Den okkulte baggrund for kapitalisme

af morton_h
aka marco_hanuman
the blogger

Vi bruger ordet kapitalisme i dag, fordi vores hovedkilde gør det. Vi gør det lidt i protest, da vi plejer at skelne mellem kapitalisme og monopol-kapitalisme.

Dr. Matthew Raphael Johnson er en amerikansk professor i filosofi og historie og dertil orthodox kristen med en akademisk uortodoks attitude til sine emner. Med et dybdegående kendskab til filosofien og kirkehistorien og i følge den gamle skole' indenfor orthodoxien - denne har også haft sine anslag og sine forsøg på reformation - betegner han den uddøde atlantiske civilisation, der kom ud af Nimrod/Babylon som baggrunden for industrialismen. Et overraskende udsagn! Hvordan?

På sit site rusjournal.org – med timelange lyddokumenter som akademiske essays – findes en blogpost kaldet The Occult Background of Capitalism, hvor han fremlægger, hvordan industrialismensfædre, hvis efterkommerevi i dag kender somtrans-atlantikerne, via den industrielle revolution stræbte efter at genskabe det tabte Atlantis, som de regnede sig som nedstammende fra og arvtagere af. Denne tanke er uhyre sjældent nævnt eller beskrevet i historieskrivning om industrialismen, hvilket selvfølgelig skyldes, at industrialisterne aka imperialisterne selv har bestilt og betalt for historieskrivningen om Imperiet. Men vi finder den til gengæld, når de tager deres pingvin-dress på og møder op medderes loge-slæng. Frimurere pralerofte af, at deres viden (hvor meget ved de, når det kommer til stykket?) stammer fra Atlantis. Imperialisterne/industrialisterneanså dette Atlantis som et globalt fænomen, og på det punkt havde med al sandsynlighed ret. Derfor findes deres globalistiskeattitude allerede i Det Britiske Imperium og globalisme som navn for deres agenda i dag. Derfor ogsåderes teknokratisme, deres maniske besættelse af teknologisk udvikling. De længes konstant efter at genskabe den teknologi, der gik tabt, og som gav dem den ultimative magt engang i fortiden.

Hertil kunne man mene, at det netop er den værste del af denne formodede atlantiske civilisation og deres teknologi, de har drømt om og til dels allerede genskabt, netop den del, der førte til faldet. Man fristes til at sige syndefaldet. Hvis det er rigtigt, at de har deres kilder, så er det temmelig sært, at de ikke synes at have lært noget.

Matthew Raphael Johnson, en sprænglærd orthodox

Lucifer

Grundfilosofien bag industrialismen er, at Naturen er noget billigt skidt, der skal afskaffes, og som de omsider vil være i stand til at afskaffe. Mener de selv. Industrialisternesgud er Lysbringeren. Globalismen er satanisk i sin kerne. Den er anti-natur, anti-human og som Matt Johnson ville sige uden tøven Antikrist. Vel vidende, at det vil gibbe i enhver ateisk eller newager at høredet ord. Det er deres problem. Interessant er det blot, at også med orthodox-kristne øjne giver Atlantis fuld mening. Alle kulturer, siger Johnson, har beretningen om Syndfloden, katastrofen der bla. førte til oversvømmelse. Derudover bør vi på baggrund af de observationer, der kan gøres – se Man pisser ikke ustraffet på guderne– tilføje: forstening, forstøvning, formudring, nedsmeltning/deformation, nedsænkning, overisning/indefrysning, overgroning, ørkengørelse og alle mulige tegn på allestedsnærværende og ufattelig ødelæggelse forårsaget af en kombination af hi-tech masseødelæggelsesvåben i størst tænkelig skala og de deraf følgendenaturkatastrofale efterdønninger.

Nimrod-civilisationen (navnet i dagens anledning) var den eneste civilisation, der har kunnet betegnes som global før det makværk, der nu bliver skabt. Ingen Imperier er i mellemtiden kommet så langt. Romerne var stadigvæk et europæisk fænomen ligesom deres efterfølgere. Alexander den Store kom længere omkring, men hans rige var ikke så solidt. Først med det transatlantiske, post-britiske imperium er det igen blevet muligt. Globalisterne tænker og handler dog ikke som hverken briter eller amerikanere eller begge tilsammen, for disse nationer er blot parasittens værtsdyr, de har ingen solidaritet over for disse nationer, tværtimod.

Historien om Atlantis' fald indeholder altid elementer af en eller anden form for menneskelig arrogance, en indbygget fejl ved systemet, der endte med at destruere det. Hvis vi regner med, at der stadig findes efterkommere af de, der startede destruktionen – om så blot i ånden eller identifikationen - så er de hermed genkendt blot via deres ufattelige arrogance. De stort set ødelagde planeten dengang, og de vil gøre det igen, hvis de som de rotter, der er, bliverdesperate nok. Lad os blot minde om det nært forestående amerikanske valg, hvor det sandsynligvis med manipulation og valgsvindel ender med at blive mega-bitchen, Killary fra Clinton-mafiaen. Hun må om nogen med hendes generalieblad siges at repræsentere den sataniske, globalistiske nye verdensorden, og hvis hun får go fra sin betændte bagland, så er der storkrig med Rusland, Kina og Iran = WW3! Hun vil være i stand til det, fordi hun er til fals for penge, mangt og korruption, fordi hun kun er begavet i forhold til at bane sig vej til magten men ignorant i forhold til egentlig geopolitik, fordi hun er i lommen på dystre kræfter i og omkring administrationen, fordi hun er udvalgt, ikke valgt (jf allerede rapporteret valgsvindel ved primærvalget, hvilket uden tvivl vil blive gentaget i slutrunden) - og ikke mindst fordi hun er en sociopat, der kommer ud af det, som nogen har kaldt en gammel satanisk familie, the Rothams. 

De fleste af de grupper, vi kan kalde frimurere, hemmelige loger, kabbalister mener, at de er bærere af en tradition, der går tilbage til den forsvundne civilisation og som minimum viden fra hedensk tid. De har ideen om, at den tabte kulturs beherskelse af teknologi gjorde dem i stand til at tilsidesætte naturen og skabe deres egen pseudo-natur. Det kan tænkes at være en ønsketænkning, en projektion foretaget af de globalistiske megalomaner, for måske den tabte kultur mente, at den faktisk arbejdede med naturen, blot på et højere niveau – altså indtil visse elementer begik det ultimative hybris.

At det ikke var de gamle egyptere, kinesere eller andre storkulturer, der udviklede højteknologi, som vi kender den i dag – her ser vi bort fra deres præ-kulturer, deres del af Nimrod-kulturen - kan undre. Vi taler om dynastierne, som de er ret velbeskrevne indenfor 5.000 år. Det skyldes ikke, at de ikke besad tilstrækkelig viden, eller at deres matematik ikke var avanceret nok. De havde medicinsk kunst og forståelse af den menneskelige organisme, der var højere end vores – vores er ikke højere, den er blot mere fragmenteret og specialiseret og kan derfor syneshøjere. De gamle kulturer var sandsynligvis langt lykkeligere end vores. Det skyldes, at de ikke besad mentaliteten, der dukkede op i Europa fra Renaissancen og som førte til skabelsen af industrisamfundet, hvor masseproduktion tog over. Materialismens tidsalder.

Hovedtesen i materialismen/industrialismen er, at naturen er en fejl, og at videnskab og teknologi kan reparere den eller skabe sin egen (u)natur. Læg også mærke til, at tanken om den store tilfældighed opstår med industrialisterne. Hos Darwin er genetik rene tilfældigheder. Hos fysikerne bliver hele universet en tilfældighed. Uden Logos vil alt være Kaos.

Katasonov

ValentineKatasonov er en velanset russisk økonom ved Moskva Statsinstitut for Internationale Relationer (MGIMO), og for størstedelens vedkommende kun tilgængelig på russisk. Han beskæftiger sig mest med nutidige emner, især modstanden mod den Ny Verdensorden. Men han giver også et bud på oprindelsen til penge. Industrialismen baserer sig på imperialisme. Kun via undertvingelse og udplyndring af hele nationer kunne et område som England i det Britiske Imperiums storhedstid skabe dette monstrum. Vi taler om søimperiets piratvirksomhed, dets drughandel og dets slavehandel. Kun et internationalt funderet system kunne skabe det overskud, der skulle til for at udvikle industri, og der var aldrig tale om nationale økonomier.

Valentine Katasonov

Industrialismenvar international fra starten af. Derfor kan det heller ikke overraske, at det senere er fra de amerikanske globalister, de jødiske bankfolk i Wall Street, at International Socialismen blev finansieret i form af den russiske revolution. Der var en jødisk revolution i form af et statskup udført af tilrejsende udlændinge. Hvis man tror, at dette er en ny tanke, så vidste alle i første halvdel af det 20. århundrede, at det forholdt sig sådan, men efter 2. Verdenskrig og især efter, at Holocaust-mytologien med dens tabuiseringer og dæmoniseringer fik et boost i 50-70'erne, er denne generelt kendte viden blev støvsuget ud af dagsordenen for samtaler viaskyld, skam, frygt, politisk korrekthed, hylen op om anti-semitisme, propaganda, Hollywood – hele maskineriet. Da man nåede frem til ungdomsoprøret og babyboomer-generationen blev propagandaen kørt ind via universiteterne, hvor filosofien bag den jødiske revolution/statskup, marxismen, satte sig på dagsordenen. Ofte via folk, der ikke engang havde læst Karl Marx. Herefter satte babyboomerne, den mest forkælede og destruktive af alle generationer, sig på det vigtigste og mest lukrative stillinger i samfundet, og sørgede for den fede pension, som de hygger sig med i dag – og som ingen senere generation får del i.

Den jødiske finger i spillet

Internationalismen er særdeles jødisk i sin karakter. Den jødiske mentalitet er aldrig at solidarisere sig med nogen nation (bortset fra en jødisk) og aldrig at regne andre end dem selv (goyim) for værdige mennesker. Franskmanden Roger Domergue går i dybden med de psykiske og neurologiske årsager til, at det har været muligt at skabe og stadig er muligt at opretholde denne mentalitet af non-empatisk, sociopatisk mentalforstyrrethed hos en gruppe mennesker. Han er ikke i tvivl: 8-dags-omskærelsen, traumatiseringen af drengebørn på et afgørendetidspunkt i deres liv, hvor den såkaldt første pubertetindtræffer, altså fra den 8. dag og 21 dage frem. Dette brutale og satanisk vel-timede indgreb afbryder udviklingen af det sunde menneske pået fundamentalt hormonelt niveau, og det kan ikke senere helbredes. Dette skaber ifølge Domergueen systematisk fastholdelse af sociopati, og i relation til ovenstående medvirkende til at skabe mentaliteten bagNew World Order.

Det er ikke tilfældigt, at Bank of England ligner et græsk tempel

Det Britiske Imperium indeholder en kraftig jødisk indflydelse. Fra starten af var venetianerne (fønikere = efterkommere af det folk, som antikkens historikere netop ikkekaldte jøder, men fønikere) de, der skabte The City of London efter mellemlanding i Amsterdam. Her bliver jødiske bankfolk inviteret tilbage af Cromwell og vi ser dannelsen af Bank of England, den første centralbank. Ved slutningen af napoleonskrigene overtages den + hele den engelske nationaløkonomi af det jødiske Rothschild-dynasti. En anden gruppe, hvis indflydelse har suppleret den samme verdensorden er jesuitterne, hvis generaler (en militær, ikkeen religiøs organisation, selvom de udgiver sig for det) altid har været kryptojøder. Fingeraftrykkene på de to verdenskrige + samtlige revolutioner (fx den tyrkiske) varjødiske og handlede om udraderingen af alle forhindringer for Den Nye Verdensorden. Når vi i dag ser iscenesatte revolutionære omvæltninger via farvede revolutioner, medieskabte statskup, infiltrationer via ngo'ere, finansterror (fx crash af Bank of England og den svenske nationaløkonomi, terrorkuppet i Ukraine, ...), så ser vi bag det en slem blanding af neocons (zionistiske nytrotskister) og George Soros, zionistisk finansterrorist. Alle ved det, ingen taler om det. Svineriet fortsætter uanfægtet søvngængeragtigt til den dag, der omsider og igen bliver talt ud om det.

