Kunsten at starte en krig

af morton_h, the blogger

I tider som disse, hvor hver dag indeholder et nyt angreb mod menneskeheden et nyt sted på en tilsyneladende ny måde, er det let selv for folk, der ved noget om The Great Game, at miste overblikket. At tage en lille retrospektiv udflugt som daglig dosis, kan modvirke tabet af overblik. Vi bliver derved i stand til at se, hvordan metoder, muligheder, lejligheder og motiver, altså alle de faktorer, som en anklager i en retssag er nødt til at undersøge for at kunne etablere en sag, har været vedholdende til stede i lang tid.

Hver eneste gang, vi oplever et af disse angreb, kan vi være sikre på, at der findes et historisk fortilfælde for det. Det er prøvet før, det er udviklet og forfinet. Det er tilpasset til lejligheden, men skabelonen bagved er den samme som altid. Hvorfor lave noget om, der virker?

Alle USA's krige har været illegale. USA har i alle tilfælde været aggressoren. For at kunne gøre det, har det været nødvendigt at opbygge en folkelig støtte til aggressionen, da mangel på støtte erfaringsmæssigt har kunnet forhindre en aggression. 

Opskriften på en illegal krig er følgende psykologiske teknikker:

• Skab det indtryk, at aggressoren (USA) handler i selvforsvar eller kommer en hjælpeløs nation til hjælp. Det kan gøres ved at overdrive truslen fra den påståede fjende, fabrikere et angreb mod sig selv og smøre det af på fjenden eller ved at provokere fjenden til respons, hvilket så fremstilles som uprovokeret angreb.
  
  
• Opbyg en korsfarer-mytologi, der fremstiller aggressoren (USA) som forkæmper for et højere ideal eller til hele menneskehedens bedste. Påstande om at ville sprede demokrati, bekæmpe terrorisme eller forsvare menneskerettigheder er de mest almindelige selvfremstillinger.
  
  
• Umenneskeliggør fjenden. Krig er massemord. Ved at fremstille fjenden som ond, barbarisk eller umenneskelig, gør aggressoren (USA) sine soldater og sin befolkning ufølsomme over for moral i relation til deres handlinger. Argumentationen bliver ofte understøttet af en form for racemæssig eller kulturel overlegenhed. Et perfekt eksempel er fremstillingen af Islam i forbindelse med den opdigtede krig mod terror.

USA har en lang tradition for disse teknikker, og dets forgænger, Det Britiske Imperium, har en endnu længere. Det var briterne, der skabte dem, ved igen at lære fra det store flydende historiske Imperium tilbage fra Romerriget. Teknikker bliver brugt igen og igen - fordi de virker! Opfattelsen af briternes, eller rettere The British Establishments, den britiske herskerklasses overlegenhed i forhold til resten af menneskeheden er drivkraften bag deres umenneskeliggørelse af andre. Det tydeligste eksempel er den britisk-amerikanske (og zionistiske) umenneskeliggørelse af tyskerne. Hele den tyske nation inkarnerede alt ondt på jord som bagtæppe for deres egen selvfremstilling, der inkarnerer alt godt, retfærdigt og gloriøst på jord. I blot og bar lettelse over de to udmarvende verdenskriges afslutning, kastede vestens befolkninger sig ekstatisk i armene på dette manikæiske, sort-hvide verdensbillede, at de ikke opdagede, hvor tegneserieagtigt og forskruet, det var.

I 2012 var der løbende retorik fra regeringen om, at det var på tide at starte en krig med Iran. 21. sept. holdt Richard Clawson fra The Washington Institute en tale, hvor han sagde følgende:

At starte en krise, er en hård nød at knække, og det er meget svært for mig at se, hvordan USA's præsident kan få os i krig med Iran. Da USA ikke er under angreb, får det mig til at konkludere, at den traditionelle måde, hvorpå Amerika går i krig, er ved 'hvad der vil være bedst for USA's interesse'.

