De store fortællinger

Jeg sidder forleden i selskab med en journalist fra DR. Manden arbejder for 'Kanal Klog', altså programmet 'Deadline', som regner sig selv for at være det mest seriøse stykke journalistik i DR - og med en vis ret. Mens jeg som udgangspunkt sidder og hører på den politiske journalist og hans kollega, kulturjournalist og en af mine personlige venner, sidde og klappe hinanden på skuldrene over deres selvfortræffeligheder, går det op for mig: These guys don't know shit! De har i tilsyneladende ikke anden mission her i verden end deres selvbekræftelsesprojekt, og hvis de har, så har de for en stund glemt alt om den. De ved - og dette er det paradoksale - vældig meget. De er kloge, dygtige, kompetente, de har talegaver, de har en hulens masse selektiv paratviden, de brænder for deres job, som de udfører efter, hvad de selv opfatter som et hæderlighedsprincip - og de er uden tvivl deres løn værd for deres organisation. Og alligevel aner de ikke, hvad der rammer os lige nu. De er uvidende på et højt plan.

En komprimeret version af omtalte journalists grundattitude er: 'Vi skal opgive de store fortællinger og erkende at det hele er vældig komplekst og at ingen kan sige, at de har greb om virkeligheden'. 

Det postmoderne flop

Mit spørgsmål er: hvad sker der, når vi opgiver 'de store fortællinger', og hvad menes der i det hele taget med det? Lad os starte med at sige, at 'postmodernismen', eller den pseudofilosofi, der introducerede konceptet om de store fortællingers endeligt, var et flop. Det røg forholdsvis hurtigt ud af sproget, fordi det grundlæggende var noget ævl. Jeg vil gå videre hævde, at begrebet var et stykke spin-filosofi, et ide-forvirrings-implantat, der kun havde rodfæste i en forvirret tid. Det optræder på samme tid, som en kæde af spins - eller hvis man foretrækker det gammeldags ord: organiserede løgne - rammer den globale virkelighed på næsten alle niveauer. Grundlæggende er det dog en ganske enkel og urgammel ting. Det hedder 'del-og-hersk'. Hersker-eliten opdeler, hvorved de hersker. 

Når vi opgiver at forstå de store sammenhænge, der udspiller sig over tid og sted, så opgiver vi vores mulighed for at vide. Vi erstatter viden med tro, og vi træder ind i en form for religiøs tilstand. Tro uden viden kendetegner nutidens religion. Viden uden tro kendetegner nutidens videnskab. Også her har vi dichotomien, skismaet. Del-og-hersk er i virkeligheden en meget dyb filosofi i den forstand, at den rammer den menneskelige psykes største svaghed. Til gengæld er det en filosofi med en en lige så ondsindet bagtanke. Når vi opgiver at vide og hengiver os til tro, accepterer vi herefter alt, hvad der sættes for næsen af os via dem, der hævder at være leveringsdygtige i postuleret viden. Hvis nogen kan argumentere for, at de udgør en autoritet, så ånder alle andre straks lettet op og overlader ALT til denne autoritet. 

Historien ér den store fortælling
En anden af mine ikke-mainstream-kloge venner kalder det for 'Det babelske begrebstårn'. Så sandt. Hvis vi ikke skal tage den helt tilbage til 3000 år f.Kr og Babylon, er vi er alle et produkt af det 19. og 20. århundredes traumatiserende mega-events. Vores bevidsthed og begrebsapparat blev sprængt i stumper og stykker. For danskernes vedkommende kunne vi passende se lidt på de preussiske krige i 1800-tallet. Jeg sidder og ser på en fortjenstmedalje, som jeg fandt i min fars skuffe. En slægtning i hans bedstefars generation fik en medalje for at have deltaget i borgerkrigen, kaldet 3-års-krigen i 1848-50. Danskerne følte, at de vandt krigen. Mod hvem? Mod nogle tyske oprørere, der mente - og med ganske stor ret - at Schleswig-Holstein ikke var en skid dansk men tysk. 14 år senere vendte de tilbage, og denne gang med Preussen i ryggen og en overmodig og opblæst dansk nation i front. Vi kender alle udfaldet. 

Senere blev verden udsat for et angreb på næsten alle niveauer i 1913-14. Et par overskrifter: Bankmændende kuppede den amerikanske økonomi. Den britiske elite havde i 20 år planlagt et attentat på det tyske kejserdømme og senere det russiske czardømme. Det hed 1. Verdenskrig og den russiske revolution. Titanic blev sænket og bankmændene/oliemagnaterne skabte medicinalindustrien som en filial af den petrokemiske industri. Så ankom med stor selvfølge Wall Street-krakket i -29 og bankerotten -33. Bankmændene havde lagt i ovnen forinden. Med ligeså stor selvfølgelighed ankom 2. Verdenskrig - 1. Verdenskrigs forlængelse eller kapitel 2 -  og senere den kolde krig - 3. Verdenskrig, fordi 2. Verdenskrig i virkeligheden ikke var slut, da man mente, at den var slut. Den krigsindustri, der havde vokset sig mægtig ved to masseødelæggelseskrige mente fx. ikke, at det var slut.

