Den gode vilje, stanken og sidste holdbarhedsdato

af marco_hanuman, the blogger

De mente det godt.

De, der skabte det, mente det godt.
Mente de det godt?

Vi taler om Imperiet, Regimet, globalstrukturen, markedet, samfundet, sproget, uddannelsen … virkeligheden! Det var sådan, de så det og ønskede det.

Vi taler sjældent om midlerne, de tog i anvendelse. 

Hvis løgn, nysprog, bestikkelse, korruption, folkemord, krig, tyveri og massiv undertrykkelse - sofistikerede eller ej - alle betragtes som midler retfærdiggjort af et formål, rydder det så ikke bordet? Røber det så ikke hensigten? Kan mål overhovedet hellige midler? Er Verdensfred bragt i stand ved folkemord ikke sin egen modsigelse allerede i undfangelsen?

Vi har ikke lov til at tale om de, der udsagde og anvendte disse mål og midler, Verdens Herskere, selve Magten, der talte om fred, mens den udøvede krig. En del af Magten havde held og dygtighed til at fremstille sig selv som krigens ofre, mens krigens egentlige ofre blev udskreget som krigens skyldige. Magten siger ovenikøbet, at man ikke kan tale om Magten -  hvilket vi derfor gør. Men indrømmet, det er meget svært at tale om Magten, for vi prøver at tale om noget, der ikke har en folkeregisteradresse, et officielt website eller et hovedkontor, og som ikke giver sig til kende i offentlige forsamlinger. ’De’ bestemmer og beslutter ALT, der er værd at beslutte og bestemme, og officielt findes de ikke, men styrer alt gennem noget, der kaldes demokrati, hvor demos, folket, styrer absolut INTET! 

Officielt tales der ikke om dem, for så kan de jo blive fornærmede og slå hånden af os. Men hvorledes kan elefanten i auditoriet blive fornærmet, hvis den ikke findes? Politikere og medier er tavse om, hvem de modtager deres opdrag fra, hvem deres opdragsgivere og opdragere er. Den adspurgte politiker og mediemand ved det ikke. Han/hun fornemmer blot en lurende undertone af don’t mention the war, en subtil antydning af, at vedkommendes karriere pludselig kunne tænkes  at ophøre, medmindre … ja, der tales ikke engang om 'medmindre', for truslen er ikke direkte formuleret, og truslens ophavsmand kan derfor ikke navngives. Skulle tydeliggørelse være nødvendig overfor visse fatsvage individer, vil Magten sørge for et eksempel, hvis truende tydelighed taler, men hvis afsender er skjult, og med et skuldertræk vil kunne henvise til eksemplets utydelighed og dermed slippe af sted med total benægtelse. De lever i benægtelse, vi lever i fornægtelse, og alligevel agerer alle, som om det var fuldtud bekræftet. Den underforståede sociale udstødelse er lige så stor en trussel for de, der færdes i magtens korridorer, som for skolepigen, der føler, hun er nødt til at tjekke sms’er på cykel i myldretiden, for ikke at blive socialt hægtet af. Udstødelse opleves af mennesker som lig med døden.

Er der så 'de', der ved alt om, hvad de har gang i, og hvis intentioner er ondsindede? Det skulle man tro. Men det er ikke så simpelt i en kompleks og mangelaget Verden. 

Djævelen ligger i sproget

Da nationalsprogene erstattede latin som videnssprog, da folk i større antal fik adgang til viden i form af uddannelse, forudsatte det tiltag, uden hvilke udbredelsen af viden ikke havde fundet sted. Altså hele bevægelsen fra Reformationen frem til starten af 1800-tallet. Som tidligere elev på en tidligere latinskole, er jeg vokset op med den lille og den store latinprøve, hvilket jeg helst ikke ville have været foruden. Det er rent faktisk noget, jeg tænker tilbage på som nyttigt ved skolesystemet. Paradokset er, at latin også var en del at det kontrolapparat, som kirken udøvede over sine subjekter igennem hele Imperiets ære fra 1.0 til 2.0, det tysk-romerske kejserrige, Karl den Stores Imperium og helt frem til Preussen, generation 3.0. Det var preusserne i nationalismens tidsalder, der modificerede klassisk uddannelse og latin som primært videnssprog.