Katasonov går ikke ud af den streng, skal det siges. Han holder sig til sikker grund. Og med 'sikker' menes ytringsmæssigt sikkert, ikke at sikre facts ikke findes, for det gør de i overvældende grad. Netop derfor bliver der brugt så overvældende meget energi på at undertrykke facts. Men han stiller spørgsmål til, hvordan den vestlige kultur kunne frembringe netop en vanskabning som Industrialismen, når ingen anden storkultur i 5000 år på trods af rigelig med viden kunne have gjort det. Det er Katasonov, der nævner, at Atlantis havde sin efterfølger i Nimrod/Babylon. Jf. også Joseph P. Farrells bøger om bankvæsenet startende med Babylons Banksters. Jf. hele den jødiske forbindelse til Babylon. Babylon var det første Imperium med global ambition efter Atlantis. Den atlantiske ide er beskrevet i Katasonovs bog Capitalism and Modern Civilisation (eng. oversættelse ved Matthew Raphael Johnson) essensen for industri og handel, som vi kender den i dag. Den nominalistiske ide, hvor der ikke længere findes naturlige love og begrænsninger for mennesket, altså liberalismens totalprojekt, hvor mennesket skal blive frit og uafhængigt af alle bånd i sit eget selvskabte univers, er en grundtanke, der opstod i slut-renaissancen, slog igennem i Oplysningstiden, blev udbygget i Industrialismen og er totalitært dominerende i dag.

Jf også Réne Guénons beskrivelse af det samme – seMaterialisme som ind i Helvede. Jf. også Alexandr Dugin, jævnaldrende med Katasonov og ganske på linie med både Katasonov og Johnson (han tilhører også den gamle tro indenfor russisk orthodoxi). Dugin beskriver den ældgamle modsætning mellem Søimperiet og Landimperiet. Søimperiet svarer netop til den atlantiske ide, hvor Landimperiet, det eurasiske kontinuum, svarer til udbryderne fra Atlantis, Lemuria, Hyperboria. I dag ville vi sige Eurasia, da der ikke findes en kontinent i Stillehavet længere.

Alexandr Dugin - en mand som nogle har visse meninger om uden at have læst ham

Marduk

Det første imperium var dedikeret til guden Marduk. Definér gud. Der var ikke for hverken babylonerne eller egypterne tale om Universets Skaber. Vi omtaler glat væk guder fra den tid i én stor rodekasse som netop guder/afguder. Alt, hvad der kom før kristendommen var afguderi. Men de gamle beskæftigede sig ikke med Universets skaber, og deres såkaldte guder var ikke skabere, de var arkitekter. Stoffet i Verden blev anset som uendeligt og ubegrænset. Marduk var en arkitekt, en bygmester, en demiurgos(demi: halv). Der er intet fuldkomment over disse såkaldte guder, så det er verbalt-terminologisk misvisende at kalde dem ved det ord, som vi bruger for en almægtig skaber. Vi burde snarere kalde dem for helte eller arketyper. Forskydningen ville svare til, at historikere om 1000 år beskrev amerikanernes gud som Batman, Superman eller en eller anden Hollywood- eller politiker-celebritet. Marduk var ikke en gud, det var en ide, et udtryk for en samfundsorden, der var vigtig for babylonerne, og billedet var så at sige deres forfatning,deres sociale dyder. I hvert fald i babylonisk tid. Hvorvidt der så i en præ-antik, atlantisk- eller Nimrod-tid var tale om egentlige skikkelser, altså muligvis fremmede væsener med overmenneskelige evner, går Johnson/Katasonov ikke ind på. På det punkt og på trods af den overaskende åbenhed er der tale om akademikere indenfor murene og ikke fx en Levashov, en Tsarion eller andre, der altid har arbejdet udenfor murene.

Det er med tal nævnt i det gamle testamente som med ordet guder. Tal er ikoner og ikke tal i vores forstand. De har egenskaber udover de numeriske. Nummer Et, tallet 1 betyder noget, det betyder enhed. Det er altid maskulint, det er Faderen. Tallene fra 1-9 havde køn og sociale funktioner. Tallene var hellige og henviste til enkvalitativ virkelighed, ikke en kvantitativ opremsning eller optælling. Numerologer har forstået lidt mere af det, men er stadig begravet i kabbalistisk spekulation. Tallet 4 er tallet for død. Som en kiste eller et fængsel, hvor livet er spærret inde. En ørkenvandring på fyrretyve år betyder derfor i en dødlignende tilstand af forvirring.

Når Babylon var dedikeret til Marduk var det på samme måde, som når USA i dag er dedikeret til deres founding father, George Washington og hans principper. Igen med muligheden for, at Marduk i en fjern fortid var en egentlig skikkelse, der blot senere gled over i et pantheon som en helt, en arketype.

Baal som tegneseie

Marduk er den samme skikkelse som Baal. Det er mere en titel, der referer til ejerskab over landet. David Livingstone vil måske løfte fingeren her, da han identificerer begge skikkelser som Den Døende Gud, som der ofres mennesker og menneskebørn til. Men det ene udelukker ikke det andet. Marduk var både god og ond (som Jahweh), han var udøvelsen af magi. Der er hævdet, at han var identisk med Poseidon, stifteren af Atlantis. Baal var elitens mentalitet. Han dyrkes stadig den dag i dag i Bohemian Grove, hvor den amerikanske perverterede elite mødes hvert år for at dyrke homofili, tage stoffer, drikke sig stive, se på skuespil med indbygget menneskeofring og ordne deres seneste magtspil.m

Penge er en spirituel ide. Eliten er i dag global for første gang siden Atlantis/Babylon og baserer deres regime på teknologi kaldet teknokrati. De kaldte deres teknologier for arbejdsbesparende foranstaltninger, hvilket alle ved blot betyder, at man skal arbejde endnu hårdere, når man får en maskine i hånden eller bliver en del af et produktions-apparat. Der forventes mere, end hvis man ikke havde maskiner.

Når du sætter dig imod industrialisternes agenda, bliver du ædt

Titanerne

Industrialisterne henviser til sig selv som industri-titaner. Det henviser direkte til titanerne, kæmperne, et atlantisk begreb. Det betyder også noget stort og dominerende. Titaner er oligarker, industri-magnater, bank-typhoner. Deres modstykke er spirituelt monarki. Når den jødiske psykolog Sigmund Freud beskriver det rituelle fadermord, så beskriver han, hvordan faderen bliver myrdet, og sønnerne gør, som de herefter har lyst til. De lever for sig selv. Vi ser dette fadermord/kongemord udført gang på gang i verdenshistorien. Et eksempel er det perverterede rituelle mord på den russiske Tzar Nicolai II bestilt af den jødiske Kahane, overrabinatet i Brooklyn. Ikke nok med at han skulle myrdes, han skulle også lemlæstes, og konen og døtrene skulle voldtages. De samme perversiteter blev senere udført af de jødisk-bolsjevikkiske kommisærer og deres infame politi, Chekaen overfor civilbefolkningen. Senere blev det sovjettiske soldater i slutningen af 2. verdenskrig beordret af kommisærerne til at voldtage og myrde millioner af tyske kvinder ved fremrykningen i Østpreussen. I hele sovjetperioden 1917-90 døde 147 millioner russere og et ukendt antal fremmede pga kommunismen. Læg dertil 100 millioner kinesere i kommunisternes kulturrevolution. Og Winston Churchill, der blev holdt ved magten udelukkende med opbakning fra en gruppe af hovedsagelig jødiske, britiske finansoligarker kaldet Focus, skrev i starten af 40'erne:Dette er ikke en krig mod Nazityskland, dette er en krig mod hele det tyske folk, hvorefter han brandbombede samtlige tysker byer over 25.000 indbyggere som Dresden (ikke beskrevet i historiebøgerne). Så det rituelle folkemord og den rituelle menneskeofring eller det freudianske fadermord svarer til det nietzsche'anske koncept med Guds død. Når der ikke længere er en højeste lov, findes der ikke længere et moralsæt, og så kan man gøre, hvad man vil. Derfor elsker eliten tanken om at fodre deres gudebillede, Baal.

Fra Babylon stammer ideen om Talmud, jødernes opsugning af den magiske ide. Hvad de dengang kaldte for magi, kalder vi i dag for teknologi. Sort eller hvid afhænger af intentionen. Hvad siger du til begrebet sort teknologi? Men vi sætter ikke som i Babylon et ansigt på, vi personaliserer det ikke, for så bliver det til mytologi. I det videnskabelige tankesæt kan det ikke være levende som en person, det kan ikke have et formål, det skal være ren mekanik uden Logos, uden essens.

Markedet er svindel

Katasonov siger, at markedet er et svindelnummer. Man kunne sige et magisk trick. Ideologier er væsensforskellige fra principper. I det spirituelle monarki, altså Platons stat med dens filosof-konger, er den grundlæggende ide sandhed og det fælles gode. Platon var hverken demokrat eller oligark men noget helt tredje og kvalitativt anderledes. I titanernes/oligarkernes stat er den grundlæggende ide det private gode. Den ideelle stat er derfor kun set realiseret i spirituelle monarkier, altså oplyst enevælde med en monark som fx Nicolai II, der trådte i karakter som sådan uden at falde i korruption. Det blev han rituelt og brutalt-perfidt myrdet for. I Rusland sås typen anti-monarken under Peter den Store, en af de meste perverterede, korrupte, magtsyge herskere i Rusland nogensinde. Han hadede russere, han talte ikke russisk, og han dyrkede de perverse frimurer-sexritualer, han havde lært i Frankrig sammen med brødrene til tider på åben gade. Han bekæmpede indædt det gamle orthodoxi, og de måtte gå under jorden i eremitklostre, uden hvilket Rusland ikke ville eksistere som nation i dag. Peter den Store (1672-1725) var prototypen på en bolsjevik, et ødelægger af kultur.

Som han yndede at se sig selv - som franskmand

Frihedi terminologien fra den Franske Revolution er ideen om, at mennesker skal være fri til at gøre lige hvad de vil, bare det ikke går ud over andre – selvom ingen er i stand til at definere, hvad der ikke går ud over andre. Sagen er, at de folk, der har magt, kræver en sådan ideologi for at retfærdiggøre deres selvudskrevnerettigheder. Den liberale tanke er frihed for de få og magtfulde og ufrihed for de mange. Det samme med det revolutionære begreb égalité, lighed. Alle folk ved, at nogen er mere lige end andre. Vi så det med bolsjevismen, hvor alle var lige undertrykt på gulvet, mens en lille snæver avantgarde og elite af kommissærer og politbureaukratister levede i stor luksus – baseret på de penge, de havde tyvstjålet fra bourgeoisiet. Vi ser det i trans-atlanticisternes 'fri'-handel, der betyder frihed for dem, og dem alene. Skulle en nation have problemer med, at de frit tager for sig af retterne, vil de blive sagsøgt i følge den Transatlantiske Partnerskabsaftale, TPP. Det revolutionære begreb broderskab orker vi næste ikke at beskrive, for det er så selvindlysende, hvem disse hyggelige brødre var.

Der er stor forskel på, om det er dig eller Warren Buffett, en af verdens rigeste mænd, der forfølger sinfrihed. Hvis du gør det, vil du blive straffet for det. Hvis han gør det, bliver han endnu rigere, og at han skulle risikere at blive retsforfulgt og straffet for det kommer aldrig på tale. Vi så det med de enorme finansforbrydelser, der fandt sted i forbindelse med finanskrisen i 2008. Ingen blev straffet for noget som helst, alle fisk over en vis størrelse går fri, mens offentligheden får en lille luns at gnave i, en Bernie Madoff, som de alligevel ikke kunne lide. Det er ligesom i en Godfather-film.

Jugoslavien

Når IMF, der grundlæggende blot er et konglomerat af storbanker, går ind i et land, bliver dette land plyndret rub og stub. Få har forstået, at det var den egentlige årsag til Bosnienkrigen og opløsningen af Jugoslavien, det måske eneste socialistiske land nogensinde, hvor socialismen var en succes, fordi marskal Tito var den eneste socialist, der rent faktisk bekymrede sig omarbejderklassen, hvilket ingen, gentager INGEN sovjetkommunist nogensinde gjorde. For dem var arbejdere udelukkende et redskab og aldrig et mål i sig selv. Jugoslavien var stærkt på alle måder, inklusive Europas stærkeste hær, den serbiske. Landets eneste svaghed var dets etniske sammensætning. Så da globalisterne og IMF indledte deres angreb på landet og dets samfundsform, var de to hovedredskaber IMF's særlige finansterrorisme kombineret med CIA's sætten de etniske grupper op imod hinanden. Det var derfor vi pludselig så al Qaeda operere blandt muslimerne i Bosnien (som ISIS mod Syrien i dag). Det var organiseret ideologisk og imperialistisk del-og-hersk i praksis. Herefter blev den serbiske præsident Milosevic dæmoniseret og beskyldt for folkemord og alt muligt ondt og endte med at blive enten myrdet eller tvunget til selvmord i sin celle hos folkedomstolen i Haag. Og hvornår vælger så den samme folkedomstol, der blot er et NATO-organ, at indrømme, at der intet var at komme efter, og at Milosevic er renset for alle beskyldninger, man brugte som afsæt til at myrde ham med og smadre Jugoslavien? Mens Europa er sat på den anden ende med masseindvandrings-kaos, mens alle amerikanere er optaget af deres forlorne valgcirkus, og mens alle idioterne render rundt og spiller Pokemon Go! Altså ingen opdager, at man indrømmer et kæmpe svindelnummer og forbrydelse mod menneskeheden, som en stribe NATO-generaler + europæiske og amerikanske politikere burde retsforfølges for!

