-kultur-destruktionskamp udsprunget af Frankfurterskolen og den subversive perversion (Marcuse), og så er vi der for tredje gang. Fællesnævneren er kontrol via balkanisering. Frankfurterne var efterkommere og intellektuelt øgleyngel fra de sabbatæiske frimurere, der skabte den russiske revolution, 1. Verdenskrig og Det Osmanniske Riges fald. Hydraen har et utal af hoveder, det en grimmere end det andet.

De styrer os ved at smide os ned i en infantil suppedas af kaos, fra Freud til Frankfurt, fra fjernsyn til frivolitet, fra feudal til føderal, fra fri sex til finanskrise, fra fremskridt til folkemord, fra fladskærm til fladpander - den der kommer allersidst, skal i den store Balkangryde, hvor vi alle lever i en slags mental 1. Verdenskrig, The Fucking Great War, en suppedas af længsler, fængsler og hængsler, gæld og spjæld, en tilstand hvor alt sker 'tilfældigt', en uvirkeliggørelse af virkeligheden, hvor søvngænger-apatien har indfundet sig.

Lad de små børn komme til mig, dem skal ingen hindre, står der skrevet. Og hvis I ikke bliver som børn igen, skal I ikke komme ind i Himmerige. Vi har barnetroen, til vi mister den. Den synes at forekomme et vist lingo i kristendommen omkring børn og barnlige sjæle. Lad os ikke være naive, for lige så nuttede de små fede englebørn er på de barokke altertavler, lige så dybt infiltreret i pædofili har den katolske kirke været.

Hvor gik det galt for det voksne menneske?
Teenage-kulturen, eller skal vi bare sige: teenage-kulten eksploderede sidst i 50'erne. Der opstår en lallende optimistisk slåen-sig-løs i det traumatiserede vakuum, der opstod efter de verdenskrige, som ingen helt forstod, men som blev solgt og købt som det godes sejr over det onde. Det er en omvendt Titanic - skibet er sunket for længst, men festen er lige begyndt. Men hvis det gode havde sejret over ondskaben, hvorfor var det så nødvendigt med to verdenskrige? Hvordan kunne ondskab være nødvendig for som hævdet at bekæmpe ondskab? Havde det gode opfundet ondskaben for at kunne bekæmpe den? Ikke flere spørgsmål, fest videre!

Infantilismen udvikler sig just i kølvandet på det store traume. Er det det, der hedder en regression?

Når man ser spillefilm fra efter krigen, har der indfundet sig en uskyld og naiv romantisk lethed og overfladiskhed. Hvordan kan det være anderledes? Verden lever nu endegyldigt i den store løgn og kan hengive sig til den. Velstand og forbrug indfinder sig. Letheden bliver så ulidelig let, at kedsomheden indfinder sig. Man fester og danser hver weekend for at ryste arbejdets kedsomhed af sig i festens kedsommelighed.

Hør popmusikkens tekster dengang som nu ... holy fucking Christ! A-be-baba-lu-lah, a-wham-bam-bam. Got a gal ... og 50 år senere: I'm a barbie girl, In a barbie woo-o-old. It's fantastisk, I am made of plastic. Det er lige før, man kunne opfatte Aqua-teksten som kulturkritisk, hvis det ikke var for popkultens fejren af, at kvinden nu er reduceret til en førskole-bimbo og manden en lallende tegneserie-nar. Hele popkulturen er en fejring af en pervertering af den voksne til en evig forlænget pubertet. Halleluja - livet er en gymnasiefest!

Aqua-Lene er en lader-som-om-uskyldig barbie-bolledukke, der sælger det fordækte budskab til piger fra den sene børnehavealder, mens Lady Gaga er en fuld-skyldig voldtægts-SM-ritualistisk porno-zombie, der sælger det videreudviklede og ikke længere fordækte budskab til teenagetøser og deres mødre. That's why, the lady is a tramp, sang Sinatra før den tid - på dansk: Det er derfor, kvinden er en luder. Men vi glemmer, at det skete med popkulturen. Før blev kvindens skønhed og kvindelighed beundret og besunget. Nu spreder hun bare ben.

Infantilisering og pornoficering - to alen ud af samme stykke. Måske vi bare skal bruge ordet pædofilisering.