  

Var klassisk uddannelse så rigtigere? Det kan vi ikke bare påstå, for på det tidspunkt var den allerede i forfald. Trivium og Quadrivium var blevet endevendt og opslugt af bla. jesuitterne, de store dannelses- og videnskabsmestre, og var dermed en del af deres kontrolapparat. Blev det nye, som preusserne indførte, så bedre? Næppe, men man kan godt forstå, hvorfor tyske idealister som Fichte og Herder tænkte og gjorde, som de gjorde, og hvorfor englænderne, de tidligere indvandrer-saksere (der endnu tidligere var udvandrere fra Jylland ;-) kopierede systemet. De var pragmatikere, og de så det som en metode til at brede viden og uddannelse ud til de mange folk, der nu krævede at blive indlemmet i den videnskultur, der før havde været for de priviligerede.  

Det var vel at mærke viden, der var udvalgt og filtreret efter deres hoved i Oplysningstiden, det store vidensfilter-projekt. Oplysning var lig med illumination, et begreb fra tiden, der blev betegnelsen for det stik modsatte.

Vi er i det Britiske Imperium, der eksisterede sammen med version 3.0 af de store imperier, det russiske (det Tredje Rom), det tyske, det østrig-ungarske og det osmanniske (egentlig et overlevet version 2.0, det byzantiske). Vi ved også, at de britiske imperialister så det som deres ret at udradere dem, som de anså for at være deres trussel. Et relevant spørgsmål må være: Er en person eller et rige, der føler sig truet af den blotte eksistens af andres succes, en stærk skikkelse, eller er skikkelsens følelse af trussel og alle de ideer, der udspringer heraf, ikke et tegn på svaghed og usikkerhed?Psykologisk set taler vi vel om en narcissistisk profil, hvor skikkelsen, her en hel imperial kultur, på samme tid lider af sit eget storhedsvanvid og alligevel føler sig truet og derfor lider af et mindreværdskompleks. Vi har før foreslået, at det er misundelse, der er drivkraften, skinsyge, herskersyge. Profilen bliver endnu mere kompleks: en psykopatisk narcissist. 

Lad os sammenligne den attitude, som de britiske samfundsskabere havde over for både deres egen befolkning og i opskaleret version over for andre folk og nationer i resten af Verden. I bedste fald kan den betegnes som en alfaderlig omsorg for de underpriviligerede klasser og et pligtskyldigt tiltag til at hjælpe dem. De var trods alt protestanter (som om det skulle tælle til deres fordel), og der stod i Kong James Bibel, at man skulle være god mod dyr, børn og gamle damer. I værste fald er der tale om en dyb racistisk, nedladende og arrogant foragt for alle de ubrugelige grovædere, der stod i vejen for Imperiets fremmarch, eller som i det mindste, mens de stod i vejen, allernådigst kunne få lov til at blive dets slaver, håndlangere, ryge dets opium, betale dets skatter, lære at tale dets sprog og, hvis det skønnedes nødvendigt, tjene som dets kanonføde. Heller ikke noget, der var de puritanske protestanter fremmed, for de havde just været igennem 30-årskrigen, den store religionskrig i Europa.

Det britiske Establishment, Overklassen, så vitterlig sig selv som de retmæssige herskere i denne Verden. Blot det, at nogen derude eller derhjemme mente, at de havde ret til at styre sig selv efter lokalt hoved og tradition, var utilladeligt. De så sig selv som Guds Stedfortrædere (som pavemagten), og Gud havde lige bestemt, at al fri vilje (civile rettigheder) var inddraget. 

Den hvide mands byrde var, at han, efter eget udsagn, var de andre racer overlegen, og derfor måtte tage ansvar for at korrigere og opdrage dem. Eller bare aflive dem, og dertil opfandt de noget, der kaldes eugenik. Det britiske etablissements tankesæt var på alle tænkelige måder racistisk. Darwinisme ER racistisk. Den britisk eugenik-tanke ER racistisk. Men man så det ikke som sådan. Man var jo Universets gave til menneskeheden, man var den, der løftede byrden. Oxford havde en gave at overbringe menneskeheden, Encyclopedia Britannica var alt, man havde brug for i denne Verden, og hvis der fandtes andet, så var det ikke værd at beskæftige sig med. 

