Dharma revival

af marco_hanuman, the blogger

De to kosmologier

Der findes grundlæggende kun 2 måder at anskue Universet på.

Organisme eller dødsmaskine?

Den ene fremkommer ved efter passende observation som en konstatering af, at Livet er meningsløst. Alting er tilfældigt, kaotisk, konfliktfyldt, det hele er én stor katastrofe. Verden er et i bund og grund fjendtligt og ondsindet sted – bortset fra, at der ikke er et sind. Det slår igennem som naturvidenskab dannet af Oplysningstidens reduktionisme/materialisme.

Den anden er grundlæggende en nysgerrig undren over, i hvor høj grad der synes at være en mening og en harmoni bag de umiddelbart observerbare fænomener. Jo mere man opdager, des mere står det klart, at Universet er et stykke suveræn intelligens, hvor en naturlig lov er til stede. Det viser sig ved en fænomenologisk eller naturfilosofisk tilgang til viden, for at bruge det steinersk-goethe’ske begreb.

Det første livssyn er en dødskult, der fører os ud i konflikt med Kosmos og os selv. Der er intet mellem Himmel og Jord. Det anerkender og forstår ikke Kosmos, som sådan, og ønsker sig i bund og grund ad helvede til – hvilket det så kommer, for det manifesterer helvede på jord. Det adskiller mennesket fra sin kilde. Det er et satanisk-dæmonisk projekt. Det ser makrokosmos (Universet) som en maskine, lige som det ser mikrokosmos (mennesket) som en maskine (lægevidenskabens apparat-model). Det er regressivt, men kalder sig for progressivt.

Det andet fører til en livsfilosofi, der opløser og forebygger konflikt med Kosmos og forener os med vores kilde. Det ser mennesket som en integreret del af Kosmos. Kilden er metafysisk, og der er altid mere mellem Himmel og Jord. Det er reelt progressivt i forhold til en fremtid for menneskeheden. Det er det, fordi det har bevaret en tradition, der er forsøgt skyllet ud med badevandet i Oplysningstiden. Men da den ikke er tidsbunden, men universel, vender den stille og roligt tilbage. 

Opklarende spørgsmål: er begrebet Dharma et hindu-koncept? 
Alle kulturer havde et begreb for naturlig lov, hvilket er den simpleste oversættelse fra sanskrit. Det fandtes i alle europæiske kulturer, før de blev frataget deres oprindelige kultur og oprindelige verdenssyn. Det fandtes i den druidiske, den såkaldt keltiske (et vrøvleudtryk fra 1800-tallet), den oldnordiske, den slaviske og den græske. Det fandtes i de riger og den fælles kultur, der strakte sig fra Atlanterhavet til langt ind i Centralasien og helt til Indien og Kina. Disse kulturer har fællestræk med den vediske kultur. Så, at folk tror, at det udelukkende er et vedisk eller, som de plejer at sige, hinduistiskfænomen, er ikke rigtigt, for vi har selv haft den samme tradition. Men den er blevet ødelagt efter invasion af de abrahamiske religioner.

I oprindelig kinesisk filosofi hedder det Dao. Hvem lærte kineserne om balance i kampkunst og meditation? En rødhåret krigermunk fra Kaukasus ved navn Bodidharma. I Japan hedder det Do. To do, or not to do. 

Abraham-kadabra 
Hvad kendetegner de abrahamiske religioner?
Vi forstår det, når vi læser historien om Abraham, manden fra Mesopotamien, fra byen Ur, der vandrede til Mellemøsten. I ørkenen har han et møde med et væsen, der lover ham guld og grønne skove. Alt dette land skal tilhøre dig, du skal herske over det, og det vil skaffe dig og din slægt velstand. Der er bare én betingelse: du skal tilbede MIG og ingen andre. Blot en strøtanke: minder det ikke i betænkelig grad om Faust og Mephisto? Herefter drejer menneskets forhold til Kosmos sig pludselig om tilbedelsen af en antropomorfisk, monoteistisk gud, der, som denne gud selv siger, er skinsyg (sindssyg?), og holder meget af at starte krige med alt og alle. Hvis i tvivl, læs det Gamle Testamente.

Herefter blev det muligt, ja, påbudt ved lov, at starte religiøse krige, hvilket ikke fandtes før. Der fandtes krige af andre årsager, etniske, territoriale, ressourcemæssige, men ikke religiøse, og med det besynderlige formål at påtvinge et andet folk en bestemt tro på et bestemt gudebillede. Dette er en abrahamisk opfindelse.

Den store konflikt i hele den velkendte del af menneskehedens historie har derfor været mellem den ældgamle dharmiske verdenskultur og opkomlingen: tilbedelsen af en skinsyg ørkendæmon.

Ud over de tre grene af den abrahamiske religion findes der i dag en fjerde. Den startede som en bevægelse væk fra den metafysik, der stadig fandtes i middelalderen som en reminiscens af den oprindelige dharmiske kultur. Den kaldes for Oplysningstiden. At der på ingen måde var tale om oplysning, men en ny formørkelse værre end den mørke middelalder, begynder at stå klart i dag. Formørkelsen var en mental-spirituel formørkelse, en faustisk pagt med Mephisto for at opnå magt og materiel kontrol. Revolutioner, materialisme, slavesamfund, åndelig forarmelse, hungersnød, rovdyrkapitalisme og verdenskrige blev resultatet. De syv egyptiske plager i al deres gammeltestamentelighed manifesteret som version 2.0 i vor egen tid.

Marxismen repræsenterer den 4. gren indenfor de abrahamiske religioner. At marxisten selvfølgelig sprutter af raseri over dette udsagn, er vedkommendes eget problem, og tyder mest på, at udsagnet rammer plet. Marxisme er sækulariseret abrahamisme. Bemærk at Karl Marx selv antydede det ved at klæde sig ud som Moses. Ufrivilligt? Tilfældigt?

Eskatologien er den samme. Efter den store dommedag og proletariatets diktatur, vil der indfinde sig et paradis på jord, et tusindårsrige. Profeterne Marx, Engels, Lenin og Trotskij har forudsagt det. Her vil den store synd, kapitalismen, blive vasket væk. Menneskeheden vil undervejs blive opdelt i de, der er med, og de, der er imod, og de sidstnævnte vil enten blive omskolet eller halshugget. Et præsteskab, en avantgarde, et kommissariat vil lede os på rette vej. Skrifter med dogmer vil opstå. Das Kapital er det gamle testamente i den socialistiske Bibel/bogsamling. Det ny testamente blev skrevet af Frankfurterskolen. 

Lighederne er talrige. Den fanatisme og autoritetstro, som kulturmarxister i dag præsterer, både ligner og overgår noget, der er set indenfor religiøs fanatisme. Det had, de udøver, er værre end fundamentalistiske jihaddister, jødiske bosættere på Vestbredden og vækkelsesprædikanter i bibelbæltet. Deres fanatisme overgås kun af én ting: deres stupiditet. Intet trænger ind bag det arrogante panser, som den fjerde abrahamiske religion har dannet omkring sine tilhængere. 

