lørdag den 15. september 2012

The Titanic - the ship that never sank


[scroll ned for at læse på dansk]

The Titanic sank April 15, 1912 at 02:20 hours.

1500 people perished
into the dark, icy waves, there can be no doubt about it. But did an ocean liner by the name The Titanic sink due to an accidental collision with an iceberg? That's another story. The following report is a highly qualified reconstruction based on comprehensive investigation of all available material made by British investigative journalists. The story is a little different than the one in the history books. 


Three giant passenger ships were buildat Harland & Wolff in Belfast for The White Star Line financed by JP Morgan's forthe commercial fleet of this famous – some would say infamous – finance-businessmogul. They were called The Titanic, The Olympic and The Britanic and was a combination of American big business and British shipping industry.




In the beginning of the last century most ships weredesigned to operate for poor emigrants and was in poor condition. They went under the name 'coffin ships'. It was common knowledge that there was widespread insurance fraud and forgery in the industry.

In 1911, The Olympic sailed its maiden voyage under Captain Smith, and was upon arrival in New York involved in a collision that almost caused it to sink. Three months later Captain Smith collided
theship again with a British warship, HMS Hawk, in Southhampton port. The warship was simply sucked into the Olympics huge wake and rammed into itsside. In the Navy records it says - not surprisingly - that it was Olympics fault. Testimony confirmed it, and the owners had to put up paying. The Olympic was seriously damaged in the front left side. Even itskeel underneath was bent. The British fleet do have solid warships.

As the ship, which was known as The Titanic, six months later made its maiden voyage starting from Southampton, the ship had a peculiar tendency to gravitate toward
herleft side. Several surviving passengers had noticed it. The same was indeed the case with the The Olympic since it after a scanty repair in Southhampton sailed to Belfast to be finalized.

The Titanic was there when The Olympic arrived. The work was stopped to stake everything on the repair.
The screw was moved from the Titanic to the Olympic due to aninjury after repair and exit from New York. These two ships were sister ships and almost completely identical. However, there are small but significant differences shown bypictures taken of them side by side at the dry dock in Belfast. The Olympic had 16 port holes in the rear. The Titanic had only 14. The Olympic had uneven windows on deck, The Titanic had evenly spaced windows.

In March 1912 they lay side by side for the last time. Here the decision was made to swap them around. It was Lord Perry, who was chairman of the company, The White Star, who probably conceived the idea. The alternative was bankruptcy because of the huge costs associated with the two shipwreck
s. 


Those were the times before the first World War. There were no press people who sniffed around, photography was in its infancy and people believed generally on what you told them. The harbor was huge and full of activity, and no one would notice anything. It was easy to swap. You just changed the name tags on the sides, the head of the menu in the restaurant and the signs on therescue belts. And they laid the carpeton top of the linoleum that was unique for The Olympic. Everything else interior, that is theequipment and the plates-cups-forks-knives, you name it, werestandard for all ships of the White Star Line. It could be done by a small working group on a weekend, selected, bribed or threatened to shut up. Back then you separated to orders and did not ask oncritical issues.

Captain Smith had one of the worst
career records. He had damaged the entire three large ships before The Olympic: The Romanic, The Republic and The Koptic. There had also been a fire at The Majestic, however, he denied knowledge. The company had a serious squeeze on this incompetent captain. They told him that the ship would be exposed to calamities and sink, but that there would be a ship, The Californian, right near to rescue the passengers and that they had already arranged it with the captain. Captain Smith agreed on the termsthat he could select his own crew.  


A rather peculiar thing is, that several machinists refused to be hired to work below deck at The Titanic's maiden voyage. This is contradictory to the coal strike and unemployment, and they would desperately need a hire. Why did they refuse, and what had they seen or heard? They preferred to wait until they were shipped out on another ship. Another sailor wrote just before departure in a letter to his sister that he 'did not like this ship'. He had sailed with The Olympic. Did he recognize significantdetails from the interior?

When the Titanic sailed, the ship was not full
y loaded at all. Lots of first-class cabins were empty. Why did the already financially strapped shipping business middle of a coal strike where coal fuel was scarce not to fill up the ship? In a similar mannerCaptain Lord ofThe Californian sailed awayfive days before with the cargo full of coal and woolensweaters – but without passengers!

Ab
out50 passengers, mostlyfirst class, canceled their trip at the last minute. Many of them were business associates ofbanking mogul JP Morgan, who had originally financed the ships. Morgan himself should have been traveling as passenger, but canceled the trip at the last minute, even though he had the ship's ultimate luxury suite. He was sick, he said. A few days after it sank, a reporter spotted him in brilliant form in Aix-les-Bains in France - with his mistress. He had also ordered a collection ofprecious bronze statues removed from the ship before it sailed. They would simply have been moved to New York, and thiscould hardly have been a coincidence. So there was another reason.

Sailors are generally very nervous about one
particular thing: fire on board. Nonetheless hortly after departure a fire broke out in the pile of coal at section 10 in the bottom of the ship. The captain knew all about it, but the crew was orderedto throw more coal on top of the section, while trying to keep the fire under control. Could this controlled fire have been a Plan B?

The Californian sailed in haste to set sail for Boston, but stopped suddenly on April 4th in the middle of an area full oficebergs. Captain Lord insisted on sleeping with all hisclothes on a couch on the bridge. He also ordered the boilers heated and engines on standby. What did he expect?

Captain Smith on The Titanic took a different route than normal. He received the radio signals coming from The Californian, who told me that this was standby, AND where
ice fieldfound himself - which he steered his ship directly into it.

It was quite normal to sail full speed through areas with icebergs. Any iceberg that was large enough to damage a
n Atlantic cruiser, would be seen in ample time to avoid. So actually the captain didnot do anything unusual except that he took a detour. And also he chose to rest fully clothed in a room behind the bridge. He expected to be called to the bridge at any time?

An officer stood on the right side of the bridge when he saw the iceberg about one kilometer ahead. Instead of steering away at full speed as usual - full speed and control provides full turn - he struck his machine in reverse, which disabled the ship's steering ability and increased the risk of collision dramatically. This he had to have known as a fully fledged officer licensed to drive an ocean liner.





The passengers felt a disturbance in the ship, but it was indistinguishable from the sound and feel of the machine and screw on the reverse. When the ship hit the iceberg, it was not perceivedas other than the sound and vibration of a slowdown. The iceberg haddriven away before it became clear that the ship was damaged. Some passengers came out of their cabins, as the machines were stopped. In the first 40 minutes there was nothing to report. The ship would be unable to sink, passengers had been told, so no one was worried about it. The part we all know as the official version. But the crew in the circle around the captain behaved very laid-back. They even knew that there was a fire in the huge pile of coal no. 10. They cannot have been unaware. They knew, in other words probably what was about to happen. But they knew that they would be rescued. They then spent 45 minutes on doing nothing, then nonchalantly started the usual emergency procedures: pumps, radio signals, lifeboats, and so on. It took an hour and 25 minutes before the first distress rocketwas sent up!

Only six crew members were on duty when the ship hit the iceberg. Two of them drowned. Two survived, one of which saw nothing, and the other was hastily transferred to a post in Cape Town as far as possible from the first maritime inquiry in New York. Only two were able to be called by this interrogation. One was extremely nervous and defensive. Had he received any specific instructions or threats before? He repeated again and again: '
I did not see it, I did not see it, I did not hear ...'.

The Titanic had, as you know received radio signals from The Californian with returns of position. But from his browser he obtained a completely different position about 12 mil
esfrom the correct position. The captain could see a ship on the horizon, but it was a completely different ship. Captain Smith could have sailed his ship there, but instead he turned off the machine. He figured that it was The Californian, and it would come to him? Did he believe that it all went according to the agreed plan? He was as described above not the sharpest knife in the drawer.

On The Californian
they saw the flares. Captain Lord asked repeatedly his crew what color the rockets had, and the answer was always: only white rockets. Didhe expectt red or blue rockets? In between The Californian and The Titanic was a fourth ship, The Samson, who performed illegal fishing with small boats in the water. They used white low-flying rockets so they could see each other in theboats. The captain told several months later that he had seen flares from a larger ship, but that he had not sailed over theredue to his illegal activities.

One of the survivors of The Titanic, Edith Russell, reported that the officers told them that they should not worry, for The Californian would come back and pick them up if they did not come back from lunch.
They even sent half full lifeboats off. How could these naval officers be assured that it was The Californian, they saw on the horizon? They figured that it would come immediately and save them? But it was the wrong ship foreThe Californian was 19 mil away awaitingcolored rockets that dueto the distance never wereseen.

At one time it
must have become clear to Captain Smith on The Titanic, that the planned rescue did not arrive. Theybegan filling the lifeboats, and the passengers were about to panic.

The other surviving officer, Lightholler, made maritime inquiry full
ofcontradictions. He was in his cabin, he said, but he gave all sorts of information that he could not have gotten there. He had both seen it all and not seen anything. He lied then about the number of warnings that had arrived aboutthe iceberg as if ithad almost come out of thin air. He also claimed that he had spent half an hour in the water before he was picked up. This is not physically possible if the water is below freezing and the water surface only ice-free due to the currrent. A human being can survive only 3-4 minutes there. Such an explanation would today be peeled apart, but the questioning referee had no alternative but to take to his head.

When Captain Lord of The Californian was aware that The Titanic was over there, he started at full speed but too late. The ship
hadalready sunk and a ship called The Carpatia had arrived and was about to pick up the survivors.

When the surviving crew members, who had not been on
dyty, arrived at Southhampton April 29th, 1912, they counted on gettingto return to their families But they were detained for 48 hours and forced to sign various papers. They were told that there would leak information about scams and insurance fraud, they would be thrown in jail for 20 years without a job to get out to afterwards. The officers returned to The Adriatic and had plenty of time on the way to reconcile their statements forthe upcoming British maritime inquiry.

Then started the chapter o
f the British government's connivance and complicity. It is inconceivable that a fraud of these dimensions may have taken place without the core people in the government havingknowledge and giving their approval. Whetherthis approval thenwas voluntary and wholehearted is probably a question. The British government could not afford a huge shipyard in Belfast beingforced to close and render20,000 people unemployed. The opposition would gain speed, and the government would lose the next election. Prime Minister Lord Asquith was made painfully aware of the situation and strongly reminded, that JP Morgan had agreed to British use of his merchant fleet in times of war - if need be. Remember the year 1912! If the Company The White Star Line went bankrupt, it would be JP Morgan, who stood as a general creditor. England would lose disposal over all this substantial fleet.

The Prime Minister with all likelihood
tookhis decision with great distaste and contempt for the fact, that greedy and cynical bankerslike JP Morgan - and here we are talking about the all-time most powerful and most cynical rogue in the industry - could dictate to governments what they should do. It was decided to bring a Lord Mercy on the field to carry out investigations and interrogations. This was a shrewd person with a special experience for the type of cover-ups that were needed to put a lid on events like these and make sure that the hearing was obstructed and historiography falsifiedin the same manneras the foul play already done.