Der er nogen, der vil sige (hans kropssprog oversætter det til 'Det er sådan ...'), at mr. Roosevelt ønskede at bringe USA ind i Anden Verdenskrig, men at han blot ventede på Pearl Harbor. Der er dem, der mener, at mr. Wilson ønskede at bringe USA ind i Første Verdenskrig, men at han ventede på Lusitania-episoden. Folk siger, at mr. Johnson ønskede at sende USA i krig med Vietnam, og I husker, at han var nødt til at vente på Tonkin Golf-episoden. Vi gik ikke i krig med Spanien, for USS Maine eksploderede. Og må jeg påpege, at mr. Lincoln ikke følte, at han kunne sende den føderale hær sydpå, før Fort Sumter var blevet angrebet. Hvorefter han beordrede kommandøren til Fort Sumter at gøre netop det, som talsmænd for South Carolina havde sagt ville udløse et modangreb.

Så hvis iranerne ikke vil gå på kompromis, vil det være bedst, hvis 'en anden' startede krigen. Man kan kombinere andre midler med sanktioner. Jeg nævnte den eksplosion d. 17. august. Her kunne vi øge presset. Jeg mener, hør her, folkens, ubåde har det med at synke, og måske kommer de ikke op igen. Og vi ved sørme ikke hvorfor! Vi kan gøre en hel række ting for at øge presset. Jeg advokerer ikke for det, men det er ikke et enten-eller, så det enten er rimelige sanktioner eller intet. Vi er allerede i fuld gang med at bruge fordækte midler mod iranerne. Vi kunne blive rigtig giftige her.

Bombardementet af Fort Sumpter, 12 apr. 1851

40 års underkuelse

USA har prøvet at underkue Iran i lang tid. I 1953 organiserede CIA og britiske MI6 et statskup mod den demokratisk valgte præsident, Mohammad Mossadeq, og installerede shah'en, der tilfældigvis også var en brutal diktator, frem til 1979, hvor landet blev overtaget af islamiske fundamentalister, hvis leder Ayatollah Khomeini minsandten var en britisk agent. Amerikanerne kunne ikke li' det, sagde de, hvorefter de finansierede Saddam Hussein, så han kunne ødelægge Iran i den iransk-irakiske krig 1980-88, som nogen kalder den Første Golfkrig - hvilket egentlig er en forkert betegnelse, da Første Verdenskrig var den Første Golfkrig pga briternes interesse i den irakiske olie. Det var også i den periode, hvor det Ottomanske Rige blev ødelagt, så briterne kunne trække de lige og fuldstændig unaturlige streger i sandet i Mellemøsten, der har lagt grunden til alt det kaos, vi ser i dag.

Amerikanerne støttede hele tiden Saddam Hussein, selvom de udmærket vidste, at han brugte kemiske våben mod iranerne (og kurderne), hvilket fremgår af et klassificeret memo fra 4. nov 1983, der diskuterer iranernes sandsynlige reaktion på det. Et andet memo fra 24. februar 1984 forudsiger, at irakerne vil bruge nervegas mod iranerne. Kilden til udsagnet fra memoet er Foreign Policy Magazine (Exclusive: CIA Files Prove America Helped Saddam as He Gassed Iran), der i enhver standard er at betragte som pro-establishment. På trods af det, fortsatte venligsindede diplomatiske relationer mellem Saddam og USA. Den 19. september 1983 mødes Ronald Reagans særlige udsending, Donald Rumsfeld, med Saddam Hussein. Disse folk vidste, at han brugte giftgas, og de var totalt ligeglade. Irans ødelæggelse var vigtigere end at beskytte menneskerettigheder. Og det er det stadig. USA har altid været storbrugere af kemisk og biologisk krigsførelse lige siden de udløste The Army Flue under Første Verdenskrig, der tog livet af 100 millioner mennesker worldwide. Og civile ofre har altid været et hovedformål for amerikansk og britisk krigsførelse. Ikke en uheldig, beklagelig bivirkning, men et hovedformål!