Heller ikke her hører lighederne op. Som i de andre abrahamiske religioner, findes der også her en inderkreds, en esoterisk kabbale, der ved, at det hele er et bluffnummer. Abrakadabra. Karl Marx selv vidste godt, at han bluffede, for han lod sig bestikke af den sabbatæiske bankfamilie, Rothschild, så han aldrig nævnte den hellige ko og dermed nøglen til forståelse af kabbalen: centralbankvæsenet. Som hr. Rothschild selv sagde: Jeg er ligeglad med, hvem der styrer, så længe de overlader kontrollen med pengene til mig. Det må man så sandelig sige blev respekteret i den Russiske Revolution, hvor landet blev plyndret for ALLE pengemidler. Med faldet af zarens Rusland faldt de sidste rester af den dharmiske kultur, som det traditionelle, agrare Rusland stadig havde bevaret.

Lighederne hører nærmest aldrig op. Inderkredsen, kabbalen, man ikke må nævne ved navn, er i færd med at gøre alle mennesker til deres disciple (læs: undersåtter), og deres version af paradis på jord kan passende kaldes for Globalistan. Som i det gamle testamente indfinder Armageddon sig – åh nej, nu igen! - og Guds vrede vil ramme de vantro. 10.000 filistre og andet kryb vil rammes af Samson(-missiler med nukleare sprænghoveder). Og Gud så, at alt var såre godt …

Behøver vi at nævne, at ovenstående hr. Rothschild og hans finansimperium er en integral del af den khazariske, sabbatæiske mafia og må dermed regnes som en af zionismens grundlæggere. Selvom han selvfølgelig aldrig nævnte den slags, han betalte bare for det.

Ikke sært, at had og blodsudgydelser i denne verden har antaget sådanne umenneskelige dimensioner. Men heller ikke så sært, ej heller overraskende, at et meget stort antal mennesker på Jorden, som gentagne ofre for agendaen, i stigende grad ikke synes, som den gud, der taler, når han siger, at hele svineriet er såre godt. 

Det Nye Testamente 
En højst besynderlig størrelse. Det er klart anderledes end det Gamle Testamente, og alligevel kan man ikke forstå det fuldt ud, uden at kende til profeterne, fx Esajas (forstudie til Jesus). Skriftsamlingen er ikke entydig, men flertydig. Dets autenticitet er højst tvivlsom grundet redaktionel indgriben, og fordi et fuldt autentisk skrift ville have været alt for farligt for tidens magthavere. Forsinkelsen fra de beskrevne hændelser til nedskrivning af disse, udgør i sig selv et autenticitets-problem, som selv en hær af bibelforskere har meget svært ved at løse. Heller ikke selvom de arbejder 24/7 for at reparere deres forklaringsproblem. Problem med tidsforskydning gælder også for Qur’anen og Islam, ligesom det gælder for rabbinsk jødedom, da tæppet, om man så må sige, blev trukket væk under dem i Jerusalems og Templets ødelæggelse. Jødedommens andet hovedproblem er den khazariske infiltration. Der er i det hele taget et grundproblem for skrift- og lovreligionerne fra Mellemøsten. Et skrift er langt mere manipulerbart end en mundtlig tradition, for skriverkarle skal aldrig se deres læsere i øjnene.

Blot indenfor det Nye Testamente synes der at findes et skisma og foregå en magtkamp. Den paulinske kristendom, som fx protestanterne er vældig glade for, er én trend. Det er her, man finder de gnostiske og kabbalistiske elementer. Messias blev til en solkult (Mithras, Sol Invictus). Det er også her, hvor Romerstaten slog igen. Hvor er det skæbneironisk, at netop protestanterne på denne måde blev indhentet af modreformationen og lemmet ind i nyligt ombyggede indhegninger af den katolske kirke. OK, I får jeres egen fold at æde og skide i, bare I giver kejseren, hvad der er hans. Det gjorde de så.

I andre passager i Det Nye antager Jesus-skikkelsen karakter af dharmisk lærer. Kan vi måske se den ovenfor beskrevne konflikt skinne igennem her? Var der en sådan skikkelse, der fremstod som en reformator? Eller er det mere komplekst, og var han i virkeligheden en traditionalist, der modarbejdede kabbalisternes og farisæernes korrumpering og manipulering af traditionen? Og hvem var han i øvrigt, for der synes at være seriøse huller i fremstillingen, ja, nærmest hele ar af noget, der er bortamputeret? Han berettes at have drevet kræmmerne ud af Templet med en svøbe. Usura blev regnet som den værste synd mod Gud = naturens love. Åger og gæld ødelagde alt i det menneskelige samfund. Læs Ezra Pounds berømte digt - og du ved, hvorfor ågerkarlene lod ham karaktermyrde og indespærre.

Kræmmerne, ved vi godt, hvem er. Vi ved også, at de ikke blot bedriver kræmmeri, men også sort magi. Penge/økonomi/finans bliver i hænderne på disse typer til et okkultiseret redskab for et illusionsnummer. Usura og Dharma er hinandens diametrale modsætninger. Forgældelse og trivsel, en anden måde at sige det på, går ikke hånd i hånd.

Det dobbelte kærlighedsbud i Det Nye Testamente kan anskues på flere måder. Vi kan anskue det som en påtvungen pacifisme for at stække den oprørske messianske bevægelse. Men vi kan også anskue det som et højst irriterende budskab, der smuttede igennem før deadline på redaktionen. Det er jo din næste, du bør elske. Din næste er din nærmeste, det er din familie og din nation. Det er også den vejfarende, der fortjener gæstfrihed. Du skal ovenikøbet elske dine fjender, men hvad vil det sige? Det vil blandt andet sige, at du ikke skal betragte eller beskrive dine fjender som udyr for at kunne slå dem ihjel med psykopatisk non-empati og mangel på samvittighed. Hvis du skal i krig, så vid, at det er mennesker, du er oppe imod. At vende den anden kind til, kan ses som underkastet pladderhumanisme og defaitisme. Det kan også anskues som ikke-konfliktsøgende. 

Et faktum er, at disse elementer ved Jesus-skikkelsen har været besværlige for magtudøvere, ja, for Kirken selv. De har været ris til egen røv. Kirken og de kristne levede på ingen måde op til egne foreskrifter, men myrdede og undertrykte, uden at blinke, i århundreder, fra Karl den Stores folkemord over korstogene til religionskrigene i Europa i 1600-tallet. De myrder stadigvæk løs. Islam ligeså. De krigeriske elementer i Qur’anen matcher det Gamle Testamentes, og Islam er født i en krigens tid. Profeten Muhammed var selv krigsførende. Og ja, vi kender og forstår, at også Islam har været udsat for en heftig korrumpering af Det Britiske Imperium, og at fundamentalisme og wahabisme stammer herfra. Men var det så ikke på tide med lidt selvjustits i den anledning? Muslimer har i dag lige så svært ved at forstå, at deres religion er blevet et politisk-kulturelt krigsredskab, som de kristne siden middelalderen. De kom til at lide af et religiøst Stockholm-syndrom, hvor de solidariserede sig med deres egne undertrykkere. 

