af morton_h, the blogger
Mennesket er et væsen, der synes at kunne gradbøjes i uendelige variationer. De fleste af dem ligger indenfor det menneskelige spektrum. Men det virker, som om et stigende antal menneskelige væsener er begyndt at udvise en adfærd, hvor man kan blive i tvivl om, hvorvidt de helt falder indenfor det menneskelige felt.
I de gamle samfund lærte man at blive et menneske. Der var en viden om, at et menneske var noget, man blev og ikke noget, man pr. automatik var, fordi man blev født i en menneskekrop. Man var sig bevidst om, at menneskelig værdighed var noget, man vandt via en dynamisk og kvalitativ proces, og ikke en statisk engangsbillet, man fik stukket i hånden. Det er på en måde lignelsen om talenterne. Man var sig også bevidst om, at man kunne miste denne værdighed og glide bort fra det menneskelige spektrum.
Dette er heldigvis ikke en saga blot. Denne praksis er stadig i live, mennesket er stadig i live. Men det virker, som om vores kultur har udviklet bagvendte læreformer, der trækker i den modsatte retning. Det virker, som om vi bliver udsat for en afhumanisering. Vel vidende, at der intet nyt er under solen, virker det samtidig, som om denne afhumanisering er sat i system i en grad, der ikke er set tidligere.
I denne blog dykker vi ned i Dystopia - tag en dyb indånding eller vælg ikke at læse den.
Der synes at være fem retninger, der peger væk fra det humane felt:
- dyremennesket
- det infantile menneske i voksenkrop
- vampyrmennesket, misbrugeren, psykopaten
- zombiemennesket, robotten, individet uden egen vilje.
- det stupide menneske, det neddummede og disinformerede menneske
Dyremennesket
er ikke at forveksle med dyret, der i sig selv altid har en særlig unik og autentisk værdighed. Dyremennesket er individet, der myrder, æder og knepper. Det er grådighedens og misundelsens amok. Det er den perfekte soldat og den perfekte børsmægler. Især soldaten, for børsmægleren er en mere kompleks figur, der indeholder flere afhumaniserede typer.
Dyremennesket har det tilfælles med det infantile menneske, at det altid går efter øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Heller ikke at forveksle med barnet i sig selv, hvis værdighed og autencitet beror på dets uskyld. Men da det voksne menneske hverken burde være et barn eller et dyr, er der tale om en pervertering, en afsporing og en uværdighed.
Dyremennesket befinder sig ofte i flokke, hvor flokkens grundtilstand er den laveste moralske fællesnævner. Det mærker kampen og blodet, der raser. Det er hooligans til en fodboldkamp, der smadrer dem, der holder med det andet hold. Det er autonome i gadekampe med unge politifolk, der på ingen måde har lyst til at slås med dem, men som er udkommanderet af kyniske politikere - en anden afhumaniseret type - til at gøre deres beskidte arbejde. Det er 70 unge indvandrere, der tiltvinger sig adgang til en skadestue for at smadre en person, som overlevede deres første angreb. Det er amerikanske soldater, der rykker ind i Irak på tanks, mens de hyler 'yippie-ka-yo-motherfucker' når de smadrer en landsby. Det er udhungrede beboere af et favela-ghetto-slumkvarter, der er drevet så langt ud og ned, at de kun har ren overlevelsesinstinkt tilbage. Det er publikum i en musikfestival, der tramper individer ihjel i deres brunst efter at komme så tæt på guitarguderne på scenen som muligt. Det er unge fra forstæderne, der i eksplosiv / angstfyldt druk- og dope-rus vader i flokke gennem strøget kl. to om natten - med kniv i lommen. Det mest skræmmende er, at det er din tidligere nabo i den særlige situation, hvor nogen har iscenesat en borgerkrig (som ALDRIG er borgernes eget initiativ og derfor ikke deres krig), som angiver dig, og som hiver i snoren, når du ligger i guillotinen.
Ikke at forveksle med vrede og indignation over uretfærdighed og selvforsvar mod overgreb, bønder med høtyv, der har fået nok. Men den revolutionære hob - den styrede, manipulerede vrede, der er spændt for en vogn - kan kun drives fremad ved at kanalisere vreden over i dyremennesket og zombiemennesket, til flokken, der bisser som gnuer i en hjernevasket blind tro på retfærdigheden i ødelæggelse. Selve rusen, lystfølelsen, orgasmen over den voldsomme kollektive energi, drivkraften i den fascistiske hob, hvor asfalten koger - det er dyremenneskets tilstand. Hvis man til den manipulerede sociale indignation tilføjer endnu et potent giftstof: religion, der fratager/fritager en for evnen og forpligtelsen til at tænke som individ (zombificering), så har vi de kristne, jødiske og muslimske fanatikere i fortidens og nutidens konfliktscenarier, vi har de koptiske horder, der vandaliserede den ultimative egyptiske verdenskunst i templerne og de store biblioteker, vi har de muslimske vandaler, der sønderbombede uerstattelige Buddha-figurer i Afghansistan, vi har fascistiske og kommunistiske autodafeer (bogbrændinger) og pogromer - først myrdede de jødiske bolsjevikker løs på 10 millioner russere, så myrdede nazisterne løs på 5 millioner jøder, romaer og andre udhængere. I da myrder zionisterne løs på palæstinensere og arabiske naboer ... listen er alt for lang, vi stopper lige her.
Vi har så meget biologisk til fælles med dyrene, at vores civilisation kan betragtes som et tyndt lag fernis over dyretilstanden. Der skal under de rigtige-forkerte betingelser forbløffende lidt til at rive tæppet væk og få flokdyrene til at gå amok på hinanden eller en anden flok. Den rette provokation med frygt, vrede og had - altid kombineret med løgn og uvidenhed - kan få mennesker, der i generationer har boet dør om dør som fredelige naboer, til at slagte løs på hinanden. Vi så det i Balkan for nylig. Vi så det i Rwanda. Vi ser det lige nu i Syrien. Det er en fast ingrediens i enhver borgerkrig. Og borgerkrige - dette er en påstand, jeg i stigende grad ser verificeret - er ALDRIG startet af borgerne selv! Navnet er misvisende som sådan. Det skal noget særligt til, som implanteres udefra eller oppefra for dernæst at udløses indefra. Det er en kunstig skabt, manipuleret dyriskhed, der fremkommer.
