Hvad sker der i Syrien?

Det er nu kommet frem, at den såkaldte syriske befrielseshær henretter deres modstandere uden rettergang. Det er denne såkaldte 'folkelige' hær, som ingen aner, hvem er, som den danske regering og dens søvngængeragtige Søvndal støtter. Denne 'hær' minder i betænkelig grad om den samme pseudofolkelige hær, der smadrede Libyen for nylig.

Det næste trin burde så være, at man = medierne = politikerne = fx. udenrigsministeren = staten erkendte, at man har støttet særdeles suspekte grupper, som man ikke ved ret meget om, og som er sat op af amerikanerne + englænderne + franskmændene + saudierne + israelerne - og som hele tiden kalder sig: folket befriere.

Hverken medierne, politikerne, udenrigsministeren eller embedsmændene i staten har gjort deres hjemmearbejde og sat sig ind i ‘det store billede’. De mener selvfølgelig selv, at de har gjort deres hjemmearbejde, hvilket består i at skimme nyhedsbreve fra de internationale bureauer, deres kolleger i udlandet, der har studeret de samme nyhedsbreve, diplomatiske og administrative info-kanaler, der siger, at man skal holde gode miner til slet spil og ikke modsige NATO, USA, England, Saudi, Frankrig og Israel, for det er vores ‘allierede’ og derfor ‘the good guys’, og deres udsagn er derfor ‘sandhed’.

De grupper, som har opereret i Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Iran, Yemen, Bahrain … eller hvorsomhelst den egentlige ‘ondskabens akse’ (ikke Bush’s tegneserie-akse) = USA (+NATO), England, Saudi, Frankrig og Israel har ønsket og iscenesat det, er det egentlige ‘Al Qaeda’ - oversat fra arabisk: ‘databasen’.

Denne database eller iscenesatte ‘pseudo-gang’ var oprindelig lanceret, uddannet, betalt og anvendt af CIA for at bekæmpe russerne i Afghanistan i slut-70’erne og start-80’erne. Dette er ikke en luftig teori men dokumenterede facts. Og det er ikke mindre facts, fordi det centralt styrede korporatistiske medie-filter har forhindret det i at blive gængs viden for medie-forbrugerne.

Vi belæres om, at der foregår folkelige opstande i de stakkels ikke-europæiske, ikke-amerikanske lande. Det var tilfældet i Tunesien, Ægypten og Bahrain. Tunesien var uden betydning for imperialisterne, så det hører vi ikke mere om. Opstanden i Ægypten blev kvalt langsomt. Opstanden i Bahrain skrev de korrupte medier aldrig om, for det var en del af den beskidte aftale mellem saudierne og de fire andre i ‘aksen’. Den blev brutalt slået ned.

Den såkaldte ‘vellykkede’ aktion i Libyen’ - sådan beskrev en nylig artikel i Information denne svinestreg, uden at gøre rede for, hvori ‘vellykketheden’ bestod - er en del af den af Saudiarabien finansierede og iscenesatte kontrarevolution. Husk - eller læs for første gang, for medierne undlader konsekvent at beskrive det - at Den Arabiske Liga er 100% kontrolleret af despoterne i Saudi. Libyen-overfaldet var en lokumssaftale mellem Saudi og de 4 andre i aksen.

Medierne og politikerne evner ikke at forbinde Irakkrigen, Afghanistankrigen, Libyenkrigen, Syrien, Syrienkrigen, den planlagte og forestående Irankrig, overfaldene i Afrika, oprustningen i Østasien og Stillehavet med hinanden. Mediejournalisterne og politikerne har ALDRIG gidet, evnet eller turdet studere ‘det store billede’ = det planlagte krigsscenarie, den ‘flydende, asymetriske krig’. De aner ikke en hujende fis om, hvad der foregår ud i verden, for de har aldrig været der. De sidder foran deres skriveborde og spiller pik.

Jeg kan konstatere, at Margrethe Westager som politiske forbilleder har den korporatistiske mesterspiller Zbignew Brzezinski og tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright og at statsministeren er uddannet i korporatismens højborg, EU og indgiftet i den mest korrupte del af den engelske politiske klasse. Jeg kan også konstatere, at den udenrigspolitiske ignorant, Søvndal, har forelsket sig i en af verdensfascismens store damer, Hilllary Clinton - medlem af gruppen af ”amazoner’ i den korporatistiske admininstration, der har undfanget begrebet ‘humanitær intervention’ og ‘R2P’ - Responsibility To Protect’ - oversat til dansk ‘Ret til overfald under dække af hjælp til det stakkels folk’. Vi taler om de samme nationer, der i 1953 bragte tyranniet til den demokratiske stat Iran ved et statskup, og som i dag hykler, at de - som ikke længere er demokratier - at det bringer demokratiet = frelsen til Mellemøsten og Centralasien.

Min kvalme og min vrede stiger dag for dag.

Jeg skammer mig i stigende grad over at bo i et land, hvor hverken medier eller såkaldt ansvarlige politikere aner en hujende fis om, hvad der foregår, men som ikke desto mindre skråsikkert postulerer viden og træffer beslutninger med kæmpestore konsekvenser for både danskerne og de 'uvidende stakler' derude-dernede og derovre, der bare 'elsker' at blive overfaldet, udplyndret, bedraget og udslettet. Jeg skammer mig over at bo i et land, der som en lille savlende, logrende og underdanig (sjovt ord: er ‘danerne’ under-agtige’?) nation, der via korrupte stats- og udenrigsministre render og slikker anus på de store, beskidte statsledere - der igen slikker anus på verdenseliten og de globale finansoligarker.

Det er en skamfuld tid, vi lever i.

Genbrug er cool

af morton_h, the blogger

En af de klassiske logiske fejlslutninger hedder: 'Fordi noget er nyt, er det derfor godt' Præsenteret for sentensen vil de fleste erkende det selvfølgelige. Ikke desto mindre halser vi konstant efter den nyeste og smartest præsenterede trend indfor hvadsomhelst.

Den lokale lampeforretning går den modsatte vej og har specialiceret sig i genbrug af gamle lamper. Han indsamler og opkøber dem. Forretningen er et eventyrligt slaraffenland af underlige lamper i alle stilarter. Og det er ikke kun de gængse stilrene stilarter, men også klondyke og klampehuggeri, man finder her. Gamle ting sat sammen på en ny måde.

Man kan faktisk gøre, som jeg gjorde forleden. Jeg gik ind og sagde til ejeren, der renoverer alle sine lamper: Jeg går og drømmer om den her standerlampe, men jeg har aldrig set den før. Som regel rager de ud med deres svingarme, men jeg kunne tænke mig en fod og en stang lige op og ned med et glaspendel i toppen i stedet for en lampeskærm. Det kunne han straks se for sig. Jeg valgte selv stangen og pendlen. Han beskrev, hvordan han ville sætte en lille afbryder på, og hvordan man kunne hæve og sænke den med en håndskrue. Foden var lidt hærget og trængte til at blive pudset, så i løbet af et par uger havde han fundet en anden, og jeg gik ud af butikken med en lampe, jeg selv havde designet af gamle messingdele.

Ideen giver 100% mening. Udover at resultatet var smukt, er det gennemført sundt. Især når man taler om gamle ting, der er lavet af bedre materialer og med større omhu og sans for holdbarhed end nye ting. Altså ting før den indbyggede forældelse blev gængs (jf. den fremragende dokufilm 'The Light Bulb Conspiracy').

Jeg har en søn, der laver det samme med gamle cykeldele. Han finder dem i storskraldrum og containere og tager de dele, der kan bruges. Og han ved, hvad han gør, for han er cykelsmed. Det er simpelthen god stil at værne om kvalitet og ikke bare smide væk.

Jeg har selv lavet møbler af gammelt træ fra containere. Forleden fandt jeg en ny café, hvor interiøret var lavet af genbrugspaneler. Der var endda brevsprækker og nøglehuller på sære steder. Stilen var gennemført. Man gør en dyd ud af nødvendigheden og i hånden på den rette skaber det en ny helhed.

Man kunne måske næsten tale om et 'finanskrise-æstetik'. En bølge af erkendelse af ressourceknaphed breder sig samtidig med, at skrotte hober sig op. En isenkræmmer fortalte om, at hårdt træ er blevet en mangelvare. Det var ikke til at opdrive et ordentligt kosteskaft af ramin. Så man var begyndt at bruge bambus i højere grad. Og bambus er en hurtigvoksende græsart, der er ultrastærk og fleksibel.

Trenden har været der et stykke tid, og der kan laves både god og dårlig forretning på det. Jeg går meget ind for genbrug af træ, og en del forretninger importerer møbler lavet i Malaysia, Indonesien, Indien og Kina. Inderne bruger drivtømmer. Indoneserne bruger gamle døre og gulve fra nedrivningsejendomme. Det har ikke kostet fældningen af en regnskov, og kvaliteten af træet er højt, da det stammer fra før, man indførte hurtigvoksende sorter. Og skruehullerne bliver hurtigt en stil.