Den 4. abrahamiske religion 
Den 4. abrahamiske religion anskuer diversitet, kultur og menneskelig forskellighed på en ganske anderledes måde end i det dharmiske tankesæt. Når de ser menneskelig forskellighed, ser de enten en mulighed for at skabe konflikt eller noget, der skal jævnes med jorden for at realisere deres egalitære utopi. Enten er diversitet et våben, eller også er det en skydeskive. Deres metode er social kontrol og manipulation. Enten sætter de folkeslag, ideologiske grupperinger eller klasser op mod hinanden (klassekamp, del-og-hersk, racisme, darwinisme, revolution, iscenesat stammekrig), eller også tværer de alle forskelle ud (kønsforskelle, nationale -, kulturelle -, ideologiske -) og forlanger, at alle skal være som deres middelmådige bastard af et menneske. Middel: politisk korrekthed, skyld, skam, frygt og censur. Familie, nation og tradition skal ifølge dem destrueres. Hvilket desværre er lykkedes langt hen ad vejen.

I Dharmiskfilosofi og praksis – der er ingen forskel – vil forskellighed være en kilde til harmoni. Der er en naturlig grund til, at ikke alle er ens, hvorfor der er grund til at fejre det. I modsætning til den diversitet, som kulturmarxisterne hævder at forfægte, men som de fuldstændig udtværer (multikulturalisme, påtvungen masseindvandring), så vil den dharmiske kultur søge at bringe forskelligheder i harmoni. Dharma ser ikke forskellighed som en mulighed for undertrykkelse, hvilket udelukkende undfanges i hovedet på en person, der er opdraget med et undertrykkende og bekrigende livssyn, hvor man frygtersin gud. Dharma ser det som et komplementært puslespil, der skal gå op og danne et billede.

Da briterne ankom til Indien for at indlemme det i deres megalomane sørøver- drughandler- og slavehandler-Imperium, opdagede de de stivnede og forfaldne rester, men dog rester, af et dharmisk samfundssystem. Noget var blevet til overs, og i det omfang moderniteten og kulturimperialismen ikke har udryddet det fuldstændig, hvilket er svært i et så stort land, så findes resterne stadigvæk i dag. 

Det vediske samfund 
Så hvad var det, briterne så? De så på den ene side det, de selv havde mistet. Et gammelt og ubevidst lag i briten så, hvad det var, hans Imperium havde ødelagt i hans egen kultur. Han blev grebet af både beundring og misundelse. Det afspejles fx i den særdeles imperie-loyale forfatter Rudyard Kiplings digt fra 1892, Gunga Din, hvor der står: Gunga Din, You are a better man than me. Men briterne så også noget andet: et degenereret kastesystem, der mindede dem om det degenererede klassesystem, de selv hyldede. Her var noget, de kunne bruge. De så klasser/kaster som redskaber til underkastelse. Det var praktiseret darwinisme. Eksempelvis fandtes begrebet paria, kasteløs (dalit), ikke i det vediske kastesystem. Det var utænkeligt. Det findes intetsteds beskrevet i den omfattende litteratur, der kaldes den vediske. Her beskrives til gengæld systemet i sin fulde funktionalitet ifølge dets egentlige intention.

Præster (brahmins), krigere/adelsfolk (kshatriyas), handelsfolk/håndværkere (vaishyas) og arbejdere/servicefolk (shudras) var komplementære størrelser, hvor alle kom til deres ret ifølge deres personlige egenskaber. Omskrevet til dagens terminologi, ville det svare til, at en universitetsprofessor (brahmin) en morgen ikke kan starte sin bil. Her har han hårdt brug for en automekaniker (vaishya), der på alle områder indenfor håndteringen af biler er den stakkels professor overlegen. 

Systemet afspejler i sin sunde form en hensigtsmæssig og retfærdig måde at organisere et samfund på. Det afspejles i vort eget samfund og dets uddannelsesapparat. Der er universiteter for de lærde, der er militærakademier for krigerne, der er handelsskoler og erhvervsskoler for handlende og håndværkere og der er specialarbejderuddannelser for arbejdere og servicefolk. Plus hele raden af glidende overgange og gradbøjninger, selvfølgelig, men pointen her er, at strukturen er genkendelig.

Og til social justice warriors og deres selvretfærdige harme, hvor de hykler solidaritet med andre for at ophøje sig selv, gentager vi lige hovedpointen: Det kastesystem, som briterne mødte, var allerede degenereret.

Fordi kulturmarxismen har påtvunget os en manglende forståelse og anerkendelse af traditionen og har ønsket at ødelægge den, ser vi i dag en særlig sygdom i uddannelsessystemet. Alle skal være ens, alle skal kunne sidde på deres flade røv på en skolebænk i mindst 12 år – hvorefter de måske starter med at lære noget, de kan bruge i livet. Excellence er afskaffet ved jantelovs-dekret. At halvdelen af en ungdomsårgang skal hegles igennem gymnasiet, der tænkt som et forstudie til højere uddannelse, er fuldstændig sygt. Det er gået udover både de stakkels ungdommere og kvaliteten af uddannelse på højere læreanstalter. Selv uddannede akademikere kan ikke stave længere, og langt mindre en gymnasieelev. Bed en 2. g’er om at udføre et stykke simpel hovedregning, og du får et rungende døøh! Hvis du beder den arme pode om at placere en historisk person i tid og rum, får du at vide, at den slags lærer man skam ikke, for det er undertrykkende udenadslære, der – det har deres lærer selv sagt – tilhører den sorte skole med spanskrør og salmevers (pst … læreren kan ikke selv svare på spørgsmålet).

Resultat: nu flere generationer af historieløse og dermed stærkt manipulerbare individer. 

Tanken om Eurasia – en dharmisk revival? 
Lad det være sagt lige ud: det er langt fra blot en tanke. Det er en realitet. Både som et kulturelt kontinuum og som et revival-projekt, der for længst er sat i værk, ogsom vi ser vokse frem for vore øjne. 

Det kan man have mange meninger om. Oligarkiet i Vesten, globalisterne hader det, frygter det og bekæmper det med næb og klør. De har været villige til at iværksætte to verdenskrige for at forhindre det, og de vil være villige til at iværksætte en tredje. Hvilket de er i færd med i skrivende stund. 

Én ting er imidlertid indiskutabelt, når man erkender, hvori menneskets urgamle skisma består. At det eurasiske projekt er tendentielt (ikke 100% entydigt) et dharmisk projekt, ligesom globalismen er et abrahamisk projekt.

Den sidste del af udsagnet er der argumenteret for i rigt mål. Den første del er just introduceret i dette blog-essay og kræver en uddybning. 

Jeg refererer, som før, til den politiske filosof, der mere end nogen anden har klarlagt begrebet Eurasia og den rørelse, den ikke nedskrevne ideologi, der knytter sig til begrebet. Han hedder Alexandr Dugin. Han er blevet associeret med Vladimir Putin og er blevet kaldt hans spindoktor, hvilket selvfølgelig er noget sludder, som han selv skyder i sænk. Der er dog så meget om snakken, at der ses en ret tydelig sammenhæng mellem den eurasiske tanke og den geopolitik, som Putin repræsenterer.

Hvad taler vi om? Dugin ser, som Putin, Europa og Asien som et kontinuum. Han tager, som Putin, uforbeholdent afstand fra de tre politiske ideologier, der har plaget Vesten. Den første, liberalismen, den anden, kommunismen og den tredje,  fascismen. De to sidste er afgået ved døden, og tilbage står den første, der nu anser det for sin ret at herske over hele Verden. Det er globalisternes New World Order. Han tilhører, som Putin, den ortodokse russiske kirke, og nærmere bestemt, den gren, der kaldes for ’de gamle troende’, ukorrumperet af Peter den Stores overgreb. Altså, de, der bevarede den russiske tradition i alle de 70 år, den blev undertrykt. 