The hearings were held in a room with an impossible acoustics, so
that the audience had trouble hearing what was said. The person who represented the yard, saidThe Olympic instead of The Titanic. Lord Mercy 'failed'to ask about all relevant issues that could have uncovered the fraud, and the press was more interested in the scandal with a naval officer, Bruce Ismay, who should have been on board the ship but was stuck on one of the first lifeboats. Experienced sailors could tell that even on a moonless night there would be no difficulty in spotting an iceberg 5-6 kilometers way, but it was not put on the record nor did it form the basis for conclusions.

The whole
scenariowas a staged white washing. Captain Smith was no longer alive and could not tell about the dirty deal that was signed let alone defend himself. The officers were not held responsible, the ship's construction was made responsible. No one had a responsibility! Except Captain Lord, who was standing alone. Lord Mercy manipulated his statements and accused him of not rescuingThe Titanic. Captain Lord chose notto defend himself ashe, after all, had been part of the scam. With the attention toCaptain Lord hereby given, he drew attention away from all othersensitive topics. 


Hereafter the insurance fraud itself. The real Titanic could be insured for the full amount at that $ 10 million. The Olympic could not have been insured for anything close to the same due to its extensive damage. Here alone, there was a motive for the swap. In the days before the sinking the insurance premium for The Titanic was even raised significantly and Lloyds of London paid subsequently$ 12.5 million. 



What about the wreck that has lain 3/4 century at the bottom of The Atlantic(probing took place already in the 80s)? The black paint has fallen off in most of the ship, but it is still possible to see areas of the original gray primer. Moreover, it was only at The Olympic that was used gray primer. Photos of the screw shows the number ..01 plunger. The original screw on The Titanic had number 401, but remember that the screw was replaced in Belfast, so this is the original screw from The Titanic, which should have been at The Olympic. Remote-controlled submarines also shows constructions of the hull that is not original. It corresponds closely to the repairs and reinforcements that were deployed after the two shipwrecks.

And then there's the name. In 1986 the French Oceanographic Institute and Dr. Robert Ballard studied
the hull where the original letters of iron were encapsulated and painted over. The place is corroded by rust, and the letters are dropped out, leaving a hole corresponding to the shape. It is the letters ...M P..

  • The Titanic is the first ship in living memory, which is sunk by collision with an iceberg.
  • Captain Lord tried before his death in 1962 several times to reopen the case to clear his name, but without success.
  • Lord Mercy was summoned to lead the investigation on the Lusitania sinking - the British-American hoax and cover-up that brought America into WW2.
  • The mate who first spotted the iceberg, committed suicide in 1965
  • Bruce Ismay left the company 12 months after the sinking. All people around him were strictly forbidden from ever mentioning The sinking of the Titanic
The original Titanic sailed for 25 years under the name The Olympic. It was used by the British Government for troop transport in World War 2.

_____________________


It is recommended to see the excellent British documentary, based on the above referenced investigation of
thispiece of mythology from the last century, that most people only know from a romantic movie with a young- Leonardo di Caprio and Kate Winslet, and a bad-taste, high-fat pop ballad sung by Celine Dion.
http://vimeo.com/40021362

And untimely joking aside, we of course
wereall taught in primary schoolabout the sinking of the Titanic. History has become iconic. It has been diligentlyused as an expression of hubris / pride – but on a false premise. It has become symbolic of the downfall we unsuspectinglysail against dancingaround on the parquet floor and drinking champagne. It has become the story of the unsinkable ship and the morale of science pride - on a falsempremise. And the narrative fits like a hand in a glove with the mindset of the apocalyptics and theescatologists, if you are into those genres. We are all in the same boat, and doomsday is near. You'd better be scared to death!

But it was in deed aprelude to the great disasters that would come - the two wars, both of them thoroughly based on the very same methods of fraud instigated by the establishment of the very same British Empire.

There may be some truth in mythologies. But behind the myths a true story often hide
s, which can be even more instructive, although not so slick and beautiful. The truth is not polite.


The Titanic - skibet der aldrig sank

The Titanic sank d. 15 april 1912 kl. 02:20

1500 mennesker omkom. Derom hersker der ikke tvivl. Var der et oceangående passagerskib ved navn Titanic, der sank som følge af en tilfældig kollision med et isbjerg? Derom hersker der absolut tvivl. Følgende beretning er en særdeles kvalificeret rekonstruktion baseret på omfattende kulegravning af alt tilgængeligt materiale foretaget af engelske undersøgende journalister. Historien er lidt anderledes end den, der står i historiebøgerne.

Der blev bygget tre gigantiske passagerskibe af Harland & Wolff i Belfast for The White Star Line finansieret af J.P. Morgan's og bygget til hans handelsflåde. De hed The Titanic, The Olympic og The Britanic og var en kombination af amerikansk storkapital og britisk skibsindustri.

I starten af forrige århundrede var de fleste skibe beregnet til sejlads for fattige emigranter og var i dårlig forfatning. De gik under navnet 'coffin ships'. Det var almindelig kendt, at der var udbredt forsikringssvindel og falskneri i branchen.

I 1911 sejlede The Olympic sin jomfrurejse under kaptajn Smith, og ved ankomsten til New York blev det involveret i en kollision, der næsten fik det til at synke. Tre måneder senere kolliderede kaptajn Smith skibet med et engelsk krigsskib, HMS. Hawk i Southhampton havn. Krigsskibet blev simpelthen suget ind i Olympics enorme kølvand og vædrede det i siden. I flådens optegnelser står der - ikke overraskende - at det var Olympics skyld. Vidnesudsagn bekræftede det, og ejerne måtte finde sig i at betale. The Olympic blev seriøst beskadiget i venstre forreste side. Selv kølen underneden var bøjet. Den engelske flåde har solide krigsskibe.

Da skibet, der blev kendt under navnet The Titanic, seks måneder senere foretog sin jomfrurejse med udgangspunkt i Southampton, havde skibet en besynderlig tendens til at hælde mod sin venstre side. Flere overlevende passagerer havde bemærket det. Det samme var tilfældet med det The Olympic, da det efter en nødtørftig reparation i Southhampton sejlede til Belfast for at blive færdiggjort.

The Titanic lå der, da The Olympic ankom. Arbejdet blev stoppet for at satse alt på reparationen. Man overflyttede skruen fra Titanic til Olympic pga. en skade efter reparation og udsejling fra New York. Disse to skibe var søsterskibe og næsten fuldstændig identiske. Der er dog små men signifikante forskelle, som billeder taget af dem side om side ved tørdokken i Belfast viser. The Olympic havde 16 porthuller øverst foran. The Titanic havde kun 14. The Olympic havde ujævnt fordelte vinduer på dækket, The Titanic havde jævnt fordelte vinduer.

I marts 1912 lå de side om side for sidste gang. Her blev beslutningen truffet om at bytte dem rundt. Det var Lord Perry, der var formand for rederiet The White Star, der sandsynligvis undfangede ideen. Alternativet var rederiets konkurs på grund af de enorme udgifter i forbindelse med de to forlis.

Tiderne var før 1. Verdenskrig. Der var ingen pressefolk, der snusede rundt, fotografiet var i sin barndom, og folk troede generelt på det, man fortalte dem. Havnen var kæmpestor og fuld af aktivitet, og ingen ville bemærke noget. Det var nemt at bytte rundt. Man skiftede blot navneskiltene på siderne, hovedet på menukortet i restauranten og skiltene på redningsbælterne. Og så lagde man tæppe ovenpå det linoleum, der var unikt for The Olympic. Alt andet interiøre, udstyr og service var standard for alle skibe hos White Star Line. Det kunne gøres af en lille arbejdsgruppe på en weekend udvalgt, bestukket eller truet til at holde kæft. Dengang parerede man ordrer og stillede ikke kritiske spørgsmål.

Kaptajn Smith havde en af de værst tænkelige generalieblade. Han havde beskadiget hele tre større skibe før The Olympic: The Romanic, The Republic og The Koptic. Der havde også været en brand på The Majestic, som han dog nægtede kendskab til. Rederiet havde en seriøs klemme på denne uduelige kaptajn. De fortalte ham, at skibet ville komme ud for et forlis og synke, men at der ville være et skib, The Californian, lige i nærheden til at redde passagerne, og at de allerede havde arrangeret det med kaptajnen. Kaptajn Smith accepterede, men fik gennemført, at han selv udvalgte sin besætning.

Her skete der så det besynderlige, at adskillige maskinarbejdere nægtede at lade sig hyre til at arbejde underdæks på The Titanics jomfrurejse. Der var ellers kulstrejke og arbejdsløshed, og de havde hårdt brug for en hyre. Hvorfor nægtede de, og hvad havde de set eller hørt? De foretrak at vente, til de fik hyre på et andet skib. En anden sømand skrev lige før afsejlingen i et brev til sin søster, at han ikke 'brød sig om dette skib'. Han havde sejlet med The Olympic. Genkendte han for mange detaljer fra interiøret?

Da Titanic sejlede af sted, var skibet overhovedet ikke fyldt op. Masser af førsteklasses kahytter stod tomme. Hvorfor ønskede det i forvejen økonomisk klemte rederi midt i en kulstrejke, hvor kulbrændsel var sparsomt, ikke at fylde skibet op? På samme vis sejlede kaptajn Lord af sted på The Californian fem dage før med lasten fuld af kul og uldtrøjer - uden passagerer!

Omkr. 50 passagerer, mest på første klasse, aflyste deres rejse i sidste øjeblik. Mange af dem var forretningsforbindelser til bankmogulen J.P. Morgan, der oprindelig havde finansieret skibene. J.P. Morgan himself skulle have været med, men aflyste rejsen i sidste øjeblik, selvom han havde skibets ultimative luksussuite. Han var syg, sagde han. Et par dage efter forliset fandt en rapporter ham i strålende form i Aix-les-Bains i Frankrig - med sin elskerinde. Han havde endvidere beordret en stribe kostbare bronzestatuer fjernet fra skibet, før det sejlede. De skulle blot have været flyttet til New York, og de kunne næppe være blevet forkølede. Der var altså en anden grund.

Sømænd er generelt meget nervøse for én ting: brand ombord. Kort efter afsejlingen udbrød der brand i kulbunke 10 i bunden af skibet. Kaptajnen vidste det, men man smed blot mere kul ovenover, mens man prøvede at holde branden i ave. Kunne denne kontrollerede brand have været en plan B?

The Californian sejlede i største hast med angivet kurs mod Boston, men stoppede pludselig d. 4. april midt i et område med isbjerge. Kaptajn Lord insisterede på at sove med alt tøjet på en briks på broen. Han beordrede også kedlerne til at være opvarmede og maskinerne på standby. Hvad forventede han?

Kaptajn Smith på The Titanic valgte en anden rute end den normale. Han modtog de radiosignaler, der kom fra The Californian, der fortalte, at dette lå standby, OG hvor isfeltet befandt sig - hvorefter han styrede sit skib direkte ind i det.