Tito - noget så uhyre sjældent som en socialist, der reelt bekymrede sig om arbejderklassen

Markedet er et svindelnummer, siger Katasonov. Opløsningen af Jugoslavien VAR markedet. IMF forlangte, at man opgav Titos ide om lokal selvforsyning og selvbestemmelse. Bagefter flyttede alle de udenlandske firmaer ind, hvorefter jugoslaviske firmaer det ene efter det andet endte på udenlandske hænder. Fra fuld beskæftigelse blev der arbejdsløshed. Velstand forsvandt og blev til fattigdom. Jugoslavien oparbejdede en stor statsgæld, et andet trick fra centralbankvæsenet og IMF.

Åger

Noget lignende skete med Rusland mellem 1990-92. Den russiske økonomi blev overtaget i løbet af ingen tid af folk fra Harward University, det amerikanske statsapparat og deres korrupte lokale lakajer, Gaidar og Jeltzin. Folk, der allerede havde magt, brugte det såkaldte marked til at berige sig selv. Russerne blev taget med bukserne nede og var fuldstændig uforberedte på den slags, da man i sovjetstaten ikke havde udviklet immunforsvar mod markedskræfterne.

Vi minder igen om, at industrialismen og kapitalismen i dens monopoliserede form med korpokrati, karteller/syndikater og dominans af markedet som deres redskab kun kunne etableres via imperialisme. Altså via det sølv, som spanierne slæbte hjem fra Sydamerika, via udplyndringen af Irland (kartoffelpesten, der aldrighandlede om kartofler), udplyndringen af Indien, opiumshandlen i Kina, osv. Parasitten var global, men dens æg blev i starten lagt lokalt i form af fabrikkerne, minerne, spinderierne, møllerne osv i Manchester, Liverpool, Sheffield og de andre britiske byer, der blev til de store industribyer.

Fundamentet var lagtunder Henrik d. 8 og Cromwell, der konfiskerede store landområder, der havde hørt under kirken – et af de nedtonede hovedformål med engelsk protestantisme – og senere under William af Oranje, hvor der blev indført et pengesamfund med ågerkarlevirksomhed, altså gældsbaseret økonomi som det styrende princip. Gæld = lænke = slaveri. For at kunne skabe det enorme industriapparat måtte der finde en massiv desposition, afgivelse af midler og ressourcer, sted hos ikke blot englændere men hos folk, især bønder,overalt på Jorden. Læg mærke til, hvordan også bolsjevikkerne havde denne dybe foragt for bønder, som blev totalt udplyndret. Kina var et bondeland, allegevel myrdedes 100 millioner af dem. Man kan ikke have folk, der er i stand til at leve et simpelt, selvforsynende og uafhængigt liv i en verden, hvor et stort system baseret på dyb afhængighed skal etableres. I Titos Jugoslavien havde både arbejdere og bønder lokal uafhængighed, og kommunistledere andre steder i verden hadede ham for det.

Feder

Lokal selvforsyning, en fuldstændig objektivt set kernesund tanke, var også en af grundtankerne hos Gottfried Feder, en af hovedideologernebag nationalsocialismen – husk at det var nationalsocialisme. Hvis man ville foreslå og beskrive noget lignende i dag, ville det først blive kaldt græsrodsagtigt progressivt – lige indtil en eller anden oligark-spindokter opdagede, at en tysker i 30'erne havde udtænkt noget fuldstændig magen til, og at grundtanken er anti-liberalistisk og anti-korporatistisk – og så ville manstraks blive kaldt en nazist! Det samme kunnefinde sted, hvis nogen skulle få den skøre ide, at pengeskabelsen burde ske via en folkeejet nationalbank, at der ikke må tages renter i denne banks udlån, at private banker ikke må skabe penge, og at statens overskud skal ud som borgerdividende i stedet for at smide dem i 100 milliard-klassen efter banker, der hiver dem over på skattefri konti i en bananrepublik i Caribien, samt at bede multinationale karteller om blot at betale 1% i skat til det land, de udplyndrer. Så ville en eller anden finde ud af, at der var en økonomisk bevægelse i 30'erne i Danmark kaldet JAK (Jord Arbejde Kapital), der havde lignende ideer, men som dengang blev associeret med det tyske økonomiske mirakel mellem 33-36 og dermed med nazisterne (de findes i øvrigt stadigvæk i bedste velgående, jak.dk). Så lur, om ikke man kunneblive jordet som nazist via et karaktermord og falsk logik og skyld-via-association, hvis man kommer med lignende ideer. Eller hvis nogen skulle finde på at foreslå ægte sharia-bankvæsen, hvor ågervirksomhed er totalt forbudt. Så ville man blive hængt ud som rabiat islamist og terrorist. Imperiet har altid lavet stråmænd og falske associationer, når de skulle lamme deres ulydige undersåtter og de, der truede deres virksomhed ved at gøre noget rigtigt, mennneske-gavnligt, sundt eller på anden måde livsfremmende.

Krig og oligarki

Industrialismen skabte muligheder for krig og ødelæggelse i hidtil uhørt omfang. 1. Verdenskrig må have fået våbenfabrikanterne til at juble af fryd over at se deres nyeste gear afprøvet, og enhver krig siden har givet disse folk nye fornøjelser – og ubeskrivelige fortjenester. For at et land kan gå i krig, kræves der en enorm mængde udgifter. Det betyder altid, at de er nødt til at henvende sig til bankmændene. Når vi i dag uden tøven kan sige, at alle krige var bankmændenes krige, så skal det forstås på denne måde. De låner regeringen til det, som den egentlig ikke har råd til, hvorefter staten står med en stor gæld til dem, allerede inden den første bombe er faldet. Derfor vil bankfolkene altid være interesseret i, at staten starter en ny krig, og de vil stå på sidelinien og heppe på både staten OG dens modstander. Bankfolk er ligesom industrialisterne/globalisterne ikke nationale . They don't give a shit, hvem der vinder, bare alle kommer i gæld. Bankmændene vil gå så langt som til at starte krige på eget initiativ. Husk i øvrigt at krig ikke blot udkæmpes med kanoner, jf Jugoslavien. Finansiel terror er en af de giftigste former krigsførelse.

Oligarkiet virker ved, at de rige låner penge ud til ågerrenter, men til gengæld afstår staten, der er i gældsforlegenhed, fra at beskatte dem. Kan en stat regulere banker? Det kan den ikke, sådan som landet ligger, for banker ejer staten – eksempelvis Bank of England, der igen ejes af et privat familiedynasti. Det gælder i øvrigt også for den danske nationalbank, og vi taler minsandten om det samme familieforetagende.

Når man arbejder i en bank, skaber man intet. Man tager fra dem, der skaber og producerer. At de 'skaber' penge er en tilsnigelse, for de skaber absolut intet andet end tal på en computer, der kan printes på et stykke papir. De udfører ikke et ærligt stykke dagens arbejde, selvom de flytter rundt på tal og manipulerer med konti og teknikaliteter. De er snyltere på folk, der arbejder, skaber og producerer. Allerede Cicero formulerede det: Naturlig Lov påbyder aldrig at leve højt på andres bekostning. Banker fungerer altid på trods af naturlig lov og modtager en indkomst på baggrund af andres afsavn. De har aldrig ydet noget for det, for pengene har de ved et magisk trick skabt ud af den blå luft som gæld, når nogen bad om et lån. Det kan de kun tillade sig, fordi folk ikke har andre steder, de kan gå hen. Det har de omhyggeligt og stædigt sørget for, for hver eneste gang der var et initiativ fra folk, eksempelvis sparekasser, lokale økonomier, nulrente-udlån, alternative pengesystemer, så har centralbankerne gjort alt, hvad de kunne for at kvæle det. Og det er som regel lykkedes.

Åger i antikken og senere

Når et billede, en symbolsk scene er sluppet igennem censuren i Bibelen – sært nok i øvrigt – af Jesus, der svinger svøben over kræmmerne i Templet, så viser det, at fænomenet var kendt og hadet også i antikken. Kirkefædrene fordømte det på det voldsomste. Profeterne i det Gamle Testamente ligeså. I Islam regnedes åger som en synd på linje med mord. Åger ødelægger ALT for mennesker og samfund. Den katolske kirke fordømte det frem til omkring 1620, hvor ågervirksomhed blev redefineret fra at være syndigt og forbudt til blot at betegne 'for høj rente', og hvornår er renten så for høj? Altså starten på en gradbøjning og udhuling frem til i dag, hvor Vatikanbanken er en kæmpe ågerkarl med stor aktivitet indenfor pengevaskeri, mafiapenge og andet slibrigt. De kan komme helt op og ringe over seksuelle synder, men finansielle synder gør tusind gange mere skade og bliver sjældent nævnt blandt kirkefolk. Og med en jesuittisk pave kan man ikke forvente nogen kursændring, da jesuitterne har kørt en kæmpe under-radaren pengemaskine og råder over midler af ukendt størrelse.

Templet som en central for pengevekslere og ågerkarle er en babylonisk opfindelse

Islam er ligeledes faldet slemt af på den, og selvom de taler om sharia-bankvæsen, tager de nu renter ligesom enhver bank udenfor Islam. Med én interessant undtagelse, da det islamiske land, Malaysia, i 70'erne lod sig overtale til at reformere deres centralbank og pengeskabelse og genindføre original sharia-bankvæsen uden renter. Så hvad skete der, da Tiger-økonomierne blev ramt af et finansielt angreb fra centralbankvæsenet i slut-70'erne? Kun Malaysia og Taiwan var uberørte, Sydkorea, Singapore og Hong Kong led voldsomt. Taiwan, fordi de har et pengesystem som det tyske i starten af 30'erne, hvilket også burde være en udsøgt fornærmelse mod globalisterne, siden den tyske økonomi var en dyb provokation af ågerkarlene og en af hovedårsagerne til 2. Verdenskrig (nej, det står der ikke i britisk-amerikansk historieskrivning). Men Taiwan griner bare ad det hele, for de har jo ikke lov til at kalde sig en nation alligevel, så de kan gøre, hvad de har lyst til som ikke-nation. Derfor har de en af verdens stærkeste og nærmest urørlige økonomier.

Udover scenen, hvor Jesus svinger svøben over kræmmerne i Templet, finder man ikke meget politisk teori i Det Nye Testamente. Det gør man til gengæld i Det Gamle. Orthodoxe teologer vil hævde, at det skyldes, at profetierne er indforstået af Jesus. Vi skal ikke her gå nærmere ind i teologien, men det er i Det Gamle Testamente, at vi finder begrebet jubilæum, hvor al gæld skulle eftergives hver 50. år. Man kan i hvert fald heraf konkludere, at de jødiske bankfolk i Wall Street ikke er praktiserer jødedom, for det har de vist aldrig foreslået. De langskæggede gammeltestamentelige profeter ville nok have givet dem en over nakken for det. Det er faktisk blandt de slangekrøllede orthodoxe lærde, at man kan høre den slags brandtaler den dag i dag. Men de fordømmer også staten Israel som ulydighed mod Gud, for Gud har ikke givet dem landet, de har selv stjålet det.

Fælles gode versus privat gode

Den russiske tzar Alexander II underskrevi 1861 et papir, der sagde, at alle livegne i det russiske tzardømme nu var frie. De skulle dog betale noget til landejeren for det land, de fik, men ellers var de frie. Da de ikke kunne betale for det, aflyste Alexander III det hele og vedtog, at de overhovedet ikke skulle betale noget. Han dekretede altså et jubilæumved at slette deres gæld.Det viser en situation, hvor kronen har større magt end oligarkerne. Oligarker vil altid eksistere, men en stat har kun legitimitet, når det fælles gode har større ret end det private gode. I USA er der ikke længere et fælles gode, for oligarkerne har købt alt rub og stub inklusive regeringen – og uden at betale for det. I Rusland er der nu et fælles gode, for Vladimir Putin har vist, at han er stærkere end oligarkerne. Han har legitimitet til endog at være en oligark som dem og bruge deres trick, så længe han gør det med den hensigt at beskytte det fælles gode. Hvis han svigter det, mister han sin legitimitet og går fra at være en sand statsmand til en simpel politiker.