Sårede iranere i en krig mellem to nationer, der aldrig ønskede krigen.

Det lykkedes ikke Saddam at ødelægge Iran, så USA skiftede taktik. De begyndte at gå direkte efter Iran ved at beskylde dem for at bygge atomvåben. Den slags tyndslidt propaganda fik dog ikke nok opmærksomhed, især fordi USA havde opbrugt sin troværdighed med påstande om Iraks masseødelæggelsesvåben, altså de våben irakerne havde dengang, men som de ikke havde længere. Det blev klart, da FN's våbeninspektører gennemhullede propagandaen. Briterne mistede også troværdighed i de år, især da våbeninspektør dr. Richard Kelley blev myrdet af det britiske efterretningsvæsen for at sige til en høring, at regeringen havde sexet rapporten op af politiske grunde. Efterfølgende forhindrede det britiske regeringsstyrede retsvæsen en sober undersøgelse af sagen.

Man kan kun råbe ulv et vist antal gange, før folk begynder at rulle med øjnene. Især fordi elementer indenfor CIA og Mossad stod frem og røbede, at Iran ikke havde den mindste smule intention om at bygge atomvåben.

Men herefter drejede man sigtekornet mod Syrien vel vidende, at Syrien og Iran havde en fælles aftale om selvforsvar. Hvis det var åbenlyst, at USA direkte angreb Syrien, ville det ikke være muligt at opretholde den amerikanske befolknings støtte eller kiggen-den-anden-vej. I stedet startede USA og NATO en proxy-krig ved at finansiere de syriske rebeller - hvoraf der i dag er meget få syrere tilbage - eller rebeller som sådan - resten er betalte lejetropper, professionelle jihadister fra alle mulige steder. De er rejseholdet. De få såkaldt moderate, der blot ønskede demokrati, er for længst forsvundet. De findes ikke, og alligevel hører vi hele tiden om dem i propagandaen, der systematisk er blevet spredt fra disinfo-fabrikkerne i USA og England til alle medier i Vesten.

For at sløre kanalerne, har man sendt penge, våben og udstyr via Tyrkiet, Jordan, Qatar og Saudi-Arabien. Brugen af terroristgrupper har været et nøgle-element i USA's udenrigspolitik lige siden dannelsen af CIA efter Anden Verdenskrig. Den krigsliderlige bitch, Hillary Clinton, indrømmer åbent i en tale, at de grupper, som hun siger, USA bekæmper i dag i Pakistan/Afghanistan - hvilket er noget ævl - er de samme grupper, de smed penge efter for 20 år siden - hvilket bestemt ikke er noget ævl.

En clairvoyant person, der scannede fru Clinton, blev meget forskrækket,
for bag damen trådte der et helt andet og ikke-menneskeligt væsen frem (jp det tidligere britiske parlamentsmedlem Simon Parkes).

Brzezinski rådgav regeringen om, at de skulle bevæbne Mujaheddin. Et videoklip viser ham stå i Pakistan og teatralsk prædike foran en stak mujaheddiner, hvor han opfordrer 'Guds Soldater' til at fordoble deres anstrengelser. Mens han peger hen over bjergene ved grænsen, siger han, at de vil vende tilbage til deres land, hvor de igen vil bygge deres hjem og deres moskeer, for det er deres ret, og Gud er på deres side. At en sådan scene er relevant i dag, forstår vi, når vi ved, at Brzezinski er Barack Obamas ven og mentor. Obama hylder ham, da Brzezinski møder op til hans valgkamp i Iowa.