Det var helt normalt at sejle for fuld fart gennem områder med isbjerge. Ethvert isbjerg, der var stort nok til at beskadige en atlantkrydser, ville blive set i rigelig tid til at styre udenom. Så egentlig foretog kaptajnen sig ikke noget unormalt bortset fra, at han tog en omvej. Og at han også valgte at hvile fuldt påklædt i et rum bagved broen. Forventede han at blive kaldt på broen når som helst?

En styrmand stod på højre side af broen, da han så isbjerget ca. en kilometer fremme. I stedet for at styre udenom i fuld fart, som man plejer - fuld fart og styring giver fuld drejning - slog han han maskinen i bak, hvilket hæmmede skibets styreevne og øgede risikoen drastisk for kollision. Dette måtte han have vidst som fuldbefaren styrmand med licens til at føre en oceandamper.

Passagerne mærkede en uro i skibet, men det var ikke til at skelne fra lyden og fornemmelsen af maskinen og skruen på bak. Da skibet ramte isbjerget, blev det ikke bemærket som andet end lyden og vibrationerne fra en opbremsning. Isbjerget var drevet væk, inden det stod klart, at skibet var beskadiget. En del passagerer kom ud af deres kahytter, da maskinerne var stoppet. I de første 40 minutter, var der ikke andet at bemærke. Skibet skulle være ude af stand til at synke, havde man fortalt passagererne, så ingen var bekymrede for det. Den del kender vi alle som den officielle version. Men besætningsmedlemmerne i kredsen omkring kaptajnen opførte sig særdeles tilbagelænet. De vidste oven i købet, at der var ild i den store kulbunke 10 i lasten. De kan ikke have været uvidende. De vidste med andre ord sandsynligvis, hvad der var ved at ske. Men de vidste, at de ville blive reddet. De brugte herefter 45 minutter på ikke at foretage sig noget, hvorefter de nonchalant satte de sædvanlige nødprocedurer i gang: pumper, radiosignaler, redningsbåde, osv. Der gik en time og 25 minutter, inden den første nødraket blev sendt op!

Kun seks besætningsmedlemmer var på vagt, da skibet ramte isbjerget. To af dem druknede. To overlevede, hvoraf den ene ikke så noget, og den anden blev i hast overført til en stilling i Cape Town så langt som muligt fra det første søforhør i New York. Kun to var i stand til at blive indkaldt ved dette forhør. Den ene var særdeles nervøs og defensiv. Havde han modtaget særlige instrukser eller trusler forinden? Han gentog gang efter gang: 'Det så jeg ikke, det så jeg ikke, det hørte jeg ikke ...'.

The Titanic havde som bekendt modtaget radiosignaler fra The Californian med opgivelser af position. Men fra sin navigatør fik han opgivet en helt anden position ca. 12 mil ved siden af. Kaptajnen kunne se et skib i horisonten, men det var et helt andet skib. Kaptajn Smith kunne have sejlet sit skib derover, man han slukkede i stedet for maskinen. Regnede han med, at det var The Californian, og at det ville komme over til ham? Troede han, at det hele gik efter den aftalte plan? Han var som ovenfor beskrevet ikke den skarpeste kniv i skuffen.

På The Californian så man nødraketter. Kaptajn Lord spurgte gentagne gange sin besætning, hvad farve raketterne havde, og svaret var hele tiden: kun hvide raketter. Forventede han røde eller blå raketter? Midt imellem The Californian og The Titanic lå et fjerde skib, The Samson, der foretog ulovligt fiskeri med mindre både i vandet. De brugte hvide lavtflyvende raketter, så de kunne se hinanden i bådene. Kaptajnen fortalte flere måneder senere, at han havde set nødraketter fra et større skib, men at han ikke var sejlet derover på grund at sine ulovlige aktiviteter.

En af de overlevende fra The Titanic, Edith Russell, berettede, at officererne sagde til dem, at de ikke skulle bekymre sig, for The Californian ville komme tilbage og hente dem, hvis de ikke kom tilbage fra frokost. Man sendte endog nonchalant halvfulde redningsbåde afsted. Hvordan kunne disse søofficerer være forvissede om, at det var The Californian, de så i horisonten? Regnede de med, at det ville komme omgående og redde dem? Det var jo det forkerte skib, for The Californian var 19 mil væk afventende farvede raketter, som på grund af afstanden aldrig blev set.

På et tidspunkt måtte det være gået op for kaptajn Smith på The Titanic, at den planlagte redning ikke ankom. Man begyndte at fylde redningsbådene, for passagererne var ved at gå i panik.

Den anden overlevende officer, Lightholler, afgav søforklaring (i ordets anden betydning) fuld at selvmodsigelser. Han var i sin kahyt, sagde han, men han gav alle mulige oplysninger, som han ikke kunne have fået der. Han havde både set det hele og ikke-set noget. Han løj dernæst om det antal advarsler, der var ankommet om isbjerget for at det skulle fremgå, at isbjerget nærmest var kommet ud af den blå luft. Han hævdede desuden, at han havde tilbragt en halv time i vandet, inden han blev samlet op. Dette er ikke fysisk muligt, hvis vand er under frysepunktet og vandoverfladen kun er isfri pga. strøm. Et menneske kan kun overleve 3-4 minutter der. En sådan forklaring ville i dag blive pillet fra hinanden, men forhørsdommeren kunne ikke gøre andet end at tage sig til hovedet.

Da kaptajn Lord på The Californian blev klar over, at The Titanic lå derovre, startede han i fuld fart men for sent. Skibet var allerede sunket og et skib ved navn The Carpatia var ankommet og var ved at samle de overlevende op.

Da de overlevende besætningsmedlemmer, som ikke havde været på vagt, ankom til Southhampton d. 29 april 1912, regnede de med at skulle tilbage til deres familie. Men de blev tilbageholdt i 48 timer og tvunget til at underskrive forskellige papirer. De fik at vide, at skulle der lække oplysninger om svindel og forsikringshumbug, så ville de blive smidt i fængsel i 20 år uden job at komme ud til bagefter. Officererne vendte tilbage på The Adriatic og havde masser af tid til undervejs at afstemme deres udsagn til den kommende engelske søforklaring.

Herefter startede kapitlet om den britiske regerings medviden og medvirken. Det er utænkeligt, at en svindelsag af disse dimensioner kan have fundet sted, uden at kernepersoner i regeringen havde viden og gav deres godkendelse. Om denne godkendelse så har været frivillig og helhjertet er nok et spørgsmål. Den britiske regering havde ikke råd til, at et kæmpe værft i Belfast kunne blive nødt til at lukke og sende 20.000 arbejdsløse på gaden. Oppositionen ville få vind i sejlende, og den siddende regering ville tabe næste valg. Premierminister Lord Asquith var - eller blev gjort pinlig opmærksom på situationen og kraftigt mindet om, at J.P. Morgan havde indvilliget i, at man måtte bruge hans handelsflåde i krigstid - hvis det skulle blive nødvendigt. Husk årstallet 1912! Hvis rederiet The White Starline gik fallit, ville det være J.P. Morgan, der stod som hovedkreditor. England ville miste rådighedsretten over alle denne betydelige handelsflåde.

Premierministeren traf med al sandsynlighed sin beslutning med største ulyst og foragt for, at grådige og kyniske bankmænd som J.P. Morgan - og her taler vi om alle tiders mest magtfulde og mest kyniske slyngel i branchen - kunne diktere regeringer, hvad de skulle gøre. Man besluttede sig til at bringe en Lord Mercy på banen til at stå for undersøgelsen og afhøringerne. Denne var en dreven person med en særlig erfaring for den type cover-ups, der var brug for til at lægge låg på hændelser som disse og sørge for, at høringen blev obstueret og historieskrivningen forfalskedes i samme stil som det allerede udførte falskneri.

Høringerne afholdtes i et lokale med en umulig akustik, så tilhørerne havde problemer med at høre, hvad der blev sagt. Den person, der repræsenterede værftet, lavede hele tiden fortalelser, hvor han sagde The Olympic i stedet for The Titanic. Lord Mercy undlod at spørge om alle relevante emner, der kunne have afsløret svindlen, og pressen var mere interesseret i skandalen med en søofficer, Bruce Ismay, der burde være blevet om bord på skibet men var stukket af på en af de første redningsbåde. Erfarne søfolk kunne berette om, at selv på en måneløs nat ville der ikke være problemer med at spotte et isbjerg på 5-6 kilometers afstand, men det blev ikke ført til protokols eller dannede baggrund for konklusioner.

Hele høringen var en iscenesat hvidvask. Kaptajn Smith var ikke længere i live og kunne ikke fortælle om den beskidte deal, der var indgået endsige forsvare sig selv. Officererne blev ikke gjort ansvarlige, skibets konstruktion blev ikke gjort ansvarlig. Ingen havde et ansvar! Undtagen kaptajn Lord, som stod alene. Lord Mercy manipulerede hans udsagn og beskyldte ham for ikke at komme The Titanic til undsætning. Kaptajn Lord undlod at forsvare sig selv, da han trods alt havde været en del af svindelnummeret. Med den opmærksomhed, kaptajn Lord herved fik, trak han opmærksomheden væk fra alle de sensible emner.

Herefter forsikringssvindlen. Det rigtige The Titanic kunne forsikres for det fulde beløb på daværende 10 millioner dollars. The Olympic ville ikke kunne forsikres for nær det samme beløb pga. dets omfattende skader. Alene her var der et motiv for ombytningen. I dagene før forliset blev forsikringspræmien for The Titanic oven i købet hævet betydeligt, og Lloyds i London udbetalte efterfølgende 12.5 millioner dollars.

Hvad så med vraget, der har ligget 3/4 århundrede på bunden af Altlanten (kulegravningen fandt sted allerede i 80'erne)? Den sorte maling er faldet af på det meste af skibet, men det er stadig muligt at se områder med den originale grå grundmaling. Det var i øvrigt kun på The Olympic, at der blev brugt grå grundmaling. Billeder af skruen viser nummeret ..01 stemplet ind. Den oprindelige skrue på The Titanic havde nummer 401, men husk, at skruen blev udskiftet i Belfast, så dette er den originale skrue fra The Titanic, der burde have siddet på The Olympic. Fjernstyrede ubåde viser også konstruktioner i skroget, der ikke er originale. Det svarer nøje til de reparationer og forstærkninger, der blev indsat efter de to forlis.