Alexander III

Rovdyr-, monopol- og casino-kapitalisme er appetittens sejr over fornuften, det private godes sejr over det fælles gode, oligarki over monarki. Og vi taler ikke om korrupt monarki som fx det britiske, vi taler om monarki som Alexander d. III, Nicholai II og disse store monarker, der trådte i karakter som Platons filosof-konger. Der kan findes andre eksempler, men de findes muligvis ikke længere. Og dog, for i Japan trådte kejserfamilien i karakter forleden. Der har længe været stor japansk vrede over den amerikanske militærbase på Okinawa. På det det seneste har der være mange tilfælde af overgreb og voldtægter foretaget af amerikanske soldater mod øens kvinder. Det fik kejserinden til – man sagde på eget initiativ – at rejse til øen og deltage i demonstrationer imod dette ækle fænomen. Men nu er det sådan, at en kejserinde ikke bare tager egne initiativer, så selvfølgelig har kejseren været helt indforsået. Man kan måske ikke sige, at monarkiet her matcher oligarkiet, da det drejer sig om det globale oligarki, der er alt for voldsomt. Den amerikanske hær er ikke en national hær, den er bankmændenes og korporationernes - og våbenindustriens - hær. Men det var en manifestation, hvor kejserdømmet stillede sig til rådighed for nationen for at skaffe den af med de forhadte amerikanere, der aldrig er glemt for det bestialske folkemord, de blev udsat for under Roosewelt. Står den historie ikke klart, og er den stadig mudret i propaganda-apparatet kaldet mainstream historieskrivning, så læs Den hemmelige historie om Østasien – og resten af verden. Verden er generelt ved at have fået nok at amerikanernes evige brutale tilstedeværelse og besættelsesmagt. Tyrkiet og Incirlik-basen som seneste eksempel. Der er tale om starten på en bølge.

Vladimir Putin kan i modsætningen til de amerikanske præsidenter, der har begge arme vredet om på ryggen, gøre hvad han vil i forhold til, hvad han kan sætte igennem. Det gør ham både effektiv og populær. Han har en opbakning i befolkningen, der aldrig er set hos en amerikansk præsident. Det er dog ikke længe siden, at amerikanerne refererede til de russiske oligarker som fakler for frihed, at de stod for demokrati! Hvilket er en særlig syg form for propaganda. Oligarker står aldrig for andet end selvisk interesse. Russerne hader den form for demokrati, for de ved, at det er en økonomisk og ikke en politisk kategori. Altså som Katasonov siger: Markedet er et svindelnummer. Han kunne også have sagt: Demokrati i Vesten stinker af hykleri, men det gjorde han ikke.

Offentlig gæld i USA er på 18 trilliarder $, men den private gæld skal medregnes her, og den er på 15 trilliarder $. Med en gæld så stor, er der ikke længere mulighed for en genetablering. Derfor er USA i færd med at miste sit førergreb på Verden. About f…… time, kunne man mene! På et tidspunkt kan de ikke sælge deres gæld længere, for så lukrativt et marked for fx kineserne er de ikke længere, når de stadig mister deres købekraft. USA vil blive dumpet i skraldespanden.

Starikov

Katasonov blev inviteret til at være en del af den russiske regeringsstruktur, men takkede nej. Til gengæld gør han sit arbejde fra sit institut, hvilket danner skole og spreder ringe i vandet. Nicolai Starikov er en yngre økonom i den skole, hvis man kan bruge det udtryk. Om kort tid bliver der luftet et nyt politisk parti i Rusland kaldet Fædrelandspartiet. Det kommer udover at stå for russisk national revival til at arbejde for den sidste hurdle i den russiske økonomi, nationaliseringen af Den Russiske Nationalbank. Ja, du læser rigtigt, for det er blot endnu et eksempel på en Nationalbank af navn ikke af gavn, og som stadig er i kløerne på parasitterne, der stadig malker landet for midler. Det er en træg proces, for den skal igennem en Duma, hvor der stadig sidder en masse folk, der opererer til fordel for Vesten, altså resultatet af globalisternes manøvrer tilbage i 1990-92. Skulle det alligevel lykkes, så åbner vejen sig for en russisk økonomisk konsolidering og en vækst, der vil give Europa baghjul. Oligarkerne frygter dette, og de gør for tiden alt, de kan for at stresse, true og svække Rusland.

Om de vil være villige til at trække kortet Tredje Verdenskrig, vil vi få at se efter valget af Hillary Clinton, der er udset til netop at iværksætte den slags svinestreger i største skala. Kun en stjernepsykopat som hende vil være i stand til det uden at blinke.

Materialisme som ind i Helvede

af morton_h, the blogger

Hvorfor skulle jeg interessere sig for metafysik, det er jo ikke moderne længere? 

Spørgsmålet er både forkert stillet og forkert begrundet. For det første har metafysik aldrig været moderne, for det er det diametralt modsatte af det moderne. For det andet er det netop derfor, der er så relevant og dermed årsagen til, at du og jeg skulle interessere sig for det. For det tredje: det er vanvittig interessant. Især hvis man kan hamle op med det. 

Men for det fjerde: Uden metafysik kan vi ikke forstå Tidens Tegn, og hvorfor vi er nærmest håbløst strandet i Materialisme, og hvad det overhovedet vil sige.

Materialisme poserer som spiritualitet

  

Metafysikken var forsvundet efter Kant (1724-1804), og måske er Thomas Aquinus (1225-74) den sidste egentlige metafysiker. Men pludselig dukker den op igen hos en mærkelig franskmand ved navn René Guénon (1886-1951). Og hvis Aristoteles er svær at læse, så bliver det for alvor svært her. Som i Hvor blev metafysikken af? tager vi hjælp hos den fremragende formidler, filosoffen fra Kroatien, Branco Malic.

Abd al-Wāḥid Yaḥyá (al-Mālikī, al-Ḥāmidī ash-Shādhilī) -
også kendt som René Guénon

Guénons første bog er en indføring i vedisk filosofi. Det var ment som en doktordisputats, men den blev afvist på baggrund af, at der ikke var en eneste fodnote. Da Akademia elsker fodnoter og litteraturhenvisninger, så regnes det som en synd at udelade dem. At det var med fuldt overlæg for at pisse Akademia af og ikke udfra manglende bagvedliggende kilder viser han i sin næste bog, der dekonstruerer den teosofiske bevægelse, og hvor hans noteapparat er omfattende grænsende til det pedantiske. Så ka' de lære det! 

Introduktion til vedisk filosofi, en af de store østlige metafysiske traditioner, består af 2/3 kortlægning af, hvad metafysik er, og resten er reel introduktion. Hans gennemgang besvarer spørgsmålene: hvad er Tradition, hvad er Religion, hvad er Filosofi? Og hvad er østlig og vestlig civilisation? 

Verdens Ende

Lad os springe lige ud i det. Guénon fortæller os, at Verden har nået til sin afslutning, og han fortæller os også hvorfor. Han er helt klar i spyttet, når han bruger Apokalypse i ordets egentlige betydning: Slutningen på en ældgammel løgn. Sløret falder og tæppet går til side. Derfor er Verdens Ende ikke en katastrofe, som løgnerne har beskrevet det for os. Måske for løgnerne og deres regeringstid, men ikke for Verden. Og hvilken Verden er det, der afsluttes? Det er den moderne verden, hvis kvalificering som moderne slutter. Og hvad kvalificerer den moderne verden?Kvantitet. Verdens kvalitet er kvantitet, og denne selvmodsigelse er en tikkende bombe under dens egen opretholdelse og sammenhæng. 

Hollywoods fremstilling af Apokalypse er den typiske misforståelse af ordet. Det er ikke det samme som udslettelse eller Armageddon, der i øvrigt har fundet sted for længe siden.

Filosofien i dag er kommet så langt, at den fortæller os, at man ikke kan undersøge og udtale sig om Væren, Tid, Sandhed, Gud, Skønhed, Oprindelse, Skabelse, Begyndelse, Ende, Livet, Døden, Livets mening - alle de store begreber for det absolutte. Vi er nu relativister. Metafysiske spørgsmål er ikke moderne, så de er afskaffet. Hvis de store spørgsmål og de store undersøgelser er dem, der beskriver og definerer os som mennesker, er vi derfor ikke længere mennesker men posthumane fænomener.

Begrebet postmoderne er blot et udtryk for, at nu er der nogen, der har opdaget, at moderniteten er ved at gå i opløsning, men at dette ikke er helt fuldført. Materialismen er label-ism. Betyder klæbemærkerne altid noget? Det gør de ikke.

Alle har meninger om, hvad Verden er, men hvis man spørger nærmere får man ingen definition. Vi får illusoriske udtryk for det, der er indlysende, det der er et faktum, men som er yderst uforklarligt. Dirty Harry: Well, opinions are like assholes, everyone's got one... 

Mysteriet

Forskellen mellem det antikke, det præmoderne menneskes undren over Verden som et underfuldt mysterium og det moderne menneske er, at vi bliver rædselsslagne ved vores (manglende) undren, hvor de gamle blev andægtige og nysgerrige. Selv hos Heidegger, der har beskrevet Væren meget gennemgribende, er der tale om rædsel for intetheden i et desperat forsøg at finde en mening.

Guénon siger, at den moderne verden som formål har at dræbe mysteriet om Verden, at afmystificere, at verdsliggøre Verden. Derfor siger modernisterne, at filosofi blot handler om at stille spørgsmål, at mystificere, aldrig at give svar. Det er grundlæggende usandt. I stedet for det egentlige mysterium har moderne videnskab skabt en tåge af absurditet, et tomrum med tilfældige øer af stof uden formål og oprindelse. Det er et pseudo-mysterium beregnet på at fjerne det rigtige mysterium. Ved at fornægte transcendensen, bliver vi fremmedgjort for det egentlige mysterium, MysteriumMundi. Forklaringerne findes, men de er strandet som fanger i materie og er blevet slugt af materiens sengekammerat: Tomheden. Eller Intetheden, som den mest filosofiske børnebogsforfatter, Michael Ende, kalder den. 

Dødssejleren i Intetheden

Le règne de la quantité et les signes des temps (Kvantitetens herredømme og tidens tegn) fra 1945 – meget passende lige efter at den Store Nihil, den Store Intethed havde ødelagt Europa - kortlægger Guénon den moderne verden som kvantitetens verden, en verden hvor der tilbage kun er numeriske værdier, mængder af ting og rumlig udstrækning. 

I kvantitets-verdenen sætter vi labels på tingene. Det er os, der sætter disse labels, som vi nu synes. Hos Aristoteles er der ikke blot tale om produkter af sindets aktiviteter, der er mere på færde. Det er elementære strukturer af 'væsener' i denne verden. Med væsener menes der faktisk både levende og knap så levende ting. Der er noget panteistisk over Aristoteles, og alt anses som en del af det Levende Univers. En sten kan også anses som levende, den er bare ufattelig langsom ;-) Tingene/Væsenerne giver sig selv deres egen label, vi skal bare være opmærksomme og kontemplere den.

Aristoteles var yderst realistisk uden at være materialistisk. Hans realisme, hans virkelighed inkluderer også det, der ikke kan sanses men kun berøres af vores sind og tænkning. Vi kan trænge derind ved mentalt arbejde. Så kategorierne hos Aristoteles er ikke umiddelbart synlige, men de viser sig efterhånden. Vores videnskab klasker dem bare på, når den har brug for det og når aldrig til årsag og begyndelse. Som en matematiker sagde til mig for nylig: Jamen, vi skal skam ikke forklare noget som helst, det er slet ikke videnskabens felt! Altså I skal bare måle og veje. Well, det i hvert fald videnskabens og vores alle sammens problem, at den attitude er blevet Le Règne, den herskende. Han kunne lige så godt have sagt: Jamen, vi skal skam ikke forstå noget som helst. Vi skal bare sætte nogle labels og formler på og så bruge dem efter behov.

Aristoteles

Vores sind fornemmer, at disse ting-væsener-virkeligheder er virkelige, og har en naturlig trang til at forstå dem og forklare dem, men det må vi altså ikke for videnskaben og dens herredømme, for så har videnskaben stukket halen mellem benene, eller også kommer videnspolitiet og arresterer os for at være intellektuelt utérlige. 

Væren - en skandale

Her er det sket noget mærkeligt, der viser, hvor anderledes de gamle tænkte i forhold til det morderne menneske. Hos Aristoteles var der ikke forskal på subjekt og objekt. Vi anser os som subjekter, der er fjernet fra et stort objekt kaldet Verden. Subjektet (vi) betragter objektet (Verden) og disse 'jekter står i et dialektisk modsætningsforhold til hinanden. Hvad er syntesen, for at bruge Hegels term? Hvorvidt vi, subjektet så er tese eller antitese, er diskutabelt men ligegyldigt. Dette er både det ontologiske (væren) og epistemologiske (metode) problem for den moderne verden. Kant formulerede sit eget og vor tids problem ved at sige: Det er den største skandale for filosofien, at den ikke har været i stand til at bevise den ydre verden. Han siger det simpelthen, det må man give ham, han smider håndklædet i ringen! Men det er også farligt, for selve behovet for at bevise verden, er et produkt af en kosmisk illustion. Verden ER, den er indlysende, og behøver som sådan ikke at bevises. Det kan selvfølgelig være det, den på det tidspunkt halvfulde matematiker mente men ikke kunne formulere, men det tvivler jeg stærkt på. Luk øjnene op, selv dine sanser siger, at verden findes. Og hvis du oven i købet begynder at tænke, så fatter du måske verden som spirituel virkelighed. 

