Noter fra en Verden af Vanvid

af marco_hanuman, the blogger

Our finest purpose is to create and maintain islands of sanity in an ocean of insanity.
[Matthew Raphael Johnson]

Vi lever i menneskehedens mærkeligste tidsalder. En tid, hvor absurditeter og vanvid eskalerer i en grad, der er uhørt. Hver dag byder på nye van-vittigheder, der overgår gårsdagens. Det mest absurde er, at folk tilsyneladende er blevet så apatiske overfor det stigende vanvid, at de ikke længere reagerer. Et godt bud på det fænomen er, at vanvids-eskaleringen just handler om en gradvis tilvænning og optræning til stadig højere grad af vanvid.

Hvis man som undertegnede til daglig holder sig langt væk fra blåstemplede massemedier i erkendelsen af deres ekstreme giftighed, så vil blot en uges frivillig udsætten sig for disse giftige medier for hver eneste side, der vendes i et trykt medie og for hvert eneste sekunds dvælen ved de elektroniske mediers udgydelser være en hovedrystende oplevelse. Man tror det næsten umuligt, at ophobelsen af så meget lodret løgn kan finde sted, men undertegnede må igen sande, at det er skinbarlig virkelighed. 


Note 01 

Filippinernes præsident Duterte er en mand, der tager bladet fra munden og, ligesom den tidligere venezuelanske præsident Hugo Chavez, har nosser til at sige lige nøjagtigt, hvad der passer ham i Vestens, globalisternes, imperialisternes + 27 andre charmerende navne for fænomenets disfavør. Og tilsyneladende slippe af sted med det.

Han henretter gladeligt drughandlere. Alle med en hjerne ved, at det er Vestens efterretningsvæsner, såsom CIA, der kører den globale drughandel. Han har erklæret krig mod global-banksterne i skikkelse af Rothschild-syndikatet. Alle med en hjerne ved, at de er blandt de hovedansvarlige for krige, korruption, fattigdom og et sygt globalt bankvæsen with a license to rape and plunder.Alle med en hjerne ved desuden, at al terrorisme eksemplificeret ved dets nuværende monstrøsitet, ISIS, er skabt af de samme efterretningsvæsner, de samme banksters og de samme deep-state strukturer.

Og hvad sker der så? Minsandten om ikke ISIS starter en terrorkampagne på Filippinerne! Enhver med en hjerne og et minimum af hjemmearbejde vil straks se et mønster og en sammenhæng. Det er simpel logik for førskole-elever. Bare ikke for Vestens korrupte, fordummede og fordummende mainstream-medier. 


Note 02 

Manchester, for Christs sake! Det er de britiske imperialister, der har OPFUNDET terrorisme. Enhver med en hjerne ... Den britiske premierminister med det Thatcher'ske hestegebis steger nu i sit eget fedt. Briterne har postet milliarder af pund i at bevæbne saudierne til deres overgreb på et lille, fattigt naboland, Yemen. Det er skamfuldt ud over enhver beskrivelse!Det var briterne, der indsatte House of Saud i 1700-tallet - ifølge en bestilt CIA-rapport en gammel jødisk familie - og aktiverede denne wahabi-sleeping-cell, da det Ottomanske Rige skulle smadres før og under 1. Verdenskrig, en væsentlig side af denne krig, som er de færreste bekendt. Betegnende nok også et jødisk projekt, da De Unge Tyrkere var jødiske kabbalister, der gjorde britisk imperialisme en stor tjeneste - efter aftale. Ihukom det armenske folkemord ved samme lejlighed. Det var britisk MI6, der omstyrtede den demokratisk valgte præsident i Iran i 1953 - og som forinden i 1917-19 massemyrdede halvdelen af den iranske befolkning ved systematiseret udsultning.

Det britiske politi har i 30 år haft tætte forbindelser med de terrorceller, de britisk-imperale lejesvende, hvis seneste skud på stammen er mordet på en række unge britiske koncertpublikummer i Manchester. De har systematisk holdt hånden over terroristerne og sørget for, at de kunne rejse ganske frit i hele Europa. Det er simpelthen deres egne folk, der har gjort det! 

Her bliver det ovenikøbet trivielt. Minsandten om de ikke endnu en gang en gang en gang har afholdt øvelser i Manchester, hvor crisis actors øver sig i hysterisk at skrige lungerne ud og løbe hen over scenen og løbe hen over scenen igen og løbe hen over scenen igen ...  

Hvis vi desuden går 12 år tilbage i tiden, fandt der for de fleste bekendt en terrorhændelse sted i Londons Underground. Det var 07.07.05, under terroristen Blairs regime, manden, der, som amerikanske Bush og danske Fogh Rasmussen, løj overfor befolkningen, for at starte Irakkrigen. Vi minder også om, at våbeninspektøren David Kelly blev myrdet af det britiske efterretningsvæsen i nærheden af sit hjem ved Harrowdown Hill for at udtale, at 'regeringen havde sexet informationerne op'for - underforstået på et forfalsket grundlag - at starte denne forudbestemte krig. 


Note 03 

Den geopolitiske skakspiller Zbigniew Brzezinski er død. Blot kort tid efter David Rockefeller. Så mangler vi bare Henry Kissinger, tænker man i sit stille jeg. Plus en yderligere håndfuld kyniske galninge, der har forpestet vor tid og verden med deres spindoktoriske uhyrligheder.

Var manden så psykopat, eller var han blot dybt traumatiseret i en grad, hvor han udviste psykopatiske træk? Vi må blot konstatere, at han sammen med Kissinger og Rockefeller har sat sit mastermind-fingeraftryk på en stor del af de iscenesatte konflikter, krigshandlinger, overgreb, folkemord, terrorhandlinger, you-name-it, som har karakteriseret den Kolde Krig og tiden derefter, frem til i dag. 

 

Brzezinski var besat af tanken om den russiske fjende. Han ville gøre alt i hele verden for at smadre Rusland. Som polak stammede han fra det underlige kunstprodukt kendt som Polen, en opfindelse gjort for at skabe en kile mellem Tyskland og Rusland. Polen fandtes ikke for 110 år siden, området var en del af Tyskland. Polen blev skabt via opsplitningen af Tyskland efter 1. Verdenskrig, og verden synes at have glemt det.