Jeg elsker de rare damer i Kirkens Korshær og Frelserens tøjbutikker. De har ikke marskandiserens grådige tæft for kunstigt høje priser for gammelt skrammel. De sælger glat væk en tweedjakke for 50 kroner og er lykkelig på kundens vejne. Og forleden fandt jeg et par brugte læderstole i en kælder i Mimersgade - til 300 kr. stykket. Det er både smukke og patinerede - ikke hærgede! - og så sidder man godt i dem. I modsætning til designermøbler, der koster en formue. Hvilken i øvrigt altid har undret mig. Jeg mener: når man nu hedder Wegner eller Arne Jacobsen hvorfor kan man så ikke lave møbler, der er gode at sidde i. Folk har åbenbart været villige til at betale snobbeprisen for laber møbelkunst - bemærk tilføjelsen '-kunst'.

Hvad med et køkken i genbrugstræ? Eller lavet i legoklodsstil med en blanding af gasbeton og genbrugstræ? Byg dit eget køkken. Det bør danne stil. Ud med de labre og hundedyre designerkøkkener, der aldrig bliver brugt til samtale alligevel - og slet ikke til at lave mad i, for det har folk glemt i mellemtiden. Ud med de 5 dårlige F'er: firhjulstrækkere, friværdi, fladskærme, finanskrise og famtalekøkkener. Ind med fantasi, fornemmelse, fremsynethed, fritænkning, flid og find-på-som-hed.

Jeg mener seriøst, at det bør ske: lad 10.000 kreative genbrugsforretninger indenfor alle varesortimenter vælte frem! Cradle-to-cradle. Alt kan genbruges. Metal er blevet mere sjældent. Kobber fx. er så efterspurgt nu, at tyve er villige til at skrælle kobbertaget af gamle bygninger og rippe en byggeplads for kobberrør. Vi har brugt og brugt og smidt væk. Det er udtryk for en dekadent kultur, det er ubæredygtigt, det er fantasiløst, det er ris til egen røv, og det er dårlig stil.

Tilbage til min lokale lampesamler. Det næste jeg skal anskaffe mig er en af hans arkitektlamper af galvaniseret jern. De stammer fra før arkitektlampen blev et masseproduceret begreb og er supercool. Desværre er de også lidt dyre. Til gengæld er de nærmest uopslidelige. 

Slaraffenland for lampomaner

 

Og så mangler vi bare, at langtidspæren bliver genopfundet. Hvilket intet har med svindelnummeret 'sparepæren' at gøre, du ved, den der koster kassen at anskaffe sig, går i stykker for et godt ord, er møgdyre at skrotte, fordi de er farligt affald og ikke mindst: giver et dårligt lys, ondt i hovedet og koncentrationsbesvær, fordi de ikke indeholder alle spektrets farver, og hjerne derfor må arbejde konstant på at kompensere. Jeg taler fx. om den pære af daværende østtysk fabrikat, der kunne holde i 15 år - mindst. Den findes på et museum i dag, fordi lysfabrikanterne lavede et kartel til nedbringelse af pærernes levetid til 1.000 timer. Kartellet fungerer stadigvæk, selvom ingen taler om det - mindst af alt dem selv.

Mit bud er, at det kommer. Lige om lidt. Og det gør det, fordi der for det første ikke er råd til andet, og for det andet fordi folk er begyndt at blive dødtrætte af fråds, dårlig stil og dårlig kvalitet. Og tro ikke, at konklusionen er det modsatte af den logiske fejlslutning og 'Fordi noget er gammelt, er det derfor godt'.

Det allermest nødvendige

af morton_h, the blogger

Hvis man er tvunget til det, kan det være en attitude at tage det som en udfordring og en oplevelse. Jeg har prøvet det i over 1 år, så jeg ved, hvad jeg taler om.  

Jeg taler om at afstå sit jordiske gods og dernæst at overveje, hvor meget af dette gods, man har brug for til at overleve. Her kunne jeg så nøjes med 3 linier til og et punktum og skrive: et sted at sove med tag over hovedet, noget, der holder varmen om natten, 2 sæt tøj (under- over- og midt imellem), 1 par sko, 2 måltider om dagen + vand. Dertil: sollys og ilt.

Et sted at bo, hvad taler vi om? Jeg taler om et værelse, et skur, en vogn, et telt, et aflukke. Et sted, der ikke bliver rendt over ende, et sted, man kan invitere indenfor eller bede om at holde sig væk fra. Kvadratmeter? 8 er muligt, 15 er nok, 25 er luksus. Plads til seng, bord, stol. Et hjørne med et kogeapparat, to blus, en gryde og en pande, en kniv - verdens mest basale redskab. En gaffel, en ske, en tallerken, en kop. Læg dertil ekstra remedier afhængig af situationen. En økse, hvis man holder varmen med brænde om vinteren. En ovn til at fyre op i. En olielampe. En cykel, hvis man vil frem og tilbage. Måske oven i købet en ladcykel. Eller en båd eller en hest.

Penge? Siden de ikke kan undværes i byerne, så i mellemtiden nok til at sørge for, at man ikke sulter og fryser. Varme og lys.

Elektricitet? Now we are talking. Det burde være frit og kvit og gratis vel vidende, at teknologien ikke er det. Mit bud er, at om 20 år vil det være muligt at bo 100 km fra civilisationen og have gratis elektricitet - off-grid. Men nu er vi ude i ønsketænkningen. 

Så hvad giver det? Ikke mere jordisk gods, end der kan være på 15 m², uden at man falder over det. Ikke mere, end at det er muligt at pakke det hele sammen på 4 timer og flytte på 2. Hvad med at komme det hele på hjul eller søsætte det?

Er det ikke derfor, civilisationens og byernes mennesker tager på telt- og campingture, tilbringer en uge i et sommerhus eller vader over et bjerg med en rygsæk? Er det ikke for at minde os selv om, hvad det er vi har brug for og, hvor lidt vi har brug for, og hvad vi overhovedet IKKE har brug for - for at føle os som levende mennesker.

Livet er svært at definere. Vi har tit brug for at anskue det apofatisk, altså at fastslå, hvad det IKKE er for at forstå, hvad det måske er. Ved at fjerne noget, man går og tror er væsentligt finder man ud af, hvad det IKKE er, og nærmer sig derved, hvad det ER. Jo mere overflødigt ragelse, man skaffer sig af med, jo klarere fremstår det tiloversblevne.

Jeg har prøvet at leve uden arbejde, uden bopæl, uden ejendele, uden kæreste, uden forældre, uden børn, uden identitet, uden papirer, uden fødselsattest, uden adresse. Det, der blev tilovers, var det allermest nødvendige. Jeg fandt samtidig ud af, hvem der var mine venner, og hvem der var ligegyldige. Fjender har jeg ingen af, og hvis andre synes noget andet, er det deres sag. Og jeg fandt ud af, hvad jeg havde brug for at omgive mig med.

Det er ikke nu, jeg bryder ud i sang som i den fjogede disneyficerede forvanskning af Kiplings Junglebog, der mest går ud på, at dyrene kan synge og danse (hos Kipling æder slangen aberne og bøflerne tramper tigeren ihjel).

Kodeordet til reduktion af jordisk gods er: værdsættelse. Vi kender disse hjem proppet til randen med ting, som man enten er ligeglade med eller som man dyrker med fetishistisk religiøsitet. Vi lærer vores skilsmissebørn det, når staklerne bliver overdænget med enorme mængder af legetøj juleaften. Vi ser denne blanding af nærmest præerotisk ophidselse og rædsel i børnenes øjne, når de sidder foran bunken af skrammel og ituflået papir. Vi ser også deres ophidselse blive afløst af et udslukt blik af ligegyldighed, ikke-værdsættelse, tomhed. De har på sær vis allerede kasseret deres nyerhvervelse, før de har modtaget det. Tag blot en af disse stykker overflodslegetøj og giv dem til et barn i en landsby i Bangladesh og se barnet stråle som en sol. Og når du vender tilbage om et år, har den lille passet på det, men den på samme tid over- og understimulerede guldklump fra Danmark har smadret og kasseret det, eller det ligger og samler støv på en af hylderne, der strækker sig fra gulv til loft, sammen med andet ligegyldigt affald.

Som børnene, så de voksne. Babyboomerne, 68'erne, overflodsgenerationen lærte deres børn det, de nu lærer videre til deres små princer og princesser. Se de voksnes hjem, se deres køkken: designerkram, fint træ i lange baner, glas, stål, rene linier. Uden liv, uden samtale. Skabe fulde af redskaber, de aldrig bruger, for begge voksne har for travlt med at tjene penge til at købe det. Se deres stuer med dyrt elektronisk udstyr, væg-til-væg-fladskærme, fancy sofastykker, designermøbler. Stor økonomi, stort indendørsareal, stort forbrug, stor gæld? - stor kedsomhed. Under dette sociale segment kopierer man i en billigere vi-lader-som-om-udgave.

Det forlyder fra højeste sted (moralsk laveste?), at vi i denne verden skal belave os på fattigdom, hestekure, mangel. Well, vi kunne så sandelig trænge til at få skåret det meste af vores overflodsfedt væk, men dette handler vist om noget andet. Grækerne skal nu lære at leve på fattigdomsgrænsen - forever! Altså iflg. IMF, ECB, Bundesbank Deutchland, WTO, EU ... og Goldman Sachs, der var mere end 'instrumentelle' i frembringelsen af den græske kommende (kunstigt udsatte) statsbankerot.

