Stenen - en kort historie

af marco_hanuman, the blogger

2. del af en projekteret novellesamling (1. del: Dæmonernes port)

Stenen

Det var efter årtiers søgen, det lykkedes ham at komme på sporet. Vi skal ikke her trætte med de ørkesløse ørkenvandringer, der gik forud for gennembruddet, de frustrerende tredimensionelle pilgrimsrejser fra Herodes til Pilatus, de utallige løse ender og blindgyder, der måtte befærdes forinden. Skulle der vise sig behov for det, vil de kunne nedfældes til en hel roman i sig selv. Her skal vi nøjes med at berette, hvordan han omsider mente at være kommet på sporet af stenen.

Han var sandt at sige ved at give op, da han ved et tilfælde løb ind i købmanden. Han kaldte sig købmanden, men han var snarere en mellemting mellem en kunsthandler, og for at sige det rent ud, tyv, og en hæler på samme tid. Hvordan kunne man stole på sådan en type? Det kunne man for så vidt ikke, men folk som ham var på den anden side ikke usædvanlige. Han var gjort af samme stof som visse entreprenante arkæologer, der i bund og grund ikke var andet end gravrøvere. De opfattede ikke deres metier som uhæderlig og den måde, de talte om deres forehavender på, røbede ingen betænkeligheder eller anger over, hvad der ofte måtte betegnes som lysskyhed. Deres moralske anløbenhed var dem ikke bevidst, ejheller deres påståelighed endsige deres forfængelighed.

Det var derfor, han i sin samtale med købmanden vidste, at han ikke holdt ham decideret for nar eller løj for ham, selv om han måske ikke fortalte alt, hvad han vidste.

Hans butik lå i en støvet sidegade på kanten af, hvad man ville finde acceptabelt for en butik, der solgte kunstgenstande af en vis værdi. Det var i løbet af samtalen over den obligatoriske kop kaffe for kunder, der viste en vis interesse, hvor han havde ladet emnet falde. Ja, det var sikkert en legende, men man sagde jo, og så videre... Det var endog omtalt i en vis bog, der måske var andre i herværende selskab bekendt.

’Hvad må jeg kalde dem, min herre?’, spurgte købmanden.

’Mit navn er Farsouk’.

’Hr. Farsouk, jeg kan forsikre Dem for, at det ikke er en legende. Den omtalte genstand dukkede skam op for år tilbage. Der er ingen tvivl om, at vi taler om den samme, for jeg havde selv lejlighed til at undersøge den. Ganske besynderlig tingest, og havde det ikke været, fordi det ikke var muligt, ville jeg have erhvervet mig den’.

Han gjorde alt, hvad han kunne, for at underspille sin interesse og ikke røbe, at hans puls og blodtryk var steget betydeligt. Han havde fisket i totalt blinde, hvilket var en rutine, han havde oparbejdet dengang, da hans til tider maniske eftersøgning var startet. Men manden sad der og sagde ...

’Javel ja, det var da lidt interessant. Af hvilken grund var det ikke muligt at erhverve den?’

’Af den simple grund, at ejeren ikke ønskede at sælge den. Og så var jeg heller ikke seriøst interesseret'.

Der anes en vis forstillethed i den seneste bemærkning. Mon det nu var helt rigtigt? 'Hvis nogen nu ønskede at erhverve den til - lad os sige en samling af besynderlige sten, ville det da ikke være muligt at kontakte ejeren desangående?'

'Det kræver så, at man kender ejeren og ved, hvor han opholder sig. Hr. Farsouk var de stadig interesseret i det billede, vi talte om? Hvis vi gør en god handel, så kan vi måske gøre en anden oveni'.

Den snedige ræv! Der var ikke andet valg. På vej ud ad døren:

'Lad være med at sige, det var mig, der gav Dem oplysningen. Sandt at sige, så er jeg og den omtalte pengeveksler ikke de bedste venner. Han ønskede ikke at sælge, fordi jeg gjorde en efter hans mening lidt for god handel for år tilbage. Det har han aldrig tilgivet mig'.

*

Måske var købmanden en ræv, men hans udgangsbemærkning affødte alligevel en form for tillid. Måske talte han sandt på sin egen luskede måde, mens han selvfølgelig havde ladet sig bestikke til en oplysning. Én ting, der bekymrede ham, var mandens forstillede uinteresse for genstanden. Han måtte være på vagt.

En dagsrejse senere har han indlogeret sig i byen og er i gang med at udspørge folk om Kuferstein. Hvor var han, hvad vidste de? Folk havde hørt om ham, men ingen kunne sige præcist, hvor man skulle lede. Han havde ikke sin egen gesjæft. Sent på eftermiddagen møder han en gammel mand i Souk'en, der sidder ved siden af ham med en pibe.

'Hvad vil De dog med Kuferstein?'

'Jeg er blevet henvist fra en forretningsforbindelse og ønsker at gøre en handel med ham'.

'Hvem siger, at han er interesseret i at handle med Dem? Og hvad går en sådan handel ud på? Ved de ikke, at han har lagt sin virksomhed på hylden? Det siges, at han er blevet sær på sine gamle dage og studerer okkulte bøger'.

'Så meget desto bedre. Så vil han vide, hvad jeg taler om. Han har muligvis kendskab til en særlig genstand, som jeg ikke kan omtale her. Ved De måske, hvor jeg kan finde ham, ærværdige?'

'Muligvis. Følg med mig'.

De går gennem snoede gader, den gamle forrest med sin stok. Der bliver ikke talt undervejs. De ankommer til en stor port med solide beslag. Gamlingen tager en nøgle frem og lukker op. De går gennem porten til en indre gård med et springvand i midten og fornemme dekorationer langs søjlegangene i siden. Man kunne ikke se det udefra, men dette var klart et sted for velhavende mennesker.

'De ønsker at tale med Kuferstein. De kan nu tale om særlige genstande. Er denne genstand tilfældigvis lavet af sten?'

Det havde nok strejfet ham undervejs, men alligevel bliver han overrasket. 'Hr. Kuferstein?'

'Og så slipper de ikke afsted med at omtale købmanden som en forretningsforbindelse. Det er han bestemt ikke, og det ved han godt. Til sagen, hvad ønsker De?'

'Jeg er ikke købmand, jeg er blot samler. De har gættet rigtigt, vi taler om den særlige sten, som De muligvis er i besiddelse af'.

'Så lad os tale om denne sten. På hvilken måde mener du, at den vil kunne berige deres liv? Med andre ord, hvad tror De om stenen?'

'Jeg ved kun, hvad man siger og skriver. Det siges, at stenen har en hukommelse'.

'Og hvad skal man stille op med det, hvis ikke stenen giver adgang til sin hukommelse? Jeg skal gøre sagen helt kort. Stenen har været i min besiddelse indtil for ganske nylig. Men jeg har følt, at jeg ikke var den rette til - hvad skal vi sige - at håndtere den. Den skabte visse problemer, så jeg var nødt til at skaffe mig af med den, for at den ikke skulle ødelægge for meget. Faktisk vil jeg gå så langt som til at advare imod den. Jeg har studeret visse forhold det meste af mit liv, men denne genstand krævede mere af mig, end jeg evnede'.

'Hvad ville det dog kræve, hvis ikke et langt livs visdom og et nøje studie af de rette videnskaber er tilstrækkelig?'

Den gamle går hen til ham og hvisker ham i øret: 'En kvinde. Med særlige evner...'