Og så er der navnet. I 1986 undersøgte det franske oceanografiske institut og dr. Robert Ballard skroget, hvor de originale bogstaver i støbejern var indkapslet og overmalet. Stedet er gennemtæret af rust, og bogstaverne er faldet ud efterladende et hul svarende til formen. Det er bogstaverne M og P.
  • Titanic er det første skib i mands minde, der er sunket ved kollision med et isbjerg.
  • Kaptajn Lord forsøgte før sin død i 1962 flere gange at genåbne sagen for at rense sit navn, men uden held.
  • Lord Mercy blev tilsagt til at lede undersøgelsen om Lusitanias forlis - et andet britisk svindelnummer og cover-up.
  • Styrmanden, der først fik øje på isbjerget, begik selvmord i 1965.
  • Bruce Ismay forlod rederiet 12 måneder efter forliset. Alle omkring ham fik strengt forbud mod nogensinde at nævne The Titanics forlis
  • Det originale The Titanic sejlede videre i 25 år under navnet The Olympic. Det blev brugt af den britiske regering til troppetransport i 2. verdenskrig.
_____________________

    Det kan anbefales at se den fremragende engelske dokumentarfilm, der bygger på ovenfor refererede kulegravning af forholdet omkring det stykke mytologi fra det forrige århundrede, som de fleste kun kender fra en romantisk film med en ung Leonardo di Caprio og Kate Winslet samt en klam popballade sunget af Celine Dion.
    http://vimeo.com/40021362

    Og utidig spøg tilside, for selvfølgelig har vi alle hørt om Titanics forlis. Historien er blevet ikonisk. Det er blevet flittig brugt som udtryk for hybris/overmod. Det er blevet symbolsk for undergangen, som vi intetanende sejler imod, mens vi danser rundt på parketgulvet og drikker champagne. Det er historien om det usynkelige skib og moralen om videnskabens hovmod. Tro hellere på Gud. Det er forvarslet om de store katastrofer, der skulle komme - de to krige. Og det passer som fod i hose hos apokalyptikerne og eskatologerne, hvis man er til den slags. Vi er alle i samme båd, og dommedag er nær.

    Der kan være en vis sandhed i mytologier. Men bag myterne gemmer sig ofte en virkelig historie, der kan være endnu mere lærerig.

    lørdag den 8. september 2012

    Zombiernes tid

    af morton_h, the blogger

    Mennesket er et væsen, der synes at kunne gradbøjes i uendelige variationer. De fleste af dem ligger indenfor det menneskelige spektrum. Men det virker, som om et stigende antal menneskelige væsener er begyndt at udvise en adfærd, hvor man kan blive i tvivl om, hvorvidt de helt falder indenfor det menneskelige felt.

    I de gamle samfund lærte man at blive et menneske. Der var en viden om, at et menneske var noget, man blev og ikke noget, man pr. automatik var, fordi man blev født i en menneskekrop. Man var sig bevidst om, at menneskelig værdighed var noget, man vandt via en dynamisk og kvalitativ proces, og ikke en statisk engangsbillet, man fik stukket i hånden. Det er på en måde lignelsen om talenterne. Man var sig også bevidst om, at man kunne miste denne værdighed og glide bort fra det menneskelige spektrum.

    Dette er heldigvis ikke en saga blot. Denne praksis er stadig i live, mennesket er stadig i live. Men det virker, som om vores kultur har udviklet bagvendte læreformer, der trækker i den modsatte retning. Det virker, som om vi bliver udsat for en afhumanisering. Vel vidende, at der intet nyt er under solen, virker det samtidig, som om denne afhumanisering er sat i system i en grad, der ikke er set tidligere.

    I denne blog dykker vi ned i Dystopia - tag en dyb indånding eller vælg ikke at læse den.

    Der synes at være fem retninger, der peger væk fra det humane felt:
    • dyremennesket
    • det infantile menneske i voksenkrop
    • vampyrmennesket, misbrugeren, psykopaten
    • zombiemennesket, robotten, individet uden egen vilje. 
    • det stupide menneske, det neddummede og disinformerede menneske
    Disse retninger glider umærkeligt ind over hinanden og blander sig i forskellige hybrider. Fællesnævneren er tabet eller fravalget af den frie vilje, der er et af de særlige kendetegn ved den menneskelige tilstand. Vi er alle i et eller andet omfang udsat for disse påvirkninger, og vi bærer alle rundt i en eller anden gradbøjning på disse typer, som her beskrives som netop stereotyper og i grov udskæring.

    Dyremennesket

    er ikke at forveksle med dyret, der i sig selv altid har en særlig unik og autentisk værdighed. Dyremennesket er individet, der myrder, æder og knepper. Det er grådighedens og misundelsens amok. Det er den perfekte soldat og den perfekte børsmægler. Især soldaten, for børsmægleren er en mere kompleks figur, der indeholder flere afhumaniserede typer.

    Dyremennesket har det tilfælles med det infantile menneske, at det altid går efter øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Heller ikke at forveksle med barnet i sig selv, hvis værdighed og autencitet beror på dets uskyld. Men da det voksne menneske hverken burde være et barn eller et dyr, er der tale om en pervertering, en afsporing og en uværdighed.

    Dyremennesket befinder sig ofte i flokke, hvor flokkens grundtilstand er den laveste moralske fællesnævner. Det mærker kampen og blodet, der raser. Det er hooligans til en fodboldkamp, der smadrer dem, der holder med det andet hold. Det er autonome i gadekampe med unge politifolk, der på ingen måde har lyst til at slås med dem, men som er udkommanderet af kyniske politikere - en anden afhumaniseret type - til at gøre deres beskidte arbejde. Det er 70 unge indvandrere, der tiltvinger sig adgang til en skadestue for at smadre en person, som overlevede deres første angreb. Det er amerikanske soldater, der rykker ind i Irak på tanks, mens de hyler 'yippie-ka-yo-motherfucker' når de smadrer en landsby. Det er udhungrede beboere af et favela-ghetto-slumkvarter, der er drevet så langt ud og ned, at de kun har ren overlevelsesinstinkt tilbage. Det er publikum i en musikfestival, der tramper individer ihjel i deres brunst efter at komme så tæt på guitarguderne på scenen som muligt. Det er unge fra forstæderne, der i eksplosiv / angstfyldt druk- og dope-rus vader i flokke gennem strøget kl. to om natten - med kniv i lommen. Det mest skræmmende er, at det er din tidligere nabo i den særlige situation, hvor nogen har iscenesat en borgerkrig (som ALDRIG er borgernes eget initiativ og derfor ikke deres krig), som angiver dig, og som hiver i snoren, når du ligger i guillotinen.

    Ikke at forveksle med vrede og indignation over uretfærdighed og selvforsvar mod overgreb, bønder med høtyv, der har fået nok. Men den revolutionære hob - den styrede, manipulerede vrede, der er spændt for en vogn - kan kun drives fremad ved at kanalisere vreden over i dyremennesket og zombiemennesket, til flokken, der bisser som gnuer i en hjernevasket blind tro på retfærdigheden i ødelæggelse. Selve rusen, lystfølelsen, orgasmen over den voldsomme kollektive energi, drivkraften i den fascistiske hob, hvor asfalten koger - det er dyremenneskets tilstand. Hvis man til den manipulerede sociale indignation tilføjer endnu et potent giftstof: religion, der fratager/fritager en for evnen og forpligtelsen til at tænke som individ (zombificering), så har vi de kristne, jødiske og muslimske fanatikere i fortidens og nutidens konfliktscenarier, vi har de koptiske horder, der vandaliserede den ultimative egyptiske verdenskunst i templerne og de store biblioteker, vi har de muslimske vandaler, der sønderbombede uerstattelige Buddha-figurer i Afghansistan, vi har fascistiske og kommunistiske autodafeer (bogbrændinger) og pogromer - først myrdede de jødiske bolsjevikker løs på 10 millioner russere, så myrdede nazisterne løs på 5 millioner jøder, romaer og andre udhængere. I da myrder zionisterne løs på palæstinensere og arabiske naboer ... listen er alt for lang, vi stopper lige her.

    Vi har så meget biologisk til fælles med dyrene, at vores civilisation kan betragtes som et tyndt lag fernis over dyretilstanden. Der skal under de rigtige-forkerte betingelser forbløffende lidt til at rive tæppet væk og få flokdyrene til at gå amok på hinanden eller en anden flok. Den rette provokation med frygt, vrede og had - altid kombineret med løgn og uvidenhed - kan få mennesker, der i generationer har boet dør om dør som fredelige naboer, til at slagte løs på hinanden. Vi så det i Balkan for nylig. Vi så det i Rwanda. Vi ser det lige nu i Syrien. Det er en fast ingrediens i enhver borgerkrig. Og borgerkrige - dette er en påstand, jeg i stigende grad ser verificeret - er ALDRIG startet af borgerne selv! Navnet er misvisende som sådan. Det skal noget særligt til, som implanteres udefra eller oppefra for dernæst at udløses indefra. Det er en kunstig skabt, manipuleret dyriskhed, der fremkommer.



    Det infantile menneske
    ligger i forlængelse heraf. Fællesnævneren er barnets og dyrets uskyld i en perverteret form. Det har at gøre med flere ting.

    For det første fratages børn i dag deres barndom. Børn gøres ansvarlige for alt muligt, fordi de afmægtige voksne ikke kan finde ud af det selv. I den pædagogiske verden var der for 10-15 år et trendy slogan, der hed 'ansvar for egen læring'. Skolebørn blev for tidligt gjort hovedansvarlige for, at de lærte noget. Børnehavebørn bliver sat til at lave skoleforberedende arbejde.

    For tiden vælter en seksualisering og for tidlig voksengørelse af mindreårige indover dem via reklamebranchens kyniske targetting af dem som målgruppe. Piger gøres til tidlige sexobjekter, de går i prinsesse-bitch-skole allerede som 5-årige. Senere bliver de udsat for kønsforvirring. Kvinder bliver maskuliniseret, mænd bliver efeminiseret. Bukserolle-bitchen er rollemodel for karrierekvinden. Bøsserollen bliver påduttet mænd via homo-kapringen af modebranchen. Begge dele bliver fysiologisk understøttet af et utal af hormonforstyrrende midler overalt i vores miljø.

    Overgangsriten, der bragte barnet over i en voksen tilstand er forsvunden. Konfirmation er en udvandet udgave af noget, der var engang. Resultatet er unge mænd og kvinder, der opfører sig som teenagere - forever! Vi har set dem arbejde sig op i 20'erne, ind i 30'erne og nu ind i 40'erne. Og babyboomerne, 68'erne, der var den første generation, for hvem det begyndte at gå galt, er nu i 60'erne. En del af dem er omsider blevet voksne, mens andre stadigvæk har livslange hængepartier. Som Niels Skousen synger: 'Det er ikke sådan, at jeg er egentlig utilfreds. Det er bare en bagskid, der har varet siden 68'.

    Ægte ritualer er forsvundet og blevet til legestueritualer. Jul er blevet et plastikshow i stedet for det oprindelige vintersolhverv, fejringen af naturens genfødsel, der i kristen tid mellemlandede som Kristi genfødsel (en lang historie for sig). Brylluppet er blevet et narcissistisk egotrip for den prinsesse-trænede tøs. Efter det stylede glamourorgie mister hun interessen for sin mand og den uundgåelige skilsmisse er nært forestående. Halloween er blevet til latterlige spøgelser og græskarmænd i stedet for den oprindelige Alle Helgensdag eller Alle Sjælesdag. Man skal helt ud i afsides mexikanske landsbyer for at opleve the real thing: De Dødes Dag, hvor man tænder lys på kirkegården og bliver der hele natten for at mindes og ære ens afdøde forfædre.