Kant

Aristoteles kaldte kategorierne for væsener udsagt på en ikke-kompliceret måde. Vi mener, at vi siger noget om væsenerne/tingene, han mener nærmest, at væserne/tingene selv taler. Han lytter til deres tale.

Den 'moderne' – og han er så netop ikke moderne, men aldeles umoderne - metafysiker, Guènon går via Aristoteles' efterfølgere, aristotelikerne, de middelalderlige skolastikere, ind i kategorierne og nærmer sig kvalitet-kvantitet som essens-substans. Disse latiniserede former er imidlertid særdeles kontekst-sensitive. Substans kan betyde stof, men det kan også betyde det modsatte. Nysprog kan opstå som manipuleret politikersprog men kan også indfinde sig via begrebsforvirring på et højere plan. Montagen Essens-Substans giver én kontext og slagside, Substans-Fænomen giver en anden. Substans har flyttet niveau.

Det skyldes at disse udtryk har rod i metafysikken, hvor alt er ubegrænset. De er altså manifestationer af noget, der er ubegrænset, større end dem selv. Det er forståeligt, at erkendelsen af dette problem med sproget som utilstrækkeligt har givet afsæt til den skole med sprogfilosofi, der nu fuldstændig har overtaget filosofien. Men den har ikke løst hoved-problemet, for den har jo selv medvirket til at skyde metafysikken i sænk, og derved afskåret sig fra sit egentlige potentiale. Sprogfilosofi er som Patologi, for den har diagnosticeret og sygeliggjort vores sprogs manglende evne til at transcendere sig selv.

Wittgenstein, profession: sprogfilosof.
En personlig bekendt af mig måtte lade sig indlægge og behandle mentalt, da hun skulle skrive sit universitetsspecial om ham.
Hun blev aldrig færdig med afhandlingen.

Et benhårdt eksempel om kvalitet/kvantitet er et spørgsmål om en mand: Er denne mand en vidende mand, eller har denne mand blot en mening? Dirty Harry har oplyst os om det. Guenon siger, at den moderne verden er resultatet af en ældgammel tendens til at sætte kvantitet i forreste række, og udtrykke alle andre kategorier i periferien af den opfattelse.

Kvantitet er serier af ting. Alle enheder er individuelle, adskilte enheder samlet ved en sammentælling. Individualisme er reelt set kvantitisme/kvantisering. I vor tid kvalificerer vi ting ved at kvantisere. Vi har fx kvantemekanik, der kvalificerer sig ved at kvantisere.

Det er et stort problem, at materie er fremlagt som selve årsagen og oven i købet årsagen til sig selv, som selv-kvalificerende og alt-kvalificerende. Kvantitet kvalificerer kvalitet, hvilket er en total hangman, en begrebsverden på hovedet. 

Materialisme er underlig, for en materialist holder ikke af at beskrive sig selv som sådan. Det er simpelthen for lavpandet. Masse og materie beskriver ikke desto mindre vores lavpandede liv. Facebook er et lavpandet kvantitetsprodukt ligesom penge for pengenes skyld og måling og vejning for at kunne beskrive meningsløse, årsagsløse og formålsløse fænomener.

Aristoteles beskriver materie som form og dynamik, som muligheder. Guénon udvider det materielle ifølge skolastikerne til Materia Primaog Materia Secunda. Den primære materie, Prakriti i hans bog om Hindu Doctrines, kan ikke eksistere uden den sekundære, altså uden en form. Som den tyske top-fysiker Hartmut Müller siger: Der findes ikke materie uden ånd, ligesom der ikke findes ånd uden materie. Sagde han lige det? tænker man først, jamen er han ikke benhård fysiker?! Materie findes ikke i en ren isoleret form. Det findes som intelligent struktur, der kan opfattes – altså ikke form i den simple betydning rund, flad, skæv, firkantet. De platoniske former er strukturer, som delvis kan opfattes og ikke opfattes direkte. En-tellegens i den aristoteliske betydning henviser til denne egenskab, som fx findes i et frø. Frøets entellegens er, at det allerede 'ved', at det skal blive til et træ engang, det er dens indre form, dets oprindelse-bestemmelse, dets essens og substans, dets natur. Det er in-form-action, information. Moderne naturvidenskab er falsk varebetegnelse, da den reelt er naturfornægtende, når det hele blot er mekanik + tilfældighed. 

Vores forståelse af verden og os selv

Hos Aristoteles er kvalitet mere virkelig end kvantitet, materie er blot muligheder, potentiale for form. Derfor er ordet dynamiskkommet til at mene det modsatte af dets oprindelige mening. Vi tænker på noget meget levende og aktivt, mens det hos Arisoteles blot er potentiale, materiel inerti. 

Former ikke det samme som Figur. Form er en indre, intelligent og forståelig struktur. Figuren er en aftegning af denne form som direkte sanseligt objekt. En tetrahedron med fire trekantede sider er både en form, altså en indre usynlig struktur i en krystal, men også selve krystallens afbildning. Det ene er et strukturelt princip, det andet er en synlig krystal. 

Guénon demonstrerer, at videnskab og hverdag er uadskillelige. Han viser også, at materialisme har ophøjet sig selv til metafysik. Metafysikken var oprindelsen, forklaringen, teologien. Nu er materialismen blevet … Gud. Lad os bare sige det. Men hvad betyder det? Det betyder, at der findes noget, der er lavere end det materielle. Og meget værre - derom senere. 

Individ og individuering finder sted som adskillelse af enkelte kroppe i et kollektiv, hvor forskelligheder bliver nivelleret. Monoteisme er nivelleringen af guddomme. Singulariteten er nivelleringen af al genetisk og kulturel forskellighed – vi er alle blevet til massefabrikater. Her bliver videnskab til religion og ideologi. Fællesnævneren er, at forskellighed forsvinder under dække af at ville beskytte forskellighed. Vi opfatter os som individer/kvaliteter men er snarere nondivider/kvantiteter. Tænk over tvetydigheden i begrebet subjekt. Sub-jacio = under-kaste. Briterne bruger ordet subject om Imperiets undersåtter, sine underkastede.

Du er et subjekt, din underkastelse er påkrævet.

 

Identitet

I den mest kvantitative videnskab matematikken finder vi det vigtigste symbol = lighedstegnet. Det ene er lig det andet = kvantitet. Verden er ødelagt af kunstig enhed-lighed-ensartethed, og under dække af at ville beskytte diversitet prædikes der om det multi-kulturelle samfund. Det er en dobbelt destruktion af både kulturog multi på én gang at ville skabe en global leverpostejfarvet dekultiveret ikke-menneske-ikke-race. Guénon siger, at Verdens Ende ankommer på grund af Kvantitetens Herredømme. Man kunne vende det om og kalde det for Kvalitetens fravær.

Vi begynder mere og mere at forstå begrebet Frihed-Lighed og Broderskab. Bemærk Lighedens placering i midten. Broderskaberne kender vi udmærket, disse kliker af magtliderliderligheder, der har kørt Verden fra diverse baglokaler. Friheden kender vi også, især i dens korrumperede form som Det Liberalistiske Projekt., der skulle frigøre mennesket fra ethvert ansvar overfor dets egen natur. Det er i Ligheden, vi finder kvantiteten. Her kogtes alt ud i den store kollektivistiske suppegryde, hvor alle er ens, identiske.

Jeg søger min identitet. Enhver snotforvirret teenager gør det, og velmenende pædagoger og socialarbejdere hævder at understøtte teenagerens søgen efter identitet. Men hvad vil det sige at have indentitet? Det vil blot sige, at være identisk med noget andet og nogle andre – altså ikke at være sig selv. Hvilket vil sige at være det stik modsatte af at blive voksen, at blive et fuldbyrdet menneske og det modsatte af essens. På engelsk er der en afgrund mellem identityog selfhood. Et godt selskab er et godt sjæleskab, hvilket forklarer, hvorfor en stak brølende og hærgende hooligans er det dårlige selskab.

Materialismen kan på trods af sine fundamentale selvmodsigelser regere verden. og det gør den. Vi har set, hvordan den er nærmest metafysisk, da den udråber materien til det eneste grundlæggende og underliggende princip. Vi kan måske sige, at materialisme er reduktionistisk pseudo-metafysik. Og selvom materialismen grundlæggende er falsk, så er den ikke af den grund mindre magtfuld. Psykopatiske regenter besidder stor magt, selvom de ikke burde. 

Déscartes og protestanterne 

And we ain't seen nothing yet! Ifølge Guénon, for med materialismen er bunden ikke nået på Kvantitetens Herredømme. Han bruger for øvrigt ikke ordet materialisme, men taler om Mekanicisme. Han henviser til den første filosof, der agiterede for berettigelsen af dette, René Déscartes, hvis verdensbillede er mekanistisk, og somanser mennesker for at være maskiner hobet op i et kontinuum kaldet verden.

Jesuitterlærlingen Déscartes

Guénon mener, at materialismens/mekanicismens indbyggede selvdestrution blev forberedt, ja nærmest indbygget/programmeret af den Protestantiske Revolution. Det var protestanterne, der afviste katolicismens transcendente princip. Protestantismen var en verdsliggørelse, en nedsynken i verden, i materien, i ordenes profane bogstavelighed. Protestantismen var aflivningen af Middelalderen, hvor form og essens stadig blev taget i betragtning. Det var herefter op til individet – det opsplittede og afskårne individ – at dømme om stort og småt. Det er derfor, at Monty Pythons berømte one-liner fra The Life of Brian er så dyb: We are all individuals …. I'm not :-) Et rigtigt menneske er hverken et individ, et subjekt ejheller har det en identitet. Et rigtigt menneske er et non-divid (ikke delt), det underkaster sig ikke (sub-ject) og det er ikke bare et stykke copy-paste-identitet (identisk med). Det er ikke ude af sig selv, men er kommet til sig selv.

You are all individuals - undtagen den idiot, der ikke ville finde sig i at blive kaldt et individ.

Sandhed blev med Protestantismen en refleksion i sindets materie. 

Hos Déscartes reflekterer vi blot som individer den ydre verden -et i sig selv selvmodsigende begreb, da verden burde være indre-og-ydre på samme tid. Men i det kartesianske verdensbillede har vi en ydre verden versus et subjekt – en adskillelse og en underkastelse (subjekt betyder simpelthen underkastelse).

Så hvordan kan et sådant kulturelt-mentalt dødbringende paradigmeskift finde sted? Kun via forkastelsen af Tradition. Man kan sige alt muligt om katolicismen, den Gamle Dame i den europæiske kultur og om middelalderen. Men i omvæltningernes og paradigmeskiftenes tidsalder blev alt meget værre end det, der blev omvæltet / revolutioneret. Luther selv var proponent af nominalismen, som den blev fremført af William af Ockham (ham med barberkniven), altså at tingene/væsenerne ikke har nogen natur, men at de bliver oplevet af sanserne, hvorefter vi navngiver (nomen: navn) dem som sanselige reflektioner. Efter Ockham, reformationen og Oplysningstiden er vejen banet for revolutionernes tidsalder, tidsalderen hvor alt bliver vendt på hovedet (re-volution: om-væltning). Menneskeheden væltes om på ryggen og ligger og spræller. Vi får industrialismen, vi får marxismen, vi får verdenskrigene, vi får det moderne, snotforvirrede menneske, forbrugeren, TV-kiggeren. Og nu får vi apoteosen: robotmennesket, cyborgen. Da Guénon skrev sin bog i 1945, så han det ske, for han skrev den lige midt i Ragnarok.

Materiefængslet
Det kartesiske problem er: hvordan kan det være, at der findes en verden udenfor mig selv? Hvordan kan det være, at jeg føler mig absolut fri og på samme tid absolut begrænset og tilfangetaget i denne verden? Hegel prøver at løse problemet med en Teodicéved at hævde, at det blot er en illusorisk ting, en naturlig ting. Teodicé'en er altid en (bort)forklaring af, at Gud både er en almægtig og særdeles ondskabsfuld fætter, samtidig god og kærlig. Man kunne spørge, om det ikke nærmest er patologisk, og er Gud så ikke en bipolær psykopat? Og kan man forsone sig med en psykopat? Jøden og kabbalisten Hegel prøver at kringle, at Jahwe har to ansigter som et Janushoved. Vi må altså på ny lære at elske ondskaben og grusomheden. Den tog marxisterne (Marx, Lenin, Trotsky og Stalin var jøder) selvfølgelig og løb med. Det samme gjorde en anden jødisk skole, psykologien (Freud var jøde). Og Frankfurterskolen blandede det hele i én skøn pærevælling som socialpsykologien (hovesagelig jødiske pseudo-filosoffer). Ondskabskulten har simpelthen sin egen teologi! … hvor Gud selvfølgelig er afskaffet blot for at gøre det hele endnu mere lumsk. Hegel mente i tråd med den tyske idealistiske skole, at alle krige, katastrofer og grusomheder havde som formål at uddanne ånden, så den til sidst vågnede og Gud kom til sig selv som menneske. Der er faktisk håb hos Hegel. Dette blev omgående bortcensureret af hegelianerne/marxisterne som opium for folket. Eller snarere: afstumpet, formed den historiske materialisme var verden og menneskene nu en maskine. Vi var absolut frie (emanciperet, liberaliseret), men absolut uvirkelige og slavebundne på én gang. 