US-mafiosi

Obama er et produkt af Chicago-mafiaen, den værste mafia i verden. Og han er ikke den eneste mafioso, der har siddet på præsidentposten, Lyndon B. Johnson, Bush-familien og Clinton-familien er alle mafiosi. Man siger om de andre mafiaer, at du bliver slået ihjel, hvis du krydser dem. Chicago-mafiaen slår først din hund ihjel, så dine børn, så din kone og til sidst dig selv. Det er University of Chicago, der har uddannet de ny-trotskistiske neocon-mafiosi, der trækker USA rundt ved næsen. Chicago er NATO's andet hovedkvarter. Chicagos borgmester, ...., er tidligere Goldman Sachs finans-mafioso, og hans far var zionistisk terrorist. USA er et komplet mafia-styret land. Hvis Hillary Clinton bliver valgt som præsident, har vi et ubrudt mafia-styre i årtier. Det har vi i øvrigt også, hvis Jebb Bush bliver (ud)valgt.

Tilbage til Mellemøsten. Det er bl.a. typer som de fanatiske mujaheddiner, leje(tøjs)soldaterne, der i dag kører rundt i omegnen af Syrien i smarte nye Toyotaer, nye uniformer og Nike-sko under navnet ISIS (Israeli Intelligence Service) og skyder løs med nyanskaffede USA- og NATO-våben. Hvis vi også husker, at deres storebrødre i sin tid blev ansat til at bekæmpe russerne i Afghanistan, så CIA/NATO kunne overtage opium-heroin-trafikken, så forstår vi også noget om kontinuiteten i fronterne, og at russerne - som polakken Brzezinski hader mere end pesten og for enhver pris vil ødelægge - nu bomber ISIS. USA kan ikke andet end se til lige for tiden, mens de koger af fornærmethed i deres eget amoralske fedt fanget i dyb dissonans mellem, hvad de siger og hvad de gør. De er ved at tabe propagandakrigen, og verden begynder så småt at forstå, at terroren er en amerikansk(-britisk-zionistisk) opfindelse.

De fanatiske terrorister har proklameret, at når de har smadret Syrien, bliver der indført sharialov, som i Afghanistan. Altså, vel og mærke, den fundamentalistisk perverterede form for sharia. Syrien, der før var et af de mest tolerante lande for alle religiøse trossamfund, vil efter en sådan ødelæggelse blive et religiøst tyranni. Ifølge visse af terroristerne. Der vil snarere ske det, at Syrien bliver et nyt Libyen, et land hvis tilstand i dag, vi ikke finder noget om i medierne - de medier, der for et par år siden villigt og hjernedødt medvirkede i propagandakrigen for at ødelægge Libyen. De medier SKAL drages til ansvar for de forbrydelser mod menneskeheden, de i dag er en fast del af! Uden konsekvent medie-support, ville teatralske scenarier beregnet på at skræmme livet af os og få befolkningerne i Vesten til at opføre sig som en stak hunde, der lige har fået tæv med en stok, aldrig kunne gennemføres.

Hverken medier eller regeringer har længere en moral. Derfor er de konstant nødt til at fremhæve og hykle den moral, de ikke besidder. Folk kan ikke sætte brikkerne sammen, og medierne gør absolut intet for at hjælpe dem med det, selvom det ligger lige til højrebenet. En simpel kommenteret billedmontage af en stak terrorister i Afghanistan sammenklippet med nøjagtig de samme terrorister med nøjagtig de samme formål i Syrien og omegn, hvor de pludselig hedder frihedskæmpere, ville være nok til at fremkalde et højlydt ahaahos folk. Hykleriet ville pludselig være over-tydeligt og lige op i folks ansigter. Men de hjernedøde og hykleriske medier i Vesten undgår bevidst den slags montager sammen med andre analyser af egentlige sammenhænge. Vi er derfor nødt til at gå udenfor Vesten eller til de alternative medier for at finde sammenhæng i nogen som helst form.