Derfor bliver Dugin, som Putin, hadet og frygtet af Vestens oligarki, der ihærdigt forsøger at starte en krig og at omstyrte det nye nationale projekt, der finder sted i Rusland i disse årtier, efter kommunismens fald. Dugin er blevet udråbt som verdens farligste mand af de amerikanske neocons. Slangen er bange nu, den tisser i sengen om natten. 

Husk i den forbindelse, at kommunismen var en vestlig installation, på alle tænkelige måder fremmed for den russiske folkesjæl. Lad os bare kalde det ved navn, selvom vi ikke må: et khazarisk-jødisk projekt, da de horder af stormtropper, der udgjorde de revolutionære i altdominerende grad var tilrejsende jøder fra USA og Europa finansieret af khazarisk-jødiske bankmoguler fra New York og ledet af khazarisk-jødiske frimurermedlemmer fra samme steder (Marx, Lenin, Trotskij + en helt stribe koryfæer). Altså, de samme typer, der ved Nürnbergprocessen aflagde vidnesbyrd om Holocaust, mens de massemyrdede deres egen befolkning i milliontal i deres dødslejre i Gulag. 147 millioner blev det til i Sovjettiden! Et troværdigt vidnesbyrd? Hvad siger du? Jeg spørger bare, som den idiot, jeg er. Ingen, INGEN! tør svare seriøst på spørgsmålet, alle går udenom det med halen mellem benene.

Se: Den hemmelige historie om Den Russiske Revolution 

Det Britiske Imperium, hvor den khazariske mafia har haft et af sine mest stabile opholdsrum – man kunne sagtens argumentere for, at selve aggressiviteten i Imperiet ville have været utænkeligt uden det abrahamiske element – var hjernen bag de to verdenskrige, hvis formål var at save Eurasia over på midten. Hermed kan vi også forstå den ynkelige rolle, Polen har spillet i begge krige, og nu er i gang med igen (store NATO-styrker opmarcherer i øjeblikket i Polen). Polen skal adskille Rusland fra Tyskland og dermed fra Europa. Tætte forbindelser mellem Rusland, med de enorme ressourcer, og Tyskland, med den suveræne know-how, er en helt naturlig-kulturlig konstellation. Det er dermed også den største trussel mod det angelsaksiske Imperium, det transatlantisk-globalistiske oligarki. 

Hvordan kan det være en trussel? Ville det ikke blot være til alles gavn?

Selvfølgelig ville det det! Selv et underskolebarn kan forstå sund fornuft. Men for et abrahamisk tankesætses omverden som fjender og ikke som venner, som en trussel og ikke som en udfordring, som et misundelsesobjekt og ikke som et eksempel til opfølgning. En udstrakt hånd opfattes som en hånd, der hvert sekund vil stikke en flad. Der står skrevet krig-krig-og-atter-kriglangt ind i deres traumatiserede hjerner, og selv det at gå ned til købmanden og købe en agurk, opfattes som en krigshandling (handelskrig).

Tilbage til Eurasia. Hvordan kan vi hævde, at eurasianisme er dharmisk i sit tankesæt? Det kan vi, fordi Alexandr Dugins Fjerde Politiske Ideologi, der genfindes i mange af de geopolitiske tiltag, som Vladimir Putin har sat i værk – en ideologi, der vel at mærke er en invitationog ikke et færdigskrevet dogmesæt – som kerne har, at alle nationer har en selvskrevet ret til at vælge deres egen styreform og deres egne alliancer med andre nationer. Blot det at bruge ordet nation, er selvfølgelig en anfægtelse af globalisterne, hvis hovedformål er at udradere alle nationer og dermed al ret til selvbestemmelse. Derfor afstår Rusland klogeligt, og belært af bitter erfaring, fra at gentage Sovjetunionens kæmpebrøler og underkue, overfalde og ensrette deres nabolande. Der var aldrig tale om en ægte union, Sovjetvar rendyrket imperialisme. 

Silkeruteprojekteter et eurasisk projekt. Jeg vil hævde, at det indeholder klare dharmiske elementer. Javist, de store magtfulde nationer kridter banen af, men Rusland og Kina er i fasttømret alliance via SOC og BRICS + en række andre netværksorganisationer. Nu er Japan også kommet med på den russiske bane som modvægt til Kina. En hel række asiatiske lande er allerede involveret i projektet. Det kan ikke stoppes. Kan det kuppes, så alle fordelene havner i lommen på Imperiet? Det kommer ikke til at ske, for nu vil man ikke finde sig i det længere. Kan en ny storkrig i Verden sætte en stopper for det hele? Det er allerede læst og forstået, at det vil blive forsøgt, menstærke kræfter er i færd med at sætte en stopper for det.

Globalisterne har begået globalt selvmål. De har skabt en verden, hvor alt er sammenvævet. Hvad sker der så, når der danner sig en majoritet i den selv samme verden, der har gennemskuet og opponerer mod roddyrs-globalismen? Fucking bomb dem tilbage til stenalderen, så kan de lære det …er globalisternes første tanke. Det var det, de plejede, det virkede i århundreder, de griber i posen. Nå-nej, for så bomber vi jo vores egen konstruktion tilbage til stenalderen – damn-it! 

Man kan kun save den gren over, man sidder på, én gang. Der er ingen Ctrl+Alt+Delete-knap. Når først x­-antal lande med x-antal mennesker i x-antal sammenhænge har fået smag for en ny verdensorden, der ikke er den New World Order, som globalisterne regnede med, så er Ordensmagtenseriøst på skideren. Det store Nemesis efterfølger det store Hybris. Oligarkiets værste fjende var ikke deres erklærede og udpenslede fjende, men dem selv og deres enorme arrogance = troen på, at de også denne gang kunne trække x-antal kaniner op af hatten.

Kunsten at starte en krig

af morton_h, the blogger

I tider som disse, hvor hver dag indeholder et nyt angreb mod menneskeheden et nyt sted på en tilsyneladende ny måde, er det let selv for folk, der ved noget om The Great Game, at miste overblikket. At tage en lille retrospektiv udflugt som daglig dosis, kan modvirke tabet af overblik. Vi bliver derved i stand til at se, hvordan metoder, muligheder, lejligheder og motiver, altså alle de faktorer, som en anklager i en retssag er nødt til at undersøge for at kunne etablere en sag, har været vedholdende til stede i lang tid.

Hver eneste gang, vi oplever et af disse angreb, kan vi være sikre på, at der findes et historisk fortilfælde for det. Det er prøvet før, det er udviklet og forfinet. Det er tilpasset til lejligheden, men skabelonen bagved er den samme som altid. Hvorfor lave noget om, der virker?

Alle USA's krige har været illegale. USA har i alle tilfælde været aggressoren. For at kunne gøre det, har det været nødvendigt at opbygge en folkelig støtte til aggressionen, da mangel på støtte erfaringsmæssigt har kunnet forhindre en aggression. 

Opskriften på en illegal krig er følgende psykologiske teknikker:

• Skab det indtryk, at aggressoren (USA) handler i selvforsvar eller kommer en hjælpeløs nation til hjælp. Det kan gøres ved at overdrive truslen fra den påståede fjende, fabrikere et angreb mod sig selv og smøre det af på fjenden eller ved at provokere fjenden til respons, hvilket så fremstilles som uprovokeret angreb.
  