Det infantile menneske
ligger i forlængelse heraf. Fællesnævneren er barnets og dyrets uskyld i en perverteret form. Det har at gøre med flere ting.
For det første fratages børn i dag deres barndom. Børn gøres ansvarlige for alt muligt, fordi de afmægtige voksne ikke kan finde ud af det selv. I den pædagogiske verden var der for 10-15 år et trendy slogan, der hed 'ansvar for egen læring'. Skolebørn blev for tidligt gjort hovedansvarlige for, at de lærte noget. Børnehavebørn bliver sat til at lave skoleforberedende arbejde.
For tiden vælter en seksualisering og for tidlig voksengørelse af mindreårige indover dem via reklamebranchens kyniske targetting af dem som målgruppe. Piger gøres til tidlige sexobjekter, de går i prinsesse-bitch-skole allerede som 5-årige. Senere bliver de udsat for kønsforvirring. Kvinder bliver maskuliniseret, mænd bliver efeminiseret. Bukserolle-bitchen er rollemodel for karrierekvinden. Bøsserollen bliver påduttet mænd via homo-kapringen af modebranchen. Begge dele bliver fysiologisk understøttet af et utal af hormonforstyrrende midler overalt i vores miljø.
Overgangsriten, der bragte barnet over i en voksen tilstand er forsvunden. Konfirmation er en udvandet udgave af noget, der var engang. Resultatet er unge mænd og kvinder, der opfører sig som teenagere - forever! Vi har set dem arbejde sig op i 20'erne, ind i 30'erne og nu ind i 40'erne. Og babyboomerne, 68'erne, der var den første generation, for hvem det begyndte at gå galt, er nu i 60'erne. En del af dem er omsider blevet voksne, mens andre stadigvæk har livslange hængepartier. Som Niels Skousen synger: 'Det er ikke sådan, at jeg er egentlig utilfreds. Det er bare en bagskid, der har varet siden 68'.
Ægte ritualer er forsvundet og blevet til legestueritualer. Jul er blevet et plastikshow i stedet for det oprindelige vintersolhverv, fejringen af naturens genfødsel, der i kristen tid mellemlandede som Kristi genfødsel (en lang historie for sig). Brylluppet er blevet et narcissistisk egotrip for den prinsesse-trænede tøs. Efter det stylede glamourorgie mister hun interessen for sin mand og den uundgåelige skilsmisse er nært forestående. Halloween er blevet til latterlige spøgelser og græskarmænd i stedet for den oprindelige Alle Helgensdag eller Alle Sjælesdag. Man skal helt ud i afsides mexikanske landsbyer for at opleve the real thing: De Dødes Dag, hvor man tænder lys på kirkegården og bliver der hele natten for at mindes og ære ens afdøde forfædre.
Der er i øjeblikket en ungdomsgeneration, der vokser op næsten helt uden ritualer, der knytter an til en tradition. Det er samtidig den historieløse generation, der er strandet i nuet. Til gengæld opfinder de alle mulige erstatningsritualer, der har med druk, hor, vold og stoffer at gøre. Ofte af ydmygende og nedværdigende karakter, hvor det går ud over nogen. På denne måde er deres hverdag i virkeligheden gennemritualiseret. En fest var i de gamle samfund en fejring af at have opnået og fortjent noget. Noget blev fejret i taknemlighed. I dag er der jævnthen fest hver eneste dag uden anden påviselig grund end kedsomhed. Måske en grundfornemmelse af uvirkelighed, af afskårethed fra en meningsfuld indre virkelighed. Som erstatning blinker et tag-selv-bord af ydre virkeligheder, som man kan hengive sig til og forsvinde i. Glemsel.
Nogen har kaldt det, der er sket for en tivolisering eller disneyficering af vores kultur. De tidlige film fra Disney stadig kunne have noget af den farlighed, som de ægte eventyrer har. Eventyr er slet ikke for børn, når man nærlæser dem. Der foregår grusomme ting, og karaktererne er yderst virkelige og ubarmhjertige i deres afbildning af arketyperne i vores indre verden. Snehvide og Troldmandens Lærling har stadig deres bid. Personligt var jeg dybt foruroliget over musen, der satte kræfter i gang, som var ganske ustyrligt umulige at stoppe. Har enhver rask dreng ikke oplevet det, når han skulle lege med fars motorplæneklipper, som løb løbsk, raserede naboens hæk og et par tulipanbede, inden den gamle kom styrtende, reddede stumperne og stoppede uhyret? Det er fandme uhyggeligt, du! Dernæst den fortjente skideballe. Eller hvad med heksen i Snehvide, der styrtes i kløften af dyrene. Det er barske løjer.
Men så gik det galt for Disney. Kiplings vidunderlige klassiker Junglebogen blev til en tandløs historie om den feje tiger, der stikker af med ild i halen, og den sjove men ynkelige læspende spytslikker af en slange (et typisk kristen fordrejning af slangevæsenet). Herefter handler det mest om, at dyrene kan danse, synge og spille jazz. Hos Kipling er Sheere Khan derimod en mægtig og grusom fjende, der ikke kan undervurderes. Den ender sine dage ved at blive trampet ihjel af bøffelflokken i kløften. Da drengen Mowgli flygter for sit liv jaget af blodtørstige aber i skovruinen, falder han ned i slangehullet til kvæleren Kaa. Kun hans diplomatiske evner redder ham fra at blive ædt. Han indgår en deal med dyret om at lokke aberne frem i månelyset midt i ruinen - så slangen kan paralysere dem og æde dem i stedet. Sagde jeg, at det ikke var for børn? Jeg æder mine ord igen, for det er netop den slags ægte eventyrfortællinger, der lærer børn at begå sig i virkelighedens verden - både den ydre og den indre.