I mellemkrigstiden og især efter WW2 ser vi dannelsen af de senere så berygtede efterretningsvæsener, som er organer for bankmændenes agenda forklædt via postulater kaldet for sikkerhedspolitik. Alle det 20 århundredes krige var bankmændenes krige. Herefter kører det i accelerando frem til i dag med Korea, Vietnam, Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Sudan, Mali + alle de 100-vis af fordækte operationer, som mainstream aldrig har interesseret sig for - eller fattet en skid af. Simultant kører informationskrigen, miljøkrigen, misbrugskrigen, kønskrigen, krig på film og computerspil, finanskrigen, boligkrigen, krigen mod nationalstaten, krig-krig-og-atter-krig. Socialdarwinisme er ensbetydende med evig krig, eller som Hitler ville have sagt: den totale krig.

Alle mennesker på kloden er i et eller andet omfang traumatiserede af dette krigshelvede på jord, denne 'store fortælling', som den allerede dengang globaliserede elite skabte for egen vindings skyld. Uanset hvilket felt af samfundet, man vælger at studere, løber man ind i denne perfide fortælling, og her sidder der så en politisk journalist og advokerer for, at vi lige så godt kan opgive at finde hoved og hale i skidtet OG - dette vovede han dog ikke at sige - blindt at acceptere det. Men det er just, hvad vi vælger, hvis vi opgiver at forstå fortællingen. Og fortællingen er der, selvom krigens sejrherrer har skrevet deres spinversion af den ned og kaldt den for officiel historieskrivning.

Journalistik og historieløshed
Men hvorfor hulan skulle en journalist advokere for historieløshed og fragmenteret viden? Burde det ikke være hans fornemste rolle at afdække denne fortælling, altså at trække de lange, seje tråde frem i lyset, se de dybere sammenhænge, genkende mønstre, understrømme, agendaer? Det skulle man mene. For at tage journalisten på ordet, så er det mere komplekst end som så. Kompleksitet: bring it on! Men lad os huske, at der bag al kompleksitet gemmer sig en enkelhed. Så helt enkelt: journalistik i dag lever af fraværet af den store fortælling. Det giver masser af plads for mediernes myriader af små og ligegyldige fortællinger, deres små stand-alone noveller, der aldrig bliver kapitler i den samme bog. Journalistik er det, der sker, når virkeligheden udsættes for del og hersk. Journalister holder meget af fornemmelsen af, at DE fremskaffer virkeligheden (providers of reality). De er i dag en form for præsteskab, der hævder at tale direkte med virkeligheden og udbyder servering af denne virkelighed for os, på samme måde som præsteskabet i religionen var dem, der fortalte menneskene, hvad Gud havde til hensigt med dem. Onde tunger hævder, at medierne selv spller Gud ved at skabe virkeligheden (størstedelen af nyheder i USA består af fiktive nyheder). Vi må ikke tale direkte med historien, virkeligheden, Gud, os selv, naturen. Der skal altid en mellemhandler, en pusher, en ejendomsmægler indover. By the way: hvornår går det op for folk, at de bare kan sælge deres huse selv, uden at betale en ejendomsmægler 100.000 kr?

Journalistens mareridt for tiden er, at folk begynder at tænke selv og have en kvalificeret mening om virkeligheden, hvorved virkeligheden ophører med at være en salgsvare. Virkelighedens monopol ophører, og virkelighedspusherne bliver arbejdsløse. Men som landet ligger for tiden, er mainstream-nyhedsformidling én lang gang katten-om-den-varme-grød. Nogle katte laver store cirkler, andre laver små. Ingen stikker fingrene for alvor ind i den klæbrige, varme masse i midten. Journalister og deres medier har med andre ord investeret interesse i, at det er dem, der stiller spørgsmålene og leverer svarene på samme tid, mens dansen om grøden går videre.

Og her går det galt. For medierne og journalisterne nægter at stille de relevante spørgsmål, og som man råber i skoven … Resultatet er, at deres kunder/lyttere/klienter som det sidste led i den omvendte fødekæde er blevet totalt informationsforgiftede af det næstsidste led i kæden: journalistikken. 

Resultat ses i følgende event: Et par dage senere sidder jeg i en social sammenhæng, hvor en mandsperson med store blå øjne fortæller følgende historie:

'… og så er der et barn, der spørger: Det dér med de flyvere, der fløj ind i to højhuse, hvorfor gjorde de det? Og er det rigtigt, at der var flere flyvere, og at der var flere huse, der faldt sammen? Og er der også sådan nogle mennesker her, hvor vi bor? Og hvad skal jeg så sige, jeg kan jo ikke begynde at fortælle dem om, at der var nogle arabiske terrorister, der havde kapret nogle flyvere, vel…'

Where to even begin? 