I Stalin-æraen kunne der være gode grunde til afstandtagen til Sovjetstaten og dermed russerne. Men en historisk betinget afstandtagen blev inde i hovedet på denne indædte politiske rådgiver, med anselig magt over en stribe amerikanske præsidenter, til et permanent og betingelsesløst had. Ikke engang hans zionistiske modstykke, Kissinger, har nogensinde præsteret sådan et indædt had. Om det så skyldes, at Kissinger, som den ultra-snedige ræv, han var, godt var klar over, at den Russiske Revolution var et zionistisk projekt, kan man gisne om. Det er et faktum, at mr. Brzezinski aldrig slap sit had.

Lad os slutte af med et filmklip, hvor han står som en vækkelsesprædikant og opildner mujahedinerne, bag den pakistanske grænse, til at indlede deres krig i Afghanistan. De blev til Taliban, som blev til al Qaeda. ISIS i dag er al Qaeda 2.0. Vi ved i dag, at det hele var en omfattende CIA-kampagne, der startede, før russerne invaderede Afghanistan. De var sat op som en lokkedue for at forlede Sovjetstaten til sit eget Vietnam. Med hvilket formål? Med flere formål, men et af de mest prominente var CIA's kontrol over opiums-/heroinproduktionen. 

NB! Dette er blot en opvarmningsrunde. Se en fuld nekrolog her:
Zbigniew - En skakspillers død



Note 04 

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har just afskrevet Paris-aftalen om klimapolitik. Hans begrundelser er, at CO2-beskatning vil sætte en så kraftig dæmper på amerikansk industri, at det vil være destruktivt. Manden har selvfølgelig fuldstændig ret, og det gælder ikke kun for amerikansk industri, men al industri i hele verden.

Han er ikke helt dum. Hvis man går tilbage og opsamler hans udtalelser fra år tilbage, fremgår det tydeligt, at han er helt klar over, at fænomenet menneskeskabt global opvarmning er et svindelnummer. Ikke mange politikere har vovet at sige det lige ud. Emnet har været så befængt med politisk pseudoreligiøs korrekthed, at enhver, der vovede at tage hul på det, omgående blev udskammet i det offentlige rum.

Det er også lykkedes for denne besynderlige og på flere måder tvetydige præsident at aflive både den transatlantiske og transpacifiske handelsaftale, der begge var intet andet end amerikansk-transatlantisk handels-imperialisme af den værste skuffe. Simple og kyniske redskaber for USA-globalismen, ligesom EU og NATO. For år tilbage forsøgte de med NAFTA.

At det så ikke går så godt for mr. Trump på det militærpolitiske område, er en anden sag. Deep-State, neocon'isme og CIA har indhentet og snigløbet ham ved et diskret statskup, efter valget sidste år. Bl.a. har disse entiteter fået ham til at bevilge et svimlende beløb i militærstøtte til terrorstat no. one i verden, Saudi-Arabien, samtidig med at han fastholder sin krigeriske retorik over for Iran. Mellemøsten bliver sat op til et internt clash, der skal ødelægge Islam indefra via en typisk britisk-stil del-og-hersk situation mellem de mellemøstlige stormagter Iran og Saudi-Arabien. Den ellers på flere måder velmenende forretningsmand, der nu er præsident i USA, har ikke format til at modstå dette perfide spil. Et spil ganske i usalige mr. Brzezinski's ånd.

Faldet

af marco_hanuman, the blogger

Tredje novelle i serien - førhen:

Dæmonernes brønd
Stenen

Et ufrivilligt studie af tredimensionelt liv i angelisk fugleperspektiv

Englen Astérpil falder ud af den 4. dimension og ned gennem den dimensionelle tæthed.

Normalt kan dette ikke finde sted. Fartøjerne eller tilstandene i den æteriske verden er yderst driftsikre, men i særlige tilfælde opstår der noget, der i menneskelig terminologi kunne kaldes en fejl. Egentlig er der snarere tale om et overspring i informationsfeltet, hvor fejl, som vi kender dem i den fysiske verden, bliver mulige. Intentionens sikre styringsenergi afløses her af et øjebliks forvirring. Vi kan kun bruge begrebet øjeblik, der er tidsbundet og begrebet forvirring, der er det menneskelige tab af fornemmelse for intentionens styringskraft for at forklare det momentane - igen et menneskeligt begreb - tab af overblik og klarsyn.

Hændelsen af 'da', hvilket vil sige tilstedeværelsen af tid i rum i dimensionsfeltet, hvor tid og rum normalt ikke findes - 'normalt' igen et 3-dimensionelt begreb - opstår via overspringet i informationsfeltet. Al information er digitalt lagret og udført. Det findes i det mindst mulige felt af eksistens og er derfor i sin natur uendelig, umiddelbar tilgængelig, overinformeret og selv-reparerende. Bortset fra enkelte bobler af afskårethed, der flyder rundt i det universelle kontinuum af information.

Det er, kan man sige, en sådan boble af afskårethed, som englen Astérpil støder sammen med - sammenstød igen værende et menneskeligt begreb, der forudsætter rum, bane og masse. I den ikke-fysiske dimension kaldes det et mørkerødt hul, et indsugningspunkt til en tæthed af lavere frekvens med tid, rum og tyngde.

Det er også her, det besynderlige sker. Englen Astérpil inkarnerer som en fugl, nærmere bestemt en allike. Hvis begrebet inkarnerer ikke resonerer, så vælg begreber som materialiserer eller manifesterer eller realiserer - vel vidende at realiserer i betydningen virkeliggør ikke er fyldestgørende, da vi under alle omstændigheder taler om virkeligheder. Faldet foregår gennem et lag af skyformationer, bevægelsen er cirkulerende, fornemmelsen af tæthed og konsekvens er smertefuld - smerte forstået som adskilthed fra det frie holografiske, skalerbare informations- og intentionsfelt. Det luftige energifartøj fortættes til et sæt vinger beklædt med fjer, en krop med et påmonteret hoved med et påmonteret næb. Underneden et dobbelt landingsstel påmonteret tre fremadrettede kløer og én bagudrettet.