Man kunne faktisk, hvis man var græker og havde lidt frækhed, humor og overskud - det er ikke sikkert man har det i deres situation - vende det hele på hovedet. Man kunne se hele miseren som følgende: Grækenland var demokratiets vugge, de kunne blive vuggen for det nye globale slaveoprør. Det kunne byde situationen velkommen som den ultimative læremester og med kyshånd kaste sig ud i et statsbankerot, nej til centralbankrøverne, udmeldelse af eurozonen og EU i øvrigt (det var en stor fejl fra starten), gendannelsen af drachmeren, nulstilling af gæld (vi betaler ikke - krafteddeme!), udsmidning af korrupte efterkommere af fascist-junta-Grækenland - det gælder både de sorte og de røde - og i det hele taget en revurdering af, hvad der er kernen i deres kultur, hvad der værd at leve for og med.

De kunne blive en model for resten af de slavenationer, der som dem er på kanten af bankerot. USA for eksempel. Dagens groteske nyhed fra United Bluff: FBI har nu bekendtgjort - med Obamas seneste lovgivning i baghånden - at man kan blive anklaget for at være tilhænger af ekstremisme = terrorisme, hvis man vover at fremsætte påstanden om, at USA er funktionelt bankerot, og at det skyldes, at man gik bort fra guldstandarden i 70'erne og begyndte at trykke papirpenge ud af den blå luft. Hvilken i øvrigt er fuldstændig korrekt. OG: at slå til lyd for, at man burde vende tilbage til denne standard for at skabe bund og troværdighed i nationaløkonomien. Dette vil nu blive anset for undergravende virksomhed og terrorisme!

Apropos græsk postfascisme: dette amerikanske ekstrem-udtryk må siges at være vaskeægte og skinger højfascisme! Og jeg ved ikke med dig, men jeg synes måske, det virker, som om dette regime synger på sit sidste, desperate vers. Det vil den nære fremtid vise. Her vil vi også se, hvad denne desperation ultimativt fører til på den globale skueplads.

Hvis jeg boede et andet sted, ville jeg blive dømt for terrorisme for disse udsagn og smidt i et i forvejen overfyldt fængsel. Rykker dette 'andet sted' nærmere for tiden? Er det ikke allerede ankommet? Det hedder: den skandinaviske model. Fascisme, der til forveksling ligner det modsatte.

Al denne snak om konspiration(-steorier)

Ordet giver ingen mening

Det gør det ikke af en række årsager. 

For det første er det et udtryk, der nærmest pr. automatik bruges af folk, der ikke ønsker at vide for meget, og som betyder, at de bliver nyttige idioter for dem, der ikke ønsker, at de skal deres næse i andres sager, siden det lige går så godt. Det er et spinn-ord, der fortæller en hel masse om den, der bruger det og stort set intet om det emne, som der er bragt op. Det er Orwell'sk 'nysprog'. Det er et ord, der er plantet i det offentlige samtalerum for at aflede opmærksomheden fra det væsentlige, der er pinligt for nogle - ofte nogle ganske få personer - ord, som vi alle har hørt, læst og herefter FRIVILLIGT går og gentager som små papegøjer. Det røber enten eller fejhed, dovenskab, dumhed eller korrupthed. Det er et angst-ladet ord, der fortæller en historie om, hvorfor vi er havnet, hvor vi er. Korruption er dyrket og gror i magtens korridorer, men vi gentager deres sætninger, hvorved vi frivilligt danner et skjold om eliten.

Hvordan kan det være at helt almindelige mennesker i million-tal FRIVILLIGT gør sig til mundstykker for tankesæt, som - hvis de vidste, hvad deres munde udsagde - ALDRIG kan være i deres eller deres efterkommeres interesse? Altså både på kort og langt sigt selvdestruktive udsagn. 'Ja, der vil jo altid være folk, der .... (jeg siger ikke mer, jeg antyder blot, og kan derfor ikke hænges op på antydningen ...)' eller: 'Konspirationsteorier har vi jo nok af'. Vi diagnostiserer FRIVILLIGT hinanden som utroværdige, paranoide galninge, som ingen - det ved jo enhver - kan tage alvorligt.

For det andet giver det ingen mening af den grund, at såkaldte konspiratorer er ligeså fanget af de kræfter, der styrer verden, som dem, deres overgreb går ud over. De er i virkeligheden endnu mere fanget, de fleste af dem for livstid. Man kan ikke være bøddel uden først at være en slave (jf. Jorgen Flindt Pedersens og Erik Steffensens fremragende og prisbelønnende doku-film om det græske diktatur og deres torturbødler: 'Din nabos søn')  De sidder fast i deres eget edderkoppespind.*

* Historien om frøen og skorpionen:
En skorpion kommer til en sø, hvor den ikke kan komme over. Ved søbredden møder den en frø. 'Kære frø' siger den 'vil du ikke være så venlig at sejle mig over søen, for jeg kan ikke svømme?'
Frøen siger: 'Jeg kender dig, du er en skorpion og vil stikke mig'. Skorpionen siger: 'Jeg ved det. Derfor vil jeg gøre en undtagelse. Fordi du sejler mig over, vil jeg ikke stikke dig. Du kan stole på mig'. Frøen tænker sig om og siger: 'Så vil jeg også gøre en undtagelse og sejle dig over.' Skorpionen indvilliger.
Da de er kommet over på den anden bred siger skorpionen tak for turen ... og stikker frøen. Mens frøen ligger og ånder sine sidste åndedrag spørger den: 'Hvorfor gjorde du det egentlig? Hvad har du ud af det? Du lovede jo at gøre en undtagelse.'
Hertil svar skorpionen: 'Tja, jeg er jo en skorpion, det er min natur. Jeg kunne ikke lade være.'

Edderkopper og skorpioner kan ikke lade være. De har levet hele deres liv på den måde, og det er deres 'natur', eller rettere: deres kultur, deres opdragelse.

For det tredje er en ensidig pegen-fingre af eliten i forhold til os/mig særdeles farlig. Det er for nemt at køre 'the blame game'. Det er en fralæggelse af ansvar og en sløring af det faktum, at menneskeheden er havnet i suppedasen fordi vi selv har afgivet vores suverænitet, vores viden og vores sundhed, mentalt som fysisk, til folk, hvis liderlighed efter denne suverænitet er ganske tydelig, omend sløret for det utrænede øje, hvis motiver på ingen måde er i overensstemmelse med andre mennesker end dem selv, og hvis vilje til at sætte deres mål over ethvert middel er ganske formidabel. De kan intet stille op uden dette enorme offer. Men at kreere en offerrolle og flæbe over den er at føje yderligere spot til skade. Man kan hævde, at der har været tider, hvor mennesker har haft svært ved at sige fra overfor magtens misbrug, og hvor den magt har været ganske tydelig og jernbeslået. I dag er den primært sofistikeret og tilsløret, før den bliver jernbeslået, fordi det ikke ser så kønt ud. Af samme grund er magten hunderæd for at blive hevet frem i lyset, og det er her, mennesket har en historisk chance for at bryde et årtusindgammelt misbrugsmønster.

Det betyder altså ikke, at vi ikke bør og kan identificere mennesker og institutioner, der ikke just, for at sige det mildt, har gang i livsfremmende tiltag til gavn for menneskeheden. Vi er nødt til at tænde lyset i kælderetagen og på loftet, og det ser værre ud, end vi anede. Vi skal bare ikke tro, at det hele handler om blot at give nogen skylden, for derved at fralægge os ansvaret. Menneskeofring bør langt om længe afskaffes, for det har varet længe nok. Det handler om at holde op med at være deres med-misbrugere. Som en grafitti på Nørrebro skrev: Ruiner din pusher. Hold op med at købe hans dope!

 

For det fjerde: at bruge ordet på den værdiladede måde, det bruges i dag, røber stor uvidenhed og dyb glemsel om, hvordan Verden ALTID er blevet styret ved, at nogle få magtfulde personer bagom ryggen på folk og udenfor dagslysets rækkevidde har sat sig ned og planlagt, hvordan de som i et skakspil skal placere brikkerne til egen fordel og alle andres ulempe - koste hvad det vil. Det er simpelthen normen i historiens gang. Hvor stupide kan vi være, at vi bilder os ind, det ikke også er dagens orden i vor tid, og derefter i massevis render rundt og fyrer ordet 'konspirationsteori' af, som et bekvemt politisk korrekt udtryk til at stemple folk, der stiller 'næsvise' spørgsmål og ovenikøbet forlanger et ærligt og fyldestgørende svar? Åh jo, jeg kender godt svaret på det spørgsmål. Det er fordi vi har dette højt besungne demokrati, som vi tror i sig selv er en garanti mod, at den slags forekommer. Medierne er blot blevet mere sofistikerede - i takt med at folk er blevet dummere. Paradoksalt samtidig med, at de fleste af medierne selv er blevet dummere.

At udøve magt på den måde, der har været med til at udsuge verden for det meste af sin bedste kraft ER konspiration. Det er simpelthen livstilen og varemærket for hele eliten, aristokratiet, både dem med det blå blod, det åndelige, den videnskabelige og det politisk-monetære. Altså at rage så meget til sig, uden at nogen opdager det i en centrifuge, hvor alle midler gælder. Du kan bare lave spørgsmål-svar-prøven på begrebet krig - og husk kun ærlige svar efter endt hjemmearbejde kan bruges. Altså: hvor mange gange har folk, hvis ledere har sendt dem i krig mod et andet folkeslag, fortalt dem om de egentlige hensigter med denne krig?