    Der er i øjeblikket en ungdomsgeneration, der vokser op næsten helt uden ritualer, der knytter an til en tradition. Det er samtidig den historieløse generation, der er strandet i nuet. Til gengæld opfinder de alle mulige erstatningsritualer, der har med druk, hor, vold og stoffer at gøre. Ofte af ydmygende og nedværdigende karakter, hvor det går ud over nogen. På denne måde er deres hverdag i virkeligheden gennemritualiseret. En fest var i de gamle samfund en fejring af at have opnået og fortjent noget. Noget blev fejret i taknemlighed. I dag er der jævnthen fest hver eneste dag uden anden påviselig grund end kedsomhed. Måske en grundfornemmelse af uvirkelighed, af afskårethed fra en meningsfuld indre virkelighed. Som erstatning blinker et tag-selv-bord af ydre virkeligheder, som man kan hengive sig til og forsvinde i. Glemsel.

    Nogen har kaldt det, der er sket for en tivolisering eller disneyficering af vores kultur. De tidlige film fra Disney stadig kunne have noget af den farlighed, som de ægte eventyrer har. Eventyr er slet ikke for børn, når man nærlæser dem. Der foregår grusomme ting, og karaktererne er yderst virkelige og ubarmhjertige i deres afbildning af arketyperne i vores indre verden. Snehvide og Troldmandens Lærling har stadig deres bid. Personligt var jeg dybt foruroliget over musen, der satte kræfter i gang, som var ganske ustyrligt umulige at stoppe. Har enhver rask dreng ikke oplevet det, når han skulle lege med fars motorplæneklipper, som løb løbsk, raserede naboens hæk og et par tulipanbede, inden den gamle kom styrtende, reddede stumperne og stoppede uhyret? Det er fandme uhyggeligt, du! Dernæst den fortjente skideballe. Eller hvad med heksen i Snehvide, der styrtes i kløften af dyrene. Det er barske løjer.

    Men så gik det galt for Disney. Kiplings vidunderlige klassiker Junglebogen blev til en tandløs historie om den feje tiger, der stikker af med ild i halen, og den sjove men ynkelige læspende spytslikker af en slange (et typisk kristen fordrejning af slangevæsenet). Herefter handler det mest om, at dyrene kan danse, synge og spille jazz. Hos Kipling er Sheere Khan derimod en mægtig og grusom fjende, der ikke kan undervurderes. Den ender sine dage ved at blive trampet ihjel af bøffelflokken i kløften. Da drengen Mowgli flygter for sit liv jaget af blodtørstige aber i skovruinen, falder han ned i slangehullet til kvæleren Kaa. Kun hans diplomatiske evner redder ham fra at blive ædt. Han indgår en deal med dyret om at lokke aberne frem i månelyset midt i ruinen - så slangen kan paralysere dem og æde dem i stedet. Sagde jeg, at det ikke var for børn? Jeg æder mine ord igen, for det er netop den slags ægte eventyrfortællinger, der lærer børn at begå sig i virkelighedens verden - både den ydre og den indre.

    Underholdningsbranchens disneyficering og kapring af vores bevidsthed kan ikke undervurderes. Dens tentakler stikker ind alle vegne, og dens medier har en overvældende og totalitær styrke. Den har som en kæmpe gople formået yderligere at æde den politiske verden. Man behøver blot at overvære 10 minutters amerikansk valgkamp for at opdage det. Det er Bubber på steroider. For ca. 10-12 år siden ankom stilen til denne del af verden og dens politik, og demokrati er nu blevet en hul parodi.

    Når man overværer en politisk diskussion mellem, hvad der måtte formodes at være voksne mennesker, er det ofte forstemmende at opdage, at de taler og agerer som børn i en sandkasse. På sidelinien sidder journalisterne, der kaster små stykker lakridskonfekt ind i arenaen, som møgungerne så slås om. Vi er tilbage til skolegården, hvor der står en klump omkring to kamphaner eller -høns, der river håret og ørerne af hinanden, mens hoben råber 'heja-heja!' Personligt har jeg smadret fire par briller på den konto, men jeg holder af at tænke på, at jeg fik det overstået i skolegården, før jeg fyldte 12 år, så jeg ikke behøvede at gentage det alt for meget siden.

    Helt fri kan vi nok ikke sige os selv for at falde i barnagtighedens grøft. Det er trods alt det, som megen satire bygger på: de voksne, der opfører sig som reagerende børn. Men det fortæller jo om komikkens og humorens alvor. Vi har svært ved at se det, men i satiren bliver det tilladt at være alvorlig, fordi vi samtidig griner af det. Derfor er den bedste satire den selvironiske, hvor komikeren sætter sin egen røv i klaskehøjde. Jeg er meget lidt for komik i Kasper Christensen's tæskeholdsstil, der dannede skole for år tilbage. Den består som regel i, at få noget til at gå ud over andre. Den form for komik tager billige kegler på andres bekostning, og der blev rent faktisk udført en rituel offerhandling. Folk tænker: godt det ikke er mig, det går ud over. Det er regulær mobning for åben skærm. Det minder for meget om romersk underholdning, hvor slaver blev smidt for løver og andre vilddyr. Menneskeofring er ulækker!

    Men komik er ikke infantil i sin natur, nødvendigvis. Fordi dens mål er, at skildre det infantile, bliver den ikke nødvendigvis selv infantil. Der er bare ankommet en stil i dansk TV-regi, som er blevet mere og mere infantil. Det samme må være sket med publikums præferencer. Der er rigtig meget prut-og-bæ og mobning = underholdning for tiden. Der er for meget skolegård over satiren.

    Det infantile består i, at vi reagerer i stedet for at reflektere. Det er forståeligt at børn reagerer, og at der skal en læreproces til for at kunne udsætte reaktion til fordel for reflektion. Det er det, der kaldes at blive voksen. Og her kan man godt falde i noget begrebsforvirring. At bevare sit sunde barnlige instinkt for at lege burde være enhver voksens bedste dyd. Livslang leg, ja-tak! Leg er den ultimative læremester. Det handler om at få sin barn helskindet med over i sit voksenliv. Det infantile menneske og det legende menneske har intet med hinanden at gøre. Hertil må desværre siges, at dette instinkt allerede er blevet myrdet hos mange mennesker, mens de var børn. Det sørgede det preussiske skolesystem for, der dominerer den vestlige verden. Skolen er ikke et drivhus men en opdragelsesanstalt. Vi glemmer at lege og lærer hermed ikke at tænke selv. Barnet døde som 8-årig, og den voksne indfandt sig ikke efter puberteten. Et ægte paradoks? Nej! Uden at du har været barn for alvor, bliver du aldrig voksen.


    Vampyrmennesket
    er en gyserklassiker. Men det er samtidigt en mennesketype i uhyggelig vækst for tiden. Det handler hverken om tandgrever fra Transsylvaninen eller gedeblodssugende bæster med vinger fra Mexico. Og slet ikke om vampyrflagermus, som jeg aldrig har hørt om forgribe sig på mennesker. Så skal man nok hellere være bekymret for malaria- og tigermyg - eller skovflåter. Det handler om energi-vampyrisme, om underskuds- og misbrugermennesker, der fodrer sig selv med andres livsenergi.

    Fænomenet udfolder sig både på 1-1-basis (det kannibalistiske ægteskab), i mindre grupper og i de helt store sammenhænge, hvor hele nationer, transnationale virksomheder og institutioner suger energi ud af andre enheder. Det, der foregår i den globale finansverden for tiden, er skinbarlig vampyrisme. Gangster- og mafiavæsen er vampyrisme. Amerikansk og britisk neo-imperialisme er vampyrisme. Medicinal- og fødevarebranchernes kreation af livslang afhængighed af drugs og junkmad er vampyrisme. Læg mærke til at 'drugs' både betyder medicin og narko. Same-same.

    I underholdningskulturen og med ungdomsårgangene som målgruppe kører der for tiden et besynderligt fænomen: heroiseringen af vampyren, vampyren som rollemodel. I 90'erne var det psykopaten og seriemorderen, der blev facinationsobjekt. I dag er det hære af blege, anæmiske vampyrer, der før lurede i dybet, men nu er trådt frem fra twilight-zonen og lever blandt menneskene. Gerne iført eye--liners. Hvor de før var at finde i katakomber, kloakker og krypter, går man nu nærmest i klasse med dem. Dette er den mere dystre side af Disney og Hollywood. Vi vænnes til at acceptere, at misbrug er en integreret del af vores liv og bevidsthed, og at vi alle sidder som blodsugere i nakken på hinanden. Vi er lammet af gensidigt underskud og blodmangel.

    Der er igen en grøft at falde i her. Menneskelige relationer bygger på en udveksling af energi. Også i sunde relationer sker denne udveksling. Men i den perverterede form er det patologisk. En vampyr spørger ikke om lov, og dets offer er ikke en frivillig bloddonor. Der sker ikke en udveksling af energi mellem ligesindede, autonome væsener.

    Vampyrmennesket og zombiemennesket har det tilfælles, at de har mistet deres frie vilje. Men hvor vampyren er det lurende rovdyr, der årvågent venter på chancen til at forgribe sig, når dets offer er mest blottet, så er zombien en søvngænger, der agerer som redskab for andre uden selv at have den mindste anelse om det. Vampyrmennesker er psykopater/sociopater og er ganske virkelige skikkelser. De er nøje beskrevet blandt psykologer og psykiatere, selvom de går under andre navne, og de er velkendte for deres evne til at snuse sig frem til deres ofre i løbet af uhyre kort tid. Det siges, at en psykopater kan mærke med det samme, om der er en anden psykopat til stede i lokalet. De kan også mærke, hvem de kan overfalde og klæbe sig fat i. De er yderst socialt og psykologisk intelligente, men de har ingen som helst empati. Deres charme og karisma kan være formidabel, og de synes som korkpropper at være i stand til at stige til tops i institutioner og virksomheder. Det fortæller samtidig noget om virksomhederne, når de i så høj grad gør brug af psykopater. Psykopaterne er nyttige at have ved hånden, når der skal fyres 5000 medarbejdere eller implementeres destruktive markedsstrategier, der tværer menneskeliv ud et andet og uvedkommende sted på kloden.

    Varmpyrer/psykopater findes ofte i særdeles høje positioner med indflydelse på mange, mange menneskers liv. Ikke så underligt, at det hele går ad helvede til for tiden. I dette land har vi fx. haft en statsminister, der har ført sit land og sit folk ud i fem angrebskrige i nyeste tid - alle baseret på løgn og kynisme.