Underholdningsbranchens disneyficering og kapring af vores bevidsthed kan ikke undervurderes. Dens tentakler stikker ind alle vegne, og dens medier har en overvældende og totalitær styrke. Den har som en kæmpe gople formået yderligere at æde den politiske verden. Man behøver blot at overvære 10 minutters amerikansk valgkamp for at opdage det. Det er Bubber på steroider. For ca. 10-12 år siden ankom stilen til denne del af verden og dens politik, og demokrati er nu blevet en hul parodi.
Når man overværer en politisk diskussion mellem, hvad der måtte formodes at være voksne mennesker, er det ofte forstemmende at opdage, at de taler og agerer som børn i en sandkasse. På sidelinien sidder journalisterne, der kaster små stykker lakridskonfekt ind i arenaen, som møgungerne så slås om. Vi er tilbage til skolegården, hvor der står en klump omkring to kamphaner eller -høns, der river håret og ørerne af hinanden, mens hoben råber 'heja-heja!' Personligt har jeg smadret fire par briller på den konto, men jeg holder af at tænke på, at jeg fik det overstået i skolegården, før jeg fyldte 12 år, så jeg ikke behøvede at gentage det alt for meget siden.
Helt fri kan vi nok ikke sige os selv for at falde i barnagtighedens grøft. Det er trods alt det, som megen satire bygger på: de voksne, der opfører sig som reagerende børn. Men det fortæller jo om komikkens og humorens alvor. Vi har svært ved at se det, men i satiren bliver det tilladt at være alvorlig, fordi vi samtidig griner af det. Derfor er den bedste satire den selvironiske, hvor komikeren sætter sin egen røv i klaskehøjde. Jeg er meget lidt for komik i Kasper Christensen's tæskeholdsstil, der dannede skole for år tilbage. Den består som regel i, at få noget til at gå ud over andre. Den form for komik tager billige kegler på andres bekostning, og der blev rent faktisk udført en rituel offerhandling. Folk tænker: godt det ikke er mig, det går ud over. Det er regulær mobning for åben skærm. Det minder for meget om romersk underholdning, hvor slaver blev smidt for løver og andre vilddyr. Menneskeofring er ulækker!
Men komik er ikke infantil i sin natur, nødvendigvis. Fordi dens mål er, at skildre det infantile, bliver den ikke nødvendigvis selv infantil. Der er bare ankommet en stil i dansk TV-regi, som er blevet mere og mere infantil. Det samme må være sket med publikums præferencer. Der er rigtig meget prut-og-bæ og mobning = underholdning for tiden. Der er for meget skolegård over satiren.
Det infantile består i, at vi reagerer i stedet for at reflektere. Det er forståeligt at børn reagerer, og at der skal en læreproces til for at kunne udsætte reaktion til fordel for reflektion. Det er det, der kaldes at blive voksen. Og her kan man godt falde i noget begrebsforvirring. At bevare sit sunde barnlige instinkt for at lege burde være enhver voksens bedste dyd. Livslang leg, ja-tak! Leg er den ultimative læremester. Det handler om at få sin barn helskindet med over i sit voksenliv. Det infantile menneske og det legende menneske har intet med hinanden at gøre. Hertil må desværre siges, at dette instinkt allerede er blevet myrdet hos mange mennesker, mens de var børn. Det sørgede det preussiske skolesystem for, der dominerer den vestlige verden. Skolen er ikke et drivhus men en opdragelsesanstalt. Vi glemmer at lege og lærer hermed ikke at tænke selv. Barnet døde som 8-årig, og den voksne indfandt sig ikke efter puberteten. Et ægte paradoks? Nej! Uden at du har været barn for alvor, bliver du aldrig voksen.
Vampyrmennesket
er en gyserklassiker. Men det er samtidigt en mennesketype i uhyggelig vækst for tiden. Det handler hverken om tandgrever fra Transsylvaninen eller gedeblodssugende bæster med vinger fra Mexico. Og slet ikke om vampyrflagermus, som jeg aldrig har hørt om forgribe sig på mennesker. Så skal man nok hellere være bekymret for malaria- og tigermyg - eller skovflåter. Det handler om energi-vampyrisme, om underskuds- og misbrugermennesker, der fodrer sig selv med andres livsenergi.
Fænomenet udfolder sig både på 1-1-basis (det kannibalistiske ægteskab), i mindre grupper og i de helt store sammenhænge, hvor hele nationer, transnationale virksomheder og institutioner suger energi ud af andre enheder. Det, der foregår i den globale finansverden for tiden, er skinbarlig vampyrisme. Gangster- og mafiavæsen er vampyrisme. Amerikansk og britisk neo-imperialisme er vampyrisme. Medicinal- og fødevarebranchernes kreation af livslang afhængighed af drugs og junkmad er vampyrisme. Læg mærke til at 'drugs' både betyder medicin og narko. Same-same.
I underholdningskulturen og med ungdomsårgangene som målgruppe kører der for tiden et besynderligt fænomen: heroiseringen af vampyren, vampyren som rollemodel. I 90'erne var det psykopaten og seriemorderen, der blev facinationsobjekt. I dag er det hære af blege, anæmiske vampyrer, der før lurede i dybet, men nu er trådt frem fra twilight-zonen og lever blandt menneskene. Gerne iført eye--liners. Hvor de før var at finde i katakomber, kloakker og krypter, går man nu nærmest i klasse med dem. Dette er den mere dystre side af Disney og Hollywood. Vi vænnes til at acceptere, at misbrug er en integreret del af vores liv og bevidsthed, og at vi alle sidder som blodsugere i nakken på hinanden. Vi er lammet af gensidigt underskud og blodmangel.