Lad os forstå det rigtigt. Fuglen eksisterer allerede i 3 dimensioner. Der er et øjebliks forvirring - og her kan vi for første gange tale om 'et øjeblik', hvor tiden og rummet rammer den luftige bevidsthed nedefra - så at sige - hvor den i forvejen eksisterende fugl flyver ind i den form for lavthængende skyformationer, der kendes under navnet tåge og overtages af noget ganske andet og ukendt, der rammer den - man kan måske sige 'nødlander' i det fjerede, luftbårne fartøj og sender dens fuglebevidsthed ud i skroget, hvor det i et splitsekund i nedfrossen tilstand lagrer sig i en bevidstheds-kuffert i dette fartøjs bagagerum.

Alting foregår herefter i tid og rum bundet til en krop af fjer, næb og kløer. Da inkarnationen eller nedfaldet sker, befinder fuglen sig i luften. Den abrupte udskiftning af førstepiloten i cockpittet får de umiddelbare konsekvenser for navigationen, at luftfartøjet 'staller' og dets bane antager de førnævnte faldende cirkler, der til sidst afbrydes af en kollision med en stribe visne siv i udkanten af en sø. Den fysiske del af nødlandingen slutter med at det fjerede fartøj bliver opfanget af bevoksningen og ruller rundt i blandingen af græs og siv.

Skulle et vinget væsen ikke uden større problemer være i stand til at overtage styringen af et andet? Tag ikke fejl her - spørgsmålet er stillet ud fra en forkert præmis. Engle er ikke vingede væsener som afbilledet på naive religiøse malerier. De har intet at bruge vinger til, hvor de kommer fra, og ville derfor ikke vide, hvad de skulle stille op med dem. Hvis man viste dem et maleri af Botticelli, ville de ikke genkende sig selv.

Da fornemmelsen af tilstedeværelse i det ganske fremmede miljø begynder at indfinde sig, og udsynet op i en blå himmel set nedefra gennem en stak siv ikke længere synes tilfredsstillende, beslutter englen Astérpil sig til at undersøge fartøjets - for det er sådan, det opfattes - navigationsmuligheder. Da den på ingen måde ser sig som værende identisk med det ubehagelige fjerede væsen, må det være en påklædning eller et fartøj. For et fartøj findes der et sæt manøvrer og metoder, der kan læres. Et hurtigt gennemsyn af den indbyggede online-manual indkapslet i det organiske fartøjs dna-stuktur og centralnervesystem afslører, hvad landingsstellet, vingerne og haleroret skal bruges til. Der er også et afsnit om nødprocedurer, fx om hvordan man vender sig om, når man er landet med stellet opad. Et godt sted at starte.

Vi skal her undlade at gøre rede for det yderst komplicerede koncept, der består i overhovedet at fatte opad-nedad, frem-tilbage, til den ene og den anden side. I firedimensionel geometri opereres der med fri skalering, alle samtidige retninger og vilkårlig invertering af indre og ydre. Vi vil her gøre et overspring i fortællingen og nøjes med at nævne, at det er langt sværere at forstå firedimensionel geometri, når man er vant til tre dimensioner, end omvendt.

I løbet af en times tid i jordisk målestok, en stribe akavede kolbøtter, næsestyrt og næbdyk, klo-infiltrationer efterfulgt af en række hals- og fjerbrækkende flyøvelser - man kunne måske tale om en tidskomprimeret repetition i form af tilbage-fremspoling af dyrets erfaringsprogression fra nyudklækket unge til flyvefærdig tilstand - befinder den genfødte allike, tidligere kendt som englen Astérpil, sig på en gren i et træ i udkanten af en skov på en ø i et land mod nord på en planet et sted i et solsystem i en galakse iført en temmelig ubekvem hybrid mellem et fartøj og et sæt tøj - og med følgende ubesvarede spørgsmål: Hvad er dette for et sted, hvad skal jeg her, og hvordan kommer jeg tilbage igen?

*

Englen Astérpil opdager meget tidligt en af de betingelser, som dimensionsfaldet har bragt. På en af de første flyveture prøver den at manøvrere gennem et sted, der er bestukket med høje strukturer med forgreninger og vedhæng af en bestemt lyskvalitet. Da den ikke når at reagere i tide, tørner den sammen med den brede del af strukturen, hvilket afføder en ubehagelig følelse, som den ikke har kendt. Den findes ikke i højere dimensioner.

Ved at studere andre vingede væsener, bliver den klar over, at de på den ene side nøje undgår disse strukturer og på den anden side er i stand til at gribe om de tyndere dele med deres nederste aggregater. På den måde lykkedes det den at sidde stille på et bekvemt sted. Da den forsøger at meddele sig til de andre flyvende væsener, kommer der til dens forstyrrelse en sær hæs lyd ud af munden på den. Hvad mere forstyrrende er, at der tilsyneladende kun findes denne ene lyd i dens lydprogram. Det er først, da den yderligere opdager, at den stadigvæk er i stand til at sende og modtage de andre væseners frekvenser, at den falder til ro. Lyden er kun et signal om, at der samtidig bliver sendt på mere subtile kanaler.

I dette dimensionsfelt er der hele tiden noget i vejen. Man kan ikke uden videre bevæge sig igennem det, selvom nogle strukturer er mere eftergivende end andre. Det skal alt sammen erfares ved eksperiment. En af disse strukturer er ganske glat og delvis gennemsigtig. Da den prøver at bevæge sig ud på den, synker den nedad. Den redder sig skyndsomt op igen og ryster sig af med dele af strukturen, der er blevet hængende. Andre flyvende væsner synes ikke at have problemer med at blive ovenpå strukturen. De omformer sig til et andet slags fartøj, der er i stand til at flyde. Det går op for den, at den især skal studere flyvende væsner, der ligner den selv.

Der er desuden andre væsner end de flyvende. Nogle har ikke vinger, men bevæger sig udelukkende i de lave regioner af feltet. Disse væsner er det hensigtsmæssigt at undgå. Og hvorfor ved den det? Fordi den fra en udkigspost observerede et sådant væsen nærme sig et af de flyvende væsner. Før det var muligt at signalere til flyveren, at det nærmede sig et større væsen, var det for sent, og flyveren var under støj og modstand blevet samlet op af det større væsen. Den fornemmede flyverens indre væsen give efter og forlade sit aggregat. Der var ikke længere en modstand at spore, og hele scenariet synes at udspille sig efter et på forhånd defineret regelsæt.