D. 19. marts 2013 blev der brugt dødelig sarin-gas ved Aleppo i Syrien. Israel og USA bebrejdede omgående den syriske regering for det, selvom flere af de dræbte var syriske soldater. Obama begyndte straks at tale teatralsk om den røde linje, der var krydset, og alle war-mongerne i regeringen raslede med deres sabler. FN insisterede dog på at foretage en undersøgelse, og FN-kommissær Carla del Ponte fastslog, at det var de syriske rebeller, der havde brugt gassen, og frikendte fuldstændig regeringen. Det kom ikke som den store overraskelse for en rimelig stor del af befolkningerne i Vesten. Folk er muligvis nemme at narre, men tricket med masseødelæggelsesvåben hos fjenden ligger i baghovedet på folk, for det var sådan hele lavinen af flydende krig (liquid war, krigen der aldrig ophører, men bare flytter sig) startede efter 9/11. 

Carla del Ponte. Selv i korrupte organisationer findes ikke-korrupte mennesker.

Syrien

Sammen med FN, var der også et russisk undersøgelseshold, der tog prøver på stedet. Den russiske ambassadør Vitali Churkin erklærede sig enig med del Ponte, efter et russisk laboratorie certificeret af organisationen for forbud mod kemiske våben havde konkluderet, at der var hexagen som trigger i gassen. Det findes ikke i standard ammunition, og pegede derfor på rebellerne og ikke på regeringen. Mainstream-medierne skiftede straks emne, for de ønsker ikke, at folk skal vide den slags. Men da var det for sent i første omgang, for det britiske parlament og den amerikanske befolkning afviste propagandahistorien, og forhindrede dermed i første omgang USA's planlagte invasion af Syrien.

Ding! omgangen var tabt, den regerende verdensmester må over i ringhjørnet for at lappe sår. Eller et andet billede: når man stopper en bølle i skolegården, holder han ikke op med at være bølle, men går over i den anden ende af gården, hvor han pønser på at slå igen med noget, der er endnu værre. Det ene hed Ukraine, det andet hed ISIS. Ukraine var blandt andre årsager til for at holde russerne beskæftigede på hjemmebane, mens et nyt anslag mod Syrien blev sat i værk.

Et terrorist-lager af giftgas

At USA-støttede rebeller arbejdede på at vælte en folkevalgt regering, er i sig selv en forbrydelse. At forsyne disse rebeller med sarin-gas, som de så bruger, fordobler forbrydelsen. Efter afsløringen ville en moralsk ansvarlig og troværdig regering trække sin støtte tilbage til terroristerne, men den amerikanske regering er hverken udstyret med moral eller karakteriseret ved troværdighed. Som om deres løgne ikke var blevet afsløret, fortsatte de med at diskutere kinetiske angreb på Syrien. Frankrig bakkede op i USA's fordømmelse af Assad. Så kom den syriske regering op med et fund af et lager af kemiske våben i nogle tunneler, der blev brugt af rebellerne/terroristerne. Det var det samme kvarter, hvor angrebet fandt sted. Og så var der vidner, der frigav amatør-videoklip, hvor man ser terroristerne forberede angrebet med kemiske våben. Klippet bekræfter, hvad det russiske laboratorium konkluderede, at det var et improviseret, hjemmelavet våbensæt og ikke et proff system, som den syriske regering ville have brugt.

Vi har materialet til en retssag. Vi kan gøre ligesom anklageren i en retssag, der skal beslutte, hvem der skal retsforfølges. Anklageren ville se på metoderne til forbrydelsen, midler i forbindelse med forbrydelsen, muligheder for og lejlighed til at begå forbrydelsen og motiverne til forbrydelsen.

Hvem havde et motiv, cui bono? Den syriske regering gjorde fremskridt på det tidspunkt. De havde ikke brug for den slags desperate anslag. De vidste fuldstændig, at USA og NATO ville bruge det mindste påskud for at intervenere, de stod og trippede som skolebørn, der var ved at tisse i bukserne. Det sidste, syrerne ville gøre, var, at give dem den undskyldning. Rebellerne/terroristerne på den anden side havde motiver. De (og deres opdragsgivere, der netop var USA og NATO) vidste, at de kunne regne trygt med, at de korrupte og hi-jacked'ede vestlige medier ukritisk ville viderebringe deres historie.