Niveauet af viden falder omvendt proportionalt med placeringen i informationsfødekæden, og sidste led udviser som oftest netop ovenfor beskrevne form for reaktion. Man kan være højt intelligent og alligevel totalt uvidende på samme tid. Historien viser, at vores videnskultur er sprængt i stumper og stykker. Her sidder der et lille barn og stiller de helt rigtige og dybt relevante spørgsmål - og får ikke noget svar. Dilemmaet er autentisk: man kan ikke smide den rædselsfulde virkelighed i hovedet på et 7-års barn. Men hvis man ikke har forstået HVILKEN virkelighed, man selvfølgelig ikke kan formidle her, fordi man ikke SELV har fattet den, så opstår der et langt alvorligere dilemma. Det pinlige består ikke i, at barnet ikke får et svar (spar ungen for den slags), men at den voksne ikke engang har et svar til sig selv! 

Jeg valgte her at holde min kæft, selvom personen havde valgt at ødelægge frokostpausen for alle andre og underholde med letsindig omgang med begrebet terrorisme. Vedkommende havde selv tygget af munden, men alle andre blev tavse og ledte for en stund efter mundvand til deres sandwich.

Den omvendte fødekæde
Omtalte person og dermed flertallet af befolkningen har ikke fattet omfanget af spin i den medieskabte virkelighed, fordi det næstsidste led i fødekæden selv, altså medierne og deres ansatte, nægtede at gøre deres arbejde, mens tid var. Historien om flyverne og højhusene og den fiktive krig mod terror, der fulgte efter, viser det mere end noget andet. Man kunne være venlig og forstående og sige, at medierne blev nægtet det, hvis man skal udskylde dem i et eller andet omfang. Man kunne fx. spørge videre til hvorfor, de ikke gjorde deres arbejde og deres pligt? Svaret bliver, at der findes et tredjesidste og fjerdesidste led i denne fødekæde, der besidder et endnu større ansvar for tingenes tilstand og ved endnu mere om, hvad der foregår. Den amerikanske journalist Richard Hoaglands sentens rammer plet: 'Løgnen er forskellig på alle niveauer'. Igen er jeg nødt til at ty til et engelsk udtryk, der ikke findes på dansk: on-a-need-to-know-basis. Jeg er derefter nødt til at snuppe endnu et ordsprog, for 'hæleren er lige så god som stjæleren'. Når man aftager et stykke stjålen virkelighed og sælger den videre, så har man gjort sig medskyldig. Der er ingen udskyldning længere for ikke at gøre sit hjemmearbejde, for al relevant viden er tilgængelig, hvis man søger den. 

Når viden siver ned gennem informationsfiltret, bliver den mere og mere næringsfattig og forvrænget for til sidst, når vi konsumerer den i mainstream-medierne, bliver fuldstændig tappet for næring. De øverste led i fødekæden beslutter, at niveauet under dem ikke har brug for at vide for meget (because you can't handle the truth). Det vil nok være rigtigere at sige: for enhver pris ikke må vide for meget. Man giver en 'luns' af den større sammehæng, så det underliggende niveau føler, at de er med i klubben. Say no more. Niveauet under niveauet ovenover føler sig altid vældig benovet over at være med til noget stort, og aner ikke, at den luns, de har fået, allerede er en passende reduktion af den større virkelighed. De kan vel nok holde på en hemmelighed, men deres hemmelig er allerede tandløs. De både ved det og ved det ikke. De ved især ikke, hvor meget eller hvor lidt, de ved. De gør herefter det samme (hvilket er meningen), når de lader deres viden sive nedad. Derved akkumuleres løgnen på samme måde, som når rovdyr akkumulerer tungmetaller fra hele fødekæden og ender med at være udryddet. 

Man kunne omformulere social-darwinisternes tese om 'arternes udvælgelse' til 'arternes udryddelse'. Biologisk set er det dét, vi er vidne til i disse år. Vi er passive vidner til, at vores videns-biologi - den levende viden - bliver udryddet. 

For at runde historien af med den politiske journalist, der mente, at vi alle blev nødt til at opgive 'de store fortællinger' og hengive os til små, og uden tvivl vældig underholdende tids- og begrebslommer, kunne jeg på et tidspunkt ikke holde min kæft og svarede igen med elevatorversionen af ovenstående. Resultatet var ret sigende. Manden udvandrede til sidst i ophidselse over at være udsat for den slags … unævneligt! Han forsøgte som en del af retræten at indføre et stykke retorik om: 'Altså, er vi enige om, at der findes forskellige virkeligheder, og at du har en privat mening, der ikke er sandheden?', hvorefter jeg måtte svare igen, at jeg ikke accepterede præmissen for den slags retorik, og den begrebsrelativisme, han forlangte, hang sammen med fornægtelsen af stakkevis af veldokumenterede og benhårde facts kombineret med ubesvarede spørgsmål, som lå og ventede på ham og hans kolleger til den dag, hvor de fandt det belejligt at tage hul på bylden.

Det blev sgu' alligevel for meget for manden, hvorefter han skred.