Det er her, det går op for Englen Astérpil, at der hersker et sæt særlige betingelser for dimensionsfeltet, der består i udveksling af levende væsners energifelter. For de bevægelige væsners vedkommende anvendes det samme aggregat, som de producerer deres særlige lyde med. Hvert væsen har sine særlige lyde, nogle har mange, andre har, som den selv, kun få. De bevægelige væsner indtager simpelthen et andet levende væsen, som regel mindre, men det kan også være større, bliver passiviseret og delvist indtaget. Andre væsner overtager efterladenskaberne, indtil der kun er en uspiselig fast struktur tilbage. Visse væsner indtager kun de mere statiske strukturer, der også viser sig at være levende væsner blot med et andet værensfelt. Det er her, den opdager sin egen trang til at indtage livsenergi fra de statiske gevækster, der kommer op af undergrunden. Ikke alle er anvendelige, og via et særligt program, som den henter frem fra sin dna-strukturs indbyggede instruktionsmanual, bliver den i stand til at skelne mellem de indtagelige og de uindtagelige livsenergier.

Visse regelsæt ved navigationsfartøjet er indbyggede, andre skal erfares. De andre levende væsner lærer af hinanden. Her bliver tilstanden i dimensionsfeltet for alvor besynderligt. Udover at levende væsner, dynamiske såvel som statiske, indtager hinandens energifelter, så er disse væsner også i stand til at reproducere sig selv som bevægelses- eller statiske aggregater. Faktisk bevæger de tilsyneladende statiske væsner sig også, blot i et helt andet tidsperspektiv. Derfor findes der overalt små og unge væsner, sammen med de større og gamle. De små lærer af de store, hvilket er ganske forunderligt.

Da Englen Astérpil selv er uerfaren omend iført et aggregat, et fartøj, der i princippet burde indeholde en fuldbefaren navigatør, er den nødt til at fremskynde processen for i det hele taget at holde fartøjet intakt og ikke udsætte sig for den nådesløse betingelse i dimensionsfeltet, hvor fartøjet opgiver sin videre færd ved enten at blive til energetisk næring for andre væsner eller slet og ret falde om og ophøre med at indtage den næsten æteriske substans af stærkt fortyndet materie, som visse bevæger sig flyvende igennem - en slags primær næringskilde, der indimellem bevæger sig sidelæns og får de statiske levende væsner til at give efter. Undertiden bevæger den usynlige substans sig så kraftigt, at visse statiske væsner falder omkuld, og de bevægelige væsner vælger ikke at bevæge sig unødvendigt.

Alt sammen en del af den fremskyndede læreproces. En anden primær næringskilde synes at stamme fra den lysende kugle af arkangelsk natur, der bevæger sig over synsfeltet og forsvinder bag kanten i et cyklisk mønster. En tredje er netop den gennemsigtige og let klæbrige substans, som kun væsner med særlige fartøjer kan bevæge sig på eller indeni, men som til gengæld kan indtages sammen med mere faste energisubstanser.

*

Englen Astérpil skifter fokus efter en række cykler fra den lysende kugle. En særlig type af væsner bruger kun et par bevægelsesaggregater, ligesom den selv i øvrigt, men uden vinger. Det øverste par bruges til at gribe om genstande med. Som sin yderste skal, bruger de forskelligt materiale, som ikke vokser ud af sig selv.

Denne type af væsner er i det hele taget væsensforskellige fra andre væsner. Der er noget særligt dissonnant over deres natur. På sin vis fornemmes et nærmere beslægtskab med den englelige væsensform, men på den anden side virker det, som om dette potentiale er uudviklet eller afskåret. Deres indre verden synes både avanceret og kaotisk på samme tid. Det er et trehjernet væsen, hvor den tredje del af hjernen er ganske veludviklet, men de synes ikke at beherske deres egen natur på samme måde, som de mindre avancerede væsner.

Englen Astérpil er både forvirret og nysgerrig på samme tid, og den finder efter et stykke tid en lydløs måde at tune ind på disse væsners sende-og-modtage-apparater. Selv når de ikke åbner munden for at tale, kører der konstant en indre dialog. Der raser hele tiden små eller større elektrokemiske storme i deres organisme, der kan mærkes i hele det felt, der omgiver dem. Det er derfor nok at placere sig i umiddelbar nærhed af et af de tobenede væsner og derefter zoome ind på det virvar af frekvenser og information, der udsendes, opfanges og transmitteres i dets system. Englens - ikke fuglens - indbyggede transkodningsprogram gør det herefter muligt at oversætte disse frekvenser til læsbar information.

I starten er det svært at sortere, da der foregår en uhyre mængde støj i disse væsners systemer. På sine ture til steder, hvor væsnerne nogle gange befinder sig i større mængder i eller i nærheden af en samling af faste hylstre med delvist lukkede og afskærmede sider eller andre gange i bevægelse i mindre skinnende containere langs baner af glat, mørk substans, bliver fuglen sig bevidst om muligheden for at lægge filtre ind for at afskærme og isolere det, der synes at komme fra enkelte væsner i forhold til det, der blot glider igennem dem.

Indimellem kan støjen eller faseforskydningen blive så akut, at det giver sig udtryk i skingre udladninger fra disse væsner. Især synes de mindre størrelser at være særligt ustabile eller disponerede for det. Disse udbrud er særligt svære at kapere for den, så den i starten vælger at fjerne sig fra området. Senere opdager den sin evne til diskret at sende en harmonisk frekvens indover den disharmoniske frekvens hos det mindre væsen. I visse tilfælde skifter væsnets bevidsthed over til en anden dimension, mens dets kropsrytme nedsænkes til en rolig puls. En enkelt gang går det dog galt, da den i succesens overmod er hoppet op på et håndtag på en af disse meget små bevægelige containere, hvori et ganske lille væsen ligger. Pludselig vågner væsenet og ser den gråsorte skikkelse sidde foran sig, hvorefter dets før så udglattede ansigt forvandler sig til et forvredet antræk, og ud af dets mund kommer denne lyd, denne ubeskrivelige og uudholdelige lyd af rendyrket disharmoni. Fuglen vælger i dette uladsiggørlige tilfælde at skynde sig bort.