Der er igen en grøft at falde i her. Menneskelige relationer bygger på en udveksling af energi. Også i sunde relationer sker denne udveksling. Men i den perverterede form er det patologisk. En vampyr spørger ikke om lov, og dets offer er ikke en frivillig bloddonor. Der sker ikke en udveksling af energi mellem ligesindede, autonome væsener.
Vampyrmennesket og zombiemennesket har det tilfælles, at de har mistet deres frie vilje. Men hvor vampyren er det lurende rovdyr, der årvågent venter på chancen til at forgribe sig, når dets offer er mest blottet, så er zombien en søvngænger, der agerer som redskab for andre uden selv at have den mindste anelse om det. Vampyrmennesker er psykopater/sociopater og er ganske virkelige skikkelser. De er nøje beskrevet blandt psykologer og psykiatere, selvom de går under andre navne, og de er velkendte for deres evne til at snuse sig frem til deres ofre i løbet af uhyre kort tid. Det siges, at en psykopater kan mærke med det samme, om der er en anden psykopat til stede i lokalet. De kan også mærke, hvem de kan overfalde og klæbe sig fat i. De er yderst socialt og psykologisk intelligente, men de har ingen som helst empati. Deres charme og karisma kan være formidabel, og de synes som korkpropper at være i stand til at stige til tops i institutioner og virksomheder. Det fortæller samtidig noget om virksomhederne, når de i så høj grad gør brug af psykopater. Psykopaterne er nyttige at have ved hånden, når der skal fyres 5000 medarbejdere eller implementeres destruktive markedsstrategier, der tværer menneskeliv ud et andet og uvedkommende sted på kloden.
Varmpyrer/psykopater findes ofte i særdeles høje positioner med indflydelse på mange, mange menneskers liv. Ikke så underligt, at det hele går ad helvede til for tiden. I dette land har vi fx. haft en statsminister, der har ført sit land og sit folk ud i fem angrebskrige i nyeste tid - alle baseret på løgn og kynisme.
Zombiemennesket
i dag har temmelig mange ansigter og former, så det er svært at begynde. Det indeholder derudover elementer af de øvrige typer. Klassisk zombificering er dog et velbeskrevet fænomen, og det kan skabes kunstigt via kemi. Det kan sandsynligvis også skabes via elektronik, da der altid er en elektronisk komponent i kemi. En zombie i den forstand er et fænomen, der kendes fra Ghanesisk-Nigeriansk Yoruba-kult og efterkommere af slaver derfra, som endte i bla. Haiti, Benin og den Dominikanske Republik. Her kendes det i form af en synkretistisk kuld kaldet Vudon eller Voodoo. Det findes også i Brazilien kendt under navnet Candomblé. Zombificering er en kemisk påført hjerneskade (via en substans kaldet coup de poudre med formodede hovedingredienser indeholdende Tetrodotoxin udvundet fra en tudseart og en fisk), og som får individet til at miste det, de gamle kulturer ville kalde sjælen. I Haiti, hvor der hvert år rapporteres om ca 1000 tilfælde af zombificering, ligestilles det med overlagt mord.
Fænomenet er lige så gammelt, som du kan forstille dig, så heller ikke her er der noget nyt under solen. Det er sandsynligvis heller ikke isoleret til en bestemt vestafrikansk kultur, men har været kendt flere steder i den præantikke verden i shamanske kulturer andre steder i Afrika, Asien (Japan og Korea fx.) og den Nye Verden. Og som alt ovenstående drejer det sig her om, at tilsyneladende nutidige fænomener har fået en forklædning ovenover noget meget gammelt. Det har fået et boost via teknologiske landevindinger.
Vi taler ikke her om det i denne etniske sammenhæng. Begrebet kan udvides til et langt bredere fænomen, der har at gøre med mennesker, der enten via en påvirkning, de frivilligt har udsat sig for eller ufrivilligt - ofte forført - er blevet udsat for, hvorved de er henvist til et viljeløst liv og efterfølgende kontrol udefra. Vi taler om alle tænkelige gradbøjninger.
I modsætning til den underkuede slave ved zombien ikke, hvad der er på færde. Vedkommende er også en slave, men underkuelsen er mere fundamental. Slaven vil stadig kunne gøre oprør og sætte sig fri under de rette betingelser. Med zombien er det anderledes, da vedkommende skal vækkes fra en dyb søvn først. I den haitianske version er det fysiologisk umuligt, da den selektive hjernedød er indtruffet permanent og kun bevægeapparatet er intakt.
Hvilke gradbøjninger taler vi om? Lad os vælge mobiltelefoni og gå lidt i dybden her.
Millioner, muligvis milliarder af mennesker går rundt med en mobiltelefon. Den kan være uhyre nyttig og kan bruges på alle mulige måder. Men da sms-kulturen for alvor slog igennem og smartphonen kom frem, skete der et skift. Folk er blevet 'switched', og der blev etableret en usynlig wire fra apparatet til folks hjerner. Brugen har medført en stærk og for nogen ubrydelig vanedannelse. Folk vader bogstavelig talt rundt som zombier i offentlige rum, i bil, på cykel og til fods, mens de mentalt set befinder sig i et helt andet rum. Smartphonen er med rette blevet kaldt for 'det nye kokain'.
Som cyklist lægger man især mærke til de mange unge piger og kvinder, der angstfyldt klamrer sig til deres device eller febrilsk hiver den op af lommen hver eneste gang, de standser for rødt lys for at se, om der måske skulle være kommet en ganske ubetydelig blob fra veninden eller kæresten. En del drenge/mænd har fulgt trop. Drengene er de nye piger. Det forventes, at man svarer indenfor ganske få minutter, hvis man ikke vil hægtes af socialt - eller rettere fordi man så tror, at man bliver hægtet af. Dette er den psykologiske side af mobiltelefoni. Men der er også en fysiologisk, som de færreste er klar over, og som muligvis er endnu værre, for der slet ikke bliver talt om det.