*

Det undrede ham, at en jødisk pengeveksler ikke havde taget sig rigeligt betalt for yderligere oplysninger. Man har lov til at blive overrasket, og han var åbenbart løbet ind i en stribe overraskelser på det seneste. Endnu engang var han på farten, og det lod til, at stenen flyttede sig med en dagsrejse, når han kom i nærheden af den.

Denne gang har han en adresse på forhånd og finder den i løbet af kort tid. Han banker på døren med den røde lampe. En lille indskrumpen mandsling åbner døren på klem.

'Jeg søger Madamme, er hun tilstede?'

'Hun tager ikke imod fremmede uden anbefaling.' Mandslingen skal til at lukke døren igen.

'Så er det heldigt, at jeg har en anbefaling fra Mendel Kuferstein, som jeg talte med så sent som i går. Jeg beder dem overbringe en hilsen, min Herre.'

Mandslingen skifter attitude til servilt undskyldende. 'Tilgiv min herre, vær så venlig at træde indenfor.' Herefter er der ingen grænser for, hvad gespenstet med tydeligt slatne håndled og diverse grimasser på sit mimiske repertoire er i stand til at diske op med. Den slibrige huslighed forsvinder et stykke tid, hvorefter han vender tilbage og beder ham følge med. Vejen går op ad trapper gennem korridorer til en dør.

'Vær så venlig, Madamme venter dem.' Den gnidrede tempeltjener forsvinder, og han går ind ad døren.

Rummet er overfyldt af alskens ragelse, noget af ganske overdådig karakter. Det kan beskrives som en mellemting mellem et velorganiseret pulterkammer og et overfyldt soveværelse, men uden tegn på menneskelig tilstedeværelse. Han går forsigtigt rundt og prøver at orientere sig.

'Vær venlig at tage plads.' Stemmen kommer fra bag et forhæng til noget, der ligner en stor seng. Han sætter sig ned på en læderbetrukket pude, og han fornemmer en skikkelse bag forhænget. På et rundt messingbord ved siden af, står der dampende te og glas.

'Min tjener har stillet te frem, vær så venlig at forsyne dem, hr. Farsouk.' Hvor kender skikkelsen bag sløret hans navn fra? Ikke engang vekseleren fik hans navn at vide. Kunne det stamme helt tilbage fra købmanden – utænkeligt!

'Velkommen til Glemslens Hule. Vi tilbyder forskellige former for glemsel i dette ydmyge etablissement, som De sikkert ved. Jeg vil gætte på, at vi ikke taler om de mere basale former, siden hr. Kuferstein har gjort sig den umage at rekommandere. Men det ene udelukker selvfølgelig ikke det andet'.

'De har gættet rigtigt omkring Kuferstein, Madamme. Det andet var ikke lige, hvad jeg havde i tankerne. Mit ærinde er derimod en sten, der synes at føre sit eget liv. Noget tyder på, at den i sit livsforforløb har valgt deres logi, Madamme'.

'Der er mange, der har valgt dette logi. Så hvorfor ikke også en sten? De ved, som i den gamle vending med at sove som en sten. Søvnen er vores bedste glemsel. Og drømmen selv, for den forsvinder som dug for solen. Først glemsel, så mere glemsel'.

'Det siges dog, at denne sten i så fald indeholder sin modsætning: hukommelse. Det siges også, at det kræver særlige evner at få stenen til at betro sig. Kvindelige evner'.Han føler sig et øjeblik døsig og svimmel.

'Og her taler De ikke om kunsten at lave mad eller børn?'

'Alt hænger sammen og således også liv og død, føde og hunger.

'Meget poetisk, men vi taler ikke om den Vidunderlige Suppesten. Vi taler om den Sorte Sten med de indbrændte øjne. En sten fra en anden tid. Den tilhører mig, men den blev stjålet fra mit aflukke for en uge siden'.

'Stjålet?'

'Mit aflukke er meget sikkert, så tyven har været meget dygtig'.

Han synes nu, at rummet er begyndt at dreje rundt.

'Stenen siges at huske hele menneskehedens historie. Den er en sammentrykket, men fuldstændig og konstant opdateret kopi af originalen. Det er sådan, jeg plejer at sige det. Andre siger, at stenen blot er et modtageapparat for den store hukommelse. Vi kan ikke vide det med sikkerhed. Den ene formulering er lige så god som den anden, og i disse sager er to forklaringer altid bedre en én.'

Det hele er begyndt at sejle, genstandene i rummer kører i karrusel, og lyden af lirekasser har sneget sig ind fra højre.

'Glemsel og hukommelse sidder på hinandens ryg. Hvad jeg siger nu, vil De huske bagefter. Hvad De og jeg har sagt forinden vil være glemt for evigt. De vil blot udføre ordren i hele dens ordlyd:
Skulle denne sten komme i Deres besiddelse, vil de omhyggeligt sørge for, at den snarest mulig kommer mig i hænde. De vil overbringe den i samme tilstand, som den er forefundet - og Dem selv i samme tilstand, som De befinder sig i nu'.

Da han vågner igen, ligger han i et mørkt rum på en madras. Der er en masse larm af mennesker udenfor. Han rejser sig og åbner porten indefra, overvældes af lyset og ser, at han har ligget i en garage eller et lagerrum på gadeniveau. Porten er den eneste vej ud. Han kan ikke genkende stedet og er forvirret over, hvad han laver der.

Ved sengen finder han en konvolut med et brev i. Brevet antyder, hvor næste ophold måske kommer til at være.

*

Denne gang starter turen i byen. Den er stor nok til at skjule både tyve, mordere og korrupte politikere. Her skal der opspores en berygtet klatretyv, som det var lykkedes at slippe fra politiet i årevis. Man skulle ikke tro, det kunne blive ved med at gå. Han burde være på politiets lønningsliste for at holde dem i form. På den anden side lod det ikke til, at det hjalp.

Madamme, i nabolaget kendt som den Store Hore fra Babylon, ikke just nogen smigrende titel, var alligevel til en vis hjælp, selvom hun igen sendte ham videre. Beskrivelsen af tyven fulgte med. Her vil du nok håne den stakkels fortæller for naivitet, for kan en tyv ikke kunne finde ud af at maskere sig? Fruen i huset med de spændende serviceydelser havde givet ham en nøje beskrivelse af både hans ansigt og de små, men markante ar, der røbede ham. Hun havde også givet et hint om hans opholdssted, men det var i øvrigt, hvad han huskede om samtalen. 

Hvad havde der for resten været i gnomens tekande?

Hvis han havde luret damen ret, så kunne han forvente følgeskab. Der ville uden tvivl blive holdt øje med ham i byen. Den udefinerbare skikkelse bag sløret regnede måske med, at han ville lede hende til tyven og dermed endnu en gang til den forsvundne genstand. Tak for tilliden. Han havde en omtrendtlig adresse i et bestemt område. Hvorfor holder den slags altid til i havnekvarterer? Men de dumme følgesvende er uhyre nemme at slippe af med. Han fandt en beværtning, hvor han bestak tjeneren til at bruge bagindgangen - efter at have betalt regningen, selvfølgelig. Efter de 10 minutter, det tog følgesvendene udenfor at blive klar over hans nummer, var han allerede over alle vande, eller rettere: bag alle gader og stræder. De måtte betale for at låne toilettet, for de var for nærige til at købe noget hos tjeneren. Der sad en hængelås på gitteret ved bagindgangen. Nøglen lå som aftalt på et bestemt sted i baggården. De to følgesvende fik herefter travlt med at genoptage det tabte spor.