Det er på tide at tage demokratiet på ordet og komme op af stolene. 'Menneskerace, hvad laver I dér ned på jeres knæ?' Tro ikke, at det repræsentative demokrati forvarer nogen hellig grav. Det demokrati, som vi ser det i dag, blevet en del af afgivelsen af suverænitet. Den repræsentant, der går ind i dets haller og korridorer vil mærke den bedøvende gift, og korrumperende effekt fra dag 1. Vi behøver blot at tage en pejling på et af de efter eget udsagn forbilledlige demokratier i verden, USA, og se, i hvor høj grad, det er falsk varebetegnelse. Et land, hvor regering og administration er blevet så inficeret af korporatistiske, syndikalistiske strukturer, kan ikke længere kalde sig et demokrati, og har dermed fortabt retten til at belære andre om, hvad demokrati er, selvom de hele tiden har travlt med det. Og deres statsovehoved hedder jo for tiden 'Præsident Osama'.

Vi bør omgående lægge den nyttesløse og robotagtigt-reagerende måde at bruge ordet 'konspiration' såvel som 'konspirations-teori' på væk, så vi kan få lov til at se på, hvad der er gang i. Vi skal ikke udøve angiveri og selvcencur som i stalintidens Sovjet eller i DDR. Eller som det, USA for tiden bevæger sig hen imod. 


Og NEJ! 'konspirationsteorier' undergraver ikke Internettet, som der hævdes for tiden af folk, der propagerer for tiltag som SOPA, PIPA og ACTA, der ønsker at lamme internettet under påskud af, at beskytte rettigheder. Censur er mental terror og krigsførelse mod egen befolkning. Det er et udtryk for fejhed.

Den globale magtelite er efterhånden hunderæd for Internettet, fordi den bliver afsløret bigtime for tiden.
På Internettet findes al information (næsten) sammen med al disinformation. Det betyder, at man skal tænke selv - uuuuuhhhhadada, det var værre! Kan man nu ikke længere bare sætte sig i sofaen og åbne mund og polypper og tage propaganda for pålydende sandhed?

For ligesom man nå nettet kan være sikker på at løbe ind i disinformation, så kan man være fuldstændig sikker på at værdifuld information udebliver fra mainstreammedierne.

Og det sidste er MEGA-undergravende for alt muligt.

Den evige barndom - 2 essays

Den evige barndom

Livet har 3 stadier, barnets, den voksnes og forældrenes / lederens.

Barnet er afhængigt af andre. Det kan ikke skaffe sig selv føde. Det kan ikke beskytte sig selv. Det kan ikke holde sig selv i live. I dyreriget ophører dette stadium på det tidspunkt, hvor barnet er i stand til at udføre disse funktioner.

Mennesket burde gennemgå disse stadier i sit liv. Som fuldt voksen burde det nå frem til en tilstand, hvor det er sin egen regering uafhængigt af andre. At vi så vælger at regere os i selskab og fællesskab med andre er en helt anden sag. Men det er meget sjældent i dag at møde et menneske, der virkelig er suverænt, selvstændigt og er nået frem til det stadium, hvor det har overskud til at hjælpe andre med at gøre det samme, forældrenes stadium.

I det samfund, vi har skabt, er det ligeså sjældent at møde ledere, der er nået frem til det naturlige trin i deres udvikling, hvor de er i stand til virkelig at lede andre. De er grundlæggende set stadigvæk børn i voksne kroppe, der postulerer at være vore forældre. Vi er så til gængæld alle deres børn, dybt afhængige af, at de skal træffe beslutningerne for os. Og deres beslutninger er så snævertsynede, at de sender større og større gæld og ansvar over på deres børn og børnebørn.

Men vi har de ledere, vi har fortjent, for de er blot en afspejling af, hvordan vi selv er. Vi befinder os i en kunstig forlænget barndom, hvor alt, der opretholder vores liv er dybt afhængigt af andre, af en centraliseret energiforsyning, et centraliseret produktions- og forsyningsnet, et offentligt uddannelsessystem, at nogen tilbyder os et arbejde mod betaling, at nogen kan beskytte os mod overgreb fra andre og at nogen redder os, når vi falder i en vandpyt.

Vi kan vælge at anklage systemet for, at det har skabt og vedligeholder sig selv og dermed fastholder mennesker i denne kunstige tilstand af infantil afhængighed. Men når dagen er omme, findes dette system system kun, fordi vi hver især har valgt af afgive vores suverænitet, vores fødselsret og frihed til at træffe valg til systemet. Har mennesket en fri vilje? Ja. Vælger vi at eksekvere denne vilje? Nej.

Vi kan så studere dette system, dette matrix, vi har spundet os selv ind i. Vi kan undre os over, at vi vælger at udsætte os for dette Tivoli, dette Disneyland, denne X-Faktor-Big-Brother-reality-sæbeobera. Hvert element af vores dagligdag udgør en fraktal, en nedskaleret version af systemet, der repeterer systemet. Åbn for dit fjernsyn - hvis du har sådan et, hvilket jeg fx. ikke har - og det vælter ud i hovedet på dig: forbliv et barn, tænk som et barn, reager som et barn, kræv og skab dig som et barn, lav konflikter som et barn, bliv fornæmet som et barn, manipuler med de 'voksne' som et barn, vælg slik fremfor rigtig mad som et barn, smid legetøjet, når du keder dig som et barn, lad de voksne rydde op efter dig som et barn, mob de andre som et barn, tæv løs på de svage som et barn, stjæl hvad du begærer som et barn.

Kan det på den baggrund undre, at netop realityshows, der intet har med reality/virkelighed at gøre, har vundet så stor popularitet. Der savles løs i de små stuer over mennesker, der skulle være voksne trykke deres indre barn af i hovedet på hinanden.

Men hvad med børnene da? Deres barndom har vi stjålet fra dem ved at bure dem inde i institutioner til opbevaring og afretning. Vi kunne have ladet dem lege, opfinde, opdage. Vi kunne have opdraget dem til at tænke, udforske og skabe. Vi kunne have tilladt dem i barndommen af sig selv at spørge hvad, hvem, hvor og hvornår og tilladt dem at nå til det naturlige trin i overgangen fra barn til voksen, hvor de begynder af sig selv at spørge: hvorfor. Hvordan de så vælger at føre det videre, kunne herefter have været deres frie valg.

Barnet i sig selv har aldrig været problematisk. Det er den infantile voksne derimod.

Støjens og belysningens tyranni

Derude:

Om natten er der musestille, ikke en lyd. Måske en ugle, men ikke hele natten. Stjerner på himlen, der står knivskarpt på en sort baggrund. Mælkevej. Om morgenen vågner fuglene, lyset står langsomt op, stilheden vågner.

Derinde

Der er partylarm fra naboen, fulde folk på gaden, biler der speeder op, overboen der traver hvileløst frem og tilbage på gulvet, manden tæver sin kone eller knepper hende, kvinden skælder sin mand ud eller smækker med dørene eller traver hvileløst frem og tilbage på gulvet. Eller gør rent for at rense støjen ud af det indre system. Gadelamper overalt og flimrende billygter. Kulørt flimmer fra fladskærme. Ingen stjerner. Hvis du er heldig, er der en solsort, der lader hånt om støjen og overbelysningen. En cikade, hvis du er på de kanter.

Om morgenen

Overboen går amok mellem kl. 6 og 7 af angst for at komme for sent på arbejde. Hvis hun ikke er  karriere-A-typen, er hun måske efterløns-B-typen, der gør det samme mellem 24 og 02:30 om natten fordi hun ikke kan falde til ro. Kl. 7.00 starter vejmaskinerne på hjørnet, der graver kvarteret op. Asfaltsav eller gravko med måmonteret trykfuftsbor. Udadgående trafik. Smækken med døre i terrasso-opgange. Om vinteren motorer, der varmer op i halve timer.

Om natten

Ungdommere der råber kollektivitetens selvforherligelse gennem gaderne på vej til-og-fra værtshusene, in-stederne, privatparties, hele ugen. Gymnasiet er én lang fest uden begyndelse og ende, og virkeligheden starter måske bagefter. Overboen eller genboen med åbne vinduer har druk-og-90'er-musik-fest. Eller også ser han fjernsyn, video eller ungerne spiller skydespil. Eller også råber han i mobiltelefon til Pakistan eller hun gør det til veninden, der bor lige om hjørnet.

Derude igen:

Folk flygter ud til sommerhusene. Endelig fred i weekend? Måske om natten, men så bryder der et helvede løs af plæneklippere, motorsave og andet gør-det-selv-værktøj, for man skal jo nå at afreagere, inden man skal ind til støjen igen.

Derinde igen:

Den stilfærdige lyd af koste i baggården er nu afløst af en idiot, der løber efter en motoriseret bladpuster. Og her kunne der linkes op til det fulde sansefelt: smagen af junkfood og stanken af benzin.

Lyd og lys er terror, vi lever i det store Guantanamo. Mørke og stilhed er helsebringende og harmoniserende, men der er alt for lidt af det. Børn mærker det, de starter og slutter dagen med gråd. Voksne mærker det, de løber frem-og-tilbage for at undslippe det. Husdyr mærker det, de gør og hyler. Alle reagerer uden at vide, hvad de reagerer på.

Mørket og stilheden er overvældende på den gode måde. Det store moderskød, der kan omslutte os en gang i døgnet og kan genføde os til en ny dag. Vi kan indimellem stå udenfor lands lov og ret og opleve dem begge.