    Zombiemennesket
    i dag har temmelig mange ansigter og former, så det er svært at begynde. Det indeholder derudover elementer af de øvrige typer. Klassisk zombificering er dog et velbeskrevet fænomen, og det kan skabes kunstigt via kemi. Det kan sandsynligvis også skabes via elektronik, da der altid er en elektronisk komponent i kemi. En zombie i den forstand er et fænomen, der kendes fra Ghanesisk-Nigeriansk Yoruba-kult og efterkommere af slaver derfra, som endte i bla. Haiti, Benin og den Dominikanske Republik. Her kendes det i form af en synkretistisk kuld kaldet Vudon eller Voodoo. Det findes også i Brazilien kendt under navnet Candomblé. Zombificering er en kemisk påført hjerneskade (via en substans kaldet coup de poudre med formodede hovedingredienser indeholdende Tetrodotoxin udvundet fra en tudseart og en fisk), og som får individet til at miste det, de gamle kulturer ville kalde sjælen. I Haiti, hvor der hvert år rapporteres om ca 1000 tilfælde af zombificering, ligestilles det med overlagt mord.

    Fænomenet er lige så gammelt, som du kan forstille dig, så heller ikke her er der noget nyt under solen. Det er sandsynligvis heller ikke isoleret til en bestemt vestafrikansk kultur, men har været kendt flere steder i den præantikke verden i shamanske kulturer andre steder i Afrika, Asien (Japan og Korea fx.) og den Nye Verden. Og som alt ovenstående drejer det sig her om, at tilsyneladende nutidige fænomener har fået en forklædning ovenover noget meget gammelt. Det har fået et boost via teknologiske landevindinger.

    Vi taler ikke her om det i denne etniske sammenhæng. Begrebet kan udvides til et langt bredere fænomen, der har at gøre med mennesker, der enten via en påvirkning, de frivilligt har udsat sig for eller ufrivilligt - ofte forført - er blevet udsat for, hvorved de er henvist til et viljeløst liv og efterfølgende kontrol udefra. Vi taler om alle tænkelige gradbøjninger.

    I modsætning til den underkuede slave ved zombien ikke, hvad der er på færde. Vedkommende er også en slave, men underkuelsen er mere fundamental. Slaven vil stadig kunne gøre oprør og sætte sig fri under de rette betingelser. Med zombien er det anderledes, da vedkommende skal vækkes fra en dyb søvn først. I den haitianske version er det fysiologisk umuligt, da den selektive hjernedød er indtruffet permanent og kun bevægeapparatet er intakt.

    Hvilke gradbøjninger taler vi om? Lad os vælge mobiltelefoni og gå lidt i dybden her.

    Millioner, muligvis milliarder af mennesker går rundt med en mobiltelefon. Den kan være uhyre nyttig og kan bruges på alle mulige måder. Men da sms-kulturen for alvor slog igennem og smartphonen kom frem, skete der et skift. Folk er blevet 'switched', og der blev etableret en usynlig wire fra apparatet til folks hjerner. Brugen har medført en stærk og for nogen ubrydelig vanedannelse. Folk vader bogstavelig talt rundt som zombier i offentlige rum, i bil, på cykel og til fods, mens de mentalt set befinder sig i et helt andet rum. Smartphonen er med rette blevet kaldt for 'det nye kokain'.

    Som cyklist lægger man især mærke til de mange unge piger og kvinder, der angstfyldt klamrer sig til deres device eller febrilsk hiver den op af lommen hver eneste gang, de standser for rødt lys for at se, om der måske skulle være kommet en ganske ubetydelig blob fra veninden eller kæresten. En del drenge/mænd har fulgt trop. Drengene er de nye piger. Det forventes, at man svarer indenfor ganske få minutter, hvis man ikke vil hægtes af socialt - eller rettere fordi man så tror, at man bliver hægtet af. Dette er den psykologiske side af mobiltelefoni. Men der er også en fysiologisk, som de færreste er klar over, og som muligvis er endnu værre, for der slet ikke bliver talt om det.

    Den tyske nuklearmediciner dr. Manfred Doepp har målt effekten af den fysiske kontakt med mobiltelefoner, der holdes op foran hjernen. Det er vel at mærke ikke de samme målinger, som mobilselskaberne hævder at harve udført og som bruges til at argumentere for, hvorfor det skulle være ganske ufarligt at tale ubegrænset i mobiltelefon. Manfred Doepp har en taoistisk indfaldsvinkel til det, og der findes særlige metoder til at måle menneskets chi, dets livsenergi. Tre minutters mobilsamtale nedbringer livsenergien med 15 %, og den kommer ikke op igen samme dag - medmindre man ved, hvordan man hæver sin chi og bliver 'de-switched'. Fysiologien bag er, at den meget kraftige sender, der sidder i en moderne mobiltelefon - vi er oppe på 3G og snart 4G som standard - udsender det, der kaldes longitudinalbølger. Disse lydbølger under det hørbare område skal have en afledning for at neutraliseres. Da de ikke finder anden mulighed i nærheden, bruger de det nærmeste elektriske system, der findes: den menneskelige hjerne.

    Som energifølsom person kan jeg tydeligt mærke, hvordan mit øre og den højre del af hjernen begynder at 'koge' efter et par minutters mobilsamtale. Det samme sker i nærheden af computere, wifi-sendere, højspændingsledninger og andet elektronisk udstyr. Manfred Doepp kalder det stærkt forøgede felt af elektro-magnetiske frekvenser, vi bliver udsat for fra alle sider: elektro-smog. Effekten af det er - og det er netop ordet han bruger: zombificering. Det er i særdeleshed i Vesten, vi har et stort problem, for i Rusland fx. er der langt strengere regler for elektronisk udstyr i forbindelse med mennesker. Vi tillader 10 gange så høje værdier, fordi vi ikke anerkender problemet. Det skyldes uden tvivl den totalitære markedsføring, som virksomhederne i Vesten har haft lov til at udsætte deres befolkninger for. Vi ynder at kalde det for frihed, frit marked og demokrati - virkeligheden er anderledes.

    Derfor er det ret skræmmende, at helt små børn, hvis hjerner overhovedet ikke er udviklet, får stukket en mobiltelefon i hånden. Vi aner over hovedet ikke, hvad vi udsætter dem for. Hvis nogen efterfølgende skulle finde på at tage mobilsutten fra de små tilvænnede kræ, vil der opstå et ramaskrig, på samme måde, hvis de ikke får deres dosis af sukker-sodavand (sukker: en stærkt vanedannende kronisk forgiftning). Det nye elektroniske kokain har for længst gjort sin effekt.
    Et par gode råd: du behøver ikke at afskaffe mobilbamsen eller computeren. Gør i stedet for nogle simple tiltag: brug headset med ledning. Sørg for at fjerne selve mobilen 20-30 cm fra hjernen. Lad være med at placere mobilen tæt på hjerne, hjerte og underliv. Altså ikke i bukselommen. Lad også være med at sidde med en bærbar computer på skødet. Og lad for himlens skyld være med at sove med din mobil-dildo under hovedpuden ! Anskaf dig dernæst en afledende device, som kan monteres på mobilen eller hænges om halsen. Der findes visse krystalformer, der har unikke evner til at aflede. Anerkend til sidst, at du er et højt avanceret elektrisk system, hvis optimale performance er dybt afhængig af ikke at blive forurenet. Lær dig derfor de 3-5 de-switching-chi-gongs, der renser hjernen og for en tid fjerner elektro-smog.
    Vi kunne gå ligeså meget i dybden med følgende: medicinforbrug, alkohol, rygning, indtag af sukker, hvidt brød, ludomani, computerspil, adrenalin-kick i hård work-out eller ekstremsport, hash og hårde drugs: kokain, morfin, heroin. Læg dertil alle de pilletrillede designerdrugs, der skøjter rundt i natte- og party-party-livet. Vi behøver blot at se billeder at et opiumsvrag for at vide, hvad en zombie er. Helt sløve, døde øjne, apatisk adfærd, gerne i liggende position, da den næsten afsjælede krop ikke længere orker at rejse sig op. Stadiet før fysisk død. En zombie i haitiansk forstand er 'en levende død', en slags høne uden hoved, der render rundt, indtil den dør. En zombie lever aldrig længe. Og den vil ikke kunne fortælle, hvad nogen fik den til at gøre, mens den rendte rundt uden hoved.

    Da englænderne begyndte på deres kampagne af forgiftning af den kinesiske befolkning med opium i 1800-tallet, var formålet at passivisere millioner og atter millioner af kinesere, hvoraf mange af dem omkom. Det var rent folkemord. Men vi må gøre os klart, at verdens drughandel stadigvæk styres fra samme sted, som dengang: The City of London, og den styres af de folk, der ejer det meste af, hvad der er værd at eje i verden. Det er deres netværk og de forgreninger, vi finder i efterretningsvæsenerne, der står for et af de  overhovedet mest indbringende forretningsforetagener: drughandel.

    CIA's direkte indblanding burde være bekendt for dem, der har studeret sagerne. Før amerikanerne invaderede Afghanistan var opiumsproduktion reduceret til omkr. 15%. Efter den amerikanske invasion er den steget til 100% igen i forhold til sit maksimum nogensinde. Dette er ikke et tilfælde. Det militær-industrielle kompleks kan ikke skaffe sig nok midler ved at brandskatte den amerikanske befolkning, så derfor har man fundet en andet sikker indtægtskilde til de såkaldte 'black budgets'. Det er derfor, de var aktive i Den Gyldne trekant under Vietnamkrigen. Der er derfor, de er aktive i Colombia. Det er derfor, at en meget stor del af de penge, der florerer på Wall Street er narkopenge.

    Siden 60'erne er det væltet indover den vestlige verden med alle variationer af drugs. Det er derfor alle de zombificerede misbrugere blandt især unge (en sammenhæng, de færreste har fået øje på, og en tanke som ikke ret mange unger har lyst til at tænke til ende), der er med til at betale for de krigshandlinger, der foregår rundt omkring i verden - suppleret af de formidable indtjeninger, der sker ved våbenhandel. Krig skaber efterspørgsel efter våben, der skaber mere krig, der skaber mere efterspørgsel efter våben, der skaber …. Heller ikke ret mange unge hashrygere har lyst til at tænke tanken til ende om, at de har været direkte medvirkende til, at bander har stukket hinanden og en stak fuldstændig uskyldige ned på grund af at DE har købt dealernes drugs. Vi holder jo bare fest - hvad har det at gøre med ham den italienske turist, der blev stukket ihjel af en kniv på Nørrebro uden grund? Det var jo ikke mig, der gjorde det! Nej, din kvajpande, men det var dig, der finansierede dem, der gjorde det!