Han vidste godt, at adressen ikke var noget værd i sig selv, for ellers havde Madamme selv fangen tyven. Han indlogerede sig på kvarterets hotel den første nat, bevæbnet med tålmod. På den tredje aften fandt han en informant, der kunne beskrive den omtalte skikkelse, Tårnfalken kaldte de ham. Man skulle holde øje med en bestemt baggård og adgange til rum på usædvanlig vis. Han havde forinden måttet skifte opholdssted og havde besnakket en ejer til en lejlighed, der overså baggården.

Han er heldig, for himlen er skyfri og det er tæt på fuldmåne. Hele gården er oplyst. Ved midnatstid ser han skikkelsen, der kravler op ad siden på bygningen og forsvinder ind ad et vindue i tårnbygningen. Der hænger et reb fra vinduet og ned langs en kant på siden, hvor ingen kan se det. Senere kommer der et ganske svagt lys ud af de tilskoddede vinduer øverst i tårnet. Det er derfor, de kalder ham Tårnfalken!

Tidligt på morgenen er der igen aktivitet i tårnet, og den mørkelagte beboer kommer ned fra sit logi via vinduet og rebet. Så er det på tide. Han finder vej via det lave tag i siden. Han finder rebet og de trin, som beboeren har hamret ind i murværket. Inde i tårnet følger han trapper, trin og afsatser opad. Tæt ved toppen er der en lem i taget, der skal løftes, og så er han indenfor. Der er støv og spindelvæv overalt, men der er også spor på trægulvet af sko og fødder, der har gået. De fører ud bagved og op til et loftsværelse. Her bor Tårnfalken, men der er ingen sten. Han gemmer sig i et hjørne af etagen. Beboeren må vende tilbage.

Et par timer senere høres lyde nedefra. Da beboeren er ankommet til sit højtbeliggende domicil, træder han frem fra mørket. 'Bliv endelig siddende. Ellers må jeg bruge denne her'. Han tager en pistol frem fra sin frakke og lægger den på kanten af det bord, der befinder sig mellem beboeren og hans uventede gæst.

'Hvad vil du mig?' spørger beboeren af tårnet.

'Du er eftersøgt for mange ting. En af dem er en sort sten, som du stjal hos en velbekendt kvinde i hendes etablissement. Vi skal finde en løsning på denne forsvinden her og nu, ellers er jeg nødt til at overgive dig til myndighederne'.

'Stenen er solgt, jeg havde ingen interesse i den, bortset fra den interesse, andre måtte have. Det eneste, jeg kan tilbyde, er at fortælle dig om dens nye ejer. Jeg kan forstå, at den skifter ejer, som andre skifter undertøj'.

'Godt så. Du giver mig alle oplysninger, og jeg røber ikke dit tilholdssted. Hvis du taler usandt, går jeg ud fra, at du allerede har skiftet tilholdssted, før jeg kommer tilbage efter dig'.

'Jeg kan også tilbyde at stjæle den tilbage, men den slags tager jeg min pris for'

'Sådan noget begiver jeg mig ikke af med'.

*

Silkehandlerens butik var en særlig oplevelse. Endnu en dagsrejse var tilendebragt. Byen lå på den gamle karavanerute, hvor der igennem århundreder, nogle siger årtusinder, er blevet transporteret varer fra fjerne lande i Østen, der krydsede varer fra Syden for at bringe dem til Norden og Vesten. Og silke var stadig en af de varer, der var i høj kurs.

Hvilket mærkeligt produkt! Her har kinesere ansat kolonier af ormetil at spinde en tråd af verdens fineste kvalitet. Hvad bliver det næste: et spinderi der har ansat edderkopper til at producere verdens stærkeste og mest fleksible tråd? Rygter siger, at det allerede er på trapperne.

Silke har særlige egenskaber. Det er stærkt og let, det køler i varmen og varmer i kulden. Det er den kejserlige udgave af uld. Trådens ekstreme tyndhed gør, at man kan spinde stof, der er tyndere end den fineste bomuld fra Syrien og Egypten. Kombineret med kinesernes viden om farver, er silke farvebestandig i umådelig lang til, og silketøj fundet i årtusindgamle gravkamre har stadig bevaret deres farver - hvis ikke ormene har taget det tilbage til det store kredsløb.

Da han træder ind i butikken, bliver han mødt af en ung mandlig ekspedient. De passer godt på deres varer her og overlader ikke folk til selv at rode rundt og måske få et stykke fornemt tøj op under neglene ved at folde sammen i en lomme. 'Hvorledes kan jeg være Dem behjælpelig, min herre?'

'Jeg søger indehaveren af forretningen. Jeg kan forstå, at han for nylig har udvidet sin forretning til at at omfatte mere betyngede genstande. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden'.

'Den slags har jeg ingen viden om. Jeg må bede Dem om at komme tilbage i morgen, hvor ejeren vil være at træffe. Han er her altid klokken ti. Faktisk er han her kl. otte, men butikken åbner først klokken ti. De kan prøve at banke på, hvis det er meget vigtigt. Jeg skal sige, at De har været her. Og hvad var navnet?'

Han møder op klokken otte. Det var alligevel umuligt at sove længere end til solopgang, hvor en kaskade af tårnsangere forstærket af elendige højttaleranlæg kaldte til bøn. Han spekulerede over, hvorvidt der overhovedet var en muezzin i toppen af tårnet, eller om det bare var et bånd, der kørte? Og hvorfor skulle han kravle op i minareten, når der var et forstærkeranlæg? Hvad var der i øvrigt sket med deres lungekraft gennem tiderne? Led de alle sammen af KOL pga overdreven brug af vandpibe kombineret med nymodens storbyforurening?

Den unge butiksassistent er allerede mødt på arbejde, som om han blot har sovet et par timer i butikkens baglokale, og det har han måske også. 'Kom indenfor, min chef venter dem i baglokalet'.

Han bliver ført over en gårdsplads og ind i et kontor. Her sidder der til hans overraskelse en anden ung mand. Tag plads, vær så god en kop te, hvad kan jeg hjælpe med? de sædvanlige formalia.

'Er det rigtigt forstået, at de for nogle dage siden købte en særlig sten af en - skal vi kalde ham: forhandlerved navn Jalal?'

'Og hvorfor skulle jeg svare Dem på dette spørgsmål? Vi handler hele tiden, og jeg går ud fra, at de også er indenfor handel og vandel?'

'Ikke nødvendigvis. Jeg er blot samler af genstande. Men De er en handelsmand, og De har handlet med en notorisk tyv, hvilket gør Dem til en hæler. Den omtalte sten blev stjålet fra en kvinde for over en uge siden og derefter solgt videre til Dem. Det er én måde at sige det på, men hvis vi til lejligheden vender aktionsradius om, så valgte De at at købe omtalte sten, hvilket er grunden til, at De bør overveje at svare på spørgsmålet'.

Den unge mand tænker sig om. 'Det havde jeg ingen anelse om'.

'Altså, en indrømmelse af, at De gjorde noget, som de så ingen anelse havde om'.

'Købmanden. Han var her i går aftes. Der var derfor, jeg ikke kunne modtage Dem. Jeg havde intet valg, for han fremførte de samme punkter, som De nu fremfører'.

'Og hvad vil det sige?'

'At han betalte det samme for stenen, som jeg havde givet'.

*

Det var, som han havde anet fra starten, men han havde ikke lyttet til sine egne anelser. Købmanden havde løjet om sin interesse og havde hele tiden efterstræbt stenen. Det komplicerede sagen yderligere. Han havde indtil videre konfronteret de skiftende ejere af stenen på en direkte måde. Selv da tyveri og hæleri blev bragt på banen, var der en passende tiltaleform herfor. Købmanden var åbenbart af en anden støbning.