Men for storbymennesket kan det forekomme skræmmende i sin diametrale modsætningstilstand. Hvad er det, vi bliver skræmt af? Intet andet end oplevelsen af konstrast og dermed vores egen omvendte tilvænning til støj og overbelysning. Det normale sind tilpasser sig den unormale tilstand ved at lære at elske denne tilstand og selv blive unormalt - hvorefter det forlanger det unormale for at forblive normalt. En normalitets-kolbøtte.

Og helt derude: den store støj af tanks og kamphelikoptere iblandet skrigene fra ofrene.

Fogh-Rasmussen - et tilbageblik

af morton_h, the blogger

Der kører lige nu en sag om bevidst tilbageholdelse af informationer om tortur i Irak i forbindelse med dansk deltagelse i Irak-krigen. Det handler ikke om direkte dansk udøvelse af tortur, men viden og fortielse fra højeste sted i regering om tortur udøvet i den krig, den danske nation deltog i. Danmark har i sandhed snavs og blod på hænderne. Det berører os alle sammen. Især fordi vi som borgere i dette land lod det ske.

Vi lod det blandt andet ske på grund af den tryllebinding, som den karismatiske, veltalende, beslutsomme mand - en del mænd, syntes, han var et mandfolk, en del kvinder syntes simpelthen, at han var 'lækker' - udøvede på den danske befolkning. Manden var den tidligere statsminister i Danmark, Anders Fogh-Rasmussen.

Vi har så senere lært, at manden for det første ødelagde den danske økonomi - hvad ellers kunne man forvente af en ærgerrig politiker, der allerede som skatteminister i Schütter-regeringen blev fanget med fingrene i kagedåsen for kreativ bogføring?

For det andet ødelagde han den sidste rest af et sundt politisk klima ved at overgå til skinsyg og kontrolsyg blokpolitik. Når halvdelen af de folkevalgte konstant er holdt udenfor indflydelse, og oppositionsbegrebet mister sin betydning, skabes en syg politisk kultur.

For det tredje indførte han en meget udansk udrensningspolitik, som man bla. har set i østlande, i diktaturer og i amerikansk administration. Han fyrede alle rådgivere med ekspertise, råd og nævn, der kunne tænkes at sige regeringen = ham imod. Hvorefter han indsatte sine egne rådgivere med ekspertise. Eller rettere: indsatte 4e22folk der var indsat af ham og derfor skyldte ham loyalitet. Det var 'operation smagsdommer'. Det var samtidig en 'operation skræk-og-rædsel', for det kunne jo ske for DIG!

For det fjerde indførte han en paranoid og kontrolsyg kultur i administrations- og undervisningsverdenen, hvor evalueringer, kontroller, rapporteringer, point-givninger, exponeringer blev dagsordenen. Det havde mange navne: kvalitetssikring, certificering, evaluering. Managementability.

For det femte indførte han en stupid og kontraproduktiv kassetænkning i den videnskabelige verden via regeringens afstumpede forskningsminister, hr. Sander, sportsjournalisten fra Herning. Det gik under parolen 'fra forskning til faktura'. Jeg har personligt hørt på de sarkasmer, som seriøse top-videnskabsfolk har fyret efter idioten. Han var en skandale, en latterlig nar. Men hvad værre er den skade, han gjorde på videnskab i DK. Kassetænkning er som udgangspunkt det mest usunde, man kan udsætte videnskab for, det er kreativ afmontering par excellence.

For det sjette blomstrede centralisering og privatisering i Fogh-Rasmussen-perioden. Det lokale selvstyre blev reduceret kraftigt. Løkke-Rasmussen blev sat til at give kommunerne kniven. Milton-Friedmans de-regulering og privatisering blev den ny-liberale stil. Vi har senere set, hvad de-regulering har betydet for verdensøkonomien. Den har mildest talt sejret ad helvede til.

Centralisering er et paranoidt kontrolsystem - det er mistillid sat i system. Hvis man skal tale i spirituelle termer om mistillid, kan man sige: hvor mistillid vokser, degenerer kærlighed og kreativitet.

For det syvende blomstrede det forlorne spinndoktori og korrumperende nysprog under mandens jerngreb. De sager med bevidst misinformation og manipulation med befolkningen, vi ser for tiden, er alle Fogh-Rasmussen-kreationer. Hans store læremester i den henseende var Tony Blair. Englænderne hader Blair i dag for nøjagtig de samme mistag mod den engelske befolkning, som Fogh-Rasmussen udøvede mod den danske.

Blair gik efter en toppost i EU. Den fik han så ikke. Efter min mening ufortjent, for han var nøjagtig så korrupt og manipulerende, som posten krævede. Den gik så til jesuitten og 'skatteopkræveren' von Rompoy. Fogh-Rasmussen gik efter posten som generalsekretær for NATO. Den fik han så. Helt fortjent, for han passer perfekt i profilen som leder for det nye NATO-International, den nyrenoverede og nydefinerede stormtroppe-hær, der i halen på USA, Israel og Saudiarabien er udset til at destabilisere hele bæltet fra Libyen, Ægypten, Syrien, Iran, Afghanistan og Pakistan og konfrontere Rusland og Kina i DEN STORE KRIG, der nu er startet. Den globaliserede krig, den egentlige Verdenskrig. Han passer også perfekt til profilen for sin evne til at lyve for åben skærm. Disinformation er en del af krigens psykologi, det er den helt afgørende krig mod den krigsførende nations egen befolkning. Det er den indre krig før den ydre.

Og det er så 'for det ottende'. Han var manden, der førte dette lille snoldede land ind på scenen som aggressivt krigsførende nation. Vi har nu deltaget aktivt og uprovokeret i 3 angrebskrige på lande i verden, som de færreste danske havde begreber om før! Det var Fogh-Rasmussen-doktrinen om 'aktivistisk udenrigspolitik'. Skyd først og spørg aldrig.

Fogh-Rasmussen i blandt ligesindede

Fogh-Rasmussen er den danske neo-con. Han er den danske Blair-Bush eller måske snarere Cheney. Han bærer også visse lighedstræk med en Berlusconi, dog uden mandens liderlighed. For mig at se minder han mere om en Goebbels. Fogh vidste langt hen ad vejen ganske nøje, hvad han gjorde. Han tilbad, som Goebbels, 'Big Daddy', den stærke mand, og søgte konstant selv at blive som sit ikon.

Han havde alle de karaktertræk, der er nødvendige i magtens verden: psykopati, non-empati, kynisme, høj intelligens, evnen til at lyve uden at fortrække en mine, karisma, evnen til at bøje og vride sproget - symbolsproget.

Selv den efterfølgende regering af anden observans kan ikke sidde hans regime, hans førergreb, overhørigt. Se fx. hvordan en Villy S. render i røven på den internationale krigsliderlige elite og bliver våd i underhylerne når en Hillary C. pjatter med ham. Som dansker skammer jeg mig dybt over det, jeg som borger er blevet tvangsindlagt til. Samtidig vedkender jeg mig også mit medansvar for, at jeg ikke så det komme i sit fulde omfang. Når 3. verdenskrig ruller af for fulde gardiner, har mit lille snoldede lorteland en temmelig kompromitteret rolle. Det har fostret en landsmand, der har forført sin nation ud i det Armageddon, der længe har været på tegnebordet hos den elite, der længes efter Den Ny Verdensorden.

Jeg skammer mig mest over, at vi er aktive deltagere i det, der sker. Jeg skammer mig dernæst over vore ledere, der så kynisk - eller stupidt - har ladet sig bruge som redskaber til projektet. Til sidst - og undskyld mig - skammer jeg mig over mine landsmænd, der så stupidt, dovent, kujonagtigt og i visse tilfælde: korrupt har ladet sig indrullere i projektet.

Det første årti af det nye årtusind vil jeg kalde 'skammens og løgnens årti'.
Hvad bliver det næste årti?

Terror - hvad er det?

af morton_h, the blogger

 
Vi hører, at en person, en gruppe eller indimellem et helt folkeslag står på en terrorliste. Altså: at nogen har følt sig berettigede til at lave en liste over mennesker eller grupper af mennesker, de anser for farlige for dem selv, som de er bange for, som udgør en fare for dem, som er onde, og som de - ved at at lave denne liste - ønsker at du og jeg og helst hele verden - undtagen selvfølgelig de onde og farlige personer - skal bekræfte dem i deres angst og denne angsts legitimitet og hermed yde terapeutisk bistand og angstdæmpende virkning hos dem.

Et passende spørgsmål kunne være: hvem har overhovedet givet visse mennesker ret til at bestemme, at andre mennesker, grupper og folkeslag skal figurere på lister, der udnævner dem til at være udøvere af terror? Og i det hele taget retten til at definere, hvad terror er.

Den imaginære, instinktive terror
Tillad mig at redefinere 'The White Mans Burden'. Det er ikke de noble og oplyste vesterlændinges tunge forpligtelse til at belære og hjælpe de stakkels underfrankerede vilde i den såkaldte 3. Verden. Den egentlige byrde og forbandelse for vesterlændingen er, at han er hunderæd for dem derude. Han ser spøgelser for et godt ord. Han dæmoniserer og projicerer. Han griber fjendebilleder ud af den blå luft. 