Den tyske nuklearmediciner dr. Manfred Doepp har målt effekten af den fysiske kontakt med mobiltelefoner, der holdes op foran hjernen. Det er vel at mærke ikke de samme målinger, som mobilselskaberne hævder at harve udført og som bruges til at argumentere for, hvorfor det skulle være ganske ufarligt at tale ubegrænset i mobiltelefon. Manfred Doepp har en taoistisk indfaldsvinkel til det, og der findes særlige metoder til at måle menneskets chi, dets livsenergi. Tre minutters mobilsamtale nedbringer livsenergien med 15 %, og den kommer ikke op igen samme dag - medmindre man ved, hvordan man hæver sin chi og bliver 'de-switched'. Fysiologien bag er, at den meget kraftige sender, der sidder i en moderne mobiltelefon - vi er oppe på 3G og snart 4G som standard - udsender det, der kaldes longitudinalbølger. Disse lydbølger under det hørbare område skal have en afledning for at neutraliseres. Da de ikke finder anden mulighed i nærheden, bruger de det nærmeste elektriske system, der findes: den menneskelige hjerne.
Som energifølsom person kan jeg tydeligt mærke, hvordan mit øre og den højre del af hjernen begynder at 'koge' efter et par minutters mobilsamtale. Det samme sker i nærheden af computere, wifi-sendere, højspændingsledninger og andet elektronisk udstyr. Manfred Doepp kalder det stærkt forøgede felt af elektro-magnetiske frekvenser, vi bliver udsat for fra alle sider: elektro-smog. Effekten af det er - og det er netop ordet han bruger: zombificering. Det er i særdeleshed i Vesten, vi har et stort problem, for i Rusland fx. er der langt strengere regler for elektronisk udstyr i forbindelse med mennesker. Vi tillader 10 gange så høje værdier, fordi vi ikke anerkender problemet. Det skyldes uden tvivl den totalitære markedsføring, som virksomhederne i Vesten har haft lov til at udsætte deres befolkninger for. Vi ynder at kalde det for frihed, frit marked og demokrati - virkeligheden er anderledes.
Derfor er det ret skræmmende, at helt små børn, hvis hjerner overhovedet ikke er udviklet, får stukket en mobiltelefon i hånden. Vi aner over hovedet ikke, hvad vi udsætter dem for. Hvis nogen efterfølgende skulle finde på at tage mobilsutten fra de små tilvænnede kræ, vil der opstå et ramaskrig, på samme måde, hvis de ikke får deres dosis af sukker-sodavand (sukker: en stærkt vanedannende kronisk forgiftning). Det nye elektroniske kokain har for længst gjort sin effekt.
Et par gode råd: du behøver ikke at afskaffe mobilbamsen eller computeren. Gør i stedet for nogle simple tiltag: brug headset med ledning. Sørg for at fjerne selve mobilen 20-30 cm fra hjernen. Lad være med at placere mobilen tæt på hjerne, hjerte og underliv. Altså ikke i bukselommen. Lad også være med at sidde med en bærbar computer på skødet. Og lad for himlens skyld være med at sove med din mobil-dildo under hovedpuden ! Anskaf dig dernæst en afledende device, som kan monteres på mobilen eller hænges om halsen. Der findes visse krystalformer, der har unikke evner til at aflede. Anerkend til sidst, at du er et højt avanceret elektrisk system, hvis optimale performance er dybt afhængig af ikke at blive forurenet. Lær dig derfor de 3-5 de-switching-chi-gongs, der renser hjernen og for en tid fjerner elektro-smog.Vi kunne gå ligeså meget i dybden med følgende: medicinforbrug, alkohol, rygning, indtag af sukker, hvidt brød, ludomani, computerspil, adrenalin-kick i hård work-out eller ekstremsport, hash og hårde drugs: kokain, morfin, heroin. Læg dertil alle de pilletrillede designerdrugs, der skøjter rundt i natte- og party-party-livet. Vi behøver blot at se billeder at et opiumsvrag for at vide, hvad en zombie er. Helt sløve, døde øjne, apatisk adfærd, gerne i liggende position, da den næsten afsjælede krop ikke længere orker at rejse sig op. Stadiet før fysisk død. En zombie i haitiansk forstand er 'en levende død', en slags høne uden hoved, der render rundt, indtil den dør. En zombie lever aldrig længe. Og den vil ikke kunne fortælle, hvad nogen fik den til at gøre, mens den rendte rundt uden hoved.
Da englænderne begyndte på deres kampagne af forgiftning af den kinesiske befolkning med opium i 1800-tallet, var formålet at passivisere millioner og atter millioner af kinesere, hvoraf mange af dem omkom. Det var rent folkemord. Men vi må gøre os klart, at verdens drughandel stadigvæk styres fra samme sted, som dengang: The City of London, og den styres af de folk, der ejer det meste af, hvad der er værd at eje i verden. Det er deres netværk og de forgreninger, vi finder i efterretningsvæsenerne, der står for et af de overhovedet mest indbringende forretningsforetagener: drughandel.
CIA's direkte indblanding burde være bekendt for dem, der har studeret sagerne. Før amerikanerne invaderede Afghanistan var opiumsproduktion reduceret til omkr. 15%. Efter den amerikanske invasion er den steget til 100% igen i forhold til sit maksimum nogensinde. Dette er ikke et tilfælde. Det militær-industrielle kompleks kan ikke skaffe sig nok midler ved at brandskatte den amerikanske befolkning, så derfor har man fundet en andet sikker indtægtskilde til de såkaldte 'black budgets'. Det er derfor, de var aktive i Den Gyldne trekant under Vietnamkrigen. Der er derfor, de er aktive i Colombia. Det er derfor, at en meget stor del af de penge, der florerer på Wall Street er narkopenge.