Don't tell anyone: It was never science but Imperial racism.

Forsimpling af viden

Det kan diskuteres, om simplificeringen af den folkelige uddannelse var nødvendig, for at der overhovedet kunne trænge noget igennem. Den amerikanske historiker og pædagog, John Taylor Gatto erklærer sig uenig her. Alle er ifølge ham født med evnen til egentlig og selvstændig tænkning, for det er sådan, vores hjerne, nervesystem og organisme er skabt. Hvis latin var emnet, så kunne alle lære det. Ifølge Gatto. Han kan udtale sig med al mulig autoritet, for han har som pædagog praktiseret det og set det ske, han er selveste mr. Walk-the-Talk. Man kan måske spørge, om det kræver en næsten genial pædagog som ham at praktisere det, men her tror jeg - uden at have spurgt ham - at han også ville svare nej. I modsætning hertil det preussiske koncept med, at ikke alle kan lære lige meget, og at der er et naturligt hierarki af begavelse. Det synes at være understøttet af observationer af virkeligheden i skolesystemet og dermed svært helt at udelukke. Det synes desværre også at være understøttet ved et view over en stærkt fordummet ungdom, der loader sig med drugs, Facebook, porno, dårlig popmusik og dårlig mad, og som får offentlige steder til at ligne en mellemting mellem et lokum og en losseplads, når de har være i byen og hældt sprut på lampen. 

Men man må spørge, om det ikke snarere er et produkt af skolesystemet, en selvopfyldende profeti i et lukket system? Helt radikalt må vi yderligere spørge, om det ikke er et produkt af hele det samfund og den virkelighed, der rammer et nyt menneske fra fødslen af, før det når så langt som til skolesystemet = den kunstige og kontrollerede forlængelse af barndommen? Men sådan så skolemestrene det ikke i hverken den tyske-idealistiske tradition eller den britiske og senere amerikanske importversion. Den egentlige foragt for folk fandtes i den britiske overklasse, og måske kun i en særlig perfid inderkreds af denne overklasse, hos industrialisterne/imperialisterne. Udenfor denne indercirkel var der masser af i bund og grund udmærkede og særdeles velmenende mænd og kvinder, der var med til at implementere det nye, og som troede på det nye og gjorde, at det ikke blev fuldstændig umenneskeligt. De var ambassadører for 'fremskridtet', og hvordan skulle de kunne gennemskue eventuelle skjulte agendaer og forudse, hvor det ville bringe Verden hen? Det står ikke engang klart, hvorvidt industrialisterne selv forudså det, eller om de, som de opportunistiske pragmatikere de var (alle kneb gælder, og målet helliger midlet), undervejs lod sig forføre af deres egen grådighed efter magt. Magt korrumperer, jo større magt, jo større korruption. Undervejs gik de efter absolut magt over ALT i denne Verden.

Vi har i Danmark en særlig lovprist national tradition for folkelig dannelse i den grundtvigianske tradition. Vi er stolte af den. Grundtvig ønskede at bringe uddannelse til bondesamfundets sønner og døtre (i starten var det kun sønnerne). Det er svært ikke at se det som en god ting med en god hensigt bag. De lærte rent faktisk noget, og på nogle områder lærte de kvalitativt mere, end skolebørn lærer – eller er i stand til at lære i dag. Tiden var anderledes, lærdommen faldt på et tørt sted. Poderne slap for at slide i markerne og staldene fra morgen til aften de par dage, hvor de blev sendt i skole. Alt det fragmenterende mentale mega-flimmer, som skolebørn bliver budt i dag, fandtes ikke. Den viden, de fik, var forsimplet i forhold til det bedre borgerskabs børn i latinskolerne, men disse skulle heller ikke arbejde hver anden dag. Verden var langt mere simpel. Børnene var ikke allerede fra barnsben kemisk og elektronisk forgiftede, og underholdning bestod i, hvad de selv kom op med af kreative eller traditionelle lege, og ikke hvad en monstrøs underholdningsfabrik overskyllede dem med. Der var rent faktisk rum til at tænke. 