Også væsner - personer kalder de sig selv - af en gennemsnitlig størrelse har undertiden disharmoniske udladninger af energi. Det kan ske, når de interagerer to og to, og en person henvender sig til en anden person med en intention, dvs. indforstået information, der tillægges en anden intention, dvs. en helt anden information, fordi den anden person i samme øjeblik bliver forstyrret af en tværgående frekvens. Denne frekvens kan være en forsinket meddelelse fra fortiden, eller en for tidlig ankommet frekvens fra fremtiden. Det kan være frekvenser indeholdende informationer fra helt andre personer til et helt tredje sæt af informationer. Det betyder herefter, at en kæde af hændelser, udladninger finder sted, der minder om det lille væsens udladninger, altså den lille person under udvikling og dennes skingre, uudholdelige lyde af rendyrket disharmoni.

Fuglen finder dette både fascinerende og irriterende. Det virker ganske umotiveret med disse udladninger, ganske ude af trit med disse personers potentiale og essens. Under betragtningen af en af disse optrin foran et af deres større hylstre - kaldet et hus - siddende på det øverste dækkende lag af dette huse, beslutter fuglen sig som en del af dens selvvalgte serie af eksperimenter at intervenere. Og da den et stykke tid forinden har opdaget, at dens fartøj, dens korpus, er udstyret med forskellige åbninger, hvoraf en af dem er i stand til lukke en klæbrig og ildelugtende substans ud, letter den fra tagryggen, sætter kurs mod de to personer i færd med deres disharmoniske udladninger, dykker nedad, åbner for det organ, der på fuglekroppens underside frigiver substansen, retter fartøjet op i sidste øjeblik og drejer væk. Den klæbrige substans fortsætter i lige linje og rammer i den del af deres stående fartøjer, hvor udladningerne giver sig lydligt udtryk. De to væsener ophører med deres irriterende udladninger, retter dem for en stund mod kilden til den nye irritation fra luften ... hvorefter de opgiver deres mellemværende og går ind i hvert deres aflukke.

Det mest mærkelige er dog, at væsnerne, personerne næsten alle i en eller anden grad synes af være ude af fase med deres egen flerdimensionelle natur. De bevæger sig rundt i en tilstand af vildfarelse fra den del af deres væsen, som konstant betragter dem og forsøger at vejlede dem. Dette flygtige væsen føler sig i mange tilfælde hjemløs omend forbundet med personen. Det er som om personens modtageapparat er frakoblet, eller også bliver stemmen fra deres indre flygtige væsen overdøvet af dette virvar af støj og indtrængende stemmer.

I enkelte tilfælde bukker personen helt under og befinder sig i samme tilstand som de to personer ved huset, men indenfor rammerne af sin egen færden og nærmeste omgivelser. Det flygtige og det konkrete, det ydre og indre, synes helt at smelte sammen. En person med langt flagrende hår i en park - fuglens terminologi udvider sig med stor hast, jo mere den betragter og opsamler information om personerne i denne virkelighed - fægter vildt om sig og skælder ud på andre væsener, eller rettere: stumper af væsener, der synes at flokkes om sig. Disse væsens-fragmenter synes at være identiske med de stemmer eller den totale mængde af støj, som passerer gennem alle personerne, men for denne person udgør de en mere konkret udfordring. Den opmærksomhed, som personen giver disse væsener er ude af proportion med deres grad af konkrethed, deres flygtige natur. Selv helt inde i personens energilegeme, det felt af elektrisk spænding, der omgiver alle personer og ikke-personer, alt levende på dette sted, har der indlejret sig stumper af væsensenergi, der krampagtigt holder sig fast som energetiske skadedyr.

Det paradoksale er, at denne person - i modsætning til de andre personer - på den ene side er sig relativt bevidst om sit eget flygtige væsen, dets mange facetter og dets del-personligheder, men på den anden side ude af stand til at kontrollere dem og er derfor henvist til at udsætte dem og sig selv for deres indbyrdes modsætninger. Personens elektrokemiske storme raser konstant, og hver time er der udsigt til dårligt vejr i det psykiske lokalområde.

Englen i skikkelse af fuglen laver påny et intervenøst eksperiment. Den hijacker en af personlighederne i den splittede persons konfliktfelt og lader den med en energi af venlig ikke-reageren. Den nydefinerede personlighedsenergi går efter et stykke tid i dialog med de andre personlighedsfragmenter, der samles omkring den nyankomne med et nysgerrigt blik. Det er som om, de har ventet på ankomsten af et neutralt felt, der kan aflede al denne energi uden mål og ankomststed. Der optræder en tilstand af lettelse.

Fuglen bliver klar over, at væsnernes konfliktsøgenhed er en slags påkaldelse, der indeholder et ønske eller en bøn om lydhørhed. Al denne støj, råben og skrigen er anråbelser om noget, der som regel aldrig indfinder sig af sig selv. Alt råber og intet hører. Pludselig er der noget, der hører, og alle råb holder inde.

*

Englen Astérpil i skikkelse af et bevinget væsen har set, hvad der kan ses i form og skikkelse af bevingethed i tre dimensioner. Det står nu klart, at det bevingede ophold ikke har den flyvske karakter, som kunne formodes, men snarere har karakteren af et fangenskab, hvorigennem den har haft lejlighed til at betragte andre væsners fangenskab. Den begynder herefter at lede efter en måde at undslippe sit fængsel og fartøj på.

Én måde ville være at ombringe fartøjet. Men hvis der opereres efter de universelle principper - og det er der for englen i skikkelse af fuglen og dens nuværende erfaringsmængde en hel del, der synes at tyde på - er det ikke tilladt at aflive sig selv. Man må ikke crashe sit eget fartøj, i hvert fald ikke uden en særlig forhåndsgodkendelse fra de Højere Råd. Hvis det skal ske, skal det ske af sig selv. Et forstyrrende element i det dimensionelle bevidshedsfelt er just, at der flakker væsner rundt uden fartøjer, der enten ikke har fået lov til eller som har valgt at tage sig selv lov til at crashe deres fartøjer. Disse kropsløse stalkers og stakler, skaber blot spirituel støj hos væsner med kroppe, da de ikke ved, at disse er i deres nærhed og interagerer. Englen Astérpil har en særlig bagvendt forståelse for deres uforløste tilstand. De er fanget i en mellemstation af ikke-kropslighed. Derfor hænger de fast især ved kropslige væsner og fysiske lokaliteter. Den selv er fanget i just kropslighed, altså det samme med omvendt fortegn.