 

Den berømte og velskrivende rejsende, Carsten Niebuhr har i dagbogsform for flere hundrede år siden beskrevet, hvordan uforstand, fordom og simpel stupiditet tog livet af stort set samtlige i hans ekspedition til Arabien. Han overlevede selv på en grundlæggende attitudeforskel i forhold til sine rejsefæller. Han lærte det lokale sproget, han færdedes som de lokale, han var nysgerrig, han respekterede dem, han spillede efter deres grundregler, han red på kamelryg iført deres tøj. Han anså Arabien som et udfordrende men ikke-fjendtligt sted i modsætning til sine følgesvende, der hadede det som pesten og blot ønskede at komme hjem igen. De kom af samme grund ikke hjem igen. Det gjorde han, oven i købet med en hel masse værdifulde genstande - som så desværre rådnede op, fordi ingen tog sig af dem. Først tog en stak ignoranter livet af sig selv, dernæst tog en anden stak ignoranter livet af værdifulde genstande.

I begyndelsen var frygten, og frygten var hos vesterlændingen, og frygten VAR vesterlændingen. Terrorisme er en projektion af vores frygt. Vi plejer at sige, at noget derude er frygteligt, og at vi derfor frygter det. Det passer ikke. Noget herinde har næret en frygt, hvorefter noget derude manifesterer sig som frygtens objekt. Vi har fremmanet og påkaldt os en fjende. Derfor frygter vi. Vi frygter 'mørkets hjerte', som Joseph Conrad kaldte det, hvilket ikke er andet end vores egen skygge. Og skyggen er skabt, som Freud lærte os, af fornægtelse.

Et land uden indre fjender, kan umuligt have ydre fjender. Så denne allesteds-nærværende terror, som hævdes at kræve den uendelige krig mod terror, hvad er det for en størrelse? 

Skildpaddetilstand

Den bevidste, iscenesatte terror
Lad os skifte synsvinkel fra den paranoide, grundangste og verdensforskrækkede vesterlænding til en særlig gruppe af vesterlændinge, der har opdaget, at frygt kan noget ganske særligt. De har lært at styre deres egen frygt og bruge den som våben mod deres nærmeste. Frygt er det ultimative styringsredskab. Med frygt kan man få store mængder af mennesker til at gøre det modsatte af, hvad der er til deres indlysende fordel. Med frygt kan man får disse store mængder af mennesker til at forråde sig selv og deres egne. Siden folk nu er så tilbøjelige til at projicere deres frygt over på 'det derude'. hvorfor så ikke udnytte situationen? Frygt er et giftstof, som, injiceret i de rigtige mængder på den rigtige måde, kan lamme byttet. Det primære bytte er … dig! Og dernæst alle dem derude.

Vi har at gøre med et rovdyrs tankesæt her. Man siger at mennesker efterhånden ikke har naturlige fjender. Intet kan være mere forkert. Rovdyrene er vore egne artsfæller. En særlig gruppe blandt menneskene har udviklet en besynderlig smag for menneskeblod, en særlig tæft for angstens sved, og hvad deraf følger. De bliver nærmest seksuelt ophidsede af, at se al denne angst og panik udfolde sig. De har lært sig selv at iscenesætte og arrangere angstscenarier. Som ulve, der jager en flok dyr, gør de det i ganske små grupper. Dyreflokkens automatreflekser driver dem i en bestemt retning, hvor de på et tidspunkt vil blotte sig for et direkte angreb.

Vi kender alle reaktionens magt. Når vi er stressede, truede, bange, trækker vi os sammen. Vi mister overblikket. Vi koncentrerer os om her-og-nu. Vort synsfelt indsnævres. Alt, hvad der rører sig, opfattes som potentielt fjendtligt. Vi er byttet for rovdyret. Det kan meget vel tænkes, at rovdyret og faren er imaginær, men reflekserne er de samme. Enhver, der har spillet et 1. person shoot-out, real-time computerspil ved, at selvom der ikke er anden fjende end en skærm med billeder på og et par højttalere med grumme lyde, så er hele vort fysiske beredskab som-at-være-der-selv. Vi trækker skuldrene op, pulsen kører, adrenalinen pumper i kroppen, vi læner os til siden … for at se om bag skærmen (fæhoved - en skærm er 2D, selvom den simulerer 3D!). Vi er utrolig nemme at narre.

De humane rovdyr kender denne grundregel for menneskelig reaktion. De stiller computerskærme op for os hele tiden. De viser os billeder og afspiller lyde. De fremstiller udsagn for os, der er som-at-være-der-selv. Vi føler en angst, vi er under angreb, og se! DER ER HAN! DER ER FJENDEN! PAS PÅ, SØG DÆKNING! Det virker hver gang.

Iscenesætteren tilbyder herefter sin hjælp, og så er vi hooked. Så fører vi hans krige, så betaler vi til hans skatteopkrævere, så lægger vi selv lænken om vores fod, så begår vi, hvis det kommer så langt, villigt selvmord, så vi ikke længere er til besvær.

Der er kun ét springende og kritisk punkt. Hvis vi, hvis byttet opdager, at det er iscenesætteren, der udgiver sig for fjenden eller har hyret fjenden til at skræmme livet af os, falder hele hans projekt til jorden. Det er så her, man kan forundres over, at vi, der er flokken, ikke oftere - eller i det mindste bare en gang imellem - gennemskuer, at der kun er en lille og uanselig gruppe rovdyr, som, hvis vi vendte fælles front imod dem, kunne trampes ihjel så let som ingenting. Eller hvad med at lave en mur af horn imod dem som bisonner og muskusokser? Buh, en tiger ... !

Strategien er åbenbart så urørlig, at de elitære terror-fremmanere og -iscenesættere igennem århundreder har kørt den samme stil med samme succes. Den virker simpelthen hver gang uden undtagelse.

Men det stopper ikke her. Ikke nok med at regeringer som de krigsmaskiner, der er - hvor mange regeringer på denne jord har et fredsministerium? (svar 0) - udøver terror og køber sig til terror for ussel men rigelig mammon. De mennesker, der udsættes for deres egen eller en fremmed regering og deres terrormaskine får saftsumene LYST til at blive terrorist! Ovenikøbet får de konstant klæbet betegnelsen på sig vha. konstant ny-sproglig reklame-assosiations-teknik. Muslim-terrorist-Islam-Al-Qaeda-araber-muslim-terrorist-Islam. Ordsammenstillingerne gentages, byttes lidt rundt, gentages-gentages …

På et tidspunkt har man fået nok. På et punkt kan det være lige meget. Fuck dem og deres beskidte propaganda, jeg skal give dem terrorisme! Hvis jeg skal have skyld for noget, jeg ikke har gjort uden mulighed for at rense mig eller tilbagevise, så skal jeg saftsuseme også have den fornøjelse. For selvfølgelig findes der terrorister. Men det er os, der har gødet jorden for dem.

I øvrigt er det stadigvæk - og det kan ikke gentages for tit - ingen hemmelighed, det har ligget åbent på Pentagons eget website, hvis man ledte efter det i årevis. Al Qaeda er en celle oprettet, finansieret, trænet og brugt at CIA i slut-70'erne, start-80'erne til at bekæmpe russerne i Afghanistan, som man også dengang betragtede som retmæssig amerikansk 'ejendom'. Al Qaeda er arabisk for 'databasen'. De er en efterretningsenhed, en operativ 'asset' for amerikanske interesser. Vi finder dem i dette øjeblik aktive i Libyen, Iran, Syrien, Yemen og Sudan. De er lige efter bogen det, som den engelske brigadeer Frank Kitson beskrev som gængs engelsk taktik overfor oprørske elementer i de engelske kolonier, dengang Congo, nærmere bestemt under Mau-Mau-opstanden. De er 'the pseudo gang'. De mimer 'the counter gang', der er en given lokal oprørsbevægelse, begår ufattelige grusomheder, der så smøres af på oprørsbevægelsen, hvorefter imperiet slår igen - med deres egen befolknings forargede, 'retfærdige' indignation som support.

Dette er teknikken bag iscenesat terrorisme. 

Og i øvrig døde bin Laden i 2001 af den nyresygdom, han var i dialyse for på et pakistansk militærhospital i Islamabad, skarpt bevogtet af CIA. Heller ingen hemmelighed. Benazir Bhutto fortalte det til en journalist og to uger efter blev hun myrdet. Tidligere leder af det pakistanske efterretningsvæsen, Hamid Gül, har berettet sin historie. Det var en kendt sag i det amerikanske militær. Og pakistanerne er dødtrætte af amerikansk terrorisme, og nu har de lukket for NATO-transporter via Pakistan. De bliver konstant bombet af droner, og forleden døde et par dusin soldater af droner. Og nu søger amerikanerne og angrebspagten, NATO også at starte en krig med Pakistan.

Terror og revolution
Apropos tigeren. Rudyart Kipling kunne noget. Ja, det er rigtigt, at de engelske imperium anså ham som en af deres, en forherliger af den imperiale tanke og 'The White Mans Burden' - 'Oh, the way to Mandalay ...' Jeg tænker på en ganske særlig scene fra et af hans populære værker. Og det er ikke den tandløse Disney-udgave af Junglebogen, hvor jungledrengen bare sætter ild til halen af den feje tiger, der så løber hylende ud i junglen. I den rigtige Junglebog ridder drengen på ryggen af tyren i bøffelflokken ned gennem slugten og tramper den frygtelige dræber, den bengalske tiger Shera Khan ihjel.