Javist, der var tale om en hel del udenadslære, staveremser, spanskrør, salmevers, store og små tabeller, kongerækker og jeg skal gi' dig. Lad os ikke romantisere i nostalgisk-utopisk grad. Men i dag er vi havnet i den stik modsatte grøft, hvor hukommelse er en nærmest foragtet del af den menneskelige intelligens. Resultatet er – udover at udenadslære er bandlyst, for det har vi regnemaskiner og Google til - folk, der hverken kan læse, stave eller regne. Det amerikanske skolesystem kombineret med underholdningsforgiftning er estimeret til at have frembragt en befolkning, hvor 2/3 reelt er funktionelle analfabeter!De er ude af stand til at læse en bog, og de ville aldrig kunne følge med i underteksterne til en udenlandsk film, hvorfor Hollywood laver re-makes af alle ikke-amerikanske film. Igen kunne man filosofere over hønen og ægget, for Hollywood har masseproduceret stupiditet og en massiv syntetisk verdensopfattelse, så de fleste amerikanere i dag har et forkvaklet og hjælpeløst forhold til både sig selv og resten af Verden. Hollywood skaber fordummelse, der skaber behov for Hollywood. Og i det omfang, vi alle er amerikanere (og det blev vi, da Hollywood overtog filmindustrien efter 1. Verdenskrig), er vi også med-forkvaklede og medmisbrugere af forlorenheden. I danske skoler og blandt dansk skoleungdom står det næsten lige så slemt til.

Grundvig ville have korset sig. 

Hensigten

Her kan vi begynde at tale om egentlig ondsindet hensigt. Man skal være mere end almindelig tykpandet og uvidende for at vedligeholde og abonnere på den version, som Rockefeller Foundation og Carnegie ditto, som de største spillere på markedet, tilbyder af forståelse og betegnelse for deres egen påståede filantropi. Altså de store familiefonde, der ikke betaler skat til samfundet, og som gennem 100 år har købt sig til total kontrol af uddannelse, videnskab og kultur i deres billede og til deres fordel. How Big Oil Conquered the World. De vidste ALT om, hvad de gjorde. 

Her er vi i indercirklen af Imperiet i den anglo-amerikanske version. Altså, den bevægelse, der blev sat i bevægelse fra Oplysningstiden, jacobinerne og de britisk-franske frimurergrupper (’s indercirkler), de skotske efterkommere af Tempelriddervæsenet (Kong James’ bibel), Rothschild-dynastiet og centralbankvæsenet, The Pilgrim Society, Cecil Rhodes og The Round Table, the Fabian Society, Council on Forreign Relations (CFR), Bilderberg, und so weiter. Er det i øvrigt ikke underligt, så meget disse institutioner og tænketanke dyrker alt det riddervæsen-symbolik i inderkredsen?

Rhodes' plan var genindlemmelsen af USA i det Britiske Imperium. Ideen med hans scholarships var at producere britiske kloner, der kunne regere, som briterne ønskede det, en slags postkolonialistiske guvernører. Kom det til at ske? Svaret er indlysende ja, og Rhodes selv var undervejs åben over for muligheden af, at England formelt underlagde sig USA, hvilket i hvert fald voluminøst og muskulært har fundet sted. CIA’s forbillede var det briktiske MI6, der i dag ikke kan holde trit med storebror, som nu er overalt og på alle niveauer i Verden, og som indtil videre har været i stand til at destabilisere, destruere og kontrollere enhver nation og modbevægelse mod Imperiet, hvor end den opstod. Omfanget af CIA og dets strukturer er ikke forstået, det er ENORMT! Men det er hævdet, at hjernen stadig befinder sig på denne side af Atlanten, hvor muskelmassen befinder sig på den anden side. 