Hvordan kunne manden forresten vide, hvor stenen befandt sig? Hans forstillede uinteresse for den - var han simpelthen blevet brugt som et redskab til at opspore den? Ingen stolede på købmanden, for som han havde indrømmet, havde han ofte gjort lidt for god en handel, hvilket oversat til almindelig tale betød, at han havde snydt sine kunder. Sammenligningen med arkæologisk gravrøveri var ikke hen i vejret, for han havde i årenes løb forhandlet adskillige artefakter, som han enten havde købt af gravrøvere eller, som rygterne sagde, selv havde bestilt hos disse. Havde han måske bestilt klatretyven til at stjæle den fra ... hvem? Hvad var det for et sted, hvor han var vågnet op for et par dage siden? Det var meget tilsløret, faktisk huskede han noget om et rum og et slør. Og en kvinde? Huset var omgivet af murværker og havde et lille tårn i toppen? Et job for en klatretyv?

Havde købmanden hyret klatretyven? I så fald var silkehandleren kommet ham i forkøbet, og han havde måttet presse ham på samme måde, som han havde presset tyven. Havde han virkelig gjort det? Det gav et stik i et ømt punkt, for den slags ville han ikke have gjort normalt. Hvad skete der med ham? Han sad minsandten her og tænkte yderligere på at ombringe købmanden for at få stenen. Købmanden ville aldrig afstå den, for han havde selv ledt efter den, og nu havde han endelig fået den.

Han står i sidegaden før solopgang og har besluttet sig for at vente, til købmanden ankommer. Han vil være sikker på at være den første kunde. Måske vil butikken herefter holde lukket - resten af dagen. Det er stadig mørkt, og der står kun en enlig lampe på hjørnet ved butikken, hvilket betyder, at han selv står i mørke. Han regner med at tilbringe morgenen og evt. noget af dagen her. Den lille biks, han står foran, serverer kaffe, når den åbner. Han er forberedt på om nødvendigt at drikke sig skæv i kaffe.

Der sker imidlertid det overraskende, at købmanden forlader sin butik i samme øjeblik. Han har været der hele tiden. Købmanden bærer på en taske, der virker tung. Han bevæger sig hen mod det sted, hvor han står, men går forbi i mørket, uden at bemærke ham. Han kan ikke tillade sig at tabe købmanden af syne, men samtidig må han ikke komme for tæt på. Den mindste lyd i de tomme gader vil røbe ham.

Turen i mørket fører gennem de smalle gader ud af selve byen. Undervejs bliver alle muligheder mentalt gennemløbet. Købmanden kommer til skade. Måske behøver han ikke at omkomme, selvom han har fortjent det. Han føler evt. et hårdt slag i baghovedet. Hvordan kommer man på slaghøjde af hans baghoved? Han kan også få en sten i hovedet ovenfra. Hvordan kommer man i ovenfra-position? Han kan blive skudt ned bagfra. Men skuddet ville tiltrække opmærksomhed. Han kan standse ham og true ham til udlevering. Men han ønsker ikke, at købmanden endnu en gang skal følge efter ham. Han er nødt til at afslutte vandrehistorien denne gang. Permanent.

Det er kort før solopgang, og himlen mod øst er ved at lyse op. De nærmer sig området omkring de gamle citadeller. Et underligt sted. Udsigt over bugten, gamle murværker oven på endnu ældre murværker, der ikke engang er murværker, men synes at være udhugget direkte i klippen. Alderen er i realiteten ukendt, selvom historikere postulerer deres årstal. Masser af tilmurede døre og vinduer og trapper, der ender i ingenting eller foran netop en tilmuret dør. Hvorfor må besøgende ikke komme indenfor? Hvad gemmer sig af hemmeligheder bag disse døre og vinduer, som ikke tåler dagens lys?

Købmanden kender åbenbart til mindst én af stedets hemmeligheder, for han går op ad en af disse trapper, der ender i ingenting og ... forsvinder ind gennem døren, der ikke findes! Han følger efter og konstaterer, at der absolut intet håndtag eller aggregat findes til at åbne en eventuel dør. Efter en stribe frustrerede tanker genvinder han sin is i maven. Han samler en passende sten op og beslutter sig for at vente. Med sten skal sten bekæmpes. Købmanden er nødt til at komme ud samme sted, som han gik ind.

Der går en halv times tid, før væggen åbner sig i dørform med en skurrende lyd. Han ser en skikkelse med en olielampe, og da åbningen er stor nok, presser han sig igennem og knalder stenen i hovedet på skikkelsen. Han samler olielampen op, da han har brug for den i mørket. Lige nu gælder det om at være hurtig, så han lader skikkelsen ligge på gulvet og bevæger sig hen ad gangen. Det er, som man kunne formode. Fundamentet af det gamle citadel indeholder gange og rum. Det giver fuld mening. Hvis man har været i stand til at udhugge disse omfattende konstruktioner i den bare klippe, så har man også været i stand til at gøre dem anvendelige i deres indre.

For enden af gangen ankommer han til et større rum med en forhøjning midten. På forhøjningen ligger den sorte genstand. 

Så er det, han for anden gang hører den skurrende lyd af en dør, der denne gang svinger den anden vej. Lyden afsluttes af en dump lyd og et ekko gennem gangen.

I kanten af rummet opdager han sit nye fællesskab. De fleste af skikkelserne har ikke noget kød på kroppen. Et par stykker har stadig indtørrede rester af tøj og fysisk substans. Han bruger herefter den sidste olie i lampen til at konstatere, at købmanden foran den ikke eksisterende og ikke åbenbarlige dør har sluttet sig til det tavse fællesskab. 

Herefter mørke og uhørte råb i kammeret for hukommelse og glemsel.

Johnsons lov

af marco_hanuman, the blogger

Vi tager udgangspunkt i det afsluttende statement fra forrige blog:

Hvordan var det muligt at foretage et svindelnummer af de dimensioner? Det hedder Johnsons Lov. Når man finder et emne, hvor folk er totalt uvidende, og hvor de ingen muligheder har for at skaffe sig viden - Klimaforskning var en ung og derfor sårbar videnskab, hvor der foregik en løbende diskussion om, hvordan man skulle gribe det an - så kan udefra kommende med en agenda PÅSTÅ HVAD SOM HELST, uden at få modspil.

We will cut off your johnson, Lebovski!

Det videnskabelige eksempel 
Eksemplet her var klimaforskning, et eksempel blandt mange. Meget få mennesker har den fjerneste anelse om, på hvilken måde solsystemet påvirker vores klima. Det ikke alene påvirker vores klima, det skaber vores klima. Maurice Cotterell har via benhård data-knusning vha de største tilgængelige forsknings-computere kortlagt Solens cykler millioner af år baglæns – og dermed også forlæns – og påvist, hvordan disse cykler spiller en afgørende rolle for Jordens tilstand. Det gælder for klimaet og dens graduerede udsving, det gælder for vulkansk aktivitet + andre faktorer. Han går endog så vidt – hvilket selvfølgelig regnes for helt utilstedeligt indenfor mainstream videnskab – som til at hævde, at Solens cykler også påvirker den menneskelige bevidsthed. 

