Skizofreni er ikke en sygdom

af morton_h, the blogger

'Hvis den menneskelige race overlever, forventer jeg, mennesker vil se tilbage på vores oplyste tidsalder som mørkets tid. De vil sandsynligvis være i stand til at nyde situationens ironi med større fornøjelse, end vi er i stand til Det er os, der er til grin. De vil se, at det, vi kalder skizofreni, var en af de måder, hvorpå lyset – ofte igennem ganske almindelige mennesker – begyndte at bryde igennem revnerne i vores alt for lukkede sind.'

Således skrev den skotske psykiater R. D. Laing i 1967 i bogen 'The Politics of Experience'. Grundlæggende siger han, at det ikke er folk der er syge, det er den verden, de lever i. Den skizofrene tilstand er en tilstand af tilflugt, som personen er nødt til at påtage sig, fordi der ikke er overensstemmelse mellem den virkelighed, vedkommende oplever, føler og tænker og den virkelighed, der hersker konsensus om hos de fleste andre.

Den logiske fejlslutning, som er den gældende sandhed, går på, at fordi mange mennesker har en tillært opfattelse af virkeligheden, så er de få menneskers afvigende, anderledes opfattelse af virkeligheden at regne for 'noget der er gået galt for dem', og som flertallet derfor har ret og pligt til at gribe ind over for. Det afvigende (fåtallets virkelighed) er sygt, det normale (flertallets virkelighed) er sundt.

I disse tider er det så småt ved at være klart for flere end de ganske få, at de manges virkelighed måske ikke er så sund, når det kommer til stykket. Det går, for at sige det mildt, ikke hamrende godt med vores virkelighed, og det bliver sværere og sværere at argumentere for, at normalitet – business as usual - fører til et godt liv for menneskeheden. Ledelsen af denne verden er overladt i hænderne på en anden og seriøst mentalforstyrret gruppe af mennesker, psykopaterne, individer uden empati. Disse individer har, blot som et eksempel på deres oḿfattende bedrifter i menneskehedens historie, været med til at definere sygdomsbegrebet i den industri, der tjener penge på at medicinere folk for mentale sygdomme.

Denne bedrift minder meget om en lignende bedrift i præpsykologisk tid, som fandt sted indenfor religionen/kirken. Man skulle tro, at netop religion og kirke ville være interesseret i mennesker med særlige oplevelser af virkeligheden bag/over virkeligheden, og det er også muligt at finde eksempler på det. Men generelt har fx den katolske kirkes opfattelse af helgener været omgærdet med – skal vi sige – en vis paranoia. De har i realiteten været betragtet som farlige for kirken som institution, for deres oplevelser og indsigter har taget religionens påståede formål på ordet. Det kirken prædikede, virkeliggjorde disse mennesker ved dåd – indeed. Officielt blev de hyldet og kåret, uofficielt blev de pakket ind og uskadeliggjort. De ledende mænd i kirken var til gengæld kun yderst sjældent helliggjorte personer, selvom paven fx. hævder retten til at kalde sig 'guds stedfortræder på jord'.

Her viser sig en – man kunne næsten bruge ordet: skizofren og dobbeltbundet attitude. Det er den, der er beskrevet af Joseph Farrell i bogen: 'Jahwe, the Two Faced God'. R. D. Laing ville måske påstå, at den skizofrene ved, at der findes en helhed bag den ydre splittelse, men hvis man giver udtryk for det, bliver man straffet. Denne viden tvinger personen ind i en tilstand, hvor man splitter sig selv op. Skikkelsen Hamlet i Shakespeares skuespil påtager sig bevidst denne rolle, da han ved og oplever et stykke virkelighed, som ikke må vides og opleves. For den skizofrene er det ikke et bevidst valg, men en reaktion.

I shamanske kulturer – påstand: al religion er dekadent shamanisme – har man haft et andet blik for de særlige individer, der havde direkte indsigt. I disse samfund havde man institutioner, der beskyttede dem, så de som de få uforstyrret kunne være, som de var til gavn for de mange. Man havde blik for deres unikke evner, og man viste dem en ære, fordi de på vegne af de mange kunne kommunikere med den anden virkelighed. I dag ville man sige – hvis man ellers kunne tale – at de kommunikerede med det kollektivt ubevidste.

Opsummering i form af en samlet påstand: psykiatri er religion, når den er værst. For mens der trods alt i kirken stadig var levnet en mulighed for, at en person med visioner kunne være gudsbenådet, så er der i der i psykiatriens opfattelse af mennesket taget klart stilling: en person, der hører stemmer tale i sit indre og som hævder, at kunne se engle og som hævder at have en mission på jord tilsvarende Kristus, vil omgående få stillet en diagnose, blive kategoriseret som farlig for omgivelserne og dernæst medicineret i et omfang, så vedkommende ikke længere har føling med sit indre kald og derfor ikke 'lider' i samme grad af vrangforestillinger (det modsatte af ret-forestillinger).