Siden 60'erne er det væltet indover den vestlige verden med alle variationer af drugs. Det er derfor alle de zombificerede misbrugere blandt især unge (en sammenhæng, de færreste har fået øje på, og en tanke som ikke ret mange unger har lyst til at tænke til ende), der er med til at betale for de krigshandlinger, der foregår rundt omkring i verden - suppleret af de formidable indtjeninger, der sker ved våbenhandel. Krig skaber efterspørgsel efter våben, der skaber mere krig, der skaber mere efterspørgsel efter våben, der skaber …. Heller ikke ret mange unge hashrygere har lyst til at tænke tanken til ende om, at de har været direkte medvirkende til, at bander har stukket hinanden og en stak fuldstændig uskyldige ned på grund af at DE har købt dealernes drugs. Vi holder jo bare fest - hvad har det at gøre med ham den italienske turist, der blev stukket ihjel af en kniv på Nørrebro uden grund? Det var jo ikke mig, der gjorde det! Nej, din kvajpande, men det var dig, der finansierede dem, der gjorde det!
En anden betænkelig virkning ved, at så mange unge render rundt og er permanent forgiftede af drugs, er, at netop den del af befolkningen, der potentielt kunne have frisk energi til at stille sig i vejen for hele misbrugs-imperiet, jævnthen er faldet til patten. Og dette er ikke tilfældigt. Giv dem mobilbamser, giv dem en masse sukkermad, giv dem noget dope, giv dem rave-parties, giv dem computerspil med masser af vold, giv dem reality-TV, giv dem hore-druk-dope-orgier på Ibitza. I USA giver man dem oven i købet i voldsomt omfang psykofarmaka - endda i folkeskoler !! Utilpassethed ses som et psykiatrisk anliggende. På det seneste har vi set en række high-school-serial-killings, der alle næsten med garanti har forbindelse med indtagelsen af psykofarmaka. Giv dem afledning af opmærksomheden og svækkelse af åndsevner over hele feltet. Så finder de aldrig ud af, hvad der skete for næsen af dem og bag deres ryg, og så er der ingen modstand mod 'konstruktionen'.
I 60'erne opstod der en masse kult og romantik omkring drugs. Free your mind og alt det shit! Der var kult omkring Timothy Leary (CIA-agent), Gordon Wasson og magic mushrooms (hi-level CIA-agent). CIA udførte en række forsøg kaldet MK-Ultra, der handlede om, hvordan man kunne zombificere og fjernstyre mennesker. Forsøget er aldrig afsluttet. Soldater blev i første omgang forsøgskaniner. Via det kultiske hype, som LSD'en fik, blev det til et langt mere omfattende eksperiment. Millioner og millioner af unge overalt i verden, især i vesten, deltog i dette social-psykologiske eksperiment, der oprindelig var sat i værk af et skrupuløst efterretningsvæsen, der søgte efter endnu en metode til at kontrollere og hjernevaske mennesker. Det blev et gigantisk 'project mind control', og hippierne var de første, der frivilligt deltog i dette rotteforsøg.
Luk op for et modemagasin og se de glittede fotoserier med blege, anæmiske hybrider af vampyr-zombier, typer der er så trash-casual, at de ligner et heroinvrag på Andy Warhol. Kvinder fedt på kroppen, bøssoide mænd uden nosser. Kunst- og modeverdenen har fusioneret om at promovere denne ret utilslørede dope-livsstil.
Her er der endnu en grøft at falde i. Vi bør sige, at brugt på den rigtige måde, med den rigtige viden (den skal være stor!) og med den rigtige intention, kan der være tale om bevidsthedsudvidelse med spirituelt potentiale. Det skal dog være en del af en særlig praksis i et lukket rum. Dette rum skal være helligt = helliget et særlig formål. Det skal være velforberedt, og der skal være seriøs efterbehandling. Salvia Divinorum fx. er på ingen måde et partydrug, og selve den nærdødsoplevelse, der kan optræde, kan være så anti-vanedannende, at det i sig selv er en garant mod misbrug.
Enthogene substanser har traditionelt været omgærdet af særlige regler til beskyttelse af individet og dennes omgivende samfund. Det var netop disse beskyttende cirkler, der blev brudt, da drugkulturen boomede i 60'erne, og hvor vestens flippede horder hoppede på den giftige limpind anbragt af CIA og senere gjort salonfähig med steder som Esalen Institute i Californien. Vi tør næsten ikke tænke på, hvad militæret har fået ud af deres forskning og efterfølgende gigantiske kollektive rotteforsøg. Hvad skal der til for at vække og aktivere den sovende zombie og få dem til at gå amok. Den manchusiske kandidat er ikke blot en film, for Hollywood viser os hele tiden små teasere på en dyster virkelighed. Hvordan fik de fx. lige ham den rødhårede satan til at gå amok i USA forleden?
Ultimativt åbner zombificering sig som en række sluser af gigantiske dimensioner. Ordet man skal lære sig her er: transhumanisme. Implantatet af maskindele i mennesket, der giver mulighed for en direkte sender-transmittor-styring af et menneske - eller hvad man herefter kalder det. Nanoteknologien omdefinerer begrebet 'maskindel' til cellestørrelse eller mindre. Men transhumanisme er for stort et emne, så jeg efterlader det her.
Det stupide menneske
Hvis en total eller delvis robotgørelse af individer i større skala er ekstremt - men på ingen måde synes umulig eller utænkelig i dag - så kan den store dyne af fordummelse og uvidenhed om, hvad der foregår i verden både derude og for næsen af os, siges at være en gradbøjning og et veletableret fænomen.
Der synes at være en afgrund til forskel på det fåtal af mennesker, der er vidende om de paradigmatiske grundpiller, der har dannet vores kollektive selvforståelse og de uhyre mængder af folk, der absolut ingen anelse har om disse. Jeg vil prøve her ikke at undervurdere viden, der findes blandt grupper af mennesker, endog ganske store grupper, men som aldrig bliver formidlet til os i vores filtrerede medieindpakkede vestlige civilisation. I civilisationens randområder - sådan opfatter vi dem, for vi ER jo selve civilisationen - har man ganske andre historier at fortælle.