  
• Opbyg en korsfarer-mytologi, der fremstiller aggressoren (USA) som forkæmper for et højere ideal eller til hele menneskehedens bedste. Påstande om at ville sprede demokrati, bekæmpe terrorisme eller forsvare menneskerettigheder er de mest almindelige selvfremstillinger.
  
  
• Umenneskeliggør fjenden. Krig er massemord. Ved at fremstille fjenden som ond, barbarisk eller umenneskelig, gør aggressoren (USA) sine soldater og sin befolkning ufølsomme over for moral i relation til deres handlinger. Argumentationen bliver ofte understøttet af en form for racemæssig eller kulturel overlegenhed. Et perfekt eksempel er fremstillingen af Islam i forbindelse med den opdigtede krig mod terror.

USA har en lang tradition for disse teknikker, og dets forgænger, Det Britiske Imperium, har en endnu længere. Det var briterne, der skabte dem, ved igen at lære fra det store flydende historiske Imperium tilbage fra Romerriget. Teknikker bliver brugt igen og igen - fordi de virker! Opfattelsen af briternes, eller rettere The British Establishments, den britiske herskerklasses overlegenhed i forhold til resten af menneskeheden er drivkraften bag deres umenneskeliggørelse af andre. Det tydeligste eksempel er den britisk-amerikanske (og zionistiske) umenneskeliggørelse af tyskerne. Hele den tyske nation inkarnerede alt ondt på jord som bagtæppe for deres egen selvfremstilling, der inkarnerer alt godt, retfærdigt og gloriøst på jord. I blot og bar lettelse over de to udmarvende verdenskriges afslutning, kastede vestens befolkninger sig ekstatisk i armene på dette manikæiske, sort-hvide verdensbillede, at de ikke opdagede, hvor tegneserieagtigt og forskruet, det var.

I 2012 var der løbende retorik fra regeringen om, at det var på tide at starte en krig med Iran. 21. sept. holdt Richard Clawson fra The Washington Institute en tale, hvor han sagde følgende:

At starte en krise, er en hård nød at knække, og det er meget svært for mig at se, hvordan USA's præsident kan få os i krig med Iran. Da USA ikke er under angreb, får det mig til at konkludere, at den traditionelle måde, hvorpå Amerika går i krig, er ved 'hvad der vil være bedst for USA's interesse'.

Der er nogen, der vil sige (hans kropssprog oversætter det til 'Det er sådan ...'), at mr. Roosevelt ønskede at bringe USA ind i Anden Verdenskrig, men at han blot ventede på Pearl Harbor. Der er dem, der mener, at mr. Wilson ønskede at bringe USA ind i Første Verdenskrig, men at han ventede på Lusitania-episoden. Folk siger, at mr. Johnson ønskede at sende USA i krig med Vietnam, og I husker, at han var nødt til at vente på Tonkin Golf-episoden. Vi gik ikke i krig med Spanien, for USS Maine eksploderede. Og må jeg påpege, at mr. Lincoln ikke følte, at han kunne sende den føderale hær sydpå, før Fort Sumter var blevet angrebet. Hvorefter han beordrede kommandøren til Fort Sumter at gøre netop det, som talsmænd for South Carolina havde sagt ville udløse et modangreb.

Så hvis iranerne ikke vil gå på kompromis, vil det være bedst, hvis 'en anden' startede krigen. Man kan kombinere andre midler med sanktioner. Jeg nævnte den eksplosion d. 17. august. Her kunne vi øge presset. Jeg mener, hør her, folkens, ubåde har det med at synke, og måske kommer de ikke op igen. Og vi ved sørme ikke hvorfor! Vi kan gøre en hel række ting for at øge presset. Jeg advokerer ikke for det, men det er ikke et enten-eller, så det enten er rimelige sanktioner eller intet. Vi er allerede i fuld gang med at bruge fordækte midler mod iranerne. Vi kunne blive rigtig giftige her.

Bombardementet af Fort Sumpter, 12 apr. 1851

40 års underkuelse

USA har prøvet at underkue Iran i lang tid. I 1953 organiserede CIA og britiske MI6 et statskup mod den demokratisk valgte præsident, Mohammad Mossadeq, og installerede shah'en, der tilfældigvis også var en brutal diktator, frem til 1979, hvor landet blev overtaget af islamiske fundamentalister, hvis leder Ayatollah Khomeini minsandten var en britisk agent. Amerikanerne kunne ikke li' det, sagde de, hvorefter de finansierede Saddam Hussein, så han kunne ødelægge Iran i den iransk-irakiske krig 1980-88, som nogen kalder den Første Golfkrig - hvilket egentlig er en forkert betegnelse, da Første Verdenskrig var den Første Golfkrig pga briternes interesse i den irakiske olie. Det var også i den periode, hvor det Ottomanske Rige blev ødelagt, så briterne kunne trække de lige og fuldstændig unaturlige streger i sandet i Mellemøsten, der har lagt grunden til alt det kaos, vi ser i dag.

Amerikanerne støttede hele tiden Saddam Hussein, selvom de udmærket vidste, at han brugte kemiske våben mod iranerne (og kurderne), hvilket fremgår af et klassificeret memo fra 4. nov 1983, der diskuterer iranernes sandsynlige reaktion på det. Et andet memo fra 24. februar 1984 forudsiger, at irakerne vil bruge nervegas mod iranerne. Kilden til udsagnet fra memoet er Foreign Policy Magazine (Exclusive: CIA Files Prove America Helped Saddam as He Gassed Iran), der i enhver standard er at betragte som pro-establishment. På trods af det, fortsatte venligsindede diplomatiske relationer mellem Saddam og USA. Den 19. september 1983 mødes Ronald Reagans særlige udsending, Donald Rumsfeld, med Saddam Hussein. Disse folk vidste, at han brugte giftgas, og de var totalt ligeglade. Irans ødelæggelse var vigtigere end at beskytte menneskerettigheder. Og det er det stadig. USA har altid været storbrugere af kemisk og biologisk krigsførelse lige siden de udløste The Army Flue under Første Verdenskrig, der tog livet af 100 millioner mennesker worldwide. Og civile ofre har altid været et hovedformål for amerikansk og britisk krigsførelse. Ikke en uheldig, beklagelig bivirkning, men et hovedformål!

Sårede iranere i en krig mellem to nationer, der aldrig ønskede krigen.

Det lykkedes ikke Saddam at ødelægge Iran, så USA skiftede taktik. De begyndte at gå direkte efter Iran ved at beskylde dem for at bygge atomvåben. Den slags tyndslidt propaganda fik dog ikke nok opmærksomhed, især fordi USA havde opbrugt sin troværdighed med påstande om Iraks masseødelæggelsesvåben, altså de våben irakerne havde dengang, men som de ikke havde længere. Det blev klart, da FN's våbeninspektører gennemhullede propagandaen. Briterne mistede også troværdighed i de år, især da våbeninspektør dr. Richard Kelley blev myrdet af det britiske efterretningsvæsen for at sige til en høring, at regeringen havde sexet rapporten op af politiske grunde. Efterfølgende forhindrede det britiske regeringsstyrede retsvæsen en sober undersøgelse af sagen.

Man kan kun råbe ulv et vist antal gange, før folk begynder at rulle med øjnene. Især fordi elementer indenfor CIA og Mossad stod frem og røbede, at Iran ikke havde den mindste smule intention om at bygge atomvåben.