Alt dette er velbeskrevet af en elitær insider, Carroll Quigley i bogen Tragedy and Hope, en afhandling af intimiderende størrelse på 1300 sider (1080 i min pdf-version) skrevet i et sprog, der aldeles ikke er beregnet for lægfolk. En bog, der er lige så svær at få fat på som at læse, da etablissementet, der gav ham adgang til direkte kilder, fik kolde fødder over at blive udstillet så detaljeret, hvorefter de sørgede for, at bogen forsvandt og ikke blev genoptrykt. Quigley selv, der blot loyalt og måske akademisk naivt havde skrevet deres historie, uden at løfte moralske pegefingre, opdagede, at han blev nakket. På samme måde som Anthony Sutton, der leverede et perfekt supplement til Quigley, mistede alle sine fondsmidler, og måtte forske for egen regning. Begge kom for tæt på virkeligheden bag de geopolitiske facader. Til gengæld er der for nylig skrevet en meget kompetent reduktion af det alt for omfattende og detaljerede stof i Tragedy and Hope. Joe Plummerhar brugt 10 år på sagen, hvilket resulterede i bogen: Tragedy and Hope 1.01 – The Illusion of Freedom and Democracy. Hvis du ikke har tid til at læse bogen, så hør måske Richard Grove’s halvanden times lange interview med ham [link]. 

Den ædle løgn

Den transatlantiske elites dårlige undskyldning for at lyve, så vandet driver, kalder de for den ædle løgn. Det er svært ikke at se en sammenhæng med to talmudiskekoncepter, når vi prøver at forstå denne elites tankesæt og, må man vist sige, temmelig besynderlige moralsæt. Elite, som de kalder sig selv, uden specielt at leve op til ordet i sin kvalitet, altså mere som selvforståelse. Det ene er det omtalte super-racistiske koncept om, at alle andre end dem selv, der er indforskrevet som herskere og fuldgyldige mennesker, er undermennesker hele banden, goyim. Det andet koncept udspringer heraf, hvilket forbyder den rettroende at lyve overfor andre rettroende, men at det er helt og aldeles tilladt at lyve overfor alle andre, goyim(goy i flertal på hebraisk). Det er nærmest en pligt at lyve overfor disse horder af underhunde, som nærmest har krav på at blive beløjet. Uden at være identisk med Det Britiske Imperium, så har talmudismen haft en afgørende indflydelse, for den slags kommer ikke ud af den blå luft. Jeg vil foreslå, at man kigger nærmere på frimureriet, der er spækket med talmudisme og kabbalisme. Den vendte tilbage under Cromwell, efter et par århundredes udstødelse. Se på tilflugtsstedet for Tempelridderne i eksil: Den Skotske Frimurerrite. Nogen vil påstå, at talmudismen var der hele tiden i krypteret form, som en integreret del af frimureri, Rosenkreutzer-væsen, senere jacobinerne/illuminisme og frem til det netværk, der skabte Folkemordets Århundrede. Joseph Atwill vil endog argumentere for, at Shakespeare er talmudisme. [Shakespeares Secret Messias] Husk igen, at vi ikke taler om hr. og fru jøde her, men om de hemmelige samfund og de khazariske stor-mafiosi i fint tøj og med penge på lommen, der i slutningen af Napoleonskrigene opkøbte den britiske nationaløkonomi. 

Løgnen er You can’t handle the truth. Hertil kunne vi sige: prøv os!Selvfølgelig kan folk håndtere sandheden, det vil bare ikke falde i god jord hos løgnerne, da de kunne risikere at havne i den jacobinske guillotine, de opfandt under deres revolution i 1789. Folk ville blive aldeles rasende. Som et par af deres hi-life-mafiosi håndlangere, Bush Senior og -Junior kom til at sige: Hvis amerikanerne vidste, hvad vi havde gjort mod dem, ville vi hænge næste dag i den nærmeste lygtepæl. Det samme kunne mafioso Bill Clinton sige – der i øvrigt både er elev af Carroll Quigley, og derudover Rhodes Scholar. Det sidste vil sige, at han var en udvalgt person til, efter fuldendt hjernevask, at indtræde i en ledende stilling i det elitære regime. Ligesom medlemmer af Skull & Bones. Husk igen, at der er intet som helst venstre- eller højreorienteret over disse fænomener, da eliten couldn’t care lessom politisk fløj-observans. Magt er hævet over den slags, disse opdeltheder er for goyim, for nu at blive i terminologien, de ubrugelige grovædere, stemmekvæget, kanonføden, masserne, rosset, plebs … eller som undergrunden plejer at sige for tiden, fårene, the sheeple. Advarsel: lad være med at bruge deres terminologi, lad være med at blive som dem!