Flokdyret har umådelige kræfter, hvis de har den rette impuls. Problemet er, at flokke er korrumperbare, forførbare og manipulerbare. Sålænge flokkens impuls er styret af det kollektivistiske ego frem for summen af individuelle intelligenser, så er den som en fåreflok. Det er laveste fællesnævner fremfor højeste. Det er ikke tilfældigt, at katolsk-kristen symbolik lovpriser fortællingen om hyrden og fåreflokken. Der går en lige linie fra denne - tilsyneladende - uskyldige fortælling om den gode hyrde og den førerløse flok til det 20. århundredes blodige fortællinger om fascistiske førere og deres folk.

Det er netop derfor, at folkelige revolutioner næsten aldrig fører noget godt med sig. Det er en besværlig og langsom maskine, og inden folkets retfærdige harme har gennemført noget seriøst konstruktivt, inden den kollektive bevidsthed er landet på alle fire, er der en ny despot, der har meldt sig på banen - frygteligere end den, man gjorde oprør imod. Folkeførerne bliver de nye folkeforførere. Revolutionshelten bliver den nye diktator. Man skal blot have folkeskolekendskab til det 20. århundredes historie for at genkende mønstret.

Problemet med revolutioner er, at det stadig er den kollektiviserede massetrængsel, der er hovedenergien, og flokdyret er aldrig klogere end individet. Den kollektive bevidsthed er summen af individuelle bevidstheder. Det ved terrorens mesterspillere alt om. De har mange gange gennem historien gamblet med held, når det kollektive kaos udfoldede sig. Det er en gambling, for det kan også gå galt. Nogle gange har de mistet hovederne, man alt for tit er de sluppet afsted med deres svindelnummer.

En ting har de altid været stærkt nervøse for: at blive afsløret, at blive blottet. De har investeret meget energi i at skjule deres spor og dække sig ind. Med det 20 århundredes sofistikerede og højteknologiske metoder til disinformation og massekontrol har de et meget stærkt redskab ved hånden, men angsten lurer altid. Det skyldes for det første, at magten på det seneste har blottet sig. Den har været overmodig, og dens Hybris udløser Nemesis. For det andet er der blandt de uvidende masser et antal individer - i dag et stigende antal -  der har skaffet sig indsigt i, hvad de er blevet udsat for, og hvordan magten gebærder sig. Disse individer er begyndt at tale højt og rykke på sig. Rygter løber stærkt i internettets tidsalder.

Magten ser meget, men den har en død vinkel. Den svenske forfatter Olof Lagerkrantz sagde det sådan: 'Magtens øje ser ikke sig selv'. Magt opsluger, magt korrumperer, magt er også et fængsel, et slaveri. Whistleblower'en er en person fra magtens cirkler, der ikke længere orker at være bundet til at spille spillet. Helt op i toppen af magthierarkiet fortærer magten sine udøvere. Intet menneske kan hele sit liv leve med undertrykke sin menneskelighed hele tiden. De finder måder til at lette trykket på. De køber sig syndsforladelse via filantropi. Nogle af de største filantroper er de største forbrydere mod menneskeheden i en klasse, som får både Hitler og Stalin til at blegne. Det er blandt dem, man finder de virkelige terrorister.

Financiel terror
Finansiel terrorisme er blevet en smutvej for dem. Går den så går den. Er det ikke det, kapitalismen drejer sig om?, spørger disse folk. Har vi ikke ret til at gøre, som vi gør, netop fordi vi er i stand til at gøre, som vi gør? Hører vi protester blandt alle I andre? Det er blot, fordi I er for dumme, for inkompetente og for sløve i betrækket. Og så er I jo misundelige, hvilket som bekendt en skidt ting. Men hvis nogen af jer undermålere på bunden af samfundet forsøger jer med de samme beskidte belejlige tricks i blot en fraktal-skalering, så skal I selvfølgelig straffes med det samme. Det skal vi så ikke. For vi er dem, der laver lovene.

Finanskrisen i 2008 var en nøje iscenesat terrorhandling. På det punkt adskiller vor tids big-scale terroristangreb sig ikke fra et primitivt hold-up i en B-westernfilm. Fx. Goldman Sachs, en af de helt store finansterrorister på markedet, gik på røven. Så satte de sammen med det større sammenrend af andre mafiøse finansagenter og The Federal Reserve (deres fælles organ der agerer som den amerikanske nationalbank) en stor magnum gun for panden af den amerikanske regering og de amerikanske skatteydere og sagde: 'Betal for vores underskud, eller vi går på røven, og så bliver det værst for jer selv, for vi er for store til at gå ned!'. Så hældte staten og skatteyderne 60 milliarder § ned i deres lommer. På det tidspunkt var alt på markedet til at købe for en slik, boliger, ejendom, aktier, land, virksomheder. Goldmans Sachs købte det for den slik, det var værd. De vidste i forvejen, at det ville ske, så det var kun et spørgsmål om timing. Gav de så de amerikanske skatteydere en del af aktiegevinsten, fordi de havde været så venlige at hjælpe klynke-kapitalisterne / klepto-terroristerne? Gæt selv ...

For 10 år siden møvede Goldman Sachs sig ind og gav den græske regering et 'tilbud de ikke kunne afslå'. Det talte til den stupide græske regeringleder og hans indbyggede korrupte grådighed, så han solgte ud. Man indgår som bekendt ikke en pagt med Djævelen uden at han forlanger noget igen. Som regel alt, hvad man ejer. Herefter ruller finansterroren sig op. De europæiske centralbanker og EU truer den græske regering: indgå aftaler på vores betingelser, indfør hestekure (austerity measures), hvor I gør jeres befolkning ansvarlig for jeres egne dumheder, ellers går i bankerot for ever. Evig forgældelse truer.

I bogen 'Confessions of an Economic Hitman' fra 2004 beskriver John Perkins, hvordan denne metode med succes blev brugt af den amerikanske regering mod lande i den såkaldte 3. Verden i Sydamerika, Afrika og Asien op gennem 70'erne og 80'erne. Han var en af dem, og arbejde efter ordre fra højeste niveau. Metoden er som følger: en dag ankommer en regeringsdelegation / bankdelegation (i USA's tilfælde er det ét fedt) til et udviklingsland i den 3. Verden. Det vil oversat til normalsprog sig til et land udenfor Vesteuropa eller Nordamerika, der ikke har en svinsk høj levestandard, men til gengæld har masser af naturlige ressourcer i deres undergrund, der er nødvendige for at Vesten kan opretholde denne levestandard.

Delegationen giver landet et tilbud, de har svært ved at afslå: Vi hjælper jer med at etablere infrastrukturer, så I kan udvikle jer i samme retning som os. Især den regerende elite i landet vil kunne se frem til herlige tider. Efter underskrivelsen af en kontrakt ankommer delegationen i næste omgang med en pose penge, som de .... skynder sig at hive tilbage igen, for de går jo til dem, der skal etablere infrastrukturerne. Det koster skam mange penge. Når infrastrukturerne er etableret ankommer militæret og forlanger at bygge en base. Herefter ankommer delegationen med en regning, som landet ikke kan betale, og som derefter må betales i form af fri adgang til ressourcer.

Den Internationale Monetære Fond, IMF, var en af hovedaktørerne i dette. Joseph Stieglitz, der havde en ledende position i Verdensbanken, afslørede i 2001 kildekoden til denne natiale selskabstømning og finansterrorisme. Denne strategi blev gennem årtier afprøvet og forfinet i den 3. Verden. Den fortsætter stadig i dette øjeblik i version 2.0 i fx. Afrika. Herefter begyndte man at udse sig lande i vores egen Verden. Og så er vi tilbage til Grækenland. Og Island, Irland, Italien, Spanien, Portugal. Og Frankrig?

Folk overalt i Verden er begyndt at finde ud af, at terroristerne - de ægte terrorister - forbeholder sig ret til at kalde andre for terrorister, mens de selv kalder sig for velgørere, entrepreneurs, bibringere af demokrati, budbringere for sandheden, lovens opretholdere, Underfulde Rådgivere, Fredsfyrster, Hallelujah - lovpris Herrerne!

Så kort kan det siges: terror er tyranni. Frygt er magt.

Terror gennemsyrer vores livsstil bag facaden. At Vesten er oversvømmet med drugs beregnet på at korrumpere generationer af specielt opvoksende, potentielle protestanter mod babyboomer-generations uholdbare livstil er at betegne som terror. Hjernelammende og passiviserende drugs har i 100-vis af år været et kendt og udbredt middel for dem, der ønskede at korrumpere befolkninger. De direkte forfædre til vor tids statsterrorister forsøgte i 1800-tallet at forgifte hele Kina med opium. En hel nation af kinesere, der lå stangskæve på en madras og hev på en klump, kunne ikke bekæmpe imperialisterne. Og hvis man spørger sig selv om, hvem der i dag styrer opiumshandel i Verden, og hvorfor der aldrig bliver pågrebet og straffet egentlige bagmænd med kun middle-life og low-life pushere, så: look no further. De findes i de fineste kontorer i de mest prestigiøse finansforetagender, regeringer, efterretningsvæsener og verdensorganisationer.