Men herefter drejede man sigtekornet mod Syrien vel vidende, at Syrien og Iran havde en fælles aftale om selvforsvar. Hvis det var åbenlyst, at USA direkte angreb Syrien, ville det ikke være muligt at opretholde den amerikanske befolknings støtte eller kiggen-den-anden-vej. I stedet startede USA og NATO en proxy-krig ved at finansiere de syriske rebeller - hvoraf der i dag er meget få syrere tilbage - eller rebeller som sådan - resten er betalte lejetropper, professionelle jihadister fra alle mulige steder. De er rejseholdet. De få såkaldt moderate, der blot ønskede demokrati, er for længst forsvundet. De findes ikke, og alligevel hører vi hele tiden om dem i propagandaen, der systematisk er blevet spredt fra disinfo-fabrikkerne i USA og England til alle medier i Vesten.

For at sløre kanalerne, har man sendt penge, våben og udstyr via Tyrkiet, Jordan, Qatar og Saudi-Arabien. Brugen af terroristgrupper har været et nøgle-element i USA's udenrigspolitik lige siden dannelsen af CIA efter Anden Verdenskrig. Den krigsliderlige bitch, Hillary Clinton, indrømmer åbent i en tale, at de grupper, som hun siger, USA bekæmper i dag i Pakistan/Afghanistan - hvilket er noget ævl - er de samme grupper, de smed penge efter for 20 år siden - hvilket bestemt ikke er noget ævl.

En clairvoyant person, der scannede fru Clinton, blev meget forskrækket,
for bag damen trådte der et helt andet og ikke-menneskeligt væsen frem (jp det tidligere britiske parlamentsmedlem Simon Parkes).

Brzezinski rådgav regeringen om, at de skulle bevæbne Mujaheddin. Et videoklip viser ham stå i Pakistan og teatralsk prædike foran en stak mujaheddiner, hvor han opfordrer 'Guds Soldater' til at fordoble deres anstrengelser. Mens han peger hen over bjergene ved grænsen, siger han, at de vil vende tilbage til deres land, hvor de igen vil bygge deres hjem og deres moskeer, for det er deres ret, og Gud er på deres side. At en sådan scene er relevant i dag, forstår vi, når vi ved, at Brzezinski er Barack Obamas ven og mentor. Obama hylder ham, da Brzezinski møder op til hans valgkamp i Iowa.

US-mafiosi

Obama er et produkt af Chicago-mafiaen, den værste mafia i verden. Og han er ikke den eneste mafioso, der har siddet på præsidentposten, Lyndon B. Johnson, Bush-familien og Clinton-familien er alle mafiosi. Man siger om de andre mafiaer, at du bliver slået ihjel, hvis du krydser dem. Chicago-mafiaen slår først din hund ihjel, så dine børn, så din kone og til sidst dig selv. Det er University of Chicago, der har uddannet de ny-trotskistiske neocon-mafiosi, der trækker USA rundt ved næsen. Chicago er NATO's andet hovedkvarter. Chicagos borgmester, ...., er tidligere Goldman Sachs finans-mafioso, og hans far var zionistisk terrorist. USA er et komplet mafia-styret land. Hvis Hillary Clinton bliver valgt som præsident, har vi et ubrudt mafia-styre i årtier. Det har vi i øvrigt også, hvis Jebb Bush bliver (ud)valgt.

Tilbage til Mellemøsten. Det er bl.a. typer som de fanatiske mujaheddiner, leje(tøjs)soldaterne, der i dag kører rundt i omegnen af Syrien i smarte nye Toyotaer, nye uniformer og Nike-sko under navnet ISIS (Israeli Intelligence Service) og skyder løs med nyanskaffede USA- og NATO-våben. Hvis vi også husker, at deres storebrødre i sin tid blev ansat til at bekæmpe russerne i Afghanistan, så CIA/NATO kunne overtage opium-heroin-trafikken, så forstår vi også noget om kontinuiteten i fronterne, og at russerne - som polakken Brzezinski hader mere end pesten og for enhver pris vil ødelægge - nu bomber ISIS. USA kan ikke andet end se til lige for tiden, mens de koger af fornærmethed i deres eget amoralske fedt fanget i dyb dissonans mellem, hvad de siger og hvad de gør. De er ved at tabe propagandakrigen, og verden begynder så småt at forstå, at terroren er en amerikansk(-britisk-zionistisk) opfindelse.

De fanatiske terrorister har proklameret, at når de har smadret Syrien, bliver der indført sharialov, som i Afghanistan. Altså, vel og mærke, den fundamentalistisk perverterede form for sharia. Syrien, der før var et af de mest tolerante lande for alle religiøse trossamfund, vil efter en sådan ødelæggelse blive et religiøst tyranni. Ifølge visse af terroristerne. Der vil snarere ske det, at Syrien bliver et nyt Libyen, et land hvis tilstand i dag, vi ikke finder noget om i medierne - de medier, der for et par år siden villigt og hjernedødt medvirkede i propagandakrigen for at ødelægge Libyen. De medier SKAL drages til ansvar for de forbrydelser mod menneskeheden, de i dag er en fast del af! Uden konsekvent medie-support, ville teatralske scenarier beregnet på at skræmme livet af os og få befolkningerne i Vesten til at opføre sig som en stak hunde, der lige har fået tæv med en stok, aldrig kunne gennemføres.

Hverken medier eller regeringer har længere en moral. Derfor er de konstant nødt til at fremhæve og hykle den moral, de ikke besidder. Folk kan ikke sætte brikkerne sammen, og medierne gør absolut intet for at hjælpe dem med det, selvom det ligger lige til højrebenet. En simpel kommenteret billedmontage af en stak terrorister i Afghanistan sammenklippet med nøjagtig de samme terrorister med nøjagtig de samme formål i Syrien og omegn, hvor de pludselig hedder frihedskæmpere, ville være nok til at fremkalde et højlydt ahaahos folk. Hykleriet ville pludselig være over-tydeligt og lige op i folks ansigter. Men de hjernedøde og hykleriske medier i Vesten undgår bevidst den slags montager sammen med andre analyser af egentlige sammenhænge. Vi er derfor nødt til at gå udenfor Vesten eller til de alternative medier for at finde sammenhæng i nogen som helst form.

D. 19. marts 2013 blev der brugt dødelig sarin-gas ved Aleppo i Syrien. Israel og USA bebrejdede omgående den syriske regering for det, selvom flere af de dræbte var syriske soldater. Obama begyndte straks at tale teatralsk om den røde linje, der var krydset, og alle war-mongerne i regeringen raslede med deres sabler. FN insisterede dog på at foretage en undersøgelse, og FN-kommissær Carla del Ponte fastslog, at det var de syriske rebeller, der havde brugt gassen, og frikendte fuldstændig regeringen. Det kom ikke som den store overraskelse for en rimelig stor del af befolkningerne i Vesten. Folk er muligvis nemme at narre, men tricket med masseødelæggelsesvåben hos fjenden ligger i baghovedet på folk, for det var sådan hele lavinen af flydende krig (liquid war, krigen der aldrig ophører, men bare flytter sig) startede efter 9/11. 

Carla del Ponte. Selv i korrupte organisationer findes ikke-korrupte mennesker.