Havde rebellerne/terroristerne mulighed og lejlighed til at begå forbrydelsen. Svaret er ja. Den 31. maj 2013 fandt tyrkisk sikkerhedspoliti en stak 2-kilo cylindre fyldt med saringas i et hus, hvor der opholdt sig syriske millitsfolk. Den 7. juli offentliggjorde den syriske hær lignende fund i byen Banyas. Flere og flere offentliggjorte fund peger på rebellerne/terroristerne. Hvis USA havde virkelige fund og beviser for deres historie, ville de ikke have tøvet med at offentliggøre dem. Det har de ikke gjort. De intel-dokumenter, de offentliggjorde august 2013, indeholdt ingen beviser, men var blot den sædvanlige gang påstande, som de i deres selvoptagede arrogance regner for fuldt tilstrækkelige. De er altså villige til at starte en krig, der uden tvivl vil involvere Rusland, Iran og Kina, et varmt Tredje Verdenskrigs-scenarie, der udelukkende er baseret på, at de påstår noget, uden at dokumentere det! Kan vi muligvis tale om ting, der er ude af proportion her?

To år senere

Ukrainekrigen er langsomt, men sikkert, kommet under russisk kontrol, og medierne i Vesten skriver ikke længere om den. Vestens medier er som børn i førskolealderen - de taber hurtigt interessen for deres billige plastiklegetøj, for der er hele tiden nye pakker under juletræet.

Den iscenesatte ukrainekrise er altså løbet tør for benzin foreløbig. Der kan evt. senere hældes mere benzin på bålet, men lige nu er vinteren ankommet, og de koncentrerer sig om at holde varmen. Der bliver simpelthen skidekoldt i Central-Eurasien. Derimod er der i mellemtiden i slutningen af 2015 blevet særdeles varmt i og omkring Syrien. Også her synes russerne at have overtaget styringen. Lige for tiden bliver ISIS bombet tilbage til ørkenrotterne. Det sker via præcisionsbombninger med langtrækkende missiler afskudt fra Det Kaspiske Hav og Middelhavet. Sortehavet undgås, for så ville tyrkerne brokke sig. Og det sker med daglige flyangreb.

Amerikanerne bliver mere og mere skingre i deres propaganda, for den synes at have tabt momentum. Det er simpelthen svært for dem at hævde med troværdighed, at russerne begår overgreb. For det første er russerne blevet officielt inviteret af både Syrien og Irak. For det andet gør de nøjagtig det, som amerikanerne hævdede, at de gjorde, men aldrig gjorde: de rammer plet.

Amerikanerne stjal billedet og hævdede, at det var deres.
Big Problem! Sådan ser monitoren ikke ud i amerikanske bombefly

For ganske nylig - vi er i slutningen af november 2015 i skrivende stund - blev amerikanerne nødt til at fake deres påstande om, at de bombede ISIS, hvilket de aldrig har gjort. De lavede et seriøst bad moveved at stjæle optagelser taget fra russiske fly, som bombede en konvoj af lastbiler, der skulle hente olie for ISIS. ISIS er som bekendt delvist selvfinansierende via stjålen irakisk olie, som de sælger videre. Amerikanerne er nu så desperate, at de må gribe til den slags svindel, hvilket er nærmest underholdende :-) Desperate personer kommer altid i deres befippelse til at røbe sig selv yderligere. Hykleriet får yderligere en tand ved at blive eksponeret prime time og mainstream.

Ding! den regerende verdensmester er sendt til tælling efter en uppercut. Eller måske vi skal over i fodboldterminologien: målmanden blev overrumplet af en desperat tilbagelægning, hvilket førte til selvmål.