Emnet her er ikke klima, men klimaeksemplet er så tydeligt, undtagen selvfølgelig hvis man adlyder Johnsons lov, for så er absolut intet tydeligt længere. At adlyde Johnsons lov vil sige, at man aldrig har hørt om Johnsons lov og derfor aldrig er blevet tilstrækkelig opmærksom på, at summen af påstande om et emne forekommer omvendt proportionalt med tilgængelig viden om emnet. Hvis nogen ønsker det – og det kan vi bande på, at der er! - kan disse nogen smide hvad som helst ind i uvidenhedens felt og slippe godt afsted med det. I klimaeksemplet blev følgende absurditeter smidt ind i feltet:

• CO₂ er et giftstof, der ødelægger klimaet – selvom det er en af de helt nødvendige drivhusgasser til liv og vækst.  
• Kosmisk/solar påvirkning af klimaet er uden betydning, så det taler vi ikke om – selvom det har afgørende betydning.  
• Niveauet af CO₂ og global opvarmning/afkøling hævdes at opstå i nævnte rækkefølge – selvom det forholder sig omvendt. 30.000 videnskabsmænd underskrev en protest mod, at Al Gore havde manipuleret og bagvendt en af deres kollegers forskning. CO₂ følger globalt klima med en forskydning ses over år-millioner på 6-700 år, ikke omvendt.  Al Gore har medvirket til systematisk videnskabelig svindel, hvilket er dybt strafbart. Men folk, der er under beskyttelse af Agenda 21-globalfascisterne bliver aldrig straffet.
• Videnskaben har nu nået til konsensus, og dermed ophører al diskussion – selvom begrebet konsensus ikke hører hjemme i videnskab, men i politik, og selvom der overhovedet ikke var opnået definitive konklusioner i en ung og sårbar videnskab. 
• Svindel ovenpå svindel: Da alle ovennævnte absurditeter nu er erklæret vedtaget ved ’konsensus’, så kan vi - globalmafiaen - allerede udskrive, opkræve og inkassere gigantiske afgifter/skatter – selvom ingen af de ovennævnte absurditeter er evidente. Pengene forsvinder selvfølgelig som dug for solen og havner i vore lommer.

I løbet af ca. et årti havde folk accepteret, at politik havde ret til at kalde sig for videnskab.  

Det psykologiske eksempel 
Mennesket har en højst besynderlig psyke. Det dagsbevidste felt udgør med opøvelsen af megen god vilje 10%, og resten, underbevidstheden, udgør som minimum 90%. Vi hører også tal som 1/99% Dette forhold er i realiteten forudsætningen for, at Johnsons lov kan siges at eksistere. Vi har et kæmpe hul i vores bevidsthed, hvor vi på ingen måde er herrer i eget hus, hvilket måske er til at leve med, men vi har stort set ingen adgang til underbevidstheden, undtagen når vi knalder og drømmer. Hvilket vel næppe kan kaldes ’adgang’, for de færreste aner, hvad de skal stille op med de informationer, der findes her, hvis de overhovedet er i stand til at huske noget i vågen tilstand. 

Vi har på det nærmeste adgang til mindre af vores bevidsthed end dyr. Dyr har et sikkert sanseapparat og dermed en sikker intuition. Vi kalder normalt vore egne instinkter for intuition og dyrenes for blot instinkter, men det er blot et ordvalg, for det er det samme. 

Psykologer har kunnet slippe afsted med at påstå mange absurditeter. Freud påstod glatvæk, at barnet havde et pædofilt forhold til sine forældre. Hmm, tænker man, er det måske det, han selv kalder for en projektion? Var han blot en del af en etnisk kultur, der voldtog 8-dage gamle drengebørn ved at amputere deres mest følsomme stykke hud? Og hvis præsteskab dyrkede menneskeofring i særdeleshed af børn (Baal-kulten – åh jo, den var særdeles israelitisk, læs blot profeterne, der skældte og smældte over denne praksis). 

Den behavoristiske skole var overordentlig klar over, at menneskelig adfærd kan styres af en række impulser, der unddrager sig den menneskelige dagsbevidsthed. Det var her, psykologi i kombination med sociologi blev til det vigtigste stykke software i det teknokratiske styresystem i det 20. århundrede. Ikke alene kunne man nu sige hvad som helst, man kunne også få folk til hvad som helst.  

Det okkulte eksempel 
Det ligger allerede i ordet okkult = uden for synsfelt, skjult, tildækket. Hokus-pokus-feltet. Selv kirken og religionen er okkult i den forstand, at den beskæftiger sig med det store kollektive ubevidste (som Jung ville have sagt), som øjet ikke har direkte adgang til, MEN – og hvor er det heldigt for alle os dødelige – som paven som Guds stedfortræder, hans benådede behjælpere er så venlige at formidle ud fra deres mirakuløse indsigt i feltet via åbenbaring. De læser nemlig de hellige skrifter. Problemet er, at disse er endnu en gang – og da især Åbenbaringen - er stort set lige så okkulte for menigmand som Universet selv, men som sagt: hvor er det så heldigt, at nogen vil åbenbare Åbenbaringens åbenbarhed for os. 

Er det ikke bare at læse, hvad der står? Er det ikke herefter bare at banke på hos Sct. Peter og selv spørge om en forklaring? Eller sætte sig på knæ eller i lotusstilling og selv downloade en forklaring? Det er vi jo nogen, der ind imellem holder af at tænke. Problemet er her, at vi ryger ind i feltet af subjektiv verificering, der, uanset hvor virkelig den føles for subjektet, stadigvæk er underlagt den klausus, at man er nødt til at have været der selv for at verificere det. Det havner meget nemt i den store okkulte relativisme. Det er det samme problem, vi oplever i forhold til visse whistleblowers, der røber, hvad den okkulte elite har gang i i deres underjordiske faciliteter, hvor de har alle mulige hi-tech-maskinerier, der er i stand at flyve til Mars, hvor der findes … Hvor ved du det fra? Fordi jeg var der. 

Ved en årgang af Secret Space Programme Conference, som bekendt består af folk, der begår research i dette stærkt okkultiserede felt, men som betjener sig af al tilgængelig dokumentation – og altså helt bevidst ikke folk, der springer ud af skabet som whistleblowers, da det er behæftet med for stor usikkerhed – var der alligevel en herre ved navn Bob Dean, der uopfordret greb ordet og sagde ud i salen: Hvad I siger der, er fuldstændig korrekt. Jeg kan bekræfte det, for jeg var der. Der var helt sikkert nogle i salen, der tænkte: Godt gået, Bob. Men der har muligvis også siddet et par researchers med en vis lorenhed derover. Ikke, tror jeg, fordi han tog noget blad ud af munden på dem, men fordi de kunne have en nervøsitet for, om et sådant udsagn ville svække/kompromittere dem eller bekræfte dem. Whistleblowers står allerforrest i skudlinien for at blive gamet eller det, der er værre, når de overskrider en linie i sandet. Adskillige har måttet afgå en tidlig og ofte uforklarlig død. Researchers er sværere at komme efter, da de altid kan hive dokumentation op af lommen og bede eventuelle fjendtlige personer om at imødegå dokumenterne – hvad der meget sjældent sker, for så ville fjendtligheden komme til kort. 

Jeg siger ikke, at de, der blæser i fløjten, er fulde af fup eller ikke ved, hvad de taler om. Jeg siger, at det kræver en meget sikker tæft og en bunke erfaring at lure, hvorvidt de er fulde at fup eller ej. De kan også være helt oprigtige, men hvad de måtte have oplevet, er noget, de er blevet forevist. Hologramteknologi og elektrokemiske illusionsteknikker er for længst opfundet. De kan også være ufrivillige ofre for bevidst disinfo og dermed nyttige som et ’udhængsskab’ på et on-a-need-to-know-basis. 