Syrien

Sammen med FN, var der også et russisk undersøgelseshold, der tog prøver på stedet. Den russiske ambassadør Vitali Churkin erklærede sig enig med del Ponte, efter et russisk laboratorie certificeret af organisationen for forbud mod kemiske våben havde konkluderet, at der var hexagen som trigger i gassen. Det findes ikke i standard ammunition, og pegede derfor på rebellerne og ikke på regeringen. Mainstream-medierne skiftede straks emne, for de ønsker ikke, at folk skal vide den slags. Men da var det for sent i første omgang, for det britiske parlament og den amerikanske befolkning afviste propagandahistorien, og forhindrede dermed i første omgang USA's planlagte invasion af Syrien.

Ding! omgangen var tabt, den regerende verdensmester må over i ringhjørnet for at lappe sår. Eller et andet billede: når man stopper en bølle i skolegården, holder han ikke op med at være bølle, men går over i den anden ende af gården, hvor han pønser på at slå igen med noget, der er endnu værre. Det ene hed Ukraine, det andet hed ISIS. Ukraine var blandt andre årsager til for at holde russerne beskæftigede på hjemmebane, mens et nyt anslag mod Syrien blev sat i værk.

Et terrorist-lager af giftgas

At USA-støttede rebeller arbejdede på at vælte en folkevalgt regering, er i sig selv en forbrydelse. At forsyne disse rebeller med sarin-gas, som de så bruger, fordobler forbrydelsen. Efter afsløringen ville en moralsk ansvarlig og troværdig regering trække sin støtte tilbage til terroristerne, men den amerikanske regering er hverken udstyret med moral eller karakteriseret ved troværdighed. Som om deres løgne ikke var blevet afsløret, fortsatte de med at diskutere kinetiske angreb på Syrien. Frankrig bakkede op i USA's fordømmelse af Assad. Så kom den syriske regering op med et fund af et lager af kemiske våben i nogle tunneler, der blev brugt af rebellerne/terroristerne. Det var det samme kvarter, hvor angrebet fandt sted. Og så var der vidner, der frigav amatør-videoklip, hvor man ser terroristerne forberede angrebet med kemiske våben. Klippet bekræfter, hvad det russiske laboratorium konkluderede, at det var et improviseret, hjemmelavet våbensæt og ikke et proff system, som den syriske regering ville have brugt.

Vi har materialet til en retssag. Vi kan gøre ligesom anklageren i en retssag, der skal beslutte, hvem der skal retsforfølges. Anklageren ville se på metoderne til forbrydelsen, midler i forbindelse med forbrydelsen, muligheder for og lejlighed til at begå forbrydelsen og motiverne til forbrydelsen.

Hvem havde et motiv, cui bono? Den syriske regering gjorde fremskridt på det tidspunkt. De havde ikke brug for den slags desperate anslag. De vidste fuldstændig, at USA og NATO ville bruge det mindste påskud for at intervenere, de stod og trippede som skolebørn, der var ved at tisse i bukserne. Det sidste, syrerne ville gøre, var, at give dem den undskyldning. Rebellerne/terroristerne på den anden side havde motiver. De (og deres opdragsgivere, der netop var USA og NATO) vidste, at de kunne regne trygt med, at de korrupte og hi-jacked'ede vestlige medier ukritisk ville viderebringe deres historie.

Havde rebellerne/terroristerne mulighed og lejlighed til at begå forbrydelsen. Svaret er ja. Den 31. maj 2013 fandt tyrkisk sikkerhedspoliti en stak 2-kilo cylindre fyldt med saringas i et hus, hvor der opholdt sig syriske millitsfolk. Den 7. juli offentliggjorde den syriske hær lignende fund i byen Banyas. Flere og flere offentliggjorte fund peger på rebellerne/terroristerne. Hvis USA havde virkelige fund og beviser for deres historie, ville de ikke have tøvet med at offentliggøre dem. Det har de ikke gjort. De intel-dokumenter, de offentliggjorde august 2013, indeholdt ingen beviser, men var blot den sædvanlige gang påstande, som de i deres selvoptagede arrogance regner for fuldt tilstrækkelige. De er altså villige til at starte en krig, der uden tvivl vil involvere Rusland, Iran og Kina, et varmt Tredje Verdenskrigs-scenarie, der udelukkende er baseret på, at de påstår noget, uden at dokumentere det! Kan vi muligvis tale om ting, der er ude af proportion her?

To år senere

Ukrainekrigen er langsomt, men sikkert, kommet under russisk kontrol, og medierne i Vesten skriver ikke længere om den. Vestens medier er som børn i førskolealderen - de taber hurtigt interessen for deres billige plastiklegetøj, for der er hele tiden nye pakker under juletræet.

Den iscenesatte ukrainekrise er altså løbet tør for benzin foreløbig. Der kan evt. senere hældes mere benzin på bålet, men lige nu er vinteren ankommet, og de koncentrerer sig om at holde varmen. Der bliver simpelthen skidekoldt i Central-Eurasien. Derimod er der i mellemtiden i slutningen af 2015 blevet særdeles varmt i og omkring Syrien. Også her synes russerne at have overtaget styringen. Lige for tiden bliver ISIS bombet tilbage til ørkenrotterne. Det sker via præcisionsbombninger med langtrækkende missiler afskudt fra Det Kaspiske Hav og Middelhavet. Sortehavet undgås, for så ville tyrkerne brokke sig. Og det sker med daglige flyangreb.

Amerikanerne bliver mere og mere skingre i deres propaganda, for den synes at have tabt momentum. Det er simpelthen svært for dem at hævde med troværdighed, at russerne begår overgreb. For det første er russerne blevet officielt inviteret af både Syrien og Irak. For det andet gør de nøjagtig det, som amerikanerne hævdede, at de gjorde, men aldrig gjorde: de rammer plet.

Amerikanerne stjal billedet og hævdede, at det var deres.
Big Problem! Sådan ser monitoren ikke ud i amerikanske bombefly

For ganske nylig - vi er i slutningen af november 2015 i skrivende stund - blev amerikanerne nødt til at fake deres påstande om, at de bombede ISIS, hvilket de aldrig har gjort. De lavede et seriøst bad moveved at stjæle optagelser taget fra russiske fly, som bombede en konvoj af lastbiler, der skulle hente olie for ISIS. ISIS er som bekendt delvist selvfinansierende via stjålen irakisk olie, som de sælger videre. Amerikanerne er nu så desperate, at de må gribe til den slags svindel, hvilket er nærmest underholdende :-) Desperate personer kommer altid i deres befippelse til at røbe sig selv yderligere. Hykleriet får yderligere en tand ved at blive eksponeret prime time og mainstream.

Ding! den regerende verdensmester er sendt til tælling efter en uppercut. Eller måske vi skal over i fodboldterminologien: målmanden blev overrumplet af en desperat tilbagelægning, hvilket førte til selvmål.

Russernes kampagne modtager for tiden applaus hos mange i Vesten. Et kvalificeret gæt - og dette står helt for egen regning - er, at en del politikere i Europa synes, at det er et temmelig frisk pust. Efter næsten 3/4 århundrede i lommen på amerikansk udenrigspolitik, det ene statskup i verden efter det andet, den ene intervention efter den anden, det ene finansielle svindelnummer efter det andet - og i den henseende er EU blot er instrument for USA - og nu det ene terrorangreb efter det andet, med tydelige amerikanske fingeraftryk, er der et voksende antal politikere afspejlende et voksende antal europæiske borgere, der simpelthen efterspørger noget andet.