    En anden betænkelig virkning ved, at så mange unge render rundt og er permanent forgiftede af drugs, er, at netop den del af befolkningen, der potentielt kunne have frisk energi til at stille sig i vejen for hele misbrugs-imperiet, jævnthen er faldet til patten. Og dette er ikke tilfældigt. Giv dem mobilbamser, giv dem en masse sukkermad, giv dem noget dope, giv dem rave-parties, giv dem computerspil med masser af vold, giv dem reality-TV, giv dem hore-druk-dope-orgier på Ibitza. I USA giver man dem oven i købet i voldsomt omfang psykofarmaka - endda i folkeskoler !! Utilpassethed ses som et psykiatrisk anliggende. På det seneste har vi set en række high-school-serial-killings, der alle næsten med garanti har forbindelse med indtagelsen af psykofarmaka. Giv dem afledning af opmærksomheden og svækkelse af åndsevner over hele feltet. Så finder de aldrig ud af, hvad der skete for næsen af dem og bag deres ryg, og så er der ingen modstand mod 'konstruktionen'.

    I 60'erne opstod der en masse kult og romantik omkring drugs. Free your mind og alt det shit! Der var kult omkring Timothy Leary (CIA-agent), Gordon Wasson og magic mushrooms (hi-level CIA-agent). CIA udførte en række forsøg kaldet MK-Ultra, der handlede om, hvordan man kunne zombificere og fjernstyre mennesker. Forsøget er aldrig afsluttet. Soldater blev i første omgang forsøgskaniner. Via det kultiske hype, som LSD'en fik, blev det til et langt mere omfattende eksperiment. Millioner og millioner af unge overalt i verden, især i vesten, deltog i dette social-psykologiske eksperiment, der oprindelig var sat i værk af et skrupuløst efterretningsvæsen, der søgte efter endnu en metode til at kontrollere og hjernevaske mennesker. Det blev et gigantisk 'project mind control', og hippierne var de første, der frivilligt deltog i dette rotteforsøg.

    Luk op for et modemagasin og se de glittede fotoserier med blege, anæmiske hybrider af vampyr-zombier, typer der er så trash-casual, at de ligner et heroinvrag på Andy Warhol. Kvinder fedt på kroppen, bøssoide mænd uden nosser. Kunst- og modeverdenen har fusioneret om at promovere denne ret utilslørede dope-livsstil.

    Her er der endnu en grøft at falde i. Vi bør sige, at brugt på den rigtige måde, med den rigtige viden (den skal være stor!) og med den rigtige intention, kan der være tale om bevidsthedsudvidelse med spirituelt potentiale. Det skal dog være en del af en særlig praksis i et lukket rum. Dette rum skal være helligt = helliget et særlig formål. Det skal være velforberedt, og der skal være seriøs efterbehandling. Salvia Divinorum fx. er på ingen måde et partydrug, og selve den nærdødsoplevelse, der kan optræde, kan være så anti-vanedannende, at det i sig selv er en garant mod misbrug.

    Enthogene substanser har traditionelt været omgærdet af særlige regler til beskyttelse af individet og dennes omgivende samfund. Det var netop disse beskyttende cirkler, der blev brudt, da drugkulturen boomede i 60'erne, og hvor vestens flippede horder hoppede på den giftige limpind anbragt af CIA og senere gjort salonfähig med steder som Esalen Institute i Californien. Vi tør næsten ikke tænke på, hvad militæret har fået ud af deres forskning og efterfølgende gigantiske kollektive rotteforsøg. Hvad skal der til for at vække og aktivere den sovende zombie og få dem til at gå amok. Den manchusiske kandidat er ikke blot en film, for Hollywood viser os hele tiden små teasere på en dyster virkelighed. Hvordan fik de fx. lige ham den rødhårede satan til at gå amok i USA forleden?

    Ultimativt åbner zombificering sig som en række sluser af gigantiske dimensioner. Ordet man skal lære sig her er: transhumanisme. Implantatet af maskindele i mennesket, der giver mulighed for en direkte sender-transmittor-styring af et menneske - eller hvad man herefter kalder det. Nanoteknologien omdefinerer begrebet 'maskindel' til cellestørrelse eller mindre. Men transhumanisme er for stort et emne, så jeg efterlader det her.

    Det stupide menneske
    Hvis en total eller delvis robotgørelse af individer i større skala er ekstremt - men på ingen måde synes umulig eller utænkelig i dag - så kan den store dyne af fordummelse og uvidenhed om, hvad der foregår i verden både derude og for næsen af os, siges at være en gradbøjning og et veletableret fænomen.

    Der synes at være en afgrund til forskel på det fåtal af mennesker, der er vidende om de paradigmatiske grundpiller, der har dannet vores kollektive selvforståelse og de uhyre mængder af folk, der absolut ingen anelse har om disse. Jeg vil prøve her ikke at undervurdere viden, der findes blandt grupper af mennesker, endog ganske store grupper, men som aldrig bliver formidlet til os i vores filtrerede medieindpakkede vestlige civilisation. I civilisationens randområder - sådan opfatter vi dem, for vi ER jo selve civilisationen - har man ganske andre historier at fortælle.

    Et eksempel. Hvis man taler med en beboer i den del af de fillipinske øer, hvor befolkningen er muslimer, kan de berette om det gigantiske folkemord, der foregik her i årene efter en spansk-amerikanske krig i 1898, hvor amerikanske soldater blev beordret til nådesløst at henrette alt hvad der rørte sig af mænd og kvinder, børn og gamle på disse øer. Landbyer blev brændt ned, kemikalier blev smidt ned i de huller, de selv var blevet beordret til at grave, så ligene forgik hurtigt og ikke efterlod beviser for udåden. 3 millioner mennesker omkom! Begrundelsen var, at disse øboere tilhørte en laverestående race, som fortjente udslettelse. Som den amerikanske præsident sagde: We want the Filipines, not the Filipinians!

    Har du over hovedet hørt om dette præ-nazistiske folkemord i skolen (andet ord findes der næppe for det)? Har du set dokumentarfilm om det? Verdenshistorien er ikke skrevet endnu, for der er 100-vis af beretninger i samme skala om hændelser, der aldrig er nået frem til dig og mig. Kun ad kringlede omveje kan vi nå frem til dem, og hvis man forholder mennesker, der burde vide noget om dem via deres position, vil de benægte dem hårdnakket, fordi de jo også har gået i skole og set fjernsyn.

    Hvor meget har du hørt om amerikanernes perfide krig mod japanerne, hvoraf Pearl Harbour og 2. verdenskrig kun er en brøkdel? Hvor mange ved, at USA olieembargo (Japan var helt afhængig af USA på det punkt) før og under krigen betød dødlignende fattigdom for den japanske nation, så man under krigen måtte ty til kanibalisme. Man åd simpelthen de piloter, der blev skudt ned. Vidste du, at den tidligere amerikanske præsident, George H. W. Bush blev skudt ned som marine-navigatør (pilot med speciale i operationer fra hangarskibe) og kun med nød og næppe reddede sig fra denne skæbne, fordi en ubåd samlede ham op i sidste øjeblik? Der findes et videoklip, hvor en japansk diplomat joker med ham ved et møde, og siger: 'Det var vel nok heldig, at den ubåd dukkede op dengang', hvorefter Bush omgående bliver dårlig og kaster op udover armlænet på stolen. Og hvor mange vidste, at han var medlem af Moon-bevægelse, en af de mest sindssyge mind-control-sekter i vor tid? Det er en offentlig joke i Korea, hvor alle ved det. Udover at være psykopat, søn af en nazist - hvor mange vidste det? - må denne korrupte CIA-direktør, der senere blev præsident, have været seriøst traumatiseret.

    Hvor mange har hørt, at japanerne havde atomvåben længe før både tyskerne (som også havde dem og brugte dem mod russerne i Baltikum) og amerikanerne, og at de to bomber, der faldt over Hiroshima og Nagasaki på ingen måde af japanerne bliver regnet for udslagsgivende for den såkaldte afslutning på 2. verdenskrig. Japanerne havde overvældende ressourcer af både soldater og udstyr og størstedelen af deres enorme hær befandt sig i Kina og Korea? Japanerne brugte atomvåben for at stoppe russerne, inden de nåede frem til den koreanske halvø. 2. verdenskrig endte overhovedet ikke i 1945, og amerikanerne blev nødt til at sælge deres atombombninger som udslagsgivende til deres befolkning for at undgå et kæmpe ansigtstab. De amerikanske regeringen løj lodret, for de vidste, at befolkningen ville have undsagt dem med det samme. Amerikanerne måtte i rent faktisk tigge japanerne om våbenhvile under præsident Truman, der så, at krigen ikke kunne vindes. Hans forgænger, psykopaten Roosevelt, havde brugt samtlige forsyninger af olie i USA og måtte yderligere tigge saudiaraberne om olie. Roosewelt havde i øvrigt udarbejdet planer for krig mod nærmest ethvert land i verden. Canada og England stod højt på listen, men så kom Tyskland i vejen. Hans enorme blottelse af svaghed forstod oliesheikerne at udnytte til fulde, og siden har de totalt haft krammet på amerikanerne. Det har styret hele den globale energisituation og geopolitiske tilstand siden krigen. Roosewelt døde som bekendt - heldigvis, kan man mene - i slutningen af krigen, men den amerikanske plan om 'den totale krig' var uheldigvis intakt og udspiller sig i skrivende og læsende stund.

    Japanerne havde en kæmpe fordel via den kraftige højereliggende luftstrømme, der går mod øst, hvilket gav dem mulighed for at sende sværme af specielle luftfartøjer indover USA med kamikazepiloter og biologiske våben. De kunne have smadret landets infrastruktur totalt. Og japanerne havde intet andet valg end at forsvare sig med et angreb, efter at de havde set, hvordan amerikanerne myrdede løs på filipinerne og dernæst dem selv. Og var Pearl Harbour mon kendt i forvejen af nogen i den amerikanske regering og militær? Gæt selv.

    Det er den historie om underlige flyvende væsener eller maskiner, der gemmer sig bag hele det absurde og fabrikerede mytemageri omkring Roswell, New Mexico, 1947, som er blevet solgt som nedstyrtningen af 'aliens'. Amerikanernes navn for japanerne - eller rettere alle asiater, for de racistiske amerikanere kunne overhovedet ikke kende forskel på de forskellige asiater - var netop: aliens. Der er bygget et helt absurd science fiction-univers op omkring det blandt UFO-dyrkere. Japaner var eksperter i konstruktion af drageflyvere, der via vindene kunne tilbagelægge lange afstande. Da amerikanerne prøvede at flyve deres store klodsede bombeflyvere med atomvåben den modsatte vej, gik det helt galt for dem. De var tvunget til at flyve alt for lavt for at undgå luftstrømmen og blev dermed blottede for radarsystemer og antiluftskyts. De anede overhovedet ikke eksistensen af denne luftstrøm.

    Det samme var tilfældet med det såkaldte 'Battle of Los Angeles'. Japanerne havde særdeles avancerede og eksotiske luftfartøjer og våben. Amerikanerne er hunderædde for japanerne den dag i dag. Teknisk set er 2. verdenskrig ikke afsluttet, der er kun en våbenhvile. Efter krigen arbejdede japanerne på at erstatte deres olieforbrug med atomkraft. De ville ikke igen opleve en energi-krig med så horrible omkostninger for befolkningen, som de oplevede før og under krigen. Det gjorde som bekendt Japan til en særdeles betydelig industriel og finansiel magtfaktor.