Johnsons lov gælder både for de, der ønsker at binde os noget på ærmet, for folk med gode hensigter, men kompartmentaliseret indsigt og for alle os, der er henvist til at se, hvad der kommer ud af sprækkerne.  

Det historiske eksempel 
Where to even begin. Historien er skabt som en schweizerost, hvor hullerne nærmest er større end osten. I disse huller findes der sjove gasarter, der frigøres, når man tager hul på osten. Paradigmet.blogspot er pakket med eksempler på historisk mørkelægning, hvor alskens usundheder vokser vildt – eller helt kontrolleret skævt. 

Når historiens mørkelægningsgardiner går ned, er der heftig aktivitet bag det sorte stof. Og når de bliver løftet igen, vupti! er historien en helt anden. 

Historikere og journalister arbejder i den samme branche i dag, det lange og det korte stræk. Begge dele af branchen har nu givet op overfor presset om at skrive det, de får besked på. Det sker i forbindelse med krig. Krigsmagerne har brug for ikke at blive modsagt, så derfor eliminerer de ethvert modsigelsespotentiale. I Bosnienkrigen og senere Irakkrigen blev mainstream-journalistikken ’embedded’, altså forsænket eller indkapslet, så de blev en del af krigsmaskineriet. Siden har de ikke formået at mobilisere egentlig kritik overfor maskinen. 

Krig er ikke en nem sag at sætte i værk. Det tager mange års forberedelse. Det krigerigske overfald på Syrien og fascist-nazist-kuppet i Ukraine blev forberedt allerede i Eisenhower-administrationen, og det er fuldt dokumenteret. Hvorvidt Dwight D. var informeret, kan man gisne om. Meget få præsidenter i det underlige regime er fuldt informeret, og det nærmeste man kommer er vel tidligere CIA-direktør, George H. W. Bush. 

Da først Syrienkrigen rullede i form af terror-invasionsstyrker, kunne man tilsyneladende sige hvad som helst om både den syriske præsidents forskrækkeligheder og de såkaldte ’moderate rebellers’ fortræffeligheder, og ifølge Johnsons lov kunne man slippe afsted med det, da alle sunde informationer var blevet mørkelagt. Uhyrlige løgne har floreret i medierne, der frivilligt – eller skræmt fra vid og sans – har spredt ben for den voldtægt, de blev udsat for. Hvilke journalister turde rejse rundt i området med fare for at blive halshugget? Ingen, selvfølgelig, uden de uafhængige m/k med hår på bollerne og hæderligheden i behold. Mange valgte endog at tro på de store nyhedsbureauer, hvorved de er blevet dummere og dummere, og nu ikke længere tør indrømme deres dumhed, deres fejhed og deres korruption af frygt for at tabe ansigt BigTime. Mediefrabrikken og dens ansatte har ingen faglig eller moralsk integritet længere, og tidligere hæderskronede principper er solgt fra til højest bydende. 

Johnsons lov gælder på informations-fabrikant-niveau, men ikke rigtigt på journalist-niveau. Journalisterne kan ikke skrive hvad som helst, for det kunne potentielt være sandheden, og den er ilde hørt, som landet ligger. Fabrikanterne derimod kan forlange, at journalisterne skal skrive hvad som helst. Kvælertaget er markant i tider, hvor statsledere for de to største lande på kloden nu har sagt, at Tredje Verdenskrig allerede er startet! Vi har sagt det på Paradigmet.blogspot i årevis. 

Det monetære eksempel
Hvem kender til skabelsen af penge, hænderne op. Ja, hvad siger I dér ovre i hjørnet? I siger Nationalbanken? BEEP! Dobbelt forkert svar.  

Den første og grundlæggende forkerthed går på, at det, I kalder for Nationalbanken ikke er national. Det er et privatforetagende ejet af en udenlandsk familiefond. I Danmark skete overdragelsen uden folkets viden i 1818, og siden har det være sådan – uden folkets viden.  

Den næste og egentlig lige så grundlæggende forkerthed går på, at denne privatbank, der kalder sig national, ikke skaber landets penge som sådan. Mønter og sedler, men de udgør en forsvindende mængde af den samlede pengemængde, der i dag er digital. Det gør de private banker i det øjeblik, du som intetanende kunde optager et lån, hvorefter pengene pludselig som ved et trylleslag eksisterer. Hvis nogen påstår, at noget ikke kan materialisere sig ud af den fjerde eller femte dimesion, at alien spaceships ikke kan flyve direkte ud af himlen, og at spøgelser ikke kan gå gennem vægge, og-og-og … så er det hermed modbevist, for det er nøjagtig, hvad der sker med penge.  

Forestil dig, at du gik ind i en bagerbutik og spurgte efter kanelsnegle, efter at de reelt var udsolgt, hvorefter bagerjomfruen retter lidt på krøllerne og trykker på en knap og KAPOOF! 2 kanelsnegle har fluks materialiseret sig ud af ingenting, hvilket er helt præcist, hvad der sker nede i banken, når du tager et lån. Er det så dig, der skylder banken penge? Reelt er det banken, der skylder dig penge, fordi du har lånt dem penge, de ikke havde i forvejen. Til gengæld tager de renter af dig for det.  

Er du forvirrret? Det burde du ikke være, for nu begynder du at kende Johnsons lov. Du har lige kigget ind i et sort hul af sort kryptiseret magi, og hvis du udbeder dig en forklaring, får du blot den, du allerede har hørt for længst, og som intet har med virkeligheden at gøre. Men vi lader alle som om og spiller spillet. Selv ordinære bankfolk spiller spillet uden at blinke, for de har absolut ingen anelse. De er funktionærer i systemet, et 1800-tals-udtryk for robotter, de har ingen indsigt i systemets grundlæggende væsen.  

Hvis vi tager den derfra til egentlig nationaløkonomi – der så ikke er national med blot en filial af global – eller centralbankvæsenets globale struktur, eller alle de spekulative ponzy-schemes, derivater, skumle transaktioner i WTO, IMF, ECB, BIS og hi-level finansmafia-virksomhed i det neo-venetianske pengesystem, så har Mr. Johnson frit spil. Vi tør slet ikke nævne black budgets og shadow banking system, der er helt udenfor radaren.

Dæmonernes brønd

af marco_hanuman, the blogger

Dæmonernes brønd 

Da Jamal efter en lang og trættende dagsmarch og efter mørkets frembrud ankommer til brønden, hører han en pivende lyd dernede fra. Han tænder sin olielampe og lyser derned. I bunden står der to bæster i vand til lårene og kigger op på ham. 

Hvem er I, og hvad laver I der?

Vi ... holder lige en pause, inden vi kommer op, vi skulle lige til at ...

Pausen er forbi! 

Jamal fjerner sig fra kanten og lægger sin rejsesæk hen under palmerne. Han hører bæsterne snerre dernede ... hvorfor skulle du også ... holde din kæft ... snerre-snerre. 

Så bliver der tavst et par sekunder. Mester, er du der stadig? 

Han går hen til kanten. Bliver det til noget?

Jojo, vi er sådan set i fuld gang. Men vi tænkte på om ... altså, måske vi godt kunne bruge en håndsrækning.

Hvad er I for nogen, og hvad er grunden til at jeg skal hjælpe sådan nogen som jer?
I ligner jo noget, der er løgn!

Du må love ikke at lægge os det til last.
Vi er bare et par dæmoner, og vi kan ikke rigtig gøre for det.

Javel ja, det var så svar på den ene del af spørgsmålet.

Nåja, vi er farlige dæmoner, vi kan adskillige tricks og forbandelser ... ok, jeg kan godt høre det selv, jeg mente adskillige mirakuløse frembringelser.