Et eksempel. Hvis man taler med en beboer i den del af de fillipinske øer, hvor befolkningen er muslimer, kan de berette om det gigantiske folkemord, der foregik her i årene efter en spansk-amerikanske krig i 1898, hvor amerikanske soldater blev beordret til nådesløst at henrette alt hvad der rørte sig af mænd og kvinder, børn og gamle på disse øer. Landbyer blev brændt ned, kemikalier blev smidt ned i de huller, de selv var blevet beordret til at grave, så ligene forgik hurtigt og ikke efterlod beviser for udåden. 3 millioner mennesker omkom! Begrundelsen var, at disse øboere tilhørte en laverestående race, som fortjente udslettelse. Som den amerikanske præsident sagde: We want the Filipines, not the Filipinians!
Har du over hovedet hørt om dette præ-nazistiske folkemord i skolen (andet ord findes der næppe for det)? Har du set dokumentarfilm om det? Verdenshistorien er ikke skrevet endnu, for der er 100-vis af beretninger i samme skala om hændelser, der aldrig er nået frem til dig og mig. Kun ad kringlede omveje kan vi nå frem til dem, og hvis man forholder mennesker, der burde vide noget om dem via deres position, vil de benægte dem hårdnakket, fordi de jo også har gået i skole og set fjernsyn.
Hvor meget har du hørt om amerikanernes perfide krig mod japanerne, hvoraf Pearl Harbour og 2. verdenskrig kun er en brøkdel? Hvor mange ved, at USA olieembargo (Japan var helt afhængig af USA på det punkt) før og under krigen betød dødlignende fattigdom for den japanske nation, så man under krigen måtte ty til kanibalisme. Man åd simpelthen de piloter, der blev skudt ned. Vidste du, at den tidligere amerikanske præsident, George H. W. Bush blev skudt ned som marine-navigatør (pilot med speciale i operationer fra hangarskibe) og kun med nød og næppe reddede sig fra denne skæbne, fordi en ubåd samlede ham op i sidste øjeblik? Der findes et videoklip, hvor en japansk diplomat joker med ham ved et møde, og siger: 'Det var vel nok heldig, at den ubåd dukkede op dengang', hvorefter Bush omgående bliver dårlig og kaster op udover armlænet på stolen. Og hvor mange vidste, at han var medlem af Moon-bevægelse, en af de mest sindssyge mind-control-sekter i vor tid? Det er en offentlig joke i Korea, hvor alle ved det. Udover at være psykopat, søn af en nazist - hvor mange vidste det? - må denne korrupte CIA-direktør, der senere blev præsident, have været seriøst traumatiseret.
Hvor mange har hørt, at japanerne havde atomvåben længe før både tyskerne (som også havde dem og brugte dem mod russerne i Baltikum) og amerikanerne, og at de to bomber, der faldt over Hiroshima og Nagasaki på ingen måde af japanerne bliver regnet for udslagsgivende for den såkaldte afslutning på 2. verdenskrig. Japanerne havde overvældende ressourcer af både soldater og udstyr og størstedelen af deres enorme hær befandt sig i Kina og Korea? Japanerne brugte atomvåben for at stoppe russerne, inden de nåede frem til den koreanske halvø. 2. verdenskrig endte overhovedet ikke i 1945, og amerikanerne blev nødt til at sælge deres atombombninger som udslagsgivende til deres befolkning for at undgå et kæmpe ansigtstab. De amerikanske regeringen løj lodret, for de vidste, at befolkningen ville have undsagt dem med det samme. Amerikanerne måtte i rent faktisk tigge japanerne om våbenhvile under præsident Truman, der så, at krigen ikke kunne vindes. Hans forgænger, psykopaten Roosevelt, havde brugt samtlige forsyninger af olie i USA og måtte yderligere tigge saudiaraberne om olie. Roosewelt havde i øvrigt udarbejdet planer for krig mod nærmest ethvert land i verden. Canada og England stod højt på listen, men så kom Tyskland i vejen. Hans enorme blottelse af svaghed forstod oliesheikerne at udnytte til fulde, og siden har de totalt haft krammet på amerikanerne. Det har styret hele den globale energisituation og geopolitiske tilstand siden krigen. Roosewelt døde som bekendt - heldigvis, kan man mene - i slutningen af krigen, men den amerikanske plan om 'den totale krig' var uheldigvis intakt og udspiller sig i skrivende og læsende stund.
Japanerne havde en kæmpe fordel via den kraftige højereliggende luftstrømme, der går mod øst, hvilket gav dem mulighed for at sende sværme af specielle luftfartøjer indover USA med kamikazepiloter og biologiske våben. De kunne have smadret landets infrastruktur totalt. Og japanerne havde intet andet valg end at forsvare sig med et angreb, efter at de havde set, hvordan amerikanerne myrdede løs på filipinerne og dernæst dem selv. Og var Pearl Harbour mon kendt i forvejen af nogen i den amerikanske regering og militær? Gæt selv.
Det er den historie om underlige flyvende væsener eller maskiner, der gemmer sig bag hele det absurde og fabrikerede mytemageri omkring Roswell, New Mexico, 1947, som er blevet solgt som nedstyrtningen af 'aliens'. Amerikanernes navn for japanerne - eller rettere alle asiater, for de racistiske amerikanere kunne overhovedet ikke kende forskel på de forskellige asiater - var netop: aliens. Der er bygget et helt absurd science fiction-univers op omkring det blandt UFO-dyrkere. Japaner var eksperter i konstruktion af drageflyvere, der via vindene kunne tilbagelægge lange afstande. Da amerikanerne prøvede at flyve deres store klodsede bombeflyvere med atomvåben den modsatte vej, gik det helt galt for dem. De var tvunget til at flyve alt for lavt for at undgå luftstrømmen og blev dermed blottede for radarsystemer og antiluftskyts. De anede overhovedet ikke eksistensen af denne luftstrøm.