    Der har for nylig været, hvad der ser ud som en naturkatastrofe, der ramte værket i Fukushima. Men der er sandsynligvis mere mellem himmel og jord, og der er en stribe besynderlige forhold om denne hændelse, som vi ikke skal komme nærmere ind på. Dog skal det nævnes, at en uafhængig japansk kommission for ganske nylig har afleveret en rapport, der fastslår, at 'uheldet' var menneskeskabt, ikke naturskabt. Flodbølgen burde på ingen måde have været i stand til at medføre den seriøse skade, som blev resultatet.

    Hvor mange ved, at der i dag flyder med af-beriget uran fra bombninger de steder, hvor USA og NATO har været for nylig, Irak, Afghanistan, Libyen? Og at der ud for Iran kyst er parkeret et faldefærdigt hangarskib med 5 mini-atomkrafværker om bord, der ved et hurtigt fingeret angreb vil forurene hele golfen med radioaktivitet, så at den iranske olieproduktion ligesom den irakisk og libyske bliver jammet ganske efter saudiernes forlangende? Hvor mange ved, at de saudiarabiske kongefamilie er en gammel jødisk slægt? Hvor mange menneske i dag kender noget som helst til imperialismens historie? Der kunne stilles 1000 spørgsmål, der startede med: 'Hvor mange ved...'

    Hvis vi virkelig kendte den fulde historie om blot det 20 århundrede, ville vi ikke være i stand til fortsætte som hovedløse høns i samme retning, som det britisk-amerikanske imperium har udstukket for os.

    Jeg har valgt at starte ovenfra og ned, og ovennævnte felter af fordummelse og disinformeret uvidenhed er kun et fraktalt lag af den dyne af uvidenhed, der ligger omkring os. Omfanget af destrueret dokumentation, kryptiseret og gemt dokumentation, disinformation og historieforfalskning er hårrejsende. Det stupide menneske er et kollektivt kulturfænomen skabt af mere end et århundredes systematisk neddumning. Den totale beskrivelse af projektet er umådelig omfattende, og jeg har fremstillet forskellige sider af komplekset her:
    Blot for at nævne et par stykker.

    Ansvaret og modreationen
    Jeg er meget forsigtig med at fordømme det stupide menneske som individ. En sådan person befinder sig i en tilstand, der er tilrettelagt allerede inden personen er født. Vi er alle vokset op midt i det historieløse og -forfalskede vakuum og har aldrig kendt til andet. På den anden side, ønsker jeg ikke fraskrive det stupide menneske et medansvar. For så ville jeg være nødt til at afskrive enhver chance for, at det kunne bliver anderledes. Stupiditet er ikke en ubrydelig tilstand, heller ikke selvom den er livsvarende for de flestes vedkommende. Hvis vi alle er medskyldige i vores egen fordummelse, så har vi mulighed for at gøre noget ved det. Når vi først ved, hvor lidt vi ved, så åbner muligheden sig for trods alt at vide ... noget. Når først dette sker, og en fordummet person trækker den tråd ud, som stikker frem, kan der i visse tilfælde starte en optrevling. Den nødvendige viden findes og er tilgængelig for dem, der tør, gider og evner forsøge at gøre sit hjemmearbejde - altid med fare for at tage fejl i bunken af disinfo, der er smidt ud af efterretningsvæsenernes - især det engelske og amerikanske militærs info-krigs-afdelingerne, hvor der sidder folk, som masseproducerer dis-info på bestilling.

    Det er dog værd at bemærke, at samtidig med en trend, der går imod stigende grad af af-humanisering og fordummelse, er der også en understrøm, man kunne kalde gen-humanisering og videns-renaissance. Det sovende menneske er ved at vågne op i krogene. Små pletter af genskabt viden, aha-oplevelse og opvågnen finder sted i takt med, at den store konstruktion slår revner og falder sammen. Konstruktionen har haft sin tid, og den har for længst passeret sidste salgsdato. Jeg ser et stort, døende dyr falde sammen i ultra-slow-motion. En ny og større konstruktion er ved at blive bragt på plads, men den er ikke fuldt etableret endnu.

    Den afhumaniserede og afhumaniserende elite arbejder på overtid med deres opgradering af konstruktionen, men en stigende desperation og skødesløshed viser sig. De kan ikke holde sammen på trådene længere uden t ryste på hænderne, for der er så mange tråde, og de stritter ud alle steder for tiden. Især Internettet og spredningen/genetableringen af glemt eller fragmenteret viden har gjort et voldsomt indhug på konstruktionens troværdighed.

    Tør vi håbe på, at der efter fiskens tidsalder kan indfinde sig en menneskets tidsalder? Altså at et skællet og tomhjernet kreatur, der svømmer rundt i vandet, kunne afløses af en person, der agerer i forhold til vandet? Vandmanden er som bekendt for astrologikyndige ikke en gople, men et menneske, der bærer en vandkrukke til eller fra brønden. For bibellæsere, kan vi her henvise til Lukas 22:10, hvor der står:
    'Når I kommer ind i byen, vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke.
    Følg efter ham til det hus, han går ind i'
    . 
    Til gengæld kan vi så anbefale traditionelle bibellæsere at studere astroteologi, uden hvilket citatet - og det meste af Bibelen i øvrigt - ikke kan forstås. God fornøjelse :-)

    onsdag den 22. august 2012

    Kan kunstprojekter forandre verden?

    af morton_h, the blogger

    En kunstnergruppe ved navn Pink Army har gjort følgende manifest:
    • Verdens krige skal bringes til ophør
    • Forsvarsministeriet skal nedlægges eller lægges under Kulturministeriet
    • Alle verdens våben skal destrueres eller smeltes om til legetøj.
    • Oksbøllejren, Flyvestation Aalborg og alle andre militæranlæg skal nedrives eller genindrettes som kunstmuseer og gallerier
    •  Kampvogne skal desarmeres og indsættes som skolebusser i Afrika
    • Gardehusarregimentets heste skal foræres til rideskoler
    Gadekunst er et af medierne for disse udsagn. Det bliver helt sikkert underholdende.

    Først og fremmest: hatten af for enhver, der ikke som nyttige idioter synger med på den flerstemmige krigssang, der synges i hele verden for tiden. Pink Army fortjener en stor klapsalve alene for det, for det er i dag blevet en sjældenhed.

    Det, jeg mener, er AKTIV stillingtagen mod krigsliderlighed og ikke bare den tamme sofa-model: ‘mnjoo-mnjaa, i princippet er jeg jo ikke meget for krig, men jeg har hørt i fjernsynet, at vi nu skal til den igen, og de siger jo, at det er humanitær bistand, så jeg ved ikke, mnjoo-mnjaa, og så siger de jo, at det er en ond diktator, som fortjener at dø, så mnjoo-mnjaa, og hvis de siger, at vi skal slagte 10.000 onde afghanere for at hjælpe dem med at leve i fred, mjnoo-mnjaa, og Hillary Clinton er på en måde sexet og mnjoo-mnjaa, og Danmark er godtnok en krigsførende nation, men vi er jo ikke onde … vel?'

    Pink Army har min sympati. Helt sikkert. Men jeg synes altså ikke, at det rykker for alvor :-(

    Det minder lidt for meget om fredsbevægelsen fra de forgangne årtier ned i det forgangne århundrede, som løb ud i sandet, enten pga. for stor naivitet, for lidt reel viden, for meget pot-smoking og/eller for mange frelste-politisk-korrekte meninger. Som Niels Skousen synger i sangen ‘68’: ‘Skuddet, det var godt nok - der var bare ingen pil på buen…’

    Pink Army er jo et kunstprojekt. Et kunstprojekt er - sorry to say - pr. definition indhegnet i et museums- kunstudstillings-territorium. De vil gerne, er jeg sikker på, overskride dette territorium og invadere virkelighedens verden, men det lykkes bare ikke.

    Grunden til det er bla. de håbløst naive statements om ‘kampvogne, der skal indsættes som skolebusser’. Det er da ret sjovt … men ingen tager det alvorligt. Selv krigslobbyen i DK og nede i Bruxelles og Strassbourg kan ubekymret gå til en kunstudstilling, være hip med hipsterne og drikke drinks og spise pindemadder, mens de bifalder den sympatiske politiske korrekthed, som kunstnergruppen udviser. Ordvalget i deres manifest er ufarligt, og lobbyen kan uden at føle sig det mindste truet smile overbærende, skåle med deres kolleger og derefter gå til et møde i NATO, hvor de sanktionerer en ny intervention i et land i Mellemøsten.

    Hvad med virkelig konstruktive - og derfor seriøst provokerende - forslag til, hvad en demonteret hær på 100.000’er af medlemmer kan og bør bruges og omdirigeres til? Hvad med at overskride sit eget tegneserie-agtige kunstprojekts ramme og alliere sig med tænkere og visionære, der VED noget om vores nuværende misère og har tanker om, hvor vi ved fælles energi KUNNE bevæge os hen. Altså prøv lige og hør: Flyvestation Ålborg indrettet som kunstmuseum (for Pink Army?) er jo sjovt, men … Hvad med at invadere virkelighedens verden med fantasi i stedet for at pille navle i kunstreservaterne?

    Jeg er SIKKER på, at Pink Army’s medlemmer og tilhængere alle er søde, retfærdige, tænksomme og seriøst bekymrede mennesker. Men tillad mig - med fare for at være nedladende - at henvise til en målestok for, når kunst for ALVOR bliver farlig og effektiv:

    http://paradigmet.blogspot.dk/2012/08/hyldest-til-…

    Denne kunstners udsagn var så potent og så farligt, at han blev svinet til, beskyldt for sympati for fascisme (af de egentlige fascister!) og politisk tvangsanbragt i årtier for påstået, iscenesat sindsyge, fordi krigsforbryderen, Theodore Roosewelt - manden der burde være røget med i Nürnberprocessen, men var på den 'rigtige' side - rystede i bukserne for ham.

    Denne kunstner, hvis venner var blevet slagtet i 1. verdenskrig, og som satte sig som livsmål i det mindste at vide hvorfor, erkendte, at virkeligheden til enhver tid overgår ethvert kunstprojekt, og at virkelig farlig kunst tager sit udgangspunkt i netop: virkeligheden.

    Og så var han derudover det 20 århundredes mest betydningsfulde digter, forfatter, ene-opfinder af modernistisk digtning - og lærer/mentor for 4 nobelpristagere i litteratur: T.S. Elliott, W.B. Yeats, Earnest Hemingway og James Joyce uden selv at modtage denne såkaldte fornemste pris. Uden ham havde hans fire protegéer aldrig hævet deres middelmådighed til verdensberømthed.

    Hvem er denne mand?

    Kan du sige hans navn?

    Så svaret på overskriften: Kan kunstprojekter forandre verden? er:
    Ja! Men det kræver kunst af format og indædt styrke.