Russernes kampagne modtager for tiden applaus hos mange i Vesten. Et kvalificeret gæt - og dette står helt for egen regning - er, at en del politikere i Europa synes, at det er et temmelig frisk pust. Efter næsten 3/4 århundrede i lommen på amerikansk udenrigspolitik, det ene statskup i verden efter det andet, den ene intervention efter den anden, det ene finansielle svindelnummer efter det andet - og i den henseende er EU blot er instrument for USA - og nu det ene terrorangreb efter det andet, med tydelige amerikanske fingeraftryk, er der et voksende antal politikere afspejlende et voksende antal europæiske borgere, der simpelthen efterspørger noget andet.

De er endnu ikke åbenlyst kommet ud af busken, for terror har mange sider og lag. En særlig form for terror er den lurende politiske korrekthed og selvcensur, der ligger som en mørk sky over hele meningsdannelsen. De tør ikke sige deres mening. Der ævles og hykles løs om ytringsfrihed, men som Agent Smith siger til Neo i The Martrix (let omskrevet): Hvad godt er der ved ytringsfrihed, hvis du ikke kan tale?

En 10'er for dine tanker. Hvad vil du sige, hvis du kunne tale? Jeg vil hævde, at der en del politikere, der har lyst til at sige noget, men som ikke kan. Mainstream-journalister derimod, vil jeg hævde, er tabt forever. Journalistikken er gledet helt over i reklamebranchen, og alt, hvad der kommer ud af deres mund, pen og digitale røvhul er kujonagtig eftersnak!

Zoom-out ud til det store perspektiv

Co-editor på Paradigmet, ChaosNavigator, der for tiden sparker røv med sin blogom Paris-massakren henviste forleden til et clip, hvor den danske journalist fra det kulturmarxistiske TV-magasin Deadline, Adam Holm, fik skiftet ble af Norman Finkelstein. Finkelstein, der som navnet antyder er af polsk-jødisk herkomst (ligesom ChaosNavigator), men bestemt ikke zionist, gennemhullede på stålsat, værdig og overbevisende vis Adam Holms kulturmarxistiske (= zionistiske!) ledende spørgsmål med indbygget svar. Det handlede om det israelske folkemord i Gaza. Skabs-zionisten Adam Holm - og dem er der en hel del af i Deadline og danske medier i øvrigt - kørte på postulatet om Israels ret til at forsvare sig selv ved konstant at angribe og terrorisere sine naboer. Samtidig forsøgte Holm en lusket form for underdrejet karaktermord på Finkelstein, der læste ham og returnerede ved at holde hovedet iskoldt og henvise til den logik, der ligger i selve intentionen i international lov omhandlende folkemord. Det havde altså intet at gøre med, hvad Finkelstein mente eller ikke mente, men hvad der var nedfældet og erklæret via den internationale lov, der konstant blev voldtaget i fx Gaza. Folkemord er folkemord - punktum!

En mand der kan svare igen. Zionisterne kan ikke lukke kæften på ham, for han er jøde.

Og hvad har det så med sagen i denne blog at gøre? Sagen hedder Greater Israel. Yinon-erklæringen, planen om et Israel fra Nilen til Eufrat (de to blå striber/floder i det israelske flag), omhandler netop det, som ISIS har gang i. Første stadie er balkanisering, altså skabelsen af etnisk, politisk og socialt kaos i alle nabolande til Israel. Næste stadie er annektering, ligesom Vestbreden og Gazastriben. Det hele er ét stort planlagt og velbeskrevet folkemord!

ISIS-lejetøjssoldaterne er intet andet end bondebrikker/bonderøve for zionisterne. Det er helt fantastisk, hvordan yngre arabisk-talende mænd kan bringes til at udføre det beskidte arbejde for zionisterne, uden at ane det mindste om det. Det, de tror, de kæmper for, er altså det stik modsatte af det, de reelt frembringer. Det er simpelthen så smart, at man må give zionisterne et point for smarthed og dialektisk kompetence.