De er endnu ikke åbenlyst kommet ud af busken, for terror har mange sider og lag. En særlig form for terror er den lurende politiske korrekthed og selvcensur, der ligger som en mørk sky over hele meningsdannelsen. De tør ikke sige deres mening. Der ævles og hykles løs om ytringsfrihed, men som Agent Smith siger til Neo i The Martrix (let omskrevet): Hvad godt er der ved ytringsfrihed, hvis du ikke kan tale?

En 10'er for dine tanker. Hvad vil du sige, hvis du kunne tale? Jeg vil hævde, at der en del politikere, der har lyst til at sige noget, men som ikke kan. Mainstream-journalister derimod, vil jeg hævde, er tabt forever. Journalistikken er gledet helt over i reklamebranchen, og alt, hvad der kommer ud af deres mund, pen og digitale røvhul er kujonagtig eftersnak!

Zoom-out ud til det store perspektiv

Co-editor på Paradigmet, ChaosNavigator, der for tiden sparker røv med sin blogom Paris-massakren henviste forleden til et clip, hvor den danske journalist fra det kulturmarxistiske TV-magasin Deadline, Adam Holm, fik skiftet ble af Norman Finkelstein. Finkelstein, der som navnet antyder er af polsk-jødisk herkomst (ligesom ChaosNavigator), men bestemt ikke zionist, gennemhullede på stålsat, værdig og overbevisende vis Adam Holms kulturmarxistiske (= zionistiske!) ledende spørgsmål med indbygget svar. Det handlede om det israelske folkemord i Gaza. Skabs-zionisten Adam Holm - og dem er der en hel del af i Deadline og danske medier i øvrigt - kørte på postulatet om Israels ret til at forsvare sig selv ved konstant at angribe og terrorisere sine naboer. Samtidig forsøgte Holm en lusket form for underdrejet karaktermord på Finkelstein, der læste ham og returnerede ved at holde hovedet iskoldt og henvise til den logik, der ligger i selve intentionen i international lov omhandlende folkemord. Det havde altså intet at gøre med, hvad Finkelstein mente eller ikke mente, men hvad der var nedfældet og erklæret via den internationale lov, der konstant blev voldtaget i fx Gaza. Folkemord er folkemord - punktum!

En mand der kan svare igen. Zionisterne kan ikke lukke kæften på ham, for han er jøde.

Og hvad har det så med sagen i denne blog at gøre? Sagen hedder Greater Israel. Yinon-erklæringen, planen om et Israel fra Nilen til Eufrat (de to blå striber/floder i det israelske flag), omhandler netop det, som ISIS har gang i. Første stadie er balkanisering, altså skabelsen af etnisk, politisk og socialt kaos i alle nabolande til Israel. Næste stadie er annektering, ligesom Vestbreden og Gazastriben. Det hele er ét stort planlagt og velbeskrevet folkemord!

ISIS-lejetøjssoldaterne er intet andet end bondebrikker/bonderøve for zionisterne. Det er helt fantastisk, hvordan yngre arabisk-talende mænd kan bringes til at udføre det beskidte arbejde for zionisterne, uden at ane det mindste om det. Det, de tror, de kæmper for, er altså det stik modsatte af det, de reelt frembringer. Det er simpelthen så smart, at man må give zionisterne et point for smarthed og dialektisk kompetence.

Her bliver jeg igen nødt til at henvise til bloggen om Den Døende Gud - Hvad er Kabbalah?. Uden at forstå det sabbatæiske koncept, kan vi ikke forstå verdenshistorien til bunds. Vi kan ikke forstå, hvordan denne infame og skjulte (okkulte) dødskult har været i stand til at danne vore samfund og vores bevidsthed i et tusindårigt spænd. Vi kan ikke forstå, hvad menneskeofring skal til for. Vi kan ikke forstå, hvorfor vore regeringer hele tiden lyver for os. Vi kan ikke forstå, hvorfor en sær og pervers form for afgudsdyrkelse har sneget sig ind og gennemkompromitteret al religion.

Helt konkret i forhold til denne blogs hovedtema kan vi ikke forstå, hvordan der overordnet finder et gigantisk bedrag sted i forhold til krig, krigens formål og krigens motiver, og underordnet, hvorfor en særlig perverteret form for Islam er udset til at spille en særlig perverteret rolle i en ligeså perverteret omformning af verden, som vi mener at kende og mener at forstå den. Ved at forstå det perverterede sabbatæiske koncept og dets årtusind gamle parasitiske rodsystem, kan vi begynde at forstå det næsten uforståelige: at et gennemført destruktivt princip for menneskeheden i dag er selve styresystemet for vore samfund. Hermed kan vi også begynde at genkende dets myriader af former og danne et immunforsvar mod dets metastaser, der endog synes at indfange værtsdyrets (vores) forsøg på at undgå parasitten.

Først herefter kan vi for alvor aflive parasitten.

Parasitten, der fucker med vores hjerner

Det er ikke hermed sagt, at vi er nødt til at acceptere et nyt dogme eller en ny ideologisk forståelse af verden for at kunne forstå eller forandre. Tværtimod. Død over alle stivnede dogmer og falske ideologier! Den Fjerde Politiske Filosofi (jf. Alexandr Dugin), efter liberalismen, kommunismen og fascismen, er i sin fødsel og sit væsen OpenSource, med indbygget respekt og omsorg for alle de kulturer, der ikke som erklæret mål har at undertvinge andre kulturer. Filosofien er ikke formuleret endnu og er derfor ikke et dogme eller en ideologi. Den skabes undervejs. Den er et dynamisk koncept. Med al respekt for visse livsfremmende kerneværdier i de tre politiske filosofier, er disse filosofier via det 19. og 20. århundredes okkuperende rovdrift på idé og tænkning kompromitterede, korrumperede og ubrugelige.

Især Liberalismen og Kommunismen er ubrugelige fremadrettet. Hvad det er svært at forstå for ideologi-inficerede, der tænker standard-ideologisk og befinder sig på tænkningens overflade, er, at disse hoved-filosofier på et tidspunkt smeltede sammen og blev identiske. Sproget røber det via dets reminiscenser: The Liberals på angelsaksisk er de venstreorienterede på ikke-angelsaksisk. Liberalister på hovedlands-europæisk er de højreorienterede. Ideologi-designerne, de hegelianske dialektikere røbede på sin vis deres sammensmeltnings-projekt og dermed deres styresystem.

Umiddelbart vil man sige, at denne modsætning er uløselig. Men hvis man blot tager elevatoren op til næste etage, så giver den fuld mening. I et dialektisk tankesæt - og det er det, vi med fordel kan lære af marxisterne - er begge fløje, begge modsætninger manipulerbare, fordi de er brikker i det samme spil. Tese og antitese giver mulighed for syntese. Kulturmarxisterne syntetiserede liberalisme og kommunisme, så disse teser i dag er det samme. Deres politiske korrektheds-system indfangede begge fløje i det politiske spektrum. Derfor medvirker begge fløje i dag, uden at vide det, til at destruere den vestlige kultur.

NB! Denne Blog henter sit afsæt fra den altid knivskarpe amerikanske kommentator, hvis site kaldes StormCloudsGathering.