Lettere grader af skizofreni kaldes for bi-polaritet. Ordet dækker det uhyre alment menneskelige fænomen, at man visse dage er oppe og andre dage er nede. Man svinger mellem poler, stemninger, produktivitet, grad af fokus. Hvem her kender ikke det, hænderne op? Kirkens syndsbebreb er morfet over i et dysfunktionsbegreb – synder/sygelig, syndsforladelse/medicinering. Og der er tilsyneladende nogen, der altid har vidst det. Hvis man tager symbolet for Kristus, det græske tegn Chi-Ro og skyder x'et lidt til højre, så har man logoet for medicinalindustrien, det græske tegn for medicin. Hvis man tider dette symbol-skift giver det: medicinalindustri er perverteret religion.

Hvis psykiatrien havde været opfundet i middelalderen, havde den hellige Frans af Assissi været på både ritalin og cipramil som 13-årig, Hildegaard von Bingen havde været på den lukkede i spændetrøje og Johannes af Korset havde simpelthen fået det hvide snit. Så ku' de lære det! Og ham der Jesus (whoever that was...) havde fået hele pulveret. Der findes faktisk en psykiatrisk udredning af karakteren Jesus, der diagnosticerer ham som svært karakterafvigende og grænsepsykotisk.

Man kunne spørge: hvornår 'går det galt'? Det gør det sandsynligvis for nogles vedkommende, når de lukker ned via amnesi som 2-årige. Her går det op for barnet, at dets helheds-verdensbillede ikke anerkendes af dets forældre og verden udenom. Hvad ved vi om barnets virkelighed? Ser de engle og andre væsener fra andre dimensioner? Ser de energifelter? Ser de UFO'er? Måske lukker de ned endnu tidligere pga. vacciner. En vaccine er en samling af de giftigste og mest uønskværdige kemiske forbindelser, der sprøjtes ind i adskillige doser i et spædbarn, så de lagrer sig dybt inde i dets fysiologi og sandsynligvis også gennemtrænger blodbarrieren i hjernen. Her ligger disse substanser indkapslet og vil ved given lejlighed udløse en sygdom - til gavn for medicinalindustrien. Som filosoffen Bertrand Russell sagde: 'Vacciner er kemisk lobotomi'. Og han sagde det ikke som en kritik, han lovpriste det! Russell tilhørte inderkredsen af den britiske elite, der med alle for hånden værende midler systematiserede forgiftningen og umenneskeliggørelsen verdensimperiets undersåtter. Og når han siger den slags, bør man lytte, for dette er 'hestens mund', der taler.

Skizofreni er en fiktiv pseudosygdom, der fortæller en historie om den impotente og stupide kultur, begrebet er opstået i. Det normale mennesker er reelt skizoidt, fordi det er tvunget til at opsplitte sin bevidsthed i belyst dags-bevidsthed (ca. 5%) og mørkelagt underbevidsthed (resten: ca. 95%) og frataget al viden om, hvordan man kommunikerer med mørket. I mørket kan alt ske. Her opererer alle symbolmagikerne fra religionen, reklameindustrien, de kulturel-politiske disinformationsbureauer, frygtens og krigens sælgere. Her dannes al tro - du skal tro, ikke vide, og vi fortæller dig, hvad du skal tro. I dette skizoide skisma trives uvidenhedens mysterium, som al mental forførelse tager sit udgangspunkt i.

PS! Lad os til sidst aflive myten om, at skizofrene er farlige og morderiske. Kold og klar statistik viser, at mord begås procentvis af lige så mange/få blandt skizofrene som blandt almindelige mennesker.

Men hvis man sammenholder med de seneste to årtiers tilfælde af massakrer begået af unge skoleelever, og studerer deres tilfælde, så viser det sig, at de alle har været på psykofarmaka. Disse har været tiltagende i samme grad, som medicinalindustrien har formået at forføre skoleledelser, myndigheder, politikere og forældre til at medicinere børn. Disse børn, unge og studerende har personligt berettet om, hvordan denne medicin/gift som 'bivirkning' har frembragt angst, selvmordstanker hos dem. Det er med andre ord langt snarere deres medicinering end den forudgående tilstand, der har forårsaget, at de er gået amok. Og nogen har vidst, at det ville ske.

Der findes ikke bi-virkninger. Der findes kun virkninger. Og fabrikanterne af medicin kender til fulde disse virkninger. Deres vådeste drøm er at se hele menneskeheden medicineret, og det er stort set lykkedes for dem.