Det var stadig kun svar på den ene del af spørgsmålet, og nu skal jeg også have svar på, hvordan ved Profetens skæg I er havnet der?

Tilgiv Mester, det var ikke for at tale udenom ... hvad var det lige spørgsmålet var?

Ja, nu ved jeg ikke, hvor litterært velbevandrede sådan nogen som jer er, men jeg tror, vi er ude i noget med at opfylde tre ønsker. Ringer der en klokke?
Vi prøver lige igen: Giv mig en RIGTIG god grund til, at jeg skal hjælpe sådan noget bundfald som jer op.

Jamen, selvfølgelig, jeg får lige et lyst indfald. Hjælp os op, og vi vil opfylde tre ønsker for dig :-) Altså, small-medium-size, ikke noget med sække med guld, paladser og eget harem, det er vi alt for udmattede til.

Jeg er overhovedet ikke interesseret i den slags. Jeg skal bare have et par nye sandaler, et hæderligt måltid og et æsel at ride på. Og svar på den sidste del af spørgsmålet: hvordan bærer sådan nogle vældig dygtige og tilmed farlige dæmoner sig ad med at havne i en brønd, som de ikke selv kan finde ud af at kravle ud af. Den tager vi bagefter, for nu orker jeg ikke mere palaver. 

Jamal sænker rebet med krogen ned og hiver bæsterne op én ad gangen. Den sidste får besked om at fylde hans lædersæk op med vand.

Det ene af de to bæster ser en anelse henkogt ud, så den anden tager ordet.

Mester, tillad mig at præsentere os. Jeg er Isfilul, og min kompagnon med den dårlige fod er Elgazer. Vi har været så uheldige at komme til at fornærme den Store Troldmand, og så smed han os ned i brønden, med en forbandelse oveni, så vi ikke selv kunne kravle ud ... selv. 

Jamal åbner for lædersækken for at tage en slurk vand. 

Fy for den lede ørkenræv - d'Herrer kan åbenbart ikke kende forskel på en brønd og et pissoire. Så medmindre I som en prut fra en kamel får opfyldt de tre ønsker, så går vi over til udøvelsen af vold. 

For at understrege pointen griber han om sin vandrestav og planter dens knortede hoved i sandet en fingerbredde fra talsmandens højre fod.
Sagde du, at din kompagnon havde forstuvet sin fod?

Mester-Mester, jeg arbejder allerede på dit første ønske, forstyr mig ikke. 

KAPOOF !!
Et par sandaler, ikke imponerende,
kvalitet second hand, men dog et par sandaler.

Den farlige dæmon Isfilul ligger udmattet i sandet, som om den lige har pisset på et elektrisk hegn, der først bliver opfundet senere i verdenshistorien, mens den uden tvivl ligeså farlige, men hidtil mundlamme fætter Elgazer springer op og udbryder: 

Hvad-gjorde-du-hvad-gjorde-du!? - jeg ku mærke det helt ned i min dårlige fod.
Det er et mirakel, jeg kan gå!

D'Herrer, lad os nu ikke blive for eksalterede, der er to ønsker endnu, og jeg har ikke hele natten.

KAPOOF !!
Et par tørre fladbrød, en krukke med sur vin
og en skålfuld dadler et år efter sidste salgsdato.

Den henfaldne, men genopladelige dæmon Isfilul er genopstanden og udbryder:

Hvad er det for noget hakkelse!? Du ku' ha' ventet på mig - ahr, nu er stodderen skvattet om, man kan da ikke vende ryggen til et sekund! Hvad var det sidste ønske, nåjo, et transportsystem med ører. Her skal du så lige vide, at vi normalt er to om at manifestere organisk liv, men siden du har lidt travlt, vil jeg gøre en undtagelse.

Gnnn, Gnnn ...

Undskyld, er du ved at skide i bukserne?

Gnnn....ahr-så-ti-dog-stille, jeg prøver at koncentrere al min magi på det her.

KAPOOF !!
Et noget mølædt æsel
men ingen Isfilul.

Elgazer er vågnet op.



Din rektangulære idiot, hvad har du gjort ved dig selv, det snakkede vi jo om forleden, man skal aldrig lave dyr uden en back-up! Hvad vil du have, jeg skal gøre nu? 

Jamal har i mellemtiden smidt sin sæk og sig selv op på ryggen af mølædtheden.

Vi har ingen mellemregninger. Du kan samle idioten, kræet, kammeraten op ved oasen på den anden side af bjerget ved solopgang. Et godt råd: undgå at fornærme troldmænd, lad være med at pisse i brønden, og tjek manualen om æsel-magi, inden I går i implementeringsfasen.

Salem Aleikum 



Fætter Langben  

Jeg vågnede, mens det stadig var mørkt, med et fælt myggestik på min ene røvballe. Jeg mærkede ovenikøbet, da suckeren hev sit lille, lede instrument ud, der i nærbillede ligner et eller andet indstik til et instrument opfundet af Bosch eller Metabo. 

Jeg ved, det var en myg, for jeg hørte den halvt i søvne, som lyden af en pumpet knallert, der nærmede sig i det fjerne, eller som et lille hi-speed jagerfly med en frekvens på over 800 vingeslag i sekundet – hvordan helvede bærer bæstet sig ad med at køre i det gear? Nå jo, den kører på højoktan blod fra varme husdyr som … mig!  

Så var det, jeg fik nok og besluttede mig for at give det højt betalte vagtselskab, Spinner Securitas, en skideballe. Der sidder mindst fem fætre ad gangen, hver med otte ben på op til tre centimeter lange i en eller anden krog.  

Det var hr. Langben og ikke Fætter Højben?

Nu er det krafteddeme på tide, at I gør noget ved det her!! Her sidder I og hygger jer oppe i hjørnet i jeres støvede spind, mens der drøner et lovløst punk-insekt rundt i æteren og gør grin med jer! Jeg har udtrykkeligt sparet jer for den store, stygge støvsuger af samme grund, og så sidder i der og spiller tissemand og kører Facebook. Skal man komme og servere byttet for jer, ønsker herskabet garniture til? En lille avec måske, lidt blød lounge-musik i baggrunden? Lidt strøsukker til dessert?

GØR JERES ARBEJDE NU - ELLER STØVSUGEREN!
Fes den ind, Fætter Langben?


Socialvidenskab 

Socialvidenskab er noget slemt gylle. Det er en såkaldt videnskab, der er besat af tanken om, at mennesket kan anskues som en ressource og behandles som sådan. Deraf ordet HR-management. Det var det teknokratiske software, der ankom med moderniteten. Og management-tanken er ikke kun et stykke virksomhedskultur, det er paradigmet i hele kulturen.

X-antal årtier senere: mennesket opfylder nu den våde drøm indbygget i anvendt socialvidenskab.
Vi overlader til Kaptajn Haddock at beskrive, hvad der kom ud af det:



 

Hvor mange nuller er der i quadrilliard? 

The Rottenschilds, the Rockefailures og Darth Soros :-)

Den er simpelthen for god til at lade ligge og tak til Joseph Patrick Farrell for en passende omskrivning af familienavnet på disse legendariske, familieejede banksyndikater, der reelt ikke er andet end mafia på et højere plan. Deres fine titler og paladser kan ikke skjule, at de i bund og grund ikke er andet end scumbags taget ud af en Coppola- eller Scorsese-film.

Anledningen var en artikel, der startede ud med at konstatere, at den nyhed, der i det forløbne burde have ryddet forsiderne på aviserne: At den islandske regering/stat havde foretage et Jubilæum, altså, en nulstilling af al gæld hos borgerne, var total fraværende i medierne.