En anden måde er at komme i nærheden af et rødt hul, en dimensional portal. Her skal man i de tre dimensioner være mere end almindelig heldig. Disse huller findes, men de allerfleste af dem er ikke antændte, de virker simpelthen ikke. Sandsynligheden for at finde et tiloversblevet funktionelt rødt hul er alt for ringe. Risikoen ville også være alt for stor, da man ikke med sikkerhed kan vide, hvad der befinder sig i den anden ende. Ikke alle lokaliteter i det mangedimensionelle univers er ønskværdige destinationer, og disse lokaliteters indvånere er ikke alle at regne for godt selskab.

Det er i denne tilstand af frustreret søgen, at Englen Astérpil i skikkelse af en allike mærker et stik i sin højre vinge. Den fornemmer et væsen, der forsøger at kontakte den. Det tager et stykke tid at indstille modtageapparatet på den nye frekvens, men da den er etableret, modtages en besked, der oversat til forståelighed ville være således:

Jeg takker dig for et interessant ferieophold. Jeg håber også, du har nydt dit ophold i den krop, som jeg blev født i. I det mindste håber jeg, at det har bibragt en vis forståelse for de forhold, vi lever under på dette sted i denne tid. Ikke alt er, som det burde være, men vi har måttet tilpasse os.

Det er et yderst interessant dimensionsfelt, du kommer fra. Beboerne har været imødekommende overfor det, som de påstår var en fejl i systemet. Jeg har fået lov til at bevæge mig rundt på visse betingelser. Ganske imponerende. I længden kan det godt blive en anelse ensformigt for sådan et væsen som mig, der er vant til en mere kontant form for afregning. Jeg trives bedst i afgrænsede felter og ikke i den store ubegrænsethed.

Jeg foreslår derfor, at vi igen bytter tilstand. Jeg har fået mandat til at overbringe dig nøglen. Det er ganske simpelt og kræver blot indtagelsen af en særlig substans.

Den usynlige, men særdeles mærkbare skikkelse, trækker sig tilbage, og englen i skikkelse af en fugl, der nu er blevet kontaktet af fuglekroppens autentiske navigatør, downloader en instruktion for det forestående skift. Den forbereder sig ved at rengøre fartøjet i en vandpyt, hvor den pjasker rundt en halv time, hvorefter den sætter sig til at tørre på en gren.

Metoden er herefter ganske rigtigt helt enkel. Den består i at finde en gevækst i skovbunden. Det er en særlig gevækst med en blød substans i form af en stængel med et aflangt hoved i toppen. Den skal indtages ret hurtigt, og herefter skal der findes et sted udenfor rækkevidde af væsner, der kan have interesse i at bruge én som energikilde. Det skal også være et sted, der ikke kræver aktiv fastholden, da kontrollen over kroppen vil forsvinde midlertidigt. Englen i skikkelse af fuglen har i forvejen fundet stedet, en dyb kløft i en sidegren på et stort træ. For nylig har den lært begreberne 'gren og træ' og er kommet til at værdsætte disse langsommelige, statiske væsener og den beskyttelse, de yder for fjerede, flyvende og mindre kravlende væsner.

Efter indtagelsen af den på visse punkter ildelugtende gevækst, der ikke er listet op i standard-forplejningsmanualen, og efter indlogeringen i den dertil indrettede kløft i træet, indfinder der sig en i stigende grad omtågethed. Det bringer mindelser om det nylige fald forårsaget af en fejl i det hyperdimensionelle system, blot med den forskel, at de spiralske former drejer den modsatte vej. Det er på ingen måde behageligt, det føles som at blive flået i stumper og stykker. Til sidst giver den slip og mærker, hvorledes den bliver suget opad og udad. Det sidste, den hører i den tredimensionelle dimension er:

Tak for det og god rejse. Jeg ser, du har efterladt min fjerdragt i hæderlig stand, og ...

... og flere meddelelser, der blot forsvinder i baggrunden, ligesom landskabet - for det hed det - forsvinder af syne, ligesom himlen - for det hed den - forsvinder, i trit med, at den udvidede dimensionalitet indfinder sig.

Englen Astérpil har en allike at plukke med et par af de hyperbevingede fjolser, der ikke sørgede for at vedligeholde portalen i form af et rød hul, og på denne måde udsatte den for en ferie - den har lige lært et nyt udtryk fra det hinsides-undersides på falderebet til sin genopstandelse. Lignende ferieophold står ikke på ønskelisten fra nu af og til evigheden. Amen.

Puritanerne og andre essays

af marco_hanuman, the blogger

De rene

Du skal skamme dig, det er din skyld, og du skal frygte.

Vi er de rene, og vi mener, at vi har meget at skulle have sagt.

Lad være med at modsige os, eller vi melder dig til puritanergarden.

Korrekthed ligger os på sinde, alt andet må vige.

Vi har transformeret retfærd til korrekthed, og nu findes der kun korrekthed.

Korrekthed har et stort potentiale indenfor renvaskning af snavsede moralsæt.

Vi bryder os ikke om ordet tyranni, da vi mener, at ordet korrekthed er mere korrekt.

Straf er os ikke fremmed.

Straffen bærer lønnen i sig selv.

Vi arbejder hen imod en mild form for dødsstraf.

Vi er på ingen måde umoderne.

Vi bærer ikke knold i nakken, vi har den blot et sted mellem ørerne.

Vi holder meget øje med, hvad andre foretager sig.

Vi blander os gerne i, hvad andre foretager sig eller ikke foretager sig.

Vi har intet imod perverteret kønslighed - bare den er puritansk svanemærket.

Vi har ingen problemer med massemord – blot det er udført med rette sindelag.

Vi har ej heller noget mellemværende med frihed – så længe der er fuld kontrol over den.

Vi findes i adskillige varianter, røde gule, grønne og blå.

Vi har frihedsgudinder, hammer og segl, halvmåner og kussetegn.

Vi interesserer os især for udøvelsen af social kontrol.

Vi har skabt ingeniørakademier for vore subjekter og efterabere.

Vi er de rene, og vi føler os kaldet til at kaste den første sten såvel som de efterfølgende.

For den rene er alting rent – skulle vi komme ud i noget snavs.

Lad være med at kaste sten tilbage, for så bliver vi TOTALT! hysteriske.

Vi er moralens svar på belgisk øl. Double, Tripel, Quadrupel.

Hvad med Quintupel og Sextupel? - kun det latinske tælleapparat sætter grænsen for lagkagemoralens etagebyggeri.

Hvad vi undsiger, gælder kun for den undsagte, ikke for undsigeren.