Det samme var tilfældet med det såkaldte 'Battle of Los Angeles'. Japanerne havde særdeles avancerede og eksotiske luftfartøjer og våben. Amerikanerne er hunderædde for japanerne den dag i dag. Teknisk set er 2. verdenskrig ikke afsluttet, der er kun en våbenhvile. Efter krigen arbejdede japanerne på at erstatte deres olieforbrug med atomkraft. De ville ikke igen opleve en energi-krig med så horrible omkostninger for befolkningen, som de oplevede før og under krigen. Det gjorde som bekendt Japan til en særdeles betydelig industriel og finansiel magtfaktor.
Der har for nylig været, hvad der ser ud som en naturkatastrofe, der ramte værket i Fukushima. Men der er sandsynligvis mere mellem himmel og jord, og der er en stribe besynderlige forhold om denne hændelse, som vi ikke skal komme nærmere ind på. Dog skal det nævnes, at en uafhængig japansk kommission for ganske nylig har afleveret en rapport, der fastslår, at 'uheldet' var menneskeskabt, ikke naturskabt. Flodbølgen burde på ingen måde have været i stand til at medføre den seriøse skade, som blev resultatet.
Hvor mange ved, at der i dag flyder med af-beriget uran fra bombninger de steder, hvor USA og NATO har været for nylig, Irak, Afghanistan, Libyen? Og at der ud for Iran kyst er parkeret et faldefærdigt hangarskib med 5 mini-atomkrafværker om bord, der ved et hurtigt fingeret angreb vil forurene hele golfen med radioaktivitet, så at den iranske olieproduktion ligesom den irakisk og libyske bliver jammet ganske efter saudiernes forlangende? Hvor mange ved, at de saudiarabiske kongefamilie er en gammel jødisk slægt? Hvor mange menneske i dag kender noget som helst til imperialismens historie? Der kunne stilles 1000 spørgsmål, der startede med: 'Hvor mange ved...'
Hvis vi virkelig kendte den fulde historie om blot det 20 århundrede, ville vi ikke være i stand til fortsætte som hovedløse høns i samme retning, som det britisk-amerikanske imperium har udstukket for os.
Jeg har valgt at starte ovenfra og ned, og ovennævnte felter af fordummelse og disinformeret uvidenhed er kun et fraktalt lag af den dyne af uvidenhed, der ligger omkring os. Omfanget af destrueret dokumentation, kryptiseret og gemt dokumentation, disinformation og historieforfalskning er hårrejsende. Det stupide menneske er et kollektivt kulturfænomen skabt af mere end et århundredes systematisk neddumning. Den totale beskrivelse af projektet er umådelig omfattende, og jeg har fremstillet forskellige sider af komplekset her:
- Det preussiske skolesystem - om den organiserede fordummelse
- Er Gud en psykopat? - om det socialt-mentale skisma i de jahwistiske religioner
- Lad Karl Marx blive i sin grav - om de tre iscenesatte 'socialismer'
- Troens imperium og den ædle løgn - om løgnens storskærm og elitens selvforståelse
Ansvaret og modreationen
Jeg er meget forsigtig med at fordømme det stupide menneske som individ. En sådan person befinder sig i en tilstand, der er tilrettelagt allerede inden personen er født. Vi er alle vokset op midt i det historieløse og -forfalskede vakuum og har aldrig kendt til andet. På den anden side, ønsker jeg ikke fraskrive det stupide menneske et medansvar. For så ville jeg være nødt til at afskrive enhver chance for, at det kunne bliver anderledes. Stupiditet er ikke en ubrydelig tilstand, heller ikke selvom den er livsvarende for de flestes vedkommende. Hvis vi alle er medskyldige i vores egen fordummelse, så har vi mulighed for at gøre noget ved det. Når vi først ved, hvor lidt vi ved, så åbner muligheden sig for trods alt at vide ... noget. Når først dette sker, og en fordummet person trækker den tråd ud, som stikker frem, kan der i visse tilfælde starte en optrevling. Den nødvendige viden findes og er tilgængelig for dem, der tør, gider og evner forsøge at gøre sit hjemmearbejde - altid med fare for at tage fejl i bunken af disinfo, der er smidt ud af efterretningsvæsenernes - især det engelske og amerikanske militærs info-krigs-afdelingerne, hvor der sidder folk, som masseproducerer dis-info på bestilling.
Det er dog værd at bemærke, at samtidig med en trend, der går imod stigende grad af af-humanisering og fordummelse, er der også en understrøm, man kunne kalde gen-humanisering og videns-renaissance. Det sovende menneske er ved at vågne op i krogene. Små pletter af genskabt viden, aha-oplevelse og opvågnen finder sted i takt med, at den store konstruktion slår revner og falder sammen. Konstruktionen har haft sin tid, og den har for længst passeret sidste salgsdato. Jeg ser et stort, døende dyr falde sammen i ultra-slow-motion. En ny og større konstruktion er ved at blive bragt på plads, men den er ikke fuldt etableret endnu.
Den afhumaniserede og afhumaniserende elite arbejder på overtid med deres opgradering af konstruktionen, men en stigende desperation og skødesløshed viser sig. De kan ikke holde sammen på trådene længere uden t ryste på hænderne, for der er så mange tråde, og de stritter ud alle steder for tiden. Især Internettet og spredningen/genetableringen af glemt eller fragmenteret viden har gjort et voldsomt indhug på konstruktionens troværdighed.
Tør vi håbe på, at der efter fiskens tidsalder kan indfinde sig en menneskets tidsalder? Altså at et skællet og tomhjernet kreatur, der svømmer rundt i vandet, kunne afløses af en person, der agerer i forhold til vandet? Vandmanden er som bekendt for astrologikyndige ikke en gople, men et menneske, der bærer en vandkrukke til eller fra brønden. For bibellæsere, kan vi her henvise til Lukas 22:10, hvor der står:
'Når I kommer ind i byen, vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke.Til gengæld kan vi så anbefale traditionelle bibellæsere at studere astroteologi, uden hvilket citatet - og det meste af Bibelen i øvrigt - ikke kan forstås. God fornøjelse :-)
Følg efter ham til det hus, han går ind i'.