Så, de fine herrer og damer, højt til hest i den inderste cirkel omkring det runde bord, har givet sig selv absolution, syndsforladelse ved at kalde deres løgne for ædle. Resultatet er, at hele fortællingen om det 19. og 20. århundrede er én stor løgn med blåt stempel. Med enkelte smuttere som Quighley’s Tragedy and Hope. Eller Internettet, der består af størstedel løgn og skrammel iblandet sandheds-guldkorn. Det blev også regnet for en smutter indrømmet af et medlem af Rockefeller-syndikatet. Problemet er at skelne løgn fra potentielle brugbare komponenter til sandhed, og herefter at sammenstykke det. Vi forsøger, og nogle gange lykkes det – forhåbentligt. 

Efter at have givet sig selv absolution, hyrer de finde herrer og damer højt til hest omkring det runde bord dernæst folk, der har mindre viden end dem selv, men som tror på sagen. Quigley har et stykke hen ad vejen været sådan en, omend på højeste niveau. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson og hans infamøse ’handler’ oberst Mandell House, har været sådan. Wilson lod globalistiske (ville vi kalde dem i dag) bankfamilier overtage den amerikanske nationaløkonomi via kuppet af Federal Reserve i 1913. Han sendte USA ud i 1. Verdenskrig med ført hånd fra briterne og zionisterne. Og han blev overtalt til at sende et morbidt biologisk krigsvåben kaldet The Army Flue(den spanske influenza) løs mod europæerne og primært tyskerne, hvilket slog 100 millioner mennesker ihjel på verdensplan og gjorde udfaldet for krigen, der på det tidspunkt allerede var vundet og settled af tyskerne i Brest-Litovs-freden. ALLE vidste det i 20’erne, det var ingen hemmelighed. Herefter kunne amerikanerne og briterne ommøblere hele Europa til deres fordel. Det tog blot endnu en verdenskrig at efterlade europæerne i total amnesi om, hvad det var, der skete. I dag siger folk: Det har jeg da aldrig hørt om, det kan da ikke passe, det er sådan noget konspirationsteori!.Det tog blot et par generationer totalt at forandre virkeligheden og destruere sandheden.

Var Woodrow Wilson så en udspekuleret, ondsindet personage? Noget tyder på, at han snarere var en hi-level nyttig idiot for nogle langt mere udspekulerede og ondsindede personager, der opererede i hans baglokale, med ham bag disken i butikken. Passager i hans selvbiografi tyder på, at han erkender sin medvirken i forrædderi mod sit land og sit folk. 

På sporet af fravær

Hvordan kommer man på sporet af løgnen? Man kan selvfølgelig spørge sig selv om, hvad der findes. Men man kan også spørge, hvad der ikke findes. Der mangler noget her, hvad er det? Amerikanerne kunne spørge sig selv om, hvad de overhovedet lavede i 1. Verdenskrig, for ingen er i stand til at svare på det, altså: de ved det simpelthen ikke. Det ville være et godt/ondt sted at starte med at stille et par insisterende spørgsmål. Det var det, som århundredets største digter Ezra Pound gjorde, hvilket kostede ham 10 år i forvaring i et mentalt asyl efter ordre fra kommunist-håndlangeren Franklin D. Roosewelt, manden der elskede Stalin, og som gjorde det samme som Wilson: bragte USA ind i en krig, hvor nationen INTET havde at gøre, blot fordi briterne og zionisterne overtalte dem (they gave them an offer, …). I modsætning til 1. Verdenskrig, troramerikanerne og briterne, at de ved, hvad 2. Verdenskrig handlede om. Og vi andre med. 