Never mention the Central Banks

Det bliver værre endnu

Det forgrener sig til eksistentialisme og britisk/østrigsk analytisk filosofi og amerikansk pragmatisme. Helt ekstremt bliver det med post-humanisme. Her er det så absurd, at materie bliver til bevidsthed, maskiner udvikler kunstig intelligens og mennesket forventes at smelte sammen dette menneskabte monster. Og det er ikke science fiction, der sker lige nu. Eksempelvis og tilsyneladende uskyldigt i form at en sammensmeltning af mennesker og deres mobiltelefoner. Popmusikken er fuld af syngende robotter. Hollywood svømmer over. Du er 24/7 gennemstrålet af beskidt elektricitet, wifi og diverse frekvenser. Enhver bevægelse, du foretager dig, bliver registreret, lagret og analyseret af maskiner i en kælder et sted i verden. Virksomheder taler om mennesker som ressourcer, myndigheder ønsker at chippe dig for 'at hjælpe dig' – siger de. Lægevidenskaben barsler med nanobotter, der skal svømme rundt i din krop – selvfølgelig også for at hjælpe dig. Dit kreditkort og dit pas afslører alle dine bevægelser. Overvågningskameraer ser dig på alle gader, foran alle offentlige bygninger og på alle motorveje. Dit rejsekort afslører dine tog- og busrejser. And we ain't seen nothing yet.

Det startede med protestantismen. Snart splintredes denne bevægelse som et fragmentations-bombardementi i et utal af grupperinger, hver med deres udlægning af Bibelen. De kan nok så mange gange i deres trosbekendelse fremsige det katolske credo om én hellig almindelig kirke, men den findes ikke længere, for traditionen er lagt på hylden. Vi har lært at sige pænt, eller rettere: mindre pænt nej tak til traditionsgaven. Protestantismen blev det andet Babelstårn, for de har lært os ikke at være i stand til at tale sammen. Uden tradition som fælles reference, ingen dialog, ingen forståelse. Blot en lille bitte afvigelse i den hjemmestrikkede dogmatik og bibelske udlægning, og ALLE andre er dømt ude.  

En protestant, der elskede ågerkarle

Protestantismen bruger et besnærende sprog, og har lært os at jonglere løs med ordet Frihed. Ingen ønsker at være subjekt/undersåt til en absolutistisk hersker. Så protestanterne kom efter eget udsagn og befriede os fra denne hersker. Ingen så, at en ny despot sneg sig ind ad bagdøren. Må vi blot minde om, at de engelske protestanter på Cromwells tid indførte et sandt rædselsregime, inviterede de venetianske og jødiske ågerkarle tilbage med frit lejde til at starte, hvad vi i dag kender som centralbankvæsenet og dermed det mest udbyggede despoti, verden nogensinde har været udsat for. Gilad Atzmon, selv jøde, har ramt sømmet på hovedet og kaldt fænomenet for Mammonisme. Vi kunne også kaldet det for Financiel-Monetær Vampyrisme. 

Luther, finansieret af venetianerne, mammonister og ågerkarle

Den fragmentære splintring af verden, tænkning, sprog betyder, at vi tager alting personligt. Når jeg-mig-og-atter-mig er henvist til at opfinde den dybe tallerken, suppeskeen, hjulet, ilden og katten om den varme grød, så bliver enhver samtale og ethvert udsagn en anfægtelse af denne unikke opfindelse, denne privatiserede virkelighed. Mennesket bliver reaktionært = infantilt reagerende, og blot et enkelt forkert ord – eller vores fejlfortolkning af et enkelt ord, så det bliver forkert – kan afføde fear-flight-and-fight. Vores svage ego = vores svækkede mentale immunforsvar overkompenserer. Vi er pålagt jobbet medat skabe en ny traditions-erstatning hver eneste dag, for vi må ikke længere hvile i Traditionen.

Protestantismen var grundlæggende anti-metafysisk. Katolicismen var i princippet forankret i metafysik, og det det omfang, kirken bar denne tradition, gjorde den sit arbejde. Vi ved også, at den ikke altid gjorde sit arbejde, og at den også udførte beskidt. Nogle vil hævde, at den helt er holdt op med at udføre sit job, og det står i sagens natur til diskussion (husk imidlertid at bringe dig selv på højde med diskussionen, før du byder ind …).

Uden protestantisme, ingen industriel revolution. Max Weber så det. Det var protestanterne og puritanerne, der skabte den masochistiske arbejdsmoral, der skulle bruge i industrialismen.

 

Tvivl eller ej
Déscartes tvivler på alt, selv tvivleren, der tvivler på alt. Hans opfattelse af bevidsthed er ekstrem, for den er ene og alene refleksiv. Bevidsthed ER ikke, bevidsthed er ikke Væren, for bevidsthed er reaktion, for bevidsthed er et produkt. Déscartes foregriber videnskab, som vi lærer den i dag, hvor bevidsthed hævdes at være et biprodukt af kemiske processer i hjernen. Selv matematikere, materialismens mest hårdnakkede forfægtere, burde frygte Déscartes, for vi kan ikke – ifølge Déscartes, der selv var matematiker - være sikre på endog matematikken. Han siger: Jeg kan ikke engang betvivle mig selv, der betvivler. Ego cogito, ego dubito, Cogito ergo sum – jeg tænker, ergo tvivler jeg, ergo er jeg til, Res Cogitans, mental substans, sindet er bare stof.

Det er værd at bemærke, at Déscartes i sine Meditationer over den Primære Filosofi åbenbart ikke fandt sikkerhed i materien men i sig selv. Disse anti-metafysikere modsiger altså sig selv. Hvis materien er så sikker, som de påstår, hvorfor så disse ego-ergo-reflektioner?

Egoet er en refleksion af dystert stof. Det er en flydende akt at insistere på sikkerhed her, og det må repeteres i én uendelighed grundet sin flygtighed. Ligsom med løgn og sandhed, løgn skal vedligeholdes konstant, sandhed giver sig selv. Déscartes går endog videre til at postulere Gud som garanti for viden, men Gud er nu blevet til en projektion af tænkeren selv, af filosoffen, der tænker, ergo er han til. Der er en lige linie fra denne projektion til Ray Kurzweil og posthumanismen (hvorfor tager manden lige et navn, der betyder Stråle-Kortbølge?), der siger, at der ikke er en gud, men der vil ankomme en gud, fordi vi ønsker at gøre universet bevidst, Deus ex Machina, og denne gud kommer ud af maskinen som et billede af os selv, en syg akt af det fremmedgjorte menneske, der blev til sin egen hjerne og krop og fornægtede det, der ikke kan fornægtes, sjæl og ånd. Dette er menneskehedens yderste hybris og forfængelighed. Den projicerede gud er en kosmisk nørd, der betragter sin egen gravsten. 

Det jesuittiske projekt

Déscartes var i øvrigt ikke selv protestant men jesuittisk uddannet katolik. Interessant konstatering, vel vidende, hvor stor indflydelse jesuitterne har haft på vores verdensopfattelse, vores samfund, vores historieskrivning (læs: historieforfalskning) og vores politik. De var de store revolutionsmagere, den Franske Revolution og kommunismen er ret beset en jesuittiske opfindelser. At materialismen og senere nihilismen netop skulle promoveres af dem, er interessant. Det er en generel misforståelse, at Jesus-Ordenen overhovedet har noget med kristendom at gøre. Vi forveksler det tøj, de bærermed deres intentioner. Deres agenda er en helt anden en kirkens, men de er mestre i forklædninger. Lige nu har vi oven i købet en jesuittisk pave, ankommet i rette tid … til hvad? Til en periode, hvor post-materialismen skal have en ekstra skrue? 

Jesuittisk agent, dæknavn: Leo Taxil, charlatan, svindler og designerprofet.

 

Vi ved fx, at det var den jesuittiske agent, Leo Taxil (egentlig Marie Joseph Gabriel Antoine Jogand-Pagès), der før sin død i 1907 forfattede det skrift, som fejlagtigt tillægges den amerikanske frimurerhøvding Albert Pike (1809-91), hvor der forudsiges og beskrives tre verdenskrige. Og vi har officielt kun oplevet to indtil videre. Taxil havde insider-information fra den orden, der har styret væsentlige områder af verden siden den spanske inkvisition. De var dengang et typisk modreformations-tiltag indenfor kirken, men tiltog sig undervejs deres egen agenda, som de med loyola'sk mascochistisk fanatisme og ekstrem selvopofrende disciplin har forfulgt lige siden. Og dygtighed skal vi ikke glemme. Hvis nogen tror, de er snedige, så er jesuitterne altid en tand snedigere, for de kender The Big Picture. De har selv været med til at male det i deres epoke. Jesuitterne er præ-nihilister. Om deres 'gud' har horn på hovedet eller ej, kan diskuteres. Det kan også diskuteres, om den sidste og ifølge Taxil og jesuitterne endelige verdenskrig allerede er startet. Hvis man fjerner solbrillerne og ser den rigtige retning, er der en del, der tyder på det. 

Materialismens guldalder

Materialister er helt sikre på, at materien er sikker. De plejer at sige, når de anfægtes: Prøv bare at knalde dit hoved ind i den væg dér, så skal du se, hvad der sker! Hvilket ikke er et argument. Det siger intet om sandheden, blot at vores hjerneskaller ikke er lige så tykke som vægge.

Ukuelig parisiansk optimisme i den skønne epoke

Processen med nedsynkning i materien kalder Guënon for solidificeringaf verden, og materialismen var blot indledningen. Materialismens livssyn er optimistisk i absurd grad. Den roser sig selv af sine frembringelser indenfor teknologi og videnskab, FN's Menneskerettigheder, alt hvad vi kalder for humant og fremskridt. Altsammen funderes på Amorphus Abyss, en uudgrundelig afgrund af mørk stoflighed. Materialismens tidsalder tyvstartede og forberedtes med Déscartes, men startede for alvor i 2. halvdel af det 19. århundrede og varede til 1. Verdenskrig, æraen kaldet Belle Epoque i Vest- og Centraleuropa. Tiden var nærmest beruset af optimisme over alle materielle fremskridt. Den var en sikker tid, og den lurende fare blev kun opfattet af ganske få.

En misforstået misosof. Man bliver ikke nihilist af at beskrive nihilismens ankomst.

En af de ganske få var nihilismens profet, Friedrich Nietzsche, der i øvrigt spøgte med at kalde sig misosof, foragter af filosofi, mest som et sidekick til hans uønskede kolleger i tiden. En temmelig vred mand. Han påpegede, at vi havde afskaffet sandhedens verden, det billige skidt. Væk med den. Hvad var der så tilbage? Den illusoriske verden? Nej, siger Nietzsche, for den røg sig en tur ved samme lejlighed, og tilbage er INTET. Materialismen er funderet på kosmisk pessimisme men er selv materiel optimisme, ret selvmodsigende. Liberalisme i sit egentlige scope er optimistisk i vanvittig grad. Når blot mennesket er frigjort fra … ALT, også sin egen moral, sit eget køn, sin nation, sin familie, sine traditioner, sit ansvar og til sidst sin egen krop i sit eget tankesæt, så ankommer et lykkeligt, frit og kvit broderskab mellem mennesker – der i mellemtiden ikke længere er mennesker. 

Her er til gengæld en vakseægte nihilist

Når man læser, hvad sofister som Bertrand Russell påstår, så er de besatte af sikkerhed og hvordan man finder sikkerhed. Men hvis materien er så dødsens sikker, hvorfor så denne besathed? De røber deres egen afgrund af tvivl, som de ikke tør indrømme – og så meget må man give Déscartes, for han tillod sig i det mindste at tvivle. Materie er kviksand, for når man går ned i den som fysikere, går den i opløsning. 

Den store fornægtelse

Kulturmarxisten, den fallerede musiker, der i stedet for at spille klaver filosoferede om moderne musik i midten af forrige århundrede, kulturmarxisten og frankfurter-skolastikeren og jøden Theodor W. Adorno (1903-69), kom med følgende pseudo-profetiske udsagn: Efter Holocaust kan der ikke længere findes poesi. Hvordan kan han tillade sig at sige den slags!? Hvis man vil hele dybe sår fra en massakre, er man bedre tjent med at digte og synge end at rejse en gravsten. At marxisterne selv var med til at skabe Holocaust, hvilket vi aldrig har fået forklaret ordentligt, og især ikke af dem selv, er så en sag for sig. Men, hvor bekvemt, at et helt folk, tyskerne, blev syndebuk for det store slagteri i det 20. århundrede, så de egentlige syndere gik fuldstændig fri.