De holder også af menneskehandel, våbenhandel, organhandel, pengehandel og andet, der hører med til deres terrorregimente. Insidere kan berette om, hvordan Wall Street og The Fed er totalt inficeret af drug-penge. Terror er både et mafia-træk og et fascist-træk. Seneste oplysninger kan berette, hvordan den italienske mafia nu ER Italiens største bankvirksomhed.

Terrorismen i historisk dybdeperspektiv
Man kunne scanne sprogets udvikling ned gennem historien og så, hvordan begrebet har morfet og terminologien har tilpasset sig tiden og magtens stil.

Under Den Kolde Krig kaldte magteliten det for 'kommunismen'. Og sandt nok: Stalins Sovjet, Maos Kina og Pol Pots Cambodia var de ondeste terrorstater. Men hvad deres vesterlandske modpropagandører glemte at fortælle var, at de havde ganske vist selv udtænkt og påtvunget Verden kommunismen ved at financiere omstyrtning af Czar-styret i Rusland (Czar - Cæsar, same-same). Romanov'erne havde fornærmet den vesteuropæiske bankelite ved verbalt at konfrontere dem under Wienerkongressen i 1815. En sammenspist gruppe af amerikanske og europæiske frimurere besluttede sig for at omstyrte Romanov'erne og financierede Lenin og Trotskij. Marx var selv medlem af en af deres loger. Trotskij boede hos Rockefellerklanen i New York før han drog afsted til Rusland.

Yuri Lina har fortalt hele historien, og den samtlige venstrefløj kender den ikke. Det eneste, de kender til hudløshed, er kommunismens/socialismens mytomane selvsvingshistorie om de uselviske arbejderhelte og den gloriøse verdensrevolution. Lenin og Trotskij var perverse svin, der personligt beordrede henrettelsen af politiske modstandere. Under Czaren var der velstand i Rusland, bønderne i Sydrusland drev Vestens kornkammer. Det hele handlede om noget ganske andet: et storstilet socialt eksperiment til total social kontrol. Dannelsen af den nye industrirobot.
http://www.youtube.com/watch?v=Hq8_EkupU5A
http://www.youtube.com/watch?v=v4__jeW7D-o

En lignende historie kan fortælles om nazismen. Den selvsamme gruppe af bankfolk, der financierede kommunisterne stod bag nazisterne. The Bank of England var involveret. Kuhn-Loeb-bank, Warburg-brødrene og deres kæmpe bankforetagener i USA og Europa. Og det koordinerende og kanaliserende organ var Bank of International Settlement, BIS, den institution, der var oprettet for at sikre, at Tyskland betalte sin krigsgæld fra 1. Verdenskrig - som også var iscenesat af de samme bankfolk. Mens Nazityskland udøvede deres mega-terror over Europa, tjente de oversøiske bankmænd KASSEN! Enorme midler bliver udløst under krige i den skala.

I Fjernøsten udøvede tidens mest aggressive nation, Japan, sin terror over alt, den kunne komme i nærheden af. Japan angreb Rusland, Japan angreb Kina, Japan angreb alt, de kunne komme i nærheden af. Til sidst angreb de USA. Man har kaldt Pearl Harbor for et proto-9/11 og 9/11 for et nyt Pearl Harbor. Og sandt nok har effekten af de to events været de samme. Pearl Harbor udløste amerikansk engagement i 2. Verdenskrig, 9/11 udløste amerikansk engagement i bølgen af angreb på lande i Mellemøsten og Centralasien og hele 'Krigen mod Terror', som i princippet var evigt og foregår overalt. Den vådeste af våde drømme for MI-komplekset. Jeg leder dog stadig forgæves efter beviser på, at Pearl Harbor var iscenesat Stand-Down-False-Flag-Operation.

Interessant er det dog, at Rothshild'erne og senere Rockefellerne under Opiumskrigene intervenerede det japanske kejserdømme og indsatte en dummy i form af en dreng, en falsk tronarving. Den japanske kejserslægt stammer i dag fra dette kup. Japan havde afvist handel med de sejlende imperialister og slave-drug-handlere, og dette blev deres hævn. Japan havde udviklet sig til en ultra-aggressiv fascistnation. At japanerne i forvejen var et dybt traumatiseret-underkuet folk ovenpå Shogun'ernes terror-regime, gjorde det blot lettere at kuppe dette folk og land. Herefter agerede de som Østens aggressive pitbull. Kina var aldrig for alvor blevet erobret af de europæiske slave- og opiumshandlere (der har finansieret den engelske kongefamilie og deres enorme rigdomme), men nu gjorde japanerne det beskidte arbejde.

I spidsen for alle Imperiets erobringer ankom altid: missionærerne. Kirken havde allerede en lang og udbygget tradition for at udnævne individer og befolknings- og tros-grupper til terrorister. Kirken brugte ikke ordet terrorister, men syndere (individet) og kættere (befolknings- og tros-grupper) eller hedninge (fællesbetegnelse for alle der befandt sig uden for kirkens rum og tid). Kirken har selv udøvet massiv terrorisme helt fra oldtiden og op gennem middelalderen. Deres menneskeforfølgelser, henrettelser, afbrændinger, trusler, kvindeforagt, frygtmaneri og pengeafpresning baseret på frygt for det hinsides og helvedet evige ild er notorisk og enorm. Man kunne rejse en 14 km høj skamstøtte midt på Peterspladsen, hvis man skulle skrive alle navnene på kirkens ofre på.

Kirken, den Katolske Kirke, er den direkte arvtager af det Romerske Imperium. Der er en lang parallelføring. Konstantin indfører (og designer!) kristendommen som statskult. Kejser og Pave bliver sammenfaldende. Riget forsvinder, men kulten består intakt. Det er underligt, at så få historikere er i stand til at beskrive det, men det fortæller måske mere om historikere end om selve historien.

For romerne var alle, der modsagde kejserens og romerstatens uindskrænkede dominans, terrorister. Terra - terror. Landet, folket. Italia terror est. Det gjalt etruskerne, kelterne / gallerne, britterne, hebræerne, gotherne ... alt hvad der for alvor rørte på sig indenfor Imperiet. Ordet terrorisme var godtnok ikke opfundet dengang, men princippet: en person, en gruppe, et folkeslag, der modsætter sig Imperiets overherredømme og nægter at give kejseren, hvad kejserens er og bekende sig til Pax Romanorum (den romerske fred = åndssløv pacifisme og given afkald på al oprørs- og friheds-trang), nægter at betale skatter uden at kny og nægter at lade sig lægge i slavens lænker, er en oldtidens 'terrorist'. Og som slaver blev de korsfæstet.

Med lidt umage, kunne vi nok forfølge terrorbegrebet i hvert fald halvandet tusinde år længere tilbage. Akhenatons terrorregime er et godt bud. Herefter fortoner det sig.

________________________

Det er på tide, vi får taget os mod til at studere og afsløre denne mørke side af vores kultur. I dette øjeblik både implementeres og planlægges yderligere terrorhandlinger. Vi har travlt med at se den anden vej og være på vagt for alle mulige former for skyggeterror, fake-terror og iscenesat terror. Vi lader os terrorisere af Global War(ming)-mytespinn, denne nye designer-religion baseret på forloren videnskab. Kun få opdager, at terror ikke kommer fra den ydre fjende, ej heller fra den hjemmedyrkede radikaliserede. Den kommer fra de personer, der er højst placeret i vores samfund og til hvem vi har betroet vores tillid og naivt-dovent eller skræmt overgivet vores suverænitet.

Disse personer hævder, at de har ret til at stemple andre mennesker med prædikatet: terrorist, og at vi er nødt til at gøre det samme som dem.

Ingen har ret til at udnævne andre til være terrorist.
Ingen har ret til at udnævne andre til at være syg i hovedet.
Ingen har ret til at udnævne andre til at være en fjende af samfundet.
Ingen har ret til at udnævne andre til at være en kætter.
Ingen har ret til at udnævne andre til at være en hedning.
Ingen har ret til at udnævne andre til at være en fjende af demokratiet.
Ingen har ret til at dæmonisere, katalogisere, ekskludere og terrorisere andre mennesker, fordi de ikke villigt dukker nakken. Eller fordi de er blevet udset til bekvemmelige fjendebilleder i en hollywoodsk storskæmsvisning af en folkemotiverende propagandafilm.

Og må jeg tilføje: ingen har lov til at agere som små skrattende køkkenhøjttalere, der naive og bevidstløse efterplaprer totalitær terrorpropaganda UDEN at pådrage sig et medansvar. Med fuldt tilgængelige informationer på nettet i dag kan ingen længere helt påberåbe sig at være uvidende. Det kan undskyldes et stykke hen ad vejen, men grænsen er i dag nået. Vi har selv valgt at falde ned i lænestolen, åbne mund og polypper med et stort Homer-Simpson 'duuh' og dope os med mainstreampropaganda.

Personlig bekendelse. Jeg er ikke nær så bange for de statsterrorister, der kynisk iscenesætter deres perverterede handlinger som de horder af dumme, dumme mennesker, der ikke aner, hvad det er, der nu rammer os, og som bevidstløse har spillet med i et og alt, deres herrer og mestre og hjernevasker-syndikalister bød dem. Dette store, sovende dyr af ubevidsthed og ladhed og følgagtighed uden hvilket terror ALDRIG ville kunne udvikle sig.

Hvis dette dyr til gengæld omsider ser sig tilbage og opdager, at det bliver røvpulet big time af dem, det troede var dens velgørere, så er deres time slut.