Løgn er fravær af sandhed. Det behøver blot at være væsentlige komponenter til sandheden, der skal mangle, før det hele bliver til løgn. Det er just det, man gør i den ikke-videnskab, der kaldes for historieskrivning. Ikke, at der ikke findes ægte historieskrivning, men den blåstemplede version har meget sjældent noget med videnskab at gøre. Det er politiseret ideologi, den ædle løgn i praksis, et imperialt skriverkarle-produkt. Det er sejrherrerne, der skriver deres historie til eftertiden, hvilket skal frikende dem for ansvar for hændelser i fortiden. Hvilket giver dem adgang til at gentage deres svinske succes’er i fremtiden.

Her dukker det tredje talmudiske koncept op: offeret. Det er en udbygning af absolutions-begrebet. Først begår man et overgreb, og dernæst giver man offeret skylden for overgrebet på sig selv. Offeret bliver udråbt til at være bødlen. Det er et kabbalistisk ritual, der overfører skylden for en ugerning til selve offeret. Det er Oh, du Guds lam i den oprindelige version, kulten om Den Døende Gud, og dens påkrævede menneskeofring. Vi bevæger os her ind i det okkulte og uhyre betændte bagtæppeland bag folkemordene og krigene. Blodsudgydelser i den skala er heftige energioverførsler med en stærkt okkult = skjult betydning og virkning. Denne okkultisering startede for alvor i Oplysningstiden, blot et århundrede efter 30-årskrigen, der var ét stort slagteri og blodritual, hvor halvdelen af Europa blev massakreret. 

De gammeltestamentlige jødiske profeter talte kraftigt imod det, ligesom de var kategoriske modstandere af Usura, ågerkarlevirksomhed, parasitternes trumfkort. Men både Kulten om Den Døende Gud og årgerkarlene vendte tilbage ad bagdøren og er lyslevende/hyperaktive as we speak. 

Trivium

Vi har før advokeret for Trivium som erkendelsesmetode og som intellektuel rustning. Trivium er et tveægget sværd. I den rette anvendelse er det er stærkt redskab at have styr på sin grammatik før sin logik før sin retorik. Alt afhængig af intention er det, ligesom alle kraftfulde redskaber, et dødeligt våben. Siden år 780 var det en integral del af klostervæsenets uddannelsesmetode. Alle adelens og kirkens sønner og enkelte døtre blev trænet på denne måde. Jesuitterne har den som deres basis. Den var fundamentet for alle upper class skoler og colleges i Det Britiske Imperium. Det var det, som the Rhodes Scholars blev udstyret med. Trivium var også et magtinstrument. Man lærer sin grammatik, for at lære magtens sprog. Man lærer sin logik, for at være i stand til at twiste den. Man lærer sin retorik, for at kunne forføre undersåtterne med demagogi. Så hvad skal rustningen til for? For at beskytte mod sværdet, det siger sig selv. Men er det angriberen eller forsvareren, og er angriberen aggressoren? Er der tale om et forebyggende angreb som det bedste forsvar? Med andre ord: hvem er du, hvad er din hensigt, hvad er dit moralsæt? I hænderne på en jesuit er systemet en måde til at danne menneskebarnet, for at skabe den voksne i deresbillede. Der går en lige linie fra Loyola til Lenin/Trotskij/Stalin. Cecil Rhodes sagde det senere lige ud: Jeg vil skabe et system ligesom Loyolas. Hvem sagde også, at han ville danne en organisation ud fra Loyolas forbillede? Det gjorde Heinrich Himmler. Og hvem sidder nu som overhovedet for den katolske kirke? En jesuit. 