Adlyd hvad mor og far siger, regn ikke med hvad de gør.

Vi er er de rene, vi er skammens, skyldens og frygtens mestre.

Terror er en del af den samlede pakke.

Vi udøver kun ren terror med rene motiver.

Ren samvittighed har vi ikke brug for, da den slags anakronismer er afskaffet.

Frygt ikke, blev der skrevet - hvilket vi skyndsomt retter til frygt endelig.

Som puritanere nærer vi konstant frygt.

Alle andre skal derfor gøre det samme, så vi ikke bliver kvalt i vores egen frygt.

Vi arbejder hen imod en mild form for dødsstraf

Undskyld – et nedslidt ord

Undskyld er et misforstået ord. Folk har glemt, hvad ordet betyder. Det gælder både den, der tiltales med undskyld og den, der fremsiger undskyld.

Undskyld betyder: Fritag mig fra skyld af den årsag, at jeg ikke var mig bevidst, at jeg pådrog mig skyld. Sagt på en anden måde: Det var ikke min vilje. Hvad jeg gjorde, var ikke ikke min intention. Årsagen var en tilfældighed, en ubevidst reaktion, en klodsethed. Blame it on the Boogie.

Underforstået ligger der i udsagnet: Jeg kom lige til det. Du kunne ha’ gjort det samme. Men grundet menneskets projicerende natur er det ofte svært at gennemskue andres intentioner. Hvad er intention og hvad er reaktion og tilfældighed?

Helt tydeligt bliver det, når en eller anden person kommer hen til dig og forlanger en undskyldning. Hertil burde man sige:

Ja, det må du meget gerne, hvorefter vedkommende selvfølgelig siger noget i retning af: awabaa!? med åben mund og polypper.

Ja, det er jo dig, der skal undskylde mig. Det må du vældig gerne, for jeg var skam ikke ude på at være grov.

Og hvad nu hvis nogen helt bevidst har gjort sig umage for at fornærme eller skade en anden? Her ville en undskyldning fra den skadesramte være lige så absurd, for vedkommende er jo netop skyldig.

Man kan til nød forstå den fulde ordlyd: Det må du undskylde. Men at sige Undskyld! i sig selv er jo en ordre. Man kunne lige så godt sige: Så undskyld dog for helvede, din kadaverdasker!

Så, sagt på en anden måde: Det er den forurettede, der skal give en undskyldning til foruretteren. Men der er åbenbart en konvention om, at foruretteren skal tigge og bede om det først. Deraf ordet.

Eller hvad med høflighedsformularen: Undskyld mig, men kunne du ikke sige mig, … Er det ikke lidt voldsomt at bede om at blive undskyldt blot fordi, man spørger om vej? Det burde helt erstattes af vendinger som: Et øjeblik, om forlov. Kunne jeg spørge dig, om … Bortset fra ordet forlov, som folk under 30 ikke forstår, fordi det er et ’truet ord’.

Hvor kommer i øvrigt al den skyld fra? Jeg er næsten 100 på, at de gamle nordboere ikke gik rundt og sagde den slags sludder. En så masochistisk skyldsbevidsthed er næsten med garanti en kristen opfindelse.

Der er i historiens løb sket en forveksling af at blive undskyldt og at underkaste sig. Den forurettede person forlanger underkastelse som kompensation for sin forurettelse.

Nåmen, nu må I have mig undskyldt, for jeg skal videre til det næste emne.

Antropomorf bestiarium

Hvornår har du sidst set en kvabodder? Der kan du selv se, for det er en truet dyreart.

Den er lige så sjælden som klaptorsken. End ikke EU’s fiskekvoter har kunnet redde den sjældne fisk.

I fugleverdenen kan nævnes den sjældne pikugle. Dens nært forestående udryddelse skyldes uden tvivl, at der ikke er flere naturlige huller at bo i.

Bestanden af brilleaber synes rimelig konstant.

Linselus er der til gengæld rigeligt af. Her kunne der godt trænge til lidt skadedyrsbekæmpelse.

Det samme gælder for hofsnoge og andre slimede reptilformer.

At være søn af en tæve og en baggårdskat er helt til rotterne.

Man må være en ørn til at holde sig glat som en ål, hvis man ikke skal gå helt i hundene.

At slå halv skade er noget dyrplageri.

Mappedyr, børshajer og kontorsild holder abegilde med sofadyr og fadbamser.

Da han i en tanketorsk kaldte hende for en smatso og en dum gås, fik hun en hønserøv, og han fik en kindhest.

En bogorm og læsehest med æselører var en stædig dromedar og måtte tage en hestekur.

Gelænderlærker: betegnelse for kvindelige kirkesangere kvidrende fra pulpituret.

Forsøgskaniner: forbrugere af medicinske præparater, der påstås at være afprøvede.

Stemmekvæg: synonym for den demokratiske fårerace. Sml. kanonføde.

Turtelduer: amerikanske post-teenagere, der knepper på bagsædet af en bil.

Strandløve: promenerende mandlig ekshibitionist, der prøver at score sild og labre larver.

Papirtiger: uha, der blev vi bange!

Papand: der blev vi knapt så bange.

Tanketorsk: et stilbrud.

Truede ord

Vi skal ikke her jokke for meget rundt i den allerede søndertrampede grød.

En kortfattet repetition af de store, truede ord vil dog være på sin plads. Her uden uddybende forklaring af deres grad af truethed.