Hvorfor er subverterings-kulten så bange for det voksne menneske? Det er den, fordi hovedmodstanderen er Naturen, og i naturen bliver væsener voksne. Ifølge en af subverteringskulturens genrer, darwinismen, er vi er blotte instinktvæsener, dyremennesker, abeyngel, stakåndede stakler der kæmper som bæster for vores overlevelse, og hvor kun den stærkeste overlever. Darwin brugte ikke udtrykket the fittest, men the strongest, for han var biologisk videnskabsideolog for Det Britiske Imperiums folkemord. Den stærkeste var Imperiet og den britiske overklasse.



Denne overklasse har en kode for de udsagn, de kommer med. Hver gang de udtaler sig om, hvor sørgelig en tilstand, verden er på vej imod, skal det forstås som den forfatning, de ønsker, verden skal bevæge sig henimod. Science Fiction er deres blueprint. Hollywood, Imperiets mediefabrik, fremstiller altid Dystopia, Transhumaninsmen, 3. Verdenskrig, Den Globale Landsby Det Postapokalyptiske Designerhelvede som ultra-lækkert, sexet, fascinerende, tillokkende. OMG, don't you just wanna go there? Når Huxley og Orwell fremstiller blueprintet som skræmmende, er det fordi deres opdragsgivere har givet dem opdraget: at sige bøh!

Infatilisering og animalisering af mennesket er det samme projekt. Måske vi bare skab bruge ordet darwinisering.

TV-underholdning - så bliver det ikke mere infantilt. X-Factor handler om skolebørn, der er til eksamen og dummer sig, hvorefter de andre børn i skolegården (seerne) griner skadefro af dem. Reality-porn, hvor en stak bimboer m/k er lukket inde i et reservat handler om, at de skal opføre sig som børnene i Fluernes Herre, lave hønsehakkeorden på hinanden - og om at tøserne skal prostituere sig.

Politik er blevet en slags reality-TV, der handler om at journalisterne ved at bringe politikerne på glatis skal få politikerne til at komme med afstumpede, infantile udsagn især om hinanden. Og ligeså infantile er menigmands udsagn om politikerne blevet. Der tales aldrig seriøst om politik blandt folk længere, der fyres nedgørende hånligheder og karaktermyrdende perfiditeter om den-og-den, hvis grimme fjæs, man ikke bryder sig om.

Jeg har et nyligt eksempel. En yngre veluddannet og intelligent kollega sidder alvorligt og udsiger over frokosten i kantinen: Er der ikke snart nogen, der finder på at slå ham der Donald Trump ihjel? Så infantil-fascistoid-afstumpet er selv det tænkende segment endt op med at blive. The lefties har mistet deres moralske kompas og anstændighed. Demokratiet er åbenbart fint, når det blæser deres vej, og hvis det blæser den anden, så træder staklerne i karakter som det, de inderst inde er og egentlig altid har været: totalitære.

Når voksne mennesker ikke længere kan tænke men er henvist til at reagere, er de barnagtige, infantile. Det tænkendes segment blev reaktionære, da de glemte, hvad det vil sige at tænke. De venstreliberale gik i barndommen ('Jeg er heldigvis aldrig blevet voksen'), da de mistede grebet om virkeligheden. Og det gjorde det, da deres ideologiske illisionsboble brast for 25 år siden, uden at de opdagede det. Der var her, de havnede i samme klub som de højreliberale som støttebevægelse for globalismen, hvor vi alle skal jingle rundt i den infantile globale landsby.

Globalisterne siger det aldrig lige ud. Men de så helst, at alle ældre blev aflivet den dag, de gik på pension. Altså lige med undtagelse af dem selv, skal det siges. Så slipper de for at betale pension til dem for lang og tro tjeneste i slavesamfundet. Men vigtigere endnu er det, at de ikke længere vil være i stand til at videregive deres livserfaringer. Globalisterne ved udmærket, at erfaring er farlig for deres verdensorden, og en ældre person, der har set lidt af hvert og derfor har mulighed for at danne sig noget, der ligner et helhedsbillede af verden - og der er rent faktisk nogen, for hvem det lykkes - udgør en ægte trussel imod den fordummelse, der er nødvendig for deres perfide verdensorden.

Infantilisme er en bevidst afsporing af enhver tænkelig livserfaring.