Her bliver jeg igen nødt til at henvise til bloggen om Den Døende Gud - Hvad er Kabbalah?. Uden at forstå det sabbatæiske koncept, kan vi ikke forstå verdenshistorien til bunds. Vi kan ikke forstå, hvordan denne infame og skjulte (okkulte) dødskult har været i stand til at danne vore samfund og vores bevidsthed i et tusindårigt spænd. Vi kan ikke forstå, hvad menneskeofring skal til for. Vi kan ikke forstå, hvorfor vore regeringer hele tiden lyver for os. Vi kan ikke forstå, hvorfor en sær og pervers form for afgudsdyrkelse har sneget sig ind og gennemkompromitteret al religion.

Helt konkret i forhold til denne blogs hovedtema kan vi ikke forstå, hvordan der overordnet finder et gigantisk bedrag sted i forhold til krig, krigens formål og krigens motiver, og underordnet, hvorfor en særlig perverteret form for Islam er udset til at spille en særlig perverteret rolle i en ligeså perverteret omformning af verden, som vi mener at kende og mener at forstå den. Ved at forstå det perverterede sabbatæiske koncept og dets årtusind gamle parasitiske rodsystem, kan vi begynde at forstå det næsten uforståelige: at et gennemført destruktivt princip for menneskeheden i dag er selve styresystemet for vore samfund. Hermed kan vi også begynde at genkende dets myriader af former og danne et immunforsvar mod dets metastaser, der endog synes at indfange værtsdyrets (vores) forsøg på at undgå parasitten.

Først herefter kan vi for alvor aflive parasitten.

Parasitten, der fucker med vores hjerner

Det er ikke hermed sagt, at vi er nødt til at acceptere et nyt dogme eller en ny ideologisk forståelse af verden for at kunne forstå eller forandre. Tværtimod. Død over alle stivnede dogmer og falske ideologier! Den Fjerde Politiske Filosofi (jf. Alexandr Dugin), efter liberalismen, kommunismen og fascismen, er i sin fødsel og sit væsen OpenSource, med indbygget respekt og omsorg for alle de kulturer, der ikke som erklæret mål har at undertvinge andre kulturer. Filosofien er ikke formuleret endnu og er derfor ikke et dogme eller en ideologi. Den skabes undervejs. Den er et dynamisk koncept. Med al respekt for visse livsfremmende kerneværdier i de tre politiske filosofier, er disse filosofier via det 19. og 20. århundredes okkuperende rovdrift på idé og tænkning kompromitterede, korrumperede og ubrugelige.

Især Liberalismen og Kommunismen er ubrugelige fremadrettet. Hvad det er svært at forstå for ideologi-inficerede, der tænker standard-ideologisk og befinder sig på tænkningens overflade, er, at disse hoved-filosofier på et tidspunkt smeltede sammen og blev identiske. Sproget røber det via dets reminiscenser: The Liberals på angelsaksisk er de venstreorienterede på ikke-angelsaksisk. Liberalister på hovedlands-europæisk er de højreorienterede. Ideologi-designerne, de hegelianske dialektikere røbede på sin vis deres sammensmeltnings-projekt og dermed deres styresystem.

Umiddelbart vil man sige, at denne modsætning er uløselig. Men hvis man blot tager elevatoren op til næste etage, så giver den fuld mening. I et dialektisk tankesæt - og det er det, vi med fordel kan lære af marxisterne - er begge fløje, begge modsætninger manipulerbare, fordi de er brikker i det samme spil. Tese og antitese giver mulighed for syntese. Kulturmarxisterne syntetiserede liberalisme og kommunisme, så disse teser i dag er det samme. Deres politiske korrektheds-system indfangede begge fløje i det politiske spektrum. Derfor medvirker begge fløje i dag, uden at vide det, til at destruere den vestlige kultur.

NB! Denne Blog henter sit afsæt fra den altid knivskarpe amerikanske kommentator, hvis site kaldes StormCloudsGathering.