Frankfurterpølsen og nihilisten, der gav tommelfingeren til den vestlige civilisation

Materialismens lallende optimisme fremkom via en fornægtelse af et underliggende mørke. En lignende lallende optimisme tog fart i den post-materialistiske eller neo-materialistiske tid efter 2. verdenskrig. Jitterbug og teenyboppers, forbrugsfest, biler og farvefjernsyn, hippie love-ins, diskoteker, porno, massefabrikat af billigt lort. Især halvtressernes USA er et billede af denne barnagtige uebekymrethed. Lad os glemme massakren, lad os æde burgere og bælle Coca Cola, lad os svømme rundt i den amerikanske drøm fabrikeret af Hollywood – der herefter genindspillede Holocaust og gjorde det til et stykke politisk mytologi. En tragisk lallegladhed, for endnu engang så vi det ikke komme. Koreakrigen, Vietnamkrigen. Og så gik der LSD og potrygning i den, en 'vellykket' CIA-operation. Så glemte vi krigen et par år. Flexlån og quick-lån, privatisering og bankgebyrer. Herefter en ny bølge af krige og kriser, oliekrig, finanskrig, 9/11, Irakkrigen, Afghanistankrigen, Libyenkrigen, Syrienkrigen, Ukrainekrigen, krig i Yemen, Sudan, Irak igen. Der lalles videre i psykopatisk optimisme. Efter det amerikanske præsidentvalg, når de har valgt mafia-bitchen med den skraldende latter – krig med Iran, Rusland og Kina? De har forberedt sig derovre, for de ved helt nøjagtigt, hvad psykopaterne i Vest er i stand til. 

Leo Strauss - den nihilistiske Godfather for the Neocons

Når bunden går ud

Tilbage til Nietzsche: Når vi skrotter den virkelige verden – og her tænker han på Platons og Aristoteles' spirituelle verden, i forhold til hvilken materien forholder sig som en skygge til lyset – så er der INTET tilbage. Dette medfører som en indbygget en-tellegens, en prædisposition: materialismens endeligt. Verden blev støvsuget for usikkerheder, uforudsigeligheder og uhumskheder som spøgelser, dænomer og andre ånder, der ikke kan forudsiges og kontrolleres. Verden blev en legeplads godkendt af BUPL, hvor man ikke kunne falde og slå sig. Til gengæld var den røvsyg og dødkedelig. Alt var kalkulereret og sikret. Det blev ført sikkerhedspolitik – der som bekendt har skabt større usikkerhed, men vi insisterer på at bruge ordet alligevel. Virksomhederne kører management, We can manage everything, including human ressources. 

Verden er solidificeret. Men det er kun i forhold til, hvad der måtte være ovenover og ikke i forhold til, hvad der findes nedenunder. Når skallen og fundamentet revner, så starter noget med at smutte indenfor i denne verden. Og da vi er materialister, har vi ingen begreber for dette noget.

Guénon så det i begyndelsen af forrige århundrede i form af kvantefysik (den ny fysik) og psykologi. Kvantefysikerne / partikelfysikerne måtte opfinde en hel stribe af underlige ord for at beskrive, at stoffet forsvandt, jo nærmere de betragtede det. Sub-atomart, et absurd ord. Et atom betyder en udelelig enhed. Ingen af delene er virkelige. Nærmer kvantefysikken sig så metafysikken? Nej, den nærmer sig sub-fyskken. Vi fjerner os yderligere fra metafysikken, vi er på vej lige lukt i Helvede. Hvad har de gang i nede i CERN? De prøver at åbne en portal til en anden dimension via hadron-collider'en, som i virkeligheden er en gigantisk Tesla-maskine til at skabe et magnetisk hul i Universet. Hvad kommer der så ud gennem det hul? Det ved de intet om, men satatikerne har store forventninger til det.

Psykoanalysen i den freudske forstand var en anden vej til Helvede. Det er sindets videnskab og studiemiljøet hedder underbevidstheden. Sub-bevidst - sub-atomart – same-same. Det er et studie af sjælen, men kun af sjælens laveste funktioner. Det er materialiseret sjæl. For Freud handlede det om barnets semi-pædofile forhold til sine forældre, og vi er alle undfanget som et stykke perverteret patologi. Streng materialistisk psykologi er imidlertid behavourisme. Det handler kun som tyndt påskud om at forstå menneskelig adfærd, for aftagerne til behavourismen, kunderne i butikken købte varen for at manipulere med mennesket. Ligesom Frankfurterskolen, der kaldte sig Institut for Sociale Studier, men som havde et helt klart formuleret destruktivt og manipulativt formål med disse 'studier'.

Menneskets sjæl er også funderet i kropslige funktioner. Daoisterne ved det og har begreber for det. Sjælen har 5 organer i kroppen som afsæt: nyrer (adrenaler), lever (galde), mave (milt), lunger (pancreas) og hjerte (thymus). Disse udgør sjælens psyko-fysiske elementer, de har deres udtryk og man kan kommunikere med dem. Men de kender også de højere og ikke-organbaserede funktioner ved sjælen, for de har bevaret deres metafysik og deres alkymi. Psykoanalytikerne er reduktionister. De har ophøjet de fysiske og lavere aspekter ved sjælen til at være det hele. Guénon siger det lige ud: Det er en form for sort magi. Det er Tidens Tegn, tegnene på, at tiden er kommet, hvor bunden ryger ud af vores verdensopfattelse i det sidste stadium af Kvantitetens Herredømme. Deraf titlen på hans hovedværk fra 1945. Det bedragede sind prøver på at opløse materien ved at gå nedenunder materien. Freud sagde: Hvis jeg ikke kan bevæge Gud til medlidenhed, påkalder jeg Underverdenen. Han siger det faktisk ret klart. Hvem sagde ellers det samme før Freud? Her bliver det interessant. Det gjorde ingen anden end den infamøse skikkelse fra Bayern ved navn Adam Weisshaupt! Endnu et jesuittisk produkt. Får vi en stigende fornemmelse for, hvem der er jesuitternes, kabbalisternes og frimurernes 'gud'?

Psykoanalyse - er det ikke en form for mental vivisektion?

Den forfalskede verden

På samme tid som verden foretager en nedstigning og bliver materialiseret, finder der en modsat rettet bevægelse sted, der stræber efter den oprindelige perfektion. Dette er dyb verdenshistorie og ikke den krigshistorie, som vi er forvænt med skrevet af Imperiet i selvsving eller selvforsvar. På baggrund af krigsmagernes historieforfalskning kan vi meget let få den tanke, at mennesket som væsen grundlæggende er ondt. Imperier er garanter for ondskab, for det er sådan, de er blevet til Imperier. Mennesker er mennesker, på godt og ondt, og hvis de ikke bliver mishandlet på det grusomste af Imperiet, er de for det meste gode og fredelige. 

I den dybe verdenshistorie foregår der noget andet og vigtigere, end at den-og-den nation med den-og-den konge overfalder den anden. Ligesom i et menneskeliv er de vigtigste hændelser i vores liv intime, og vi har svært ved at forklare dem. Det samme med menneskeheden. Kun de mest spirituelt velfunderede mennesker har været i stand til at læse den dybe understrøm. Steiner var en af dem. Hans verdenssyn minder på visse punkter om Guénons. De var begge rundet af de store spirituelle traditioner, de havde begge fødderne indenfor hos teosofferne, og de tog begge afstand fra dem. De betragtede begge den nedadgående spiral og den opadgående som cykliske hændelser over lang tid. Ingen af dem var manikæere, men de så begge den mørke kraft, der trak menneskeheden nedad og den lyse, der løftede den. Guénon er tættere på den indiske (jf hans afhandling om Hindu-doktriner), og han var helt klar over, at både der og hos Platon/Aristoteles fandtes tanken om Det Store År og dets fire årstider (som i virkeligheden er en oktav). Hvorvidt han har kendt til Sri Yukteswar's tidssætning for afslutningen af det dybeste mørke i Kali Yuga vides ikke, men det er påfaldende, at han som Yukteswar ser skiftet ankomme i hans egen tid. Rent faktisk er Millenniumskiftet ophøret på både Kali Yuga og den overgangstid på 400 år, der 'skifter gear' til Dwapara Yuga, den elektriske tidsalder, hvor de finere energier igen vil blive forstået. Og hvor metafysikken igen vil indfinde sig!

Rudolf Steiner, en praktiserende metafysiker

Der er ingen selvmodsigelse i, at der findes to simultant modsatrettede energier i verden, en nedad- og en opadgående. I det spirituelle felt er der sameksistens af modsætninger. 

Epistrophae

Guénon kan måske bedst beskrives som en neo-neo-platoniker. Han minder om Proclus (412-485), den sidste store lærde i Platons Akademi - dannet 387 f.Kr. og altså 800 år forinden - , inden det blev opløst af kejser Justinian I (582-565), der forbød al 'hedensk' filosofi. Proclus havde en meget detaljeret forklaring af, hvordan alle ting udgik fra Gud. Han kaldte det Processionen fra Den Ene. Omvendingen af processionen kaldte han for Epistrophae, omvendingen, tilbagevendingen. Det er en gnostisk tanke. Gnosticisme var blot kristendommens rodekasse/affaldsspand og fællesbetegnelse for alt, der kunne kravle og gå – og tænke – før de selv tog patent på al tænkning og spiritualitet under navnet Enhedskirken, Ecclesia Catholica. 

Måske Proclus stak næsen for langt frem

For Proclus som for Platon som for Guénon (og vi kunne tilføje Steiner) er Ånden ikke en materiel analogi men en levende organisme. Gud har intet at gøre med en maskine. Gud er ikke en refleksion, en projektion eller en reduktion. Disse folk – igen inklusive Steiner – var ikke en del af den moderne verden, og den moderne verden er ude af stand til at tænke i deres kategorier. Proclus ser, ligesom den største neo-platoniker, Plotin, Tid i forhold til Evighed. En 20. århundredes værens-filosof (ontolog) som Martin Heidegger afviser fuldstændig Evighed som koncept. Evigheden fremsiges stadig som en reminiscens af metafysikken i de kristne ritualer (selv i de protestantiske) som Doxologien, den rituelle sætning i højmessen om Fra Evighed til Evighed, et svimlende smukt tankesæt, der er meget lidt hørt og meget dårligt forstået. Og alligevel uhyre simpelt og intuitvt. For Plotin var det umiddelbart forståeligt, og som man siger i filosofien: intuitivt sandt. 

Plotin

Alt spirituelt har sin manifestation. Ikke blot fænomener, som er flygtige og måske blot illusoriske, men manifesteringer = virkeliggørelser af noget sprituelt. Igen fysikeren Hartmut Müller: Der findes ikke materie uden ånd, og der findes ikke ånd uden materie. Ånd manifesterer sig som stof, stof har sin oprindelse i ånd. 

Indvielse og mod-indvielse

Hermed to nye begreber fra Guénon: indvielse og mod-indvielse - initiering og kontra-initiering.

Materialismen har lukket mennesket for det, de gamle kaldte for Himlen. Og det var ikke nattehimlen med stjerner på, ejheller var det blot det materielle kosmos. Det var alt højere end det sanselige. Til gengæld har materialismen åbnet mennesket for det, de gamle kaldte for Helvede. Vi føler os nærmest hjemme, når vi læser Infernoi Dantes Guddommelige Komedie.

Det kunne være hvor som helst i en moderne storby og dens forstæder og i et bredt udsnit af verdens TV-kanaler. Det kunne være 1/500 brændpunkter i udkantsverden, hvor Imperiet bomber løs på uvildige befolkninger fra luften og har sluppet horder af djævle med boots on the ground, automatvåben og Toyotaer løs. Det kunne være den daglige udfoldelse af det, de gamle kaldte for dødssynderne: Storhedsvanvid, grådighed, liderlighed, misundelse, frådseri, raseri og dovenskab – og Hollywood siger Go for it! Ikke at forveksle med selvsikkerhed, evnen til at tjene penge, god sex, nydelsen af god mad, berettiget vrede og en sund pause fra protestantisk work-a-holism. Den eneste dødssynd, der er umulig at finde forsonende træk ved, er misundelsen, jævnføre Misundelsens Imperium aka Mammonismen. Ikke at unde andre mennesker det gode liv er i værste fald kosmisk utilgiveligt og i bedste fald et klart men patetisk udtryk for, at man selv mangler et liv og er så stupid at tro, at man kan kompensere ved at frarøve andre mennesker deres liv og velfærd. 