Carroll Quigley, der selv var Rhodes Scholar, er et eksempel på folk, der blev lidt for dygtige til deres Trivium, og som derfor overskred det indbyggede kontrolapparat. Der findes også eksempler på aldeles fremragende jesuittiske videnskabsfolk, der, selvom de var udsendt som spioner for The Order of Jesus og Vatikanet et sted i udkantsverden, altså, som de vanlige infiltratorer, før et egentligt angreb på en anden kultur, undervejs blev så begejstrede for den fremmede kultur og fik så meget indsigt i den, at de blev dens fortalere og beskyttere. Egentligt afhopperi var vanskeligt på grund af det enorme netværk, som jesuitterne besad. Men der er eksempler på det og også på, hvordan afhopperen efterfølgende fik 'forkortet' sit liv. Andre er eksempler på, hvordan de bliver inddæmmet ligesom Quigley. Man kan ikke forhindre viden i at blive produceret, men man kan forhindre den i at blive distribueret. I internettets tidsalder kan man ikke længere fuldstændigt destruere viden,ligesom Romerstaten kunne (katten er ude af sækken), men man kan korrumpere og disinformere og forurene den.

Et ringe uddannet folk giver afsæt for et stort statsapparat. Et veluddannet folk behøver ikke en stor stat. Det var i hvert fald tesen for de, der forsøgte at danne et Amerika uden britisk overherredømme. De afskaffede faktisk Trivium, da de så det som alt for knyttet til den gamle europæiske kultur, og dermed også til briterne, der under Frihedskrigen var ankommet med deres skibe og soldater og guvernører, for at underlægge sig den oprørske koloni, og de var succesfulde. Med udgangspunkt i Pennsylvania og Massachusetts dannede de et modificeret skolesystem, der skabte mellem 90-100% litterære, læsende og skrivende og regnende elever. De dannede igen grunden til succesen og dynamikken for USA. At nogen kunne være interesseret i at ødelægge denne dynamik frem til i dag, hvor der er funktionel analfabetisme for 2/3 af befolkningen, er meget svært at forstå, med mindre vi forstår, at et veluddannet folk udgør en trussel for den herskende klasse. De ønsker dannelse for deres egne børn, kontrollerbar dannelse. De ønsker træning for resten af befolkningen, kun effektiv nok til, at de kan indgå i de funktioner, der er reserveret for dem. 

Det selvdestruerende misfoster

Et sådant kortsigtet, interesse-fikseret tankesæt har imidlertid sin egen indbyggede selvdestruktion. Når folk ikke længere er i stand til at tænke og skabe og opfinde, når folk bliver initiativløse og håbløse, så dør samfundet. I Sovjetstaten gjorde de noget lignende og alligevel anderledes. Her massemyrdede de intelligensiaen, så der ikke var flere kompetente mennesker tilbage til at udfylde vigtige funktioner i samfundet. To eksempler for syntetisk kollektivisering, der kun virker for ét formål: undertrykkelse. Begge taktikker er snedige på overfladen og torskedumme i deres kerne. 

At vi er ved at nå et vendepunkt for fordummelsen, kan vi observere ved de mange-mange mennesker Verden over, der nu tydeligt føler sig fornærmet på deres intelligens over at få så meget bullshit fra medierne. Vi kan også observere det ved, at erhvervsfolk, især i Europa, ikke længere kan holde den amerikanske spændetrøje ud, og tydeligt mærker, at helt unødvendige tiltag, som den embargo mod handel med Rusland, som amerikanerne har påtvunget EU, er totalt destruktive og på ingen måde i europæisk erhvervslivs interesse. Statsapparatet er nu i overvældende grad nationernes fjende, både borgere og erhvervsliv. INGEN med et sundt tankesæt har en fordel i at indlede Tredje Verdenskrig ved at angribe Rusland, Kina, Iran og dermed resten af Verden - bortset fra det tidligere Commonwealth, de store engelsktalende nationer, der hidtil har fungeret som Imperiets styresystem. Men heller ikke engang de har længere interesse i noget sådant. Det er simpelthen ikke trendy længere, det er reelt passé. Det er kun inertien i det enorme apparat, der driver værket nu. 

Den dobbelte bund i de gode viljerer nu ved at blive fuldt forstået og gennemskuet. Enhver løgn, hvor 'ædel' den end kan hævdes at være, har sin egen sidste holdbarhedsdato. Den er overskredet lige nu med flere årtier, og den begynder at stinke.