Ære

Værdighed

Ædel

Nation

Sandhed

Slægt/Æt

Samvittighed

Modersmål/fædreland

Mandighed/kvindelighed

Hæder(lighed)

Tro(værdighed)

Ansvar

Skønhed

Folket – i bestemt bøjning

Gud

Der er en grund til, at de Store Ord er uddøende. De er blevet karaktermyrdet. Et ideologisk projekt så dem som værende i vejen for sin fremadskriden. Projektet, der både var filosofisk, politisk og socialt, startede med at implantere sine egne ord, hvorefter projektet lagde de gamle ord for had. Projektet skabte et nysprog i erkendelsen af, at ord er i stand til at være krigsførende enheder:

Revolution (statskup med folket som gidsel)

Frigørelse (bekvem uansvarlighed)

Ligestilling (jantelov)

Broderskab/søstersolidaritet (frimurerterminologi)

Klimapolitik (politiseret videnskab)

Social konstruktion (det, man siger, skaber man selv)

Dekonstruktion (fjern kon)

Moderat oprør (godkendt terror)

Humanitær intervention (folkemord med feel-goodness)

Ansvar for at beskytte (R2P - folkemord med feel-goodness)

Ikke-regerings-organisationer (NGO'er, agenter for globalfascismen)

Social retfærdigheds-krig (kulturdestruktivisme)

Racisme (det, man siger, er man selv)

Antisemitisme (det, man siger, er man selv)

Opium for folket (det, man siger, skaber man selv)

Økonomiske hestekure (udplyndring af nationer)

Disse ord er bedrageriske. De har opbygget en aura af selvhøjtidelighed omkring sig. De laver røg og gas og går med hat og blå briller. Denne type ord er forfattedei modsætning til de store, gamle ord, der er opstået de profundomed omtanke og reflektion i tidernes morgen og slidt runde som sten på stranden af utallige generationer. De gamle ord er bærere af sandhed - et ifølge verbalbedragerne ny-hedensk ord.

Lad os i stedet for de højrøvede verbale opkomlinge, hvor der kommer betændelse ud, når man trykker på dem, finde et par mindre og oversete truede ord. Her er blot et skønsomt udvalg på tre ord – i dagens anledning:

Almenhed/almenvælde

Almindelighed er at mindes, at ihukommealle. Almen er et oldnordisk/germansk udtryk. Med vokabulariet udviklet af franske filosoffer i starten på det store kulturdestruktive projekt, blev almen til et skældsord. Ligesom folket, populos, the people blev til pøbelen, den foragtelige størrelse.

Almenvælde er det modsatte af oligarki, som er dagens og tidens styreform. ’De Bedste’, oligarkerne, foragter folket, og deres sprogbrug viser det med voldsom tydelighed. Oligarkiet styrer de foragtelige masser (af en del af oligarkiet kaldet goyim)ved at implantere deres giftige demoralisering, så de laveste instinkter kommer til orde. Dette er perversiteternes styresystem.

Når de få styrer de mange på vegne af de mange og via de mange, findes der ikke længere almenvælde. Et andet ord er plutokrati. Husk, at Pluto var gud for dødsriget.

Hævdvunden

Hævd, høved, høvedsmand, hoved.

At vinde hævd, var at vinde retten. Retten til et sted, brugsretten, en titel, et privilegie. Ikke ved at hugge hovedet af andre, men ved at have gjort sig fortjent til det og ved, at andre anerkendte og accepterede det.

Igen et udtryk for den stabilitetens rodfæstede og landfaste verden.

I modsætning til det, er der den flydende verden, Søens Imperium, hvor intet er hævdvunden og alt kan stjæles. Man vinder ikke hævd = respekt, man letter anker med sit bytte og er snart over alle vande. Revolution er et anglo-amerikansk, søimperialt tankesæt og udgør i dag den største trussel mod menneskeheden. At vinde en krig er ikke det samme som at vinde hævd. Krig fremmer ikke respekt, krig fremmer frygt og underkastelse.

Fønikerne beherskede verdenshavene i præantikken. Deres venetianske udpost beherskede det andet flydende element, likviderne. Der ligger en maritim lov til grund for vores retsvæsen, tydeligt i vokabulariet i angelsaksisk retsvæsen, men også i, hvad der kaldes romersk lov. Venetianerne skabte det hollandske bankvæsen, The City of London og Wall Street.

Hævdvunden ret er en irriterende sten i skoen for venetianernes arvtagere, og derfor søger de at nedbryde enhver sådan naturlig ret. En nation er et system af hævdvundne rettigheder, derfor skal nationerne nedbrydes. Familien, slægten og traditionen består af hævdvundne rettigheder. Retten til at bebo et stykke land, ejendomsretten, er gradvist blevet undergravet i revolutionernes tidsalder. ’At hævde sig’ har ikke altid været et nedsættende begreb.

Kulturdestruktion går altid målrettet efter de stabiliserende faktorer blandt mennesker. Alt skal flyde i stormfuldt kaos, ifølge søimperialisterne.

Hustru

Hus-tro, husets sandhed (true), en kvinde, der er tro mod huset, mod sin mand, sine børn og sin familie. En i alle henseender lovprisningsværdig skikkelse, men i kulturpervertismens uhellige navn er en sådan samfunds- og livsbevarende personlighed og institution et oplagt mål for karaktermord, foragt og nedgørenhed. Ligesom husbonden/husfaderen, der altid har ofret sig og om nødvendigt sit eget liv for at beskytte og opretholde sin familie, blev hustruen og hendes familiære skaberværk hånet og lagt for had af puritanske feminister, der kaldte kvinden, der var tro mod sit hus, alt fra klassefjende, falsk bevidsthed, småborgerlig, reaktionær, ikke-progressiv. De frelste hånesøstre tillod sig på klammeste omklamrende vis at kalde hende for en vildfaren medsøster! Og så havde hun bare at acceptere mord på fostre i frigørelsens navn, for ellers var hun en kvindeundertrykkende kvinde. Ligesom p-pillen, der fuckede seriøst med hendes hormonsystem - for nu kunne hun hore så meget hun ville, uden ansvar.

Kulturpervertørerne vendte alle lovprisværdigheder på hovedet. Det er lykkedes dem vha 100 års ustoppelig ideologisk hjernevask at vride hovedet 180 grader rundt på både mænd, kvinder og regeringer. Skaderne er fuldstændig uoverskuelige, oprydningsarbejdet er et sisyfosprojekt, der kræver hære af socialarbejdere, ufattelige midler og ligeså ufattelige frustrationer. Familier er opløst i et ukendt milliontal. Enlige mødre river sig selv i håret over at skulle være mor og far på én gang. Børn i et ligeså ukendt antal er blevet taget som gidsler og idømt funktionel delvis forældreløshed. Herved er de nu blevet statens ejendom, og den moderne familie er dybt afhængig af statsinstitutioner for at kunne gennemføre deres i stigende grad dysfunktionelle liv.

Dette er nøjagtig, hvad kulturpervertørerne havde i tankerne, da de iværksatte deres store sociale eksperiment. Skulle du være i tvivl, så er dette ikke en antagelse, for vi har det fra pervertørernes egen mund. De har blankt indrømmet det og ovenikøbet med et sjofelt grin om munden.