Virtuel

Vi lever ikke engang i den materielle verden længere. Vi lever i den Virtuelle Verden, hvilket er endnu værre. Det er materialisme på steroider. Og hvilken nysproglig begrebsforvirring at misbruge det metafysiske ord for perfektion virtu = dyd som en tem for uvirkelighed, illusion, fantasi, forfalskning! Når man i dag mestrer den materielle verden og dens teknologi – til perfektion, kan man skabe sin egen verden, deraf det neo-linguistiske begreb virtualitet.

En post-humanistisk propagandist, Guy Pierce, drømmer om en verden, hvor al smerte er fjernet ved at sende nano-botter ind i kroppen, der styrer neuro-transmitterne, de ultimative pain-killers, den aleopatiske medicins nano-magic-bullit, medicinal-industriens våde drøm om virtualitet. Og selvfølgelig vil vi være livstids-kunder i deres butik, fordi smerte er en del af livet på jorden for mennesker. Men iflg. Pierce (eng pierce: gennemtrænge) vil de søde nano-botter nu hjælpe os med kun at sanse kun det, vi føler behag ved at sanse.

Al relevant Tradition har ifølge Guénon initierende momenter. Vi tilbydes mulighed for at blive indført i den forståelse, det har taget generationer at forstå, vi kan få del i generationers visdom. Vi burde leve i en verden, hvor det var normen at lytte til gamle og vise mænd og kvinder, men vi lever i en verden, hvor latterlige, liderlige og lallende teenagere (m/k, 15/65) har fået lov til at sætte standarden. Vi lever i en infantil og unwise kultur. 

I frimureriet hævder man at initiere/indvie medlemmerne ved at udsætte dem for en masse forvirrende halvfordøjet symbolik. Det er nærmest en form for vestlig (misforstået) zen-buddhisme, hvor det symbolsk/begrebsligt forvirrede menneske pludselig formodes at få en åbenbaring, når det er mest forvirret. Det kan selvfølgelig ske, men sandsynligheden er mildt sagt ringe. Det skal siges, at Guénon selv var frimurer og mente, at en del af derestradition var værdifuld. Men han var også klar over, at frimurerne havde fået traditionengalt i halsen, hvorefter han søgte til kilden. Han søgte også initiering i hindu-filosofien og han lod sig indvie i sufismen, hvorefter han levede under det besværlige navn: Abd al-Wāḥid Yaḥyá (al-Mālikī, al-Ḥāmidī ash-Shādhilī). En dame i Paris, der dedikeret læste hans bøger, blev først klar over efter 15 år, at hun havde boet ved siden af en Sheik Yahyá, som var hr. Guénon. 

Guénon ved studérbordet i Cairo

Initiering, hvad vil det sige?

Man kunne måske mene, at Guénon modsiger sig selv her, men han siger, at man kun kan initieres indenfor sin egen kultur. Han studerede hindu-filosofi og lod sig initere som sufi, så hvad havde han gang i? Han erkendte, at Vesten havde afskaffet metafysikken og dermed dens evne til at initiere. Så han tog et afsæt i de ikke endnu ikke vestligjorte og materialiserede kulturer, hvorefter han vendte tilbage og samlede de værdifulde fragmenter fra sin egen kultur.

At erkende, at man befinder sig i en kultur er eksoterisk. At finde denne kulturs indre kammer af metafysisk tradition er esoterisk. Indvielse er i virkeligheden en simpel ting. Når man lærer et håndværk og et fag for alvor, bliver man rent faktisk indviet/initieret. Evnen til at lade sig indvie kræver blot én ting: at man føler sig kaldet, at man følger sit kald. Hvad er nu det for tøjeri, spørger den psykologiske materialist,hører de stemmer, er de syge i hovedet? Nej, det handler om at være i kontakt med sin Daemon. Som, hvis det ikke finder sted, transformerer sig til en Dæmon. Jeg har helt konkret en nær bekendt, der efter det 4 glas vodka morfer ind til sin dæmon, der fortæller bizarre historier om, at han er en CIA-agent og så let som ingenting kan slå dig ihjel. Han har oven i købet et navn for dæmonen, og næste dag har han bondeanger og siger, Jamen det var jo hr xxxx, det var ikke mig. 

Det moderne menneske er som standard uvenner med sit Alter Ego

Et lille pitstop med Daemon/Dæmon. Det er dobbeltgængeren, det er din bedre halvdel, det er dit andet jeg. Det er også din ikke dominante halvdel af hjernen. Når den ikke er fuldt integreret i dit tænkende og følende liv, kan den føles som en fremmed. Men du møde den og tale med den – som en fremmed eller som en velkendt. Nogle mennesker har endog mødt deres Daemon som dobbeltgængeren i fysisk skikkelse og fuldt manifesteret. Andre har talt med den og hørt den som en stemme. 

Kaldeter et udsagn fra din Daemon. Et godt råd: lad være med at overhøre det. I hindu-filosofi kaldes det også for din Anteriamin, den indre rådgiver. Den fortæller os om vores plads i verden, vores formål, vores Dharma, den rette vej ud af Karma. Menneskeheden har også sin Dharma, men er lige nu ved at blive kvalt i konsekvenserne af sine egne misgerninger, sin egen Karma.

Der findes indvielse, og der findes bevægelser og personer, der arbejder på den sag. Men der findes også bevægelser og personer, der bevidst og for nogles vedkommende ubevidst arbejder på det modsatte: mod-indvielse, kontra-initiering. Ondskaben har sine agenter, og de kan ofte være tilsyneladende tiltalende og velbekymrede mennesker, der gerne vil hjælpe dig med et og andet. Andre er så diskrete, at du aldrig møder dem. En bevægelse, en gruppe, der følte sig så selvsikre, at de blankt indrømmede, at de arbejdede for destruktionen af hele den vestlige civilisation, var Frankfurterskolen. Hvis man siger kulturmarxister, kan man i samme sætning og åndedrag sige zionister, socialister, kommunister, maoister, marxister, kabbalister, satanister, liberalister, imperialister, neotrotskister (neocons), mammonister, terrorister, militarister, intervenister … læs ISMS for Dummies. Jeg siger med vilje ikke kapitalister, da det er et tomt marxistisk skældsord. Det samme gælder for fascister, et ord uden egentlig mening længere, da 'isterne har udspyet det så mange gange. 

Som ind i Helvede 
Hvis vi skal vælge blot ét ord af ovenstående, må det blive satanister/satanikere. Guénon bryder sig ikke om at bruge ordet, men det er, hvad de er. Deres egentlige formål er at slippe Helvede løs, og de har bevist det gang på gang. Satanismen er på sin vis vor tids religion, for alle folk synes at danse om den store guldkalv, ingen løfter hænderne i protest, når det sataniske Imperium sønderbomber et nyt sted – bortset fra de stakler, der bliver bombet, men dem er der ingen der hører, for de sataniske medier i det hyper-materialistiske Vesten giver dem ingen taletid. Og derfor er der ingen, der protesterer. Medierne fortæller os bag deres skriveborde, at sønderbombning sker i en retfærdig sags tjeneste. Husk: ingen billeder af skrigende kvinder og børn og gamle mænd, mens de brænder op, ingen forkullede lig i brandtomterne, ingen trøstesløse ruiner med beskidt vand, blod og rotter, ingen facts, ingen substans, ingen sandhed. Hvad havde du tænkt dig?! Har du glemt, at det første, der ofres i en krig er sandheden? Hvordan kan du nævne krig og glemme dette primære udsagn? Krig er løgn fra før den starter, mens den står på, til efter den er slut. Og efter den er slut er allerede en ny fra før den starter, for krig er jo også en industri, big BIG business.

Mod-indvielse handler ompervertering af tradition og skabelse af en mod-tradition, som mennesker så kan kalde for deres tradition uden at ane, hvad tradition er. Jeg hører fx allerede folk, der siger: Jamen er krig og dårlig religion ikke også tradition? Jeg hører også tåbelige feminister skingerhyle Jamen er det ikke bare mændene, der altid har gjort det? Sorry Honey, du har ikke gjort dit hjemmearbejde, du har bare fundet en skydeskive. Jeg serkulturmarxister og -radikale pudse deres hornbriller, mens de selvhøjtidligt siger: Vi må gøre op med alle traditioner!Jeg ser ny-konservative uden sag, for hvad er der længere at konservere, når alle traditioner er ødelagt? Jeg ser socialdemokrat-socialister flagre i den tomme luft, for de har ikke opdaget, at Muren er faldet og deres 'isme er afgået ved døden. I stedet går de ind for EU, krig og Goldman Sachs. Jeg ser radikale uden rødder (radix), for deres leder har forelsket sig i George Soros og Madeleine Albright – af alle! Jeg ser de nye højrenationale, der tror det handler om at hade muslimer, hvorefter de ryger lige lukt i armene på zionisterne/satanisterne og The Clash of Civilisations. Det politiske felt + medier + post-ideologierne er én stor mod-indvielse.

Politikeren, der glemte at tjekke sine forbilleder ud, hvorefter hun modtog en mod-indvielse. Her afbildedet som Himlens Dronning ...

Vi lever i en anti-verden med anti-sjæl, anti-Gud, anti-ånd. Vi bliver indviet i denne anti-verdens anti-religion. Der findes skoler for det, der skrives bøger om det, der er organisationer, der arbejder på sagen. Fysikken taler om anti-stof. Kunsten dyrker anti-skønhed, som om vi aldrig er kommet os over de to verdenskrige – og det er vi heller ikke. Ungdommerne river deres bukser i stykker, fordi de synes det er sejt at ligne en billig luder m/k, der lige er blevet voldtaget i en baggård. I tider for ultra-liberalisme (jeg er 'fri', så alt er frit tilgængligt) er der fri adgang for alle til at bruge vore kroppe, vore hjerter, vores hjerne og vores røvhuller. I tider for nysprog er Frihed et synonym for Slaveri. Aldous Huxley, Bertrand Russell, H.G. Wells og de andre fabianske socialister fik ret: vi har lært at elske slaveriet ved at omdøbevores ufrihed til frihed.

Mainstream-tøsen skal ligne en billig luder, hvis tøj er flået i stykker, mens hun blev voldtaget i sidegaden. Hvis hun gjorde modstand, var det mest for spændingens skyld.

Den Guddommelige Komedie

Dante fik ret. Hans Divina Comedia er en præcis beskrivelse af civilisationen i dens store træk. Når vi rammer bunden og når Helvede, indtræder Purgatoriet, Skærsilden. Måske var perioden mellem år 1600 og år 2000 rent faktisk Purgatoriet rent historisk. Med lidt forsinkelse måske, for der findes mod-indvielses-grupper, der har kendt til Tidens Tegn, der har arbejdet i døgndrift for at forsinke og forurene den naturlige proces med den hensigt at forlænge Kvantitetens Herredømmeudover dens sidste salgsdato og deadline. Men de kan ikke i længden fifle med de energier, der styrer dyb historie, Organon. Ånden kan ikke opløses, og når den tilsyneladende totale opløsning finder sted, sker der samtidig en omvending, Proclus' Epistrophae. Den nedadgående spriral overtages glidende af en opadgående, når energierne vender.

Der er de, der mener at kunne påvise, at Dante var påvirket af sufi-tænkerne i middelalderens Spanien. Han endte i øvrigt sine dage på en sejltur, efter at hans indre stemme, hans Daemon, havde advaret ham imod turen. Hans eget liv blev dermed en tragedie. 

 

Helvede fra en illustration til Dante som en nedadgående spiral.

Verdens Ende er afslutningen på Illusionen. Det er betydningen af Apokalypsis. Det magiske trick, der har bildt os ind, at materien er verdens fundament, er ikke længere gyldigt. Det er sådan med Løgnen, at den ophører, når den har afsløret sig selv, når den er på højden af sin egen magtfuldkommenhed, når den ikke længere har fjender. Åbn øjnene, se dig om, er det ikke nøjagtig, hvad der sker i skrivende stund? Sæt dig til rette i biografsædet, du kan reelt ikke gøre en skid, men du kan nyde forestillingen. Du kan selvfølgelig danne et nyt politisk parti og deltage i forestillingen ved at drive med strømmen – det kan også være sjovt OG en modbalance til herskerne i Kvantitetens Herredømmeog deres forhalings-politik. Det kan endog være nyttigt. Men det kan du kun gøre, fordi Tidens Tegn arbejder for sagen.

Et af tidens tegn er tilsyneladende, at satanisterne i musikbranchen og Hollywood udfører menneskeofring. Gerne på de kunstnere, der ikke kan holde deres kæft.

Kundskab Frihed Jorden, men størst af alle er Kundskaben. Vi skal igen spise af Kundskabens Træ. Vi kan reelt ikke forandre Verden, for Verden kan kun forandre sig selv. Vi kan bringe os på linie med Tidens Tegn og de energier, der styrer verden, og vi bør gøre det afhængig af vores trang til at være aktive. Vi kan skyde efter månen som drengen med buen (du ved hvad jeg mener). Men hvad vi rent faktisk kan gøre er at forynge vores kundskaber. 

Go for it!