Det kan selvfølgelig ikke overraske, når man kender lidt til ejerforholdene indenfor verdens og især Vestens medier.

Siden finanskrisen i 2008, er summen af betændte derivater nu på anslået 14 quadrilliarder - 14.000.000.000.000.000 !! - vi kan hverken læse eller forstå beløbet. Men det er flere gange større end hele jordklodens bruttonationalprodukt(er). Altså, en fis-i-en-hornlygte større end en af solsystemets gasplaneter bestående af værdiløshed og dårlige lån sat i system. I USA ejer staten 96% af disse dårlige lån, mens bankerne ejer 3%. Staten kollapser altså totalt i en næste krise, mens bankerne igen! går fri. Det er en kæmpe seksløber i tindingen på staten, der er nødt til at holde hånden over bankmafiaen, for ellers ...

Der har fundet et snedigt kup sted, hvor ansvar og gæld er løftet fra gældssætterne og -skaberne over på staten. Det er klart, at medierne, ejet af kupmager-mafien, har fået besked om at holde deres kæft med, at islændingene hev tæppet væk under den mekanisme. Den gode idé kunne risikere at sprede sig, hvilket den selvfølgelig allerede burde have gjort for længst. Ligesom stribevis af bankfolk og politikere burde sidde og bure den, som de gjorde i Island.

Fire af de 28 bankfolk på Island, der fik et ophold i Hotel Tremmely

Hvad bliver det næste? Folk vil på et tidspunkt kræve slettelse af gæld, og det vil være nødvendigt også set fra bankernes synspunkt, for man kan ikke malke en død ko. Samtidig har det globale centralbankvæsen en våd drøm om at skabe det pengeløse samfund, hvor de har 100% kontrol med verdensøkonomien, og hvor alt kan skjules bag digitale døre. Hvad nu hvis de var så smarte at kæde de to ting sammen og sælge folks godkendelse af fjernelse af fysiske penge som en gældssanering?

Måske de vil prøve. Kommer det til at ske, og vil det lykkes i så fald, eller har tilstrækkeligt mange inkl. en række store lande, med deres nye økonomiske tiltag, lugtet lunten? Det syge system burde selvfølgelig fjernes totalt og aldeles omgående, men sådan fungerer det ikke, lige som man ikke kan bortoperere en leukemi, uden at patienten dør.


Skidekoldt 

Jeg gik hen ad fortovet forleden. Og skal indrømme, det var faktisk skidekoldt langt hen på foråret, men vi har efterhånden vænnet os til det, vejret er ikke, hvad det aldrig har været: stabilt og forudsigeligt.

Altså, jeg gik hen ad fortovet, sådan lidt i mine egne lommefilosofiske tanker, og det kan også godt være, at jeg gik og spillede lidt lommebillard, det skal jeg ikke ku' sige, måske har jeg også pillet mig selv i næsen og bag øret, og hvad jeg tænkte på, det kan jeg faktisk ikke huske, men … og nu kan jeg faktisk godt huske det igen, for jeg tænkte, at det var skidekoldt – nå, det har jeg allerede sagt, men nu har jeg også glemt, hvad det var, jeg ville sige, så jeg prøver lige igen.

Altså, jeg gik hen ad fortovet, og havde glemt, hvad det var jeg ville sige, så jeg prøver lige igen, jeg mener NU kommer jeg i tanker om, hvad jeg ville sige, og du tror, det er løgn, men SÅ MØDTE JEG SGU EN PINGVIN!

Så jeg standsede og gloede på kalorius og så sagde jeg: Hvad helvede laver sådan en som dig her? 0g så svarede den – og jeg skal indrømme, at jeg ikke tænkte nærmere over det før bagefter – men så svarede den, at den var blevet sendt ud for at undersøge, om det ikke efterhånden var muligt for pingviner at opholde sig her, eftersom der var ankommet en ny Lille Istid*, der efter sigende skulle vare omkring 40 år, og at den voksende turistindustri nu også var kommet til Sydpolen, for det var ærlig talt lidt trivielt med alle de isbjerge i længden.

Og så gik den igen, og jeg kom først i tanker om det igen i dag, da jeg købte en pose pingvinlakrids, at det var sgu da egentlig lidt underligt, at den kunne tale.

* Ifølge russiske forskere er der overhovedet ikke tale om global opvarmning. Vi er snarere på vej ind i en ny Lille Istid. Og hvorfor skulle vi stole mere på russisk forskning? Det skal vi ikke nødvendigvis, men i modsætning til Vestens klimaforskning, er der en større chance for, at det er lykkedes dem at holde sig fri af den omklamrende politisering, som via et kup af dagsordenen i FN's Klimapanel, IPCC, East Anglia Universitetet og en storskala-kampagne med bl.a. Al Gore i front, ensidigt og totalitært backed up af de allerede for 20 år siden fuldstændig ensrettede medier, foretog kvælertag på forskning i Vesten for at kunne påtvinge hele verden CO2-afgifter, den første egentlige globale beskatning, og samtidig lægge en dæmper på produktivitet i især den Tredje Verden. 

Hvordan var det muligt at foretage et svindelnummer af de dimensioner? Det hedder Johnsons Lov. Når man finder et emne, hvor folk er totalt uvidende, og hvor de ingen muligheder har for at skaffe sig viden - Klimaforskning var en ung og derfor sårbar videnskab, hvor der foregik en løbende diskussion om, hvordan man skulle gribe det an - så kan udefra kommende med en agenda PÅSTÅ HVAD SOM HELST, uden at få modspil.

Profeten Alkaselzer

Da stillede Profeten Alkaselzer sig endnu en gang op foran den målløse og dog forventningsfulde folkemængde med frådende hårpragt og sovs i skægget løftende sin kæp og sin stav, som der skrevet står – og du dér, tør det smørrede grin af, for det hedder den sgu! 

’I hundehoder, halvaber, neanertalere! 
Hører I da ikke Røsten og fatter I ikke et vink med en jernstang, når den rammer jeres bagpartier eller frontallapper? 
Hvor længe skal I bepille jeres navlepartier, benulre jeres nossehuder og befumle jeres numsehuller, før hatten blæser af?’ 

Og folkemængden så forundrede på deres fingerpartier og omdelte vådservietter. Og profeten tørrede sig om sin skaldede isse med en vådserviet og løftede sin kæp for anden gang – og tak, så er det godt derovre i hjørnet! 

’Sandelig siger jeg! Der skal ikke være stol på stol tilbage, når I sidst på sæssonen får lettet røven.
Ugidelige og ugødelige vissenpinde, fatter I ikke vanbetroelser og vildfarne vindfrikadeller? 
Hvor meget tyrelort har I tænkt jer at nedsvælge i befippelsens hellige nonsens?’

Og folkemængden standsede for en stund dansen om tyrelorten og satte det seneste hit med Justin Timberlake på pause. Op profeten pillede et par lyddæmpende uldtotter ud af ørerne og løftede sin … og nu gider jeg kraftædeme ikke at sige det mer!! 

’Som jeg hele tiden har sagt: Jeg siger det kun én gang! 
Menneskets dage er som grød, klæbrig og lunken, skeen står af sig selv. 
Det skulle I måske lige ta’ og tænke lidt over.’ 

Og folkemængden gik hver til sit for at lade sig skrive op til det næste valg, hvor man med allernådigste forlov får lov til at stemme om, hvorvidt man ønsker uforbeholden afgivelse af samtlige rettigheder eller omgående aflivning.

[Alkaselzer, 20-27]